Urhønsjagten
✂ At denne Slags Jagt er særdeles afholdt, som pirrende, forlystende, maaskee fremfor de fleste andre - dette har enhver Jæger enten hørt, eller selv erfaret; men det kan hænde, at kun Faa have undersøgt hvorfor? Man skulde jo synes, at Andejagt f. Ex., der oftest giver et langt betydeligere Udbytte, kunde være ligesaa interessant; dog er det ikke saa - og hvorfor da? Vi ville forsøge at besvare det efter vore egne Følelser!
✂ For det første falder her frie og rene Skud, og næsten altid paa saa nær Afstand, at en øvet Skytte sjeldent feiler; thi Fuglen flyver i lige Linie og ikke meget hurtigt. Bekkasinen derimod gjør sine velbe-kjendte Slag, Agerhønen svinger tit, og Sneppen - ja Hvo kjender ikke dens Caprioler? Paa disse Jagter er det derfor almindeligt, at selv fortrinlige Skytter gjøre flere Pudler, end de skjøtte om, eller engang ville vedgaae; selv paa Andejagt hænder jo dette. De bedste tydske Jægere erklære ogsaa, "at den, der oftere fælder 6 Agerhøns eller 3 Snepper en suite, bør ansees for en Matador." Men paa Urhønsjagt falder ikke sjelden 8, 10, 12 Træffere og flere, uden en eneste Feiler - det kalder Man Revange.
✂ Hernæst bidrager vist og til Interessen, at Man stundom er saa uheldig, ei engang at finde Noget; dette ansporer, opflammer end mere Lysten, og giver den lykkelige Jagt en dobbelt Behagelighed; thi Hvad vi altid kunne komme til uden Vanskelighed, skjønne vi ikke saa Meget paa. De Fleste ville vist helst gjøre den bedste Jagt tilsidst; og, hellere end at finde Vildtet ved det første Trin paa Jagtpladsen, i længere Tid ægges til Søgning og svæve mellem Tvivl og Haab, til det Sidste omsider stiger til frydelig Vished.
✂ Men der er dog endnu een Beskaffenhed ved den omhandlede Jagt, som forekommer os at give den sin særegne Tillokkelse - vel at mærke, her tillands, hvor Fuglen ikke skal søges i Skovene. Der, saavelsom paa dyrkede Marker, Enge og deslige sees hyppigt et eller andet 172 Slags Vildt, er overalt saamange levende og livløse Gjenstande, som dele Jægerens Opmærksomhed, adsprede og stundom more ham paa flere Maader. Men paa Heden, den mørke og øde Hede, hvor Naturen synes at ligge i Dvale; hvor kun af og til en Lærke eller en Lyngspurv minder om, at den endnu ikke ganske er uddød; hvor en lille Høi, en Græsplet, en Tørvestak tiltrækker Øiet; hvor en Hare er en Sjeldenhed, og andet Vildt en endnu større: naar Hunden da der begynder at give Tegn med sin virrende Hale, naar han snøftende firmer omkring Dig, da veed Du allerede "her er Noget!" Nu hæver han Hovedet, studser Ørene, trækker an, først rask, derefter forsigtig, sagtere og sagtere, med lange Skridt og høitløftede Forfødder: nu staaer han, Halen stirrer stivt, hans Næseboer gaae ud og ind; Øinene funkle og synes at løbe rundt; han smadsker smaat og snapper efter den søde Fært: da kommer det Øieblik, der lønner din Møie; dit Hjærte banker stærkere, Du nærmer Dig Hunden, skubber ham med Knæet lempeligt fremad, Du deler hans frydefulde, visse Forventning. Og see! nu ryger den stolte Hane op af Lyngen med Bulder og Klukken - Du skyder - han tumler til Jorden og er dit Bytte. Men vee Dig ogsaa! hvis Du, henreven af Hidsighed, feiler, eller, Hvad endnu er harmeligere og skammeligere, hvis din Bøsse klikker; da lærer Du, af bitter Erfaring, en anden Gang at holde din Pibe og dit Fængrør rene. - Er det derimod en heel Flok, Du har truffen, din Hund kaster Øinene til alle Sider, krummer sig hid og did, og veed ikke hvorhen han først tør vende sig: da bliver det snart levende hos Dig, og Du faaer nok at bestille med at hente den ene efter den anden, ligesom de hurle iveiret.
