Grundtvig, N. F. S. Af BIBELSKE PRÆDIKENER (1816)

BIBELSKE PRÆDIKENER.

DA Grundtvig i Sommeren 1813 sluttede sin Virksomhed som Kapellan i Udby, var det hans inderlige Attraa at blive Præst i København, fordi han følte, at hans store Forsøg paa at genoplive den gammeldags lutherske Kristendom maatte gøres netop dér, hvor hans gejstlige Modstandere havde deres Hovedlejr. Men det viste sig umuligt for ham at opnaa noget Embede i Hovedstaden, da Københavns Præsteskab ikke ønskede at have ham iblandt sig. Han maatte derfor nøjes med at præke i Ny og Næ i de Kirker, hvis Præster var taalsomme nok til at overlade ham deres Prækestol. Men ogsaa denne Adgang til at forkynde Guds Ord blev efterhaanden indsnævret og næsten spærret for ham, især efter at hans Tale ved Præstemødet i Roskilde den 6. Oktober 1814, »om Polemik og Tolerance eller om Tvist og Taal«, havde paadraget ham en alvorlig Irettesættelse af Biskop Münter. Fra den Tid af var det kun Præsten Frechland ved Frederiksberg Kirke, som vilde og turde overlade ham sin Prækestol; og her talte Grundtvig da adskillige Gange i det følgende Aar. Men tilsidst indsaa han det haabløse ved denne Stilling, og efter en Præken paa 2. Juledag udtalte han højtidelig det Forsæt: herefter ikke mere at ville tage Ordet fra nogen Prækestol i København, før han var lovlig kaldet dertil ved Kongens Udnævnelse.

Ifølge hans Opskrift lød denne Erklæring saaledes1:
»Kristne! I, som have hørt Guds Ord fra min Tunge, til eder haver jeg endnu et Ord at sige i Dag, ei trodsende eller larmende, ei i Stolthed eller Vrede, men høitideligt, stille og veemodigt, i Herrens sagtmodige Frygt og Hans Aands Kraft. I de sidst forløbne trende Aar har jeg, saa ofte det tillodes mig, forkyndt Guds Ord aabenbarlig her og i Hovedstadens Kirker. Min Samvittighed vidner med mig, at jeg haver forkyndet Ordet under Kamp og Bøn og Guds Paakaldelse, saa rent og uforfalsket, som et skrøbeligt Menneske, der troer ærlig og levende paa den Hellige Skrifts Ufeilbarhed i Mening og Ord, det med Guds Naade og den Hellig-Aands Bistand formaaer. Jeg haver aldrig bedet eder at troe mig, men jeg haver stræbt at overtale eder til at troe Gud og Hans Ord, til i eders Saligheds Sag *

253 at flye og skye al menneskelig Lærdom og Paafund, og til at vandre værdelig for Guds Aasyn i inderlig Kiærlighed. Alligevel er jeg baade hemmelig og aabenbare bagtalt for Menigheden som en Sværmer og Fanatiker, som en Partie-Stifter og en Folkeforfører, og ikke en eneste af mine Tilhørere har vovet offenlig at give mig Vidnesbyrd som en Præst, der forkyndte Ordet troelig efter de hellige Skrifter og den Kirkens Bekiendelse, som er os overantvordet. Paa det altsaa, at det dog kan vorde vitterlig, at jeg er ingen Sværmer eller Fanatiker, at jeg vil ikke stifte Partie eller forføre Folket, saa erklærer jeg herved høitidelig for Guds Ansigt: at jeg aldrig fra denne hellige Jule- og Martyrdag af vil betræde enten denne Prædikestoel eller nogen i Hovedstaden, ei heller her eller der udøve nogen udvortes præstelig Forretning, med mindre det gjaldt Troens eller Kiærlighedens Fornægtelse, eller jeg dertil af min lovlige Øvrighed forordnes eller befales. At dette er min faste og urokkelige Beslutning, fattet aldeles frivillig og utvungen, under Bøn og Guds Paakaldelse, det erklærer og bevidner jeg herved i Navn Gud Faders, Søns og Hellig Aands, Amen!«

Med Hensyn paa, at han saaledes ansaa' sin kristelige Forkyndelse for midlertidig afsluttet, var det, at han i det følgende Aar udgav sine Bibelske Prædikener.

Allerede mens han var i Udby, havde han paatænkt at udgive en Aargang Prædikener, og da dette ikke lykkedes ham, fordi han ikke kunde samle et tilstrækkeligt Antal Subskribenter paa Værket, fattede han i 1814 den Plan at udgive Nogle Prædikener efter Tidens Tarv. Men heller ikke dette fik han iværksat. Derimod havde han Tid efter anden udgivet enkelte Prækener, nemlig: Hvorfor kaldes vi Lutheraner? Prædiken paa Alle Helgens Dag 1811; Hvad skal vi gjøre, at vi kanarve det evige Liv? Aftensangs-Prædiken paa femte Søndag efter Paaske, 1813; og Herren kommer! Prædiken over første Advents Evangelium, 1814.

Bibelske Prædikener, der udkom i Juni 1816, indeholder i alt 16 Prædikener. Men da det ligger udenfor denne Udgaves Hensigt at optage Grundtvigs Prædikener i større Omfang, meddeles her kun et Par af særlig Betydning som Udtryk for hans daværende Standpunkt, tilligemed den sidste, hvortil han knyttede ovenstaaende Erklæring.

De Bibelske Prædikener blev anden Gang udgivne af C. J. Brandt i 1883 sammen med 16 andre Prædikener fra Tidsrummet 1811-25.

254

Bibelske
Prædikener
efter
Tidens Tarv og Leilighed
ved
N. F. S. Grundtvig,
Capellan pro Persona.

Land! Land! Land! hør Herrens Ord!

Jer. 22,29.

Kjøbenhavn 1816.
Paa Hofboghandler J. H. Schubothes Forlag.
Trykt hos P. H. Höeckes Enke.

255

Fortale.

Endelig udkommer her den liden Samling af Prækener, som omtrent et Aar har været under Trykken, og i Arbeide lige siden jeg saae, at en større over alle Søndagernes Evangelier var i alle Maader ubetimelig. Stort har jeg ei om den at sige, men anmærke vil jeg dog, at især Prækenerne fra 1815 ere under Omskrivningen ganske omarbeidede, efter hvad jeg ansaae for mine Læseres Tarv; men ligesom Themaet dog er blevet det samme, tør jeg sige, Aanden er det ikke mindre, saa at den, der troer, jeg har præket i den Aand, han her sporer, tager ingenlunde feil. Hvorvidt nu denne Aand er Christi og Sandhedens, derom vil jeg for det Første ikke synderlig tvistes; men at det er den samme Aand, som talde i den gamle og i den luthersk christelige Kirke, skal Man vel bare sig for at afbevise; Skriften maae jo kunne afgjøre, om det er Christi, og den indvortes Erfaring, om det er Sandhedens, som skrevet staaer: dersom Nogen vil gjøre Guds Villie, han skal kjende, om Lærdommen er af Gud, eller jeg taler af mig selv (Joh. 7), og trøstig overlader jeg Gud og Hans Børn Dommen; thi har jeg forkyndt en vrang Saligheds Vei, da er jeg i det mindste ikke Uhyre nok til at ønske, at et eneske Menneske skulde følge den. Kun det vil jeg sige: den Troe, jeg her forkynder, har skjænket mig selv Kraft og Mod til at trodse Verden, skjænket mig Fred med Gud, Trøst i Angest, Glæde i Bedrøvelse og et uforkrænkeligt Saligheds-Haab; det er jeg vis paa, den skjænker Enhver, som annammer og bevarer den i et oprigtigt Hjerte, og at ingen anden Troe formaaer Sligt, skal hvert Menneske, der alvorlig bekymres for Sjæl og Salighed, vel blive nødt til at mærke og sande. Dog, hvi siger jeg dette? i fem Aar har jeg jo uafladelig baade sagt og viist det, uden, som det lader, at Nogen har taget det til alvorlig Eftertanke, uden at en Eneste af dem, der hviske om, at de troe det 256 Samme, har havi Mod til at give Sandhed Vidnesbyrd og uden Skye bekjende sin Troe for Verden! Maae jeg ikke slutte, at enten er min Troe falsk, eller den alvorlige Bekymring for Sjælens Frelse og Sorg over Tidens Jammer een Gang for alle aflagt! Nei, ingen af Delene vil jeg slutte endnu; thi paa min Troes Sandhed kan jeg leve og tør jeg døe, og det glade Haab, at den inderlige Bekymring for Sjælen dog atter engang skal gribe Hjerter og løse Tunger, det hverken kan eller vil jeg bortkaste. Kun Eet vil jeg i denne Henseende gjøre, fordi jeg føler, at det bør saa være; jeg vil tie og sukke til den Gud, som kan gjøre langt over, hvad vi enten bede eller forstaae, tie og lade Ham udføre sin Sag til Seier. Tie vil jeg; thi hvad kan det nytte, jeg længere taler? hvi skal jeg gjentage, hvad Ingen vil høre, eller kan jeg bygge videre, saalænge jeg ikke seer Grundvolden lagt! Hvad skulde Guds Rige vinde ved det, at jeg alle mine Dage stod ene og raabde i Ørken? er det kanskee muligt, at Guds Gjerning kan skee i et Folk og dets Tunger tie? eller var der maaskee Noget vundet, om Man efterhaanden kom saavidt, at Man taalte min Tale og roesde min Færd, med Forbeholdenhed af at vrage min Troe, forsaavidt den trodser og bekriger Verden, straffer dens Ondskab, spotter dens Ære og Magt, fordømmer dens Viisdom! Nei, ikke saa! det er Guds Ords og Sandheds, ikke min egen Sag, jeg har ført; det er Jesus Christus, den Korsfæstede og igjen Opstandne, ikke mig syndige, dødelige Mand, jeg vilde skaffe Tilhængere, sande Tilhængere, ei hykkelske Smigrere, ei letsindige Eftersnakkere, der velsigne Sandhed med Læberne og bande den i Hjertet eller dog i Gjerningen fornægte det Ords helliggjørende Kraft, de med Munden bekjende. See! derfor maae og vil jeg tie efterat have talt, talt saa høit ved Herrens Naade, at Røsten gjenlød i Norges Klipper og rækkede selv Tydsklands Skove, efterat have i denne Bog aflagt en udførlig og høitidelig Bekjendelse af den Troe, hvori jeg, ved den Hellig-Aands naadefulde Bistand, vil leve og døe, og overleve Døden, af den Lærdom, jeg har ført og fulgt i fem Aars Tale og Skrift, og stræbt at udtrykke i mit Levnet, som Gud den indtrykde i mit Hjerte; tie vil jeg, det er: tie maa Præsten i mig, til Ordet aftvinges ham, det være saa enten, fordi Man vil annamme Frelsens Evangelium, eller, hvad Gud forbyde! trodsig høre sin Dom; prædike Guds Ord her og gaae i Kreds mod dets nærværende Fiender, det vil jeg ikke mere, med mindre jeg aabenbar kaldes dertil, saa min Tavshed maatte fornægte min Troe og give Løgnen Samtykke. Hvo som haver 257 annammet lige dyrebar Troe med mig og Tunge i Mund, han tale af den Formue, Gud giver, tale og tie ingenlunde, før det er ligesaa vist om ham som om mig, at hans Tavshed ei er Frygt for Verden eller Forsoning med den; han tale, om han ellers vil frelse sin Sjæl og ei annamme Deel med de Vantroe, thi den er de Frygtagtige beredt (Aab. 21). Tale hver troende Mand efter Evne og sin Stillings Leilighed! med Mund eller Pen, eller med dem begge, tale og tie ingenlunde, før han tør lægge sin Haand paa sit Hjerte og sige for Guds Aasyn: see! jeg vil ikke forhindre mine Læber, Herre! Du veed det, jeg skjuler ikke Din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om Din Trofasthed og Din Salighed, jeg dølger ikke Din Miskundhed og Din Sandhed for en stor Forsamling (Ps. 40). Naar Man tør ende saa, da tier Man i Grunden ikke, saalidt som de Hensovne i Herren, hvis Ord end lyde, kan siges at tie; da raabe de tilknugede Læber høiere end de opladte, da forstaae baade Venner og Fiender vor Tavshed, da er den os ingen glædelig Hvile, men et blodigt Offer, en pinlig Forventning, der vel ved Guds Naade opløser sig i taalig Vemod, men lader dog baade os og Verden føle, hvad det koster at tie, naar Man har Guds Ord i sin Mund og i sit Hjerte, og ingen større Glæde end at prise sin Gud, forkynde Hans underlige Gjerninger og vise sine Brødre Saligheds Vei.

At jeg, medens Præsten tier, agter, om Gud vil, at lade Skjalden og den Boglærde tale, tale især om de forbigangne Dage, hvad Præsten mener, kan meest tjene til Guds Riges Komme, og at opladte Øine vist skal finde Christendom i al min Tale, den lade saa verdslig, som den vil, det har jeg sagt, og gjentager det her, fordi jeg veed, at Verden kan aldrig finde sig i mine Talemaader, og vilde gjerne tage mine Ord i den Mening, som om jeg tav for den, da jeg dog kun følger Budet: tie for Herren og forvent Ham (Ps. 37)! og agter derfor, uden at bryde mig det Mindste om Verdens Dom, at indrette min Tavshed som min Tale efter Guds Villie; de, som ere af Sandhed, de skal forstaae mig, og for deres Skyld alene er det, jeg baade taler og tier; troede jeg ikke at gjøre dem en Tjeneste og Verden det mig størst mulige Afbræk ved den Adfærd, jeg vælger, da valgde jeg den som Sandheds Forræder, og skulde jeg mærke, jeg har bedraget mig, da skal Verden see, at jeg agter Gud og Sandhed langt høiere end min Ære.

Verden bliver sagtens vred, fordi jeg saa reent ud siger min Hjertens-Mening, men det faaer ikke at hjelpe: hvo som vil 258 være Verdens Ven, maa blive Guds Fiende, og det har jeg kun alt for længe været, det bevare mig Gud fra atter at vorde; og i min nærværende Stilling kan jeg aldrig noksom baade indvortes og udvortes protestere mod Verdens Venskab, der nu vil paatrænge sig; det skal derfor være mig kjært, om den føler sig stødt, ogsaa ved denne Fortale og ved min Dimisprædiken, som jeg her lader optrykke.

[Herefter følger Dimisprækenen med de indledende Bemærkninger, der er trykte ovenfor II S. 6-7].

Og nu, alle Sandheds Venner! som have mærket paa min Tale eller giøre det herefter! prøver den efter det Ord, der skal dømme os paa den yderste Dag! Forkaster det Vrange, beholder det Rette! beder med mig i Jesu Navn, at Herren vil Selv uddrive Arbeidere i sin Høst, at Hans Ord maae løbe hastelig og Indtage Folkenes Hjerter, medens Løgnen forstummer beskiæmmet! Lader eder ikke som Bølger omdrive af hvert Lærdoms Veir, men holder hardt ved Hovedet, som er Jesus Christus! Troer ikke hver Aand, men prøver Aanderne, om de ere af Gud; thi vider, at Djævelen er ogsaa en Aand, som besjæler sine Tjenere! Troer Ingen, som vil lære eder, at den Vei er bred og Porten vid, som fører til Himlen; troer Ingen, som vil gjøre det Korsens Ord forfængeligt! Naaden være med alle dem, som elsker den Herre Jesum i Uforkrænkelighed! Amen, i Jesu Navn, Amen!

