Grundtvig, N. F. S. Danne-Virke III

Danne-Virke
et
Tids-Skrift
af
N. F. S. Grundtvig.
Tredie Bind.

Klokken i den danske Kirke
Det er Sagas klingre Skiold,
Til at bygge Danne-Virke
Vække den hver Dane bold!
Ret den klinger dog i Vangen,
Kun i Chor med Kirke-Sangen
Under Thyra Dannebod.

Kiøbenhavn, 1817.
Trykt paa A. Schmidts Forlag,
hos Schiøtz & Mandra.

476

Til Morten Luthers Minde.1

Morten Luther! kanst du høre,
Hvad som klinger under Skye,
Da skal og min Røst dig røre
I et sælsomt Morgen-Grye,
Mens til Højre Lys jeg skuer
Og til Venstre falske Luer,
Tvivler mellem Smiil og Graad.

Elsker end jeg Bøge-Skoven
Og Kiær-Minden i dens Lye,
Danne-Marken, Danne-Voven,
Sællands Konge-Kilde-Bye,
O! saa er dog Danne-Virke
Mig kun Tant, naar Christi Kirke
Sætter ei derpaa sit Spiir.

Danmarks Vise-Toner søde
Ligge vel mit Hjerte nær,
Mine Kinder og maae gløde
Under Kvad om Herrefærd,
Ja, naar Bjarke-Maalet dønner
Mellem gamle Nordens Sønner,
Lytter jeg med sælsom Lyst;

Dog, o Luther! vist jeg priser
Høiere din Kæmpe-Gang,
Og langt meer end alle Viser
Er mig dine Psalmers Klang:
Choret sang du op af Grave,
Og med lutter Ceder-Stave
Hegnede du Kirken ind!

* 477

O! hvis end i Dane-Vangen
Reddet er ea Brand fra Baal,
Hører der man Efter-Klangen
Af Martyrers Bjarke-Maal,
Hvem, næst Gud, paa Hjertets Vegne,
Skal vor Tunge det tilegne,
Morten Luther! uden dig!

Ja, o, Luther! vil i Blinde
Dine Fodspor trindt man skye,
Altid skal dog en Kiærminde
For dig groe i Bøge-Lye,
Groe, til sidste Bøg henvisner,
Sidste Danne-Hjerte isner,
Med Guds Hjelp, til Domme-Dag!

Ja, saalænge Danmarks Tunge
Tale kan af Hjertens Grund,
Om din Færd skal Fuglen sjunge
Sødt paa Kvist i grønne Lund;
Danmarks Sang og Danmarks Sage
Regne skal fra dine Dage
Kirkens andet Jubel-Aar!

Jubel-Aar! her stritter Runen,
Som om Liv og Død det gjaldt;
Over Skoven har Basunen
Os forkyndt, det vendes alt;
Ja, ved Sommer-Soelhverv skrider
Aaret jo til begge Sider,
Endes nu ei dine Aar!

Nei, lad Vind og Fløi sig vende,
Dagen stækkes, som den maa!
Dine Aar faae aldrig Ende,
Medens Dagene bestaae;
Med Guds Kirkes Aar de vare,
Og det har slet ingen Fare,
Den jo varer Verden ud!

Ingen Fare, thi Han raader
Som er hos Guds høire Haand,
Leer kun ad de lette Gaader,
Som ham byder Verdens Aand,
478 Løser dem, som Solen Skyer,
Naar den kiæk sit Lys fornyer,
Løser op dem Sig til Glands!

Lad kun Maanen sig umage
For at mørkne Kirkens Dag!
Lad kun Torden-Skyer brage!
Lad kun lyne, Slag i Slag!
Lad kun Baal paa Graven tændes!
Luthers Been skal ei opbrændes,
Lynet dem opliver kun.

Ja, det Lyn, som Skyen bryder,
Slaaer til Verdens Gru kun ned,
Liv og Lys det mildt indgyder
Herrens kiøbte Menighed;
Midt i et ægyptisk Mørke
En nedlynet Soel med Styrke
Straale skal i Gosen-Land.

Fimbul-Vinter over Jorden
Strækker ud sit Iistap-Spir,
Tillagt snart er Isse-Fjorden,
Og den himmelblaa Saphir,
Som i Havfru-Kronen funkled,
Blegnet, graanet og fordunklet,
Kan ei favne Solen meer!

Vinter-Soelhverv er for Haanden,
Da er Ragna-Roke nær.
Kan ej Sjælen fatte Aanden,
Ingen staaer for Surturs Sværd!
Men i Bibel-Trykkeriet
Saga-Sjælen blev indviet
Til at fatte Sandheds Aand!

Lad da Ragna-Roke komme!
Det er kun en Advents-Nat;
Thi naar Mortens-Dag er omme,
Lakker det mod Julen brat;
Paven skal forgaae med Tyrken
For den høie Røst i Ørken:
Jævner, baner Herrens Vei!

479

Vend dig, Jordan! løb tilbage!
Løft dig op fra Edens Mark!
Atter komme Josvas Dage;
Plads for Herren og Hans Ark!
Sol! stat stille over Leiren!
See paa Israel og Seiren!
Vær kun skjult for Mørkets Hær!

Jericho! med dine Mure
Israel giør kort Beskeed,
Guds Basun og Sagas Lure
Blæse dem som Løv-Værk ned!
Seiren følger hver en Dommer,
Og naar da Kong David kommer,
Vinde vi Jerusalem!

Dog, hvorhen paa spinkle Vinger
Vover du dig, spæde Fugl!
Nyn, mens du dig brat nedsvinger:
Mindes Mortens-Dag til Juul!
Stræber! stræber! Guds er Kraften!
Stakket Dag og hellig Aften!
Nadveren er alt beredt!

480

Fortale.

Et Aar er nu gaaet om, siden jeg skrev Fortalen til første Bind af Dannevirke, og leveret har jeg i Fyld, hvad man almindelig kalder en Aargang; Spørgsmaalet er kun, om det tillige er en Aargang i Fylde: om jeg har bygget paa en Grundvold, der kan bære et aandigt Danne-Virke, og bygget Noget, der med Føie kan føre Navn af Begyndelse til et saadant? Saalidet jeg nu end selv kan i min egen Sag vente at agtes for uvildig Mand, saa kan jeg dog endnu mindre vente, at en saadan for det Første vil skiænke mit Arbeide den Opmærksomhed og Eftergrandskning, som udkrævedes for at besvare hine Spørgsmaal tilgavns. Derfor, mener jeg, det ei er af Veien, herom at sige et Par Ord, og jeg skal bestræbe mig for ikke at sige et eneste, som jeg jo vilde sige om et fremmed Arbeide, og som jo kan giælde, naar jeg er glemt.

Et dansk-historisk Tids-Skrift har jeg lovet og med Navnet forkyndt; Syn, Kundskab og Vidskab skulde det, ved Sang, Fortælling og Betragtning, stræbe at befordre, og værne om ægte Danskhed, som er Dannished. Hvad nu Grundvolden angaaer, da er det, som jeg baade har erklæret og viist, ikke blot min Overbeviisning, saaledes som man misbruger dette Ord om sin Mening, hvor løs den saa er, men min fulde Overbeviisning dvs. min Troe, at det ikke alene giælder om en afsondret theologisk Lære-Bygning, men om al Bygning i Aandens Rige, at Ingen kan lægge nogen anden forsvarlig Grundvold, end den, som lagt er: Jesus Christus. Saare fatteligt er det ogsaa, at hvad der er den eneste Grundvold for Kirken, maa tillige være det for Historien, og dermed for alt Aandigt; thi det var jo umuligt, at en Lærdom, der aabenbarer Guds Forhold til Verden og Mennesket, Menneskets Bestemmelse og Maaden, hvorpaa samme ene kan opnaaes, at den Lærdom 481 kunde være sand, uden at finde sin Stadfæstelse overalt i Verden og Mennesket dvs. i alt Timeligt, saa det kun er Spørgsmaalet, om vi kan finde det, hvilket unægtelig igien er det Samme som at spørge, om vi kan giøre noget Skridt til Sandheds Erkiendelse, om vi kan fatte Noget i sit sande, aandige Forhold. Altsaa blot herom, og om hvorvidt Christendom er Sandhed, kan der være Strid mellem Mennesker, som veed, hvad de sige; og indrømmer man først, at Christendom er Sandhed, og Vidskab muelig, da skal man nødes til at modsige sig selv og Sandheden i sig selv, hvis man ikke vil indrømme, at ChristenDommen er al Vidskabs retmæssige Dommer, hvis Udsagn man overalt skal følge, uden at maatte indbilde sig, at Noget er forstaaet, førend det sees i Overensstemmelse dermed.

For Grundvolden er jeg da rolig; rokke den, hvo som kan! hvo som ei blot kan meer end de Vise og Mægtige i fordum Tid, der sprængde sig forgiæves, men meer end den Aand, der øiensynlig har styret Tidens Løb! Men, der staaer ogsaa skrevet: enhver see til, hvad han bygger derpaa! og det er da Spørgsmaalet, om det er Ret, at bygge et Danne-Virke dvs. et Danne-Giærde eller Danne-Værn derpaa, og om jeg giør forsvarligt Arbeide? Hertil maa jeg fornemmelig svare: det vil Tiden vise; thi Ilden skal prøve Enhvers Gierning, og kun hvad der udholder Ild-Prøven, hvad der i den ikke fortæres som hint ved Eideren, men luttres og sammensmeltes som det, Ansgar begyndte paa, kun det er forsvarligt; thi vi mægte Intet mod Sandhed, men for Sandhed. Skal jeg leve min Alder ud, da vorder jeg vel selv Vidne til den første Hede, og holder Værket den ud, da seer man, det er godt indtil Videre, ligesom Thyras Vold, og det er, som man veed, Alt, hvad jeg ønsker; thi det er jo kun en ufuldkommen Begyndelse, som skal fortsættes og forbedres: et Hastværk, som Thyras, der kun skal stoppe den tydske Keiser, saa han ikke ved Overrumpling bortsnapper vor Dronning; vil Nogen engang, som Thyras vanartige Søn, misbruge Værket til at lukke Skoven for Sandhed, da skal han være nødt til at dreie det fra Grundvolden, og lad det da kun falde, lad kun de Hanke brænde, som gjorde Dreiningen muelig, naar kun Stumperne due og kan staae, hvor de skal! Det er mit Haab, ja, det er mit sikkre Haab, som vist ei skal beskiæmmes, og hvad vil det da sige, om man et Øieblik, som Athene1, bedømmer, hvad man ikke forstaaer, leer ad, hvad man ikke kan lide, og blæser *

482 ad, hvad man ikke kan rokke; det er ikke paa Jerichos Mure, jeg bygger, og Jehovahs Basun kommer vist ikke i Athenes Leir, uden vel engang som i Midianiternes, naar det hedder: Herrens Sværd og Gideons! At et Danne-Virke kan giøres behov, det vil her sige: at vi trænge til at faae Konst og Videnskabelighed og, med eet Ord, det historiske Menneske-Liv betragtet med, hvad Saga tillader os at kalde et dansk Øie, et Øie, der, uden at bryde sig om Glimmer og Skryll1, kun søger Sandhed, som den i Soelskin kan sees paa den jævne Mark af enhver, der vil lukke sine Øine op; at vi trænge dertil, og til at faae slige Betragtninger fremsatte i et saa jævnt og trohjertigt, men just derfor ogsaa dybt og træffende Sprog, som vort Moders-Maal beviislig er, det skal Ingen med Sandhed kunne nægte, som veed, i hvilket et Vilderede engelske, franske og tydske Boglærde have ført os, netop i Henseende til de allervigtigste Spørgsmaal, til Spørgsmaalene om, hvad det er ret og forsvarligt at troe om den Skrift, der er kommet til os som Guds Ord, og det sande Forhold mellem, hvad vore Fædre kaldte Bogen og boglig Konst. Hvorvidt jeg er det Arbeide voxen, veed ikke jeg, og tit har jeg ønsket mig fri derfor; men da ingen Anden vilde begynde fra den rette Ende, kunde jeg ikke længer taale at see paa, hvorledes man, i Athene og i Alt, hvad dertil hører, bogstavelig trak Rus 2 med livlige Unger-Svende, som sattes til Bogen og lode sig lettelig bedaare af høitravende Ord, glimrende Løfter og borgede Purpur-Lapper, saa de meende at svømme i Mimers Brønd, naar de stode til Halsen i en Tørve-Grav, og ledte der om den evige Idee i Naturens progressive Formationer, fra Ur-Bjerge, som sagt, til TørveMoser, fra Seerne paa hine til dem selv med deres inlellectuelle Anskuelse af deres eget indtagende Billede i disse. Jeg har gjort, og skal, med Guds Hjelp, fremdeles giøre, hvad jeg kan, for at tilintetgiøre dette Blændværk, uden at forgribe mig paa det Mindste, som har sin gyldige Grund, hvor ilde det saa end er stædt; thi langt være det fra mig, at vise nogen tilbage til det franske Laboratorium, hvor man indbildte Folk, at Mennesket var forklaret, naar man kunde vise, hvor Kiødet havde siddet, og hvor Blodet havde løbet, og at man vidste, hvad der kom ud af Menneske-Livet, naar man saae, hvad Kiødet havde fordøiet, og hvilke Stof[fer] det indeholdt til behagelig Eftertanke! Langt være det i alle Maader fra mig at ville, om jeg ogsaa * * 483 kunde, standse Mennesket i sin Fremgang til forstandig Erkiendelse; thi uagtet den, som afsondret, er Intet bevendt, saa hører den dog, i sin rette Sammenhæng, til Menneskets Bestemmelse, og kan ikke undgaaes, uden ved at forsømme sin egenlige Dont; nei, men sætte Afvisere for gale Veie, advare imod at tage Løgn for Sandhed, Halvt for Heelt og Tvivlsomt for Afgjort, advare mod al Kryhed af Vidskab og al Stolen paa den, hvor det giælder om hjertelig Troe og uskrømtet, brændende Kiærlighed, som Tilfældet er i vor Saligheds Sag; det vilde, og det vil jeg, det har jeg gjort, i det jeg har beviist, at Hjertet og ikke Hovedet er Livets Kilde, at Historien, og ei, hvad man kalder Naturen, leder til den sunde Vidskab, at det hele levende Menneskes giennemgribende Selv-Betragtning ene kan føre Mennesket til Forstand paa sig selv, og at det enkelte Menneske, han være saa den allerypperste Tænker, der afsondrer sig fra Historien og vil forklare Mennesket af sig selv, bærer sig ad som en Haand, der, fordi den kan føle sig selv, vilde rive sig løs og indbilde sig, at den, ude af sin Forbindelse, kunde føle, hvad det hele Legeme var, og hvad det vilde blive, naar det fik Tid til at udvikle sig. Det er da Hoved-Sagen, og om jeg for Resten har bidraget til at fremme historisk Vidskab, det er en Bisag, som maa være mig temmelig ligegyldig; thi naar man kun vil slaae den rette Vei ind, da seer man vel med Tiden, hvad der findes, og hvorvidt det stemmer med min Beskrivelse. Jeg reiser mere til Hest end til Fods, deels fordi jeg har Lyst til at komme rask afsted, og deels fordi, hvem der har en Hest, skal bruge den, meddele det Oversyn, der kun saaledes kan erhverves, og overlade den nøiere Uhdersøgelse til dem, hvis Sag det egenlig er, til dem, der ere Fodgiængere med Liv og Sjæl. Derfor gav jeg allerhelst mine Betragtninger paa Riim, thi Riimbeen er min Hest; men hvad man af min Skrift allermindst og ventelig sidst vil forstaae, er, om jeg saa maa sige, min Ravne-Galder dvs. Hugins og Munins sammenvævede Riimbrev til Odin, som man tager for Vaas, fordi man pleier at vaase med de samme Ord, uden at betænke, hvor uskyldige Ordene ere i, at de bruges saa slet, og uden at spørge sig selv, om det er rimeligt, at jeg, som dog kan tale ganske fornuftig, skulde giøre mig den Uleilighed at sætte Vaas paa Vers. Dog, herom kunde være meget at sige, især da dette Bind slutter med Brud-Stykker af et Æmter, som man udentvivl, i det Mindste, naar man seer det Hele, vil finde erkedumt; men Rummet tillader nu ikke meer, og om Dannevirkes 484 Riim og Runer skal vi da tales ved en anden Gang: Tres faciunt collegium, qvatuorque concilium1, og det skal være mig overmaade kiært, om det, i en god Mening, lader sig anvende paa Danne-Virke!

