Grundtvig, N. F. S. Danne-Virke II

Danne-Virke
et
Tids-Skrift
af
N. F. S. Grundtvig.
Andet Bind.

En Beretning
ved
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Præst.

Klokken i den danske Kirke,
Det er Sagas klingre Skjold,
Til at bygge Danne-Virke,
Vække den hver Dane bold!
Ret den klinger dog i Vangen,
Kun i Chor med Kirkesangen,
Under Thyra Dannebod.

Kiøbenhavn, 1817.
Trykt paa A. Schmidts Forlag,
hos Schiøtz & Mandra.

387

Fortale.

I det jeg herved overantvorder mine Læsere andet Bind af Dannevirke, kunde der være Adskilligt, jeg ønskede at sige dem, og deriblandt var jo ustridig det Vigtigste, hvad Feilagtigt der har indsneget sig; men da jeg Intet veed, som strider imod Sandhed, og Tiden er mig knap, troer jeg at kunne spare en Umage, som Andre vel engang paatage sig.

Kjært er og maa det være mig, at Tidsskriftet, under dette Binds Løb, har vundet flere Kiøbere, thi da Mode og Døgnsmag ikke her fralokker nogen sine Penge, tør jeg haabe, at Kiøberne tillige ere Læsere, og uagtet det ikke maa være mig kiært, at man i Norge slet ikke vil have med Dannevirke at giøre, er og bør det dog være mig inderlig kiært, at man ikke i Dannemark er ligedan sindet. I Forbigaaende være det sagt, at jeg vel paa en Maade kan have fortjent den umaadelige Haan, man i Norge udgyder over mit Navn, hvor selv Falsen slaaer det paa Kagen ved Siden af den Nidings, der bagvaskede Dannemark1, fortjent den nemlig ved min alt for tidlige og høirøstede Lovsang over Norges Aand, mit alt for lyse Haab om dens Bedrifter. Imidlertid, det maa ikke fortryde mig, paa denne Maade at have forøget Dannemarks politiske Forbrydelser imod Norge, snarere skulde det fortryde mig, derved at have nedsat mit Fædreneland; men sandt at sige, er det først i den sidste Tid, jeg har lært at adskille Norge fra mit Fædreneland, og at jeg troede, der var mere af Fædrenes gode Aand i Norge end i Dannemark, var en Vildfarelse jeg deelde med de bedste Danske, og som i det Ringeste ikke udsprang af Forgabelse i sit Eget. At jeg ikke, selv i min høieste Begeistring for Norge, undlod at advare mod Storagtigheden paa Fjeldet, der blæste ad Marken, det skal være min Forbrydelse, men det er mit Forsvar, thi det beviser, at jeg vilde baade Dannemark og Norge vel. At jeg endnu har netop det samme store Haab om Norge, som fordum, og seer kun dets Opfyldelse udsat, det stadfæster den gamle Erfaring, at man i Skoven er ikke nær saa udsat for at dreies af Vinden som paa Fjeldet; men at Haabet aldrig opfyldes, dersom Norge ikke lærer at takke Gud for CalmarUnionen *

388 og finde, ikke min Advarsel for stræng, men mit Haab for blomstrende, det kan jeg ikke undlade at gientage, og Beviset er jo overflødigt, da det kun er i christen Jord, mit Haab kan blomstre.

I det jeg nu saaledes gaaer Nationalbladet og andet Ukrud forbi, vender jeg mig igien til Dannevirke, og skulde jeg fortryde Noget af, hvad dette indeholder, maatte det vel være Riimbrevet1, som maaskee har skaffet det et Par Kiøbere, men mig adskillige Ubehageligheder, blandt hvilke den Erfaring ikke er den ringeste, at jeg har mærket, der vil meget til at blive ret forstaaet i Dannemark. Saavidt jeg nemlig har kunnet spore, meende de fleste Læsere, ligesom han, der vilde lære mig at læse, at min Hensigt med det Hele var at giøre Nar ad en ubetydelig Bog og skiælde dens Forfatter ud, da jeg derimod meende, ret klart at have lagt min Hensigt for Dagen, den nemlig: paa den ene Side at stille Døgnets hele Julespøg og samtlige Nyaarsløier i det fortjente Lys, og paa den anden Side minde om, at det attende Aarhundrede selv plantede det Juletræ, som nu i det nittende bærer sine følgelige Frugter, og vil bære dem endnu langt beedskere, dersom det ikke med Rod oprykkes, dersom ikke en alvorlig Tænkemaade og Opdragelse, grundig Videnskabelighed, og kort sagt, dersom ikke sand og levende Christendom vender tilbage. Ulyst til at høre og betænke denne Sandhed maa ustridig have bidraget meest til denne underlige Misforstand, og det giør mig ondt, ligesom jeg heller ikke veed, hvorledes man skal skrive fyndig poetisk Satire efter Tidens Tarv, naar man ikke kan tale poetisk, uden at misforstaaes prosaisk, og dog har særdeles Afskye for i literaire Handeler at tage mindste Hensyn paa Personer, uden forsaavidt de føres i Pennen. Det forunderligste er, at man, paa samme Tid, som man opløfter Holbergs Satire til Skyerne, teer sig saa pæn og sippet; men det maa da komme af, at man enten roser, hvad man ikke kiender, eller mener, det kunde være godt nok til Fædrene at faae det drøit, men med Børnene maa man fare læmpelig, i hvad de saa giør, netop den samme Grundsætning, hvormed man har forfusket Moral, Pædagogik og dem, hvis Unoder man nu sukker over.

Man seer let heraf, at jeg kunde fristes til at fortryde alt, hvad jeg har skrevet, og beslutte, indtil videre, ikke at sætte Pen til Papir for et Publikum, som det synes, jeg i det mindste ikke er skabt for, og, det er sandt, aldrig fristedes jeg meer til at henlægge Pennen, end i den sidste Tid; men naar jeg halv mismodig *

389 spurgde mig selv: for hvem skriver du? da klang det for mit Øre, hvad der toner saa høitidelig fra Herders Læbe: Schreibe für die Todten! für die, die du in der Vorwelt lieb hast; denn sie kommen zurück als Nachwelt! og et Ord, paa hvis Sandhed jeg selv troer fast, maatte være nok til at beskiæmme min Mismod og lære mig, at det var langt mere mig selv, end Skribenten i mig, mere min Sjæl end min Aand, der fristedes til at forsage og forstumme. Nu! tilgiveligt var det vel, efter at have lagt et saadant Decennium tilbage paa Skrive-Banen, som jeg, efter at have anstrænget sine Kræfter maaskee endog til Upligt, efterat have opoffret alle Hensyn for Sandhed; og det uden engang at have bragt det saavidt, at man vil forstaae ham, end sige, at han skulde have begeistret et eneste Menneske for, hvad der er ham sandt og stort og skiønt; jeg siger, tilgiveligt var det vel, om en Mand da lod sig bøie, om han da tænkde: enten har du skuffet dig selv, da du tiltroede dig Forfatter-Kald, eller da du haabede at blive hørt, og i begge Tilfælde bør du tie. Ja, jeg gad seet den Mand, som, uden at være Christen, endda blev ved at tale, tale efter sin Overbeviisning, uden at vige et Haarsbred til Høire eller Venstre! I Historien har jeg ikke fundet ham, og ligesaalidt i mig selv; men det har jeg fundet, at havde ikke ret eenfoldig, ja, hvad man har behaget at skiælde for cras og bogstavelig Christendom, vederkvæget min Aand, da maatte jeg forsmægtet og forstummet; jeg tør troe, at selv den stærkeste Menneske-Aand, som nu aabenbares, skal, efter lige Prøve, giøre samme Erfaring, og uden Prøven giælder ingen Stemme.

Mangen Læser vil maaskee finde denne Tale upassende; men han betænke da, den er ikke heller stilet til ham! han betænke, at det er mit ramme Alvor at skrive for de Døde, som skal opstaae og vandre over vore Grave! han skal betænke, at en Forfatter, som er kommet til den Bevidsthed, at han har giennemløbet sin aandige Cyclus, som han siden ei kan udvide, men kun med Betænksomhed bearbeide, og det uden at have gjort noget synligt Indtryk, enten paa Ældre eller Yngre, som er værdt at nævne; at den Forfatter, naar han endda bliver ved at skrive, kun spørger lidt om sine nærværende Læseres Bifald, er nær ved at ønske, de, ved aldeles at opgive Læsningen, vilde nøde ham til at opgive Skrivningen, og betragter i al Fald deres Læsning mest som Reisepenge, de give hans Skrift til Efter-Slægten! Er Læseren nogenlunde billig, vil han i det mindste finde, han ikke har noget at tilgive en Forfatter, der har opofret sine skiønneste, kraftigste Leve-Aar til at skrive for Læsere, der betragtede 390 det som en Naade, naar de gjorde sig den Umage, løselig at giennemløbe hans Bøger, uden at giøre sig betalt ved at bekradse, hvad de hverken kunde lide eller udslette, og forhaane, hvad de ei vilde annamme og ei kunde giendrive.

Under saadanne Omstændigheder kan jeg da ikke have stort at sige om Bogens Indhold; kun det vil jeg bemærke, at naar jeg har kaldt mine Betragtninger over Et og Andet: Afhandlinger, da fulgte jeg blot en feilagtig Talebrug, som jeg først nylig er kommet efter; thi selv naar man ikke tager Ordet i allerstrængeste Bemærkelse, da der vil meget til at fyldestgiøre det, bør det dog altid betyde et Arbeide, hvorpaa Forfatteren mener at have lagt den sidste Haand, saa han nu maa afhænde det til Historien, som det er. Mine Betragtninger har jeg derimod stedse anseet og, som man kan see, udgivet for blot foreløbige Blik og Vink og Tilberedelser, som, hvis de og skulde blive tagne i Beslag af Historien, aldrig maae ansees for noget, jeg saaledes agtede at afhænde.

Vil Gud, da skal næste Bind aabnes med en Betragtning over de tre store Grund-Ideer: Sandhed, Storhed og Skiønhed, hvorved vi da, mener jeg, drives til Historien for der at finde Poesi, Konst og Vidskab; Historien kommer da vel ud med Sproget og baner os Vei til de verdslige Forhold, hvor vi vel finde Folk, om just ikke altid vaagne, dog selv hjemme.

I denne Anledning falder det mig ind, at det Eneste, jeg har seet om mine Betragtninger i Dannevirke, stod i Maribo Avis, og uden naturligviis at turde indlade mig i Kamp med den om min Synsmaade, som er, altid at see paa Aanden, vil jeg, for Provincialismens Skyld, anmærke, at Aande-Seer udentvivl i en af Lollands Egne maa være et Skiældsord, og Kiød-Hoved ventelig sammesteds et Hædersnavn. Dersom disse Linier skulde komme Avisens lærde Patron for Øie, tjende han mig maaskee med Underretning om, hvorvidt jeg har giættet rigtig, og hvad det er for en Egn, hvor man betragter Tingene saa reelt.

At jeg, i det nu snart forløbne Aar, ikke har modtaget et eneste Bidrag til Dannevirke, maa jeg dog ogsaa anmærke, som en af de Opmuntringer, jeg har faaet nok af; men da det jo ogsaa let kunde hændt sig, jeg ikke havde indrykket, hvad man vilde sendt mig, kan man sige, det er min egen Skyld, og ansee det for en blot Formalitet, naar jeg her gientager min Erklæring: at ethvert Bidrag, som jeg finder stemmende med Skriftets Aand, skal være mig inderlig velkomment! Kun saameget kan jeg forsikkre, at det er mit ramme Alvor, og at, uagtet jeg stedse mere anseer Udgivelsen 391 giveisen af min Skrift for en Begravelse, det dog? som skrøbeligt Menneske, giør mig ondt, at Ingen, i Opstandelsens Haab, vil lægge sine Been ved Siden af mine. Imidlertid, naar alt først er, som det er, fortænker jeg Ingen deri, særdeles, siden jeg heller ingen Been ønsker i min Grav, om hvilke jeg ikke har det samme Haab, som om mine egne.

Jeg veed nu ikke, hvad jeg dennegang skulde mere have at sige mine Læsere, uden det skulde være en Bøn om, at de vilde belave sig paa, herefter at støde tiere og stærkere paa Bibelen i Dannevirke; thi min Troe og min Bibel vil jeg have med i min Grav. Det Øvrige vil Læseren selv see i de følgende Bind, hvis han ikke finder det klogest i Tide at afsige Skriftet og derved sig for Skade at tage vare. I al Fald indseer den billige Læser lettelig, at hvis jeg oplever Jubel-Festen,l kan jeg umulig overleve den, uden at have givet det Ord et lydeligt Vidnesbyrd, til hvis Minde den er indstiftet; thi da at arbeide paa Dannevirke, uden at sætte Spaden, folde Hænderne og takke Gud for Bibelen og Morten Luther, det var en Selv-Modsigelse, hvori jeg mindst vilde giøre mig skyldig.

Maaskee kan denne Anmærkning betage mig Uleiligheden med at udgive stort mere; men om det ogsaa stod skrevet over min Dør, saa skulde Anmærkningen dog staae her; thi maaskee har jeg virkelig skrevet nok for de Døde, og saa, i Guds Navn! lægger jeg min Pen i Dannevirkes Grav.

Kiøbenhavn den 13de Mai 1817.
Grundtvig.

Indhold.2

  • Thyre Dannebods Vise,
  • Efter-Klang,
  • Om Videnskabeligheds Forhold til Erfaring og sund Menneske-Forstand,
  • Nikolai Edinger Balles Amindelse,
  • *Om Bruneborg-Slaget og et Riim i den Anledning,
  • Kæmpevise om det Samme,
  • Efter-Klangen,
  • *Om Riimbreve,
  • *Riimbrev til Ingemann,
  • *Om Mennesket i Verden,
  • *Om Bjovialfs Drape, eller det af Hr. Etatsraad Thorkelin 1815 udgivne angelsachsiske Digt,
  • Paaske-Lilien,
  • Nytaars-Nat,
  • *Emund Lagmands Saga,
  • *Svanelilles Vise,
  • *Efter-Klang.
* *
392

Thyre Dannebods Vise.

Danmark! deiligst Vang og Vænge,
Lukt med Bølgen blaa,
Hvor de vakkre, voxne Drenge
Kan i Leding gaae.
Alt mod Tydske, Svenske, Vender,
Hvor dem Gud og Konge sender;
Een Ting fattes ved den Have:
Ledet er af Lave.

Belt og Sund lod Gud indhegne
Daners Liv og Lyst,
Bølgen alle vide Vegne
Værner Klint og Kyst;
Ingen Nabo, som vil vinde,
Tør paa Danmark gaae i Blinde;
Fik vi Ledet hængt i Lave,
Lukket var vor Have.

Meilfar-Sund os Fyen beskytter,
Tryg staaer Møens Klint,
Ind til Gedsor ingen Rytter
Ride skal gesvindt;
Guldborg-Sund for Laaland gienner,
Øresund er Sællands Tjenner,
Saa har hver sit gode Lukke;
Alt maa Jylland sukke.

Holster, Vagrer, Lyneborger
Som en farlig Flod
Giør os Jylland mange Sorger,
Styrte Strømme Blod;
393 Lægges af maa slig Uvane,
Skam er det at lade rane
Saa vort Fæ, vort Gods, Formue;
Piil vi har og Bue.

Hør mig, sagde Dronning Thyre,
Ret kaldt Dannebod,
Hun, som stod for Danmarks Styre,
Viis med Mandemod:
Gabet kan vi vel tillukke,
Saa vi os ei lade pukke
Af hver fremmed Løbeskytte,
Som har Lyst til Bytte.

Alt fra Vesterstrand hin brede
Til Møsund i Sli
Vi os vil en Vold berede,
Giør' en snever Sti;
Med Forlov! skal hver Mand sige,
Som vil ind ad Porten kige,
Derigiennem Ingen fare
Skal med stjaalne Vare.

Det var Ord, som lod sig høre,
Fædres Land det gjaldt,
Faldt og i Kong Haralds Øre
Vel, som overalt;
Da gik Bud om Land at melde:
Hvo for Dannemand vil giælde,
Møde flux med Vogn og Heste,
Danmark at befæste.

Fra hin østre Danmarks Side
Kom den Skonning skarp;
Her gad Sællandsfaren slide,
Kiøre rask om Kap;
Fynbo, Lollik kom med Jyden,
Som sad næst og værst ved Gryden;
Ingen sig da glemde hjemme,
For det Værk at fremme.

394

Dannebod sig hjertlig glædde,
Der hun Skaren saae,
Sagde høit: jeg nu tør vædde,
Værket nok skal gaae:
Henter, Jyder, Ost og Kage,
Mens de Andre Muld mon age,
Kosten vil jer Umag spare,
Hvis den Vold kan vare.

Skonningen tog til at grave
Alt fra Kattegat,
Frem til Hallingstæd, og lave
Volden høi og bradt;
Sex Gang otte Fod som ragest*),
Fem Gang sex, hvor den var lavest;
For det meste man dog naaede
Med den fem Gang otte.

Sællandsfar og Fynbo Resten
Reiste med en Fart;
Jyden bredte Dug for Giæsten,
Ingen Ting blev spart;
Porte paa hver hundred Favne
Satte man, lod Taarn ei savne;
Fienderne, som der tog Stade,
Tog for Hiemgiæld Skade.

At det Værk med Vold og Grave
Kunde skyndes fort,
Thyre lod et Bur sig lave
Over høien Port;
Der hun sad og saae saa vide,
Hvordan Gierningen mon lide;
Rart sig Noget ret vil føie
Under fremmed Øie.

Efter Ønske voxde Volden,
Danne-Virke stolt,
Mangen Tørning heel og holden
Har den flink udholdt;

* 395

Thyre sagde: Gud nu frede
Volden fiin med Port og Lede!
Luun og Ly den Vangen yde!
Voldsmænd Trods den byde!

Dannemark vi nu kan ligne
Ved en hegnet Vang;
Gud i Naade den velsigne,
Mindes mild dens Trang!
Gid som Korn opvoxe Knegte,
Der med Fienden frisk tør fægte,
Og om Dannebod end tale
Naar hun er i Dvale*)!

Efterklang.

