↩ Holde vi nu fast ved den klare Sandhed, at det er det timelige Menneske, vor Fornuft kan og skal begribe, da indsee vi let, at al sand Vidskab maae i alle Maader være historisk; historisk, fordi Fornuften finder intet i sig selv uden Maalestokken for timelig Sandhed, og maae udenfor sig søge Vidskabens Indhold; historisk, fordi Mennesket udvikler sig i Tiden og kan 333 kun begribes i den; historisk, fordi den maae være stykkeviis og kan kun sluttes med Tiden. Heraf følger først, at enhver Vidskabs-Lære, som ei forklarer Krøniken, er falsk, og dernæst, at enhver saadan, der udgiver sig for at være færdig, ethvert philosophisk System er som Heelt en stor Løgn, hvormegen Sandhed det end i det Enkelte kan have; thi er det Mennesket, som skal begribes; udvikler Mennesket sig i Tiden, og er Fornuften Udtrykket for det sig giennem Tiden udviklende menneskelige Begreb, da kan vi jo under Tidens Løb ei have noget sandt Begreb om Menneske eller menneskelig Vidskab, uden som om noget, der er i Begreb med at udvikle sig, og ei i Sandhed begribe mere, end hvad der alt er udviklet, eftersom Begrebet just er det eneste, som udvikler sig. Heraf følger endelig, at dersom det ogsaa var muligt, at Fornuften kunde udvikle sig i Sandhed uden foreløbig Sandheds-Kundskab, saa var den dog ikke nogensinde under Tidens Løb istand til at fyldestgiøre Mennesket, give ham et fuldstændigt og klart Begreb om Mennesket i sin hele Fulde. Bekymret og uvis maatte da alligevel det alvorlige Menneske vanke i Verden lige til Dagenes Ende, uvis om sine vigtigste, evige Forhold, ja, uden et eneste fuldklart aandeligt Begreb, thi intet er fuldklart uden i sin fuldstændige Heelhed. Men er Begrebet en Udvikling i Mennesket, da maae den Sandhed, som skal udvikles, alt forud være indviklet tilstæde; hvad der i Mennesket skal klare sig, maae han forud have som dunkelt; hvad han skal komme til at begribe, maae han have troet; hvad Fornuften skal fatte, maae den forefinde; ligesaalidt som Haanden kan den frembringe, hvad den skal begribe. Det er jo og indlysende, at skal Mennesket nogensinde komme til al fatte og begribe sig i Sandhed, som den evige Sandheds jordiske Billede, da maae han virkelig være det, have været det ligefra Begyndelsen, da maae den evige Sandhed have aabenbaret sig i ham og for ham ligefra og i hans Begyndelse, da maae den evige Sandhed selv have indaandet ham Livet og ladet ham i Aanden høre sin Røst; thi den levende Sandhed kan ikke fornægte sig selv, ei aabenbare sig i et timeligt Liv og dog skjule sig for det, thi det var Selvmodsigelse.