Kiøbenhavn den 14de Novbr. 1817.
Grundtvig.

Indhold.2

  • Napoleon Bonaparte (en Mythe),
  • *Om Sandhed, Storhed og Skiønhed,
  • Om Ordsprog,
  • *Jaordet,
  • Bjarkemaalets Efterklang,
  • Ved Abraham Kalis Jubilæum,
  • *Ansgars Eftermæle,
  • Om Oldgranskning,
  • *Fornioter,
  • *Om Aabenbaring, Konst og Vidskab,
  • *Velkomst til Danne-Kongen,
  • *Ragna-Roke (et dansk Æmter).
* *
485

Napoleon Bonaparte, (en Mythe).

Paa en Tid, da det synes, som de Danske ret vil værne om Historiens Fordomme, der hos dem ere saa dybt indgroede, at de seent eller aldrig hæve sig til den fri, philosophiske Anskuelse af Livet: af Tiden i sine evige og Evigheden i sine timelige Forhold, paa en saadan Tid er det neppe upassende at minde om, hvilket straalende Lys der er opgaaet over Tiderne, og som de faa overblevne Chronos-Dyrkere omsonst vil stræbe at udslukke: det mystiske Lys, hvori alle Gestalter befries fra det tunge Støv og forklares til aandige, betydningsfulde Figurer. Et Glimt deraf var det, som opklarede Bayle og Voltaire, og man kan ikke nægte dem den Fortjeneste, at have aabnet Kampen mod Spøgelset fra de gamle Dage, der udgav sine Drømme for Sandhed, mod hvad man kaldte Historiens Vidnesbyrd: mod den massive Fordom, at de forrige Menneske-Aabenbarelser skulde lænkebinde de følgendes Aand, at Grunden skulde være over Bygningen, Syllen over Taget, Døden over Livet. Den critiske Fornufts Seier over Krøniken er da en ligesaa sand som en herlig Forklaring af Mythen om Zeus, der overvandt Chronos; men, for at blive i den store Spaadoms-Mythe, saa maatte dog, før Zeus kunde rolig fra Olympen styre Verdens Rige, de gudeblinde Titaner nedstyrtes i Tartarus, og det maatte erkiendes, at Chronos med Ret havde hersket, til Chronidens Time kom. Opstille maae vi da atter, ikke nogen virkelig Chronos, men Skyggen af ham, som den dunkle Grund, hvorpaa Chronidens Throne hviler, som den blotte Potentialitet, der ikke binder, men bærer, med andre Ord: vi maa lade Historien giælde for, hvad den er: en mystisk Spaadom om det høiere Fornuft-Liv, der og var virkelig, i det den bevirkede samme, 486 men mistede netop derved sin Virkelighed, eller, som Mythen udtrykker sig betydningsfuld, sin Manddoms-Kraft, og skal betragtes for, hvad den er: en Skygge, men en ærværdig, hellig Fader-Skygge, som Fornuften kun befriede fra et smertefuldt, indbildt Liv for at give den en rolig og virkelig Død, indføre den med sig i den evige Hvile.

Man seer da let, Historien skal ikke længer criticeres, men anskues; thi hvem vil fægte med Skygger! Intet i den skal lastes, thi her giælder det i alle Maader: de mortuis nil nisi bene1, og Intet kan være mere latterligt, end at giøre Skilsmisse mellem Mythe, Digtning og Historie, som jo aabenbar ere Eet i Fader-Skyggen, anden Forskiel at sige, end den nødvendige mellem Poesie og Prosa, hvoraf hin udtrykker den guddommelige Avling, denne Steen-Æderiet, hvorved Sønnen frelstes. Altsaa, ikke i hine Steen-Kister, som man har kaldt Historier, men i Poesiens og Kunstens guddommelige Værker, der skal Krøniken studeres; ikke indstuderes, men udstuderes skal den virkelige Historie, ikke læres, men construeres. Ingen tænke imidlertid, at hvad man har kaldt de virkelige Begivenheder, herved tabe noget; nei, de vinde netop, ved at anskues i det Ideale, den Vigtighed og Betydning, man omsonst prøvede at give dem ved en indbildt Realitet, der kun var en Forstening. Udelukkes skal de ikke, men oplukkes, saa Perlen, de i blind Natur-Drift stræbe at indslutte, kan komme til at straale i Lyset.

Længe nok have vi fægtet i Pile-Skyggen og hengivet os i Døden af blind Ærbødighed for Fædres Love; det er Tid, at vi hæve os til Livet i det Ideale, hvor Skyggen maa bære og Døden tjene os. Allervigtigst er det imidlertid, at vi hæve os over, hvad der i det Nærværende vil som med Trolddoms-Kraft indkogle os i den laveste, mest betydningsløse Existens, under Navn af Realitet; ja, aldrig var det mere nødvendigt at anskue, hvad man kalder Dagens Begivenheder, i det ideelle Lys, end netop nu, og hertil vil jeg give et Bidrag, ved saaledes at anskue en Mythe, som man længe nok har udgivet for puur Realitet, den saa bekiendte nemlig om Napoleon Bonaparte.

Jeg anseer dette for saameget nødvendigere, som neppe nogen Mythe, naar man undtager den om Christendommen og den om Islamismen, har saaledes sat Verden i Bevægelse og saaledes foruroliget Tusinders, ja Millioners Gemytter. Om man troede, *

487 at Adam, Cain, Abel, Christus, Muhamed, Hildebrand, Gotfred, Luther havde været virkelige Mennesker og havt de Hændelser, Mythen tillægger dem, det vilde i en saa oplyst Tid ei sige stort, da man dog ei bekymrer sig videre derom; men har vi ikke selv oplevet Dage, da man, endog midt i Tydsklands Athenen, skjalv for Mythen om Napoleon; ja, uagtet de Hundredetusinder, der i tre Verdensdele skal være segnede for hans Legioner, naturligviis maa skrives paa Mythographens Regning, tør man dog vel dristig paastaae, at den Mythe har kostet mange Menneskers Rolighed, ja endog Enkeltes Liv. Er der ikke midt iblandt os endnu Mænd, ellers, som det synes, ret fornuftige og oplyste, der ei rødme ved at paastaae, at dette Indbildningskraftens Foster ei alene har levet, men lever endnu? Vel bør det forstaaes mythisk, at Hære fra Østen, Syden og Norden have mylrende valfartet til Paris for at finde og fange Uhyret; men vist er det for Alvor, man siger og skriver Sligt, og mange troe det; ja, skiøndt de maae tilstaae, at man fandt ham ikke, vil de dog heller indbilde sig, at han lever paa en anden Hemisphære, end ved en intellectuel Anskuelse lære, at han aldrig har været anderledes til end Adam, Noah, Moses, Socrates, Plato, Alexander, Cæsar, Nero, Luther, Dannemarks syv Christianer (man lægge vel Mærke til det hemmelighedsfulde Syvtal!), og hvad alle de Navne hede, hvormed Mythologien har overlæsset og indviklet Historien, men ogsaa for Seerens Øie aabenbaret Naturens og Tidernes underfulde Vexelspil og gaadefulde Udvikling: det egenlige Indhold af den sande Historie. For nu klarlig at indsee dette, ville vi stræbe at glemme ganske den nærværende Tid og, fra et ophøiet Stade i den tilkommende, med fordomsfrit Blik overskue den Mythe, eller rettere den Kreds af Myther, der udgiør, hvad man har kaldt Napoleon Bonapartes Historie.

Nyfrankerne, heder det, afsatte i en Nationalforsamling deres Konge, Ludvig den Sextende, halshuggede ham, lode hans Søn forsmægte i et Fængsel, lukkede alle Templer, uden Fornuftens og Frihedens, førde Krig mod hele det øvrige Europa, stædtes efter utrolige Bedrifter i Nød, men frelsdes pludselig ved en Corser, Napoleon Bonaparte, der ikke blot tvang hardtad alle Europas Magter til Fred, men indtog Malta og Ægypten og trængde frem til Acre i Palæstina. Atter udbrød Krigen i hans Fraværelse, Frankrig trængdes, Napoleon kom over Havet paa en eenlig Snekke, Alle veeg for ham, han blev Consul, han blev Keiser, Europa skjalv for ham, Throner faldt, Throner reisdes

        

488 paa hans Vink, han lukkede Fastlandets Kyster for Havets Dronning, hans seierrige Legioner plantede Ørnen paa Cap Finisterre, paa Jyllands Heder og paa Moskovs Ruiner. Endelig faldt han, hardtad alle forlod ham, og med nogle hundrede Følgesvende maatte han begive sig til en liden Øe mellem Korsika og Italien, hvor han paa det nøieste bevogtedes af engelske Snekker. Dog, pludselig undveeg han, gik i Land i Frankrig med sine faa gamle Krigere, Hær efter Hær sendtes imod ham af Ludvig den Attende, den halshugne Konges Broder, men han blev, uden Sværdslag, Høvding for dem alle og paasatte sig atter Keiserkronen. Igien flokkedes Hære imod ham fra alle Hjørner, han kiæmpede seierrig mod dem ved la belle Alliance; men med Eet overfaldt en panisk Skræk hans Legioner, han maatte flygte, Fastlandets Hære trængde lige ind i hans Hovedstad, selv overgav han sig i Engellands Vold og førdes til Øen St. Helena, for der i Statsfangenskab at ende sine Dage.

Dette er Omridset af den kun alt for vel bekiendte Mythe, som ventelig vil komme til Efterslægten med end flere eventyrlige Tilsætninger; alt dette skal være een Mands Bedrifter og Hændelser, og det i et Tidsrum af mindre end tyve Aar; hele den Række af colossale Begivenheder, der aabenbar ere Udtrykket for Aarhundreders mægtige Giæring og Kamp, skal i mindre end 30 Aar have udviklet sig og givet den halve Verden en forandret Skikkelse. Vist nok, vil det tredivte Aarhundredes Chronoscop1 sige, bliver det stedse en for Naturphilosophen mærkelig, maaskee endnu ikke ganske forklarlig Gaade, hvorledes man med en forunderlig Enighed omtaler i gamle Bøger disse Tildragelser som samtidige, beraaber sig paa egne Øine og Øren; men ogsaa fraregnet, hvormeget heraf maae skrives paa de hyppige Interpolationers og senere Tilsætningers Regning, beviser det Alt hverken mere eller mindre end den Sandsernes Bedragelighed, der er for vis til at kunne bevises. Vel maae vi et Øieblik studse ved at møde en saadan Lettroenhed i den Alder, der lykønskede sig selv med Tilnavnet af den fornuftige og oplyste; men hvem tvivler om, at det kun var Oplysningens svage Morgendæmring, at Fornuften, nylig vaagnet af den underfulde hellige Somnambulisme, der som bekiendt var den graa Oldtids Kiendemærke, ei kunde tøve, til det indre Øie oplodes, og det mystiske Lys opgik, i hvilket det Evige og Endelige sammensmelter, saa at sige forstenede sig i den blot sandselige *

489 Beskuelse og tog de mystiske Gestalter, der deels som Gienfærd fra den forrige Oldtid, deels som Varsler for den ny sig først nu udviklende Tid, for virkelig objective, fornuftmseligessige Skabelser. Langt være det fra os at bebreide Tiden sit Stade paa et Trin, der fængslede den med en evig Nødvendighed, snarere maatte man smile ad den Fornemhed, med hvilken just den Alders Mennesker saae paa sig selv og de forrige Tider, eller maaskee beklage dem, der, medens de drømde om Lys, ravede i Mørket og skjalv for deres egen Skygge. Dog, hellere vil vi venlig misunde de Forbigangne, hvem det timedes endnu at see et Efterskin af de colossale Figurer, der i Phantasiens Alder vandrede som Gudegestalter paa Jorden, og dernæst stræbe, da det Svundne ei lader sig opmane, at benytte det Fortrin, en retfærdig Guddom skiænkede os i klar Erkiendelse, ved at bringe Lys i denne store, underfulde Mythe.

Man veed, at efter de stærke, frygtelig majestætiske Rørelser af Naturens Aand følger en Slummer, hvori Hvilen mindre afbrydes end forherliges ved et Efterdøn og Efterskin, der saa at sige er Naturaandens Drømme, og ligedan maae det nødvendig aabenbare sig i Tiden og dens Omskiftelser; thi Tidens Aand er, som vi veed, kun Viseren paa Jorduhrets dunkle Skive, der, styret af hemmelige Kræfter, nøie betegner Gangen af det hellige Seierværk, hvis inderste Rørelse intet Øie saae og intet Øre hørde, og som ei er opkommet i noget Menneskes Hjerte, men som aabenbares af Aanden for dem, som den elske. Vi finde derfor ogsaa, at efter den egenlige Synstid eller Phantasiens Alder, hvis egenlige, virkelige Værk er de uforgiængelige episke Toner, der end lyde i og for Menneskeslægten fra Grækenlands soelklare Vange, og end meer fra Palæstinas dunkle, skybedækde Høie, følger en Drømmetid eller Følelsens Alder, en Sabbat, i hvilken den Korsfæstede hviler i Graven. I denne Tid ledte Menneskeaanden i Drømme om den forsvundne Glands og Herlighed, og digtede derfor de store, betydningsfulde Myther om en Christi Statholder, som med sin Hyrdestav vogtede Hjorden og med Sværdet tugtede hver Fiende, der vilde forstyrre Hvilen, beskiæmme Graven, røve de hellige Nøgler, hvormed den i sin Tid skulde oplades: om Europas Vandring under Korsets Banner mod Syden og Østen, Indtagelsen af Jerusalem og Constantinopel, lutter colossalske herlige Drømme, der i Middelalderens romantiske Digtning og Malerie noksom kundgjorde deres Virkelighed, kundgjorde, at Hjertet inderlig higede efter det Himmelskes og Helliges Nærværelse, og vidste med underfuld

        

490 Kraft at fremtrylle dets sande, straalende Lignelser, hvilke derfor selv vi beskue som Middelalderens uforgiængelige, evige Værk. Endelig, der Sabbathen var forgangen, vaagnede Mennesket til fornuftigt Liv, og under et Jordskiælv væltedes Stenen fra Graven; men, ligesom vi læse i den store OpstandelsesMythe, det var mørkt endnu; Nogle troede paa Opstandelsen, andre nægtede den; Ingen vilde troe, uden hvad han indbildte sig at see med aabne Øine, og derved opkom den store, underfulde Tvist og Giæring, som afbildes i Mythen om Napoleon Bonaparte, som da visselig er evig, uforgiængelig Sandhed, men just derfor ingen ligefrem Fortælling om een Mand og een Menneskealder.

