✂

Harens Beskrivelse

✂ Haren (lat. Lepus timidus, fr. liévre, engl. hare, tydsk Haase) er i Kroppen af en Rævs Størrelse; men veier mindre, sædvanligt 8 $$$ . Ramleren (Hannen) er lidt større, end Sætteren (Hunnen), og kan veie 10 til 11 $$$ . En gammel og meget feed kan stundom overskride denne Vægt; men 11 $$$ er allerede en Sjeldenhed - den største, vi have seet og hørt omtale, veiede 13 $$$ . - Hovedet er ovalt; Overlæben er kløvtet (deraf Benævnelsen "Hareskaar"), og indenfor sidde de omtalte Familietænder.* Munden kan ikke aabnes videre, end at Man kan stikke en Finger mellem Tænderne. Mulen er besat med Knurhaar.**

** De i Overkjæben ere riflede og see ud som dobbelte. Der er over en Tomme mellem dem og Kindtænderne. *** Synderligt nok, at Man ei endnu har opdaget disse Haars egentlige Bestemmelse og Nytte. Den nyeste Hypothes af en engelsk Naturkyndig: "at de skulle tjene som Følehorn i Mørke," gjendriver sig selv; thi netop de Dyr, der see bedst i Mørke, have jo Knurhaar, og de, der slet ikke færdes i Mørke, have dem ogsaa. 132

✂ Øinene ere forholdsmæssigt meget store, udstaaende og saaledes stillede, at - Man troer, den kan see baade for og bag, uden at bevæge Hovedet. Vi, for vor Deel, finde Lyst til at opkaste følgende Spørgsmaal: Hvorfor sætter Haren sig opreist paa Bagdelen, og vender Siden til, for at see efter Hunde og Mennesker, som pludseligt have skrækket den op af sit Sæde? Vist nok fordi den er opskrækket ved Lyden, og fordi den maa see - i det mindste saa tydeligt som muligt - fra Siden. Den gjør især denne Manoeuvre efter et Bagskud; den har altsaa endnu ikke seet, Hvo der frembragte Knaldet. Endnu Eet: Jægere af lang Praxis ville vist mere end eengang have bemærket: at Haren i sit Sæde, naar den hører Noget lige foran, eller lige bag ved, hæver Hovedet lidet, og dreier det langsomt og forsigtigt med Siden af det mod den bemærkede Lyd. Endeligt: naar Haren løber lige mod Skytten, og denne staaer ganske stille, vil den - endog ofte paa aaben Mark - nærme sig ham paa godt Skud; men ikke saa, om den kommer i skraa Retning. Vi synes, Man kan antage: at da Øiet er lidet bevægeligt, kan Haren kun see til Siden. Dens Syn er iøvrigt som alle de Dyrs, der færdes meest om Natten, svagt; dog ikke svagere, end at det jo viser den sine Fjender - vel at mærke, tydeligst fra Siden. - En anden Mærkværdighed ved Harens Øine er denne: at den ei kan drage Øienlaagene ned over dem; hvorfor Man længe nærede den Vildfarelse: "at den aldrig sov!" Nu veed Man bedre, at der næmlig oppe under Laaget befinder sig en tynd Hinde, som kan trækkes ned og bedække Pupillen. Forfatteren af denne Afhandling har engang paa blød Snee nærmet sig en Hare, uden at den mærkede det. Den havde Hinden nede over Øiet, og viste tydeligt at den sov; thi Hovedet nikkede, som ledeløst, til Siden. - Ørene ere i Forhold endnu større, end Øinene; thi de ere længere, end hele Hovedet. Deres Structur - thi Størrelsen alene udvirker ikke dette - lader Haren opfange enhver hørlig Lyd, og sætter den saaledes i Stand til, ved Benenes Hurtighed at skjule sig for, eller undgaae dens mangfoldige Fjender. Man seer den derfor altid, udenfor sit Sæde, at bevæge disse Lemmer i alle Retninger, hvilket Man - ligesom hos Hesten - kalder: "at klippe." Selv siddende letter den Ørerne op fra Nakken, og først naar den mærker Fare trykker den dem igjen ned. At Man næsten altid seer den saaledes, kommer heraf, at den først har mærket Iagttageren. - Ogsaa en god Næse har Naturen skjænket dette Dyr. I Ramletiden - den største Deel af Aaret - vil Man see Hannen gaae paa Foden 133 af Hunnen, og med Næsen i Jorden følge dens Spor saa godt som nogen Støver. Ja, ikke saa meget sjeldent vil Man erfare, at en gammel Hare, som fra mangen en heldig overstaaet Fare har lært at kjende sin værste Fjende, Mennesket, paa Lugten, dreier af eller vender om, naar den kommer i Vinden af Skytten. - Harens Hals er kortere og tyndere, end andre Dyrs af samme Størrelse. I Nakken, lige bag ved Ørerne, er den saa ømfindtlig, at et Hug med Kanten af Haanden der øieblikkeligt dræber den. - Forbenene ere lige; men dog gaaer den lidt fransk (udad) paa dem, saavelsom paa Bagbenene. Hine flytter den vexelviis (ikke samlede, som Bagbenene), det ene næsten lige bag ved det andet; mærkeligt nok, at den, til stærkt Løb lige ud, slaaer an med venstre Fod; men ved Dreining til Høire, skifter den om. Forbenene ere de eneste Vaaben, den bruger i sin eneste Strid, næmligt mod Medbeileren. Løierligt seer det ud, naar to Saadanne reise sig mod hverandre, og tjatte med deres smaae Pusselanker, der vel ere bevæbnede med fire Kløer; men alligevel kun sjeldent bringe Blodet til at flyde. Underneden ere Fødderne - ligesom de bagerste - tæt beklædte med Uld og Haar. Bagbenene ere et Qvarteer længere, end Forbenene, hele Foden næmligt, paa hvilken den hviler, ligesom Kaninen og andre af denne Art. Ogsaa flytter den dem altid begge samlede (paa eengang); saa at Man kan sige om den: at den gaaer paa Forbenene og hopper paa Bagbenene; men dette er kun naar den bevæger sig meget langsomt; i Løb derimod sætter den alene Sokkerne til Jorden. I sagte Humpen sætter den Bagfødderne ind under sig, næsten hen til Forbenene, hvorover den da seer rundrygget ud, og meget høiere bag, end for; i Spring derimod er Ryggen lige. Formedelst Bagbenenes Længde og deres Seners store Fjederkraft, formaaer den at springe meget hurtigt; den er istand til at tage Spring paa 8 Alen, og derover. Det ulige Forhold mellem For- og Bagbeen bevirker endvidere, at den løber bedre opad, end nedad - hvoraf den, jaget af Mynden, ogsaa godt veed at benytte sig. Den kan endog entre opad en næsten lodret Sandklint. Naar Haren sidder i sit Dagsæde, strækker den Bagfødderne lige hen til Hovedet, og krymper sig altsaa saaledes sammen, at den ikke synes uden halv saa lang, som den virkeligt er. Mærker den Fare, trykker den Hovedet tæt til Jorden, med Ørerne hen ad Nakken. Denne sammenkrympede Stilling gjør, at naar Man skyder den paa Hovedet eller Forparten, lader det, som om den kastedes ud af Sædet ved Skuddets Kraft; træffer Man den i 134 Bagdelen, skeer dette ikke. - Haren har en stumpet, tre Tommer lang Hale, hvis Spids bøier lidt opad, og som den ei kan bevæge til Siderne. Mærkelige ere Hannernes Testikler, der, udenfor Ramletiden, sidde høit oppe under Ryggen, og altsaa ikke bemærkes før den bliver veiet ud; i Yngletiden synke de ned. Dette har givet Anledning til tossede Sagn: at Haren er en Hermaphrodit, eller at den skifter Kjøn, saaledes at den, der iaar er Ramler, til næste Aar bliver Sætter; og omvendt.

✂ Skjøndt ingen ordentlig Jæger, der vil holde Hævd over sin Vildtstand, skyder Harer om Sommeren; kan det dog indtræffe, at han faaer Brug for een i Yngletiden: hvorledes skjelner han da Ramler fra Sætter? De fleste af Skjelnemærkerne ere saa fine og upaalidelige, at den meest øvede endda kan tage feil. Dog ville vi derfor ikke undlade at fremsætte de bedste, vi kjende: 1) Ramleren er forholdsvis større, end Sætteren; men en ung Ramler og en gammel Sætter kunne være lige store, og den Første stundom mindre, end den Sidste; følgeligt duer dette Kjendemærke ikke. 2) Ramleren - siger Man - krummer Halen mere opad, end Sætteren; men, naar en Hare springer, Hvo kan da i saadan Hast skjønne herpaa? og kommer den i andre Retninger, falder Skjelnetegnet bort. 3) Naar Ramleren farer ud af sit Sæde, skal den, efter nogle Spring, slaae op med Bagparten, som om den vilde kaste Jorden eller Støvet i Veiret. Inden Man faaer iagttaget dette Kjendemærke - om det bolder Stik - er den maaskee ude af Skudvidde. 4) I Sædet ligge Ramlerens Ører mere adskilte. Dette er noget sikkrere; men ikke altid. 5) Ramleren har større Hoved, og Mulen paa den synes at være opsvulmet. Endnu sikkrere; men Hvo er altid istand til at bemærke det? Der gives endnu flere, ligesaa mislige, Skjelnetegn; men vi ville indskrænke os til, slutteligt at anføre det tydeligste: Den Hare næmligt, som støver, løber snart med Næsen til Jorden, snart løfter Hovedet og kikker - det er Ramleren, som gaaer paa Foden af Sætteren. Han er saa opsat paa denne forliebte Jagt, som han ogsaa øver om Dagen, at han snart hverken bryder sig om Jæger eller Hund. Forfatteren har seet en Sætter, derefter en Ramler, derefter en Støver - alle Tre feiende en lang Strækning omkring efter hverandre, indtil Sætteren standsede, Ramleren ligesaa, og Trediemand altsaa kom dem saa nær, at han forpurrede det ømme Eventyr; og Elsker og Elskerinde hver tog sin Vei.

✂ Harens lækkre Kjød gjør den fornæmmeligt til Gjenstand for Menneskets 135 Efterstræbelser. Det er velsmagende, skjørt og - naar det vorder rigtigt tillavet* - tillige saftigt og nærende. Det har en eiendommelig Velsmag, saa Man aldrig - hvor ofte det end spises - bliver kjed deraf; og med hvilken kun Raadyrets har nogen Liighed. Jo federe Haren, jo behageligere Kjødet. - Allerede for henved 2,000 Aar siden har derfor en Digter, som forstod sig paa Hvad der smagte godt, erklæret "Haren for det lækkreste af alle fiirføddede Dyr," ligesom han og - med ligesaa stor Føie - giver "en feed Kramsfugl Rangen over alle spiselige Fugle." - Talgen bruges af Almuen som et Middel mod Senehævelser og indvendig Beenskade.

