Grundtvig, N. F. S. INDLÆG I TYLVTESTRIDEN

✂ Uddøe end Fæe og Frænder,
Et Noget dog jeg kjender,
Som Død gaaer uden om,
Det er de Dødes Dom!

Havamaal hint Gamle.

✂ Medens jeg i Vinter og en Deel af Sommeren sad, som jeg var muret, mellem Nordens gamle Krøniker, da blev jeg ikke sjelden tung om Hjertet, thi det syndes mig livagtig, som om jeg sad i de afgangne Høvdingers aabne Begravelse og stirrede paa Kisterne, paa Bauta-Stenene, paa de mølædte Faner og de andre Mindesmærker om et længst forsvundet Kæmpe-Liv, som jeg kun mægtede at skjelne mat ved Nat-Lampens dunkle Skin. Dødens Stilhed omgav mig, og mit eget Aande-Dræt var Alt, hvad jeg hørde; kun igjennem det syndes mig stundum, som en sagte Stemme af Saxos og af Snorros Aand tilhviskede mig glemte Ord fra Heden-Old, der styrkede mit Hjerte til at slaae roligt i de Dødes rædselsfulde Boelig, bortpustede Søvnen, som saa tidt vilde leire sig tungt paa Øie-Laagene, og klarede, ei veed jeg ret, om Øiet eller Lampens Skin, saa Mindes-Mærkerne forbandt sig til en livlig Kjæde, til et opmuntrende og lysteligt Syn. Dog, længe kan man ikke sidde taus og ene i den aabne Grav og dog beholde Liv og Mod og Munterhed til Lytten efter hedenfarne Aanders sagte Hvisken, til ei at synke mat og mødig ned imellem Kisterne; det har jeg maattet lære, og naar man nu kanskee, i Danmark og Norge, vil synes, det er sært, at kun saa Lidet af de gamle Aanders Tale lyder høit igjennem mig, da har man sikkert mindre Føie til at spørge mig: hvorfor? end jeg har til at svare med den af Gravens Nat opkomne Asmund Alfsøn:

✂ I feireste Hus er ei Fryd eller Mag
For Menneske-Afkom at finde,
Naar alt som den eenlige Spurv under Tag
I Taushed man sidder derinde;
Nei, ynkelig faren og stædt er den Mand,
Som vanker forladt i de Levendes Land!

✂ Men jeg sad i Dybet, saa øde, saa tyst,
I Hulen, i Mulm og i Mørke,
Hvor Kvalmen saa lummer bespændte mit Bryst,
Og Liigluft fortæred min Styrke;
Der ene jeg sad, uden Haab, uden Trøst,
Med Lyset berøvet al Øinenes Lyst!

✂ Hvad undres, I Kæmper, da over endnu!
Jeg maatte vel blegne og bløde,
Ja, blegne i Mulm og i Kvalm og i Gru,
Og bløde i Kamp med de Døde!
Ja, Alt, hvad som lever, om Nat og om Dag,
Vel Farve maa skifte i Dødninge-Lag!

✂ Saa kvad jeg i Asmunds Navn, der jeg, styrket ved at skue Bøge-Maien i Skjærsommer og høre Natter-Galens Slag i Sællands Skove, følde mig oplivet til ved Gravens Dør at lytte end til Aandernes Tale om Olav Tryggesøn og Frode Fredegod! Saa kvad jeg da, og kunde, siger jeg, anvende det paa mig, med mere Føie, end man kunde spørge: hvi jeg blev ikke uophørlig ved at lytte; men jeg gjør det ikke uden halvveis, fordi jeg ellers løi mod Sandhed og beskjæmmede den Troe, det er min Pligt at ære: den Troe, som tænder Lys i Graven selv, beløi den Aand, som vender aldrig Haabets Fakkel, bagtalde den Stav, som støtter kraftelig, selv paa den sidste, mørkeste og frygteligste Vandring gjennem Dødens Skygge-Dale!

✂ Men hvad saa? hvad skal, hvad vil den halvveis præstelige Beenhuus-Tale her i Skilderiet af Dagens levende og friske Penne?

✂ Den vil staae her paa sit Sted, som en Erindring om, at jeg har og en Pen, og at min Pen har og en Dag-Bog for 1818, som var saa næsten skrevet ud, før Hunde-Dagene begyndte, og som jeg kun satte Anmærkninger til i Fiske-Maaneden. Den vil minde om, hvad der er sandt, at i Aar, som i Fjor, var der i Skoven en frygtelig Taushed, et frygteligt Mørke, en 626 frygtelig Eensomhed, hvis Lige jeg aldrig før har kjendt: Taushed, for hvem der ikke regner Kjækken og Galen og Snorken for Andet, end hvad det i Aandens Øre er: U-Lyd; Mørke, for hvem der ei indbilder sig, at hansegen lille Praas, der svirper ud i Vinden, mens han vender sig, at den kan gjøre lyst i Skoven,

✂ Naar Natten udruller sit sorte Slør,
Og Dagen døer

[Oehlenschläger],

✂ ja, naar selv:

✂ Midnattens Maane sig skjuler bag Skye,
Og Stjernerne længer ei blinke

[Baggesen];

✂ Eensomhed, for hvem der ikke kalder Tummel Selskab og Snak Samtale! Ja, den skal minde om, hvad der er sandt, og hvad jeg er sikker paa, enhver i Danmark, hvis Kinder før har glødet i Straalerne af Aandens Soel, hvis Hjerte før har banket høit og smeltet hen ved Tonerne fra Hoved-Hvælvingen og Hjerte-Dybet, skal indrømme, at der i Fjor, i Danmarks Fugle-Skov, ei holdtes nogen Jubel-Fest for Aand og Hjerte, men snarere et Gravøl, hvor Aand og Hjerte, som fortvivlede: som Asmund og Ragnhild, tog Afskeed fra Marken for at indmure sig i Mørket. Jeg nævnede Asmund, og hvem der har et opladt Øje, seer vel, hvad jeg mener: at jeg mener Nordens høje Kæmpe-Aand, der, end saa seent i Tidens Kveld, besøgde os med Adam Oehlenschläger, men nu, som et Gjenfærd af sig selv, ynkelig raste, gav Helte-Driften og Fostbroder-Skabet Skyld for sin selvgjorte Skjebne, og syndes i sit eget Øie kun at have trende Kaar: aldeles at omskabe sig selv fra Aand til Kjød, eller at glemme sig selv i Intets Skjød, eller ved et Krampe-Træk tage Kjødet med i Evigheden: altsammen lutter Umueligheder. Hvad Under, at Aanden, som rasede saa, forsvandt, uvist, til hvilken Side; og hvad Under, at der for aandekjære Hjerter blev tomt og eensomt her i Skoven, saa de, som Rerek og som Alfred, kunde vel faae i Sinde at drage bort fra Sællands Bøge og lede om Opmuntring i Landet, hvor Citronen groer. Ja, Aander! saae I ikke Alfred, saae I ikke Unger-Svenden med det ømme Hjerte, saae I ikke Bernhard Ingemann drage taus, vemodig bort, da Haabet syndes reent udslukt om Asmunds Redning! Forstod I ikke, det var Asmunds Krampe-Træk, hvorunder Elnas Hjerte hardtad brast, da hun forgjæves havde med sin Jomfru-Haand bevæget KirkeKlokkerne til Bede-Slag! Saae I ei, at Elnas Skjald kun vidste 627 Raad for hendes Hjerte i et sælsomt Eventyr, ja, vidste dog i Grunden intet Raad; thi hendes Hjerte slog jo kun i hans: i Skjaldens, i Halvdans, som forlod os med det vemodsfulde Kvad:

✂ Farvel, I Brødre, djærve, troe!
Hos eder kan ei Skjalden boe;
Farvel, min Barndoms grønne Strand!
Her er dog ei mit Fædreland.

✂ Mod Øst, mod Øst gaaer nu min Gang,
Med Pilgrimstav, med Harpeklang,
Hvor Stjernekarmen ruller nu,
Didhen, didhen staaer Skjaldens Hu.

✂ Den over Oljebjerget gaaer,
Ved Kedron Stjernen stille staaer,
Den seer, hvor Lyset kommer fra,
Den ruller over Golgatha.

✂ Did, hvor den høie Frelser stod,
Did kalder mig hans Hjerteblod;
Farvel, hver Ven paa Verdens Øe!
Hvor Herren leved, vil jeg døe.

✂ Mod Øst, mod Øst gaaer Skjaldens Gang,
Med Pilgrimstav, med Harpeklang;
Af Jorden slettes skal mit Spor,
Min Kjærlighed i Himlen boer!