✂ Heri, mener jeg, ligger denne Jagts særegne, fortrinlige Ynde.
✂ Vi gaae nu til Beskrivelsen af de forskjellige Jagt- og Fangemaader.
✂ At skyde Haner paa Skogger er en Methode, som hertillands sjeldent anvendes af ordentlige Jægere, og heller ikke synderligt betaler sig, da de ikke samles i et saadant Antal, at det kunde lønne Umagen, derfor at indrette et Skydehuus. De faa, som her i denne Periode fældes, falde i egentlig Forstand for Krybeskytter; thi saa længe Hanen skoggrer, kryber Skytten; men saasnart han begynder at hvæse, eller bedre lidt før, kaster Denne sig fladt ned i Lyngen, og ligger der stille til han igjen hører de kjælne Tremulanter. Paa saadan Maade at tilbagelægge en Strækning af flere Hundrede Alen i dugvaad Lyng og bestandigt udsat for Hugormens giftige Bid, er vist ikke fristende for 173 nogen af vore Læsere. En anden Methode er den, at indfinde sig ved Pladsen saa aarle om Morgenen, at Man kommer Hanen i Forkjøbet; men da maa der være indrettet et lidet lavt Skydehuus af Tørv og Lyng, efter Model omtrent af de i Naboriget brugelige, og som der nok kunne betale Bygningsomkostningerne, da mangen Gang eet til to Hundrede Medbeilere forsamles paa eet Sted. Man nedgraver næmligt et, omtrent 2 Alen høit, Kar i Jorden lige til Randen, belægger det i Bunden med fine Granqviste og forsyner det med et, midt i Karret fastgjort, Sæde. Derover gjør Man et Tag af lige Grene, som bag til og ved Siderne maa bøie til Jorden; men foran mod Skogger-pladsen skraaner saa høit op, at Man kan see ud og skyde. Taget belægges med Lyngtørv, og, er det i Skovegn, med paastukne Grangrene. Naar Skytten er kommen ned i Karret skjuler han ogsaa foran sig med samme Materialer, saa at der kun levnes saa liden Aabning, som muligt. Bedst indrettes Skydehuset allerede før Vinteren, at Fuglene om Vaaren kunne være bekjendte med det. Det hænder ofte, at en Skytte her nedlægger tvende Haner paa eet Skud; men han maa ikke forlade sit Skjul, før Alt er forbi; thi ellers forstyrrer han for den Morgen hele Munterheden; forbliver han derimod stille og lader igjen, kan han flere Gange fornye sit Skud, saasom de hidsige Elskere snart komme igjen; stundom lade de sig ei engang ved Skuddet forjage. Naar de gamle Haner ere borte, komme de unge frem af deres Forborgenhed, eller lokkes hen mod Køten, som den hisset kaldes, ved at hvæse og ved at efterabe Hønens Klukken. At Tjuren lettere narres paa Skogger, kommer deraf, at han under Paroxysmen hverken seer eller hører; Urhanen derimod er aleneste døv, eller tunghør, hvorfor der til denne skal krybes, naar Man til hiin kan løbe.
