↩ Hvad jeg i denne Afhandling vilde bevise, var, at al menneskelig Kundskab og Vidskab grunder sig paa Erfaring, at kun fuldstændige Erfaringer give visse og tydelige Begreber, og at Begrebernes Vished og Tydelighed kiendes derpaa, om den almindelige Menneske-Forstand kan fatte dem, og det troer jeg at have beviist. Førelsen af dette Beviis var fra to Sider nødvendig, før jeg gik videre i at omtale Historiens Oplysning om de menneskelige Vilkaar, deels for at Daarskaben af at tale om menneskelige Begreber, der overstige Erfaringen, og Beviser, som den almindelige Menneske-Forstand ei kan fatte, maatte blive ret øiensynlig, deels for at Ingen med Føie skal kunne mene, at den historiske Betragtning, jeg taler om, er noget andet end Erfaring, eller skal kunne skabe Visheder, som ere den almindelige Menneske-Forstand ubegribelige. Jeg vilde hjelpe, hvem der behøver det, til klart at indsee, at hvad de nyere Philosopher udgave for høiere Viisdom, ingenlunde kan være andet end deels falske, dels ufuldstændige, og derfor 416 baade uvisse og utydelige indvortes Erfaringer, siden de ikke kan bevise deres Paastande unægtelig og udtrykke Beviserne almeenfattelig. Jeg vilde tillige vise, hvem der behøver det, at naar jeg peger paa Historien som al sand Vidskabs Kilde, da er det ingenlunde noget nyt, jeg fremsætter, men kun en Paastand, der er saa gammel som sund Eftertanke, jeg opfrisker og giør giældende i hele sin Udstrækning, Paastanden nemlig om Erfaringen som al sand Vidskabs Kilde, og om den almindelige Menneske-Forstand som alle vore Begrebers Maaler, og Modsigelsens Grundsætning som den eneste ufeilbare Maalestok. Jeg vilde endelig vise, hvem der behøver det, at hvad der gjorde de ædlere Tænkere bange for Erfaring og almindelig Menneske-Forstand, var deels Uklarhed i Begreberne om, hvad disse Ting egenlig ere, deels Følge deraf, at man ei vilde nøies med Sikkerhed, hvor Vished var umulig, ikke nøies med ufeilbare udvortes Erfaringers Vidnesbyrd om, hvad man dog ei kunde indvortes erfare tydelig, ei indrømme Sandheders Tro-Værdighed, som man ei kunde begribe, og derfor tog man sin Tilflugt til enkelte, usikkre og ufuldstændige indvortes Erfaringer, som man stræbde at unddrage fra Erfaringens Værnething og den sunde Menneske-Forstands Domstoel, ved at indbilde sig selv og andre, at de vare af en høiere Natur, og at netop deres Strid med Erfaring, deres Ringeagt for almindelig Menneske-Forstand, var et Stempel af høiere Viisdom.