Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Danne-Virke II

↩ Langt fra derfor at ville skjule Hullerne i min Vidskab, vil jeg meget mere pege paa dem, for at Andre kan fylde dem, og for at de, som ikke kan det, maa lære at kiende deres Viisdoms indskrænkede Maal. Langt fra at ville dølge den Sandhed, 417 at Vidskab hidtil kun var sjelden og utilfredstillende, og er endnu utilgiængelig for Mængden, utilfredstillende for de Viseste, som alvorlig spørge om Vished, vil jeg derimod af al Magt stræbe at oplyse denne Sandhed; thi det er nødvendigt, naar sand Videnskabelighed skal fremmes, og det er kun sørgeligt for den, som ikke vil fremme den; thi hvo som vil fremme den, maa elske Sandhed, paa hvilken Vei han saa end møder den, og vil da finde den i den hele Historie og i sit eget Inderste. Saa glædelige ere Menneskets Vilkaar, at ligesaalidt som han behøver at have Solen i sin Haand for at blive sikker paa, den kan lyse og varme, ligesaalidt behøver han at begribe Sandheden, den aandelige Soel, for af den at oplyses og giennemglødes; dertil behøves kun, at han oplader Hjertet for Sandhed; thi Lyset er kommet til Verden, da Verden ei af sig selv vilde, ei ved sig selv kunde komme til Lyset; Sandheden kom selv til Jorden at vidne om Sandhed, og hvo som vil troe det Vidnesbyrd, kan erfare Sandhedens Kraft i sit Inderste, og bliver først derved skikket til at forstaae dens Røst, til at kiende og følge dens Spor giennem Tiden.