↩ O, I Elskelige! mon jeg ikke ret levende føler det i denne Time, at jeg maatte forsmægte og forstumme, dersom jeg ei turde i eenfoldig Tro holde hardt ved et saadant Guds Ord og med det trodse al Verden og de bange Tanker, der opstaae i mig selv? Jeg har talet til eder om Skrifternes Trøst, som de Fleste forsmaa og foragte, jeg bad og besvoer eder at gaae til den hellige Bog med den samme enfoldige Tro og det barnlige Sind, som eiedes af Fædrene, men som bespottes iblandt os; jeg veed det jo vel, hvor dybt den usalige Fordom fæstede Rødder, at Tvivl om Sandheds Ord er vor Ære, at vor Klogskab skal vise sig i at mestre og dømme den Bog, som skulde undervise os, som skal dømme os engang, thi Jesus sagde: de Ord, som jeg haver talet, skal dømme eder paa den yderste Dag (Joh. 12). Jeg veed det jo vel, hvor tungt det falder at nedstige fra den drømde Høihed, og sætte sig lavt med Luther og de Gamle ved Propheternes og Apostlenes Fødder, snare til at høre, sene til at tale, rede til at troe, bange for at vandre med Fornuften i de Ting, som ere den for høie. Jeg veed det jo vel, thi jeg har prøvet og erfaret det selv, og hvorledes turde jeg da haabe, at mit Ord kunde finde saadan Indgang hos Nogen af eder, at han vilde sætte sig hos mig paa Gulvet og spottes af den selvkloge Skare, der bygger saa høit udi Luften? hvorfra skulde jeg faae dette Haab, som dog ene kan størke mig og løse min Tunge, dersom jeg ei turde stole paa et saadant Guds Ord, som Engle ei begribe, men Børn kan forstaae? men det tør jeg, thi jeg hører de hensovne Frommes sandfærdige Vidnesbyrd om, hvorledes Herren synlig stadfæstede og ærede den enfoldige Tro og lod aldrig dens Haab beskjæmmes; ja, i mangen Strid og megen Trængsel har jeg selv fornummet, hvor trofast Herren holder Sit Ord og Sine Forjættelser, ret som de staae at læse; paa ingen af dem tør jeg tvivle, thi de ere ikke Ja og Nei, som Spottere mene, men de ere alle Ja og Amen i Christo Jesu (2 Cor. 1.). Derfor ender jeg trøstig min Tale i den fulde Forvisning, at er der ogsaa kun Een, saa er der dog Een, som ved den henførdes til eller og stadfæstedes i den Eenfoldighed, som ene giver Forstand paa Guds Ord og oplader Hjerter for dets overflødige Trøst.