Grundtvig, N. F. S. HELLIGTREKONGERLYSET

HELLIGTREKONGERLYSET.

DET skæbnesvangre Spørgsmaal om Danmark-Norges Fremtid, der var rejst i 1813, fandt sin Afgørelse i Begyndelsen af Aaret 1814. Den 10. Juli 1813 havde Frederik den Sjette i Harme over Sveriges Fordring paa det nordlige Norge, der understøttedes af England og Rusland, sluttet Forbund med Napoleon, og han holdt halsstarrig fast ved dette Forbund selv efter Kejserens Nederlag ved Leipzig den 18. Oktober s. A. Følgen var, at den svenske Tronfølger Karl Johan med en Fløj af de allieredes Hær trængte ind i Holsten. Den danske Konge havde en Hær samlet paa Fyn, og der gik Rygter om, at han agtede at opbyde Landestormen i Jylland. Et stort Øjeblik syntes forhaanden ved Nytaaret 1814. Men Frederik den Sjette vovede ikke den afgørende Kamp. Den 14. Januar sluttedes Freden i Kiel, hvorved han afstod Norges Rige til Kongen af Sverige.

Grundtvig, der i August 1813 var rejst fra Udby og nu levede i København som tjenstledig Kapellan, fulgte Tidens alvorlige Begivenheder med spændt Opmærksomhed. Han troede, som alle, at der vilde komme til at staa en stor Kamp om Nordens Skæbne, og han viste sin Villighed til at ofre Liv og Blod for Fædrelandet ved at tilbyde Kongen sin Tjeneste i Krigen.

I Begyndelsen af 1814, da Spændingen var paa sit højeste, kom han til at gribe ind i det Røre, som opstod blandt Studenterne, og blev en Slags Fører for en Flok, der med samme Sindelag som han ønskede at gaa med i Kampen. De nærmere Omstændigheder ved de Forhandlinger, som fandt Sted den 4.-7. Januar 1814, har han samvittighedsfuldt optegnet i det foreliggende Skrift, som paa en enestaaende Maade fører Dagbog over nogle af de stærkest bevægede Dage i hans og Folkets Liv.

Skønt Tilbudet om at gaa frivillig med i Krigen ikke blev modtaget, da Freden kort efter kom i Stand, var disse Dages Hændelser dog ikke uden Betydning for Grundtvig, thi de opflammede, midt under Fædrelandets Livsfare, det mærkelige Haab om Danmarks Genfødelse, der siden aldrig forlod ham. Hertil bidrog det væsentlig, at han hos en Flok alvorlige Ungersvende fandt Øren for sin Tale om Danmarks Frelse ved Troen paa Gud. For første Gang saa' 6 han sig for en kort Stund omgiven af en Flok ligesindede, der syntes at forstaa ham. Men han varede sig omhyggelig for at danne noget »Parti« af dem, der sluttede sig til ham i Begejstringens Øjeblik. Han skriver herom i Flyveskriftet: Hvem er den falske Prophet? Side 60-61: »Den eneste Gang, da jeg kunde faaet Skin af Partistifter, var, da jeg talde til Studenterne om Fædrelandets Sag; jeg saae Faren og skjalv; men jeg holdt mig til Gud, og Han styrede Alt saa, at just denne Forhandling staar for Folkets Øine, som det klareste, umistænkeligste Vidnesbyrd om, at jeg langt fra at ønske mig et Partie, skyder det fra mig, og vil ikke have Samfund med Andre, end dem, der, ved at komme til Gud og Sandhed, føle, at de ere i Samfund med mig, fordi jeg er i Sandheden«.

Indledningsdigtet Til Fædrenelandet er optrykt, med nogle Ændringer, i Kvædlinger. Det deri indflettede Kvad: »I Verden mon være de Sygdomme to«, som, i noget ændret Skikkelse, er optaget i Sangværket I. Nr. 281, er et ældre selvstændigt Digt fra 18121. Se herom: Poet. Skr. III. Nr. 30.

*
7

Helligtrekongerlyset
eller
Tre Dages Hændelser
paa
Dannemarks Høiskole.

En Beretning
ved
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Præst. Vi have seet Hans Stjerne.

Matth. 2.

Kjøbenhavn, 1814.
Trykt hos og forlagt af Andreas Seidelin,
store Kannikestrædet No. 46.

8

Gud! vi have hørt med vore Øren, vore Fædre have fortalt os den Gierning Du gjorde i deres Dage, i de forrige Dage, deres Arm frelste dem ikke, men Din høire Haand og Din Arm og Dit Ansigtes Lys, fordi Du havde Behagelighed til dem. Gud! Du er den Samme, min Konge! befal Jacobs store Frelse! ved Dig vil vi giennembore vore Fjender, ved Dig vil vi nedtræde dem, som opstaae imod os; thi jeg forlader mig ikke paa min Bue, og mit Sværd kan ikke frelse mig; men Du haver frelst os fra vore Fjender, og Du haver beskiæmmet dem, som os hadede, vi rose os den ganske Dag i Gud, og vi takke Dit Navn evindeligen, Sela.

Psalm. 44.

Til Fædrenelandet.

Fædreneland!
Paa Gravens Rand,
Saa bleg og blaa,
Du ligge maa,
Nu spender Hel
Sin Buestræng,
Og reder vel
Din Ormeseng;
Saa falsk og fiin,
Den gamle Træl
Og tvætter vel
Dit Jordelin,
I røde Flod
Af Mandeblod;
Han venter vist,
I Galgefrist,
Din Ædelsteen
Med Sølv og Mos,
Din Agerreen,
Til Arvegods.
9 O! hør den Skjald,
Hvis tunge Kald
Det blev at spaa,
Hvad grant han saae:
Dit Knald og Fald;
Hvis første Syn,
Ved Himlens Lyn,
I Ungdoms Aar,
Var dig paa Baar,
Hans Moder død
I Kjortel rød!
O! hør den Skjald,
Hvis gode Kald
Det blev at spaa,
Hvad grant han saae:
Fra dybe Fald
Dig reist af Gud
Saa høi og prud;
Hvis sidste Syn,
Ved Himlens Lyn,
I Manddoms Aar,
Var Dig paa Fjeld.
Forløst fra Hel,
Og klædt i Maar,
Ja pyntet ud
Som Herrens Brud!
O hør den Skjald!
Og følg hans Sang!
Til høien Hald
Er Veien trang,
Men lyse Fjeld
Dog naaes vel
Ved Herrens Stav.
Den Vei er bred,
Som løber ned
I dybe Grav,
Men mørkt er der,
O Moder kiær!
O vogt Dig vel!
Der reder Hel
Din Ormeseng!
O følg din Skjald
10 Til høien Hald!
O lyst er der
I Morgenskiær,
Og Blomstereng
For Ormeseng.
O hør min Bøn!
Lad ei Din Søn
Med Hjertevee
Dig jordet see!
Saa paa Din Grav
Sin Sagastav
Han bryde maa,
Som Vidne staa
Paa Dommedag
Med disse Ord:
Gud sagde: lev!
Men fræk Dit Mord
Du selv bedrev.
O, hør mit Ord,
Og mærk det vel!
For Døden groer
En Urt paa Fjeld!
Er Talen sær,
O Moder kiær!
Da kom ihu,
Hvad Verden seer:
Ei frelses Du,
Hvis ei der skeer
Et Underværk!
O hør engang
Min Paaskesang!
O hør og mærk!
Og følg Din Skjald
Til høien Hald!

I Verden mon være de Sygdomme to,
Som Verden kan aldrig helbrede,
Og den, som de pine, ei Rist eller Ro
Dog har, mens han færdes hernede;
Ja mindre forsand
I Dødningeland,
Thi Synden og Døden de hede.

11

Den første er Moder, den anden er Søn,
De ere saa gamle af Alder,
Dog synes den Kvinde saa ung og saa skiøn,
Hun kurrer og lokker og kalder,
Hun reder saa blødt,
Og smiler saa sødt,
Hver Kjæmpe maa fly eller falde.

Heel listig den Kvinde forvender sit Navn,
Hun kalder sig Gammen og Glæde,
Sin Slave hun kryster saa kiærlig i Favn,
Paa Roser hun lader ham træde;
Men Kys er, som Smiil,
Saa giftig en Piil,
Det er paa Guds Roser, han træder.

Da blegne de Kinder, da rynkes de Bryn,
Den Synder han giøres saa bange,
Thi for ham sig løfter et grueligt Syn,
En Beenrad han seer at fremgange;
See, det er min Søn!
Saa hvisker i Løn
Den Kvinde, og hans skal du vorde.

Han haver ei Bue, han haver ei Sværd,
Han haver kun Fingrene kolde,
Men komme de Fingre til Hjerterne nær,
Da synke de Kiæmper saa bolde;
De isne saa brat,
Og sorteste Nat
Indhyller det bristede Øie.

Den Synder han byder det rødeste Guld
For Lægedom i sin Elende,
Han gruer, han stirrer saa angest paa Muld
Thi Muldet sig kalder hans Frænde;
For Døden dog groer
Ei Urter paa Jord,
Det monne de Læger bekiende.

O Synder! Du maa da for Beenraden fly,
Men ikkun omsonst er Din Møie,
Han følger Dig fast, naar Du reiser af By,
Du seer ham med lukkede Øie;
12 Dog hør, om Du vil,
Hvad underligt Spil
Du kan med den Helkonge drive!

Jeg siger forsand, at dog Urter mon groe,
Med synderlig Størke og Evne,
De mægte at læge de Sygdomme to,
Om til deres Hjem Du vil stævne,
Thi de voxe ei
Paa alfare Vei
Og ei i de blommede Enge.

Paa skaldede Hede, der stander et Træ,
Der falder en Dug fra dets Grene,
Da spirer og voxer en Urt i dets Læ,
Blandt Golgathas Dødningebene,
Den er ikke sød,
Thi Duggen var rød,
Den bider, den brænder paa Tunge.

Dog, lad den kun brænde og bide heel hvast!
Den haver dog Saft, som mon due;
Den Beenrad han stirrer da paa Dig saa fast,
Og vist maa Du gyse og grue
For Moder og Søn,
I Kvinden saa skiøn
Hin ledeste Hex Du mon skue.

Vist er det ei Urten, som knuger Dig saa,
Men Giften fra forrige Dage.
Med Synd er den kommet, med Sorg maa den gaae,
O, lad Dig kun ikke bedrage!
Det hvisker saa tit:
Den Urt, Du har bidt,
O kast den, saa stilles Din Pine.

Vær døv, om Du ellers Dig selv haver kiær,
De Stemmer fra Afgrunden komme,
Ved Golgatha ligger en Urtegaard nær,
Der voxer saa faver en Blomme,
O følg mig derind
Med haabefuldt Sind!
Den Urt kan for Døden helbrede.

13

See vist paa den Grav! den er hugget i Steen,
Mon Urter kan voxe derinde?
Det klinger heel sært hos de Døde paa Steen
En Urt imod Døden at finde;
Dog, tvivl ei, men tro!
I Grav den maa gro,
Om Grav skal en Blomsterseng vorde.

I Graven sig hviled en Herre saa bold,
Han døde paa Golgathas Hede,
Af Ham haver Døden annammet sin Told,
Han plantede Urten dernede,
Thi der Han opstod,
Den under Hans Fod
Opsprang som den favreste Blomme.

Den dufter som Rose og Lilje sød,
Dens Blade de skinne og prange,
De lyse, og husvild den dagskye Død
Er vorden i Fædrenevange;
O løft den i Haand
Med troende Aand!
Da er den en Evigheds Palme.

O, knæl da i Støvet for Helten saa prud,
Hvis Urter kan rense og kvæge;
Han døde som Mand og opstod som en Gud,
Og Han er de Fattiges Læge;
Hvad heder vel Han,
Den Herre og Mand?
O! Jesus Han heder med Ære.

Fædreneland !
Paa Gravens Rand
Saa bleg og blaa
Du ligge maa;
O tænk kun ei,
At Du kan flye,
Ad nogen Vei,
Til noget Ly,
Fra visse Død,
Fra Gravens Vold;
Thi viid, at Død
14 Er Syndens Sold!
Men døe Du kan
Som Verdens Ven,
Og døe Du kan
Med Frelseren.
O! est Du klog,
Du kaarer dog
Trods Korsets Skam
At døe med Ham;
Thi da forvist
Du og med Christ
Opstaaer af Død
Fra Klippeskiød,
Og farer op
Fra Bjergets Top,
Saa lystelig,
Alt i Hans Navn,
Alt i Hans Favn
Til Himmerig.
Men randt Dit Blod
Paa Verdens Viis,
Du fikst ei Bod
For Dit Forliis.

Fædreneland!
Paa Gravens Rand
Jeg bleg og blaa
Min Fader saa;
Og Urten fra
Guds Golgatha
Han brød og beed,
Med Christ han leed,
Og slumred hen
Med Frelseren,
Og lever vist
Evindelig
Med Jesu Christ
I Himmerig.
I Guds Forstand
Det være maa
Et Billed paa
Mit Fædreland!

15

Fædreland! ja hvor Du monne Dig brede
Langs i den brusende Sø,
Der, o ja der er Din Golgathas Hede,
Der skal Du døe.
Men lad det reise i Herren Dit Mod,
At mellem Sønner Du haver endnu
Dem, som i Herren med sønlige Hu
Vil Dig til Frelse udgyde sit Blod!
Sjelden en Tone jeg hørte saa gjerne,
Thi jeg fik Syn paa den venlige Stjerne,
Som ledte Helligtrekongerne frem,
Frem over Ørken fra Hedningehjem,
Did hvor Maria med nyfødte Søn
Sad udi Løn.
Ja, jeg har seet Dig, Du venlige Stjerne,
Dig som jeg stirrede efter saa gjerne,
Som for min Fader gik straalende frem,
Der han opreiste fra Hedningehjem,
Der han opreiste for glad at tilbede
Kongen, hvis Komme han vented hernede.
Stjerne! ja Dig har jeg skuet forsand
Blinkende over mit Fædreneland.

