Grundtvig, N. F. S. OM UDSIGTERNE FOR CHRISTI KIRKE

✂ DEN 6. Juli 1814 var Grundtvig tilstede ved Landemodet i Maribo Kirke og oplæste en Afhandling, hvis fulde Titel i Opskriften er følgende:
Om
Udsigterne for Christi Kirke
til at læse
paa
Laalands Landemode
i
Maribo Domkirke
d: 6te Julii
1814

✂ Denne Tale, som tidligere er trykt i Dansk Kirketidende for l6. og 23. Juli l876, er mærkelig derved, at Gr. deri for første Gang Mart og udførligt gjorde Rede for det ejendommelige Haab, han nærede, om Kristenlivets Genfødelse i Danmark og den store Opgave, Gud vilde give den danske Menighed at løse i dens sildige Blomstringstime.

✂ Dette Haab var opkommet hos ham i Efteraaret 1810, da han under sin begejstrede Bibellæsning blev »lynslaaet« af den Tanke, at de syv Breve i Johannes' Aabenbaring er stilede til syv store Folkemenigheder, der skal afløse hinanden som Førere for Kristenheden indtil Dagenes Ende, og da den Anelse dæmrede for ham, at den sjette af disse Menigheder, med Navnet Filadelfia, d. e. Broderkærligheden, maatte være den nordiske. - Han siger tyve Aar senere, i en af Søndagsbogens Prækener, at denne Opdagelse »tændte det gaadefulde Lys, hvori han siden vandrede, og den hellige Ild, som brændte i hans Hjerte, naar han talede til Folket og oplod dem Skrifterne«. - Dette var den Stjerne, som han saa' lyse over Norden i Aandens Vinternat.

✂ I Begyndelsen stirrede han mod Norge i den Forventning, at Filadelfia 53 skulde bygges paa dets Fjelde. Men efter Skilsmissen i 1814 vendte han Blikket mod Danmark og vandt nu den Overbevisning, at det var her, i hans ringe og foragtede Fædreland, at Lyset skulde tændes i Stagen for at straale ud over Verden.

✂ Dette store Haab har han nærmere begrundet i sin Tale i Maribo, hvoraf Slutningen her skal meddeles. Foredragets Begyndelse indeholder en almindelig Betragtning over den kristne Kirkes Vilkaar i de skiftende Tider, idet Grundtvig gør opmærksom paa, at ligesom Indbildningskraften udmærkede Oldtidens og Følelsen Middelalderens Kirke, saaledes er Fornuften den fremherskende Evne siden Reformationen.

✂ VI veed det alle, at Saxen blev Landet, hvor den gudelige Fornuft i Morten Luther greb Troens Banner og streed mandelig og seierrig for og med Guds Ord, mod alle dets Fiender. Her er ikke Tid til at udvikle med mange Ord, enten hvorledes Gud underlig havde forberedet dette store Værk, hvorledes Han synlig udførde og velsignede det, eller, hvilken Grad af Erkiendelse der spores i den luthersk-christelige Bekiendelse. Det maa i denne Henseende være nok at komme med et Ord Hovedsagen ihu, den nemlig, at Bibelen blev gjort til den eneste Rettesnor, at den oversattes i hvert Lands Tungemaal og gaves Folket i Haand, thi dette er Grundtrækket af den republikanske, fornuftige, folkelige Forfatning, der nu begyndte i Kirken, Dog bør det ikke forglemmes, at Luther udgik af Munkeburet, at Brødre af den hellige Augustins Regel havde forplantet sig i Løn ligefra hans Tid, opvoxde i det 15de Aarhundrede til en talrig Orden, i hvilken hans Skrifter flittig læstes, og den i Verden husvilde gudelige Følelse fandt et Fristæd. Vist nok forvildede den sig i Mysticismens dunkle Lunde, fordi Ordets Lys kun trængde sparsomt gjennem de malede Ruder ind i Munkesellen; men dog var det der, Morten Luther af en gammel Broder lærde at tye til Naadestolen i Christi Blod, dog var Staupits, Ordenens tydske General, Luthers store Velynder, som nødte ham til at fremtræde paa Vittenbergs Høiskole, dog fandt 54 Luther mellem Augustinerne mangen tro og nldkiær Stalbroder.