Kjøbenhavn, den 23de April 1816.
N. F. S. Grundtvig.
259

Trænge vi til en Reformation, som den i Luthers Dage? Aftensangs-Prædiken i den Herre Zebaoths Kirke paa Alle Helgens Dag 1813.1

Lectien: Aab. 7. l-12.

Og efter disse Ting saae jeg fire Engle staae paa Jordens fire Hjørner, som holdte Jordens fire Vær, paa det der skulde ikke blæse Vær over Jorden, ei heller over Havet, ei heller over noget Træ. Og jeg saae en anden Engel opstige fra Solens Opgang, som havde den levende Guds Seigl, og han raabde med høi Røst til de fire Engle, hvilke det var givet at skade Jorden og Havet, sigende: Skader ikke Jorden, ei heller Havet, ei heller Træerne, indtil vi faae beseiglet vor Guds Tjenere i deres Pander! Og jeg hørde deres Tal, som bleve beseiglede, hundrede, fyrgetive og fire tusinde Beseiglede af alle Israels Børns Stammer. Af Juda Stamme tolv Tusinde beseiglede, af Rubens Stamme tolv Tusinde beseiglede, af Gads Stamme tolv Tusinde beseiglede, af Asers Stamme tolv Tusinde beseiglede, af Naphtalims Stamme tolv Tusinde beseiglede, af Manasse Stamme tolv Tusinde beseiglede, af Simeons Stamme tolv Tusinde beseiglede, af Levi Stamme tolv Tusinde beseiglede, af Isaschars Stamme tolv Tusinde beseiglede, af Sebulons Stamme tolv Tusinde beseiglede, af Josephs Stamme tolv Tusinde beseiglede, af Benjamins Stamme tolv Tusinde beseiglede. Derefter saae jeg og see: en stor Skare, hvilken Ingen kunde tælle, af alle Hedninger og Stammer og Folk og Tungemaal, som stode for Stolen og for Lammet, klædte med hvide lange Klæder og Palmegrene i deres Hænder, og som raabde med stor Røst og sagde: Saliggjørelsen hører vor Gud til, Som sidder paa Stolen, og Lammet! og alle Engle stode omkring Stolen og om de Ældste og de fire Dyr, og faldt ned for Stolen paa deres Ansigt og tilbade Gud og sagde: Amen, Velsignelsen og Æren og Viisdommen, og Taksigelsen, og Prisen og Magten og Størken være vor Gud i al Evighed, Amen!

*
260

I Elskelige! naar vi læse denne Apostelens Tale som et Guds Ord, og have christen Tro i Hjertet, da ere de Tanker mange, som trænge sig ind paa os, og saare forskjellige Rørelser stride om Herredømmet i vort Inderste; thi, hvor meget indeholdes ikke i denne korte Tale? Vi see med Propheten gruelige, ubekjendte Plager sanke sig som en bristende Sky over Jorden, men ved Siden af Guds Vredes Bud see vi Hans Naades Tjener, som beseigler de Hellige, at Ulykken skal ikke røre dem. Ængstelige see vi paa de Beseigledes Tal, og maa vel tvivle med Suk om at være af dem; men trøstelig toner det da i vort Øre: derefter saae jeg, og see! en stor Skare, hvilken Ingen kunde tælle, af alle Hedninger og Stammer og Folk og Tungemaal; til den Skare vente vi at samles og oplade Øie og Øre, for med Propheten at stirre didop, hvor de staae for Guds Stol i de lange, hvide Klæder, som ere de Helliges Retfærdighed, med Palmegrene, som Seierens og den evige Freds hellige Mærker; for med ham at høre den Lovsang, som toner igjennem al Evighed for den Himmelske Konge.

Naar vi nu læse eller høre den Tale paa en Dag som denne, der er indsat til alle Helgenes Ihukommelse, da maa vel end vissere mangehaande Tanker flokke sig hos os, forskjellige Rørelser afløse hinanden, alt eftersom vi i Aanden vandre med de Hensovne paa Jorden, eller hvile med dem i Himlen. Der ligge de bag os, de mange Aarhundreder, som ere udløbne siden hiin Dag, da den Korsfæstede bøiede sit Hoved i Smerte og udgav sin Aand, siden hiin Dag, da Han straalende opfoer over alle Himle, siden hiin Dag, da Han udgjød Faderens og Sin Hellig Aand over de hellige Apostle, da de tretusinde Sjæle omvendtes til Herren, da Han bygde sin Kirke paa Petrus den Klippe. Ja, I Elskelige! det er Christi Kirke, som er hellige Menneskers Samfund, det er den, hvis Lignelse og Hændelser i de forbigangne Dage maa svæve os for Øine paa denne Alle Helgens Dag. Var der end Nogen iblandt os, som ikke vidste at nævne ved Navn en Eneste af de hensovne Guds Helgene, det veed vi dog alle, dersom vi ere Christne, det føle vi paa os: de havde ikke, kunde ikke have den Fred, som Verden giver; gjennem Kamp og Strid mod de syndige Lyster og Verdens Tillokkelser, gjennem megen Trængsel og Forfølgelse maatte de indgaae til Hvilen i Guds Rige. Dog, der er Ingen af os saa vankundig, at han jo veed Navn paa Nogle af de Hedenfarne, hos hvilke Øiet kan stilles og Tanken dvæle, var det ogsaa kun Guds hellige Apostelskare, 261 var det ogsaa kun den hellige Povel, hvis Trængsel Skriften selv afbilder, og ham, til hvis Navns og Gjernings Ihukommelse denne Dag hos os især er beskikket: Morten Luther.

Men, er det vel sømmeligt, at vi paa en saadan Dag blot forlystes ved vemodig Ihukommelse af Guds Helgenes overstandne Trængsler, ved de Glimt af deres Himmelglands, som i Herrens Ord lyner til os gjennem Mørket? Kan det vel gavne os, at de have stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen og annammet Ærens uforvisnelige Krone, dersom vi ei selv stride den samme Strid i Guds fulde Rustning? Kan det fryde os ret inderlig at høre den Gjenlyd af frelsde Aanders evige Lovsang, dersom vi ikke selv have det sikkert grundfæstede Haab, engang naar Herren kalder, at samles med dem, blande vor Røst med deres, og i Engles Tungemaal lovsynge Ham, som lever i al Evighed? Nei visselig, og om disse Ting sømmer det sig da at spørge og forske alvorlig. Det gjøre da hver for sig i Stilhed for Guds Aasyn; thi det kan Ingen gjøre for sin Broder; men her i Herrens Huus og Folkets Forsamling, her sømmer det sig at fæste Øie paa det Hele, paa den Menighed, som kalder sig Christi; at eftersee og betænke, om det og lader sig tilsyne, at den hører Ham til, at det er den, som Han kjøbde med sit Blod, om den Troe monne herske, som var Guds Helgenes Skjold mod alle den Ondes gloende Pile, og deres Haabs faste Grundvold, som er Kirkens himmelske Livsaande, om denne Tro bekjendes og ophøies, om den kraftelig teer sig i Kjerlighed og god Gjernings Øvelse og hellig Glæde midt i Bedrøvelse og Trængsel. Ja, I Elskelige, saadanne Betragtninger høre besynderlig til denne Dag; thi vi ere jo samlede for høitidelig at takke den Gud, som fornyede sin Kirke ved Sin Tjener, Morten Luther, som ved ham igjen i Stagen opreisde Ordets skjulde Lys til at lyse for alle dem, som vare i Huset. Nu, visselig, dersom vi kalde det Lys, som udskinnede fra Vittenberg, det sande og rette, dersom vi troe, at Luther og den talrige Skare, som fulgde hans Fodspor, dersom vi troe, at de vandrede i Lyset og vare Lysets Børn og føiedes til Helgenskaren i det Høie, visselig, da maa vi bekjende, at Mørke hviler over Jorderige nu; thi det Lys, i hvilket Fædrene vandrede, om hvilket de vidnede i Liv og Død, at det kunde opklare Verdens Taage og Gravens Nat, det Lys, som skinnede i deres gode Gjerninger til Faderens Priis, det er jo foragtet, forhaanet, forsvundet. Derfor sømmer det sig paa denne Dag at gjøre det sørgelige, men store og vigtige Spørgsmaal:

        

262 Trænge vi til en Reformation, som den i
Luthers Dage?
og paa dette Spørgsmaal vil jeg, ved den Hellig Aands naadefulde Bistand, svare kortelig og sanddrue.

Elskelige i vor Herre Jesu Christo! den hellige Johannes haver vidnet, og vore Fædre saae det saavelsom vi, at Verden ligger i det Onde. Altid vare der mange, som løb paa den brede Vei til Fordærvelse, og selv de frommeste Guds Helgene vare ei fri for Synd, denstund de vandrede her, men trængde daglig til at fornyes i deres Sinds Aand; ja, den hellige Povel bekjender og siger: Brødre! jeg agter mig ikke at have grebet det, eller at jeg er allerede fuldkommen, men jeg jager derefter, at jeg maa gribe det, ligesom jeg er greben af Christo. Vi veed det jo med os selv, at saa gudfrygtige vare aldrig nogen Morgenstund vore Tanker, saa fuldelig korsfæstede vi aldrig det gamle Menneske med Synder og Begjærligheder, eller iførde det ny, som er skabt efter Gud, i Sandheds Retfærdighed og Hellighed, at vi ved Aftenrøden kunde staae blotte for Guds Aasyn og sige: i Dag have vi vandret med Dig uden Anstød, have fuldkommet den Gjerning, Du gav os at gjøre, ere blevne urokkede i Din Kjærlighed. Ak! nei, vil vi ikke hykle for os selv, da maa vi visselig ende vore frommeste Dage med Skamfuldhed for den Gud, som randsager Hjerter og prøver Nyrer, som seer inderligere og grandgiveligere, indtil Tanker og Begjæringer; vi maa sukke og sige: Herre! gak ikke i Dom med Din Tjener; thi Ingen, som lever, kan bestaae for Dit Ansigt; vi maa indflye til Guds Barmhjertighed i Christo Jesu og kun der finde vor Saligheds Haab; hver Morgen maa vi bede om Naade og Kraft til at opreises med Christo og vandre i et nyt Levnet, til at renses fra Kjødets og Aandens Besmittelse; altid maa vi klage, at Troen saamangengang er skrøbelig, og Hjertet forsagt eller hovmodigt, og Haabet svagt, og Kjærligheden lunken, altid maa vi bede: Herre! rens mig af mine lønlige Brøst! Saadan er Verdens Skikkelse og Menneskets Vilkaar til alle Tider, det veed Enhver, som haver alvorlig beflittet sig paa at stride imod Synden og gjøre Guds Villie af Hjertet; men kommer der nu en Tid, da disse soleklare Sandheder aabenbar fornægtes, da det paastaaes og bifaldes, at Verden er ikke ond, at Menneskene i Grunden ere gode, at de ei behøve at omvendes, men kun at blive endnu bedre, at de kan blive det, uden Bekymring, Kamp og Strid og Bøn, at de kan opfylde Loven og fortjene Guds Velbehag og Saligheden og trænge ei til Barmhjertighed og Naade, kan vorde dydige, ei 263 blot uden Jesu Tro og Hjelp, men uden Tro paa Gud, kommer der en saadan Tid, og den er jo kommen, o, visselig, da maa Enhver, som frygter Gud, bekjende, at en heel Omveltning og Forvandling maa skee i Aandens Verden, dersom ikke Gudsfrygt og Dyd skal vige fra Jorden.

Vi veed det ogsaa, at aldrig var den Tid paa Jorden, da alle, som kaldte sig Christne, vare det i Sandhed, da alle de, som udvortes døbdes til Christum, iførde sig Ham, da alle, som sagde: Herre! Herre! gjorde den Himmelske Faders Villie. Ak! nei, vi læse det jo, hvorledes, alt i Apostlenes Dage, Hyklerie og Øienskalkhed indsneeg sig i Kirken, hvorledes mange vandrede som Christi Korses Fiender, saa at det gode Navn, hvormed de vare kaldte, blev for deres Skyld til Spot blandt de Vantro. Ja, var ikke Judas Ischariot mellem de Tolv? sagde ikke Herren det Selv, at Klinten maa voxe blandt Hveden, til Høstdagen kommer? og naar vi see ud over de forbigangne Dage, naar vi give Agt paa dem, som sagde, at de vilde afluge Klinten, at de vilde gjøre, hvad der var over Apostlenes Evne, hvad Jesus forbød, o, da see vi det grandt, at det kun var Hyklerie og aandelig Hovmod og selvgjort Retfærdighed, som trivedes i disse adskildte Samfund, der kaldte sig rene, da bevares vi fra at forlade vor egen Forsamling, som Nogle have for Skik, fra at foragte Guds Kirke, fordi den, ligesom Guds Jord, betrædes af mangen besmittet og vanhellig Fod. Vi see det jo vel, at det hører til det faldne Menneskes sørgelige Vilkaar, med sine Hænder at besmitte selv det Helligste, at agte Sandhedens dyrebare Klenodie ringe, naar det haves uanfægtet; vi see det, at saasnart den udvortes Trængsel stilledes, under hvilken Christi Kirke fødtes og gjenfødtes, da voxde Lunkenhed og Synd, alt som Aarene gik, da indsnege sig Vildfarelser, som det syndige Hjertes vanartige Børn; Aaarvaagenhed og Kamp var da altid fornøden hos Ordets sande Tjenere, men derfor behøvedes ingenlunde altid en heel Forvandling og Fornyelse. Altid var der hos Menigheden, som fulgde Christum, en forborgen Kræft, som aad omkring sig, altid gjordes Lægedom behov, men ikke altid var det saa, at Bylden strakde sig til Hjerne og til Hjerte, at der, saa at tale, var et Straaesbred kun imellem Liv og Død, at Afskjærelse og et synligt Underværk behøvedes til Frelse. Saaledes er det kun, naar Christendommens Grundsandheder aabenbar foragtes og fornægtes, naar om Menneskets Saligheds Sag Løgn forkyndes som Sandhed, og Sandhed udskjældes for Løgn, men at det er saa nuomtide, det kan ikke nægtes, med mindre

        

264 det nægtes, at Christendom er Sandhed; thi det er jo uimodsigeligt, at Tro paa Jesum Christum er saa langt fra at kaldes nødvendig til Salighed, at den endog bestrides og forhaanes som Overtro. Skal da Christendom igjen komme til at herske, visselig, da trænge vi til en Reformation og Forvandling, endnu større end den, som skedte i Luthers Dage; thi aldrig, i de henrundne sytten Aarhundreder, var Jesus saaledes glemt og foragtet mellem dem, der bar Navn af Hans Disciple, som nu, nu da det agtes for en Forbrydelse mod Sandheden og Menneskets Værdighed at tale om Jesus, som Faderens Eenbaarne, der haver al Magt i Himlen og paa Jorden, at tale om Hans Lidelses Samfund og Hans Opstandelses Kraft, som det Eneste, formedelst hvilket vi kunne glade møde ved de Dødes Opstandelse. O! langt sørgeligere er Tilstanden nu, end i Luthers Dage. Det er sandt, ingen Pave forbyder os nu at læse og randsage Skrifterne; men vi forbyde os det selv, i det vi forkaste og foragte dem; Ordet er ikke skjult for os i fremmede Tungemaal, men det er alligevel skjult af Dækket, som er over vore Hjerter, af den Verdens Aand, som er mægtig i Vantroens Børn; alt Propheternes Syn er for os som en tillukket Bog og forseiglede Breve. Fordum var det at vente, at naar Bibelen talde til Folket i deres eget Tungemaal, de da vilde høre; thi de troede endnu, at det var Guds Ord; men nu, da den ligger aaben og udlagt men spottet og foragtet, hvad er nu at vente, uden der skeer en end dyb [ere] vidunderlig Forvandling og Fornyelse? Det er sandt, de Vildfarende fordum, de bad til Helgene, de bøiede Knæ for malede og udskaarne Billeder, de kjøbde Syndsforladelse og gode Gjerninger af Syndere; det gjøre ikke vi; men vi bede til Ingen i Himlen, vi knæle ei engang for Ham, i hvis Navn alt Levende skal bøie Knæ; vi kjøbe ikke Syndsforladelse; thi vi mene, vi behøve den ikke; vi kjøbe ikke gode Gjerninger, thi vi mene, vi ere rige paa dem, vi have tilovers. Saa erkjendte da Hine midt i Vildfarelsen, at de trængde til Hjelp og Velsignelse fra Oven, at deres Synder gik over deres Hoved, at Naade og Barmhjertighed var dem fornøden; de bekjendte det ogsaa, at Jesus var Herren til Gud Faders Ære, og det var at vente, de vilde lade sig oplyse om Jesu Tro og hvile i den; men vi, som stole paa os selv, trodse paa vor Dyd, fornægte den Herre, som os kjøbde, hvad er at vente om os, hvis vi ei paa underfulde Maader aldeles forvandles og fornyes? Det er ikke nok, at Menneskene tee sig som Sandhedens og Christi Korses Fiender, men de rose sig af deres Skjændsel, og fuldt er da Syndernes Maal; det forkyndes

        

265 aabenlydt, at nu, under Fornægtelsen af al guddommelig Sandhed, nu er den oplyste Tid, nu er Menneskets Manddomsalder, Fornuftens Høitid kommen.

