Grundtvig, N. F. S. Af VERDENS-KRØNIKEN 1817

VERDENS-KRØNIKEN 1817.

I »Jubel-Aaret« 1817, tre Hundrede Aar efter den lutherske Reformations Begyndelse, udsendte Grundtvig sit tredje Forsøg paa en Verdens-Krønike. Oldtiden og Middelalderen var deri fremstillet i et lignende »Kort Begreb« som i Verdenskrøniken fra 1812, men det lutherske Tidsrum, især efter Trediveaarskrigen, fik en helt ny Behandling, der samlede sig om det tyske Aandsliv. Den strengt bibelske eller »mosaisk-kristelige« Synsmaade, som kendetegner Krøniken fra 1812, er her afløst af den historiske Anskuelse, som i de sidste Aar havde udviklet sig hos ham. Ved Siden af de ovenfor trykte Afhandlinger i Danne-Virke giver Værket derfor en værdifuld Belysning af hans Grundtanke om Menneskeslægtens Historie som Kilden til al sand Vidskab.

Da Pladsen kræver Begrænsning, medtages her kun den ejendommelige Fortale og Bogens sidste Afsnit, som Forfatteren i 1833 har betegnet som »Studier til den tyske Literaturhistorie«.

Skønt Nordens Historie aldeles forbigaas, giver Fremstillingen indirekte et betydeligt Bidrag til Forstaaelsen af Grundtvigs ejendommelige Haab for Fædrelandet, idet den lader skimte imellem Linjerne, at »den forborgne Hjertevraa«, hvor man alene tør vente at opleve en Fornyelse og Fortsættelse af det historiske Levnedsløb i kristelig Aand, maa findes i Norden, som allerede Morten Luther profetisk henpegede paa. Men den »Udsigt over Nordens indholdsrige Krønike«, som han, med dette for Øje, agtede at udarbejde, lykkedes det ham aldrig at bringe paa Papiret.

652

Udsigt
over
Verdens-Krøniken
fornemmelig
i det
Lutherske Tidsrum
ved
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Capellan pro Persona.

[x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x]
Hvad Sandhed er, maae Tiden vise.

Ordsprog.

Kjøbenhavn 1817.
Trykt hos og forlagt af Andreas Seidelin,
store Kannikestræde No. 46.

653
Morten Luthers
velsignede Amindelse
helliges
som en Skjærv
i
Jubel-Aaret
denne Bog
med christelig Ærbødighed
og Tak til Gud
for
Wittenberg.

Fortale.

At skrive et Udtog af Verdens-Krøniken er et af de mageligste Arbeider, man vil ønske sig, naar man har Lyst til at oversætte en tydsk Bog, eller rapse sammen allevegne fra, saa om det ene Rige, og saa om det andet, som det kan træffe: Navn paa Navn, Aarstal paa Aarstal, Beenrad paa Beenrad, og høit lidt Hoved-Kjød som Pragmatisme. At skrive en behagelig og sammenhængende Udsigt over de vigstigste Verdens-Begivenheder, det være sig nu til Skolebrug eller Almeen-Læsning, er heller intet Hexerie, naar man kan lidt Dansk, og er fortroelig med en Spittler, Heeren og Johannes Müller, og dog har vi ikke en saadan Bog paa Dansk at række enten Unge eller Gamle; ja, saavidt jeg kjender til den historiske Litteratur, har man den endnu ingensteds; thi Müllers skulde være den eneste, og er dog dertil baade for overlæsset, udstykket og læstebundet eller 654 eensformig. Men, naar man nu skulde nævne en Bog, der af alle er vanskeligst at skrive, da tør jeg vel sige, det er et Udtog af Menneske-Historien, som stræber at give en Udsigt over Tidernes Løb i det Hele, over Aandens Flugt og Legemets Færd, og det indbyrdes Forhold. At det maa være vanskeligt, kan man alt deraf slutte, at det hidtil er neppe forsøgt; men Vanskeligheden begribes dog først tilgavns, naar man ret betænker, hvad det vil sige, at det er noget, som, for at gjøres mesterligt, forudsætter en Indsigt i Menneskets Væsen, som Ingen besidder, saalænge end Tiderne løbe. Det er imidlertid let at forstaae, at for Menneskets høiere Bestemmelse er Historien unyttig, hvis han i den kun seer et Virvar af Handling, og Følelsen heraf er jo unægtelig det, som har avlet den Fordring, at Historien skal skrives pragmatisk, dvs. saavidt muelig udvikle Alt i sit Forhold som Aarsag og Virkning; men det er jo dog Blindhed, naar man indbilder sig, at dette kan skee under eensidig Betragtning af de udvortes Tildragelser og de Hensigter, enkelte Gjerninger nærmest afbilde, naar man dog ikke kan nægte, at disse Hensigter laae i en Tænkemaade og et Sindelag, der var historisk udviklet af et moralsk og aandigt Forhold, der indslynger den Enkelte i det Folk, han tilhører, og Folket i Slægten. Vil man sige, at det er umueligt, saaledes at forfølge en Virkning fra Aarsag til Aarsag op til det inderste Udspring, da siger man vel noget ganske Fornuftigt, men dog vist ikke Noget, som beviser, at f. Ex. Perser-Krigen er forklaret, naar man veed, hvorledes den udbrød, og lige vist bliver det, at saalænge man ikke i det Mindste kan bringe et Folks og en Tidsalders udvortes Bedrifter i Forbindelse med deres indvortes Liv eller Død, med deres Tro og Tænkemaade, da er Intet forklaret. Fra en anden Side er det ligesaavist, at uagtet de første Forsøg maa være saare ufuldkomne, ere de dog aldeles nødvendige, hvis man vil tænke at nærme sig Maalet. Vel kan man med Føie sige, at det nok var sikkerst, at begynde med et enkelt Folk, eller en enkelt Tidsalder, hvor Forbindelsen mellem det Indvortes og Udvortes er mindst forborgen, og det Raad fulgde vore Fædre; thi de begyndte med Jødernes Historie, hvor Alt udstrømmer af det høieste menneskelige Forhold: Forholdet til Gud, og trøstig anvendte de denne Histories Lærdomme paa hele Menneske-Slægten, fordi de troede, at den var idel Sandhed, fordi de vare Christne i Eenfoldighed. Vare nu vi det Samme, da vilde vores Indsigt i Historiens Sammenhæng med Eet vorde saare betydelig; thi vi have naaet den Grad af Udvikling,

        

655 at vi i Jødernes Historie ei alene kan see den Sammenhæng, som fortælles os, men ogsaa for en stor Deel den naturlige, som lærer os at kjende Lovene for den menneskelige Aands Udvikling, ligesom vi i Skriften finde mangt et Udsagn, der, troet som usvigelig Sandhed, kaster Lys selv ind i de dunkleste Vraaer af Menneskets Inderste. At nu imidlertid Fædrenes Troe er det almindelige Savn, at Jødernes Historie paa allehaande Maader gjøres til et Eventyr, og kan af en selvklog Fornuft, tildeels med Skin af Ret, kaldes i Tvivl, og at man almindelig ei lader Skriftens Ord gjælde, uden for hvad man selv vilde sige, eller dog gad hørt, det er noksom bekjendt, og en Betragtning af Historien i Bibelens Lys er da naturligviis Noget, hvorom Tiden lader haant. Dog, Sandhed har en egen Maade at gjøre sig kjendelig og følelig paa, og Tidens Haan maa da ingenlunde afholde en Christen fra at benytte Lyset, og, naar han føler Kald til at tale, da, uden Tvivl og Frygt, at lade Skriften høirøstet bedømme Tidernes Løb og Folkenes Idrætter, Tungernes Tale og Kæmpernes Værk. Saaledes tænkde jeg, og skrev det korte Begreb af Verdens-Krønike, som for mere end fire Aar siden udkom og stødte saa mange. Jeg stræbde, i den christnede Tids Historie, især fra Luthers Dage af, at forbinde tvende Øiemeed: det første og fremmerste var at forkynde, hvad Bibelen sagde om, hvad man i de forbigangne Dage kaldte Christendom, forkynde især, at hvad man i forleden Aar mere og mere udgav derfor, var kun et Hedenskab, som udsmykkede sig med enkelte af Christendommens afplukkede Fjere. Mit andet dermed forbundne Øiemeed var, saa godt jeg kunde, at pege paa, hvorledes Kraft og Dyd og Alt, hvad man dog end paa Papiret udgav for Slægtens Adel, var aftaget og forsvundet, alt som den gamle, paa Bibel-Ordet hvilende og hjertelige, Christendom forsvandt. Det første Øiemeed var nemt at naae, saavidt jeg havde Bibelen og Tidens Skrift for Øie, det andet derimod var meget mere vanskeligt, ei blot fordi det forudsatte mere udbredt Kundskab og et øvet Øie, men især fordi Begreberne om Kraft og Dyd, om Sang og Vidskab, kan umuelig være eens hos den, der troer, og den, der nægter Bibelordets Underviisning om Gud, om Menneskets Vilkaar og hans Bestemmelse i Tid og Evighed; ja, i en Tidsalder, da for det Meste Kjød kaldtes Aand, Handlinger Dyd, Klang Poesie, og Pølsesnak Vidskab, var slet ingen Enighed muelig. Det var da i Grunden naturligt, at ligesom man ved at høre min uforbeholdne Erklæring om Alt, hvad der streed mod Guds Ord, tillagde mig

        

656 Fornuft-Skye og Menneske-Had, man saaledes og, ved at see paa min Vurdering af, hvad der gjaldt for Stort og Skjønt, henviiste mig til Daare-Kisten, for der at vænne mig til Tidens Viisdom. Det var naturligt, siger jeg, at dette skedte, og at man i sin Harme misvurderede de Fortrin hos min Bog, man ikke kunde nægte: en samvittighedsfuld Stræben efter at fortælle sandfærdig, forenet med en langt mere livlig og sammenhængende Forestilling af den religiøse, videnskabelige og politiske Digten og Tragten, end sædvanlig; det var naturligt, men man snoe det, som man vil, det var høist uforsigtigt; thi vilde man ikke have Ord for, netop i Modsætning til mig, at være tolerant, human og liberal? og selv Skinnet bortkastede man jo, ved at nægte mig den Ret, man selv vilde nyde, nægte mig Ret til at kalde dem Løgnens og Mørkets Tjenere, der deels havde kaldt mine Troes-Forvandte saa, deels paastaaet Ting, hvoraf aabenbar fulgde, at enten de eller Jesus og Apostlerne maatte være det; nægte mig endog, hvad man tilstod dem, der undergrov Historien og Religionen: Overbærelse, for Nyhedens og Dristighedens, for Conseqventsens og Kraftens, for Stilens og Sprogets Skyld. De gave altsaa tilkjende, at det i Grunden var dog deres Mening, at Tolerancen burde have sine Grændser, og sættes til Side, naar det bestormedes, som man ansaae for vigtig Sandhed, og derved er det klart, at man netop frikjendte mig for den eneste Brøde, jeg egenlig sigtedes for, og modsagde derved sig selv. Vel klagede man ogsaa over, at min Bog stødte an imod Konstens Regler, men det var kun at smile eller ynkes over; thi hvem havde lovet dem et Konstværk, hvem kunde tænke paa Konst, hvor Talen var om, enten Tiden foer til Himmels eller til Helvede! og har man saa endda kunnet nævne mig en eneste Udsigt over Verdens-Krøniken, hvori der fandtes mere inderlig, usøgt historisk Konst! Man lagde vel endelig ogsaa Bogen historiske Feil til Last, og trak paa Skuldrene over Forfatterens Mangel saavel paa Kundskab som Kritik! men det var dog vel nok saa latterligt, da man ei fandt een Feil, som havde selv kun Skin af Uredelighed, ikke en historisk Vildelse, som Noget enten bygdes eller kunde bygges paa; ja, har man ikke maattet tie til mine Mod-Beviser for, at alle Feilene, man raabde paa, indsvandt i Historiens Lys til et Par saadanne Ubetydeligheder, som man kun med halv Undseelse kunde anmærke, og at min hele critiske Brøde var den, at jeg, som hver Christen maa og skal, tog Alt i Bibelen for idel Sandhed, saa som det fortaldes! 657 Naar man da nu seer, at Bogen her fremtræder i en Skikkelse, som er i mange Maader anderledes, og har i al Fald, ved det Udeladte, tabt Meget, som skurrede i danske Boglærdes Øren, da tænke man kun ei, det er, fordi jeg angrer, hvad jeg sagde, eller ræddes for at sige det igjen! Nei, velsignet være det Øieblik, hvori jeg besluttede med Sandheds Ord at byde Verden og dens Vidskab Trods, velsignet hver en Time, jeg, med Gud for Øie, kjækt og kraftig afmalede Tidens Nød og Tidens Brøde! og lovet være Jehovah, som gav mig Sind og Mod dertil, og som i de følgende Modgangs Dage gav Trøst og Fred, ja, Glæde i mit Hjerte af anden Art og Fynd og Varighed, end Hines, som Psalmisten synger, naar deres Korn og Most vare mangfoldige! Hint Værk skal, med Hans Hjelp, altid staae for mig som den bedste Handling, jeg i Skrøbelighed har udøvet, og trøste mig i min Dødsstund, som et høitideligt Farvel, hvormed det alt i Ungdommens Dage undtes mig at skilles fra Verden, dens Viisdom og Ære, dens Lykke og Fred.

I Følge heraf troer jeg at skylde mine Læsere, hvad de Fleste ventelig gjerne skjænkede mig, oprigtigt Regnskab for, hvi Bogen nu fremtræder, vel, som jeg haaber, ikke mere fredelig mod, hvad den før bestreed, men dog, som det kan synes, mere ligegyldig og forsigtig, og, som virkelig er Tilfældet, mere kold og fornem, mere mat og høflig. Man veed, eller kan dog vide, at det i Mellem-Tiden har været mit Forsæt, at udarbejde Bogen til et større Værk, hvis første Deel udkom 1814, og deri belægge min Fortælling og mine Paastande med Sprog af Skriften og Vidnesbyrd af Bøgerne, jeg talde om. Den nærmeste Aarsag til, at Værket standsede, var den, at min Forlægger ei dengang trøstede sig til at lade det gaae fort; siden have mange Grunde bevæget mig til ei at haste, og nu maa mange Ting forandre sig, før jeg fortsætter det; thi nu indseer jeg, at den udkomne Deel er egenlig et Heelt for sig, som først maa ei alene læses, men i Hoved-Sagen kunnes og bifaldes, før det nytter, fra den rette Side at belyse meer af Tiderne før Christus. Jeg forudsætter nemlig som bekjendt, hvad rigtig nok, at dømme efter, hvad jeg om den Bog har hørt, er ubekjendt, at Bogens Øiemeed er det, at vise, hvorledes Jødernes Historie fører sin Stadfæstelse med sig, og er den store Conjugation, hvorefter vel ingen af de gamle Folk har villet rette sig, men som de dog har ikke kunnet hindre fra at speile sig stykke viis i alle deres indviklede Retninger, Bøininger og Tilfælde; kort sagt, at man i Palæstina seer, paa overnaturlig Maade, Mennesket udvikles i 658 Ordet, netop saaledes, som det, uden Syndefald, kunde og skulde, naturlig med Herrens Aand begavet, udviklet sig selv, og at vi altsaa netop der skal lære at sammensætte den gamle Verdens historiske Brud-Stykker til Billeder af dens Vildfarelse. Før nu det kan skee, maa man have vundet Troe paa den jødiske Histories fuldkomne Sandhed, og faaet Syn paa dens underordnede, blot timelige Betydning, som Tidens Schema, og saalænge man ikke engang ærlig troer Evangelisternes Vidnesbyrd om Christi Komme i Kjødet og Vandring paa Jorden, da har det lange Udsigter. Skulde ellers Nogen herved bevæges til at læse omtalte Bog, og ei finde udviklet, hvad jeg nys sagde, da sige han ikke derfor, at jeg har bedraget ham; thi jeg har ikke sagt, at det var mit, men at det var Bogens Øiemeed, som jeg først ret blev vaer, da jeg skrev Fortalen, Noget, mange vel synes er dumt eller sværmerisk sagt, men som dog løser sig i den ganske simple Sætning, at Bogen er undfanget og for en stor Deel skrevet i Begeistring, kun med det Forsæt at ville sige Alt, hvad jeg saae i Skriftens Lys, til den Sandheds Ære, jeg eenfoldig troede. En slem Forseelse maae jeg i Øvrigt ved denne Leilighed paaanke, den nemlig, at jeg regnede Første Kongernes Bog til de Bøger, der ikke i det Nye Testamente gives udtrykkelig Vidnesbyrd som Guds Ord; thi jeg har med Skamfuldhed seet, at Paulus (Rom. II. 2) anfører dens Ord som Skriftens. Denne Opdagelse har vist nok gjort mig bange for min hele Inddeling, men ikke for Inddelings-Grunden; thi den er nødvendig, og kun af Nødvendighed har jeg antaget den1.

Efter dette Skud-Ord, som jeg ikke kunde undlade, maa jeg huske Læseren paa en anden Ting, som han maaskee har vidst og glemt igjen, derpaa nemlig, at jeg i Slutningen af 1815 indtil Videre, om jeg skal sige det saa slemt, suspenderede min Præste-Tunge, deels for ret at vise, hvor latterlig den Beskyldning var, som jeg end ikke med min, under slige Omstændigheder nok mageløse, Tilbageholdenhed havde kunnet undgaae: Beskyldningen nemlig for at ville stifte Sect; deels fordi jeg følde, at en Kamp, hvori Ingen turde staae for Skud, nyttede til Intet i Grunden. Heraf fulgde da, at naar jeg, i dette Mellemrum, vilde udgive min Bog, maatte jeg, saa at sige, slibe Præste-Eggen af, dvs. lade det være godt Folks egen Sag, hvorvidt de kunde forsvare deres Ord og Idræt for den evige Dommer, og *

659 kun fortælle, hvad Saga og Fornuften, efter min Indsigt, havde derom at melde. Spørgsmaalet var nu kun, hvorvidt en saadan Bog kunde være til nogen Nytte, og hvorvidt det korte Begreb, uden ganske at omarbeides, kunde svare til min Hensigt? det første Spørgsmaal var vel ikke let at besvare, forsaavidt kunde og vilde betragtes som Eet; men forsaavidt skulde jeg lade det komme an paa en Prøve, og at den burde kunne gjøre Nytte, derom var og er i mine Tanker ingen Tvivl; thi den burde kunne opmuntre til at studere Historien, og da denne nødvendig maae aabenbare Sandhed, er det upaatvivlelig til Nytte. Det andet Spørgsmaal var langt vanskeligere, forsaavidt jeg ikke her maatte lade det komme an paa Andres Prøve; men jeg havde deels Erfaringen for mig, da jeg vidste, at mange, uden at bryde sig stort om min Hoved-Hensigt, havde læst Bogen med Fornøielse, og deels saae jeg, at hertil kunde, eftersom man nuomtide skriver Historier, være Grund. Min Agt var da, kun at rette de Feil, jeg kunde finde, formilde de haarde Udtryk, som kun Præstens Nidkjærhed fandt hjemlede i Skriften, afkorte Talen om Fædrenelandet, og ved smaa Tilsætninger stræbe at gjøre Bogen mere brugbar for de Yngre, som ved den vilde lade sig opmuntre til at dyrke Historien med Flid og Iver. Dette Forsæt vil man finde, jeg omtrent har fulgt til Trediveaarskrigen; men her, paa det blodige Grændseskjel mellem Gammelt og Nyt, saae jeg mig, efter nogen Vægring og Vaklen, nødt til at lægge Haand paa en ny Udarbeidelse, der udgjør meer end to Trediedele af Bogen. Grunden hertil vil sagtens ikke være mange saa indlysende som mig, men det behøves ikke heller; thi kun for mit Værk, ei for mine Grunde, skylder jeg Læseren Regnskab; har det Nygjorde noget Værd, da har Læseren intet at klage, og har det intet, hjalp det kun lidt, at jeg kunde give Grund for min Beslutning at skrive noget Nyt; thi det var dog ingen Grund til at skrive noget Slet. Imidlertid synes det mig klart, deels at Præsten var saa ganske Sjælen i denne Deel af Bogen, at han ikke kunde udelukkes, uden at Talen blev et afsiælet Liig, som man ikke behøver, og deels at, Præst eller ikke Præst, er det dog umueligt, for en dansk Christen, at see ligegyldig paa det syttende og attende Aarhundredes Færd. Nu at dølge enten min Troe eller Herkomst faldt mig ikke ind; thi ved slige Leiligheder at dølge, hvad man er, det er i mine Øine en meget ufordeelagtig Handel; thi hvad man derved vinder, kan man ikke beholde, og hvad man taber, kan Intet erstatte. Nu som før maatte jeg da stræbe at vise, hvad 660 man havde vundet, ved at udvinde sig af Christendommens Ledebaand og gaae paa egen Haand, som store Gjæslinger, og Forskjellen maatte kun være, at hvad der før var Bisag, nu blev Hovedsag, saa det Hele skulde gaae ud paa at vise, at man gik Gaasegang og Krebsgang, da man indbildte sig at kunne gaae fra vor Herre og ovenom Bibelen. Her gjaldt det, som man let seer, om Kundskab og Forstand; ærlig har jeg anvendt, hvad der af Sligt faldt i min Lod; er jeg kommet til kort, da er Skammen min, men hverken Bibelens eller Præstens; har jeg ikke bøiet mig dybt nok for Bjelker, hvorpaa der stod skrevet: buk! da faaer Panden staae i Stikken; men har jeg kun, uden alle Kneb, faaet Historien til at aflægge det Vidnesbyrd, at man hverken blev kraftigere eller klogere, men det, som er tvertimod, i samme Forhold, som man gik fra Bibelen og Luther, da er min Hensigt opnaaet, og let kunde jeg da trøste mig, om det end beviistes, at jeg i enkelte Ting havde talt som en Dosmer.

Dog, alt dette om mine Hensigter kan man lade staae ved sit Værd, og for, saavidt mueligt, at forebygge al unyttig Kiv og tom Ordstrid vil jeg bemærke, at finder man, at Præsten stikker overalt igjennem, da skader det ikke heller; thi jeg har Lov til at være saameget Præst i min Tale, som jeg vil, og det var ikke godt, om jeg i Historien glemde mit Kald. Jeg har skrevet en historisk Bog; den skal være skrevet med Sandheds-Kjærlighed, og ei være gjort overflødig ved nogen Bog, vi har paa Dansk; er kun den Ting i Rigtighed, da har den sit Værd, og naar jeg siger, hvad Sandhed er: mit høieste Øiemeed var at skrive saa nyttig en historisk Bog, som jeg formaaede, da afviser jeg derved enhver Indvending, som bygges paa, hvad der er meget rigtigt, at hele Bogens Indhold ei lader sig samle under nogen anden almindelig Synspunkt. Ingenlunde har jeg da stræbt at levere noget Konst-Værk, uden forsaavidt jeg rigtig nok anseer det for en stor Konst, hvad jeg her har prøvet paa: i en Bog paa 40 Ark at levere en Indledning til Historien i det Hele, afpasset efter Tidens Tarv i mit Fædreneland. At nu denne Opgave er vanskelig, og Maalet altsaa høit nok, skal Ingen nægte; at en saadan Opgave kun stykkeviis kan løses, et saadant Maal kun meget ufuldkomment naaes, nøder vel Billighed til at indrømme, og hvad jeg har opnaaet, kan ingen Critiker afgjøre, det maa Tiden vise; thi bidrager Bogen til, at Historien herefter studeres mere og bedre, da har jeg naaet mit Maai; hvis ikke, da har jeg forfeilet det. Naar man da nu finder Meget udeladt 661 eller løselig berørt, som man ønskede eller ventede udførligere behandlet, og omvendt, da vil jeg for det Meste ei derom trættes med Nogen, da jeg i den Henseende har maattet rette mig, deels efter mit Begreb om det Vigtigste og Nyttigste, deels efter mine Evner og Kundskaber, og det kommer her da egenlig kun an paa, om jeg har hjemlet mig Stemme-Ret, om jeg har lagt Evner og Kundskaber for Dagen, som give mig Ret til at tale et selvstændigt Ord i de Boglærdes Kreds. Herover er nu jeg selv vel ingen upartisk Dommer, men det stræber jeg dog at være; jeg maa, efter anstillet Sammenligning, besvare Spørgsmaalet med: Ja, og hvem der siger: Nei, skylder mig Beviis, ved en Sammenligning mellem Dannemarks andre historiske Skrifter og mine.

Alt hvad man imidlertid mener at kunne jævne ved Forord, det bør man, og derfor vil jeg erklære mig over de i denne Henseende vigtigste Punkter.