✂ Saare lærerigt er det, at betragte Reformationens Modtagelse og Skiebne hos de adskillige Folkefærd; men her maa det være nok at bemærke, at overalt sydenfor Saxen, undtagen i Vyrtemberg, ligeledes i Engelland, tiltog Fornuften sig mere eller mindre Herredømmet over Guds Ord, fordi den dybe Følelse fattedes; Saxen selv blev snart en Tumleplads for saadanne Feider, som aabenbar kundgjorde, at Christendommen der hos de fleste Boglærde var mere Fornuftens end Følelsens, mere Hovedets end Hjertets Sag. Vi maa nu haste til den sidste Tid, til den, som endnu varer, til Kirkens Trængselsdage, som synes at spaae dens Undergang, og nøies med den Bemærkning, at ligesom sand Christendom i de ældste Dage fortrængdes af luftige Griller og Forestillinger, den utæmmede Indbildningskrafts Fostre, saaledes fortrængdes den i Middelalderen af Overtroe paa Mirakler og Helgene og udvortes Bod, den vildfarende Følelses Døttre, og sidst af Tvivlesyge og verdslig Kløgt, den selvkloge Fornufts vanartige Tvillinger; altid var det Afguderie, avlet af Hjertets Ulyst til at tjene Gud i Sandhed og Reenhed, kun Afguderne skiftede efter det Foranderlige i Menneskets Vilkaar.

✂ Nu først have vi et Stade, hvorfra vi kan overskue Tiden og Folkene og vente med Held at besvare Spørgsmaalet om Kirkens Skikkelse og Hjem i de tilstundende Dage. Kirken maa fremstaae med en klarere Erkiendelse af Sandheden end nogensinde før, med en dybere Forstand paa den hellige Skrift, en klarere Indsigt i det Aabenbaredes Sammenhæng med Menneskets Vilkaar, og hans egne alvorlige Tanker, og denne [er] for os umulig uden Bekiendskab med den Lærdom og de Granskninger, som ere sankede og foretagne tit i den uchristeligste Hensigt, men dog af Gud styrede, beredte og bevarede til Kirkens Brug og Forherligelse. Er der da intet Sted udenfor Europa, hvor Videnskaberne i den sidste Tid have blomstret, hvor Lærdommens Skatte ere samlede, da er det ogsaa vist, at en nærforestaaende Gienfødelse af Christendommen er at vente, ikke udenfor men i Europa.

✂ Men hvor? Det maa være hos et Folk, som hidindtil ei var Høvding i Kirken, hos hvem Følelsen hidindtil har hersket meer end Erkiendelsen, som altsaa ikke har glimret i Videnskabernes Rige, men som dog er Borger deri, og har af Gud faaet Evner til i sin Tid at vorde det ypperste blandt alle. Saadant maa 55 Folket være, thi uden den dybe Følelse vorder Christendom ikke Alvor, uden den bøier Fornuften sig ikke under Troens Lydighed, og uden en særdeles aandelig Natur er Folket uskikket til den høie Erkiendelse. Nu kan Man frit sige, skal et saadant Folk findes i Europa, da maa det være nordenfor Elben, thi Schvaben og det catholske Schveits maatte være de eneste sydlige Lande, hvorfra alvorlige christne Folkestammer kunde ventes; vist vil de ogsaa komme [?], men efter alle Tegn staae i samme Forhold til Røsterne fra Norden, som Zvingel fordum til Morten Luther.