Det er da vist, I Elskelige! naar Nogen nægter, at vi trænge til en Reformation, liig den i Luthers Dage, da er det ei, fordi det kan omtvivles, at vi trænge til en saadan, hvis Christendom skal vende tilbage, men fordi Man daarlig mener og ublu siger, at Christendom, Tro paa Jesum Christum og paa Hans Forsoning, er overflødig, unyttig, ja falsk og skadelig; det skal kaldes godt og et Tegn paa Oplysning, at Folkene kastede Troen, lukkede Biblen, spottede Bønnen, nægtede Herren. Have de nu Ret, bleve virkelig Menneskene mindre Syndere, da de ei meer vilde have Syndsforladelse for Jesu Skyld, bleve de som Gud i Hellighed, da de gjorde sig selv Gud lige, fik de mere Kraft til Dyd, der de lærde at stole paa sig selv, fik de mere Kjærlighed til Gud og Sandhed, siden de foragtede Naadens Aand, bleve de rige paa skinnende Dyder, siden de toge sig for med deres Gjerninger at fortjene Guds Rige? Hvad maa vi svare, naar vi vil vidne Sandhed ? See vi ikke, hvorledes de nedsænke sig i timelig Omhyggelighed, tragte kun efter de jordiske Ting, hærde deres Hjerter mod hverandre, udsuge og bedrage uden Skye, kun for at vinde forfængelig Rigdom, velte sig i Overdaad og al Ureenhed for at mætte deres kjødelige Lyster? Selv de Mænd, som ikke tro Guds Ord, men betænke kun alvorlig, hvad der behøves, for at Folkene kan røre sig kraftig paa Jorden, for at Riger kan bestaae, for at Videnskab kan fremmes, for at Sikkerhed og Velstand kan vindes, lede de ikke forgjæves efter Fædrenes Troskab og Ærlighed, deres uegennyttige Kjærlighed til hinanden og Fædrenelandet, deres Flid og Tarvelighed, deres dybe Ærbødighed for aandelig Syssel, deres Lyst og Iver til at øve og befordre den? Maa de ikke tilstaae, at disse Grundstøtter for Folkenes Held og Hæder hensmuldre daglig mere, at Slægten vorder stedse mere udmarvet og uduelig til al stor Gjerning? Bekjende de det ikke gjerne, at en Reformation, en heel Forvandling er nødvendig? var det ikke det, de sagde, der de fordrede Stater og Regjeringer omskabde, der de talde om Skolegang og krigerisk Optugtelse? Det er da kun Tingen, om vi skal tro, at hine Dyder kan endnu, som fordum, ikkun avles af Troen ved Guds velsignende Kraft, eller om de med Menneskehaand kan indpodes, eller rettere, om de kan øves uden at eies. Vi have seet Prøver nok paa de selvgjorde Lægers Kraft, men det saae vi ogsaa, at Sygdommen kun voxde, at Vindingen kun var

        

266 den Bedrøvelse efter Verden, som virker Døden. Beskjæmmede staae den falske Oplysnings Helte, og Verden forundres derover, at de forjættede herlige Tider ei komme; men Christne kan ikke forundres; thi de veed, at Man ei kan samle Vindruer af Torne, eller Figen af Tidsel, de see en ny Stadfæstelse af Herrens Ord ved Propheten Jeremias: mit Folk, siger Herren, gjorde tvende onde Ting, de forlode Mig, den levende Vandkilde, og huggede sig sprukne Brønde, som ei kan holde Vand; vi veed, at ingen, Fornyelse af Kraft og Dyd er mulig uden ved Troen, uden Tro paa Ham, der sagde: uden mig kan I slet Intet gjøre.

O! I Elskelige! derom kan da ikke tvivles, at vi trænge, trænge haardt til en Fornyelse af christen Tro som den i Luthers Dage; kun det er Tingen, om den er at vente, og hvad skal vi dertil svare? Er det at vente, at vi igjen vil optage den kastede Bibel, holde den høit og i Ære, at vi af den forskudte Naade i Christo vil lade os tugte til at forsage det ugudelige Væsen og de verdslige Lyster, og til at leve tugtelig, retfærdelig og gudelig i denne Verden, ventende paa den store Guds og vor Herres Jesu Christi Herligheds Aabenbarelse? Nei visselig, skal vi slutte fornuftelig alene efter de Ting, vi i Verden høre og see, da er intet mindre at vente; det er sandt, at et ubegribeligt Guds Underværk maa Fornyelsen altid være; men ligesom den Syge, der troer sig karsk og forsmaaer Lægedom, kan ei helbredes, saaledes er det ogsaa umuligt, at en Slægt, som ikke vil føle sin Nød og sin Brøde, kan omvendes og frelses. Derfor sagde Jesus: de Karske have ikke Lægedom behov, og jeg er ikke kommen at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse, Grueligt, sønderknusende er det at see, hvor blinde, hvor dorske, hvor sløve de Elendige slæbe sig gjennem Verden; det er, som om Sjælens Øre var blevet døvt for alle Røster fra det Høie, og Øiet blindt for alle himmelske Syn, som om Samvittigheden var blevet maalløs, og som al Bekymring for Sjæl og Salighed var uddød. Herrens Torden ruller over Landene, det lyner Slag i Slag, Throner styrte, Jorden bæver, Mennesker falde i Tusindetal, Landene skjules af blodige Liig og Byernes Aske, Hunger og Sygdom kappes med Ilden og Sværdet om at ødelægge; men Herrens Haand vil de ikke see i alt dette; Jesus høres ei, naar Han varslende raaber: dersom I ikke omvender eder, skal I alle saaledes omkomme. O! vil Sjælene ei engang vaagne ved dette Bulder, vil de ei lære at forfærdes ved de Guds Domme, som alt her aabenbares, aabenbares paa de Folk, som vare vore Forbilleder og Forgjængere i Vantro og Synd, o, hvorledes skulde de da

        

267 frygte sig for det svælgende Dyb paa hiin Side Graven, som de kan nægte, skrækkes for Dommens Basune, som her kun høres af de vaagne Sjæle?

Nei, nei, rimeligt er kun det Værste, er kun Fremgang i Synd, og Ødelæggelse fra Herren, Død som Syndens Sold, og den, som vilde mene, at han, ogsaa med Guds Ord i Hjerte, i Haand og paa Tunge, kunde vække den døve, sovende Slægt, han var en Daare.

Men skal vi da forsage og fortvivle, skal vi tænke, at al Redning er umulig? O! nei, mine Brødre og Søstre i Christo! vi vil ikke glemme, hvad Jesus har sagt: at det, som er Mennesker umuligt, er muligt for Gud. Naar vi see paa de forbigangne Tider, naar vi betænke, hvad der var at overvinde i Luthers Dage, og hvorlidet han kunde ventet at seire, naar vi hver for sig i Stilhed betænke, ad hvilke underfulde Veie vi selv ere førde fra Mørket til Lyset, fra Satans Magt til Gud, o, da maa vi vel udbryde med Herrens Apostel: o, Rigdoms Dyb baade paa Guds Viisdom og Kundskab! hvor urandsagelige ere Hans Raad og Hans Veie usporlige! da maa vi føle Sandheden af de trøstelige Ord, at Herren er god, og Hans Miskundhed varer evindelig, da mærke vi med Glæde, at Hans Arm er ikke forkortet, at Han endnu er Herren, Som gjør Alt, hvad Ham behager. Ja, I Elskelige ! det er vist, at Herren vil opreise Sin Kirke og fornye Sin Menighed; thi Han har sagt, at Helvedes Porte skal aldrig faae Overhaand over den, at Hans Søn skal regjere paa Jorden, indtil Maanen og Solen er ikke mere; det er vist, at Høie og Lave skal igjen høre Hans Røst og tilbede og nedknæle i Støvet for den Naadestoel, som Han opreisde i vor Herre Jesu Christi Blod, stride den gode Strid og forsamles i Fred til Guds Helgenskare. Dette er vist, thi det hviler paa Guds evige Miskundhed og Hans usvigelige Sandheds Ord; men hvor Han vil bygge Sin Kirke, det vide vi ikke, vi vide kun dette, at Han, som vil, at alle Mennesker skal blive salige og komme til Sandheds Erkjendelse, Han vil ogsaa boe iblandt os med Sit Naades Ord, ogsaa os vil Han forvandle til at vorde ligedannede efter Hans Søns, vor Herres Jesu Christi Billede, naar vi kun ikke gjenstridige modstaa Hans Hellig Aand, naar vi kun vil lade os vække ved Hans Tugtelser og Advarsler, naar vi kun vil lære at ydmyge os i Støvet, angrende bekjende vor Synd, indflye til Hans Barmhjertighed og sukke efter Kraft til at vandre værdelig for Hans Aasyn i Kjærlighed.

O, I Elskelige! saa lader os da kjøbe den beleilige Tid i de 268 onde Dage! o, hører det! Herren spørger saa rørende: hvorfor vil I døe? omvender eder dog, at I maa leve! Jesus kalder saa venlig og siger: kommer til mig! og I skal finde Hvile for eders Sjæle. O, lader os komme! lader os vandre til Livets Kilde, at drikke og ei tørste evindelig! lader os sige Farvel til Verden og Synden, som vil fordærve os, og gaae til Ham, som siger: i Verden skal I have Trængsel, men værer frimodige! jeg har overvundet Verden. O! I Elskelige! saaledes gjorde de Helgene, vi i Dag ihukomme, og de overvandt Verden ved Guds Søns Tro, og de boe nu saa glade i de Værelser, som vare dem beredte af Ham. O, lader os følge deres Fodspor, som lede til Himlen! O, lader os vogte stadelig paa det Guds Ord, som lyser i Mørket! Da skal ogsaa for os Dagen eengang fremskinne i Paradiset og Evighedens Morgenstjerne oprinde i vore Hjerter, da skal ogsaa vi med evige Palmer faae Stade for Guds Throne og sjunge med Englene: Amen, Velsignelsen og Æren og Viisdommen, Takken og Prisen og Vælden og Kraften være vor Gud i al Evighed, Amen! i Jesu Navn Amen!

        

269

Hvorledes maa vi bruge Skriften, naar vi vil annamme dens rige, fulde og kraftige Trøst? Aftensangs-Prædiken i den Herre Zebaoths Kirke paa Anden Søndag i Advent 1813.1

Epistelen: Rom. 15. 4-9.

Hvadsomhelst der er tilforn skrevet, det er forudskrevet os til Lærdom, paa det vi skulle have Haab formedelst Taalmodighed og Skrifternes Trøst, men Taalmodighedens og Trøstens Gud give eder at have eet Sind iblandt hverandre efter Jesum Christum, at I eendrægtelig med een Mund kunne prise Gud og vor Herres Jesu Christi Fader! Derfor antager eder hverandre, ligesom Christus haver antaget Sig os til Guds Ære! Men jeg siger, at Jesus Christus er blevet Omskjærelsens Tjener for Guds Sandheds Skyld, for at stadfæste Forjættelserne til Fædrene; men Hedningene skulle love Gud for Barmhjertighed, ligesom skrevet er: derfor vil jeg bekjende Dig iblandt Hedningene og synge Dit Navn.

I Elskelige! det gjøres ei behov med mange Ord at spørge, om vi, om Menneskens Børn have Trøst behov; vi høre det fra alle Verdens Hjørner, saavidt som Mennesker bygge og boe og sende os Tidende om deres Vilkaar, vi høre det fra de hensovne Slægter saa langt tilbage i de fremfarne Tider, som Mennesker have efterladt sig Ihukommelse. Ja, vi behøve end ikke derom *

270 at adspørge de hedenfarne Slægter og de fremmede Folk, thi der er Ingen af os alle, saamange som ere komne til Skjels Aar og Alder, der er, siger jeg, Ingen af os, det være Mand eller Kvinde, Ung eller Gammel, som jo stundum fornam, om de end ikke fornemme det nu, at de behøvede Trøst. Men, I Elskelige, hvor almindelig end Trangen til Trøst monne være, saa er der alligevel i dette Stykke en stor og saare mærkelig Skilsmisse mellem Folket i Verden. Der ere Nogle, som føle, at dem gjøres daglig Trøst behov, som føle det midt i Medgang og Ungdoms Dage, naar Alt synes at blomstre og smile omkring dem; men der ere Andre, og det er de Fleste, som kun spørge og lede om Trøst, naar Verden ganger dem imod, naar Issen graaner og deres Kraft forgaaer, naar Sygdom piner, og naar Døden truer, naar timelige Ting forlores eller staae i Fare. Denne Skilsmisse kommer deraf, at det er kun saa Faa, som ere alvorlig og inderlig bekymrede for den udødelige Sjæl, som er skjult i Støvets Hytte, bekymrede for den hellige, alvidende Guds Velbehag og for deres evige Skjebne. Alligevel er det saa, at ogsaa de Gudfrygtige føle deres Trang mest og dybest i Modgangs og Ulykkens og Trængselens Dage, og mon der da var nogen Tid, i hvilken alle Herrens adspredte Børn maatte mere længes, og dybere sukke efter Trøst, end i den nærværende? Nei, visselig, det er sandt, de sukke ei med Verdens Børn over de Ting, som ere af Verden, som høre til Øienslyst og Kjødslyst og Livets Overdaadighed, over de mange Savn, som pine Daarers Hjerte, som udpresse de fleste Suk og Klager, som daglig drages og udøses; nei, thi de, som elske Gud, have afsvoret Kjærligheden til de Ting, der ikke ere af Faderen men af Verden. Alligevel see ogsaa de stundum med Verdens Daarer ængstelig paa den Dag i Morgen og spørge: hvad skal vi æde, og hvad skal vi drikke, og hvormed skal vi klæde os? ja, det var en Hykler, den alvorlige Mand eller Kvinde, som vilde sige, at de aldrig hjemsøgdes af Fristelse til Bekymring for saadanne Ting og behøvede Trøst. Men ikke dette alene, de Gudfrygtige have og for sig selv megen Bekymring og Angest, som Verdens Børn ei kjende, og aldrig mere end nu. Naar Tidender høres om Krig og Blodstyrtning, om Plager, som fare om Land, fortære og knuse, da, medens Verdens Børn forlystes ved Kiv om Høvdingers Anslag, om blodig Bedrift og Lykkens Omvexling, medens disse Ting forlyste dem saare, saalænge de selv ikke rammes, og Intet forlore af det, som de eie og elske; da maa den, som frygter Gud, vel gjøres vemodig ved Synet af de ulyksalige Brødre og Søstre, føle 271 i Hjertet Bekymring og ængstende Tvivl. Medens Fattige sukke, og Hungrige græde, da kan Verdens Børn sige til deres Sjæl: æd og drik og vær lystig, naar de kun have Overflod; men de Elendiges Sukke ere Stene paa den Gudfrygtiges Hjerte, deres Taarer brænde ham.