Saa klare, saa milde,
Som Bølgerne trille
I Belt og i Sund,
Og ømmelig favne,
Med Bugter og Havne,
Vor Mark og vor Lund,
Naar Solen neddaler
I Havfrue-Skiød
Og Himmelen maler
Saa gylden og rød;
Saa Tonerne trille
I Tiden paa Søe,
Og slynge sig milde
Om Dannemænds Øe,
Og strømme saa saare
I Hjerterne ind,

* 396

Som kvægende Taare
Mon strømme paa Kind.
Ja, Piger og Svende!
Jeg maae det bekiende:
I Kampen vel haard,
Naar blinkende Sværde
Mig klappe om Hærde,
Jeg stander og slaaer;
Men hører jeg sjunge
Paa Bølgen den blaa
Med Dannemarks Tunge
De Havfruer smaa,
Da rører mig Aanden
Saa dybt udi Sind,
Da synker mig Haanden,
Da vædes mig Kind,
Da maa jeg begynde,
Som Havfruer smaa,
At svømme og nynne
Paa Bølgen hin blaa;
Ja, kan jeg ei sjunge,
Saa nynner jeg dog
Med Tidernes Tunge
Paa Dannemænds Sprog.
Lad Kæmper kun smile
Og kalde mig blød!
Jeg nynner dog: Hvile!
Hvor du dog er sød!
Saa sød, at al Seier
Ved dig kun opveier
Den mødige Kamp,
Saa hvem dig ei finder,
I Kampen sig vinder
Kun Skygger og Damp;
Saa hvem du ei qvæger
Med Kiærligheds Bæger,
Er levende død.
Kun du giver Helte
Det himmelske Belte,
Som frelser i Nød,
397 Hvis kraftige Varme
Indgyder os Mod,
Naar Fjenderne larme
Og fordre vort Blod.
O, tonende Bølge
I Dannemarks Belt!
Lad tit mig dig følge!
Saa vorder jeg Helt.
Lad barnlig mig svømme
Paa tonende Strømme
Til Fædrenes Land!
Naar Hornet da gjalder,
Naar Krigs-Luren kalder,
Jeg staaer som en Mand,
Men staaer midt i Larmen
Med Barnet i Barmen,
Med Bølgen i Bryst;
Naar Sværdet jeg svinger,
Derinde det klinger:
Kun Hvile er Lyst.
O, Brødrene-Svende!
Vi maae det bekiende
Med Sorgen for sand:
For sjelden vi følge
Den tonende Bølge
Til Fædrenes Land.
O, lad os hensmelte
I Bølgerne blaa!
Som Dannebods Helte
Da skal vi opstaae;
Som Bent skal vi bløde,
Beseire vor Død,
Og Bent skal vi møde,
Hvor Hvilen er sød.
Ja, hør, hvor det klinger
Paa Dannemarks Belt,
Om Dødens Betvinger,
Den kiærlige Helt,
Der saae Danne-Virke
I Chor og i Kirke,
Og hørdes i Aanden
Med Munden og Haanden
398 Om Dannebod tale,
Der hun laa i Dvale!
O, lad os dog prise
Den Herre foroven,
Som Dannebods Vise,
For Volden og Voven!
O, lad os dog sande:
Han signed vor Vang
Med Bølgen i Strande
Og bølgende Sang,
Indhegnede Marken
Med Fjendernes Grav,
Lod Øen som Arken
Sig løfte paa Hav,
Lod voxe i Vangen,
Og dufte i Sangen,
Som Blomster i Enge,
De kiærlige Drenge,
Og førde paa Tale,
Og vakde i Sang,
Den Gamle af Dvale
Saamangen en Gang!

Hør! det toner over Vangen
Giennem Tiden som i Sangen:
Lukt med Bølgen blaa!
Hjerte! luk dog op dit Øre!
Hør! og siig, kan du det høre
Uden høit at slaae!
Nei, o, nei, du høit maa banke,
Thi som Bølger, blaa og blanke,
Ved det Ord af sanddru Skjald
Ruller Blodet i din Hal.
Tiden taler, vilst du høre,
Hvi de Ord saa dybt dig røre,
Strømme ind i dine Sale,
Røre dig endog i Dvale!
Bryst kan ei for Bølger dæmme,
Som i Hjertet selv har hjemme,
Og det Bølge-Ord med Klang
Af dit dybe Væld udsprang;
399 Ja, du selv er fra din Vugge
Lukt med Bølgen blaa,
Og sit Værn at udelukke,
Det er at forgaae.
Bølged blaa og blanke Sø
Længer ei om Danmarks Øe,
Den ei svømmed meer paa Havet,
Men var udi Svælg begravet;
Kunde, Hjerte, du dig dølge
For den blaa Kærminde-Bølge,
Ei du svam paa Tidens Hav,
Afgrund-Svælget var din Grav.
Alt som Strandens dybe Vove
Værnede om Danmarks Skove,
Værned Tidens Bølge-Hær
Om det danske Folkefærd,
Værnede Kærminde-Voven
Om det danske Hjerte-Kammer,
Om den lille Fugl i Skoven
Og de gamle Bøge-Stammer.
Skade kun for vakkre Have,
Ledet tit gik slemt af Lave;
Hvor, etsteds ved Landets Ender,
Som i Verden, saa i Aanden,
Daner grændse nær til Vender,
Der var Fare stor for Haanden;
Holster, Vagrer, Lyneborger
Voldte Daner mange Sorger,
Farlig var den tydske Flod,
Kosted meget Dane-Blod,
Blod ei blot, som maatte flyde
For den tro, den kære Jyde,
Men som tabde meer end Farven
I Lind-Ormens Edderflod,
Mistede Kærminde-Arven:
Sjælen i det danske Blod.
Gamle Thyras Danne-Virke
Hist ved Slie og her i Kirke
Mangen Tørning fast og boldt
Har i Tidens Løb udholdt;
Herlig stod det sig i Striden,
Men, ak! det forfaldt med Tiden!
400 Hjertet sig i Synder 1vendte
Bort fra Bølgen blaa,
Prøvede, skiøndt knap det nænte
Bølgen at forsmaae,
Paa det Tørre sit at have,
Ak! i Muld sig at begrave.
Venner, der er Nød paa Færde,
Lad os reise faldne Giærde!
Takke Gud for Bølge-Mure
Om de danske Fruer-Bure,
Hegne der, hvor Faren truer,
Høit med Vold og kiække Buer,
Hegne mod Lind-Ormens Rige,
Mod det onde Blod tillige,
Mod os selv, saavidt os lyster
Daareflugt fra danske Kyster,
Daareflugt fra sikkre Tønder
Ud til Vovespil i Synder1,
Vovespil, som ødelægger,
Hvad vi vandt paa danske Snekker,
Medens Bølgen meer ei værger,
Hvad der frækt dens Gunst forsmaaer,
Men med Brusen Marken hærger,
Sammen om vort Hoved slaaer!
Løser op de lette Gaader!
Giemmer og de dunkle vel!
Hegner saa i alle Maader,
Som sig bør, til Markens Held!
Ja, det har jeg høit at melde:
Hvo som Dannemand vil giælde,
Giøre flux og flink sit bedste,
Marken at befæste!
Tunge er de Minde-Stene,
Som opreises maa paa Kant;
Lidt kun aarker hver allene,
Seer ei heller Alt saa grandt;
Mange Snore, stærke Strænge,
Mange Hænder, store Tag;
Danmark, deiligst Vang og Vænge,
Vel fortjener lidt Umag.
Faaer vi Ledet ret i Lave,

* 401

Lader Fjenden det vel staae;
Da er Dans Kiærminde-Have
Lukt med Bølgen blaa;
Thi kun Bølgen avler Helte,
Som kan slige Stene vælte,
Vælte og paa Kant dem reise,
Saa de kan som Taarne kneise,
Kneise over Muld i Skye,
Skiænke Marken Luun og Lye.
Dannemark vi da kan ligne
Ved en hegnet Kirkevang;
Naadig vil den Gud velsigne,
Mindes mild dens Trang;
Voxe skal som Græs i Enge
Vevre, vakkre danske Drenge,
Som om Dannebod end tale,
Naar hun er i Dvale,
Som med Sang af Dødens Dvale
Vække hende op paa Ny,
Til hun kan i Konge-Sale
Hvile evig over Skye.

Om Videnskabeligheds Forhold til Erfaring og sund Menneske-Forstand.

Det er noksom bekiendt, at da man, i Slutningen af det syttende og Begyndelsen af det attende Aarhundrede, efter lang Tids Forløb igien begyndte at tale om en virkelig (reel) Philosophie, der skulde være mere end en Tænkekonst (Logik), fandtes der mange, som paastode, at Erfaring og sund Menneske-Forstand vare de eneste Viisdoms-Kilder, hvoraf man kunde og skulde øse sin Vidskab. I Tydskland bandt man vel enstund denne Tunge med Wolfiske Syllogismer; men i Engelland og Frankerig blev den ved at føre Ordet, som især en Newton og Loke gave en Vægt, for hvilken de Wolfiske Syetraade nødvendig maatte briste, saasnart de skulde bære den. Følgen blev da ogsaa, at, 402 omtrent fra den Achenske Fred af1, blev det selv i Tydskland almindeligt at henføre Alt til Erfaring og sund Menneske-Forstand, og lade Alt falde eller fare, som syndes ei dermed at kunne rime sig. Saaledes gik det hen omtrent een Menneske-Alder, - som det synes, al menneskelig Menings afmaalte Regieringstid -; men nu opstod Kant, og i den følgende Menneske-Alder gjaldt, som man veed, Erfaring og sund Menneske-Forstand lidt eller intet i de philosophiske Skoler, hvor Categorierne, den rene Jeghed (aandelig Egoisme) og den intellectuelle Anskuelse myntede philosophiske Skuepenge, eller vel snarere videnskabelige Banco-Sedler, hvis Cours steeg og faldt med Udstøderens personlige Credit, med den blinde Troe paa hans Valuta i Banqven annammet; noget den kiærnefulde Schveitser2 meget rigtig betegnede ved en fiin Banqverot, Forstanden spillede. Vel vedblev der, saavel i Vesten som og i Norden, hvor Philosophien aldrig hidtil har kunnet trives ret, et talrigt Partie, som med Munden holdt sig til Erfaring og sund Menneske-Forstand; men det var kun et Oppositions-Partie, hvis hele Styrke og Viisdom bestod i at nægte, en Ting, der er saa let og ubetydeligt et Mundsveir, at Barnet endog længe siger nei førend jeg og kan, mens det endnu stammer, sige nei til al Verdens Viisdom. Man skal, naar man vil betænke sig, finde, at dette er ingen Snak, men bogstavelig Sandhed; man vil finde, at hvad man kaldte Oplysning og philosophisk Aand, Fornuftighed og Selvtænkning, udenfor de philosophiske Skoler, yttrede sig almindelig kun i Nægtelser, saasom: Nægtelse af en overnaturlig Aabenbarings Nødvendighed, Virkelighed og Mulighed, Nægtelse af Himmel og Helvede, og tit af Gud, Nægtelse af Vexelvirkning mellem Aand og Legeme, af Menneskets Fald og af Historiens Vidnesbyrd; og man brugde derfor ogsaa Udtrykket: fordomsfrie omtrent som eenstydigt med oplyst, philosophisk og selvtænkende. Spurgde man derimod de oplyste Selvtænkere: hvad er da Mennesket? hveden er han kommen, og hvor skal han hen? hvorledes skal man forstaae hans underlige Vilkaar: den indvortes og udvortes Strid, hvori han staaer, det Misforhold mellem Ønske og Evne, den Overflyvning af sig selv, man ikke kan nægte, samt Historiens Tale om hans afgjorte Hang og Trang til Samfund med det Usynlige, dens Fortælling om dets Aabenbarelse paa Jorden og de vidunderlige Begivenheder, der synes at bevise den, og i al Fald bevise, at Troen derpaa gav overnaturlige Kræfter - Kræfter, *

* 403 som jo dog ikke kan komme af Intet? Naar man spurgde saaledes, hvad Svar fik man da? blev ikke Svaret, at hvad Historien angik, da vidste man, den var ikke at troe; hvad man talde om de dybe Længsler, var kun Sværmerie; den høie Flugt, som man jo rigtig nok fandt i Poesien, var kun Indbildnings-Kraftens Værk; Mennesket var nu engang til med sine Evner og Svagheder, Dyder og Laster, Viisdom og Daarskab, og at ville begribe, hvorfor han netop var saadan, hvorfra han var kommet, og hvor han skulde hen, var kun omsonst at ville bryde sit Hoved med Umuligheder og bortødsle den kostbare Tid, der skulde anvendes til nyttig Bestilling, Pligters Opfyldelse og Medmenneskers Oplysning; forresten var det ganske rimeligt, at vi var kommet af ingen Ting og blev til ingen Ting, eller kom op i Maanen, naar vi vare færdige her. Hvilket Menneske har med stille Opmærksomhed hørt, med rolig Alvor overveiet et saadant Svar, uden at spørge sig selv: er det et Svar? er du nu blevet klogere paa dig selv? kan du nu rolig gaae til din Bestilling og din Død? veed du nu, hvad din Bestilling er, hvad Livet og Døden er? er denne Frihed for Fordomme ikke den grueligste Tomhed: Nægtelse af Alt, hvad Fædrene troede, kunde oplyse Mennesket om hans Vilkaar og Maal, og ingen, slet ingen Erstatning, ingen Oplysning, men en dyrisk feig Tilfredshed med at æde og drikke, handle og vandie i aandeligt Mørke; og det skal kaldes Oplysning, det skal lovsynges som et Værk af den modne Fornuft, som en Virkning af det Underværk, hvorved Menneskets Øine oplodes, saa de bleve som Gud! Den Oplysning skal ogsaa du befordre, har alt begyndt derpaa, begyndt paa at nedbryde hos Folket den Troe, der skiænker dem Lys og Fred, for at føre dem, om muligt, hid, hvor du selv sidder i Mørke!

Man mærker det vel, jeg skriver her ud af Hukommelsen, ud af hine Dages Minde, da jeg, for ti Aar siden, paa Overgangen til den alvorlige Manddoms-Alder, faldt i Tanker over Tidens Viisdom, mit eget Inderste, min Bestemmelse som Folkelærer, min Virksomhed som Opdrager og Prædikant. Hvad den nærmeste Følge blev af disse eensomme Betragtninger, lod sig tilsyne i min Afhandling om Religion og Liturgie, og den seneste seer man her.

Men, vil man vel spørge, hvad kommer det Altsammen herved? hvorledes hører det til en videnskabelig Afhandling om Erfaringen og den sunde Menneske-Forstand? og mit Svar er, om man vel troer, at jeg skriver Afhandlinger, for at vinde Priis for en philosophisk Skrivemaade, eller for, om muligt, at vække 404 og drive, især de Yngre, til at betænke sig og bruge sund Forstand; og skulde det da være overflødigt at melde, hvad, efter min Erfaring, den sunde Menneske-Forstand maa dømme om Tidens Oplysning? skolde det være overflødigt at anspore Enhver, som end ei har gjort Prøven, til at giøre den, og høre efter, om ikke da den sunde Menneske-Forstand vil føre samme Sprog i ham, som den førde i mig, og nøde ham til at oplade Øret for Sandhed, uden at spørge om, hvor ubehagelig kanskee dens Røst vil lyde for meget i og mange omkring ham? Overflødigt er det vel ikke heller at advare, især de Yngre, for den Feil, jeg, med mange andre, selv begik: ved Opdagelse af Daarskaben og Blændværket i Tidens Oplysning, at skyde Skylden paa Erfaringen og den sunde Menneske-Forstand, som netop ere Lægemidlerne for Daarskaben, og maatte, i Tide anvendte, have forebygget den. At en saadan Advarsel giøres hardt behov, seer man grandtved at besøge Tidens philosophiske Skoler, et Besøg, hvortil man hardtad uimodstaaelig drives, naar man opdager Tomheden i den almindelige Oplysning; thi man er dog i det mindste vis paa ikke at finde et heelt System af lutter Nægtelser, der var en heel Selv-Modsigelse som en Bygning af ingen Ting.

Dog, før vi nærmere omtale dette Besøg, som jeg ogsaa kiender af Erfaring, vil det være passende at berøre det almindelige Forhold mellem Tiden og dens philosophiske Skoler. Man skulde jo tænke, at paa en Tid, da man paastod at have fundet i Philosophien et Surrogat for Christendom, der i Lethed og Handelighed overgik den ligesaa meget, som Banco-Sedler svær Courant, skulde der fundet den livligste Vexel-Virkning Stæd mellem de egenlige Philosopher og alle Boglærde, ja, overalt i Læse-Verdenen; thi Philosopherne skulde jo nu indtage Apostlernes Plads; deres høieste Bestræbelse maatte da være at meddele en almeengyldig og almeenfattelig Oplysning; deres Skrifter maatte blive alle oplyste Folks Andagtsbøger og Gienstanden for alle de Boglærdes flittige Granskning og Meddelelse giennem det mundtlige Foredrag til menig Mand; kort sagt, det philosophiske Studium maatte jo, skulde man troe, behandles som en almindelig Saligheds-Sag; thi saaledes var jo BibelLæsning og Bibel-Granskning blevet behandlet, og man vilde jo ingenlunde have Ord for, at man nu tog det mindre alvorligt med Oplysning og Overbeviisning, fordi man øste af en selvgjort Brønd; man paastod jo meget mere, at man vilde udrydde al Vankundighed, og om muligt giøre alle Mennesker lige kloge. 405 Imidlertid er det ganske vist, at, i det mindste hos os, fandtes der neppe een af hundrede Boglærde, for ikke at tale om alle de andre oplyste Folk, der havde læst, end sige forstaaet, de berømteste Philosophers Skrifter, eller vidste mere deraf, end hvad man til nødtørftig Brug havde indfældet i de Læster, hvorover man dannede Statens Embedsmænd; og det var, uforgribelig sagt, saagodt som Intet, naar det gjaldt om at vide, ikke blot, hvad de vise Mestre bare Avindskiold imod, men, som jo dog var Hovedsagen, hvad de selv førde i deres Skjold.

At Kant ved at forbedre et Bibelsprog havde faaet sig en ganske net Formular til et Moral-Princip, som imidlertid ikke holdt Stik og vel kunde ombyttes med det: opfyld din Bestemmelse (hvilken det er, maae du selv vide), og følg Dyrenes Analogie! det fik man sagtens tidsnok at høre. At Kant skulde have afbeviist alle de gamle Beviser for Guds Tilværelse, og selv gjort et nyt, hvorved vor Herre vel selv mistede Souverainiteten, men beholdt dog en Slags constitutionel Throne, som Executor af Moralloven, dog uden Ret til at straffe selv den arrigste Misdæder paa Livet, og uden Forlov til at giøre mindste Indgreb i Menneskets Frihed; at Fichte havde bevist, at en sand Aabenbaring ikke kunde indeholde andet, end hvad den menneskelige Fornuft kunde begribe, og var altsaa overflødig, undtagen i en meget sandselig Tidsalder - som vores naturligviis ikke skulde have Ord for at være -; see, Sligt fik man sagtens ogsaa tidsnok at høre; men hvorledes de godt Folk havde baaret sig ad med at føre slige umaneerlige Beviser, hvorledes de kunde bringe vor Herre saadan i Klemme, eller hvorfor, naar de havde ham saavidt, de da ikke fik ham til at skabe Verden om efter deres Hoved, eller endnu hellere gjorde det selv; ja, hvorledes det i Grunden hængde sammen med deres Viisdom, det fik man selv at slutte sig til.

Saaledes, det veed alle Jævnaldrende, stod det omtrent til med den almindelige philosophiske Kundskab i det nittende Aarhundredes Begyndelse, og mon det er stort anderledes endnu? At siden den Tid den historiske Fortælling om de ny Philosophers Meninger er ved Høiskolen blevet meget længere og formodenlig meget tydeligere, derpaa tvivler jeg ikke; men kan man imidlertid selv nu antage, at mere end een af hundrede, ældre og yngre Boglærde kiender meer, end hvad man kalder historisk, til Tidens philosophiske Systemer? og fristes man da ikke til Satire, hvergang man hører tale om en udbredt philosophisk 406 Tænkemaade, om Alts Indretning efter philosophiske Grundsætninger? fristes man ikke til at spørge, om det er til den ubekiendte Guddom, Alteret reises, om det er den Philosophie, man venter, som man stræber at udbrede, eller om det maaskee er Kiendemærket paa det philosophiske Aarhundrede, at Sandheden da gaaer i Stykker, saa der kan være ligesaamange sande Philosophier, som der er Huller i Tolerancen, saa hver Philosoph er god for sig, Kant for sig og Skoleholderen for sig, saa man behøver slet ikke at kiende Tidens største Tænkere for at tænke rigtig om Alt, altsaa naturligviis ogsaa om dem.