✂ Var nu Norden Eet i Sind og Stat, som den det er i Herkomst og Tungemaal, da var det et ligesaa usømmeligt som unyttigt Spørgsmaal, hvor Kirken skulde reise sig; nu derimod, da de trende Riger staae meer adskilte, end de have staaet i fire hundrede Aar, da de tvende hver for sig haabe at blive Nordens Høvding, og det tredie kun er tvivlraadig om, i hvis Haand det skal falde, nu er det sømmeligt og tilbørligt at opkaste og betragte det Spørgsmaal, og hvor det besvares bedst, visselig, der vil Kirken staae.

✂ Som Danmarks christne Søn har ogsaa jeg i Guds Navn grundet paa det Spørgsmaal, og Slutningen blev for mig: i Danmark skal Kirken dennesinde gienfødes. At jeg ei dømmer dette af blind Kiærlighed til Fædrenelandet, derom vidne mine Skrifter, hvor det ligger tydelig for Dagen, at jeg giennem flere Aar stirrede paa Norge, som det Christenbarns herlige Klippevugge, at jeg i Roskilderiim kiæmpede mod den Aand, som vilde vende mit Øie fra Fjeldene til Marken, at jeg ei vendte det, før Norge i Ukiærlighed og Stolthed vendte Dannemark Ryggen og kundgjorde derved aabenbar, at mellem Klipperne kan Vuggen ikke staae, thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver Han Naade; ei fødtes Frelseren af Kiæmpestyrke under Høieloft, men ved Guddomskraft udsprang han i den ydmyge Jomfrues Skiød under Hyttens ringe Tag, og saaledes gienfødes Hans Kirke til Dagens Ende; dens Fostermoder maa altid sige i Følelsen af sin Ringhed: hvorledes skal det gaae til, og da er Svaret: Den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høieste Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det Hellige, som fødes af dig, kaldes Guds Søn. Ved første Øiekast maa dette Haab vist nok synes saare ugrundet, thi ikke at tale om den hykkelske Ærbødighed, der i Sverrig vises for den udvortes Gudstjeneste, er det vitterligt, at der i Norge findes langt flere Levninger af gammel Christendom end hos 56
os; ja Haabet maa synes allerunderligst hos mig, som ved at forkynde eenfoldig Christendom i Danmark, synes kun at være modtaget med Had og Haan og Ligegyldighed, som veed, at Hundreder i Norge gave gladelig Agt paa min Tale, som veed, at Tusender vilde giøre det, om jeg talde blandt Fjeldene, men just dette skal vidne trofast om, at det ei er med Hensyn paa mig selv og mine personlige Ønsker, at jeg fattede det store Haab om Fædrenelandet. Nei, Betragtning af Tidernes Tegn og Dannerfolkets Vilkaar, som Historien aabenbarer dem, er det alene, som avlede Haabet, ja den urokkelige Vished, at om og i denne Stund alle vore Øine lukkedes, alle vore Læber tav, som ere her forsamlede, danske Læber, som alt røre sig, skal dog forkynde Evangelium med lydelig Røst, Øine, som alt ere over Mulde, skal dog see Kirken løfte Spiret høit og herligt over Danmarks Vange. I Hjertet alene fødes den sande Tro, og Dannemark er Nordens Hjerte; det er det eneste korte Beviis, jeg her vil føre; men tvivler Nogen om den Sætnings Sandhed, at Dannemark er Nordens Hjerte, da oplade han dets Krønike, og Fortiden skal undervise ham, eller han oplade kun sine Øine, og det Nærværende skal tale. Det er vitterligt, at saa kolde end Hjerterne ere i denne Egennyttens Vinter, er dansk Gavmildhed endnu et Vidunder for Folkene; det er vitterligt, at saa almindelig end Svig og Underfundighed øves iblandt os, er dansk Troskyldighed dog endnu et Skiældsord i den troløse Verden. Det er vist, at hvormeget Uvæsen end daarlig Hovmod og Forfængelighed