Fædreland! hist, hvor sig Fjeldene løfte
Hit over Hav,
Der i de brede, nyhuggede Kløfte
Der er Din Grav.
Der, naar Du dødes paa Golgathas Hede,
Gud Dig med Christo skal Hvile berede;
Der til vor Fryd og til Vogternes Skam
Levende Du skal opstande med Ham,
Og i Hans Glands for Disciplenes Skare
Dig aabenbare.
Nytaarsnat og Nytaarsdag
efter gammel Stiil 1.

*
16

Fortale.

Hvad der har rørt sig i mit Inderste under de Farer, som nu enstund have truet Fædrenelandet, og under de bange Forventninger, som nedtrykte dets Venner, det har jeg kundgiort i den liden Bog til Fædrenelandet om dets Tarv og Fare. Jeg sagde, hvad jeg vidste, at dets egentlige Nød var ikke den udvortes Trængsel, men den indvortes Sløvhed og Ugudelighed, at dets egentlige Fare ei var at opsluges af en ublu Nabo, men at nedkalde Herrens strænge Domme over sig. Jeg sagde det frit, at kun en sand, uskrømtet Omvendelse til Gud og hans Christus kunde frelse Folket timelig og evig, jeg forkyndte, at dersom den ei skedte, da skulde hverken Fjeld eller Flod, Belt eller Sund værge mod Guds Vredes Riis og Morderenglens Sværd, men jeg forkyndte og aabenbart mit visse Haab, at hvor stor en Tugtelse der end maatte behøves, hvormange Trængselsdage der end maatte henskride, saa skulde dog Nordens Tvilling gienfødes til et helligt Liv i Gud, saa skulde hans Kirke igien blomstre i vore Landemærker, saa skulde med Fædrenes Tro dog Fædrenes Kraft og Dyder vende tilbage, saa skulde dog Norden skinne som et Nordlys i Verdens Vinternat, i den sidste lange Vinter, som endog Hedenolds Skjalde i Nord saae gange forud for den store Smeltning og den evige Vaar. Os er det ikke givet at vide Tiden eller Stunden, hvilke Faderen haver sat i sin egen Magt, rolig skal vi bie efter Herren, trøstige giøre vor beskikkede Gierning, men stadelig agte paa Tidernes Tegn, altid rede til at opstaae og møde Herren, naar Han kommer. Det har jeg gjort, som et skrøbeligt Menneske det formaaer ved Guds Kraft og Fred i Christo Jesu, og det var altid min Mening, at naar udvortes Fjender fremstormede, naar Dannemark vaandede sig i en Dødskamp, da og først da var den beleilige Tid og Frelsens Dag, først da vilde hvert alvorligt Sind oplades for Guds Ord, for dets Tugt og Trøst. Da jeg nu og er en Guds Ords Tiener, og ei i det sidste Aar bundet til noget vist Sted i 17 Landet, bad jeg alt for længe siden Dannerkongen at lade mig følge Hæren som Præst, naar Fædrenelandet blev antastet. Stor var min Bedrøvelse, der man i de sidste Dage talede om, at Riget skulde sønderlemmes uden Strid, at det Trøndelagen, som i Tredie Frederiks Dage ved Guds Bistand udvristede sig selv af Sverrigs Jernhaand for at fæste sig som en skinnende Perle i Dannerkongens Krone, at dette Trøndelagen skulde uden Sværdslag overgives i den samme Fiendehaand. Jeg vilde, jeg kunde hardtad ikke tro det, men jeg indflyede til Herren og fandt Hvile hos Ham, jeg følte det med inderlig Vished, at skulde det og skee, skulde og Tvillingriget et Øieblik opløses, saa var den Sygdom dog ikke til Døden, men at Guds Søn skulde æres ved den, saa skulde dog Lazarus ved hans Almagtsord opkaldes levende af Klippehulen, løses og holde Nadveren med Herren. Det Syn udbredte jeg for Fædrenelandet i Tilegnelsen af Roeskilde-Riim til Kong Frederik den Sjette. Rolig vendte jeg min Stav mod Klippelandet, gierne vilde jeg sige Dannemark min Moder et hjerteligt Farvel, gierne vilde jeg prøve, om hun ei kunde opvækkes til at vogte Rosenkilden i sit Skiød og selv ved Guds Bistand øse Livets Vand af det klare, uudtømmelige Væld; men sukkende opgav jeg hardtad dette Haab, og trøstedes kun ved, at Klippevældet skulde engang nedstrømme over Marken. Jeg har talt og jeg har sjunget i Herrens Navn for mine Brødres Øren, af Spot og Vrede og Fortalelse har jeg faaet Nok, men det mistrøstede mig ikke, thi jeg vidste, at det saa maatte være, men det Bifald, jeg vandt, det mistrøstede mig, det tomme Ja, det kraftløse Bifald, der ei kunde opvække en Eneste til at opløfte sin Stemme med mig, til at forkynde aabenbarlig sit Syn af Tidens Elendighed, sin Tro paa det foragtede Guds Ord, sit Forsæt i Jesu Navn at kiæmpe og lide for Brødrene; det mistrøstede mig. Den verdslige Bekymring, den Fladhed, der syntes at have hjemme selv hos de Fleste af de Bedre, forfærdede mig, ja nødte mig hardtad til at ansee min Gierning som endt, min Tale som sluttet hernede. Det er vitterligt, at faa Bøger have i den sidste Tid vakt den Opsigt og det Skrig som det korte Begreb af Verdens Krønike, jeg ifjor lod udgaae. Det er her ikke Spørgsmaalet, hvorved Bogen blev navnkundig, eller hvordan den i sig selv var, men det er uimodsigelige Vidnesbyrd om Fladhed og Sløvhed, at ihvormange Fiender den end havde, fristede den kun to offenlige Angreb, og det de overfladeligste, man vel kunde see, at uagtet den bifaldtes af en Deel, forsvaredes den kun af Een, som vel ei engang 18 havde den Tro, Bogen vidner om; at endelig mit Gienmæle1 ligger usolgt, at mit større Forsvar ei har kunnet trykkes; jeg kalder disse Vidnesbyrd uimodsigelige, fordi det umulig kunde gaaet saa, hvis man havde taget levende Deel i den Sag, hvori man dog tog saa almindelig Deel. Lægger jeg hertil, at ei engang en Nytaarsgave fra mig har kunnet finde Forlægger, og jeg skammer mig slet ikke ved at sige, det var saa, at jeg med endeel Smaadigte vilde leveret den deilige Fortælling efter Knytlingesaga om Dannemarks gamle Skytshelgens Kong Knuds Levnet og ynkelige Afgang i Odense, da var jeg vel undskyldt, om jeg hardtad troede min Tale endt hernede, om jeg vaklede i den Beslutning mundtlig og offentlig at tale om Menneskets Vilkaar udenfor Kirken, hvor Guds Ord skal tales, saalænge den ei lukkes for dets Tienere. At tie og nedlægge Pennen kunde derimod aldrig falde mig ind, Tunge og Pen skal jeg røre i Guds Navn, saalænge Han vil, uden at bryde mig om, at det kan synes unyttigt; jeg begyndte paa den Oversættelse af Snorros Krønike, jeg havde lovet Selskabet for Norges Vel, jeg fuldførte den liden Bibelkrønike, som er under Pressen, og beredte mig til en Omarbeidelse af min lille Verdenskrønike, og under disse Sysler vækkedes jeg af den uformodentlige Gienlyd, Jyllands Raab og Vaabengnyet gav i Høiskolen. Saa meget troede jeg at burde sige til en Forklaring af det Indtryk, hin Gienlyd gjorde paa mig, og den Tone, jeg blandede deri, og har jeg nogensinde været rolig ved, hvad Mængden vilde dømme om mig og min Adfærd, da er og maa det være nu, da jeg har taget en Beslutning, som maaske giør disse Blade til de sidste, jeg udsender her, denne Tale til den sidste, jeg udsiger for Danmarks Øren.

Ja Dannemark! Du staaer paa Gravens Bred, jeg staaer der maaskee ogsaa, ja vi jordes maaskee paa een Dag; det pleier ei at være Døendes Viis at skiemte eller prale, og er det end desværre Din i mange Maader, min er det ikke. Det maa blive Din Sag, om Du, dog nei, om Dine Sønner nu og herefter vil regne mig til din ægte Æt, eller ikke, om de vil ihukomme eller glemme mit Navn som en Daares og Sværmers; men det veed jeg, at Du, at Dine gamle Sønner skal kiendes ved mig som en trofast Frænde, ja jeg veed det, som mere er, at Gud kiendes ved mig i Christo Jesu vor Frelser, som sit Barn og sit Ords, Sandhedens Tjener. I denne høitidelige Time, da jeg staaer rede til *

19 ogsaa legemlig at vove Liv og Blod for Fædrenelandet, for det heroven til og for det gamle Danmark, i denne Time vidner jeg det for Dine Øren rolig og betænksom: jeg veed, at jeg har sagt Dig Sandhed i Guds Navn, jeg veed, at i de tre sidste Aar har jeg ikke talt til Dig for at vinde Navn og Roes og Bifald, men ene for at kundgiøre hans Navn, som lever evindelig, og drive Dig til Ham at søge den samme Barmhjertighed, som er mig Synder vederfaret, at søge den Tro, som tænder Lys i Graven, overvinder Verden og giver Liv i Død. Med denne Bevidsthed tør jeg nedlægge mine Stave i Kors paa din Grav, om det er Guds Villie, med denne Bevidsthed tør jeg sige Dig Farvel! og jeg siger det med rolig Glæde, thi i de sidste Dage, mellem Dine boglærde Sønner, er mit Haab om Din Gienfødelse blevet til Vished. Vil Herren tage mig bort, vil Han tidlig kalde mig andensteds hen eller hjem til Sig, jeg veed det dog vist, Han, den Høstens Herre, vil uddrive Arbeidere i sin Høst paa Daners Mark, og maa end Hvedekornet døe, førend det opvoxer, det skal dog bære Frugt, hellig Hvede til at samles i hans Lade, naar Avnerne opbrændes med uslukkelig Ild.

Nu følger en tro, og, saavidt det er gjørligt, fuldstændig Beretning om min Deelagtighed i de sidste Dages Hændelser, hvilken jeg troer at burde give, for at dog Ingen, forledt af Rygter, skal mod sin Villie troe ilde om mig, og vor Handel.

Kbhavn d. 10de Jan. 1814.
20

DET var den fjerde Januar ved Aftenstid, at en af mine Venner, Jyden Christen Olsen, Candidat i Theologien, kom til mig, og sagde, at der var udkommet en Opkaldelse til Menigmand i Jylland om at værge Landet mod Fjendevold, og at to Studentere, Hoviz og Ingerslev, havde talt til ham om at følge med, da de med flere Studenter agtede at fare derover. Han var heel tvivlraadig om den Sag, og jeg sagde oprigtig, hvad jeg meente, at Timen var vel endnu ikke kommen, at der udentvivl maatte meer Trængsel til, inden der saavel ved Høiskolen som i Landet blev den Stemning, der gjordes behov, for at Noget kunde udrettes ved Guds Hjelp, men ellers vidste han min Mening, at, troede jeg, det var paa Tiden, vilde jeg og være paafærde. Den Tale var ude, da et Bud kom til ham med det Rygte, at der var en stor Rørelse imellem Studenterne, og at de havde isinde at fare uden videre Forlov. Det tyktes mig et Øieblik ei ilde, men flux kom jeg ihu, at det dog ei var godt, om aldrig for andet, saa fordi et saadant Forlov var den eneste Omstændighed, hvori man herved kunde erkiende Guds Kald, og det er min faste Tro, at med Alt, hvad som ei hører til vort egentlige Embede, skal vi bie paa en saadan Omstændighed, Intet giøre fremfusende, ei trænge os ind i fremmed Bestilling, og ei have noget besynderligt Maal, uden at gjøre Guds Villie. Enddog jeg vel vidste, at dette er ei vor Tids Tænkemaade, og kunde ei vente den hos Mange, saa gik jeg dog ud med Vennen, fordi det altid er mig kiært i den sovende Tid dog at see nogen Rørelse, som ei kommer ene af Egennytte og onde Lyster, ogsaa for at see, hvad den Rørelse egenlig førte i sit Skjold, og endelig for at give et godt Raad, om Nogen vilde høre mig. Vi gik da, uden at vide nogen ret Kaas, men det skulde falde saa til, at vi mødte de to Studenter, som før ere nævnte, og som vare de første, eller dog mellem de Første i det Raad. Det mærkedes da snart, eftersom det var oprigtige Svende, at, som venteligt kunde være, det gode Raad, at vove Liv og Blod for det gamle Dannemark, var et

        

21 Slag af det døende Hjerte, og saalidt i Pagt med roligt Overlæg, at det meget mere for et saadant syntes en Daarlighed. Det følte jeg flux, at saa burde det ingenlunde være, og at det kun nyttede gamle Dannemark lidt, om Krampeslaget blev stærkere, naar Hjertet dog skulde briste, og jeg stod hardt derpaa, at enten skulde Intet giøres, eller og det maatte giøres med saa roligt Overlæg, som den stakkede Tidsfrist tillod, men at man ved det Overlæg ei skulde spørge, hvad man kunde udrette, thi det kan og skal Ingen vide, men kun prøve, om vi have Sind til at udrette i Guds Navn, hvad han vil, uden at tragte efter Roes eller anden Forfængelighed. Det syntes ei at falde i god Jord, og alt tog jeg til Hatten, som om her ei var meer for mig at giøre, men det blev mig i mange Maader et godt Forvarsel, at man bad mig blive og tale den Sag tilrette, og lod Sandhed giælde. End ventede jeg ei, at Noget skulde komme ud af den Handel, som jeg vilde kalde Noget, men kunde dog ei undslaae mig for det Løfte at mødes med dem og Flere den næste Morgen; jeg sagde det reent ud, at hvad jeg ventede, var kun lidt mere Kiendskab til Studenternes Stemning, men dog kunde jeg ei nægte dem, at det var muligt, andre kunde give min Tale nogen Indgang saavel som de.