✂ Den anden, en Jæger mere anstændig, Jagt gaaer ogsaa løs paa Hanerne; men aabent og ærligt, og ikke som hiin, hvor Man lumskeligt stjæler Livet af dem. Den foretages om Sommeren, medens de selv fælde, og saaledes kunne siges at være i Ro, skjøndt de ligevel have Vingernes Brug; og medens Hønsene ligge og Kyllingerne ere for smaae. Saasnart Skoggren i Mai eller Juni ophører, eller dog kun enkelte korte Rullader lade sig høre, veed Man at Rotiden er begyndt. Før denne er Hanen urolig, endog midt paa Dagen troer han sjeldent - Morgen og Aften kommer hverken Jæger eller Hund ham nær -; men nu er Tiden at søge ham i hans vanlige Sommerresidents, som er: 1) store og tørre Moser, fulde af Tuer, og bevoxede med høit 174 Lyng, Pors (myrica) og Vaccinier (især vac, oxycoccos, Tranbær, Vinterlinger) dog ikke tættere, end at han beqvemt kan løbe omkring mellem Tuerne og i de Stier, Kreaturene have traadt. Hvor der i en saadan Mose sees store, lysere, guulagtige Pletter, bedækkede med fjorgammelt, vissent Kamgræs og Prallyng (erica tetralix), der, eller i Nærheden deraf, opholder han sig gjerne. 2) Lige saa gjerne søger han et høiere Terrain i Heden, et saadant næmligt, som er noget aabent, hvor den høie Lyng staaer i adskilte Totter med Græs og Hedebærriis imellem. 3) Helst vælger han dog et Strøg, hvor mange gamle aflagte Veie løbe jevnsides; men ogsaa ere tilgroede med Lyng og Vaccinier. 4) Paa en befaret Vei ligger han ikke sjelden og bader, eller basker sig i et støvet Hjulspor. I tæt sammenvoxet Lyng vil Man forgjæves søge ham og hans Familie; men paa de anførte Steder finder Man to, tre og flere Hanner temmeligt nær hinanden, alt efter som der gives faa eller mange i Egnen.
✂ Den bedste Tid paa Dagen er 1) om Formiddagen, et Par Timer efter Solens Opgang, og til Kl. 10, og 2) om Eftermiddagen fra 3, 4 og til noget før Solens Nedgang. NB. Dette gjælder om varme og stille Dage; thi paa saadanne tager han sig en lang Middagsluur, og naar han sover og ikke rører sig, faaer Hunden ikke Vinden af ham; men kan, uden at fornæmme Noget, gaae ham ganske tæt forbi. Naar det er køligt i Veiret, eller overtrukken Sky og blæsende, jager Man lige hældigt paa enhver Tid af Dagen; i stærk Blæst og Regn gjør Man bedst i at blive hjemme; thi da troer han vanskeligt. I Bygeveir kan det kun lykkes imellem Ilingerne.*
✂ Til ingen anden Jagt kan Jægeren mindre undvære Hund, end til denne; thi uden Hund kan han vandre mellem Hundrede af Urhøns, uden saameget som at mærke een eneste: troer Fuglen stærkt, faaer han den ikke at see; thi om han og træffer lige for den, sniger den sig dog til Siden og bag om ham: og troer den mindre, reiser den sig paa for langt Maal. Enhver vel dresseret Hønsehund kan bruges; men første Gang, den faaer Urfuglens stærke og søde Fært, vil den gjerne fare paa, og maa, ved passende Rævselse, gjengives den tilbørlige Koldsindighed. - Hønsehunde af mørk Farve - hertillands rigtignok sjeldne - ere ikke saa brugbare, og det af den Aarsag, at Man paa længere Afstand vanskeligt bliver dem vaer, bemærker ikke naar de * 175 trække an og staae. I Egnen sønden for Viborg gives en egen Race, en Blænding, som det synes, af Hønse- og Gaardhunde: fine og smækkre af Bygning, ganske lidt behængte, med temmelig smalt Hoved og Snude, af Farve hvide med store sorte Pletter, samt med sorte Næser, Tæer og Fodballer. Disse ere de fortrinligste af Alle: de staae og apportere med ganske liden Dressur - stundom med slet ingen. De slaae meget vidt ud, hvilket er saare godt og tillige beqvemt for Jægeren i en vidtløftig Hede; og naar de mærke Fuglen, krybe de paa Foden saaledes at Bugen næsten slæber hen ad Jorden; naar Fuglen standser, lægge de sig plat ned. Ved denne Maneer bringe de en gammel Hane allersikkrest til Raison.