✂ Hvem tør i Danmark tale med om Aand, som ikke seer, at Ingemanns Hjerte begeistredes af Oehlenschlägers Aand, og kunde derfor aldrig skildre os en anden Helt end dens, men kun i Vexel-Kvad udtone den dybeste og reneste Helte-Kjærlighed, som Skjalden føle kan i Støvet: en Kjærlighed, hvis Gjenstand vel er ikke synlig paa Jorden, men kan dog være legemlig i Aandens Ord og derigjennem aabenbare sig som Billede. Hjertet vilde ikke følge Aanden paa dens vilde Jagt i Luften, men eengang overraskedes det dog af Løve-Ridderen, fortrød det udentvivl og opgav Haabet om at see en ægte, nordisk, Christen Helt, som det kunde jublende knytte sig til, for Tiden og for Evigheden!

✂ Hvem der har ikke bedre Forstand, maa, om det kan fornøje ham, gjerne kalde saadan Tale: Sværmerie; ja, den maa nødvendig 628 klinge i hvert Øre, der er lukt for Aande-Pust med Mose-Uld, som en uvedkommende og uforstaaelig Surren; men jeg er af den stadige Mening, at en Forfatter, som maa tale mangt et Ord til Tidens Uaand, har ogsaa Lov til at tale enkelte, som den ei fatter, men som Aander godt forstaae. Det Følgende skal, haaber jeg, være desfatteligere for Alle; thi saa passende det sikkert er, at tale historisk om Aander, i Billeder, laante af deres egen Historie, saa latterligt vilde det være, i et saadant Billed-Sprog at fortælle de Pennes Idrætter, som ingen anden Historie har end deres eget Dag-Blad, og det er, som man veed, Tilfældet med Dagens fleste Penne.

✂ Dette er imidlertid dog ingenlunde Tilfældet med den BrevPen, der satte de mange i Bevægelse, eller bestemtere, uden selv at ville det, satte dem i et Øjeblik i Stand til for et Øjeblik at give Blæk, tryllede og tyllede, saa at sige, Tredie-Delen af en maadelig Pens Egenskaber i dem, saa de kunde klakke to Ord og skrive det tredie. Det var nemlig Jens Baggesens Pen, som for tungnemme Læsere indstregede i Oehlenschlägers Reise-Breve, hvad man kunde nøies med af den Slags, og understregede, til endnu mere Lettelse, de Ord, man skulde fæste i Hukommelsen. At nu nogle letnemme Ungersvende syndes: deels at Stregerne var ganske unødvendige, da det var et Smørrebrød for dem at tage Alting med, deels at Stregerne vanhældede Bogen og kunde umuelig høre til, siden Mesteren ei selv havde tilføiet dem, det kunde være ganske naturligt, og det burde være samme Unger-Svende uformeent, paa en ordenlig Maade, om de kunde, at slaae Streg over Stregerne og sende Baggesen det dem tilskikkede Exemplar tilbage, som Noget, han selv havde gjort til Maculatur; men naar de, for at faae B. til at gjøre, hvad de kaldte Skjel for U-Skjel, vilde nøde ham til at bevise sin Evne og Ret til at slaae Streger med sin egen Pen, ved med deres, som de dog kun havde i Munden, at tegne Figurer eller Krims-Krams efter deres Hoved, da er Sligt naturligviis glemt i Morgen; men Dagens Historie maa dog anmærke, at man her af en aldrende Mand forlangde, at han, til Beviis paa, at han kunde og havde Lov til at gjøre en Karle-Streg, skulde begaae en aabenbar Drenge-Streg.

✂ Med andre Ord: det har i de senere Dage vitterlig, og hvad man især maa finde Sært, virkelig begivet sig, at en Tylvt Studenter, i Anledning af Baggesens Angreb paa Oehlenschlägers for tit nævnede Reise-Breve, har udfordret Digteren, der 629 maaskee vel ikke sang for deres Vugge, men som dog, for Skovens lyttende Fugle, sang om sin, før der kom Gænger under deres, udfordret ham til', paa Kloster-Latin at trættes med dem om sit Kald og sin Ret til at tale med om danske Digteres Arbeider, udfordret ham, der, medens de i det Højeste laae tørre i deres Svøb, med en, endnu ikke overtruffet, Pen beskrev en Deel af sin digteriske Vandring i Verdens Labyrinth, udfordret ham til at godtgjøre dem paa Latin sin Ret til at tale med om Reise-Breve paa Dansk af en Digter. Er Tiden, som den vist nok er, temmelig vantroe, da er det ogsaa vist nok, at den ved slige Dagens utroelige Begivenheder maa fristes til, enten ei engang at troe sine egne Øine, eller til herefter at troe i Blinde, alt hvad man vil binde den paa Ærmet. Hvem skulde dog troet, at vore Dages Unger-Svende, der udgaae, som man siger, langt anderledes underviiste, dannede og velopdragne, af Lærdoms og Vidskabs Plante-Skoler, end vi, som maatte i de gammeldags latinske Skoler nøjes med Underviisning efter en, som man siger, feilfuld Methode, og med den Dannelse og Opdragelse, vi enten tog med os fra FædreneHuset, eller annammede ved Ordets, saa at sige: vilde, Virkning paa Hoved og Hjerte; at Hine, siger jeg, ikke i Forstands-Udvikling, i Beskedenhed, ja, i alt, hvad Kløgt og Dyd kan nævnes, maatte vidt overtræffe os, der, efter Tidens Fordom, saa stifmoderlig behandledes: lærde kun vor Christen-Dom og vidste knap, hvad Moral vilde sige, naar det skulde betyde Andet end Regler for at holde Bordskik, rede sit Haar, toe sine Hænder o. s. v., vi, som slet ingen Anviisning fik til at bruge vor Forstand, men kun en dygtig Snyde, naar vi ikke brugde den, som Noget, der fulgde af sig selv! Hvem skulde troet Sligt! og dog: af deres Frugter skulde I kjende dem; ogsaa iblandt os var der letnemme Unger-Svende, som fandt Smag i andre Glosser end dem, man fandt i Badens Lexikon, i andre Bøger end de, paa hvis Titelblad man læste; in usum juventutis1, Unger-Svende, som hørde heller Henrik Steffens end Thomas Bugge, læste meget heller Adam Oehlenschlägers Svar i Dagen til Claus Pavels, end paa samme Sted en Parodie over Eventyret i den fremmede Bye; Unger-Svende, som havde ogsaa Mod paa at prøve deres Penne, og engang deres Lykke, i meer end et Dag-Blad, og som siden have viist, at det var dog ikke tom Forfængelighed. Der gaves, siger jeg, ogsaa før i Dag, saadanne *1 a: Til Brug for Ungdommen. 630 Studenter, som i deres Kreds havde Munden til Tjeneste baade paa Dansk og Latin, som tog Deel i, hvad der offenlig forhandledes, og havde nok Lyst til engang at være med; selv var jeg en saadan Student, men selv blot at komme frem for Publicums Øine med mine uskyldige Penne-Prøver var mig en frygtelig Ting, og stedse rødmede jeg over det Spørgsmaal til mig selv: har du Noget at sige, som ei er sagt bedre før, eller som trænger til Gjentagelse; ja, uagtet jeg var ellers ikke bange for at sige min Mening, uagtet jeg troede, at der i Grunden var dog Intet i, hvad Steffens saa henrivende fortalde, uagtet jeg hjemme gjorde mine skriftlige Anmærkninger, og uagtet han holdt et Conversatorium, hvori vi alle opfordredes til at tage Deel, saa havde det dog været mig umueligt at træde op og tage Ordet; ja, det er vist, at en saadan Optrædelse ansaaes da blandt Dannemarks Studenter for et Beviis paa Ubeskedenhed og latterlig Forfængelighed. Hvad vi vilde dømt om en Tylvt, der havde vovet at udfordre en af Dannemarks navnkundige Forfattere til at forsvare et af sine Skrifter, end sige da, sit Kald og sin Dygtighed, mod dem, behøver jeg vist ikke at tilføje; og dog vidste vi meget godt, at selv de største Mænd skal dømmes af Efter-Slægten; kun faldt det os aldrig ind, at der ved denne Efter-Slægt skulde forstaaes Efterslægts-Skolen; vi opgav ingenlunde vor Ret til i sin Tid, hvis vi kunde, at tale med; men vi syndes, det fulgde af sig selv, at før man offenlig vil bedømme, hvem der har viist, de kunde Noget, maa man offenlig have viist, man selv kan Noget, som er værd at tale om, eller i det Mindste vise det med det Samme, som Aandens Fuldmagt til at lade sit Navn trykke. Vi tænkde og talde helst paa Dansk, uagtet vi ansaae det for en stor Skam at skrive saa slet Latin, som jeg har seet af ret gode Hoveder siden, og vi meende, at hvem der lukker Munden høit op, uden at have Noget at sige, kunde vel øjebliklig skaffe sig et Navn, men dog kun Navn af en Gab-Mund, eller hvis det kom meget høit: en Gab-Flab, Navne, som vi langt heller, ved at holde Haanden for Munden, gjorde os Umage for at undgaae, end for, ved at stikke Næverne i Siden, tilgavns at fortjene. Denne Tænkemaade, som jeg, tilligemed saa meget andet Gammeldags, har indsuget med Moders-Mælken, kan, hvad jeg hidtil har seet af en dristig Ungdom, der sagtens drømmer sig langt mere sund og dygtig, ingenlunde bringe mig til at forlade, og det saa meget mindre, som jeg vilde skammet mig, hvis jeg ikke, som nittenaarig Ungersvend, naar jeg havde været 631 ubeskeden nok til at tage fat, skulde have ført Striden mod Baggesen i det Mindste tolv Gange saa godt som hele Tylvten, og, for en Feils Skyld, Peer Vegner med; thi, om han saa var hundrede Aar og havde, selv til Hans Mikkelsens Forlystelse, gaaet hundrede Gange som Dreng i hans Tøfler, fortjener han dog ikke engang at kaldes en Aars-Unge i Literaturen, saalænge han ei har leveret et Værk, en Aand kunde være bekjendt at regne for et Aars Afgrøde. Skammet mig vilde jeg ved, naar Talen, som her, var om en Critik eller Satire over en Digters Arbeider, da at gaae udenom, hvad der skulde forsvares, pille et Par virkelige eller formeentlige Feil ud af Critiken, stiltiende indrømme min Udygtighed til at gjendrive det Øvrige, og stræbe at neddysse Sagen, ved at fortælle Publicum, hvilken fæl, afskyelig Krabat den Criticus var, hvor meget der kunde være at sige paa ham, og hvordan det gik ham forleden paa Thinget, hvad han maatte der stikke i Lommen o. s. v. o. s. v. Har man baaret sig bedre ad med at gjendrive Baggesens Angreb paa Oeh. s Reise-Breve, da maa det være skeet hemmelig, og det mener jeg, vilde været en stor Skam, om saa den vittige Angriber havde været den Mindste i Tylvten, end sige, da det var en Aand, der ei blot fik Stemme allerede i Evalds og Vessels Dage, men som først efter en, hos os vel mageløs, almindelig Hylding, i nogle Øren, og deriblandt i sine egne, overstemtes af Adam Oehlenschläger! Sæt ogsaa, at B. gik, som Skribent, i Barndom, sæt, at han, ømfindtlig over, af den yngre Slægt, ei blot at fra dømmes Ret til det Høisæde, han engang beklædte, men vel endog til Gang og Sæde i Danmarks Skjalde-Lag, sæt, at han, fortrydelig herover, havde spottet med et ganske forsvarligt Værk af en yngre Digter; da mener jeg, at i det Mindste de Yngste burde tiet og overladt det til den sundere og dygtigere Digter at tie eller tale, som han fandt for godt; men kunde de ei ganske dye sig, burde de dog vist holde Styr: i et sømmeligt Forsvar lade den yngre Digters Værk tale for sig selv, vogte sig vel for at tage Ord i deres Mund, som i al Fald kun passede i den navnkundige Forfatters, og fremforalt undsee sig ved at drage den gamle Digters øvrige Færd, end sige hans Hjerte, ind i en Sag og for en Domstol, der laae ganske uden for samme. Var B.s Satire sløv, velan, saa kunde den desbedre oversees, og, om det var nødvendigt, overbydes! Var den aabenbar kun en Frugt af Misundelse; desværre for ham, og desbedre for det angrebne Værk, der da neppe vilde behøve noget Forsvar! Selv i dette Tilfælde vilde Peer Vegeners tossede 632 Storagtighed og Tylvtens Kaadhed hos et skjønsomt Publicum vakt en Harme, som en Bespottelse af alle de Hoved-Haar, der graanede med Baggesens, og jeg skjønner ikke rettere, end at alle de æsthetiske Forfattere, der have leveret Værker, som en vaagen Efter-Slægt nødes til i det Mindste at læse og bedømme, at alle disse, hvor uenige de end ellers, og selv i den omtvistede Sag, kunde være, burde enedes om, lydelig at erklære deres højeste Mishag i en saa usømmelig Adfærd!