Det var da om Morgenen den femte Januar; det var mig en mærkværdig Dag, thi paa den døde min gamle Fader ifjor; dog døde han ei heel, Støvet faldt, og Aanden begyndte sit rette Liv; det havde været mig et godt Varsel for Fædrenelandet, hvis det var dengang faldet mig ind, men det skulde ei saa være. Det faldt mig derimod ind, at Frederiks Hospital maatte synes et underligt Stæd at tales ved om Dannemarks Frelse, og kunde det end i flere Maader kaldes et rimeligt Stæd, syntes det derfor ei desbedre, men da faldt det mig ind, hvad jeg og sagde til Olsen, som fulgte med, at de døe ei alle, som komme derind, og at Reconvalescenter vel maatte være det bedste Navn paa de bedste af Dannemarks Sønner nuomtide.

Paa Frederiks Hospital var da en liden Flok forsamlet; jeg talte, hvad jeg meente, men det syntes ei at finde Indgang; de Livligste tyktes, det var Daarlighed at bie efter Kongens Svar i en saa ligefrem Sag, medens Fjenderne hærgede Landet. Jeg udviklede min Grund om Guds Villie og det rolige Overlæg, erklærede, at naar man ei herom kunde enes med mig, havde jeg ei et Ord mere at tale, og trak mig tilbage, ventende paa en god Leilighed til at afsondre mig. Efter en Samtale, som jeg ikke hørte, anmodede man mig om at tale videre herom i en større 22 Forsamling, man enedes med mig om, at Kongens Tilladelse skulde oppebies, og Jyden Jansen yttrede, hvad jeg strax bifaldt, at de, som endelig enedes, skulde høitidelig love hinanden Troskab. Det besluttedes da til om Aftenen at indbyde voreBrødre ved Høiskolen, og jeg skrev følgende Seddel:
Brødre!
Studentere ved Kiøbenhavns Høiskole!

Dannemarks nærværende Forfatning er sørgelig, dybt maa hver Dannemand bedrøves, men daadløs Sorg er Kvindemærke. Komme hver, som føler gamle Dannemarks Nød! lader os raadslaae om, hvad vi formaae, om ei at giøre, saa at prøve til Fædrenelandets Frelse! Samlingen holdes denne Dags Aften Kl. 6, paa Elertsens Collegium.

Denne Seddel var underskrevet af tolv foruden mig, men jeg har kun Lov til at nævne saamange, som nu af disse høre til vort Samfund: Olsen, Spandet, Jansen, Ingerslev, Blicher, Ring, Lund, Kjerulf, Steenberg, og det var vor Agt, at den Seddel skulde opslaaes ved Studigaarden og Regentsen, men det blev forbudt, og Hr. Professor Thorlacius tegnede som Rector Magnificus saaledes paa den:
»Da hans Kongelige Majestæt, der forhen, 1801 og 1807, selv har foranlediget slig Opfordring, dennegang ikke har anseet saadant Skridt som nødvendigt, saa kan jeg ikke, uden høiere Authoritet, tillade denne Opfordrings Bekiendtgiørelse paa Studigaarden, eller noget andet af Universitetets offentlige Localer.«

Det var da Helligtrekonger Aften, at jeg gik til Elertsens Collegium i Guds Navn, kun med den Tanke, ogsaa her at giøre mit Præsteembed, see til, om nu, da Hjerterne vare i Bevægelse, nogle gode Alvorstanker kunde vækkes og fæste sig i dem. Der var en stor Forsamling, og for den læste jeg, hvad jeg i den Hast havde kunnet skrive, og det var Ord for Ord dette:
Boglærde unge Mænd, Brødre! Gamle Danmarks Sønner! For Eder, som ei vare i vort Raad, der vi besluttede, om det er Guds og Kongens Villie, at vove og opoffre Liv og Blod for det gamle Land, for Fædreneland, for Dannemarks Folk! kaaredes jeg til at sige, hvad vi see, og hvad vi føle, til aabenbar at ihukomme, hvad Nøden, hvad Frygten og hvad Haabet monne 23 være. Visselig sømmer det sig for Mænd med nordisk Sind og rolig Alvor, at eftertænke disse Ting, ei som Galninge at styrte frem og kaste sig i det ildsprudende Bierg for at vinde et Navn, en Lov, en Lyd paa Daarers Tunge, vist vilde Saadant vorde forgiæves, og for silde, omringede af Skiændsel eller Dødens Angest, maatte de Arme høiligen angre deres Færd, og forbande den Time, i hvilken de lode sig henrive af det brusende Blod og de malede Blade, hvormed Verden lønner, naar Verden er bortfaren fra Øie og Øre, naar Hjertet er lukket for deres Begiæring. Ingen kan heller vente det af mig, at jeg skulde love og prise Ungdoms forfængelige Tanker og forvovne Idrætter; det er sandt, jeg er ung, ogsaa i mine Aarer vælter Blodet sig med glødende Ungdommelighed, ogsaa mit Hjerte banker heftigt for det gamle Dannemark, det bankede saa, saalænge jeg mindes fra Barndoms tidlige Alder, og dets Slag har tonet i min Sang over Danmarks Skove; men hvad da? jeg er Guds Ords viede Tiener, og vee mig, om jeg, uden at stirre stadelig paa det Ord, som bliver evindelig, vilde følge Hjertets Opbrusning, om jeg, ogsaa for det, som er mit inderlige, lovlige Ønske, vilde stræbe med lokkende Ord at friste en Eneste til at love eller giøre, hvad han maatte fortryde, dersom jeg misbrugte Ordet til at skjule Faren, som jeg kiender, til at male Forhaabninger, som ei bo i min Barm, der ei ere mig saa visse, som det, at jeg staaer levende for Eders Aasyn som for hans, der boer over alle Himle!

Nei, nei, Herren være lovet, den Tid er omme. Sandhed svor jeg en hellig Eed, og med hans Bistand, af hvis Skiød Sandhed udsprang i de evige Tider, og hvis Sandheds Aand hvilede over alle hans Børn fra Verdens Begyndelse, ved hans Bistand vil jeg holde den Eed, saalænge jeg aander. Sandfærdig vil jeg sige Eder, som jeg seer det, og som jeg veed, det er i al Sandhed, hvad Nød der trykker vort Fædreneland, hvad vi bør ville, og hvad vi kan tænke at giøre. Gud hjelpe mig i den hellige Time at sige Sandhed og Eder at forstaae den i Hjertet!

Dybt i den graa Oldtid taber sig Danmarks Navn og Ihukommelse, men det kan vi stave os til paa Sagas Skjold, at Mod og Vælde havde fra Arilds Tid hjemme i Dannemarks Skove som mellem Norges Fjelde, og paa hin Side Alperne mellem Gother og Langobarder gienlød dets Navn med Tilnavnet: Heltenes Hjem og Folkenes Borg. Det er vitterligt, hvorledes Danmarks Snekker giæstede Norge og England, ja Frankriges og Italiens Kyster, hvorledes Knud den Stormægtige strakte sit Spir fra 24 Roeskilde By ud over Anglernes Øe og over Nordmænds Fjelde, ja endnu i Absalons og Valdemars Dage see vi danske Stavne løfte sig seierrige ved Rygen og Estland. Vi see Vælden forgaae, Snækkerne raadne og Folket bæve, men dog see vi Dannemarks Kongedatter Margrete smykke sit Hoved med Nordens tredobbelte Krone; ja, der Tiderne vendtes, der Herrens Ord gienfødte i Troen Modet og Kraften i Tredie Christians Dage, da see vi ikke længere det vilde Mod og de grumme Bærsærker, men hvo kan nævne Tallet paa de Dannemarks Sønner, som ginge vældelig frem, naar Trompeten goel, hvem kan glemme, at det var i Frederik den Andens Dage, at Dannemark reiste sig et Minde paa Falkenberg Hede, som skal vare, medens Verden staaer, thi det er usynligt for det udvortes Øie, uforkrænkeligt af Menneskers Haand, det reistes af Adelsmod og Fædrelandskiærlighed paa Troens Klippegrund. Fem og tyve tusinde Svenske maatte vidne det lydelig i Norden, at Seier kommer ei af Hærens Mangfoldighed, de maatte falde eller flye for fire tusinde Danske. Af mørke Dage var der mange i den løbende Tid, Fjender trængte, og Landet hærgedes, ja i Fjerde Christians, og end mere i Tredie Frederiks Dage, tyktes det ret for menneskeligt Øje, som det gamle Land skulde udskiftes, de kastede Lod om dets Klædebon. Men, de staae jo endnu, de omringe jo os, de Axelstads Volde, som vidne sandfærdig, at Mod var ei svundet, at Sværd kunne hvæsses paa Bogen til at skiære Pandserringe, og Dannemark stod endda, ja trods de Marke og Klipper, som reves fra det gamle Stade, dog stod hun saa paa Mark og de skummende Bølger, at Sverrig, med Rovet i Favn, maatte skiælve og fly fra Julernes Stavn, ja bæve bag Stralsunds Volde, og høilig forfærdes, da Hvidtfeld opfløi med Dannebrogs Fane og Stavn, grue, selv naar det lynede under Tordenskjold fra den lave Snekke. Hvad skal jeg sige om de sidste hundrede Aar? Dannemark laae trygt, ugjæstet, uhærget af Fjenden, men at hun laae, at hun stod ei længer, det have de sidste Tider aabenbaret. Skal jeg minde Eder om det, som alle hørte eller saae, om de Sorgens og Ulykkens og Skiændselens Dage, da Fjender førstegang nedtraadte Axelstads Volde, da Dannemarks Orlogger første Gang stævnede i Flaade over Havet under Fjendeflag, der Dannebrog førstegang i trehundrede Aar blev fredløs paa Nordhavs og Østersøes Bølger, da danske Flokke førstegang vendte Ryg i skammelig Flugt for talringe, leiede Skarer, og sank ei i Jord under Skiændselens Byrde, og vovede at opløfte deres Øine for Dannemarks Aasyn. Nu flokkes Fjender

        

25 igjen, med ublu Tale og Vaabengny; saa dybt foragte de os, at de deelte vort Land som et Bytte, længe før de kom til dets Grændse, de føre Lænker paa Vogne til at binde hver Dansk, ja til at binde det gamle Norge til Sverrigs Triumphvogn. Nu vel, de staae fast, de Klipper, Lænker mere lange og stærke, end de kunne smeddes af alle Sverrigs Brud, skulde giøres behov til at favne og holde de Stærke; ja, prøv det, Svenske Drot! at udstrække dit møre Spir over Christiansfjeld, og see, om det ei sønderspringer paa Frederikssteen. Men hvad da? er det ikke netop den Frygt, som piner de Usle, som driver dem hid, hid, hvor de mene, at Klippen er let at udvris te af Dannerkongens Haand, hid, hvor de mene at møde kun Fule og Feige, hid, hvor de mene at kunne i Mag see vore hungrige Brødre vansmægte paa Klippen, og graanende, vaklende under dens Mos, bøie Knæ for Brødet i Ugudeliges Haand. Og, see, der staae de Stolte, de Ublu, de Guds og Menneskers Fjender paa Jyllands Grændse, ja maaskee i denne Nat paa Jyllands Grund, i Jylland, i det gamle herlige Land, paa hvis Heder opvoxde Ege trods dem i Sølunds Skove, levende Ege, hvis Bul endnu stod som en Steen mod Kugler og Staal paa Jyllands Hav i de sidste Dage. Ja, i Longobardernes Hjem, i det herlige Land, hvor Niels Ebbesen fødtes, som lagde Bro igien mellem Dannemarks Landskab[er] med Grevens Liig, fra hvis Grav Kong Valdemar atter udstrakte et Danespir over den samlede Mark, hvorfra Ivar Lykke udgik i den lunkne, den daadløse Tid, og fangede Sverrigs udlændiske Drot, og satte Sverriges Krone paa Margrete, paa Dannemarks Kongedatter. Dette Land vil Fjenderne nedtræde, der vil de erobre Norges Klipper, eller trøste sig paa Heden over Bjergenes Høide.

O vee den Danske, som ei vorder heed
Ved saadan en Tale at høre!

Ja, hvo er iblandt os saa ublu, saa fræk og forvoven, at han turde løfte sit Hoved og løfte sin Røst og sige: jeg er Dansk, her er jeg baaren, og mine Fædre byggede her, det var mine Fædre, de herlige Mænd, hvis Navne saa hæderlig klinge fra forbigangne Tider, som stod eller faldt for Dannemarks Land, hvo tør sige det, og end tilføie, jeg vil ikke staa og falde som de, det rager mig ei, hvad Fædrene gjorde, hvad Landet maa lide, hvad Herrerne hede, naar jeg kun i Ro kan opæde mine Dage? Hvo er den Ungersvend med Levning af Aand og Hjerte, 26 som ikke med blussende Kind og rullende Øie vilde love at vandre i Fædrenes Spor, at værge det gamle, det herlige Land eller falde derover. Ingen, Ingen, og det er glædeligt, det at kunne sige med Sandhed, det er disse blussende Kinder og rullende Øine og mandige Løfter, som have samlet os her.