Dog, det svimler ordenlig for den sunde Menneske-Forstand, naar den kommer i Selskab med saadanne kloge Folk, og vi vil da vende os til de philosophiske Skoler, hvis Skyld det kanskee ikke er, at der snakkes saa meget udenom. Det første, vi her møde, er naturligviis Dørren, hvorover der staaer præntet med stor tydsk Fractur: procul abeste profani! 2 hvilket skal betyde saameget paa Dansk, som at man skal drage sine Sko af, fordi det er et helligt Sted, det vil sige, at man skal lade Erfaringen og den sunde Menneske-Forstand og sit Modersmaal, om det endogsaa er tydsk, blive udenfor, og krybe ind paa alle Fire, for at forvandles fra et Dyr til et Menneske og til en Pokkers Karl. Det er nu vist nok haarde Vilkaar at gaae ind paa, men hvad giver man ikke for en Drik Vand, naar man er tørstig, og i al Fald, hvad lover man ikke i sin Nød?

Dog, ganske alvorlig, thi Tingen er i Grunden ingenlunde at spøge med, undtagen forsaavidt man i slige Tilfælde er næsten nødt til enten at lee eller græde, altsaa, ganske tørt og alvorligt: det er unægteligt, at de store Philosopher, der vilde oplyse Verden, talde et Sprog, man først maatte lære for at forstaae dem, og at hver af dem havde sin egen Philosophie og sit eget Tungemaal; det er unægteligt, at de ofte brugde fælles Konstord i forskiellig Betydning, og klagede stedse over, at selv næsten alle deres varmeste Tilhængere og flittigste Tilhørere misforstode dem; det er unægteligt, at de alle frakiendte den almindelige Menneskeforstand og Erfaring Ret til at bedømme deres Lærdom, ja, vilde ei engang svare for hinandens Domstol. Nu spørges da, om det var muligt, at blot endog alle Boglærde kunde drive det til at forstaae, hvad de egenlig meende, og hvad de kunde vinde, som endelig dreve det saavidt? Paa *

407 det første Spørgsmaal er et kort Nei tilstrækkeligt Svar, men ved det andet maae vi opholde os et Øieblik, for at Alt kan gaae ordenligt.

Enten vare Hovedtænkerne - Kant, Fichte og Schelling, med hvad dertil hører - virkelig høist uenige, eller det syndes dem dog selv, og i begge Tilfælde maatte den, der skulde skille deres Trætte ad: udfinde, hvem der havde Ret, eller indsee deres Enighed, der var skjult for dem selv, aabenbar være større Philosoph end de, og man kan da med fuldeste Nøiagtighed sige, de skrev ikke for deres Discipler, men for deres Mester. Hvem der nu ikke turde troe sig til at være det, og ikke kunde finde sig i den Urimelighed, at troe Een af dem blindt paa hans Ord, noget, der ogsaa kun rimede sig slet med deres Philosophie, han gik nødvendig fra dem, om ikke saa god, saa dog ligesaa klog, som han kom til dem.

Under disse Omstændigheder indsee vi, det var ganske rimeligt og tildeels ganske klogt, at de fleste Boglærde lode de store Philosopher i strængeste Forstand være Selvtænkere; men hvorledes den sunde Menneske-Forstand kunde tillade dem at pukke paa den Philosophie, de ikke kiendte, og kalde deres Vankundighed om Menneskets Vilkaar og vigtigste Forholde Oplysning, det er saa ubegribeligt, at man trøstig kan paastaae, den tillod dem det aldrig; men en dødsyg KrøblingeForstand, den var det, man kaldte sund, som den efter Talebrugen paa en Maade ogsaa var; deres Handtering kaldte de Erfaring; den Alen, hvormed de maalde sig selv, den kaldte de Maalestokken baade for Gud og Mennesket, og det var deres Philosophie.

Naar vi da nu, som hvert fornuftigt Menneske ret nødes til, paastaae, at Erfaring og sund Menneske-Forstand maae indtræde i deres krænkede Rettigheder, før Talen kan være om nogen sand Vidskab, ja, overalt om Noget, da er det vel ikke af, men lige paa Veien at betragte lidt nøiere, hvad det egenlig er, vi tale om, saa vi kan komme efter, baade hvad det er, der har forledt selv de fleste af Tidens ædlere Tænkere til at ivre mod Udtrykkene for al sund Tænknings Grundvold, og tillige see, hvorledes denne Grundvold hænger sammen med den unægtelige Paastand, at Historien er den eneste rette Kilde for menneskelig Vidskab.

408

Hvad er da nu den sunde Menneske- Forstand, og hvad er Erfaring?

For at besvare disse Spørgsmaal maae vi vel allerførst spørge: hvad er Forstand? thi at det philosophiske Aarhundrede i det mindste i denne Henseende har været i et saadant Viiderede med sin Forstand, at det slet ikke har kunnet blive enig med sig selv om, hvor og hvad den var, det er uimodsigeligt; imedens En gjorde den til den praktiske Fornufts Handlanger, gjorde en Anden den til Fornuftens Skolemester, og en Tredie, under Navn af Intelligents, til en Gud; og herved vendtes da saaledes op og ned paa den, at ingen vidste, hvad den blev til.

For nu at besvare dette Spørgsmaal, maae vi strax gaae til Erfaringen, thi den er aabenbar det Eneste, der kan stadfæste Noget, og uden at tage den med, bliver al Strid om Ord tom Ordstrid; og naar nu den ene har sat sig i Hovedet, Ordet skal betyde Eet, og en anden noget Andet, er Trætten uendelig. Først vil vi da spørge, hvad Ordet betyder i Folke-Munde, og siden see efter, om den Betydning kan holde Stik, det vil sige, beholdes uden at forvirre Talen om de menneskelige Vilkaar.

Nu er det vist, at Folket ved Forstand forstaaer Evne til at giøre sig ordenlige Tanker og tydelige Begreber, ligesom Fornuft i deres Mund betegner mere Tænke-Evne i det Hele, hvad Stand den saa end er i. Man fradømmer derfor ingenlunde det spæde Barn eller den Afsindige Fornuft, men Forstand; den ene er ikke i Stand, den anden ude af Stand til at tænke ordenlig, den ene er umyndig, den anden forrykt. Sund MenneskeForstand maae da i Folkets Mund betegne den Evne til tydelige og sunde - det er: rette og sande - Begreber, som findes hos ethvert Menneske, der er kommet til Skiels Aar og ei kan kaldes forrykt. At vi nu baade kan og skal følge denne Talebrug, er ligefrem, thi at forandre giængse Ords Betydning efter sit eget Hoved, er netop den Daarskab, der har frembragt den Tungemaalenes Forvirring i vore saakaldte philosophiske Bøger, som giør, at de maa oversættes, inden de kan forstaaes, noget, Philosopherne selv indrømmede ved at sige, de skulde populariseres, men overlode det, alt for beskedne, helst til deres Lærlinger, der aabenbar maatte være deres Mestere for at giøre, hvad de erklærede, var dem selv umuligt: udtrykke deres Mening i almeenfattelige Ord. Var det altsaa et andet Begreb end det, Folket forbinder med Udtrykket sund Menneske-Forstand, vi vilde omtale, da maatte vi ogsaa bruge andre Udtryk; men nu er det, som man veed, netop det samme, da Philosopherne 409 ved en Inkonsekvents, der er deres Systemers bedste Side, har ladet den sunde Menneske-Forstand, som de ikke vilde befatte sig videre med, staae ved sit Værd, som det, hverdags Folk behøvede til hverdags Brug, uden at betænke, Man ei kan lade den staae og gaae videre, uden at gaae fra den, og altsaa forrykke sig selv. Det er nemlig efter det Foregaaende klart, at sund Menneske-Forstand ikke alene er nødvendig Betingelse for sand Videnskabelighed, men det eneste, der kan avle en saadan, og den hele Forskiel mellem de i denne Henseende uligest begavede Mennesker kan ene være, at den enes Forstand er større, lysere, mere giennemtrængende og omfattende end den Andens.

Men, vil man kanskee sige, dette bliver da ogsaa kun Ordstrid, thi saadanne Daarer vare dog Philosopherne ikke, at de lode haant om sund Menneske-Forstand i denne Betydning, og naar de frakiendte den Dømmeret, meende de upaatvivlelig kun den ringere Grad, eller hvad man har kaldt almindelig Menneske-Forstand - sensus communis -. Herimod kunde nu med Føie indvendes Adskilligt, men det behøves ikke; man kunde gierne indrømme, at Philosopherne stedse kun tiltroede sig den samme Forstand, Alle har, i høiere Grad; det bliver dog lige vist, at de erklærede den almindelige Forstand for uskikket til at fatte, ubeføiet til at bedømme, hvad de udgave for almindelig, almeengyldig Sandhed, og heri ligger Daarligheden. Havde de nemlig kun sagt, at Sandhed havde Sider, hvorfra almindelig Menneske-Forstand ikke kunde fatte den, da havde de kun gientaget en gammel og unægtelig Sandhed; men nu paastode de, at den Betragtning af Sandheden, som den almindelige Menneske-Forstand ikke kunde fatte, var den eneste, der kunde bevirke fornuftig Sikkerhed; og heraf fulgde da, at alle, hvem der kun havde almindelig Menneske-Forstand, slet ingen fornuftig Sikkerhed kunde have om aandelige Sandheder, og slet ingen Sikkerhed skulde have, thi en ufornuftig Sikkerhed maatte de naturligviis fordømme som Fæiskhed. Dog, da det er saare vigtigt, at man kommer til ret klart at indsee, hvorledes man, under Talen om almindelig Oplysning, øiensynlig arbeidede paa almindelig Dorskhed og Vankundighed, bør ingen Tydelighed spares. Det er vist, at Philosopherne kaldte Troen, der støttede sig paa Historie og Erfaring, en Fordom, intet fornuftigt Menneske maatte bygge paa; man forkastede al Autoritet i aandelige Ting; men langt fra enten at bevise denne Paastand, eller hvad der ellers skulde være Sandhed, 410 for den almindelige Menneske-Forstand, hævede man sig over den baade i Tanker og Ord, og vilde altsaa, enten at de, der kun havde almindelig Menneske-Forstand, skulde være aldeles ligegyldige ved de aandelige Sandheder, eller at de skulde troe Philosopherne paa deres Ord, uagtet de ikke ved guddommelig Kraft kunde stille Borgen for deres Sanddruhed, hvilket da blev, ikke den blinde Autoritets-Troe, de havde fordømt, men en Overtroe, som den sunde MenneskeForstand aldeles fordømmer; thi det er unægteligt, at til fornuftig Vished udkræves et tilstrækkeligt Beviis, som man fuldelig fatter, og til fornuftig Sikkerhed et ufeilbart Tegn paa Vidnets Troværdighed; ellers er Tanken Giætning, og Troen Indbildning. Men ikke nok hermed; thi ligesaa vist, som det er, at Philosopherne, der ei kunde bevise deres Sætninger for den almindelige Menneske-Forstand, ikke, uden at fordre, den skulde giøre Vold paa sig selv, uden at fordre en AutoritetsTroe langt anderledes cras og ufornuftig end den, de fordømde, ligesom de, siger jeg, ei, uden at giøre denne meer end halsbrækkende Fordring, kunde affordre den almindelige Menneske-Forstand sit Bifald, saaledes er det ogsaa umuligt, at de kunde bevise for nogen Anden eller for sig selv, hvad de ikke kunde bevise for den almindelige Menneske-Forstand. Dette vorder klart, saasnart vi alvorlig eftertænke, hvad det er, at bevise.

At bevise er aabenbar det Samme i aandelig Forstand, som at vise, fremvise og fremlægge i sandselig Forstand; thi hvad der skal kaldes beviist, maa man, som det paa godt Dansk hedder, med sin Forstand kunne tage og føle paa; at bevise, noget er sandt, er at vise, det er uimodsigeligt, noget, man ei kan nægte uden at modsige sig selv; at bevise, noget er Løgn, er at vise, at det ei kan være sandt, med mindre en uimodsigelig Sandhed kunde være Løgn. Alt hvad der med Rette skal kaldes beviist, maa da være gjort saa klart, som at to og to er fire, ja, som at een er een, at jeg er jeg; thi hvad man har kaldt Identitets-Grundsætningen er aabenbar Sandheds-Grundsætningen i os, og hvad man kalder Modsigelses-Grundsætningen, er egenlig ingen Grund-Sætning, men Sandhedens Følge-Sætning, Slutnings-Leddet i den store Grundsætning, der fuldstændig udtrykt kan lyde saa: Ja er Ja, og Nei er Nei, Ja kan ikke være Nei, og Nei kan ikke være Ja; altsaa kan Ja og Nei mod hinanden ikke giøre Eet Den urokkelige Grund-Vold for denne Sandhedens Grund-Sætning 411 er, som man let seer, Selv-Bevidstheden, der bærer Sætningen og bevises igien uimodsigelig ved den; thi vilde nogen sige: jeg er ikke virkelig til, da beviiste og bekræftede han dermed netop sin virkelige Tilværelse og skiældte sig ud for en Løgner; thi han sagde dermed: det virkelige jeg i mig erklærer herved, at det er ikke virkeligt. Altsaa, hvad der klarlig lader sig henføre til Selv-Bevidstheden, men ogsaa kun det, er beviist; i denne Bevidsthed har Selvet - Sjælen - sit Stade, og derfra kan den ikke vige uden at forrykkes, gaae fra Forstanden; i den maa det forstaa og begribe Alt, hvad det skal kunne forstaa og begribe; og hvad der er udenfor den, kan det kun slutte sig til eller giætte paa.

Her mener jeg, der for den sunde Menneske-Forstand opgaaer et klart Lys over Tidens mørke Vidskab, saa man seer, hvor saare lidet, for ei at sige Intet, der er beviist eller afbeviist ved de mange Bøger, fulde, saa heed det, af Beviser, men kun tykke, det seer man, af Modsigelser, Indbildninger og Giætninger; men for at Lyset ogsaa fra denne Side kan falde ret paa sand Videnskabelighed, maa vi endnu eftertænke, hvad Erfaring egenlig er?

Erfaring, siger Folket, er, hvad man, naar man bruger sin Forstand, samler med Aarene, og hvad man endnu ikke har erfaret, det har man ikke heller ret lært at kiende Saa siger Folket, og har ganske upaatvivlelig Ret; thi vi kan neppe mere sandt og bestemt udtrykke, hvad Erfaring er, end ved al sige; det er en forstandig Fatning af bestemte Indtryk, hvilket netop vil sige det Samme, som at man maa faae at føle, hvad man skal lære at kiende; thi det er aldeles vist, at hvad man ikke ret har lært at kiende, det har man ikke heller ret erfaret, ligesom man omvendt ikke kan have erfaret noget tilbunds, uden derved at have lært at kiende det tilgavns.

Følgen heraf bliver da, at vi Intet begribe, uden hvad vi have fuldelig erfaret, og at Erfaringen er den eneste Vei for Mennesket til sand Vidskab, og at Videnskabelighed slet ikke er andet end en aandelig Brug af den sunde MenneskeForstand, eller, naar Ordet bruges til at betegne den Beskaffenhed hos Mennesket, der teer sig i en saadan Bestræbelse, da en Stemning for en saadan aandelig Erfaring.

Skulde noget med Føie kunne indvendes herimod, maatte det vel være, at Sandhedens Grundsætning, som maa være evig, ei kan være nogen Erfaring. Strængt taget maatte man svare: jo, den er en Erfaring, men en evig Erfaring; men her 412 behøve vi ikke at indlade os paa en Undersøgelse, der fra dette Stade let kunde faae Udseende af spidsfindigt Ordkløverie, da man naturligviis ved at kalde Sandhedens Grundsætning en evig Erfaring, maatte tage Ordet Erfaring finere end sædvanlig, saa det blev eenstydigt med den evige Selv-Beskuelse, der hos Gud er eet med Selv-Bevidstheden. Her derimod er Talen kun om det timelige Menneske, og at han kommer til Sandhedens evige Grundsætning paa Erfaringens Vei, det er unægteligt; thi hans Selv-Bevidsthed er jo uimodsigelig en Erfaring, den menneskelige Grund-Erfaring, hvorigiennem Mennesket kommer til Sandhedens Grundsætning, som det, der i Forstanden er Billedet af Guds evige Selvbevidsthed, af den evige Sandhed.

Nu er her vel kun eet Spørgsmaal tilbage, men det er ogsaa det vanskeligste at besvare, ikke fordi man kan være tvivlraadig om, hvad der kan og maa svares i Sandhed, men fordi det ikke er let at indsee, hvorledes det skal besvares, saa man hverken siger meer, end man kan bevise, eller mindre, end der er nødvendigt, for at indlede, hvorledes Vidskab udspringer af Erfaring. Imidlertid maa og vil jeg giøre et Forsøg, og tør haabe, at lykkes det mig end ikke at undgaae smaa Feilgreb i Udviklingen, skal Udslaget dog i det Hele være klart og øjensynligt nok.

At det er ved Anvendelse af Sandhedens Grundsætning paa Erfaringen, at al fornuftig Sikkerhed og Vished ene er mulig, og at det er Menneske-Slægtens Erfarin, der giennem Historien forplanter sig, som ene kan avle sand Vidskab, det have vi seet, er unægteligt, og andet er det egenlig ikke, der skal bevises; men det giælder om klart at vise den sikkre Forbindelse mellem Menneske-Slægtens og den Enkeltes Erfaring, at bevise den aandelige Erfarings Virkelighed og bestemme Vilkaarene for og Graderne i dens Tilforladelighed.

Vanskeligheden heraf vil man udentvivl strax indsee, naar man betænker, at vi igiennem Selv-Bevidstheden komme til Sandhedens Grundsætning; thi at denne Selv-Bevidsthed fra Først af kun forvisser os om vor legemlige Tilværelse, at den kun efterhaanden vorder tillige aandelig, og kan først ved Dagens Ende vorde et fuldklart Begreb, disse Ting ere uimodsigelige, og ligesom de bidrage til at giøre Vidskabens Vei lang og besværlig, giøre de det end vanskeligere at afpæle og beskrive end at finde og følge den.

Maaskee turde det da her være den sikkerste Veiviisning, at 413 giøre Afveiene kiendeiige; thi kan man kun undgaa dem og komme paa den rette Vei, vil man ved hvert Skridt faae en bedre Sikkerhed, end den bedste Veiviisning kunde give; men dog baade kan og bør man nævne saadanne usvigelige Kiendemærker paa Vidskabs Adelvei, at den med opladte Øine ei kan miskiendes.