✂ Men nu gaaer B. ikke i Barndom, nu ere hans Pile kun sløve, forsaavidt Aandens Pile altid forekomme Kjød-Hoveder at være det, nu er Reise-Brevene et Arbeide, som neppe selv mellem Oeh.s blindeste Forgudere vil finde en Lovtaler, og som vist i det Mindste ikke Labyrinthens Forfatter misunder ham Æren for! Der kan altsaa være en langt ædlere Grund end Misundelse til at angribe dette Arbejde, som udkommer under saa berømt et Navn; ja, Angrebet kan være en Forfatters Pligt, naar der, som nu, især blandt de unge Studerende, findes et Partie, der anseer Alt, hvad Oeh. sætter sit Navn paa, for mesterligt, og naar han udgiver Arbeidet som Noget, han sætter Priis paa.

✂ Under saadanne Omstændigheder er det en Forbrydelse mod hele den ældre Slægt i Literaturen, ja, mod Aand og Konst og Vidskab selv, naar endeel Unger-Svende, jo flere jo værre, springe op med Bulder, bedømme rask, hvad der gaaer langt over deres Forstand, skjælder og smælde paa en aandriig dansk Forfatter, hvis Navn selv udenlands af Kyndige nævnes med Agtelse, skjælde og smælde paa ham, og vil, ved Trudsler om at udstøde ham af Studenter-Laget og udraabe ham for en nedrig Bagvasker, aftvinge ham selv mere end Taushed: Vrævlen med sig paa et dødt og Danmark fremmed Tungemaal!

✂ Hvem, spørger jeg i Historiens Navn, hvem staaer i Aanden, med sit Værk i Ordets Rige, for Historiens Domstol tilligemed Jens Baggesen og vil samtykke i, at Unger-Svende, der endnu ei engang have hjemlet sit Ret til at indstædes for denne store Domstol, skal beklæde den! Hvem af os: ældre og yngre, vil i deres Stemme erkjende den Efter-Slægtens Dom, for hvilken vi i vore Skrifter skal staae eller falde? Hvem af os vil erkjende deres Ret til at afgjøre, hvem der i Literaturen er stor eller lille, hvem der maa tale, og hvem der skal tie; Ret til at indstævne, dog nei, til at nedstævne os i deres Kreds, for der paa Latin, eller hvad Sprog de vil, at forsvare vor afgjorte Tale-Ret, mod dem, der, efter Historiens Gang, skulde for os bevise deres? 633 Hvem der samtykker i Sligt, han tie! han lade sig af en balstyrig Ungdom ophøje eller nedstyrte, som dens Luner skifte! Umisundelsesværdig er hans Lod, om han saa end, ved Hjelp af dristige og brydske Unger-Svendes Hurra-Skrig og knytte Næver, kunde, som Tyran i Ordets Republik, forskaffe sig, paa Linstid, et første Consulat, ja, vorde bukket for, som Keiser, og holde hver Tunge i Tømme, saa Ingen turde knye!

✂ Hvem som derimod ikke samtykker i sligt Uvæsen, hvem der har Mod til, om det saa maa være, paa Livstid, at haanes og udpibes, eller hades og forfølges af en paa sin Viis stridbar Ungdom, han erklære høit og lydeligt sin Afskye, og indskyde sig under den Histories Domstol, som skal reises engang over vores og alle vore Samtidiges Støv!

✂ Een af de Gamle: Thomas Thaarup, har brudt den uværdige Taushed; her træder en af de Yngre i hans Spor, og vil da nu end alle andre tie, af Frygt for et Skrig, ingen Alvors-Mand kan billige, saa lad dem det! Aldrig skal dog nu den vilde Skare, uden at vorde til Latter, beraabe sig paa eenstemmigt Samtykke af alle, saa nær som den Skribent, de mene at kunne tage Stemmen fra, ved at erklære ham, i tøileløs Frækhed, for literair brændemærk et!

✂ Vel siger Dagen, at Thaarup har ingen Stemme, da han er død; men det er dog lige sikkert, at han, at Høst-Gildets herlige Sanger, hvis Folke-Viser Dannemark, og sagtens Norge med, har bevæget efternynnet, som Fædrene de gamle Kæmpe-Viser, at den hjertekjære Aand, som skabde Dannemarks historiske Idyl, hvis Mage neppe findes, at han beholder Stemme, naar Skriget er for længe siden glemt, at han beholder Stemme, saalænge Danmark har en Tunge, der kan synge om, hvad der rører sig i Danmarks Hjerte. Det er lige sikkert, at denne Stemme skal være imod Tylvtens, og hvad dertil hører, saalænge, til man kan bevise, at den er det ikke: bevise, at det danske Hjertes Stemme er ei mod Ungdommens Selvklogskab, Egensindighed, Selvraadighed og Mund-Kaadhed. Thaarup er hverken borgerlig eller legemlig død, og til man beviser, at Stemmen mod Tylvten strider mod den Aand, vi i hans Sange spore, da skal den agtes for Stemmen af hans Aand. Har han i Øvrigt givet Noget sin Stemme, der strider mod hans Digter-Aand, det maa han selv forsvare for den Historiens Domstol, der er hans rette Værne-Thing; men, paa Ansvar for den samme, tør jeg sige, at hverken i Oversættelsen af den, i mine Øine slemme, men ei slet skrevne, Bog 634 mod Jøderne1, eller i Fortalen til en daarlig Comoedie, har Thaarup fraskrevet sig sin Aands Stemme, saaledes som Oehlenschläger, indtil Videre, i sine aandiøse, jammerlige Reise-Breve.