* - Det er ikke godt naar en Hund staaer alt for fast; thi heraf benytter Hanen sig til at avancere, og naar Man troer, at han sidder i god Behold tæt foran Hunden, er han allerede langt borte - maaske heelt agter ude, og det varer ofte længe inden Man finder ham igjen. Undertiden staaer han op ude af Skudvidde, og da kan Man skyde en hvid Pind efter ham; han trækker saa langt ud, at Man tilsidst næppe formaaer at følge ham med Øinene, eller forsvinder bag en Forhøining; findes en Dal paa hans Vei, er Man vis paa, at han stryger ned ad den. Naar Hunden derfor har fundet ham i Vinden, og eengang med tydelig Marquering staaet for ham, og han ikke holder, men begynder at løbe, er det bedre at den følger efter ham, med Næsen i Jorden, i alle hans uendelige Labyrinther, endogsaa med Vinden, end at den gjør et Slag tilbage; thi da hændes det stundom, at den uforvarende støder ham op. Men denne Manoeuvre lærer en Hund snart af sig selv; den fatter ligesaa godt som Jægeren, at den maa holde sig tæt efter ham, og følge i en bestemt Afstand, gaae hurtigt, langsomt, standse: alt efter hans Bevægelser, for omsider at gjøre Ham fast, hvilket altid skeer naar han kommer til en Aabning i Lyngen. Træffer han for et Hjulspor, skal han være nær ved at bjærge sig; thi da tager Pokker ved ham, og han stikker saaledes i Rend, at Man kun løbende kan følge ham; men da flyver han gjerne op paa en længere Afstand, og Skytten skal være meget expedit, for, under saadan en Stormløben, at tage ham hurtigt
* 176✂ og sikkert.* Det forstaaer sig, altid gaaer det ikke saaledes til, som her nu er beskreven: stundom troer han saa godt, at Man faaer ham op den allerførste Gang Hunden staaer; og dersom Denne ikke kan fatte omhandlede Tactik, og paatage sig en Støvers Rolle, lader Man ham blive ved det, han har lært, og tage Fuglen i Vinden; det lykkes dog som oftest.
✂ Vi haabe nu, at de Læsere, som maatte være ubekjendte med denne Jagt, dog ville kunne gjøre sig et Begreb om dens Interesse. Den giver tilmed undertiden godt Udbytte. Forfatteren kjender en Skytte, som paa een Dag skød 8 gamle Haner, hvilket Man vist vil kalde en kongelig Fornøielse; men ellers kan Man være vel tilfreds med det halve Antal og færre.
✂ Inden vi forlade Capitlet om gamle Haner, bør vi ikke tilbageholde et Vink til den Jæger, som første Gang prøver denne Jagt; endogsaa den færdigste, der er temmelig sikker paa sin Agerhøne og paa sin Bekkasin, maa ikke tage det unaadigt op, at vi bede ham: naar Hunden staaer, at slaae brav Vand i Blodet, saa at han, naar Fuglen buldrer op - maaskee næsten under hans Bøssepibe - kan beholde tilbørlig Koldsindighed til at lade den trække vel ud, inden han trykker til. Det kan ellers let hænde, at han feiler, til sin egen store Forundring og Ærgrelse; at hans Hidsighed og Forhippelse tager til; at han bomrer anden og tredie Gang, og kommer reent ud af Skuddet. Aarsagen troe vi, ligger deri: først at Fuglen flyver langsommere, end andet Fuglevildt, hvorved den Ubevante forføres til at ansee den for at være kommen længere bort, end den virkeligt er, naar han brænder løs; med Sneppen, Bekkasinen og Agerhøns kan han derimod næppe vorde for snart færdig. For det Andet flyver den som oftest lavere, end andre, og synes blot at skumme Lyngen, hvorved han paa nært Hold overskyder den. Men træffer han endog, fordærver han dog Stegen.