Derom behøves da ei længere Tale, hvad Landets øiensynlige Nød monne være, og hvad vi skal ville som Danske; men hvad skal, hvad kan vi tænke at giøre? det er det store alvorlige Spørgsmaal, vi alle maa gjore, hver for sig, som vi ville opfordres til i denne Forsamling. Vi vil gaae, vi vil opreise Folket, løfte dets Mod og dele dets Farer; visseligen, de Ord ere faa og snart udsagde, og udsige Alt, hvad vi kan tænke at giøre, og er Nogen kaldet til at opreise Folket, da er det visselig os, som fødtes uden at saae eller pløie eller sanke i Lade, os, der ere som Himlens Fugle, og kunne ubundne flyve rundt over Land, hvor vi lyste at synge. Men lad os betænke, om disse Ord og ere saa lette at giøre, om Landet var frelst, hvis de skedte.

Vi vil opreise Folket, men hvorfra og hvormed? Er det kun fra Bænk og Stol og Seng, de Legemer skulle opreises? vi veed, saalænge det kan reises, maa det skee paa Sjælens Bud, vi veed, det hjalp kun lidt, om Folket kunde drives flokkeviis til Skodborg eller Eider, som det dreves hist til Kiøge, af de Kroppe blev vist ei et Dannevirke saalidt som hist en Kiøgebugt. Vi veed det, vi har seet og hørt og fornummet, at det er Aanden, som sover, og Hjertet, som er faldet, det er dem, som skal vaagnes, dem, som skal opreises. Ja, vi kan jo ikke dølge det for os selv, de rave, de sove iblandt os i Tusindetal, de Skabninger i Menneskelignelse, som Intet elske uden deres syndige Lyster og de Ting, som forlyste disse, i hvis Øren de Ord: Opoffrelse, Fædreneland, klinge som tomme Gienlyd fra Daarers Tider, belees og bespottes i Hjertet, selv naar de bæres paa Tunge. Ja, hvor ere de dog ikke mange iblandt os, som jublede nys over den søde livsalige Fred, vi skulde kiøbe for Norges Land og stor Skiændsel, bruge til Vellyst og Overdaad? hvormed vil vi opreise Saadanne? hvorledes vil vi indgyde dem den Kraft og den Kiærlighed, uden hvilken det er umueligt at forsage de timelige Ting, aldeles umueligt frivillig at vove Liv og Blod, hvor der er Lidet at vinde og for dem Alt at tabe, thi Alt, hvad et Menneske haver, giver han jo for sit Liv? Visselig, vare alle saa døve for Aandens Røst, vare alle saa dybt nedsjunkne i Verdens og Kiødets Ureenhed, da var det aldrig at vente, de kunde vaagnes eller opreises; men det er uimodsigelig vist, at skal Nogen 27 opreises til, mandig og rolig og betænksom at gaae Pine imøde og Død under Øine, da maa han skue og tro paa en Urt, som kan lindre den Pine, skue og tro paa et Liv, der er mere end det, han vover, det han forsager. Det er da klart, at kun ved Tro paa det evige Liv kan Folket opreises, ved Tro, siger jeg, ikke ved Tanke og Drøm, nei kun ved urokkelig, levende Tro, saa de holde hardt ved det Usynlige, som om de saae det med Legemets Øie. Det kan vi forstaae, det kan vi selv erfare, det vidnes for os fra de forledne Tider, af de hensovne Slægter; ja er det ikke vist, at Dannemarks Minde ved Svarteraa blev reist paa Troens Klippegrund,

At det Træ paa Hede gold,
Groende i Adelsblod,
Randt af Troens Rosenrod,
At det var dens Rosenkrandse,
Der sig vandt om Danmarks Landse?

veed vi ikke, at der Sverriges Johan dengang bød sine Svenske fare frem og nedtræde de Faa under Hestehov, see! da laae de knælende i Støvet og tyktes lave at overfare, men see! de opreistes i Troen, og de stode, faste som deres Bønners Røg for den Eviges Trone.

Lad os da vel betænke, om vi selv have den Tro, om vi selv ere opreiste ved den faste Stav, og tør vende vor Tale til Himlen og sige af Hjertet til Herren: naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for Ondt, thi Du er med mig, Din Kiep og Din Stav de skal trøste mig. Er det ikke saa med os, hvorledes vil da vi bestaae, hvad hielpe da de store Ord og de dyre Løfter, medens Faren er langt borte? vil de ikke spredes i Farens Stund, som Avner for Vinden? vil det ikke gaae os som de modige Helte, der spotte med Gienfærd og Nattens Forfærdeiser, men grue og bæve, saasnart de skal eensomme vandre i de brede Skygger? Jeg veed det, netop i Landet, som Fjenderne true, netop der er den mægtige Tro ei aldeles forsvundet, netop der er den kun sjunket og kan opreises, men ved hvem? ved dem, der ei have den selv? ved de Bespottelser, der have faaet Hjem paa deres Tunge, eller ved hykkelske Ord, der overfare den som fremmede, ilende Vandringsmænd?

Dog, jeg veed, hvad Mange sige til disse Ting; jeg vil sætte, at I med Folket og de med Eder kunde komme og staae og falde paa Grændsen, at Ærgierrighed og verdslig Bekymring og Vrede og Had og brusende Blod kunde virke det Samme til 28 mandelig Idræt, som Troen kan virke allene; da maa jeg spørge Eder først: har Galenskab betaget Eder? Veed I da ikke, at Graven er mørk, kiende I dens Vilkaar, veed I det vist, at der er intet Liv, naar dette forgaaer, eller at I skal lystes ved det, som der er, med hvordanne Hjerter I komme? veed I det vist? tør I døe derpaa? Nei, I vide det ikke, kun Troens Lys kan klare Gravens Mørke, kun Herrens Stav kan holde i Dødens Skyggedale, og hvo som uden disse gaaer i Døden, han er en Daare, han gjør den forvovne Gierning, over hvilken han vist maa hyle (over) i de sidste Timer, som han maa fortryde i Graad og Tænders Gnidsel.

Jeg vil end spørge om dette: vare end I saa galne, vare end mange Tusinde det med Eder, hvorpaa stole I da? hvorpaa bygge I den Forventning om et lykkeligt Udfald, om Gavn og Frelse for Fædrenelandet, som ene kan frelse Eder fra Verdens Spot, som dog vel maa boe i Eder, om I skulde beholde Modet? Stole I paa Eders egen Størke eller Eders egen Kløgt eller paa et Underværk af den blinde Hændelse? Jeg vil spørge: tro I, der er en levende Gud til, som styrer Alt, eller tro I, der er Ingen? Er der Ingen, veed I da ikke, hvor eventyrligt, ja hvor latterligt det er at vente, med Bønderflokke og slette Vaaben og Ubevanthed i Krig at seire over en ordnet Hær med en gammel krigserfaren Høvding? Har I da ikke hørt og bifaldet det saa mange Gange, at det personlige Mod ei nytter i vore Dage, at Høvdingers Kløgt og Kanoners Torden raade for Seier i Strid. Eller er der en Gud til, tænker I da, at Han, paa Hvem I ei tro eller stole, skal giøre et Underværk for Eders Skyld, for at I kunne pralende sig: det gjorde vor Arm, det udrettede vi med vor Forstand.

Saa prøve da Enhver sig selv alvorlig, som for den alvidende Guds Aasyn, om han ogsaa har den faste Tro og Tillid til den levende, almægtige Gud, om det er i Hans Navn, han vil udgaa, og tale og virke og staae og falde, om Herren det vil, om han har den Guds Fred, som overgaaer al Forstand, som allene kan styrke ham i Angest og trøste ham, hvordan saa Tingene og Seieren vendes. Hvo som ei har denne Tro og Fred, han røre sig ikke, før de ere vundne, thi foragter han dem, da gaaer han til Fordærvelse, og har han dem ikke, da duer ikke han til at opreise Folket, eller staae paa Farens Dag som en luende, lysende Støtte til Fjendernes Skræk og til Venners Opmuntring; men kan boglærde Mænd ei saaledes staae, da have de Intet at gjøre i Vaabengny. 29 Boglærde Ungersvende, Brødre! gamle Danmarks Sønner! jeg haver jo slet Intet over Eder at raade, men jeg raader Eder som Broder, som Ven, som Guds Ords Tjener, jeg beder og besværger Eder: styrter dog ikke vilde frem til at forøge vor gamle Moders store Skiændsel end mere, til at jorde hende med Eder under Fjendernes Jubel, til at jorde hendes Haab, som var knyttet til Eder! Jeg veed det, at Mange af Eder have ei den Tro og den Fred, om hvilken jeg talte; trodser ikke forvovne! bier og strider med Eder selv, til I vinde de herlige Klenodier! ogsaa da vil der være Nød paa Færde, Fare at bestaae, Seier at vinde.

Vil I ikke høre, vil I fare frem i Eders Hjerters Forvildelse med Pral og Trods, nu, jeg kan ei forhindre det; men vider dette: ikke jeg og ikke nogen Guds Ords Tjener kan lyse Herrens Velsignelse over Eder paa de trange Veie; nei fra denne Stund, da I have hørt Advarselen i Herrens Navn, fra denne Stund maa alle Guds Børn bede, at Herren Zebaoth vil aabenbare sin Kraft paa alle dem, der foragtede ham, stolede paa deres egen Størke.

Dernæst føiede jeg end et Par Ord til, hvilke jeg ei kan optegne, men det var derom, at dersom Nogen var enig med mig om det Sindelag, som skulde besjæle Fædrenelandets Hjelpere, og fandt sig besjælet af det, da vilde jeg samles med dem den næste Aften ved samme Tid. Jeg sagde og, hvor godt Haab jeg havde om Udfaldet, som Dannemarks Trængsel vilde faae paa det Sidste, og fremsagde mit Tilegnelsesvers til Kong Frederik den Siette1.

Siden optraadte to Studenter efter hinanden, den ene heed Thomsen, og den anden Dichman, for at tale imod. Thomsen meente, at der vel kunde udrettes en Deel uden den rene Tro paa Gud, som jeg fordrede, og som han, desværre, med Ret, kaldte sjelden, han vilde, at Studenterne skulde gaae og staae som et Chor, og især nytte ved physisk Kraft. Dichman var enig med ham deri, at Studenterne skulde gaae i Chor, og med mig deri, at de skulde have Tro paa Gud, men deri tog han meget Feil, at han talte, som om jeg meente, Alle de, som gik derover, skulde være veltalende Mænd.

Jeg meente, det var min Skyldighed at rette den Misforstand, og med nogle Alvorsord fraraade den Daarlighed, at fare over med et Tal Mennesker, tagne iflæng, det Galenskab, at ansee *

30 Troen paa Gud som overflødig, og at stole paa physisk Kraft, som da vel er det, man ved at opkalde Studenterne mindst fristes til. Det gjorde jeg, sagtens med skarpe Ord, men disse kommer jeg ei ihu, jeg veed kun det, at jeg sagde, hvis det var den almindelige Stemning, da var det ude med Dannemark, saavidt man vilde vente det gienfødt i sig selv, og at jeg sagde: vil I fare saaledes daarligen frem, da kan jeg ikke forhindre det, men det maa jeg da vidne: min Sjæl er ei i Eders Raad og mit Hjerte ei i Eders Forsamling.

Derved blev det da; jeg gik, og ventede, det tilstaaer jeg, Ingen at møde den næste Aften, uden et Par Venner, med hvem ingen Aftale behøvedes; men endnu før jeg kom ned, mindede Ingerslev mig om at komme paa den berammede Tid, og det forstaaer sig, at jeg lovede det.

De, som havde Mod paa den Færd, men ei Behag i min Tale, satte hinanden Stævne til næste Morgen, og da jeg ej var tilstæde, vil jeg Intet melde om den Forhandling, undtagen at om Formiddagen kom to, som jeg ikke kiendte, op til mig, og vilde, at vi alle, som havde Lyst til at tiene Fædrenelandet, skulde see til at enes. Jeg sagde dem da reent ud, at jeg ikke ansaae det for muligt, at Mange kunde enes med mig i dette Stykke, fordi jeg ikke saae ene paa den udvortes Gierning, men Sindelaget var mig det egenlige; ja jeg vil slet ikke dølge, hvad jeg kommer ihu, jeg sagde de skarpe men sande Ord: stod det ogsaa i min Magt, med min Haand eller et Ord af min Mund at drive Fienden fra Grændsen, og jeg vidste, at Folket da vilde vende tilbage til Ugudeligheds og Ureenligheds Bedrift, ja haabede jeg ikke, at Guds Rige skulde komme ved denne Leilighed, da vilde jeg ikke røre mig. De viste mig da ogsaa et Brev til Hans Kongelige Majestæt, som Nogle havde undertegnet, hvori der stod iblandt Andet det smukke Sprog, som Tidens Kløgt har udklækket, at naar et Folk kun havde den bestemte Villie ei at undertvinges, da kunde heller Ingen undertvinge det. Dette Brev skulde være en Formula concordiæ1, men vel maatte jeg flux erklære, at Intet kunde formaae mig til at underskrive slig daarlig, bespottelig Tale; de bad mig da giøre Udkast til et andet Brev, det lovede og holdt jeg. End beklagede de sig over, at jeg haardelig havde sagt, der kun vare faa, som troede paa et Forsyn, da der dog vare saamange theologiske Studentere. Dertil kunde jeg kun svare, at det skulde oprigtig glæde mig, hvis jeg havde Uret deri, men jeg troede mig vis paa det Modsatte.