Først er det nu unægteligt, at Alt, hvad man har givet os som Vidskab, ja, at ethvert Begreb hviler paa Erfaring, saa at Forskiellen kun bestaaer deri, om det er forvirrede eller tydelige, afbrudte eller fuldstændige Erfaringer; thi derefter vorde Begreberne klarere eller dunklere, eensidige eller almindelige, faste eller vaklende, visse eller tvivlsomme, sande eller falske. Dernæst indsee vi let, at Hoved-Spørgsmaalet her bliver, hvorvidt og hvor vist vi kan erfare aandelige Ting? At nu legemlig og aandelig ingenlunde er en Modsætning i den Forstand som Løgn og Sandhed, uagtet det drislig er blevet paastaaet, det indsee vi let; thi de ophæve og nægte ingenlunde hinanden, de lade sig forbinde i venlig Vexel-Virkning, hvilket forudsætter baade fælles Virkelighed og fælles Oprindelse. Herom kan Ingen tvivle, som med nogen Alvor har betragtet og betænkt Menneskets Vilkaar; thi det er jo unægteligt, at Mennesket bestaaer af noget Legemligt og noget Aandeligt, som tilsammen udgiøre Eet, sammensmelte i SelvBevidstheden, der jo hverken giælder blot vor legemlige eller blot vor aandelige, men vor menneskelige Tilværelse - den fornuftige Personlighed -, der er et Samfund af begge. Om dette vidunderlige Samfund overbevises vi ogsaa daglig, naar vi tale og høre; thi da giøre vi netop en Erfaring, der paa det nøieste svarer til vor blandede Bevidsthed: vi erfare giennem Hørelsens Sands ikke alene noget Legemligt - Lyden -, men ogsaa noget Aandeligt - Ordet -; thi Ordet er jo ikke andet end det Aandelige, der træder ud i Erfaringens Kreds og aabenbarer sig for Aander. Dog, dette her kun i Forbigaaende; thi Ordet er, som man let seer, noget saa vigtigt og vidunderligt, at der udfordres en egen Afhandling til, ikke, hvad vi vel lade være, at udtømme, men blot at finde os deri, og det berøres kun her, fordi det er et unægteligt Vidnesbyrd om den inderlige Forbindelse mellem Aand og Legeme, der selv i Sandse-Verdenen aabenbarer sig; en urokkelig Mur mod al Idealisme: al Nægtelse af det Legemliges fornuftige Virkelighed. Det er da vist, at vi, ikke blot Digteren eller Enkelte, men alle Mennesker, som have Forstandens og 414 Sandsernes Brug, kan erfare og erfare virkelig aandelige Ting, men rigtig nok stedse i Forbindelse med legemlige; og om det da er os muligt at samle sand aandelig Vidskab, maa da vel komme an paa, om den kan samles giennem en saadan blandet Erfaring; thi en reen aandelig Erfaring synes umulig for Mennesket som jordisk Menneske, som det levende Udtryk for Samfundet mellem Aand og Legeme - som en levende Sjæl. At nu ogsaa dette ei blot synes, men virkelig er saa, indsee vi let ved at betragte Menneskets Erfarings-Kreds, der jo unægtelig er indskrænket til ham selv, saa at Selv-Bevidstheden er baade hans første og sidste Erfaring; og er nu SelvBevidstheden blandet, da er den menneskelige Erfaring det nødvendig ogsaa, og Mennesket kan umulig komme videre, end han er, uden at gaae fra sig selv, og da kun erfare Afsindighed. Saaledes kom vi da ogsaa paa Erfaringens Vei til den Indsigt, at der i Støvet ikke kan gives nogen Videnskab om, umiddelbar Erkiendelse eller Anskuelse af det Evige eller af Gud, men at Mennesket ikke kan drive det videre end til at kiende sig selv, og derfra slutte sig til Gud, erkiende et Billede i sig, der nødvendig forudsætter et virkeligt GrundVæsen, som i Mennesket et virkelig afbildet, en evig Tilværelse, som aabenbarer sig timelig i Støvet.

Imidlertid, saa vist alt dette er, saa vist som man heraf kan bevise Umuligheden for det timelige Menneske at begribe Gud, Umuligheden af at komme videre end til en billedlig Erkiendelse, eller at naae den fuldstændig før Dagenes Ende, samt den deraf flydende Nødvendighed, at al sand menneskelig Vidskab maa være historisk, saa ere her dog vigtige Spørgsmaal tilbage baade om den historiske Erfarings virkelige Mulighed og om dens Sikkerhed, Spørgsmaal, som kun giennem Erfaringen selv kan fyldestgiørende besvares. Saameget er imidlertid vist, at vi maae skielne mellem udvortes og indvortes Erfaring, ikke som om nogen udvortes Erfaring lod sig giøre uden en indvortes, eller nogen indvortes sig bevise uden i Forening med en udvortes, men fordi der dog er en sand og virkelig Forskiel, og fordi ingen sand Videnskabelighed kan finde Sted, før vi have en sikker indvortes Erfaring af vor oversandselige Tilværelse, ere os aandelig selv-bevidste, kan bevise, at vi haren Sjæl, bevise den evige Uforenelighed mellem Sandhed og Løgn, forstaae Sandhedens Grundsætning, saa vi kan anvende den paa os selv og paa Mennesket i det Hele.

Det er fremdeles vist, at de forbigange Slægter kan formedelst 415 Krøniken være en virkelig Gienstand for vor Erfaring, saavel for den udvortes, der giver historisk Kundskab, som for den indvortes, der giver historisk Vidskab, at Vidskaben maa hvile paa Kundskaben, og udvikler sig kun deraf seent og stykkeviis. Det er endelig vist, at til en fuldstændig indvortes Erfaring, der ene kan give Vished, hører Eenstemmighed af Forestilling, Følelse og Forstand, ligesom der til en fuldstændig udvortes Erfaring, der ene kan give Sikkerhed, hører Eenstemmighed mellem de tilsvarende Sandser: Syn, Hørelse og Haand-Følelse, hvoraf da følger, at hvad vi blot have erfaret i Indbildningen eller i Følelser, er endnu ingen Vished, skiøndt det tit kan være sikkert nok, giver intet tydeligt, unægteligt Begreb, og kan altsaa ikke tages for almeengyldig Sandhed, med mindre man ved en udvortes Erfaring kan forsikkres om dets Ufeilbarhed.

Man seer let, at jeg her med Føie skielner mellem Vished og Sikkerhed, kalder vist, hvad der er unægteligt, sikkert, hvad der ei kan slaae Feil, men vil vel tillige mærke, at baade kunde denne vigtige Forskiel behøve en nærmere Forklaring, og meget af, hvad her er sagt om Historien som den store, almeengyldige Erfaring, trænge til en udførlig Udvikling. Naar jeg da ikke desmindre afbryder her, maae jeg vel først tilføie et Par Ord for at vise, at vi ere komne did, hvori vi denne Gang skulde, og at om end her var Rum, var her dog ikke Stæd til mere.

Hvad jeg i denne Afhandling vilde bevise, var, at al menneskelig Kundskab og Vidskab grunder sig paa Erfaring, at kun fuldstændige Erfaringer give visse og tydelige Begreber, og at Begrebernes Vished og Tydelighed kiendes derpaa, om den almindelige Menneske-Forstand kan fatte dem, og det troer jeg at have beviist. Førelsen af dette Beviis var fra to Sider nødvendig, før jeg gik videre i at omtale Historiens Oplysning om de menneskelige Vilkaar, deels for at Daarskaben af at tale om menneskelige Begreber, der overstige Erfaringen, og Beviser, som den almindelige Menneske-Forstand ei kan fatte, maatte blive ret øiensynlig, deels for at Ingen med Føie skal kunne mene, at den historiske Betragtning, jeg taler om, er noget andet end Erfaring, eller skal kunne skabe Visheder, som ere den almindelige Menneske-Forstand ubegribelige. Jeg vilde hjelpe, hvem der behøver det, til klart at indsee, at hvad de nyere Philosopher udgave for høiere Viisdom, ingenlunde kan være andet end deels falske, dels ufuldstændige, og derfor 416 baade uvisse og utydelige indvortes Erfaringer, siden de ikke kan bevise deres Paastande unægtelig og udtrykke Beviserne almeenfattelig. Jeg vilde tillige vise, hvem der behøver det, at naar jeg peger paa Historien som al sand Vidskabs Kilde, da er det ingenlunde noget nyt, jeg fremsætter, men kun en Paastand, der er saa gammel som sund Eftertanke, jeg opfrisker og giør giældende i hele sin Udstrækning, Paastanden nemlig om Erfaringen som al sand Vidskabs Kilde, og om den almindelige Menneske-Forstand som alle vore Begrebers Maaler, og Modsigelsens Grundsætning som den eneste ufeilbare Maalestok. Jeg vilde endelig vise, hvem der behøver det, at hvad der gjorde de ædlere Tænkere bange for Erfaring og almindelig Menneske-Forstand, var deels Uklarhed i Begreberne om, hvad disse Ting egenlig ere, deels Følge deraf, at man ei vilde nøies med Sikkerhed, hvor Vished var umulig, ikke nøies med ufeilbare udvortes Erfaringers Vidnesbyrd om, hvad man dog ei kunde indvortes erfare tydelig, ei indrømme Sandheders Tro-Værdighed, som man ei kunde begribe, og derfor tog man sin Tilflugt til enkelte, usikkre og ufuldstændige indvortes Erfaringer, som man stræbde at unddrage fra Erfaringens Værnething og den sunde Menneske-Forstands Domstoel, ved at indbilde sig selv og andre, at de vare af en høiere Natur, og at netop deres Strid med Erfaring, deres Ringeagt for almindelig Menneske-Forstand, var et Stempel af høiere Viisdom.

Lykkedes dette mig nogenlunde, da er jeg fornøiet, og seer gierne, at Læseren ikke er fyldestgjort, at han spørger om Forholdet mellem Menneske-Slægtens og den Enkeltes Erfaring, om Maaden, hvorpaa de kan sammensmelte, om Graderne i deres Fuldstændighed, Sikkerhed og Vished, og om meget Andet; thi deels er det netop min fornemste Hensigt ved disse Afhandlinger at vække Læserens Opmærksomhed paa de mange Spørgsmaal, der endnu have Svar i Vente, giøre det ret indlysende, at Videnskabelighed er endnu i sin Barndom, ligger bogstavelig i Svøbet, og er et saare vanartigt og i sin Kryhed latterligt Barn, naar den udgiver sig for en myndig Mand; deels er det jo netop i alle Maader Forholdet mellem Menneske-Slægtens og den Enkeltes Erfaring, jeg, saavidt min Erfaring gaaer, agter, vil Gud, i de følgende Afhandlinger at udvikle og forklare.

Langt fra derfor at ville skjule Hullerne i min Vidskab, vil jeg meget mere pege paa dem, for at Andre kan fylde dem, og for at de, som ikke kan det, maa lære at kiende deres Viisdoms indskrænkede Maal. Langt fra at ville dølge den Sandhed, 417 at Vidskab hidtil kun var sjelden og utilfredstillende, og er endnu utilgiængelig for Mængden, utilfredstillende for de Viseste, som alvorlig spørge om Vished, vil jeg derimod af al Magt stræbe at oplyse denne Sandhed; thi det er nødvendigt, naar sand Videnskabelighed skal fremmes, og det er kun sørgeligt for den, som ikke vil fremme den; thi hvo som vil fremme den, maa elske Sandhed, paa hvilken Vei han saa end møder den, og vil da finde den i den hele Historie og i sit eget Inderste. Saa glædelige ere Menneskets Vilkaar, at ligesaalidt som han behøver at have Solen i sin Haand for at blive sikker paa, den kan lyse og varme, ligesaalidt behøver han at begribe Sandheden, den aandelige Soel, for af den at oplyses og giennemglødes; dertil behøves kun, at han oplader Hjertet for Sandhed; thi Lyset er kommet til Verden, da Verden ei af sig selv vilde, ei ved sig selv kunde komme til Lyset; Sandheden kom selv til Jorden at vidne om Sandhed, og hvo som vil troe det Vidnesbyrd, kan erfare Sandhedens Kraft i sit Inderste, og bliver først derved skikket til at forstaae dens Røst, til at kiende og følge dens Spor giennem Tiden.

Slutningen vorder da her som altid, at vil man troe paa Christus, da kan man undvære, men udvikler nødvendig sand Vidskab; vil man ikke det, da gaaer man i Mørke, og kunde man da end stjæle hele Sandhedens Skygge, vandt man dog naturligviis ikke derved Sandhedens Kraft eller Salighed, og altsaa i Grunden slet intet.

418

Nikolai Edinger Balles Amindelse.1

Der stod en Gran saa rank og skiøn,
Saa vintergrøn,
Den stod paa Norges Fjelde;
Sin Top den løfted kæk i Sky,
I Herrens Ly,
Trods Vind og Staai og Ælde.

Der stod en Bøg i Danelund,
Paa Fædres Grund,
Alt med sin hvalvte Bue;
Trods Hagelveir og Hvirvelkast
Den stod dog fast,
Saa det var Lyst at skue.

Men ak! det gaaer hver Stamme gild,
Som Ygdrasill,
Den trøskes, og den falder;
Det volder Nidhøgs Ormetand,
Hver Bøg og Gran
Som Asken har sin Alder.

Hør Lundens Suk og Klippens Drøn!
Hver Nordens Søn
En modig Taare fælde!
Thi, ak! paa Rad de faldt paa Stand,
Den Bøg, den Gran,
Som pryded Mark og Fjelde!

Nu sidder fattig Fugl i Støv,
Paa brune Løv,
Hvor skal han vel sig hvile?
Hvor skal han kvidre nu i Vang
Sin Aftensang?
Paa Tidsel, Torn og Pile?

* 419

Ak, skal da slige Stammer to
Ei meer opgroe,
Paa Fjeldet og i Skoven!
Skal Klang ei meer, fra Top og Green,
Fra Lund og Steen,
Nu mødes over Voven?

Skal fattig Fugl i øde Lund,
Om Aftenstund,
Kun sjunge for de Døde?
Skal Sangen tone sorrigfuld:
Ak! under Muld
Nu hviler Nordens Grøde!

Ak, skal nu savne Kvist og Skjul
Den Himmel-Fugl,
Som sang for vore Fædre!
Da svinger den fra Boigd og By
Sig over Sky,
Ak! ak! det Gud os bedre!

O, Brødre dog! den samme Fugl
Saa sødt om Juul
Og sang for vores Vugge;
Ak, skal nu vore arme Smaa
At høre faae
For Sang kun hule Sukke!

O, Vugge-Vise dyb og sød!
Som Nyn du lød
Paa Tonen, Engle sjunge;
O, Skam og Skade, blodig Synd!
Skal disse Nyn
Uddøe paa Danmarks Tunge!

O, nei, Fuld-Sødskende i Nord!
Det ved sit Ord
I Naade Gud forbyde!
Den gamle Rod Han skiænke Held,
Paa Mark og Fjeld,
Til Kvist og Top at skyde!

420

O, Sødskende! den Stub nu tør,
Men frodig før,
Vi vil med Taarer væde;
Da avles under Hjertesuk
Saa mild en Dug,
Som Taarer Engle græde.

O, Dug! hvis Hjem ei Verden veed,
O, fald herned
Paa Stub med Kraft fra Oven!
Da skyde skal til Dane-Bod,
Som Jesse-Rod,
Den Stub i Dane-Skoven.

O Himmel-Fugl! forlad os ei!
Den trange Vei
Gaaer let, naar sødt du sjunger;
O, bliv hos os! og læg din Sang,
Med liflig Klang,
Paa danske Barne-Tunger!

Ak, ingen Bøg, og ingen Gran,
Vi har i Land,
Som værdig kan dig bære!
Men, o, forsmaa ei snevre Bur
I Hjerteskur!
Saa skal dig Stammen ære.

O Sødskende! forstaaer min Sang,
Med sælsom Klang,
Ei blot om Bruun og Balle!
Om dem og deres Rod jeg sang,
I Danevang,
Og Stubben er vi alle.

Det var de sidste Krone-Skud,
Som nu gik ud,
Paa gamle Træ i Norden;
Paa Stammen, som, for Luthers Haand,
Med hellig Aand,
Sig hæved høit fra Jorden.

421

Ad Aare falder Jubelfest,
For Herrens Præst,
Ja, holdes i Guds Rige;
Thi skyndte sig de Bisper to
Nu og saa fro
I Choret at opstige.

Der skal de staae i høien Chor,
For Alterbord,
Paa danske Bispe-Stade,
Og sjunge høit med Engiemund,
Af Hjertens Grund,
Med Hersleb, Brochmand, Plade.

De takke skal, som Bud fra Nord,
For Herrens Ord
Paa Morten Luthers Tunge;
For Røsten, som i Julesang
Paa den udklang,
Skal Kingo Psalmer sjunge.

Det er en Lyst at tænke paa,
Hvor de mon staae,
Langt meer dog der at være;
Det Andet er end, over Gruus
Af Herrens Huus,
At græde for Hans Ære.

O, vee! o, hvilken Jubelfest
For Herrens Præst
Kan vi paa Gruset holde!
Hans Aand forsvandt, hans Kraft og Tro,
Mon de vel boe
I Hjerter, vantro, kolde?

O, vel da dem, de Luther-Mænd!
At de sov hen
Før Jubel-Festens Dage!
Her tegner kun til slig en Fest,
Hvor Graad er bedst,
Hvor Sang er Suk og Klage.

422

Dog Aand! hvi bølger, bruser du,
Saa mod i Hu?
Lad ikkun Herren raade!
Ei giælder Tegn, ei værger Magt
Imod Hans Agt,
Og evig er Hans Naade.

Er Formiddag end sort som Nat,
Kan Soel dog brat
I Kraft bestraale Jorden;
Saa dages kan for Herrens Præst
En Jubelfest,
Mens Aar gaaer om i Norden.

Vi haabe tør: Halleluja
Skal klinge da,
Fra Hjerte, Mund og Tunge,
Saa Lov og Tak for Wittenberg,
I Lund, paa Bjerg,
Med Kingo høit vi sjunge.