✂ Haglene til denne Slags Jagt bør være No. 6 eller 7, eller en Blanding af begge, som de, der ere passende til unge Ænder; thi Uhrfuglen er skjør, og har kun tynd og løs Fjærbedækning.
* 177✂ Endeligt er det godt at være ridende, især paa en vel afrettet Skydehest. Paa haard Bund kan Man skyde fra Hesten, og skal Man manoeuvrere i en Mose, kan Man lade den blive staaende ved Bredden, til Man er færdig. Men den største Nytte er dog den: at Man, uden at udmatte sig, og snart, kan komme fra een Fugleplads til en anden, naar Man, tilfods, møisommeligt skulde vade en Fjerdingmiil og længere i høi og tæt Lyng, hvor, som allerede vides, al Søgen og Venten er forgjæves.
✂ Da Jagten efter de gamle Haner - der og kan øves i Kyllingetiden - er afhandlet saa vidtløftigt, kunne vi være saa meget des kortere ved Beskrivelsen over den efter de unge Høns, der er den morsomste, forsaavidt den giver langt flere Skud, og følgeligt et rigere Udbytte. Den rette Aarstid hertil er fra midt i August til midt i September, alt eftersom Kyllingerne have opnaaet den tilbørlige Størrelse. Man bør ikke tage dem før de ere fuldvoxne, eller nær derved; thi ellers faaer Man ikke ret Lige for Umagen; og jo mindre de ere, jo vanskeligere ere de og for Hunden at finde, naar de efter den første Reisning 178 adsprede sig. De ligge da gjerne saa fast - og det stundom en heel Time og længere - at de lade sig tage med Hænderne, at sige, naar Man blot kan opdage dem. Men bier Man derimod for længe, flytte de, skilles ad, og træffes sjeldent samlede i noget betydeligt Antal.
✂ Til denne Jagt er en Dobbeltflint særdeles nyttig, da Man ved Flokkens første Opstødning altid kan komme til at gjøre tvende og flere Skud, om der ere Geværer til dem.
✂ Flokken maa søges paa samme Terrain, som Hanerne; dog ligge de sjeldent i Nærheden af hverandre; thi de Sidste have helst deres egen Tumleplads for dem selv.
✂ Her ere alle lige vel dresserede Hønsehunde lige brugbare, da Flokken sjeldent løber vidt hen, inden den trykker sig. Sædvanligt trækker Hønen, naar hun mærker Uraad, Kyllingerne et hundrede Alen, eller saa, afsides, og er gjerne den Første, som flyver klukkende og kaldende op. Breder hun Halen stærkt ud og flagrer, omtrent som en Ællingand, da ere Kyllingerne smaae, og Man bør skaane hende. Overalt var det rigtigst at spare den Gamle, hvis Man blot kan kjende hende; men naar de Unge ere voxne, falder dette vanskeligt, saa meget mere, som hun ikke altid er den Første, der reiser sig; ei heller den Eneste, der kalder. For at være sikker paa, at Man ei ved eet Skud skal ødelægge et heelt Kuld, bør Man bie til den anden Fugl staaer op, da Man saa seer, om de have naaet tilbørlig Størrelse. Desuden taber Man sjeldent derved; thi en Kyllinghøne og hendes Yngel trækker ikke langt bort - almindeligst 3 til 600 Skridt.
✂ Man kjender let paa Hunden, om det er en enkelt Fugl eller en Flok, han trækker an for: i sidste Fald kommer han næmligt langsommere afsted, standser ofte, gaaer tilbage fra een Side til en anden, marquerer vexelviis her og der, som om han var tvivlraadig eller uvis i sin Sag. Næsten aldrig reiser hele Flokken sig paa eengang; men drit drat; ofte bie Nogle saa længe, til Man kan faae ladt igjen.