Det er aabenbart, at Gudsfrygt med Retfærdighed og Kjærlighed og Sandhed synes bortvegne, at de have skjult sig i de faa overblevne Guds Børns Inderste, og synes at skulle begraves med dem; Daarerne juble over det sønderbrudte Aag, over Sønderrivelsen af Herrens Reeb, naar de kun ei selv besviges, underkues og pines af deres Staldbrødre i Ugudelighed, thi altid er, som skrevet staaer, den Retfærdige en Vederstyggelighed for den Ugudelige, Verden maa hade Alt, hvad som ikke er af Verden; men hvo kan tælle de Bekymringer, som heraf opvoxe til at bestorme de Gudfrygtiges Sind? de forene sig med den dybe Følelse af vore egne mange Synder, Frygten for at udfalde af Guds Samfund og Gruelsen for den Trængsel og Angest, som maa evindelig være over alle dem, som ei annamme Sandheds Kjærlighed, som bortkastes fra Guds Ansigt ved Hans Herligheds Kraft.

O! I Elskelige! saamange som afskye at sidde paa Spotteres Sæde og vandre de Ugudeliges Vei, som frygte Gud og stride imod Synden, som stævne til Himmelen paa Livets trange Vei og elske Brødrene; o! I veed det, I føle det med mig, at vi have Trøst behov, have den haardt behov; kun derom spørge vi, hvor den er at finde? Vi hørde det, at hvad som er tilforn skrevet, er skrevet os til Lærdom, og adspørge vi nu Skrifterne, da høre vi, at det var til Bibelen, den Gudfrygtige hentyede, overalt hvor den kjendtes, saalænge den var til i Verden. Ja, de tale til os, de hensovne Fromme og vidne om Trøsten, den overflødige Trøst, som Bibelen gav dem i Sorrig og Nød, i Pine og Død; ja, Aanden vidner i vort Hjerte om den evige Trøst, som de fandt ved at annamme dens Ord og følge dens Lys. Brødre og Søstre i Herren! vi veed det, at Verden med sin Herlighed og Viisdom kan ikke trøste os i vor dybeste Nød og Bekymring; vi ere fødte ved Bibelens Side, den talde til os, der vi vare spæde, før vi endnu kunde adskille dens Ord, den lysde Guds Fred og Velsignelse over os i den hellige Daab, den vinker, den kalder os daglig, og vil vi kun oplade Øre, Øie og Hjerte for dens Herlighed og Guddomstale, da er den vores, vores med al sin Trøst, med al den Trøst, som er overflødig til den Skare af Folk og Tungemaal, som Ingen kan tælle. Ja, I Elskelige! der er Ingen 272 iblandt os, som beskikkede sit Hjerte til at frygte Gud og holde Hans Bud, uden at han og stundom har annammet Skrifternes Trøst og følt dens Kraft; men alligevel er det vist, at selv de, som frygte Herren, langt sjeldnere nu end fordum hentye til Hans Ord, at dets kraftige Trøst nu kun sjælden saaledes størker, opfylder, opliver, opluer et Hjerte, som Ordet vidner om sig selv, at det kan og skal, ja, som vi grandgivelig see paa Fædrenes Tale og Vandel og Idræt, at det fordum har størket og muntret og varmet. Ordets Skyld kan det dog ikke være, det maa være vores, og vist bør det da vel betænkes:
Hvorledes Skriften maa annammes og bruges,
naar vi skal annamme dens fulde, rige
og kraftige Trøst?

Herom vil jeg da, ved den Hellige Aands naadefulde Bistand, endnu kortelig tale.

Visselig kan Sandheden om, hvordan Skriften skal annammes, og hvorledes den skal bruges, ligesom al Sandhed, indsluttes i heel faa og eenfoldige Ord, thi den skal annammes som et Guds Ord, og den skal bruges som Lyset i det mørke Stæd, der ene kan lyse for os, indtil Dagen fremskinner, og Morgenstjernen oprinder i vore Hjerter. Det er ogsaa vist, at Enhver, som rettelig giver sig Gud i Vold, som giver Gud og Sandhed sit Hjerte heelt og udeelt, og udøser det idelig for Gud med al dets Bekymring og Sorg i ydmygelig Bøn, han behøver ikke at undervises ved menneskelig Tale om Skriftens Brug; thi han haver en Salvelse af den Hellige og veed alle Ting, som høre til Liv og Gudfrygtighed; for det eenfoldige Øie er Alting lyst, hvo som er af Gud, hører Guds Ord og kiender det, og elsker det saa inderlig, at det er hans Glæde og Lyst at lytte dertil, og opbygges deraf til en levende Steen i Guds hellige Tempel. Ikkedestomindre er det vist, at vi alle, saalænge vi ere i dette Paulun, trænge til at paamindes, formanes og bestørkes i den nærværende Sandhed ved broderlig Tale; det er ogsaa vist, at en Sandhed, som alle Gudfrygtige føle, kan være saa omtaaget af Løgn, at ikkun Faa see og erkjende den, at kun faa vove at tro Deres Hjerters Vidnesbyrd. Saaledes er det med Sandheden om den Hellige Skrift, og det især, fordi det er saa med den Sandhed om Bønnen, som er Nøgelen til al Gudskundskab og Sandhedserkjendelse. Disse Lærdomme ere i vore Dage blevne bespottede og forvanskede saare; de arrigste Vildfarelser ere med Dristighed og tit med Trædskhed forkyndte som uimodsigelig Sandhed, saa at mange, hvis Hjerter ei vare onde, ere blevne forførde 273 og forvildede fra den Eenfoldighed, som fører til Christum. Da det nu er saa, da de fleste Mennesker ere i dette Stykke som Bølger og lade sig omdrive af hvert Lærdoms Veir, saa gjøres det haardt behov, at vi paaminde hverandre, og at Guds Ords Tjenere udlægge det klart og tydeligt, hvorledes det haver sig med det Ord, som ene er mægtig at trøste og saliggjøre vore Sjæle. Lang maatte den Tale vorde, i hvilken alt det skulde udvikles og klares, som i de sidste Dage er indviklet og formørket af dem, der lede Skibbrud paa Troen og bøiede af fra Sandheds Vei, men her maa det være nok at paaminde om de synderligste Dele, om det, som maa kaldes Hovedsagen.

At Skriften maa være os et Guds Ord, dersom den skal trøste os over det Timeliges Forliis og Verdens Had, trøste os i vor Saligheds Sag, det er klart, thi vi kan ikke trøstes uden ved at oplyses om Herrens Sind, og hvo haver kjendt det? om Hans Huusholdning, og hvem haver fattet den? det er jo klart, hvad den hellige Povel siger: ligesom Ingen veed, hvad der er i Mennesket, uden Menneskets Aand, som er i ham, saa veed og Ingen de Ting, som ere i Gud, uden Guds Aand; det er jo klart, at Guds Raadslutninger til Menneskets Frelse og det evige Livs Vilkaar ere Ting, som intet menneskeligt Øie har seet, intet Øre hørt, og som ei er opkommet i noget Menneskes Hjerte, men kan kun aabenbares for dem, som elske Gud, ved den Aand, som randsager alle Ting, ogsaa Guds Dybheder. Ja, har vi ikke fornummet det, naar Sindet bevægedes, naar Hovedet værkede af mange Tanker, og Hjertet sørgede, hvor lidt de formaaede at trøste os, alle de klingende Ord og de kløgtige Taler, som Verdens Vise optænkde! Ja, have vi selv været Døden nær med alvorlige Tanker, eller stode vi alvorlige for en Døende, som bekymredes inderlig, da veed vi det ret levende, at i den sidste og største Nød, som vi alle skal friste, da føles det dybt, at Ingen kan hjelpe og frelse uden den almægtige Gud, Hvem vi intet have givet tilforn, som skulde betales os, men Hvem vi have fortørnet med vor Synd saa mangefold, da hjelper det kun lidt, at et Menneske vil trøste os med Ord og Kløgt, som er hans egen Optænkning; ei trøster Talen om den Retfærdiges Løn, thi hvo er retfærdig, hvo er reen? har vi ikke alle syndet og fattes den Roes, vi skulde have for Gud; og nu Talen om Naade, o, hvor er den ikke vaklende, hvor pines og ængstes ikke Hjertet af Uvisheden om, hvordan Herrens Sind monne være mod Syndere, hvad Hans Naades Vilkaar er, om vi have opfyldt dem! Intet, Intet kan fuldelig trøste, uden Ord, som vi visselig vide og

        

274 troe, er af Ham, Som raader alene, Som haver Magt til at frelse og fordærve, Som kjender Sig Selv og kan ikke lyve. Vist er det saa, at Gud kan underlig trøste Sine Børn, ogsaa uden det udvortes Ord, og gjør det visselig, hvor det ei kjendes; men ligesaavist er det ogsaa, at har Han givet et Ord, da vil Han ogsaa, at de, som kjende det, skal deri søge Trøsten, og de, som ere af Gud, maa kjende det, thi Aanden giver det Vidnesbyrd i deres Hjerte.

Det udkræves da først, naar vi skal annamme Skrifternes Trøst, at vi sandelig troe paa dem som Guds Sandheds Ord; men er det saa, o! da er det intet Under, at de Fleste i vore Dage, som end bekymres for Sjælen, saa sjælden oplade den hellige Bog, saa tit lukke den utrøstede, næsten aldrig finde deri den rige og kraftige Trøst som de Gudfrygtige fordum; thi, ak! hvor skrøbelig, hvor omleiret og svækket af Tvivl er ikke denne Tro selv hos dem, der ei vil bespotte eller fornægte den! Naar vi ogsaa have indseet vor Trang til en guddommelig Aabenbaring, naar vi føle os visse paa, at Jesus, den Retfærdige, Fuldkomne, Hellige, kunde ei lyve, o, der ere dog mange Klipper, hvorpaa vor Tro kan strande, thi har Man ikke indbildt os, at Faa eller Ingen kunde vide, hvad der i Bibelen var Guds Ord, hvormeget vi havde af Jesu egen Tale, og hvad der var uforvansket! Der ligge de for os, de prophetiske Skrifter, hvilke Jesus gav Vidnesbyrd, at de talede om ham og kunde ikke feile (Luc. 24. Joh. 10); der ligge de Skrifter, som sige det selv, at de ere af Gud, som bære til Vidnesbyrd, ligefra Apostlenes Dage, Apostlenes Navne, deres Navne, til hvem Jesus sagde: det er ikke eder, som tale, men det er Faderens Aand, som taler i eder (Matth. 10), hvem Han udtrykkelig lovede Faderens Sandheds Aand, som skulde ledsage dem til al Sandhed (Joh. 16), som og teede sig kraftelig i dem ved Tegn og underlige Gjerninger, som skedte ved deres Tunger og Hænder; der ligge de for os, beseiglede af Herren med urokkelige Vidnesbyrd, dygtige til i hvert Menneskes Hjerte selv at beseigle deres Sanddruhed; men hvem gjælder det mere end os, naar Propheter og Apostle sukkende udbryde : Herre, hvo haver troet det, vi have hørt, og for hvem er Herrens Arm aabenbaret? Ak! hvor ere de dog Faa iblandt os, som tro fast og eenfoldelig, at Propheternes og Apostlenes Taler ere Guds rene uforfalskede Ord, og dog er det saa klart, at den Gud, som af Sin store Barmhjertighed fornedrede sig til at tale til Menneskens Børn, at den Kjærligheds og Sandheds og Kraftens Gud aldrig kunde tillade, at menneskelig Skrift, under Hans

        

275 Propheters og Apostles Navne, gik som Hans Ord fra Slægt til Slægt at forføre og forvilde Hans frommeste Børn; det er saa klart, at Han ei ved Sin Aands Vidnesbyrd i Hjertet, ved Opfyldelse af dette Ords Forjættelser, kunde stadfæstet det for Gudfrygtige Mænd i de fremfarne Tider, dersom det ikke var hans eget uforfalskede Ord. Det er endelig klart, at dersom vi ei kan oplade Bogen med den fulde Forvisning, at Alt, hvad som i den kalder sig Guds Ord, er det i Sandhed, da maa Sindet være som en Havsbølge, som Noas Due, der fløi over Jorden og fandt ikke Fæste at hvile sin Fod. Ja, var det sandt, at vi ogsaa i den Bog maatte frygte for Løgn og Bedrag, at vi ei trygt kunde overlade os til Ordet under Propheters og Apostles Navne, da var det omsonst, at Gud talede ved de hellige Mænd, thi da maatte vi enten blive i Uvished, eller Han maatte aabenbare Sig for hver af os, ligesom for Hine. O! hvor bekymrede og raadvilde maatte da ikke Folkenes mange Tusinder, de Læge og Ulærde, sidde for Bogen, naar de ledte om Guds Ord ? de maatte have den pinende Vished, at det var derinde, men ikke for dem at udfinde og adskille. Ja, selv de klogeste og lærdeste Mænd, gik de til Bibelen, ei for at sanke sig Lærdom til Bram, ei for at kives, men for selv at undervises og trøstes og finde Hvile for Sjælen, selv de maatte da pines af den samme ængstelige Uvished; naar de længst havde forsket og grundet, da var det dem endnu lige umuligt at sige: hvad der i Talen om de usynlige Ting var Guds Ord, og hvad der var Menneskers Gjætning og Løgn.