✂ Nu mener jeg, tydelig nok, at have givet, hvad der i mine Øine er Sandhed, min Aands Stemmme mod den af mig, som Digter, høit beundrede og inderlig elskede Adam Oehlenschlägers Udraabelse til Pave, Imperator, Pontifex Maximus, eller hvad man vil kalde ham som ufelbar, og som en Gud i Skoven, Ingen, uden at begaae poetisk og literair Majestæts-Forbrydelse, kan skose eller laste; mod de, under hans Navn, udkomne Reise-Breve, hvilke jeg mener, burde aldrig nævnes, naar de ikke førde saa berømt et Navn, men bør nu, da Oeh. hverken har villet forsvare eller fralægge sig dem som en Vaades-Gjerning, være Satiren overladte, uden at komme de Poetiske Skrifters og Nordiske Digtes store Aand til mindste Vanrygte eller Forkleinelse; først og sidst imod Tylvten, som, aldrig ved at forsvare, men kun ved at frafalde og afbede sin Ungdoms-Daarlighed, kan vente Historiens Tilgivelse!

✂ Ovenstaaende første Indlæg af Grundtvig i Tylvte-Striden fremkaldte bl. a. et Gensvar af en af de tolv, G. Hauch, i Nyeste Skillderie for 21, November 1818. Men efter sin udtalte Mening om Tylvtens Adfærd og Adkomst til at tale med svarede Grundtvig hverken paa dette eller de mange senere Indhug fra Ungdommens Side. Derimod kaldtes han paany frem, da der i Dansk Litteratur-Tidende Nr. 47 blev skrevet en Anmeldelse af Tylvtens »Gjendrivelse af Baggesens Angreb paa Sproget i den ham tilsendte latinske Udfordring«.

✂ Anmelderen, som var den filologiske Professor F. G. Petersen, forsvarede Sproget i Udfordringen som godt Latin, og tilføjede, »at han skulde være blandt de Første til at dadle den akademiske Ungdom, *1 Jfr. ovenfor II. 721. 635 naar den, eller dog flere af den forenede sig for offentlig at træde frem med umodne og ubeskedne Yttringer; men dadle den for et, baade hvad Evne og Villie angaaer, saa prisværdigt Arbeide, dertil kan han, med al tilbørlig Agtelse for Alderen, hvor den bæres med Ære, ikke beqvemme sig«.

✂ Da denne Anmeldelse stod uden Forfatterens Navn i Litteratur-Tidende, henholdt Grundtvig sig til dennes Redaktør, den bekendte Oldgransker og Professor i Theologien Peter Erasmus Müller, og skrev, nærmest rettet imod ham, sit ny store Indlæg i Nyeste Skilderie for 12. og 15. December l818:

✂ Krieg oder Frieden! Noch liegen die Loose
Dunkel verhüllt in der Zukunft Schoose!
Doch es wird sich noch, eh wir uns trennen, entscheiden.

Die Brautvon Messina.

✂ Saalænge Tylvten stod ene i Literaturen, stod, som hvad den historisk er: en Sammensætning af et Par begyndende Forfattere og endeel, i Literaturen hidtil ganske ubekiendte, Studenter, da var det Hele i mine Øine Noget, der skulde behandles som en blot literair Politie-Sag. Naar blot een Forfatter, som kunde hjemle sig Stemme-Ret, erklærede sig ubetinget mod Tylvtens Opførsel, da blev det den fornærmede Forfatters Sag, videre at tugte den, til den gav Kiøb, og kun i det Tilfælde, at han enten ikke vilde, eller at Tylvten vedblev at trodse, kun da var det de øvrige Forfatteres Pligt at bruge det Tvangs-Middel, der er i deres Haand: erklære Tylvten for udelukt af den historisk-danske Literatur, til den gjorde Bod. Det Eneste, som gav denne Politie-Sag en større Vigtighed, var den ikke ugrundede Formodning, at endeel ældre Videnskabs-Mænd, og deriblandt endog, hvad der maatte synes utroeligt, nogle navnkundige Forfattere, gave Tylvten Medhold, og satte den derved i Stand til at trodse selv den retfærdigste Dom. Deoccultis non judicat eclesia1, men i Skolen, saavelsom i Staten, og i Fri-Skoien, dvs. Literaluren, saavelsom i Baand-Skolen, maa man, uden derfor at overile sig, eller ved Haarene fremdrage, hvad der holder sig skjult, efter sin Kundskab, tage de nødvendige *1 Kirken dømmer ikke det, som er skjult.636 Forholds-Regler. Dette har jeg, for min Part, gjort ved i Danne-virke at underkaste de Sagen nærmest vedkommende literaire Spørgsmaal en foreløbig Drøftning; ved en historisk Udsigt over den danske Literaturs Giæring i det Nittende Aarhundrede vilde jeg stræbt at bringe et giennemskinnende Lys ind i Sagen og derpaa, rygtende min Dont, ladet Sagen dermed beroe, uden at bryde mig om Alt, hvad Tylvten, eller Penne uden Navn, som maatte regnes for Tylvtens, sagde, enten om Sagen eller om mig; thi Sagen ansaae jeg for klar nok, og kan de Skrifter, som bære mit Navn, ei forsvare det, da kan jeg det naturligviis ikke heller, uden ved nye og bedre Skrifter.

✂ Men, der er imidlertid forefaldet Noget, som giver Sagen et andet og alvorligere Udseende. Dertil regner jeg ikke, at der er udkommet nogle trykte Blade, som kalde sig: Giendrivelse af Baggesens Angreb paa Sproget i den ham tilsendte latinske Udfordring, tilligemed en endelig Erklæring til Publicum, Fra de Tolv; thi Sligt giver kun Sagen et mere latterligt Udseende. »De Tolv« er nemlig, saavidt jeg veed, langtfra at være noget lovgyldigt Forfatter-Navn, end ikke noget Kiendings-Navn, man kan tilegne sig, uden først at tage det fra Christi Apostier; og da nu ovenikiøbet disse Blade, istedenfor at prøve paa et Forsvar for Tylvtens Udfordring, hvorom det ene giælder, kun beskiæftige sig med at forsvare de latinske Ord og Talemaader i den, samt til Slutning at fortælle Publicum: at Udfordringen udsprang af en overvættes moralsk Følelse, som man nu maa søge Tylvten for at finde, saa bør man helst antage, at det er en Spotte-Fugl, der har skrevet de Blade, for at giøre Nar ad Tylvten, og det vil jeg, for Tylvtens Skyld, antage, til jeg seer den med alle tolv Navnes Underskrift vedkiende sig dette, som Alvor betragtet, i mine Øine mageløs uforskammede Drenge-Stykke. At nu en Anonymus har taget Det for gode Vahre og forsikkret, at disse Blade skal, ved hans Hjelp, for Eftertiden blive et hæderligt Vidnesbyrd om Dannelse og Retsindighed blandt adskillige af vort Universitets haabefulde Medborgere, det vilde, i sig selv, kun give Tingen et endnu mere latterligt Udseende; thi enten maa Tylvtens anonyme Forsvarer ansees for en af Tylvten selv, eller, hvis Omstændighederne ei tillade det, bør man antage den anonyme Anpriisning af et anonymt, som det synes, ironisk Forsvar for Tylvten, for en overbydende Ironie. Det Sidste antog jeg, for Literatur-Tidendens Skyld, gierne; men da samme Blads Redacteur er 637 en bekiendt alvorlig og agtværdig Videnskabs-Mand, saa kan Ingen Alvors-Mand længer behandle Sagen som Spas, eller som en blot Politie-Sag; den faaer med Eet et saare alvorligt Udseende, og skal fra nu af derefter behandles. Saalænge den anonyme Tylvt-Priser ikke offenlig nævner sig ved Navn, da holder jeg mig til Bladets Redacteur, som har et Navn, og har i sit Blad ladet Tylvtens Banner reise: et Banner, som, efter min og Fleres Mening, er et Krigs-Banner mod den historisk-danske Literatur, saasnart det bliver andet end en Pege-Pind i en Drenge-Haand. Ja, selv naar den anonyme Recensent nævner sig, selv da maa Tidendens Redacteur tilligemed ham staae til Ansvar; thi her er ikke Talen om noget Videnskabeligt, der ligger udenfor hans Fag, ei om en literair Vurdering af et Skrift, Talen er om Tylvtens Ret til at udfordre Baggesen, som den udfordrede ham; herom har enhver ældre bekiendt Forfatter Stemme, og Literatur-Tidendens Redacteur maa nu antages at have givet Tylvten sin. Langt fra nu at ansee denne Stemme for ubetydelig, anseer jeg Professor Peter Erasmus Müllers hele Forfatter-Stemme for saa betydelig, at den maa agtes for, hvad den aabenbar er: en agtværdig Forfatters ubetingede Stemme imod enhver Forfatter, som har givet eller herefter giver sin Stemme ubetinget mod Tylvten. Nu er jeg en Forfatter, som har givet min Stemme ubetinget mod Tylvten, jeg har grundet Formodning om, at Professor Müller ei nu vil nægte mig en Stemme, han selv for længe siden har tilkiendt mig blandt danske Forfattere, og fra nu af er Udfordrings-Sagen ikke længer Noget, der skal eller kan afgiøres med Tylvten, men for det Første imellem Professor Müller og mig, som de eneste bekiendte Forfattere, der hidtil utvetydig har givet deres Stemme.