* 31

Det var da Helligtrekongerdag ad Aften, at jeg andengang gik til Samlingsstædet, aldeles uvis om, hvad Udfaldet maatte vorde, kun med den Tanke at sige sande Alvorsord i Guds Navn, og lade dem udrette, hvad Han vilde. Det gjorde jeg, men de vare ei skrevne, og jeg kommer dem ei ihu, jeg mindes kun det, at jeg kortelig udviklede, hvad det er at tro paa Gud, som Han er, almægtig, hellig og retfærdig, og den Umulighed, at han kan have skabt Verden til en Tumleplads for hans Navns og Ords Fiender og Foragtere, samt den Vished, at hans Straffedomme maa aabenbares over hvert Folk, som vandrer ugudelig, ja fortære Verden, naar Syndernes Maal er fuldt. Langt fra at tage de Ord tilbage, at der vare Faa, som ret af Hjertet troede paa den levende Gud og havde hans Fred, bemærkede jeg, at disse altid vare faa i Forhold og nuomtide saare faa, ja at der nu endog vare faa, som skattede disse Klenodier og bekymredes for at eie dem. Jeg viiste og kortelig, hvad det var for et Galenskab at sige, et Folk kunde ei undertvinges, naar det havde den bestemte Villie, at det ei skulde skee, thi deels maatte der da ingen Gud være til, og deels var det netop det samme som at sige, at det Menneske kunde ikke døe, som havde den bestemte Villie at trodse Døden; jeg kunde gierne lagt til, var det sandt, da maatte Djævelen været blevet Gud for længe siden.

Der denne Tale var ude, og den varede ei længe, thi der var som et Pandser om mit Hjerte og en Knebel i min Mund for den store Forsamlings Skyld, for de Manges Skyld, som jeg kunde vide, stundede kun efter at høre Nyt og sanke sig Forraad til letsindig Tale. Dermed sluttede jeg da, at jeg oplæste det Brev til Dannerkongen, som jeg havde skrevet i mit Navn og i deres, som vilde enes med mig. Det syntes vist Mange en hovmodig Tale, at jeg sagde derom: saa skal det være, og ei et Ord skal forandres; men jeg kunde ei tale anderledes, thi jeg havde veiet mine Ord, jeg vidste, at Enhver, som troede og stolede paa den levende Gud, kunde gjøre de Ord til sine, men at heller ingen Anden kunde ærlig udsige dem, og med Andre vilde jeg ei enes; ja jeg sagde det frit ud: hellere vilde jeg tale saa, kun med tre Mænds Samtykke, end ved anden Tale vinde Hundredes Ja.

Derpaa udgik jeg af Forsamlingen, og bad dem, der vare af min Mening, at følge med. I disses Kreds opstod jeg siden, der Mængden var adskildt, og dette er den eneste Forsamling uden fremmede Vidner; jeg kunde ønske ogsaa denne eneste uholdt, 32 fordi Saadant giver Skumlere Anledning til Løgn, saameget meere som min Tale ei var skreven og derfor ei kan meddeles; men det glæder mig, at der dog vare Adskillige tilstæde, som ei høre til vort Samfund, og som maatte være høist ublu, dersom de ei sande, at jeg talte netop i samme Mening til de Faa som til de Mange, at Forskiellen kun var, at jeg torde lade mit Hjerte tale friere og høiere til Mænd, som sagde, at de vilde enes med mig i Tro paa Gud og kiærlig Hengivelse for Fædrenelandet. Det kommer jeg ogsaa ihu, at min Tale gik ud paa den inderlige Bøn, at de vilde betænke sig ret alvorlig, før de sagde det fast, at de vilde enes med mig i den Tale og det Forsæt, jeg havde kundgjort. Jeg bad dem betænke, at man ei i eet Tilfælde kunde tro og stole paa Gud, og iøvrigt glemme ham og foragte hans Viilie, at vi derfor maatte alvorlig prøve os selv, om det ogsaa var vort faste Forsæt, ved Guds Bistand at lade den Tro og Tillid tilsyne i al vor Omgængelse, thi hvis ikke, da kunde vi vist vide, at vi bedroge os selv i den Mening, at vi nu med hjertelig Tro og Tillid til Gud vilde vove Liv og Blod for Fædrenelandet. Jeg mindede dem vel ogsaa om, hvad jeg mindes, den første Aften udtrykkelig at have sagt: veed I, at der er mørkt i Graven, og at kun Tro kan tænde Lys dernede? kommer dog ihu, at den Tro og Tillid gjøres behov for alle, som vil bøie Hovedet i Fred, enten det saa er paa Valen eller paa Sottesengen! Jeg gav dem endelig at betænke, at det Samme, for hvilket vi altid skylde Gud og os selv Regnskab, for det skulde vi dømmes af hinanden, naar vi ginge i Pagt som Brødre, og formanede dem endelig til at afsondre sig, naar det ei var deres faste Forsæt at arbeide giennem deres ganske Liv paa Udbredelsen af Guds og Sandhedens Rige. Jeg lagde dem paa Hjerte, at egenlig dette vaklede i Fædrenelandet, og at denne Vaklen voldte dets egenlige Nød; jeg sluttede med den trøstende Udsigt til, at naar vi saaledes arbeidede i Herrens Navn, da skulde vi, om Livet undtes os saalænge, under de graanende Haar see gladere Tider frembryde, og med den Vished, at vi da i Liv og Død skulde have den Guds Fred, som overgaaer al Forstand og forvarer Hjerter og Tanker i Christo Jesu.

Derpaa adskiltes vi med den Aftale at samles næste Aften Kl. 7, for at de, som efter rolig Betænkning vare saa sindede, kunde give hverandre deres Ja og underskrive Brevet til Tvillingrigets Konge, ogsaa tildeels med den Aftale, at vi ei ville nævne vor Samlingstid for Nogen, paa det ei en nysgierrig Flok igien skulde sammenstimle, og forstyrre os.

33

Det var da den syvende Januar, at vi tredie og sidste Gang forsamledes; jeg kom med en blandet Følelse af Vemod og Glæde, Haab og Frygt, men jeg bøjedes og var nærved at mistrøstes, da jeg saae, istedet for de nogle og fyrgetyve, vel hundrede Mænd forsamlede; thi saavist som jeg ønskede at have seet det ganske Folk samlet, naar det var deres Hjertes Mening at begynde et nyt Liv for Gud og Fædrenelandet, saa utrolig forekom det mig, at der, i vor Tid, skulde ved Høiskolen findes saamange Studenter, som ei følte sig bundne til et vist Stæd, og besjæledes af dette Sindelag. Dog der var ikke andet for, end at tale sande Alvorsord og overlade det Øvrige til den Gud, paa Hvem alene jeg i den ganske Handel havde stolet; med Bøn til ham begyndte jeg, og talede da trøstig omtrent saaledes, som følger:
Mænd! Brødre! vi ere i denne Aftenstund forsamlede i Guds Navn, for høitidelig et udsige et Ja, der ei forbinder os til Noget, som vi jo vare forbundne til fra den Time, vi kom til Skiels Aar og Alder, et Ja, der ei forbinder os til Andet, end hvad som er hvert Menneskes Skyldighed, hvor han saa boer eller vandrer paa Jordens Kreds, men et Ja, med hvilket vi frivillig og høitidelig bekiende, at vi vide vor Skyldighed og have det faste Forsæt at lade det tilsyne i vor Omgængelse. Vi udsige dette Ja for Brødres Øren, som for Billeder af den usynlige Gud, for at vi, som kun stole paa Gud, kan regne paa hverandre, og for at vi i Farens og Fristelsens Time kan have vor Skyldighed og Dom mere levende for os, som de der staae malede i Brødrenes Aasyn, i de Brødres, der hørte vort frivillige Ja, som engang maa vidne imod os, dersom vi bryde vort Løfte.

Visselig, det er tungt, at Saadant skal giøres behov, thi vi veed jo, at Gud er sandelig ei langt fra Nogen af os, at Han, som plantede Øret, vel maa kunne høre, at Han hørte det Ja eller Nei, som er det rette, som sagdes i vort Hjerte; ja, har vi ikke alle engang staaet i høitidelig Forsamling, i Guds Ords og Navns det hellige Huus, staaet der og udsagt et helligt ubrydeligt Ja for Menighedens Øren. Jo visselig, disse Ting ere uimodsigelige, men først er det saa med os Alle, saalænge vi vandre i dette Paulun, at ihvor hardt vi end holde ved den Usynlige, som om vi saae Ham, o saa ere der dog mange Øieblikke, og netop af de trangeste, meest farefulde, i hvilke Herrens Ansigt er skjult for os, i hvilke vi til Størkelse og Opmuntring behøve at see Ham som i et grovere Speil, i Brødres Aasyn, og kan kun derved opløftes til at stille Ham selv for vore Øine. Det er desværre vel ogsaa Tilfældet med de fleste iblandt os, at udsagde vi end i 34 Kirken det hellige Ja med troende Hjerter og bævende Læber, lovede vi end da oprigtig at frygte Herren, og blive stadelig i Hans Tro til Livets Ende; ak, i de Ungdoms Aar, vi siden have giennemvandret, i den ugudelige Vrimmel, der omringer alle i vor gruelige Alder, ak i disse glemte vi sikkerlig mangengang det hellige Ja; vel os, om vi ei foragtede og bespottede det med saamange! Ja Brødre! vi ere Faa, men vist er det dog igien de Færreste af os, som ærlig kan sige, at de bevarede Barndommens Tro og Barndommens Kiærlighed. Have vi da, som vi sige, atter kommet dem ihu, lært at skatte dem og at stræbe efter de hellige, uforkrænkelige Klenodier, o da staae de ikke for os som et helligt Arvegods, men som en forloren Skat, vi i stadig Kamp maa stræbe at vinde tilbage, og visselig, i den tunge Strid, paa den haarde Vei giøres det haardt behov, at binde deres Ihukommelse til os med Baand, saa mange og stærke, som vi formaae, at giøre os Tilbagegangen saa vanskelig som mulig. Ja, visselig, vi behøve det høilig at søge Størkelse, Opmuntring og Trøst, og saavist som det er, at disse Ting ene kan gives af den Lysenes Fader, fra Hvem al god og fuldkommen Gave kommer, sasvist som de ene maa søges hos Ham i ydmygelig, brændende Bøn, saavist er det ogsaa, at Intet i Verden saaledes driver og løfter os til ham, som et Samfund med dem, der føle samme Trang og have samme Maal, af hvilke Nogle ere videre frem[me], Andre længere tilbage, Nogle stærkere, Andre svagere end vi; vi forsage da ei, naar Bjerge løfte sig for os, som det synes umuligt at overstige, thi vi see Brødre, for hvem den Vei, vi alt lagde tilbage, synes ligesaa umuelig at ende; vi see og Brødre, der alt ere komne over de Bjerge, for hvilke vi grue; da vorder det klart og aabenbart for vore Øjne, at Troen fløtter Bjerge, det vorder da vor eneste Bekymring, at stadfæstes og grundfæstes alt mere i den, visse paa, at kan vi end ei holde lige Skridt med hverandre, til det ene og samme Maal komme vi dog Alle, som tro, ved Guds naadige Styrelse og Bistand.

Visselig, en saadan Tale vilde synes Mange, ja i vor Tid de Fleste aldeles fremmed for vort Samfund, og for den Gierning, vi love Haand i Haand at prøve, men den kan ikke synes saaledes for Nogen af os, saafremt der er Ingen iblandt os, som ubetænksom eller ublu rækker os Haand og giver sit Minde til de Ord, i hvilke vor Beslutning udsiges. Tit har jeg mindet Eder om den soleklare Sandhed, at Ingen kan stole paa Gud, uden hvo som troer i sit Hjerte, at der er en levende, almægtig Gud, og at denne Gud er ham naadig og vil staae ham bi; jeg

        

35 har mindet Eder om, at den hellige, retfærdige Gud ei kan være dem naadig, som stride imod Ham, at Han ei kan staae Nogen bi, som vil giøre Noget, der ei er Hans hellige Villie. Disse Ting ere uimodsigelige, og det er da aabenbart, at hvad vi saa end ville giøre i Herrens Navn, da maa vi tro stadelig paa ham og have ham for Øie, blive i hans Kiærlighed, og hvert alvorligt Menneske veed, at det ei erholdes ved Læbers Ord, ei er et Øiebliks Værk, men at Hjertet maa renses fra ugudeligt Væsen og verdslige Lyster, før Troen kan fæste sin Bolig derinde, at der maa kiæmpes alle Livets Dage, om denne Tro skal vindes og beholdes, skal kunne tee sig kraftelig til at størke vor Fod og overvinde Verden. Tit har jeg mindet ogsaa om det, at er der en levende Gud, og et evigt Liv, da maa det jo være vort høieste, vort sidste Øiemeed, at forsamles til Ham, naar vort Dagværk her er endt; naar Verdens Lys slukkes for vort Øie, at komme til det forborgne, evige Lys, i hvilket Herren boer, og var da vel nogen Daarskab, nogen Galenskab at ligne ved det, om vi over hvilkensomhelst Følelse, Begiæring eller Gierning forglemte vor høieste Trang og vor dybeste Længsel, vor rette Gierning herneden, om vi over vort jordiske Fædreneland vilde glemme, at vort sande Fædreneland er foroven, at vort Borgerskab er i Himlen, glemme, at Gud kun med naadefuldt Øie kan skue paa vort jordiske Fædreneland, kan staae os bi til dets Frelse, dersom Han seer, at det kan og vil vorde igien, hvad det fordum har været, en Bolig for Hans Kirke, som er Billed af den Bygning foroven, giort uden Hænder, evig i Himlen; dersom Han seer, at der vil blomstre igien, som fordum, en Planteskole for Hans Paradiis, og at vi ere rede og villige til at plante og vande med Haab om Vext til ham i det Høie.

Det kunde da synes overflødigt, at tale mere herom, men jeg agter det dog for min Skyldighed at paaminde Eder om, [at] ikke engang den Gierning, vi navnligen love, den at vove og, er det Guds Villie, opoffre Liv og Blod for Fædrenelandet, ikke engang den, ja allermindst den, er det muligt at udøve, uden en ret fast og inderlig Tro paa Gud og barnlig Hengivenhed til Ham. Jeg veed det jo vel, at Verden siger imod, at den praler af, uden Gudsfrygt og Guds Bistand at kunne øve den reneste Dyd, giøre den Guds Villie, paa hvem de ei tro, forsage den Verden, de allene elske, høimodig opoffre det Liv, med hvilket deres Haab uddøer, jeg veed det jo vel, og vi have i de sidste Dage med inderlig Harme og Sorg kunnet høre Saadant vel fra hundrede Tunger; men er det derfor en Sandhed? kan vi ikke

        

36 forstaae, at det er just en af de allergroveste, haandgribeligste Løgne, hvormed Verden paa sin gamle Viis bespotter Gud, vil giøre Ham til Løgner, og ophøie sig selv i Hans Sted, i Hans, som ene er af sig Selv og ved sig Selv, al Magts og al Kiærligheds evige Kilde.