Det er da det første og ypperste Vilkaar for at trøstes af Skriften, at vi troe det fast, at vi i den have for os Guds uforvanskede Ord; men det Andet er ligesom dette, vi maa ogsaa troe, at Alt, hvad som hører til Saliggjørelsens Orden, Alt, hvad der forkyndes om, hvad vi skal troe, og hvad vi skal gjøre, det maa være klarligen sagt, saa som det meendes, alle de Ord maa have den Mening, som en gudfrygtig, ulærd, men betænksom Mand maa finde deri. Ak! denne Tro paa Bibelens Eenfoldighed, ak, den er hardtad reent forsvunden, og selv redelige Christne mene, at de har Lov til mangensteds at forkaste Ordets aabenbare Mening og lede om en anden; ja, de Skriftkloge indbilde sig, at det er deres Skyldighed. Men hvilken Daarlighed af Christne! At de, som ikke tro paa Skriften som Guds Ord, men vil ei ligefrem forkaste den, at de gjøre saa, er intet Under, thi kunde de indbilde os, at Ordets Mening var uvis, da havde de jo vundet, da var Guds Ord unyttigt; men naar Christne tale saa, visselig,

        

276 da maa vi ogsaa her bekjende, at denne Verdens Børn ere klogere i deres Slægt end Lysets Børn; thi Christne, som troe, at der ved Kløgt og Lærdom skal og kan udfindes en anden Mening, som gjør den til Løgn, der ligger aabenbar for Øiet, de veed ei, hvad de gjøre, de bestride deres egen Troe og berøve sig selv den overflødige Trøst, Skriften tilbyder, og de lukke Øinene for en soleklar Sandhed, for den Sandhed, at, naar Gud vilde give os Sit Ord, da maatte dets Mening være klar for alle Hans Børn, da maatte hver, som alvorlig vilde, kunne forstaae det Ord til Salighed. Det er jo aabenbart, at dersom Ordets ligefremme Mening skal gjøres til Løgn af en anden, som maa udflndes ved Lærdom og Kløgt, da maa menig Mand enten troe Løgnen eller troe et Menneskes Ord som Guds; al Syn og Skrift var dem da som en Bog, der gives til den, som ikke forstaaer sig paa Skrift, saa Man siger: Kjære! læs dette! men han maa svare! jeg kan ikke, thi jeg forstaaer mig ikke paa Skrift (Esa. 29). Visselig, en saadan Beskikkelse skulde man ikke vente af den Gud, Hvem Jesus prisede og sagde: Fader! Himmelens og Jordens Herre! jeg priser Dig, fordi Du haver skjult dette for de Vise og Forstandige og aabenbaret det for de Umyndige; ja, Fader, thi det var saaledes behageligt for Dig (Matth. 11); af den Gud, om Hvem Apostelen vidner, at Han haver gjort denne Verdens Viisdom til Daarlighed, Som, fordi Verden af bare Viisdom ei kjendte Gud i Hans Viisdom, behagede ved den daarlige Prædiken at gjøre dem salige, som troe, den Gud, Som udvalgde de daarlige Ting for Verden til at beskjæmme de Vise, saa intet Kjød skal rose sig for Ham (1. Cor. 1. 2.). Men, I Elskelige! ligesom vi heraf kan forstaae, at Guds Aabenbaring maa i alle de Ting, som høre til Liv og Gudfrygtighed, være klar og vis for alle, baade Læge og Lærde, naar vi høre paa dens Tale, som det sømmer sig, med Andagt, under Bøn og den Hellig Aands Paakaldelse, saa forstaae vi det Samme end tydeligere, naar vi betænke, at Skriftens Mening ellers blev uvis for den Lærde saavelsom den Læge; tviste og gjætte, det kunde Man, men tro og trøste sig ved Ordet om det Usynlige, det kunde Ingen; Ordet kunde ei være det klare Lys paa Livets Vei, ei det faste Anker i Modgangs Storme og mod Dødens Bølger, som et Guds Ord maa være.

Naar Bekymring for de timelige Ting overfalder os, og Øiet ingen Udvei seer, hvad Trøst kunde vi da have af Guds Ord, dersom vi ei tør troe det eenfoldelig, som skrevet staaer: sørger ikke som Hedningene, for hvad I skulle æde, og hvad I skulle

        

277 drikke, og hvad I skulle iføre eder; søger kun Guds Rige og Hans Retfærdighed, da skal det Øvrige tillægges eder! kaster al eders Omsorg paa Herren, thi Han sørger for eder, og Han er riig til alle dem, som Ham paakalde! (Matth. 6. l Pet. 5). Naar Farer omspænde os, naar Ødelæggelsen truer, naar Verden forlader og forfølger os, hvad kan da trøste uden fast eenfoldig Tro paa det Ord, at ikke en Spurv falder til Jorden og ei et Haar af vort Hoved uden den Himmelske Faders Villie, og at Ingen haver nogen Magt over os, uden den bliver givet herovenfra. Hvad kan trøste os, naar Hedningene fnyse, og Folkene optænke Forfængelighed, naar Jordens Konger forenes, og Fyrsterne samle sig til Strid mod Herren og Hans Christus, hvad uden fast eenfoldig Tro paa det Ord, at de, der sammenrotte sig mod Guds hellige Barn Jesus, udrette kun det, som Hans Haand og Raad have forud beskikket, og at Helvedes Porte skal aldrig faae Overhaand over Hans Menighed! (Ap. G. 4. Matth. 16). Hvad kan trøste os, naar vi nedbøies under Syndens Byrde, grue for Guds Vrede og for Lovens Torden, hvad uden eenfoldig Tro paa de Jesu Ord: mit Legeme hengives for eder, mit Blod udøses til Syndernes Forladelse; thi saa elskede Gud Verden, at Han gav Sin eenbaarne Søn, paa det at hver den, som troer paa ham, skal ikke fortabes, men have det evige Liv! (Matth. 26. Joh. 3). Hvad kan trøste os, naar vi fornemme, at os fattes Kraft og Frimodighed til at overvinde Verden og korsfæste det gamle Menneske med Synder og Begjærligheder, til i Tale og Levnet at skinne som Lys midt i den vanartige Slægt, og frit bekjende det Korsens Ord, som er Verden en Forargelse og Daarlighed, hvad uden eenfoldig Tro paa det Ord, at Faderen giver alle dem Sin Hellig Aand, som bede Ham derom, at Guds Kraft teer sig i os, saa vi formaae alle Ting i Christo Jesu, som gjør os stærke (Luc. 11. Phill. 4).

Ja, I Elskelige! hvad skulde trøste os, som forkynde det Guds Ord, naar det foragtes og bespottes, naar ingen Frugter lade sig for os tilsyne, hvad uden den ret eenfoldige, barnlige Tro paa Herrens Tale, naar Han siger: ligesom Regnen og Sneen nedfalder fra Himlen og kommer ikke tilbage derhen, men vander Jorden og gjør den frugtbar og kommer den til at give sin Grøde, og den giver Sæd til at saae og Brød til at æde; saa skal mit Ord være, det skal ikke komme tomt igjen til Mig, men det skal udrette, hvad Mig behager, og dets Ærende skal lykkes; thi I skal drage ud med Glæde og fremføres med Fred, Bjerg ene og Høiene skal raabe for eders Ansigt med 278 Frydesang, og alle Træer paa Marken skal klappe med Haand; istæden for Tornebusken skal Fyrtræet opvoxe, for Tidslerne skal Myrtetræer opvoxe, og det skal være Herren til et Navn, til et evigt Tegn, som ikke skal udryddes! (Esa. 55.).

O, I Elskelige! mon jeg ikke ret levende føler det i denne Time, at jeg maatte forsmægte og forstumme, dersom jeg ei turde i eenfoldig Tro holde hardt ved et saadant Guds Ord og med det trodse al Verden og de bange Tanker, der opstaae i mig selv? Jeg har talet til eder om Skrifternes Trøst, som de Fleste forsmaa og foragte, jeg bad og besvoer eder at gaae til den hellige Bog med den samme enfoldige Tro og det barnlige Sind, som eiedes af Fædrene, men som bespottes iblandt os; jeg veed det jo vel, hvor dybt den usalige Fordom fæstede Rødder, at Tvivl om Sandheds Ord er vor Ære, at vor Klogskab skal vise sig i at mestre og dømme den Bog, som skulde undervise os, som skal dømme os engang, thi Jesus sagde: de Ord, som jeg haver talet, skal dømme eder paa den yderste Dag (Joh. 12). Jeg veed det jo vel, hvor tungt det falder at nedstige fra den drømde Høihed, og sætte sig lavt med Luther og de Gamle ved Propheternes og Apostlenes Fødder, snare til at høre, sene til at tale, rede til at troe, bange for at vandre med Fornuften i de Ting, som ere den for høie. Jeg veed det jo vel, thi jeg har prøvet og erfaret det selv, og hvorledes turde jeg da haabe, at mit Ord kunde finde saadan Indgang hos Nogen af eder, at han vilde sætte sig hos mig paa Gulvet og spottes af den selvkloge Skare, der bygger saa høit udi Luften? hvorfra skulde jeg faae dette Haab, som dog ene kan størke mig og løse min Tunge, dersom jeg ei turde stole paa et saadant Guds Ord, som Engle ei begribe, men Børn kan forstaae? men det tør jeg, thi jeg hører de hensovne Frommes sandfærdige Vidnesbyrd om, hvorledes Herren synlig stadfæstede og ærede den enfoldige Tro og lod aldrig dens Haab beskjæmmes; ja, i mangen Strid og megen Trængsel har jeg selv fornummet, hvor trofast Herren holder Sit Ord og Sine Forjættelser, ret som de staae at læse; paa ingen af dem tør jeg tvivle, thi de ere ikke Ja og Nei, som Spottere mene, men de ere alle Ja og Amen i Christo Jesu (2 Cor. 1.). Derfor ender jeg trøstig min Tale i den fulde Forvisning, at er der ogsaa kun Een, saa er der dog Een, som ved den henførdes til eller og stadfæstedes i den Eenfoldighed, som ene giver Forstand paa Guds Ord og oplader Hjerter for dets overflødige Trøst.

279

Brødre! I skal ikke mene, at jeg vil dømme en Broder; jeg veed det vist, at der baade er og har været ærlige Christne, som ikke saaledes fuldelig hengav sig til det guddommelige Ord og den Guds Hellig Aand, fra Hvem det kom; hver haver sin Skrøbelighed, og er dog vor Broder, naar han kun ærlig troer paa den Herre Jesum Christum, og vil vandre i Hans hellige Fodspor; men visselig er dette umuligt uden en Deel af den enfoldige Tro, Overgivelse og Underkastelse, om hvilken vi talde, og det skal forkyndes aabenbart, at hvo som nøler og tøver med villig og fuldelig at bøie sig for det skrevne Ord i barnlig Tro, han skaber sig selv heel mangen Bekymring og bereder sig selv stor Fristelse og Anfægtning paa det Sidste. Her gjælder det, hvad Jesus sagde om Martha, at hun unødvendig bekymredes og forvirredes ved de mange Ting, og at Maria, som sad ved Hans Fødder og havde ei Sind til Andet end Hans Tale, hun udvalgde den bedste Deel. Det er vist, at Ingen kan gaae gjennem Verden med den Guds Fred, som overgaaer al Forstand, stadelig i Hjertet, med Glæde midt i Bedrøvelse, at Ingen kan staae rolig og frimodig, naar Tusinde falde ved den høire og titusinde ved den venstre Side, eller smilende møde den sidste Fjende, som er Døden, Ingen, uden den, der holder hardt ved Ordet, som det staaer at læse, som det er klart for Læg og Lærd, for Alle, som oplade Bogen i den Herres Jesu Navn med troende Hjerter. Ja, det er endelig vist, at ingen Christen forløses af denne Verden, før han vemodig bortkaster al den Selvklogskab, som svækkede hans Tro, forstyrrede hans Fred, formindskede hans Trøst og koglede kun Taager frem for Herrens Lys; thi salige ere de, som ikke see og dog troe, og hisset skal vi samles til Troens og Guds Søns Erkjendelses Enighed.

O! give da Gud, at vi alle, som bekjende den Herre Jesum uden Skrømt, maatte trodse Tidens Strøm og vende tilbage til Skriften med barnlig Tro paa dens Sandhed og Klarhed! da skal den aldrig lade os utrøstede bortgaae; jo tiere vi læse, jo dybere vi indprænte os det velsignede Ord, desbedre skal vi lære at kjende og skatte dets himmelske Kræfter; hvad Trængsel der saa times, og hvilke Farer der end true, skal det som en Guds Kjæmpe staae ved vor Side, som et Guds Sværd skinne i vor Haand, og som et Guds Ord glæde vort Hjerte; ja, vi skal fornemme, at ligesom Christi Lidelser ere overflødige til os alle, saa er og vor Trøst overflødig ved Christum (2 Cor. 1.).

Og i de sidste Timer, naar Trøst saa haardt behøves, og Trangen saa inderlig føles, da skal vort Hjerte opfyldes af Taalmodighed 280 og Skrifternes Trøst; det Ord, som vi have tjent, vil da tjene os; da taler Jesus, og det gjennemklinger os som en Guddomstone: hvo som lever og troer paa mig, han skal aldrig døe; hvor jeg er, der skal og min Tjener være, og skinne som Solen i Faderens Rige. O, give Gud, at vi alle maatte indslumre under saa salig en Aftensang fra det Høie, Amen, i Jesu Navn Amen!

        

281

Hvilen under Christi Vinger. Prædiken i Frederiksberg Kirke paa Anden Juledag 1815.

Evangeliet: Matth. 23. 34-39.

Derfor see! jeg sender til eder Propheter og Vise og Skriftkloge, og Nogle af dem skal I slaae ihjel og korsfæste, og Nogle skulle I hudstryge i eders Skoler, og forfølge fra en Stad til den anden, saa det maae komme over eder, alt det retfærdige Blod, som er udgydt paa Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Blodet af Zacharias, Berechiæ Søn, hvem I myrdede mellem Templen og Alteret. Sandelig, jeg siger eder, alt dette skal komme over denne Slægt.

Jerusalem! Jerusalem! du som ihjelslaaer Propheter og stener dem, som udsendes til dig, hvor ofte vilde jeg ikke forsamlet dine Børn, ligerviis som en Høne forsamler sine Kyllinger under sine Vinger, men I vilde ikke. See! eders Huse skal efterlades eder øde, thi jeg siger eder: I skal herefter ikke se mig, førend I sige: Lovet være den, som kommer i Herrens Navn!