✂ Harens Skind er tyndt og svagt, saa Man hidtil ikke har vidst at gjøre nogen Brug deraf; men dette Skind bærer et Slags Uld, eller uldagtige Haar, der udgjør det vigtigste Material i Hattefabricationen. - Haren har, som Raadyret og flere, en Sommerkjole og en Vinterkjole; den Første er tynd og, saa at sige, enkelt; den afbenytte vi ikke: den Sidste er dobbelt, og dens Underfoder er det egentligt vi begjære. - Men lad os gaae ordentligt frem, og afbilde Morten i begge hans Dragter! Om Sommeren da er hans Farve paa Ryggen og Siderne en Blanding af Brunt, Graat og smudsigt Blegrødt; under Bugen og mellem Baglaarene er han graahvid. Under Halsen og i Nakken er han brunlig-rød; Forbenene have samme Farve;** den indvendige Kant af Bagbenene og Foden ere lidet lysere. Hovedet er igjen mørkere, med en lysere Stribe fra Ørerne ned over Øinene. Ørerne ere ovenpaa rødagtige med sorte Kanter og Flip. Ogsaa Halen er udvendig sort med hvid Spids; indvendig ogsaa hvid. - Vinterkjolen har overalt renere Farver: paa Ryg og Sider mørkere, dog lidt stikkelhaaret eller gnistrende; Bugen er nu sneehvid, og mellem den og Siderne løber en brunrød Rand. Ryg og Sider have den omtalte dobbelte Besætning: de længere og stride Haar, og den kortere, tætte og silkebløde Uld, som bruges til de fineste Hatte. For at faae denne, ** Dertil hører: at Haren spises saasnart muligt (at gjemme den længe gjør Kjødet kort, men tørt), at den spækkes, og at den steges under lukket Laag. *** Nogle Steder - f.Ex. paa Saltholmen i Sundet - have Harerne hvide Forbeen; skulde Kalkgrunden heri være Skyld? - Forfatteren har skudt en, kun aargammel, Hare, som havde en bred, hvid Krands om Halsen og een hvid Forbov - et sjeldent Naturspil! 136 afklipper Man derfor de længere Spidser af Haarene. En Hare skal bære kun 2 Lod af Vinterulden, saa let er den; og Man regner 8 Lod til en fiin Hat. - Ulden har den Egenskab, at den let filter, ei alene med Blod, men og med Vand; det Første forstaaer kun Hattemageren at opløse; og de Klatter, som Vandet sætter, ere vanskelige for enhver Anden at udrede. * Vil Man altsaa med Fordeel sælge sine Vinter-skind, iagttager Man Følgende: 1) Kan Man skyde Haren i Sædet, holder Man - og helst fra Siden - paa Hovedet!** løber den, skyder Man ikke paa for nært Hold. 2) Saasnart Haren falder, iler Man til og holder den ved Ørerne iveiret, til Urinen kan løbe af; thi denne filter næsten ligesaa slemt som Blodet. 3) Man veie ikke Haren ud, før den flaaes; og endeligt 4) udspile Man Skindet med mange Søm, og Kjødsiden indad - ligesom Grævlinge- og Sælhunde-Skind. - Hvad endnu Farven angaaer, bemærkes videre: at i de sydligste Lande af Harens Opholdssted - omtrent fra den 4ode Grad til Vendekredsen - faaer den ingen Vinterkjole; i de nordligere - omtrent fra den 60 til 70de Grad - er Vinterkjolen hvid: *** og i de allernordligste faaer den slet ingen Sommerkjole: men er stedse hvid. †

✂ Af det Sidstanførte sees nu og Harens Fødeland, der strækker sig næmligt fra de nordligste Polarlande, saa høit op, som Ræven kan leve, og lige ned til Vendekredsen. I den hede Zone, samt paa den sydlige Halvkugle, findes ingen. Underligt nok! paa Island ikke heller.

✂ Harens Fødemidler ere mange. Den æder alle spiselige Græsarter; dog helst Bladene: videre mange Slags Mosarter, og Lyngens yngste Skud. Om Vinteren skraber den Sneen bort, for at finde disse; men søger dog hellere Rugmarkerne, og Skovene, hvor Træknoppene ere dens kjæreste Føde. Er Vinteren stræng, Sneelaget tykt og haardt, gaaer den hjem - som det hedder - i Haverne, hvor den fornemmeligt gotter sig ved Grønkaal. Denne kunde Man unde stakkels Morten, dersom han ikke forgreb sig paa Træernes Bark. Frugttræer - især

** Man lægger Skindet paa en varm Kakelovn, eller stryger det ofte og længe med et Strygejern. *** Derved skaaner Man tillige Stegen. **** I nogle meget kolde Lande, som Grønland, og det ligeoverfor liggende America, er den endog under disse Bredegrader altid hvid. *† Skindene ere her ikke saa gode; men Kjødet skal endnu være lækkrere. 137

✂ Æble- og Pæretræer - maae føle hans hvasse Tænder; og det Værste er, at Saaret, de bibringe, ikke kan læges; men vorder til Kræft, og - Træet gaaer ud.* - En anden Skade anretter Haren i unge Granplantninger: saa højt, han kan naae, afbider han Topskuddet, hvorved Planten taber sin ranke Dannelse, og forsættes i sin Væxt; thi een af Sideskuddene maa nu, men langsomt, hæve sig til Topskud. - I Kornet gjør Haren ingen mærkelig Skade; thi den lader sig nøie med Sidebladene, tager sjeldent fat paa Stokkene, og aldrigt paa Vipperne. I enkelte Egne har Forfatteren dog seet, at Haren gjør sig en Sti gjennem den fuldvoxne Rug, idet den afbider Straaene ved Roden. Dens Hensigt er rimeligviis ingen anden, end at have fri Gjennemfart, uden at molesteres af Duggen. - I Haverne søger den endvidere flere Slags Kjøkkenurter; men ingen er den kjærere end Persille, hvorfor Man ogsaa paa nogle Steder anbringer denne Væxt som Lokkemad i Fælder og Snarer. Buxbom hører ogsaa med til dens Delicatesser; men fremfor Alt holder den sig til - Lavendler. - Haren søger ikke sin Føde om Dagen; men først en halv Time efter Solens Nedgang forlader den Sædet, og er nu oppe hele Natten igjennem indtil ligesaalænge før Solens Opgang. Dens bedste Spisetid er naturligviis først paa Aftenen, efter en heel Dags Faste. Den er alligevel ikke nær saa tidlig som andre græsædende og drøvtyggende Dyr; men kan ofte tilbringe to Dage og een Nat ganske roligt i sit Sæde;** dette dog kun

** For at hytte Frugttræerne, ombinde Nogle Stammen med Halm; men dette skraber Haren let bort, og dersom Sneen lægger sig højere op, angriber han Grenene. Et sikkrere Middel er Følgende: Man overgnider med Tælle, i en ulden Klud, Stammen og Grenene, saa højt op, som Snee kan ventes - da rører Haren dem ikke. Men saa kommer en anden Fjende. - Musen, som ikke har Væmmelse for Tælle. Ei heller Granerne kunne staae i Ro for denne lille næsvise Gnaver. *** Forfatteren har engang paa Sporsnee skudt en Hare, som havde siddet over i to Nætter og tre Dage. At dette kan være Tilfældet i vedholdende Sneefog, er meget rimeligt; men her var det godt Veir. Det begyndte at snee om Morgenen med stille Veir, og holdt op om Aftenen Kl. 10 - da havde Haren følgeligt ikke været oppe. Næste Dag ventede Forf. et ypperligt Spor, saameget mere, som det hele Natten havde været mildt og stille med klart Maaneskin. Nei! ikke en Eneste havde rørt sig - og der var dog nok af dem. Veiret blev uforandret. Næste Dag gik han atter ud, skjød Nogle, som troede godt, og vilde langt hen paa Eftermiddagen vende hjem, da han paa en slet Mark, hvor han vidste der var Rug, faaer Øie paa en mørk Plet. Han nærmer sig, erkjender at det maa være en Hare, skjøndt han med Forundring ikke kan opdage noget Spor - og Sporet stod allevegne reent til den, Han troer, at den kan være død; men paa Skudvidde springer den ligesaa rask som en anden. Efter at have skudt den, undersøger han Stedet: den havde siddet - dog ikke dybt - i en lille Vandfure, og derfra blot skuppet sig omtrent en Alen ud til begge Sider i Sneen, og nappet sig nogle faa Rugblade, dem Man samlede vist kunde holdt i tre Fingre. - Den viste ikke mindste Tegn til Saar eller Sygdom; men var tilmed temmelig feed. 138

✂ om Vinteren udenfor Ramletiden; thi i denne sin Elskovsperiode kan den ei engang sidde stille om Dagen. Om Sætteren endog vilde, faaer hun ikke Ro for Ramleren, der, saasnart han finder hende, gjenner hende op at dandse. - Det er en Mærkelighed ved disse Dyrs Levemaade: at om de end befinde sig i nok saa stor Mængde, flokkes de dog aldrig. Kun i Yngletiden seer Man flere samlede; men disse ere lutter Ramlere, der beile til een Sætter, og kæmpe paa deres Viis om hendes Besiddelse. - Før vi slutte Harens physiske Beskrivelse, maae vi gjøre opmærksom paa en Urigtighed, som vi have fundet i alle Naturhistorier: "at den kun giver een Slags Lyd fra sig," den velbekjendte næmligt, naar den gribes af sine Fjender, og som nærmest ligner et spædt Barns Skrig. Den har een til, naar den pludseligt bliver forskrækket, eller Man træffer den ved ganske smaa Killinger; thi da snorker den, eller pruster i korte og hurtige Stød. Begge Lyd frembringes i Ganen, og gaae igjennem Næsen.

✂

Harens Forplantelse

✂ Naar Man overveier, hvorlunde denne aldeles forsvarsløse Skabning efterstræbes Aar ud og Aar ind, ei alene af Mennesker; men ogsaa næsten af alle kjødædende Dyr og Fugle: maa Man medrette forbauses over, at den ei alene vedligeholder sin Art; men endog, under visse Omstændigheder - f. Ex. Mangel paa Ræve og milde Vintere - formerer den hartad til det Utrolige. Dette har ogsaa forledet de ældre, saavel Naturforskere som Jægere, til at beskrive Haren som langt frugtbarere, end den virkeligen er. Den Yngelsomhed, hvormed Naturen har begavet den, rækker, uden videre Overdrivelse, til at forklare Phænomenet; naar vi derhos lægge paa Vægtskaalen dens 139 mangehaande og tildeels forborgne Skjulesteder, samt at den i disse ofte i flere Dage sidder tryg for Fjendens speidende Blikke.*

✂ I Februar begynde Harerne almindeligviis at parre sig - at ramle, som det hedder i Jagtsproget. - Er Vinteren mild, allerede i Januar; men hvor stræng den end kan være, længere end til Marts udsættes ikke den forliebte Spøg. I October holder den op. Dog har Man og fundet nyssatte Killinger sidst i December. Det sees heraf: at Yngletiden stedse varer de 2/3 Dele af Aaret; og er Veiret mildt, skeer næsten slet intet Ophold.