✂ Indlade mig i Kamp med Tylvten, det kunde jeg ikke, uden Nødvendighed blotte hele dens Brøde vilde jeg ikke heller; men at forsvare min Stemme mod Prof. Müller er min Pligt, og saa klart som mueligt vise, hvad det er, Literatur-Tidenden, ved at berømme Tylvtens Adfærd, har priist, det er, som dansk Forfatter, min ueftergivelige Skyldighed.

✂ Kun nødig giør jeg Skridtet, thi jeg seer grandt, hvortil det kan føre; men naar Freden er brudt, og det er den, da nytter det ei at ville dølge for sig selv, man er i Krig, og naar man, som her er Tilfældet, maa frygte for, at Bruddet bliver hver Dag uhelbredeligere, maa man ikke tøve et Øieblik længere, end til man er enig med sig selv om, hvad man har at giøre.

✂ Endnu er der ingen stor Ulykke skedt, endnu har ingen bekiendt Forfatter umiddelbar givet Tylvten sin Stemme, og jeg anseer Prof. Müller for en Mand, der, naar Sandhed fordrer det, ei vil vægre sig ved den Tilstaaelse at have feilet. Skeer en saadan Tilstaaelse her, da har vi Fred igien, saalænge det varer, og skiøndt jeg aabenhjertig bekjender, at jeg troer ikke Freden, skal jeg dog vist ikke bryde den; thi jeg føler stedse dybere, at Fred tjener Dannemark bedst, og at for Freds Skyld bør man bringe ethvert Offer, som Sandhed tillader, kan aldrig kiøbe den for dyrt, undtagen naar den sluttes paa nødvendig Sandheds Bekostning. Selv har jeg forhen ei noksom følt og fulgt dette, selv har jeg mere end engang gjort, vel ikke Vold, men dog Brud paa den historiske Orden, selv har jeg paa en Deel af min Forfatter-Bane miskiendt Forholdet mellem Kirke og Stat, og Forskiellen mellem evig Sandhed, som altid, og timelig, som kun i betimelig Tid skal siges og paastaaes; men ligesom jeg altid har viist mig villig til at gienkalde og afbede enhver offenlig Paastand, jeg fandt uforsvarlig eller ubillig, saa erklærer jeg mig herved redebon til det samme; foreløbig misbilliger og afbeder jeg for det sande historiske Publicum Alt, hvad der i mit offentlige Ord kan bevises selv paa fjerneste Maade at ligne Tylvtens Adfærd, og snart skal jeg bevise, det er mit ramme Alvor. Vel er det en Skam at have feilet, især hvor det let kunde være undgaaet; men at tilstaae sine Feil er ingen Skam, da det derimod er en tredobbelt, at ville nægte eller forsvare dem, naar man overbevises.

✂ At nu Tylvten har feilet grovelig, saa at hver Dannemand, naar han ret betænker Sagen, maa ubetinget stemme imod den, det skal jeg stræbe paa det Strængeste at bevise, og vil, lige til jeg seer det Modsatte, haabe, at baade Tylvten og dens Forsvarere lade sig overbevise.

✂ Spørgsmaalet er, som man let seer, ikke, hvad man barnagtig har villet gjort det til: om Ungdommen maa sige Sandhed, og hvem har heller nægtet det? Endnu mindre kommer det mig an paa, enten Tylvtens Udfordring var paa godt eller slet Latin; thi hvad den ikke maatte sige paa noget Sprog, maatte den ligesaalidt sige paa Ciceroniansk som paa Munke-Latin, og, naar det kom til Stykket, veed Publicum jo ligesaalidt, hvem der har gjort den latinske Stiil, som hvem der har forsvaret den. Spørgsmaalet er endelig her ikke heller, om Baggesens Critik er forsvarlig eller ei; thi derom har man jo Lov at trættes, til man bliver enig, eller træt. Nei, Spørgsmaalet er: om Tylvtens 639 Udfordring, som den ligger for os, er forsvarlig, hvilket jeg nægter, eller om den er høist uforskammet og utaalelig, hvilket jeg paastaaer.

✂ Jens Baggesen er en over i 30 Aar navnkundig dansk Forfatter, og Tylvten bestaaer af et Par begyndende Forfattere, som have taget en Deel i Literaturen aldeles ubekiendte Studenter i Ledtog med sig, eller givet sig i Ledtog med dem. Jens Baggesen har, blandt Andet, i det danske Sprog angrebet og spottet med nogle andre Forfattere og Bøger i samme Sprog, og ham har Tylvten indstævnet i sin Kreds: der mundtlig, paa Latin at forsvare, hvad de, i Anledning af hans Critik, vilde kræve ham til Regnskab for; og, som Trudsel, har Tylvten tilføiet, at hvis han ikke mødte, skulde han af den erklæres for et Udskud baade af en Student og en Critiker.

✂ Kun paa disse urokkelige Kiends-Gierninger vil jeg bygge, og naar mit Beviis nu bliver ligesaa urokkeligt, maa Tylvten og alle dens Forfægtere, naar de ei vil staae med afmægtig Trods mod indlysende Sandhed, nødvendig give mit Ord i denne Sag Magt.

✂ Er Tylvten en Sammensætning af et Par begyndende Forfattere og en Deel Studenter, som Publicum ei engang veed, om er Læsere af Andet, end hvad de ved Universitetet ere overhørte i, saa følger heraf unægtelig, at større Ret over Baggesen, som Forfatter, end det hele Publicum, hvoraf Tylvten er en ringe Deel, kan samme dog umuelig have. Vare nu alle danske Forfattere og Læsere, Baggesen undtagen, enige med Tylvten om Baggesens Critik, og vilde for den kalde ham til Regnskab, da var det aabenbar kun Skribenten, ei hele Personen, kun hans Pen, ei hans Mund, kun hans Aand, ei hans Legeme, de kunde stævne; thi over Legemet har kun Staten Ret; personligt Møde kan kun med Rette fordres, mundtligt Forhør kun med Rette anstilles af Staten, og hvem den, enten ved Lands-Loven eller særdeles Beskikkelse, dertil har givet Myndighed eller Fuldmagt.

✂ En saadan Ret over Baggesens Person har imidlertid Tylvten anmasset sig, ved, under Trudsel, at affordre ham personligt Møde og mundtligt Forsvar, hvorfor jeg paastaa er, at hver Dannemand maa og skal ubetinget give sin Stemme mod Tylvten.

✂ Dog, ei engang nok hermed, Tylvten er endog gaaet videre, end Staten har Ret til, ved nemlig at indstævne Baggesen, under foranførte Trudsel, til mundtligt Forsvar paa Latin, 640 som hverken er hans Modersmaal, eller engang et Sprog, hvoraf han som Forfatter har betjent sig. Saavidt kunde ingen menneskelig Øvrighed med Rette gaae; kun en Tyran, der satte Retten i Spydstagen, kunde faae det oprørende Indfald, at afnøde en Forfatter Forsvar paa et Sprog, det var uvist, om han kunde tale, men vist, at han ei saa let og klart og kraftig kunde udtrykke sig i, som i sit Moders-Maal! Da nu imidlertid Tylvten har ubetinget affordret Baggesen Forsvar paa Latin, hvis ikke Trudselen skulde gaae i Opfyldelse, saa følger heraf, at den har, saavidt den kunde, udøvet en oprørende, tyrannisk Handling, som jeg paastaaer: ethvert Menneske med Følelse for Ret og Billighed, maa og skal ubetinget stemme imod.

✂ Nu har jeg beviist, at om ogsaa Tytvten bestod af tolv danske Forfattere, der vare at ansee for Literaturens tolv Aser, og Jens Baggesen derimod var den arrigste Smører og Dværg i vor Literatur, om saa hvert Stykke af Tylvten havde, hvad man priser den hele for: Stærkodders Alder, og Baggesen var kun en opløben Dreng, saa maatte jeg dog, som Menneske og Borger, ubetinget have stemt mod Tylytens Udfordring, naar jeg vilde stemme i denne Sag; thi Tylvten har aldrig fremlagt nogen Fuldmagt fra Staten til at affordre Baggesen mundtligt Forsvar, som han ei engang, uden Statens Forlov, kunde offenlig aflægge, og Tylvten kan ei af nogen menneskelig Øvrighed erholde retsgyldig Fuldmagt til at afnøde en dansk Skribent Regnskab paa Latin. Kun Gud er, som almægtig og alvidende tillige, berettiget til, under Trudsel, at fordre meer af os end den høieste jordiske Øvrighed, og naar nu en Tylvt, der lader, som den gyser over Baggesens Ugudelighed, sætter sig med Munden i Guds Sted, tør man da sige; det er et godt Vidnesbyrd om Retsindighed for Eftertiden!