Efter disse Bemærkninger, der ere ligesaa ufeilbare som den Naturs evige Love, de simpelt udtrykke, kan det neppe falde nogen vanskeligt at forklare Mythen i det Hele, om end enkelte Træks Betydning endnu ei fuldelig vil aabenbare sig. Klar Erkiendelse og uafhængig Rørelse, eller som man i gamle Dage mindre bestemt udtrykde sig: Fornuft og Frihed, ere unægtelig Elementerne i det sande, evige Fornuftliv, men yttre sig naturligviis i Dagningen enten adskilte eller dog i en urigtig Forbindelse, der maa avle Strid, som enhver Sammenkomst, der ei er Forening, ligesom de nødvendig maae yttre sig i den fuldkomneste Modsætning til Drømmetiden som saadan. Naar vi nu høre om Nyfrankernes Opstand og Raab paa Fornuft og Frihed, da maae vi derved ei tænke paa et særdeles Folkefærd, skiøndt det vel er muligt, at et saadant kan have været til, men kun paa den ny Aands første store Kraftyttringer; thi det er noksom bekiendt, at Franker har været en almindelig Benævnelse paa alle Europæer nordenfor Grækenland, og i Skrifter fra de Dage, som ere forfattede paa Tydsk, et Sprog, der slet ikke taldes i det Land, der besynderlig skal have hedt Frankerig, finder man ofte Udtrykket gammel frankisk (altfränkisch) som eenstydig med gammeldags. Derfor finder man ogsaa i Mythen om Korstogene, at det var Franker, som indtoge baade Jerusalem og Constantinopel, og det er da klart, at den hele Tale om den saakaldte franske Revolution blot betegner Striden mellem den gammelfrankiske og nyfrankiske Aand: mellem den vigende Nat og den gryende Morgen, og Kongens Halshuggelse er et malerisk Billede paa det Frembrud af Lysstraalerne, der fremstille Mørket som et hovedløst Uhyre. Nyfrankernes Opstand betegner da det første store Forsøg paa at bevæge sig i Masse med Fornuft og Frihed i Samfund, og den 491 med al Ret saakaldte Revolutions krig betegner Kampen deels mod Drømmetiden, det gamle Chaos: Konge, Adel, Præsteskab, Munkevæsen, Russer og Tyrker, deels mod Fornuften og Friheden, hver for sig, der frygte for at tabe Selvstændigheden i en Sammensmeltning, eller som den altid personificerende Mythe udtrykker sig: mod Tydskere og Engellænder, thi Tydsk (Deutsch), af at tyde (deuten), et Udtrykket for det reen Fornuftige, ligesom Engelsk (beslægtet med Engel) Udtrykket for det Frie, Ubundne, hvorfor ogsaa i alle Myther Engelland skildres som en Havets Dronning, der svæver fri og bydende paa de skyhøie Bølger. En saadan Kamps Nødvendighed indsees let ved at betragte de menneskelige Vilkaar, thi man maa her tænke sig Slægten som vaagnende af en lang drømfuld Slummer; nogle stræbe med lukkede Øine at vedligeholde Blændværket, andre forkaste med det alle høiere Syner og vil ponere Sandseverdenens udvortes Former som det eneste sande Virkelige, andre igien vælge mellem Drømmebillederne, eller rettere hænge fast ved det standhaftigste, og vil herefter skikke og ordne alt, og saa fremdeles; kun Enkelte, med Seerblik begavede, anskue Forholdene klarere i den aarle Morgenstund, og kan de end ikke anskue den dybe Conjunction i sit inderste Væsen, erkiende de dog Samfundets Nødvendighed, stræbe at organisere et fornuftigt Heelt, der fri udtaler sit Væsen i en almindelig, tilsvarende Symbolik, og udgiøre saaledes unægtelig Tidens gode Aand, eller, for at bruge Mythens Udtryk, der med Hensyn paa Modsætningerne er bestemtere: den gode Deel, Bonaparte, om hvem det derfor heder, at han igien opreisde Kirken og Thronen og stræbde i et føderativ System at forene alle Stater til een. At han skildres som en voldsom Tyran, maa ikke undre os, thi det er, som skrevet staaer: den skal beherske dem med et Jernscepter, og som Leerkar skal de sønderbrydes; hvor Fornuften træder frem som den ordnende, sammensmeltende Verdensaand, der brydes nødvendig alle Enkelthedens Baand, alle Skilsmissens Skranker. Hvorfor han kaldes en Corser, er vel ei saa nemt at sige, men at han fremstilles som en Øboe, en Havets Søn, er saa aldeles i sin mythiske Orden, thi af det jordombæltende Hav opstiger stedse Aphrodite, som med lønlig Kraft sammenknytter det Adskilte, sammensmelter det Stridige; og vi tvivle ingenlunde paa, at man engang, ved at trænge dybere ind i Naturen, vil kunne angive en fyldestgiørende Grund, hvi hin Tids ahnelsesfulde Poesie netop nævner den gode Aand Corseren; maaske har det endog Hensyn 492 paa det betydningsfulde Tegn, der fremstiller det dybeste, hemmeligste Samfund i Verdens Underværk. At nu denne Helt forestilles kiæmpende i Ægypten og paa et Tog til Palæstina, er aldeles naturligt, thi som en anden Moses skulde han overvinde Kogleriet og indføre Israel i det forjættede Land, og at han, ligesom Moses i Ebræernes og den hellige Ludvig i Gammelfrankernes Myther, standsedes ved Landets Grændser, betegner Tidernes rigtige Følelse af, at Enden var ikke endda, at hvad de saae eller syndes at see, var kun Skyggen af, hvad som i Tidens Fylde skulde aabenbares, at en Josva endnu var i Vente, som skulde fuldende Værket. Uagtet de derfor skildre Bonaparte som en seierrig Keiser, der, med Verdensrigets gamle Emblem: Ørnen, til sin Banner, enstund beherskede Europa, maatte de dog see ham falde: dale i Vesten paa Elba som Sol i Hav en Sommernat, atter stige pludselig, men igien forsvinde til St. Helena: til den anden Halvkugle, for der i Vintertiden, som Zeus hos Æthioperne, at samle nye Kræfter til under Vaarsolens Skikkelse at fuldende Værket. Førstegang, siger Mythen, fældtes Bonaparte af Russerne, den gamle Drømmetids sidste Kraft; anden Gang ved la belle Alliance (et Udtryk, der ret bærer sin mythiske Herkomst til Skue) af Tydske og Engellændere i Forening, af Vellington og Blücher, Navne, som klarlig hentyde paa Bølgen og Blikket, Frihedens og Fornuftens Billeder.

Saaledes omtrent vil Efterslægten med høi Nydelse betragte denne Mythe, skiøndt ei alene med endnu dybere Blik, men vist ogsaa mere fuldstændig; thi alle Myther stræbe efter den episke Runding, netop det Arronderings-System, for hvilket Mythen sigter Napoleon, og hvorover vi have hørt de ynkeligste og latterligste Klager. I Mythen vil det da sikkert endnu komme til at hede: atter kom Napoleon tilbage, blev efter nogen Kamp erkiendt for Keiser og overlod de gamle Regienter kun en Skygge af deres Kroner. Ogsaa det vil da ikke gaae af uden stærke Billeder, saasom: Blodbad, Tyrannie, Selv-Forgudelse, Tilbedelse og andet Sligt, hvilket jeg vil anmærke, for at man, hvis Mythen endnu i vore Dage skulde faae en saadan Tilsætning, dog ikke meer forfærdes og flygter for sin egen Skygge; thi er ikke denne hele Mythe bogstavelig Skyggen af den sande Fornuft-Historie, som vi strax i Begyndelsen anskuede i Mythen om Zeus og Chronos! Vil man dog ikke see, at Alt, hvad der fortælles om Revolutionen og Napoleon, er kun den matte sandselige Skygge af den store Natur-Epos, vi ere nær ved at fuldende, 493 i det Fornuften, vaagnet til guddommelig Selv-Bevidsthed i Naturens Aand, underlægger sig Historien (det gamle Konge-Huus) og begynder sit tusindaars Rige paa Jorden med guddommelig Majestæt.

For Dannevirkes Læsere behøver dette Besøg i den sorte Skole vist ingen Commentar; men da dog dette Hefte mulig kunde komme Folk for Øie, som hverken har læst de forrige eller læse dette ud, vil jeg være forsigtig nok til at sige dem, at enten de ansee Stykket for underklogt eller splittergalt, tilkommer Æren ikke mig, og min hele Fortjeneste er, at have, som jeg troer ikke uheldig, givet et beskueligt Billede af NaturPhilosophiens historiske Anskuelse, der ingenlunde maae betragtes som simpelt Galskab, men som et Forsøg paa med Øinene at nedrive Mellemvæggen mellem Klogskab og Galskab, udlede dem begge af Indifferensen og sammensmelte dem i en kiærlig Identitet.

Om Ordsprog.

Husker jeg ret, da har man den saakaldte Athenes Ord for, at man kan drukne Poesie1; ja, med Skam at tale om, var det udentvivl mig selv, der beskyldtes for den Misgierning, som jeg, paa min Viis, imidlertid vilde kalde en Helte-Gierning, da der sikkert vil ligesaa meget til, som til at drukne en levende Aal, Noget, man vel veed, en Molboe prøvede paa, men omsomst. Alvorlig talt, troer jeg da, det er umueligt at drukne Poesie, uagtet jeg nødes til at indrømme, at mangen Molboe har forsøgt det, ja, at slige Forsøg ret hørde til Dagens Orden i Molboernes gyldne Tid, som man ellers pleier at kalde det oplyste, attende Aarhundrede. Vel veed jeg godt, hvormeget der med Skin lader sig indvende mod min Paastand om Umueligheden, da Erfaringen virkelig synes at lære det Modsatte og vise, det er ingen Ting; men just derfor tvivler jeg om de store Virkninger; thi ingen Ting giør neppe store, og Smaating kan det dog umulig *

494 være at tage Poesien af Dage, da den dog unægtelig er det Største, man har seet i Verden. Uagtet altsaa Poesiens Undergang i Vandet synes bekræftet ved mangfoldige Hænders Underskrift saavel i Vers som Prosa, og maa altsaa være ligesaa vis som Djævelens salige Endeligt, der i en af hine Dages AdresAviser kundgjordes af hans nærmeste Paarørende for udenbyes Slægt og Venner, saa vover jeg dog at tvivle om begge Dele, og hvad Poesien angaaer, maa jeg bemærke, at man ganske rigtig frembar Vandet, hvori den skulde være druknet, men kunde aldrig bevise, at man havde seet den, end sige havt den i sin Haand, som dog var aldeles nødvendigt, for at tage Livet af den. Vel laae der noget i Vandet, som man kaldte Poesie, men, for at blive i Molboe-Lignelsen, som her passer bedst, det havde aabenbar aldrig været nogen levende Aal, men var en tør Jyde eller en Spegesild, som man, ogsaa paa Molboeviis, havde sat i Gadekiæret for at yngle, og her har vi ret et træffende Billede paa det attende Aarhundredes fleste Reformationer: man indbildte sig at have slaaet ihjel, hvad man aldrig havde seet uden Skyggen af, og kom med noget Nyt, som man tænkde, skulde oplive Alt, uagtet det i Grunden var en død Sild. Saaledes indbildte man sig at have druknet Christendommen og hele den gamle Historie i det Skylle-Vand, man kaldte Critik, og at have besvangret hele Gadekiæret med tydsk Fornuft og fransk Physik, hvoraf man haabede en velsignet Yngel. Saaledes indbildte man sig at have druknet den poetiske Aand i Pebermynte-Vand, som man kaldte Æsthetik, og tænkde at kunne give Peblinge-Søen baade Liv og Smag, ved at kaste Navnene paa gamle Afguder, Muser og Gratier samt andre Billeder deri. At det ikke er lykkedes synderlig med Ynglingen, det veed man, og med Dræbningen seer man, jeg paastaaer, det var ogsaa Fjas; men dog vilde jeg ingenlunde herfor beraabe mig paa den nymodens Christendom, Historie og Poesie, som har sit Borgeleie sommesteds hist ude, og er os, i det mindste af nogle Over-Løbere, bekiendt; thi, sandt at sige, er det vel det sikkerste Kiendetegn paa, at man er død, naar man gaaer igien, og at det Spøgerie er Gienfærd, kan jeg ingenlunde tvivle paa. Herinde seer man det da ogsaa grandt; thi seer man ikke, at efter den berømte Hexedands om Freias Alter1, ja, hvad som mere er, efter de virkelige, kun altfor flygtige LivsTegn, Poesien i Oehlenschlæger yttrede, haaber man endnu, at * 495 Potten1 skal holde, Potten, hvori det attende Aarhundrede kaagde alskens Sammensurium til Herre-Rætter, for hvem der vilde redde sin Tunge fra al Smag paa sand Poesie. Jeg veed det meget vel, at den Mand2, der vel nærer et saadant Haab, det Haab, at ved Gutfelds og Boies, og hvem veed, ved hvilke Hænder ellers, skal, hvad man kaldte Poesiens gyldne Alder: den mest vandede, upoetiske, aandløse Krøblinge-Tid, Dannemark nogensinde har havt, vende tilbage; jeg veed, at han, hvad og hans Vurdering af Kingo, Sorterup, Holberg og Flere beviser, har langt mere Smag for sand Poesie end den Tid, han saa uforskyldt berømmer, og end Dværgene, som indbilde sig vidt at overflyve ham; men hverken det eller Andet maa afholde mig fra, ved denne Leilighed paa det Bestemteste at erklære mig for det modsatte Ønske og Haab: det Ønske og Haab, at hvordan saa Tiderne skifte, det dog aldrig meer skal i Dannemark komme saavidt med den aandige Blindhed, at man tæller Gutfeld og Guldberg, Zetliz og Horrebow, Haste og Lundbye eller slige Versificatorer, hvis andre Fortjenester her slet ikke vedkomme mig, mellem Digterne, uden at møde høirøstet og grundig Modsigelse. Allermindst bør eller vil jeg fortie dette mit Haab i et Øieblik, da de Yngstes blinde Allarm og fjantede Hurra let hos mange kunde vække Ønsket om Gienfødelse af den forrige Vandsmag, saameget mere som Smagen for Oehlenschlægers senere Producter lader sig dermed prægtig forene. Mit Haab bygger jeg da ingenlunde paa den saakaldte oehlenschlægerske Skole, saalidt som paa noget Skole-Fuxerie, af hvad Navn nævnes kan, men paa den Vished, at Sandhed skal i alle Maader seire, og paa Historiens Vidnesbyrd om det danske Hjertes Grundslag for Sandhed. Længe kan det dog vist ikke vare, før Avnerne begynde at ryge fra Kornet; ja, jeg har endnu det Haab, at Oehlenschlæger selv vil opdage Afstanden mellem Aladdin og Fiskeren, Hakon og Hugo, og beskiæmme sine Forgudere ved at ryste det Støv af sine Fødder, de have kyst som en Helligdom. At Rahbeks Følelse vilde seire over den tomme: aandløse og marvløse Qvasi-Æsthetik, der dog ingenlunde tilfredstiller, men tit modsiger den, det er et Haab, jeg engang var nær ved at fatte, men som jeg vel nu bliver nødt til at opgive, og det er tungt; men tungere var det dog tilvisse, om man atter hyldede, hvad han kalder Smag.

