Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Danne-Virke I

↩ Dog, det nytter vel ikke at udmale et Billede, der, uagtet det vinker med den Glands, som er Sandheds Farve-Blanding aldeles egen, dog kræver et Offer, naar det skal inderlig glæde og oplive, som Faa vel bekvemme sig til at bringe; thi Sandhed raaber giennem Billedet: giv mig dit Hjerte! erkiend din egen Ubetydelighed, ei blot mod Ham, du ei mægter at begribe, men 356 selv imod den hele Slægt, hvoraf du kun er et enkelt, snart usynligt Led, vel skikket til en vidunderlig, evindelig Forbindelse med den hele Kiæde, dersom du lader dig giennemtrænge og beherske af Historiens, Kiærligheds og Sandheds Aand, men naar du vil være selvstændig, kun en afmægtig, dødelig Orm i Leer, som Historiens Aand om et Øieblik knuser, og naaer sit Maal, over Støvet og Ormen af dig og Millioner som du, ligesaa nemt som igiennem og ved dem. Det er ei en Tale, som smigrer for Hovmod eller indbyder til Vellyst, og derfor vende sig mange fra Historiens alvorlige Aasyn og kaste sig i Øieblikkets Skiøgefavn, for der at sove eller drømme efter Hjertens Lyst.