Ære være Gud i det Høie, Fred paa Jorden og i Mennesker Velbehagelighed! Et Barn er os født, og en Søn er os given, Herredom skal hvile paa hans Skuldre, og Hans Navn skal kaldes underligt. Christne Venner! med slige Lovsangs Himmeltoner og Udtryk af en hellig Hjertens Glæde sømmer det sig at hilse hinanden, naar vi mødes for Guds Ansigt paa den livsalige og søde Julefest; ja, det kan ei anderledes være, hvis vi i vort Hjerte har fornummet og hørt og bevaret Engelens Røst om den usigelige Glæde, som er vederfaret Guds Folk, om Frelseren, den Herre Christus, født i Davids Stad, om Guds Søn, som vor 282 Broder er vorden, som blev i Kjød og Blod os liig, i Synden ene os uliig, Halleluja! som vil forene os med sig, og føre os til Himmerig, Halleluja! O! i en saadan naadelig Tid, maae vi dog prise den Herre blid, Halleluja! maae vi dog een for alle og alle for een udbryde med Psalmisten, som hilsde Forjættelsen, vi har annammet, saae Ham i Aanden, som nu er skuet i Kjødet, udbryde med Aandens, i Hjertet stadfæstede Ord: min Sjæl! lov Herren! og Alt det, i mig er, Hans hellige Navn! min Sjæl, lov Herren og glem ikke Ham, som forlader dig alle dine Misgjerninger og læger alle dine Sygdomme, Ham, der igjenløser dit Liv fra Fordærvelse, Ham, som kroner dig med Naade og Barmhjertighed, Ham, der mætter din Mund med det Gode, saa du bliver ung igjen som Ørnen! Herren er barmhjertig og naadig, langmodig og riig paa Miskundhed, Han handler ikke med os efter vore Synder og betaler os ikke efter vore Misgierninger; saa langt som Østen er fra Vesten, adskilde Han vore Overtrædelser fra os; ligesom en Fader forbarmer sig over sine Børn, saa forbarmer Herren sig over dem, som Ham frygte, thi Han, Han kjender vore Vilkaar, Han mindes, at vi ere Støv. Lover Jehovah, I, Hans Engle! I Vældige i Magt, som udrette Hans Ord, i det I høre paa Hans Munds Røst! Lover Jehovah, I, Hans Hærskarers Mangfoldighed, I Hans Tjenere, som gjøre Hans Villie! Lover Herren, alle Hans Gjerninger, i alle Hans Herredømmes Stæder! min Sjæl! lov Herren (Ps. 103)! Ja, Christne! synger Psalmer for eders Livs Gud! thi eders Liv er gjemt med Christo i Gud, og naar Christus vort Liv aabenbares, da skal og I aabenbares med Ham i Herlighed (Coll. 2). O! seer og føler dog, hvilken Kjærlighed det var af Faderen, at Han gav os sin Eeenbaarne, paa det vi kunde vorde Guds Børn i Ham; thi nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skal vorde; men vi vide, at naar Sønnen aabenbares, da skal vi vorde Ham lige, thi vi skal see Ham som Haner (l Joh. 3).

Ja, Christne! lader os prise Hans Kjærlighed og tilbede i Støvet for Hans urandsagelige Viisdom, hvormed Han saa underlig beredte Frelsen og gjorde Verdens Viisdom til Daarlighed! Lader os glædes i Aanden og prise vor Himmelske Fader, som aabenbarede for de Umyndige, hvad Han skjulde for de Vise og Kloge, som lod Frelse komme for al Jorderigs Slægter, ikke ved Konger og Helte med skinnende Vælde og glimrende Kroner, ikke ved Tidernes Lærde og Vise med brammende Kløgt og spidsfindige Taler, men ved det Barn, som svøbdes i Klude og 283 laae i en Krybbe, ved ham, som de kaldte den Tømmermands Søn og den ulærde Svend, ved et Ord, lige klart og ubegribeligt for Læg og Lærd; ved det vidunderlige Korsens Ord, som var og er og bliver Jøder en Forargelse og Græker en Daarlighed, men var og er og bliver tillige en Guds Kraft til Salighed for alle dem, som troe! Ja, lader os prise og tilbede den Eviges Kjærlighed, Viisdom og Almagt, som haver stadfæstet og herliggjort sit Sandheds Ord saa mangfoldig som Dagenes Tal, som haver ført det uskadt gjennem Ilden og Vandet, ladet dets Røst udgaae til Jorderigs Ender, ladet det prænte i Tidernes Bog med uudslettelig Skrift, ja, med Skriften rosenrød og lueforgyldt, farvet med Vidnernes hellige Blod og forgyldt af de Luer, de med Lovsang i Pine forvandlede til Straaler af Guds Herligheds Glands! Hvor ere nu alle dets Fiender, de Vise og Vældige fra fordum Tid, de, som vilde døve dets Røst og beskjæmme dets Herlighed, som ginge paa Raad i Mangfoldighed og sammensvore sig mod Guds hellige Barn Jesus at udrydde hans Minde af Jorden! Nedfarne ere de i Hulen til Assur og Elam og Pharao, til de Uomskaarnes Mangfoldighed, hvile paa Øgler og dækkes af Orme, Rust aad deres Staal og Orme deres Viisdom; men Ordet bestod, blev udbredt og stadfæstet ved deres Idrætter; de vilde sløve i Blod det Aandens Sværd og aftvættede kun den jordiske Rust; de vilde smelte det i Luer, og gave det Glands og gave det Vidnesbyrd som Sølv, syv Gange luttret, der ei kunde svinde; de vilde døve dets Eg og skjule dets Glands med Klude og Svøb, og det tillodes dem, for at det kunde udbryde,

»Som den gyldne Soel frembryder
»Gjennem den kulsorte Skye,«

og minde om Ham, der i Klude tilbades af Østens Vise, og udviklede af sig det Verdens Lys, for hvis Straaler ei Mørke og Helvede selv kan skjule deres Venner. Ja, som det gik fordum, saa skal det end gaae, evindelig skal Herren bevare sit Ord fra Mørkhedens Slægt, og trøstige tør vi udbryde: Mørke og Helvede, hvor er din Seier? blegner og bæver og synker i Jorden, I Ordets Fjender! nedfarer i Hulen til de Uomskaarne! thi Herren lader lyne, og I forsvinde som Blaar, der fortæres i Ilden, for den gandske Jords Herres Ansigt, og Han, den Korsfæstede, men atter Opstandne, Han, hvis Kors I vilde nedtræde, beseigle Hans Grav og overantvorde den Helliges Been til Forraadnelse, Han skal skinne i Sin Guddomsklarhed for Folkenes Øine, og under Korsets Banner skal de glade forsamles; Han skal regjere 284 fra Hav til Hav og fra Floden til Jorderigs Ender, Konger af Tharsis og Øer skal føre Ham Skjænk, Konger af Scheba og Seba skal frembære Gaver, Hans Navn skal blive evindelig, for Solens Ansigt skal det forplantes fra Børn til Børnebørn, og de skal velsigne sig selv i Ham, alle Hedninger skal herliggjøre Ham! Og Christne! skulde vi, Hans Folk og Hans Fødes Faar, da ikke kundgjøre Hans Priis, ei sjunge Hans og Faderens Lov, ei opfyldes deraf ved Hans Fødsels det hellige Minde, og jublende udbryde: Lovet være den Herre Gud, Israels Gud, Han, som alene gjør underlige Ting! og lovet være Hans Herligheds Navn evindelig, og al Jorden opfyldes af Hans Herlighed! Amen! ja Amen (Ps. 72)! Hver sukke i sil Hjerte og bede om Gjenfødelsen derinde af de dybe, glemte Juletoner, som indslumrede i Fædres Grave; thi saligt, siger Propheten, er det Folk, som har Øre for Klang fra det Høie; Herre! de skal vandre i Dit Ansigts Lys, de skal fryde sig i Dit Navn den ganske Dag og ophøie sig i din Retfærdighed; thi Du er deres Vældes Priis, og Du skal ophøie vort Horn ved Din Velbehagelighed, thi Jehovah er vort Skjold, og Israels Hellige vor Konge (Ps. 89).

I Elskelige! er Evangelium et Glædens Ord, et Glædebud, da maatte Man vel spørge, hvorlunde Fædrene og vi kan kalde Ordet, som i Dag oplæses, et Evangelium! Er det, om Man maae spørge, vel et Evangelium for Ordets Tjenere, at de skal hades og forfølges, hudstryges og myrdes? er det et Evangelium for Verden, at alt det retfærdige Blod, som er udgydt paa Jorden, skal komme over dens Hoved? Maae vi ikke meget mere kalde disse Herrens Ord en bitter Skaal, en Lovens Torden og et Vredens Lyn? Det mener Verden, thi det er dens Viis og Vane at fordreie al Skrift til sin egen Fordærvelse; den sandser kun de kjødelige Ting, og derfor kalder den Loven et Evangelium og Evangelium en Lov, kalder Lovens og Syndens Aag let, Christi og Korsets Byrde tung, bander i sit Hjerte den Hovedhjørnesteen, af hvilken den engang skal knuses. Vi derimod, som have troet Gud, vi tale som Hans Ord og kalde alt det et Evangelium, som forkynder Jesus Christus, Hans Kjærlighed og Kraft og Guddoms-Fylde. Vi sige til Verden: du maae jo dog selv kalde det et Evangelium, at du en liden Stund skal have Magt til at forfølge Guds Tjenere og drikke de Helliges Blod, ligesom du maae fornuftelig indrømme, at vi med Føie kalde Ordet saa, som 285 vidner, at Herren vil igjen udkræve sine Tjeneres Blod af din Haand, betale Trængerne med Trængsel og give de Betrængte Fred i vor Herres Jesu Christi Aabenbarelse; vi maa visselig kalde det et Evangelium, hvad Herren siger om vor Lidelse; thi er det ikke glædeligt, at det Ord, vi troe og bekjende, kan overvinde dig, elendige Verden, medens du stener os, at vi ved dets vidunderlige Kraft kan bevæges til at vælge Christi Forsmædelse fremfor Syndens timelige Nydelse, styrkes til i Jesu Navn med glade, sagtmodige Hjerter at forsage Alt, hvad du og din Aands Talsmand i vort Kjød kalder det Ypperste, kalder Liv og Lyksalighed; og maae vi ikke kalde det Evangeliets Fylde, naar du og din Begjæring forgaaer, naar Løgnens Mund for evig tilstoppes i Døden og Helvede, naar du, Uretfærdigheds Verden, hensmelter, og Guds Rige kommer med Herlighed, naar de forklarede Himle og den gjenfødte Jord lovsynge Ham, Hvis Paulun er hos Menneskens Børn, naar de Helliges Harper skal klinge for Stolen, og Hærskarerne jublende sjunge: Halleluja! Halleluja! Saliggjørelsen og Æren og Prisen og Magten være vor Guds i Evighed! thi sande og retfærdige ere Hans Domme! Ja, Christne! dette Herrens Ord er et Evangelium i alle Maader, hvor haardt det end truer Guds Kirkes Fiender; thi det er ikke Lovens Forbandelse, som lyses over dem, det er Frelseren, som gav sit Kjød for Verdens Liv, det er Ham, som vidner med Bedrøvelse, at de ved at forskyde Guds Naade og trodse mod Hans Kjærlighed, nedkalde med Nødvendighed Hans Vredes Lyn; det er Frelserens Klagemaal over, at de Halstarrige vil ikke kjende, hvad som tjener til deres Fred; derfor høre vi midt i Spaadommen om Jerusalems Ødelæggelse de Kjærlighedens dybe Klagetoner: Jerusalem! Jerusalem! du, som ihjelslaaer Propheter og stener dem, der ere sendte til dig, hvor ofte vilde jeg dog forsamlet dine Børn, ligerviis som en Høne forsamler sine Kyllinger under sine Vinger, men I vilde ikke. O! Christne Venner! lad os betænke den søde og salige evangeliske Trøst, som er gjemt i disse Herrens Ord til alle Troende! lad os paa denne hellige Juledag, ved den Hellig-Aands naadefulde Bistand, levende mindes og dybt indprænte i vort Hjerte,
Hvor godt det dog er at sidde under
Christi Vinger!

Vore Fædres velsignede Tungemaal er ogsaa i dette Stykke nær beslægtet med det, som Herrens Folk talede fordum, og i hvilket Hans Aand talede gjennem de hellige Propheters Mund; ogsaa i det danske Tungemaal er Talemaaden, at sidde under 286 Andres Vinger, Udtryk for den fuldeste Afhængighed og Trang til en Andens Hjelp og Varetægt; og naar nu Frelseren siger, at han forsamler sine Troende, som Hønen sine Kyllinger under sine Vinger, da maae Fornuften dømme, hvad Aanden seer og Hjertet føler, at denne Lignelse er den sandeste og dybeste af Verden til at afbilde den inderlige og vidunderlige Forbindelse, der efter Guds Ord er mellem Guds Søn Jesus Christus og os, som troe paa Hans Navn. Opfødtes vi langt borte fra Stædernes Bulder og tomme Lystighed, vare vi smaae for vore egne Øine i Barndommens Dage, og kan vi kjærlig mindes, hvad vi saae med Barneøiet, da vil Billedet tillige, hvad der er det ypperste, have Deilighed for vort Øie, Liflighed og Sødhed for vort Hjerte.