Danske Christne! hvor I findes,
Flokkes ved vor Biskops Liig!
Lad os her det Svundne mindes!
Mindes Gud og Himmerig!
Gud og Himlen, som med Taarer
Vi maa sige, svandt fra Jord,
Svandt for Tant af usle Daarer,
Som omtaaged Sandheds Ord;
Svandt, thi Gud er fra os svundet,
Naar i Hjertet ei Han boer,
Havde vi saa end udgrundet
Alt hans Raad og hvert hans Ord;
Himlen, naar vi ei fornemme,
Giennem Aandens Guddoms-Stemme,
Hvad den er, i Himmel-Smag,
Da for os den er forsvundet,
Havde vi saa end udgrundet
Skyens Lyn og Torden-Brag.
Tanke, Vidskab, Viisdom, Ord,
423 Trods al Daare-Kløgt paa Jord,
Ene er som Lyd af Bjelde,
Leve kun som Hjerte-Sprog,
Kun som Bud, der Livet melde,
Og som Stave i dets Bog.
Hvad er selvklog Vidskabs Værker
Uden Tant og Tankespil!
Hvor er Kraftens Mindes-Mærker,
Som ei Hjertet høre til!
Vidskab! mægter du at vælte
Stenen bort fra Slægtens Grav?
Var det dig, som skabde Helte,
Styred Skib paa Tidens Hav!
Tør den Vinge din du kalde,
Hvorpaa Aand i Sky sig svang?
Var det dig, som fostred Skjalde,
Gav dem Aand og Syn og Sang!
Var det dig, som Christi Krybbe
Hvalvde til en Kirkeborg,
Eller kunde du kun yppe
Kiv og Tvist til Kirkens Sorg!
Gavst du Mod og Kraft og Tunge
Til at trodse Ild og Staal!
Lærde du Martyrer sjunge
Seierskvad paa Rist og Baal!
Havde du Lutherus hærdet
Imod Acht og Kirkeband?
Gik ved dig han uforfærdet
Sjungende paa Baalets Rand!
Var det dig, han ledte efter,
Da paa Gløder krum han gik;
Var det dig, som gav ham Kræfter
Til at hæve sjunkne Blik;
Kræfter til, som Hjordens Kæmpe,
Ulvene at byde Trods,
Til den Storm og Strøm at dæmpe,
Som har nu henrevet os!
Var det dig, som lærde Balle
Djærvt at slaae med Sandheds Ord,
Kæk at staae som een for alle,
Værge mandig Bog og Chor!
Gav vel du paa Kirke-Gruset
424 Pinte Gubbe Haab og Trøst?
Dæmped du den Strøm, der brused
Mod og i hans eget Bryst!
Var du Styrmand paa hans Snekke,
Saa trods Strøm og Hvirvelvind
Fredens Kyst den kunde række,
Svømme jævnt i Havnen ind,
Ja, med Dannebraag i Stavn
Svømme ind i Himlens Havn!
Vidskab! ja, har du vel tonet
Danmarks Flag i Balles Stavn,
Du med Dannebraage kronet
Kæmpens Snekke, Bryst og Navn!
Er det dig, om jeg tør spørge,
Som har gjort, at Ordet gaaer:
Thurser over Balle sørge,
Som om Balder kvædet staaer!
Eller, var det dig, som gjorde,
At, med Øie venlig vaadt,
Fyrster følge ham til Jorde,
Som var Drenge før til Spot!

Vidskab! ja tilvisse Du
Reiste dig de Mindes-Mærker,
Men ei som med selvklog Hu
Du i Mande-Hoved værker;
Nei, men som i Sandheds Bryst
Ved Guds høire Haand du throner,
Som i Aandens Guddoms-Røst
Giennem Sandheds Ord du toner;
Som den Vidskab, der udbryder:
Intet af mig selv jeg veed,
Som min Faders Stemme lyder,
Taler jeg i Evighed;
Derfor kan mig Intet tvinge,
Og mit Ord er Kraft og Liv,
Skiænker, som et Skaber-Bliv,
Sjæle Aand og Lys og Vinge,
Giør enhver, som mig annammer,
Til en Kæmpe kæk og bold,
Værger ham mod Staal og Flammer,
Med et evigt Demantskjold,
425 Lærer ham med Kraft at bære
Kors og Sværd i Graadens Dal
Giennem Spot til evig Ære
Op til mig i Glædens Sal,
Hvor med evig Klarhed luer
Lyset i Guds Kiærlighed,
Hvor forklaret han beskuer,
Hvad i Verden ingen veed,
Hvad i Tid kun Troe kan fatte,
Aand i Evighed kun skatte!
Ja, hvor er en selvklog Daare,
Som tør sige, han begreb
Helgen-Skarens Sang og Taare,
Vidnesbyrdet, som den skrev,
Som sig aldrig lader dølge,
Hvordan Vind og Strøm end gaae,
Tindrer klart paa Tidens Bølge,
Alt som Stjerner i det Blaa!
Hør mig, Vidskab! stolt i Støvet!
Hør og svar nu, Mande-Vid!
Har du Helgen-Daaden øvet,
Eller var den Daarskabs Iid?
Er den din, da øv den atter
Som en Mand et Børneværk!
Kanst du ei, da bliv til Latter!
Da er Daarskab jo kun stærk;
Da har du jo Hans Ord sandet,
Som din Stolthed har forbandet,
Da har du beviist Hans Ord:
At Hans Daarskab har paa Jord,
Hvad omsonst af alle Kræfter
Verdslig Vidskab leder efter:
Liv og Kraft, som ei forsvinde,
Som kan Døden overvinde.

Ja, det staaer paa Bølgen skrevet:
Daarskab Vid har overlevet;
Ja, det staaer paa Bølgen bundet:
Daarskab Død har overvundet;
Dybt i Grav sank Verdens Daarer,
Herrens Vid dem overvandt,
Døden veeg for Herrens Daarer,
426 Verdens Vid de overvandt.
Blinden Troe paa Sandheds Tale,
Den var ene Helgen-Vid,
Den har hvælvet Kirkens Sale,
Øvet al dens Kæmpe-Id,
Den to Gange Roma knuste,
Den var Luthers faste Borg,
Den gav Roe, naar Bølger bruste,
Den gav Trøst og Fryd i Sorg.
Ene den, det veed vi alle,
Styrked, trøsted, kroned Balle;
Ene den har Krandsen bundet,
Hvormed Urnen staaer omvundet
Ene den i ham har tonet
Kirkens, Danmarks gamle Flag,
Bryst og Navn og Snekke kronet,
Trods al Storm og Bølge-Brag.
Den har gjort, at Fyrster følge
Støvet til sit Hvilested,
Den har gjort, at sig maa dølge
Vantroe, for hans Minde ræd.
Den har gjort, at Harpen toner
Ved hans Kiste høitidsfuld.
Den har gjort, at Millioner
Signe skal ham under Muld.
Den har gjort, at Danmarks Kirke
Sank ei ned som Gruus i Grav,
Og i den paa Danne-Virke
Straale skal hans Bispe-Stav.
Høit skal tone ved hans Minde
Tit som nu i Danelund:
»Salig, hvo som troer i Blinde
»Sikkre Ord af Sandheds Mund!«

Balle! ja, her ved din Kiste
Stander jeg i Ungdoms Aar,
Meget, som Du aldrig vidste,
Klarligt for mit Øie staaer,
Alt som næste Slægt skal finde
Meget, jeg kun tro'r i Blinde;
Men jeg vidner høit og sjunger:
Spotte mig kun Daare-Tunger,
427 Hykle, hvo som vil, kun Gru!
Gid jeg her i Støvets Dale
Trodse maa paa Sandheds Tale
Mere blindt endnu end Du!
Ja, din Aand, som nu fornemmer,
Hvad dig her for sælsomt klang,
At, henrykt af Engle-Stemmer,
Kingo og Lutherus sang,
Sanded, hvis den mæle kunde,
Hvad, mens end den var i Muld,
Jeg fortied ingenlunde,
Men udsagde veemodsfuld:
Større var din Hæder blevet,
Lysere du havde levet,
Lagt dig gladere til Roe,
Hvis i Intet, som i meget,
Tidens Aand Du havde veget,
Som forhaanede din Troe,
Levet kun og døet paa,
Hvad Du troed, men ei saae.

Dog, o, Balle! nødig minder
Skjalden her om dine Feil;
Større vist hans Øie finder
Hos sig selv i Sandheds Speil;
Men han skal; thi Præste-Tunger
Sandhed frit udtale maa,
Og naar Frænden om Dig sjunger,
Dine Feil maae for ham staae,
Staae der, for at Sandhed Prisen
Vinde kan, som ydes Dig,
Saa at ikke Frænde-Visen
Orme-stikkes med dit Liig,
Men at det engang til Thinge
Lyses maa i Danelund:
Bedre end de Piber klinge,
Er den rene Orgelbund;
Sang ei Frænde smukt om Anden,
Sagde Præst dog sandt om Manden;
Briste end de stramme Strænge,
Skal dog Ordet have Giænge;
Endt har Kvadet sine Dage,
428 Vidnes-Byrdet er tilbage,
Og opløst, men ubeskiæmmet
Kvadet skal i Bogen staae,
Saga har dets Indhold nemmet,
Balles Navn skal ei forgaae;
Det, i Jesu Navn indfattet,
Fundet er i Tidens Bog;
Kæmpen sank i Muld udmattet,
Men hans Troe ham frelste dog.
Troer blindt al Sandheds Tale!
Troer, hvad I aldrig saae!
Da I skal i Klarheds Sale
See, hvad Troe mon overgaae.

Kæmpevise om Bruneborg-Slaget.1

Det var Kongen i Engelland,
Paa Guldet saa gad han ei spare,
Det var Herren, Kong Adelstan,
Ham fulgde de Grever i Skare.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet2.

Edmund Ædling og Adelstan,
De Sønner af Edvard saa kiække,
Hjelm og Skjolde de skar som Vand,
Thi Helte saa vare de begge.

* * 429

Herlig var deres Høvdingsfærd,
De Æbler af ædelig Stamme,
Mur om Land deres Heltesværd,
Og Fjenderne bleve til Skamme.

Skjolde bugned, og Skotter faldt,
Med Vikinger stolte fra Norden;
Kæmper var det, som Faldet gjaldt,
Det maatte vel dundre i Jorden.

Soel om Morgen saa klar opstod,
Da blinkede Kæmpernes Skjolde;
Soel om Aften gik ned som Blod,
Og blege laae Kæmperne bolde.

Segnet laa da saa mangen Svend,
For Staalet saa maatte han bukke;
Der i Dynge laae danske Mænd,
Og Skytter1 i bølgende Vugge.

Stille hviled de raske Mænd,
Saa havde dem Sværdene tæmmet;
Skjoldet bar nu sin hulde Ven,
Men bar ham dog ikke til Hjemmet.

Fugl i Flugten er end ei fri,
Som han flyver Pilen af Bue;
Sachsen raabde til Rytter: bie,
Tag Ærende med til din Frue!

Stene sprang for den Sachsers Sværd,
Det legde med Brynie-Ringe;
Feig Mands Nakke er mindre værd,
Hans Hoved det maatte vel springe.

Markmand haver saa haard en Hud,
Det voldte, som vel er at mærke,
Mangen Kæmpe lidt Hovedbrud,
Hans Haandtryk de vare saa stærke.

* 430

Ingen nægtede han sin Haand
Af Anlavs det modige Følge,
Som til Humber i Dødens Baand
Hendroges paa rullende Bølge.

Konger unge, ja, fem i Tal,
Med Jarlerne syv af de bedste,
Slagne hviled paa røden Val,
For de vilde Adelstan giæste.

Jarler syv og saa Konger fem,
Med Skotter og Vikinger mange;
Tænker nogen at tælle dem,
Han tælle de Straaer i Vange!

Nordmænds Konning paa Flugt sig gav,
Og tælle han kunde sit Følge;
Hurtig Snekken han skød i Hav,
Ham redded den rullende Bølge.

Snild var Kongen, Herr Constantin,
Og graa han med Æren var blevet,
Kom dog ikkun til Arne sin
Som Skytte af Marken fordrevet.

Rose Gildet vist ei han vil,
Hvor Kiødet blev skaaret med Klinge,
Reddet blev han som Brand af Ild,
Som Fuglen med stækkede Vinge.

Mangen Frænde og trofast Ven
Han der maatte lade med Smerte,
Søn tillige, den Ungersvend,
Saa ramde ham Staalet i Hjerte.

Rose skulde den Gubbe gild
Med Anlav sig ikke af Legen;
Var han gammel, og var han snild,
Saa blev han af Lykken dog svegen.

Ikke prale de skal i Sal
Af Seleren, de have vundet;
Hvad de vunde i Gaar paa Val,
Det har deres Frænder vel fundet.

431

Hvad de vandt i det Vaabengny
Fra Engellands Herrer saa bolde,
Var kun Æren, af Mark at flye,
Den maae de og gierne beholde.

Nordmænd toge den Ære fiin
Ombord i den bugede Snekke,
Bølgen bærer den til Dublin,
I Skjul for de bidhvasse Egge.

Seierrige til Høienloft
Nu drage de Brødre med Ære,
Bag sig lade de Liig paa Toft,
Til Føde for Fuglenes Hære.

Edmund Ædling og Adelstan,
De haste til Høielofts-Salen;
Dyr og Fugle med Neb og Tand,
Nu Kæmperne giæste paa Valen.

Sorten Ravn er saa hjerteglad
Og hugger de Kæmper i Øie,
Spraglet Tudse fik ogsaa Brad,
Som Glenten, foruden al Møie.

Ørnen daler fra højen Skye,
At drikke af Helteblods Kilde,
Ulven lakker fra Skovens Ly,
Han lugter et kongeligt Gilde.

Læs i Bøger og lyd paa Savn1
Om Slag, baade store og mange!
Neppe hører du Slagets Navn,
Som fedte saa Ulven i Vange.

Snekken førde, i fordum Tid,
De Saxer og Angler saa bolde
Vidt paa Havet fra Østen hid,
Stor Sorrig de Britter at volde.

* 432

Hid saa kom de med Herreskjold,
Og Valerne maatte dem vige;
Før de finge det Land i Vold,
Dog drabelig maatte de krige.

Ei dog, siden de hid paa Søe
Hengleed over rullende Bølge,
Slige Drotter i Slag paa Øe
Nedsank med saa talrig et Følge.
Udødelig Ære ved Bruneborg
De Ædlinger have sig vundet.

Efter-Klangen.

Saa kvad den Skjald i Kongesal,
Alt for de Kæmper haarde,
Og Hjertet var med ham paa Val,
Og Haand sad fast om Kaarde,
Og trindt i Sal det høit gienlød:
Saa spænde Kæmper Belte!
Og Kvinders Kind blev luerød,
Hvis Mænd var af de Helte;
Og Pigen fiin, saa bange, blye,
Som bæved for det Vaabengny,
Hvor Blodet saa var rundet,
Dog tænkde: hvilken Ungersvend,
Der slig en Priis af Sangens Ven
Paa Valen havde vundet!
Der var slet Ingen i den Sal,
Som lasted Skjaldens Tunge,
Om end han meget saae paa Val,
Som ei han hørde sjunge;
Men fik han Blik og Mund til Kvad,
Da sang han, hvis han kunde,
End bedre om det Birtingsbad
Og Fjendens Gang til Grunde.
433 Her sidder jeg i eensom Vraa,
Er neppe Skjald at nævne;
At see, hvad Panden støder paa,
Er al min Skue-Evne.

Som Stodder jeg til Verden kom,
Jeg ei et Straasbred aatte
I Borgen, Harper tone om,
I Skjaldes Gylden-Slotte.

En Pose kun og Bettelstav
I Vuggen mig blev givet,
Med dem jeg Stodder til min Grav
Mig tigger giennem Livet.

Jeg gaaer omkring fra Dør til Dør,
Og banker paa med Staven,
Og helst, hvor jeg har været før,
Der undes bedst mig Gaven.

Jeg gaaer til Hytte og til Slot,
Til Kroe og Krambod ikke,
Skal der mig times noget Godt,
De maae i Gruset ligge.

Jeg gaaer ei blot til Bur og Sal,
Hvor Levende er inde,
Jeg gaaer til Høi og Kæmpe-Val,
Og seer, hvad jeg kan finde.

Saa sætter jeg mig tankefuld
Paa Fædres Minde-Stene,
At skille Sølv og Guld fra Muld
Og Frændeting forene.

Saa pønser, grunder jeg derpaa,
Et Seierværk at bygge,
Som Timer vise kan og slaae,
Og spille hver sit Stykke.

Jeg smelter, støber, som jeg kan,
I Former, som jeg finder,
Jeg bygger, som jeg har Forstand,
Som Time-Glasset rinder.

434

Jeg støber Klokker, mange, smaa,
Og lader Stav dem røre,
Og prøver, om de ret kan slaae,
Saa Timen jeg kan høre.

De Klokker skulde Timer slaae,
Ei Tal, som Bud kun bringe,
Til Kald i Vang de skulde gaae,
Som Kirke-Klokker ringe.

Derfor hver Klokke støbes maae
Alt paa sin egen Maade,
Ja, Timen selv, som den skal slaae,
Maae og for Klokken raade.

Hver Times Aand, hvor saa han boer,
Man maae med Flid oplede,
Opfange Lyden af hans Ord,
Om Klokke-Malm ham bede.

Til slig en møisom Stoddergang
Jeg Posen fik og Staven;
Men Veien er mig alt for lang,
Thi den gaaer over Graven.

Thi gaaer jeg kun, saavidt jeg kan,
Og langt er det vel ikke;
Men Kort er langt for stakket Mand,
Hver i sit Maal sig skikke!

Hvad ei gaaer op i Nor og Dan,
Det veed jeg ei at skatte;
Ja, det gaaer over min Forstand,
Hvad Nor og Dan kan fatte.

Vel har jeg lyttet mangen Gang
Til Fædre-Aanders Tale,
Annammet Malm til Efterklang
I deres høie Sale;

Men ingenlunde er det let,
At høre ret og svare,
Saa Aander efter Klokke-Slæt
I Kvæld sig aabenbare.

435

Jeg hører som en fremmed Giæst,
Og støber midt i Støvet,
Og naar det lykkes allerbedst,
Gaaer meget dog i Løbet.

Dog, Aand paa Jord er altid Giæst,
Og Skjalden saae i Støvet,
Og naar han skued allerbedst,
Saa var dog Synet sløvet.

Naar Aander hørde Skjaldens Sang,
Som svæved i det Høie,
De savned vist den rene Klang,
Det klare, sikkre Øie.

Naar Skjalden sang, hvad Aanden saae,
Til Frænders Gavn og Glæde,
Da tænkde hver en Muldvarp saa:
De lyve kiønt, som kvæde.

Hvis Aander høit i Stjernevang
Fik Klokken min at høre,
Da skurrede dens Efterklang
Og i det fine Øre.

Jeg mener vel, mit Klokkespil
Kan Frænde-Hjerter røre,
Men hver en Muldvarp sige vil,
De ikkun Bjeider høre.

Vort Kiød er Høe og vorder Muld,
Det Ord kan aldrig svige,
Og Kiødets Værk, som Kiødets Kuld,
Det vorder Muld tillige.

Derfor da og i Tidens Grav
Er Fædre-Muld for Haanden,
Hvori man røre kan med Stav,
Og sige: det er Aanden.

I Muldet ligger mangt et Sværd,
Med Spyd og Spore-Kringle,
Og naar dem Staven kommer nær,
Det rasle kan og ringle.

436

Naar Muldvarp hører slig en Lyd,
Den raaber: det er Aanden,
Og det er Fædre-Aandens Dyd,
At den er nær ved Haanden.

Det har vi hørt saamangen Gang,
Saa man kan sagtens vide,
At mine Klokkers Efterklang
Kan ingen Muldvarp lide.

Kun Fædres Aand, ei Fædres Muld,
I Klangen er at høre,
Og ingen Sjæl af Muldvarp-Kuld
For Aandens Røst har Øre.

Det er kun Lyden af mit Støv,
Mit Tungeslag de nemme,
Og hviske saa, som Døv til Døv:
Det er hans egen Stemme 1.

Nu vel! jeg kan i Aanden gaae
Til Fædre-Aanders Sale
Med Bettelstav og banke paa
Og tigge deres Tale.