* * 496

Dog, Harme over de gale Optøier i de sidste Dages Litteratur, der syndes at spaae et hovedkulds Tilbagefald i Gade-Kiæret, op af hvilket vi, under den retvendte Oehlenschlægers uforglemmelige Harpeslag, begyndte at løfte Hovedet, Harme over det, og Sorg over, at den herlige Skjald, nedsjunket dybt under sin Harpe, selv har givet Anledning til saa ynkelig en Vending; disse Ting have henrevet mig til at sige mere om vore poetiske Aarstider, end jeg havde her i Sinde; og jeg vil da nu hurtig vende mig til, hvad jeg her egenlig vilde berøre: Ordsprogene nemlig, for hvilke denne Fortale dog ingenlunde er saa upassende, som den kan synes.

Med Ordsprogene gik det aabenbar, ligesom hardtad med alt Aandigt og Herligt fra de gamle Dage; man indbildte sig at have druknet dem i det Vand, man kaldte Regler for Veltalenhed, Værdighed i Udtryk og Fiinhed i Omgang, og I deres Sted tænkde man at giøre Mirakler med tørre, livløse, peerjenseniske Sentenser. Ikke vil jeg hermed sige, at alle Ordsprog ere poetiske, og ligesaalidt vil jeg berømme den Brug eller rettere Misbrug af alskens Ordsprog i Flæng og i Spræng, hvori den næstforrige Alder gjorde sig skyldig; men det vil jeg sige, at Ordsprogene hos ethvert aandigt Folk ere det levende Giærde mellem Poesie og Prosa, saavelsom fra en anden Side mellem Skrift og mundtlig Samtale, saa man vel kunde kalde dem Hverdags-Poesie og Søndags-Prosa, mundtlig Skrift og skriftlige Mundheld, og at den saakaldte Oplysning viiste her, som allevegne, hvad den var, ved at fremstille som Feieskarn, hvad der var ubetalelige Guldkorn, kun blandede med og tit indhyllede i Støv, som Lyset netop skulde lære os at frasigte og aftvætte. Langt fra at dølge det, vil jeg med Glæde anmærke, at der neppe er noget Land, hvor de Boglærde have holdt Ordsprog saaledes og saalænge i Ære og Hævd, som hos os; thi hvor har man fra Middel-Alderen en saadan Samling som Peder Laales, hvor lod man før Reformationen en saadan Bog trykke! hvor gjorde en saadan Latiner som Saxo Vold paa Romer-Sproget, for, som Peder Syv alt har bemærket, saavidt mueligt, at overføre sit Fædrelands Ordsprog! hvor benyttedes disse saa flittig og anvendtes saa net, som af Anders Vedel! Hvem viiste, endnu i femte Christians Dage, saamegen Kiærlighed til Ordsprog og Forstand paa deres Værdie, som gamle Peder Syv, og hvem ihukom dem i den værste Tid med saameget Venskab som Nyerup! Men, netop fordi Ordsprog altid have ligget Dannemænd saa nær om Hjerte og saa idelig paa 497 Tunge, derfor er det rimeligt, at en Dannemand taler deres Sag, rimeligt, fordi den gamle Kiærlighed jo ikke ruster, men maa baade løse Tunge og oplade Øren.

Man har talt allehaande om, hvad der egenlig skal forstaaes ved Ordsprog; men hvad man her, som hardtad i alle slige Tilfælde, har glemt, er, at det skal man ei spørge Bøger men Bønder om; thi hvad Bonden kalder Ordsprog, det hedder Ordsprog, naar man taler Dansk, og der maa være saa stor Forskiel paa Talemaader af det Navn, som der vil, saa berettiger det dog kun til Inddeling; thi ved at ville tage Navnet fra nogle, giør man kun Brud paa Sproget og fordunkler istedenfor at opklare.

Ordsprog, eller som den danske Bonde helst udtrykker sig: et gammelt Ord, betyder hos ham da hverken saa meget som hos Peder Syv eller saa lidet som hos de nye, men enhver kort, almindelig Sætning af flere eller færre Led, hvorpaa der i Folke-Munde er sat Stempel, saa den gaaer for rede Penge. Man har meent, at Ordsprog droges paa og lagdes af som Klæder, og derpaa byggede man Haabet, at kunne faae de Ordsprog, som man ikke leed, udryddede ved at præke imod dem, og ved Forstands-Øvelser gjort til Ordsprog, hvad man vilde; men det var Regning uden Vert, thi i slige Ting er Bønder ikke Giæs, og bytte ikke deres rede Penge bort for Tresor-Scheine1, som Ingen tager for gyldige. Ordsprog ere tvertimod noget, der staaer i den inderligste Forbindelse med et Folks Aand, Tænkemaade og Tungemaal, saa hvad der skal blive til Ordsprog, maa have gjort saa dybt et Indtryk paa Folket og præget sig saa fast, at der skal store Forvandlinger til at udslette det; ja, hvad der ret er blevet til Ordsprog, ophører neppe at være det, førend Folket inderlig forgaaer. Smaa Forandringer i Udtrykket, stundum, dog langt vanskeligere, enkelte Rettelser, kan Tid og indvortes Ændring eller Udvikling afstedkomme; Tallet af Ordsprog maa aftage, ligesom Folket bliver mere glemsomt; de bedste og høieste, som ere den fordærvede Natur meest ubehagelige, eller hentyde meest aabenbar paa det Aandige, glemmes gierne først, og de tvetydige eller underskiellede2 bruges galt, naar Aanden aftager; men ganske uddøer sjelden noget Ordsprog uden ved Religions-Forandring eller ved Folkets Undergang, og de fleste Ordsprog ere upaatvivlelig ældgamle; thi deels er det, man i Alderdommen ikke glemmer, gjerne *

* 498 nemmet i Ungdommen, og deels have de fleste Ordsprog, forholdsviis efter Folket, de tilhøre, en Fylde og Dybde, der langt overgaaer den Forstands-Udvikling, Folket havde endnu, da man optegnede dem, og som da unægtelig maa have sin Grund i en poetisk Anskuelse fra Folkets unge Dage.

Dog, for at man skal nødes til at indrømme, at der i det mindste er noget i, hvad jeg her siger, vil jeg af de danske Ordsprogs Literatur, den eneste slige, jeg i Grunden kiender noget til, anføre, hvad der i det Ringeste berettiger til en Slutning om dem, hvilket her er Hoved-Sagen. I Begyndelsen af det 16tende Aarhundrede (1506) udkom i Kiøbenhavn Peder Laales latinske og danske Ordsprog, som Christen Pedersen Svendborg siden, med sine Rettelser og Oplysninger, lod trykke i Paris (1515). Hvem nu denne Peder Laale har været, og naar han levede, er aldeles uafgjort; men vist er det, at Samlingen længe før Trykningen havde været en almindelig Skolebog; thi det seer man ikke alene af Udgiverens umistænkelige Vidnesbyrd, men tillige af de mange efterhaanden indskudte Talemaader, som for det meste røbe sig ved at forstyrre Bogstav-Gangen. Vi indrømme da vel Tvivlere alt, hvad de kan forlange, naar vi lade os nøie med at sætte Laales Arbeide i det 15tende Aarhundrede; men, giøre de mindste Indvendinger, kan vi gierne føie dem i at indskrænke os til den yderst billige Paastand, at Bogen var skrevet, før den blev trykt. Denne mærkværdige Bog, som høilig fortjende en ny Udgave, indeholder naturligviis endeel, som aldrig paa Dansk har været Ordsprog, fordi Sproget enten ikke havde, eller Samleren ikke kunde finde et Ordsprog, der svarede til den Mundfuld Munkelatin, man vilde indskiærpe; men ikke desmindre findes dog mange, som jeg har hørt paa Landet, deels ordlydende og deels med en liden Forandring, hvis Grund ofte er let at angive. Heraf følger da saa omtrent, at i del mindste blandt os har mange Ordsprog holdt sig giennem hele det Tidsrum, hvori Reformationen indfalder, og som unægtelig er det, hvori fremmede Ting og Bøger havde mest Indflydelse paa Folket, saa vi vel ere berettigede til den Slutning, at slige Ordsprog kan for Folkets Skyld være saa gamle, som de skal, og maae, efter den Vedhængenhed at dømme, ingen Aarsunger være.

Dog, dette var kun et Vink for dem, der ere ligesaa svage i Troe, som de indbilde sig at være stærke i Tvivl, og vi vende nu om til Stadet, hvorfra vi vilde betragte Ordsprogs Vigtighed. Denne er, som man let seer, historisk og af stort Omfang.

499

Først ere de for Sproget af langt større Vigtighed, end man almindelig i Sproggrandskningen har taget sig i Agt for, eller lagt tilbørlig Vægt paa. Hvad der strax falder i Øinene, har man naturligviis seet, at vi nemlig i Ordsprogene vare sikkerst paa at høre Folkets Modersmaal, og rigtig forstaaede indslutte disse Ord Alt, hvad der er at sige; men hvad alle strax see, er aldrig det Dybeste, med mindre Tingen er meget tynd og flad, og det har man da vel sjelden lagt Mærke til, at man i Ordsprogene hører Sprogets Aand. Sagen selv er i Øvrigt klar nok, og man behøver blot at oversætte endeel Ordsprog af mærkelig forskiellige Sprog for at overbevise sig derom; men den nødvendige Følge: at Særhed i sine Ordsprog er det uomstødeligste Beviis, et Sprog kan fremlægge for Originalitet, det har man, saavidt jeg veed, almindelig overseet. Lad Tvivleren længe nok synes at kunne triumphere over, eller dog skubbe sig fra, de Beviser, vi kan anføre for et Tungemaals Ælde og Særhed; lad ham endog finde Bifald, naar han paastaaer, at hvert Ord i Ordsprogene kan fordum have lydt anderledes, eller at de alle ere gjorde samme Dag, man præntede dem! det kan han dog kun bilde Børn og Tosser ind, at to Tungemaal, der ikke kan taale hinandens Ordsprog, i Grunden ere eet, da man meget mere finder, at næsten alle Sprog have heri Noget tilfælleds.

Ordsprogenes anden Vigtighed kan vi kalde den moralske, og den har man heller ikke overseet, men dog løbet over med Harefod; thi i et Folks Ordsprog lære vi bestemt at kiende dets Forhold til Sandhed og dets Hverdags-Moral, og jo færre løgnagtige, desmere sandfærdigt er Folket. Herved maae vi imidlertid lægge Mærke til, at noget Sandt ligger der altid til Grund i Ordsprog, men snart udsige de, hvad der sædvanlig skeer, snart, hvad der burde skee, ofte giøre de et sandseligt Billede til Udtryk for en Lov i Aandens Rige, og her er det, man opdager Forskiellen; intet Folk er reent, det seer man aldrig klarere end i Ordsprogene; jo mere betænksomt et Folk er, desmindre, og jo mere hjerteligt det er, desmere kan man fra denne Side bygge paa dets Ordsprog; men Vigtigheden er upaatvivielig, og Yderlighederne afgiørende.

Endelig komme vi til Ordsprogenes poetiske Vigtighed, om man ellers saaledes kan udtrykke den historiske Vigtighed, de have, forsaavidt de lære os at kiende Folkets poetiske Side. Dette er noget, som man vel hidtil mest har overseet, men jo dog ingenlunde med Rette; thi sikkrere og mere umistænkelige Vidnesbyrd gives der neppe, og naar man tvivler paa, om et 500 Værk fra Oldtiden oprindelig tilhører det Folk, paa hvis Sprog det findes, da vil samme Folks Ordsprog, hvis vi have dem, saa omtrent kunne afgiøre Spørgsmaalet; thi i dem maa det kunne sees, baade hvad Vægt Folket lagde paa det Aandige, og fra hvilken Side de betragtede Forbindelsen mellem det Sandselige og Oversandselige. Overordentlig Forskiel finder man i denne Henseende mellem Folkenes Ordsprog, ikke alene i de billedlige, men saa at sige i Tonen, hvori de almindelig ere stemte; og jo mere kiernefulde de ere, jo flere, ikke modsigende, men gradviis stigende, Betydninger der ligger i dem, jo mere det er Tilfældet, at den aandige Betydning, som den egenlige, stikker frem igiennem den sandselige, desmeer Poesie var der unægtelig i Folket, ligesom derimod desmindre, jo meer eensidig og bestemt Ordsprogene udtrykke Bemærkninger over SandseVerdnen og det daglige Liv. Endelig kiendes det da ogsaa paa Ordsprogene, hvornær Riim, Versemaal, og hvad der ellers hører til Poesiens Form, ligger Folket, saa man og deraf kan giøre mangen vigtig Slutning om de poetiske Former, et Folks Skribenter have brugt.