Udentvivl er alle Kyndige enige med mig om, at det Lutherske Tidsrum er det videnskabelig vigtigste i Historien, baade fordi det ligger os nærmest, og fordi vi kun om det have fuldstændige og utvivlsomme Efterretninger; og man maa, i Følge heraf, bifalde, at jeg har behandlet det med en Udførlighed, der kun synes uforholdsmæssig. Dette er imidlertid en Punkt, der fortjener ret at sættes i Lys paa en Tid, da man stræber at drage Opmærksomheden derfra og henvende den paa Oldtid og Middel-Alder, som om det var der, man fandt Historiens Helligdom. Ingen kan vist, selv kun med Skin af Føie, mistænke mig for at ringeagte de gamle Dage, eller at ville forkleine deres Storhed, aftrætte dem den høie Rang over de nærværende, som Livsfylde, Kraft og inderlig Varme ustridig hjemler dem; men her er ikke Talen om Tidernes og Slægternes Værd, men om Historiens Fuldstændighed og Beviislighed, og at de sidste tre Aarhundreders, i denne Henseende, staaer øverst, maae der Galninger til at nægte. Nu seer man imidlertid let, at al Philosophering over Historien, som skal have noget Værd, al Udvikling af Sammenhæng mellem Begivenheder, Troe, Tankegang og Sindelag, forudsætter, at det, over hvis Sammenhæng man grunder, maa være hævet over al Tvivl, maa kunne stille vedbørlig Sikkerhed, baade for sin Virkelighed og for sin Stilling i Tiden, eller med andre Ord: hvad man vil bygge paa, maa ligge fast og urokkeligt, og man maa kunne see bestemt, hvor det ligger. Saasnart vi nu gaae paa hin Side Bogtrykker-Konstens Udøvelse, da finde vi vist nok saare meget, som det 662 er Galskab at ville nægte, men dog saare lidet, som, i og for sig selv, kan saaledes bevises, at der jo findes en Udflugt for Tvivleren, som vi ikke, uden med det lutherske Tidsrum, kan tilstoppe. Naar f. Ex. Nogen vilde sige om hele den ældre Historie, som man i Sverrig nys sagde om den danske: den er digtet af Bogtrykkerne og deres Hjelpere, og naar man, som Natur-Philosopherne vil indbilde os, siger, at Christi Levnet og den christne Kirkes Oprindelse er en indisk Mythe, da kan man vel føle sig meget sikker paa, at det er Løgn, og vise, at det er urimeligt; men det Urimelige kan ogsaa være sandt, og naar vi af den menneskelige Aands Gang vil bevise Umueligheden, da maae vi enten gjøre os skyldige i en petitio principii1, eller kun bevise med det lutherske Tidsrum. Dette er en Opdagelse, der i Førstningen bedrøver, og hardtad harmer, Sandhedens Ven, da den synes at lukke Døren for historisk Vidskab og betage de historiske Beviser deres Kraft, i en Tidsalder, der saa høit behøver dem; men ved nærmere Efter-Tanke bliver den ham glædelig; thi han seer, at det kun er Sandhed, som vinder, og Løgnen, som taber ved det Hele. Naar nemlig nu Nogen fremkommer med en Anskuelse af Historien, og det maa enhver Philosoph, der vil give sig Skin af at kunne forklare Mennesket, da bryde vi os slet ikke om Alt, hvad han til dens Fordeel kan anføre af den ældre Historie, hvor det tit er umueligt grandt at skjelne mellem Historie, Mythe og Eventyr, og hvis Brud-Stykker i al Fald kan, som det synes, med lige Ret, forbindes paa modsatte Maader; men vi bede ham ganske tørt, først at prøve sin Anskuelse paa det lutherske Tidsrum, og sætte den i et Dukkeskab med Glas og Ramme for, naar den ikke her beviser sin Rigtighed. Spørger man nu, om vi da skal slaae en Streg over hele Historien til det 15de Aarhundrede, da svares naturligviis: nei, ingenlunde; men vi skal kun ikke forhaste os, vi skal, videnskabelig talt, lade den staae ved sit Værd, indtil vi har den senere i Orden; thi først da have vi en stemplet Alen til at maale med, et forsvarligt Sold at sigte i. Har vi først lært at forstaae den Tid, der nærmest har udviklet os, da veed vi en heel Deel om, hvordan den Tid nødvendig maatte være, som gik forud, veed fremforalt, hvad der tilhører de forrige Tider, og vil da saa temmelig kunne stave os tilbage, saalangt baade Skrift og Sagn række. Sagtens vil det gaae lidt langsomt, især i Begyndelsen; men man gjør sikkre Skridt, som *

663 er det vigtigste, og de Oplysninger, det sidste Tidsrum maa give os om de menneskelige Vilkaar, vil fortne Gangen mere, end man troer. Dog, herom mere ved Leilighed, og da jeg her foranlediges til at tænke paa Dannevirke, vil jeg kun tilføie, at Betragtningerne i samme staae i saa nøie et Forhold til nærværende Bog, at hvem der vil have godt af den, gjør vel i at læse dem med, ligesom de ved den turde erholde et uventet Lys.

At jeg nu igjen har behandlet den tydske Historie langt udførligere end nogen anden, vil formodenlig ogsaa finde Kyndiges Bifald; thi at Tydskland, siden Bogtrykker-Konstens, og især siden Reformationens, Begyndelse, er i videnskabelig Henseende det vigtigste Land, kan vel Engellænder og Franskmænd nægte, fordi de i Grunden ikke veed, hvad der tales om, men Danske indrømme vist, hvad Historien forbyder at nægte. Der er imidlertid endnu en dybere Grund til at vende Opmærksomheden fornemmelig paa Tydskerne, den nemlig, hvoraf deres videnskabelige Fortrin følger: deres naturlige Overlegenhed i Tænkning; thi derved maa være fremkommet en aabenbarere Conseqvents, som gjør deres Historie, siden Reformationen, til den mest begribelige og afgjørende. Vil man nu sige, at det kom mig vel til Pas, da Alt ustridig viser, at jeg kjender langt mindre til Frankrigs og Engellands, end til Tydsklands Literatur, da har man deri meget Ret; men derfor bliver det ikke mindre vist, at Tydsklands Historie, i alle Tilfælde, skulde værdiges mest Opmærksomhed. At det vilde været godt, om jeg havde kjendt mere til hine Landes Literatur, hvori jeg dog, som man let vil kunne overbevise sig om, ei er aldeles ukyndig, lider ingen Tvivl, saalidt som, at det endnu vilde været bedre, om jeg tillige havde havt, hvad jeg ganske mangler, Læsning i Spansk og Italiensk; ja, en fuldkommen Historiker skulde egenlig kunne alle Sprog og alle Bøger udenad; men derfor erklærer jeg ogsaa min Bog for et meget ufuldkomment og umodent Forsøg, og tillægger den kun, som et saadant, et forholdsmæssigt Værd, som man neppe med Billighed vil kunne nægte den; thi at der, blot for at gjøre, hvad jeg har gjort, udfordres endeel Aars Læsning, og ikke saa liden Eftertanke, det veed jeg, og hvem der ikke vil troe det, behøver kun, uden behørig Kundskab og Eftertanke, at recensere Bogen, for at faae Troen i Hænderne. Hvad jeg før har sagt, maa jeg her gjentage, fordi det synes, som man ikke vil forstaae det: jeg er ingenlunde, hvad jeg kalder en lærd Historiker; thi jeg seer paa Folk som 664 Abraham Kall og veed, hvorlidt jeg kan, imod hvad jeg vilde have kunnet, hvis jeg ikke havde hardtad spildt endeel af mine bedste Læreaar; men jeg er, hvad man kalder en lærd Historiker, og det nytter slet ikke Dannemarks historiske Skribentere at kappes med mig i Læsning; thi det kan de ikke, især fordi jeg er, hvad Ingen af dem er: begeistret for Historien, og Lysten driver Værket. Vil man kalde dette Pral og Nedsættelse af Andres Fortjeneste, det faaer man; men hver upartisk Læser, som kjender den latterlige Fornemhed, hvormed man pleier at behandle mine Bøger, vil finde, at det er kun en høist nødvendig Advarsel, som maaskee ikke frugter, men bør derfor dog ikke undlades. I Øvrigt vil jeg gribe denne Leilighed til at aflægge Professor Nyerup min inderlige Tak for den særdeles Velvillie, der aldrig var mig saa nødvendig som under denne Bogs Udarbeidelse, og min Gjæld er saa meget større, som denne Mand nok er den eneste af Kjøbenhavns midaldrende Boglærde, der i de ti forløbne Aar har, uagtet al Menings-Forskjel, ladet min videnskabelige Stræben vederfares Ret, selv i hine Dage, da man vilde brændemærke mig som Videnskabernes afsagde Fjende.

At man nu imidlertid selv i Tydsklands Historie vil savne meget, og især, hvad Somme kalde et ubodeligt Savn, Hensyn paa de store Fremskridt i Mathematik, Astronomie og Physik, for ikke at tale om de oeconomiske og cameralistiske Videnskaber, derom er ingen Tvivl, og naar man deraf slutter, at jeg er saa godt som aldeles fremmed i alt Sligt, da er det ikke meer, end hvad jeg selv aabenhjertig har sagt. Vil man end videre slutte, at jeg ikke vurderer de Videnskaber synderlig høit, som saadanne, da træffer man ogsaa ganske rigtig min Mening; men naar man paastaaer, at min Dom om Sligt er som den Blindes om Farverne, da træffer man naturligviis ikke min, men kun sin egen Mening; thi jeg mener, som Historiker, med fuld Ret at kunne bedømme Tings historiske Vigtighed efter deres Virkninger, og at nu Mathematiken, med sit hele Slæng, ligesaalidt har udviklet noget Folk, som den har gjort nogen Mand salig, det er nok dog en soleklar historisk Sandhed. Hvem der anseer Maskin-Livet for det Høieste, sætter Krudtet over Bogtrykker-Konsten, Cubik-Roden over Menneske-Roden, de arithmetiske over de religiøse Forhold, Electriciteten over Poesien, Magnetismen over Moralen og Chemien over Bibelen, maa nødvendig være høist uenig med mig om det Vigtigste; men slige Folk ere lige saa uenige med Historien, og dens Partie 665 vil dog udentvivl staae sig tilsidst. I Øvrigt anseer jeg enhver Ting for god til sit Brug, finder det ligesaa rigtigt, at man bruger Mathematik til Landmaaling, som Historie til Aands-Vurdering, holder det for ganske rigtigt, at Sandserne ligne det Sandselige, men for ligsaavist, at Aanden er det Aandige og Evige nærmest. Hvad Lovkyndighed angaaer, og dertil regner jeg Alt, hvad der angaaer Stats-Indretning, da er den unægtelig af langt mere historisk Vigtighed, især siden man, med Pennestrøg og dagligt Klammerie, vilde forvandle Verden til et Paradiis; men herpaa vil man da ogsaa finde saameget Hensyn taget, som Galskaben fordrede, og Rummet tillod. Vel kunde det høit behøves ret strængt at udvikle, hvorledes man forsnakker sig om repræsentative Forfatninger, Trykke-Frihed og Sligt, især da Saadant, med Alt, hvad Tydskerne, barbarisk nok, kalde volcksthümlich, mellem disse vise Mestere nu hører til Dagens Orden; men deels vilde dette kræve en Vidtløftighed, jeg kun ved Leilighed i Dannevirke kan tillade mig, og deels nytter det ikke stort; thi vil man spørge Bibel og Historie til Raads, da falder det Hele af sig selv i de rette Folder, og vil man gaae paa sin egen Haand, da bliver man ikke klog, før man faaer Skade for Hjemgjæld. Kun det synes mig her værd at bemærke, at Slægtskabet mellem Nordmænd og Vyrtembergere, ogsaa ved den sidste samtidige Frihedssvimmel, stadfæster sig, og at Tydskerne maae snoe sig, som de vil, aristokratisk maa Forfatningen blive, saalænge de ingen despotisk vil have, det borger Historien for; men kan det fornøie dem at faae Optimater 1 for Patricier, da vil det, under Adelens nærværende Forfatning, og i en saadan Guld-Alder, neppe falde vanskeligt. Skulde jeg endnu tilføie Noget, da maatte det være, hvad der synes mig soleklart, at vor Tid, selv om den, hvad den for Øieblikket neppe er, var skikket til noget Godt, allermindst af alle Tidsaldre er skikket til at drage Nytte af Rigsdage, Parlamenter, Senater, Conventer, Stor-Thinge, eller hvad man vil kalde dem; thi det var kun mueligt, saalænge Adel og Geistlighed vare Hoved-Mændene baade i Rigdom og Kundskab; nu derimod skal enten de, der fattes Kundskab, stemme for sig selv, eller de, der har den, stemme for andre, og med begge Dele kan man indsee, at Folket er saare ilde tjent, ligesom og Erfaring daglig stadfæster det. Det Folk, som for nærværende Tid ikke tør betroe sin Konge Enevolds-Magten, har neppe Valget imellem *

666 Andet, end at komme i de Riges Lomme, eller gjøre Oprør, indtil den Rigeste eller Trædskeste gjør dem til livegne Trælle; og den eneste betimelige Læmpning af Konge-Magten vilde udentvivl være en temmelig uindskrænket Trykke-Frihed, med de skarpeste og strængeste Forholds-Regler mod al Anonymitet og Pseudonymitet; thi de Boglærde ere vist nu Folkenes naturlige Repræsentantere, Grunde maa veies, ikke Stemmer tælles, og hvem der vil tale med om vigtige Ting, maa ligesaavel være sit Navn bekjendt nu, som fordum paa Rigsdagene; den, som ikke, især naar Lovene hjemlede ham Ret dertil, turde tage Bladet fra Munden, af Frygt for Skaar i sin timelige Lykke, maatte længe nok tie, som jo enhver saadan tier i Parlamenter og paa Storthinge, uden at dog Sandhed forties, naar den er Forsamlingen kjær, og med et Folk, som for Sandhed Intet tør vove, er Intet at gjøre. For Resten er det klart, at under alle Forfatninger er den, og kun den, frie, som frygter Gud og intet Menneske, samt at kun det Folk kan faae en god Forfatning, der søger sin Lykke, ikke i den, men kun i det, der nødvendig frembringer den: i Gudsfrygt, Dyd og Videnskabelighed. Alt Kiv om Stats-Indretning er derfor Kjævl om Keiserens Skjæg; thi hvad der ikke historisk rolig udvikler sig af Folket, ligger ei heller i det, og hvad man kliner paa, det regner af.

Kortere kan jeg besvare den Anke, at mangen tydsk Skribent, som dog har, hvad man kalder et Navn, er enten slet ikke, eller dog kun netop nævnt; thi der vilde større Bøger til, om det skulde undgaaes, og man sige, hvad man vil, saa er dog Universal-Historien og Tydsklands Literatur-Historie ikke saa ganske Eet og det Samme. Neppe har jeg oversprunget Nogen, som gav Religion, Poesie og Videnskabelighed en egen Retning eller vigtigt Udbytte, og kun med dem havde jeg at gjøre. Vel kunde det ladet sig forsvare, at omtale Lafontaines og Kozebues uforsvarlige Roman-Streger, Pudsen-Magerier, Navnkundighed og Indflydelse; men Tavsheden lader sig dog vist i det Mindste ogsaa undskylde, ved den Bekjendelse, at jeg virkelig glemde dem over det Meget, der syndes mig klart nok at kundgjøre Tidens Elendighed, og bliver min Bog tiere oplagt, skal jeg, hvis jeg kan huske det, gjøre Bod, ved at opoffre dem et heelt Blad. I Øvrigt seer man let, at de, med alle deres Frænder, kun nærede sig af Vrag, pillede Kalk af Væggene i Daglig-Stuen, gjorde saa Æg, som de kunde bedst, lod det ærede Publikums Bifalds-Soel udruge dem, og forærede saa, for gode Ord og Betaling, Publikum 667 sine egne Kyllinger, under prægtige Navne, deels til naturlig, rørende Tidsfordriv, og deels til Lækkerbidskener i Faste-Tiden. Verden elsker, hvad dens eget er, og Tiden slugde med Fornøielse sine egne Børn, som heller ikke duede til Andet; det er Omkvædet paa Visen.

Mindre forsvarligt kan det vel synes, at jeg knap har nævnet Voss, hvis Luise er et eget, uforagteligt Værk, hvis Oversættelser af de Gamle opløftes til Skyerne, og hvis Stavelse-Maal hans Søn i det Mindste, om jeg husker ret, endnu holder Forelæsninger over. Min Agt var det ogsaa virkelig at omtale ham i Forbindelse med Stolbergerne, Bürger og Hölty; men Sligt maa, som Anders Vedel siger om Aarstal, ikke plumpelig indskydes, og jeg forsømde at benytte det eneste beleilige Sted ved Slutningen af Ordene om Klopstock. At jeg imidlertid ikke siden fandt Leilighed til at tale derom, beviser enten, at jeg maa have været meget uagtsom, eller at den nordiske Skole, hvortil de alle høre, ei har faaet synderligt at sige, og det Sidste turde vel være sikkert nok, uden at jeg derfor vil undskylde min første Forsømmelse med Andet end den Bemærkning, hvis Sandhed hver Kyndig vil indrømme, at der skal meget til at sandse Alt i rette Tid. Kortelig vil jeg da kun her anmærke, at hvad der hos disse halve Klopstockianer egenlig behagede Tyskerne, var Formskjæringen, hvori Voss virkelig bragde det vidt, og Velklangen, hvori Bürger var Mesteren; Følelsen, som hverken var reen eller dyb, sporer man ei synderligt Indtryk af, undtagen i de æsthetiske Haandbøger. Idyllerne af Voss have et behageligt Anstrøg af landlig Uskyld og gammel-tydsk Troskyldighed; men Kjøkken-Urterne har taget Saft og Soel fra Blomsterne, Bøgen er hugget op til Gavn-Tømmer, Hjertet vævet i Dreiel, og Kysset afplukket til Jord-Bær, kort sagt: den sandselige Følelse spiller barnlig i det matte Efterskin af den aandige. Det Samme er, naar man vil skrifte Sandhed, Tilfældet i de Homeriske Digte, kun at det episk-mythiske Indhold hæver, især Iliaden, i en høiere Glands, hvorfor ogsaa Odysseen er lykkedes Voss bedst; men det er, i mine Tanker, dog kun Selv-Bedrag med alle skolerette Oversættelser af Digte; hvem der kjender dem i Grundsproget, gotter sig ved Gjenlyden, fordi han alt har Tonen i Øret; men de, for hvem man skal oversætte, høre kun et dødt og fremmed Døn, hvoraf følger, at de enten ringeagte Digtene, eller, hvad der end er værre, indbilde sig, at det Skjønne ligger i Mekanismen. Langt bedre har derfor Stolberg oversat, og især er hans Ossian et Mester-Stykke; 668 thi det Gjenfærd, hvis Værk disse urolige Drømme aabenbar ere, svæver over det Hele. Spørger man nu om Jean Paul, da har jeg hverken glemt eller overseet, men gjemt ham, til jeg eller en Anden kan, ved nøiere Eftersyn, finde en Plads, hvor man kan være bekjendt at sætte ham. Det haster nok heller ikke; thi saavidt jeg kan skjønne, har han ikke virket stort anderledes, end som en mørk Tale, man imellem bryder sit Hoved med, men lader saa staae ved sit Værd. Saaledes har han i det Mindste virket paa mig, og seer jeg ikke meget feil, da hører han mere til Historiens Konst-Kammer, end til dens Universitet og Konst-Academie, mere til Tydsklands Natur-Historie, som en indviklet Anthropologie, end til Historien om, og Udviklingen af, hvad der er forknyttet i ham.

Dog, alt Sligt er kun Smaating mod, hvad jeg selv kunde fristes til strængt at paatale: Overspringet nemlig af hele Nordens Historie efter Trediveaars-Krigen. Var jeg en Tydsker, da slap jeg nemt fra denne Anke, og gav kun Læseren en lang Næse, det vil her sige: en høitydsk Kjendelse for, at i Aandens Rige, hvilket da i min Mund løb sammen med det hellige romerske, er Dannemark kun et Annex til Tydskland, omtrent som Sverrig til Frankerig. Men, skjøndt denne Undskyldning kunde synes at komme mig vel tilpas, og uagtet jeg til Nød kunde bevise, hvad Bogen maaskee selv stadfæster, at jeg har lidt tydsk Blod i min lille Finger1, nænner jeg dog ikke at istemme, hvad det gjør mig ondt at høre, selv Steffens skal ymte om, uagtet jeg turde paatage mig, endog af hans egne Skrifter, at bevise det Modsatte. Kort sagt, jeg er, hvad neppe Nogen af mine Læsere omtvivler, med Liv og Sjæl dansk, og har jeg nogen Aand, som jeg virkelig bilder mig ind, da er den ingenlunde tydsk, men dansk, og altsaa gives der en dansk Aand, som bestrider den tydske, og det ikke blot i mig, men i alt, hvad der gjennem Tiderne er enig med mig, og har betakket sig, som jeg betakker mig, for al Optagelse i tydske Forbund, de føre saa, hvad Navn de vil, fra Catters og Cheruskers af til dem, der stiftedes under Preusens og Frankerigs Ørne. Vel holder jeg meget af Ordsprog, og vil ikke nægte, at vi har et, der hedder: som man raaber i Skoven, saa faaer man Svar; end videre bekjender jeg, at tydske Raab har alt for tit i Skoven fundet Gjenlyd; men *

669 paastaae tør jeg dog, at det var ei i Danmarks Aand, det var, hvad Echo altid er, og hvad det gjælder for i Nordens Myther: det var kun Dværge-Maal, som Dannemænd kan aldrig nemme, før de forsage Modersmaalet, og altsaa er ei længer Dannemænd; thi aldrig lader sig det bløde, jævne, runde Bøge-Blad udtakke til en Egekrands for Herman og Thusnelde. Man veed da og, det gamle Ordsprog er, som flere danske, underskjellet, og udsiger, hvad Historien stadfæster, at, som man raabde til, saa fik man Svar i Skoven; thi intet Ord, undtagen Guds og Sandheds, har fundet dyb og klar og varig Gjenlyd i det danske Hjerte, og til man kan bevise, at Saxo er Echo af Albert fra Stade, og Kingo af Poul Gerhard, skal man nødes til at indrømme, at der, i deres og deres Frænders Bøger, er en, vel ikke bindstærk, men udentvivl dog indholdsrig dansk Literatur, som Tydskerne i det Mindste gjorde vel i at lade staae ved sit Værd, til de lære at kjende den, og gjorde udentvivl vel i at skjænke særdeles Opmærksomhed. Det har de nu imidlertid ikke gjort, og selv den islandske Literatur, som Nogle af dem i den sidste Tid have leget med, betragte de som Gjenlyd af oldtydske Ord, de rigtig nok har glemt, men dog indbilde sig, man gjerne, uden at have dybere Bryst-Lommer end de, kunde gjemme, til Trods for de skiftende Tider. Saameget er da unægteligt, at Norden ikke, siden Skrift kom paa Tryk, og neppe siden Skrift mellem os kom i Gang, har virket Noget, som er Talen værd, paa Aand og Skrifter udenlands, og da nu, siden Trediveaarskrigen, den verdslige Indflydelse ei heller, i det Mindste sees at have været synderlig, saa er det klart, at mange Ord om Norden i den sidste Tid staae ei i Verdens-Krøniken paa deres rette Sted, og mange Ord, forholdsviis, maatte jeg talt, hvis jeg, under den Skikkelse, min Bog har nu, skulde gjentaget, hvad jeg forhen sagde om Norden. Før, da jeg lod Præste-Tungen raade, var det mig ikke blot en Hoved-Sag, men en Samvittigheds-Sag, uforbeholden at skildre først og sidst mit Fædrenelands Deelagtighed i Nøden og Brøden; nu derimod, da jeg føler, at det er skeet indtil Videre noksom, eller forgjæves, nu var det mig en Hovedsag, klart at afmale den høitydske Viisdom, og lade Dannemænd deri speile og kjende sig selv, forsaavidt de knælede for den. Lidt havde jeg nok til Slutning agtet at sige om Ægteskaberne herinde, dem i tilladte og dem i forbudne Led, om Raad og Uraad, Kiv og Modgang, Skilsmisser og sønderskaarne Lim, ja, sønderbrudte Hjerter, kort sagt, om Nordens Forhold i sig selv og til de store Magter; men, som sagt, jeg 670 nænde ei at flytte Staven bort fra Luthers Grav, og langt fra at angre den Nænsomhed, indseer jeg nu, at Tavshed, fra alle Sider betragtet, her tjende bedst. Vil Gud, da skal jeg, efter Jubelfesten, give en Udsigt over Nordens indholdsrige Krønike, som i det Mindste skal bevise, at Gjemt er ikke glemt, og at der i Dannemark er en Literatur, som Tydskerne neppe vil tilegne sig, og som de dog skal have ondt ved at kalde livløs og hverdags.

Nu faaer det denne Gang være nok talt om mine virkelige eller formeentlige peccata omissionis 1, og disse turde vel i de Flestes Øine synes ubetydelige imod de mange og store gjørlige Synder, man sagtens vil finde mig skyldig i; men derom kan jeg netop derfor fatte mig kort, ligesom det, forsaavidt de ere uvitterlige, følger af Fornødenhed. Ærlig erklærer jeg, nu som før, at det skal glæde mig at gjøres opmærksom paa mine Feil, de være saa begaaede i Fortælling eller Bedømmelse, i Anordning, Stiil eller Sprog, og at det forrige Gang ingenlunde skedte tilbørlig, kan jeg ikke fremføre noget mere umistænkeligt Beviis paa end de mange Rettelser, jeg, af egen Drift, har afstedkommet, og naar derimellem kun findes faa af dem, man har opfordret mig til, kan hint vel i Retsindiges Øine gjælde for et Vidnesbyrd om, at det ikke er mine Feil, jeg freder om, med mindre min Troe og min Overbeviisning er mine Grundfeil, noget, jeg trøstig overlader til Historien og sandhedskjærlige Læseres Samvittighed at bedømme. Frit tør jeg sige, at hver Læser, som elsker Sandhed og Historie, om han ogsaa i mange Stykker skulde være langt fra min Mening, maa agte min Bog for gavnlig og ønske den i hver boglærd Ungersvends Haand, til den fortrænges af en bedre; thi, selv om han fandt Gift i Bogen, Giftblander kunde han dog aldrig kalde mig, saasandt som et ærligt, flittigt og grundigt Studium af Historien unægtelig maa være den bedste, ja, eneste sande Modgift mod al historisk Vildfarelse, og saasandt som min hele Bog øiensynlig er stilet paa at opmuntre og drive til et saadant Studium. Lad os for et Øieblik sætte den Muelighed, at min hele Beskuelse af Folkenes Færd og Menneskets Udvikling var skjæv og uforsvarlig, saa var det dog aabenbar kun, fordi den ei var klar og dyb og grundig nok, og kan allerede den, jeg har, begeistre en Mand for Historien, og begeistre hans Tale, hvad maa da ikke den dybere og sande kunde gjøre, og til med Flid at søge den, *

671 er det jo dog indlysende, at jeg opmuntrer, lokker, ja, saavidt jeg mægter, selv ved Trodsen tvinger!

Jeg vil derfor slutte min Fortale med et Alvors-Ord til mine boglærde Landsmænd, og det skal ikke staae som et Hjerte-Suk, da jeg veed, man troer sig beføiet til at besvare et saadant med et spodsk Smiil, eller i al Fald et medlidende Skulder-Træk; det skal være, om ikke iiskoldt, saa dog tørt og tydeligt nok til at kræve et anderledes Svar.

