Grundtvig, N. F. S. TIL BERNHARD INGEMANN

TIL BERNHARD INGEMANN.

ALLEREDE halvtredje Aar før Grundtvig skrev det ovenfor meddelte Kiærminde-Blad til Bernhard Ingemann paa hans store Udenlandsrejse, havde han sendt sin Ven et Digt, som blev trykt i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn for 16. Marts 1816.

Anledning var den, at Ingemanns hele Forfattervirksomhed var gjort til Genstand for en vidtløftig Kritik af P. Hjort i Molbechs Athene for Juli, Oktober 1815 og Februar 1816 (senere fortsat i April og Juni s. A.). Tonen deri var i visse Maader meget anerkendende; men Forf. angreb stærkt den Ejendommelighed ved Ingemanns Poesi, som efter Grundtvigs Mening var dens Hoveddyd: dens fromme Stræben ud over det jordiske og dens dunkle Tale om de evige Ideer. Ideen maatte efter P. Hjorts Mening altid være iklædt »Kød og Ben« for at kunne danne et forsvarligt Emne for Poesien, ellers blev det hele til »Ingenting«, et luftigt Skyggerids eller en Malen i Vand.

Grundtvig greb da Pennen for at advare sin Ven mod at lade sig lokke bort fra sin himmelstræbende Drømmevej, der nok en Gang skulde klare sig gennem den kristne Tro. Og samtidig bad han ham sky Fristelsen til at give sin Sjæls ædle Stemninger til Pris for Døgnets Bifald ved dramatiske Arbejder, som han ikke var voksen. Nærmere Oplysning om Grundtvigs Forhold til Ingemann i disse Aar findes i Svend Grundvigs Indledning til Grundtvig og Ingemann (København 1882).

574

Til Bernhard Ingemann i Anledning af Ingenting*).

Hør mig, Frænde kiær i Brage!
Hør min Sang om Ingenting!
Ingenting i vore Dage
Er den store Tryllering,
Hvori Alt sig rører, speiler,
Hvormed Aanden Alt beseigler.

Ingenting for Muldvarp-Vrimlen
Er det største Undersyn,
Ingenting er Gud i Himlen,
Ordets Røst og Aandens Lyn,
Og som Ingenting opveier
Tiden Alt, hvad Tiden eier.

Ingenting heraf du lære,
Lære Tiden at forstaae,
Agte for din største Ære
Af dens Aand at nævnes saa;
Ingenting paa Tidens Tunge
Er, hvad Skjalden skal udsjunge.

Hør Athene da berømme
Ridder-Skaren hærdebreed,
Seraphines Kirke-Drømme
Og Balsores Kjærlighed!1
Eet og Alt, jeg skulde mene,
Ingenting er i Athene.

* * 575

Lad kun Ugle-Ungen flyve
Fornem over Kirketag,
Sig i Mosedynd fordybe,
Deri finde Hold og Smag!
Seraphine ei om Smagen
Strides vil paa Fastedagen.

Lad kun Andre konstig bygge
Kroppe ret med Kjød og Blod,
Mens du tegner from en Skygge
Af, hvad dig for Øie stod!
Vi paa Sandheds Legem bygge,
Naar vi tegne troe dens Skygge.

»Mal du trøstig kun i Vandet!
Tegn kun du i Tidens Vand,
Paa den Øe, hvor du er strandet,
Skyggen af dit Fædreland!«
Vist den skal i Ebbe-Stunden
Findes klar og fast i Grunden.

Vær du kun dig selv en Gaade
Som en Blomst paa Havets Bund!
Aldrig, hvo sig selv vil raade,
Vorder Hjerte-Gaadens Mund,
Glimt af Herrens Gaade-Kierte
Er det Lys, vi har i Hjerte.

Gud indaandet har af Naade
Støvet Gnist af Guddomsliv,
Læse kun vi kan, ei raade
Runen i det Skaberbliv;
Kun som Kjærlighedens Gaade
Støvet føler Herrens Naade.

Vist i Tidens Morgenrøde
Som et Speil af reent Chrystal
Maatte skues, maatte gløde
Aande-Sjælens Gaadehald;
Men, ak! den sig lod fordunkle,
Kan i Anelser kun funkle.

576

Kun med Længsler, rene, ømme,
Blundende i Herrens Fred,
Hjertet kan i Gaade-Drømme
Ane Støvets Herlighed,
Og i Troe paa Tidens Fylde
See det sig i Glands forgylde.

Kjærlighed er Livets Kilde,
Raabes nu fra Syd til Nord,
Og kun i dens Straaler milde
Klarer sig den mørke Jord.
Ak, men det er Vellyst ene,
Verdens Folk i Hjertet mene.

Troe kun ei, at Kjærligheden
Har sit Legeme paa Jord!
Synligt var det kun herneden,
Der det straalende opfoer,
Og til Det igjen nedfarer,
Kun i Aanden aabenbarer
Kjærligheden sig paa Jord.

Kun naar vi i Troe fortrolig
Favne, hvad vi aldrig saae,
Kan i Aandens Gaade-Bolig
Fødes, hvad vi ei forstaae,
Fødes, hvad, naar Tid bortfarer,
Legemligt sig aabenbarer.