driver iblandt os, høre dog endnu de Danske ilde blandt de hovmodige Folkefærd for deres Mistillid til egen Kløgt og Kraft, og dog er det vist, at i intet Land dyrkes Videnskaberne med saameget Alvor og til saamegen Hæder, hos intet Folk findes der [saa-] meget Heltemod, saamegen Opoffrelse, naar det giælder, som hos os. Ja, vi behøve ikke at see paa andet end paa Nordens Sønderrivelse i de sidste Dage, for at see, hvor Nordens Hjerte er. Rænkefuld og ugudelig udstrakde Sverrig sine Arme efter Norges Krone, ja egenlig efter Nordens Trillingkrone. Hovmodig og med et foragteligt Blik til Dannemark kronede Norge sig selv. Dannemark græd dybtbevæget som Søsteren, der mister en elsket Broder, som Kvinden, af hvis Arme Manden udrives, og Dannemark taalde Norges Bebreidelser og sagde, de ere forskyldte, og Dannemark jublede ved at see Kronen paa Norges Hoved og lyste Guds Velsignelse over den Stolte, Kiære; og hvor er da Nordens Hjerte, hvor, uden i os, saamegen Ureenhed der end monne findes. Visselig, det kan ingen mistænke 57 mig for, at jeg vil smigre mine Landsmænd, eller indbilde dem, at de ere dydige, gudfrygtige Mennesker og sande Christne; straffet og revset og varslet, det har jeg i Jesu Navn, trods Vrede og Spot, det skal og maa jeg, saalænge disse Læber kan røre sig, men derfor kan og maa jeg ei lukke Øiet for den Sandhed, vore Laster kundgiøre ligesaa høit som Levningerne af Fædres Gudsfrygt og Dyder, at vi ere Nordens Hjerte, at efter Guds underfulde Husholdning maa fra os, det ringeste, mest fornedrede blandt Folkene, Lyset og Røsten udgaae til at veilede de Blinde og vække de Sovende. Vi leve i Verdens Alderdom, og mangegange vil visselig Kirken ikke synke og reise sig, før den store Dag kommer, da Himlene sammensvøbes, Jorden udglødes i den store Smelteovn og renses til en Bolig for de Retfærdige og Guds evige Tabernakel; lunkne ere selv de Bedres Hjerter, som det i Alderdommen pleier at skee, de verdslige Sorger ere saamange, og Attraaen saa stor til over Tankerne at glemme Følelsen, og visselig, den Menighed, som nu kommer, maa frygte for at blive den syvende og sidste, til hvilken Herren siger: du est lunken og hverken kold eller varm, derfor vil Jeg udspye dig af min Mund. Dog, det vil den ikke blive, thi ligerviis som den gamle gudfrygtige Mand oplives og opvarmes ved at komme Ungdommens Dage ihu og betænke Guds underfulde Førelser og inderlige Miskundhed, saaledes vil den danske Menighed oplives og opvarmes ved at betragte de forbigangne Tider og Guds Huusholdning i dem, giennem Historien vil den tilegne [sig] de hellige Martyrers himmelske Syn og de fromme Munkes inderlige Kiærlighed, og bøie ydmygelig Knæ ved i Speilet at beskue Guds urandsagelige Viisdom og Hans Naades uudtømmelige Riigdom. Ja, det er, hvad alt Forfædrene have ahnet, det er den sjette Menighed, som nu skal opstaae, den Menighed, som fører Navn af Broderkiærlighed, den Menighed, til hvilken Herren siger: Jeg giver dig Davids Nøgel og en opladt Dør, som Ingen kan lukke; det er Tidens Dør, det er Historiens Vidnesbyrd om Christendommens Sandhed, som aldrig kan afkræftes; den Menighed, til hvilken Han siger: Jeg vil giøre, at Nogle af dem, som sige sig at være Jøder, men ere det ikke, men ere Satans Synagoge, skal tilbede for dig, saa det maa kiendes, at Jeg haver elsket dig det; er Muhammedaner, maaskee ogsaa Jøder, som skal indlemmes i Kirken, hvortil Beredelserne ere skedte og skee daglig for vore Øine.