Meget maatte jeg tage feil, om ikke selv denne korte Fremstilling skulde noksom kunne vise, at Ordsprogene udgiøre en af Historiens vigtigste Kilder, forsaavidt et Folks Aand, Sprog og Tænkemaade er Sjælen i dets Historie, som skal forklare os dets Bedrifter og Hændelser. Men, hvormeget er da ikke her at giøre, for hvem som har Lyst og Leilighed til fra denne Side at fremme Menneskehedens store Anliggende: de forbigangne Slægters og deri Menneskets Opklaring! Hvormeget maa der ikke fra denne Side giøres, førend mangt et Spørgsmaal om Folkenes Slægtskab og øvrige Forhold kan bestemt og tilfredstillende afgiøres! Hvor vigtigt vilde det f. Ex. ikke være, at have en Samling af Ny-Grækernes Ordsprog og sammenligne dem saavel med de græske Skrifter i det Hele, som fornemmelig med de Ordsprog fra Old-Grækenland, vi besidde! Hvilket Udbytte kan man ei være sikker paa, ved at sammenligne de østerlandske Ordsprog, og hvilken Theolog indseer ikke, at det selv for en rigtig Bibel-Fortolkning vilde være høist vigtigt, især at sammenligne de ebraiske og arabiske Ordsprog, hvorved det bedst vilde vise sig, i hvilket aandigt Forhold disse Sprog staae til hinanden! Ja, seer man ikke her en Vei, hvorpaa man kan, saa at sige, aftvinge selv Irokesers og Huroners Sprog betydningsfuld Skrift, og at man i en saadan Ordsprogs-Mithridates vilde have et Landkort over Menneske-Riget og et aandigt Slægt-Register,

        

501 hvis Savn Intet videnskabelig kan erstatte Historikeren!

Har nu dette sin Rigtighed, eller, for i en vigtig Sag at afkræfte enhver Indvending, er det kun vist, at vi i Ordsprogene have et vigtigt Bidrag til Folkenes Historie, som ei uden Tab kan undværes, og som er det Vigtigste, vi kan udspørge af Folk, der mangle Skrift, da er det ogsaa tilbørligt, at denne Green paa Vidskabs-Træet pleies med langt anderledes Omhyggelighed, end hidtil er skeet. Det er saaledes klart, at Reisende i fjerne Lande burde giøre sig al muelig Umage for at samle en Skat i disse dybe Gruber, og det er klart, at hvert Folk, som ønsker at kiende sine Fædre, maa stræbe at giøre denne Deel af deres Literatur saa fuldstændig og frugtbar som mueligt. Skal dette imidlertid skee, da maa man ikke tøve; thi under den nærværende Sløvhed indsvinder Skatten med Dagetal, og mangt et herligt Ordsprog, som Ingen har optegnet, findes maaskee i en Oldings Mund, der ved næste Løvfald tager det med sig i Graven.

Dog, til hvert Folk især maae vi for det meste overlade det, at giøre i denne Henseende saa meget eller saa lidet for sin Historie, som det har Lyst; thi Ordsprog ere ikke nemme at udspørge, de maa være komne til os som af sig selv, eller de maa ligesom aflures Folket, saa der vilde anderledes Reiser og Reisende til end de sædvanlige, naar man af dem skulde faae nogen Beskeed om, hvad man siger for et gammelt Ord i andre Lande. Paa Norden vil vi da lade Øiet dvæle, og atter i Norden paa vort eget lille, men dog I alle Maader velsignede og kiernefulde Fædrene-Land.

Danske behøve egenlig ingen Opmuntring til at samle paa Ordsprog, thi Lyst dertil er dem i Kiødet baaret, og den overdrevne Folkeskye, som er vor Feil og viser sig deri, at vi tør nødig komme frem med, hvad de Fremmede kan ikke lide, eller hvad de ikke forud har rost Magen til, den er det mest, som har forknyttet os i dette som i meget Andet, dræbt Ordsprogene paa vore Læber og bortskræmmet dem af vore Bøger; den er det mest, som har givet Tydskerne, der ikke kiende vore gamle grunddanske Bøger og Vendinger, Mod til at paastaae, at vi i Grunden kun er Klodse, som de skal sætte Hoved paa. Opmuntringen, vi trænge til, er da egenlig, her som i Alt, kun Mod og Kraft til at vise os, som vi ere, som Gud har skabt os, og som vi trøste os til for ham at forsvare, oden at spørge det mindste om, enten hvad Tydsken eller Nordmanden, for ei at 502 tale om Svensken, vil sige. Man veed, jeg har ei store Tanker om, hvad jeg i slig Henseende kan virke; men aldenstund jeg selv er dansk og foikeskye fra Barnsbeen saagodt som Nogen, men er dog, Gud skee Lov! kommet saavidt, at jeg for al Verden tør være min Troe og min Herkomst bekiendt, uagtet jeg veed, det er Ting, man nutildags kimser og blæser kun ad, saa har jeg det Haab, at efterhaanden kommer dog vel mangen En, baade Sællandsfar og Jyde, saavidt; og hvad der, næst Gud, giør Haabet til Vished, er Sandheden af, hvad man vidt og bredt siger for et gammelt Ord, at Æblet falder ikke langt fra Stammen; thi det er øiensynligt i Dannemænds Krønike, at ihvorvel Blyhed, som Riim-Krøniken formelder, kaldtes en høfuelig Dyd, og blev ikke sjelden forblandet med Lasten, som stjæler hendes Farve: den Foikeskye eller Menneskefrygt, vi talde om før, saa, naar det gjaldt aabenbarlig om, hvad Guds Sandhed er og Fædre hør til, da bluedes Hjertet ved Folkeskye, og Manddom maatte de Fremmede kalde den Blyhed, som glødede da paa Dannemænds Kinder. Tilvisse giælder det nu om Alt, hvad vi læse, var Fædrene kiært; thi saa smaa ere vi vordne i vore egne og Fremmedes Øine, saa tyndskorpet og vindaaben tykkes dem Marken at være, at et Vindstød synes nok til at knække hver Bøg, et Pennestrøg nok til at slette os ud af Folkenes Tal. Nu, andet Raad vil der sikkerlig til, om Uraad skal strande, end at sanke paa Fædrenes Ordsprog; thi de følge vel Aanden, men Aanden ei dem, og kun i dens Følgeskab ere de Kæmper for Moders-Maal og Fædrene-Land; men ikke desmindre, med Noget skal man begynde, og det gamle Ord, at det brænder først, som Ilden er næst, kan vi og her anvende, hvad enten vi saa tænke paa Faren, i hvilke de ypperste Ordsprog nu ere stædte, eller vi besinde os paa, hvad der rimelig først kunde fænge; ja, vi kan i denne Henseende sige med Føie, at det fænger bedst, som Ilden var næst, thi hvad er Tungen nærmere end Ordet, hvad minder stærkere om Aand end et kiernefuldt Ordsprog!

Ligesom jeg da før saa tit og saa ivrig har stræbt at lægge mine Landsmænd paa Hjerte, hvilken vigtig og priselig Ting al sandfærdig Historie er, saa den ei kan noksom elskes, æres og hjelpes paa Fode, samt hvilken besynderlig Lykke vi Danske i al vor Ringhed kan rose os af: at være dens Kiæle-Dægger, saa vil jeg her gientage Paamindelsen om, hvad den Sandhed og Lykke forpligter os til: af al vor Magt at ophøie, opklare, opdyrke og beskiærme, hvad der er vort sande, aandige Fædreneland,

        

503 saavidt det findes herneden, og hermed dennegang mest have talt alle Ordsprogs, fonemmelig de Danskes Sag. Selv har jeg ikke ladet mig fortryde, efter Evne og Leilighed at tage mig af dem, og efterdi min Opvext har, som min Herkomst, deelt mig mellem Sælland og Jylland, har der i mit Hoved, som altid var letnemt til Sligt, forsamlet sig mange af menig Mands Ordsprog; de har fornemmelig lært mig, hvad Dansk jeg kan; dem har jeg Gavn og Morskab af at sammenligne med Laales og Syvs, og med fremmede Folks; men Eet er det, at jeg barer mig vel for at huske, hvor alle de Ordsprog, jeg kiender, har hjemme, og dertil kommer, at vel de tusinde Ordsprog kan findes, som deels gik mit Øre forbi, og deels gik ad Glemme. Nu er det imidlertid vigtigt, baade at vi faae saa fuldstændig en Samling som mueligt, og at man faaer vis Beskeed om, hvor de bruges; thi i Dannemark, saavelsom i alle europæiske Riger, ere forskiellige Folkefærd, og Ordsprogene er netop et af de vigtigste Midler til at opdage deres oprindelige Forhold. Det skulde da være min Bøn til enhver Dansk, som elsker ModersMaalet og Fædres Ihukommelse, og som udenfor Voldene lever i Folket, at han, uden at spørge, hvad Naboen giør, hvad Folk vil sige, og hvad det kan nytte, vilde flittig optegne hvert Ordsprog, der faldt ham ind, søge Hjemmel derfor paa menig Mands Tunge og føie til, hvor han fandt den, om det var hos Enkelte eller i Folke-Munde! Havde han nogen Grund til at formode noget om enkelte Ordsprogs Ælde eller Nyehed, da gjorde han ogsaa meget vel i at anmærke det; thi derved bidrog han til at besvare det vigtige Spørgsmaal om Folkets Forhold til sine Ordsprog. Man vil lettelig indsee, at det ingenlunde skader, om de samme Ordsprog kunde paa denne Maade komme til at staae i hundrede Samlinger; det er netop Dyden den; thi hvor de findes, skal de fanges, og det er jo et af de fornemste Spørgsmaal, hvor vidt de ere giængse. Det gjorde heller slet ingen Skade, om alle slige Samlinger trykdes uden Afkortning; thi det vilde netop være et Things-Vidne, Saga holdt af; men da dette er meer, end man for Øieblikket tør vente, og der dog burde sørges for, at de Samlinger kom til den mueligste Nytte, saa vilde jeg foreslaae enhver, som tog sig den Umage paa, at skiænke sin Samling til Universitetets Bibliothek, kun med den Betingelse, at hvem der ellers var agtet for en vederhæftig Mand, kunde frit faae den til Laans, uden særdeles Privilegium, som altid er en egen og derfor ikke hver Mands Sag. Maatte jeg end giøre et Ønske, da skulde det være, at Ingen vilde nøle 504 med Skiænken, til den kom i Testamentet, men heller give lidt og tit, thi ogsaa her giælder det i tvende Meninger, at hvem der giver snart, giver tvende Gange. Maaskee vil man formode, her stikker, iblandt Andet, nogen Egen-Nytte under, og, forsaavidt jeg er dansk, og altsaa anseer mit Fædrenelands Nytte for min egen, har man Ret, som jeg til Overflod end mere tydelig skal vise. Det er bekiendt, at jeg har gamle Saxos Bog under Hænder at fordanske; det gaaer, kan man sige, i Langdrag; men hvad gaaer ikke saa hos os! og gaaer det bedre, hvor det gaaer i Spring! Giennem hele Tiden er, Gud skee Lov! det danske Folks og Tungemaals Undergang, der tit syndes nær, gaaet i Langdrag, og det er sikkerlig bedst at følge Historien, naar man vil være den til Tjeneste. Min Skyld er det ikke, og maatte ei være, at man ei alt har det første Bind baade af Saxo og Snorro ude af min Haand; jeg har presset nok, men ikke kunnet trykke, hvad jeg vilde; men uden dermed at forsvare min gode Ven Hr. Seidelin, og hvem der ellers har med Tidens Tryk at giøre, kan jeg dog ikke nægte, at her, som med alle vore glippende Ønsker, er i Grunden ingen Skade skeet; thi for det Første var det gandske godt, at, hvad der ogsaa gik i Langdrag, fik sine gode Stunder til at komme rigtig frem, jeg mener Sammenskuddet, som jeg nu kan glæde danske Hjerter ved at melde, er næsten kant og klart; og for det Andet var det saare godt, at jeg fik Tid at summe mig, Tid f. Ex. til i Fjor tilbunds, saavidt jeg kunde, at undersøge Riim-Krøniken og gamle Laales Ordsprog og Vocabulariet ad usum Dacorum fra 1510, hvoraf jeg lærde mere Dansk, end der i alle vor Tids Bøger er at finde; ja endelig, saa tør jeg mene, det var ogsaa godt for Læserne at summe sig. Men, der skal være Maade med, ihvad man giør, med Langdrag derfor ogsaa, og, vil Gud, saa haaber jeg, at hvad end andre vil, skal baade Saxo og Snorro nu med det allerførste paa en skikkelig Maade faae deres Text læst og Fødder at gaae paa, og kunde der nu imidlertid indløbe en Deel gode, gamle Ord, som end ere giærsgse, og kanskee mig ubekiendte, da Skam faae den, som ikke ønsker det! thi det kalder jeg Almisse til Folk, som er den værd, og som kan svare Regning. Mangt et Ordsprog findes nemlig i de gamle Svendes Mund, som det er ikke altid nemt at hitte Magen eller Ordet til, og hos Saxo findes mangen Vending, der som Vand adskiller Venner, hvis man ei kan ved et Ordsprog saa at sige lægge Broe. Nu paa den anden Side findes hist og her i Landet sikkert mangt er herligt Ordsprog, som er hardtad glemt og aldrig 505 kunde stædes bedre end i Krøniken; thi læser Folket den, da kommer det til Live, og hvis ikke, da er det paa sit Sted: hos Fædrene; der findes ogsaa mangt et Ord, som er forkvaklet, eller som man brager bagvendt, saavelsom ikke faae, der bruges meget, skiøndt de due kun lidt, men kunde, ved en lille Ændring, blive gode; og jeg tør tiltroe mig et saa kiærligt Forhold til Aanden i de gamle Ord, at det dog stundum vilde lykkes mig at giøre Gavn i dette Stykke. Ingenlunde har jeg glemt, hvad nys anmærkedes, at naar man rører ved de giængse Ordsprog, da rører man ved Folkets Øiesteen; men ogsaa derved maa man stundum røre, naar der er kommet Snavs i Øiet, og det er ei min Agt at være glubsk, men kun at prøve paa, hvad der kan skee med Læmpe, og allermest see til, at et godt Ord kan finde et godt Sted, og et slemt med; thi mangen Gang er det den bedste Maade at dræbe slemme Ord paa, naar man lægger dem i en slem Mund, som Folk maa blues ved at saae til Hælvden med; desuden var alt meget vundet, naar man vidste, hvilke af de Ordsprog, man har sanket, end ere giængse; thi saa vidste man dog, over hvilke man har Hals og Haand og kan, paa eget Ansvar, tumle og handtere, som man lyster.