Der staaer skrevet: Ingen haver større Kiærlighed end denne, at Nogen sætter sit Liv til for sine Venner; det er Hans Ord, som gik i Døden for os alle og vidnede: Jeg er Sandheden. Visselig, vi kan ogsaa lettelig forstaae, at det er Sandheds Tale. Mange have vovet og mistet deres Liv for at vinde Roes eller Bytte, for at undgaae Verdens Skam eller Straf, eller i Dorskhed eller Vildskab, naar de ei tænkte paa Faren, eller smigrede sig til det Sidste med Haabet at undgaae [den]; men visselig, de have ei sat deres Liv til, opoffret, hengivet det for deres Venner. Nei, visselig, kunde de ventet paa anden Maade at vinde eller undgaae, hvad de for sig selv tragtede efter, ei havde de da sat Livet i Vove; kunde vi staaet hos dem i den sidste Time, og vilde de ærlig have sagt, hvad de meente i Hjertet, da skulde vi hørt dem forbande den Time, da de frivillig ginge i Døden. Sætte Livet til for sine Venner, det kan Ingen, uden den, som besjæles og opfyldes af den høieste, uegennyttigste Kiærlighed, og det er aldeles umuligt, uden Selvfornægtelse, uden barnlig Kiærlighed til den Gud, som er alles Fader, uden den Vished, at det Liv, vi opoffre, er Intet mod det, vi vinde i Guds evige Kiærlighed. Men prøve vi os nu selv alvorligen, ak! maa vi da ikke alle tilstaae, at vi endnu ere langt fra den fulde Selvfornægtelse og uegennyttige Kiærlighed, der ene kan giøre os dygtige til i Sandhed at sætte Livet til for vore Venner, at opoffre os for Fædrenelandet. Havde vi da ogsaa kun den eneste Ting for Øie, at giøre det i Sandhed, som vi navnlig og frivillig tilbyde, o da maatte vi dog føle, at vi høiligen trænge til at størkes og voxe i den Tro og den Tillid til Gud, som ene kan virke Kiærlighed i os.

O, er der da Nogen herinde, som ikker føler denne Trang hos sig, som ei har det faste Forsæt, med Guds Hielp at tilkæmpe sig Seieren indvortes over Selvkiærlighed, Kiærlighed til Verden og de Ting, som ere af Verden, o han skiælve dog for at love, hvad han aldrig kan, hvad han ikke ærlig agter at holde, han give os dog ikke Haand, for at beskiæmme Fædrenelandet og os, han grue dog for at opkalde os til Vidner imod sig her og hisset, han gange dog bort, før vi slutte det hellige Forbund! ingen Foragt skal følge ham fra os; bekymres maa vi, 37 men vi dømme Ingen, ei skal han nævnes af os som Niding eller Frafalden, aldrig skal vi nævne, hvad der forfærdede ham, naar han selv vil tie. Den, som nævner en Saadan som Frafalden, erklæres herved for en Løgner. Ja, mine Brødre! jeg vidner det for Eder, som for Guds Aasyn, at jeg langt hellere vil høre mit Navn baaret som Fabel omkring paa Verdens Tunge, fordi alle forlade mig i den høitidelige Time, end at I skulle giøre Løftet ubetænksom eller i anden Mening, end det forelægges, end at I skulde fortryde og beskiæmme det! O, lader dog dette gaae Eder til Hjerte, som det kommer fra mit! betænker derhos, at om I blive her, da vil I faae Eders Navne at høre føiede til mit med Latter og Spot, thi det kan og skal ikke skiules, hvo som giør Sandhed, kommer til Lyset, at hans Gierninger maa blive aabenbarede, thi de ere gjorte i Gud.

Nu da i Herrens Navn, hører de Spørgsmaal, jeg forelagde mig selv, og som jeg maa forelægge hver den, der vil føie sit Navn til mit!

Kalder du det Ret, at du nu udelukkes af Samfundet, dersom to Brødre vidne imod dig, at du er et Menneske, vant til at lyve, og at du siden udstødes, dersom to saadanne vidne, at du aabenbarlig har sveget din Troskab imod Gud og Brødrene?

Vil du, af Kiærlighed til Brødrene, vove Liv og Blod for Fædrenelandet?

Veed du, at det er umuligt uden fast og levende Tro paa den levende Gud og Tillid til ham?

Vil du, af al den Formue, Gud giver, tragte efter at oplyses, stadfæstes og bevares i denne Tro og Tillid?

Med en høitidelig Alvor og tildeels med den inderligste Rørelse, som Ingen af os er istand til at glemme, bleve disse Løfter gjorte, og det saaledes, at jeg efter det første Spørgsmaal vendte mig til Forsamlingen og spurgte om mig selv og enhver navnlig: er der Nogen iblandt Eder, der kiender ham som et Menneske, vant til at lyve, og naar dette Spørgsmaal var besvaret med nei, og de andre med et lydeligt Ja, da tog jeg ham i Haand, som gjorde Løftet, og sagde: saa modtager jeg da herpaa paa alle Brødrenes Vegne din Haand og giver dig paa alle deres Vegne Samfunds høire Haand. Naar dette var skeet med hver især, da skrev han sit Navn under Brevet til Dannemarks Konge, men Brevet lyder Ord for Ord saaledes:

38

Til Kongen!

Som tro Undersaatter stædes vi frem for Deres Majestæts Aasyn med inderlig Bedrøvelse over Fædrenelandets, det gamle Dannemarks sørgelige Tilstand og store Fare; men ogsaa med den faste Beslutning, i Guds Navn, at giøre og taale Alt, hvad vi formaae, paa det at Fædrenelandet maatte frelses, saa det hverken vorder et Vaabenbytte for de ublu Fjender, eller sønderlemmes ved en haanlig Fred; thi det er vor Overbeviisning, at Alle, som bruge det danske Tungemaal, fra Vardøhuus til Dannevirke, og som Gud har forenet under Deres Majestæts og Deres høilovlige Forfædres Scepter, skal betragte hinanden som Brødre, ja som eet Legeme, der ei kan sønderrives uden at døe, og paa hvilket ingen Lem, for at frelse sig, maa tillade, at en anden fordærves.

Høibaarne Konge!

Det maa vel synes ei dristigt allene, men daarligt, at faa Mænd, uden Guld og Krigskyndighed, tilbyde Fædrenelandet deres Tieneste, som om det var synderlig tjent med dem; visselig, det var ogsaa stor Daarlighed, dersom vi trøstede og stolede paa vor egen Forstand, Størke og Manddom; men det giøre vi ingenlunde; vi bekiende lydelig og ærlig, at vi Intet formaae af os selv, men stole kun paa Herren i Himlen; naar vi see ud over Fiendernes Hære, da sige vi frimodelig med David: i vor Guds Navn oprette vi Bannere; Hine forlade sig paa Heste og Disse paa Vogne; men vi, vi vil komme Herrens vor Guds Navn ihu.

Høibaarne Konge!

Er der nogen Kongeslægt i Europa, som stadelig haver forladt sig paa Herren og erfaret hans Frelsning paa underlige Maader, da er det den, af hvilken Deres Majestæt er udsprungen, da er det Diderik den Lyksaliges Æt; er der noget Land i Europa, der i de sidste trehundrede Aar, medens Deres Majestæts høilovlige Fædre sadde paa Thronen, har mangengang været stædt i saadan Fare, at Frelse syntes umulig, og som dog frelstes, ei ved dets Hærs Mangfoldighed, men ved Guds naadige Styrelse, ved den Kraft og det Mod, han forlenede Enkelte, da er det Nordens Tvillingrige. Vi vil mellem de mange Vidnesbyrd, Historien om de længst henfarne Dage frembyder, kun nævne det om Frelsen i den Tredie Frederiks Dage, fordi 39 det minder os trøstelig om, og ogsaa Mænd, der ellers kun fulgte Bogen, vare mellem de frelsende Redskaber, der de med Bogen fulgte Basunen.

Høibaarne Konge!

Det er os Ikke givet, at vide Tiden eller Stunden, naar Herren vil bruge os, vi vide kun det, at vi skal være rede, naar han kalder. Det agte vi da for Hans Kald giennem sin Tjeners Mund, naar Deres Majestæt opkalder Jyllands Mænd til at værge om Landet og fordrive Fjendernes Hær.

Hvorledes vi da skulle bruges, det overlade vi trygt til Deres Majestæt; vi vide kun dette, at ligesom vi love Troskab og Standhaftighed med Haand og Mund, saa skal vi og virke med begge disse i Herrens Navn efter hvers Formue, og vi vove at fremstille det underdanig for Deres Majestæt, hvorledes vi tro, at Meest kan udrettes ved os.

Vi mene, at naar Opbudet skeer, da var det bedst, at de, som følte Kald til at tale til Folket i Guds Navn, skulde, helst som Præster, drage omkring, tale Guds og Kongens Ord, og siden følge Hæren. De Øvrige derimod tro vi duelige til at fordeles i Bondehæren som Underbefalingsmænd, der ved Lydighed, Mod og Standhaftighed kunde lyse i den snevrere Kreds, og saa at sige bære Hæren til Seier. Af vor Konges Haand vente vi da krigskyndige Mænd, som skulle styre og raade.

Saaledes have vi da i Guds Navn underdanig og frimodig udsagt for Deres Majestæt, hvad der boer i os, og hvad vi mene med Guds Hielp at kunne bidrage til Fædrenelandets Vel og Frelse i de haarde Dage. Den samme Gud forlene Deres Majestæt Viisdom til at dømme i denne Handel, som i Alt, saaledes, at Hans Navn helliges, Hans Rige kommer, og Hans Villie skeer, som i Himmelen, saa og paa Jorden. Da veed vi, at Dannemark og Norge skal endnu blomstre under Deres Majestæts Scepter, og Nordens Krone blomstre omkring Deres Tinding.

Saa bede
allerunderdanigst

  • N. F. S. Grundtvig, Capellan.
  • A. P. Thrige, Studiosus Theologiæ.
  • Chr. R. P. Kierulff, Stud. Theol.
  • Poul Martin Møller, Stud. Theol.
  • Holger Wilhelm Nyholm, Stud. Theol.
  • 40
  • Peder Lauritz Ingerslew, Stud. Theol.
  • Jens Blicher, Stud. Theol.
  • Fredrik Friis, Stud. Philologiæ.
  • Hans Daniel Uldall, Stud. Theol.
  • Thomas Møller, Stud. Theol.
  • Frederik Carl Rosen, Stud. Theol.
  • Hans Henrik Nikolai Møller, Cand. Theol.
  • Niels Bay Lund, Stud. Theol.
  • L. J. Dahl, Stud. Theol.
  • N. Bierfreund Søtoft, Stud. Theol.
  • K. Peter Hagenstrøm, Stud. Theol.
  • Halvor Aschehoug, Cand. Theol.
  • Niels Fritz, Stud. Theol.
  • Hans Billeschou Jansen, Cand. Juris.
  • Friderik Christian Ring, Stud. Chirurgiæ,
    Candidat paa Frederiks Hospital.
  • Jørgen Fog Steenberg, Stud. Medicinæ,
    Candidat paa Frederiks Hospital.
  • Poul Gottfred Wanning, Stud. Philologiæ.
  • Johan Ludvig Christian Obel, Stud. Philol.
  • Peder Berendt Christian Suhr, Stud. Philol.
  • Peder Kragh, Stud. Philologiæ.
  • P. Galthen, Stud. Theol.
  • P. H. Bendixsen, Stud. Philologiæ.
  • Wilh. Rud. Dichman, Cand. Theol.
  • Gustav Adolph Dichman, Stud. Theol.
  • Chr. F. C. Wormskiold, Cand. Juris.
  • J. Georg Dibbelt, Stud. Juris.
  • Jørgen Bierregaard, Cand. Theol.
  • Henrik Anker Bierregaard, Stud. Juris.
  • Hans Brøchner, Stud. Philologiæ.
  • Albert Leth, Stud. Philologiæ.
  • Palæmon Laurberg, Stud. Philologiæ.
  • Georg Albrecht Koefod, Cand. Juris.
  • Christian Peter Christensen, Stud. Philologiæ.
  • Kristen Olsen, Cand. Theol.
  • Nicolai Fogtmann, Cand. Theol.
  • P. D. Bruun, Stud. Philologiæ.
  • Niels Møller Spandet, Cand. Juris.
  • Christfried Ehrgott Jantzen, Stud. Theol.
41

I en kort Bøn bad jeg Gud størke os til at holde det hellige Løfte, og talede omtrent disse Ord:

Brødre! Det kunde maaskee forundre Eder, at jeg i alt Dette haver talt hardtad, som en gudfrygtig Hedning kunde, at jeg hardtad ikke har nævnet det velsignede Navn, efter hvilket vi kaldes, og paa hvilket vi alle ere døbte; det Navn, som jeg ellers frilig bekiender, som den eneste Troes og Saligheds Grundvold: vor Herres Jesu Christi hellige Navn. Jeg har troet at turde tie dermed, fordi min Tro maa være Eder alle vitterlig; jeg har troet at burde, fordi jeg veed, hvor mægtig Tidens Strøm har bruset og henrevet i de sidste Dage, hvilken Taage der fremkogledes for vore Øine, saa de seent faae Syn paa Guds Herlighed i den Herres Jesu Christi Aasyn; fordi jeg ei vilde friste Nogen af Eder til eet Ord, han ei kunde ærlig udsige; endelig fordi jeg veed, at hvo som frygter Gud og holder sig til Ham, skal og i sin Time komme til al Sandheds Erkiendelse; ja, at alle Guds Børn engang skal mødes til Troens og Guds Søns Erkiendelses Enighed. Men, ligesom den Klædning, jeg bærer, skal minde Eder om, Hvis Tjener jeg er, saaledes er det og min Skyldighed at vidne lydelig for Eder, hvad jeg veed, er Sandhed: der er intet andet Navn under Himmelen givet Menneskene at vorde salige udi, og den Guds Fred, som overgaaer al Forstand, forvarer Hierter og Tanker i Christo Jesu, ja uden Ham kan vi slet intet giøre, og dersom Nogen ikke bliver i Ham, han er som en visnet Green, hvilken de sanke til at brænde.