Den stolte Verden vil staae paa sine egne Been og ikke sidde under Nogens Vinger, men derfor er den just under Mørkets og Djævelens Vinger, opvarmes af Helvedes Glød i Hovmod, Gjerrighed og Vellyst, værger sig mod Gud og Sandhed med den Ondes gloende Pile og bereder sig unævnelig Vaande, naar de, opsankede i Sandheds Skjold, vendes mod dens eget Bryst og gløde evindelig i dens brustne Hjerte. Den Vaande have vi alle forskyldt, thi vi vare af Naturen Vredens Børn saavelsom de andre, vi have alle syndet i Adam, vi ere fødte i Misgjerning, og vor Moder haver undfanget os i Synd, og vi omgikkes fordum i vort Kjøds Begjærligheder og gjorde Kjødets og Tankernes Villie; men Gud, som er riig paa Miskundhed, formedelst sin store Kjærlighed, med hvilken Han elskede os, levendegjorde os i Christo, der vi vare døde i Overtrædelse; thi vi ere blevne frelsde af Naade formedelst Troen, og det er ikke af os selv, det er en Guds Gave, ikke af Gjerninger, saa at Ingen skal kunne rose sig; men vi ere Hans Gjerning, skabte i Christo Jesu til gode Gjerninger, hvortil og Gud tilforn beredte os, at vi skulle omgaaes i dem (Ps. 51. Rom. 5. Eph. 2). Ja, Christne! det maa vi to Gange sige, at vi ere skabte i den Guds Eenbaarne, thi i Ham, ved Ham og til Ham skabtes vi af Begyndelsen (Coll. 1), Han, det evige Ord og Lys, er vort Liv (Joh. 1). Hans er det underfulde Æg, hvoraf vort Støv, ved Hans Varme, udklækkedes til en Skabning efter Hans Lignelse, og Hans er den Livs Aande, der gjorde os til levende, aandelige Sjæle fremfor Markens Dyr; i Ham leve og røres og ere vi, hvad enten vi vil troe det eller ikke; fra Hans, fra Lysets og Sandhedens Aand er ingen Udflugt; begrave vi os end i Natten, saa vorder dog selv Mørket et Lys omkring os; rede vi end vor Seng 287 i Helvede, da skal dog Sandheds Haand fængsle os og Hans Røst i den onde Samvittighed evig overdøve vor Graad og vore Tænders Gnidsel, og Lyset skal brænde os som en evig Ild midt i det yderste Mørke. Hører det, I Sandhedens Fornægtere! føler det, I Lysets Fiender! Kan I ogsaa spotte med denne Orm, som ikke døer, tale Vittighed om denne Ild, som ikke udslukkes? Maa ikke Smilet vorde Krampe og Latteren Hyl, hvis I prøve det? mærker i det ei, hvorledes alt her den brudte Straale af Ordets Lys gjennemborer, den dæmpede Gjenlyd af Sandheds Røst sønderknuser! føler det og gruer for, hvad som skal aabenbares paa Guds Vredes forfærdelige Dag! gruer og vender om medens det endnu er den velbehagelige Tid og Salighedens Dag! ydmyger eder i Støvet for Herren, græder Angers hede Taarer, at ei Fortvivlelsens de kolde skal brænde eders Hjerter! lader eder atter skabe i den Eenbaarne, i Ordet, som blev Kjød og boede iblandt os, i Christo Jesu vor Frelser, saa I maa iføres det nye Menneske, som fornyes til Erkjendelse efter Hans Billede, som skabde det (Coll.3)! Hvorfor vil I døe? vender om, saa skal I leve, siger Herren; hvo som æder mit Kjød og drikker mit Blod, siger Frelseren, han skal leve ved mig, som jeg lever ved Faderen, og han skal være, hvor jeg er, og beskue den min Herlighed, som Faderen haver givet mig, thi jeg, Hans Ord, er Sandhed, og jeg helliger mig selv for mine, paa det at de skal ogsaa være helligede i Sandheden (Joh. 6 og 17). O! troer det dog, at Naaden og Sandheden nedsteeg fra Himlen i det Guddoms-Menneske Jesus Christus (Joh. l og 3), at Han, som var Guds Billede, forringede sig selv og tog sig en Tjeneres Skikkelse paa, for at bære vor Sygdom paa sit Legeme paa Træet, og nagle den Haandskrift, som fordømde os, til Korset, udslette den med sit uskyldige Blod (Coll. 2)! O! beskuer og føler dog den underfulde Naade! vi vare afvigede, havde daarlig forladt det liflige Barnesæde i Paradisets Blomster under Sandheds Vinger, og Helvedes gloende Drage omspændte os med sine, ja, Dødens Reeb omspændte og Belials Bække forfærdede os, vi sadde i Mørke og i Dødens Skygge, og der var ikke Fred eller Kraft i vore Been for vor Synds Skyld. Og see! da neddalede det store Lys, Retfærdighed saae ned af Himmelen, og Sandhed opvoxde af Jorden, Miskundhed og Sandhed mødtes, Retfærdighed og Fred kyssedes (Ps. 85). Herren lagde anden Gang Haand paa at forhverve sig sin Arv, det Overblevne af sit Folk, og opløftede en Banner for Hedningerne (Es. 11). Han kom til sin Eiendom som en ringe Vandringsmand, 288 og medens Luftens Fugle havde gyldne Reder trindt i Lundene, medens Afgrundens Ræv havde glimrende Templer og Borge til sine Huler, da havde Menneskens Søn, Verdens Skaber og Arving, ei det, hvortil Han kunde hælde sit Hoved; Han kom ikke for at herske, men for at tjene, tjene sine undløbne Slaver frie, og igjenløse dem med sit Blod. O! hvad er de Kluk, hvormed den kjærlige Høne saa mindelig kalder de afmægtige Smaa, naar de forvildede sig fra hendes Bryst, naar de staae under Rovfuglens Kloe, i den hvislende Slanges giftige Aande, staae blinde og trygge, som om der var Lye under Rovfuglens Vinger, Livsens Varme i Slangens lumre, koglende Aande, hvad er de Kluk imod Frelserens Kald: kommer dog hid! kommer alle til mig! her er Hvile for Sjælen! Hvad er den Fare, de Kyllinger staae, imod den, som Sjælene friste i den gamle Slanges, i Djævelens Vold? hvad er det vel uden Skygger, matte, øiensynlige Skygger, som Legeme af Aand og Tid af Evighed? og dog kan Hjertet dybt og inderlig bevæges ved de samme Skygger, dog ønske vi de Smaae vor Forstand, saa de ilede ind under Moderens Vinger, dog kunde vi græde, om de tøve, til vi høre dem ynkelig pibe i Døden, og see den lille dunede Skabning ligge livløs og kold, ligesom besveget for de Vinger, hvorom Dunene spaaede, for det Fugleliv, der kun havde forkyndt sig i den flygtige jordiske Rørelse. Men hvor kan vi dog bevæges ved Skyggen og være kolde for, hvad den betegner! O, I, som ere af Sandhed! men lode eder forføre og forvilde af eders Begjæringer i onde Tanker, betrygge og inddysse af de blinde Veiledere, som indbildte eder, at hvor Fordærvelsen lurer ved hvert et Skridt, er Fred og ingen Fare, at der er ingen Slange under Verdens Blomster, at der er ingen Sjæle-Fare under Dødens Lee og ingen Frelse under Christi Vinger, at eders Synd er ingen Afskye for den Hellige i Himlene, men eders gode Gjerninger en stor Fortjeneste; o, vaagner, vaagner! jeg besværger eder i den evige Kjærligheds og Sandheds velsignede Navn; o, vaagner dog af Sikkerhedens Søvn, oplader eders Øine, seer eders Ureenhed og Afmagt, eders Elendighed og store Fare! adspørger eders Samvittighed, hvad det er, som fylder eder med en uvilkaarlig Gysen, hver en Gang I see Livet stjæles af det mindste Kryb, selv af Udyr, som I maae afskye; spørger alvorlig, om det ikke er den stærke, dunkle Følelse af eders egne, af det faldne Menneskes Vilkaar, af Sjælens Fare for at fortabes, at bortrives fra den Aand, som opliver og styrker den, at nedsynke i en pinlig og følelig Dødelse, med det længselsfulde Minde af den levende

        

289 Aand, den kraftløse, haabløse Livsattraa, der er Sjælens ulædskelige Tørst i Helvedes Luer! Spørger! og et forfærdende Jo skal gjennemlyde det bævende Hjerte, Mørket skal falde som Skjæl fra eders Øine, og I skal grue over eders Blindhed, grue ved Synet af den gabende Afgrund, paa hvis løse, gyngende Bred I vandrede, dandsede, døsede, sikkre og trygge. Det skal falde eder paa Sinde, at Gud skabde Mennesket til det evige Liv og dannede ham i sit Billede, men at Døden kom i Verden formedelst Synden, og Døden gjennemtrængde os alle, fordi vi syndede alle. O! da først aabenbarer sig det evige Livs Klenodie i sin Guddoms-Herlighed, naar I see det forskjærtset og see selv den timelige Skygge deraf, som l have saa kjær, forsvinde, bortvige i Gravens Nat; o, da skal I vel lære at vride eders Hænder og sukke, saa det bryder i eders Lænder, og spørge bekymrede: er der da intet Raad, ingen Redning? er det evige Liv da evig forloret for os Arme? er den evige Død da den Afgrund, hvori vi maae synke? o, er dog ei Gud barm hjertig, kan og vil Han dog ikke forlade os Synden og skjænke os igjen det evige Livs dyrebare Haab! O, kun Haab, kun Haab, thi vi føle det vel, hvor uduelige vi ere til den Helliges, Retfærdiges salige Samfund, kun Haab, skulde det og først efter tusinde, efter Millioner Aar opfyldes, kun ikke evig Bortkastelse fra Hans Ansigt, som vi have forskyldt! O! da skal intet Sæde synes eder for lavt, ingen Vei derhen for trang, naar I der tør vente at undflye Guds Vredes Aasyn, finde Raad imod Døden, og Haab om det evige Liv; da skal I vel høre os, naar vi formane og bede i Christi Navn: lader eder forlige med Gud! da skal I vel lære at skjønne paa det livsalige Evangelium: Gud var i Christo og forligde Verden med sig selv, thi den, som ikke vidste af Synd, haver Gud gjort til Synd for os, paa det vi skulde vorde Guds Retfærdighed i Ham (2 Cor. 5); saa elskede Gud Verden, at Han gav sin Eenbaarne Søn, for at hver den, som troer paa Ham, skal ikke fortabes, men have det evige Liv (Joh. 3). O! vandre I da i Oprigtighed og Ydmyghed og Sandhed til den Guddommelige Frelser, som kalder saa kjærlig, o, da skal I vist fornemme, at der er Lægedom under Hans Vinger, at Han er den Retfærdigheds Soel, som opgaaer over dem, der frygte Guds hellige Navn og bæve for Dagen, der brænder som en Ovn, da alle Hovmodige, og hver den som gjør Ugudelighed, skal være Halm, og den Dag, som kommer, skal antænde dem, sagde den Herre Zebaoth, og den skal ei lævne dem Rod eller Green (Mal. 4). O! prøver det dog! I kan jo 290 vende tilbage, hvis I skuffes; Verden modtager eder da med aabne Arme, eders forrige Trøstere komme tilbage, og da kan I uden Nag sige med Verden: lader os æde og drikke, thi i Morgen døe vi, eller indbilde eder, at Guds Hellighed og Retfærdighed er uddød i Hans Kjærlighed, eller at Hellighed og Synd, Sandhed og Løgn, boe som Brødre kiærlig tilsammen bag Graven i Guds Kjærlighed; da kan I det uden Nag og Brøde, thi da have I ledt om Frelse forgjeves, da gjelder det kun om at skuffe sig selv, og føle Livets Lyst i de faa, henilende Dage, at smykke sig hver Morgen med unge Roser for at synke blomstrende i Dødens Favn. Men, prøve det først, det maae I, saavist som I ere af Sandhed, saavist som der i eders Hjerterod boer en dyb, vemodig Længsel efter det evige, uforkrænkelige Liv, saavist som eders Samvittighed vidner, at Gud er hellig, og I arme Syndere. Og hvi vil I tøve? hvor kan I dog være saa daarlige at troe dem om det Aandelige, som aldrig have kjendt, hvad Aandens Sands monne være, at mene, de forstaae Guds Ord, som aldrig have troet det, at ændse deres Tale om Christi Vingers Skygge, der ligesaalidt som I have prøvet at hvile derinde! Hvor kan I dog være saa daarlige paa deres Ord at forhale Prøven, at stole paa deres Ord, som vil gjøre den sandrue, sagtmodige, milde og kjærlige Jesus til Løgner, og foragte de Tusinders Vidnesbyrd fra fordum Tid, som lovsang den Hvile og Fred, de fandt, som i det mindste af Kjærlighed til den forsagede det, der gjør Verdens Vise til Trælle, det, I selv saamangengang sukkede over; overvandt Dødens Bitterhed, og hilsede, naar Øiet brast, Evighedens Morgenrøde med blegnende Læber og smilende Aasyn!

Dog, Christne! vi veed det jo vel, hvad det er, der saa mægtig fraraader den hellige Vandring, og standser Saamange paa Veien til Jesus; vi veed det jo vel, at var det nok til at komme under Christi Vinger, at føle Attraae efter det evige Liv, bekjende sit Savn og sin Afmagt, og smigre for Herren, da vilde selv Verdens Børn i Flokketal samles derunder; men det er ikke saa, forsages skal Djævelen og Verden, før der tilstædes os Adgang, Intet, slet Intet kan vi føre med os, uden en nedbøiet Aand og et sønderknust Hjerte, Hunger og Tørst efter Retfærdighed og det evige Liv; derfor siger Frelseren: mange skal søge at komme ind, og ikke kunne; ja, for en Riig er det svarere at indgaae i Guds Rige end for en Kameel at gaae gjennem et Naaleøie; alle saa have vi Lyst til at føre Noget med os af Verden, vor Skjødesynds Klenodier, det være nu Stolthed, Vellyst 291 eller Gjerrighed, eller hvad andet der ikke er af Faderen men af Verden; derfor nøle vi, derfor prøve vi at tinge med Gud og Christus som med Verdens Kjøbmand om det evige Liv; Synds Tilladelse, ikke Forladelse, er, hvad vi ønske, og naar den ei kan erholdes, visselig, da fristes vi alle til at vende tilbage; ja, naar vi i Pinen endelig give Slip paa Alt, for at komme i Hvilen, ak, hvor fristes vi ikke til at see os tilbage og glemme Loths Hustrue! Hvormange vare ikke de, som, naar de havde annammet Fred i Syndernes Forladelse, i Sikkerhed snege sig ud fra Frelserens Vinger, for at hente tilbage, hvad de forlode, og naar de saae, det var forgjeves at ville bedrage den Alvidende som Ananias, og indsnige sig i Herrens Leir med det Forbandede, sloge deres Bopæl op i Verden paa ny og fortærede der deres Deel, pralede med det døde Skin, de under Straalevingens Rand opfangede, stræb de dermed at forgylde deres Ondskab og Uteerlighed, fortrylle Verden og forføre de Letsindige!

O, Christne! Herren vidner, at med de samme Mennesker ere de sidste Ting blevne langt værre end de første, og vi kan forstaae det, at jo mere levende vi have følt, jo klarere vi i Speilet have seet det evige Livs Herlighed, desmere Pine at forlore den; jo mere levende vi have følt Guds Naade, des større Kval maae evindelig omspænde os, hvis vi tage den forfængelig; jo mere bevidste vi fornægte Sandheden, desligere ere vi Djævelen, desfuldere maae vi deelagtiggjøres i hans Pine, i den evige Ild, som er beredt til ham og hans Engle.

