Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Danne-Virke I

Naar dette var skeet, da tør jeg mene, der var for Øieblikket ei stort mere at giøre paa den Kant, men desmeer paa den anden, Udgaven nemlig af mangen gammel, hardtad uoverkommelig Bog og mangen vigtig Haandskrift. Vel kunde Udsigterne 385 her synes temmelig mørke, men de ere dog neppe nogensteds lysere end i det Land, hvor Rosenkrones Stiftelse staaer ved Siden af det Magnæanske Legat, ene bestemt til vigtige Haandskrifters Trykning! En anden Ting, som det synes, mindre vanskelig at udføre, men dog langt vanskeligere, end den kan synes, er, at der i Skolerne og paa Høiskolen lagdes mere Vægt og Vind paa Historien, end hidtil er skeet; det vil ikke saameget sige, at mere skulde fordres lært, men der skulde de Unge opfyldes med dyb Ærbødighed for Historien, og, saavidt muelig, med sønlig Kiærlighed til den, som vor fælles Oldemoder og vise Lære-Mesterinde, og veiledes til at forstaae og benytte den Herliges Tale. Vel er det da herved en Biting, at de Unge skulde i Skolerne dybt indprænte sig en kort historisk Bog, som baade var deres Kiærlighed værdig, og gav dem en klar Oversigt af de vigtige Begivenheder, der udgiøre Verdens-Historiens Legeme; men denne Biting burde dog ei heller forsømmes, og med al min Barndoms Kiærlighed til og Manddoms Agtelse for de Bøger af Kall og Suhm, kunde man dog vel efter Tidens Tarv og nærværende Leilighed baade ønske og fordre lidt bedre.