Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Af BIBELSKE PRÆDIKENER (1816)

↩ Det er aabenbart, at Gudsfrygt med Retfærdighed og Kjærlighed og Sandhed synes bortvegne, at de have skjult sig i de faa overblevne Guds Børns Inderste, og synes at skulle begraves med dem; Daarerne juble over det sønderbrudte Aag, over Sønderrivelsen af Herrens Reeb, naar de kun ei selv besviges, underkues og pines af deres Staldbrødre i Ugudelighed, thi altid er, som skrevet staaer, den Retfærdige en Vederstyggelighed for den Ugudelige, Verden maa hade Alt, hvad som ikke er af Verden; men hvo kan tælle de Bekymringer, som heraf opvoxe til at bestorme de Gudfrygtiges Sind? de forene sig med den dybe Følelse af vore egne mange Synder, Frygten for at udfalde af Guds Samfund og Gruelsen for den Trængsel og Angest, som maa evindelig være over alle dem, som ei annamme Sandheds Kjærlighed, som bortkastes fra Guds Ansigt ved Hans Herligheds Kraft.