Lad da sig i Troe forklare,
Fromme Skjald! din Kjærlighed!
Da skal Aanden aabenbare
For dig, hvad du end ei veed,
Hvad Balsore heed herneden,
Og hvorlunde hun foer heden.

Da du skal i Vuggen finde,
Hvad du aldrig drømde om,
Barnet lege skal derinde,
Som du dunkelt ihukom,
Tonen, du ei kan frembringe,
Skal dit Hjerte gjennemklinge.

577

Da skal Billeder do tegne,
Som har Liv og Kraft og Glands,
Skjøndt al Vift fra Himlens Egne
Er kun Luft for Kjødets Sands;
Barnet, som i Hjertet bygger,
Leger da i Lundens Skygger.

Men, o, Frænde! bie saalænge!
Hold din Skygge klar og reen,
Om saa hele Verdens Drenge
Raabde efter Kjød og Been!
Selv de svage Glimt og Skygger
Glæde Barnet, hvor det bygger!

Frænde! tør jeg end dig raade!
Spild paa Fyrværk ei din Ild!
Udspind ei din Hjerte-Gaade
Verden til et Skuespil!
Skyggen, der sig vil fordobble,
Brister som en Farve-Bobble.

Hvad vil du i Brynje-Særke?
Hvad gjør du paa Kæmpeval?
Hvad vil Nattergal og Lærke
Lære i den Riddersal?
Vil de Minnesangen nemme,
Som har ret i Kjødet hjemme!

Vil du vel i Kampens Bulder
Døve Øret for den Sang,
Fuglen kvæder paa din Skulder
Med saa dyb en Veemodsklang?
Vil du under Pandser-Ringe
Sønderknuse spæden Vinge?

Hører du den Røst fra Oven,
Du, din Moders sidste Søn!
Hører du det Suk fra Skoven!
Hører du ei Bjergets Drøn!
Kan du slige Røster glemme
Over Døgnets Daare-Stemme!

578

Aldrig lærer du at sjunge,
Hvad dit Øie aldrig saae;
Runerne paa Sagas Tunge
Seent du lærer at forstaae;
Hvo som tale skal med Helte,
Fødes maae med Sværd ved Belte.

Seer du ei, hvor Laura græder
Ved Massaniellos Grav?
Havde han i Fisker-Klæder
Stille stirret dybt i Hav,
Han da havde vist i Sundet
Perler til sin Laura fundet.

Stenen vilde han bortvelte,
Som i Drømme den kun saae,
Meende ei, at Herrens Helte
Røverdolken maae forsmaae,
Vilde sig med Trods i Sinde
Martyr-Navn og Krone vinde.

Stakkels Blanca! hvor hun bøder
Haardt for sit Heltindenavn,
Søger, i hvor fromt hun gløder,
Frelse i en Niddings Favn;
Var hos Blomsterne hun blevet,
Havde hun som Dronning levet.

Arme Hyrde fra Tolose!
Hvi blev du Al Mahoms Søn?
Medens Riddere dig rose,
Du fortvivler selv i Bøn.
Hvorfor blevst du ei hos Hjorden?
Der du varst en Konning vorden.

Ingemann! o, hør mig, Frænde!
Visselig du farer vild
Ved paa Pinebænk at spænde
Hjertet til et Sørgespil,
Lader du det længer bløde,
Sørger det sig brat til Døde.

579

O! gid standse jeg dig kunde
I det dyre Væddeløb,
Vende dig til Bøgelunde
Og til Rosen i sit Svøb!
Men ak! end i Blod du kvæder,
Skaren klapper, Barnet græder.

O! hvor skulde det mig smerte,
Om du over Daarers Roes
Glemde Rosen i dit Hjerte:
Kongelige Arvegods,
Eller vided ud den Spæde
Til et Sommerfugle-Sæde!

Nei, o, Ven! som Ædelstene,
Bedre end din Skjald sin Ring,
Gjem, hvad Tiden og Athene
Kalde Tant og Ingenting!
Hvis du taber, hvad de vrage,
Ingenting du har tilbage.

Stir paa Rosen i dit Hjerte!
Elsk den i sit grønne Svøb,
Til den under Himlens Kierte
Springer ud i Tidens Løb;
Runer paa dens Blade findes
Om, hvad Saga ikke mindes.

Runer paa dens Blade stande,
Ristede af Fimbultyr,
Om de gamle, stærke Vande
Og om Midgards-Ormens Byrd,
Ja, om Balders Bane-Tue
Og om Surturs lumske Lue.

Dog langt meer end slige Stave
Gjemmer Rosen i sit Skjød,
Staaer den blye i Herrens Have,
Er dens Duft og mannasød,
Himmel-Perler den bedugge,
Skjænke venlig Sang for Sukke.

580

I de Perler aabenbarer
Edens Rose sig med Glands,
Støvets Rose sig forklarer
Efter den for Aandens Sands,
Og forklaret Rosen svinger
Sig fra Jord paa Fugle-Vinger.

N. F. S. Grundtvig.