✂ Dersom Flokken splitter sig til flere Kanter, saa Man kun kan holde Øie med hvor een eller to af dem falde, vorder det meget møisomt, ja misligt at opsøge dem saa vide omkring; Man gjør derfor klogest i, reent at forlade Terrainet og søge et andet, til Flokken igjen bliver samlet: om et Par Timer, eller saa, finder Man den sikkert paa samme Sted, hvor den blev reist. Hvo, der kan efterabe Hønens Klukken, kan og kalde Kyllingerne sammen; men her tillands kjende vi ingen saadanne Virtuoser; og desuden fordrer det et Sted, hvor Man kan 179 sidde vel skjult. I Tydskland og Sverrig, hvor Jagten meest falder i Skove, gaaer Saadant bedre an: Jægeren afskærer med sin Jagtkniv saa mange Grene, at han i en Hast deraf indretter sig et Lysthuus.
✂ Een Ubehagelighed kan undertiden møde paa Urhønsjagten: om Dagen er heed, Egnen ganske tør og Menneskeboliger langt borte, kan Man komme i Vandmangel baade for sig selv og for sin Hund, om denne er af hidsig Natur, og nødes til at afbryde Fornøjelsen, naar den var bedst igang. Man maa desaarsag være belavet paa et sligt Tilfælde, og have sin Vandflaske forsynet, tilligemed en ganske lille Træbakke, til Hunden at labe af.
✂ Endnu een Vanskelighed opstaaer, med Hensyn til Fuglenes Bevaring for Forraadnelse; de Unge ere især let ankomne, og gaaer Man med dem en heel varm Dag igjennem, kan Man være temmelig vis paa, at de allerede har en lille Tanke. Skulle de altsaa gjemmes længere, end den forestaaende Nat over, maa Man see at faae dem i Huus og paa et kjøligt Sted, saa snart muligt efterat de ere skudte. Men skulle de holde sig i flere Dage, eller vel endog forsendes noget langt bort, da kunne vi angive følgende Middel. Man forsyner sig med Poser af tykt og stærkt Papiir, af Størrelse til at rumme en Fugl, indvendigt bestrøgne med stærk saltet Smør, og derforuden bestrøede med stødt Salpeter. Saaledes indbalsomeret holder Fuglen sig i flere Dage. Denne Methode er baade næmmere og mindre bekostelig, end Englændernes: heelt at nedsylte dem i Smør eller i Honning.*
✂ Og ere vi nu her paa den danske Halvø færdige med Urhønsjagten; thi at skyde dem i strænge Vintre i Skovene, er et Slags Krybeskytteri. Det er for det første vanskeligt, formedelst de udsatte Skildvagter, og Fangsten, naar den er heldigst, stiger kun til et Par Stykker; dernæst er det, hvor kun faa Fugle gives, et Bidrag til deres Udryddelse, da Høgene gjøre deres dertil, og altid blive værre, i Forhold som Vinteren strænges. Kniber det ret stærkt, søge de stakkels Fugle Haver og Diger; ja drives stundom af den "dumdristige Hunger" i skovløse Egne ind i Gaardene, og dele med de tamme Høns paa Møddingerne. At skyde dem her, synes os ligesaa ubarmhjærtigt, som at myrde den Stakkels Hare, naar den ydmyg og skjælvende * 180 betroer sig til Menneskets Ædelmodighed, og i vore Kaalhaver prøver at friste sit haardt ængstede Liv.
✂ Men vore Naboer anstille, foruden de anførte, ogsaa Klapjagter efter Urhøns, og dette paa følgende Maade: En udstoppet Hane, eller bedre en kunstig, overklædt med sort Tøi, bindes ovenpaa en lang Stang, som opreises og fastgjøres nær ved Toppen af en stor Birk, der er synlig vidt omkring. Nær derved indrettes i en tæt Busk et Skydehus, hvor en Jæger skjuler sig. Driverne begynde langt borte, og jage hen imod Birken. Fuglene, som altid flyve lige ud fra deres Forfølgere, sætte sig hos Lokkehanen. Jægeren skyder een efter den anden; men forlader ikke sit Skjul, førend Driverne ankomme. I Efteraaret, i disigt Veir eller Riimtaage, lykkes denne Jagt bedst.