I ti Aar har jeg nu været Skribent, og alt ved mit første Forsøg indrømmede man mig Kald til at være det. Christendom og Historie var lige fra Begyndelsen, som det endnu er og maa bestandig blive, mit Løsen, og, man skal nødes til at indrømme, ikke hos mig et Mundsveir eller et Slag i Luften, men noget, jeg, fornemmelig i de syv sidste Aar, under megen Trængsel og Modgang, uden Partie, uden mindste verdsligt Rygstød, uden en eneste Medhjelper, har behandlet som en Samvittigheds-Sag, og anvendt, uden Persons Anseelse, paa Fortids og Nutids aandige Forhold. Min Strid, det er dog vel nu blevet klart, gjælder ikke denne eller hin Person, Mening, Stand, Skole eller noget Enkelt for sig selv, men angaaer Alt, hvorom [læs: for] det paa Tidens Bølge, med Evigheden for Øie, er værd at blotte Vaaben: angaaer Tro og Videnskabelighed i deres hele Omfang og indbyrdes Forhold. Det er jo dog sandt at der i det sidste Aarhundrede er skeet en Adsplittelse i Menigheden, som, hvis den ogsaa var nødvendig, maatte kaldes et nødvendigt Onde, hvis Varighed hver ædel Mand maa ønske at forkorte! Det er jo vist, at de Pillere, hvorpaa Kirke og Stat, Troe og Mening, og dermed alle selskabelige Forhold, fordum hvilede, ere baade indvortes og udvortes rystede i deres Grundvold; og det er jo aabenbart, at de maae atter befæstes, eller andre, om det er mueligt, ligesaa faste, opreises, dersom ikke Alt skal opløse sig i et forvirret Chaos; det er jo vist, at, uden Enighed mellem de ypperste Kræfter, er Alt, hvad der forudsætter Eenhed: Stat saavelsom Kirke, kun en kraftløs Skygge! Man har meent at kunne naae denne Enighed i Kirken ved, hvad man kaldte Oplysning, og at kunne undvære den i Staten ved at sætte Egennytten i dens Sted; at Erfaringen ikker taler for den Mening, det veed man; at man først maatte omskabe Menneskene til netop lige fornuftige, og slaae alles Skjebne over samme Læst, for at frembringe eens Tanker i dem, det lader sig ligesaa unægtelig bevise, som at Staten maa, for sin egen Nyttes Skyld, kræve Opoffrelse af hver enkelt Lems Egennytte, og kostbare 672 Lærdomme synes dog endelig at have gjort de fleste Ædle i dette Stykke mere ædrue, saa de lede om en Middelvei, og stræbe at støtte paa det Brøstfældige.

Nu siger jeg, der gives ingen Middelvei mellem Ondt og Godt, mellem Sandhed og Løgn, og naar man synes at gaae den, da halter man kun; der hjelper ingen Støtter for Kirke og Stat, og naar det synes saa, da er det kun, fordi, hvad der engang stod fast, det skrider kun langsomt, og naar man bliver bange for Faldet, da sætter man Ryggen imod; men bilder man sig ind, at det hjelper, da har man tabt. Jeg paastaaer, at der er intet Raad for os i Tiden og mindre i Evigheden, uden at vende tilbage til Fædres ærlige, eenfoldige Troe, som ene kan give, hvad vi behøve: Kraft og Kjærlighed; at den kan give disse Ting, udviser Historien, og jeg spørger, hvad Ulykke der skulde være i at faae en Tilstand tilbage, hvori aabenbar alt det frembragdes, som vi nu ansee det for en Lykke at bjerge Vraget af! Jeg har ikke ladet det beroe med at sige og paastaae Sligt almindelig og koldt, som er til ingen Nytte; men jeg har: fornemmelig i mine udgivne Prædikener, i Roeskilde-Riim og i det Korte Begreb af Krøniken, viist, at jeg selv har Fædrenes eenfoldige Troe, og at den har givet mig Hjerte til baade at trodse Verden og til at forkynde Bibel-Ordet med Inderlighed og Rørelse; jeg har fremdeles: især i Dannevirke og nærværende Bog, viist, at jeg hverken er gaaet fra Forstanden eller fra Videnskaberne, ved at gaae til Bibelen, jeg har viist, hvorledes man, uden at træde nogen beviislig Sandhed for nær, kan med stræng Conseqvents betragte den eenfoldige Troe som al Viisdoms Moder, al sand Videnskabelighed som Bibelens Barn, hvis Udsagn stadfæster dens Herkomst og peger mod Himmelen, som den Aands Studere-Kammer, hvis Ord den grunder paa, ei for, hvad der er umueligt, at udgrunde, men lade dem stadfæste sig i Støvet.

Nu vil jeg spørge, om det sømmer sig sandhedskjærlige Mænd at besvare Sligt med kraftløse Bandsættelser, eller endog kun med fornemme Smiil, eller om det ikke er deres hellige Pligt, nøie at prøve, om de Ting forholde sig saa i Sandhed, og, om de da mene anderledes, vise mig klart og grundig til Rette; om det ikke er, hvad de skylde Sandhed, hvad de skylde Kirke og Stat, ja, hvad de skylde mig, hvis Evner og Kundskaber det slet ikke maa være dem ligegyldigt at see gaae forlorne. Hvortil ere Høiskoler, hvortil er det hele lærde Væsen, dersom ei fornemmelig til, i Tider som de nærværende, det koste, hvad koste 673 vil, at vække Mængden af den gruelige Sjælesøvn, hvori den, ligegyldig for Alt, hvad der ei kildrer Sandserne, eller kan gjøres i Penge, hendøser Livet, og arbeider paa Opløsning af alt det Store og Herlige, vi skabdes til at udvikle! Hvem tør raabe Vee over den Mand, som ærlig har gjort Sit for dette Tidens store Anliggende! Hvad har man at klage over ham, som hverken med Ord eller Levnet har, selv paa fierneste Maade, stræbt at bortlokke fra Noget af Alt, hvad man kan være bekjendt at kalde Helligt, Godt og Ærværdigt, men meget mere af al Magt formanet til at hænge hardt ved alt Saadant, som, langt fra at hverve Tilhængere, snarere har stødt dem fra sig, hvis Løsen altid var: Fred med al Sandhed, Kamp mod Løgn og Vildfarelser, men kun med Aand og Ord! thi Sandheds Rige er ikke af denne Verden! Hvem vil være bekjendt at sige, at her, hvor det gjælder om Millioners Vel og Sandheds Rige, skulde det være nok, om man kunde bevise, at jeg havde bedømt en enkelt Bog eller Bogskriver for strængt, og indbilde Folk, at jeg er haard og ukjærlig og mystisk, som om min Tale var dermed gjendrevet, Kirke og Stat dermed hjulpet! Hvem elsker Sandhed og vilde ikke lade sig hudflette, naar Folk derved kunde vaagne! hvem er vaagen og veed ikke, hvad det koster? veed ikke, at det nu maa tordne og lyne tilgavns, før Nogen reiser sig! og hvad er det da for en Kjærlighed, som forbyder at svinge Ordets Mjølner!

Ja, endelig vil jeg spørge: hvad siger man om sig selv, naar man holder Jubel-Fest til Minde om Reformationen, og udskriger mig for en Fanatiker og Mørkets Talsmand, uagtet man nødes til at indrømme, at jeg hverken fører anden Lærdom eller andre Vaaben end Morten Luther!

Inderlig ønsker jeg, at man dog endelig engang vil give sig Tid til alvorlig at eftertænke disse Ting, for at lære, hvad det er, Sandheds Venner maae fare i Harnisk mod, at det vist ikke er mod de Enkelte, der løfte Røsten for Gud og Hans Ord, for Konge og Fædreneland, grundig Indsigt og levende Kamp i Aandens Rige; men mod Dorskhed, Sløvhed, Kjødelighed i alle Hjørner, og i den lærde Verden: kold Spidsfindighed, Lunkenhed, gjensidig Smigren, personlige Kjævlerier, Kling-Klang, Snik-Snak, og alt saadant Ukrud, som daglig voxer! Vil man ikke høre mig, da er jeg netop den, man derved skader mindst; thi den leer bedst, som leer sidst, og dertil skal jeg sikkert drive det.

Gak nu, Bog, kun ud i Verden! forsaavidt du er helliget Sandhed, 674 følger Guds Velsignelse med dig, og hvad Løgnen kan have indsmuglet i dig, tilhører hverken dig eller mig; velsignet være de(m), som gjør det til Intet!

Kjøbenhavn d. 19de Junii 1817.
Grundtvig.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

- - Paa Overgangen til det attende Aarhundredes to sidste Decennier nødes vi til at standse et Øieblik, og betænke Tidens Vilkaar. Det er forhen bemærket, at paa denne Tid havde Bibelen omtrent tabt sin Anseelse i den tydske Læseverden, en naturlig Følge af, at den havde de største Hoveder imod sig. Det er ogsaa anmærket, at Lessing nu døde, omtrent paa samme Tid som Ernesti, og da man nu hverken havde en herskende Theologie eller Philosophie, saae det naturligviis ud i den lærde Republik som i Riget, naar Keiserthronen stod ledig, ja, endnu værre; thi skjøndt enhver af de fornemme Skribenter havde sig som et lille Fyrstendom i Læseverdenen, saa maatte han dog smigre for sine Undersaatter, om han ei vilde afsættes. Til at formere Vilderedet, og især forberede et langt større, bidrog fornemmelig den Omvæltning i Børneopdragelsen, som nu var begyndt. At vænne Børn til stræng Lydighed, at lære dem deres Christendom og, hvis de holdtes til Bogen, Grammatikerne og endeel Bøger i de gamle Sprog, saa godt som udenad, tit med Ferie og Riis, det var den gamle Methode. At den nu mangengang udartede til Tyrannie, er unægteligt; men at det kun var et Smiil værd, naar man raabde paa, at Børnene derved fik en slavisk Tænkemaade, og bleve dumme ved at lære udenad, hvad de ikke forstode, maa man vel indrømme, ved at see, hvor godt de Børn som Mænd forstode, hvad de havde lært, og ved at høre Raaberne, der for det meste selv vare haardest opdragne. Snarere maatte man da beklage den 675 overdrevne Strænghed, fordi den avlede Had selv til retmæssig Tugt, og kun paaanke Udenadslæsningen, fordi den dreves maskinmæssig, og misbrugdes til at lære Meget udenad, som ei var værd at huske. Det er imidlertid ikke Spørgsmaalet, om Opdragelsen og den lærde Underviisning trængde til Forbedring; men vilde man ikke troe, at, før en saadan kunde iværksættes, maatte de Gamle omvende sig, og Videnskabeligheden sees i et klarere Lys, da har man siden faaet Troen i Hænderne. Man tog sig nu for, i en Tid, da man daglig mere tabde Lysten til at troe, lyde og arbeide, at opdrage den yngre Slægt med uindskrænket Mildhed, ei forlange Andet troet af dem, end hvad de forstode, ei tvinge dem til Udenadslæsning, men især lægge an paa spøgende at bibringe dem Kundskaber, som vare nyttige i det daglige Liv, og fremfor alt sørge for deres Legems fri Udvikling. Man veed, at Locke og Rousseau vare denne Methodes Talsmænd, og nu opstod da ogsaa en tydsk Apostel, hvis Raab blev annammet som en Engels Røst, uagtet Forældre vel maatte skjelvet blot ved Tanken om, at deres Børn skulde komme til at ligne ham. Det var Johan Bernhard Basedov fra Hamborg, et udsvævende og halvgalt Menneske, som naturligviis ikke fandt sin Regning ved at være Christen, og som, da Kirkestormen ikke vilde lykkes, udraabde sig til Reformator i Skolen. Vidste man det ikke før, at Tydskerne syndes, de havde selv endnu for megen Christendom, da maatte man dog lære det ved at see, hvilken Liid de satte til en Mands Skole-Forbedring, hvis Skrifter prædikede Oprør mod Bibelen, og hvis Levnet spottede Dyden. Efter stor Kvalm med Elementarbøgerne, der skulde skabe idel Socrater, aabnede Basedov sit philanthropiske Værksted i Dessau, og da man ved den berømte Examen to Aar efter saae, at han kunde gjøre Mirakler, overvældedes han med Lovtaler og Lærlinger. Vel gik denne Anstalt snart saa godt som overstyr, men Grundsætningerne bare hundredefold Frugter, og især stod Educations-Raad Campe fra Nu til Aarhundredets Udgang i en Anseelse, som neppe nogen Fyrste eller anden Mand, uagtet han kun havde den Fortjeneste at kunne godt snakke for Børn, gjøre al Ting til Hakkemad og Tyggemad, og i Religionen gaae udenom Bibelen. Vældig udbredte sig nu den Formening, at han, der lærde Folk at brygge Brunsviger-Mumme, gjorde Verden større Tjeneste, end det største Genie med sine Værker, at grundig Videnskabelighed var Skolefuxerie, Christendom Overtro, Dyd en god Vane, Egennytte Statens Grundvold, sund Forstand Følgen af et sundt 676 Legeme, og kort sagt, at hvad man ikke med sin sunde Forstand kunde begribe, var Løgn, og hvad man Ikke med den kunde indsee var nyttigt, det var Narrerie.

Fra dette Stade seer man udentvivl nemmest, hvad der i Øvrigt fra alle Sider er øiensynligt, at skulde ikke Tydskerne nedsynke i et grovt Barbarie, da maatte der enten opstaae en Reformator i Kirken, eller, om det maaskee kunde hjelpe, en Philosoph, der førde Alt tilbage til dybere, omfattende Grundsætninger.

En Reformator maa, naar Værket skal lykkes, være, om ikke det bedste, saa dog et af de bedste Hoveder i sit Folk, og at han, i Slutningen af det attende Aarhundrede, maatte kunne omfatte, forstaae og anvende Tidens Poesie og Vidskab som den Bedste, er ligefrem. En saadan Mand kan vi ikke vente at træffe i Kirken; men dog møde vi En, der virkelig havde endeel Reformatoranlæg, og det er Johan Gotfried Herder, født to Aar førend Campe. Det kunde være et Spørgsmaal, hvem man skulde omtale først: ham eller Kant; men da de begge vare Preusere, maae vi i al Fald først kaste et Blik paa deres Fødeland.

Til hvilken Folkestamme Oldpreuserne hørde, er endnu temmelig dunkelt; dog skal der fra gamle Dage have gaaet det Sagn i Landet, at den herskende Stamme var indvandret fra Skandinavien, og det er ingenlunde urimeligt; thi, uden at tale om Andet, har Preusernes Forhold til Brandenborgerne en heel mærkværdig Lighed med Gothernes til de Svenske. Dog, vi lade her det Uvisse staae ved sit Værd, og holde os til det Bekjendte: at Preuserne holdt fast ved Hedenskabet til Slutningen af det 13de Aarhundrede, da de, som ikke vare faldne for de tydske Korsherrers Sværd, enten lode sig døbe, eller flydde til Lithauen, hvor en Flok af dem vedblev Afgudsdyrkelsen til det 15de Aarhundrede. Dette lærer os, at Preuserne før Reformationen egenlig slet ikke kan kaldes Christne; thi de Folkefærd, som, efter Talebrugen, omvendtes saa silde og saa uapostolisk, skiftede i Grunden kun Navn paa deres Afguder. Med Preusens Reformation havde det ikke heller stort at betyde; thi vi see ingen Kamp, ingen mærkelige indfødte Lærere, ingen vaagnende Videnskabelighed; Markgrev Albrecht af Brandenborg, som da var Hærmester, fandt i Reformationen et godt Paaskud til at gifte sig og gjøre Hertugdømmet arveligt; Vürtembergeren Povel von Spretten indrettede Kirketjenesten, og dermed var Sagen afgjort. Imidlertid stiftedes der dog en Høiskole 677 i Kønigsberg; endeel Tydskere og Hollændere vare indvandrede i Korsherrernes Dage, deres Sprog havde vundet Seier, deres Afkom beboede ventelig især Stæderne; Thorn havde alt i Luthers Tid sin Nicolaus Copernicus, og, uden at det endnu for en Fremmed lader sig oprede, hvad Gang Udviklingen har taget, blev Preusen ved Kant og Herder paa eengang mærkværdig i Aandens Rige.

Uagtet nu Kant ikke blot var den ældste, men havde endog som Lærer havt Indflydelse paa Herder, maae vi dog tage denne først, deels fordi han tidligere begyndte at virke paa Læse-Verdenen, og især fordi han staaer som den tydsk-evangeliske Kirkes sidste, skuffende Haab.

Efterretningerne om denne mærkelige Mands Ungdom ere yderst magre og tildeels usikkre, da han selv med Flid kastede et Slør over hine Dage, som poetiske Gemytter ellers pleie at reise venlige, talende Mindesmærker. Kun det veed man, at hans Fader var Skolemester i Mohrungen og stræbde, skjøndt forgjæves, at indskrænke hans Læselyst til Bibel og Psalmebog; at han enstund var i Lære hos en Chirurg, studerede saa omtrent paa egen Haand, stiftede i Kønigsberg Venskab med den genialske, besynderlige Hamann, ogsaa en Preuser, og blev allerede i sit 21 Aar Rector og Præst i Riga. Efter fem Aars Forløb blev han Hofpræst i Bückeborg ved Minden, og derpaa General-Superintendent i Veimar, hvor han henlevede sine øvrige Dage.

Bestod Sandhed og Dyd i et vist Maal, under og over hvilket Løgn og Last drev sit Spil, da var Herder ustridig en af de største Viismænd; thi denne Synspunkt havde han indpræntet sig saa dybt, at den, med og uden hans Vidende, skinner igjennem al hans Skrift; men, hvis saa er, da gives der i Grunden hverken Sandhed eller Dyd, men kun Klogskab og Dumhed, og da nu igjen disse Ting umuelig kan gives, denne Paastand umuelig gjøres, uden Forudsætning af Noget, der i sig selv er Sandhed, saa følger nødvendig deraf, at Herder gik paa slemme Vildspor og duede ikke synderlig til Veileder. Havde det nu imidlertid været hans Hjertens Mening, at de Kræfter, som virke i Verden og Mennesket, ere, som saadanne, det eneste Sande og Virkelige, deres kloge dvs. med dem selv overeensstemmige Brug og Udvikling den eneste Dyd, og havde han klart og strængt gjennemført denne Grundsætning, kort sagt: havde han været en, med sig selv enig, dynamisk Natur-Philosoph, da kunde han dog paa en Maade spillet Reformator-Rolen 678 og prøvet paa at indføre den udstødte Christendom i Kirken, som en Symbolik, der for Pøbelen skulde spille hans Philosophie; men, uagtet saare meget i hans Skrifter begunstiger en saadan Synsmaade, er der dog og Meget, som bekjæmper den, og hans bestemte Modbydelighed for Natur-Philosophien, hvis Morgenrøde han oplevede, tillader os ikke at troe, det hos ham var saaledes meent, som det tit er sagt, og end tiere ligesom forudsat. Er det nu imidlertid saa, at Ingen med Vished kan sige, hvad Herder vilde have forstaaet enten ved Christendom eller ved hans Yndlings-Ord: Humanitet, saa følger deraf, at han var ingenlunde Manden til at give Noget Fasthed, eller vise Nogen Vei. Saavidt man af Alt med temmelig Sikkerhed kan slutte, har han i sin tidlige Ungdom følt sig høist ulykkelig ved den sværmeriske Pietisme, man vilde paatvinge ham, i det, saa at sige, kun hans halve Sjæl hang ved den, medens den anden Halvdeel af al Magt modsatte sig; han stræbde siden, snart at glemme, snart at bilægge, og stundum ved et Slag at ende Striden i sit Inderste; men, da han ei kunde holde sig paa Tidsalderens lave Standpunkt, ei turde lade sig henrive af Pantheismens Hvirvel og ei vilde troe Skriften eenfoldelig paa Ordet, saa kunde han umuelig blive enig med sig selv om andet, end at man uden Fare kunde være uenig med sig selv, og det er da intet Under, at vi for det Meste see ham svæve mellem de tre Punkter, som om han selv genetisk vilde construere en Skygge af den Trekant, han saae i Bibelen. Hvad der imidlertid gjør ham især historisk mærkværdig og vil, dersom han ikke skylder Hamann alt for meget, stedse bevare hans Ihukommelse, er den dybere historiske Anskuelse, som først gjennem ham stræbde at gjøre sig gjældende. Det Ypperste, han i denne Henseende har leveret, tilhører hans kraftfulde Manddoms-Alder, fra hans 30te til hans 40de Aar, og findes i hans Skyggerids til Historiens Philosophie, hans poetiske Folke-Stemmer og hans Breve om det theologiske Studium. Vel mærker man ogsaa her hans Vaklen mellem Gud og Fatum, mellem Troe og Spil, mellem Kjød og Aand, men dog langt mindre, og nær var han dengang ved at opsvinge sig til en fast, christelig Beskuelse saavel af den hellige som verdslige Historie. Høist mærkeligt er det, at hin Betragtning, der aabenbar ymtede om det store historiske Beviis for Christendommens Sandhed, udkom samme Aar, som Lessing begyndte paa Udgivelsen af de Fragmenter, der skulde omstyrte, hvad man hidtil kaldte saa; men at man i Kirken hverken benyttede sig af 679 disse Vink, eller af det herlige om de messianske Spaadomme, som findes i de theologiske Breve, viser, at det kun vilde nyttet Tiden lidt, om Herder ogsaa havde fulgt den skjønne Bane, der aabnede sig for ham. Hans Ideer 1il Menneskehedens Historie ansees for hans Hovedværk, ja, han ansaae det selv derfor, og fortsatte det dog ikke i sine tolv sidste Aar, kom ikke længer end til Skuldrene af det historiske Menneske og syndes at glemme, det er Hovedet, der ene kan gjøre Sagen klar, Tidsrummet fra Videnskabeligheds Gjenfødelse til Nu det Eneste, der egenlig kan være Gjenstand for historisk Vidskab. Hvad der bevægede Herder til at standse, man kan ikke sige paa Halvveien, men i Forstuen, kan her være ligegyldigt; men klart er det, at han var nødt til at standse, naar han ikke vilde gjøre sine Ideer latterlige; thi det var Lygtemænd, der i Nat og Skumring toge sig ret godt ud, men maatte blegnet i Dagningen, og forsvundet ved Soels Opgang, saa han vilde staaet som med en tom Lygte, der skulde gjøre Dagen klar. Tingen er, at af Oldtiden og Middelalderen kan en Mand, der har Mod og Vid, gjøre omtrent, hvad han vil; thi deels ere de sandselige Begivenheder, der maae finde sig i Meget, her det meest fremtrædende, deels er Historien ufuldstændig, saa der er Rum til Gjætninger, og endelig kan man nægte eller forklare allegorisk, hvad man ikke kan komme anderledes til Rette med. I den ny Tid derimod, fra Korstogene, og især fra Reformationen af, vender Bladet sig, de sandselige Begivenheder udspringe klarlig af den indvortes Kilde, Historien er i alt Vigtigt sikker og fuldstændig, Gangen lader sig ikke forandre, Begivenheder ikke nægte eller gjøre til Digtning; som fiendtlige Hære holde Kræfterne Slag, som af Skriverens Pen see vi Krøniken udvikle sig, og her er Ilden, som Ideerne om Menneskeslægten skal gaae igjennem for at bevise deres Byrd, her er den gloende Ovn, hvori man kastede Bibelen, fordi den ei vilde hylde Babels Afgud, og her skal det sees, om den kan gaae Heden igjennem, om det var den eller Bødlerne, der brændte sig; ja, en Smelteovn har Sandhed bygget sig af tre Aarhundreder; i den skal kastes alt, hvad der om Mennesket kalder sig Sandhed, og hvad der bliver uskadt, det er Sandhed, men hvad Ilden fortærer, det er Løgn. Nødig skulde Herder vove sig hid med sine saakaldte Ideer, deels fundne i Jordskorpen, deels grebne i Luften, nødig med en opfarvet Materialisme holde Lyset, hvor Aander aabenbarlig kjæmpe, nødig snakke over sig om Ligevægt og Ligegyldighed og blødsøden Humanitet, 680 hvor Sandhed øiensynlig sønderkunser sine Fjender. Om det vilde hjulpet, hvis Herder havde manet Jord-Aanden op og Luft-Aanden ned, og ladet dem spille under Dække, det faae vi snart at see, thi det er siden skeet; men da kunde han i det Mindste givet sine Ideer, selv i Aandens Øine, Skin af Sandhed og adspundet dem til Reformationen. Hvorvidt han havde Villie dertil, maa staae uafgjort; men at han fattedes Evnen, det er klart; at finde en aandig Traad i den bibelske Historie, selv naar den tages ganske naturlig, det er i vore Dage ingen Konst, det kan selv, med andres Hjelp, vore blindeste Exegeter og Philologer; thi den er vævet af Menneske-Aandens fineste Silke, saa Poesien lader sig ikke undgaae, men kun mishandle; ja, til overalt i Poesie at finde Aand, hører kun saamegen aandig Følelse, som der hører legemlig til at føle, hvad der umiddelbar berører os; men til at finde den samme Aand, der straaler i Øiet og raaber i Øret, virkende i Tæer og Fingerspidser, dertil hører at være levende inde i Menneskeslægtens aandige Legeme; til i de verdslige Begivenheder udenfor Palæstina og de heroiske Aldre, til i de upoetiske Dage, Folkefærd og Yttringer at finde den aandige Sammenhæng, dertil udfordres en historisk Aand, som Herder savnede, og som dog maa besjæle, hvad der skal fortjene Navn af historisk Vidskab. At nu ogsaa en saadan Aand umuelig kan haves uden et særdeles Forbund med Sandheds Aand, er aabenbart; thi det maa være Sandheds Aand, som styrer Historien, og dersom nu Bibelen er lutter Ord af den Aand, da er det intet Under, at Herder, som vilde gjøre den til en blot menneskelig poetisk Bog, stødte Aanden for Hovedet og omfavnede Skyggen.