✂ Sætteren er drægtig i 6 Uger,** og giver næppe Die længere, end 14 Dage, da den atter bliver med Killinger. Den sætter følgelig 4 til 5 Gange om Aaret, ordentligviis 2 paa Gangen - undertiden 3 og 4, stundom kun een. Nogle paastaae, at den skal kunne sætte lige indtil 8 paa een Gang. Den maa vide, særdeles lønligt at skjule sine Smaa; thi de findes næsten aldrigt.*** hverken af Mennesker eller Hunde, førend de allerede ere saa vidt, at de kunne forsørge sig selv, og løbe ret rask. I et Tidsrum af 4 Maaneder (Nogle mene 3) ere de fuldvoxne; og det er rimeligt, at de nu den samme Sommer selv begynde at yngle. De, som altsaa ere satte i Marts, kunne da kaste Killinger sidst i August eller først i September, og maaskee endnu engang sidst i October eller først i November. Nogle have bestredet denne Mening; men at den er meer end blot løs Gisning, kan enhver Practicus overbevise sig om. Det hænder sig næmligt ikke saa sjeldent, at Man efter 12te September skyder en Sætter, som enten har Killinger i Livet eller Mælk i Patterne; at denne nok kan være fuldvoxen, men dog have kjendeligt finere Been og mindre Hoved, og naar Man veier den, vil Man finde dens Vægt 5 til 6 $$, altsaa langt under en gammel ** Mere herom længere hen ved "Harejagten." *** Nogle sige 4 Uger; men det er, efter Analogien, aabenbar for kort et Tidsrum. **** Forfatteren har een eneste Gang ved en særdeles Hændelse fundet en ganske spæd Killing. Den sad som en Fugleunge i sit Rede, midt inde i en lille Tornebusk, der groede ovenpaa en Tue, og var - tildækket med Mos! Forf. satte sig just ned ved Siden af Tuen, og efter et Par Minuters Forløb begyndte den hosliggende Hund først at snøfte, og derpaa at skrabe Mosset væk. 140 Hares. Det lader sig næppe modsige, at dette er en ung, eller efter Talebrugen - en Martshare*

✂ Jægere - og det ei saa ganske faa - som vel forstaae at veie en Hare ud; men ei at anatomere den, og som tillige vistnok maae være større Elskere af Digt, end af Sandhed, sige: "at Haren paa een Gang kan have to Kuld i Livet - store Killinger og ganske nyligt skabte." Forfatteren, som vel aldrig har havt stor Praxis blandt Sættere, har dog seet en temmelig Deel Drægtige opskæres; men aldrig fundet mere, end eet Kuld. Før han altsaa med egne Øine erfarer det, kan han ikke beqvemme sig til at troe en saa ganske anomalisk Afvigelse fra Naturens Love. Man behøver ingenlunde at tage sin Tilflugt til et sligt Vidunder, for at forklare Harernes stærke Formerelse. Lader os blot antage: at en Sætter føder hvert Aar 8 Killinger: at den ene af første Kuld ogsaa er af Hunkjønnet, og samme Aar føder 2: saa have vi 10 af den ene Sætter. Naar det videre antages, at det halve Antal af Harer er Hanner, det andet halve Hunner: saa er dog deres Formerelse femfoldig, o: Facit faaes ved at multiplicere med 6. Begynde vi altsaa med 2 Harer, have vi: 1ste Aar 12, 2det 72, 3die Aar 452. Lad os videre antage: at paa Smaaøer, hvor slet ingen Ræve findes, alligevel en 2/5 Part af Yngelen ødelægges af Harens mange andre Fjender, saa faae vi dog følgende Progression: 1ste Aar 8, 2det Aar 32, 3die Aar 158. At denne Beregning er temmelig rigtig og ingenlunde for høi, har flere Erfaringer bekræftet os. Paa den lille Ø Thunø, vesten for Samsø, bleve Harerne, i et Tidsrum af 20 Aar, tre Gange aldeles udryddede.** Jagteieren fik hver Gang et Par Killinger - aldrig flere end 4 - fra Fastlandet, og - 3 Aar derefter vrimlede Øen af Harer, saaledes at 5 Skytter engang i denne Periode vides, paa een Dag, at have skudt 32. Men der gives da ikke heller Ræve. Men nu paa Fastlandet og de større Øer, hvor disse Rovdyr ikke ere udryddede, lad os der antage, at 4/5 Dele af Yngelen ødelægges, saa formere Harerne sig dog i stedse fordoblet Progression, som 2-4-8-16, o.s.v. ** De Killinger, eller smaae Harer, Man stundom træffer sidst paa Aaret, ere rimeligviis Affødninger af Saadanne. NB. Nok et Kjendetegn paa, om Haren er ung eller gammel, skal være: at løfte den op ved et Forbeen; knækker dette, er den ung. *** Hvilket saaes sidst paa Vinteren deraf, at ikke et eneste Spor mere viste sig. 141 Naar der nu her, efter en stræng Vinter, paa en Qvadratmiil befinder sig 8 Harer:* da vil dette Tal i det 3die Aar være steget til 64, og i det 4de - til 128. Hvor da en Jagteier er i fuld Besiddelse af en temmelig stor Strækning - flere Qvadratmile - kan han, ved at spare paa sine Harer, i faa Aar skaffe sig et overordentlig stort Tillæg. En Godsbesidder i Jylland har engang, paa et Væddemaal, i een Dags indstillet Jagt, selvottende fældet 64 Harer. Men Hvad er dette mod Jagterne i andre Lande, f. Ex, i det østerrigske Monarchi, hvor stundom 2 til 3,000 Harer ere Udbyttet af en Uges Jagt? -

✂ Harens Alder? Ja, Hvad vist kunne vi herom sige? Hvo har sat Forsøg herpaa? Nogle antage 6, Andre 8 , og atter Andre 10 Aar; men det er Altsammen Gjætning. For at komme til vis Kundskab herom, maatte Man sætte unge Harer i en saadan Indhegning, hvorfra de ei kunne slippe ud, og mærke dem. At holde dem tamme i Huus, vilde ikke lede til noget paalideligt Resultat, eftersom oprindelig vilde Dyr i en saadan Tilstand, hvor de maae undvære fri Luft og Bevægelse - Livets og Sundhedens Hovedbetingelser - saavel som forskjellige af de dem af Naturen bestemte Fødemidler, aldrig kunne opnaae saa høi en Alder, som i Friheden.

✂

Harens Caracteer

✂ Bange som en Hare - dette almindeligt bekjendte Udtryk antages løselighen at indbefatte alt Væsentligt i Dyrets Naturel. Vist nok er dette Træk fremstikkende: Haren er bange; men den har ogsaa god Grund dertil. Dens Fjender liste sig i mangehaande Skikkelser omkring den - over den; paa Jorden, i Luften truer Døden. Hvorledes da skulde denne værgeløse Slægt vedligeholde sig, naar ikke netop "Frygten blev Frelsens Moder?" Den, der ikke formaaer at kæmpe, den maa fly. Derfor gav Naturens Herre den tvende aarvaagne Skildvagter - ** Det er en, for alle gamle Jægere vitterlig, Kjendsgjerning: at sidst paa Vinteren sees ligesaamange, ofte flere, Spor, end ved Begyndelsen; uagtet deres Antal i dette Tidsrum bestandigt formindskedes, saa at Man skulde synes, de efterhaanden voxede op af Jorden. Aarsagerne hertil ere: 1) at saa mange Harer sidde over, indtil Ramletiden begynder, og 2) at de i denne Tid fare videre omkring, saa at 1 Hare nu gjør ligesaa meget Spor som 2 eller 3 forhen.142 dens Ører, som ere i uafladelig Bevægelse for at opfange enhver mistænkelig Lyd, og, naar Fare er paafærde, at minde de hurtige Been om deres Bestilling. Var Haren mindre frygtsom, vidste den ikke bedre at flygte eller at skjule sig - Alt efter Omstændighederne - da var den snart udryddet, eller bedre, der var ingen Harer til. Man tale nok saa Meget om dens Frygtagtighed! Eet Dyr have vi dog heret tamt Dyr - der er langt ræddere end Haren: det er Faaret. Det er frygtsommere; thi Haren kan kyse og jage det paa Flugt; og, Hvad mere er: Haren veed det, og benytter sig deraf. Ogsaa dette er overeens-stemmende med Naturlovenes Viisdom: Haren har næmligt to Udveie, at flye og at skjule sig. Faaret kun een - Flugten; den maa det altsaa desto før gribe til.* - Men Haren er ei alene frygtsom; den besidder ogsaa en vis Grad af Snildhed, Skjønsomhed, Overlæg, eller Hvad Man nu vil kalde det. Det første Beviis herpaa er det allerede berørte: kommer næmligt en Flok Faar en siddende Hare saa nær, at den kan frygte for at blive traadt af dem, springer den pludseligt iveiret, og lader sig falde lige ned igjen i Sædet. Faarene fare til alle Sider, og stundom tage de med Forskrækkelse Flugten. Forfatteren

** Dersom Faaret ikke fra Lam af opdægges ved Menneskehaand, lærer det aldrigt at overvinde sin store Frygtagtighed; og uden daglig Omgang med Mennesker falder det let tilbage i sin vilde Tilstand, og vorder ligesaa vanskeligt at nærme sig som Alpernes Gemse. Forfatteren har herpaa oplevet et mærkeligt Exempel. En eenligt boende Huusmand havde en halv Snees Faar, dem han om Sommeren tøirede; men saasnart Ævret var opgivet, lod han dem gaae løse i et temmelig stort, med Riisgjærde indhegnet Krat. Saasnart Vinteren meldte sig med Snee, tog han dem ind; hvilket dog altid stod meget haardt; thi undertiden varede denne Jagt een og flere Dage. I 1813 gik Faarene ude til hen i December Maaned. Da de skulle drives i Huus, finde de et Hul i Gjærdet, og sætte ud til fri Mark. Han faaer nu fra nærmeste By vel over tredive Karle og Drenge samlede - Alle til Hest - men de vare ikke mægtige for at fange Faarene. Disse søgte omsider ud i en meget stor Mose, som var fra en halv til en heel Fjerdingmiil bred, og 4 Gange saa lang. Her kunde Ingen ride, og tilfods at omringe dem, var reent umuligt: de bleve da overladte til deres Skjæbne. Nu kom strax efter Nytaar den strænge Vinter 1814. Faarene bleve i Mosen. Forfatteren har mere end eengang seet dem der; men aldrig kunnet komme dem paa Riffelskud nær. Sidst hen i Februar vare kun tre ilive, og disse bleve endeligt drevne ind i et dybt tilsneet Krat, hvor Man fangede dem. 143

