Rommeliklint

✂ Jeg drømmer tidt endnu, jeg er i Sverrig:
Snart ager jeg paa liden Gumpekærre
Igjennem Skaanes skjønne danske Egne;
Snart gynger jeg i hine Kæmpevogne*
I mørke Skov ad Fjelde op og ned;
Snart seiler jeg til Haga eller Carlberg**
Med M. og E. og I. og R. og T.
Med alle dem, hvis Navne jeg bevarer
I øm og uudslettelig Erindring.
Rødbened Kulla*** smidsker ved at høre
Mit danske Maal, idet hun gumler paa
Sit svenske Betel* og med lange Tag
Roer Baaden frem. Snart staaer jeg paa Dampskibet,
Hvis Mølleværk med Brusen og med Banken
Mig bærer ogsaa op og ned ad Bjerge;
Nu over Vand, og atter, som Skibladner,
Hen over Land. Her springer kunstig Fos
Fra Slusens Bund; der tordner højt Naturens -
Troldhættan mellem sine Klippemure.
Saa gjør jeg ofte Reisen om igjen;
Men neppe oftere end til det Bjerg,
Som hæver høit sig over Skaanes Sletter -
Rommeliklint. Det ligner Himmelbjerget
I Frastand seet; og det er ogsaa lyngklædt;
Og der er Skov omkring og blanke Søer;
Og over vide Marker tæt bebygte
Jeg øiner Lundekirkens Tvillingtaarne,
Og tykkes, det er Viborg. - Der er Sundet,
Med sine Masteskove; der er Malmøe
Og Kjøbenhavn - see Begges Kirkespire

✂ Staae ganske nær hverandre, ret som Master
Paa eet og samme Skib.
Ak! denne Hede,
Som dækker Bakkerne trindt neden om mig,
Den er jo jydsk som Fuglen, * der beboer den.
Den blomstrer alt: de brune Riis besprænges
Med Lyserødt; Guldblommen** pipper frem
Fra mørke Grund, og smiler til Blaaklokken,
Der nikker venligt med sit faure Hoved.
Men tys! jeg hører Gossens Smeld og Piben
Igjennem Tænderne*** - alt ruller Kærren -
Alt ligger nu det skaanske Himmelbjerg
Langt bag mig; og et andet nærmer sig,
Og reiser sine mørke Klippemasser