Nu Brødre! endt er den Forretning, til hvilken vi sankedes og samledes i disse Dage, ingen Forsamling ville vi nu have for os selv, uden der maatte komme noget Øvrigheds Budskab, som angik os allene; thi vi have Intet at holde hemmeligt, Verden skal ei med mindste Skin kunne beskylde os for nogen Mørkheds Gjerning; dens Nysgierrighed vil vi ikke friste.

Hører nu mit sidste, alvorlige Ord; lader os dog nu for Guds Skyld aldrig ophøie os over Nogen, ingenlunde tænke, at vi ere beskikkede til at udrette noget Stort og Glimrende i Verdens Øine, thi visselig, det er den brede banede Vei til Intet at udrette for Gud. Hovmod og Ærgierrighed ere de Djævle, som have ødelagt mange hundrede Samfund, som gjordes i Guds Navn, de ere ogsaa tilstæde hos os, hver vogte sig vel og bede af Hjertet: Gud leed os ikke i Fristelse. Nei, al vor Tanke skal være, at vi vil med Guds Bistand være Hans Redskaber, rede til at udføre, hvad Ham behager. Da kan vi være rolige, om det 42 og maatte synes, som al Leilighed betoges os til at vise vor Villie og Beslutning; thi visselig, det synes da kun saa, fordi Guds Tanker ere saa høit over Menneskens Tanker, som Himlen er over Jorden; om saa Verden aldrig nævner vore Navne, uden nu for at krandse dem med Haan og Spot, om man ogsaa, naar vi ere hensovne, skulde forgiæves lede efter vort Samfunds Spor, inderlig forvissede kan vi dog da være om, at Guds Gjerning udrettedes ved os, som I os, og at den ei var forgiæves. Derfor mine kiære Brødre! bliver faste, ubevægelige, overflødige altid i Herrens Gierning, vidende, at Eders Arbeide er ikke forfængeligt i Herren! Lad det ikke forundre Eder, om Verden hader Eder, den haver hadet mig førend Eder.

Der al denne Tale og Gierning tyktes fuldkommet, der Nogle vare udgangne, og jeg just vilde nedgaae, see da kom en ung Mand, som havde været tilstæde, men var udgaaet en liden Stund og kom seent tilbage, han bad alvorlig om at optages i Samfundet, og jeg havde Intet derimod, kun tyktes det mig underligt, og jeg adspurgte de Nærværende om deres Tykke. De vidnede da eendrægtelig, at han var en trofast Mand, ikke vant til at lyve; jeg modtog da hans Ja, og gav ham Samfunds høire Haand, og han skrev sit Navn, men det var Christfried Ehrgott Jantzen, og alt som jeg stirrede paa det, tykdes det mig et godt Varsel. Dog, dermed være det, som være maa, saa veed jeg dette, at godt var det for Fædrenelandet, om det snart oplod sit Øre for Engelens Helsen: Eder er en Frelser født, den Herre Christus, i Davids Stad, og istemte Hærskarens Lovsang: Ære være Gud i det Høie, Fred paa Jorden! Det veed jeg ogsaa, haabede jeg ikke, og var jeg ikke under Bøn til den Himmelske Fader blevet vis derpaa, at denne Handel er af Herren, og at den i Hans Time skal hjelpe til Hans Navns Helliggiørelse og Hans Riges Komme, da vilde jeg ei opladt min Mund, eller havde jeg talet ubetænksom, da vilde det angret mig inderlig; thi Verdens Herlighed er som Græssets Blomst, der maa visne og affalde, kun Herrens Ord bliver evindelig. Han størke os Alle til sin Gierning, og bevare os i Sit hellige Samfund! Ham være Ære evindelig i Jesu Navn, Amen.

43

Tillæg.

Medens de foregaaende Blade vare under Pressen, skedte det, at jeg den femtende Januar modtog fra Hs. Exellence Oberhofmarskalk v. Hauch, som havde besørget Brevet til Hans Kongelige Majestæt, et Brev fra Allerhøistsamme, til Hans Exellence, hvori der var Beskeed til os. Herom underrettede jeg da flux Vedkommende, og bad, at de vilde samles med mig den sextende om Aftenen Kl. 5, for at høre Brevet oplæse, og om dem saa syntes, tillige min Betænkning om det Nærværende, dog lagde jeg til, at det ingenlunde giordes behov at være alene ved slig Leilighed, ja at jeg, for min Deel, gierne saae, om flere Alvorsmænd vilde være tilstæde.

Det skedte da saa, og anden Søndag efter Helligtrekonger talde jeg i Guds Navn blandt en talrig, og som det lod, heel alvorlig Forsamling, saa, som nu følger, enddog det ei Alt taldes saa Ord for Ord.

Først er det min Skyldighed, at kundgiøre Eder, som enedes med mig om det, vi toge os den underdanige Frihed at tilskrive Hans Kongelige Majestæt, hvad Udfaldet paa denne Sag hidindtil haver været.

Det var Eders Begiæring, at Olsen og jeg skulde forespørge hos Hs. Exellence, Statsministeren Grev J. G. Moltke, om Brevet maatte giennem hans Haand gaae til Majestæten; vi gjorde det, men henvistes med stor Artighed til vore Foresatte, og endskiøndt endeel af os ei hørte til Livkorpset, vovede vi dog at bede Hs. Exellence Oberhofmarskalk v. Hauch at fremsende Brevet, hvilket han med særdeles Høflighed strax tilmeldte os at være skeet, og hvorfor vi paa Selskabets Vegne have aflagt skyldigst Taksigelse. Saaledes er det skeet, at Hans Kongelige Majestæt, der fra samme Haand modtog en anden allerunderdanigst Ansøgning fra endeel af Livkorpsets Medlemmer, har igjennem Hs. Exellence tilkiendegivet os sin allerhøieste Villie 44 i Fælledskab med dem, der dog i denne Sag ei vilde giøre fælleds Sag med os, og hvis allerunderdanigste Tilbud ei heller var af samme Art. Saameget troer jeg forud at burde sige til Forklaring af det i Hans Kongelige Majestæts allernaadigste Skrivelse, som synes almindelig talt, uden dog at være anvendeligt paa os og vort allerunderdanigste Tilbud. Den allernaadigste Skrivelse lyder Ord for Ord saaledes:

Vi have med sand Tilfredshed modtaget Din allerunderdanigste Skrivelse af 8de d. M., hvorved Du, som Chef for Vort Livkorps, har forelagt Os tvende fra en Deel af Korpsets Medlemmer indgivne allerunderdanigste Ansøgninger, hvori de tilbyde sig at medvirke til Landets Forsvar, hvor og hvorledes deres Kræfter bedst kunne benyttes, og at behandles samt underholdes som simple Soldater, for ved deres Exempel at bidrage til at vække de Følelser hos Nationen, som kunne fremvirke Statens Redning.

Vi erkiende med Landsfaderlig Velbehag dette Tilbud, der vidner om den sandeste Hengivenhed for Os og Fædrenelandet, og Vi ville, at du bevidner Korpsets Medlemmer, der have indgivet forommeldte Ansøgninger, Vor allernaadigste Tilfredshed, med Tilføiende: at Vi med Glæde ville benytte Os af disse brave Studerendes gode Villie, naar Omstændighederne skulde udfordre det, men aldrig glemme de Føleiser, de ved denne Leilighed have lagt for Dagen.

Hovedqvarteret Hindsgaul d. 11te Januar 1814.

Frederik R.

Til
Chefen for Vort Livkorps
Vor Overhofmarskal v. Hauch,
Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand etc.

Mænd! Brødre! Det kunde vel synes, at hermed var min Forretning endt, at ligesom Tegnet er givet os til atter i Stilhed at røgte hver sin beskikkede Gierning, saaledes gjordes ei meer Tale behov om Noget, vi agtede at giøre i Samfund, men om hvilket vi have fornummet, at Timen var ikke kommen. Alligevel haver jeg isinde at tale nogle Ord, og kunne I fortænke mig deri? skulde det virkelig være aldeles overflødigt? Jeg mener nei, thi efter den Agtelse og Tillid, hvorpaa I have givet mig et 45 saa stort Beviis, kunde jeg vel da udgaae af Eders Kreds, uden at lade Tungen sige, hvad Hjertet mener, at dette Beviis er mig Inderligt kiært, at det med Guds Hielp skal være mig uforglemmeligt under alle Omskiftelser, hvor jeg saa vendes og stædes i Verden. Og visselig, det er ikke liden Tak, jeg skylder Eder, thi jeg sagde Eder forud, at I, ved at enes med mig i en saadan Handel, udsatte Eder for at dele den Spot og Haan, hvormed Verden krandser mit Navn og min Gierning, jeg sagde Eder det, og dog bleve I hos mig, bleve, endskiøndt endeel af Eder neppe have den Tro, som er det hos mig, der egenlig forarger Verden, men og det, som størker mig til at foragte dens Roes og bære dens Forhaanelse. Visselig, jeg skatter denne Eders Gierning høit, just fordi jeg har Intet af alt det, der frister Verdens Børn til Samfund, fordi Saameget maatte advare Eder for at række mig Haand, fordi jeg maa tro, at det ene var Sandhedens Kraft og Eders Ærbødighed for den, som forenede os.

Men, fandt jeg det sømmeligt for min Skyld at forlænge Talen noget Lidet, da fandt jeg det ligesaa for Eders. Jeg veed, hvor underlig man kan vorde tilmode, naar Noget af det Bedste, man i sit Liv har foresat sig, synes unyttigt, jeg veed, i hvilken Fare vi netop da svæve for at nedsynke i en Tomhed og Ligegyldighed, som er Sjælens Pestilense, jeg veed, hvor haanlig Verden betragter enhver ædel Beslutning, der ei ender med et udvortes glimrende Værk, jeg veed, hvor ivrig den ønsker, at vi selv skulde fortryde vor gode Villie, og hvor saare vi i os selv fristes dertil. Men naar jeg nu veed alt dette, naar jeg ogsaa veed, med hvilket Sindelag vi skal væbne os mod disse Fiender, naar jeg selv kiæmper i den Rustning, naar jeg ikke veed, om det er saa med Eder alle, men veed, at vi alle behøve Paamindelse og Opmuntring, kunde jeg da forlade Eders Kreds uden at tale derom. Endelig, vi leve i aabenbare Trængsels Dage; til Intet er Mennesket mere tilbøieligt, end at vælte Skylden fra sig selv paa Andre, at laste og knurre og bespotte, og dog er det vor ueftergivelige Skyldighed, altid at mærke paa Bjelken i vort eget Øie, at bære hverandres Byrde og i inderlig Kiærlighed dømme Brødrene mildt, medens vi strængelig revse os selv, dog er dette Sindelag det eneste, som kan giøre os tækkelige for den Gud, hvis Tilgivelse og Naade vi saa haardt behøve, det eneste, som kan læge Fædrenelandets dybe Saar, og hvorledes turde jeg lade nogen Leilighed ubenyttet til at minde Eder og alle, som vil høre mig, om disse uomstødelige men saa almindelig glemte og ringeagtede Sandheder?