✂ har et Par Gange seet denne Manoeuvre, og flere Gange i længere Frastand af denne Faarenes Bevægelse sluttet sig til Harens Nærværelse, og rigtigt fundet den. Et andet Træk af snild Beslutning er dette: at den, under hæftig Forfølgelse af Hundene, søger, om muligt, at fare igjennem en Flok Faar eller Qvæg, hvorved den enten vil unddrage sig fra Synet, eller forvilde Sporet - maaskee begge Dele. Ogsaa er det vitterligt, at en gammel Hare godt kjender Ræve- og Grævlinge-Gravene i dens Egn, og i stor Beknyttelse tager sin Tilflugt i dem, og dog ikke længere ind, end at den kan være sikker for de store Hunde, men derimod gaaer den aldrigt frivilligt ind i sin Fjendes Forstue. Skjønsomhed og Overlæg viser det ogsaa: at Harerne som oftest veed at skjelne mellem Mynder og andre mindre hurtigt løbende Hunde; de kjende deres Overmænd i Væddeløbet, og trykke sig saa fast i Sædet, at Man næsten kan træde paa dem. - Den tilsyneladende Kunst, med hvilken de forvilde Sporet til deres Sæde, ville vi hellere forklare af et uvitterligt Instinct, og alligevel seer Man jo ofte paa Snee, at Haren gaar lige til sit Sæde uden Løkker og Krumspring.* Det er heller intet Tegn paa Eenfoldighed, at Haren, uden stor Vanskelighed, lader sig tæmme, kjender og ynder sin Opdrager, lyder sit Navn, m. m. Forfatteren har kjendt en vanfør Bondekarl, der havde gjort en Hare saa tam, at den kom, naar han kaldte paa den, sprang op paa hans Knæe og aad Kaalen af hans Mund; og naar han klappede paa Skjødet, satte den sig her ligesaa velbehageligt til Sæde, som nogen Kat. I tæmmet Tilstand bringes den ogsaa til at omgaaes, ja spøge med baade Katte og Hunde - at sige dem, som høre til Huset. - For faa Aar siden var der en Mand i England, som paa eengang havde tre tamme Harer - Alle desværre Ramlere. De vare ligesaa fortrolige med ham, som nogen Hund kan være. Alligevel var der betydelig Forskjel paa deres Caracteer: de to vare - dog ei i lige Grad - muntre og godmodige; den tredie derimod stundom næsviis, men for det meste knarvorn og trættekjær, og derfor ofte i Klammeri med de andre. I Skumringen førte han dem gjerne ned i Haven, at de der kunde gjøre deres bedste Maaltid. Naar han syntes, det kunde være nok, kaldte han paa dem - hver havde sit forskjellige Navn, som de kjendte og lystrede - og kom de da i den Orden, i hvilken han opraabte dem. Af dette Exempel erkjende vi ogsaa hiin

** See længere hen om Sporsneejagt. 144

✂ beundringsværdige Underlighed og Forskjellighed i Naturens Frembringelser, saa at tvende Individer aldrigt ere hinanden fuldkommen lige, hverken i Sind eller Skind. Er det vist - og det er det - at tvende Blade aldrig ere fuldkommen eens, hvormeget tydeligere erkjende vi ikke dette hos de levende Skabninger.*

✂

Harens Fjender

✂ "Flyver jeg ud og flyver jeg ind, Alle plukke de i mit Skind," saaledes klager Uglen i den velbekjendte rørende Vise: "Katten er mit Sødskendbarn." Med langt større Føie kunde stakkels Lampe istemme denne Jammersang; thi flere farlige Fjender har vel intet Dyr paa Jorden.

✂ Den første og værste er Mennesket. Ei alene den egentlige Jæger; thi han holder dog Maade, vist nok af Egennytte og for Fremtidens Skyld; men ogsaa Enhver, som kan spænde en Snare, eller lægge en Bøssepibe paa en Vindueskarm, lurer med liden Kunst og mindre Besværlighed paa stakkels Hare, enten han saa søger Kjæresten eller Kaalene. - Men herom Mere siden!

✂ Efter Mennesket tilkommer Ræven den næste Rang; ja vi havde slet Intet imod, at han rangerede i første Klasse, eftersom han anretter større Ødelæggelse i Lampes Familie, end alle dens andre Fjender tilsammentagne. Det er ham ikke nok, at han selv og hans noble Frue gjøre sig tilgode engang imellem med Harekjød; men de opføde ogsaa deres haabefulde Afkom for største Delen med samme lækkre Spise, hvor den er at bekomme. Til Beviis herpaa kan Man jevnligen finde Lampes Been og Sokker, som ligesaamange corpora delicti, ved Indgangen til Reineches Bolig, det berømte Trængselsborg** Saaledes huserer han Sommeren igjennem, og ødelægger en stor Mængde unge ** Man siger vel, for at betegne en stor Liighed: "som tvende Vanddraaber;" men betragte vi dem igjennem Forstørrelses-Glas, hvorved enhver af dem vorder en lille Sø, fuld af levende Skabninger af de forskjelligste Dimensioner og Skikkelser: da falder den for det ubevæbnede Øie tilsyneladende Liighed snart bort. Af denne Forskjellighed - hvad enten den nu erkjendes ved Synet eller ved Lugten - kunne vi alene forklare os, hvorfor enhver Fugl, blandt Millioner, kjender sin Mage og sine Unger. *** See Reineche Vos, et gammelt tydsk heroisk Fabeldigt. 145 Harer. Og ligesaalidt sparer han paa de gamle, enten det er Sommer eller Vinter. Man vil paastaae: at han, naar han seer nogle ramlende Harer, blander sig imellem dem og efteraber deres Caprioler, indtil han seer sit Snit, og gjør Spøg til Alvor. Vi, som ikke have seet dette, tør hverken nægte eller bekræfte saadant Skjelmstykke; men deimod vide vi forvist: at Mikkel gjerne gaaer paa Sporsnee, ei alene efter en anskudt og svedende Hare; men ogsaa efter en frisk, og ikke saameget sjeldent griber den i Sædet. - Det aabenbareste Beviis paa den store Ødelæggelse, Ræven anretter blandt Harerne, er dette: at paa Øer, hvor den Første ikke findes, formere de Sidste sig i faa Aar lige til det Utrolige. Man seer deraf, at alle de andre Harens Fjender tilsammentagne, ikke gjøre saa megen Skade i denne Henseende, som Ræven ene og alene.

✂ Den slemmeste Harejæger, næst efter ham, er Ørnen (falco fulvus, den almindelige eller brune Ørn). Naar Jorden er bar, kan han ikke kige Haren i Sædet; men kun gjøre Jagt paa den, som ved et eller 146 andet Tilfælde allerede er kommen paa Benene. Hans Methode er denne: han svæver tæt hen over den af al Magt springende Hare, og giver den med Vingen af og til et Rap; træffer han Hovedet - hvorefter han sigter - saa ruller Haren, og Jagten er tilende; men rammer han den andre Steder paa Kroppen, kan Haren vel svinke eller snuble; men er som et Lyn igjen i Farten. Ofte betjener den sig af samme Manoeuvre, som naar den er lige ved at skulle gribes af Mynder: den trykker sig pludseligt ned, men er i samme Øieblik paa Tilbageveien. Kan den være saa heldig at komme i et dybt Hjulspor, som i en Hedevei, da kan den undertiden ved Frem- og Tilbagesmutten fjæle sig for Fjenden, og naaer den et Krat, er den aldeles i Sikkerhed, Naar Jorden derimod er skjult med Snee, og Haren er ude til fri Mark, saa seer Man nok, at den maa vorde Ørnens Bytte. Var der ikke saa faa af disse Rovfugle, vilde de om Vinteren gjøre større Nederlag paa vore Harer, end Ræven - denne Fordeel har Man dog havt af Skovenes Ødelæggelse.* - I de sydligere Bjerglande tager ogsaa Haregribben (vultur cristatus), Kongeørnen (falco chrysaetos) og Bjerguglen (Strix bubo) en stor Deel.

✂ Den egentlige Falk - saavel Ædelfalken (falco candicans) som andre af denne Familie - snapper paa Gjennemreisen een og anden Hare, hvorvel med større Besværlighed; som oftest maa han give tabt. - Hønsehøgen (falco columbarius), denne Erkerøver, er værre; dog have vi aldrig fundet, at han har kunnet bemægtige sig andre, end unge Harer. - Nu skulde Man synes, at de opregnede vare flere end nok af flyvende Fjender, og dog ere Killingerne, indtil de blive halvvoxne, hverken sikkre for Ravne eller Krager; men da maae i det mindste to ** En stærk Ørn - formodentlig Hunnen, som den største - er og istand til at gribe Haren i Løbet med sine frygtelige Kløer, og flyve med den, endog levende, en meget lang Strækning. En fuldkommen paalidelig Mand har fortalt Forfatteren, at han har seet en Ørn gribe saaledes en Hare i Heden norden for Keilstrup i Hidsherred, og flyve med den, over Sletten og Søen, over i Silkeborg Skov - en Strækning af over en halv Miil; han hørte længe dens ynkelige Skrig i Luften. - To andre Jægere gik engang paa et Harespor. Den havde løbet stærkt, og et Par Steder saaes i Sneen Striber af Vingeslag. Endeligt holdt Sporet op - Haren havde skredet og tumlet et Stykke hen, som om den var skudt, og - borte var den. Intet Spørgsmaal, at en Ørn jo var fløiet med den. 147 Ravne og en halv Snees af de Sidste forene sig, for at faae Bugt med det stakkels Dyr. - Af de løbende maa Haren endvidere vogte sig for Maaren (især Skovmaaren, mustela martes), Ilderen og Væselen. Ingen af dem er ret slem: den Første lever meest af Fugle; den Anden ligesaa, skjøndt den til en Forandring ogsaa gotter sig med Frøer; den Tredie spiser med Katten.* I de Lande, hvor Zobelen og Hermelinen findes, gjøre de sig skyldige i samme Brøde.

✂ Vi komme nu til Harefjenderne blandt de tamme dyr - Hunde og Katte. Ikke mene vi her Jagthunde, som paa Embedsvegne ere forpligtede til at skille Morten ved sit Smule Liv; men Køterne, der Intet have i Marken at bestille; men her maae ansees som aldeles uberettigede. Naar en saadan Hund faaer Tilladelse og Vane til at følge Gaardens Folk paa Markarbeidet, da tager den sig gjerne for at opsnuse Harekillinger, og da den som oftest er rask tilbeens, annammer den flere, end Jagteieren troer eller faaer at vide. Slige gemene Vildttyve burde derfor være fredløse udenfor Gaarden - deres rette og eneste Virkekreds. Det Samme gjælder end i større Udstrækning om Kattene; thi disse knibe i Yngletiden mangen gammel Hare, og Ingen tiltroer vel disse fødte Tyve den Skjønsomhed, at de skulle gjøre Forskjel paa Ramler og Sætter.** - At de vilde Katte ikke ere ærligere, end de tamme, følger af sig selv; men denne Dyreart er vel her tillands næsten heelt forsvunden.

✂ Nogle ville paastaae: at endogsaa Ramleren, ikke tilfreds med al den Ødelæggelse, saa mange og farlige Fjender anrette i hans værgeløse Familie, selv hjælper til med, ved at dræbe (vi forstaae ei paa hvilken Maade) de smaae Killinger; men indtil vi have seet det med vore egne Øine, tillade Man os at betvivle en saadan Unaturlighed hos et frygtsom og godmodigt Dyr.

✂ Af ovenanførte lange Synderegister giver det sig nu let, hvilke Hindringer for sine Harers Formerelse, en Jagteier haver at bestride og bortrydde. Men denne Materie, haabe vi, engang i Tiden særskilt at kunne afhandle.

** Flere end 100 Mennesker have været Vidne til, at en Hare kom farende fra Marken og ind til Byen. Man var samlet til Gudstjeneste. Som Haren var lige ud for Kirken rullede den død henad Veien. Man løb til - en Væsel sprang fra den. Haren var bidt i Nakken. *** See "Diana" 2det Hæfte om Urfuglen! 148

✂

Harejagten

✂ Hvor sidder Haren idag? et Spørgsmaal, som almindeligt høres blandt Jægere, naar de ere ifærd med at begynde deres Dagværk. Men det hørtes vist ikke saa tidt, hvis det ikke var langt vanskeligere at besvare, end at opkaste. Der hører for det første lang Erfaring til at combinere Aarstid, Veir, Vind og Termin (Jagtegnens overfladiske Beskaffenhed), for blot med Rimelighed at søge Haren; og for det Andet kan det endda hænde, at den klogeste Beregning slaar feil - om ikke ganske, saa dog for en stor Deel. Men da dette jo og hører med til Hvad Man kalder Uheld,* som for den Øvede ikke ret ofte indtræffe; vilde det jo være daarligt, derfor at gaae paa Lykke og Fromme, og ikke hellere at anvende de Regler, der, skjøndt ei uden Undtagelser, dog give en temmelig god Ledetraad i Mortens Labyrinth. - Altsaa:

✂

Hvorledes findes Haren?