Men at gaae ud af eget Skind
Og boe i Fædres Grave,
Dertil jeg har slet ikke Sind,
Det maae en Muldvarp have.

Kun Fædres Aand, saa vennehuld,
Mig hjelper til at sjunge,
Men tog i Mund jeg Fædres Muld,
Da bundet var min Tunge.

At rasle med det Muld i Mund,
Det faaer man Gienlyd kalde,
Men Gienlyd dog af Muldet kun,
Og ei af Oldtids Skjalde.

* 437

Det stander fast i min Forstand,
Derfra mig ingen rokker,
Og trøstig da, saa godt jeg kan,
Jeg støber mine Klokker.

Lad Dannemarks og Norges Aand
I Spot kun min man kalde
Jeg skiærer dog for Tungebaand
De gamle, vakkre Skjalde.

Man stjæle Æren kun for Sang
Til mig fra gamle Skjalde!
Mit Kvad sig selv en Efterklang
Skal lige ærlig kalde.

Ja, I, som har min tørre Stav
Til frugtbar Kvist oplivet!
Hvad var jeg vel, hvis jeg fortav,
At I mig Aand har givet!

Hvad var jeg, hvis kun Ordets Muld
Jeg eder trædsk tilregned,
Og eders Aand og ægte Guld
Mig selv som Rov tilegned!

For Verden blev da Æren min,
Og Skam fik I til Takke,
Men naar saa hver fik Lønnen sin,
Fik Skam jeg paa min Nakke.

Jeg er ei Skjald, ei heel, ei halv,
Det vil jeg høit erklære,
Jeg pløier med de Gamles Kalv,
Der ligger al min Ære.

Mit Kvad er kun en Efterklang
Af Fædres Kæmpevise,
Og derfor strækker kun min Sang
Til Fædrene at prise.

438

Paaske-Lilien.1

Siig mig, Blomst! hvad vilst du her!
Bonde-Blomst fra Landsbye-Have,
Uden Duft og Pragt og Skiær
Hvem est du velkommen Gave!
Hvem mon, tænker do, har Lyst
Dig at trykke ømt til Bryst!
Mener du, en Fugl tør vove
Sang om dig i Danmarks Skove!

Mener du, om Harpestræng
End jeg slog med dig for Øie,
Nogen vil, fra Blomster-Eng,
Øret til de Toner bøie!
Veedst du ei, at her i Havn
Est du kun et Øgenavn2!
Mener du, at jeg har Vilje
Til at nævnes Paaske-Lilje!

Ja, du veedst, til hvem du kom;
Vær velkommen, Paaske-Minde!
Du mit Hjertes Helligdom
Aldrig skal tillukket finde;
Tone skal, med Høitidsklang,
Over dig min bedste Sang,
Tone skal den i min Hytte,
Døve sig, hvem ei vil lytte!

Lever op i Sind og Hu!
Stander op af eders Grave!
Barne-Dage! følger nu
Med mig ud i Faders Have!
Lad mig under Paaske-Sang,
Kirke-Klokkens Høitids-Klang,
Blomsten til mit Hjerte trykke,
Bryst og Hoved med den smykke!

* * 439

Vinter-Blomst! du melder Vaar;
Fold dig ud i stille Kammer!
Ved Guds Værk og egne Kaar
Sig kun Verdens Daare skammer.
Spotter kun min ringe Dragt,
Uden Glands og Farve-Pragt!
Selv jeg paa den sorte Tilje
Nævner mig en Paaske-Lilje.

Ei i liflig Sommer-Luft
Spired jeg paa Blomster-Stade,
Ei saa fik jeg Rosens Duft,
Ikke Liljens Sølver-Blade;
Under Vinter-Storm og Regn
Sprang jeg frem i golde Egn,
Ved mit Syn kun den sig fryder,
Som har kiær, hvad jeg betyder.

Bondeblomst! men er det sandt!
Har vi Noget at betyde!
Er vor Prædiken ei Tant!
Kan de Døde Graven bryde!
Stod Han op, som Ordet gaaer!
Mon hans Ord igien opstaaer!
Springer klart, af gule Lagen,
Livet frem med Paaske-Dagen!

Kan de Døde ei opstaae,
Intet har vi at betyde,
Visne maae vi brat i Vraa,
Ingen Have skal vi pryde.
Glemmes skal vi under Muld,
Vil ei Voxet underfuld
Smelte, støbes i det Dunkle
Og som Lys paa Graven funkle.

Paaske-Blomst! en Draabe stærk
Drak jeg af dit gule Bæger,
Og, som ved et Underværk,
Den mig hæver, vederkvæger;
440 Svane-Vinge, Svane-Sang
Synes mig af den udsprang;
Vaagnende jeg seer de Døde
I en Paaske-Morgen-Røde.

Sværmer jeg! ja, sværmer du,
Saga! over Tidens Bølger!
Dig det var, jeg kom ihu,
Flyver kun, naar dig jeg følger.

Dronning over Gravens Folk!
Est ei du de Dødes Tolk!
Jo, og hvis de ei opvækkes,
Skal med Spee dit Spiir og brækkes.

Har du ei din Borg saa bold
Under sorte Marmel-Tilje!
Fører selv ei i dit Skjold
Du den gule Paaske-Lilje!
Ligger ei din Glands, dit Guld
Og din Fjederham i Muld!
Kan ei brat de Graven bryde,
Intet har du at betyde.

Hvis sig over denne Nat
Ei en Paaske-Morgen hæver,
Som et Gienfærd, tomt og mat,
Over Gravene du svæver.
Snart da skal Afgrundens Trold
Kløve kiæk dit Arelds-Skjold,
Mane dig, med al din Længsel,
Ned i evigt Mørkes Fængsel.

Svæv da over Tidens Hav
Did, hvor Stenen Lyset dølger!
Svæv til Herrens lukte Grav!
Jeg med Tro og Haab dig følger.
Lad os der ved Klippens Fod
See, om Herren ei opstod!
See vi ham i Glands opstige,
O! da kommer vist Hans Rige.

441

[Den hellige Grav.]

Tiberinus1.

Hu! Hu! det var en Post, jeg havde der!
Om jeg saa kunde blive rig som Crassus,
Saa stod jeg der dog ingen Time til.
Hvad i al Verden skal og det betyde,
At sætte Folk paa Vagt for ingen Ting,
For døde Legenier og Galge-Bakker!
I leer; ja, ja, I skulde bare seet,
Hvordan det blussed, gnistrede i Luften;
I skulde prøve, hvad det er at staae
Saa mutters ene, som man stod paa Gløder,
Og saa at høre, hu! derhenne fra,
Hvor Korset staaer, hvordan det hyler.
Der kommer Tacitus, spørg ham kun ad!
Han, veed I dog, er ikke let at skræmme;
Men jeg tør vædde, han har ogsaa havt
Sit Mod behov for ei at smøre Hæle.

Alle.

Hei! hør dog, Tacitus! kom lidt herhen!

Tacitus2.

Hvad Nyt! hvad Galskab er der nu paa Færde?

Rufus3.

Ih! Splinternyt, reent nybagt Spøgerie;
Den arme Tiberinus vil besvime;
En ildrød Drage, som en Elephant,
Har taget ham med Snabelen ved Næsen;
Kom, vil du see, hvor den er rød endnu,
Og tænk kun ikke, det er af Falerner!
Ja, hør nu meer! han vilde løbet bort,
Men drattede saa lige ned i Orcus,
Og hørde der livagtig Tantalus,
Hvordan brøled med den tørre Tunge,
Til Gru og Gysen for en tørstig Sjæl.

Tacitus.

Ja saa! saa det var, hvad I vilde!
Jeg trænger ellers ikke til at lee.

* * * 442
Tiberinus.

Ja, Rufus, veed du nok, er stærk i Munden,
Han er saa stor en Helt i Eventyr,
Som Bachus neppe var det i Bedrifter.
Men dog, alvorlig talt, har ingen Ting
Mødt dig i Nat, som du maa undres over!

Tacitus.

Dertil kan svares baade nei og ja,
Men her om slige Ting jeg helst vil tie.

Tiberinus.

Saae du da ei de sære Himmelblus,
Og hørde du ei Hylet under Korset!

Tacitus.

Paa ingen Maade, tvertimod . .

Høvedsmanden.

Ret saa!
Det kan jeg lide, Tacitus! jeg hører,
At Tiberinus har havt Nattesyn;
Hans Lykke da, at ei i kolde Drømme
Han vaagned op, som sagtens vilde skeet,
Hvis under Synet jeg ham havde truffet.

En Pharisæer.

Siig ikke det! det var just ei saa sært,
Om noget Underligt ham har begegnet.
Er det saa sært, om endnu denne Nat
De onde Aander tykt om Graven sværme!
Har han ei sagt, han atter vil opstaae,
Og er det Under, de vil os forfærde!
Nei, mere underligt det synes mig,
Hvis ei endnu, før Morgenen frembryder,
De kogle saa, at, var ei Gud med os,
Det ei var sært, om vi fra Graven flydde.

Høvedsmanden.

Ja, du kanskee, men Romere dog ei;
Thi, seer du vel, vi romerske Soldater,
443 Vi er ei bange for vor egen Skygge,
Og andet er jo intet Koglespil.
Det veed da sagtens ogsaa Nattens Aander,
Thi ellers var de dummere end vi,
Og du skal see, de ta'r sig nok i Vare
For at besøge Romere paa Post.
Hvis ikke, seer du, har jeg her en Klinge,
Som er indviet paa en Isisfest;
Den beed paa Tydskere som Smør og Kage,
Og haardere er sikkert ingen Aand;
Kan slige Vaaben ei paa Aander fæste,
Saa er det Sagen, de er Veir og Vind,
Og Veir og Vind kan man vel ikke kløve,
Men ganske rolig lee og blæse ad;
Det kalde vi at sætte Blæst mod Blæst,
Og lige Børn de lege altid bedst.

Pharisæeren.

Du er en Spotter, kiender ei vor Lov,
Og har ei seet den Kogler, mens han leved.
Jeg vilde ønske, du kun eengang saae,
Hvad jeg har seet for tit i mine Dage!
Seet Krøblinger, ja, seet dem mange Aar,
Før denne Kogler end var født til Verden,
Seet Blinde, Døve, som jeg leged med,
Mens de var Børn, og som jeg tog ved Næsen,
For ret at vide, om de ikke løi,
Dem har jeg seet helbredes af den Kogler,
Dem har jeg seet ham spytte, blæse paa,
Saa Stæren faldt, som Skiæl, fra deres Øine,
Saa Ordene fløi ind at lukde Dørre.
Ja, jeg har seet, hvad jeg maa grue for,
Saa Haarene sig reise paa mit Hoved,
Hvergang jeg tænker paa, hvad jeg har seet.
Der var en Mand, det var min egen Frænde,
En riig og fornem og gudfrygtig Mand,
Men som af Kogleren sig lod forblinde.
Han bliver syg og døer; jeg saae ham døe;
To Søstre havde han, to fromme Kvinder,
Godtroende, som Kvindfolk pleier van,
Og Kogleren med Liv og Sjæl hengivne;
De sendte Bud, da Broderen blev syg;
444 Men der kom Ingen, og, med Sorg i Sinde,
Det glæded mig for Guds og Sandheds Skyld.
See, denne Sygdom, den er dog hans Mester,
Og altsaa er det andet Koglerie,
Thi for Guds Søn er ingen Ting umulig,
Saa tænkde jeg, og saae ham døe, som sagt;
Og da jeg havde først paa alle Maader
Derom forvisset mig, at han var død,
Saa tænkde jeg, det kan dog aldrig skade,
For Visheds Skyld, nu med en Knappenaal
At prikke lidt i Nakke og i Hjerte;
Thi man har seet saa mange sære Ting,
At selv det Særeste man knap forsværger.
Som sagt, saa gjort, jeg turde svoret paa,
At dødere kom ingen Mand i Graven.
Ei dermed nok, hver Morgen tidlig gik
Jeg ud til Hulen, lettede ved Stenen,
Og fjerde Morgen lugtede jeg Liig.
Lad Kogleren i Herrens Navn nu komme,
Jo før, jo heller! her er Leilighed
Til at bevise, han var ingen Praler,
Dengang han roste af, at han, som Gud,
Kan giøre levende og vække Døde.
Men see! hvad skeer! den samme Formiddag
Med eet man hører: Mestren, Jesus kommer!
Jeg var den Første, kan I sagtens troe,
Som skyndte mig at komme ham i Møde;
Vi vare mange; alle gad vi seet,
Hvordan han Søstrene nu vilde trøste,
Og snoe sig fra det svære Underværk.
Han gik til Graven med den hele Skare;
Ja, alt som bedst han gik, han brast i Graad,
Og da der mumledes: en Blindføds Læge,
Man skulde tænkt, dog kunde alle Ting,
Da hulked han, og alt jeg loe i Hjertet,
Og takked Gud, som blotted hans Bidrag.
Men see! med Eet han bad os aabne Graven;
Jeg selv var med at vælte Stenen fra;
Da nævned Kogleren med Kraft den Døde,
Og raabte derpaa tordnende: kom ud!
Og see! han kom! ja, ikke det alene,
Men han gik hjem, og lever nu som før;
445 Jeg selv har ædt og drukket med den Døde.
Nu maae I dømme, om det er saa sært,
At jeg kan frygte end for Allehaande.
Nei, sad paa Stenen ikke dette Seigl,
Ben Stores Seigl, som haver alt at raade,
Det Seigl, som binder hver en Luftens Aand,
Som Salomon, den Viseste, opdaged,
Da ei jeg stolede paa Kors og Sværd,
Thi meer end døe man kan jo ei paa Korset,
Og jeg har seet en steendød Mand opstaae.

Høvedsmanden.

Det passer godt til slig en bælmørk Nat,
Det Eventyr, du havde at fortælle;
Thi neppe tro'r jeg, du ved Dagens Lys,
Naar dig en Romer stirred stivt i Øiet,
End skulde vove at gientage Sligt,
Hvortil kun Svaret er: det troer en Jøde.
Om Natten, det er sandt, naar man er sløv
Og sat paa Narrevagt for raadne Jøder,
Da kan man ikke lee ad slig en Løgn;
Men ærgre sig, det kan og maa en Romer,
Som veed, hvad der kan skee og ikke skee,
Som traadte Børne-Skoene i Viisdoms Skole,
Hos Cicero, Horats, Ovid, Virgil,
Og lærde Overtroen at foragte,
Men lærde ogsaa, hvad i fordum Tid,
Hvad den endnu paa Pøbelen kan virke.
Var, gamle Graaskiæg! det kanskee din Agt,
At prøve, om en Romer kunde bæve,
Da skulde du kun hvisket det til mig,
Ei raabt det ud for hele Vagtens Øren;
Thi mellem mange kan vel findes een,
Ja, mellem alle tør vel findes mange,
Som, selv i Feldten, har end ei udsvedt,
Hvad de indsugede med Moder-Melken.
Det gaaer med Overtro som anden Sot,
Den flyver paa, som Ørnen paa sit Bytte,
Men kryber seent som Sneglen af sit Huus;
End maae Aarhundreder vel gaae og komme,
Før Lampen, som de vise Mænd har tændt,
Udskinnende fra deres snevre Kammer,
446 Bestraale kan den hele Jordens Kreds;
Ja, hvem tør sige, at selv nogensinde
Dens Skin oplyse kan en Jødepræst!
Et Folk, hos hvem mod Lyset sig forene
Haardnakket Dumhed og forvorpen List!
Det var ei godt, om alle Dyr blev kloge;
Eet Rom er nok til Viisdoms Fædreland;
Det samme Rom skal Verden evig styre.
Det er vel saa, med Ingen Rom kan dele,
Det har forenet alles Overtroe,
For med sin Viisdom Alles Tro at fælde;
Hvi skulde nu vel, paa sin Dronningstoel,
Det noget Folk sit Feieskarn misunde!
Giør I kun Guder frit som dumme Børn,
Naar Børn og Guder hylde Romas Ørn!
Men tænk kun ei, du binde kan en Romer
Paa Ærmet slig en tosset Jødeløgn,
Hvis Mage knap selv Vanvid har opspundet!
Var du kanskee i Ledtog med ham selv,
Den Gud, som kunde blæse Liv i Døde,
Men ikke holde Livet i sig selv,
Da han blev nagelfast i Romer-Hænder!
Saa skulde Sagnet os vel kyse bort,
Saa du fik Raaderum, og os i Lommen,
Som Vidner om et saadant Underværk,
Som det, du giorde med din syge Frænde:
At putte levende ham i sin Grav,
For at opvække ham igien af Døde.
Det er da godt, at han, som ligger der,
Er død paa romersk, og at i hans Side
Er prikket med en romersk Knappenaal;
Han skal vist ikke gaae igien der hjemme,
Og æde Paaske-Lammet fra de Smaa.
Men Enden bliver nok, at vi maa hielpe
Jer allesammen til at døe tilgavns;
Thi Landet har Dagtyve nok at føde,
Og vil de Døde da nu ogsaa æde med,
Da faae en Hungersnød vi, som er ægte.
Det gaaet har i Verden før saa galt,
At for at leve man har ædt de Døde,
Men her fik Piben da en anden Lyd,
Her levende de Døde aad os op.

447
Pharisæeren.

Ja, spot kun du! det kan jeg sagtens taale;
Du er saa ung endnu i denne Egn,
At kiæk du blæse tør ad Underværker.
Bie, til engang du først faaer et at see!
Da skal du mærke, her til Lands er Luften
Imellem noget tung at blæse bort;
Jeg i det Mindste veed, jeg har en Lunge,
Saa knap en bedre findes skal i Rom,
Og jeg har blæst af alle Livsens Kræfter,
Men end ei lært at blæse Aander bort.
Det lykkes sikkert heller ikke ofte;
Thi skal det lykkes, maa man blæse til,
Og bliver derved sagtens saa forpustet,
At man har ingen Lyst at blæse meer;
Kort sagt: man taber udentvivl ved Legen,
Og blæser bort af Aander kun sin egen.
Dog, det er sandt, han, som nu ligger der,
Han kunde blæse, saa det kunde frugte;
Men han forblæste sig dog og tilsidst,
Og du kan troe, jeg heller laae i Hullet,
End saae ham komme atter ud deraf;
Thi, staaer han op, som han saa vist har lovet,
Da med min Mester jeg en Dyst har vovet,
Kan han faae Aande, da er jeg blæst ud,
Da er jeg Djævel, og da er han Gud.

Rufus.

Hvad Pokker, Kamerad! du leer jo ikke!
Du staaer og maaber, som en Isis-Præst,
Naar borte er den hellige Osiris.
Græd du kun ikke! han er vel forvart,
Han er i Convolut og godt forseiglet.
Ved Jupiter, man skulde hardtad troe,
Den Jøde har en Blæsebælg af Lunge,
Som selv Vulcanus ei har Mage til;
Thi, see engang! har ei hans Kælling-Sladder
Blæst Marven ud af Tacitus: en Karl,
Som, hvor vi andre stønnede af Hede,
Har blæst sig kold og Tydskere omkuld!
Hvad? kvalmer Patten dig endnu om Hjertet!
Og mener du, om Jupiter fik Lyst
448 Igien at gaae paa Eventyr hernede,
At da han kom til dette Jødepak,
Og ei til Rom, hvor vore Vestalinder
Har ventet paa ham snart i tusend Aar!