Dog, dette er en Biting; til Nød kan jeg vel hjelpe mig med, hvad jeg har, i Bog og Pande, og det var ikke godt, om mine Oversættelser blev holdt for klassiske, saa det kan ikke skade, der er Meget at forbedre, naar vi kun, som vi bedst forstaae, arbeide Efterkommerne i Hænderne. Hovedsagen har jeg nævnet, og vil kun tilføie, at det Spørgsmaal, jeg vel anseer for afgjort til Modersmaalets Fordeel, men som Andre mene, at Runer afgjøre til dets Vanære, Spørgsmaalet nemlig, om det Sprog, vi tale, var vore Fædres, eller om Dansk er en Tvetulle, avlet af Tydsk og Islandsk, vil ved en nogenlunde fuldstændig Samling af vore Ordsprog kunne besvare sig selv. Vist nok vilde saavel denne som al anden Nytte af Samlingen blive langt anseeligere, dersom man paa Island, i Norge og Sverrig vilde foranstalte en ligedan; thi derved vilde ikke blot det indbyrdes Forhold mellem Folk og Tungemaal i Norden, men ogsaa Nordens Forhold til andre baade ny og gamle Folkefærd vinde et overordentligt Lys; men herom nytter det neppe at tale, da man ei kan vente at høres, og da overalt Saadant neppe vinder Fremgang, uden hos det Folk, i hvis Hjerte det opkommer. At det nu er opkommet i Dannemarks Hjerte, lader sig ei nægte, om man endog vilde aftrætte mig Part derudi; thi Laales Samling er unægtelig den ældste, og Syvs den fuldstændigste i Norden; ja, for Syv

        

506 svævede dunkelt Ideen om at sammenstille og forklare alle Folkefærds Ordsprog, netop den, jeg her har havt for Øie.

Til Slutning kunde jeg vel have Lyst til at tale lidt om Brugen af Ordsprog i Tale og Skrift; men det er ikke saa lige en Sag, naar man vil skielne bestemt mellem Brug og Misbrug, og det nytter desuden kun lidt, da det her, som overalt, hvor det giælder om Regler for Tale og Skrift i Modersmaalet, i Grunden kommer an paa, om man veed, hvad man vil sige, og er fortroelig med Sprogets Aand; thi, hvis ikke, hjelper ingen Regel, og, naar saa er, behøver man ingen. Kun den Paastand, at Ordsprog kun skal bruges i den lavere Stiil, som grændser næst til daglig Tale, vil jeg berøre, for at indskiærpe den indlysende Sandhed, at enhver Stiil, der ikke saameget muelig nærmer sig daglig Tale, er forkeert og forskruet; thi den offenlige Tale skal jo høres af daglige Øren, og Bøgerne læses af daglige Øine; at sætte noget i Stiil, som vort Sprog rigtig udtrykker sig, er ingenlunde at beflitte sig paa usædvanlige Ord, Vendinger og Talemaader, men ved Eftertanke at forbinde de sædvanlige til en høiere Grad af Tydelighed, Klarhed og Eftertryk, end man sædvanlig finder i den mundtlige Tale. At man nu skal bruge Alt, hvor det kan passe, er ligefrem; aldrig at tage Feil, er et Underværk; men at Stilen nogensinde skulde forsmaa træffende Ordsprogs Fynd og Eftertryk, at den ikke skulde stræbe, deels at knytte sig til dem, deels at indflette dem i sig, det seer man dog vel, er en latterlig Paastand. Mere herom vil finde sit rette Sted i en Betragtning over Sproget, og indtil videre tage da Læseren til Takke med de, som jeg haaber, ei aldeles ubetydelige Vink, jeg her ansaae det for passende at give, og ei veed at slutte bedre end med Ordsproget: mange Bække smaae giør en stor Aae.

507

Bjarkemaalets Efterklang.

Soel er oppe,
Skovens Toppe
Glimre alt som Gimles Tag;
Bud os bringer
Hane-Vinger,
Hanegal om klaren Dag.
Vaagner, vaagner, danske Helte!
Springer op og spænder Belte!
Dag og Daad er Kæmpe-Riim 1.

Høit det gjalder,
Luren kalder
Kæmper op af Morgen-Blund;
Stolper knage,
Luer brage,
Blusse over grønne Lund.
Vaagner! ei til Gammens-Tale,
Viin og Smiil i Konge-Sale!
Hildurs Leeg er nu for Haand.

Vaagner! skuer
Borgens Buer
I den røde Buegang!
Luren gjalder,
Leire falder
Under Skuldes Jubelsang;
Hjartvar Ild i Skoven tænder,
Bladet falmer, Bøgen brænder,
Vaagne maa selv Dan og Skjold.

Op nu fage,
For Rolf Krage
Kiækt at løfte Skjold og Sværd!
Vel for Luer
Ei han gruer,
Men for Syn af Nidingsfærd.
Ring med Glands og Sværd med Egge
Mild han gav med Hænder begge,
Hvem tør nu slaae Ring om ham!

* 508

I sin Bolig,
Tryg og rolig,
Slumred sødt den Drot saa bold,
Svenske Luer
End han kuer
Med sit brede Dane-Skjold;
Men ak! dog han staaer paa Gløder,
Tryllesværd og trindt han møder,
Hvem tør skyde Skjold for ham!

Den, som kaldte;
Det tør Hjalte,
Det tør Sællands Bondeknøs;
Det tør Bjarke,
Om i Marke
Fenris-Ulv end selv var løs;
Lyst han har til med god Løve
Odin selv at naae og kløve;
Bodvar Bjarke slaaer tilbunds.

Rolf kan blegne,
Bjarke segne,
Hjalte svømme i sit Blod,
Leires Buer
Kan i Luer
Synke ned for Hjartvars Fod;
Marken ei han kan beholde;
Før de Emmer vorde kolde,
Dræber ham den sidste Gnist.

Soel er oppe,
Skovens Toppe
Glimre alt som Gimles Tag;
Bud os bringer
Hane-Vinger,
Hanegal om klaren Dag;
Vaagner! vaagner, danske Helte!
Springer op og spænder Belte!
Morgenstund har Guld i Mund.

509

Ved Abraham Kalls Jubilæum.1

Er det sandt, at gammeldags i Sindet,
Blandt Jævnaldrende jeg fremmed staaer,
Lever jeg som Oldingen i Mindet,
Knyttet til de forbigangne Aar;
Da var Tavshed og i Dag en Brøde,
Thi den Olding, for hvis Blik jeg staaer,
Hilsed jo med denne Morgenrøde
Fødselsdagen i sit Jubel-Aar,
Og vi veed, ei Aarstal blot ham binder
Til den Alder, som med Fædre svandt,
Jævnhed, Lærdom, Munterhed og Minder
Patriarchen os betegner grandt.
Er da end til Sang for grov min Stemme,
Er for plump min Haand til Harpeslag,
Fik til Bogen jeg dog Lyst og Nemme,
Røst til Riim paa slig en Fødselsdag,
Og jeg veed, at en trohjertig Tale,
Sat paa Riim alt efter gammel Skik,
Troere kan Patriarchen male,
End hvert Mesterværk af ny Metrik.

Er det sandt, hvad Oldtid os tilraaber,
Ved en Cicero som ved Homer,
At de Vises te kun finge Draaber
Af et Hav, kun Saga overseer;
Er det sandt, at Sagas Bølge-Sale
Er den rette Mimers-Brønd i Nord,
Lærer Odin meer af hendes Tale,
End af den i Luft bereiste Thor,
Sagtens maae da Oldingen vi ære,
Som os synes maa for ung endnu,
Efter Tiden, der vil til at lære,
Hvad af Sagas Ord han kom ihu!

Times Danmark, hvad jeg end tør haabe,
Hvad jeg stirrer paa som Folkeheld:
At inddrikke, Draabe efter Draabe,
Vid af Sagne-Bækkens dybe Væld;

* 510

Kan engang paa Leires Konge-Høie
Rank sig løfte Oldtids Mindesteen,
Medens hist i Saga-Kirkens Fløie
Lampen skinner over Helgen-Been,
Da skal aldrig her i Bøgens Egne
Glemsel vorde Minderne saa gram,
At jo Danmarks Sagamænd skal regne
Deres Herkomst nd fra Abraham.

Ikke Smiger vil jeg her frembære,
Paa Maroners og Nasoners Viis1;
Snorro siger, det er Spot, ei Ære,
Som udgydes i en løiet Priis.
Hvis det sømmede sig for den Unge,
Klage vilde han i Sagas Navn,
At ei Gjenlyd hun fra Danmarks Tunge
Hørde af de Millioner Savn2,
Som hun hvisked i vor Mesters Øre,
Som hun prænted i hans Lommebog;
Klagen vilde jeg forvoven føre,
Skiælde selv mig for en næsviis Pog,
Hvis kun Gubben vilde ret i Vrede
Vise klarlig, mig til Spot og Skam,
Ved hin Kalmar-Filtring at oprede,
Hvilken Skolepog jeg er mod ham.
Men, ved Pogen jeg om Bogen mindes,
Som han nemmede i Børneskoe,
Skolebogen, hvor end silde findes
Sanddrue Sagn i Pagt med Fædres Troe,
Bogen, som, det maa en Skjelm dog glemme,
Sanked først paa Danmarks Tungemaal
Fortids Sagn, saa de var værd at nemme,
Veied dem i Sandheds egen Skaal;
Kransede ei nogen Alexander,
Knælede ei feig for Romas Ørn,
Kæmped stedse under Dydens Stander,
Til et Eftersyn for christne Børn.
Sank engang den under Skole-Bordet,
Ligemeget Tro og Saga vandt;
Hvad som fældte den, det er alt jordet,
Til Opstandelse den Kræfter fandt;

* * 511

Der det lakked imod Jubel-Dagen,
Halv opreist, den over Bordet keeg,
Og med fyrgetive Aar paa Bagen
Den sig blander i vor Juleleeg.
Kyndinger den fattes ei herinde,
Mangen Mand den kiendte grandt som Pog,
Ja, de Fleste hvert historisk Minde
Knytte end vel til den Skolebog.
Trives da i Danmark nogensinde
Sagas Blomst til Duft og ei til Bram,
Da paa Bladet af den bly Kiærminde
Stave skal man: Sæd af Abraham.
Ei Kiærminden, som man vel kan vide,
Vil om nogen Ædling være stum,
Nævne vil den vist paa samme Side,
Holberg, Rothe, Overne1 og Suhm;
Alle saaede de en Sæd paa Jorden,
Som, trods Tidens Uvejr, Kuld og Brøst,
Sikkerlig dog modnes skal i Norden,
Skiænke Sønner en velsignet Høst.
Men alligevel, naar Dans Kiærminde
Reder op sit store Arvetal,
Som skal meer end Folk i Nord forbinde,
Nævne maa som Patriarch hun Kall;
Hun til Nævnelsen har mange Grunde,
Som udstrømme af hans Skolebog,
Glemme kan hun jo og ingenlunde,
Hvad som vides i hver Aske-Krog,
At den Samme, der os først fortalde
Sagn paa Dansk om hele Tidens Løb,
Ogsaa først til Dannemark indkaldte
Saga-Børnene, som alt i Svøb
Liflig har paa Modersmaalet stammet,
Skjøndt for Tænder de har fristet Soet,
Børnene, som Hellas har opammet:
Mnemosynes Børn med Herodot.
Ja, hvem har vel i de sidste Dage,
Saa omtrent Halvtredsindstive Aar,
Bogen fulgt, mens Tiden gik tilbage,
Og dog forbigaaet Søgna-Gaard!
Hvem har dyrket Jord i Sagas Egne

* 512

Og ei pløiet med den Riges Kalv!
Bør ei Bogen vi ham heel tilegne,
Som han venlig forudsagde halv!
Sad han ikke som paa Sagas Sæde,
Lærerig for hver en Odans Søn!
Skifted han ei aabenlyst med Glæde,
Hvad han sankede med Flid i Løn!

Hil, vi sige da paa Klios Vegne,
Saga-Folkets giæve Patriarch!
Hendes Moder kiær fra fierne Egne
Ærlig ægted ham i Dannemark;
Thi det kan med Sandhed ingen nægte,
At ham Mnemosyne tog til Ægte,
Og at Klio kun er ægte fød,
Naar hun sprang af Mnemosynes Skiød!
Hil dig, Olding lærd og vennehuld!
Gangen aabned du til Nordens Guld,
Og mens Guld i Nordens Grube vindes,
Denne Dags Guldbryllup og skal mindes*).

Et Par Ord om Oldgrandskning.

Qvo semel est imbuta recens, servabit odorem Testa diu1.

Nordens Oldgrandskning var, hvad jeg engang agtede, saa godt som udelukkende, at opoffre min Kraft og mine Dage; siden kom der en Tid, da jeg troede aldrig meer at skulle befatte mig dermed, og atter staaer den for mig, som en Syssel, jeg vel ingenlunde agter at binde mig til, eller tabe mig i, men dog at sætte i *

* 513 nøieste Forbindelse med min hele Virksomhed. Vil nogen mene, heri at finde Beviis paa Vankelmod og Vilderede, da skal det være ham saameget mere uformeent, som jeg selv tildeels finder deri nogen Lignende, finder det aldeles klart, at jeg i Førstningen ei selv vidste, hvad jeg vilde, og at jeg, siden det blev mig klart, kun efterhaanden lærer at forstaae mig selv, min Villie og Virksomhed: Forholdet mellem mine stadige Hensigter og de Midler, der staae til min Tjeneste, mellem Mennesket og Historien, og mellem dennes Dele indbyrdes. Hvor kunde det og anderledes være! en sælsom Drift til at vandre med Fædrene greb mig alt i Børneskoe; nysgierrig fulgde jeg Achil til Thetis og Æneas til Orcus; men et Smiil var Alt, hvad her aflokkedes mig, som hist i de pudseerlige Hjul-Smøininger eller Metamorphoser; aldrig fristedes jeg til at bestige det vindaabne Olymp; aldrig henreves jeg af Musernes klingre Stemmer, end sige af romerske Lirendreieres Spilopper; det staalblanke Valhal og guldtakde Gimle var Gienstand for min Længsel, og Skjaldenes dundrende Kvad klang sødt i mit Øre; som Skoledreng skrev jeg Udtog af Bogen om Odin, blæste ad Æolus, og holdt kun af Neptun for hans djærve qvos ego1. Aldrig fattede jeg den Hemmelighed, at vi skulde giøre os en Ære af at løse de gamle Grækers og Romeres Skobaand og opslikke Støvet under deres Fødder; det var mig som at kysse Pavens Tøffel; men ligesaa lidt faldt det mig ind at tygge Drøv paa nordiske Ord og Phraser; Commentarer ansaae jeg, ligesom siden Exegeser, kun for Konststykker, hvormed de Lærde vilde vise, hvad de havde læst, og giøre Røgelse eller slaae Kneps for hinanden; kort sagt, Philologi og Forstand paa, hvad man læste, Oldgranskning og Fortrolighed med Oldtiden, vare i mine Øjne ligesaa fremmede for hinanden, som Philosophie og rimelig, ordenlig Tænkning. Det hører ikke did, hvad der meest var Skyld i dette Vilderede: jeg selv eller den Tid, hvori jeg opvoxde, og gierne tager jeg BroderParten paa mig, naar jeg tør troe, ei derved at forurette Tiden; men aabenbart er det, at vi passede kun lidet sammen, og at den ligesaalidt kunde vinde mig enten for sin Oldgrandskning, eller i det Hele for sin Videnskabelighed, som den formaaede at give mig Oplysning om, hvad der giærede i mig, og hvorledes jeg skulde finde Udvei af det Vilderede, som omringede mig. Fritænkeriet var Alt, hvad jeg af min Tid tilegnede mig; thi det stemmede med min aandige Selvraadighed, der, i Letsindighedens * 514 Aar, fandt det bekvemt, at befries for den eneste Myndighed, jeg i Tankens Rige havde erkiendt: Guds uimodsigelige Ord; men til at ombytte Skriften med andre Bøger eller skrevne Collegier var jeg aldrig taabelig nok; jeg holdt mig til det udtrykkelige Bud, man gav mig overalt, og fulgde min Fornuft, ligesaavel naar den ophøiede sig over det tørre, kiedsommelige Tøi, man kaldte Lærdom, den forskruede, vandede, langtrukne, følsomme Snak, man kaldte Poesie, som naar den modsatte sig Troen paa Skriftens hemmelighedsfulde Sandhed. Hvad der vilde blevet af mig, hvis nogen paa mindste Maade havde, i mine academiske Aar, lagt Mærke til mig, eller dersom Lykken kun havde føiet mig saameget, som den føier de fleste letnemme Hoveder, saa jeg, da Candidat-Stemplet var trykt paa mig, kunde faaet Fodfæste i Hovedstaden og paa Skriver-Banen, Ting, jeg dengang hæftig attraaede, det veed ikke jeg; men naar jeg af mine Prøve-Klude seer, at det var et forvirret Billede af Holberg, Vessel, Baggesen, Samsøe, Balders Digter, Snedorf, Sigrids Forfatter, og - Skriftemaalets1, der som Mønster svævede for mig, da seer jeg vel, at noget Godt var det ingenlunde blevet, og takker Gud, som frelste mig af Fristelse.

