Farvel Hans Christian!

✂ Farvel Hans Christian! ogsaa Du gaaer bort!
Du, som de Andre, lader mig tilbage!
Nu tykkes mig først ret vort Liv er kort -
Det Hele kun en liden Slump af Dage.

✂ Det er ei længe siden, tykkes mig,
Vi vare Begge raske Ungersvende:
Hver Ungdomsglæde søgte mig som Dig,
Vi tænkte Begge lidt paa Livets Ende.

✂ Mig tykkes hartad som det var igaar
Vi svang Hasherredspigerne i Dandsen;
Med friske Roser i de lyse Haar
Og kjælne Øine under Blomsterkrandsen.

✂ Da Ditlevine med forelsket Blik
Og ømme Hjærtesuk kom Dig imøde,
Da Arm i Arm I To tilsammen gik
Og plukked' Kjærlighedens Roser røde.

✂ Ak! hun er ogsaa borte - stakkels Ven!
I flere Aar alt vandred' Du alene.
Den skjønne Myrthe længst er visnet hen:
Om Graven bøie sig Cypressens Grene.

✂ Farvel Hans Christian! Vaaren brat forsvandt,
Og Livets Sommer maatte snart henrinde;
De Glædeskrandse, vi som Knøse bandt,
Dem saae vi vore Børn paany ombinde.

✂ Men Alderdommens Vinter mørk og kold
Den skulde ikke knuge Dig ret længe;
Den stille Gravhøi er det stærke Skjold,
Som ingen Sorgens Pile gjennemtrænge.

✂ Men jeg, min Ven! ja jeg er her endnu
Med ogsaa denne Sorg paa gamle Dage.
Jeg stander ved dit Vinterleie, Du!
Ak hører Du min gamle Harpes Klage!

✂ Hvis saa, da hils din Ungdomsbrud fra mig.
Ved eders Brudeseng jeg sang med Glæde;
Men nu paa Dødens Seng jeg finder Dig -
Ak, ja! i anden Tone maa jeg qvæde.

✂ Farvel Hans Christian! fra din Grav igjen
Jeg atter ud i Livets Tummel iler.
Sov vel! jeg kommer efter Dig, min Ven!