✂ Man siger for et gammelt Ordsprog: "at det er en daarlig Muus, som kun har eet Hul;" men for eet, Musen har, kan Man gjerne sige at Haren har tusinde. Og den vexler ideligt imellem dem - om ikke drevet af en ond Samvittighed, som hiin Tyran, der aldrigt sov to Nætter i Rad i eet og samme Værelse - saa dog ledet af et medfødt Instinct, der endnu mere, end Hurtigheden, bidrager til dens Frelse, Dersom Haren stedse tyede til de bedste Skjul, de tykkeste Buske, den tætteste Hede, den laadneste Mose: saa vidste vi hvor vi strax ** Ved Jagten hænger, som ved andre menneskelige Idrætter, ogsaa lidt Overtro. Dertil hører det nu næsten aflagte Dagvælgeri, og det endnu ikke ganske aflagte Varsel. Dersom næmligt, naar Du gaaer ud paa Jagt, dit første Møde er en gammel Kjelling, betyder det Uheld. Men vi ville lære Dig et Middel, hvorved Du kan bortmane det, og tilintetgjøre Trolddommens Virkning. Kjære Læser! det smager ikke godt; men maaskee Du dog hellere griber dertil, end vender om og bliver hjemme: gak hen og kys Kjellingen! saa er Hexeknuden løst. At Middelet er probat, veed jeg fra en forlængst afdød Slægtning - en vældig Jæger. Mødte han ved sin Udgang en saadan Ulykkesfugl, maatte hans Skytte strax paatage sig den berørte sure Kjærligheds-gjerning, og - det hjalp bestandigt. - Du lærer heraf: at Du aldrigt skal fortvivle; thi der er altid Raad imod Uraad. 149 skulde søge den, og vilde følgeligt finde den. Men Haren sidder allevegne; den sidder ofte der, hvor Man mindst venter den. Den sidder i Storskov, i Smaakrat, i Hede, paa slet Mark, i Mose, i Eng, i Dal, paa Bakke, i Sandgrave, i Stendysser, nær ved By og langt fra By. Naar Vandet undtages, er der ikke en Plet paa Jorden, hvor den jo tager sit Sæde; undertiden skraber den sig dybt ned, undertiden sidder den fladt ovenpaa. Vi maae altsaa indskrænke Spørgsmaalet saaledes: Hvor sidder den helst i visse Aarstider, under vist Veirligt, og i visse Egne?

✂ Om Sommeren har vi Intet med den at skaffe; lader os derfor begynde med den reglementerede Jagttid, naar Kornet er af Marken! - Vi søge den da for det første i Stubbene, og helst i Havrestubbe, fordi disse gjerne ere meest lodne eller græsrige; ogsaa i Rugstubbe, naar de ere af samme Beskaffenhed - altsaa ei der, hvor der har været stærk Brakning. Og sidder han da næsten altid i Renene eller i Ryggene, naar disse ved sidste Pløjning ere kastede ud. Ligesaa kunne vi vente ham paa frodige Græsmarker, der ei ere for nær afgnavede; men hvor Kreaturerne have ladet flere store Totter blive staaende: i Saadanne putter han sig gjerne, saavelsom imellem Tidsler, naar de staae nogenlunde tæt. Hernæst forsømme vi ikke at eftersee smaae, lodne og tørre Sige eller Engpletter. Saavidt paa Marken! Men Krattet maa ei heller forbigaaes - at sige det smaae Krat af Torn og Hassel - vel og Elle- og Birkekrat, naar der blot er nogenlunde tørt. I den aabne Skov er det paa denne Aarstid ikke værdt at komme. Falder der Lynghede i Revieret, da finder Man snarest den, Man søger, i den korteste Lyng, Hvad og kaldes Skaldehede. Baade her og i Krattet sidder Morten helst nær ved Udkanterne. Veiret kommer nu og her i Betragtning: dersom det regnede eller duggede meget stærkt paa den Tid Haren gaaer til Sæde i Dagningen, vælger han sjeldent saadanne Steder, hvor Vandet kan dryppe ned paa ham, følgeligt hverken Buske eller langt Græs. Det hænder undertiden - hvortil Forf. selv har været Vidne: at om han endog sidder paa sidstnævnte Steder, reiser han sig under paafaldende Regn, og søger og vælger et nyt Sæde, og det helst paa Læsiden af en Sandbakke. Vinden generer ham paa denne Aarstid ikke stort. Mærkeligt er det: at Haren i denne Periode (Septbr. og Octbr.) sidder fastest, og endnu mærkeligere, at de Gamle sidder fastere, end de Unge, saa at Man i bogstavelig Forstand stundom maae træde dem 150 op, eller skuppe til dem med Foden, uden de ville springe.* Har Man derfor ikke desto bedre Hunde, maa Man ikke forlade et Revier, før hvert muligt Skjul er efterseet; og selv gode Støvere reise maaske næppe een af fire eller fem; thi det er vitterligt nok, at naar en Hare trykker sig ret fast, og holder denne Stilling, faaer ingen Hund Vind af den, med mindre han kommer hændelsesviis til at standse lige tæt ved den, eller den kort iforveien har lettet sig, og sluppet sine Uddunstninger løs.

✂ I November begynder Haren allerede at sidde lettere. I denne Maaned, og lige til Sneelæg, udsøger han sig gjerne et sikkrere Sæde - i pløjede Agre;** men ei i alt Slags Pløieland: i rispet eller fællet grøn Jord kommer han aldrigt, saafremt det er lagt nogenlunde jevnt - formodentlig fordi her er for besværligt for ham at skrabe. Det er i den omvendte Stubjord - og allerhelst i Rugstubjord - han skal forefindes; og jo slettere, det er jo ujevnere, den er vendt, jo hellere udvælger han den; og endda allerhelst, om den grændser til en ny grøn Rugmark. Men ogsaa her behøver Man sjeldent at overlede hele Faldet; Man kan gjerne indskrænke sin Gang til de yderste Agre - den nærmest ved Rugen og den nærmest grøn eller upløjet Stubbejord, samt til begge Enderne af Faldet, saa langt som et Hagelskud ind. Med andre Ord: Man behøver kun at gaae Faldet rundt. Bemærkes bør det og: at han ei her, som i Stubbene vælger Renen eller Ryggen til Sæde; men Man lader Øinene løbe over hele Ageren. Der forstaaer sig, at Moser - især de større - Krat og Hede ei heller maae forbigaaes.***

✂ I den første Snee, som falder, troer Haren endnu temmeligt godt. Er Sneen dyb og jevn, sidder han allevegne, hvor han kan skrabe sig vel ned; skjøndt han dog foretrækker Hede, Mose og Krat. Herom udførligere, naar vi komme til at afhandle Sporsneejagten.

✂ Længere hen - fra Juul til Kyndelmisse, efter Vinterens Beskaffenhed, eller rettere til Ramletiden begynder - troer Haren sjeldent godt. I stærk Frost med Blæst eller Sneefog søger han Storskoven, hvor han gjerne sætter sig med Ryggen til et Træ, og i Læsiden af høie Bakker.

** Det synes næsten, som om de Gamle af Erfaring vidste: at Skjul er sikkrere, end Flugt. *** Findes megen Lynghede i Egnen, foretrækker han denne, og Man vil sjeldent træffe nogen paa Pløielandet, undtagen i vedholdende Regnveir. **** Efter Reglen sidder Haren let og fast i Forhold som den sidder høit og lavt. 151

✂ Sidst paa Vinteren, i Februar og Marts Maaned, troer han atter godt, ja bedre, end først paa den, og spreder sig igjen allevegne. Man træffer da ofte to og flere i Nærheden af hverandre.*

✂ Efter at have givet Anviisning paa vor Hares mangfoldige Tilholdssteder, ville vi nu særskilt beskrive de forskjellige Maader at jage og fange ham.

✂ Den første og simpleste er da: at søge ham alene, uden Hjælp af Hunde eller Klappere. Denne Maade kan være ret hensigtsmæssig - skjøndt ofte besværlig og lidt kedende - hvor en Jæger har kun et lidet, indskrænket Terrain, hvorfra han nødigt vil see sine Harer drevne over paa tilgrændsende Jagter. Om han og selv gjør det, og den blot ikke forfølges af Hund, kommer den siden igjen.

✂ Men det er ikke nok at vide, hvor Man skal søge Haren, Man maa ogsaa kunne see ham; og derfor ville vi i Korthed give Begynderen Anviisning til at kige ham.** - Naar en Hare sidder fasttrykt i sit Sæde, glider det uøvede Øje let hen over den, og antager den i det høieste for en Steen, en Knold, et Muldskud, eller en anden livløs Gjenstand; thi saaledes siddende ligner Haren virkeligt ikke sig selv, og seer næppe halvt saa stor ud, som den er. Paa Stubbe og Græsmarker opdages den lettest; men enhver mørk Plet maa eftersees. Dersom Gjenstanden er lige høi overalt, da er det ingen Hare; men viser den sig lav til den ene Ende og høiner sig derpaa med en jevn Krumning: da maa den nærmere undersøges - dog gaae Man aldrigt lige paa; men altid i Snirkelslag. Paa en Snees Alens Afstand kan Man begynde at skjælne Ørerne, der vise sig som tvende lidt lysere Striber paa den lave Ende, som er Hovedet, og i den anden høiere Ende, om Haren trykker sig stærkt, to lyse Prikker, der næmligt, hvor Bagboverne ligge tæt op til det øverste af Ryggen: paa 10 til 12 Alen seer Man ogsaa ** Som et Notabene ville vi endnu tilføie: at naar Jorden er bar, søger Haren helst de fedeste, hvor den bedste Græs findes. Derfor har Kjøbstædmarker f.Ex. paa saadanne Tider i Forhold flere Harer, end de omliggende magrere. *** En tydsk Jagtskribent paastaaer: at paa Barfrost og i stille Veir skal der over Haren svæve en fim blaa Dunst; men der maa fine Øine til at see den. Vi kjende en Bonde her i Landet, som ogsaa paastaaer, at han baade veed det og benytter sig heraf. 152 Øinene. Det forstaaer sig: Jægeren maa paa denne Speidergang ikke standse, før han er nær nok til at annamme den, om den springer.* NB. paa en saadan eensom Jagt bør Man ikke bruge Dobbeltløb; thi feiles med det første, er Haren gjerne saa langt, at Man høist kan saare den med det andet, og faaer den dog ikke; men har den Ærgrelse at skyde til Mikkel. Et enkelt Gevær, som trækker langt, egner sig bedst for saadant Skytteri. Har Man en vel afrettet Skydehest, da gjør den her ypperlig Tjeneste; thi baade kiger Man bedre fra det høiere Standpunkt, og Haren troer bedre**