Ledsaget af Sandvigs Edda, Anders Vedels Saxo, Peder Clausens Snorro, nogle Sagaer, Olavsens Bog om Nordens Skjaldskab, Arild Hvitfelds Krønike, de tre første Bind af Suhms danske Historie, med hvad andet dansk historisk jeg havde sammenplukket, og med den Smule Islandsk, jeg, uden Veiledning, havde stavet mig til; med dette Huusgeraad, som jeg fornemmelig havde min venlige Stalbroder, den tidlig lærde, og tidlig fra Bogen forsatte, P. N. Skougaard, at takke [for], begav jeg mig, som mig syndes, i Landflygtighed som Skolemester, og her, i landlig Eensomhed, uden Forbindelse med nogen, der kiendte eller elskede Nordens Oldtid, giærede det i mig, til Sponsen af sig selv fløi op, og jeg blev Forfatter. Dog, naar jeg siger uden Forbindelse, da mener jeg kun personlig; thi længe kunde jeg ei udholde Afsondringen fra de udkommende Bøger, som, alt fra Drenge-Aarene af, hørde til mit daglige Brød. Oehlenschlägers Poetiske Skrifter fandt hos mig et Øre, der var fortroeligt med nordiske Toner, og et Øie, der just nu begyndte at oplade sig for Christendommens Herlighed og alle Livets store Gestalter, samt et Hjerte, hvis dybere Længsler, som ved et Tordenskrald, vare pludselig vaagned; det var mig som et Underværk, *

515 at de i Tiden længst hensovne Toner og de i Hjerte-Dybet hviskende Længsler kunde føre et saadant levende Sprog paa Dannemarks Tungemaal; mange henslumrede Minder vaagnede; til Shakspears, Goethes, Schillers og Ossians Harper havde jeg og i min Eensomhed lyttet; med Fichte, Schiller og Schelling grundede jeg paa Livets Vilkaar, paa det Faste og Flygtige; hvad Steffens fordum ei kunde bringe mig til at troe, men nødte mig dog til at huske, levede op i min Sjæl, og der skedte en Forvandling i mine Forestillinger og min hele Tankegang, som jeg selv først ret mærkede, da jeg atter greb den enstund henlagde Pen, for, efter min gamle Sædvane, at giøre mig selv Rede for, hvad jeg troede og tænkde om det, der i mine Øine var vigtigt og stort. Hvorledes jeg nu betragtede Norden, det fik man at høre, thi nu var mit Tungebaand løst; fordum havde jeg mangengang afskrækket mig selv fra Skriver-Banen med det Samvittigheds-Spørgsmaal: har du noget at sige, som man ikke kan læse i hveranden Bog? men nu syndes mig, jeg turde svare Ja, og uden videre Betænkning skrev jeg, som jeg kunde bedst, og lod det saa løbe.

Dog, jeg vil afbryde, thi jeg veed vel, hvor let man kan forføres til at lade Munden løbe, naar Talen er om, hvad der stedse maa være os selv kiært at ihukomme, men let kan falde Læseren kiedsommeligt. En kort og tro Udsigt over mit tidligere Forhold til gamle Nord og boglig Konst, mener jeg derimod, kan være mine bedre Læsere velkommen, og er vel nødvendig for at kunne sætte sig ind i min Stilling, da jeg fremtraadte som Oldgrandsker. Man seer nu let, det havde stedse, mig selv ubevidst, været en poetisk, eller, om man vil, grundhistorisk Kiærlighed, som bandt mig til Nordens Oldtid; meget havde jeg læst, og tænkde gierne over Alt; men paa sædvanlig Viis havde jeg Intet studeret, vidste ikke engang ret, hvorledes man dermed bar sig ad, og maatte altsaa, om jeg vilde meer end Moerskab, bane mig en egen Vej. Vel veed jeg, at man hertillands har villet giøre alt mit Arbeide med Oldsagerne til Galskab, og jeg kan godt begribe hvorfor; thi deels gik jeg ikke i det gamle Traad, deels laae der hos mig en poetisk og historisk Anskuelse til Grund, som det var langt nemmere at haane end dele, og endelig gebærdede jeg mig stundum lidt galt, som om al Verden hængde i et islandsk Kalveskind; men den overordenlige Opmærksomhed, Mænd med Følelse for Oldtiden, som Nyerup, Grater og min gamle mathematiske Ven1, skiænkede de *

516 allerførste, flygtige Ord, jeg lod høre, turde vel ene være Borgen for, at jeg ikke uden Kald betraadte den Bane. At jeg med et Aandepust henveirede alle Indvendinger mod den nordiske Mythologies Ægthed, ved at vise Sporene af en fast, sammenhængende Bygning og en gradviis Udvikling, at jeg satte Voluspa og den prosaiske Edda hver paa sin Plads, hvor man skal lade dem staae, det tør jeg sige; det erkiendes, saavidt jeg hører, ogsaa efterhaanden; det var et vigtigt Skridt til sund Oldgrandskning, og det er mig ikke bekiendt, at nogen siden er kommet videre; altsaa tør jeg vel tale med, især da det ingenlunde er nogen Lovtale over min Fremgangs-Maade, jeg vil holde.

Nødvendigt var det, at jeg med det Øie og den Udvikling, jeg havde faaet, maatte først betragte Eddaerne aldeles for sig selv, i deres eget Lys, og stræbe at finde Sammenhængen i deres Indhold, uden at spørge, enten hvor det var kommet fra, eller hvorvidt vi havde Sagn for, at Nordboen i noget Tidsrum havde dette Syn; thi dette Sidste var umiddelbar vist, da Sangene fandtes paa Nordens Tungemaal, og det Første var det for tidligt at spørge om; thi naar Spørgsmaalet skulde have noget Værd, maatte det giælde Bygningen selv, ikke enkelte Stene, der kan findes og passe i saare forskiellige Bygninger. Ganske rigtigt var det da, at jeg, efter omtrent at have lært Edda udenad, gav en Udsigt over Indholden og den Sammenhæng, jeg deels saae, deels skimtede; thi det var en nødvendig Indledning til nordisk Oldgranskning, som jeg havde savnet, og som man vilde takket mig for, hvis man havde havt Forstand paa Sligt. At der hist og her, særdeles i Stykket om Asalæren, Frugten af en Begeistring, der ei er hverdags, fandtes lidt Sværmerie, burde ikke have undret eller stødt nogen, da det Hele jo aabenbar var et Skjaldekvad i fortløbende Rhytmus; og Bogen om Nordens Mythologie er, paa enkelte Udbrud nær, skrevet saa ædrue og betænksom, som man burde ønske; thi uden Liv og Varme sluddrer man kun om Poesie og Myther, og af vilkaarlige Forbindelser og Giætninger finder man ti i de tørreste Bøger om Sligt for een i denne. Mangel paa Øie for Poesie og Historie var da Grunden til, at min Bog ikke i Dannemark blev ændset og benyttet; men at den ikke blev forbedret og fortsat, det er vel paa en Maade min Skyld. Rigtig nok kunde jeg mod Tiden godt undskylde mig med den Mangel paa Opmuntring, der stedse var min Lod, med Skolemesterskabet, som jeg igien maatte gribe til, for at have det daglige Brød, og med andet Sligt; men slige Undskyldninger antager jeg allermindst hos mig selv for 517 gyldige; thi de undskylde mig ikke for mig selv, og til Proces med Tiden har jeg Anledning nok, uden at drage min ringe Person med i Spillet. Det er da ganske rigtigt, at der var en Skrue løs, vel ikke, som man siger, i min Hjerne, men dog i min Oldgranskning, den Skrue nemlig, som skulde forbundet Edda med Historien, Total-Anskuelsen med billig Vurdering ogsaa af det Udvendige og Underordnede, ja, i Grunden den Skrue, der skulde fæstet Anskuelsen paa sin rette Plads, som et Dør-Malerie, der, langt fra at giøre Vandringen overflødig, netop skulde indbyde og indvie til den. Som et saadant udstillede jeg den vel, men kun løselig, med ikke saa liden Misviisning, og, hvad der var det værste, jeg lod det selv dermed beroe, og agtede kun at lade Beskuelsen giennemtrænge Kæmpelivet i en fri Bearbeidelse af Nordens Oldsagn. Saare begribeligt er det, at jeg, begeistret for de store, levende Gestalter, som kraftig giennem Sang og Daad kundgjorde deres Aand og Rørelse, ingen Priis satte paa smuldrede Leerpotter, rustne Klinger og sagnløse Runestene, og følde slet ingen Trang til deres Vidnesbyrd; ligesaa begribeligt, at jeg ringeagtede de senere Tilsætninger, hvormed Fædrenes Mythologie var vanhældet og fordærvet, samt de senere Skjaldes Konst-Vers, der kun ere udstafferede Liig-Kister for Oldtidens Poesie; heller ikke havde Nordens Oldgranskere havt Ret til at kives med mig, fordi jeg kun uddannede en Beskuelse, der lettede dem deres Arbeide, uden jo at binde deres Hænder; men derfor tog jeg dog ikke mindre Fejl, og bidrog til at nære netop det nittende Aarhundredes Skiødesynd, som er, at tage sig alting let og nøies med en elektrisk Billed-Skygge, der svæver let over sin Gienstand og synes at skiænke levende Anskuelse af Aanden i det Hele, uden at man behøver med stadig Flid og alvorlig Granskning at prøve og luttre Beskuelsen og i klar Erkiendelse bemægtige sig Gienstanden i sin Aand. Vel var det da, at Omstændighederne slet ikke føiede mig; godt, at jeg nødtes til, som Lærer i Historien, at vende Øiet fra en Punkt, der, i langvarig Besiddelse af min Forkiærlighed, saare let, hvis min Forfængelighed havde fundet sig smigret, kunde fængslet Blikket og givet min hele Virksomhed en skiæv og indskrænket Retning, der sikkert havde smittet i en Tid, da det efterhaanden bliver almindeligt, at gribe efter Land-Vætterne og giøre Røgelse paa deres Altre.

Inderlig grebet af Overbeviisningen om, hvor forfængelig al Stræben efter at vække aandig Sands dog i Grunden var, naar Tiden beholdt sit vantroe Hjerte, med den levende Indsigt, at 518 Valgrind, hvorigiennem jeg havde seet en Indgang til Historiens Tempel og til Syn af Alter-Tavlen, omkrandset af vidnesføre Kiærminder, at den dog snarere førde ind i Eventyrets DrømmeHald, og at Nordens Saga, saalidt som nogen, kunde til Gavns forbinde Historie og Eventyr; med dette Syn og med inderlig Bekymring for min egen og Næstens Salighed, ombyttede jeg Runestav med Præstepen, og hvorledes kunde jeg da have i Sinde, nogentid igien at sysle med Nordens Oldsagn, som jeg vel var langt fra at foragte, men fandt, rettelig, burde henligge, til det ene Nødvendige var fuldbragt, og Tiden, atter indtraadt i hellige Fodspor, kunde rolig og klarøiet betragte Hedenhøs!1

End er jeg uforandret af samme Overbeviisning, og stedse maa jeg gientage det: vender gammeldags Christendom ikke tilbage, da er alt videnskabeligt Arbeide ligesaa forloret for Slægten, som det aabenbar er saa for den Enkelte; men Christendom skal komme igien, hvor det saa bliver; hvor det end bliver, vil intet foreløbigt Arbeide i dens Aand være forgiæves, og dens Aand er Historiens og al Sandheds Aand. Det er da ogsaa, mener jeg, meget begribeligt, at jeg, efter at have prædiket for døve Øren, heller end Intet at giøre, atter giæstede Nordens Oldtid, hvor jeg var kiendt, og nu kunde betragte Alt med et langt mere roligt og upartisk Øie: og daglig har jeg bedre lært at indsee, baade hvor historisk vigtigt det er, at Oldgrandskningen drives med Forstand og Iver, og hvilket stort Udbytte Nordens Oldtid kan give. Tredie Gang er jeg da nu kommet did; første Gang var det blind Natur-Drift, anden Gang et SkjaldeSyn, og nu er det Historien, som drager mig; atter staaer jeg for Mythologien, om hvilken jeg i otte Aar ei talde, uden stundum i flygtige Vink, og det er da neppe overflødigt med et Par Ord at sige, hvorledes jeg nu betragter Oldgrandskning i Almindelighed og den nordiske i Særdeleshed.

