Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Danne-Virke II

↩ Enten vare Hovedtænkerne - Kant, Fichte og Schelling, med hvad dertil hører - virkelig høist uenige, eller det syndes dem dog selv, og i begge Tilfælde maatte den, der skulde skille deres Trætte ad: udfinde, hvem der havde Ret, eller indsee deres Enighed, der var skjult for dem selv, aabenbar være større Philosoph end de, og man kan da med fuldeste Nøiagtighed sige, de skrev ikke for deres Discipler, men for deres Mester. Hvem der nu ikke turde troe sig til at være det, og ikke kunde finde sig i den Urimelighed, at troe Een af dem blindt paa hans Ord, noget, der ogsaa kun rimede sig slet med deres Philosophie, han gik nødvendig fra dem, om ikke saa god, saa dog ligesaa klog, som han kom til dem.