✂ Var nu Tylvtens Udfordring uforskammet, ugyldig og ravgal, om den saa stod i literair og historisk Heenseende saa høit over Baggesen som mueligt, mon da Tylvtens Sag bliver enten klogere eller bedre, fordi Baggesen staaer høit over den, fordi Jens Baggesen, hvad han saa end for Resten skal være, er ældre navnkundig Forfatter, end nogen af Tylvten er blot Person, eller fordi her tolv Ungersvende, om hvilke det ingenlunde er afgjort, at de, endog blot som Stokkemænd, indlades for Historiens høieste Ret, de udstæde her, paa deres egen Haand, i dens Navn en Stævning, Samme aldrig, hvad Mening den saa end var af, kunde underskrive; thi at hans Skrifter skal kunne forsvare sig selv, er det Allerhøieste, Historien kan fordre af en 641 Forfatter; men Tylvten har fordret, at Baggesen med en latinsk Mund skulde forsvare sin danske Pen!

✂ Aldrig, det tør jeg mene, burde en saadan Uforskammenhed gaae ustraffet hen, om man end slet ingen farlige Følger deraf kunde øine; men da jeg nu troer, det ligger i denne Brødes Natur, at den kan aldrig begaaes, uden at være et Udbrud af Ringeagt for historisk Orden, Myndighed og Sandhed, hvorved den tillige vorder en frygtelig Spaadom for Alt, hvad der er Mennesket historisk dyrebart: for de sande Stat, saavelsom for den rette Skole, eller, hvad der er det Samme: for Menneskets historiske Udvikling i Sandheds-Kiærlighed til forstandig Klarhed, saa maatte jeg i mine egne Øine blevet en Sandhedens og Fædrene-Landets Forræder, hvis jeg som dansk Forfatter ei af alle Kræfter stræbde, om mueligt, at bringe Tylvten til at føle Fortrydelse og Skamfuldhed, før den endnu selv saae Alt, hvad der laae, som Frugt og som Knop, i den daarlige Handling! Har nogen ældre Videnskabs-Mand hindret dette fra at skee, og derved tvunget mig til at blotte Sværdet, da hvile det paa ham, saavidt han vidste, hvad han giorde; jeg er uskyldig! Da Tylvten vedblev at trodse, da dens Adfærd endog blev priist under Skyts af en agtværdig Forfatters Navn, da maatte jeg drage Sværd, for at tiltvinge indlysende, nødvendig Sandhed den Hylding, jeg saa inderlig gierne vilde, uden Sværdslag, tiltrukket den. Da man har fundet Leilighed til at sætte en Forfatter-Stemme tvertimod min, som nødvendig maa svække dens Indtryk, saavel paa Ungdommen i det Hele, som fornemmelig paa dem, der nu syndes selv at have Valget mellem Ære og Skam, saa nødes jeg til at føre et Beviis, der ikke staaer og falder med mit Forfatter-Navn, men kun med den sunde Fornuft og Dannemarks Historie. Det er mig ikke længer nogen Glæde at seire; thi nu er det mueligt, at Hjertet trodser, skiøndt Hovedet bøier sig; men det er min ufravigelige Pligt at redde, hvad jeg kan, for Slægtens og Danskens Historie; skamme sig vilde man ikke; bøie sig skal man i det Mindste, var det saa end kun for at samle Steen til at knuse mig1.

✂ Tylvten har, med sin kaade Mund, aabenbar prøvet paa et Indhug paa Statens og Personernes Ret; det skal den nødes til at bekiende, og det var jeg nødt til at bevise; thi hvem veed ikke, hvilken henrivende Magt et fristende Exempel af sine Lige har *1 Her afbrydes Artikelen i Skilderiet for 12. Decbr. 1818, hvorefter den sluttes i næste Nr. for 15. Decbr. s. A. 642 over Mennesket, især i Ungdommens ubetænksomme Aar? Hvem har ei mærket, at fornemmelig i den sidste Menneske-Alder har Ungdommen viist et besynderligt Hang til at raade sig selv og til at spotte al historisk Myndighed: et Hang, der ved Misgreb i Opdragelsen er mangensteds blevet saa mægtigt, at der er Intet, Ungdommen jo troer, ved sin blotte Natur-Kraft, og da især ved sin Krop, at kunne og turde tiltrodse eller tiltvinge sig! Hvem kan ei begribe, hvor smittende og fordærveligt et Exempel, som Tylvtens, maa, under slige Omstændigheder, være, selv om det kun blev høit beleet af enkelte og sagte misbilliget af alle de Ældre; end sige da, naar det under en ældre agtværdig Forfatters Vinger høilig berømmes! Hvem kan ei forstaae, at skal det blive Udfaldet, at Tylvten, som i Triumph, trækker sig tilbage, kun fordi den ei har Magt som Agt, da kommer den i Aanden, altsaa i Grunden, igien, saasnart den troer at have Magt til, hvad den trodsig kalder at indtale sin Ret! Hvem føler ikke, at saasnart den Over-Troe: at man har Kald og Ret og Dygtighed til Alt, hvad man har eller drømmer at have Natur-Kraft til at give sig Mine og Skin af; at naar denne overtroiske Grille, liig en Kuller (fix Idee) indtager Ungdommens Hoved, da er det forbi med Aandens Historie, med Fortsættelsen af Menneskets historiske Levnet! I Fri-Skolen først, og siden saavel i Kirken som i Staten, river man da Alt omkuld, giør Luftspring og løber rundt, til man svimlende styrter i Afmagt! Hvem der kiender de fremfarne Tiders Historie, veed, at det hidtil gik saa overalt; hvem der lidt skarpt kan tage de menneskelige Vilkaar i Øiesyn, opdager let, at det er Tingenes nødvendige Gang; hvem der blot med Opmærksomhed har betragtet den Franske Revolution, har Syn for Sagn; hvem der ikke er meget tykøiet, vil overalt i Europa see betænkelige Varsler, og hvem der har lagt Mærke til Baalet ved Vartburg og Braget i Goettingen, kan, som Dansk, vist ei see ligegyldig paa et Studenter-Ustyr, som det, Tylvten har gjort paa Literaturens Mark. Ingen Agtelse er Studenter saa naturlig som den for udmærkede Hoveder og navnkundige Forfattere, og naar de saa reent kan aflægge den, som Tylvten i sit Angreb paa Baggesen, hvem den jo bryster sig af at kalde »iste«1 til Foragt, da veed jeg ikke, hvad, uden haandgribelige Kraft-Beviser, der skulde afnøde dem Agtelse. Begyndende Forfattere pleie at have endogsaa for megen Æres-Følelse, saa de naturligviis ansee det for en uhyre Skam, at *1dvs. den (Fyr) dér! 643 tage umælende Munde til Hjelp, for ved Echo i dem, og ved de til Munden hørende Kroppe, at give deres Stemme Vægt og Gyldighed; men Tylvtens Exempel viser, at vi har unge Forfattere, som ei skamme sig ved Sligt, og det spaaer klarlig om en Tidspunkt, da Studenterne vil skyde en mærkelig Gienvei, og nærme sig de navnkundige Forfattere, ei med Hoved-Brud og Pen i Haand, men bogstavelig med knytte Næver, som give Forfatterne braadne Pander, og derved Studenterne paa eengang Pen i Mund og et Øie paa hver Finger.

✂ Hvem kan da kalde sig dansk Forfatter, ja, hvem kan kalde sig Dansk Tilskuer 1, og dog give det Raad, at lade Sagen uafgjort hensove, som var med andre Ord: at lade det Onde gribe om sig i Fred, til Krig kom for silde! Med Forundring har jeg vel seet Professor Rahbek give det Raad; men deels vil jeg haabe, Literatur-Tidenden har overbeviist ham om Raadets Uduelighed, og deels maa jeg erklære, at om saa alle andre Forfattere udtrykkelig eller stiltiende give Drenge-Ordet Magt, saa giør jeg dog det Modsatte, og veed ikke, hvorledes jeg ellers skulde med en god Samvittighed kunne møde for Historiens Domstol.