Man har spurgt, om Herder var Digter; Jean Paul har ganske vittig sagt, at var han ikke det, saa var han mere; et Digt, og mig synes, man i saa Fald helst skulde kalde ham en Prophetie: Hamanns Prophetie om Humaniteten dvs. Menneske-Forgudelsen, hvis Fremskin han oplevede, uden at gjenkjende den, fordi han var en Prophetie, som ovenikjøbet over Fornuft-Critiken havde glemt sig selv. Maaskee var det allermeest træffende at kalde ham en Billedbog, trykt i Kirken paa Bibelens Bekostning, med fine Kobbere og forgyldt Snit, meer til Morskab end til Oplysning og Opbyggelse; men man kan ogsaa sige det ganske tørt: han var ikke Digter, thi han digtede Intet, han skabde kun, som Klæder skabe Folk; han var en god Billed-Skrædder; de Tanker han kunde maale, var han i Stand til at sye en Kaftan, hvori de, nok saa skjæve og skrutryggede, saae ud som velskabde 681 poetiske Ideer; men klæder man dem af igjen, seer man naturligviis, at Skinnet bedrager, seer det ingensteds klarere end i hans forroste Para-Mythier; thi det betyder her: Skabilkener med mythisk Overtræk, vakkre Muse-Børn at see til, men Træsnit i Grunden. At en saadan Mand maatte ret være, hvad man kalder veltalende, og en anderledes Oversætter af græske Kvdælinger og ebraiske Sange, end man var vant til, følger af sig selv, og hans eneste Fortjeneste af Bibelen var aabenbar, at han nødte Tids-Alderen, som just stod i Begreb med at kaste den under Bordet, til i det Mindste at lægge den paa Hylden, som Historiens mest poetiske Bog. Han reddede derved ingenlunde Bibelen som Guds Ord, tvertimod, han reev Seiglet og Underskriften af Himmel-Brevet, som uægte, hvorved han ikke allene gav Eichhorner og Bauere med deres Jævninger og Følge-Svende Mod, men en dem høist nødvendig Velledning, til at betragte Aabenbaringen som en jødisk Kosmogonie og Mythologie, som et lille Haandbibliothek i den orientalsk-poetiske Literatur; men, man tør vel sige, han reddede derved Bibelen fra de tydske Boglærdes Foragt og det orientalske Sprog-Studium fra aldeles at gaae under i det attende Aarhundredes sidste, i alle Maader for Aanden barbariske, Menneske-Alder. Ja, man tør sige, han gjorde meer; thi ved at slaae paa det Gamle Testamentes poetiske Stræng, der i det Mindste i mangt et Hoved maatte finde Gjenlyd, da den fordum havde tonet sødt i mangt et Hjerte, bidrog han, mere end der lader sig beregne, til at vække og opholde den aandige Sands, der, i Realismens, Criticismens og Revolutionens Dage, var paa et hængende Haar nær forsvundet, og er dog den nødvendige Betingelse for en aandig Opreisning. At nu baade Studium og Sands toge en skjæv og falsk, en arabisk Retning, deri var han ikke uskyldig; thi han stod selv paa Grændserne, hinkede og vinkede til begge Sider; men at man fulgde, hvilke af Vinkene van vilde, er lige vist, og deraf følger, at havde alle hans Vink gaaet ret om, havde man ingen af dem fulgt. Hvormegen Umage Herder end i sin sidste Tid gjorde sig for at vinde den yngre Slægt, hvor uhyre han end nedstemte sin Tone for, man kan ikke sige at synge, men kjække med de Fugle, han paa Kirkegaard og Gadestævne var iblandt, saa lykkedes det ham dog ingenlunde; han skrev imod Kant, kunde ikke nægte, han ansaae Christus for nok saa klog, og et vist Samfund mellem det høiere Usynlige og Mennesket for ganske muelig og ønskelig, og hvad var da mere aabenbart, end at han enten var 682 en arrig Hykler eller en overtroisk Stymper, og i al Fald en svoren Fjende baade af den theoretiske og practiske Fornuft; thi begik han ikke Synd mod Verdens Hellig-Aand, mod Trøsteren, al Sandheds Fuldmægtig, den rene Fornuft selv op ad Dage: Im Anu Eel Kant! Denne Tidens Trøster, som nu er gaaet al Kjøds Gang og begravet under Trappen til det ny julianske Salomons-Tempel, skal vi nu betragte i en Lignelse, og kan gjøre det ganske trygt, da alle Mirakler, og især Opstandelsen fra de Døde, strider aldeles imod hans Grundsætninger, saa hans System kan ei staae op igjen uden at gjøre sig selv til Løgner.

Immanuel Kant fra Kønigsberg levede mest i sin Fødebye og hardtad uændset i Læseverdenen mellem de mange, efter Behag philosopherende Forfattere, indtil han paa Grændsen af Oldings-Alderen, i Lessings og Ernestis Dødsaar, udgav sin Critik over den rene Fornuft, som end ikke strax, men kort før Friederich den Andens Død, begyndte at gjøre en Opsigt og bevirke en Omvæltning i Literaturens Rige, som var mageløs. Efter en halv Snees Aars Forløb kjøledes imidlertid Hidsigheden, og allerede ved Udløbet af det attende Aarhundrede var den critiske Philosophie at ansee som et forældet System, om hvis Brugbarhed som Bygværk i et andet man trættedes. Hvor silde Kant da end begyndte at leve høit, overlevede han dog sig selv og sin Philosophie i alle Maader; thi i hans sidste Aar var den ham for høi, og Tiden for Jav.

Seer man nu rolig tilbage paa alt dette, paa det ringe Udfald af den store Tummel, paa den stærke Deeltagelse, den matte Tilegnelse og det hurtige Frafald, kort sagt, paa det Særsyn, at en Philosophie, der syndes at have hele Tiden paa sin Side, ikke engang fik sig en egen Høiskole, og oplevede knap en halv Menneskealder, da tilbyde sig mange mærkelige Betragtninger, som Rummet ei tillader at anstille her; men Hovedbetragtningen, som ei maa undlades, er den, at Fornuft-Critiken i sig selv umuelig kunde behage andre end Tydskere og maatte, fordi den stræbde at sætte Skranke for deres kjæreste Tilbøielighed, nødvendig mishage dem, undtagen i et Øieblik, da de behøvede den for dermed at nedbryde andre og stærkere Skranker. Christendommen, saaledes som den nu var indknebet og lagt paa Sotteseng, skulde man vel mene, var Ingen i Veien; men det er ikke saa med en tusindaarig Eeg, som med en Pilekvist, der kan oprykkes uden at efterlade sig Spor, ikke saa med en rodfæstet Tro som med en flygtig Vidskab; selv spottet og hadet 683 gjør hiin sig uvilkaarlig gjældende, man maa grave dybt for at undergrave den, og det koster Arbeide at faae Jordstødet væltet. Christendommen hviler paa Historien og kan ikke med Rod oprykkes uden at undergrave den, og man seer da let, at skal det lykkes, maa det være for en Afgrundens Muldvarp, da Menneskehænder kan ei naae saa dybt, Mennesket ei vælte, hvad han selv er rodfast i; men prøve derpaa maa han dog, før han kan indbilde sig, det er skeet. Lægger man hertil, hvad hermed hænger sammen og er nemmere at begribe, at mangen Sandhed, især den om en levende, personlig Gud, om Sjælens Udødelighed og Legemets Opstandelse, om Verdens Skabelse og tilkommende Opløsning, var saaledes sammenvoxet med de christne Folkefærd, at den ansaaes for Noget, Fornuften unægtelig lærde, og som derfor, enten man troede Bibelen eller ikke, maatte blive staaende, saa er det klart, at ønskede man uindskrænket Tænke-Frihed, da behøvede man høilig en FornuftCritik, der i det Mindste syndes grundig at svække Historiens Gyldighed og rokke alle de Sætninger, man hidtil dog i Forbigaaende maatte lette Hatten for. Var nu denne Critik klar og djærv i sine Paastande, men dunkel og tvetydig i sine Beviser og Udtryk, da var den netop, baade hvad den maatte være, og hvad man ønskede, og hvem der kjender Kants, veed ogsaa, at den har disse Egenskaber. Tid og Rim, disse omfattende, dunkle Begreber, staae naturligviis i Spidsen; det antages for afgjort, at da de ikke kan være Noget i sig selv, ere de kun til for Mennesket som nødvendige Sandse-Former, og heraf skulde da følge, at man ingen lovmæssig Slutning kunde gjøre fra, hvad der er i Rummet og Tiden: fra Naturen og Historien, til hvad der er i Sandhed. Sandhed, lærer Critiken fremdeles, er intet andet end Begrebets Overeensstemmelse med sin Gjenstand, og naar altsaa ikke Gjenstanden er tilstæde, har man intet usvigeligt Kjendemærke paa Sandheden, hvoraf da følger, at vi Intet kan vide for vist, uden hvad de sandselige Ting ere, forsaavidt de findes i Tiden og Rummet. Nu skulde da kun Ingen komme og bevise Guds Tilværelse enten af Fornuften, Naturen eller Historien; som Avner henveirede Critiken i forstilt Beskedenhed alle de Beviser, man hidtil havde prøvet, men paastod tillige at give riig Erstatning for, hvad den nedbrød, ved at reise en uoverstigelig Mur mod Vantroens og den selvkloge Fornufts Indbrud, samt ved af practiske Grunde at fordre (postulere) Frihed, Gud og Udødelighed, som nødvendige Betingelser, uden hvilke Moral-Loven i Mennesket var uforklarlig, og 684 det høieste Gode: Dyd med tilsvarende Lyksalighed, uopnaaeligt. Ved første Øiekast skulde man synes, at alt dette kunde, nok saa godt som nogen anden Philosophie, forliges med Christendommen; thi da Fornuften frakjendtes al Evne til at begribe det Oversandselige, frakjendtes den ogsaa al Ret til at bestride en Aabenbarings Muelighed og Indhold af oversandselige Begreber, og da den paastod Nødvendigheden af at troe paa en Gud og ansee sand Lyksalighed uden Dyd for umuelig, skulde man formodet, den maatte raade Menneskene at kaste sig i Christendommens Arme, der med sin rene Sædelære forbandt Underviisning om det Tvivlsomme og Trøst for Synderen, som intet Menneske kunde nægte sig at være. Men, det var ingenlunde Meningen; thi ligesaa tvivlsom og usikker som den critiske Fornuft skabde sig under Navn af theoretisk, hvor det gjaldt om at undergrave, hvad den ei kunde nedrive, ligesaa ufeilbar og myndig teede den sig, under Navn af practisk, i det den paa en Omvei stræbde at gjøre sig til Mester af de øde Boliger. Den syndes vel at føre Krig mod al philosophisk Dogmatisme, men førde den kun mod al christelig Dogmatik, og vilde selv være saa dogmatisk som mueligt. Den erklærede, at Friheden ei lod sig bevise, men paastod, at endog dens Begreb lod sig til practisk Brug ufeilbar bestemme, og Alt, hvad der nu ikke vilde rime sig med det ufeilbare, ubeviislige Begreb, det erklæredes rask for Daarskab, som man for Moralitetens hellige Sags Skyld maatte forkaste. Selv udtrykde Kant sig, i Bogen om Religion inden Fornuftens Grændser, temmelig forsigtig, og stræbde at holde sig til den Paastand, at Aabenbaring, Miracler og deslige umuelig lod sig bevise, da der ingen usvigelige Kjendemærker gaves paa deres Sandhed; men deels kunde han dog ikke bare sig for Sidehug, og deels var det nu ikke Spørgsmaalet, hvad Kant meende eller turde sige. Tingen var, at man havde Indvendinger, der syndes uigjendrivelige, at gjøre mod enhver, som vilde forsvare Christendommen, at man havde et tvetydigt Konstsprog at indhylle sig i og dunkle, tilsyneladende grundige Undersøgelser at beraabe sig paa, saa man fornemt kunde afvise baade Bibelen og sund Menneske-Forstand. Paa Kants Kappe opkaagde man Indvendinger mod Arvesynd, Forsoning og Mirakler, som han aldrig, uden Selvmodsigelse, kunde vedkjende sig, og gjorde den ravgale Paastand om Sandselighed som Syndens Aarsag, hvilken han bestemt havde erklæret sig imod og ikke kunde indrømme, uden at gjøre Alt, hvad der var ham sandt i Tilværelsen, til Synd. Hvad man da, blot ved 685 at læse Critiken, aldrig skulde ahnet, det blev egenlig Theologerne, der annammede den som et Evangelium, ikke til dermed at bestride Indvendinger mod Bibelen, hvortil den havde været særdeles skikket, men til at udrydde al Dogmatik af Bibelen og paanøde den overalt en smuk moralsk Betydning, et Raad, Kant rigtig nok selv havde givet dem, men dog med den Advarsel, som de ganske satte til Side: ei at ville bilde Folk ind, at det havde været de hellige Skribenters Mening.

Kunde man et Øieblik glemme Tingens Vigtighed, da maatte man ret hjertelig lee ad de høilærde tydske Theologer, som kunde indbilde sig, det var mueligt at gjøre skeptisk Dogmatisme (tvivlsom Bestemthed) til et System, og ligesom man paa den ene Side ei noksom kan forundre sig over den gamle Bog, hvori hver synes at kunne finde, hvad han vil, maa man paa den anden Side vel forundre sig over, at Theologerne ikke bleve overalt behængde med Narrekappen, naar de vilde indbilde Folk, at Jesus kun havde udgivet sig for et Menneske, at Bibelen hverken lærde Arvesynd eller Forsoning eller NaadeVirkninger, hverken Djævelens Tilværelse eller evige HelvedStraffe, kort sagt: hverken meer eller mindre i Grunden end Kants Moral, undtagen maaskee den Kjærlighed til Fjender, man beviiste ved, efterat have piint Livet af dem, da at give dem en anstændig Begravelse og en skaansom Liig-Prædiken. Nu maatte man vist nok med Rette spørge: hvortil Kirker og Præster! og hvorfor indlemmes ikke Theologien i Historien, som en Beretning om den menneskelige Forstands Vildfarelser? hvi skal man beholde Sectnavnet Christne? hvi skal Staten føde saamange ørkesløse Buge, eller dog Saamange, som Intet gjøre, uden hvad der bedre kan gjøres uden dem? hvi skal Noget vedblive, der kun grunder sig paa den gamle Jødebog, som kun gamle Kjærlinger ændse, og som selv fornuftige Præster skamme sig ved at bruge?

Saaledes spurgde man virkelig høit og hyppig, men fik et underlig theoretiskt Svar fra Oplysningens tydske Stabelstad: fra Berlin; thi den nye Konge, Friederich Vilhelm, befalede Professorer og Præster at holde sig til Bibelen og forkynde gammeldags Christendom. At dette vakde umaadelig Bestyrtelse, at især mangen Brandenborger deelde Tellers inderlige Græmmelse over Mørkets Magt, at mange hyklede for Vindings Skyld, og at Enkelte, som ikke vilde det, men dog have Levebrød for, hvad de ikke vilde gjøre, mistede det og skreeg over Uretfærdighed, men at med alt dette Tingen gik sin skjæve Gang, det er 686 saa begribeligt og var saa nødvendigt, at det knap behøvede at fortælles og lønner ikke Umagen at opholde sig ved. Derimod kom der fra Paris et anderledes Svar, aldeles practisk, og altsaa baade i Tidens og den critiske Philosophies Smag, som vi derfor nødes til at høre mere omstændelig1.

I det vi nu vende os mod den franske Revolution, mindre for at berøre, hvad alle veed, end for at minde om, hvad man er nær ved at glemme, maae vi agte det for vigtigst at lægge Mærke til, hvorledes Tidens politiske Meninger stode i Forbindelse med dens religiøse og videnskabelige, Noget, der aabner os, vel ikke behagelige, men dog vide og lærerige Udsigter.

Naar vi gjennem Historien betragte den menneskelige Udvikling, da kan det ikke undgaae vor Opmærksomhed, at hvert enkelt Folks, ligesom den hele Slægts Historie, deler sig i tre store Afsnit, der, om ikke andensteds, saa dog i Statsforfatningen, kjendelig adskille sig, som Hierarchie, Genokratie2 og Logomachie3, og det er let at indsee, hvorledes disse Forfatninger knytte sig naturlig til Indbildningskraftens, Følelsens og Forstandens Alder. At nu her i det Enkelte, efter hvert Folks særegne Vilkaar, findes mange Indskrænkninger, som ved første Øiekast synes at være Afvigelser, kan ikke undre os; men i det Store kan vi være sikker paa at finde Gangen kjendelig; thi den er grundet i Menneskets Natur og Bestemmelse. Er det nu unægteligt, at Fornuften ligefra Reformationens Dage stræbde efter Enevælde i Mennesket, da fulgde deraf ogsaa en democratisk Retning, og det var kun Spørgsmaalet, om Fornuften vilde sætte Pøbelen eller Loven paa Thronen, og i sidste Tilfælde: hvilken Lov. Veed vi nu, i hvilket Forhold Fornuften gjennem det attende Aarhundrede satte sig til Christendommen, eller med andre Ord, at den satte sig paa Bagbenene, da kan vi forud vide, at den vilde sætte sig selv paa Thronen, og om der skulde komme en Række af Revolutioner eller en Skare af Tyranner, som tilsidst sammensmeltede i en Universal-Monarch, syndes at være det eneste Spørgsmaal. Ludvig den Fjortende prøvede, hvorvidt det var mueligt at indfatte Europas øvrige Kroner som Ædelstene i den franske; men med stor Bekostning lærde han, at det endnu ikke vilde lykkes, og det sveed til Frankerig, som maatte udrede Lærepengene. Naar man betragter *

687 Hugonotterne, og hører Borgeren fra Genf bedømme Staten efter sit Hoved, som en juridisk Forbindelse, det tilkom Folkets selvgjorde Fuldmægtige at ordne og vaage over, da maa man vel slutte, at Revolutionen forsinkedes ved Hugonotternes Uddrivelse; men Encyclopædisterne stræbde ærlig at erstatte Mangelen; og i et Land, hvor der var liden Gudsfrygt, og hvor baade Hoffet, Adelen og Geistligheden prædikede i Ord og Gjerning de mest oprørende: ugudelige og egennyttige Grundsætninger, var Oprøret aldeles uundgaaeligt. At de oplyste Franskmænd vilde ved Leilighed see at sætte Pøbelen paa Thronen, for selv at styre som Demagoger, det kunde man vente; men at man i det øvrige Europa vilde synes, det var ganske rigtigt, skulde man ikke saa let vente, naar man glemde, at franske Forfattere længe havde givet Tonen an, og oversaae, hvoraf det var en nødvendig Følge. Naar Fornuften erklærer sig for selvstændig og fri, da erklærer den derved Kongernes Konge for afsat, og under hvilken Skikkelse den skal paasætte sig den røvede Krone, beroer paa, hvorvidt den er udviklet, om den har naaet Aandens Rige eller ikke; thi i første Tilfælde tager den Præstekjolen paa, i sidste Bonde-Koften. Nu veed vi, at selv i Tydskland var Fornuften ikke kommet videre hos de Klogeste end til Grændserne af Aande-Riget, hvor den kun fandt sig selv, og hos de Fleste opholdt den sig da midt i Sandse-Verdenen. Naar en selvklog Fornuft nu fra sit lave Stade stirrer op mod Thronen, da finder den naturligviis Kongen overflødig, da den mener langt værdigere at kunne beklæde hans Plads, og naar den nu forestiller sig hundrede kloge Mænd, der lægge deres Hoveder sammen, svimler den over al den Viisdom, der da maa komme til Verden. Naar den nu tænker efter, hvorledes Staten fornuftigst skal bestyres, da stræber den naturligviis at afbilde sig selv i Alt, og medens den udklækker Tyrannie, taler den kun om Frihed og Lighed og forestiller sig i maadelige og i sværmeriske Hoveder virkelig en saadan. Naar Fornuften erklærer sig uafhængig, da grunder den sin Ret paa, at den, som det synes, staaer paa sine egne Been og arbeider med sine egne Hænder, og Been og Hænder maae derved faae en besynderlig Vigtighed i dens Øine, hvoraf følger, at den maa ansee Bønder og Haandværksmænd for de Ypperste i Staten og finde dem ligesaa beføiede til Uafhængighed og Herredom som sig selv. Paa den anden Side følger samme Vurdering af den aandløse Stirren paa Legemet og den verdslige Tilværelse som Hovedsagen; det saakaldte physiokratiske System, der ogsaa 688 udgik fra Frankerig, havde, som det syndes, klarlig beviist, at Penge var Statens Sjæl, og Jorden den sande Guldgrube, og naar kunde Jorden dyrkes bedre, end naar Bonden selv sad i Raadet? Svaret var vist nok let: naar han gik bag Ploven, forstandige Folk sad ved Roret, og de paa begge Sider frygtede Gud; men man kaldte ligesaavel det Overtroe, at troe paa hinandens Ærlighed, som paa Gud, og man havde intet Begreb om Frihed og Retfærdighed, uden der, hvor Alle kunde byde hinanden Spidsen, og den ene Kniv holde den anden i Skeden. Hvad det maatte føre til at sætte Bønder i Statsraadet og at indrette en Forsamling, hvor de fleste Stemmer skulde afgjøre Alt, skjøndt de fleste Stemmer vare i Hoveder, som intet Begreb havde om det Hele, det synes saa klart, at man skulde troe, den Ufornuftigste maatte indsee det; men blinde Folk see aldrig godt, og hvem der troer paa sin Fornuft, er slagen med Blindhed, haaber, jo mere Tillid han har til den, at kunne bøde paa Alt og drage Fordeel af Alt, uden at ændse, at saa tænke fleer, og uden at huske, hvad han selv idelig fører i Munden, at Penge er Hovedsagen.

Det Sidste skulde man mindst tænkt, saa let kunde glemmes i Frankerig, hvor det netop var Penge-Mangel, der udvortes styrtede Thronen; men naar Fornuften gaaer fra Forstanden, faaer den Skade paa Hørelsen og paa Hukommelsen tillige.

Hvorledes Ludvig den Sextendes Ministre, da alle andre Midler slog Feil, fik det Indfald at opmane Skyggen af den gamle aristokratiske Forfatning, for derved at lokke Penge fra Folket, medens Riget hvert Aar sank dybere i en bundløs Gjeld; hvorledes det ene Skridt drog det andet efter sig, saa man nødtes til at indvillige i et Møde af alle tre Stænder, blandt hvilke Middelstanden snart erklærede sig for National-Forsamling, ophævede Lehns-Væsenet, gjorde Kongen til en Stats-Tjener, det vil sige til deres Stads-Tjener, og hvorledes den første Akt af Sørgespillet endte sig med Raab paa en Republik og Kongens Henrettelse, det behøver ikke her at fortælles. Ligesaalidt vil vi opholde os ved de afvexlende Constitutioner og Regjerings-Navne, men kun anmærke, at strax i Begyndelsen indfalder den berygtede, men ikke noksom betragtede eller overveiede Rædsels-Tid under Robespierre og hans Velfærds-Kommission. Naar de Vilde slagte Mennesker, da sukker Historien; men naar et Folk, der har været christnet, raser som Besatte og overgaaer de Vilde i uslukkelig Blodtørst, da gyser den, som for sin Banemand. Bøddel-Øxen var Robespierres 689 Scepter; hver Mand, hvis Anseelse eller Forstand han frygtede, eller hvis Penge han ønskede, var, om han ei i Tide undveeg, Døden vis, og maatte jevnlig, for Sikkerheds Skyld, tage sine Arvinger med sig. At have eller søge, hvad man kalder Lykke i Verden, og at troe paa Gud og et evigt Liv, agtedes omtrent for lige store Forbrydelser; Kirkerne lukkedes, Atheisterne ombyttede Tolerancens Kaste-Tørklæde med den røde Hue og stræbde med Sværdet at udslette hvert Spor af Gudsdyrkelse; Præster i Hobetal afsvore Troen, og erklærede, hvad der upaatvivlelig var sandt, sig selv for Bedragere og Hyklere; Horer i vellystig Dragt førde man paa Triumphvogne, satte dem paa Alteret, gjorde Røgelse og tilbad i dem Fornuftens Gudinder, som de urene Lidenskaber ogsaa hos Vantroe virkelig ere. Robespierre fulgde endelig sine Slagt-Offere, efterat have erklæret, at der dog skulde faae Lov at være en Gud og Udødelighed til; træt af Blodbad og mat af Udsvævelser, søgte man at give Forfatningen en mere lovmæssig Skikkelse, og nu kom for en kort Tid en Slags naturalistisk Gudstjeneste i Mode, hvis Tilhængere kaldte sig Theophilanthroper og forfulgde, af Kjærlighed til Gud og Mennesken, hvem der troede mere end de. Mange begyndte imidlertid paa Ny at holde catholsk Gudstjeneste, Statsroret vedblev at slingre fra Haand til Haand, Dyden var fredløs, Retten sad i Spydstagen, Frihed og Lighed saae man overalt i Almanakker og Aviser. Som en Daare-Kiste, hvor de Bindegale have myrdet hinanden, og hvem der vilde tale dem til Rette, hvor de Halvtossede spille Viismænd, og nogle gamle Ræve spille Gjæk med det Hele, udmattet, udtømt, forvirret, saaledes laae Frankerig paa Grændserne af de to Aarhundreder, som et grueligt Varsel for Europa; men nu greb en Korsikaner Roret, hvem hele Verden kjender under Navnet: Napoleon Bonaparte, og her mindes vi om Frankerigs udvortes Forhold, som vi saa løselig maa overskue.

Siden Syvaars-Krigen havde man længe knap hørt Vaabengny i Europa, uden fra Tyrkiets fjerne Grændser, og ansaae en betydelig Krig for hardtad umuelig, da de mægtige Stater holdt hinanden Stangen og tillode ikke, at Lige-Vægten forstyrredes. Saa klog var man nu, at man ikke grundede Fredshaabet paa Sindelag eller Troe og Love, og hvor kunde man heller det, da Friederich af Preussen var Haabets Genius og tillige den, der udkastede Planen til, for Symmetriens Skyld, at beklippe Polen, og man seer altsaa, at Fredshaabet egenlig beroede paa den Formodning, at de store Magter ikke let kunde 690 finde noget andet Land saa bekvemt til Deling som Polen, eller, om de fandt det, ikke finde synderlig Modstand. Glemt var det da, hvilken Vægt en eneste Mand havde lagt i Preussens lette Skaal, eller man tænkde kanskee, at Naturen havde i ham udtømt sin Kraft; eller hvad man saa for Resten tænkde eller huskede, saa glemde man, just paa den Tid, da man saa ivrig adskildte Fyrste og Stat, at skjelne imellem dem, indbildte sig, at Ligevægten mellem Friederich, Catharine og Joseph var Ligevægt mellem deres Riger, indbildte sig, at Frankerig nu bestandig maatte blive, hvad det var blevet under den femtende og vedblev under den sextende Ludvig at være, at Engelland, som havde Verdens Sjæl og Salighed i sin Lomme, aldrig kunde faae i Sinde at vise det, og at intet nu foragtet Land kunde ved en stor Mand vinde Anseelse og Lyst til at give sig Vægt. Det er i det Mindste aabenbart, at Fastlandet kun saae fredeligt ud, fordi Friederich var stolt nok til Intet at frygte og klog nok til Intet at vove, fordi Joseph den Anden havde Mine af at kunne holde ham Stangen, men ikke Mod til at lade det komme an paa en Prøve, og fordi Cathrine fandt, at Polen og Porten var hendes Næste, som hun først maatte sørge for, og brød sig ikke stort om det øvrige Europa, naar det kun lod hende raade selv ved Dnepr og det sorte Hav. Men, Friederich havde i visse Maader Ret i, ikke at troe paa Udødelighed; thi han døde virkelig, førend han vilde, og tog Verdens falske Haab med sig i Graven. Vel lod det, som det igjen kun var Porten og Polen, man vilde skyde ned; men inden man vidste det, var man selv skudt, og det i Grunden med de Kugler, man selv havde støbt. Rusland og Østerrig angreb Tyrkiet, og baade Catharine og Joseph meende, nu, da den gamle Ørn var død, at kunne dele Byttet, som de vilde; men Tyrkerne slog fra sig, Preussen og Engelland pustede i Polen og Sverrig, og i Stokholm sad en Systersøn af gamle Fritz, der ei var bange for en Syvaars-Krig og vilde befundet sig meget bedre i Petersborg som Vært end som Gjæst. Vel gik den Storm, der virkelig fra denne Side truede Rusland, over ved Armeens Opstand mod Gustav, og det Uveir, der kort før var trukket op over Holland, syndes det, som Preussen havde fordeelt med et Kanonskud; men begge Steder saae man dog de Smaaes Stræben efter Overvægt, der nødvendig maatte forstyrre Ligevægten, og det Uveir, som under Tyrke-Krigen brød løs i Josephs Rige, blev Varsel for, og Løsen eller i det mindste Tønder til den Ildebrand, der snart skulde naae fra Paris og London til Moskou og Kjøbenhavn.