✂ En anden, mindre stille, Jagt er den, naar Jægeren medtager en Hønsehund. Er dette Tilfældet, da maa Hunden være fuldkommen fast, og have god Appel. Man har saa den Nytte af ham, at Haren troer noget bedre - i Almindelighed, men ikke altid; - men vil Nogen troe, at Hunden skal oplede flere til ham, end han selv var istand til: saa forstaaer han det ikke, eller og er han - for magelig dertil. Enhver, som kjender baade Hunden og Haren, veed: at naar den Sidste sidder fast, gaaer den høitveirende Hønsehund den glat væk forbi (kun de finnende Støvere kunne paa saadanne Dage med Næsen oprode den); og sidder den løst, har Jægeren blot den saare magre Fornøielse - at see den. Det er hertil en velbekjendt Sag, hvilken Sjeldenhed en for Harer fuldkommen fast Hønsehund monne være. Han kan være det for alt andet Slags Vildt, og dog ikke styre sig, naar Haren ruller op for ham;*** og dette kommer for en Deel deraf, at han ofte faaer Ordre at gaae efter en anskudt, og apportere den, som falder. Det falder ham da svært at oppebie Ordren, og at skjønne paa om Haren er tilstrækkeligt ** Det kan være en god Øvelse for en Begynder: naar han gjør sig til Regel, ikke at skyde i Sædet; men at gaae til og pirre den op, hvis den ikke selv godvilligt springer. Ogsaa er denne Methode nyttig til at dæmpe overdreven Hidsighed. Men er det en øvet Jæger, som vil skaane Skindet og Stegen, skyder han den i Sædet, saaledes som forhen er sagt. *** Naar Haren sidder let, er det godt at være To; thi dersom Man paa lang Afstand bemærker den, kunne To langt lettere indkredse den, end Een. Man beskriver da en dobbelt Snirkel; men stedse saaledes, at Haren er Centrum, eller i Midten af den lige Linie imellem begge Skytter. Da den nu ikke veed, til hvilken Side den bedst skal flygte, betænker den sig gjerne saalænge, til det er forsiide. - Paa samme Maade indkredses ogsaa Brokfugle. **** Især naar der skydes.153 anskudt eller ikke.* Hvor mange Jægere gives vel og, som altid holde saa strængt over Regelen, og kalde en Hund tilbage fra en anskudt Hare, fordi han springer et Secund før Befalingen gives? - Er det nu en ung Hund, Man vil øve, da kan Man selv faae god Lejlighed at øve sin egen Taalmodighed, eller, hvis Man taber denne, at fordærve Hunden. Trænger Man ikke desto haardere til en Hare, og kan Man styre sig selv, da være det en ufravigelig Regel: aldrig, for en ung Hund, at skyde Haren anderledes, end i Sædet; derved kommer Hunden til den Overbeviisning, at den ei behøver at løbe efter Haren. Skydes der paa den i Springet, fristes Jægeren, saavelsom Hunden, til at overtræde Generalreglen.

✂ Vi gaae nu over til en anden Slags Harejagt, som og kan drives alene, eller og af to og flere Jægere uden Hund; men paa hvilken en god Hønsehund dog gjør væsentlig Tjeneste: vi mene Sporsneejagten.

✂ Denne Jagt er meget fornøielig naar Haren troer;** men i alle Tilfælde meget trættende, da ei alene Sneen gjør Gangen besværligere; men Man desuden er i bestandig Bevægelse, og iler stærkere afsted paa det lokkende Spor, end Man selv mærker. Den er altsaa ei at anbefale Andre, end dygtige og udholdende Fodgængere.

✂ For det Første maa bemærkes, om Sporet er godt. Det er bedst, naar Snee er falden om Natten til efter Midnat, og det derefter er bleven tørt og stille Veir. Har det ophørt at snee før, ere Sporene vel lange; har der derimod vedblevet at snee til henimod Dagningen, ere de for korte. Dog gjør Aarstiden heri nogen Forandring; thi jo længere hen paa Vinteren, fornemmeligt i Ramletiden, jo længere farer Haren ** En Hare kan være alvorligt ramt, f.Ex. have mistet et Forløb, og Hunden - naar han ei er en Render - dog ikke tage den; han forjager den blot, og hindrer den i at sætte sig. *** I dette Stykke gives, antager Man, følgende Hovedregler, der dog ikke mangle mange Undtagelser: 1) Haren troer bedst først og sidst paa Vinteren; 2) den troer bedre midt paa Dagen, end Morgen og Aften, og bedre Formiddag, end Eftermiddag; 3) den troer bedre mod Tø, end mod Frost; 4) bedre i blød Snee, end naar denne er overdraget med en Skorpe, som skrasler under Fødderne; 5) bedre jo dybere den sidder; 6) bedre i Krat, end paa slet Mark, og endeligt 7) troe de Unge nu bedre, end de Gamle - aldeles tværtimod i Høsten eller først paa Efteraaret. 154 omkring, og jo vanskeligere ere Sporene at udrede, især om flere have tumlet omkring med hinanden. Til et godt Spor hører naturligviis ogsaa, at Sneen er falden jevnt, og ei knøget sammen ved stærk Blæst, da den saa paa sine Steder vorder saa fast, at Sporet slet ikke eller kun med Vanskelighed kjendes, og andre Pletter bliver aldeles bare.

✂ Naar Man er overbeviist om, at Sporet er godt, naar Veiret begunstiger, det vil sige: naar det ikke sætter til med Blæst og Jordknog, ei heller tøer mærkeligt - lidt Slæe, som det hedder, eller en vis Mildhed i Temperaturen, er meget fordeelagtig - saa maa Jægeren dernæst vide, hvor og hvorledes han skal søge Haren, Vilde han uden Skjønsomhed vælge det første det bedste Spor, kunde det let hænde, at han traf paa en Aftenfod, og i flere Timer maatte beskrive alle Mortens lige og krumme Linier, hans hid og did og frem og tilbage, inden han, udmattet og fortrædelig, omsider naaede Sædet, han maaske forlængst er gaaet tæt om ved. Er der i Terrainet Krat, Skov, Hede eller Mose, da følger Man det ene eller det andet, og gaaer langs hen med den Side, som grændser nærmest til Agermarker, da Haren, naar han blot kan skrabe til Rugen eller Græsset, helst opholder sig her om Natten. Er Vinteren saa stræng, at han gaaer hjem (gaaer i Kaalhaverne), og Man tillige veed, at han her kommer silde paa Natten, kan Man og strax fra en saadan Have tage et Udspor; stundom sidder han virkeligt ganske i Nærheden: i en Grøvt, ved en stor Steen, i en dyb tilsneet Aggerreen, eller og i en ikke langtbortliggende Mose, Krat og deslige tættere Skjul. Er Haven stor og rolig, bliver han stundom derinde Dagen over. Naar Man nu f. Ex. ved en Mose finder et Spor, som gaaer derind - hvilket kjendes derpaa, at Sporene af Bagfødderne, som staae ved Siden af hinanden, ere ikke ret langt bag ved Forføddernes, der staae paa modsat Maade - saa iagttage Man først: om Haren ikke har sprunget stærkt, som kjendes derpaa, at For- og Bagfødderne staae langt fra hinanden, samt Forfødderne indbyrdes ligesaa, og at den ene Bagfod* ofte staaer lidt skraa og ligeledes længere end sædvanligt fra den anden. I dette Fald er Haren jaget, og langt borte; Man opgiver da dette Spor og følger et andet.** Seer ** Sædvanligt den venstre. *** Det ganske Modsatte: at den har humpet ganske sagte, hvilet sig imellem paa hele Bagfødderne, vel endog skrabt og nappet af Græs, Lyng eller Knopper, tilkjendegiver, at Saadant er et Aften- eller Nattespor; og dette duer heller ikke. 155 Man nu eet, som viser, at Haren har løbet - Hvad vi ville kalde Middelløb - saa fare Man herpaa fort! Kommer Man nu til, hvor den har gjort Løkke - det vil sige: gaaet een, stundom to Gange frem og tilbage i samme Spor - da kan Man til een af Siderne vente Afspringet, som gjerne er tre, fire og flere Alen langt, og sætter den oftest Forfødderne, ligesom Bagfødderne, tæt ved Siden af hinanden; men langt fra Hine: nu bliver det snart Alvor. Finder Man endeligt eet eller flere lange Spring, hvor alle fire Fødder staae ganske tæt samlede:* da er den nær ved, om den ellers ikke har flyttet sig, hvilket den tidt gjør; men om den da endog har skrabt to, tre eller flere Sæder, pleie de endda alle at være indenfor Skudvidde. Nu gjælder det at bruge sine Øine, og med det Samme uafladeligt sine - Been; thi det er en ufravigelig Regel, aldrigt i formodet Nærhed af Haren at standse, og ligesaa lidet at gjøre en pludselig eller kort Vending. Taber Man derfor Sporet, maa Man alligevel blive ved i sin jævne Gang og i jævne Krumninger, til Man atter kan tage op.** Dersom Man ikke iagttager dette, springer Haren som alleroftest enten paa for lang Afstand, eller og bag ved lister sig uformærket derfra.*** Er Haren reist, uden Man har mærket det, hvilket kjendes derpaa, at den har sprunget stærkt: saa forlade Man strax dens Spor; thi før om flere Timers Forløb bliver den ikke fast, og troer alligevel sjeldent mere den Dag.

✂ Ofte sidder Haren saa dybt eller saa langt inde i Hullet, at den Uøvede lader sig narre, og anser det for tomt. Dette er især Tilfældet i tilsneede Tørvegrave, Grøvter og dybe Hedeveie; ja i de Sidste kryber den ikke sjeldent flere Favne bort under Sneen, hvorfor Man og følger Hjulsporet, indtil Man træder den op. Stundom gjør Haren hverken Afspring eller Løkke; men gaaer uden Omsvøb lige til Sædet. Paa et Terrain, hvor han kan ventes, maa Man følgeligt være beredt paa dette Tilfælde, og stedse holde sig færdig til Skud.

✂ Har Man skudt og Haren ikke falder: saa er den enten saaret, eller ** Undertiden sees endog kun tre. *** Finde et tabt Spor - bruges egentligt om Støvere. **** I dette Tilfælde lægger den Ørerne tæt ud med Ryggen, og skyder sig med korte og hurtige Spring tæt hen med Jorden - saaledes og, naar den vil stjæle sig fra Hundene; dog gjør den det kun saalænge, den troer at være ubemærket - virkeligt intet Tegn paa Dumhed! 156 og gaaet reent fri. I første Tilfælde maa vel skjælnes mellem haardt og let saaret: haardt saaret er den, naar enten to Løb, eller eet af Baglaarene er knækket; men har den ikke faaet Mere, skal Jægeren være rap tilfods, om han skal indhente den.* At den er haardt saaret, skjøndt Løbene ere i Behold, viser den og derved, at den snart sagtnes i Farten, og humper i sit almindelige Middelløb med krum Ryg. I intet Fald forfølge Man den strax; men see kun roligt til, om den ikke enten falder, eller i nogen Afstand igjen sætter sig. Har Man ingen Hund, lader Man den sidde en Time og længere, da den saa bliver stiv, og sidder haardt; imidlertid kan Man tage fat paa et andet Spor, Er den let saaret bør man ikke følge den op før efter 3-4 Timers Forløb. Da er det især nyttigt at være To eller Flere, for at nærme sig den fra forskjellige Sider, og da enten indkredse den, eller fra modsatte Kanter gaae lige paa den.** Om en Hare endog bliver længe ved at løbe, som om den Intet feilede, skal Man derfor ikke strax troe, at Man har skudt reent forbi. Man maa altsaa gaae hen og eftersee, hvorledes Skuddet staaer, og følge Sporet en Strækning for at erfare, om Haren ikke har givet Sved, samt om Sveden kommer fra Løbene eller fra Livet.*** - Ved denne Slags Jagt bør Man, ligesom ved Enejagt om Efteraaret, betjene sig af et enkelt Gevær, ladet med større Hagel, end almindeligt - en Blanding af No. 1 og 2, eller af 2 og 3, efter Kaliberens og Jernets Beskaffenhed.

