↩ Det er da det første og ypperste Vilkaar for at trøstes af Skriften, at vi troe det fast, at vi i den have for os Guds uforvanskede Ord; men det Andet er ligesom dette, vi maa ogsaa troe, at Alt, hvad som hører til Saliggjørelsens Orden, Alt, hvad der forkyndes om, hvad vi skal troe, og hvad vi skal gjøre, det maa være klarligen sagt, saa som det meendes, alle de Ord maa have den Mening, som en gudfrygtig, ulærd, men betænksom Mand maa finde deri. Ak! denne Tro paa Bibelens Eenfoldighed, ak, den er hardtad reent forsvunden, og selv redelige Christne mene, at de har Lov til mangensteds at forkaste Ordets aabenbare Mening og lede om en anden; ja, de Skriftkloge indbilde sig, at det er deres Skyldighed. Men hvilken Daarlighed af Christne! At de, som ikke tro paa Skriften som Guds Ord, men vil ei ligefrem forkaste den, at de gjøre saa, er intet Under, thi kunde de indbilde os, at Ordets Mening var uvis, da havde de jo vundet, da var Guds Ord unyttigt; men naar Christne tale saa, visselig, 276 da maa vi ogsaa her bekjende, at denne Verdens Børn ere klogere i deres Slægt end Lysets Børn; thi Christne, som troe, at der ved Kløgt og Lærdom skal og kan udfindes en anden Mening, som gjør den til Løgn, der ligger aabenbar for Øiet, de veed ei, hvad de gjøre, de bestride deres egen Troe og berøve sig selv den overflødige Trøst, Skriften tilbyder, og de lukke Øinene for en soleklar Sandhed, for den Sandhed, at, naar Gud vilde give os Sit Ord, da maatte dets Mening være klar for alle Hans Børn, da maatte hver, som alvorlig vilde, kunne forstaae det Ord til Salighed. Det er jo aabenbart, at dersom Ordets ligefremme Mening skal gjøres til Løgn af en anden, som maa udflndes ved Lærdom og Kløgt, da maa menig Mand enten troe Løgnen eller troe et Menneskes Ord som Guds; al Syn og Skrift var dem da som en Bog, der gives til den, som ikke forstaaer sig paa Skrift, saa Man siger: Kjære! læs dette! men han maa svare! jeg kan ikke, thi jeg forstaaer mig ikke paa Skrift (Esa. 29). Visselig, en saadan Beskikkelse skulde man ikke vente af den Gud, Hvem Jesus prisede og sagde: Fader! Himmelens og Jordens Herre! jeg priser Dig, fordi Du haver skjult dette for de Vise og Forstandige og aabenbaret det for de Umyndige; ja, Fader, thi det var saaledes behageligt for Dig (Matth. 11); af den Gud, om Hvem Apostelen vidner, at Han haver gjort denne Verdens Viisdom til Daarlighed, Som, fordi Verden af bare Viisdom ei kjendte Gud i Hans Viisdom, behagede ved den daarlige Prædiken at gjøre dem salige, som troe, den Gud, Som udvalgde de daarlige Ting for Verden til at beskjæmme de Vise, saa intet Kjød skal rose sig for Ham (1. Cor. 1. 2.). Men, I Elskelige! ligesom vi heraf kan forstaae, at Guds Aabenbaring maa i alle de Ting, som høre til Liv og Gudfrygtighed, være klar og vis for alle, baade Læge og Lærde, naar vi høre paa dens Tale, som det sømmer sig, med Andagt, under Bøn og den Hellig Aands Paakaldelse, saa forstaae vi det Samme end tydeligere, naar vi betænke, at Skriftens Mening ellers blev uvis for den Lærde saavelsom den Læge; tviste og gjætte, det kunde Man, men tro og trøste sig ved Ordet om det Usynlige, det kunde Ingen; Ordet kunde ei være det klare Lys paa Livets Vei, ei det faste Anker i Modgangs Storme og mod Dødens Bølger, som et Guds Ord maa være.