O! saa lader os vaage og bede, at vi ikke falde i Fristelse, at vi ei skulle tabe, hvad Gud haver arbeidet i os, ei have troet forgjæves! Lad os daglig stræbe ved den Hellig-Aands naadefulde Bistand at komme længere fra Verden, dybere ind under Christi Vinger, idelig betænke, hvor godt der er at være, hvad det er, vi have undflyet, hvem det er, som lurer paa vore Sjæle, og er rede til at opsluge dem, saasnart vi atter daarlig udgaae af den faste Borg og den hellige Skygge! ja, lad os aldrig glemme, at saalænge vi ere hjemme i Legemet, ere vi Udlændinge fra Herren; saalænge vi ere i Verden, er Verdens Aand os altid nær, ere vi ved hvert Fjed omringede af hans Snarer, udsatte for hans snedige Anlød; vi have Hvile, men kun i Troen og Haabet, som skrevet staaer: vi ere frelste i Haabet, vi rose os i Guds Herligheds Haab (Rom. 5 og 8); men i Verden have vi Strid, og søge vi Fred i den, aflægge vi Guds fulde Rustning, da ere vi forlorne; lade vi Sværdet, som er Guds Ord, hvile, lade vi Troens Skjold synke, løsne vi Retfærdigheds Pandser eller 292 Sandheds Belte, da bortviger Herlighedens Skygge, da forsvinder Kraften, og vi staae atter paa Afgrundens Bred! O! lader os altid mindes dette, og daglig stadfæste vort Kald og Udvælgelse, da skal vi ogsaa daglig med voxende Glæde erfare, og lade tilsyne for Verden, hvor godt der er at være under Christi Vinger! Lad det da kun tordne og lyne over vor Isse, lad det storme og bruse paa Verdens Hav, lad Bølger mødes og løfte sig til at gaae over Sjælen, lad Afgrund gabe mod Afgrund, vi sidde rolig og sige: jeg vil takke Dig, Herre! at Du haver været vred paa mig; Din Vrede er afvendt, og Du trøste mig; see! Gud er min Salighed, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den Herre, Herre er min Kraft og min Psalme; takker Jehovah! paakalder Hans Navn! kundgjører Hans Gjerning blandt Folkene, forkynder, at stort er Hans Navn! Synger Herren Psalmer! thi Han har gjort herlige Ting; løft din Stemme og syng, du Indbyggerske i Zion; thi stor midt i dig er den Israels Hellige (Es. 12). Da lære vi daglig, og meer, jo meer vi trænges, jo haardere vi trues, at føle og forstaae, hvad det vil sige, som toner over Israel: Hvo som boer i den Høiestes Skjul, han skal hvile om Natten i den Almægtiges Skygge, jeg vil sige: Herren er mit Haab og min Fæstning, min Gud, paa Hvem jeg forlader mig; thi Han, Han skal frie dig af Fuglefængerens Snare, fra den skadelige Pestilentse, Han skal bedække dig med sine Vingefjere, og du skal haabe under Hans Vinger; Hans Sandhed er et Skjold og et Pandser; du skal ikke frygte for Nattens Gru, ei for Pilen, som flyver om Dagen, for Pestilentsen, der omsniger sig i Mørket, for Ødelæggelse, som overfalder om Middagen; falde end Tusinde ved din Side, og ti Tusinde ved din høire Haand, til dig skal dog Raden ei komme, du skal ikkun skue det med dine Øine og see de Ugudelige faae deres Løn (Ps. 91). Ja, Christne! der er Tryghed, og tænker Verden at udhungre os, saa vi maae udgaae af vor faste Borg at opsanke dens Smuler, mener dens Aand at forskrække os, naar han indskyder os verdslig Bekymring for Føde og Klæde, naar han fremkogler Mørke over vore Veie og over Guds Kirke, naar han afmaler os Korset, vi skal bære, Kalken, vi skal tømme, maler med Luer, som om det var Helvedes Pine; naar han tænker at forføre os, ved at fremgjøgle en glimrende Skikkelse og Verdens Herlighed, som han vil give os for at nedfalde og tilbede ham, da ere vi dog mægtige til i Guds fulde Rustning at overvinde Verden, og modstaae alle Djævelens snedige Anløb. Viig bag os, Satan! sige vi i Jesu Navn; du er en Løgner og Manddraber af Begyndelsen, 293 og blev ei bestaaende i Sandhed, men vi staae i Sandhed, og Sandhed har sagt: søger kun Guds Rige og Hans Retfærdighed! saa skal det Øvrige, som I have behov, tillægges eder. Han, som klæder Markens Blomster, skulde Han ikke klæde os lidet Troende? Han, som klæder sine Præster med Salighed, skulde Han nægte dem en ulden Kjortel? og naar vi have Føde og Klæde, da lade vi os nøie; thi vi have Intet indført i Verden, og det er aabenbart, at vi kan ei heller udføre Noget; men de, som ville vorde rige, falde i Fristelser og Snarer og i mange daarlige og skadelige Begjæringer, som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse; thi Gjerrighed er en Rod til alt Ondt (l Tim. 5). Dødens Reeb havde omspændt os, Helvedes Angester havde overfaldet os, vi fandt kun Angest og Bedrøvelse, men vi paakaldte i Herrens Navn, sigende: kjære Herre! udfrie vor Sjæl! og vor Gud er barmhjertig, Han udfriede vor Sjæl fra Døden, vort Øie fra Graad og vor Fod fra Stød; nu vil vi vandre for Herrens Ansigt i de Levendes Land; vi kan ikke betale Herren for alle Hans Velgjerninger, men vi vil dog tømme Hans Kalk og paakalde Hans Navn (Ps. 116); vi vil ikke frygte for Ondt, thi ingen Angest paa Jorden er at ligne ved den, af hvilken Hans Søns Evangelium udrev os, der vi vare Fiender, og skulde Han nu forlade vor Sjæl i Angest, da vi ere blevne Hans elskelige Børn i Christo Jesu, i Ham, som paa Korset lod sig forlade af Gud, for at Gud i Ham kunde være med os. Nei, hverken Trængsel eller Angest, hverken Liv eller Død, hverken Engle eller Mennesker skal skille os fra den Guds Kjærlighed, som er i Christo Jesu. Lad kun Mørke skjule Verden, og vore Fjed i den! Maalet og Veien kan det dog ikke skjule; thi vi ere opreiste med Christo og søge de Ting, som ere oven til, hvor Christus er, og sidder hos Guds høire Haand (Coll. 3); did vandre vi med Glæde, styrke vort Hjerte med det Brød, som kom ned af Himmelen, ved Straaleglimtet af den Herlighed, som skal aabenbares paa os. Ja, Christne! Held os! vi ere under Lysets Vinger, vi skue Guddoms-Klarheden i vor Herres Jesu Christi, Guds Billedes, Aasyn, vi ane, vi skimte den Herlighed, som skal aabenbares, naar Han vorder herlig i sine Hellige, og forunderlig i alle dem, som troe; vi skimte den med Aandens underfulde Øie, som oplades, naar de hellige, glødende Vinger af Guddoms-Duen antænde vort Hjerte med et Glimt af det forborgne Lys, hvori Herren boer, med en Gnist af den evige Kjærligheds-Lue. Da leger det i vort Hjerte efter Aandens 294 Greb i Davids hellige Harpe: Gud! Din Miskundhed er bedre end Livet, og Menneskens Børn skal skjule sig under Din Vinge, de skal svømme i Dit Huses Fedme, og Du skal lade dem drikke af Din egen Glædes Bæk; thi hos Dig er Livets Kilde, i Dit Lys skal vi see Lys. (Ps. 36). Ja, Christne! Lys skal vi see, see det i stedse mere straalende, gjennemglødende Billeder, jo mere vi rense os fra al Kjødets og Aandens Besmittelse, jo mere Mørket da omringer og anfalder os; klarere end Middags-Solens Glands skal det omskinne, underligere end Kvindens reneste, fuldeste Kjærlighed skal det gjennemgløde os, og naar vi have stridt den gode Strid og fuldkommet Løbet for Herrens Ansigt, naar Verden sortner for vore Øine, og Hjertet vaander sig i Afskedsstunden, da begynder Sjælen sin Høisang med den Jubeltone: nu skal jeg boe i Dit Paulun evindelig og gjemmes i Dine Vingers Lye, Sela (Ps. 61)! Da først, og naar Støvet forklaret opstaaer paa den yderste Dag, da først komme vi fuldelig under Christi Vinger at drikke den nye Viin I Faderens Rige, og den Hvile, den Glæde, den HerlighedsGlands kan ei Støvhjertet fatte, ei Tungen udsige; kun i et forunderligt, helligt Øieblik, naar vi med Hjerte og Mund annamme Velsignelsens Brød og Velsignelsens Kalk, den hellige Nadveres salige Forsmag og vidunderlige Begyndelse i Støvet, kun da kan vi i uudsigelig Glæde ane den fulde Forening med Herren, Guds Bord i Himlene, det salige Liv, naar Døden er overvundet, naar Christus skal overantvorde Gud og Faderen Riget, og Han skal være alle Ting i Alle, naar der skal Intet være, Intet leve, Intet aande uden Kjærlighed, den levende, aabenbarede Gud Fader, som kun kan skues og føles og erkjendes af Sig Selv, thi Han er Kjærlighed.

Dog, Christne! lad os ikke vandre i de Ting, som ere os for høie, ei ville forstaae, uden hvad os er givet at forstaae! lad os fæste Øiet paa det faste prophetiske Ord, der skinner som en Lampe i det mørke Stæd, indtil Dagen oprinder, og Morgenstjernen opgaaer i vore Hjerter (2 Pet. 1). Vist skal og maae vi til Opmuntring, Styrkelse og Glæde mangen Gang, med inderlig Tak til Gud, troende betragte og betænke de store og dyrebare Forjættelser, som ere os skjænkede, og formedelst hvilke vi vorde deelagtige i den Guddommelige Natur, naar vi flye den Forkrænkelighed, som er i Verden, i Begjerlighed (2 Pet. 1). Vist skal vi mangengang vederkvæge vort Hjerte med Anelsen af den Salighed, Aanden forkynder Menigheden ved Apostelen Johannes, naar Han siger: alle Engle faldt paa deres Ansigt 295 for Stolen og tilbade Gud og sagde: Amen, Velsignelsen og Æren og Viisdommen og Taksigelsen og Prisen og Magten og Styrken være vor Gud i al Evighed, Amen! og En af de Ældste sagde om Skaren af Hedninger og Stammer og Folk og Tungemaal, som Ingen kunde tælle, og som stode for Stolen, klædte i lange hvide Kjortle, som ere de Helliges Retfærdighed, og med Palmegrene i deres Hænder: disse ere de, som ere komne af den store Trængsel og have tvættet deres lange Kjortle, og gjort deres Kapper hvide i Lammets Blod, derfor ere de for Guds Stoel og tjene Ham Dag og Nat i Hans Tempel, og Han, som sidder paa Stolen, skal slaae Telte over dem, de skal ikke hungre mere, ei heller tørste, Solen skal ei falde paa dem, ei heller nogen Brynde, thi Lammet, som er i Stolens Midie, skal vogte dem og ledsage dem til de levende Vandkilder, og Gud skal aftørre al Graad af deres Øine (Aab. 7). Ja, visselig skal vi daglig beredes til lysere at ane, mere levende at føle, mere tydelig at erkjende Livet i Guds Kjærlighed; men, o Christne! glemmer det aldrig! dertil beredes vi sandelig ikke, men dertil gjøres vi uduelige ved den kolde Grublen over, hvad kun Kjærlighed forstaaer, ved det stolte Pral af det aandelige Lys, som Hovmod forvandler til død og kraftløs Glimmer, af den aandelige Glæde, hvis Liv er Ydmyghed, af den Guddommelige Kjærlighed, som netop kundgjør sin Nærværelse hos de største Helgene ved at skjule deres Ansigt med Skam over, deres Hjerters Kulde og Haardhed, over deres Utaknemmelighed mod de store Guds Velgjerninger og de dyrebare Forjættelser, over deres Mangel paa inderlig og ydmyg, reen og glødende Kjærlighed til Ham, som elskede os, og hengav sig selv for os til en Gave og et Slagtoffer, Gud til en sød Lugt. Nei, Christne! troer ikke hver Aand, men prøver Aanderne, om de ere af Gud, om de bøie sig ydmyg og kiærlig for Jesus Christus, som kom i Kiødet (l Joh. 4), om de erkjende den Regel, Frelseren haver givet: hvo som er af Gud, hører Guds Ord, hvo som er af Sandhed, hører min Røst (Joh. 8 og 18); mindes stedse, at dersom Nogen lader sig dermed forstaae, at han er en Prophete eller Aandelig, da skal han ikke mene, at Guds Ord er oprundet i ham, eller kommet til hannem alene, men erkjende de Ting, som Herrens Apostle have skrevet, for at være Herrens Bud; men er Nogen vanvittig, da lad ham være det ene (l Cor. 14)! Ja, holder eder til det Guds Ord i Skrifterne, da skal I ikke vildfare, da skal I lære, hvorledes Man voxer i Guds Naade og Kundskab og beredes til de Helliges Arvedeel i Lyset, at det skeer ved i Ord og Gjerning 296 at forkynde Hans Dyder, som os kaldte fra Mørket til sit underlige Lys (l Pet. 2); ja, hører, hvad den samme Apostel skriver om dem, der vil deelagtiggjøres i den guddommelige Natur: Men, siger han, i det I med al Flid tragte derefter, da lader Dyd ledsage eders Troe, Indsigt Dyden, Beskedenhed Indsigten, Fasthed Beskedenheden, Gudsfrygt Fastheden, Broder-Ømhed Gudsfrygten, og almindelig Kjærlighed Broder-Ømheden; thi naar disse Ting besjæle og opfylde eder, da skal de hverken lade eder fattes Flid eller Frugt i vor Herres Jesu Christi Erkjendelse; men hos hvem ei disse Ting ere tilstæde, han er blind og forblinder sig selv, i det han med Villie glemmer Renselsen fra de gamle Synder (2 Pet. 1). O! lad os aldrig glemme denne Renselse, men altid mindes Apostelen Johannes Ord, i det han taler om den fulde Lighed med Frelseren, vi have i Vente; enhver, siger han, som bygger dette Haab paa Ham, renser sig selv, ligesom Han er reen; Børnlille! Ingen forføre eder! hvo som gjør Synd, er af Djævelen, thi Djævelen er Syndens Ophavsmand, og derfor er Guds Søn aabenbaret, at Han skal ødelægge Djævelens Gjerninger; hver den, som er født af Gud, gjør ikke Synd; men dersom vi sige, at vi have ikke Synd, da forføre vi os selv, og Sandheden er ikke i os; bekiende vi derimod vore Synder, da er Han trofast og retfærdig, at Han forlader os Synderne og vil rense os fra al Uretfærdighed. Dersom vi sige, at vi have Samfund med Gud og omgaaes i Mørket, da lyve vi og gjør ikke Sandheden, thi Gud er et Lys, og aldeles ingen Mørkhed er i Ham; men dersom vi omgaaes i Lyset, ligesom Han er i Lyset, da have vi indbyrdes Samfund, og Jesu Christi, Guds Søns, Blod renser os af al Synd; siger Nogen, at han er i Lyset, men hader sin Broder, han er i Mørket endnu; hvo som elsker sin Broder, bliver i Lyset, og der er ingen Forargelse i ham (l Joh. 1. 2. 3). O! lader os mindes dette, at Gud er Kjærlighed, og at hvo som haver Kjærlighed, bliver i Gud og Gud i ham, men hvo som ikke elsker, kjender Ham ikke, og hvo som siger, at han elsker Gud, men ikke sin Næste, han er en Løgner, og hvo som siger, at han elsker sin Næste, men tilgiver og meddeler ikke gjerne, han er en Løgner, som elsker kun med Ord og Tunge, ei i Gjerning og Sandhed. Lad os jage efter Kjærhed som det Ypperste, det Evige, som det Eneste, der kan bevare os under Christi Vinger og forene os med Gud i Ham! O! da gjenfødes i os de Vinger, hvorunder vi hvile, paa dem besøger Aanden i hellige Timer sin Gud, paa dem løftes Sjælen til Ham, naar den jordiske Hytte nedbrydes! O! lad os gladelig see det 297 paa Martyrdommets Førstegrøde, paa det Forbillede, vi under Christi Vinger skal beredes til at forklare, paa den hellige Stephan, som var fuld af Troen og den Hellig-Aand! lad os see ham, der han havde fuldendt Løbet, bevaret Troen og holdt fast ved Bekeendelsen, hvorledes hans Ansigt forklares, medens han endnu er tilsyne i Støvet, hvorledes det himmelske Lys opklarer hans Øie og gjennembryder Himlene, saa han endnu i dette Paulun seer Menneskens Søn hos Guds høire Haand! Men lad os og mærke, hvor Lyset og Klarheden havde sin Bolig! lad os føle, hvilken Kjærlighed det maatte være, som gav det indvortes Menneske i ham Magt til at være i Aanden hos Gud, medens det udvortes blev knust og fordærvet, hvilken Kiærlighed det maatte være, som gav ham Magt til at ende sit jordiske Liv med et Knæfald i sit eget Blod, og den Bøn, at det ei maatte kræves af hans Morderes Haand! O! efter denne Kjærlighed lede vi stedse i vort eget Hjerte, for at blues og beskjæmmes, for at drives til i Bøn og Renselse og god Gjernings Øvelse at kjæmpe med Herren, og ei slippe Ham, før Han velsigner os! O! hvad som da end er beskikket over os, skal ogsaa paa os kjendes, at det er kosteligt for Herren, naar Hans Hellige døe, og skulde vi udholde en Stephani Prøvelse, da skulde og vort Endeligt vorde som hans. Amen! i Jesu velsignede Navn, Amen!