Tacitus.

Hold Mund, Ordgyder! har du seet mig kold,
Hvor du og Fleer fik Klemmelser af Hede,
Saa viid, at bli' r jeg heed, hvor du er kold,
Har Heden vel sin gode Grund som Kulden!
Naar jeg skal varmes, vil der Noget til,
Som selv er varmt, og det er ikke Staalet,
Og det var heller ikke Jødens Ord;
Men see! i Fredags, da vi kom til Byen,
Da var det mørkt, omtrent som det er nu,
Og Jorden rystede, som I vel huske;
Det var kanskee en ret naturlig Ting;
Men da det dog kun skeer engang imellem,
Er det dog ikke just som Nat og Dag,
Og naar man først har spyttet Patten ud,
Og vil ei giøre sig gemeen med Fæet,
Saa bliver man ved Sligt alvorlig stemt,
Og mindes om en Magt, man ei kan trodse,
Om og man Gud og Keiser var i Rom.
I slig en Stemning mødte jeg paa Gaden,
Just som det stille blev og lyst igien,
En Høvedsmand, som end fra Rom mig kiendte.
Jeg hilsde ham, det er en gammel Dreng,
Som saae, hvad vore Fædre os fortalde,
En Romer, som man nu kun finder faa,
Saa ærlig, sanddru, Guderne hengiven,
Som Oldtids Fabier og Cato selv.
Han kom fra Korset, hvor den Fromme døde,
Hvis Liig vi vogte her ved Nattetid;
Han sagde: Tacitus! en Strøm af Taarer
Nedrandt i Skrammerne paa Heltens Kind,
Han sagde: Tacitus! nu er jeg gammel,
Og meget hørde jeg fra fordum Tid;
Men jeg har seet et Syn i disse Timer,
Som sikkert Ingen har seet Mage til,
Og som i Døden selv jeg neppe glemmer.
449 Jeg saae paa Korset en Uskyldig døe,
Uskyldig, ei som du og jeg kan være,
Uskyldige i Vold og Rov og Mord;
Nei, nei, uskyldig var han som den Spæde,
Og kiæk som Helten, kiærlig som en Kvinde,
Og viis som Ingen, kaldte sig Guds Søn,
Og hvis han løi, da maa og Sandhed lyve;
Ja, jeg har seet en Halvgud lide, døe.
Jeg saae en Røver hænge ved hans Side,
Hvis Hjerte smelted i Hans Guddoms-Glands,
Som angergiven løftede sit Øie,
Og tigged Naade af en halvdød Mand:
Bad ham, der hængde som en grov Misdæder,
I Riget Hans at komme sig ihu.
O, Tacitus! mit Haar blev graat med Ære,
Med hvad i Rom man kalder saa, og Dyd;
Men nu misundte jeg den arme Røver
Hans Skam, hans Straf, Halvgudens Naades-Ord;
Thi kan du tænke dig en Guddom smile,
Da see ham smilende paa Korsets Træ!
Og hør ham trøste en bodfærdig Røver!
Ja, hør ham sige med en Guddoms Røst,
Saa fast bestemt, saa smeltende, saa myndig:
Ja sandelig, jeg siger dig, i Dag
Du være skal med mig i Paradiis!
Hvad Paradiset er, det veed jeg ikke;
Men det jeg veed, at, var det sagt til mig,
Da turde jeg i Fred mit Hoved bøie,
Som han det bøiede i Dødens Stund,
Min Aand befale i Hans Guddoms-Hænder,
Som i sin Faders høit han sin befoel;
Og hvad man om Elysium har sjunget,
Er Skygge kun imod hans Paradiis,
Det følde jeg, da Tonen giennembæved
Mit Inderste med sød og navnløs Fryd.
Nu er han død, men gid min Sjæl maa leve,
Saa vist som han er nu i Paradiis!
Da vil jeg døe i Morgen for at leve.
Han kaldtes Jesus, glem det ei! Farvel!
Det var en Romers Ord, netop de samme,
Thi slige Ord man hører ei saa tit,
At man deraf en Stavelse vil glemme;
450 Ei heller let man lægger noget til,
Naar mageløst er Sagnet, som man hører.
At der engang skal lægges noget til,
Det maa enhver, som hører det, vel føle;
Men der maae andre Tunger til end min,
Om Sagnet her skal løbe foran Synet.
Hiin skumle Jøde, med det røde Skiæg,
Fortalde noget, som han selv ei digted,
Fortalde Sagn, der, ei som Eventyr,
Er hørt engang fra nogen Digters Harpe;
Ja skildred saa, med falsk og fjendtlig Hu,
Den nu Hensovne, at man vel maa lytte,
Og ønske sig et tusind Øren til
Og tusind Tunger, som kan Sligt fortælle.
Han vilde skildret os saa ful en Trold,
Som end i Verden vel har aldrig vandret;
Men han tog Feil, og skildred os en Gud,
Hvis Lige ingen Digter har besjunget;
Og her er Lysten til at ville lyve
Just Borgen for, at hvert et Ord var sandt.
Har da nu han, som gav de Blinde Synet,
De Døve Hørelsen og Liget Liv,
Har Han forkyndt, at han vil end opstaae,
Da tør mit Liv jeg vove frit derpaa.
Enhver som kan, og tør og vil, han lee!
Men jeg vil græde, grunde, haabe, see.

Høvedsmanden.

Din fromme Nar! en ellers vakker Gut,
Som gierne maatte have tusind Brødre,
I hvilken Hær jeg end var Høvding for.
Hvor kan dog du, som ellers er forstandig,
Slaae Lid til Pølsesnak og Overtroe!
Den gamle Tullius! hvem vil ham laste!
Han er en tapper, ærlig og sandfærdig Mand,
Men altid, som man veed, lidt overtroisk,
Og gaaer kanskee endog i Barndom nu.
Seer du! det kan jo meget gierne være,
At Jesus var en viis, gudfrygtig Mand,
Saadan som der kan findes mellem Jøder,
Naturligviis med megen Overtroe.
451 Pilatus selv har sagt, han var uskyldig,
Men havde lagt sig ud med somme Folk,
Der allevegne er en Pestilentse:
Med Præsteskabet, som giør Folket galt,
Og lider ei, man kiger dem i Kortet;
Og, for at undgaae Oprør, blev han dømt,
Den Enkelte opofret for det Hele.
Han var veltalende og overdreven stræng
I Liv og Lære, som en Stoiker;
Men Nykker har jo gierne slige Folk;
Det havde jo selv Socrates og Plato;
Han havde bildt sig ind, han var Guds Søn,
Og meende derved at faae Magt med Folket,
Sin Lærdom anseet for et Guddoms-Ord;
Han havde god Forstand paa Medicinen,
Og giorde mangen sælsom Under-Cur,
Imellem giorde han vel ogsaa Finter
For ret at give sig et Guddoms-Skin;
Og Jøder, veed man, er just i Physiken
Ei slet saa stærke som i Religion.
Man seer da let, han var en from Bedrager,
Al Ære værd imellem sligt et Folk;
Og at saa kiækt han holdt sig til det Sidste,
Det vilde gjort ham Ære selv i Rom.
Velan! han var en jødisk Socrates,
Som vilde ei i Dødens Stund forsage,
Vanære sig, sin Lærdoms Virkning svække,
Et daadfuldt Liv forspilde i sin Død.
End veed jeg ei, om han har skrevet Bøger;
Men, hvis saa er, jeg lære vil Ebraisk,
For dog at see, om det er værd at læse;
Og finder jeg, at der er noget Nyt,
Saa oversætter jeg kanskee hans Skrifter,
Om ikke ganske, saa dog udtogsviis,
Saa man i Rom, hvad man vist ikke venter,
Kan støde paa en jødisk Philosoph:
En Anacharsis af en anden Skuffe,
Som er kanskee halvanden Gang saa klog.
See, det er, hvad jeg veed, og hvad jeg tænker
Om ham, vi her skal staae og passe paa;
Endskiøndt det har vel sagtens ingen Fare,
Thi uden Liv man løber ikke langt.
452 Det er en Misforstand, som man kan tænke;
Han har, i sit poetisk stærke Sprog,
Vel sagt, at om de end ham flaadde,
Saa skulde han dog nok staae op igien,
Og ringe for de gamle Slynglers Øren.
Han meende nu naturligviis sin Aand,
Sit Ord, kort sagt, den djærve Sandhed,
Som vinder nok, om end det vorder seent;
Nu har Samvittigheden slaaet Pakket,
Dengang tilsidst de fik ham piint ihjel;
Indbildnings-Kraften var da strax tilrede,
Og viste ham lyslevende igien.
See, det er Tingen; thi jeg vil ei tænke,
At han, saa klog, tillige var saa dum
At troe paa Gienfærd, saa det var hans Mening
At gaae igien og nakke Præsteskabet.
See, kan han det, saa lad ham længe nok!
For Gienfærd staaer jo ingen Vagt i Veien.
Men, Pharisæer! tag du dig i Agt!
Thi enten du er en gemeen Discipel
Af ham, der jo var lutter Ærlighed,
Hvad heller du er en af dem, han stødte,
Saa knækker Halsen han dog først paa dig.
Dog, Alvor talt! jeg finder det utroeligt,
At hans Disciple vil ham stjæle bort;
Thi enten Liget er her eller ikke,
Saa hører der jo ligemeget til
At bilde nogen ind, den Døde lever,
Og en særdeles Lyst til selv at døe
De maaite have, for hans Død at nægte,
Som snart man vilde dem bevise drøit.
Ja, kunde de faae Solen til at sortne
Paa andre Tider, end man veed i Rom,
Og kunde de faae Jorden til at ryste,
Saasnart de stampede med Troens Fod,
Det var en anden Sag; men det er Tingen,
At kunde de først det, de kunde meer;
Saa kunde de vel og opvække Døde;
Og vist er det, staaer Philosophen op,
En Skielm, der hænger eller slaaer ham mere!
Jeg kiønt mig bukker, naar han gaaer forbi,
Og det befaler jeg nu hele Vagten.

453
Tacitus.

Ja, Høvedsmand! det er altsammen godt.
I Ild og Vand jeg gaaer, naar du befaler;
Men hvad jeg troer, det er min Eiendom,
Som selv ei Keiseren mig kan fratage.
Alt, hvad du sagde om den Frommes Færd,
Bestyrker mig i, hvad du vilde rokke;
Thi sæt nu, jeg var klog og dydig nok
Til Alt, hvad der i Rom er galt, at rette,
Og, sæt, jeg ansaae for en afgjort Sag,
At det gik an, naar først det kunde lykkes,
At bilde Folket ind, jeg var Guds Søn,
Det kom dog aldrig over mine Læber;
Thi hvem der vil udrette noget Godt,
Kan ei begynde med at være Løgner,
Og den, der drømmer, at han er Guds Søn,
Er en hovmodig og en indbildsk Daare,
Som seer i Alting ikkun paa sig selv,
Giør ei, hvad Gud, men hvad ham selv behager,
Og vil forføre Folk til Overtroe.
Var altsaa Jesus ikkun from og dydig,
Da var han ogsaa sikkerlig Guds Søn.
Du leer ad Tegnene, han døde under;
Men, om end Mørket, som jeg gierne troer,
Kom frem for Solen paa sædvanlig Maade,
Saa er det dog en høist mærkværdig Ting,
At det just traf, og traf tillige sammen
Med sligt et Jordskiælv, netop ved hans Død.
Var han Guds Søn, da var det intet Under,
At Jord og Himmel grued for hans Død;
Men naar han var en mageløs Bedrager,
Da synes mig, det vilde været sært.
Men, seer du hist, hvor underligt det lysner!

Høvedsmanden.

Har du da aldrig før seet Morgengry!

Tacitus.

I Øster tit, men aldrig stik i Norden.

Høvedsmanden.

Ja, du har Ret, det er et Phænomen,
Som jeg optegne maa ved Dag og Time,
454 Berette heel omstændelig til Rom,
For at de Lærde kan os det forklare.
Vel har jeg læst det i en gammel Bog,
At der i Norden er en egen Lysning,
Men deels har jeg det holdt for Eventyr,
Og deels er vi nu alt for dybt i Synder,
Saavidt jeg skiønner, til det her at see.

Pharisæeren.

Pas paa! nu kommer det, jeg spaadde!
Nu giælder det, om I kan holde Stand.
Jeg gaaer min Vei, thi mine stakkels Øine
Kan ikke taale meer, end de har seet.
Hvad ikke Øiet seer, ei Hjertet saarer,
Og nægte kan man, hvad man ei har seet.
Jeg forud veed, at det er Koglerie,
Men ei, hvorvidt mit Øie kan forblindes;
Jeg min Samvittighed vil have frie,
Saa jeg kan nægte, hvad jeg ikke mindes.
Jeg troer paa Gud, ei paa den Korsets Mand,
Vi er Guds Sønner jo saavelsom han.

Tacitus.

Var han en Øienskalk og Dumrian,
Men ikkun da, du er en Søn som han.
Men, seer du, Høvedsmand! nu sankes Lyset,
Og vorder som en kiæmpehøi Gestalt!
See, hvor han nærmer sig, den Lynildsmand!
Alt bæver Jorden, ak! skal vi nu synke?
Hvad? staaer jeg ene! alle sank.
Miskund dig, Jesus! hvor du lever,
Som over Røveren paa Korsets Træ!
Jeg svimler, vakler; see, nu vælter
Den Lynildsmand jo Stenen bort!
O! Lys! o, Glands! o, nu opstaaer den Fromme!
Det tordner, ak! o, Gud! i Jesu Navn.

Gabriel.

Herren sig hæver,
Hedninger! bæver!
Griber til Vaaben!
Graven er aaben.
455 Stridsvante Knegte!
Staaer, hvis I mægte!
Styrter i Støvet!
Sværdet er døvet,
Skjoldet er flakt.

Engle-Chor.

Dragen er bundet,
Døden har mistet sin Brod,
Løven har vundet,
Liv er de Troendes Lod.

Menneske-Tunger!
Toner og sjunger
Med os i Chor!
Lyset og Livet
Løven har givet
Mørkladne Jord.

Vaagner, I Fromme!
Ugen er omme,
Natten er endt;
Lys var jer Længsel,
Sprænger jert Fængsel!
Lyset er tændt.

Dybt giennemgløde
Lyset de Døde,
Alt paa Guds Bud!
Brat sig forsamle
Been af de Gamle!
Christus er Gud.

Revner, I Stene!
Hvad tør formene
Livet sin Gang!
Gud er i Haven;
Ton nu fra Graven
Takkende Sang!

Lover, I Fromme,
Miskundheds Domme!
456 Vidner paa Jord!
Troer! I Slægter!
Trods ikkun nægter
Grav-Folkets Ord.

Store Forsoner,
Faderen liig!
Dybt alle Throner
Neie for dig!
Maanen og Solen
Neier for ham!
Straal nu i Stolen,
Gudvordne Lam!

Menneske-Sjæle!
Dybt I nedknæle
For det Guds Lam!
Han vilde bøde
For eders Brøde,
Bar eders Skam.

Ton nu fra Syden til Norden,
Ton over Jorden,
Frelserens hellige Navn!
Gienlyd fra Norden til Syden!
Hjerterne smelte i Lyden!
Mennesket leve i Frelserens Navn!
Jesus, den Rene,
Jesus, som ofred paa Korset sit Blod,
Jesus, som herlig af Graven opstod,
Jesus er Navnet, som ene
Kan give Hjerterne Fred: Faderens Fred.

Morgen-Røde!
Lys for de Døde!
Sjungende love vi dig.
Glade paa lyslette Vinge
Sjungende did vi os svinge,
Hvor du est Faderen liig.
457 Brudt er nu, Død, dine Vaaben;
Graven er aaben.
Sødt skal det klinge,
Tone i Himlen og troes paa Jord:
Jesus har sandet sit Ord,
Svang sig af Graven paa lyslette Vinge,
Som vi os svinge
Did, hvor han boer,
Høit over hellige Chor.
Tid! paa din Bølge
Talløse Tusinder følge
Kiækt i Hans Spor,
Svinge sig glade
Op til vort Stade,
Høit i det hellige Chor.
Derfor saa glade vi flyve herfra,
Sjunge med Jubel vort Halleluja,
Halleluja!
Af Døde opstod den Herre Christ,
Herre Christ,
Trods Gravens Baand og Satans List,
Halleluja!
Ton, Jord og Himmel, ton med os!
Halleluja!
Byd Graven Spot og Døden Trods!
Vær evig glad! og syng med os
Halleluja!

Gabriel
(til Vagten).

Flygter, I Helte!
Giemmer i Belte
Nu kun det blinkende Sværd!
Lysten I dæmpe
Til at bekiæmpe
Aanden, I trodsede her!
Gaaer og forkynder:
Hvem der er Synder,
Hvem der er Gud!

(til Kvinderne)

Blikket fra Jorden,
Op i det Biaa!
458 Jer skal i Norden
Lyset opgaae.
Ja tørrer, I Kvinder,
Kun Taare af Kinder!
Thi Herren er nær;
Ei, hvor de ham lagde,
Men der, hvor han sagde;
Kun Graven er her.
Opstanden fra Døde
Er Frelseren Christ,
Paa Veien I møde
Den Herre for vist.

Saga! ja, jeg saae det grandt,
Herlig stod han op af Døde,
Gav vort Haab en sikkert Pandt
Paa en Paaske-Morgen-Røde.
Hvad er Seigl og Sværd og Skjold
Mod den Herre kiæk og bold!
Avner kun, naar Han vil aande,
Han, som svor os Bod for Vaande.

Saga! kom da, lad os sjunge!
Trykke Liljen ømt til Bryst!
At og du har Fugle-Tunge,
Høre Verden i min Røst!
Bort med Klage, bort med Sorg!
Hæv dig høit, du Rosenborg,
Som skal huse Sagas Døde
I en Paaske-Morgen-Røde!

O! hvor est du mig dog kiær,
Bondeblomst fra Landsby-Have!
Meer end Rosen est du værd,
Paaske-Blomst paa Fædres Grave!
Du forkynder mig en Vaar,
Ja, et helligt Jubel-Aar,
Som hver ædel Blomst af Døde
Skal forklaret igienføde.

459

Naar det skeer, da skal man sande:
Du dit Lilje-Navn ei stjal;
Atter skal man plante, vande,
Pleie dig i høien Sal,
Glad man skal i Urtegaard
See den Blomst, som melder Vaar,
Minder om den Morgen-Røde,
Mennesket stod op af Døde.

Hviil da, Blomst! ved dette Bryst,
Som endnu dig barnlig mindes!
Deel med mig den søde Trøst:
Verdens Spot skal overvindes.
Kan vi her ei Dagen naae,
Da det Døde skal opstaae,
Nu, saa gaae vi glade heden
Og staae herlig op i Eden.

Dog, hvad siger jeg! opnaae?
Har ei jeg den Dag opnaaet!
Er, som en Kiærminde blaa,
Ikke Dødt i mig opstaaet!
Kalder Danmark mig ei Skjald,
Lytter til mit Tonefald!
Har ei Saga laant mig Tunge,
Saa og jeg som Fugl kan sjunge!