✂ At gaae To paa eet Spor ansees af Mange for gavnligt, idet den Ene passer paa Sporet, medens den Anden holder Øie med om Haren ** Om den blot har mistet et Forløb, skal dog ikke enhver Hønsehund saa let tage den. Har Man altsaa en Saadan med sig, der ei er meget benet, holder Man ham og tilbage, til Haren har trykket sig; er den haardere saaret, lader Man ham tage den. Men overalt maa Hunden ei alene have fuldkommen Appel; men ogsaa følge roligt bag efter Skytten, saalænge denne gaaer paa Sporet. *** Dersom Man strax giver sig til at følge en ikke dødeligt saaret Hare, kan Man maaskee komme til at spadsere efter den lige til Aften, og - dog ikke faae den. Med et knækket Forbeen gaaer den endnu rask en heel Dag igjennem; ja dette kan endog være Tilfældet, om et Bagbeen er skudt over nedenfor Laaret. **** En Hare kan stundom være dødeligt saaret uden at svede, om den endog løber flere Hundrede Alen inden den ruller; thi Hullet kan være tilstoppet med den tykke Vinteruld, og Blodet blive inde i Livet. 157 skulde springe. Vi ere af en anden Mening: at næmligt een øvet Jæger gjerne kan passe begge Dele, og at han skyder med større Sikkerhed, naar han Ingen har at kappes med om Skuddet. De maatte da være enige om: at den, der passer Sporet, skulde bie til den Anden havde skudt; men see om han gjør det! I Krat derimod, naar det ei er meget lavt og aabent, er en Medhjælper næsten uundværlig: den Ene maa da gaae paa Sporet, den Anden staae for: men saaledes bliver det ogsaa en Art af Klapjagt.*

✂ Sporsneejagten minder os ved en meget naturlig Tankeforbindelse om en anden Enejagt - ifald det kan kaldes Jagt, at skyde Harer i Kaalhaver; thi den kan øves af den, som aldrig før har havt Bøsse i Haand, om han end ydermere har kun een Haand og eet Øie. - Kaalhaven er Harens Grav i strænge Vintre; i skovløse Egne især, hvor han kun har disse Mordergruber at tye til, for at stille sin Hunger. Efter den strænge Vinter 1740 blev saaledes i hele Himmerland - i flere Herreder - kun 1, skriver een Hare tilbage; hvilket saaes paa Sneen ved Vinterens Slutning.** - For ikke mange Vintre siden ** Vil Man vide, om der sidder Harer i et Krat, der ei er større, end at Man snart kan omgaae det, da tælle Man blot Ind- og Udsporene. *** See de af J. Becker udgivne Dagbøger! 158 vide vi med Vished, i en Have paa een Nat at være fældede ni Harer. I Vinteren 1819-20, som dog ei var af de strænge, var inden Juul i eet Sogn, blot i 5 Haver, (der blev vel skudt i femten) skudt over 40, og det medens Jagteieren selv ikke havde bjerget den fjerde Part. Det er ikke lidet harmeligt for en Jagtberettiget, og endnu mere for en Forpagter, der svarer Afgivt af Jagten, at see sine Harer saaledes pudsede væk. Men Hvad er herved at gjøre? at anklage Natteskytten for Over- trædelse af Brandforordningen?* - Mon ikke bedre - som Regiments-Qvarteermesterens Hund** - selv at tage først, og skyde ned forfode? - Men skulde det være saa, at Nogen ikke veed paa anden Maade at frelse sine Kaal eller Frugttræer, eller Jægeren er saa gammel, at han ikke kan udholde Vinterens Kulde eller Strabads, og alligevel gjerne gad havt sig en Haresteeg: da faaer vel Forseelsen, i Betragtning af Omstændighederne, være saadan En tilgivet.

✂ Aldeles tilladelig derimod er en anden Gammeldagsjagt: at skyde Harer paa Udløb, og saa meget mere ganske uskadelig, som den kun frister til Udøvelse i Egne, hvor der er Overflødighed af Harer, tilmed blot kan bruges en Maanedstid efter Høsten, og giver endeligt kun lidet Udbytte - eet Stykke Vildt paa Gangen. Methoden er simpel: Man passer Morten op ved Kanten af Skov eller Krat, naar han om Aftenen gaaer ud paa Fouragering. Man tager Posto ved een eller anden Aabning, som vender ud til Marken, og stiller sig bag ved, eller sætter sig foran en Busk. Yderst stille maa Man forholde sig, thi Haren standser altid lige ved Udkanten og lytter; og vi vide, at han hører godt. Er det bleven saa dunkelt, at Man ei med Sikkerhed kan skyde i Løbet, giver Man blot et lille Fløit med Munden, ** Da Selveieren er Jagtberettiget paa sine indhegnede Jorder, kan Man næppe, efter Jagtlovene, formene ham at skyde i sin Have. Dog, det var vistnok lettere, ved Lov at forbyde, end i Gjerningen at forhindre. *** En Regiments-Qvarteermester i en Provindsialstad havde en Pudel, som hver Morgen hentede ham varmt Hvedebrød hos Bageren. En Dag omringes den af flere Hunde, som lugtede Brødet han bar i et Klæde. Da Knurren ei vil hjælpe, sætter han sig paa Klædet, og forsvarer det saa længe muligt; men da han mærker, at Fjenderne ville blive ham for stærke, resolverer han til, med Eet at rive Klædet istykker og sluge Hvad han kan. I nogle Dage derefter turde han ikke komme hjem. Hvilket mærkeligt Bidrag til Hundens Caracteristik! - Denne Anecdote har givet Anledning til ovenstaaende Mundheld. 159 hvorpaa han strax gjør Holdt. For ei at skamskyde Nogen, vorder det jo ligefrem en Regel: kun at skyde paa saa kort Afstand, at den maa blive paa Stedet.

✂ Vi skride nu til Beskrivelsen af den egentlige, som og den fornøjeligste Harejagt - den med Støvere.

✂ Den tager sin Begyndelse først paa Efteraaret, saasnart Kornet er af Marken, og kan fortsættes til Vinterens Ende.*

✂ I snævreste Bemærkelse kan een Jæger og een Hund udgjøre en Støverjagt; men i videre og almindelig Forstand hører hertil flere Jægere og flere Hunde; og naar Jagten skal være fuldstændig, maa Man af de Sidste have tvende Kobler - eet til Formiddagen og et andet til Eftermiddagen.**

✂ Det første, herved nu tages Hensyn til, er Jordens og Luftens Beskaffenhed. Er den Første bar og tillige haardt frossen, da er den allermindst tienlig; er den af nyligt falden Regn eller stærk Taage saa vaad, at alle Straae og Qviste hænge fulde af Vand, som ingen Vind kan ventes snart at ville afblæse; da er den ei heller beqvem, eftersom Hundene faae Næseboerne ideligt fulde af Vand, hvorover de tabe Faerten; er den endeligt aldeles tør, er den ogsaa mindre god. Den maa være lidt fugtig i Bunden; men allerbedst er den dog bedækket med Snee, naar det derhos slæer lidt. - Luften maa ligeledes have en Middeltemperatur: hverken for heed eller for kold, hverken for fugtig eller for tør; og jo sagtere Vind, jo bedre - stærk Blæst er meget ugunstig.***

✂ Den bedste Aarstid er Efteraaret, da Harerne bugte meest, og der er fleest af dem - det forstaaer sig: Hundene maae være saa vel indøvede, at de ikke tage Change, det vil sige, ikke forlade den først opjagede Hares Spor, og optage en andens. Til den Ende bør Man aldrigt jage ** Paa Fælledsjagten gaaer Jagten, efter de gamle Love, ind den 12te Septbr. og ud den 12te Marts. Paa den kongelige Vildbane begyndte den derimod den 1ste August og endte den 1ste Februar, hvilket ogsaa er rigtigere, med Hensyn til Harernes Formerelse. *** Videre hen i dette Tidsskrivt haabe vi at komme til at afhandle Capitlet om de mange forskjellige Støvere, deres Indhedsning og Brug, med videre. Red. **** Det er en almindelig Mening, at Støvere jage slettest med Østenvind; dog vel kun fordi den ofte er tør. 160 med lutter unge Hunde i eet Kobbel; men der maa iblandt dem stedse være een ældre og erfaren Anfører. Det følger af sig selv, at hvor Raadyr eller større Vildt findes i Revieret, maae Hundene være fuldkommen afvante at jage med dem. Det er dernæst godt, i ethvert Kobbel at have een - saakaldet Redder eller Beskytter, som forsvarer den i Afstand fra Jægerne eller i svære Tykninger døde eller ihjelbidte Hare fra de andre Hunde, at de ei skulle splitte den ad (Tydskernes "anschneiden") og, som atter bliver en Følge, om de faae Tid, æde den.* - Saavidt om Hundene!

✂ Hvad Terrainet angaaer, da indsees let, at store, jevne og skovløse Sletter aldeles ikke skikke sig til Støverjagt, da Haren her gjør alt for store og lange Bugter, og Jægerne vanskeligt kunne stilles, eller stille sig selv for Skud, og Hundene, naar de ere gode, jage Pokker ivold. Krat og Skov ere aldeles nødvendige, og jo mere bakket tillige Terrainet er, jo bedre: Bugterne bliver stedse mindre, Forstaderne sikkrere og snarere at naae.

✂ Naar Jagten skal begynde, blive som ved Rævejagten - Skytterne afsatte; men, vel at mærke, efter ganske modsatte, paa Harens Natur grundede Principer. Den søger næmligt gjerne fri Mark og aabne Pladse, hvor Skytterne altsaa maae stilles. Een anfører Hundene, og, hvis Terrainet nogenlunde tillader det, er han ridende, for des raskere at følge Hundene, rette de Feilende blandt dem og holde Kobbelet sammen; thi det gjør Forvirring og heel Forplumring af Jagten, naar der jages med forskjellige Stykker Vildt. Denne Anfører maa og have sine bestemte Jagtraab, som baade Hunde og Skytter forstaar. F. Ex. naar der skal begyndes med Søgningen, raaber han: "Ah! la, la, la!"** naar Hundene have sprunget over og tabt Foden: "Her gaaer han! her, her!"*** o.s.v. Gaaer Haren ud til fri Mark, til et andet Revier, tilkjendegiver den nærmest staaende Jæger det for Selskabet ** Hvorledes en saadan Beskytter indøves til denne Bestilling, hører for det første ikke herhid. *** For at faae Haren reist, der først om Høsten sidder haardt, bruge Nogle at affyre en Pistol. Om Haren end ikke springer, skal den dog, hvis den ei seer den Skydende, lette sig, og derved slippe Fært for Hundene. **** Derved mærke Jægerne, at Haren har gjort en Bugt, og kunne, ifølge heraf, vælge et andet Stade. Det følger af sig selv, at Disposition og Aftale forud maa være gjort om saadanne Forflyttelser, at To ikke skulle søge eet Forstade, og især for at ingen Ulykke skal kunne indtræffe. 161 med et "Herud! herud!" opmuntrer ligeledes Hundene, om de komme ham forbi, og skyder han Haren, raaber han: "Ho! død!" eller fløjter i Krudtmaalet - Alt efter Vedtægt.

