Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Af BIBELSKE PRÆDIKENER (1816)

↩ DA Grundtvig i Sommeren 1813 sluttede sin Virksomhed som Kapellan i Udby, var det hans inderlige Attraa at blive Præst i København, fordi han følte, at hans store Forsøg paa at genoplive den gammeldags lutherske Kristendom maatte gøres netop dér, hvor hans gejstlige Modstandere havde deres Hovedlejr. Men det viste sig umuligt for ham at opnaa noget Embede i Hovedstaden, da Københavns Præsteskab ikke ønskede at have ham iblandt sig. Han maatte derfor nøjes med at præke i Ny og Næ i de Kirker, hvis Præster var taalsomme nok til at overlade ham deres Prækestol. Men ogsaa denne Adgang til at forkynde Guds Ord blev efterhaanden indsnævret og næsten spærret for ham, især efter at hans Tale ved Præstemødet i Roskilde den 6. Oktober 1814, »om Polemik og Tolerance eller om Tvist og Taal«, havde paadraget ham en alvorlig Irettesættelse af Biskop Münter. Fra den Tid af var det kun Præsten Frechland ved Frederiksberg Kirke, som vilde og turde overlade ham sin Prækestol; og her talte Grundtvig da adskillige Gange i det følgende Aar. Men tilsidst indsaa han det haabløse ved denne Stilling, og efter en Præken paa 2. Juledag udtalte han højtidelig det Forsæt: herefter ikke mere at ville tage Ordet fra nogen Prækestol i København, før han var lovlig kaldet dertil ved Kongens Udnævnelse.