Blicher, Steen Steensen Johanna Gray [uddrag]

Af Johanna Gray

Tragoedie i 5 Akter. Uddrag

222
223

Anden Act. Tredie Scene

Edward. Johanna.

Edward (vaagner).

Hvor er jeg nu? var jeg da ikke nylig

I Broadgate? hvem er her?

Johanna.

Jeg, Eders Naade!

Edward.

Ja kjæreste Johanna! Du er her;

Men hvor er Skoven? hvor er Birkehøjen,

Hvorpaa vi sad?

Johanna.

O! ædle Herre! I

Har sikkert drømt -

Edward.

Drømt? har jeg drømt Johanna?

Var det i Kirken og en Drøm? Nej, nej,

Du har endnu min Krands - men dette sidste

Om Broadgate var en Drøm - ak! den var dejlig!

Saaledes har jeg aldrig drømt før nu:

Mig tyktes, at vi sad paa Birkehøjen -

Vi to Johanna! Cranmer stod foran os,

Du rakte Edward smilende Din Haand -

224

Din Mund at kysse; jeg - jeg torde ikke:

Da tog Du mig saa venligt i Din Arm,

Og trykkede mit Ansigt til Dit Bryst -

O Gud! det har Du aldrig gjort endnu!

Johanna.

Det kunde ikke skikke sig, min Konge!

Edward.

Hvad? hvorfor ikke?

Johanna.

Eders Majestæt

Har vist nok hørt om Aabenbaringer,

Som Gud i Drømme giver? Ofte varsle

De noget stort, som Jacobs og som Josephs;

Men ogsaa tidt advare de om Farer,

Som Pharaos; men oftere endnu

Om Fristelser, om første Spire til

Det Onde - om den Slange i os selv,

Vi vaagne ej engang kan see -

Edward.

Johanna!

Hvad er det der Du siger? er det ondt

At elske Dig? naar blev det ondt? Tilforn

Har aldrig Du bebreidet mig, Din Frende, -

Din Edward, at han havde Dig saa kjær.

Ak! er det saa! jeg veed det ikke - dog -

Det er vel saa! Du veed det bedre - men -

Hvorfor Johanna! siger Du det nu,

Just nu? Ak kjære Søster! jeg er syg -

Johanna.

O! Gud i Himlen skjænke Eder Sundhed!

225
Edward.

Hvor gjerne vilde jeg dog leve lidt

Endnu! det er saa skjøndt, saa sødt at leve!

Jeg glæder mig saa inderlig ved alt,

Hvad Gud har skabt; det er en dejlig -

En herlig Verden, han har sat mig i.

Med alle mine Sandser vilde jeg

Udtømme denne Fryd - og kan dog ikke!

Jeg synes altid, der er meget mere

Endnu tilbage. Ak! hvor underligt,

Hvor sødt jeg længes! veed dog ikke ret

Hvorefter. Snart tilbage tænker jeg

Paa de forsvundne mange, mange Glæder;

Snart fremad - ofte tykkes mig, jeg kunde

Omfavne hele denne skjønne Verden;

Men ofte tykkes mig, det er umueligt

At faae hvad jeg attraaer: da bliver jeg

Sørgmodig i mit Hjerte.

Johanna.

Kjære Herre!

Det maae I ikke! Eders Hjerte er jo

Saa reent og godt! og alt hvad der er godt

Skal fryde sig, fordi det elsker Gud.

Edward.

O! det er sandt! jeg elsker Gud - og Dig -

Og alle Mennesker; hvor er da Slangen,

Du nævnte nys? er det den Vemod, som

Jeg føler i min Glæde? sandelig!

Jeg synes ofte, den er selv en Glæde.

Naar Du er fra mig, længes jeg saa ømt

Tungsindigt efter Dig - Johanna!

Min gode Søster! siig mig: er det ondt?

Johanna.

Nej! ædle Herre! nej - det - er ej ondt.

226
Edward.

Gud være lovet! det var ogsaa tungt;

For det er mig umueligt anderledes.

Men siig mig: længes Du da heller aldrig

Saaledes efter mig?

Johanna.

Saaledes! - ja -

Jeg veed ej ret - men - sandelig! jeg elsker -

Jeg elsker Eder inderligt, min Konge!

Edward.

Min Konge! ak! det forekommer mig:

At Du er vreed, saasnart Du siger: Konge!

Før heed jeg altid: Broder - eller Edward;

Det yndte jeg - o! kald mig atter Edward!

Saaledes gjorde Du i Leicestershire; -

Der var det ogsaa ganske anderledes,

End her, end nu; - det kommer mig saa for,

Som om jeg aldrig mere kunde blive

Saa glad som dengang -

Johanna.

Det forbyde Gud!

Edward.

Jeg tænker paa det sidste Sommergilde,

Der hvor vi dandsede med Bønderne

I Birkeskoven efter Sækkepibe.

Og som de unge Karle bruge der,

Hver fik sin Majbrud: jeg fik Dig Johanna!

Johanna.

Ja! om jeg mindes ret -

Edward.

Hvor jeg var glad -

Jeg troer hartad, at jeg blev stolt.

227
Johanna.

Ak nej!

Det har I aldrig været.

Edward.

Nu ej mere;

Nu er jeg ydmyg, næsten ængstelig.

Det kom mig for i Kirken, som om alle

Forlod mig nu - foragted - spotted mig)

Men det er ikke saa, jeg veed det nok!

Og om det var, saa vilde Du Johanna!

Dog elske mig?

Johanna.

Ja kjære -

Edward.

- Siig nu Edward!

Johanna.

Ja-kjære Edward!

Edward.

Tak Johanna! - Søster!

Min kjære Søster! det var ligesom

Du løftede et Bjerg, der laae saa tungt

Her paa mit Bryst. - Ak! veed Du det? jeg har

Ej Søstre meer; de ere langt fra mig;

Jeg maae ej - tør ej elske dem! saa siger

Din Fader og Northumberland; men Dig -

Dig maae jeg elske - kom hen til mig Søster!

Om jeg nu døer, saa komme Himlens Engle

Og bære mig i deres Favn - de ligne

Vist Dig: saa er det ej saa haardt at døe -

Du græder? - hvorfor græder Du? naar Gud vil,

Kan jeg jo gjerne leve - Kjære Søster!

Tilforn, saasnart jeg græd, saa kom Du strax

Og kyste mig: saa blev jeg glad og rolig.

Nu vil jeg kysse Dig - kom, kom Johanna!

228
Johanna.

Guds gode Engle frelse, og bevare,

Dig kjære Edward! (kysser ham).

Edward.

O! nu synes mig,

Det er, som det var før; - kan Du vel mindes

Den muntre Vise, som vi hørte der

I Birkeskoven af de unge Piger?

Johanna.

Ja kjære Edward!

Edward.

Tag Din Harpe, Søster!

Saa drømmer jeg mig hen til Broadgate, tænker,

Jeg er en Hyrde der, og Du min Brud.

(Johanna spiller, og Edward indslumrer.)

229