↩ At bevise er aabenbar det Samme i aandelig Forstand, som at vise, fremvise og fremlægge i sandselig Forstand; thi hvad der skal kaldes beviist, maa man, som det paa godt Dansk hedder, med sin Forstand kunne tage og føle paa; at bevise, noget er sandt, er at vise, det er uimodsigeligt, noget, man ei kan nægte uden at modsige sig selv; at bevise, noget er Løgn, er at vise, at det ei kan være sandt, med mindre en uimodsigelig Sandhed kunde være Løgn. Alt hvad der med Rette skal kaldes beviist, maa da være gjort saa klart, som at to og to er fire, ja, som at een er een, at jeg er jeg; thi hvad man har kaldt Identitets-Grundsætningen er aabenbar Sandheds-Grundsætningen i os, og hvad man kalder Modsigelses-Grundsætningen, er egenlig ingen Grund-Sætning, men Sandhedens Følge-Sætning, Slutnings-Leddet i den store Grundsætning, der fuldstændig udtrykt kan lyde saa: Ja er Ja, og Nei er Nei, Ja kan ikke være Nei, og Nei kan ikke være Ja; altsaa kan Ja og Nei modhinanden ikke giøre Eet Den urokkelige Grund-Vold for denne Sandhedens Grund-Sætning411 er, som man let seer, Selv-Bevidstheden, der bærer Sætningen og bevises igien uimodsigelig ved den; thi vilde nogen sige: jeg er ikke virkelig til, da beviiste og bekræftede han dermed netop sin virkelige Tilværelse og skiældte sig ud for en Løgner; thi han sagde dermed: det virkelige jeg i mig erklærer herved, at det er ikke virkeligt. Altsaa, hvad der klarlig lader sig henføre til Selv-Bevidstheden, men ogsaa kun det, er beviist; i denne Bevidsthed har Selvet - Sjælen - sit Stade, og derfra kan den ikke vige uden at forrykkes, gaae fra Forstanden; i den maa det forstaa og begribe Alt, hvad det skal kunne forstaa og begribe; og hvad der er udenfor den, kan det kun slutte sig til eller giætte paa.