✂ Foruden Bøssen anvendes i Sverrig og Rusland forskjellige Fangemaader, deels de samme som til Tjuren, næmligt Stok, Garn og Snarer* deels en Indretning, som kaldes "Tragten" og som er Russerne egen. Man danner af lige smalle Birkegrene en Slags Tragt, foroven een Alen i Diameter; men forneden tæt sammenføjet. Denne nedsættes i Sneen eller i et Hul i Jorden lige til Randen. I Midten opreises perpendiculairt en stærkere Stang, som rækker en halv Alen over Tragtens Rand. Paa Dennes Spids fastbindes en Tværspjælk, lidt over en halv Alen lang, saaledes at den kan vippe ned, og igjen antage sin horizontale Stilling. Rundt om paa Tragtranden og paa Kjæppen fæstes Havreax. Naar Fuglen nu sætter sig paa den Sidste, synker den ned, og falder i Tragten, hvorfra den ei er istand til at opflyve, deels fordi den ei kan faae Fodfæste, og deels fordi Tragten er for snæver til at udbrede Vingerne. Mesherækerne have en lignende Fælde, kaldet "Murdscha," med et bevægeligt Kors ovenpaa den midterste Stang.
✂ Endnu kun et Tillæg til Capitlet om Urhøns. Alt vort tamme Fjerkræ har jo engang befundet sig i vild Tilstand; og endnu have jo Alle, paa Gaardhønen nær, deres vilde Cammerater: hvorfor ikke ogsaa prøve at tæmme Urhønen, en saa velsmagende og yngelsom Fugl? Efter nogle Generationer maatte dette vistnok lykkes, og det lettere end med Gaasen og Anden, der oprindeligen ere langt mere skye. Den største Vanskelighed vilde vel bestaae i at skaffe dem den * 181 passende Føde; og dog er det rimeligt, at de kunde næres blot med Korn, lige saavel som alle de Andre.
✂ I halv vild Tilstand holdes Urfuglen i det østlige Scandinavien paa følgende Maade: Dybt inde i en Skov - endnu bedre midt i en Dyrehave - indhegnes en Plads med Gran- eller Enebærstænger, som staae i det ringeste 3 Alen over Jorden. Vil Man være fuldkommen sikker for Rovfugle, overdrages det Hele med et stormasket Næt; men saa kan Pladsen ei heller have nogen betydelig Størrelse. Uden Næt kan Man derimod gjøre den saa stor, som Man har Stænger til. Fuglehaven maa være bevoxet, dog ei alt for tæt, med Gran, Birk, Enebær og Lyng, og ligge saaledes, at der ei kan være staaende Vand eller Gjennemskyl. Her indsættes Fuglene med stækkede Vinger; men naar Hønen vil lægge Æg, tages Hanen fra hende. Naar Kyllingerne ere voxne, kan Man fange dem, om Man vil, eller og tage den Gamle bort, og lade hine udflyve; de komme sikkert igjen om Foraaret tilbage og yngle i Haven eller i dens Nærhed; og ved skaansom Behandling faaer Man i faa Aar en stor Mængde Høns i Strøget. De Gamle kan holdes paa Kammer Vinteren over, som Agerhøns; men saalænge de ere ude, bør de een à to Gange om Ugen forsynes med Vand (om intet er i Haven); og med Æde, næmligt Korn, Enebærriis med Bær paa, Revlinger og ung Lyng; ogsaa Birkeqviste med Frøknoppe paa ere dem tjenlige. Endeligt maa Man ikke forglemme, at de stedse kunne have Smaadynger af fiint Sand, Tørvesmul eller Aske til at baske sig i.
182