Har ei Saga rørt mit Øie,
Saa jeg kan i hendes Speil
Fortids Syner sammenføie,
Mærke dem med Sandheds Seigl!
Føler ei jeg i mit Bryst,
Hvordan, under salig Lyst,
Fædrene staae op derinde,
Vaagne i livsaligt Minde!

Vinter-Storm og Hagl og Regn
Suser, bruser over Jorden,
Men jeg stander som et Tegn
For en Blomster-Tid i Norden.
Nægte man mig med Foragt
Rosenduft og Sommerpragt!
Ligegodt, naar den jeg fryder,
Som har kiær, hvad jeg betyder!

460

Nytaars-Nat, (en Drøm)1.

Hvad seer jeg! saa silde!
Hvad skinner i Borgen
Med Straaler saa milde!
Hvad er det i Morgen?
Hvem leger paa Strænge,
Der klinge saa sødt!
Hvad livnes, som længe
I Hjertet var dødt!
Hvad seer jeg! bevæge
Sig Træerne hist!
Kan Stjernerne blege
Saa maie den Kvist!
Kan ældgamle Stamme
End dandse i Kvæld!
O, haver den Flamme,
O, haver den Væld
I Barmen forborgen,
Som livner og letter
Om Midvinters Nætter!
Hvad er det i Morgen?

Hvad seer jeg! hvad danner
Den yndige Gang!
Hvad varsler det Banner!
Hvad spaaer vel den Klang!
Hvad seer du, mit Øie!
See Rosenborgs Fløie!
De lue i Glands.
See, Porten staaer aaben!
See, Dannemarks Vaaben
Med Roser i Krands!
O, hvad mon dog heder
Den Fest, der bereder

* 461

Saa sært sig om Borgen!
Hvad er det i Morgen!

See nu, hvor sig samle
Gestalter i Gangen!
De synes mig gamle
Og høie i Rangen,
Thi Dannebrog findes
Saa mangen paa Bryst,
Og Hjertet vil mindes
Dem alle med Lyst;
Men Øiet maa sige,
At ei deres Lige
Paa Marken det saae.
O, tør jeg mig fryde?
Hvad skal det betyde,
At Kæmper opstaae!
Vel hørde jeg runge,
Fra Anglernes Tunge,
En gaadefuld Klang
I Kvad om de Døde,
Som Gravene brøde,
Mens Fuglene sang:
Om Skjold, der sig letted
I Mulde ved Stav
Og rank sig opretted,
I Lys af sin Grav,
Og bød sine Helte
At følge sig brat,
Med Sværd under Belte,
Om Midienat,
Og giæstede silde
Saa faver en Borg;
Men ak, det var ilde
Og spaaed kun Sorg,
Kun Mord og ei Gilde
Paa Fædrene-Borg!

Hvad seer jeg! hvem hæver
I Porten sig hist?
O, see, hvor nu bæver
Den blomstrende Kvist!
462 Ja, staaer for sin Dronning,
I ridderlig Pragt,
Ei Dannemarks Konning
Med Sværdet paa Vagt!
Ak, vist er der Fare;
See Kæmper i Skare
Med funklende Sværd!
Nu fort de fremskride;
Ak, mon de vil stride!
Hvad spaaer denne Færd!
Opstaae nu de Døde
For Borgen at øde!
O, Vee!
Tør længer jeg see!
Et Skridt, og de mødes;
Skal blomstre, skal ødes
Den herlige Borg!
Ak, Klangen hendaaner,
Og Himmelen graaner,
Ak, Angest! ak, Sorg!
Alt Maanen bag Skye!
Ak, Stjerner! I flye!
Saa luk dig, mit Øie!
Og suk mod det Høie,
Mit Hjerte, med Gru!
Udsuk dine Minder!
Thi intet mig binder
Til Fædrene nu;
Mit Haab er med Stjernen udslukt,
Vær Hjerte, som Øiet, tillukt!
Ak, Stjernen, jeg skued
Saa tit over Borgen,
Og rørdes og lued
Og leged med Sorgen,
Ak, den er nu slukket,
Forsvundet bag Skye!
Omsonst har jeg sukket
I Kvæld og i Grye!
Ak, Lygtemænd var det, som giøgled derude,
Hvor Stjernen mig syndes en Dag at bebude!
O, Vee!
O, siig mig! hvad er det i Morgen!
463 Ak, skal jeg da see
Kun Gruus, hvor jeg skuede Borgen!
Skal Dødninger spøge derude,
Hvor nyfødte Konger jeg saae!
Skal Natuglen trodse og tude,
Hvor jeg hørde Lærkerne slaae!
Ak! Speil af de henfarne Dage!
Min eneste Arv og min Trøst,
Hvis Billeder dæmped min Klage
Og gav mig blandt Sangerne Røst!
O, Speil, som jeg bær i min Barm!
Skal aldrig nu meer du mig fryde!
Skal over dig Staven jeg bryde!
Ak, bryde og knuse i Harm!

Hvorledes! hvad varmer mit Øie!
Hvi giøres mig Hjertet saa blødt!
Hvi banker det saa mod det Høie!
Hvad toner nu atter saa sødt!
O, det er ei Dødningers Lyd!
Oplad dig, mit Øie! o, Fryd!
O, see! har jeg sovet? hvorledes!
Det skinner, og Straalen udbredes,
See Gangene lysne i Glands
Og nedbyde Engle til Dands!
Hvordan? er det Nat! er det Morgen!
Hvad, Nat, nu da Sol stander op!
Og dog, en forunderlig Morgen!
Staaer Solen i Vester nu op!
O, Jubel! o, Fryd uden Mage!
Vær hilset, du Stjerne saa kiær!
I Speilet jeg Nætter og Dage
Har speidet din lønlige Færd;
Nu straaler du klar over Borgen,
Nu melder du Dagen i Morgen.

O Toner! I klinge
Vidunderlig sødt,
Sig hæver paa Vinge,
Hvad nys var som dødt.
Ei stilles, ei stædes
Jeg kan i min Vraa,
464 Hvor Dannemark glædes,
Der maa jeg og staae.
Stig, Kjortel,1 af Kisten!
Forvind nu din Sorg!
Nu vist for en Christen
Er Rum paa den Borg.
Er Døde derinde,
Det skader dog ei,
Thi Troe og Kiærminde
Skal sikkre min Vei.
O, hør! hvilken Glæde!
O! nu er det sandt;
Den Psalme de kvæde,
Den mindes jeg grandt.
Hvor saa det mon klinge,
Der spærrer man ei,
Med Bøsse for Bringe,
En Præstemand Vei.

Det var ved Midnats-Tide,
Men Stjernen straaled saa,
Som naar, fra Øster-Lide,
Man Solen seer opstaae.
Hvad har dog den Drøm at betyde!2

Jeg gik, med Bog og Minde,
Mig i den Abildgaard,
I vintergrønne Linde
Det sang, som Lærken slaaer.

Jeg gik til Borgens Sale,
Som, efter Fædres Skik,
I milde Morgen-Svale
Til Kirke fort man gik.

Paa hvide Malmer-Stene,
Der stod saa fiin en Vagt,
Med grønne Palme-Grene,
I gammel Ridder-Dragt.

* * 465

Siig! hvad har du i Sinde?
Saa klang en Stemme reen.
Jeg nævned Bog og Minde,
Da bøied sig hver Green.

I Gylden-Stykkes Klæder
Jeg Piger ni nu saae,
Som holdt i gyldne Kiæder
Tre Løver himmelblaa.

»O, hør mig, Piger milde!
»O, har I Thyra kiær,
»Drak I af hendes Kilde,
»I hemme ei min Færd!«

»Ja, elsker du vor Moder,
»Dig vides skal din Bøn;
»Gak ind og see vor Broder!
»See Thyras yngste Søn!«1

»Hvis Hjerter kun du prøver,
»Og har ei Thyra kiær,
»Da skiælv for vore Løver!
»De hemme flux din Færd.«

Jeg gik, som Præst til Kirke,
Som Lam de Løver laae,
Igiennem Danne-Virke
Tør Christendom vel gaae.

I Ridder-Salen Helte
Paa Rad jeg stande saae,
Med gyldne Sværd ved Belte
Og Kapper himmelblaa.

I Salen var for Oven
Alt som et Kirke-Chor,
Men hvælvet høit som Skoven,
Med gyldent Alter-Bord.

* 466

I Choret stod en Throne
Af Rav og Elfenbeen,
Paa Altret laae en Krone,
Alt som en Ædelsteen.

En Konge, breed om Hærde,
For Thronen herlig stod;
Kong Christian den Fjerde
I ham sig kiende lod.

Han stod med Kæmpe-Maalet,
Som hist ved høien Mast;
Men nu et Hierte straaled,
Hvor fordum Øiet brast.

I Kreds af Danne-Kvinder
En Vugge nu jeg saae,
Dens Kurv var af Kiærminder,
Saa lyse, himmelblaa.

Den var saa favr at skue,
Kiærminde-Kurven blaa,
Med grønne PalmeBue
Og gyldne Giænger smaa.

I Vuggen laa den Spæde
Paa hvide Roser blødt,
Han drømde vist om Glæde,
Han smiled englesødt

En alderstegen Frue
Ved Hoved-Giærdet sad,
Hun giennem Palme-Bue
Nedstirred moderglad.

Hil være Dronning Thyre!
Den prude Dane-Diis!
Hun stod for Danmarks Styre,
Hun avled Danmarks Priis!

Nu vaagnede den Spæde,
Slog op de Glugger blaa,
I hvilke Danmarks Glæde
Man blinke, tindre saae.

467

Kong Christian den Fjerde
Gik ti! den Blomster-Karm,
Nedbøied høien Hærde,
Tog Vuggen paa sin Arm.

Nu bøied Helte-Rækken
I Ring sig flux paa Stand,
Alt om et Døbe-Bækken
Med Konge-Kilde-Vand.

For Altret saae jeg stande
En Præstemand i Hvidt,
Med hvalvt og klaret Pande,
Med Aasyn kiækt og blidt.

Han axled Bispe-Kaaben
Med hvide Kors paa Rødt,
Gik saa med Bog til Daaben
Og smiled fromt og sødt.

Tilside veeg de alle,
Der han til Fonten gik,
Det var som Biskop Balle
Med blidt forklaret Blik.

Han læste sine Bønner
Af gyldne Alterbog,
For Danmarks Konge-Sønner
Han bad med Bibel-Sprog.

Ved Siden stod med Psalter
Bisp Thomas, vel bekiendt,
Sang Amen, som for Alter
I Himlen vel omtrent.

»Kong Christian, til Guds Ære
»I bærer Thyras Søn,
»Hvad Navn skal han nu bære
»Med Danmarks Krone skiøn!«

»Vil Gud, da Christjan-Frode
»Skal være Barnets Navn,
»En Christnet Frede-Gode
»Erstatter Danmarks Savn.«

468

»Jeg døber, Christjan-Frode!
»Dig i Guds Trilling-Navn
»Til Korsets Frede-Gode,
»Til Bod for Danmarks Savn.«

Nu klang i Sal en Stemme,
En smeltet Kæmpe-Røst;
Man kunde grandt fornemme,
Den tolked salig Trøst.

»O Frelser i det Høie!
»Velsignet være du!
»Nu klarer sig vort Øie,
»Thi du kom os i Hu.

»Hil være Biskop Balle!
»Den Ven af Skjoldung-Blod!
»Nu døbde han os alle
»I Frode Fredegod!«

Paa Vuggen under Thronen
En Skiærv nu lagde hver,
Der lagde Bispen Kronen,
Og Christjan Spir og Sværd.

En herlig Fadder-Gave
Og Thomas Kingo bar:
En Frugt af Yduns Have,
Rødmosset, fiin og klar.

Hans Moder gav ham Nøglen
Til Danne-Virkes Leed,
Hans Gudfar gav ham Bøilen
Med Hængelaas derved.

Han gav ham og det Øie,
Som græder Hjerte-Blod,
Naar ei paa Rigets Møie
Det meer kan raade Bod.

Kong Frederik den Anden
Ham gav det Vente-Brev
Paa Arving, som fra Stranden
Skiøn Havfru ham tilskrev.

469

Han gav ham og til Belte
Kiærminde-Krandsen blaa,
Som danske Adels-Helte
Ham bandt ved Svarteraa.

For kort til Danmarks Kiæmpe!
Sophie nynned mild
Og øgede, med Læmpe,
Et hundred Favne til1.

Hil være Anders Veile!
Saa hvisked jeg i Løn,
For Belte ei skal feile
Nu Danmarks Kongesøn.

Nu kom og med sin Gave
Kong Fredrik Præstelærd,
Det var kun Penne-Stave,
Men dog en Krone værd.

Kong Christjan Kirke-Grunder
Slet ikke sig forsov,
Men lagde Biblen under
Den danske Konge-Lov.

Nu Christjan Konge-Fader
Gav hid sin Rune-Stav:
»Mens den har Rum til Rader,
»Staae Søn ved Faders Grav!«

Nu kom den store Frue
Og rakde, nok saa mild,
Kong Alberts høie Hue,
Og hvad som hører til.

Ung Olav kom behænde
Med en Guld-Nøgel fiin,
Saavidt jeg kunde kiende,
Til Hellig Olavs Skriin.

* 470

Fru Dagmar, vil jeg sige,
Hun kom med Dannebrog,
Kong Waldemar hin Rige
Med gamle Sællands Logh.

Ham fulgde, uden Vaaben,
Bisp Absalon med Nyn,
Han kom med Silke-Kaaben,
Som skjulde Saar og Synd.

Dem fulgde Saxe Lange
Med Danmarks Slægtebog,
Med Danne-Kvindens Sange
Paa hendes Hjerte-Sprog.

Naar paa sin Bog man sover,
Man glemmer, den er fiin,
Og sætter Dansken over
Den fineste Latin.

Den Klerk han sov saalænge,
Han glemde sin Latin,
Lod Dansken have Giænge,
Gav Veiles Bog for sin.

I Sorrig som i Glæde
Gaae Daner Haand i Haand,
Den lever kun i Kiæde,
Som Hjerte har for Aand.

Saa ginge end de Frænder,
De Sønner af Kong Svend,
Med sammenlagde Hænder,
Som Pigen med sin Ven.

Kong Knud frembar den Psalter,
Som gav ham Helgen-Mod,
Der han for høien Alter
Udgiød sit Konge-Blod.

Den Broder ved hans Side
Var Bent, saa kiæk og bold;
Han gav, som man kan vide,
Sit blanke Konge-Skjold.

471

Nu kom, som Lys i Taage,
Den ældste Riddersmand,
Vi har af Dannebraage:
Prinds Svend fra Jødeland.

Han gik alt med sin Broder,
Med Erik Eiegod,
De havde hver sin Moder
Med1 samme Fader-Blod.

Sit Sværd bød Svend nu fæste
Sig over Herrens Grav,
Som Erik vilde giæste
Kun med sin Palmerstav2.

Den kunde Jordskiælv dæmpe,
Den hvide Palmerstav,
Saa hver en Christen Kiæmpe
Den skaffed Roe i Grav.

Dog hvem kan vel optegne
De Gaver, en og hver!
Hvem kan dens Arv beregne,
Hvis Gudmor Saga er!

Ham offred alle Helte,
Men Alt jeg saae ei grandt,
Dog gav ham Skjold det Belte,
Hvormed han Bjørnen bandt.

»Naar dig en Søn nu fødes,
»Da kald ham Fredrik-Skjold!
»Da skal ei Stammen ødes,
»Ei Marken vorde gold.«

Og saae jeg Gram frembære
Guld-Kiølven, stor og svar,
Som gjorde Kæmpen Ære,
I Øster Sagen klar.

* * 472

End saae jeg gamle Frode
I fredegod Gestalt,
Han var saa vel til Mode,
Han var i Christ opkaldt.

Han ei sin Navner glemde
Med mangen kostbar Ting,
Men hvad han ængstlig glemde,
Det var hans Minde-Ring.

Ja, ængstlig saae de alle
Sig trindt i Salen om,
Og gamle Biskop Balle
Med Blide til mig kom.

Mig Graaden randt paa Kinder,
Jeg aatte ingen Ting:
Kun dunkle, brudte Minder,
En staalgraa Tanke-Ring.

Det herligt er at hige,
Men tungt at fattes Alt,
Og mellem glade Rige
At staae i Taarer kvalt!

Vil man af Hjertet give,
Man finder Haanden bar ¡
Dog tungt, saa arm at blive,
At ei en Skiærv man har.

»Din Graad er og en Gave,
Naar du den ret forstaaer,
Giør den til Saga-Stave!
Dem Frode ei forsmaaer.

»Det Brudte kan forbindes,
Og Giemt er ikke glemt,
Hvad dunkelt Nogen mindes,
Det klarer sig bestemt.

»Med Ring og Stav forlener
Dig Den, som mig har sendt,
Forstaaer du, hvad jeg mener!
Hist ligger Pergament.«

473

Paa Trappen op til Choret
Jeg saae det Pergament,
Paa Trappe-Skriver-Bordet
Stod Time-Glasset vendt.

Med Ringen paa min Finger
Jeg skyndte mig derhen,
Det var, som jeg fik Vinger,
Og Dødt stod op igien.

Der kom en deilig Pige,
Et Hjerte hun mig gav,
I Lignelse at sige,
Det var som klaren Rav.

»Mit Navn du vilde vide,
Det seer jeg paa din Mund,
Men jeg det godt maa lide,
Du giætter end en Stund.

»Kald du mig kun Menglade,
Idunna, Signelil!
Kald mig kun Heliade!
Ja, kald mig, hvad du vil!

»Ved Nattetid du vanked
Alt i min Borgevang,
Paa Porten fast du banked,
Alt under Minnesang.

»Du banked og du beiled
Den hele lange Nat,
Din Aande Rude-Speilet
Optøed da saa brat.

»Du beiled til mit Hjerte,
Til Rav og røden Guld,
Du beiled til den Kierte,
Som lyser op af Muld.

»Du beiled til de Blommer,
Hvis Tegn paa Iis du saae,
Du beiled til den Sommer,
Som under Sneen laae.

474

»Du lodst dig ei forblinde
Af Tant i Tidens Haand,
Du beiied til et Minde
Med Duft og Liv og Aand.

»Du lodst dig ei forfærde
Af Trudsel, Skrig og Skam,
Du deelde med de Lærde
Ei Blændværk, Brask og Bram.

»Du fikst, hvad du attraadde,
Et Speil af Gylden-Rav;
Hvad Ahnelsen dig spaadde,
Dig Kiærligheden gav.

»I Speilet seer du Aanden,
Som klædt i Støv den gik;
O! slip det ei af Haanden!
Vend ei derfra dit Blik!

»Afpræg de klare Minder
Med Kraft paa Pergament!
See! Time-Glasset rinder,
Thi skynd dig! skue og prænt!«

Hun svandt, som Glands i Voven,
Som Aften-Rødens Glands,
Der fæster over Skoven
Sin blaa Kiærminde-Krands!

Hun svandt, jeg sad med Sorgen,
Alt i min stille Vraa,
Og stirred stivt paa Borgen,
Paa Stjernen i det Blaa.
Hvad har dog den Drøm at betyde!