✂ Een Regel for Skytterne - ganske tvertimod den, der bør iagttages ved Enejagt og Klapjagt - er den: at skyde paa langt Maal, saa langt, som der er Rimelighed for at et Hagel kan træffe; thi baade opmuntrer Skuddet Hundene, og et nok saa let Saar paa Haren giver dem en sødere Fod, og fremmer Jagten, Den forfængelige Ære - som dog aldrigt vil fattes Pletter - ikke at skyde feil, afholder ikke den Skytte, hvis Ære er grundfæstet, fra slige lange, og under andre Omstændigheder, dadelværdige Skud.

✂ Saa morsom og livlig denne Jagt virkeligt er, saa lidet er den at anbefale der, hvor Jagteieren ikke besidder et vidt udstrakt Revier; thi ellers driver han ikke alene mange Harer ind paa sine Naboers; men foruroliger og forjager ogsaa andre Sorter, omendskjøndt hans Hunde ikke forfølge disse. Paa Halvøer og bedre paa hele Øer, hvor Jagtrettigheden er udeelt; endvidere i lidet bebyggede Skov- og Bjerglande - der har Støverjagten egentligt hjemme. Endnu forfløinere er det at bruge Parforcehunde - en heel Skare (meute, Meute) - til Harer; det er ret "die deutsche* Jagd und die wilde Jagd," og den nemmeste Maade til i en Hast at gjøre reent Bord.**

✂ En anden Sag er det, naar een eller et Par Jægere gaae med een eneste Hund, og denne af de mindre og sagtere løbende. For saadan en Hund bugter Haren - ogsaa andet Vildt - godt, og Raadyr og større Vildt forjages ikke let, da de foragte den lille Pusling, og ikke flygte for den, før den er ganske nær. En Gravhund er i dette Tilfælde ret anvendelig; men da denne sjeldent holder saalænge ved, og i tætte Buske, høi Lyng og meget lodne Moser vanskeligt kommer frem: er en lille Støver, eller en Blanding af en Støver og en Gravhund, meest passende til saadan pæn og stille Jagt.

✂ Om indstillet Harejagt kan egentlig ikke tales, da en saadan anstilles for Ræve, og Haren paa Samme skydes blot leilighedsviis. Haren ** Den bruges dog ikke saa almindeligt i Tydskland, som i Frankrig og England, hvorfor og "deutsche" egentlig kun staaer her for Versets Skyld. *** Hvad den engelske Harehedsning (at flere Ryttere jage den træt) angaaer, da er om denne drengeagtige og kaade Leeg tilforn i 1ste Bind nok talt. 162 bryde Cordonen saavel som Raadyret; den lader sig altsaa ikke indstille.

✂ Klapjagt er, blot med Hensyn til Haren, ikke saa munter som Støverjagt; men giver forholdsmæssigt Mere af sig. Dersom Harer, og ikke Ræve, ved saadan Jagt er Hovedformaalet, da iagttages Følgende: 1) Saaterne maae være korte* - langt kortere, end efter Ræve - thi ellers gaae mangen Hare ud paa Siden. 2) Klapperne maae gaae tæt, langsomt, stundom gjøre Holdt** og ikke larme uafbrudt, men stødviis; paa denne Maneer skræmmes Haren lettere op, hindres fra at brække bag ud, og farer derimod mere lige ind paa Skytterne. 3) Haves Skytter nok, stilles Nogle paa Siderne, eller gaae i passende Mellemrum forud for Klapperne. 4) De bedste Poster ere - modsat til Ræveaabne Pladse, Veie, Bakker og overalt de høieste Strækninger; saaog Diger, Gjærder - især hvor de ere nedbrudte, eller hvor Harehuller findes - men ingen dog bedre, end aabne Lede og Gjennemkjørseler paa hvilketsomhelst Hegn. 5) Man skyde ikke paa for lang Afstand; thi det sinker og forstyrrer Jagten at gaae efter en anskudt Hare - om den endog paa Snee har svedt stærkt; og at lade den forfølge af en i Strikke medhavende Hønsehund, kan endnu være misligere, om Haren trækker ind i en ikke gjennemjaget Saat; altsaa, Man skyde saaledes, at den kan blive paa Pladsen. 6) Man agte vel paa Aarstiden og Veiret! for at skjønne paa, hvor Haren helst sidder, og hvor Jagten altsaa med bedst Fordeel kan anstilles; thi ogsaa til fri Mark kan Klapjagt øves, og er saa meget morsommere, som Man overseer et stort Terrain, observerer Harerne langt forud med alle deres Manoeuvrer, samt kan holde Øie med sine Cammerater og deres Bedrivter.*** Saaterne kunne her være længere; thi Haren gaaer i aaben Mark langt raskere paa. Ogsaa hænder det tidt, at Haren, ved et Feilskud paa een af Fløiene, dreier, og gaaer hele Rækken ned, hvorved ** Ved lange Saater seer Man tydeligt hvorledes Haren, naar den har løbet et Stykke ligefrem, sætter sig paa Rumpen, lytter og da næsten altid tager en anden Direction. *** Naar Klapperne ikke gjøre dette, trykker mangen Hare sig, og lader dem gaae ganske tæt forbi sig; først da letter den og gaaer bag ud. **** Det er en af Klapjagtens Fornøielser, at Man ofte kan oversee en stor Strækning af Saaten, og bemærke flere af sine Sidemænds Træffere eller Bommere.163 Skuddene falde som paa Commando; hvilket ret giver Liv og Lystighed. Men det forstaaer sig: Mængde af Harer maa der være, og ligeledes af Klappere, paa det de kunne spænde godt.*

✂ Vi komme nu til den sidste Slags Harejagt - den med Mynder, som i 1ste Hæfte af dette Skrivt er omtalt med temmelig Ringeagt. Vel er det saa, at Færdighed i at bruge Bøssen her kommer i liden Betragtning; men seer Man hen til, at der til Myndejagt ogsaa udfordres en Metbode, at Hundenes Dressur og jægermæssige Behandling kræver Underviisning og Regler: saa kan Man ikke ganske overgive Samme til ukyndige Slumpskytter. - Tydskerne ansee den ikke saa ringe, eller Jægeren uværdig; men giøre Myndejagten til et ikke uvigtigt Capitel i Jagtcatechismussen. - Myndernes Dressur vil siden vorde omtalt; her have vi blot med deres Brug at gjøre.

✂ Hvor de bør bruges, er ligesaa snart indseet, som sagt: paa Terrainer, hvor andre Jagthunde gjøre mindre Nytte: Næmligt i de skovløse.** Paa bare Sletter, store Heder og Moser ere de næsten uundværlige. Harer vilde Man, uden disse Langbenedes Hjælp, erholde faa nok af, og af Ræve saa godt som ingen. Men deres Bistand maa Man betjene sig af med Maadehold; og de maae være saa vel dresserede og indjagede, at de ikke changere, og ufeilbarligt tage Alt, Hvad de komme til at løbe efter. Der bør dernæst i Kobbelet være en Beskytter, og er den Samme lært til at bære, da er en saadan Hund virkeligt fuldkommen i sit Slags, og i bare Egne ubetalelig. Man bør videre iagttage: ikke at jage paa Barfrost, eller naar Sneen har Skorpe; thi derved udretter Man ikke stort Andet end spolerer sine Hundes Fødder; godt og vel om de ikke forspringe - faae et Been af Led, eller brække det. Ei heller maa Man lade dem gjøre for mange Løb paa een Dag: 3 til 4 Hareløb kunne være nok, med mindre de vare meget korte. Dobbelt saa mange Ræveløb angribe dem ikke nær saa meget, da her ingen Vendinger forefalde. Een Vending eller Feilram trætter Hunden mere, end et Løb af flere Hundrede Alen lige ud.

** Man kan gjerne antage som almindelig Regel: at i Barfrost er Marken - i Snee Skoven bedst. *** At Tydskerne ogsaa betjene sig af dem ved Skov og Krat, hvor hver Jæger staaer ved Udkanten med sit Kobbel (Strick) sædvanligt 3 og 3, for at annamme det udbrydende Vildt, ville vi ikke ubetinget billige. 164

✂ Endnu staaer tilbage at antyde nogle Maader, paa hvilke Haren fanges, uden Bøsse og uden Hund.

✂ 1) Med Stok. Dette er en Fælde eller et Fald, som af een Construction, men forskjellig Størrelse, anvendes til vilde Dyr, lige fra de mindste til de største - fra Musen og til Bjørnen, og dette fornemmeligt i Norge og Sverrig. Da vi hertillands have andre Midler i Overflødighed til at bjærge Harer, ville vi ei opholde os længere ved denne Fangst.

✂ 2) Med Garn. Enten ganske saaledes, som de forhen beskrevne, i hvilke Man fanger Tjurer og Urfugle, eller og et større Jægergarn, der opstilles som for større Dyr, og ind i hvilket Haren drives - dette er næsten ganske gaaet af Brug.

✂ 3) Med Sax. En almindelig Ildersax kan vel afbenyttes; men en større er dog bedre, fordi hiin sjeldent griber høiere, end paa Benene. Den stilles i et Hul i et Gjerde, i et Hjulspor eller andensteds, hvor Haren har sin Gang, og bindes fast til et Træ eller en nedrammet Pløk. Men! - Man maa være i Nærheden, for snart at tage sit Bytte, ellers kommer Ræven først, naar han hører Haren skrige. Vi have da, just ei for at anprise den, omtalt en lige saa besværlig som ubarmhjertig Fangemaade.*

✂ 4) Med Snare. Dette er den farligste og meest ødelæggende af alle mulige Fange- og Jagemaader; thi ved den er een eneste Vildttyv istand til at gjøre reent Bord i en stor Omegn, da den drives, og det endog med større Udbytte, meest i selve Yngletiden, naar Haren farer videst omkring. Dette fæle Tyveri burde virkeligt belægges med saa meget større Straf, end Krybeskytten, som det er mere fordærveligt, og Forbryderne vanskeligere at attrapere og overbevise. Vi vide, at een slig Hare-Exstirpator har i Løbet af en Sommer, paa et Rum af mindre end een (-Miil, fanget og solgt 100, skriver hundrede, Harer.

** Vi kjende et Tilfælde: at en Hare, som i Kaalhave var fanget i Sax ved det ene Bagbeen, løb med den først over en Fjerdingmiil, sled sig derpaa løs af Saxen, hvori Benet blev hængende, og hjaskede endnu afsted paa de tre andre Been end een Fjerdingmiil, før en imidlertid hentet Hund gjorde Ende paa dens Pinsler. 165