✂ Det er da Kirkens Udsigter, at den snart skal opreises over Daners Mark, og Gud veed, hvorvidt mod Syden og mod Norden, 58 men visselig paa Grønlands og Hindostans Kyster, at den igien vil synke, og endnu eengang opreises, men kort, ventelig mellem Norges Klipper, og naar den da atter synker, da kommer Enden, da maa den komme, thi da er det som i Noa Dage, Slægten er forhærdet og uduelig, og for Djævle er Jorden ikke skabt. Dennegang vil Historien oplade sin Mund og vidne om Christo, sidstegang vil Naturen tale og Korsets Tegn udskues i Triangler og blandt Stjerner i det Dybe og det Høie, og det kan vi forstaae, at naar baade Tiden og Rummet have aflagt deres Vidnesbyrd om Sandhed, og Menneskene alligevel bortkaste Troen, da er det kun Djævletrods, da er det den Synd til Døden, som ei kan forlades her eller hisset.

✂ Disse ere da den Christne Kirkes Udsigter, saadanne som de vise sig fra Troens Fjeld og stadfæstes ved Historiens prophetiske Tale; jeg er vis paa, at ingen Christen, som fulgde mig med Øie og Øre, skal finde, at jeg paa Sværmeres Viis tog min Flugt i Luften, eller tilegnede mig nogen umiddelbar Oplysning om uvordne Ting, men at jeg kun gjorde, hvad Jesus befoel os, agtede nøie paa Tidernes Tegn. Denne Tale skulde lære, hvorledes jeg i Sangen tør tale saa vist om useete Ting, den vilde gierne tillige indgyde andre det glade Haab og Mod, hvoraf den udsprang, thi os er ikke givet at vide Tiden eller Stunden, naar Herren kommer, naar Han vil opreise Sin Kirke, men det veed vi, at vi skal vaage og vente og give Folket den rette Spise, som er Guds Ord, i betimelig Tid, da siger Herren: vel den Tjener, hvem Jeg finder saaledes, naar Jeg kommer ved Midnat eller Hanegal, visselig, Jeg vil sætte Ham over mit Huus.

✂ Det er øiensynligt, at ligesom Ingen uden igiennem megen Trængsel kan indgaae i Guds Rige, saaledes kan ei heller Nordens Hjerte uden ved stor Trængsel beredes til at være den Hellig Aands Tempel. Begyndt er Trængselen for længe siden, unyttig var den ingenlunde, men da Hjertet endnu hænger saa fast ved Verden og banker saa svagt for det Himmelske Fædreneland, da er det aabenbart, at vi afnøde Gud end haardere Trængsel, at vi, som Folk og Rige, maa komme paa Undergangens Bred, og at vi da først i Opløsningens Krampetræk oplade Øiet for det bundløse Svælg, komme ihu, hvilken kiærlig Fader vi have i Himlen, vende tilbage med den forlorne Søn, bekiende vor Synd og tages til Naade, og iføres herlige Smykker og juble i Sang, til Verdens Forundring og vor høihjertede Broders Misundelse.

✂ Dog, dunkle ere Fremtids Dage; Ingen af os kiender den Pine, under hvilken Kirken skal fødes, eller Navnene paa Østerlands Vise, som skal tilbede for den Nyfødte, eller den Vold og de Rænker, med hvilke Herodes vil efterstræbe Barnets Liv; men det veed vi, at vor Moder snarlig vil glemme sin Bedrøvelse over den Glæde, at et Guds Barn er født til Verden; det veed vi, at ingen Trængsels Nat er for mørk til at opklares ved Guds Ords Lys, at ingen Fjende er saa vældig, og ingen Rænker saa fine, at Min jo kan brydes og disse opdages af Ham i det Høie, og endelig, at Trængsel af Herrens Haand er en hellig Gave, er en bitter men livsalig Kalk, som ene kan lære os at føle dybt, hvor vort rette Borgerskab er, og udbryde af Hjertet med den hellige Apostel: vi have mere Behagelighed til at fare herfra og være med Herren, thi det var jo meget bedre, og til at høre i Hjertet det salige Amen, i Jesu Navn Amen!