↩ At det nu og virkelig er saa, at Historien, selv i det forrige, saa aldeles uhistoriske Aarhundrede, beholdt varme Venner og flittige Dyrkere her, det har jeg før anmærket, og vil kun tilføie, at hvormeget man end famlede, og hvor seent det end gik fra Haanden, bleve dog i Dannemark, saavidt jeg veed, flere og vigtigere Haandskrifter til Historiens Oplysning dragne for Lyset, end i alle Europas øvrige Lande tilsammen. At det kun var Regieringen og enkelte Mænd, som en Arnas Magnæus og Langebek, Suhm og Guldberg, der toge sig varmt af Sagen, at det meste af, hvad der blev udgivet, forvandledes, med Folkets øvrige Rigdom, til Kræmmer-Huse, fordi man ikke skiønnede paa eller skattede de store Gaver, del er sørgeligt; men alt i det ny Aarhundredes Morgenrøde, Morgen-Røden, som vel mørk og blodig steeg fra Konge-Dybet, men just derfor mindede saa levende om Fædres Dage, alt dengang hørde man stærke Stød i Gjalder-Hornet til at vække Valhals Kæmper, og Fædrenes Aand slog Øhlenslægers Harpe saa vældig og liflig, at det lod, som Skikkelser fra ældgamle Dage opstege af Høi og dandsede med Sang lyslevende hen over Marken, ledte om Afkom og lærde Sønner at blues, som følde, at det var Fædrenes Røst, hvis Tungemaal og Daad var hardtad forglemt. Ikke vil jeg her omtale den Sorg, at hine Toner tav, da Haanden vilde gribe, hvad kun Aander fatter, ikke heller den, at flammende Cometer og strømmende Blodregn, ja, et grueligt Brændejern maatte til at vække det snorkende Folk, og lod endda til at 381 virke forgiæves, ikke heller den, at jeg selv kun vaagnede i Drømme; uden at nægte nogen Sandhed, maatte den end mishage og fortørne al Verden, maatte den end paa det Dybeste beskiæmme baade Folket og mig selv, vilde jeg her kun tale om de gode Varsler, sige, hvad der er unægteligt, at Historien har i dette Aarhundrede i Dannemark vundet Elskere og Dyrkere, som det forrige ingenlunde lod haabe, at man øiensynlig nu har begyndt at skatte de enkelte Mænds Værk i den forrige Alder, at forbauses over den Ligegyldighed, der truede med at opsluge det, og at frede venlig om, hvad der undgik den store Skibbrud.