Oldgrandskningen er i et vist Tidsrum Historiens Forløber, og da nu hint Tidsrom stedse er Folkenes første, fristes man let til at ansee den for Historiens Grundvold, men staaer da ogsaa Fare for at bygge et Huus paa Sand, som undergraves af det første Vandskyl og styrter i den første Blæst. En stor Vildfarelse var det da tilvisse, at man først vilde være i det Rene med Folkenes Mythologie og øvrige Oldsagn, før man tog fat paa deres nyere, sikkre Historie, og her, som paa saa mange Punkter, sporer man Engellændernes skarpe Syn, uden dog at kunne rose Benyttelsen *

519 deraf. Deri feilede Schløzer, og hvo ham fulgde, ingenlunde, at han erklærede al Sagn-Historie for usikker og den Umage for spildt, man anvendte paa at faae den gjort lidt mere rimelig; thi han havde meget Ret i, at den derved ei blev det mindste tilforladeligere; men deri feilede han storlig, at han forkastede den som ingen Ting; thi derved vurderede han Noget, hvis Værdie han selv tilstod, var ham aldeles ubekiendt, og som han altsaa skulde ladet staae ved sit Værd. Mindre Skarpsindighed, men dybere Følelse viiste Schønning og Suhm, ved at opoffre næsten deres hele Liv til Undersøgelser over Sagn, hvis Værd og Vigtighed de ansaae for afgjort, uagtet de ikke kunde nægte, at Handteringen var en Famlen i Mørke. Havde de, uden at opgive deres Yndest for vore Oldsagn, kunnet agte paa Schløzers og Ihres Indvendinger, da vilde deres Flid, og Suhms Rundhed, bragt et kongeligt Værk istand; thi da vilde vi havt den hele sikkre Historie udførlig giennemgaaet, og det Vigtigste af, hvad der hører til Oldgrandskningen, samlet og udgivet; vi maae være billige nok til at indsee, at Sligt, efter Tidens og Deres Vilkaar, var umueligt, og vi maae vide dem Tak, fordi de, ved deres, i Øvrigt kun lidet nyttige, Travlhed i Old-Sagas Hald, holdt Dørren aaben, som ellers sikkert var smækket til og kanske gaaet i Baglaas; men vi maae ikke saaledes træde i deres Fodspor, at vi mene, der er noget vundet ved at danne os en Hypothes, som en Seng, hvori Alt skal passe, enten det saa derfor maa skarres eller snuppes. Vi skal indsee, at vel maa det være Alle uformeent, at giætte om Sagnenes Betydning og Sammenhæng, men at slige Giætninger, om de saa bugne og briste af Lærdom, slet intet afgiøre, men ere enten Skjaldeblik eller Slag i Luften; disse leer man af, og hine skriver man bag Øret; men Vidskabs Fordring er Vished, og ikke det mindste er her at afprutte. Er Vished umulig, nu vel, saa har Schløzer Ret, og om ikke Pokker, saa dog Skjalden i Vold med alle Oldsagn! Penne-Strøget giøre da Skiel mellem Fabel-Riget og Historiens Forgaard, og Bogtrykker-Pressen være den snevre Indgang i Helligdommen!1 thi een Fugl i Haanden er bedre end ti i Luften! Men vi har seet, Schløzer kan ikke have Ret; thi hans Formodning om Umueligheden af at vinde Vished i Oldgrandskningen udgiver sig enten for Vished, og ophæver sig derved selv, eller for en Giætning, og den skal vi prøve, men * 520 kan ikke prøve den, uden ved fortsat Oldgranskning, om hvis Forfængelighed kun det sidste Menneske, fra denne Side, kunde være gyldig Dommer. Skulde vi altsaa have Ret til at opgive Oldgranskningen, da maatte det være, fordi vi kunde indsee, at, selv naar det lykkedes, var Vindingen ubetydelig i Forhold til Umagen, den havde kostet; men nu kan vi netop indsee det modsatte; thi lykkes Oldgrandskningen, da løser den videnskabelig de store Spørgsmaal om Folkenes Oprindelse, Udvikling og indbyrdes Forhold, Spørgsmaal, der paa det nøieste hænge sammen med de vigtigste, vi kan giøre, og hvis videnskabelige Besvarelse usvigelig forjætter Historien et Alt omskinnende Lys: Menneske-Slægten Forstand paa sig selv.

Det er da klart, at Oldgranskningen skal drives med Flid og Iver, og langt fra at ville indknibe dens Grændser, skal vi kun lade den udvide dem, selv over Penne-Strøget, og ind paa KirkeGaarden; sine naturlige Grændser kan den ikke overskride, og vi have da Sikkerhed nok; thi kun det er sikkert, som kan sikkre sig selv, og hvad der ikke tør møde enhver Tvivl, er i Grunden usikkert. Men, er det da ikke umueligt, ved Slingren mellem Hypotheser, Lettroenhed og Tvivle-Syge, at komme til nogen Vished? Jo, hvad andet! men derfor skal vi begynde med, hvad der er vist, begynde, ikke bag, men for fra, begynde med det nærværende og med det Tidsrum, vi har paa Prent; der skal vi slaae Leir, og saa indtage de forrige Aarhundreder Stykke for Stykke, uden at skye nogen Kamp, da det stedse er os, som vinde, naar vi følge Sandhed. Historien er et Seierværk, der vel viser, baade hvad Klokken er slaaet, og hvad den skal slaae, men dog langt sikkrere og bestemtere Hint end dette; thi saasnart vi drage i Strengen, repeterer det; Nytiden maae vi kunne lære at forstaae; thi den kan vi undersøge Blad for Blad, og naar vi dermed ere færdige, staaer den nødvendig for os som en stor Følge, der selv siger, hvoraf den ene kunde følge, og giver os derved Omridset af det forrige Tidsrum, ved hvis Hjelp vi maae kunne fælde en sikker Dom over, hvad der kalder sig dets Historie, og forsvare den mod alle Indvendinger ved at vise den nødvendige Sammenhæng. Saaledes forstærkede gaae vi da videre, stedse blive vore Strids-Kræfter større, og Erobringen lettere, og naar vi da endelig, med Historiens samlede Magt, komme til Oldtiden, da har det ingen Nød med at fare vild eller drives af Marken; vi have da saaledes giennemsmagt Flodens Vand, at vi ei kan tage Feil af dens Væld, hvor 521 det findes, og findes maa det der, hvor Floden kom fra. Man vil sige, det er en lang Reise; men frem og tilbage er dog lige langt, og har den ikke været Slægten for lang at giøre, bør den ei heller være os for lang at eftergiøre paa Kortet, og det er dog sagtens den Umage værd, at faae at vide, hveden vi kom, og hvor vi skal hen, thi hjem skal vi bestemt.

Uagtet nu her, hvor faa Ord skal sige meget, er Anledning til mange Tvivl og Spørgsmaal, saa mener jeg dog, saameget er klart nok, at naar man skal slutte sig til noget Ubekiendt, maa man begynde, ikke med det, men med noget aldeles vist; naar man vil skielne i Mørke, maa man have Lys med sig, eller ogsaa et Øie paa hver Finger, det vil sige: en meget fiin Følelse, som aldrig faaes uden ved længe at handtere lignende Ting. Skjaldens Fortrin er det vel i hver Alder at have et Slags Lys med sig, hvor han gaaer, fordi han, saa at sige, kan slaae Ild af sine Øine, og, uden ham til Forløber, skal man nok bare sig for at komme paa det rette Spor til nogen Egn i Aandens Rige, uden at have ham til Speider, vist løbe Panden imod Væggen og en Staver i Livet, vist, uden at faae Fingrene elektriserede af hans Øie-Gnister, hytte sig for at faae Fingre paa Aander; men det er dog stedse en egen Sag med Skjalden; thi han staaer, fremforalt nutildags, næsten altid selv i sit eget Lys, og det giør ikke Gavn paa Synet, saa det maa følges med særdeles Varsomhed. Selv kunde han bedst advare os, naar han vilde; thi han han har det nu ikke saa hedt, at han jo godt kan holde Bog med sig selv og holde sig til Bogen, og hvor Skjaldene nuomstunder ikke vil det, faar det med Videnskabelighed neppe stort at betyde; thi der blive de Lygtemænd, som trække Rus med Historien og sige Vidskab Godnat. Bedre Ting vil vi imidlertid formode, og lægge vel Mærke til, at i al Fald er den Flid kastet ud af Vinduet, som upoetiske Hoveder anvende til paa egen Haand at hitte Rede i Oldsagerne, ligesom paa den anden Side Skjalden misbruger sit Syn, naar han stræber at vække Ringeagt for eller Leede til noget Arbeide, hvorved Ovnen bygges, som Synet skal smeltes og luttres i. Nødvendig maa selv den mest betænksomme Skjald lee eller skiænde, naar man vil fange Fugle som Fluer, naar man leder om Oldtidens Aand med Hakke og Spade og vil behandle Historiens Gravkamre som Høienes; men han skal indsee, at ingen historisk Levning er ubetydelig, at et enkelt Ord og en mosgroet Sten maaskee kan foranledige et Syn, der er mere værd end hans, eller tjene forunderlig til at stadfæste, rense og fuldende det. 522 Dette giælder da om nordisk, som om al Oldgranskning; samle, og, saavidt mueligt, for Alles Øine udstille, skal man alle Fortidens Levninger; hvor det skeer med Iver, vil nok findes Øine med aandigt Kiæde-Syn; paa Indvendinger skal man kun ikke spare for Øinenes Skyld; thi due de noget, da skiærpe de Synet, og due de ikke, da vække de Latter; men for Tidens Skyld skulde man ingen Indvending giøre, uden som Fuldmægtig for virkelige Oldsager, og for Sagens Skyld ligesaalidt indbilde sig, at et Syn, der ei løser Alt, løser Intet, som at det, der løser meget, maa, naar man kun vender og dreier med Flid, løse Alt.

Kaste vi nu Øjet paa Nordens Oldtid og Bestræbelserne for at opklare den, da møder os først det glædelige Syn, at vi har en Oldtid, som er værd at see og tænke paa, og som har noget at betyde. Paa Æren kommer det her ikke an; men Skammen vilde være uudslettelig, hvis vi, som ene mellem alle de europæiske Folk, der nu ere oppe, have en Mythologie og indholdsrige Frasagn om Hedenhøs, hvis vi vilde være dovne og ligegyldige nok til at lade Møl fortære det kostbare Liggendefæ, lade smuldre mellem Hænderne, hvad Fædrene under alle Omskiftelser giemde troelig i Hjertet! Vore Oldsagn, det er uigiendriveligt, have en uberegnelig Vigtighed for Historien og altsaa for alle de Folkefærd, som tage levende Deel i den; de bevise, at Norden er det inderste Giemme i Sagas Drag-Kiste, og at hint gamle Sagn har Ret, som lader Chronos skjule sine Skatte i Norden. Det er slet ikke at takke os for, at vi have sat mere Priis paa indenlandsk Oldgranskning end de andre Folk; men det er en Skam, at vi ikke have gjort langt mere til dens Tarv, end vi har. Islændere, Sagahøiens underlige Drauger, var det hidtil næsten ene, som arbeidede, og de forstaae bedre at giemme end at oplukke; selv Arne kunde, som det synes, ei afsee noget, mens han levede, og skiøndt han, saa at sige, testamenterede Publikum Skatten, synes det, efter Skiebnens Dom, kun at have været pro forma; thi man veed, hvilken Hage der stedse har været ved Udgivelsen af hans Efterladenskab, en Hage, der ei alene forsinkede samme, men trak det Givne atter tilbage, som om Aanden angrede Testamentet og stræbde at tilintetgiøre dets Virkning1. Naar vi saaledes giennemløbe Rækken af de udgivne Oldsager, da finde vi den ikke alene gruelig kort i Ligning *

523 med Aarenes lange og fattig med Hensyn paa Rigdommen, men vi finde og meget, som ei findes i vore Boglader, skiøndt det er intet mindre end opkiøbt: det er sunket i Jorden til Arne. Dog, jeg vil ikke her tale om den oplyste Slægt, der i alle Maader ristede sin Spege-Pølse paa Fædrenes Adels-Brev, jeg vil ikke tale om, hvorledes man i Stokholm og Berlin endnu giør os i Axelstad tilskamme, ei heller om den forlorne Møie, man har gjort sig med at bortforklare Aanden af Ordet og oplyse Tusmørket med tomme Lygter og med slukde Brande. Det var en Vindtid og Vandtid, en Snuetid og Stærtid, da Aandens Rige var spærret med Svovel-Stikker og med Pølse-Pinde, og den blev forkiættret, der ei vilde troe, at de grønne Oste var deilige Maaner, og Fædrene Fæe. Hæder med Langebek, Schønning og Suhm, med Olavers og Thorlakers Sønner, med Evald og Sandvig, Samsøe og Snedorf og hver, som, med redelig Hu, efter Evne stræbde at finde, opmuntrede til at søge det gamle Sagas Grønland, der glemdes i den sorte Død! min Lyst er det ei, at slaae mig til Ridder paa andet end Død og al Verdsens Ulykke, og mindst paa hensovne Ædlinger; men dem giøres kun liden Ære ved at giøre dem til Skjold for Tidens Vandart, dem times hverken Skam eller Skade, ved det vi bekiæmpe, hvad det Bedste i dem selv bekiæmpede, skiøndt det hængde ved dem, saalidet som det var Skam eller Skade, at vi begrov deres Liig, der dog engang var langt nøiere forenet med dem, end Flyvesandet, som standsede deres Fjed og fordunklede deres Øine. Kunde de igien opstaae foryngede, da vædder jeg, at de skulde ei gebærde sig saa, som Lilleputter bag deres Navne; de skulde ligesaalidt bryde Staven over mit Syn for Oldtid og Oldgrandskning, som Gräter og Nyerup have gjort det, men glæde sig ved en Medarbeider, som, naar han taler om Oldtid, vandrer i den, uden anden Føring end Stavene, som Fædrene række os op af deres Grave, uden andre Glas-Øine end dem, hvorpaa Oldtidens Aand selv har malet sit Billede. Jeg tør staae i Aanden for alle de værdige Mænd, som fordum syslede med Nordens Oldsager, og sige: I toge Feil, I vilde giøre, hvad I ikke kunde, sige, hvad I ikke vidste, bedømme, hvad I ikke forstod, og hvad skulde da hindre mig fra at sige det Samme til dem, som end leve og mene, at de paa samme Vei og Maade kan udrette Noget! Hvad skulde hindre mig fra at sige, hvad jeg er vis paa, Eftertiden skal sande: Oehlenschläger var den første Skjald, der kastede et Blik paa den nordiske Oldtids Aand, mig timedes det først, med Bogen i Haand, at speide dens Land, og hvem der ringeagter Skjaldens

        

524 Blik og mine Tidender, kommer end ikke til Utgarde Loke eller Geirrodsgaard, mindre til Valhal, Folkvanger og Gimle. Hvem der tænker at vinde Noget ved Sammenligning mellem Nordens, Persiens og Indiens Oldsagn, uden først at have fattet hine i deres Aand og eiendommelige Forbindelse og disse i deres, han griber i Luften. Hvem der ikke anseer de islandske Sagn om Oldtids Begivenheder for ligesaa usikkre og blandede som Saxos, hvem der vil trække Sagnene paa Læst, uden at kunne bevise, den er skaaret af Historien selv og udfylder dem ganske, han spilder sin Tid, og det giør enhver, som i andet end FjederHammen vil, uden Pas, paategnet ved alle Sagas Færgestæder, reise til Asgard, eller selv til Leire og Alfheim. Dobbelt Skam og Skade er Sligt, aldenstund der er nok til os alle i Fædrenes Arv, naar vi kun vil nøies med, hvad vi kan bære, handtere, hvad vi kan trykke, giensidig hjelpe hinanden, og glæde os ved, at jo meer vi giøre tilgavns, desmere bliver der netop for Ætten at arve.