✂ At enhver Forfatter, som har knyttet sig til Historien, hvor den laae ham nærmest, eller: hvis Skrift udgiør en virkelig Fortsættelse af noget Godt, som i Fædrenes Dage begyndtes, at han for sin egen Æres Skyld gjorde klogest i at tie og arbeide fort, det er vist nok; thi jo galere Ungdommen giør sig, desmindre lærer den, og sandelig: hvem der lader haant om at naae os, skal vist ikke springe os forbi; hvem der mod os vil trodse Historiens Gang, knuses afmægtige i den, ja, forsvinde som Avner i Luften: i Luften, hvor de sprang op for at overflyve os. Staae vi kun i Historien, da kan vi sige i høiere Forstand med Goethe, at vi derved have Fodfæste paa en fast og urokkelig Grund, medens det om Ungdommen giælder, hvad han siger, og som vel passeligst siges paa Tydsk: nirgends haften die unsichern Sohlen, mit ihm spielen Wolken und Winde, saa at, naar vi ret umaadelig elskede os selv, og hadede vore Efterkommere, skulde vi kun styrke Tylvten i sit Galskab; thi naar det blev ret udbredt, vare vi sikkre paa at blive staaende som de sidste Danske Classiker til Verdens Ende. Hvor luunt og godt kunde ikke fremforalt Historikeren sidde, saa luunt som Thor i Skrymners Handske, ja, som Øieblikkets Tomme-Liden i Sagas Tommel-Tot! Ham angriber selv den galeste *1 Navnet paa Rahbeks Ugeblad. 644 Ungdom neppe, naar han kun lader den i Fred, og i al Fald kan han smilende rulle det ene Hjul af Thors Kerre efter det andet hen over Skaren! Er det Navnkundighed, han attraaer, velan! det giver ei Dagens Tylvt, men Sagas Preen, som ogsaa i hans Haand giennemborer den! Er det Opmuntring i et bedre Selskab, end med en selvklog, tøileløs Ungdom og ligegyldige Læsere, han søger, da veed han, hvor det findes, da har han fundet det i Selskab med alle Fortidens Herlige! Er det endelig, som det sig bør, Menneskets sande Oplysning og rette Forklaring i Sandhedens fuldkomne Seier, ham ligger paa Hjerte; o! hvem kan da troe paa Sandhed, hvem kan i sin Barm levende føle Menneskets himmelske Kald til at virke og kæmpe for Sandhed, og af den at udtrykke et Billed paa Jorden, hvem kan det, og hvem har med funklende Øie betragtet Sandhedens seierrige Kamp giennem fremfarne Tider, Konninge-Skrid over Fiendernes Nakker, hvem timedes et saadant Held, som kunde end mismodig tvivle om, at sand Oplysning skal gaae frem, saalænge indtil Soel og alle Stjerner sammensmelte i et evigt Lys, at Mennesket historisk naaer sit Maal, som Sandhed sit!

✂ Man seer, det staaer just ikke ganske dunkelt for mit Øie, og daarekistegal maatte jeg da være, om jeg blot for at overstænkes af, hvad Tylvten strider med, for at udæske skjulte Fiender og for at øde Tid og Kræfter paa en Kamp, hvorved jeg maa tabe Mere, jo tiere jeg seirer, om jeg derfor afbrød min Saga-Skrift. Men der er Noget, som jeg agter høiere end Navn og Rolighed, end Roes og Ære, ja, end Tid og Kræfter, det er en god Samvittighed; for at bevare den vendte jeg fordum Øiet fra Krandsen, der vinkede mig, og svang Ordets tveeggede Sværd, indtil jeg saae, det var enten omsonst eller nok; for at bevare den er det, jeg svinger Sagas Sværd for den historiske Orden, indtil jeg seer, at ogsaa det er omsonst eller nok. Da skal man see: jeg tvivler ligesaalidt om Historiens som om Christendommens Seier, jeg tør ligesaa rolig henlægge Sagas, som jeg henlagde Bibelens Sværd, og i Stilhed arbeide, plante og vande paa Haad, i Haab til Ham, som ei behøver mig og Ingen savner! Da tør jeg det, da kan jeg det rolig, thi da er jeg reen af Ungdommens Blod; men først maa jeg have kæmpet og det af alle Kræfter: med Haand og Mund i Sagas Aand, med Staal, med Gnye, med Lys, med Taarer; først da kan jeg tie og lade Stenene raabe, som min Samvittigheds Vidner.

✂ Jeg troer det gierne, selv de, som ere enige med mig, vil synes, jeg raaber for høit og hugger for dybt; de vil synes, Sagen 645 er ikke saa farlig; de vil minde mig om, hvad jeg sagde saa tit om Danas det ømme, historiske, trofaste Hjerte, som kun med Kiærlighed i Sandhed vindes, og laste den Haardhed, hvormed jeg synes at dømme hver den Forfatter, som ikke forener i Kampen sin Stemme med min! Jeg veed det Alt: forhaanes af Fiender, miskiendes af Venner, det er, Gud skee Lov! ei som Menneske, men dog som Strids-Mand min Lod og bliver det sagtens til Enden, som opklarer Alt; men jeg kan ei derfor; strængt som min Samvittighed vil Historien kræve mig til Regnskab, hvem den skiænkede Øie for Tidernes Tegn, hvem Magt blev givet til at pege paa alle de svundne Tids-Aldre som en sammenkiædet Vognborg om Kirken, og til at løfte det Danske Folks hele Historie som en Skjold-Borg for Saga: for den historiske Orden paa Daners Mark. Af mig kan og vil Saga fordre, at jeg, uden derfor at dømme Nogen, der ei føler samme Kald, skal mandelig kæmpe alene; thi hun kan sige med Sandhed : du var ikke ene, jeg var med dig!

✂ Ei frygter jeg for de Danske; aldrig bryde de med Vidende den historiske Orden, og om de end et Øieblik forledtes til at glemme den, til dem tale Fædrene, dem vækker og besværger Minde-Sang og Barne-Graad stærkere end Vaaben-Gnye og Torden-Stemmer; dem er jeg vis paa; thi med Nattergal-Sang har de svaret mig i de Sorte Ridderes og Under-Barnets grunddanske, velsignede Skjald. Paa dem er jeg saa vis, at jeg tør sige: kom der paa Marken en Tid, da historisk Orden, Digten og Tragten var som landsforviist, da vilde de, som ægte Børn af dem, der fordum skjulde sig her for Ørne-Jetten i Nordens Ocean, da vilde de, siger jeg, trods den dybt indgroede Kiærlighed til de blaalig ombeltede, smilende, maigrønne Holme, heise Dannebrog høit i Raae, sige Marken med Taarer Farvel, og stævne saa ud over sortladne Hav, var det end til Helgafjelds den iisgraae Kyst, for der i Roe at fuldende Danskens historiske Liv, heller end at fortære det om end i seierrig, saa dog frugtesløs Kamp med tøileløse Natur-Kræfters voldsomme Giæring og giftige Aande! Derfor borger mig det Danske Folks hele Historie, derfor borger mig selv Dannisheden i mit eget, skiøndt kun tildeels fordanskede Hjerte; og lærer Kampen mig, at jeg maa indskrænke mit Haab til det Danske Hjerte, da skal jeg, om end jeg staaer seierriig paa Valen, stikke strax mit Sværd i Balgen, vige Pladsen for den trodsige Natur, og, som et Varsel for Danmark, i en Vraa fuldende mit Dagværk. Men jeg har ogsaa Haab om det Norske Hoved 646 baade her og hist, saavelsom og om de Gothlske Fingre; tordne kan jeg ei, som vel behøvedes, for Norske Øren, thi jeg er ingen Thor, men maa i Nødsfald lade Sværdet lyne for det Norske Øie og klappe, som det kan, paa Skjold og Brynje, og hugge maa jeg hardt i Gothens Tryne-Hjelm, thi jeg er selv af Gothe-Blod og veed, hvad der behøves, før det gnistrer ud af Finger-Enderne, som det dog maa, om det skal hjelpe.

✂ Ja, endelig, saameget Præst er jeg dog immer, at naar jeg seer Ødelæggelsen nærme sig, da maa jeg varsle, om jeg saa end vidste, det var kun en eneste Stad, ja, et eneste Menneske, den vilde overkomme. Lyst er mit Haab om Danmarks studerende Ungdom i det Hele; men kun fordi det er mit Haab, at den af Historien vil lade sig bevæge og oplære, at den af Sandhed vil lade sig slaae og oplyse, at den i Tylvten vil lære at see et advarende Exempel: et grueligt Forvarsel om Bærsærke-Gangen i Danmarks Ragna-Roke mod Rolv Krages historiske Kæmpe-Tylvt, et Forvarsel, det er dens Pligt og Kald, om ei, hvad vel er umueligt, aldeles at giøre til Løgn, saa dog at forvandle til en afmægtig Driv-Skye om Morgenen, der vel bebuder Solebjerg-Slaget ved Aftens Tid, men opløses dog flux af de vældige Straaler, som, før de kiøles og synke i Havet, vil lyse og varme, virke og glæde den lange udslagne Dag.