691

Joseph den Anden var nemlig en af dem, hvorpaa hin Tid var saa riig, som uden at vide, hvordan de vil skabe sig selv, har stor Lyst til at omskabe Alt efter deres Hoved, og skabe da naturligviis, hvor de faae Magt, et Chaos. Han fandt det indlysende, at et Rige var stærkest, naar alle Delene udgjorde et Heelt, og Kræfterne samlede sig i een Hovedpunkt, og han saae, at hvor det var Tilfældet, der havde Indbyggerne i det Hele eens Love, Sprog og Forfatning, og der var Fyrsten Herre i sit Land; men nu meende han, at det ogsaa maatte blive Tilfældet, naar man tiltvang sig Magten og paatvang høistforskjellige Folk Skinnet af Lighed, og det kan man begribe, grundede sig kun paa et Ønske, der var saa udsvævende, at man med Rette har anviist det sin Plads i Skyerne. Kunde det lykkedes ham at tiltuske sig Baiern for Brabant, vilde det vel gjort en mærkelig Forskjel; men det forhindrede Friederich, og selv det vilde ikke hjulpet, især da Joseph endnu havde en anden Plan, der endnu var mere udsvævende, den nemlig, at reformere den catholske Kirke i sine Lande uden Religion, til Ære for Voltaire og til Fordeel for Stats-Cassen. Den raske Udførelse af begge disse Planer laae ikke alene i Strid med hans Undersaatters besvorne Rettigheder og Geistlighedens, især de arme, huusvilde Munkes, Fordeel, men tillige med sig selv, da de samme Grundsætninger, som gjør Fyrsten, ogsaa gjøre Folket tøileløst, og under den for Østerrig i alle Maader uheldige Tyrkekrig udbrød der en farlig Opstand, saavel i Ungarn som i Brabant. Imidlertid begyndte det at storme i Frankrig, og Joseph levede netop længe nok til at erfare, at Nederlandene havde erklæret sig for uafhængige, og til at gjenkalde sine Omskabnings-Bud. Vel gik Brabant paa Forlig med hans Broder Leopold, som og fik Fred for Tyrken; men hvad man, saavel her som i Holland, kunde vente i Tilfælde af en Krig med Frankerne, er øiensynligt.

Hvorvidt nu en saadan Krig havde været uundgaaelig, tilkommer det ikke Historien at besvare; men anmærke maa den, at Leopold undgik den, skjønt maaskee kun ved at døe, og at Preussen paa en egen Maade indviede sig til den, ved nemlig, under Løfte om Bistand, at indvikle Polen i Krig med Rusland, og derpaa hjelpe til end mere at lemlæste det døende Rige.

Frankerig var et Land, som man godt kunde være mange om, og dog alle faae Nok; men Catharina var høimodig eller klog nok til at overlade det Bytte til de andre Ørne, medens hun fremdeles sørgede for sin Næste, og virkelig haabede Preusen 692 og Østerrig anseelig at udvide deres Grændser, da Nationalforsamlingen lykønskede Keiser Frands den Anden til sin Thronbestigelse med en Krigserklæring. Snart droges Engelland, Spanien, Portugal, Sardinien og Neapel med, og saaledes stod da hardtad hele Europa i lys Lue; kun Sverrig reddede sig ved at myrde Gustav, Rusland ved den Vægt, det kunde give sin Vægring, og Dannemark, deels ved sit fredelige Sindelag og deels ved sin Ringhed i Verdens Øine.

Her er ikke Rum til at fortælle slig en Krigs-Historie, eller Laurbær til de Helte, den skal gjøre udødelige; men bemærkes maa det, at Frankerne i Friheds-Rusen skjød meer med Munden, end de toge med Bajonetten; thi med hiin skjøde de gloende Kugler, der truede alle Throner og alle Stater med Undergang. Held for Europa, at Frankerne ei kunde opvække Rousseau og Voltaire ved at forgude dem; thi havde slige Fugle siunget i Friheds-Træet, slige Røster levende lydt i Conventet, havde Jacobinerne havt Hoveder til deres Huer og Kraft til deres Skamløshed, da vilde der ingen Redning været at øine. Det tør man vel sige, ved at see, hvad der skedte, uagtet Frankerne kun i Begyndelsen havde en Mand, hvis Sjæleevner og Talegaver Historien, uden dog i det Hele at kunne ophøie dem, maa i Forhold udmærke, nemlig Mirabeau, uagtet Udlændingen Thomas Paines jammerlige Skamskrifter over Religion og Kongedømme var den høieste Røst, man siden hørde, og Svimmel-Tonen det eneste Henrivende ved Marsilianer-Visen: deres ypperste Frihedssang. Overalt modtoges Frankerne, hvis Løsen var Trylleordene: Frihed, Lighed og Broderskab, af Mængden med aabne Arme; efter tre Aars Forløb vare de i Besiddelse af Holland, Piemont, Belgien og den venstre Rhinbred; Preusen og Spanien havde skilt sig fra Forbundet, og hvad der var det frygteligste, fra Syden til Norden betragtede hardtad den hele yngre Slægt i Middelstanden, altsaa de varmeste Hoveder og de mest flydende Tunger: Folkenes tilstundende Ledere og Lærere, endnu Frankerne som Slægtens Frelsere, deres Manifester som Troesartikler, deres Gudsbespottelser og Blodbade enten som Aabenbaringer og Gudsdomme, eller dog kun som smaa Uleiligheder, der tilfældig eller nødvendig fulgde med Slægtens Gjenfødelse.

Dog, nu var hardtad Frankernes Ruus bortdampet i Rædselstidens Svedebad; man ønskede Fred, og kun for at erobre den, uden at miste Byttet, anstrængede man endnu engang alle sine Kræfter mod Østerrig, den eneste Hovedmagt paa Fastlandet, 693 som end stod tilbage paa Krigsskuepladsen, og kunde ikke forlade den, med mindre Lykken vendte sig afgjørende til en af Siderne. Den syndes at ville vende sig til Østerrig; thi hvor Frankerne havde været, var Folket blevet oplyst om den rette Mening af deres Frihedsbreve, og i Erkehertug Kari fik Keiserhæren nu en Høvedsmand, som de franske Generaler kaldte det mere Skade end Skam at overvindes af, og al Ære værd, som Moreau, at slippe uskadt fra. Men, nu korn Manden, som syndes at have Lykken i sin Lomme og Seiren i sin Haand, og som virkelig havde Meer i Vente og bag Øret, end nogen anden drømde om, ja, end man selv i denne Time skal afgjort sige: man har seet. Hans Navn og Lykke blev derimod allerede i hans første Feidtog noksom bekjendt; thi i det nødte han Kongen af Sardinien til fredelig at afstaae Savoien og Nizza, Kongen af Neapel til at stikke Sværdet i Skeden, Paven til at afstaae Avignon og en Deel af Kirkestaten, samt, tilligemed andre italienske Fyrster, at berige Paris med Kunst-Værker, og Østerrigerne til, paa Mantua nær, at rømme Lombardiet, som han gav Skikkelse af en underordnet Republik. Næste Aar saae dog endnu Vurmser, Mantua og de trofaste kjække Tyroler drabelig drages med Døden, og, skjøndt Mantua faldt, vandt dog Østerrig Frist, og Død-Slaget ramde kun Venedig, hvis Liig blev deelt mellem det Cisalpinske Skygge-Rige og Keiseren af Østerrig i Freden til Campo Formio.

Nu var da en overlegen Aand fremtraadt paa Skue-Pladsen; en stor Aand var det ingenlunde; men selv den allerringeste Aand i sin Kraft er alt Kjød overlegen, som vi daglig see paa Døden, den ringeste af alle Aander; thi ingen Aand kan den fatte eller skade og er dog alt Kjøds Herre, og i Napoleon var Dødens Aand aabenbaret; skjælve maatte da vel alt Kjød, Liig og Skygge-Riger var, hvad man kunde vente. Det saakaldte hellige romerske Rige var nu det eneste paa Fastlandet, som, man kan ikke sige, stod, men laae i Krig med Frankerne, og dets Aand, alt længe kraftløs, havde, ved at forlade det, ved at opgive dets Integritet, imod at faae et Stykke, naar det sønderlemmedes, overantvordet det i Dødens Haand. Opsættelse var da al den Naade, det kunde vente, og den timedes ved Napoleons Tog til Ægypten.

Hvad der bevægede Directoriet til at ynde og Napoleon til at friste dette Eventyr, om de virkelig haabede at kunne trænge frem til Ostindien og der bibringe Engelland, deres eneste Modstander, et Ulivs-Saar, eller at udrette det Samme ved at opdyrke 694 Nil-Bredderne, hvor Sukker og Bomuld saa ypperlig kan trives, det er ikke godt at sige; men det er ogsaa Historien det Samme; den er det Nok, at dette var den almindelige Mening og satte Engelland i Skræk; men saa vitterligt, som det er, at hverken Directoriet eller Napoleon havde Frankrigs Fordeel for Øine, uden forsaavidt de meende, det ogsaa var deres, saa sikker kan man være paa, at det ikke var Haabet om at ydmyge Engelland, der bestemde dem. Directoriet havde neppe nogen stærkere Bevæggrund end at beskjæftige endeel af den urolige Krigshær og blive skilt ved en Helt, der alt var Folkets Afgud, og i hvem det da maatte see sin Banemand; Napoleon derimod havde udentvivl en stærkere end den, at komme Directoriet af Øiesyn; han følde sikkert, at hans Time var endnu ei ganske kommet, og denne Følelse maatte vel opkomme, eller dog forstærkes ved Begivenhederne i Schweits, hvorhen han ogsaa havde strakt sin kolde Haand, men maatte trække den halv tilbage for det sidste Glimt af Tells og de gamle Redingers Aand. Hvad endelig Toget selv, i Grunden, havde at betyde, det er ikke endnu forklaret, og man maatte vel fristes til at ønske, det aldrig skedte; men anmærkes maa det dog, at det bar en vis videnskabelig Side til Skue, i det Mathematiken reiste med for at opmaale og aftegne Labyrinthen, Mumier og Pyramider; man kan da trygt sige, at Togets meest historiske Retning var en Opmanelse af det gamle Ægypten, og at det har bidraget til at gjøre os nærmere bekjendt med dets Skikkelse, lader sig ikke engang nægte. Det øvrige vil Tiden vise, og Historien da vist ikke glemme at fortælle; thi man veed, at ligefra den med Moses og Herodot kom til Verden, har den stirret stivt paa Ægypten, og deels med Afskye, deels med Forundring, peget paa det hemmelighedsfulde Mørke.

Medens nu Napoleon indtog Ægypten og trængde frem i Syrien til Akre, holdtes Mødet i Rastadt, som skulde give Tydskland Fred, men hjalp kun til at give det halve Europa Krig paa ny. Med Østerrig, Engelland, Tyrken og de italienske Regjeringer traadte nu Rusland i Forbindelse, og Mage til Forbund havde Europa da aldrig seet. Catharina var død, efter netop at have oplevet Polens fuldstændige Sønderrivelse af de tre Ørne, og hendes Søn, Keiser Paul, der gjorde sig til Stormester for den Maltheser Orden, Napoleon i Forbigaaende havde opløst, udskikkede nu den frygtelige Suvarov for, i Forening med Tyrkerne, at befeide deres gamle Bunds-Forvandte og indsætte Paven i sine Rettigheder. Saadanne Særsyn maatte forvirre 695 ethvert historisk Hoved, dersom det ikke laae i Historiens Natur strax at opløse dem i Dunst; men det lod imidlertid et Øieblik, som om der skulde komme Noget ud af det Forbund; Erkehertug Karl og Suvarov rensede Tydskland, Schveits og Italien saa omtrent for Franker, og da disse havde bortført Pave Pius den Sjette, som døde i Landflygtighed, oprettede virkelig Russer, Tyrker og Engelskmænd Pavedommet under Pius den Syvende. Men, alt var det, som man atter lugtede Døden; Suvarov kaldtes fra Italien, Massena seirede i Schveits, og Napoleon landede i Freius; den Flaade, hvorpaa han overskibede sin Krigshær, ødelagde Nelson ved Abukir; men den Baad, hvorpaa Charon vendte tilbage for end videre at befolke Skyggeriget, svømmede tryg over Middelhavet, skjøndt det vrimlede af engelske Snekker. Napoleon gik til Paris og opløste Directoriet, under Navn af første Consul greb han Romas Ørn, gik over Alperne, seirede ved Marengo, opløste Forbundet og nødte Østerrig i Lüneviller-Freden til at stadfæste den forrige, lade Frankerne beholde den venstre Rhinbred og Herredømmet over Holland, Schveits og Italien. Det tydske Rige var nu i Grunden opløst, mange af dets Landskaber maatte skifte Fyrster, og selv Engelland erkjendte, i Freden til Amiens, den ny Tingenes Orden.

Her, hvor Krig og Fred med samt de to Aarhundreder løbe i hinanden, maae vi standse et Øieblik for at betragte Europas Folkehav, der vel fortjener Navn af det døde; thi under en gruelig Svovel-Regn var hardtad Alt nedsiunket, og de lumre, stillestaaende Vande aandede Død.

Frankerig og Napoleon have vi betragtet, og Øiet stævner af sig selv over Canalen, for at dvæle ved Synet af det Eneste, der lod til at kunne sætte Døden og Frankerne Skranker, den saa berømte brittiske Almeen-Aand. Vi forudsætte som bekjendt, at det var Villiam Pitt den Yngre, der havde været Sjælen i begge de store Forbund mod Frankerne, og at det ligesaavel var for engelsk Guld, man kjøbde Krud og Kugler i Tydskland og Italien, som Stemmer i Parlamentet, og naar vi nu see, at enhver af Krigene udvidede Frankernes Herredømme og Indflydelse, da fristes vi ikke til at have store Tanker om den Aand, der kæmpede i dem, eller rettere, da see vi, at den stod selv i hemmelig Pagt med Døden: stræbde kun at overvælde den med Slagt-Offere. Her maae vi da vel erkjende den samme mechaniske Aand, ved hvilken vi før saae Engelland stræbe at opholde Staten paa Folkets, Bevægelsen paa Livets 696 Bekostning; thi her stræbde man øiensynlig at holde Døden borte ved at give den paa det faste Land Nok at bestille. Det Eneste, her da endnu kunde synes værd at spørge om, er vel, hvor Engelland fik alt det Guld fra, Offringen kostede, og hvorfra det fik den Forstand, at der er ikke andet Raad imod Døden, end at lade den rase ud. Det Første er let besvaret, thi netop under denne Krig bemægtigede Engelland sig Ostindien og næsten alle Kolonier, det kom ganske i Besiddelse af Verdens-Handelen, og fik da ikke alene med næste Skibsleilighed Alt tilbage fra Fastlandet, men og dets sidste Skillinger i Rente. Det Andet er heller ikke saa vanskeligt at sige, naar man betænker, at Engelland var fra Arildstid i Slægt med Historiens Aand, og havde, da det gjorde sit Arvegods i Penge, dog naturligviis beholdt, hvad Ingen vilde kjøbe, den Lærdom, at Døden lader sig ikke fordrive, men kun i det Høieste opholde, vel ikke med Snak, men dog med Kjød. Man kan derfor virkelig med Føie sige, at Engelland stak sit ene Øie ud, da det sluttede Freden i Amiens, og man veed, at Pitt virkelig traadte ud af Ministeriet og lod skee i Blinde, hvad han ei kunde forhindre.

Om det øvrige Europa er kun lidt at sige; thi tildeels laae det, som vi har seet, alt i Graven, og hvad der stod paa Randen, bliver først ved Faldet historisk.

Der stod imidlertid Preusen, som havde skiftet Konge, men ikke den Grundsætning, at staae stille paa Gravens Rand og see, hvad der kunde falde. Det havde endnu sin forrige Anseelse; thi man saae kun paa de stive Støvler fra Friederichs Dage, som end vare de samme, ikke paa Benene, hvis Beskaffenhed man først opdagede, da Døden traadte paa Foden.

Hermed gik det saaledes til: snart mærkede Engelland, at

Freden med Døden var en Forseelse, og erklærede Krig; vel var man paa Fastlandet noget treven til at begynde den; men det var tungt for Arilds-Keisere at gaae i Lag med en saadan Naturkeiser, som Napoleon gjorde sig til, tungt at see Dødens Fugl stedse meer udbrede sine Vinger; man var fattig, Guldet fristede, og begge Keiser-Hofferne skikkede deres Folk i Marken. Preusen stod stille og lod sig træde paa Foden af Døden, som skjød Gjenvei over dets Enemærker; Keiserens Mod sank ved Ulm og faldt ved Austerliz; Russerne beholdt, hvad de havde; men Østerrig maatte afstaae det Venetianske, og, hvad mere var, sin store Bjerg-Fæstning: Tyrol. Nu opløste Napoleon aldeles det tydske Rige, lagde Tyrol til Baiern, der nu, saavelsom Vürtemberg, skulde hedde et Konge-Rige og med hele 697 Vest-Tydskland udgjøre et Rhin-Forbund under fransk Beskyttelse. Vel havde Preusen faaet Hannover, fordi det stod stille; men nu syndes man at høre Friederich sukke i Graven over, at den tydske Keiser-Krone skulde gaae fra Østerrig og dog gaae hans Grav forbi, som løsnede den og stiftede det store Fyrste-Forbund. Med Rusland i Ryggen udstædte da Preusen et tordnende Manifest mod Napoleon; men Døden lader sig ikke skrække, han kom, adsplittede den talrige Hær ved Auerstädt og gav ikke Europa Tid til at forundre sig derover; thi han drog gjennem Berlin til Veichselen og lod Magdeburg med de andre Fæstninger falde af sig selv. Nu kom Russerne, blodig var Kampen, men Seieren naturligviis paa Dødens Side, og i Tilsiter-Freden mistede Preusen Alt Vesten for Elben, samt det polske Bytte, og forvandledes til et Skygge-Rige ved Siden af Vestphalen og Sachsen, som nu ogsaa fik Kroner og Stemmer i Napoleons Underhuus. Nu erklæredes Engelland i Blokade-Stand, og Krig imod Øen kaldtes Fastlands-Systemet, som Ingen, uden hvem der vilde være Døden vis, maatte vægre sig ved at tiltræde. Engelland havde ved Toget til Sjælland venskabelig friet Dannemark fra Fristelse, Portugals Hof flyttede til Brasilien, og den svenske Konge, som haardnakket vægrede sig, blev, efterat Rusland havde taget Finland, afsat i en Opstand.

Nu var der ikke længer noget Spørgsmaal om, at Døden herskede i Europa; Gravens Stilhed var udbredt over Landene, Kysterne besatte med Dødens Redskaber, Havet opfyldt med glubende Sødyr, Tungerne bundne, Øinene tillukde, Aande-Drættet stemt, og kun Machiner i Gang. Hvad Følgen vilde blevet, om Napoleon var blevet ved at herske i denne Aand, lader sig kun gjætte; men historisk er det, at han holdt op; han fik selv Lyst til at leve og forplante sig, og maatte da ligesaa nødvendig forlades af sin Aand, som det er Døden umueligt at elske uden Liig eller avle uden Forraadnelse.

At Aanden havde forladt ham, eller var i Færd dermed, viiste sig alt i de spanske Forhandlinger, ved hvilke ogsaa Talleyrand forlod ham; thi hvad der saa end drev ham, befeidede han Døden, forstyrrede et Skygge-Rige, og gjorde derved Sit til at opkalde baade Dødens og sin Banemand: Historien af Graven. Naar man end ikke i Graven kan have Fred, da bliver man fortvivlet; det blev Spanien, og havde Døden paa sin Side; det saae Engelland og var strax tilrede med Guld og Redskaber; det fik ydermere Østerrig endnu engang bragt i Harnisk, og i Vien skildte Napoleon sig høitidelig fra sin Aand: forskjød 698 Josephine og ægtede, i Haab om Livs-Arvinger, en Keiser-Datter fra Østerrig. Arvingen fik han, men paa Arvens Bekostning; Spanien vedblev at trodse; Tydskland, hvis Sønner han der i Tusindtal begrov, begyndte at knurre; han begyndte paa sin egen Haand Krig med Rusland, uden at vide til hvad Ende, gik, ikke til Petersborg, hvor Livet, men til Moskov, hvor Døden boede; den brændte sin Bolig, foer med sin iiskolde Haand igjennem hans Hær og over hans Ansigt; Hæren faldt og han flydde for Døden; og da var hans Time kommet Preusen og Tydskland fik nu Mod og mærkede, de havde kun med en Dødelig at gjøre; forgjæves anstrængede han sine Kræfter, Tallet var ham overlegent; Frankerig, som havde tabt Troen paa ham, var baade troløs og modløs; Ludvig den Attende kom paa den franske Throne, og Napoleon lod sig nøie med Elba. Aaret efter vovede han vel et Forsøg, der syndes at ville lykkes; men paa Veien fra Paris til Bryssel mødte han Preuserne under Blücher, som, selv da Preusen faldt, havde ved Lübek viist Livskraft, og Engellænderne under Wellington, som i Spanien havde lært at møde hans Krigskonst; efter et haardnakket Slag maatte han vige, tabde Modet, flydde for Døden og førdes til St. Helena, hvor han ansees for levende begravet; men faaer han sin Aand igjen, kan Kjød ikke holde ham, og Historien maa lade ham rase, til han forgriber sig paa den, og skeer det, da kommer man atter til, hvad man nu har glemt, at synge med Morten Luther om den underlige Krig, da Livet tog Døden af Dage, og, saa at sige, den ene Død tog Brodden fra den anden.

At noget Sligt engang vil skee, lader Historien sig neppe aftrætte; om Dødens Engel fremdeles skal hedde Napoleon, er i al Fald et unyttigt Spørgsmaal; men et saare vigtigt er det, hvor Historiens Aand er at finde; thi det er aabenbart, at ikkun den kan i alle Maader gjøre Sagen klar, at ikkun den kan overvinde Døden, hvis Seier slet ikke er blevet mindre, fordi den har bragt selv sin ypperste Tjener til at skjælve. Tvertimod, dette var Dødens høieste Triumph; thi maatte selv det klogeste Hoved give tabt, fordi det ei vilde virke troelig i dens Aand, da synes dens Magt uimodstaaelig, og man kan ikke nægte, at Europa, netop efter Napoleons Fald, daglig vinder mere Lighed med et Skygge-Rige; ja, man tør vel sige, at Døden, efter høiere Love, aabenbaredes i Napoleon, mindre for at gjøre, hvad der dog nogle Aar senere vilde skeet af sig selv, end for at vække saavel Natur-Kræfterne som Historien til 699 Kamp, og at Døden maa, just derfor, komme igjen i frygtelig Skikkelse, om ikke selv Haabet og Frygten skal hendøe og gjøre al Opreisning umuelig. Christendommen og Islamismen, det har vi seet, var, siden Augusts Dage, hvad der førde det store Ord i Aandens Verden og i Legemets tillige. Hvilken der førde det største, det skjønneste og sandeste, har Tiden viist, og det lader sig uigjendrivelig bevise. At det er Christendommen, især efter den lutherske Bekjendelse, der har avlet Videnskabelighed, og, det være nu Stort eller Smaat, lært os at forklare Roms og Grækenlands Mester-Værker, ja, at begribe Meget, der overgik baade de syv Vises og Platos Forstand, lader sig heller ikke nægte uden at modsige Historien, saalidt som, at det er den, der har givet vore Stater Kraft til at danne og opholde sig. At nu imidlertid intet Folk i Europa er begeistret for Christendommen, det see vi for Øie, og Alt, hvad der er udsprunget af den, maa da ligesaafuldt være en aandløs Skygge, som den Kirketjeneste, der skulde afbilde den. Man prøvede i det attende Aarhundrede paa en Oplysning i Modsætning til den; men det vilde ikke lykkes, af den klare Grund, at det ikke var en anden Troe, men Vantroe, man vilde sætte i Steden, og den bestemte Vantroe, som ikke er andet end en Fornægtelse af Troen, kan i det Høieste vinde Skin af Kraft i Kamp mod Troen, og hvad der af den er udsprunget: ja, den modsætter sig i Grunden al levende Kraft, da den, ved at nægte Aande-Verdnen Virkelighed, afskjærer Livet fra sin Kilde. Kun med Dødens Kraft kan da Vantroen kæmpe, og fiendtlig maae den slaae mod alle levende Forhold, mod det poetiske og videnskabelige, saavelsom mod det religiøse, mod Stat saavelsom mod Kirke. I Frankerig og Napoleon saae man et rædsomt Vidnesbyrd herom, da man havde glemt, hvad Fortiden saae i Rom og Cæsarerne; selv Napoleon maatte, for i de Dødes Rige at fremgjøgle Skyggen af en Stat, omhugge Friheds-Træet, der som en Manerpæl var plantet paa den myrdede Kirkes Grav, og optrylle dens Skygge. Hvorsomhelst vi henvende Øiet i Landene, som have baaret de mægtige Throner og udskikket de kraftige Ord, finde vi ingen høiere Stræben end at opholde eller gjenføde Skyggen af det Forbigangne, og denne Stræben er aabenbar i det nittende Aarhundredes Aand; hvad der endnu stræber at forjage selv Aandeverdenens Skygge, det er Efter-Døn af det attende Aarhundredes Jord-Skjælv, som maaskee endnu kan adsplitte mangt et Skyggeværk, men aldrig hindre det fra igjen at samle sig; thi ligesaa lidt som Aander forgaae, kan 700 Skyggerne myrdes i Tiden. Vi skal see, hvorledes det under afvexlende, og tit i Rummet og Tiden modsatte, Skikkelser er den samme Aand, som hersker trindt i Landene og i de sammenstødende Aarhundreder: Dødens Aand, som paa det udrundne Timeglas er nem at kjende, han have saa for Resten i sin iiskolde Haand Intet, eller hvad man vil: Sværd eller Segl eller Trefork, Maalesnor eller Meisel, Pen eller Pensel, ja, Bibel selv og Psalmebog. Skjønnest synes han tilvisse i den Skikkelse, hvorunder det naturlige Skjønheds-Folk, Grækerne, saae ham, som Ungdoms-Skyggen i den vendte Fakkels matte Efterskin; men lige dræbende er dog hans Aande, og lige ubønhørlig indhyller han hver Dødelig i Nattens Mulm, som vi kan see paa Folket, der med Konstner-Haand afbildede sin Banemand saa venlig og sank saa i Graven, paa hvis Dække ikke de, kun vi end see ham, som Skjønheds-Folkets egen Skygge, hvormed det skuffede sig selv, men ikke Døden. Mange have i Tidernes Løb omfavnet den smilende Skygge, men ere blegnede siunkne tilbage for den iiskolde Haand og den giftige Aande, som skjulde sig bag den; mere skuffende end nogensinde før, for Alvors-Folk, staaer den nu paa Kirke-Graven som en farvet Billedstøtte, synes under det bølgende Klædebon kun halv at skjule, hvad Ansigtet synes at røbe med Glands: en udslukt, men af sig selv igjen opblussende Fakkel, og Korset synes den at løfte i sin Haand, som et Tegn paa et underfuldt Samfund mellem Liv og Død. Det er sat til os, om vi vil lade os skuffe, det er og sat til os, at opdage Blændværket og gyse tilbage; men at give Støtten Liv, saa den hæver sig med Døden, som den er, under sin Fod, med Regn-Buens levende Farver om sin Tinding og Solens Kraft i sit Øie, det er en Konst, der langt overgaaer hver Dødeligs Evne, det er den sande historiske Konst, som gjør Under-Værker, og som kun Han forstaaer, der opreiste Jesum Christum fra de Døde, men som Han ogsaa upaatvivielig vil gjøre; Spørgsmaalet er kun: hvor og naar, og herom kan vi kun gjætte; men for Vist kan vi sige, hvor og naar det ikke skee; thi hvor man ei vil troe det mueligt, kan det ikke skee, og hvor det hverken ønskes eller ahnes, der skeer det ikke heller; thi alle Historiens Underværker kommer vel over Tvært for Verden, men i Kjæde-Gang for Aanden, og det historiske Underværk, der vel udspringer af Aanden, men fremspinger dog i Naturen, som et guddommeligt, gjennem Tiderne udviklet Konst-Værk, det maa nødvendig undfanges i Troen af elskende Hjerter, ahnes og skimtes og billedlig 701 skues i Aanden, før det i Tidernes christnede Hedninge-Fylde kan komme til Verden.

Her staae vi; kun et Straasbred synes der mellem Død og Liv; men det er et dog Svælg, som Ingen kan overspringe; kige kan vi ind til Patriarcherne, Skinnet opklarer vort Øie, men Skinnet er kraftløst; vi see det grandt, Livs-Kraft er det, vi fattes; vi see det ligesaa grandt, at kunde vi kun røre ved Patriarkerne: komme i aandig Berørelse med dem, da vare vi hjulpne; men det synes umueiigt, det kræver et Underværk, som vi umuelig kan begribe, før det er skeet i os selv; thi hvad vi ikke har følt, kan vi aldrig begribe, og det gjælder da, om vi vil troe, hvad vi aldeles ikke begribe, haabe det Urimelige, i Haab til Ham, som kan opvække Døde og altsaa netop gjøre det Umuelige mueligt: fylde det Tomme og gjøre det Magtesløse kraftigt. Hukommelsen er det magtesløse Skyggebaand, der for os i Historien løselig forbinder de skiftende Aldre og Slægter; den har i Kirken paa underfuld Maade opnaaet en Klarhed, hvori den forvandles til Beskuelse, og med dette nyskabde, poetiserende Øie skue vi Skyggen af Menneske-Slægten i sin gaadefulde Udvikling, kan med Øiet følge den fra Guld-Alderens Glands til vor Jern-Tids Mulm, see den, udpisket af Phantasiens Eden, tabe sig i Uteerligheds Moradser og i sandselig Forstands bundfrosne Kjær: i Ægypten og i Rom; see den underfuld, efter Kors-Fæsteisen, leve op igjen i Hjertets Paradiis som en bodfærdig Røver, men atter at tabe sig i Uteerligheds Moradser og sandselig Fornufts bundfrosne Hav: i Rom og Kønigsberg, og hvor vi vende os. Vi kan vise, hvorledes alt dette nødvendig har udviklet sig under Kampen mellem en overlegen aandig Magt og Slægtens Stræben efter Uafhængighed; vi kan saaledes følge Slægten til sin Grav i os; vi kan see, at Skyggen er der; thi saalænge vi aande, er Graven ikke tilkastet; vi kan afbilde vort Syn i Ordet til en Tragoedie, selv Engle maatte røres ved; men at forvandle Tragoedien til et Epos, forvandle Hukommelsen til et kraftigt, levende Minde, der kan give os, som Patriarchernes Arvinger, Borgerskab i Aandens Verden, opvække Skyggen til et levende Menneske, der kan fortsætte og fuldende Slægtens beskikkede Dagværk, det kan aabenbar Ingen uden Gud, det kan kun den i Støvet ubegribelige Kjærlighedens Hellig-Aand, som Christendommen lover dem, der i Jesu Navn bede Faderen derom, og som i Christendommens forbigangne Virkninger har historisk beviist sin Nærværelse og Christendommens Sandhed. Bøn forudsætter 702 Længsel, og hvor den findes, der vil Underværket skee; hvor ingen verdslig, men Længsel efter en overnaturlig og historisk Konst har hjemme, der vil Konst-Værket lade sig tilsyne, og enhver, som vil troe paa Sandhed, kan da tilegne sig det.

Vi vil da nu lade det historiske Øie mønstre Folkene i den bekjendte Verden og see, om vi kan finde, hvad vi søge; men hvad vi forud veed, er, at det maa søges i en Vraa, i en forborgen Hjerte-Vraa; thi paa den store Skueplads kan Ingen findes, som jo har hengivet sit Hjerte til en eller anden Konst, da det netop maa være en saadan, der har gjort Opsigt.

Begynde vi nu med Frankerne, da er det klart, at de af al Magt have stræbt efter Mesterskab i den forfængeligste af alle Konster: i den at lade, hvad man ikke er, og af Parises Grav opstaae de Døde da vist ikke, uden paa Theatret. Dette trænger, for nærværende Tid, saalidet til Beviis, at det kan synes at være kun for Løiers, og er i al Fald kun for det Følgendes Skyld, naar man minder om, at Frankerig er Skuespil-Konstens, Luft-Seiladsens og Romanernes ny Fædreneland, kort, at det var efter Storhedens og Skjønhedens Skygger fra Rom og Grækenland, man greb i Alt og over Alt i Luften. Mærkværdigt er det derfor ogsaa, at Chateaubriand, som saae, at i Religionen maa man gribe efter alt det virkelig Store og Skjønne, greb i de sidste Dage efter dets Skygge i Catholicismen og frembragde virkelig et Skyggerids af den historiske Christendom.

Catholicismen, det see vi let, er Udtrykket for Konst-Sandsens Opflagren paa Kirkens Skuldre, og i den kunde vi snarest fristes til at søge den opvækkende Konst; men vi veed, at den da i al Fald maatte først selv opvækkes, da den kun findes som en Skygge, der har hjemme i Italien, og er kun magtesløs tilstæde, saavidt som man holder Christi Legems Fest; thi denne Fest er netop Skyggen af, hvad vi behøve. Hvem kan heller nægte, at Italien er sin egen Skygge, som, hvortidt den flækkes, svæver sammen igjen, og har nyelig, med Skyggen af Bonifaz den Ottende og Jern-Kronen, næsten afrundet sig til et fuldstændigt Skygge-Billede. Til Storhed og Skjønhed selv har Italien beilet, naaet Anseelsen af hin og Glandsen af denne, og Politik og Malerie ere Konsternes Navne, som dreves der til en mærkelig Høide; men de ere for længe siden døde, og kunde, selv da de levede, som man i Reformations-Tiden saae, ingen Døde opvække. Om Tone-Konsten nogensinde i Italien var 703 saa overordentlig, som Ordet gaaer, kan vi gjerne lade uafgjort; thi de Døde have døve Øren for dens Tryllerier.

Napoleon vilde opvakt og forenet Frankerigs og Italiens Konster og meende at have Kraft dertil i sin Haand, fordi han stod i Pagt med Døden: deres Herre; men det lykkedes naturligviis ikke; kun en Skygge kunde han i Paris fremgjøgle, som i franske Øine havde Skin deraf; hvor der var Spor af Aand tilbage, beloe man hans skjønne Konst og havde kun Agtelse for den frygtelige, han virkelig besad, nemlig Krigens, som er Dødens Konst.

For faa Aar siden var der mange, som meende, at der i Spanien maatte være Noget, der kunde vække Døde; men nu, da man er kommet ud af den Drøm, behøver man kun at anmærke, hvad Spaniernes hele Historie viser, at det er Drømme-Konsten, hvorpaa de have opoffret deres Tid. Denne Konst er nu vel ikke slet saa forfængelig, som den synes, og Europa har de spanske Drømme mere at takke, end der nemt lader sig beregne; thi der har virkelig været en Spaadoms-Aand i dem, og selv den sidste Drøm havde, foruden Napoleons Fald, Adskilligt at betyde; men naturligviis lykkedes det ikke at drømme Storhed og Skønhed op af Graven; at drømme om deres Opstandelse og døe paa Drømmens Sandhed, det er alt store Ting, men nytter dog, i og for sig selv, ikke det Mindste.

Saa maae vi da vende Øiet fra de catholske Lande, og det kunde vi forud vide; thi at Intet, uden Sandhed, kan enten opvække sig selv eller andre af Døde, det er en gandske reen Regning, og de Folkefærd da, som ei lode sig vække af Sandhed i det 16de, skal nok lade være at opvække Noget i det 19de Secul; store Ting, om de kan vaagne ved Basunen paa Historiens Domme-Dag, uden flux at synke ned i Væmmelse for sig selv og slingre ud af Verden i Fortvivlelse.

Til Engelland vil vi da stævne, men her skal Haabet ikke fængsle os; thi et Handværk bliver de Dødes Opvækkelse neppe, og det maa dog Konsten blive, før den kan lykkes paa Øen. Selv Reformationen, veed man, blev der drevet temmelig handværksmæssig, og hvor methodisk Engellænderne har i Sinde at opvække Christendommen, seer man ikke alene i Methodisternes Capeller, men ret klart i Selskaberne til Jødernes Omvendelse og Bibelens Udbredelse, som her have deres Oprindelse og Hjemstavn. Hvad Bibelen angaaer, da seer man strax, at Selskabet tænker, det har lært Fortidens Reformatorer Konsten af, ved at lade den oversætte, trykke og uddele; men 704 hvem seer ikke tillige, at det er en Misforstaaelse i alle Maader; thi deels vilde fordum den tydske Bibel holdt sig lige saa rolig, som den latinske, naar den ei havde faaet Kraft og Vinger i den levende Røst, og deels er der en mærkelig Forskjel paa Tiderne, som, skyggeviis at tale, paa Mariæ Renselses- og Christi Legems Fest. I Luthers Dage havde man endnu den historiske Troe og bevægedes af Frygt og Haab, naar man tænkde paa Sjælens evige Skjebne; nu derimod fattes netop den historiske Troe, og selv, hvor dens Skygge findes, er den for svag til engang at vække mere end flygtig Bekymring. Ligegyldighed, det er Slangens Navn, som har omsnoet Hjertet, og hvilket Vaaben vil man gribe, som kan fæste paa et Uhyre, der er overalt at spore, men ingensteds at finde, ja, maatte modsige sig selv for at lade sig finde: maatte ophæves, før den kunde bekjæmpes! Ligegyldigt er det Selskabet, hvorledes man forstaaer sin Bibel, naar man kun læser den, ja, temmelig ligegyldigt, om man læser den, naar man kun har den; ligegyldigt er det de Fleste, om de faae den eller ikke; ligegyldigt finde det igjen de Fleste, som vil eie den, om de læse deri eller ikke; ligegyldigt finde atter de fleste Læsere det, om de forstaae den ret eller vrangt; ligegyldigt finde det endelig de Fleste, som forstaae den ret, om de oplives af dens Aand eller sove ind paa dens Bogstav, og findes der nu endda Enkelte, som gribes, og give ikke Slip, før de føle Velsignelsen: Opstandelsens Kraft og Lidelsernes Samfund, da er det vist, dem vakde Bibel-Selskaberne ikke, men kunde behøve at vækkes af dem.

Med Jødernes Omvendelse er det omtrent ligedan, undtagen at det er paa en Maade dog noget Nyt og et Beviis mere paa Skarpheden af det engelske Syn og Handværks-Mæssigheden i Alt; thi det er ganske vist, baade at de rette Jøder maae christnes, før Kirkebygningen kan fuldendes, og at fik man først dem gjort, ikke til, hvad man kalder christne Jøder, men til sande Jøde-Christne, da havde Kirken ingen Nød; men det er Tingen, at Jøderne har alt ligget i Graven, omtrent saalænge som Lazarus, og der vil Andet til at vække dem, end hvad der ringede for deres Øren, før de døde, uden at de hørde det Det er imidlertid ganske mærkeligt, at man i den sidste Tid, næsten overalt, har, i hvert Land paa sin Viis, stræbt at vinde i det Mindste Noget af Jøderne; Spanierne har drømt, at hvad de beholdt, da de forskjød alle, som ei lode sig døbe, var det Bedste, og derom er da Intet mere at sige; Napoleon vilde gjøre alle Jøder til 705 Franskmænd og klippede meer end Skjægget af dem, han kunde overkomme, men det vil i Historien ikke sige stort; i Engelland lokker man, sagtens ikke med tomme Hænder, endeel Jøder til at lade sig døbe, og det siger i Grunden heller ikke stort, men viser dog, at man der vil have baade Bibelen og dem selv med. Anderledes er det i Tydskland; thi hvor man der bryder sig om dem, vil man af med dem, fordi man seer, at Tydskere blive de, og deres Mestere i Regnekonsten blive Tydskerne, aldrig, og den Regning er da snart gjort, at hvordan det saa for Resten gaaer, maae dog Tydskerne tabe. Et venligt Øiekast opfordres imidlertid den christne Historiker ogsaa herved til at skjænke det ulykkeligste af alle Folk; men det skylder han desuden det mærkværdigste og ypperste Folk paa Jorden: Guds eget Folk og Sandheds Førstefødte, som Jøderne saa vist ere, som Christendom er Sandheds Ord; thi gjennem Jøder er det talt, og det vidner, at Saiiggjøreisen er af Jøderne: at Christus er efter Kjødet af deres Patriarcher, at Israels Levning skal frelses, naar Hedningernes Fylde er indkommet, og at deres Slægt skal ikke forgaae, før al Spaadom opfyldes, og Menneskens Søn aabenbares i Himmelens Skyer med sin Kraft og sin Herlighed.

Spørge vi nu om Grund-Begrebet for det jødiske Folk, da svarer Historien os ganske bestemt, at det vil der Tid til at finde, og vi kan umuelig tage Feil, ved fortrinlig at kalde Jøderne i Sandhed et Tidens Folk; thi det er unægtelig baade det ældste, vi kjende, og det, hvorigjennem der er virket Mest i Tidernes Løb; ja, en Christen er saameget mere nødt til at kalde dem saa, som det er det eneste Folk, om hvilket Skriften siger, at det skal vare Tiden ud. Eftertænke vi nu, hvad det er, hvori den sande Tid virkelig og levende aabenbarer sig, da maae vi vel finde, det er netop i Ordets Røst: det lydende Ord, hvoraf Tallet igjen er en Skygge, og vi kan da med Eet forstaae, at der er Forbindelse mellem Jødernes gamle og ny Historie, som mellem Legeme og Skygge. Paa den anden Side kan vi ogsaa let forstaae, at det Folk, der hører nærmest til det sande Tids-Begreb, maae være Sandheds eget og det egenlige Menneske-Folk, altsaa det aandigste af Natur, varigt som Tiden og Redskabet for det største Ord, der kan lyde og fattes i Verden. Heraf følger da, at Jødernes Historie ikke naturlig hører anderledes til de øvrige Folks, end at den indeholder samme i sig, og at skal dette Tids-Folk forenes med noget andet, maa det indlemme samme i sig. Bibel-Historien bliver da ogsaa fra 706 denne Side et eget Studium; thi kun den lærer os, hvorledes den første Deel af Gaaden er løst, ved Hedningernes overnaturlige Indpodning i Israels Stamme; men hvad Kirke-Krøniken skal løse, er den anden Deel af Gaaden, i det den nemlig skal vise, hvorledes den afbrudte Green groer atter til Stammen og indlemmer Pode-Kvisten i sig. Synes det da nu en uopløselig Gaade, hvorledes Christendommen skal gjenfødes i sine forrige Bekjendere, da seer man let, at den løses ikke, men synes at vorde mere indviklet, ved at see paa Jøderne; men hos en Christen maa dog Haabet voxe ved at see paa dem, ei alene, fordi han paa dem seer, at Gud baade kan og vil gjøre Miracler, men ogsaa, fordi han er sikker paa, at et Hedning-Folk maa opvækkes, før Israel vindes; at ligesom Kvinden er fra Begyndelsen af Manden, saaledes maa Kvinden i Tidens Løb igjen føde Manden og leve i ham, naar hun synes at døe. Men, skal der nu være et Folk, som, saa at sige, skal bære Tiden under sit Hjerte og gjenføde den, da maae det aabenbar være et Folk, der svarer til Historien, et mindekjært Folk, hvem Sandhed gjennem Tiden har ligget paa Hjerte, hvem det store Ord fra Palæstina er gaaet saa dybt til Hjerte, at det end ikke i Døden kan holde op at længes og sukke efter dets livsalige Kraft, og her staae vi da atter, hvor vi kom fra, og hvortil vi stedse maa komme tilbage1.

Dog, her paamindes vi atter om at begive os til Tydskland og Fichte, og skjøndt Vittenberg synes nu at ligge meget for lavt til derfra at overskue Philosophiens Rige, saa er det dog nu engang Historiens uforanderlige Skik, at forklare Alt af sit Udspring, og den lader sig ikke indbilde, at hvad der udsprang af Ordet ved Luther, er større end det, eller at noget Stade i Tydskland er historisk høiere end Morten Luthers Grav. Indvender man, at Vittenberg er ikke længer i Sachsen, og Høiskolen flyttet derfra til Berlin, da indrømmer den vel, hvad den ikke kan nægte, uden at nægte sig selv, men erklærer dog Flytningen for et Natur-Phænomen, der ingen Indflydelse har paa dens Aand, stiller sig paa Graven og erklærer: den ligger historisk i Sachsen og omsvæves af, hvad der end er af Tydsklands Høiskole tilbage: Skygger og Drømme.

Mærkelige Skygger møde vi, som rimeligt er, blandt Vittenbergs sidste Professorer: nemlig Schrøck og Reinhard, og høist mærkværdigt *

707 er det, at da den Sidste døde, opløstes Høiskolen, netop da den skulde havt sit Jubelaar; thi netop da vare trehundrede Aar forløbne, siden Luther paa den creeredes til Doctor i Theologien.

Det var Kirke-Historien, Schröck især anvendte sin Tid og Flid paa at fortælle ærlig, billig og sandfærdig, men uden mindste Liv, uden Øie for dens vidunderlige Gang, uden Nidkjærhed for dens høiere Sandhed, og vel maa man da kalde ham Skyggen af den evangeliske Kirke, der, for at ligge uskjæmmet i Graven, fremlagde nu til sin Undskyldning det Skjold, den i levende Live havde løftet til Sandhedens Forsvar. Kunde Zinzendorf seet op af Graven, da maatte han kryet sig ved at høre den Kirke, hvis Undergang han havde varslet for og truet med, nu i sit Skriftemaal paa Sottesengen at nævne ham som Luthers værdige Eftermand, og, saa at sige, ønske Vittenbergs Høiskole flyttet til Barby.

Reinhard var, saa at sige, Luthers og Melanchtons sammensvævende Skygge, der da umuelig kunde blive ret enig med sig selv, men brugde Troen og gode Gjerninger som et Par Krykker, af hvilke man ingen kunde undvære, for at gaae trøstig og skikkelig Verden igjennem og Døden i Møde; den ene maatte skjæres blot efter Bibelen, den anden tillige efter Verdens Hoved, og da nu den moralske Krykke maatte springe, saasnart den rørde ved Arve-Synden, maatte man gaa udenom den og lade, som det var ingen Ting, man sparkede af Veien. Hvem der skriver Reinhards Levnetsløb, er ingen Christen, hvis han ikke kjæmper og græder med den fromme Mand, der stræbde at udvikle sig af de Garn, hvori Tidens forfængelige Vidskab til Hjerte-Pine havde hildet ham, og løsrev sig, vel kun halvt, men meer, saavidt bekjendt, end nogen Tydsker i hans Tid; selv Kirke-Historien lyser Fred over hans Been og lader dem hvile hos Luthers; men i sin Dom over Ordets Tjenere er den ubestikkelig, som Bibelen, dens og deres hellige Lovbog Reinhard nægtede Arve-Synden og gjorde derved, skjøndt uvitterlig, hvad han ivrig lærde om Evangelium og Korsets Ord, til et uforsvarligt Eventyr; han kaldte Luther en Sværmer i Moralen, og læmpede mangt et Bud i den efter verdslig Attraa; sønderlemmet, tør og kold var hans Prædiken, og Kirke-Historien kan ikke paaanke det i mildere, men neppe heller i sandere Udtryk, end ved at ligne ham ved Reformatorernes Skygger, som over Lutheri Grav stræbde, ved Hjelp af Crusii Fornuft, at sammensvæve og beskytte Helligdommen mod Tidens Hedninger med forenet Styrke.

708

Ei vil vi opholde os med at betragte Mere af, hvad der, som man siger, hørde til Kirken, ikke engang Ernestis mest bibelskaanende Discipler, som det er nok at betegne i Koppe, Morus, Griesbach og Rosenmüller; end sige da, at vi skulde spilde Tid med at omtale de mere critiske og knappe Vurderingsmænd, der for det Meste kun havde deres Forstand og Lærdom til Laans, deres Størrelse i Indbildningen, deres Styrke i Munden og i Fingrene: i Terminologier, Phraser, Conjecturer, Hypotheser, og fremfor Alt i Accommodeer-Kammens flittige Brug til at kjæmme Haar ned over Bibelens klare Aasyn. Kun Eichhorn og Paulus vil vi lade Øiet bemærke, medens det løber dem forbi; thi de vise os ud af Kirken; og medens den Ene leder om et Ur-Evangelium, der kan frie fra Troe til, hvad vi har, den Anden om Sminke til Judas, for at franarre Døden sin eneste Fange, som Saurin endnu lod den beholde, vil vi, veemodig, men anderledes venlig betragte Johan Gottlieb Fichte som en forulykket Søn af Morten Luther.

Vi veed, at Fichte selv inddeelte sine Bøger i videnskabelige og populære, eller i hans Hoveds og hans Hjertes Ord, og det maae vi ingenlunde tabe af Sigte; thi Hjernen var forskruet, men Hjertet havde han paa det rette Sted, og kunde det end ei helbrede Hjernen, fordi han af al Magt satte sig fast i Hovedet, saa lindrede det dog Sygdommen og gav ham Lys og Kraft nok til at komme Sandheden og Livet nærmere end Nogen af Tydskiands andre berømte Tænkere.

Man veed, med hvilken forunderlig Dristighed og Naivitet Kant paastod, at man ikke kunde bevise sin Selv-Bevidsthed, men nok sine Indbildningers timelige Sandhed, at Gud, Frihed og Lyksalighed var Noget, man kun til Huusbehov skulde paastaae, samt at alle Tings virkelige Betydning var os forborgen. Vel maatte Johannes Müller kalde Sligt Forstandens Bankerot; thi den narrede ikke blot alle sine Creditorer, men sig selv med i sine aabne Øine. Det syndes Fichte, en af Kants første og ivrigste Discipler, dog var alt for galt, og vilde i det mindste see til, at Forstanden kunde blive skadesløs, ja, om mueligt, skulde det end skee paa Guds og hver Mands Bekostning, en heel og holden Mand. Temmelig egennyttigt var det nu tilvisse, og langt fra at være saa fordeelagtigt, som det syndes; thi at indbilde sig, man er født til Konge i et Rige, hvor man ingen Magt har, er kun i Daare-Kisten en Trøst, og kunde man end blive Konge, naar Verden var uddød, som man da nok turde vente, naar man ret havde lært at bie, saa var den 709 Ære, Ingen brød sig om, dog ikke synderlig værd. Imidlertid kan man ikke nægte, det jo i Tankerne var et Skridt til Sandhed, at Fichte skilte sit Jeg fra, hvad det ikke var; thi det er dog unægteligt, at hvad man ikke er, det er man ikke, og heri ligger et unægteligt Beviis baade for Jegets timelige og Sandhedens evige Sandhed; men hvad Fichte glemde, var, at hvad jeg ikke er, det er ikke heller af mig, hvad enten det saa har sin Oprindelse ved og igjennem mig eller ikke. Kant var en Fornuft-Skygge, der omtrent forklarede Spener, Fichte en Fornuft-Drømmer, som forklarede Zvingel og en Kjende af Luther; immer drømde han lysere om Sandhed og Christendom som Verdens Frelse og om Kjærlighed som Sandheds Liv og Livets Kilde; ja, havde Døden ikke staaet mellem ham og Historien, da maatte Luther tilsidst være opstaaet i ham; men Døden havde sat sig saa fast i hans Indbildning, at han ikke mærkede, langt mindre bekæmpede den, hvor den var; kun dens Skygge saae han, og meende at have slaaet den af Marken ved at indrømme den hele Naturen og Historien, paa ham selv nær, og derved forvandle sin hele Kamp til en Skygge-Fægtning, hvori det kun var ham, der tabde: udtømde sin Kraft, tabde sit Mod og sin Krands og indviklede sig i Selv-Modsigelser, som gave Fjenden Spillet vundet. Saa sørgeligt et Endeligt fik den tydske Fornuft i Skyggen af Sandhed, fordi den stolt vilde overflyve sig selv og beherske Verden; Skyggen af Mennesket og Christendommen fandt den i sig selv; men ligesom den i Sandseverdenen tog Legemet for Skygge og ophævede derved sig selv, saaledes tog den i sig selv Skyggen for Legemet, sig selv for den levende Sandhed, og blev derved, hvor den var sig det bevidst, gudsbespottelig, og i al Fald afgudisk; thi den forgudede sig selv, enten i sig selv, eller i en tom Almeen-Form, som den tilegnede Sandheds Navn, og det løber i Grunden ud paa Eet og det Samme, paa noget Idealt, som ei skal være Billede af en Realitet, paa en Muelighed, der forekommer og overgaaer sin Virkelighed, kort, paa en Selv-Modsigelse, saa fiin og dog saa grov som mueligt.

Her staae vi da atter ved det Tydskhedens Grundtræk, der er ligesaa kjendeligt i Folke-Blandingen og Stats-Forfatningen som i Videnskabeligheden og Systemerne: en Fornuft, der dunkelt kommer en aandig Tilstand og Bestemmelse ihu, og vil, af alle Livets Kræfter, skabe sig et aandigt Legeme som, hvad den selv er, en Form, og indbilder sig deri at kunne udtrykke det sande Menneske-Begreb. Hiin Ihukommelse, der 710 ligger i Blodet og skulde blive i Hjertet og styrke Samvittigheden, er steget til Hovedet som en selvraadig practisk Fornuft, der vil realisere sin Idee; det Folk, der var skabt til ingen Stat at danne, men at styrke paa alle, og, ved at arbeide i Historiens og Christendommens Aand, være Jordens Salt, har vel neppe prøvet paa at blive sammen, men dog i Tydskland stræbt at gjøre sit Mester-Stykke ved at blive Hovedet for et mageløst Folk. Om Gother er Høi-Tydskernes rette Navn, og om Romerne hørde oprindelig til samme Folkefærd, som dets legemlige Side, kan her være ligegyldigt, skjøndt det neppe er tvivlsomt; thi Nok er det, at Tydskerne har villet oprette det Romerske Rige, men fra en høiere Synspunkt, meest som et aandigt, og altsaa i deres Øine helligt, Rige; Fremgangsmaaden kan man neppe forestille sig under et klarere Billede, end som en fuldblodig Hjerne, der med magnetisk Kraft drager allehaande Lemmer, men af forskjellige Legemer, til sig, for deraf at danne sig et Legeme efter Behag, hvoraf Følgen ganske naturlig er blevet en Blod-Blanding, der ganske rigtig meddeelde alle Lemmerne Hoved-Attraaen, men ogsaa Lysten at have sit Hoved for sig selv, og det Kreds-Løb, Blodet tog, frembragde lutter Kredse, den ene i den anden, som alle vilde forene og udvikle Alt. At dette eventyrlige Billede er skabt af Tydskerne selv i deres Historie, kan enhver overbevise sig om ved at studere den, og man indseer let, at disse Folk maatte staae i et underligt Forhold til Historien. Grund-Tydskerne vilde egenlig kun ansee den for en Form, hvorigjennem de udviklede, hvad de vare; for kloge vare de imidlertid til at foragte Erfaringen, men tillige for selvkloge til at lade sig af den overtyde om det Forfængelige i deres Attraa, for stolte til at bøie sig under Historiens Aand og oppebie Timen; de andre Stammer vare deels mere, deels endnu mindre historiske; nogle vilde følge Naturen ene, andre forbinde Natur og Historie, men alle følge deres Natur i Historien, og da det var Naturen, der havde samlet, ikke Historien, der havde avlet, dem til Folk af eet Tungemaal, saa er det klart, at baade Historie og Tungemaal maatte hos dem tabe sig i en Dunkelhed, hvoraf de syndes udsprungne som en Natur-Begivenhed. Hvilket Lys der, fra denne jævne historiske Standpunkt, opgaaer over Tydsklands Videnskabelighed, og især over Tydskernes umanerlige Hang til, tvertimod alle poetiske og historiske Folk, at forklare Sprogs og Staters Opkomst i Lighed med, hvad hos dem er skeet, det seer man vel, og hvor galt det er, lærer man 711 dog vel snart at indsee; men i al Fald tillader Rummet endnu kun Vink om, hvorledes dette forklarer Fichtes underlige Forhold til Historien, med samt hans Drøm om Normal-Folket, der vist nok har sin Rigtighed, naar man søger Normal-Folket, hvor det er: i det prophetiske Ord, ikke i den høitydske Hjerne.

Meget var her at sige om Tydskernes naturlige Historie-Critik og Historie-Skrivning i de sidste Tider, og det vilde blive en historisk Natur-Critik, som urokkelig maatte stadfæste Ovenstaaende; men det maa være nok at kaste et Blik paa de to ypperste Historie-Granskere: Schlozer og Heeren, begge Professorer i Göttingen, hvis Høiskole bør hede den tydsk-historiske; thi den ligger ikke for Intet i Hannover: mellem Tydskland og Engelland. Kirke-Historien, veed man, var Tydsklands ypperste Vaaben i Reformationens Dage; Luther vaagnede i dens Aand; men det var kun Tilfældet med Faa, og i Almindelighed lærde man kun af ham at bekæmpe Pavedommet med den, og Alt, hvad man gjorde, var at udmønstre Opdigtelser og udvikle den pavelige Politik. Intet beviser klarere, hvorlidet Tydskerne havde fattet Aanden, end det Bifald, hvormed man siden mechanisk udmønstrede det af Kilderne, som den aabenbar havde skabt, og anvendte Pave-Politiken paa Kirke-Fædrene. Da nu Erfaringen, og især Exemplerne fra Frankerig og Engelland, drev Tydskerne til alvorlig at befatte sig med Universal-Historien, og især de tre sidste Aarhundreders europæiske Stats-Historie, saae man naturligviis de samme to Retninger, i det Somme mest critiserede i den ældre, og Andre mest politiserede i den ny Historie, og her er det da, vi see Schlözer som den skarpeste Critiker og Heeren som den største Politiker. Neppe kan nogen Slags Tvivl optænkes mod Ægthed og Tilforladelighed, som Schlozer ikke har yttret, og neppe vil nogen verdslig Sammenhæng findes, som Heeren ikke har peget paa, saa ingen Historiker bør undlade at studere de to Mænd; thi af den Ene skal han lære at skjelne Tider, og af den Anden at prøve Aander; af Schlozer skal han lære, ikke at ville bevise Noget historisk dvs. uigjendrivelig, uden med de store utvivlsomme Begivenheder og Tidsrummet, efter at Bogtrykkerie kom i Gang, af Heeren derimod, ikke at overlade sig til nogen Forestilling om den indvortes Sammenhæng, som ikke stemmer overeens med den udvortes og indslutter den i sig; af hiin skal han lære at fordre, af denne at finde historisk Vished; men Historiens Aand maa han selv føre med, om Læsningen skal 712 gavne ham; thi af den finder han hos Schlözer ikke det mindste, og hos Heeren kun svage og dunkle Spor: Spor egenlig, forsaavidt som Historiens Aand er al fornuftig Erfarings Sjæl og maa paa de Punkter, hvor Aanden mest umiddelbar driver Værket, nødvendig gjennemglimte den for saa skarpt og øvet et naturligt Øie. Glemmes maae det imidlertid ikke, at vel overalt, hvor Heeren hæver sig over de udvortes Forhold, har han havt Johannes Müllers Ahnelser for sig, som han kun har prøvet og stadfæstet.

Endelig maae vi nu betragte det ny Skuespil i Tydskland, som egenlig tilhører det nærværende Aarhundrede, og som man har udgivet for en Revolution i Aandens Rige, der med Eet skulde, hvad der netop er Konsten, vi spørge om, gjenføde Storhed og Skjønhed og forklare dem i Erkjendelsen. At det endnu ingenlunde er skeet, det veed man, og at Revolutioner vel kan befolke Gravene paa Verdens, men neppe Verden paa deres Bekostning, har vi seet; men da det dog ingenlunde Alt er Vind, hvormed man farer, lønner det nok Umagen at see lidt nærmere til.

Først maae vi vel huske paa, hvad før er sagt om Middel-Alderens Drømme-Aand og om Tydsklands Folkefærd, dernæst kaste et Blik paa, hvad der siden Luthers Dage gjaldt for Aand, og da vil vi neppe finde de nyeste Optrin saa svare at forstaae, som de kan synes, eller fristes til at vurdere dem enten under eller over deres sande dvs. historiske Værd.

Luther vaagnede, naar man vil tale bestemt, i den apostoliske Menigheds Aand; det beviser hele Reformations-Historien, og da ret aabenbar den tydske Bibel og de bibelhistoriske Psalmer. Mange Bemærkninger frembyde sig her om Reformationen og Forskjellen mellem Luther og de selvgjorde Reformatorer; men vi maae her indskrænke os til det Vink, at hverken Zvingel eller Calvin var Bibel-Oversætter eller Psalme-Digter; thi hvem der har nogen Forstand paa Aand, seer heri Alt, og selv de, der kun have historisk Kundskab, veed, at det var Bibelens Aand i Modersmaalet, som gjorde Sagen klar, og at det især var de tydske Psalmer, Catholikerne betragtede som en Trolddom, der henrev Folket. Med Luther begyndte altsaa Historien ret klarlig at trodse Naturen og opvække Døde, og vi see let, hvad Følgen burde været, at man nemlig skulde gjennemsunget Bibel-Historien, til Kirken havde deri fundet sig forklaret og seet Hedningerne vandre i sin For-Gaard; men der blev i Tydskland Intet af, den historiske 713 Psalme døde paa Tydsklands Tunge strax efter Fødselen, og stod snart kun i Anseelse som et Efterladenskab af Luther. Heri, som i Alt, viiste det sig, at man ikke var vaagnet med, men kun ved Luther; man laae i en bestandig Strid med Søvnen, maatte spile Øinene op med symboliske Bøger og slaaes, for at holde sig vaagen, men udmattede sig derved ganske og faldt i Søvn under Trediveaars-Krigen. Nu begyndte da atter en Drømme-Tid; men mat havde Livet i Aanden været, mattere maatte da Drømmene vorde, og Ordstrid blev naturligviis det Meste. Hvad man først drømde om, var ganske begribelig Reformation, der hos Tydskerne var blevet som en fix Idee, og her see vi Spener og Zinzendorf; Pietisterne drømde om en moralsk Storhed, der skulde bevirkes ved et mystisk Samfund med den himmelske Viisdom, Hernhuterne om en moralsk Skjønhed, der skulde fremkomme ved Elskov til en Forløser. Endelig drømde Kant om en moralsk Frihed, der skulde forklare det Hele; dermed var Drømmen ude, og nu holdt man sig til den sandselige Verden.

Kaste vi nu et Blik paa Frankerig, da, uden her at indlade os paa en Forklaring, som dog ei kunde falde vanskelig, tør vi antage som afgjort mellem dem, der kjende Noget til Aand, at her kun var Skygge og Skin af Aand, og Tydskernes Drømme om fransk Aand var da ligefrem Greeb efter Skin og Skygger i Luften.

Anderledes var det i Engelland, Colonien af Historiens og de stærke Drømmes Folk; thi der opkom baade i og udenfor Kirken en vældig og sælsom Gjæring, der neppe kan betegnes rettere end ved en Kamp mellem Historiens og Drømmens Aand; den høie Kirke vilde hæve sig over Reformationen, og de høie Øine over Kirken, medens Haanden stræbde at trække Alt ned til sig. At forvandle Drømme til Virkelighed, at følge Sandhed, uden at give Slip paa drømt Storhed, det var den eventyrlige Opgave, Man stedse forgjæves stræbde at løse, og fra dette Stade kan man gjøre en mærkelig Sammenligning mellem Helvetien og Engelland, ligesom man fristes til at dvæle ved den Betragtning, at hvad her ligger til Grund, er den rigtige Følelse af, at al Storhed tilhører Sandheden og maa historisk kunne forenes dermed; men Rummet tillader ikke Sligt, og vi maa nøies med at pege paa det dramatiske Eventyr, der ligesaavel spiltes i Kirken, paa Thronen og i Parlamentet, som i Shakspears Hoved, hvor de kolossalske Drømme udviklede sig til, hvad man maa kalde saa, og som han ret mærkelig kaldte Historier. Ved 714 fra dette Stade atter at overskue det Omrids af Engellands Historie, vi foran har givet, vil Meget vise sig i et klarere Lys, lige indtil Bestræbelsen efter at realisere Drømmen om Herredom over Havet; men her have vi egenlig kun med Shakspear at gjøre, hvem vi skulde følge til Tydskland, hvor man stræbde at fortsætte og forklare, hvad Engelland brystede sig af at eie uden at forstaae.

Nu er det kun Spørgsmaalet, hvormed man helst skulde begynde, for at udvikle den engelske Aands Indflydelse i Tydskland, fornemmelig gjennem Shakspear, ikke som om vi agtede, hvad der, i det Mindste endnu, vilde være dumdristigt, at afgjøre, enten hvormeget, eller under hvilke indvortes Betingelser den virkede, men fordi den aabenbar har virket i to, om ikke tre, Retninger, som igjen staae i et indbyrdes Forhold, der, med en allerede muelig Kundskab, maatte kunne lade sig opklare.

Dog, een Bemærkning bør ustridig være den første, den nemlig, at de ypperste af den tydsk-evangeliske Kirkes Folk, der ogsaa her unægtelig blive Hovedmændene, maae vi kalde Sachser, Franker og Schvaber, tre Stammer, der og, saavel i Riget som paa Keiser-Thronen, have gjennem et Aartusinde hjemlet sig Ret til at staae øverst Er nogen af disse Stammer grundtydsk, da maa det være Frankernes, men selv den er det neppe, og det er vel hardtad ligesaa omsonst at ville i Tydskland finde en grundtydsk Stamme samlet, som i et Legeme at ville finde alt Blodet paa eet Sted; kom det imidlertid an paa en Gjætning, vilde Pfaltz udentvivl blive Stedet, hvor man kunde vente at finde det tydske Blod meest ublandet, og i det Hele tør man vist antage, at Tydskerne have været rundt adspredte som den rigsfrie Adel, saa Fichtes Drøm om Normal-Folket ogsaa her, med Hensyn paa Tydskland, vel kan have sin gyldige Grund. Mellem hine Stammer veed vi, det var igjen Sachserne og en Deel af Schvaberne: Vyrtembergerne, som sluttede sig fastest og enigst til Luther, et uforkasteligt Vidnesbyrd om, at de vare Tydsklands mest historiske Folk. At Norden nu maa betragtes som det egenlige Sæde for de historiske Folkefærd, lod sig vel uigjendrivelig vise; men i al Fald har Histostorien sat det indvortes Slægtskab mellem Angler, Sachser og Svaber udenfor al Tvivl, saa vi heller ikke fra denne Side behøve at spørge om, paa hvem den engelske Aand maatte virke mest og dybest.

Med disse Bemærkninger for Øje vil vi tage det sikkreste 715 Partie, følge Tidens Løb og begynde med Volfgang Göthe; skjøndt man fristes til heller at begynde med Schiller og komme til Göthe saa seent som mueligt.

Uden nu her enten at forudsætte, hvad der maaskee var feil, at Gothe er oprindelig en Frankfurter, eller, hvad der vel maa være sandt, men ikke saa lige lader sig bevise, at Frankfurt er oprindelig frankisk, nødes man til at regne Göthe indvortes til de tydske Franker, eller frankiske Tydskere, og om man heller vilde sige, at han staaer som Udtrykket for den høieste Forklaring, alle Stammerne i Tydskland ere komne til med hinanden, vilde det, fra Aandens Side, neppe gjøre synderlig Forskjel. Hvad Shakspear har virket paa Göthe, lærer man vel bedre af Götz von Berlechingen end af Vilhelm Meister, men at de i Grunden slet ikke kom overeens, lærer man flux af dem begge. Langt dybere blev Göthe ustridig grebet af Ossian, som Verther bevidner; men at han ikke gad leve længe med Verther, er klart deraf, at han skjød ham; siden har han synlig stræbt at følge sin egen Natur og aabenbare den i saa vakker og afvexlende en Skikkelse som mueligt. Denne Bestræbelse er det, den tydske Læse-Verden har kronet med overordenligt Bifald, og, skjøndt Göthe anseer det kun for lidt, turde det dog være lidt meer, end den fortjente, saa herom ikke burde siges mere, end hvad der jo er sagt, at man bør kalde ham den tydske, eller vel tydeligere, den virkelige Voltaire; thi hvad Voltaire kun havde Skin af, finde vi hos Göthe: Magt til at sætte Glands paa, hvad han vil. Denne Konst er imidlertid, saavel for sit Udsprings som for sine Følgers Skyld, heel mærkværdig; thi saaledes at forgylde med Aande kan Ingen, i hvem ikke en ægte Kraft er smeltet, og det vilde i denne Henseende udentvivl være træffende sagt, at Göthe forgylder med den døende Verthers inddrukne Aande; thi at en ægte Kraft, skjøndt ikke ved de reneste Luer, smeltede i Verther, er unægteligt, og at Göthes Glands er kold og død, vilde ligesaa vanskelig lade sig afbevise, som at han med den har i sine Værker stræbt at adle megen Ureenhed. Hvad nu Følgen maa vorde, hvor dette ansees for Poesiens rette Bestemmelse og Konstens Triumph, er let at gjætte, og Qvadraten, hvori den Göthiske Konst udgjør den poetiske Side, er nem at construere; thi den føromtalde Trekant behøver blot at komme paa Benene, for ganske naturlig at søge og finde sin skjønne Side at betragtes fra. Den dybere Betydning af Göthes Konst, saavelsom navnlig af hans Faust og hans chemiske Sammentræk og Sammentræf 716 eller Valgslægtskaber, turde da vel endnu vente en Stund paa sin Forklaring, og Historien saae gjerne, at det aldrig kom saavidt; thi hvor Göthes Natur-Historie bliver Tidens Dronning, er Saga naturligviis dømt fra Thronen. Vil man i det Enkelte have et klart Beviis paa, hvad der ellers i det Hele er klart nok: med hvilken Fornemhed Göthe seer Historien over Skuldrene, og agter den ikke engang værd at bekæmpe, men kun at bruge til en Form at støbe sin egen velbehagelige Roman i, da er hermed sagt, hvor det kan findes, og Historien vender sig, ikke mindre fornem, fra den forfængelige Konstner, med et Fingerpeeg paa Voltaire, der paa sin Viis ligeledes satte Historien Stolen for Dørren og blev derved naturligviis fri for dens Lovtale, men kunde dog ligesaalidt overleve den som undgaae dens Efter-Tale.

Til Vyrtembergeren Friederich Schiller er det, Historien venskabelig vender sig, og i ham finde vi da et Gemyt, paa hvem Shakspear gjorde et anderledes Indtryk, saa Schiller i ham saae Historiens Aand, som han med Konst-Forstand vilde efterligne, der omtrent var det Samme som at fængsle hans Skygge. Hvad der begeistrede Schiller, var aabenbar, hvad der i hans Dage beherskede og forvildede hardtad alle livlige Naturer i Europa: Ideen om Frihed, og naar vi fra dette Stade see Wieland, Göthe og Schiller, har vi omtrent for Øie, hvorledes man med mest Held stræbde i Tudskland at forklare Middel-Alderens Drømmetid. Friheden stræbde Schiller at male i alle Stillinger, som en Røver, som en Oprører, som en Fædrelands-Forsvarer, som Soldat og endelig som Drømmerske, og man seer let, hvorom det var, han foer vild, om den Frihed nemlig, der er Historiens Aand; men det er Frihed i Gud, og den fandt han naturligviis ikke, fordi han vilde finde den i Verden, og kun engang, som i Fortvivlelse, hos Jomfrue Maria. Den steenhaarde Skjebne, som han ikke kunde handtere, behandlede derfor hans Helte ynkelig, og her gjælder Ordsproget: at Kæmper alle seierløse falde, Noget, Shakspear bedre forstod at dølge, da han, naar En faldt, for det Meste havde en Anden at sætte i Steden, hvorved Stykket vel tabde i Runding, men beholdt dog paa en Maade Livet, som er det Fornemste. Døden er en saare egennyttig Patron, som ingen Konstner skulde kaare til sin Aristarch; thi hvor han skal afrunde Dramaet, gaaer Livet i Løbet, og Skjebne er jo ikke andet end et smukt Navn paa Dødens Aand eller den ødelæggende Natur-Kraft; thi Naturen slaaer ihjel, og Historien gjør levende; hvem der lader Skjebnen raade 717 for sine Helte, har intet Samfund med Historiens Aand; men det kan heller Ingen have, som vil gjøre sin Frihed gjældende, istedenfor at søge den i Sandhed. Schillers Helte ere personificerede Begreber, som han et Øieblik for Løier stræbde at dele sit Liv med, saa de kunde lade levende; de vare nemme at slaae conseqvent ihjel; thi han var selv deres Gud, og naar han tog Sit, forsvandt Blændværket, som han ganske alvorlig meende, det var Konsten at fremtrylle. En dunkel Ihukommelse af Fortidens aandige Liv, en mat Længsel efter at dele det og en overveiende Lyst til at skuffe sig selv med Drømme udgjør Hoved-Trækkene i Schillers Digter-Liv, saa man med Rette kan kalde hans samlede Værker: hans Theater; thi kun som paa et Theater saae han det hensovne Herlige, og kun Skinnet deraf var det, han ønskede at gjenføde ved en æsthetisk Opdragelse. Han var da en historisk Skue-Spiller, ligesom Göthe en naturlig Roman-Helt, Noget, der aldrig sees klarere, end hvor Schiller fremtræder som Historie-Skriver, og Göthe som dramatisk Konstner; thi da giver hiin os lutter opløste Skue-Spil, og denne lutter udstykkede Romaner, saa det er intet Under, at en Tids-Alder, for hvem Roman og Skue-Spil var det høieste Aandige, og Historien død og kjedsommelig, fandt, at Historiens Aand lyslevende svævede over de Konstnere; thi de havde Tids-Alderens historiske Aand i sin høieste Glands. Uden al Sammenligning ædlere og renere var imidlertid Schillers Konst; thi han stræbde dog for det Meste at begeistre sig og Tiden for Skyggen af det virkelig Ædle, Gode og Sande; men vist nok stod den, i Liv og Glands og Eenhed, langt under Göthes, deels fordi han ligesaalidt havde Göthes Kraft, som SkovRøveren den staalarmede Borg-Ridders Storhed, og deels fordi, hvad han vilde oplive, var ikke den sandselige Natur, som, saalænge Dyret aander, er i Live, og gjærede kæmpemæssig i Verther, men den høiere moralske, sande Menneske-Natur, der i alle hans Helte drages med Døden, og som kun Historiens Aand kan opvække og hæve sig til rolig, glandsfuld og altid seierrig Kamp, som er det sande episke, dvs. historiske, Dramas Kjende-Mærke. Kun i Drømme ahnede Schiller dette, som vi see i Pigen fra Orleans og fornemmelig i Bruden fra Messina: uden Sammenligning M ester-Stykket af hans Konst; thi i dette, udentvivl mageløse, romantiske Drama har han, ved at personificere Skjebnen eller Døden i Choret, ligesom fængslet Døden med Trylle-Beltet, som omsnoer alle Figurerne, og Helten kæmper seierrig; thi Helten er Beltets Aand: Friheden, 718 der synes at have overvundet Døden. At det er et Blændværk, mærke vi bedst deraf, at vi Intet kan føle ved den hele Handling, og naar vi ønske at føle Noget, er det, som naar man griber efter livagtige Skygger og føler sig kun skuffet; ja, det er jo i alle Maader upaatvivleligt, at Konstneren kun vilde skuffe sig selv og os med en ideal, dvs. i Luften grebet, Tid og Sammenhæng, eller med andre Ord, fare over med os til Skygge-Riget, hvor man er fri nok for at døe, da man ikke lever, og har Pluto til Ven som hans lydige Skygger. Sørgeligt er det nu vist ogsaa, at Schiller stædte sin Konst saa ilde og spildte den paa at ville forsone os med de thebanske Brødre, som i Skygge-Riget skal kæmpe med græske Sværd om en af Mahomeds Houris under Korsets Banner; men ikke desmindre turde vel Bruden ganske rigtig være Skyggen af det sande historiske Drama, hvor Saga lever i Choret og optager Heltene, naar de synes at døe, levende i sit Rige, og gjør dem i Aand og Sandhed frie og udødelige; ja, hvori Saga er egenlig Heltinden, som i guddommelig Frihed trodser Døden og fuldender i Mennesket sit Epos, uagtet Døden, som Syndens Sold, er blevet alle enkelte Menneskers beklagelige Lod. Derfor er hvert uhistorisk Drama kun i det Høieste en Skygge, og hvem Historien ei med Kjærlighed har gjort udødelig, kan ingen Konst lade døe med Seier; stjæle Mennesker fra Historien, omskabe dem i Hjernen og omdøbe dem i sit Blækhorn, det kan man vel; men de opdigtede Navne vinde aldrig vort Hjerte, og røres vi, da sørge vi over, at den historiske Sammenhæng, som skulde trøste og forklare, er borte; det er med andre Ord, vi tyvte Konstneren og ønske at see hans Mis-Gjerning opdaget.

Vi staae her ved det attende Aarhundredes Slutning, og i det vi skride til Skildringen af dets sidste Revolution i Konstens og Videnskabens Rige, nødes vi til at mærke en besynderlig Lighed mellem Optrinene her og i Frankerig, saa det synes, som den samme Aand var begge Steder Herre, og virkede kun igjennem forskjellige Redskaber, hvilket ogsaa for det Meste virkelig var Tilfældet. Hvem seer ikke, at der er en virkelig Sammenhæng: mellem Criticismen og Idealismen paa den ene, National-Forsamlingen og Conventet paa den anden Side, saa det paa begge Sider var Løsenet, at indskrænke og afskaffe Kongemagten, ophæve Adel og Geistlighed, tillukke Kirke og Historie og, midt under Raab paa Frihed, at sætte hele Menneske-Slægten under Politiets specielle Opsyn! Hvem veed ikke, at Göthe, Schiller, Herder, Vieland og Jean Paul, saa uenige de for Resten 719 vare, dog alle hørde mere og mindre til Oppositions-Partiet og udgjorde et Slags Directorium, der i Xenierne havde sin attende Fructidor, hvorved Agathon, ligesaavelsom Anacharsis, forviistes til Gayenna! Kan det undgaae vor Opmærksomhed, at den saakaidte Natur-Philosophie og Konst-Poesie, ligeoverfor Napoleon, stræbde efter Keiser-Thronen, og gjorde kun for et Syns Skyld Göthe og Jean Paul til Med-Consuler, sluttede Concordat med Paven og opstillede Skyggerne af Adel og Geistlighed: Kirke og Historie, for at befæste og sikkre sig paa Thronen! ja, er ikke denne Throne siunket som Napoleons, er ikke Forfatningen i den tydske Læse-Verden nu igjen hardtad at see til som før Fornuft-Kritikens Dage, kun med den Forskjel, at mangen Bog har faaet et andet Snit, at en Deel ønsker Keiser-Tiden tilbage, og endnu Flere stræbe stykkeviis at realisere dens Grundsætninger! Hvem der anseer slige Sammenligninger for Spas, maa enten ikke forstaae dem, eller ikke troe sine egne Øine, og hvem Ligheden forundrer, har ikke betænkt, at den er saare naturlig; thi kun det Modsatte vilde være forunderligt, da det jo er aabenbart, at paa begge Steder stræbde Fornuften at gjøre sig uafhængig af Troen, ligesom det er unægteligt, at den franske Tænkemaade fandt stort Bifald i Tydskland, Noget, der nødvendig maatte, i det Mindste i Literaturen, frembringe et lignende Billede, og om det vil være uden politiske Følger, faaer man at see. Betragtningen af den tilsvarende Tid i Frankerig, med Rousseau, Voltaire og Encyklopædisterne, skal ikke berolige os; thi vel kan vi forudsee, at den politiske Revolution vilde, ligesaavel som den literaire, i Tydskland have en anden Skikkelse, men om den i Grunden blev glædeligere, er meget at omtvivle, eller rettere, at den vilde blive langt grueligere, kan en sagakyndig Christen ikke tvivle om. Vel har man nu havt det Mundheld, at Historien er en bagvendt Prophet; men det siger naturligviis Historien ikke selv, og glippe ei dens Jule-Mærker, da er en tydsk Revolution uundgaaelig; men Aar og Dag er det rigtig nok Historiens Skik først baglænds at tilsætte.

Det var da i det attende Aarhundredes sidste Olympiade, at Brødrene Schlegel, Tieck og Novalis paa den poetiske, og Schelling paa den philosophiske Side, proclamerede en splinterny Tid, som skulde begynde med en Dommedag, men derpaa strax gaae over til et Himmerig, altsaa i Grunden Tidens Indgang i Evigheden, som, galt forstaaet, da ogsaa var Omkvædet paa Visen. Man kan begribe, at det attende Aarhundrede, 720 som havde anvendt sin halve Tid paa at komme ud af Evigheden, og nu troede netop at være færdig, maatte med Hænder og Fødder sætte sig mod en Aabenbaring, der vilde kaste det, endnu før sin Død, hovedkulds derind, og at forevige en saadan Tid var vist nok et ligesaa uendeligt som utaknemmeligt Arbeide. Det nittende Aarhundrede har derimod virkelig i Sinde at lade sig forevige, naar det kan skee paa taalelige Vilkaar, uden betydelig Opoffelse, og kan den intellectuelle Anskuelse holde Stik, da maa Tiden, naar den vil bruge sin Forstand, finde, at den faaer Evigheden for en Slik.

Spørge vi nu, hvad hint Udtryk, der vel maa kaldes den ny Skoles Shibolet, betyder, da er det virkelig en fast utrolig Konst, den nemlig: at hæve sig over alt det Reale, dvs. baade Natur og Historie, og finde det igjen, forklaret, i det Ideale, som man da forenes med, og er fra den Stund af baade evig og salig med Eet, ihvad man saa gjør. Med Moralen har det da ikke synderlig at betyde, og i al Fald ingen Fare med Moraliteten; Massen af Folkene, som ikke kan naae Anskuelsen, er egenlig kun til for dens Skyld, ligesom de forrige Slægter vare til for at avle den, og det gjælder da blot om at holde dem i Aande, saa de ikke forstyrre den, og i en Mythologie, især ved Hjelp af den plastiske Konst, lade dem ahne og drømme om Herligheden, de ikke fik Øie til at see med bart Ansigt. Man seer let, hvad Christendom og Samvittighed har herimod at indvende; men det lader, som man har ondt ved at see, at Fornuft og Historie ogsaa gjøre Indsigelser, som man tiideels ikke kan modsige uden at modsige sig selv. Det er imidlertid aldeles klart, at enten er det Ideale i Grunden slet intet, og altsaa bestemt Løgn, eller det er den evige Sandhed selv, som ikke i al Evighed kan paa noget Vilkaar forlige sig med Løgnen, og forudsætter nødvendig noget aldeles Grund-Realt, hvis Billede og Indbegreb det er. Heraf følger da, at det Ideale er i Sandhed noget aldeles Realt og Aarsagen til al timelig Realitet, man give den saa, hvad Navn man vil, og at nu nogen timelig Fornuft, med alle sine Konster, skulde kunne anskue sig selv og hele Verden i den evige Sandhed, er af to uimodsigelige Grunde umueligt: først fordi man umuelig kan see, hvorledes Alt indeholdes og hænger sammen i den evige Sandhed, med mindre man begriber den, som man i Tiden vel lader være, og for det Andet kan man umuelig finde nogen Løgn i Sandheden, og maa altsaa, hvad der er et herculisk Arbeide, først rense Verden for Løgn, før den kan anskues i Sandheden selv. Det er 721 da i alle Maader vist, at den Anskuelse maa gjæres til Løgn, før man kan vente at finde Sandhed; thi Sandhed, som det sande Ideale, skal netop anskues i det timelige Reale, i sin Modsætning til Løgnen. Om vi selv formaae at gjøre overalt den nødvendige Skilsmisse, er et andet Spørgsmaal, som vist nok maa besvares med Nei; men derfor bliver Løgn dog aldrig Sandhed; det bliver kun sandt, at vi trænge til et Sandheds Ord, som stiller os selv og Verden i det rette Lys, og hvem der altsaa troer Skriften, har ganske rigtig et Speil, hvori han kan anskue alle timelige Forhold, og som oven i Kjøbet har det store Fortrin, at alle Troendes Øine see Eet og det Samme, saa Ingen bliver Stifbarn, men Alle kan komme til Salighed og Sandheds Erkjendelse, naar de i Evigheden blive Eet med Sandhed. Udentvivl maa det da lønne Umagen, heller at nøies en liden Stund med en sand billedlig Anskuelse, som fører til den fuldkomne, end, ved for tidlig at tilegne sig denne, gaae Glip af den for evig.

Er nu dette saa, er den intellectuelle Anskuelse, hvoraf man bryster sig, umuelig, og er det ophøiet over al Modsigelse, som det er, at en Vidskab, der begynder med en Indifferents (Ligegyldighed) og vil ende med en Identitet (Forening) af Sandhed og Løgn, er grundfalsk, da kan det i Grunden være os ligegyldigt, om dens Udspring og Sammenhæng er os forklarlig eller ikke; thi det er Nok, naar vi veed, at den kan ikke holde, hvad den lover: skjænke os det evige Liv, men maa, om vi følge den, give os Deel med Løgnen i den evige Død. Imidlertid er det en Pligt, Historien paalægger sine Kyndinge, efter Evne at opklare Alt, og denne maa her saameget mindre forsømmes, som Historien ingenlunde kan billige den Dom, der næsten af alle den ny Vidskabs Modstandere fældes over den, men maa erklære, at den vel er et uforsvarligt Misgreb, men ingenlunde et ubetydeligt Konst-Greb; thi det er et Konst-Greb, hvorved man stræbde, i en levende Anskuelse at bemægtige sig baade Naturen og Historien, og kunde det end ikke lykkes, saa tjende det dog til at vise, hvad vi fattes, og hvad vi paa en Maade maae komme i Besiddelse af, hvis ikke Mennesket skal aandig uddøe. Den historiske Anskuelse, som vi oftere have berørt, var det da, man i Tydskland tragtede efter, og her er da Stedet til, saa klart som mueligt, at betegne den; men forud maae vi anmærke Umueligheden, baade af at tale aldeles klart om, hvad der end 722 kun sees i Skumring, og af at tale klart nok for dem, der ansee det aandige Samfund, der forener Menneske-Slægten til eet Menneske og forbinder den med Gud, for Daarskab og tomt Hjernespind.

Historien vidner, at et ubegribeligt Ord, der, under forskjellige Billeder og Betingelser, tillagde Mennesket og alt Timeligt et vist Forhold til og Sammenhæng med det Evige og Usynlige, at et saadant Ord, som vi fortrinlig maa kalde Poesie og betragte som Religion, er Grunden til alt det Mærkværdige, der har begivet sig i Verden: at et saadant Ord, der syndes indblæst af en Guddom, har skabt alle Forestillinger om aandig Storhed, som netop grunder sig paa den høiere Betydning, det Timelige faaer ved at sees som Billede af og Redskab for noget Evigt. Hvem disse Forestillinger gik til Hjerte, stræbde at udtrykke dem i Levnet og Idræt saa kjærlig og klart som muelig, og Følgen deraf var Konst i vidtløftig Forstand: Stræben efter aandig Skjønhed. Kunde det nu lykkes at begribe disse Forestillinger, da fremkom derved Videnskab i høiere Betydning, og en Bestræbelse derefter finde vi virkelig i Historien under Navn af Philosophie; men som oftest forsvandt det Aandige mellem Hænderne, da man vilde, hvad der var umueligt, begribe det sandselig og indbildte sig, at naar det mislykkedes, var Uvirkeligheden dermed beviist. Let indsees det imidlertid, hvilken Daarskab det er at kalde det uvirkeligt, som unægtelig har virket det Store, vi maa beundre, og det Skjønne, der indtager os, samt at ansee for det høieste Virkelige, hvad der intet Lignende kan virke. Det burde altsaa ikke være Spørgsmaalet mellem fornuftige Mennesker, om de græske og nordiske, de jødiske og christelige Forestillinger havde en høiere Virkelighed end den Lokiske eller Kantiske Philosophie; thi Kraften beviser Virkeligheden, og Virkningen vidner om Aarsagen; men kun det skulde være Spørgsmaalet, hvor man finder Forestillingerne i deres Reenhed og Sandhed, og hvorledes vi kan tilegne os dem, saa vi derved annamme den Kraft, der er vort unægtelige Savn? Vidner nu Historien, at det er de bibelske Forestillinger, som have virket vældigst og kjærligst paa Jorden, da kan det aldrig slaae feil, at de jo ogsaa ere de sandeste; og at Troen er Middelet, hvorved de ene kan blive virksomme i os, faaer man vel at finde, om man end en Stund skuffer sig med den Indbildning, at deres blotte Betragtning: Stirren paa deres Skygger, kan gjøre Sagen klar. Hvorledes nu Troen erhverves, derom maa man naturligviis søge Beskeed i Bibelen 723 selv, og her hjelper ingen Anskuelse; men ligesom det er klart, at en historisk Betragtning af Christendommens Virkninger kan drive et sandhedskjærligt Menneske til Bibelen, saaledes tør det vel stadfæste sig, at skal Troen vinde meer end et sygeligt Liv i Hjertet, skal den Lunkenhed, der er vort sørgelige Kjendemærke, forvandles til Varme, skal vor Gruble-Syge ikke betage Forestillingerne deres Kraft i os, da maa der skee et Underværk, som vi ikke kan betegne anderledes end ved et aandigt Samfund med troende Fædre. At nu et saadant er mueligt, kan man gjerne nægte; men Nægtelsen gjælder ei stort mod det Beviis for Virkeligheden, som enhver Troende kan give Modstanderen i Hænderne, og aabenbart er det, at kan vi føle os størkede og opflammede til ædel Daad ved levende at mindes ædle Forældre, da maa det samme være Tilfældet med alle andre Afdøde, dersom de kan leve op for os i et kjærligt Minde; thi da opstaae de aandig i os. Den levende historiske Anskuelse, som vi med et Ord kan kalde Mindeblik, bestaaer da deri, at vi betragte hele Slægten som eet Menneske, hvis Liv vi ere kaldte til at fortsætte, og hvis Kraft vi i Kjærlighed tilegne os; levende og virkelig bliver Anskuelsen, kun for saavidt vi hjertelig troe paa dens Sandhed; men Skyggen af den kan fremkomme uden synderlig Troe, naar Fornuften bliver sig aandig bevidst, og borger derved sig selv for Forestillingens Rigtighed.

Nu lod det sig vel historisk udvikle, hvorledes ethvert Folk, der har viist Kjærlighed til sine Fædre og derved beviist sin Følelse af aandig Eenhed, ogsaa engang maa komme paa en Punkt, da denne Følelse bliver sig selv klar og gaaer over til et Forstands-Begreb, og da fremkommer en historisk Anskuelse, hvis Liv, Dybde og Omfang beroer paa Graden, Omfanget og Beskaffenheden af den foregaaende historiske Kjærlighed.

Fra dette Stade turde vi vel finde Shakspear mindre gaadefuld og temmelig godt kunne forklare os det tydske Særsyn. At nemlig i det Mindste Schleglerne ere Sachsere, og Schelling en Vyrtemberger, veed man, og at den ny Poesie og Philosophie har fundet alle sine Høvdinger, og sit meste Publikum, i den evangeliske, dvs. historiske, Kirkes Enemærker, er nok ingen vovelig Paastand. Betænke vi nu, hvad der kunde bevæge historiske Folke-Stammer til at udvandre, da maae vi vel svare: Lyst til Eventyr, og spørge vi. hvad der kunde forbinde dem med Tydskerne, da maatte det ligeledes være et eventyrligt Forhold til Historien; de indbildte sig, at Mennesket skulde fuldkommes 724 i dem, ligesom Tydskerne meende, de skulde udvikle Mennesket, og sagtens maatte de da føle sig trukne til hinanden. De elskede altsaa Historien, kun fordi det laae, og den synd es dem at ligge i deres Natur; som de elskede Historien, elskede de naturligvis ogsaa Christendommen, og naar denne Følelse engang blev sig selv klar, maatte de nødvendig anskue og stræbe at begribe Historien i deres Natur, ret egenlig at underlægge sig Historien; thi de ansaae sig jo selv for det historiske Folk, der havde indlemmet sig i det ypperste Natur-Folk, for deri at udvikles og begribes. De maatte altsaa anskue Historie og Christendom som et kolossalsk mythisk Eventyr, der egenlig havde kun dem at betyde, og var et fuldendt Epos, saasnart de med Øinene havde indtaget og i Tanken tilegnet sig det. Man kan gjerne lee ad denne Udvikling, som den og paa en vis Maade fortjener, men hindre Historien fra at stadfæste den, vil nok falde vanskeligt, da Historien pleier at kjendes ved sine Børn, om den end nødes til at erklære d e m for arveløse, der forud have optaget deres Arv og tilsat den paa deres egne Veie. Saameget er i al Fald vist, at baade Niebelung-Rimet, Helte-Bogen og de fleste historiserende Digte fra den tydske Middel-Alder ere lutter Eventyr, og at det Samme er Tilfældet med de historiserende Digte, der høre til den saakaldte ny Skole, ligesom Ingen skal kunne nægte, at dens Philosophemer over Verdens-Historie og Christendom ere, selv hos Hovedmændene som Novalis og Schelling, heel eventyrlige. Ja, naar vi betragte den hele Røre i de nu forløbne tyve Aar, maa den da ikke staae for os som et Eventyr! Vi see en Klynge af store Hoveder træde op, med den gigantiske Plan at bygge et Drømme-Tempel, der kunde rumme hele Verden og Tiden, og fra hvis Tag man klarlig kunde gjennemskue Himlen; kolossalske Buer hævede sig virkelig, som ved en TrylleKraft, og vidunderlige, hidtil uhørte, Toner klang, som om de klingre Malme i deres dybe Leie vare forvandlede, hvor de laae, til en Harpe, Bjerg-Aander slog; og nu - synes det hele os som en Drøm, Templet synes nedsiunket til et Berlinsk Propylæ, og Sangen forvandlet til et tomt, urimeligt Eventyr, der kun foreviges i de Heidelbergske Aarbøger. Død er Novalis, Tieck lever kun med Heltene i sine Eventyr, et Liv, der udentvivl kjeder ham selv, Verner og F. Schlegel har taget Flugten ind i den mechanisk saliggjørende Kirke, Schelling veed man neppe, hvor er, og et stort Spørgsmaal, om han veed det selv; men i al Fald er det Smaafolk mod Hine, som mindre føre end kløve 725 og udvande deres store Ord for deraf at bygge sig smaae Eiendoms-Huse i den nyeste Smag.

Imidlertid, Skinnet maa ikke bedrage os; Hoved-Mændenes Værker vidne, at det var ikke Alt Vind, om end Aanden ei var den bedste, og Kampen mod Napoleon og Frankrig er virkelig deres Efter-Mæle. Der var historisk Blod i de Vildmænds Aarer; det sprudlede eventyrlig, og bruste derfor hurtig ud i Eventyr og Dramaturgie; man vilde skabe et Epos af sig selv, istedenfor at udvikle sig i et historisk Drama og lade Historien selv indfælde det i sit Epos; man vilde Synd og Umueligheder og sprængde sig derfor snart; men man angav en Tone, som ei kan hendøe, om Mennesket skal leve; man slog paa Strænge, der ere de eneste, som, med Christendommens Hjelp, og under dens Haand, kan sætte Liv i Folkene, og at de gamle Tydskere virkelig tildeels opstod i deres Børn, beviser uigjendrivelig, at Opstandelsen er muelig, naar kun Sandheds Ord kommer til at lyde i sin Kraft og uforvanskede Reenhed. Christi Liv paa Jorden er ingen Mythe, men historisk Sandhed; Christendomen er ikke Billedskrift, men netop Forklaringen af det Gamle Testamentes Billeder, netop den sande, evige Erkjendelse, udtrykt i de bestemteste Ord, som Menneske-Sproget eier, og det synes os kun anderledes, forsaavidt vi ikke begribe dem; den eenfoldige Troes Virkninger stadfæste det, og vi overbevises derom af hvert Sprog, vi lære at begribe. Det var et formasteligt Spil, man drev med den hellige Sandhed, da man vilde gjøre den til Symbolik for Skyggen af sig selv; Schelling har vovet at erklære Indiens Braminer for sandere Christne end Apostlerne; fra de ny Christologer, især i Berlin, forkyndes det som et Evangelium, at man ikke blot er Christen, men saa godt som Christus selv, naar man opofrer det reale Skin for det ideale Væsen, og stedse gjenlyder den Snak fra flere boglærde Tunger i Tydskland; men det er et Uvæsen, et Billede af det Ideale, man tilbeder, af den tydske Fornuft, der indbilder sig bogstavelig at have slugt Sandhed, et Uvæsen, som Sandheds Aandepust gjennem Historien maa henveire, som i det Høieste kan forklarede gjenføde den tydske Triumphators, Apostaten Julians flygtige Dage, og det ikke engang, med mindre sand Christendom først gjenfødes, og i de Kræfter, den opvækker, i Vidskaben, den avler, giver, som det synes, Modstanderne Vaaben i Haand. At skyde sig ud af Historien, det seer man paa Verther, kan lade sig gjøre; men at ville skyde Historien ind i sig, det saae man paa Heinrich von Ofterdingen, er gal Mands 726 Værk, naar man ikke, som Jesus, er Ordet og Sandheden selv; man tænker at begrave Historien i sig, men man begraver kun sig i den, som Novalis begrov sig, som Verner, og selv F. Schlegel, have begravet sig; thi disse have gjort det Høieste, der i denne Retning er mueligt, kjøbt sig en aaben Begravelse i den catholske Kirke. At dette er Alvor og ingenlunde Spas, vil Tiden nok vise; thi i den catholske Kirkes Skjød maa det hele Eventyr ende sig; men man vil og allerede kunne indsee det ved at betænke sig; thi man synes jo virkelig at forlige sig med Historien, naar man vender tilbage til den ældre Forsamling, og bygger, med den, Eventyret paa Historien, Vaticanet paa Apostlernes Grave; Catholicismen er jo ikke andet end den Indbildning, at kunne ved en Trans-Substantiation forvandle Brød til Christi Legeme, sig selv til Christus, Løgn til Sandhed! Er det ikke indlysende, at naar de gamle romerske Keisere erklærede sig for Guder, da gjorde de i Grunden netop det Samme som den tydske Fornuft, da den erklærede sig for uafhængig, og at da Paven udgav sig for Christi Statholder, som havde Himmerigs Nøgler, gjorde han netop det Samme som den historiske Natur-Philosophie, da den indskjød sig under det Ideale! Saasnart! den derfor kommer til at forstaae sig selv, maa den see Catholicismen forklaret i sig og stræbe at gjenføde den, og uagtet dens Tilhængere langtfra alle ere sig det klart bevidste, see og høre vi dog paa dem, at de dunkelt føle det, og Retningen aabenbarer sig ligesaavel i Schellings Omrids af Philosophie og Religion som i deres Færd, der virkelig ere overgangne. Spørge vi nu, hvad Historien dømmer om Sligt, da er Svaret let; thi dens Aand kan ikke gaae tilbage uden at stride mod sig selv, gjøre sig til Løgn; den hvilede klarlig over Luther, hans Værk var i Historiens Aand, og for dens Domstol, saavelsom for Skriftens og Fornuftens, er da Catholicismen uigjenkaldelig dømt fra Livet. Dette er og fra alle Sider klart; thi den prøvede i Luthers Dage paa at opvække sig selv med Konst, men mægtede kun at afmale sin Skygge og reise sin Bautasteen, Af Gjæringen, som Reformationen voldte, udvikledes Jesuitismen, der aabenbar var et Forsøg, som verdslig og vantroe Fornuft gjorde paa at dølge Pavens Død og herske i hans Navn. Ogsaa dette Blændværk forsvandt; Napoleon stilede efter at fornye Skuespillet; men det var ham, i det gamle Roms Ørneham, umueligt; ja, havde han end, hvad sagtens En vil prøve, snildt hængt Nøglerne ved Siden, da kunde vel Farcen blevet gruelig, men dog kun en flygtig, og i Grunden 727 kraftløs, Skygge. Skal det nu endelig være ved Apostater fra den evangeliske Menighed, at Catholicismen ene kan synes at vorde opvakt, da har den netop derved dømt sig selv; thi det er aabenbart, Kredsen fra Luthers Dage er gjennemløbet, et Steds maae der skee en underfuld Opstandelse, og hvor den skeer, der aflægger Historiens og Sandhedens Aand et forenet Vidnesbyrd om, at de ere Eet. Var det da ogsaa fra andre Sider mueligt, at Pave-Kirken kunde være Christi, at Bibelens Aand kunde fornægte, forbyde og bestride sit Ord, saa maatte det dog vise sig derved, at den aandige Kraft opstod af Roms GravKieldere, saa vi kun ved at stjæle af den kunde trodse og med nogen Styrke vægre os ved at vende tilbage; men er nu det Modsatte skeet, er det hos os i den evangeliske Kirke, at Aanden nu atter i Kraft aabenbares, er det den Vidskab og Forstand, som i os udvikledes, der skal stjæles til at besmykke Løgne, som ei længer tør i deres gamle Skikkelse komme frem for Dagens Lys, da har vi vundet i Aanden, om og vort Legeme knustes, da har Saga hængt sit unedrivelige Skjold over Morten Luthers Grav og ristet derpaa med uudslettelige Runer, hvad Bibelen prædiker for døve Øren: hvor Luthers Aand er levende til stæde, kun der er Christi Kirke.

Standse vil vi da ved Luthers Grav, med det Ønske, som Historien aftvinger os, at Alt, hvad siden sidste Jubel-Aar er kommet fra sin rette Eier, i dette maatte, efter Herrens Lov, hjemfalde, og under dette Ønske kan vi ei glemme Ossians og Iliadens gjæve Oversætter, Friederich Stolberg, som, med Luthers Bibel under Armen, og Meget af dens Eiendom i Hjertet, i Drømme dog gik feil af Kirken og sank i Knæ for Helgen-Skyggerne i Grav-Capellet. Han følde dybt, at Intet er saa eventyrligt, det jo overgaaes vidt i Vidunderlighed af Kirkens Historie, som melder Ordets Aabenbarelse i Kjød, saa Intet kan være en Christen utroeligt, fordi det er underligt, men anbefaler tvertimod sig derved just til Troen som et stadfæstende Efterskin af den Eenbaarnes Herlighed; han saae det klart, at Nægtelsen af Underværkers Muelighed, saalænge Kirken staaer, er baade imod Skriftens Aand og Ord; han drønide om, at den catholske Kirke vilde selv udrense Løgnen af sig; han haabede, ved Kirke-Bod og Underkastelse, at undgaae Tvivl og Kamp; han haabede, ved Kirkens gode Gjerninger og alle Helgenes Forbønner, at blive salig uden at fornægte sig selv aldeles under Korset, og fra dette Stade er hans Feiltrin ret begribeligt; men 728 naar han seer sig skuffet, da vilde det være ubegribeligt, om han ei flygtede forfærdet.

Til Slutning vil vi reise, tæt ved Graven, et venligt Kors for Claudius fra Holsteen, en ægte Søn af Morten Luther, vel ei i Kraft og Nidkjerhed, men dog i barnligt Sind, i skjemtefuld, trohjertig Munterhed og inderlig Tilegnelse af Ordet i dets underfulde Salvelse og Sødhed. Hans Bøger ere udentvivl de sidste tydske, gjennem hvilke man med Rette kan sige, at Lutherus aandede, og harmes maa man eller ynkes over den ilde stædte Fornemhed, hvormed Stodder-Konger paa Parnasset gave ham som Hofnar deres Haand at kysse, medens han svævede høit over deres vindige Storhed, og lod dem kun ikke føle det, fordi han var en Barne-Engel, der ligesom havde forvildet sig ind i en fremmed Verden og vilde smile sig fra den. Dog, som han ældedes, sagde Verden, saa argedes han; thi et saadant Skudsmaal gav han den paa sine gamle Dage, og vi behøve ei at spørge, hvad Historien siger om Verdens Dom, da den saa klarlig har beseiglet hans. I Rædsels-Tiden maatte dog vel Smilet døe paa Christnes Læber, under Kirke-Stormen maatte dog vel selv Kirkens frommeste Børn gribe efter Vaaben, og, medens gloende Kugler spillede mod Sandheds Helligdom, maatte dog vel Claudius spørge, om han skulde hænge som en Iistap under Tolerants-Templets Tag, spørge, hvi han skulde tie, naar Fjenderne skreeg!

Velsignet være Morten Luthers Minde og med hans alle deres, som have vandret i hans Aand og ere hensovne i Herren! Deres Been grønnes! Deres Aand opvaagne og hvile over os og vore Børn! saa vi maae love de herlige Mænd og Fædrene for vores Slægt, indgaae i deres Arv og Arbeide og høste i Sandheds Aand, hvad de have saaet i den!!!

Saaledes hilses Jubel-Aaret med Sagas Røst fra Danmarks Skove, og ganske skuffede da i det Mindste Synet ei Lutherus og ei Claudius, da de, i Aanden, saae Spiret hæve sig i Norden, som det sank i Tydskland! Ei sømmer det sig dog i Luthers Jubel-Aar at ville løfte Sløret, Saga saa vidunderlig har udbredt over Norden; hun løfte det selv, naar Sandhed vil, og Timen kommer! Kun dette Vidnesbyrd maa Saga give Dannemark ved Luthers Grav, at ingensteds blev han saa rolig og saa trolig fulgt, og medens Saga overalt maa ihukomme Sværmere, som vilde, i egne Fjeder-Hamme, overflyve Bibelen og Luther, maa hun bekjende, at Dannemark har ingen Sværmer avlet, med 729 mindre det er denne Bogs Forfatter, som sætter sig paa Luthers Grav med Bibelen opslagen, lægger der sin Hyrde-Kjep og Saga-Staven over Kors og siger med en Taare i sit Øie: sværmer jeg, da sværmer jeg med Guds Propheter og Apostler, med Morten Luther og med Saga selv, da er mit Sværmerie dog ikkun det, at Himmel og Jord skal forgaae, men hvert Jesu Ord bestaae, saa Helvedes Porte skal aldrig faae Magt med Hans Menighed, men Ordet atter gjøre Under-Værker, og Morten Luthers Jubel-Aar vedvare, til Sandheds det himmelske, evige kommer!!!