46

Lad mig da først, o Brødre! minde Eder om, at da vi rakte hverandre Haanden i broderligt Samfund, da lovede vi ikke at holde Vedtægter og Skikke, som ere Forfængelighed, da lovede vi ikke at staae hinanden bi til en Gierning, der var vor Egennyttes eller Ærgierrigheds Ønske, da lovede vi ikke Noget, som en Konge, ja som Gud selv kunde løse os fra; nei vi lovede i Forening at udvise den inderligste Kiærlighed til Fædrenelandet, som er umulig uden levende Tro paa Gud og Kiærlighed til Ham, uden Hjertets daglige Renselse og Opløftelse til Herren, uden daglig Fremgang til Sandheds Erkiendelse i Gudsfrygt. Anledningen hertil var Fædrenelandets udvortes Fare og det Haab, med Guds Hielp, at kunne bidrage Noget til dets Redning, det var Anledningen, men Skyldigheden den er jo dog ligegammel med os, den staaer jo dog uforanderlig som Guds uudslettelige Skrift i vort Hjerte, om saa Fædrenelandet i blomstrende Tilstand syntes at kunne undvære os, eller i overvættes Trængsel og Opløsning at være uopreiselig nedtrykt. Ja Venner! det er jo dog en uimodsigelig Sandhed, at det bør os alle, under alle Omskiftelser at frygte og elske Gud over Alt, og os paa Hannem alene forlade; det var jo dog Galenskab, om vi betragtede Fædrenelandets Nød som et Tilfælde, i hvilket vi maatte beflitte os paa en Gudsfrygt og Kiærlighed, vi ellers kunde undvære, istedetfor at see i den en af de mange synlige Ting, hvorved Gud driver os til at beskue os selv, at føle vor Trang og vor Skyldighed, at begynde eller fuldende den Kamp, i hvilken Verden og dens Begiæring skal overvindes, og Livets Krone i Guds hellige Samfund tilkiæmpes. Var da end vort Tilbud forkastet, var det vist, at vi aldrig skulde komme til at vove Livet mellem Kugler og Sværd, var det end ikke saa, at mange af os tragte efter det Kald at vorde Guds Ords og Sandhedens viede Tienere, o, det blev dog vor uforanderlige Skyldighed stedse at bevare vort høitidelige Løfte i hellig og kiærlig Erindring, og er det sandt, at Samfund driver og størker, da og, som Leilighed undes, at holde os til dem, om hvilke vi veed, eller dog maa formode, at de føle samme Trang, have samme Maal for Øie som vi, ja at lære af hverandre at foragte Verdens Roes, men tragte efter Guds og alle Godes Bifald. Men er det nu saa, som det er, at vor Konge i Naade har hørt vort Tilbud, er det vist, som vi veed, at Fædrenelandets Nød hverken endes i Dag eller i Morgen, og at vi ikke veed, hvilken Dag det vil vinke os, er det vist, at mange af os have kaaret det store Kald at oplyse vore Brødre om Sandhed, at størke dem i Tro, Haab og Kiærlighed,

        

47 ret egenlig at opoffre vort Liv til Fædrenelandets Frelse, o hvor maa vi da ikke takke Gud, som ved en, som det syntes, saa sørgelig Anledning vakte os til at eftertænke alvorlig vor indvortes Tilstand og mere ivrig at tragte efter de Ting, der ere os alle uundværlige til vor egen Fred og Salighed og til vort Embeds Gierning, vakte os dertil og samlede os uformodentlig med Mænd, mellem hvilke vi kan haabe at finde og beholde trofaste Venner, Raadgivere, Trøstere paa Livets Vei, Medarbeidere til Guds Gierning. Ja, have de Fleste af os, som de vel have, ved denne Leilighed bemærket, at de hængte ved Verden med flere og stærkere Baand, end de vidste, at deres Tro, Haab og Kiærlighed vare svagere, end de før troede, svagere, end det sig burde, til at giøre den Gierning i Sandhed, hvilken de udlovede og maatte erkiende for en usvigelig Prøvesteen, hvor maa vi ikke da takke Gud, fordi Han under os Tid til at renses og voxe, fordi Han mindede os itide, saa at vi, naar Hans Time kommer, kan findes beredte til Hans Gierning! med hvilken Inderlighed maa vi ikke knytte os til dem, vi agte for trofaste, og saaledes væve det Kiærligheds Baand, med hvilket vi agte, om det stod til os, at omvinde Fædrenelandet, og sammenføre de adskilte Lemmer, ja med hvilket vi haabe at knyttes uadskillelig til Ham, som lever evindelig! Saaledes, Brødre og Venner, sømmer det sig for os at beskue det Samfund, hvori vi frivillig traadte, som et saadant, hvori Ingen kan holdes et Øieblik længere, end det er hans Hjertes inderlige Begiæring, og hvoraf Ingen kan udgaae, denstund han lever, dersom det er hans alvorlige Attraae at frygte Gud, blive i Sandheden og forsamles til de Fromme, som et Samfund, der ei er bundet til vilkaarlige Love, til Tid eller Sted, men skulde bestaae af alle dem, som boe paa Jordens Kreds, bestaae af Alle, som have Gud og Sandhed Mær, men kan kun synlig yttre sig blandt dem, som Herren førte sammen til at arbeide sammen. Ja, mine Brødre, der vi gave hverandre Haand, da gave vi Sandheden Haand, og det kan ikke andet være, end at vi alle, som meene det ærlig, maa, hvor snart og hvor vidt vi saa spredes, stedse ihukomme den høitidelige Time, og give Agt paa hverandre særdeles, at vi inderligere frydes ved det, Gud lader opvoxe under hvers Haand, som om vi vare deelagtige derudi, at vi føle dybere Sorg, om vi see Nogen af disse svige den Sandhed og Kiærlighed, han tilstod at kjende og frivillig hyldede. Ja, o mine Brødre, lader os dog aldrig glemme, at blev dette og den sidste Gang, vi sees herneden, tabte vi end paa vor hele Vandring i Støvet hinanden

        

48 af Syne, o, engang skal vi dog forsamles for den Eviges Domstol, og vi kan ikke nægte, at vi have hørt hinandens utvungne Bekiendelse om det Høieste i Livet; om det og giælder os selv, maa vi dobbelt kalde det Ret, naar Herren siger: efter dine Ord skal du dømmes. O! give det Gud, at vi der maatte glade forsamles, og have det Vidnesbyrd i vort Inderste, at gik vi end paa vilde Veie i de forrige Dage, maatte vi end altid sukke over Skrøbeligheden, saa bevarede vi dog fra den Time det ærlige Forsæt at omgaaes i Sandhed, saa vendte vi dog stedse kiæmpende vor Stav mod det Høie, hvor vort sande Fædreneland er, saa voxte vi dog ved Guds Naade i Sandheds ydmyge uindskrænkede Kiærlighed, saa var det dog vor synlige Stræben at vandre tugtig, retfærdig og gudelig i denne Verden. O, da skal Fredens rolige Bolig oplade sig for os, da skal vi af Herrens Mund høre det Vidnesbyrd, at vi ere Brødre i Sandheden og den evige Konges elskelige Sønner.

Eet Ord haver jeg endnu at sige; hvor det forrige fæstede Rod, avles dette af sig selv, men det kan ikke siges for tydelig og tit.

Ingen af os veed, hvad Gud i det Enkelte har besluttet over Fædrenelandet, vi veed kun i det Hele, at vil det være Hans Mark og Have, da frelses og æres det vist paa det Sidste, og hvis ikke, da maa det forgaae; men Hans Raad ere urandsagelige, og Hans Veie usporlige, giennem Trængsel gaaer altid Veien til Ham og Hans Rige, maaskee gaaer vort Fædrenelands giennem stor Trængsel og Skam; o lader os da for Alting ikke forsage eller knurre, men stole paa Herren og i Hans Navn arbeide trøstig hver efter Kald og Formue, visse paa, at Haabet skal aldrig beskiæmme. Der er en Slægt, siger Skriften, som ikke bæver, naar den bespotter Majestæter, og langt behøve vi ikke i vor Tid at vandre for at møde Folk af den Stamme; o at dog hver vilde vogte sig vel for at blandes med dem, vogte sit Hjerte og vogte sin Tunge! Ja, jeg vil tale frit og aabenbart, som det sømmer sig for Præsten især; det er Hedningers Viis at skiælde deres Afguder eller deres Konger, naar Uheld times dem; ogsaa i dette, som i saa Meget, ja i Alt, ere Mange nuomtide Hedningers Staldbrødre, og jeg er vis derpaa, at kommer den Trængsel og Skam over Landet, som vi kan vente, som er den Tugt, vi saa længe fortiente, som skulde virke Bedrøvelse efter Gud til Omvendelse og Frelse, o da vil Mange knurre mod Ham, som Herren satte over os, og de meest, hvis Brøde er størst, som have gjort Alt for at nedkalde Herrens Straffedomme.

49

Det er sandt, en Konge er ingen Gud, ogsaa han er Støv og Aske, et skrøbeligt Menneske, som kan forraskes, forledes og feile, men hvem er da den fuldkomne Mand, som har Ret til at dømme? var han her, han vilde taus nedbøie sit Hoved og skrive paa Jorden. Ja, stirrer dog engang ret vist paa Mændene i Purpur, som klæde Verdens Troner, og siger mig dog, for hvilken af dem alle I, hvis det stod til Eder, vilde bortbytte den Konge, hvis Lyst er til Retfærdighed, hvis Øre ei lukkedes for Sandheds Tale og ei for Betlernes Klage, hvis Øre og Sal stod aaben for Hyttens, som for Paladsets Indbyggere, den Konge, hvis Hjerte føler Landets Nød, ja hvis Taarer vilde være mellem de sandeste, der vædede Dannemarks Gravhøi; ja jeg tør sige det, for Kong Frederik den Siette, og trods den, der tør kalde mig en Løgner eller Hykler eller leiet Smigrer, trods den, der kan sige, at jeg nogensinde annammede eller beilede til Guld eller Ære af Kongens Haand, trods den, som skal høre eller see mig beile til Saadant! Nei, kun derfor siger jeg det, fordi det er Sandhed, vigtig og glædelig Sandhed, fordi de Ord, som vor Tidsalder vilde udslette med hinanden: frygter Gud og ærer Kongen! staae tilsammen i min Bibel, og jeg vel skal vogte mig for at adskille, hvad Gud har sammenføiet. Og visselig, det baader slet Ingen (ved) at prøve derpaa, det skal derfor være min sidste inderligste Formaning til Eder: frygter Gud og ærer Kongen! beder med mig til den ene, vise og mægtige Gud, at Han vil være vor Konges Raadgiver, veilede Ham til al Sandhed, stadfæste hans Trin paa de rette Veie, og stadfæste hans Kongeslol i det frelste og rensede Land, saa vi engang under Hans Retfærds Spir maatte leve et roligt og stille Levnet i al Gudelighed og Ærbarhed! O, kunde, o vilde Mange bede saa, bede saa i den Herres Jesu velsignede Navn, da skulde det sees, trods Verdens Nei, at Bønner kan værge Lande og opholde Troner, medens hine ødes og disse styrte mellem Guldets Dynger og Hærens mange Tusinder.

Ja hører mig, og hører Sandheden, alle, som have den kiær! kun derved kan Fædrenelandet frelses, at vi forkynde Hovmod og Egennytte og kiødelig Vellyst en evig Krig, at vi ydmyge vore Hjerter for den ene Vældige, Kongernes Konge, at vi oplade dem for Hans Aand og Hans Ord, at vi udbrede dem i inderlig, reen og uegennyttig Kiærlighed til hverandre, som Lemmer paa det samme Legeme, til Kongen, som Legemets Sjæl. Veed Nogen i Herrens Frygt Raad, som kan due, Ord som bør høres, nu vel, saa give og tale han dem i Herrens Navn ærbødig 50 og frimodig, uden Frygt for dem, som ei kan slaae Sjælen ihjel, ja som ei have Magt over et Haar paa vort Hoved, uden den gives dem herovenfra; men lade vi, selv raadvilde, vor Tunge fare frem paa Jorden, knurre vi over den Byrde eller Skjændsel, som trykker og rammer os, da bekiende vi kun dermed, at vi ikke frygte eller elske Gud, men elske Verden, dens Ære og Liggendefæ, da skal vi vide, at Herren vil ikke frelse os, at kunde vi og forsamle alle Verdens Vise til vor Øvrighed, kunde vi bygge vore Huse af Guld, og opfylde Jorden med vore Hære, vi skulde dog forgaae, naar Han talte, som tilintetgiør de Vises Visdom og de Forstandiges Raad, for hvis Trudsel Jorderig maa bæve, Stormene standse, og Bjergene flye.

O give da Gud! at Tvillingrigets Mænd vilde i disse Tugtens og Trængselens Dage oplade Hjertet for Sandhed, for Følelsen af den Sandhed, at vi have syndet med vore Forfædre, mishandlet og havt os ugudelig, for Følelsen af den Sandhed, at vilde Gud handle med os efter vore Synder og betale os efter vore Misgierninger, vilde Han ei glemme vor Overtrædelse i Miskundhed, og naadig lade Sit Ansigt lyse, da vare vi forlorne; men og oplade Hiertet for den Trøst, der taler til os som Børn, og siger: hvor er den Søn, som Faderen ei revser, og hvem Herren elsker, den revser Han; thi medens den er nærværende, synes vel al Revselse ikke at høre til Glæde men til Bedrøvelse; men derefter skal Han igiengive dem Retfærdigheds fredsommelige Frugt, som ere øvede derudi.

Derfor Brødre! Venner! gamle Danmarks Sønner! opretter de hængende Hænder og de forsmægtede Knæ, og giører visse Trin med Eders Fødder, at ikke det Halte skal drages af Led, men heller vorde lægt! Lader os frygte Gud og ære Kongen! da skal Gud velsigne os og det gamle Land, hvor Gudsfrygt og trofast Kiærlighed til odelsbaarne Konger har havt et Hjem i de forbigangne Dage, som ingensteds i denne Verdenspart. Ja, da skal det skee, hvad Frederik den Sjette skrev og talte vist af Hjertets Fylde; de gudfrygtige, kiærlige Følelser, vi lægge for Dagen i Trængselens Tider, dem skal Han aldrig glemme, de skal trøste og størke Ham under den svare Byrde og den tunge Bekymring, under den Tornekrone, Herren satte paa Hans Hoved; de skal skynde Ham til, stedse mere ivrig at søge Raad og Kraft og Trøst hos vor Fader i det Høie; og naar Prøvelsens Time er til Ende, da skal Roser udspringe af den Tornekrone, og smykke Hans Tinding, og læge de blodige Saar, og uddufte Liflighed og Glæde over Landet. Ja, vi som frygte Herren, vil 51 istemme i Dannemarks Navn med den hellige Sanger1: min Gud! Afgrund raaber til Afgrund for Dine Elves Lyd, alle Dine Vover og Dine Bølger gik over mig, jeg vil sige til Gud: min Klippe, hvorfor haver Du glemt mig, hvorfor maa jeg gaae i Sørgeklæder, medens Fjenden trænger? medens der myrdes i mit Inderste, forhaane mine Fjender mig, i det de sige den ganske Dag til mig: hvor er din Gud? Send Dit Lys og Din Sandhed! at de, de maa ledsage mig, at de maa føre mig til Dit hellige Bjerg og til Dine Boliger, og at jeg maa indgaae til Guds Alter, til min Fryds, min Glædes Gud, og takke Dig paa Harpe; o Gud! min Gud! Hvorfor nedbøier Du Dig, min Siæl, og hvorfor bruser Du over mig? bie efter Gud! thi jeg skal endnu takke Ham, mit Aasyns megen Frelse og min Gud! O, gid vi Alle kunde sige Amen! i Jesu Navn Amen!

*