✂ Tylvten, opblæst af den Selv-Klogskab og Drift til Selv-Raadighed, som ligger i Tiden, og som ved et Misgreb i Opdragelsen, istedenfor at dæmpes, er næret, Tylvten, heraf, og hvad veed jeg af hvilket og hvormeget Mere, opblæst og oppustet, har vovet et Brudd paa den historiske Orden og Dannished, som, naar det blev den studerende Ungdom kiært, i det Mindste maatte have den sørgelige Følge, at den næste Slægt gik tabt for sand, historisk fremskridende Videnskabelighed; og var det end ligesaa sikkert, som det er høist urimeligt, at en saadan Slægts Afkom vilde indhente det Forsømte; kunde man endog da, med Hjerte i Livet, see roelig paa et Brudd, hvorover der kun med Liget af en Slægt lagdes Broe? Hvem kan dog ikke see, at selv om Dannished tillod de Yngste at vise de Ældste Foragt, endog før de selv havde mindste Krav paa offenlig at ændses, tillod dem end i Skole-Støvet at prale af Classisk Lærdom og optræde som dens Forfægtere, ved at sammensnirpe latinske Gloser og mundkaad udrække en Tunge, man paa deres Ord skulde ansee for ærbar og alvorlig romersk; jeg siger, om Dannished tillod Sligt og Alt, hvad Tylvten har gjort, saa blev det dog lige vist, at ved at ville nedrive, før 647 man har lært at bygge, ved at føre Besyv, før man har Stik, gale, før man kan meer end kykle, optræde som Dommere over navnkundige Forfattere, før man har hævdet sig en Stemme, at derved ødelægger Ungdommen sig selv, at, ved et saadant Foregreb af Manddoms og Modenheds Skinnet, forspilder man, selv med de bedste Anlæg, den uigjenkaldelige dyrebare Voxe- og Lære-Tid, for det Meste Kraften til mandige Idrætter, og altid Saameget af Lære-Lysten og de beskedne Tanker om sig selv, at man seent eller aldrig naaer den Ligevægt og Forstands-Modenhed, der er nødvendig for selv at frembringe noget Stort, og vel endnu nødvendigere for at være en oplyst og billig Dommer over Andres Bestræbelser.

✂ Tænker man at tilintetgiøre Sandheden heraf ved at spørge mig, hvad jeg synes om min egen Bane, da maa man om Sandhed have et besynderligt Begreb. Tænker man derved at kunne binde min Tunge, da er det ikke smukt at ville binde nogen Tunge, som taler gavnlig Sandhed, men da maa jeg desuden sige, man kiender mig ikke, men tager mærkelig feil og løser, i det man vil binde, nøder mig netop til at tage Bladet fra Munden, i det man vil dæmpe min Stemme. Jeg troede ikke, der var nogen Læser i Danmark, som kiendte Noget til min Skrift og vidste ei, at Sandhed giver jeg Magt, om den end giør mig selv til Skamme, og at aldrig blev jeg ivrigere til at bekiende mine Feil og advare for Efterlignelse, end naar jeg saae, at man enten efterlignede dem, eller vilde dermed kvæle Sandheds Røst paa min Læbe. Velan! man skal ved denne gode Leilighed vist lære at kiende mig saaledes, at man opgiver Haab om, med min Person at bekæmpe den Sandhed, hvis Redskab jeg er. Før man spurgde, har jeg svaret, det burde alle mine Læsere vide, det veed mine næste Kyndinger bedst, og kun for at kunne svare ret tilgavns tøver jeg endnu en liden Stund med at aflægge som dansk Forfatter mit aabenbare Skriftemaal for Sagas Præst i mig selv. Trøstig tør jeg staae frem og sige: jeg byggede i onde Tider langt meer, end jeg brød, dømde mig selv haardere end nogen Anden, kæmpede meest med sig selv og med Dannefæets Røver i mig og om mig; men hvad jeg seer, jeg har forbrudt, det vil jeg aldrig dølge; Bod vil jeg byde, og er det ikke nok, da kaste den Rene den første Steen; kun vogte, hvem der mener, han er det, sig vel for, ei som Tylvten, i det han løfter Stenen og Røsten, at giøre et Brudd paa Dannished, som mine Skrifter vise, jeg end ei i Drømme ret saae Magen til, end ei i Vagn for Jomsborgs Port!

✂ Jeg tænker dog, at man endnu paa Marken kan forstaae mig, naar jeg siger, at netop fordi menneskelig Skrøbelighed, i Pagt med den forvirrede Tid, i hvilken jeg opstod, kan have gjort en Deel af min Tale til et vildledende Exempel for dem, der ei gav sig Stunder til at fatte den heel, at netop derfor er det mig ret en Samvittigheds-Sag at bekæmpe et Opspring, der først ret har lært mig at efterspore og opdage mine Feiltrin, at netop derfor staaer jeg Historien dobbelt til Ansvar for min Opførsel i denne Sag. Man skiælde og smælde kun paa min Person og min Bane efter Hjertens-Lyst, jeg bærer det taalmodig; thi har jeg end ikke forskyldt det, har jeg dog tildeels med min Villie voldt det, og at det Onde var mod min Villie, sees aldrig klarere, end naar jeg hjelper Skraalerne og bebreider mig selv, hvad de, uden min Oplysning, knap vilde drømt om, var Brøde.

✂ Man giøre, hvad man vil, jeg viger ikke et Haarsbred, selv for al Verdens Boglærde, før jeg troer at have gjort mit Bedste med at advare og styrke den Deel af Ungdommen, der endnu tænker Dansk, og med at bringe de Ungersvende, være sig i eller udenfor Tylvten, hvis Hjerter ei vare onde, men som kun henreves af Strømmen, bringe dem til Besindighed og Fortrydelse, medens det endnu er Tid: medens de endnu har Tiden for sig og Kræfter til at vorde vellærde, agtværdige Dannemænd, og hvad de for Resten fik Kald til at vorde. Aabenhiertig vil jeg tale til vor studerende Ungdom og sige: gaae Historien i Forkiøbet, tiltrodse dig enten Vittighed, Forstand eller Kundskab, aftrodse os det Fortrin, Gud og Historien har givet os, aftvinge os det Dommer-Kald, vi kun ved Døden kan efterlade dig, afstride os det Formynderskab, vi skylde dig, til du i Sandhed viser dig myndig, det kan du ikke; men forbittre os vore Dage, forstyrre os i vort Arbeide, svække vor Munterhed, mørkne vore Udsigter, giøre os gamle før Tiden, spotte og trodse os, naar vi ældes, og vor Kraft forgaaer, trampe haanlig paa vor Grav, bortødsle med Skiøger det Arvegods, vi med Fædrene have samlet, vanære Dannemarks Navn og tage det besmittet i Graven med dig, det kan du maaskee, om du har Lyst og Mod til at fare frem paa den Vei, som Tylvten har viist.

✂ Men vil du høre et godt Raad af Sandhed og dine velsignede Fædre igiennem en ældre Broders Mund, som selv foer vild, men vendte om alt i Ungdommens tidlige Dage og stræber idelig nu med frommere Hu at træde i Fædrenes Fodspor, da kom! lær af Historien, hvad Mennesket er og skabdes til at vorde, 649 lær, hvad Fædrene begyndte, og vi kaldtes til at fortsætte! dan dig med Flid til at afløse os med Ære, gak frem i Sandheds Kiærlighed og Kundskab! gak videre end vi, dertil est du født; byg et bedre Dannevirke, bliv en Frugt af Fædrenes herlige Sæd, give Gud i Sandheds Navn, langt skiønnere, langt modnere end vi! Men vilst du arve den herlige Lod, da spot ei med de Gamle, da bøi dig for de graae Haar, da vogt dig for de Ældres Feil, men blot dem aldrig med et Trolde-Griin, da viig de Ældre i alt, hvad du kan uden Synd, da skat hvert Fortrin, hvor det findes, og sørg kun, naar det bruges ilde, da lad heller mindre end mere klog og from, end du er, da elsk Sandhed over Alt, og lad Historien raade!

✂ Grundtvigs Modstandere tøvede ikke med at svare paa dette store Indlæg, og især vakte Poul Møllers vittige Parodi: »Forsøg til et Himmelbrev i Grundtvigs nye historiske Smag« overordentlig Opsigt. Det er næppe for meget sagt, at dette »Himmelbrev« har bidraget væsentlig til, at Grundtvig i den følgende Menneskealder kom til at staa som en sær og lattervækkende Person i de fleste dannede Københavneres Øjne. Himmelbrevet stod i Nyeste Skilderie for 19. December 1818, og næste Nummer af Skilderiet indeholdt »Nogle Spørgsmaale til Hans Velærværdighed Hr. Pastor N, F. S. Grundtvig i Anledning af hans i Skilderiet No. 99 og 100 Indrykkede: »om Tylvten til Vedkommende««, af A. G. Rudelbach, en af Tylvten, der siden skulde blive Grundtvigs Kampfælle i Kirkestriden.

✂ Grundtvig overlod, ligesom tidligere, disse Modstandere til Baggesens Behandling i spydige Vers og Epigrammer og sluttede for sit Vedkommende Fejden med følgende: