Blicher, Steen Steensen Diana [uddrag]

Af Diana - Uddrag

112

        

113

Jagtens Forsvar

Enhver Ting i Verden har tvende Sider, hvorfra den kan betragtes; og kunne vi med Føie kalde disse "Lyssiden" og "Skyggesiden;" og sees Tingene kun fra den ene af disse, da vorder Betragtningen altid eensidig, halvrigtig - hvilket er det samme som urigtig - og altsaa falsk. Saalecles ogsaa med Jagten. Medens Tusinder i alle Lande øve og elske denne med Lidenskab, uden engang at tænke paa Forsvar eller Anbefaling, findes Enkelte, der fordømme denne Id, som barbarisk, grusom og det dannede Menneske ganske uværdig.* Men Hvo ere disse strænge Dommere? Haarkløvende Moralister og ømtfølende Digtere - især de Sidste. Deels er Jagten disse en ubekjendt og af Fordom modbydelig Tidsfordriv, og dernæst taale de gode Herrer sjelden at see Blod, undtagen det skulde være Menneskeblod i Krigen. Vi ville nærmere overveie deres Hovedankepost: "at Jægeren finder Fornøielse i at pine og dræbe Dyrene." Denne Paastand afvises som grundfalsk, og som et sikkert Tegn paa at de, som gjøre den, intet Begreb have om Jagtens Fornøielse; thi denne bestaar hverken i at martre eller myrde; men i at træffe, og dette jo sikkrere og mere dødende, jo bedre, hvorfor ogsaa den ægte Jæger sjelden skyder paa længere Afstand, end han er istand til at nedlægge Vildtet dødt paa Pletten; og af tre Stykker, som falde for hans Bøsse, kan Man gjøre sikker Regning paa, at de to ei engang høre Skuddet - som det hedder - men ende Livet uden Angst og Smerte. Vi appellere her til alle Jægeres Følelse, og spørge endvidere: om det ikke er dem ubehageligt, naar en Hare f. Ex. slæber sig saaret afsted, og om de ikke ved nok et Skud ende dens Smerter, skjøndt de uden dette vare sikkre nok paa den? Vi spørge endnu videre: om det ikke er de allerfleste Jagtelskere modbydeligt at skyde, eller paa anden Maade at undlive et tamt Dyr? og om de gjerne gad føre Kniven - som endogsaa Qvindehænder *

114 uden Bevægelse bruge - mod Lammets Strube? Vi spørge Alle og Enhver, Jægere og Ikkejægere: hvilket vel er grusomst, enten at dræbe et vildt, ja ofte fjendtligt Dyr, og det almindeligviis paa en hurtig og smerteløs Maade, eller langsomt at aftappe Blodet og, saa at sige, draabeviis at udtømme Livet paa et tamt, der lever under vor Beskyttelse og paa en fortrolig Fod med os? at strække en Ulv, en Ræv, ja en Hare, eller Agerhøne i et Øieblik til Jorden, eller stikke en Gaas i Nakken og holde den flere Minutter, til den forbløder sig? at skære Struben over paa en Kalv, eller et Lam, høre halve Qvarteer paa dens Rallen, og betragte dens smertelige og langvarige Dødskamp? Virkelig, under dette Hensyn maa Jægeren frabede sig enhver Sammenligning med Slagteren.

"Men" sige Jagthaderne "hvorledes ville I besmykke Parforcejagt, Harehedsning, Myndejagt?" Disse - svare vi - tænke vi hverken at besmykke, eller forsvare; thi de ere Udartninger af Jagt, og fortjene ei engang Navn deraf; de ere de Vældiges Surrogater for Menneskejagt, eller Krig; kaade Dagdriveres Tidskort, eller en uværdig Gjenvei til Maalet for Jægeren af Profession. Parforcejagt udfordrer ingen Jægerdygtighed, kun blot den letlærte Færdighed, at hænge fast paa Ryggen af en Hest. Det Samme gjælder om Harehedsning og Rævehedsning, der iøvrigt kun øves af raae engelske Landjunkere, og er blot som en Forberedelse til natligt Sviregilde. Og Myndejagt kan enhver Klodrian drive med en Jagtpidsk i Haanden, om han saa aldrig har lagt et Gevær til Kinden. Den bruges derfor kun af Bønder, eller Herregaardsskytter, der skulle levere Vildt, og have et Terrain, hvor Bøssen gjør usikker Tjeneste.

Hvad betyder vel altsaa de fromme Poeters Ak og Vee over Jægerne og Disses formeentlige Blodtørst? Den vidner alene om deres Ubekjendtskab med Jagten og overspændte Følsomhed. Fred da med Svenskeren Leopolds, med Britten Thomsons, med Franksmanden Delilles og Fleres Aske! Og ville vi ønske, at alle de, som slaae paa hines bløde Strænge, hellere maatte anvende deres Digteevner til at standse Udgydelsen af Menneskeblod, før de søge at sætte Himmel og Jord i Bevægelse over en Hares, eller Agerhønes Død. Naar Menneskene engang - Gud veed naar - faae oprettet en evig indbyrdes Fred, da kan det være tidligt nok at anvende deres bona officia til Bedste for Markens vilde Dyr, om der ellers ved den Tid er nogen af dem tilbage.

115

Dog, Moralisten har endnu et Men: "Jagten leder og forfører til Drikfældighed." At gaae hele Dage uden varm og overhovedet uden tilstrækkelig Spise, kræver Spiritus-Nydelse, og saadan jevnlig Suppen, "ein Schlürfchen aus der Flasche," som det hedder i Visen, vorder let og uformærkt til Vane. Det skeer - vi indrømmer det - undertiden, dog meest for Jægere af Haandværk; men det er ganske notorisk, at Drikfældighed vorder sjeldnere og sjeldnere hos Jægere, og aftager hos denne Stand, som hos alle andre; saa Man klarligen indseer, at den omtalte Last ikke hører Standen, men Tiden til. Desuden er denne ubeføiede Anke egentlig stilet mod Jagtelskere, som kunne øve denne Tidsfordriv og lade den være, alt efter eget Behag; thi Jægere af Profession kunne dog ikke afskaffes, saalænge der er Vildt til, og Ganer, som længes efter denne Spise. Med ligesaa megen Føie kunde Moralisten fordre, at Fiskeri og Søfart burde afskaffes, fordi Fiskere og Sømænd, ifølge deres Levemaade, behøve stærke Drikke, og lettelig fristes til overdreven Nydelse af Samme. Dersom vi endelig ville adspørge Erfaringen, da vilde den lære os: at af Professionist-Skytter findes flere ædruelige, end forfaldne, og at hos andre Jægere den omhandlede Last virkelig er en Sjeldenhed.

116

Til Slutning maae vi ogsaa høre Lægens Stemme. Ikke som om alle Læger, eller nogle ubetinget ivrede mod Jagten, som skadelig eller farlig for Sundheden; men dog ere der dem, der mene: at Jagten svækker Helbredet, og navnligen er hos Mange Aarsagen til Tandpine, andre rheumatiske Svagheder; ja endog til den smertefulde og ulægelige Gigt. Den hurtige Afvexling mellem Kulde og Hede, de udmattende Strabadser og især de vaade Fødder opstille de som Skrækkebilleder for den lidenskabelige Jæger, der varm og svedig af forceret Gang staaer hele Timer og lader sig gjennemfryse i klingrende Frost, eller for en Vildand trasker en halv Dag med Støvlerne fulde af Vand. Vel sandt: Nogle, som, vel at mærke! af Naturen ere svage, eller ved Opdragelsen forkjælede, kunne stundom ved alt for dristig at trodse Veirets Indflydelse, ved ikke at tage deres skrøbelige Constitution i Betragtning, paadrage sig en eller anden Sygdom; men der gives Flere, som ved forsigtigt Maadehold og gradviis Afhærdelse styrke og forbedre et skrøbeligt Helbred. Og især er dette Tilfældet med hectiske Personer, som ved passende Bevægelse i den friske Luft ofte gjengive de slappede Lunger den tabte Elasticitet; saa at de, tilforn ei istand til at gaae et Par Hundrede Skridt, uden at vorde stakaandede, ved fortsatte Jagttoure formaae at vandre omkring halve, ja hele Dage. At vorde forfrossen er ikke saa farligt, naar Man atter ved Bevægelse gjengiver Legemet den naturlige Varme; og at gaae flere Timer med vaade Fødder, skader ikke, naar Man ved Hjemkomsten strax skifter Tørt. Hvo som derimod, efter en Jagt, vil sidde hele Aftenen med vaade og kolde Fødder, udsætter sig vist for Snue, Tandpine og værre Forkjølelses-Tilfælde, med mindre han ogsaa er hærdet nok til at taale Sligt, som endda ikke saa sjelden finder Sted. Resultatet bliver da: at de berørte Sygdomme ikke ere nødvendige Følger af Jagten; men af en Uforsigtighed, i hvilken Ikkejægere ogsaa kunne gjøre sig skyldige; og at Jægeren bedre, end enhver Anden, vil modstaae Virkningen af Hede, Frost, Regn og vaade Fødder. - Misligen er det, naar Jagten endes med Sviir, og dette bør virkelig kaldes en Stormløben mod Sundheden, for hvilken de Fleste med Rette maae bøde; men er det ikke den naturlige Straf for enhver Sviregast, han være Jæger eller ikke?

Den forsigtige, ordentlige og maadeholdne Jæger nyder gjerne en fast og varig Sundhed, og blandt Saadanne skulle vi som oftest finde rørige og muntre Oldinge, der naae et Maal af Dage, som vorder kun 117 de færreste blandt Menneskenes Børn tildeel. Nær havde vi overseet een Anklage, hvis det ikke var rundet os i Tanker, at dette Skrivt ogsaa kunde berøres af qvindelige Hænder - Vaadeskud! "Vi høre, vi læse" sige Jægeres Kjærester og nygivte Koner "om saa mange Ulykker paa Jagten!" - Hvor mange? om vi tør spørge: een, to, høist tre om Aaret i det hele Danmark. Og disse endda for det allermeste foranledigede ved Ukyndighed i Jagten og Mangel paa Routine. Det er virkelig en stor Sjeldenhed, at en øvet Jæger gjør enten sig selv, eller Andre Skade; Ulykken kommer næsten altid fra Fuskere og Saadanne, som gaae med for Commercens Skyld, og uforsvarligen, uden Underviisning og Advarsel, tages med i erfarne Skytters Laug, Overalt, naar vi gjennemsee de aarlige Beretninger om "ulykkelige Hændelser," da ville vi finde langt Flere omkomne ved Drukning, løbske Heste o.s.v. o.s.v. Skulle vi derfor forsværge at kjøre, at seile o.s.v.? Det gjorde vel endnu aldrig selv den frygtsomste Qvinde; hvi da bandlyse Jagten? Nei, smukke Læserinder! vi vide intet Andet paa deres Vegne at indvende imod Jagten, end om Kjæresten, eller Manden bliver alt forlænge ude om Aftenen, naar han - som en gammel Poet siger - "glemmer sin unge, ventende Viv, over en Vildbasse, der har brudt igjennem Garnet."

Og er nu, som vi haabe, tilfredsstillende gjendreven enhver Ankepost mod en Beskjæftigelse, der har været i Moden, saalænge som Mennesker og vilde Dyr i Verden. Vi ville nu, til Jægeres Trøst og Opmuntring, ydermere fremsætte Hvad med Rette kan siges til Jagtens Anbefaling og Priis.

For det første bringe vi - med de kjære Lægers Tilladelse - i Erindring, Hvad vi, gjendrivende Paasagnet om Jagtens Skadelighed for Sundheden, yttrede om dens Gavnlighed. Og er det ei alene Bevægelsen, den friske Luft og Legemets Hærdelse, som her komme i Beregning; men ogsaa, hvad Mange oversee, den Sindsmunterhed, der er gavnligere for Helbreden, end et helt Apothek. Løsrivende sig fra Livets Møie og Bekymringer, fra Menneskesamfundets Trængen og Skuppen, fra Vold og Rænker, iler Jægeren ud i den fri og yndige Natur, selv fri og sorgløs, som Fuglen under Skyen. Jagtlyst fylder og udvider hans letaandende Barm. Haabet bevinger hans Skridt, og dets hyppige Opfyldelse skjænker ham skyldfrie og umisundte Glæder. Han afryster Hverdagslivets trykkende Lænker, og, hjemme en Slave af Love og Sædvaner, Modetyranni og trykkende Forhold, 118 træder han med oprindelig Tvangløshed, som Skabningens Herre, ud i Guds skjønne Verden, og farer fra Seier til Seier, som ikke kjøbes med Sukke og Taarer. Han skuer Naturen i alle dens uendelige Skjønheder, i dens Majestæt og i dens Rædsler, og selv med disse vorder han fortrolig. Han hilser Solen naar den opstaaer i sin himmelske Glorie, i sin evige Ungdom, og han tilsmiler den sit Farvel, naar den daler i Vesten. Naar Himlen rynker sine Bryn, naar Tordenen ruller foroven og gjenlyder forneden i Søens Bugter, i Dale og Skove, naar Lynene blinke og Orcanen bruser, da føler han sig stemt til Alvors Tanker og høitidelige Følelser; men ikke til Frygt. Hver stor, hver yndig Landskabsscene i hans Egn er ham bekjendt og forlyster hans Øie; og naar Morgentaagen opruller som et Tæppe, skuer han med stille Fryd omkring i det store Panorama. Selv naar Naturen hvert Efteraar synes at ældes, naar Blomsterne visne og Græsset guulnes; naar Skoven taber sin grønne Sommerdragt, og naar Andre gribes af tungsindige og mørke Følelser - just da hilser Jægeren sin rette Aarstid: da seer han sine Glæder at fremspire. Ja, naar Sneen indhyller Mark og Eng og Skov, og Andre i den see kun et Liiglagen, et Billede paa Døden - just da culminerer Jægerens Glæde, hvad enten han følger Harens velbekjendte Spor, eller det brune Vildt, fremdreven af larmende Klappere, nærmer sig hans lynende Rør.

Og I - hvis dette kommer Nogen af Eder for Øie - I, som i mageligt Vellevnet hverken kjende Hunger, Tørst eller Søvn, som derfor søge Surrogater for hine i pirrende og ophidsende Midler, og for denne i bedøvende: ak! anede I blot hvilken Lækkerbidsken Jægeren har i sit Ost og Brød til en Slurk Kildevand! Hvilket Herre-maaltid han nyder ved sin Hjemkomst i een Ret, simpel ukrydret Mad! Kunde I blot formode, hvor villig Søvnen kommer til den trætte Jæger! hvor sagteligt den lukker hans Øienlaage! hvor blødeligt den - for at bruge et ældgammelt Digtersprog - kryber med sød Krillen over hans Lemmer og løser alle hans Ledemod: I vilde - ja, I vilde i det mindste misunde ham.

Skulde det hernæst være for Intet, eller Lidet at regne, at Jagten, betragtet som en Morskab, en Leeg, forfrisker Sindet og styrker til alvorligt Arbeide? Den kloge Menneskekjender, Oldtidens Æsopus, blev engang af nogle Viismænd i egen Indbilding truffen, idet han spillede "Nødder ihænde" med Smaadrengene. De tilkjendegave ham 119 deres Forargelse. Istedetfor Svar, griber Philosophen en Bue og spørger: hvorfor Eieren gik med Strængen nedspændt? "Naar den stedse var spændt" lød Svaret "vilde den jo snart slappes og miste sin Kraft." "Saa vide I nu ogsaa" gjenmælede Æsopus "hvorfor jeg leger med disse Drenge." Vistnok enhver, endog den uskyldigste, Fornøielse kan overdrives. Naar den forrige Konge af Neapel jog den halve Dag og fiskede den anden halve, eller den afdankede Konge af Frankrig jog fra Morgen til Aften: da maatte Folket sukke, eller oprøre sig. Men at en virkelig Regent, en Saadan, som vil regjere selv, en Dag om Ugen, eller et Par om Maaneden, paa Jagten lægger den tunge Byrde tilside, for siden med forfriskede Kræfter atter at tage den paa sine Skuldre: dette er klogt og billigt, baade mod ham selv og hans Folk. Ogsaa en ringere Mand, naar hans Dont kræver anstrængende Hovedbrud og især stillesiddende Arbeide, vil gjøre saare vel i at følge det anpriste Exempel, og efter en Jagttour finde Sjælens slappede Spændekraft fornyet.

I det Tilfælde, at disse Blade forvildede sig ind paa høie Magthaveres Bord, da forsone dem følgende Bemærkning med deres Ubetydelighed: Det Land, hvis Sønner ere Jægere fra Ungdommen af, har i disse modige, haardføre og dygtige Landsforsvarere. Herom vidne Tyrols Bjerge, herom vidne Norges; den Riffel, som kjender Veien til Gemsens og Bjørnens Hjærte, finder den let til Fjendens.

Tilsidst endnu en Bemærkning, den vi bede Moralisten og Psychologen lægge et Fald til: Ethvert Menneske trænger til, og vil ufeilbarligen søge een eller anden Morskab, Leeg eller Tidsfordriv. Een elsker Musik, en Anden Blomster, en Tredie Heste; men mange Flere elske Spil og Sviir, og overalt saadan Tidsmord, som spilder Søvn, Formue, Helbred og Sindsro; som er til Skade enten for dem selv, eller Andre, eller begge Dele. Er det da ikke bedre at vælge en saadan Leeg, som, uden at fornærme Nogen, gavner baade Legeme og Sjæl? Og hvilken skulde vel da kunne stilles over den, vi af Erfaring og med indlysende Grunde anprise - Jagten?

Og hermed vor venlige Hilsen til alle flinke Jægere. Maatte dette Skrivt forskaffe dem en behagelig Morskab, naar Regn og Slud og Storm holde dem hjemme ved den lune Arne! og i lange Vinteraftener bringe dem deres Yndlingsidræt i kjær Erindring! - Vi vide ikke bedre at slutte denne vor Forsvarstale, end med en Vise, at sjunge efter Jagten til de blinkende Pocaler.

120

Løft høit det blanke Bæger!
En Skaal for hver en Jæger
:|: Paa Jordens vide Rund! :|:
Vi Hver, som Jagten ynder,
Vort Broderskab forkynder
:|: Med Hjærte Haand og Mund! :|:
Hallo! halli! halli! hallo!
Med Hjærte, Haand og Mund jaho!

Vor Jægersang lad runge:
En Jæger er en Konge
:|: Stolthed og i Magt! :|:
Saavidt som Himlen blaaner
Og Lys til Jorden laaner
:|: Hans Rige er udstrakt. :|:
Hallo! halli! etc.

De vilde Dyr at bede
I Mark og Skov og Hede
:|: Han træder Friheds Sti. :|:
Der bryder han de Lænker
Som Vælde og som Rænker
:|: Har smeddet Verden i. :|:
Hallo! halli! etc.

Han skyer de store Stæder,
Hvor Modens usle Glæder
:|: Er Sundheds skumle Grav. :|:
Dens Bud han ikke hylder;
Men angerløs opfylder
:|: Naturens simple Krav. :|:
Hallo! halli! etc.

Hist Dag til Nat forvandles,
Og stakket Fryd tilhandles
:|: For lange Smertesaar. :|:
En Jæger Dagen bruger;
Naar Nat paa Jorden ruger
:|: Til Hvilen sød han gaaer. :|:
Hallo! halli! etc.

Naar Morgenlyset stiger
Han ud i Marken higer
:|: Saa fro med Flint og Hund. :|:
Han gaar med muntre Sange
Paa Høstens gule Vange,
:|: Paa Vintrens hvide Grund. :|:
Hallo! halli! etc.

Løft høit da Glædens Bæger,
Høit leve hver en Jæger
:|: Paa Jordens vide Rund! :|:
Vor Jægersang forkynder:
For Hver, som Jagten ynder,
:|: En Skaal af Hjærtens Grund! :|:
Hallo! halli! halli! hallo!
En Skaal af Hjærtens Grund jaho!

121

Jagtens Historie, i kort Begreb

Første Periode. Da Jagten øvedes, mere som en Nødvendigbed, end som en Forlystelse.

Jagten maa være begyndt ligesaa tidligt som Menneskenes Tilværelse. Den er langt ældre, end Agerdyrkning, og ældre, end selve Qvægavl, eller Hyrdeliv, eftersom denne Levevei kun ved Jagten kunde forberedes. Jagten var nødvendigviis det første Skridt til at opfylde Skabereris Bud: "gjører Eder Jorden underdanige!" Ved denne maatte Mennesket tilkæmpe sig Herredømmet over "Himmelens Fugle og Markens vilde Dyr." Med Rovdyrene maatte det stride om alle de andre. Og da det opfandt at tæmme nogle af de Sidste, bleve disse et Tvistens Æble imellem de første og Eiermanden. Da Mennesket blev Hyrde, blev ogsaa Jagten en uundgaaelig Nødvendighed, en Bedrivt, der bragte baade Fordeel og Hæder. Faaret, der havde ombyttet de af Rovdyr kun sjeldent og med Vanskelighed bestegne Fjelde med de lavere Græsgange, fandt kun under Menneskets bevæbnede Arm Tilflugt fra Ulvens Anfald. Og Oxen, som ved at forlade sin vilde Tilstand havde tabt det Mod og den Styrke, hvormed den i tætsluttet Kreds ofte hældigt værgede sig imod Hyænen og Bjørnen, maatte beskyttes af Jægeren, om denne ikke vilde see sig sin kostbareste Eiendom berøvet. De glubende Dyrs Blod blev da det første, som farvede Pilen og Spyddet. Jagten er ældre, end Krigen; thi først da Huusdyrenes Fjender vare overvundne og trængte tilbage i deres uhyre Skove og Ørkener; da hine herved i Ro kunde formere sig: først da vendte Menneskene deres Vaaben imod hverandre, og kæmpede om de forøgede Eiendomme. Hvor naturligt, at den første Konge maatte være en Jæger! Hvor aldeles troværdigt vorder Sagnet: at Nimrod - Jægernes Fader - svang sit seirrige Jagtspyd som et Scepter over Mennesker, der søgte hans Beskyttelse, og hyldede hans overlægne Sjæls- og Legems-Færdigheder! Ikke kan det da forbause os, at Oldtiden forgudede den lernæiske Slanges og den nemeiske Løves Banemand, og at den arcadiske Vildbasses Overvinder* blev agtet høiere, end den, der nu om Dage indtager en Stad, eller ødelægger en Krigshær.

* 122

Allerede tidligen søgte Menneskene blandt de vilde Dyr selv at skaffe sig Allierede i Kampen mod de Øvrige: Hunden og Hesten bleve deres Deeltagere i Jagten. Dette antyder Fablen om Centaurerne, der beskreves som sammenvoxede Mennesker og Heste, eller Hestemennesker. Men en gammel fordomsfri græsk Skribent udleder Navnet meget naturligt af "Tyr" og "gjennembore," og siger, at Centaurerne vare de Første, som afrettede Heste til Ridning, og ved dette Middel skaffede sig Seiren over de vilde Oxer. Den ligesaa bekjendte Fabel om Actæon, der af Diana blev omskabt til en Hjort, fordi han havde beluret hende i Badet, og derpaa blev jaget og opædt af sine egne Hunde, udtolker ommeldte Forfatter ganske simpelt saaledes: "at Actæon af overdreven Jagtlyst havde tilsat sin Formue paa Jagthunde, og at Folk derfor sagde figurlig om ham, at hans Hunde havde opædt ham; thi" lægger han rigtigen til "Jagthunde gjøre ikke Fortræd, men logre ad alle Mennesker." Vi lære heraf: 1) at Hunde tidlig ere brugte til Jagt, og 2) at Jagten ogsaa tidlig er øvet for Fornøielse. - Virgilius i sit Digt om Landvæsenet har følgende, Jagten vedkommende Stykke: "For dine Hunde maa Du bære Omsorg, og ikke ansee denne Dont for den ringeste! Du maa føde dem vel med feed Valle* baade de spartanske Mynder og de bidske Molosser! Har Du saadanne Vogtere, skal Du ikke frygte, at enten Ulve, eller Tyve skulle bryde ind i dine Fæhuse. Ofte kan Du ogsaa med dine Hunde jage de frygtsomme vilde Æsler, Harer og Daadyr. Ofte skal deres Halsen uddrive Vildsvinene af deres Skjul i Skovene, og Hjortene hen mod Garnet." En anden gammel Digter angiver, som et Kjendetegn paa ægte Støvere, at deres Ører burde være saa lange, at de i Løbet med dem kunne skumme Dugen af Græsset. Vi see ogsaa heraf, at Oldtidens Poeter ikke have været saa følsomme Jagtfjender, som mange nyere.

Naar i en Egn, eller i et Land, var gjort lyst mellem Rovdyrene - thi heelt udryddede bleve de ingensteds før Krudtets Opfindelse - saa at de, stundom med stor Møie, maatte opsøges; og da det græsædende Vildt naturligviis formeredes i Forhold til som hine formindskedes: saa rettede ofte den Jagtlystne sit Kast og sit Skud efter mindre farlige Fjender, hvorvel Vildbassen, naar han opirredes, just ikke kunde regnes blandt de foragtelige. For det meste var det vel dennes *

123 og Hjortens og andres lækkre Kjød, som lokkede; men saasnart der bleve Konger og Vældige til paa Jorden, joge disse dog stundom blot til Lyst. Herpaa finde vi Exempler i mange Landes gamle Sagn og Sange. Af det ældgamle indiske Skuespil "Sacontala" lære vi, at den fromme Antilope maa bløde saavelsom den blodtørstige Tiger. Den forelskede Dido forlyster - sig selv til Fordærvelse - Æneas med Jagt; og Celternes Konger fælde, i Fredsdage, den kneisende Hjort og den letspringende Raa.

Hvad Jagtredskaberne i denne Periode angaaer, da synes de at have Indskrænket sig til Bue og Pile, Kastespyd og Landse - Jægergarn og Snarer tilhøre det næste Tidsrum. Kun i enkelte Lande reed Man paa Jagten - i Thessalien paa Heste, i Ostindien paa Elephanter. Hunde brugtes mere almindeligt; men Falkejagt var aldeles ubekjendt.

Det jagede Vildt indskrænkede sig til de større Arter af kjød- og græsædende Dyr. Der vare nok af disse, og derfor slap endnu Haren, Ræven og alle de mindre fri, saavelsom Fuglene, der desuden ved deres hurtige Flugt let undgik Pilen, og som først bleve Menneskets Bytte, da dette blandt deres egen Art havde forskaffet sig en Medhjælper.

Sluttelig bemærkes: at denne Jagtens første Periode kan siges endnu at vedvare hos mange Folkeslag - saa mange næmlig, som øve Jagten som Næringsvei: Nordamericaner, Nord asiater og flere, der leve omtrent i oprindelig Naturtilstand, og hidtil saa lidet have befolket deres Lande, at disse snarere tilhøre de vilde Dyr, og Menneskene hos dem kun boe til Leie. Men vi følge her Jagtens Historie i de befolkede og cultiverede Verdensdele.

Anden Periode. Jagten øves mere til Fornøielse, end af Nødvendighed.

Dersom denne korte Oversigt gjorde Fordring paa logisk Rigtighed og Orden, burde her intet Afsnit gjøres, da begge Perioder egentlig sammensmelte og løbe saaledes i Eet, at ingen bestemt Grændse mellem dem kan drages. Men vi skrive jo blot til Læsernes Morskab, og vide af Erfaring: at de Fleste godt lide et Ophold i Fortællingen, til at drage Aande i - som det hedder - og summe over paa det Fortalte. Og ville vi da fortfare efter den Plan, som først kom os i Tanker.

Saasnart et Folk havde naaet en vis Grad i sin fremskridende Cultur; naar, til Eiendoms Beskyttelse, Love afløste Spydstagen; naar 124 rolig Besiddelse og Velstand fremavlede de skjønne Kunster og mangehaande Opfindelser, og saaledes forflerede de Forlystelser, hvortil medfødt Naturdrivt skynder Mennesket - da blev ogsaa Jagten en Idræt, som de Mægtige og Rige øvede til Morskab.

Nu kom ogsaa Raden til de mindre og værgeløse Dyr, og de, der vare for smaae og for hurtige, og derved undslap Pilen, bleve hængende i Snarer og Garn. Ikke hjalp nu længer Haren dens snelle Been, ej heller Kramsfuglen dens Vinger. Den Sidste fangedes i Doner, den Første i Garn og med Hunde; og Begge taltes blandt de mangfoldige Retter paa Smarodsernes Borde - hvilket en Satyricus, som levede for over 18 Secler siden, underviser os om. Men den Samme lærer os endvidere: at ogsaa de større og stærkere Dyr fangedes i Garn. Den endnu langt ældre Fabel om Løven og Musen viser, at ogsaa Dyrenes Konge blev et Offer for denne listige Opfindelse. Ja, uden Samme vilde det ikke bleven muligt at forsyne de grusomme Romeres utallige Amphitheatre med de glubende Dyr, mod hvilke bortflygtede Slaver og andre Dødsdømte maatte stride. Til et Beviis, at Jagten i de tættest befolkede romerske Provindser øvedes, ei alene til Forlystelse, men ogsaa af Forfængelighed, er et Sted hos formeldte Satyrskriver, hvor han skjemter med dem, "der om Morgenen droge ud med stort Følge, med Pakæsler og Garn, og det just over Torvet (hvor de fleste Mennesker vare samlede), for mod Aften at hjemdrage samme Vei med et kjøbt Vildsviin."* Dette giver os tillige et Vink om, at paa den Tid maae Appeninerne allerede have været temmelig vel rensede for disse Dyr.

Vi kunne her upaaankede glide hen over et Tidsrum af et tusinde Aar, i hvilken Jagtkunsten (Tydskerne vove endog at kalde den Videnskab) beholdt sin Skikkelse uden væsentlige Forandringer og Opfindelser. Først i Middelalderen opkom med Riddervæsen, Lehnsvæsen, og medens al anden Ret sad i Spydstagen, en ny Ret, som hedde Jagtret; og medens Menneskerettigheder traadtes under Fødder, hævdede de Vældige Jagtrettighed med haarde og blodige Straffe.

Skjøndt det ikke er aldeles bestemt, naar denne Indskrænkning i almindelig Jagtfrihed tog sin Begyndelse, kan det dog ikke feile, at *

125 den jo maa søges i det 11te Aarhundrede, og i Normandiet hvorfra Wilhelm Conqvestor indførte de barbariske Jagtlove til det 1066 erobrede England, og hvor de, den Dag i Dag, gjælde i oprindelig Strænghed paa de normanniske Baroners Descendenteres Godser, uagtet Alt, hvad derimod er skrevet og talt i Parlamentet. For at gjøre sig et Begreb om den vilde Erobrers ubændige og umenneskelige Jagtraseri, behøvede Man blot at vide dette: at han lod en Strækning af flere Qvadratmile i Englands frugtbareste sydlige Deel ødelægge og forvandle til Vildbane, idet han udjog nogle tusinde Landboere fra deres Hjem, og lod deres efterladte Boliger - Landsbyer - afbrænde. Næsten lige ned til vore Dage have Britterne af de her fremvoxede og fredede Skove taget Tømmer til deres Flaade. Han satte Livstraf paa enhver, af Uadelige udøvet, Jagt, og denne Blodlov fyldte Englands Skove med Fredløse og Røvere. Om disse have mange Sagn og romantiske Sange vedligeholdt sig; og ville vi alene, for Yndere af de walter-scottske Fortællinger, henvise til Ivanhoe, i hvilken Krybeskytten og Røveren Robin Hood spiller saa interessant en Rolle; samt til Cloudesleys Ballade i "Nordlyset."

Besynderligt nok, at denne Opfindelse at gjøre Jagten til et Regale, eller Monopol for Regentere, ikke har udbredt sig videre, end næmlig til Frankrig, England, Tydskland og Danmark; at i det sydlige Europa, i et Land f. Ex. som Spanien, hvor alt Andet, baade aandeligt og legemligt, har været lænkebunden,* at Jagten der har været det Eneste fri - saa fri, at en Udlænding, en Kjætter (Britten Twis) har som Jæger kunnet gjennemreise hele den pyrenæiske Halvø. Oprørende Exempler paa Jagtdespoti gives især i Tydskland, hvor Mennesker, der overtræde Jagtlovene, skydes med samme Rolighed, som en Hund, der træder over i Jagttyrannens Revier. Den sandfærdige Begivenhed, at en Bonde blev tvungen til at æde med Skind og Been en lille Harekilling, han havde fanget: var kun en sindriig Variation paa jevnlige Grusomheder.

Her især steeg og i denne Periode Jagtlysten til Lidenskab, og udartede til et Slags Modegalskab, til hvilken hverken før eller siden saaes Mage. Og var det ei alene Fyrster og Adelsmænd, der offrede til Diana, eller - mindre hedensk talt - tilbade Sanct Hubertus;** men *

* 126 selv de Geistlige - baade de Velærværdige og Høiærværdige - vare saa hengivne til Jagten, at de gik udrustede til Kirken, og lode blot Vaaben og Hunde udenfor, medens de derinde i muligste Hast læste Messe; hvorpaa de kastede Ornaten, og i Jagtklædning fore ud til de ventende Cammerater. Dette Jagtuvæsen gik omsider saa vidt, at Paven saae sig nødsaget til, ved en Bulle reent at forbyde hele Standen denne verdslige Piaseer. (Snurrigt nok! naar Man betænker, at det var paa samme Tid, at Geistligheden uden Sky og Paaanke øvede al Slags Liderlighed; og at det eneste Baand paa denne Tøilesløshed var en Bulle, som bød: "At ingen aabenbar Pæderast maatte indvies til Biskop!!!" Skørlevnet og Hoer ændsedes ikke).

En Opfindelse, der snart udbredte sig til alle de ovenfor opregnede Lande, var Falkejagten. Hvor og naar den begyndte, er ikke afgjort. Saameget er vist: at den allerede i det 13de Aarhundrede var i fuld Brug herinde i Danmark, og at danske (islandske) Falke søgtes udenlands. Endnu tilsidst i det forløbne Seculum sendte de danske Konger afrettede Falke, som høitanseete Foræringer, til fremmede Hoffer; og mange endnu Levende ville godt kunne erindre sig, at Falkoneergaarden ved Kjøbenhavn virkelig havde Navn af Gavn, samt at Jagten med disse Fugle var en ligesaa almindelig Hofforlystelse, som Parforce-Jagten. Falkens - eller som den i Kæmpeviserne rettere kaldes - Høgens Dressering; hvorledes den, sat paa en bevægelig Ring, ved Søvnløshed udmattedes og bragtes til at glemme sin vilde Tilstand o.s.v., vilde vi, som det der ikke længere har nogen practisk Nytte, forbigaae. Saa vanskelig som Oplæreisen af denne fjedrede Jagtcammerat var (det blev en vigtig Green af Jagtvidenskaben, som havde sine egne Professorer, Falkoneermestere og Adjuncter), saa let var Anvendelsen: Jægeren reed i Marken med Fuglen, hvis Hoved indhylledes af en Hætte, paa sin behandskede Haand; og naar et Stykke Vildt reistes, toges Hætten af. Falken steeg da iveiret og styrtede sig ned paa sit Bytte, hvilket kaldtes "at slaae" og "at støde." Ei alene Fugle vare Gjenstanden for denne Jagt; men ogsaa løbende Dyr, som Harer og Raadyr, Den farligste (for Fuglen), maaskee derfor den meest yndede Falkejagt, var den efter Heiren. Saasnart denne øiner sin Fjende, trykker den sig fladt ned, lægger Hovedet fast paa Ryggen og opstiller sit spidse Næb, som en Bajonet, til at modtage hiin. Lykkes denne Manoeuvre, spidder Falken sig selv; i manglende Fald er Heiren forloren.

127

Falkejagten, som hverken kræver Færdighed, Mod eller Anstrængelse, og som derfor i det høieste kun bør sættes ved Siden af Myndejagten, holdt sig vistnok saalænge, alene fordi det var en Jagt for Damer; og det ikke blot fordi disse uden Fare kunde øve Samme, men og fordi Cavaliererne nu kunde nyde et saa behageligt Selskab, hvilket de paa andre Jagter maatte savne.

Tredie Periode. Jagten øves ikke længer af Nødvendighed; men noget for Fordeel og mere for Fornøielse.*

Krudtets Opfindelse gjorde Epoche i Jagten, saavelsom i Krigen; dog ikke strax, thi det varede endnu næsten 300 Aar, inden Laasebøssen kom til at fortrænge Buen.

Den tydske Munk Barthold Schwarz tilskrives Æren for denne høist-vigtige Opfindelse 1354; men den er meget ældre. Ei at tale om Chineserne, vide vi med temmelig Vished, at Krudt er brugt 1344 i Beleiringen af Algeziras i Spanien, og rimeligviis i Søslaget ved Cressy 1346. Med Kanoner, skjøndt meget ufuldkomne, gjordes den første Anvendelse. Mod Slutningen af det 15de Aarhundrede opfandtes Luntebøsser, som vel kunde anvendes i Krigen, fornæmmelig ved Beleiringer; men ei til Jagten. Først da Bøsserne, et Hundrede Aar senere, i Nürnberg forsynedes med Laase, begyndte Ildgeværet at fortrænge Buen fra Krigerens og Jægerens Skuldre. Her anvendtes Flintestenene første Gang til at antænde Krudtet; men først efter endnu et Sekels Forløb fik Laasene den sidste og fuldkomne Indretning. Nu var ingen Fugl saa hurtig, at den jo maatte herned, og Jægeren kunde nu først siges at udstrække sit Herredømme over hele den vilde Natur.** - Denne er Jagtens sidste Epoche.

Laasebøssens Fortrinlighed, fremfor alle andre Jagtvaaben, viste sig i dens ødelæggende Virkninger paa forskjellige Dyrarter. Ulvene udryddedes efterhaanden aldeles i nogle Lande, som England og Danmark, hvilket ikke kan tilskrives stigende Cultur, eller tiltagende Folkemængde alene; thi disse Dyrs Forsvinden skriver sig i begge Lande fra en ældre Periode, og tilmed er det stærkt befolkede Frankrig *

* 128 endnu slemt belemret med disse besværlige Gæster, hvortil Aarsagen især maa søges i de idelige Krige. Ligeledes udryddedes Vildsvinene i begge de omtalte Lande, og i England havde Rævene maattet dele Skjæbne med dem, hvis ikke jagtlystne Godseiere af og til havde forskrevet nogle fra Fastlandet. Andre Dyrarters Antal er betydeligt formindsket, f.Ex. Hjorte og Daadyr, som nu kun enkelte Steder findes i fri Tilstand; men paa flere vedligeholdes i Dyrehaver. De gavnlige Følger heraf for Landvæsenet ere indlysende: i Sikkerhed for den røverske Ulv, græsser nu Faaret og de øvrige Huusdyr; Sæden omrodes ikke mere af Vildsvinet, og de faa Rugvipper, som den landflygtige Hjort afklipper hist og her, kunne næppe savnes. At Ulvene i Frankrig endnu ei have deelt deres Cammeraters Skjæbne i Danmark og England, derfor kunne de vel tildeels takke de tilgrændsende store Bjergstrækninger; men endnu mere de indvortes og udvortes Krige; især under Revolutionen fik de flere Aar uhindret Mag til at formere sig. At Vildsviinene og de store Dyr end nyde samme Gunst i Tydskland, derfor bør de vel alene takke dette Riges storaristocratiske Forfatning. Men med bedre Constitution og varig Fred vil Turen ogsaa komme til dem der.

Her vil vistnok være det meest passende Sted at kaste et Blik paa vort Fædrenelands legislative Jagtforfatning.

Vi have tilforn givet tilkjende, at Jagtlovene ogsaa her engang gjaldt i viid Udstrækning og ubillig Strænghed, som dog udøvedes meest af de adelige Godseiere - skjøndt langtfra ei i den Grad, som hos vore sydlige og vestlige Naboer. Men da med nærværende Regjering Menneskerettigheder - følgelig ogsaa Bonderettigheder - bleve Dagens Orden: kunde hine Loves Hævdelse ikke bestaae med Bestyrelsens Liberalitet. Sjeldnere og sjeldnere blev Straf - og den stedse mitigeret - for Jagtforseelser. Og da den seneste Jagtforordning af 1741 var - udenfor kongelig Vildbanes Grændser - ubestemt, og kunde modtage flere Fortolkninger, saa antoges gjerne den mildeste. Pengebøder af 50 Rdlr. bleve - paa yderst faa Undtagelser nær - de høieste, Man kjendte; men oftest tilfredsstilledes Klagerne ved Forligelses - Commissionen med en ubetydelig Kjendelse til Fattigkassen. Da Veien til Eiendomsret banedes for Fæstebønder, og Udskiftning fuldførtes, blev Jagtfrihed for denne Stand tillige betænkt. Det bestemtes udtrykkeligt: 1) at ingen Godseier maatte ved Salg forbeholde sig Jagtrettigheder paa de solgte Eiendomme, og 2) at enhver Selveier, 129 ved Indhegning, erholdt Samme. Senere tilbødes den endog, uden denne Clausul, for en ringe Afgivt af 6-8 Sk. pr. Td. Hartkorn, eller bortforpagtedes ved Auction, hvor Grundeiernes Bud da toges i særdeles Betragtning. Endelig ere nu Bøderne for Jagtforurettelser ansatte til 25 Rbd.; og da Talen her er kun om "at findes med Gevær og Hund paa fremmet Jagt," kunne de forrige enorme Mulcter af 200, 500 og 1,000 Rdlr. vel ansees for at være ophævede.

At endnu Jagtret og Markfred undertiden kan komme i Collision, hvor næmlig den Ene har Jagtret paa den Andens Eiendom, kan vel ikke nægtes; men det er at forvente, at begge Rettigheder omsider ville forenes for Selveierne.

At Vildtet jo, under saadanne Omstændigheder, vil formindskes, er ei heller at nægte; men Menneskene ville formeres; thi Begges Formerelse staaer altid i omvendt Forhold til hinanden. Og skulde engang de Sidste vorde saa mange, at enhver dyrkelig Plet anvendes til at føde dem - ja da vil ogsaa Jagten afskaffe sig selv: Uhrhøns ville ikke søges længer i Heden - for der er ingen Hede meer - men i Museer og Billedbøger; Harer forskrives fra Sibirien, og kun paa Millionairers Borde paradere ved Siden af Skildpadder; Agerhøns ville faae Rang med Fasaner, og Brokfugle med Ortolaner. Rige Folk ville drive Luxus til den uhørte Grad, at have Lunde med 2 Skjepper 130 Land, for deri, et Par Uger For- og Efteraar, at skyde en Sneppe eller to; Man vil anstille Klapjagt efter Lærker; den der faaer en Kramsfugl vil misundes, og at skyde en Bekkasin vil gjøre Epoche i et Menneskes Liv. - Dog, lad os her holde inde! og ikke bedrøve vore Læsere med videre Udmaling af saa bedrøvelige Tider. Ingen af dem skal forhaabentlig opleve Samme. Hellere ville vi berolige dem med de Sorg-løses almindelige Raad: "Lad den sørge, som længst lever, og den lukke Døren, som sidst gaaer ud!"

Før vi slutte nærværende Afhandling, bør vi ei heller undlade at bemærke: at i vore videnskabelige Dage er ogsaa Jagten - og det først af vore systematiske og grundige Naboer mod Sønden - ophøiet til en Videnskab, som i offentlige Læreanstalter foredrages i Forbindelse med Forstvidenskab, og doceres i Katechismusser og Lærebøger.

131

Vildtets Naturhistorie. Haren

Den talrige Slægt Glires, hvis første Særkjende er, at de ei have Hjørnetænder; men fire Fortænder - to oven og to neden, og en Aabning til Kindtænderne - kalder Man, for den Brug, der, som oftest til Menneskets store Skade, gjøres af disse haarde og skarpe Redskaber, Gnavere; de Fleste af dem kunde ogsaa gjerne hedde Gravere - Man tænke blot paa Musenes, Rotternes og Kaninernes underjordiske Værker! - Det andet Særkjende er, at Bagbenene ere meget længere, end Forbenene, hvilket giver dem en hoppende Gang! - Nogle Arter ere drøvtyggende, blandt hvilke vor Hare.

Harens Beskrivelse

Haren (lat. Lepus timidus, fr. liévre, engl. hare, tydsk Haase) er i Kroppen af en Rævs Størrelse; men veier mindre, sædvanligt 8 $$$ . Ramleren (Hannen) er lidt større, end Sætteren (Hunnen), og kan veie 10 til 11 $$$ . En gammel og meget feed kan stundom overskride denne Vægt; men 11 $$$ er allerede en Sjeldenhed - den største, vi have seet og hørt omtale, veiede 13 $$$ . - Hovedet er ovalt; Overlæben er kløvtet (deraf Benævnelsen "Hareskaar"), og indenfor sidde de omtalte Familietænder.* Munden kan ikke aabnes videre, end at Man kan stikke en Finger mellem Tænderne. Mulen er besat med Knurhaar.**

* * 132

Øinene ere forholdsmæssigt meget store, udstaaende og saaledes stillede, at - Man troer, den kan see baade for og bag, uden at bevæge Hovedet. Vi, for vor Deel, finde Lyst til at opkaste følgende Spørgsmaal: Hvorfor sætter Haren sig opreist paa Bagdelen, og vender Siden til, for at see efter Hunde og Mennesker, som pludseligt have skrækket den op af sit Sæde? Vist nok fordi den er opskrækket ved Lyden, og fordi den maa see - i det mindste saa tydeligt som muligt - fra Siden. Den gjør især denne Manoeuvre efter et Bagskud; den har altsaa endnu ikke seet, Hvo der frembragte Knaldet. Endnu Eet: Jægere af lang Praxis ville vist mere end eengang have bemærket: at Haren i sit Sæde, naar den hører Noget lige foran, eller lige bag ved, hæver Hovedet lidet, og dreier det langsomt og forsigtigt med Siden af det mod den bemærkede Lyd. Endeligt: naar Haren løber lige mod Skytten, og denne staaer ganske stille, vil den - endog ofte paa aaben Mark - nærme sig ham paa godt Skud; men ikke saa, om den kommer i skraa Retning. Vi synes, Man kan antage: at da Øiet er lidet bevægeligt, kan Haren kun see til Siden. Dens Syn er iøvrigt som alle de Dyrs, der færdes meest om Natten, svagt; dog ikke svagere, end at det jo viser den sine Fjender - vel at mærke, tydeligst fra Siden. - En anden Mærkværdighed ved Harens Øine er denne: at den ei kan drage Øienlaagene ned over dem; hvorfor Man længe nærede den Vildfarelse: "at den aldrig sov!" Nu veed Man bedre, at der næmlig oppe under Laaget befinder sig en tynd Hinde, som kan trækkes ned og bedække Pupillen. Forfatteren af denne Afhandling har engang paa blød Snee nærmet sig en Hare, uden at den mærkede det. Den havde Hinden nede over Øiet, og viste tydeligt at den sov; thi Hovedet nikkede, som ledeløst, til Siden. - Ørene ere i Forhold endnu større, end Øinene; thi de ere længere, end hele Hovedet. Deres Structur - thi Størrelsen alene udvirker ikke dette - lader Haren opfange enhver hørlig Lyd, og sætter den saaledes i Stand til, ved Benenes Hurtighed at skjule sig for, eller undgaae dens mangfoldige Fjender. Man seer den derfor altid, udenfor sit Sæde, at bevæge disse Lemmer i alle Retninger, hvilket Man - ligesom hos Hesten - kalder: "at klippe." Selv siddende letter den Ørerne op fra Nakken, og først naar den mærker Fare trykker den dem igjen ned. At Man næsten altid seer den saaledes, kommer heraf, at den først har mærket Iagttageren. - Ogsaa en god Næse har Naturen skjænket dette Dyr. I Ramletiden - den største Deel af Aaret - vil Man see Hannen gaae paa Foden 133 af Hunnen, og med Næsen i Jorden følge dens Spor saa godt som nogen Støver. Ja, ikke saa meget sjeldent vil Man erfare, at en gammel Hare, som fra mangen en heldig overstaaet Fare har lært at kjende sin værste Fjende, Mennesket, paa Lugten, dreier af eller vender om, naar den kommer i Vinden af Skytten. - Harens Hals er kortere og tyndere, end andre Dyrs af samme Størrelse. I Nakken, lige bag ved Ørerne, er den saa ømfindtlig, at et Hug med Kanten af Haanden der øieblikkeligt dræber den. - Forbenene ere lige; men dog gaaer den lidt fransk (udad) paa dem, saavelsom paa Bagbenene. Hine flytter den vexelviis (ikke samlede, som Bagbenene), det ene næsten lige bag ved det andet; mærkeligt nok, at den, til stærkt Løb lige ud, slaaer an med venstre Fod; men ved Dreining til Høire, skifter den om. Forbenene ere de eneste Vaaben, den bruger i sin eneste Strid, næmligt mod Medbeileren. Løierligt seer det ud, naar to Saadanne reise sig mod hverandre, og tjatte med deres smaae Pusselanker, der vel ere bevæbnede med fire Kløer; men alligevel kun sjeldent bringe Blodet til at flyde. Underneden ere Fødderne - ligesom de bagerste - tæt beklædte med Uld og Haar. Bagbenene ere et Qvarteer længere, end Forbenene, hele Foden næmligt, paa hvilken den hviler, ligesom Kaninen og andre af denne Art. Ogsaa flytter den dem altid begge samlede (paa eengang); saa at Man kan sige om den: at den gaaer paa Forbenene og hopper paa Bagbenene; men dette er kun naar den bevæger sig meget langsomt; i Løb derimod sætter den alene Sokkerne til Jorden. I sagte Humpen sætter den Bagfødderne ind under sig, næsten hen til Forbenene, hvorover den da seer rundrygget ud, og meget høiere bag, end for; i Spring derimod er Ryggen lige. Formedelst Bagbenenes Længde og deres Seners store Fjederkraft, formaaer den at springe meget hurtigt; den er istand til at tage Spring paa 8 Alen, og derover. Det ulige Forhold mellem For- og Bagbeen bevirker endvidere, at den løber bedre opad, end nedad - hvoraf den, jaget af Mynden, ogsaa godt veed at benytte sig. Den kan endog entre opad en næsten lodret Sandklint. Naar Haren sidder i sit Dagsæde, strækker den Bagfødderne lige hen til Hovedet, og krymper sig altsaa saaledes sammen, at den ikke synes uden halv saa lang, som den virkeligt er. Mærker den Fare, trykker den Hovedet tæt til Jorden, med Ørerne hen ad Nakken. Denne sammenkrympede Stilling gjør, at naar Man skyder den paa Hovedet eller Forparten, lader det, som om den kastedes ud af Sædet ved Skuddets Kraft; træffer Man den i 134 Bagdelen, skeer dette ikke. - Haren har en stumpet, tre Tommer lang Hale, hvis Spids bøier lidt opad, og som den ei kan bevæge til Siderne. Mærkelige ere Hannernes Testikler, der, udenfor Ramletiden, sidde høit oppe under Ryggen, og altsaa ikke bemærkes før den bliver veiet ud; i Yngletiden synke de ned. Dette har givet Anledning til tossede Sagn: at Haren er en Hermaphrodit, eller at den skifter Kjøn, saaledes at den, der iaar er Ramler, til næste Aar bliver Sætter; og omvendt.

Skjøndt ingen ordentlig Jæger, der vil holde Hævd over sin Vildtstand, skyder Harer om Sommeren; kan det dog indtræffe, at han faaer Brug for een i Yngletiden: hvorledes skjelner han da Ramler fra Sætter? De fleste af Skjelnemærkerne ere saa fine og upaalidelige, at den meest øvede endda kan tage feil. Dog ville vi derfor ikke undlade at fremsætte de bedste, vi kjende: 1) Ramleren er forholdsvis større, end Sætteren; men en ung Ramler og en gammel Sætter kunne være lige store, og den Første stundom mindre, end den Sidste; følgeligt duer dette Kjendemærke ikke. 2) Ramleren - siger Man - krummer Halen mere opad, end Sætteren; men, naar en Hare springer, Hvo kan da i saadan Hast skjønne herpaa? og kommer den i andre Retninger, falder Skjelnetegnet bort. 3) Naar Ramleren farer ud af sit Sæde, skal den, efter nogle Spring, slaae op med Bagparten, som om den vilde kaste Jorden eller Støvet i Veiret. Inden Man faaer iagttaget dette Kjendemærke - om det bolder Stik - er den maaskee ude af Skudvidde. 4) I Sædet ligge Ramlerens Ører mere adskilte. Dette er noget sikkrere; men ikke altid. 5) Ramleren har større Hoved, og Mulen paa den synes at være opsvulmet. Endnu sikkrere; men Hvo er altid istand til at bemærke det? Der gives endnu flere, ligesaa mislige, Skjelnetegn; men vi ville indskrænke os til, slutteligt at anføre det tydeligste: Den Hare næmligt, som støver, løber snart med Næsen til Jorden, snart løfter Hovedet og kikker - det er Ramleren, som gaaer paa Foden af Sætteren. Han er saa opsat paa denne forliebte Jagt, som han ogsaa øver om Dagen, at han snart hverken bryder sig om Jæger eller Hund. Forfatteren har seet en Sætter, derefter en Ramler, derefter en Støver - alle Tre feiende en lang Strækning omkring efter hverandre, indtil Sætteren standsede, Ramleren ligesaa, og Trediemand altsaa kom dem saa nær, at han forpurrede det ømme Eventyr; og Elsker og Elskerinde hver tog sin Vei.

Harens lækkre Kjød gjør den fornæmmeligt til Gjenstand for Menneskets 135 Efterstræbelser. Det er velsmagende, skjørt og - naar det vorder rigtigt tillavet* - tillige saftigt og nærende. Det har en eiendommelig Velsmag, saa Man aldrig - hvor ofte det end spises - bliver kjed deraf; og med hvilken kun Raadyrets har nogen Liighed. Jo federe Haren, jo behageligere Kjødet. - Allerede for henved 2,000 Aar siden har derfor en Digter, som forstod sig paa Hvad der smagte godt, erklæret "Haren for det lækkreste af alle fiirføddede Dyr," ligesom han og - med ligesaa stor Føie - giver "en feed Kramsfugl Rangen over alle spiselige Fugle." - Talgen bruges af Almuen som et Middel mod Senehævelser og indvendig Beenskade.

Harens Skind er tyndt og svagt, saa Man hidtil ikke har vidst at gjøre nogen Brug deraf; men dette Skind bærer et Slags Uld, eller uldagtige Haar, der udgjør det vigtigste Material i Hattefabricationen. - Haren har, som Raadyret og flere, en Sommerkjole og en Vinterkjole; den Første er tynd og, saa at sige, enkelt; den afbenytte vi ikke: den Sidste er dobbelt, og dens Underfoder er det egentligt vi begjære. - Men lad os gaae ordentligt frem, og afbilde Morten i begge hans Dragter! Om Sommeren da er hans Farve paa Ryggen og Siderne en Blanding af Brunt, Graat og smudsigt Blegrødt; under Bugen og mellem Baglaarene er han graahvid. Under Halsen og i Nakken er han brunlig-rød; Forbenene have samme Farve;** den indvendige Kant af Bagbenene og Foden ere lidet lysere. Hovedet er igjen mørkere, med en lysere Stribe fra Ørerne ned over Øinene. Ørerne ere ovenpaa rødagtige med sorte Kanter og Flip. Ogsaa Halen er udvendig sort med hvid Spids; indvendig ogsaa hvid. - Vinterkjolen har overalt renere Farver: paa Ryg og Sider mørkere, dog lidt stikkelhaaret eller gnistrende; Bugen er nu sneehvid, og mellem den og Siderne løber en brunrød Rand. Ryg og Sider have den omtalte dobbelte Besætning: de længere og stride Haar, og den kortere, tætte og silkebløde Uld, som bruges til de fineste Hatte. For at faae denne, *

* 136 afklipper Man derfor de længere Spidser af Haarene. En Hare skal bære kun 2 Lod af Vinterulden, saa let er den; og Man regner 8 Lod til en fiin Hat. - Ulden har den Egenskab, at den let filter, ei alene med Blod, men og med Vand; det Første forstaaer kun Hattemageren at opløse; og de Klatter, som Vandet sætter, ere vanskelige for enhver Anden at udrede. * Vil Man altsaa med Fordeel sælge sine Vinter-skind, iagttager Man Følgende: 1) Kan Man skyde Haren i Sædet, holder Man - og helst fra Siden - paa Hovedet!** løber den, skyder Man ikke paa for nært Hold. 2) Saasnart Haren falder, iler Man til og holder den ved Ørerne iveiret, til Urinen kan løbe af; thi denne filter næsten ligesaa slemt som Blodet. 3) Man veie ikke Haren ud, før den flaaes; og endeligt 4) udspile Man Skindet med mange Søm, og Kjødsiden indad - ligesom Grævlinge- og Sælhunde-Skind. - Hvad endnu Farven angaaer, bemærkes videre: at i de sydligste Lande af Harens Opholdssted - omtrent fra den 4ode Grad til Vendekredsen - faaer den ingen Vinterkjole; i de nordligere - omtrent fra den 60 til 70de Grad - er Vinterkjolen hvid: *** og i de allernordligste faaer den slet ingen Sommerkjole: men er stedse hvid. †

Af det Sidstanførte sees nu og Harens Fødeland, der strækker sig næmligt fra de nordligste Polarlande, saa høit op, som Ræven kan leve, og lige ned til Vendekredsen. I den hede Zone, samt paa den sydlige Halvkugle, findes ingen. Underligt nok! paa Island ikke heller.

Harens Fødemidler ere mange. Den æder alle spiselige Græsarter; dog helst Bladene: videre mange Slags Mosarter, og Lyngens yngste Skud. Om Vinteren skraber den Sneen bort, for at finde disse; men søger dog hellere Rugmarkerne, og Skovene, hvor Træknoppene ere dens kjæreste Føde. Er Vinteren stræng, Sneelaget tykt og haardt, gaaer den hjem - som det hedder - i Haverne, hvor den fornemmeligt gotter sig ved Grønkaal. Denne kunde Man unde stakkels Morten, dersom han ikke forgreb sig paa Træernes Bark. Frugttræer - især

* * * * 137

Æble- og Pæretræer - maae føle hans hvasse Tænder; og det Værste er, at Saaret, de bibringe, ikke kan læges; men vorder til Kræft, og - Træet gaaer ud.* - En anden Skade anretter Haren i unge Granplantninger: saa højt, han kan naae, afbider han Topskuddet, hvorved Planten taber sin ranke Dannelse, og forsættes i sin Væxt; thi een af Sideskuddene maa nu, men langsomt, hæve sig til Topskud. - I Kornet gjør Haren ingen mærkelig Skade; thi den lader sig nøie med Sidebladene, tager sjeldent fat paa Stokkene, og aldrigt paa Vipperne. I enkelte Egne har Forfatteren dog seet, at Haren gjør sig en Sti gjennem den fuldvoxne Rug, idet den afbider Straaene ved Roden. Dens Hensigt er rimeligviis ingen anden, end at have fri Gjennemfart, uden at molesteres af Duggen. - I Haverne søger den endvidere flere Slags Kjøkkenurter; men ingen er den kjærere end Persille, hvorfor Man ogsaa paa nogle Steder anbringer denne Væxt som Lokkemad i Fælder og Snarer. Buxbom hører ogsaa med til dens Delicatesser; men fremfor Alt holder den sig til - Lavendler. - Haren søger ikke sin Føde om Dagen; men først en halv Time efter Solens Nedgang forlader den Sædet, og er nu oppe hele Natten igjennem indtil ligesaalænge før Solens Opgang. Dens bedste Spisetid er naturligviis først paa Aftenen, efter en heel Dags Faste. Den er alligevel ikke nær saa tidlig som andre græsædende og drøvtyggende Dyr; men kan ofte tilbringe to Dage og een Nat ganske roligt i sit Sæde;** dette dog kun

* * 138

om Vinteren udenfor Ramletiden; thi i denne sin Elskovsperiode kan den ei engang sidde stille om Dagen. Om Sætteren endog vilde, faaer hun ikke Ro for Ramleren, der, saasnart han finder hende, gjenner hende op at dandse. - Det er en Mærkelighed ved disse Dyrs Levemaade: at om de end befinde sig i nok saa stor Mængde, flokkes de dog aldrig. Kun i Yngletiden seer Man flere samlede; men disse ere lutter Ramlere, der beile til een Sætter, og kæmpe paa deres Viis om hendes Besiddelse. - Før vi slutte Harens physiske Beskrivelse, maae vi gjøre opmærksom paa en Urigtighed, som vi have fundet i alle Naturhistorier: "at den kun giver een Slags Lyd fra sig," den velbekjendte næmligt, naar den gribes af sine Fjender, og som nærmest ligner et spædt Barns Skrig. Den har een til, naar den pludseligt bliver forskrækket, eller Man træffer den ved ganske smaa Killinger; thi da snorker den, eller pruster i korte og hurtige Stød. Begge Lyd frembringes i Ganen, og gaae igjennem Næsen.

Harens Forplantelse

Naar Man overveier, hvorlunde denne aldeles forsvarsløse Skabning efterstræbes Aar ud og Aar ind, ei alene af Mennesker; men ogsaa næsten af alle kjødædende Dyr og Fugle: maa Man medrette forbauses over, at den ei alene vedligeholder sin Art; men endog, under visse Omstændigheder - f. Ex. Mangel paa Ræve og milde Vintere - formerer den hartad til det Utrolige. Dette har ogsaa forledet de ældre, saavel Naturforskere som Jægere, til at beskrive Haren som langt frugtbarere, end den virkeligen er. Den Yngelsomhed, hvormed Naturen har begavet den, rækker, uden videre Overdrivelse, til at forklare Phænomenet; naar vi derhos lægge paa Vægtskaalen dens 139 mangehaande og tildeels forborgne Skjulesteder, samt at den i disse ofte i flere Dage sidder tryg for Fjendens speidende Blikke.*

I Februar begynde Harerne almindeligviis at parre sig - at ramle, som det hedder i Jagtsproget. - Er Vinteren mild, allerede i Januar; men hvor stræng den end kan være, længere end til Marts udsættes ikke den forliebte Spøg. I October holder den op. Dog har Man og fundet nyssatte Killinger sidst i December. Det sees heraf: at Yngletiden stedse varer de 2/3 Dele af Aaret; og er Veiret mildt, skeer næsten slet intet Ophold.

Sætteren er drægtig i 6 Uger,** og giver næppe Die længere, end 14 Dage, da den atter bliver med Killinger. Den sætter følgelig 4 til 5 Gange om Aaret, ordentligviis 2 paa Gangen - undertiden 3 og 4, stundom kun een. Nogle paastaae, at den skal kunne sætte lige indtil 8 paa een Gang. Den maa vide, særdeles lønligt at skjule sine Smaa; thi de findes næsten aldrigt.*** hverken af Mennesker eller Hunde, førend de allerede ere saa vidt, at de kunne forsørge sig selv, og løbe ret rask. I et Tidsrum af 4 Maaneder (Nogle mene 3) ere de fuldvoxne; og det er rimeligt, at de nu den samme Sommer selv begynde at yngle. De, som altsaa ere satte i Marts, kunne da kaste Killinger sidst i August eller først i September, og maaskee endnu engang sidst i October eller først i November. Nogle have bestredet denne Mening; men at den er meer end blot løs Gisning, kan enhver Practicus overbevise sig om. Det hænder sig næmligt ikke saa sjeldent, at Man efter 12te September skyder en Sætter, som enten har Killinger i Livet eller Mælk i Patterne; at denne nok kan være fuldvoxen, men dog have kjendeligt finere Been og mindre Hoved, og naar Man veier den, vil Man finde dens Vægt 5 til 6 $$, altsaa langt under en gammel *

* * 140 Hares. Det lader sig næppe modsige, at dette er en ung, eller efter Talebrugen - en Martshare*

Jægere - og det ei saa ganske faa - som vel forstaae at veie en Hare ud; men ei at anatomere den, og som tillige vistnok maae være større Elskere af Digt, end af Sandhed, sige: "at Haren paa een Gang kan have to Kuld i Livet - store Killinger og ganske nyligt skabte." Forfatteren, som vel aldrig har havt stor Praxis blandt Sættere, har dog seet en temmelig Deel Drægtige opskæres; men aldrig fundet mere, end eet Kuld. Før han altsaa med egne Øine erfarer det, kan han ikke beqvemme sig til at troe en saa ganske anomalisk Afvigelse fra Naturens Love. Man behøver ingenlunde at tage sin Tilflugt til et sligt Vidunder, for at forklare Harernes stærke Formerelse. Lader os blot antage: at en Sætter føder hvert Aar 8 Killinger: at den ene af første Kuld ogsaa er af Hunkjønnet, og samme Aar føder 2: saa have vi 10 af den ene Sætter. Naar det videre antages, at det halve Antal af Harer er Hanner, det andet halve Hunner: saa er dog deres Formerelse femfoldig, o: Facit faaes ved at multiplicere med 6. Begynde vi altsaa med 2 Harer, have vi: 1ste Aar 12, 2det 72, 3die Aar 452. Lad os videre antage: at paa Smaaøer, hvor slet ingen Ræve findes, alligevel en 2/5 Part af Yngelen ødelægges af Harens mange andre Fjender, saa faae vi dog følgende Progression: 1ste Aar 8, 2det Aar 32, 3die Aar 158. At denne Beregning er temmelig rigtig og ingenlunde for høi, har flere Erfaringer bekræftet os. Paa den lille Ø Thunø, vesten for Samsø, bleve Harerne, i et Tidsrum af 20 Aar, tre Gange aldeles udryddede.** Jagteieren fik hver Gang et Par Killinger - aldrig flere end 4 - fra Fastlandet, og - 3 Aar derefter vrimlede Øen af Harer, saaledes at 5 Skytter engang i denne Periode vides, paa een Dag, at have skudt 32. Men der gives da ikke heller Ræve. Men nu paa Fastlandet og de større Øer, hvor disse Rovdyr ikke ere udryddede, lad os der antage, at 4/5 Dele af Yngelen ødelægges, saa formere Harerne sig dog i stedse fordoblet Progression, som 2-4-8-16, o.s.v. *

* 141 Naar der nu her, efter en stræng Vinter, paa en Qvadratmiil befinder sig 8 Harer:* da vil dette Tal i det 3die Aar være steget til 64, og i det 4de - til 128. Hvor da en Jagteier er i fuld Besiddelse af en temmelig stor Strækning - flere Qvadratmile - kan han, ved at spare paa sine Harer, i faa Aar skaffe sig et overordentlig stort Tillæg. En Godsbesidder i Jylland har engang, paa et Væddemaal, i een Dags indstillet Jagt, selvottende fældet 64 Harer. Men Hvad er dette mod Jagterne i andre Lande, f. Ex, i det østerrigske Monarchi, hvor stundom 2 til 3,000 Harer ere Udbyttet af en Uges Jagt? -

Harens Alder? Ja, Hvad vist kunne vi herom sige? Hvo har sat Forsøg herpaa? Nogle antage 6, Andre 8 , og atter Andre 10 Aar; men det er Altsammen Gjætning. For at komme til vis Kundskab herom, maatte Man sætte unge Harer i en saadan Indhegning, hvorfra de ei kunne slippe ud, og mærke dem. At holde dem tamme i Huus, vilde ikke lede til noget paalideligt Resultat, eftersom oprindelig vilde Dyr i en saadan Tilstand, hvor de maae undvære fri Luft og Bevægelse - Livets og Sundhedens Hovedbetingelser - saavel som forskjellige af de dem af Naturen bestemte Fødemidler, aldrig kunne opnaae saa høi en Alder, som i Friheden.

Harens Caracteer

Bange som en Hare - dette almindeligt bekjendte Udtryk antages løselighen at indbefatte alt Væsentligt i Dyrets Naturel. Vist nok er dette Træk fremstikkende: Haren er bange; men den har ogsaa god Grund dertil. Dens Fjender liste sig i mangehaande Skikkelser omkring den - over den; paa Jorden, i Luften truer Døden. Hvorledes da skulde denne værgeløse Slægt vedligeholde sig, naar ikke netop "Frygten blev Frelsens Moder?" Den, der ikke formaaer at kæmpe, den maa fly. Derfor gav Naturens Herre den tvende aarvaagne Skildvagter - *

142 dens Ører, som ere i uafladelig Bevægelse for at opfange enhver mistænkelig Lyd, og, naar Fare er paafærde, at minde de hurtige Been om deres Bestilling. Var Haren mindre frygtsom, vidste den ikke bedre at flygte eller at skjule sig - Alt efter Omstændighederne - da var den snart udryddet, eller bedre, der var ingen Harer til. Man tale nok saa Meget om dens Frygtagtighed! Eet Dyr have vi dog heret tamt Dyr - der er langt ræddere end Haren: det er Faaret. Det er frygtsommere; thi Haren kan kyse og jage det paa Flugt; og, Hvad mere er: Haren veed det, og benytter sig deraf. Ogsaa dette er overeens-stemmende med Naturlovenes Viisdom: Haren har næmligt to Udveie, at flye og at skjule sig. Faaret kun een - Flugten; den maa det altsaa desto før gribe til.* - Men Haren er ei alene frygtsom; den besidder ogsaa en vis Grad af Snildhed, Skjønsomhed, Overlæg, eller Hvad Man nu vil kalde det. Det første Beviis herpaa er det allerede berørte: kommer næmligt en Flok Faar en siddende Hare saa nær, at den kan frygte for at blive traadt af dem, springer den pludseligt iveiret, og lader sig falde lige ned igjen i Sædet. Faarene fare til alle Sider, og stundom tage de med Forskrækkelse Flugten. Forfatteren

* 143

har et Par Gange seet denne Manoeuvre, og flere Gange i længere Frastand af denne Faarenes Bevægelse sluttet sig til Harens Nærværelse, og rigtigt fundet den. Et andet Træk af snild Beslutning er dette: at den, under hæftig Forfølgelse af Hundene, søger, om muligt, at fare igjennem en Flok Faar eller Qvæg, hvorved den enten vil unddrage sig fra Synet, eller forvilde Sporet - maaskee begge Dele. Ogsaa er det vitterligt, at en gammel Hare godt kjender Ræve- og Grævlinge-Gravene i dens Egn, og i stor Beknyttelse tager sin Tilflugt i dem, og dog ikke længere ind, end at den kan være sikker for de store Hunde, men derimod gaaer den aldrigt frivilligt ind i sin Fjendes Forstue. Skjønsomhed og Overlæg viser det ogsaa: at Harerne som oftest veed at skjelne mellem Mynder og andre mindre hurtigt løbende Hunde; de kjende deres Overmænd i Væddeløbet, og trykke sig saa fast i Sædet, at Man næsten kan træde paa dem. - Den tilsyneladende Kunst, med hvilken de forvilde Sporet til deres Sæde, ville vi hellere forklare af et uvitterligt Instinct, og alligevel seer Man jo ofte paa Snee, at Haren gaar lige til sit Sæde uden Løkker og Krumspring.* Det er heller intet Tegn paa Eenfoldighed, at Haren, uden stor Vanskelighed, lader sig tæmme, kjender og ynder sin Opdrager, lyder sit Navn, m. m. Forfatteren har kjendt en vanfør Bondekarl, der havde gjort en Hare saa tam, at den kom, naar han kaldte paa den, sprang op paa hans Knæe og aad Kaalen af hans Mund; og naar han klappede paa Skjødet, satte den sig her ligesaa velbehageligt til Sæde, som nogen Kat. I tæmmet Tilstand bringes den ogsaa til at omgaaes, ja spøge med baade Katte og Hunde - at sige dem, som høre til Huset. - For faa Aar siden var der en Mand i England, som paa eengang havde tre tamme Harer - Alle desværre Ramlere. De vare ligesaa fortrolige med ham, som nogen Hund kan være. Alligevel var der betydelig Forskjel paa deres Caracteer: de to vare - dog ei i lige Grad - muntre og godmodige; den tredie derimod stundom næsviis, men for det meste knarvorn og trættekjær, og derfor ofte i Klammeri med de andre. I Skumringen førte han dem gjerne ned i Haven, at de der kunde gjøre deres bedste Maaltid. Naar han syntes, det kunde være nok, kaldte han paa dem - hver havde sit forskjellige Navn, som de kjendte og lystrede - og kom de da i den Orden, i hvilken han opraabte dem. Af dette Exempel erkjende vi ogsaa hiin

* 144

beundringsværdige Underlighed og Forskjellighed i Naturens Frembringelser, saa at tvende Individer aldrigt ere hinanden fuldkommen lige, hverken i Sind eller Skind. Er det vist - og det er det - at tvende Blade aldrig ere fuldkommen eens, hvormeget tydeligere erkjende vi ikke dette hos de levende Skabninger.*

Harens Fjender

"Flyver jeg ud og flyver jeg ind, Alle plukke de i mit Skind," saaledes klager Uglen i den velbekjendte rørende Vise: "Katten er mit Sødskendbarn." Med langt større Føie kunde stakkels Lampe istemme denne Jammersang; thi flere farlige Fjender har vel intet Dyr paa Jorden.

Den første og værste er Mennesket. Ei alene den egentlige Jæger; thi han holder dog Maade, vist nok af Egennytte og for Fremtidens Skyld; men ogsaa Enhver, som kan spænde en Snare, eller lægge en Bøssepibe paa en Vindueskarm, lurer med liden Kunst og mindre Besværlighed paa stakkels Hare, enten han saa søger Kjæresten eller Kaalene. - Men herom Mere siden!

Efter Mennesket tilkommer Ræven den næste Rang; ja vi havde slet Intet imod, at han rangerede i første Klasse, eftersom han anretter større Ødelæggelse i Lampes Familie, end alle dens andre Fjender tilsammentagne. Det er ham ikke nok, at han selv og hans noble Frue gjøre sig tilgode engang imellem med Harekjød; men de opføde ogsaa deres haabefulde Afkom for største Delen med samme lækkre Spise, hvor den er at bekomme. Til Beviis herpaa kan Man jevnligen finde Lampes Been og Sokker, som ligesaamange corpora delicti, ved Indgangen til Reineches Bolig, det berømte Trængselsborg** Saaledes huserer han Sommeren igjennem, og ødelægger en stor Mængde unge *

* 145 Harer. Og ligesaalidt sparer han paa de gamle, enten det er Sommer eller Vinter. Man vil paastaae: at han, naar han seer nogle ramlende Harer, blander sig imellem dem og efteraber deres Caprioler, indtil han seer sit Snit, og gjør Spøg til Alvor. Vi, som ikke have seet dette, tør hverken nægte eller bekræfte saadant Skjelmstykke; men deimod vide vi forvist: at Mikkel gjerne gaaer paa Sporsnee, ei alene efter en anskudt og svedende Hare; men ogsaa efter en frisk, og ikke saameget sjeldent griber den i Sædet. - Det aabenbareste Beviis paa den store Ødelæggelse, Ræven anretter blandt Harerne, er dette: at paa Øer, hvor den Første ikke findes, formere de Sidste sig i faa Aar lige til det Utrolige. Man seer deraf, at alle de andre Harens Fjender tilsammentagne, ikke gjøre saa megen Skade i denne Henseende, som Ræven ene og alene.

Den slemmeste Harejæger, næst efter ham, er Ørnen (falco fulvus, den almindelige eller brune Ørn). Naar Jorden er bar, kan han ikke kige Haren i Sædet; men kun gjøre Jagt paa den, som ved et eller 146 andet Tilfælde allerede er kommen paa Benene. Hans Methode er denne: han svæver tæt hen over den af al Magt springende Hare, og giver den med Vingen af og til et Rap; træffer han Hovedet - hvorefter han sigter - saa ruller Haren, og Jagten er tilende; men rammer han den andre Steder paa Kroppen, kan Haren vel svinke eller snuble; men er som et Lyn igjen i Farten. Ofte betjener den sig af samme Manoeuvre, som naar den er lige ved at skulle gribes af Mynder: den trykker sig pludseligt ned, men er i samme Øieblik paa Tilbageveien. Kan den være saa heldig at komme i et dybt Hjulspor, som i en Hedevei, da kan den undertiden ved Frem- og Tilbagesmutten fjæle sig for Fjenden, og naaer den et Krat, er den aldeles i Sikkerhed, Naar Jorden derimod er skjult med Snee, og Haren er ude til fri Mark, saa seer Man nok, at den maa vorde Ørnens Bytte. Var der ikke saa faa af disse Rovfugle, vilde de om Vinteren gjøre større Nederlag paa vore Harer, end Ræven - denne Fordeel har Man dog havt af Skovenes Ødelæggelse.* - I de sydligere Bjerglande tager ogsaa Haregribben (vultur cristatus), Kongeørnen (falco chrysaetos) og Bjerguglen (Strix bubo) en stor Deel.

Den egentlige Falk - saavel Ædelfalken (falco candicans) som andre af denne Familie - snapper paa Gjennemreisen een og anden Hare, hvorvel med større Besværlighed; som oftest maa han give tabt. - Hønsehøgen (falco columbarius), denne Erkerøver, er værre; dog have vi aldrig fundet, at han har kunnet bemægtige sig andre, end unge Harer. - Nu skulde Man synes, at de opregnede vare flere end nok af flyvende Fjender, og dog ere Killingerne, indtil de blive halvvoxne, hverken sikkre for Ravne eller Krager; men da maae i det mindste to *

147 Ravne og en halv Snees af de Sidste forene sig, for at faae Bugt med det stakkels Dyr. - Af de løbende maa Haren endvidere vogte sig for Maaren (især Skovmaaren, mustela martes), Ilderen og Væselen. Ingen af dem er ret slem: den Første lever meest af Fugle; den Anden ligesaa, skjøndt den til en Forandring ogsaa gotter sig med Frøer; den Tredie spiser med Katten.* I de Lande, hvor Zobelen og Hermelinen findes, gjøre de sig skyldige i samme Brøde.

Vi komme nu til Harefjenderne blandt de tamme dyr - Hunde og Katte. Ikke mene vi her Jagthunde, som paa Embedsvegne ere forpligtede til at skille Morten ved sit Smule Liv; men Køterne, der Intet have i Marken at bestille; men her maae ansees som aldeles uberettigede. Naar en saadan Hund faaer Tilladelse og Vane til at følge Gaardens Folk paa Markarbeidet, da tager den sig gjerne for at opsnuse Harekillinger, og da den som oftest er rask tilbeens, annammer den flere, end Jagteieren troer eller faaer at vide. Slige gemene Vildttyve burde derfor være fredløse udenfor Gaarden - deres rette og eneste Virkekreds. Det Samme gjælder end i større Udstrækning om Kattene; thi disse knibe i Yngletiden mangen gammel Hare, og Ingen tiltroer vel disse fødte Tyve den Skjønsomhed, at de skulle gjøre Forskjel paa Ramler og Sætter.** - At de vilde Katte ikke ere ærligere, end de tamme, følger af sig selv; men denne Dyreart er vel her tillands næsten heelt forsvunden.

Nogle ville paastaae: at endogsaa Ramleren, ikke tilfreds med al den Ødelæggelse, saa mange og farlige Fjender anrette i hans værgeløse Familie, selv hjælper til med, ved at dræbe (vi forstaae ei paa hvilken Maade) de smaae Killinger; men indtil vi have seet det med vore egne Øine, tillade Man os at betvivle en saadan Unaturlighed hos et frygtsom og godmodigt Dyr.

Af ovenanførte lange Synderegister giver det sig nu let, hvilke Hindringer for sine Harers Formerelse, en Jagteier haver at bestride og bortrydde. Men denne Materie, haabe vi, engang i Tiden særskilt at kunne afhandle.

* * 148

Harejagten

Hvor sidder Haren idag? et Spørgsmaal, som almindeligt høres blandt Jægere, naar de ere ifærd med at begynde deres Dagværk. Men det hørtes vist ikke saa tidt, hvis det ikke var langt vanskeligere at besvare, end at opkaste. Der hører for det første lang Erfaring til at combinere Aarstid, Veir, Vind og Termin (Jagtegnens overfladiske Beskaffenhed), for blot med Rimelighed at søge Haren; og for det Andet kan det endda hænde, at den klogeste Beregning slaar feil - om ikke ganske, saa dog for en stor Deel. Men da dette jo og hører med til Hvad Man kalder Uheld,* som for den Øvede ikke ret ofte indtræffe; vilde det jo være daarligt, derfor at gaae paa Lykke og Fromme, og ikke hellere at anvende de Regler, der, skjøndt ei uden Undtagelser, dog give en temmelig god Ledetraad i Mortens Labyrinth. - Altsaa:

Hvorledes findes Haren?

Man siger for et gammelt Ordsprog: "at det er en daarlig Muus, som kun har eet Hul;" men for eet, Musen har, kan Man gjerne sige at Haren har tusinde. Og den vexler ideligt imellem dem - om ikke drevet af en ond Samvittighed, som hiin Tyran, der aldrigt sov to Nætter i Rad i eet og samme Værelse - saa dog ledet af et medfødt Instinct, der endnu mere, end Hurtigheden, bidrager til dens Frelse, Dersom Haren stedse tyede til de bedste Skjul, de tykkeste Buske, den tætteste Hede, den laadneste Mose: saa vidste vi hvor vi strax *

149 skulde søge den, og vilde følgeligt finde den. Men Haren sidder allevegne; den sidder ofte der, hvor Man mindst venter den. Den sidder i Storskov, i Smaakrat, i Hede, paa slet Mark, i Mose, i Eng, i Dal, paa Bakke, i Sandgrave, i Stendysser, nær ved By og langt fra By. Naar Vandet undtages, er der ikke en Plet paa Jorden, hvor den jo tager sit Sæde; undertiden skraber den sig dybt ned, undertiden sidder den fladt ovenpaa. Vi maae altsaa indskrænke Spørgsmaalet saaledes: Hvor sidder den helst i visse Aarstider, under vist Veirligt, og i visse Egne?

Om Sommeren har vi Intet med den at skaffe; lader os derfor begynde med den reglementerede Jagttid, naar Kornet er af Marken! - Vi søge den da for det første i Stubbene, og helst i Havrestubbe, fordi disse gjerne ere meest lodne eller græsrige; ogsaa i Rugstubbe, naar de ere af samme Beskaffenhed - altsaa ei der, hvor der har været stærk Brakning. Og sidder han da næsten altid i Renene eller i Ryggene, naar disse ved sidste Pløjning ere kastede ud. Ligesaa kunne vi vente ham paa frodige Græsmarker, der ei ere for nær afgnavede; men hvor Kreaturerne have ladet flere store Totter blive staaende: i Saadanne putter han sig gjerne, saavelsom imellem Tidsler, naar de staae nogenlunde tæt. Hernæst forsømme vi ikke at eftersee smaae, lodne og tørre Sige eller Engpletter. Saavidt paa Marken! Men Krattet maa ei heller forbigaaes - at sige det smaae Krat af Torn og Hassel - vel og Elle- og Birkekrat, naar der blot er nogenlunde tørt. I den aabne Skov er det paa denne Aarstid ikke værdt at komme. Falder der Lynghede i Revieret, da finder Man snarest den, Man søger, i den korteste Lyng, Hvad og kaldes Skaldehede. Baade her og i Krattet sidder Morten helst nær ved Udkanterne. Veiret kommer nu og her i Betragtning: dersom det regnede eller duggede meget stærkt paa den Tid Haren gaaer til Sæde i Dagningen, vælger han sjeldent saadanne Steder, hvor Vandet kan dryppe ned paa ham, følgeligt hverken Buske eller langt Græs. Det hænder undertiden - hvortil Forf. selv har været Vidne: at om han endog sidder paa sidstnævnte Steder, reiser han sig under paafaldende Regn, og søger og vælger et nyt Sæde, og det helst paa Læsiden af en Sandbakke. Vinden generer ham paa denne Aarstid ikke stort. Mærkeligt er det: at Haren i denne Periode (Septbr. og Octbr.) sidder fastest, og endnu mærkeligere, at de Gamle sidder fastere, end de Unge, saa at Man i bogstavelig Forstand stundom maae træde dem 150 op, eller skuppe til dem med Foden, uden de ville springe.* Har Man derfor ikke desto bedre Hunde, maa Man ikke forlade et Revier, før hvert muligt Skjul er efterseet; og selv gode Støvere reise maaske næppe een af fire eller fem; thi det er vitterligt nok, at naar en Hare trykker sig ret fast, og holder denne Stilling, faaer ingen Hund Vind af den, med mindre han kommer hændelsesviis til at standse lige tæt ved den, eller den kort iforveien har lettet sig, og sluppet sine Uddunstninger løs.

I November begynder Haren allerede at sidde lettere. I denne Maaned, og lige til Sneelæg, udsøger han sig gjerne et sikkrere Sæde - i pløjede Agre;** men ei i alt Slags Pløieland: i rispet eller fællet grøn Jord kommer han aldrigt, saafremt det er lagt nogenlunde jevnt - formodentlig fordi her er for besværligt for ham at skrabe. Det er i den omvendte Stubjord - og allerhelst i Rugstubjord - han skal forefindes; og jo slettere, det er jo ujevnere, den er vendt, jo hellere udvælger han den; og endda allerhelst, om den grændser til en ny grøn Rugmark. Men ogsaa her behøver Man sjeldent at overlede hele Faldet; Man kan gjerne indskrænke sin Gang til de yderste Agre - den nærmest ved Rugen og den nærmest grøn eller upløjet Stubbejord, samt til begge Enderne af Faldet, saa langt som et Hagelskud ind. Med andre Ord: Man behøver kun at gaae Faldet rundt. Bemærkes bør det og: at han ei her, som i Stubbene vælger Renen eller Ryggen til Sæde; men Man lader Øinene løbe over hele Ageren. Der forstaaer sig, at Moser - især de større - Krat og Hede ei heller maae forbigaaes.***

I den første Snee, som falder, troer Haren endnu temmeligt godt. Er Sneen dyb og jevn, sidder han allevegne, hvor han kan skrabe sig vel ned; skjøndt han dog foretrækker Hede, Mose og Krat. Herom udførligere, naar vi komme til at afhandle Sporsneejagten.

Længere hen - fra Juul til Kyndelmisse, efter Vinterens Beskaffenhed, eller rettere til Ramletiden begynder - troer Haren sjeldent godt. I stærk Frost med Blæst eller Sneefog søger han Storskoven, hvor han gjerne sætter sig med Ryggen til et Træ, og i Læsiden af høie Bakker.

* * * 151

Sidst paa Vinteren, i Februar og Marts Maaned, troer han atter godt, ja bedre, end først paa den, og spreder sig igjen allevegne. Man træffer da ofte to og flere i Nærheden af hverandre.*

Efter at have givet Anviisning paa vor Hares mangfoldige Tilholdssteder, ville vi nu særskilt beskrive de forskjellige Maader at jage og fange ham.

Den første og simpleste er da: at søge ham alene, uden Hjælp af Hunde eller Klappere. Denne Maade kan være ret hensigtsmæssig - skjøndt ofte besværlig og lidt kedende - hvor en Jæger har kun et lidet, indskrænket Terrain, hvorfra han nødigt vil see sine Harer drevne over paa tilgrændsende Jagter. Om han og selv gjør det, og den blot ikke forfølges af Hund, kommer den siden igjen.

Men det er ikke nok at vide, hvor Man skal søge Haren, Man maa ogsaa kunne see ham; og derfor ville vi i Korthed give Begynderen Anviisning til at kige ham.** - Naar en Hare sidder fasttrykt i sit Sæde, glider det uøvede Øje let hen over den, og antager den i det høieste for en Steen, en Knold, et Muldskud, eller en anden livløs Gjenstand; thi saaledes siddende ligner Haren virkeligt ikke sig selv, og seer næppe halvt saa stor ud, som den er. Paa Stubbe og Græsmarker opdages den lettest; men enhver mørk Plet maa eftersees. Dersom Gjenstanden er lige høi overalt, da er det ingen Hare; men viser den sig lav til den ene Ende og høiner sig derpaa med en jevn Krumning: da maa den nærmere undersøges - dog gaae Man aldrigt lige paa; men altid i Snirkelslag. Paa en Snees Alens Afstand kan Man begynde at skjælne Ørerne, der vise sig som tvende lidt lysere Striber paa den lave Ende, som er Hovedet, og i den anden høiere Ende, om Haren trykker sig stærkt, to lyse Prikker, der næmligt, hvor Bagboverne ligge tæt op til det øverste af Ryggen: paa 10 til 12 Alen seer Man ogsaa *

* 152 Øinene. Det forstaaer sig: Jægeren maa paa denne Speidergang ikke standse, før han er nær nok til at annamme den, om den springer.* NB. paa en saadan eensom Jagt bør Man ikke bruge Dobbeltløb; thi feiles med det første, er Haren gjerne saa langt, at Man høist kan saare den med det andet, og faaer den dog ikke; men har den Ærgrelse at skyde til Mikkel. Et enkelt Gevær, som trækker langt, egner sig bedst for saadant Skytteri. Har Man en vel afrettet Skydehest, da gjør den her ypperlig Tjeneste; thi baade kiger Man bedre fra det høiere Standpunkt, og Haren troer bedre**

En anden, mindre stille, Jagt er den, naar Jægeren medtager en Hønsehund. Er dette Tilfældet, da maa Hunden være fuldkommen fast, og have god Appel. Man har saa den Nytte af ham, at Haren troer noget bedre - i Almindelighed, men ikke altid; - men vil Nogen troe, at Hunden skal oplede flere til ham, end han selv var istand til: saa forstaaer han det ikke, eller og er han - for magelig dertil. Enhver, som kjender baade Hunden og Haren, veed: at naar den Sidste sidder fast, gaaer den høitveirende Hønsehund den glat væk forbi (kun de finnende Støvere kunne paa saadanne Dage med Næsen oprode den); og sidder den løst, har Jægeren blot den saare magre Fornøielse - at see den. Det er hertil en velbekjendt Sag, hvilken Sjeldenhed en for Harer fuldkommen fast Hønsehund monne være. Han kan være det for alt andet Slags Vildt, og dog ikke styre sig, naar Haren ruller op for ham;*** og dette kommer for en Deel deraf, at han ofte faaer Ordre at gaae efter en anskudt, og apportere den, som falder. Det falder ham da svært at oppebie Ordren, og at skjønne paa om Haren er tilstrækkeligt *

* * 153 anskudt eller ikke.* Hvor mange Jægere gives vel og, som altid holde saa strængt over Regelen, og kalde en Hund tilbage fra en anskudt Hare, fordi han springer et Secund før Befalingen gives? - Er det nu en ung Hund, Man vil øve, da kan Man selv faae god Lejlighed at øve sin egen Taalmodighed, eller, hvis Man taber denne, at fordærve Hunden. Trænger Man ikke desto haardere til en Hare, og kan Man styre sig selv, da være det en ufravigelig Regel: aldrig, for en ung Hund, at skyde Haren anderledes, end i Sædet; derved kommer Hunden til den Overbeviisning, at den ei behøver at løbe efter Haren. Skydes der paa den i Springet, fristes Jægeren, saavelsom Hunden, til at overtræde Generalreglen.

Vi gaae nu over til en anden Slags Harejagt, som og kan drives alene, eller og af to og flere Jægere uden Hund; men paa hvilken en god Hønsehund dog gjør væsentlig Tjeneste: vi mene Sporsneejagten.

Denne Jagt er meget fornøielig naar Haren troer;** men i alle Tilfælde meget trættende, da ei alene Sneen gjør Gangen besværligere; men Man desuden er i bestandig Bevægelse, og iler stærkere afsted paa det lokkende Spor, end Man selv mærker. Den er altsaa ei at anbefale Andre, end dygtige og udholdende Fodgængere.

For det Første maa bemærkes, om Sporet er godt. Det er bedst, naar Snee er falden om Natten til efter Midnat, og det derefter er bleven tørt og stille Veir. Har det ophørt at snee før, ere Sporene vel lange; har der derimod vedblevet at snee til henimod Dagningen, ere de for korte. Dog gjør Aarstiden heri nogen Forandring; thi jo længere hen paa Vinteren, fornemmeligt i Ramletiden, jo længere farer Haren *

* 154 omkring, og jo vanskeligere ere Sporene at udrede, især om flere have tumlet omkring med hinanden. Til et godt Spor hører naturligviis ogsaa, at Sneen er falden jevnt, og ei knøget sammen ved stærk Blæst, da den saa paa sine Steder vorder saa fast, at Sporet slet ikke eller kun med Vanskelighed kjendes, og andre Pletter bliver aldeles bare.

Naar Man er overbeviist om, at Sporet er godt, naar Veiret begunstiger, det vil sige: naar det ikke sætter til med Blæst og Jordknog, ei heller tøer mærkeligt - lidt Slæe, som det hedder, eller en vis Mildhed i Temperaturen, er meget fordeelagtig - saa maa Jægeren dernæst vide, hvor og hvorledes han skal søge Haren, Vilde han uden Skjønsomhed vælge det første det bedste Spor, kunde det let hænde, at han traf paa en Aftenfod, og i flere Timer maatte beskrive alle Mortens lige og krumme Linier, hans hid og did og frem og tilbage, inden han, udmattet og fortrædelig, omsider naaede Sædet, han maaske forlængst er gaaet tæt om ved. Er der i Terrainet Krat, Skov, Hede eller Mose, da følger Man det ene eller det andet, og gaaer langs hen med den Side, som grændser nærmest til Agermarker, da Haren, naar han blot kan skrabe til Rugen eller Græsset, helst opholder sig her om Natten. Er Vinteren saa stræng, at han gaaer hjem (gaaer i Kaalhaverne), og Man tillige veed, at han her kommer silde paa Natten, kan Man og strax fra en saadan Have tage et Udspor; stundom sidder han virkeligt ganske i Nærheden: i en Grøvt, ved en stor Steen, i en dyb tilsneet Aggerreen, eller og i en ikke langtbortliggende Mose, Krat og deslige tættere Skjul. Er Haven stor og rolig, bliver han stundom derinde Dagen over. Naar Man nu f. Ex. ved en Mose finder et Spor, som gaaer derind - hvilket kjendes derpaa, at Sporene af Bagfødderne, som staae ved Siden af hinanden, ere ikke ret langt bag ved Forføddernes, der staae paa modsat Maade - saa iagttage Man først: om Haren ikke har sprunget stærkt, som kjendes derpaa, at For- og Bagfødderne staae langt fra hinanden, samt Forfødderne indbyrdes ligesaa, og at den ene Bagfod* ofte staaer lidt skraa og ligeledes længere end sædvanligt fra den anden. I dette Fald er Haren jaget, og langt borte; Man opgiver da dette Spor og følger et andet.** Seer *

* 155 Man nu eet, som viser, at Haren har løbet - Hvad vi ville kalde Middelløb - saa fare Man herpaa fort! Kommer Man nu til, hvor den har gjort Løkke - det vil sige: gaaet een, stundom to Gange frem og tilbage i samme Spor - da kan Man til een af Siderne vente Afspringet, som gjerne er tre, fire og flere Alen langt, og sætter den oftest Forfødderne, ligesom Bagfødderne, tæt ved Siden af hinanden; men langt fra Hine: nu bliver det snart Alvor. Finder Man endeligt eet eller flere lange Spring, hvor alle fire Fødder staae ganske tæt samlede:* da er den nær ved, om den ellers ikke har flyttet sig, hvilket den tidt gjør; men om den da endog har skrabt to, tre eller flere Sæder, pleie de endda alle at være indenfor Skudvidde. Nu gjælder det at bruge sine Øine, og med det Samme uafladeligt sine - Been; thi det er en ufravigelig Regel, aldrigt i formodet Nærhed af Haren at standse, og ligesaa lidet at gjøre en pludselig eller kort Vending. Taber Man derfor Sporet, maa Man alligevel blive ved i sin jævne Gang og i jævne Krumninger, til Man atter kan tage op.** Dersom Man ikke iagttager dette, springer Haren som alleroftest enten paa for lang Afstand, eller og bag ved lister sig uformærket derfra.*** Er Haren reist, uden Man har mærket det, hvilket kjendes derpaa, at den har sprunget stærkt: saa forlade Man strax dens Spor; thi før om flere Timers Forløb bliver den ikke fast, og troer alligevel sjeldent mere den Dag.

Ofte sidder Haren saa dybt eller saa langt inde i Hullet, at den Uøvede lader sig narre, og anser det for tomt. Dette er især Tilfældet i tilsneede Tørvegrave, Grøvter og dybe Hedeveie; ja i de Sidste kryber den ikke sjeldent flere Favne bort under Sneen, hvorfor Man og følger Hjulsporet, indtil Man træder den op. Stundom gjør Haren hverken Afspring eller Løkke; men gaaer uden Omsvøb lige til Sædet. Paa et Terrain, hvor han kan ventes, maa Man følgeligt være beredt paa dette Tilfælde, og stedse holde sig færdig til Skud.

Har Man skudt og Haren ikke falder: saa er den enten saaret, eller *

* * 156 og gaaet reent fri. I første Tilfælde maa vel skjælnes mellem haardt og let saaret: haardt saaret er den, naar enten to Løb, eller eet af Baglaarene er knækket; men har den ikke faaet Mere, skal Jægeren være rap tilfods, om han skal indhente den.* At den er haardt saaret, skjøndt Løbene ere i Behold, viser den og derved, at den snart sagtnes i Farten, og humper i sit almindelige Middelløb med krum Ryg. I intet Fald forfølge Man den strax; men see kun roligt til, om den ikke enten falder, eller i nogen Afstand igjen sætter sig. Har Man ingen Hund, lader Man den sidde en Time og længere, da den saa bliver stiv, og sidder haardt; imidlertid kan Man tage fat paa et andet Spor, Er den let saaret bør man ikke følge den op før efter 3-4 Timers Forløb. Da er det især nyttigt at være To eller Flere, for at nærme sig den fra forskjellige Sider, og da enten indkredse den, eller fra modsatte Kanter gaae lige paa den.** Om en Hare endog bliver længe ved at løbe, som om den Intet feilede, skal Man derfor ikke strax troe, at Man har skudt reent forbi. Man maa altsaa gaae hen og eftersee, hvorledes Skuddet staaer, og følge Sporet en Strækning for at erfare, om Haren ikke har givet Sved, samt om Sveden kommer fra Løbene eller fra Livet.*** - Ved denne Slags Jagt bør Man, ligesom ved Enejagt om Efteraaret, betjene sig af et enkelt Gevær, ladet med større Hagel, end almindeligt - en Blanding af No. 1 og 2, eller af 2 og 3, efter Kaliberens og Jernets Beskaffenhed.

At gaae To paa eet Spor ansees af Mange for gavnligt, idet den Ene passer paa Sporet, medens den Anden holder Øie med om Haren *

* * 157 skulde springe. Vi ere af en anden Mening: at næmligt een øvet Jæger gjerne kan passe begge Dele, og at han skyder med større Sikkerhed, naar han Ingen har at kappes med om Skuddet. De maatte da være enige om: at den, der passer Sporet, skulde bie til den Anden havde skudt; men see om han gjør det! I Krat derimod, naar det ei er meget lavt og aabent, er en Medhjælper næsten uundværlig: den Ene maa da gaae paa Sporet, den Anden staae for: men saaledes bliver det ogsaa en Art af Klapjagt.*

Sporsneejagten minder os ved en meget naturlig Tankeforbindelse om en anden Enejagt - ifald det kan kaldes Jagt, at skyde Harer i Kaalhaver; thi den kan øves af den, som aldrig før har havt Bøsse i Haand, om han end ydermere har kun een Haand og eet Øie. - Kaalhaven er Harens Grav i strænge Vintre; i skovløse Egne især, hvor han kun har disse Mordergruber at tye til, for at stille sin Hunger. Efter den strænge Vinter 1740 blev saaledes i hele Himmerland - i flere Herreder - kun 1, skriver een Hare tilbage; hvilket saaes paa Sneen ved Vinterens Slutning.** - For ikke mange Vintre siden *

* 158 vide vi med Vished, i en Have paa een Nat at være fældede ni Harer. I Vinteren 1819-20, som dog ei var af de strænge, var inden Juul i eet Sogn, blot i 5 Haver, (der blev vel skudt i femten) skudt over 40, og det medens Jagteieren selv ikke havde bjerget den fjerde Part. Det er ikke lidet harmeligt for en Jagtberettiget, og endnu mere for en Forpagter, der svarer Afgivt af Jagten, at see sine Harer saaledes pudsede væk. Men Hvad er herved at gjøre? at anklage Natteskytten for Over- trædelse af Brandforordningen?* - Mon ikke bedre - som Regiments-Qvarteermesterens Hund** - selv at tage først, og skyde ned forfode? - Men skulde det være saa, at Nogen ikke veed paa anden Maade at frelse sine Kaal eller Frugttræer, eller Jægeren er saa gammel, at han ikke kan udholde Vinterens Kulde eller Strabads, og alligevel gjerne gad havt sig en Haresteeg: da faaer vel Forseelsen, i Betragtning af Omstændighederne, være saadan En tilgivet.

Aldeles tilladelig derimod er en anden Gammeldagsjagt: at skyde Harer paa Udløb, og saa meget mere ganske uskadelig, som den kun frister til Udøvelse i Egne, hvor der er Overflødighed af Harer, tilmed blot kan bruges en Maanedstid efter Høsten, og giver endeligt kun lidet Udbytte - eet Stykke Vildt paa Gangen. Methoden er simpel: Man passer Morten op ved Kanten af Skov eller Krat, naar han om Aftenen gaaer ud paa Fouragering. Man tager Posto ved een eller anden Aabning, som vender ud til Marken, og stiller sig bag ved, eller sætter sig foran en Busk. Yderst stille maa Man forholde sig, thi Haren standser altid lige ved Udkanten og lytter; og vi vide, at han hører godt. Er det bleven saa dunkelt, at Man ei med Sikkerhed kan skyde i Løbet, giver Man blot et lille Fløit med Munden, *

* 159 hvorpaa han strax gjør Holdt. For ei at skamskyde Nogen, vorder det jo ligefrem en Regel: kun at skyde paa saa kort Afstand, at den maa blive paa Stedet.

Vi skride nu til Beskrivelsen af den egentlige, som og den fornøjeligste Harejagt - den med Støvere.

Den tager sin Begyndelse først paa Efteraaret, saasnart Kornet er af Marken, og kan fortsættes til Vinterens Ende.*

I snævreste Bemærkelse kan een Jæger og een Hund udgjøre en Støverjagt; men i videre og almindelig Forstand hører hertil flere Jægere og flere Hunde; og naar Jagten skal være fuldstændig, maa Man af de Sidste have tvende Kobler - eet til Formiddagen og et andet til Eftermiddagen.**

Det første, herved nu tages Hensyn til, er Jordens og Luftens Beskaffenhed. Er den Første bar og tillige haardt frossen, da er den allermindst tienlig; er den af nyligt falden Regn eller stærk Taage saa vaad, at alle Straae og Qviste hænge fulde af Vand, som ingen Vind kan ventes snart at ville afblæse; da er den ei heller beqvem, eftersom Hundene faae Næseboerne ideligt fulde af Vand, hvorover de tabe Faerten; er den endeligt aldeles tør, er den ogsaa mindre god. Den maa være lidt fugtig i Bunden; men allerbedst er den dog bedækket med Snee, naar det derhos slæer lidt. - Luften maa ligeledes have en Middeltemperatur: hverken for heed eller for kold, hverken for fugtig eller for tør; og jo sagtere Vind, jo bedre - stærk Blæst er meget ugunstig.***

Den bedste Aarstid er Efteraaret, da Harerne bugte meest, og der er fleest af dem - det forstaaer sig: Hundene maae være saa vel indøvede, at de ikke tage Change, det vil sige, ikke forlade den først opjagede Hares Spor, og optage en andens. Til den Ende bør Man aldrigt jage *

* * 160 med lutter unge Hunde i eet Kobbel; men der maa iblandt dem stedse være een ældre og erfaren Anfører. Det følger af sig selv, at hvor Raadyr eller større Vildt findes i Revieret, maae Hundene være fuldkommen afvante at jage med dem. Det er dernæst godt, i ethvert Kobbel at have een - saakaldet Redder eller Beskytter, som forsvarer den i Afstand fra Jægerne eller i svære Tykninger døde eller ihjelbidte Hare fra de andre Hunde, at de ei skulle splitte den ad (Tydskernes "anschneiden") og, som atter bliver en Følge, om de faae Tid, æde den.* - Saavidt om Hundene!

Hvad Terrainet angaaer, da indsees let, at store, jevne og skovløse Sletter aldeles ikke skikke sig til Støverjagt, da Haren her gjør alt for store og lange Bugter, og Jægerne vanskeligt kunne stilles, eller stille sig selv for Skud, og Hundene, naar de ere gode, jage Pokker ivold. Krat og Skov ere aldeles nødvendige, og jo mere bakket tillige Terrainet er, jo bedre: Bugterne bliver stedse mindre, Forstaderne sikkrere og snarere at naae.

Naar Jagten skal begynde, blive som ved Rævejagten - Skytterne afsatte; men, vel at mærke, efter ganske modsatte, paa Harens Natur grundede Principer. Den søger næmligt gjerne fri Mark og aabne Pladse, hvor Skytterne altsaa maae stilles. Een anfører Hundene, og, hvis Terrainet nogenlunde tillader det, er han ridende, for des raskere at følge Hundene, rette de Feilende blandt dem og holde Kobbelet sammen; thi det gjør Forvirring og heel Forplumring af Jagten, naar der jages med forskjellige Stykker Vildt. Denne Anfører maa og have sine bestemte Jagtraab, som baade Hunde og Skytter forstaar. F. Ex. naar der skal begyndes med Søgningen, raaber han: "Ah! la, la, la!"** naar Hundene have sprunget over og tabt Foden: "Her gaaer han! her, her!"*** o.s.v. Gaaer Haren ud til fri Mark, til et andet Revier, tilkjendegiver den nærmest staaende Jæger det for Selskabet *

* * 161 med et "Herud! herud!" opmuntrer ligeledes Hundene, om de komme ham forbi, og skyder han Haren, raaber han: "Ho! død!" eller fløjter i Krudtmaalet - Alt efter Vedtægt.

Een Regel for Skytterne - ganske tvertimod den, der bør iagttages ved Enejagt og Klapjagt - er den: at skyde paa langt Maal, saa langt, som der er Rimelighed for at et Hagel kan træffe; thi baade opmuntrer Skuddet Hundene, og et nok saa let Saar paa Haren giver dem en sødere Fod, og fremmer Jagten, Den forfængelige Ære - som dog aldrigt vil fattes Pletter - ikke at skyde feil, afholder ikke den Skytte, hvis Ære er grundfæstet, fra slige lange, og under andre Omstændigheder, dadelværdige Skud.

Saa morsom og livlig denne Jagt virkeligt er, saa lidet er den at anbefale der, hvor Jagteieren ikke besidder et vidt udstrakt Revier; thi ellers driver han ikke alene mange Harer ind paa sine Naboers; men foruroliger og forjager ogsaa andre Sorter, omendskjøndt hans Hunde ikke forfølge disse. Paa Halvøer og bedre paa hele Øer, hvor Jagtrettigheden er udeelt; endvidere i lidet bebyggede Skov- og Bjerglande - der har Støverjagten egentligt hjemme. Endnu forfløinere er det at bruge Parforcehunde - en heel Skare (meute, Meute) - til Harer; det er ret "die deutsche* Jagd und die wilde Jagd," og den nemmeste Maade til i en Hast at gjøre reent Bord.**

En anden Sag er det, naar een eller et Par Jægere gaae med een eneste Hund, og denne af de mindre og sagtere løbende. For saadan en Hund bugter Haren - ogsaa andet Vildt - godt, og Raadyr og større Vildt forjages ikke let, da de foragte den lille Pusling, og ikke flygte for den, før den er ganske nær. En Gravhund er i dette Tilfælde ret anvendelig; men da denne sjeldent holder saalænge ved, og i tætte Buske, høi Lyng og meget lodne Moser vanskeligt kommer frem: er en lille Støver, eller en Blanding af en Støver og en Gravhund, meest passende til saadan pæn og stille Jagt.

Om indstillet Harejagt kan egentlig ikke tales, da en saadan anstilles for Ræve, og Haren paa Samme skydes blot leilighedsviis. Haren *

* 162 bryde Cordonen saavel som Raadyret; den lader sig altsaa ikke indstille.

Klapjagt er, blot med Hensyn til Haren, ikke saa munter som Støverjagt; men giver forholdsmæssigt Mere af sig. Dersom Harer, og ikke Ræve, ved saadan Jagt er Hovedformaalet, da iagttages Følgende: 1) Saaterne maae være korte* - langt kortere, end efter Ræve - thi ellers gaae mangen Hare ud paa Siden. 2) Klapperne maae gaae tæt, langsomt, stundom gjøre Holdt** og ikke larme uafbrudt, men stødviis; paa denne Maneer skræmmes Haren lettere op, hindres fra at brække bag ud, og farer derimod mere lige ind paa Skytterne. 3) Haves Skytter nok, stilles Nogle paa Siderne, eller gaae i passende Mellemrum forud for Klapperne. 4) De bedste Poster ere - modsat til Ræveaabne Pladse, Veie, Bakker og overalt de høieste Strækninger; saaog Diger, Gjærder - især hvor de ere nedbrudte, eller hvor Harehuller findes - men ingen dog bedre, end aabne Lede og Gjennemkjørseler paa hvilketsomhelst Hegn. 5) Man skyde ikke paa for lang Afstand; thi det sinker og forstyrrer Jagten at gaae efter en anskudt Hare - om den endog paa Snee har svedt stærkt; og at lade den forfølge af en i Strikke medhavende Hønsehund, kan endnu være misligere, om Haren trækker ind i en ikke gjennemjaget Saat; altsaa, Man skyde saaledes, at den kan blive paa Pladsen. 6) Man agte vel paa Aarstiden og Veiret! for at skjønne paa, hvor Haren helst sidder, og hvor Jagten altsaa med bedst Fordeel kan anstilles; thi ogsaa til fri Mark kan Klapjagt øves, og er saa meget morsommere, som Man overseer et stort Terrain, observerer Harerne langt forud med alle deres Manoeuvrer, samt kan holde Øie med sine Cammerater og deres Bedrivter.*** Saaterne kunne her være længere; thi Haren gaaer i aaben Mark langt raskere paa. Ogsaa hænder det tidt, at Haren, ved et Feilskud paa een af Fløiene, dreier, og gaaer hele Rækken ned, hvorved *

* * 163 Skuddene falde som paa Commando; hvilket ret giver Liv og Lystighed. Men det forstaaer sig: Mængde af Harer maa der være, og ligeledes af Klappere, paa det de kunne spænde godt.*

Vi komme nu til den sidste Slags Harejagt - den med Mynder, som i 1ste Hæfte af dette Skrivt er omtalt med temmelig Ringeagt. Vel er det saa, at Færdighed i at bruge Bøssen her kommer i liden Betragtning; men seer Man hen til, at der til Myndejagt ogsaa udfordres en Metbode, at Hundenes Dressur og jægermæssige Behandling kræver Underviisning og Regler: saa kan Man ikke ganske overgive Samme til ukyndige Slumpskytter. - Tydskerne ansee den ikke saa ringe, eller Jægeren uværdig; men giøre Myndejagten til et ikke uvigtigt Capitel i Jagtcatechismussen. - Myndernes Dressur vil siden vorde omtalt; her have vi blot med deres Brug at gjøre.

Hvor de bør bruges, er ligesaa snart indseet, som sagt: paa Terrainer, hvor andre Jagthunde gjøre mindre Nytte: Næmligt i de skovløse.** Paa bare Sletter, store Heder og Moser ere de næsten uundværlige. Harer vilde Man, uden disse Langbenedes Hjælp, erholde faa nok af, og af Ræve saa godt som ingen. Men deres Bistand maa Man betjene sig af med Maadehold; og de maae være saa vel dresserede og indjagede, at de ikke changere, og ufeilbarligt tage Alt, Hvad de komme til at løbe efter. Der bør dernæst i Kobbelet være en Beskytter, og er den Samme lært til at bære, da er en saadan Hund virkeligt fuldkommen i sit Slags, og i bare Egne ubetalelig. Man bør videre iagttage: ikke at jage paa Barfrost, eller naar Sneen har Skorpe; thi derved udretter Man ikke stort Andet end spolerer sine Hundes Fødder; godt og vel om de ikke forspringe - faae et Been af Led, eller brække det. Ei heller maa Man lade dem gjøre for mange Løb paa een Dag: 3 til 4 Hareløb kunne være nok, med mindre de vare meget korte. Dobbelt saa mange Ræveløb angribe dem ikke nær saa meget, da her ingen Vendinger forefalde. Een Vending eller Feilram trætter Hunden mere, end et Løb af flere Hundrede Alen lige ud.

* * 164

Endnu staaer tilbage at antyde nogle Maader, paa hvilke Haren fanges, uden Bøsse og uden Hund.

1) Med Stok. Dette er en Fælde eller et Fald, som af een Construction, men forskjellig Størrelse, anvendes til vilde Dyr, lige fra de mindste til de største - fra Musen og til Bjørnen, og dette fornemmeligt i Norge og Sverrig. Da vi hertillands have andre Midler i Overflødighed til at bjærge Harer, ville vi ei opholde os længere ved denne Fangst.

2) Med Garn. Enten ganske saaledes, som de forhen beskrevne, i hvilke Man fanger Tjurer og Urfugle, eller og et større Jægergarn, der opstilles som for større Dyr, og ind i hvilket Haren drives - dette er næsten ganske gaaet af Brug.

3) Med Sax. En almindelig Ildersax kan vel afbenyttes; men en større er dog bedre, fordi hiin sjeldent griber høiere, end paa Benene. Den stilles i et Hul i et Gjerde, i et Hjulspor eller andensteds, hvor Haren har sin Gang, og bindes fast til et Træ eller en nedrammet Pløk. Men! - Man maa være i Nærheden, for snart at tage sit Bytte, ellers kommer Ræven først, naar han hører Haren skrige. Vi have da, just ei for at anprise den, omtalt en lige saa besværlig som ubarmhjertig Fangemaade.*

4) Med Snare. Dette er den farligste og meest ødelæggende af alle mulige Fange- og Jagemaader; thi ved den er een eneste Vildttyv istand til at gjøre reent Bord i en stor Omegn, da den drives, og det endog med større Udbytte, meest i selve Yngletiden, naar Haren farer videst omkring. Dette fæle Tyveri burde virkeligt belægges med saa meget større Straf, end Krybeskytten, som det er mere fordærveligt, og Forbryderne vanskeligere at attrapere og overbevise. Vi vide, at een slig Hare-Exstirpator har i Løbet af en Sommer, paa et Rum af mindre end een (-Miil, fanget og solgt 100, skriver hundrede, Harer.

* 165

Jagthistorier* og andre Jagten vedkommende Noticer

Vildbassen skyder Jægeren

En Forstmand i Hannover havde paa Snee bemærket hvor en Vildbasse hver Nat havde sin Gang fra eet Skovhoved til et andet. En Maaneskins Nat sætter han sig et beqvemt Sted paa Luur, og da det forventede Vildsviin kommer ad sin sædvanlige Vei, lægger han an, og knuser med sin Kugle dets ene Baglaar. Bassen farer til Siden paa sine tre Been; men styrter i en tør, med løs Snee tildækket Sandgrav, af hvilken den ei var istand til at arbeide sig op igjen. Jægeren, som seer den pludselig forsvinde, lader og iler hen til Stedet, hvor han finder den pustende, snorkende og huggende Fraade, og seer tillige, at dens Vrede og Anstrængelse er forgjæves. Af Overgivenhed driller han den med Kolben af Bøssen, og morer sig over dens frugtesløse Hug. Men denne Spas faaer et sørgeligt Udfald: Bassen faaer med et af Forbenene fat i Geværremmen, og river Bøssen til sig; med det andet Been maa den formodentlig have spændt Hanen, og derpaa rørt ved Aftrækkeren; thi pludselig gaaer Skuddet af og knuser Jægerens ene Arm i Albuen. Den Ulykkelige beholdt vel Livet; men mistede Armen, og blev for stedse udygtig til Jagten.

Jagtlyst til det Yderste

Etsteds i Jylland - hvor, finde vi os ikke beføiede til at sige - døde for nogle Decennier siden en Godseier, hvis Jagtsands ikke forlod ham, førend de andre fem. Saalænge han endnu havde alle Sandsernes og alle Lemmernes fulde Brug, forsømte han aldrig nogen Jagt, hverken *

166 paa hans eget eller indbydende Venners Revier. Men da han var kommen nogle Aar ind i de Halvfjerdsinstive, faldt det ham alt for besværligt at gaae, hvorfor han da lod sig kjøre fra een Saat til en anden. Ikke længe derefter formaaede han ei heller at staae ret længe; og lod han sig da gjøre en saadan Contoirstol, som Man sidder skrævs over, og paa hvilken Man kan dreje sig rundt. Istedet for tre Been havde den kun eet, som nedentil var forsynet med en spids Jernpig, der kunde drives fast i Jorden - men var Jorden haard frossen, maatte han betjene sig af en trebenet Stol. Saalunde behjalp han sig nogle Aar; men nu begyndte Øinene af blive svage. De bleve - efter hans eget Udtryk - "kantede med Ryslæder," og randt i Blæst og koldt Veir. Ogsaa herfor fandt han Raad: han lod sig forfærdige en Lædermaske af Corduan med Glas for Øinene. Dette gik atter godt et Par Aar. Men ak! omsider mistede han ganske Synet. Mene Læserne, at Blindheden holdt ham borte fra Jagten, saa tage de storligen Feil. Havde han endnu ikke sine Ører i Behold? kunde høre Hundenes Halsen og Bøssernes Knalden: Jægernes lifligste Musik. I sin Jagtvogn holdt han paa de Steder, hvor Jagtens Gang bedst kunde oversees og den hos ham siddende Tjener rapporterede ham enhver Begivenhed; og gik det, eftersom den var af Vigtighed til, Slag i Slag mellem Herre og Tjener: "Nu gaaer der en Ræv lige paa Forvalteren." - "Saa har han tidsnok; godnat, Mikkel Peersen! Var det ham der skjød?" - "Nei, det var Gartneren, der skjød en Hare!" - "Hvor bliver Mikkel af?" - "Han staaer og betænker sig - nu gaaer han ind paa Jesper Degn -" - "Bous! var det ham der skjød?" - "Ja!" - "Blev han?" - "Ja!" Og saaledes gik det i eet væk, naar noget Mærkværdigt passerede. - Omsider sendte Døden Bud efter vor Herremand - som han selv udtrykte sig med et velbekjendt Jagtudtryk. Præsten blev hentet, og da han havde meddeelt ham Sacramentet, vedblev han at tale nogle gudelige Ord med den Døende. Denne, som fra Tjeneren vidste, at der Dagen iforveien havde været stor Klapjagt hos en Nabogodseier, og at Præsten havde været med, afbrød hans Tiltale med det opbyggelige Spørgsmaal: "hvor mange Ræve faldt der i Nørre-kjæret?" og skulle disse Ord have været de sidste, som udgik af hans Mund.

167

Forunderlig Frelse

En Skytte ved Herregaarden Aakjær, som levede for en 80 Aar siden, da Jylland endnu ikke havde saa faa Vildsviin, anskød engang en gammel Basse, som strax søgte ham. Da den tog det sidste Spring imod ham, sprang han til Siden, og hug med sin Hirschfænger efter Dyrets Bagbeen, for at overskære de store Sener; men ramte ulykke-ligviis for høit oppe, og - til end større Ulykke - sprang Klingen oppe ved Fæstet. Den værgeløse Jæger vidste intet andet Raad, end at svinge sig op paa Bassens Ryg, og holde sig fast i Børsterne, med kun lidet Haab om heldig Ende paa dette fortvivlede Ridt. Det rasende Dyr foer nu omkring med sin Rytter imellem Træer og Buske, hvorved denne fik baade Klæder, Hænder og Ansigt temmeligt forreven, og under Bassens voldsomme Spring og idelige Huggen ud, maatte han hvert Øieblik vente at vorde Græsrytter, og derpaa et Offer for den forbitrede Fjende. Men see! da Nøden her var størst, var ogsaa Redningen nærmest: i sit blinde Raseri kommer Svinet ud paa et lidet glatfrosset Skovkjær, der var tildækket med et tyndt Lag Snee. Her skrider det strax omkuld - Skytten springer op og iler tilbage efter sin Bøsse, som han skyndsomst lader. Han kommer tidligt nok, for at give det sin Rest, inden det havde kunnet naae Landingen, og der faae Fodfæste. - En endnu uøvet Jægerdreng, som var baade for angest og for raadvild til at staae Skytten bi, havde fra et Træ, hvor han søgte Tilflugt, været Vidne til det hele Optrin.

Særdeles Jagtiver

En for flere Aar siden afdød Landsbypræst var, endog temmeligt tilaars, saa ganske Jæger til Liv og Sjæl, at denne Lidenskab ofte kom i fristende Collision med hans Embedspligter. Mangen en Helligdag, naar der just ei gaves ministerielle Forretninger, lod han Degnen læse, for at følge Dianas Kald; især naar der var god Sporsnee, maatte Kirke være Kirke. Fortælleren var engang som halvvoxen Dreng i hans Huus, og mindes grant følgende pudseerlige Optrin: Det var en Søndag, og Sidstpræken i Hovedsognet. Degnen kom og meldte, at der var ringet sammen, og Præsten havde allerede puttet sig fra neden op under Kjolen (for en Nemheds Skyld hang den altid halv tilknappet paa en Krog ved Bjælken) da een af hans Sønner kom farende ind 168 og raabte: "Fa'er! Fa'er! nu sprang der to Raadyr ind i Kohaven." Som et Lyn dukkede han igjen ud fra Præstekjolen, og imedens han foer omkring efter sin Jakke, Kabuds og Bøsse, udstødte han: "Hille min lille Pineknø! - Degn! Degn! o Menneske begræd din Synd! men skynd sig ikke for meget!" "A skal træk 'en saa laang a ka" svarte denne. (For at begribe Meningen af disse Replikker, maa Man vide, at Psalmen "O Menneske" etc. var den længste i den gamle Psalme-bog.) Nu bleve vi Drenge i Huj og Hast udsendte som Klappere, og gik denne Gallopjagt saa heldigt af, at Præsten havde en Raabuk i sin Kjelder, og vandt op i Kirken, inden Degnen endnu havde ganske begrædt sine Synder.

Baglænds Ridt paa en Hjort

Man pleier at sige om Een, der ikke ret veed selv hvor han vil hen: "han gaaer efter Næsen;" men ved en Parforcejagt i Sjælland er det hændt en Jagtjunker, at han kom afsted paa en ganske modsat Maneer, saaat Man med Sandhed kunde sige om ham: han reed efter R..... - En høivelbaaren Kronhjort var næmligt paa denne Jagt må Vaadeskud truffet for godt - formodentligt af en Fusker eller en Uindviet, som ikke vidste, at Dyret skal anskydes saa svagt, at det, til Jægernes Fornøielse, kan pines saa længe som muligt. Da Hjorten styrter, farer denne Jagtjunker til, for at give den Fangsten. Men da han heel kludermæssigt stiller sig ret lige foran den, og Hjorten, som blot var daanet, føler Jernet: springer den op, klemmer Takkerne om Junkeren, og farer afsted med ham, hængende baglænds ned over dens Hoved. Med slig en Maske for Ansigtet kunde Hjorten ikke see hvorhen den løb, og tørnede altsaa mod Grene og Træstammer og mod Stakitterne omkring Dyrehaven. Her omringedes den nu af det øvrige Jagtselskab, som ved flere Stik af Hirschfængere omsider bragte den til fuldkommen Rolighed. Men Ridderen var ved denne uvante Befordringsmaade bleven saa svimmel, at han længe ikke var istand til at staae paa sine to Been; og ved de mange Stød von hinten var den vægtigste Deel af hans Corpus bleven saa mør, at han i mange Dage derefter ikke kunde taale at sidde, og ei heller at ligge anderledes, end Jeppe paa Bjerget, da han blev vækket af Nilles Krabask.

169

Et ulykkeligt Vaadeskud

Det var Skik, mere før end nu, hvor flere Jægere vare samlede til deres Dont, efter nydt Forfriskning at skyde paa den stumme Lærke €: den tømte Flaske - naturligviis i Luften. Vi finde os ikke foranledigede til at anprise denne Skik, hvis eneste sikkre Resultat er dette: at ødelægge en Ting, som ellers længe kunde være til Nytte. Som Øvelse har den intet Værd, og afgiver ei heller noget Beviis paa Færdighed. Men ved en Sneppejagt paa Lolland for nogle og fyrgetive Aar siden, fik denne Lærkeskydning et sørgeligt Udfald. Selskabet stod paa en tør Eng, der til alle Sider var omgivet af Skov. Lærken hyttede sig flere Gange, og kom heel og holden til Jorden. Een af de rappeste Skytter siger spottende: "det er ikke Noget; men jeg vil lægge min Bøsse fra mig, selv kaste den iveiret, dreie mig engang rundt og splintre den, inden den kommer ned." Det gjorde han ogsaa; men Flasken var dog kun en Mands Høide fra Jorden, da han blev færdig med den. Strax efter Skuddet høres et Raab i Skoven, fra den Kant, hvorhen han sigtede. Man iler derhen og finder en Gjerdelukker staaende hos en Cammerat, som laa livløs paa Jorden. Et Hagel havde truffet ham lige i Tindingen - han var og blev død. - De enfoldige Mennesker havde - useete af Skytterne - staaet tæt indenfor Udkanten af Skoven, og moret sig med at see paa deres Manoeuvre. Afstanden 170 var vel et Hundrede Alen; men den stakkels Skytte, som vel vidste, at smaae Sneppehagel gjerne kan træffe en tilproppet Flaske, uden derfor altid at knuse den, havde lagt Rævehagel i sit Gevær.

En Bonde og en Raabuk, hverandres Banemand

Det hændte sig engang i Lolland, at tvende Bønderkarle huggede Riis i en Ellemose. Som de ere ifærd hermed, høre de Skyttens Hunde halse henad imod dem, og strax efter see de et Raadyr, der kommer tuntende i en tør Flækgrøvt, nær ved hvilken de stode. "Jeg vil prøve om jeg kan fange ham!" siger den Ene, og stiller sig skrævs over Grøvten paa et Sted, hvor nogle foranhængende Grene skjulte ham for Dyret. Dette bliver rigtigt ikke "Colossen en mignature" vaer, førend det er lige underneden. Af Forfærdelse gjør det - som denne Slægt pleier - et Spring iveiret; men styrter derpaa ned med sin svære Byrde. Det kan ikke reise sig - dets Lænd er knækket - det tager til at skrige. Karlen ligger ogsaa; men tier stille. "Kom op! kom op!" raaber den Anden: "Du er ulykkelig, dersom Skytten kommer." "Jeg kan ikke;" svarede hiin "Jeg troer min Ryg er knækket". Det var den virkeligt; enten dette nu var skeet paa Raabukkens Takker, eller ved Overkroppens pludselige og voldsomme Kast bagover. Hundene ankom, og efter dem Skytten. Han lod den anden Karl hente en Vogn, paa hvilken de To, som saa uforsætligt havde knækket Ryggen paa hverandre, bleve begge førte døde hjem.

171

Af Urfuglen

Urhønsjagten

At denne Slags Jagt er særdeles afholdt, som pirrende, forlystende, maaskee fremfor de fleste andre - dette har enhver Jæger enten hørt, eller selv erfaret; men det kan hænde, at kun Faa have undersøgt hvorfor? Man skulde jo synes, at Andejagt f. Ex., der oftest giver et langt betydeligere Udbytte, kunde være ligesaa interessant; dog er det ikke saa - og hvorfor da? Vi ville forsøge at besvare det efter vore egne Følelser!

For det første falder her frie og rene Skud, og næsten altid paa saa nær Afstand, at en øvet Skytte sjeldent feiler; thi Fuglen flyver i lige Linie og ikke meget hurtigt. Bekkasinen derimod gjør sine velbe-kjendte Slag, Agerhønen svinger tit, og Sneppen - ja Hvo kjender ikke dens Caprioler? Paa disse Jagter er det derfor almindeligt, at selv fortrinlige Skytter gjøre flere Pudler, end de skjøtte om, eller engang ville vedgaae; selv paa Andejagt hænder jo dette. De bedste tydske Jægere erklære ogsaa, "at den, der oftere fælder 6 Agerhøns eller 3 Snepper en suite, bør ansees for en Matador." Men paa Urhønsjagt falder ikke sjelden 8, 10, 12 Træffere og flere, uden en eneste Feiler - det kalder Man Revange.

Hernæst bidrager vist og til Interessen, at Man stundom er saa uheldig, ei engang at finde Noget; dette ansporer, opflammer end mere Lysten, og giver den lykkelige Jagt en dobbelt Behagelighed; thi Hvad vi altid kunne komme til uden Vanskelighed, skjønne vi ikke saa Meget paa. De Fleste ville vist helst gjøre den bedste Jagt tilsidst; og, hellere end at finde Vildtet ved det første Trin paa Jagtpladsen, i længere Tid ægges til Søgning og svæve mellem Tvivl og Haab, til det Sidste omsider stiger til frydelig Vished.

Men der er dog endnu een Beskaffenhed ved den omhandlede Jagt, som forekommer os at give den sin særegne Tillokkelse - vel at mærke, her tillands, hvor Fuglen ikke skal søges i Skovene. Der, saavelsom paa dyrkede Marker, Enge og deslige sees hyppigt et eller andet 172 Slags Vildt, er overalt saamange levende og livløse Gjenstande, som dele Jægerens Opmærksomhed, adsprede og stundom more ham paa flere Maader. Men paa Heden, den mørke og øde Hede, hvor Naturen synes at ligge i Dvale; hvor kun af og til en Lærke eller en Lyngspurv minder om, at den endnu ikke ganske er uddød; hvor en lille Høi, en Græsplet, en Tørvestak tiltrækker Øiet; hvor en Hare er en Sjeldenhed, og andet Vildt en endnu større: naar Hunden da der begynder at give Tegn med sin virrende Hale, naar han snøftende firmer omkring Dig, da veed Du allerede "her er Noget!" Nu hæver han Hovedet, studser Ørene, trækker an, først rask, derefter forsigtig, sagtere og sagtere, med lange Skridt og høitløftede Forfødder: nu staaer han, Halen stirrer stivt, hans Næseboer gaae ud og ind; Øinene funkle og synes at løbe rundt; han smadsker smaat og snapper efter den søde Fært: da kommer det Øieblik, der lønner din Møie; dit Hjærte banker stærkere, Du nærmer Dig Hunden, skubber ham med Knæet lempeligt fremad, Du deler hans frydefulde, visse Forventning. Og see! nu ryger den stolte Hane op af Lyngen med Bulder og Klukken - Du skyder - han tumler til Jorden og er dit Bytte. Men vee Dig ogsaa! hvis Du, henreven af Hidsighed, feiler, eller, Hvad endnu er harmeligere og skammeligere, hvis din Bøsse klikker; da lærer Du, af bitter Erfaring, en anden Gang at holde din Pibe og dit Fængrør rene. - Er det derimod en heel Flok, Du har truffen, din Hund kaster Øinene til alle Sider, krummer sig hid og did, og veed ikke hvorhen han først tør vende sig: da bliver det snart levende hos Dig, og Du faaer nok at bestille med at hente den ene efter den anden, ligesom de hurle iveiret.

Heri, mener jeg, ligger denne Jagts særegne, fortrinlige Ynde.

Vi gaae nu til Beskrivelsen af de forskjellige Jagt- og Fangemaader.

At skyde Haner paa Skogger er en Methode, som hertillands sjeldent anvendes af ordentlige Jægere, og heller ikke synderligt betaler sig, da de ikke samles i et saadant Antal, at det kunde lønne Umagen, derfor at indrette et Skydehuus. De faa, som her i denne Periode fældes, falde i egentlig Forstand for Krybeskytter; thi saa længe Hanen skoggrer, kryber Skytten; men saasnart han begynder at hvæse, eller bedre lidt før, kaster Denne sig fladt ned i Lyngen, og ligger der stille til han igjen hører de kjælne Tremulanter. Paa saadan Maade at tilbagelægge en Strækning af flere Hundrede Alen i dugvaad Lyng og bestandigt udsat for Hugormens giftige Bid, er vist ikke fristende for 173 nogen af vore Læsere. En anden Methode er den, at indfinde sig ved Pladsen saa aarle om Morgenen, at Man kommer Hanen i Forkjøbet; men da maa der være indrettet et lidet lavt Skydehuus af Tørv og Lyng, efter Model omtrent af de i Naboriget brugelige, og som der nok kunne betale Bygningsomkostningerne, da mangen Gang eet til to Hundrede Medbeilere forsamles paa eet Sted. Man nedgraver næmligt et, omtrent 2 Alen høit, Kar i Jorden lige til Randen, belægger det i Bunden med fine Granqviste og forsyner det med et, midt i Karret fastgjort, Sæde. Derover gjør Man et Tag af lige Grene, som bag til og ved Siderne maa bøie til Jorden; men foran mod Skogger-pladsen skraaner saa høit op, at Man kan see ud og skyde. Taget belægges med Lyngtørv, og, er det i Skovegn, med paastukne Grangrene. Naar Skytten er kommen ned i Karret skjuler han ogsaa foran sig med samme Materialer, saa at der kun levnes saa liden Aabning, som muligt. Bedst indrettes Skydehuset allerede før Vinteren, at Fuglene om Vaaren kunne være bekjendte med det. Det hænder ofte, at en Skytte her nedlægger tvende Haner paa eet Skud; men han maa ikke forlade sit Skjul, før Alt er forbi; thi ellers forstyrrer han for den Morgen hele Munterheden; forbliver han derimod stille og lader igjen, kan han flere Gange fornye sit Skud, saasom de hidsige Elskere snart komme igjen; stundom lade de sig ei engang ved Skuddet forjage. Naar de gamle Haner ere borte, komme de unge frem af deres Forborgenhed, eller lokkes hen mod Køten, som den hisset kaldes, ved at hvæse og ved at efterabe Hønens Klukken. At Tjuren lettere narres paa Skogger, kommer deraf, at han under Paroxysmen hverken seer eller hører; Urhanen derimod er aleneste døv, eller tunghør, hvorfor der til denne skal krybes, naar Man til hiin kan løbe.

Den anden, en Jæger mere anstændig, Jagt gaaer ogsaa løs paa Hanerne; men aabent og ærligt, og ikke som hiin, hvor Man lumskeligt stjæler Livet af dem. Den foretages om Sommeren, medens de selv fælde, og saaledes kunne siges at være i Ro, skjøndt de ligevel have Vingernes Brug; og medens Hønsene ligge og Kyllingerne ere for smaae. Saasnart Skoggren i Mai eller Juni ophører, eller dog kun enkelte korte Rullader lade sig høre, veed Man at Rotiden er begyndt. Før denne er Hanen urolig, endog midt paa Dagen troer han sjeldent - Morgen og Aften kommer hverken Jæger eller Hund ham nær -; men nu er Tiden at søge ham i hans vanlige Sommerresidents, som er: 1) store og tørre Moser, fulde af Tuer, og bevoxede med høit 174 Lyng, Pors (myrica) og Vaccinier (især vac, oxycoccos, Tranbær, Vinterlinger) dog ikke tættere, end at han beqvemt kan løbe omkring mellem Tuerne og i de Stier, Kreaturene have traadt. Hvor der i en saadan Mose sees store, lysere, guulagtige Pletter, bedækkede med fjorgammelt, vissent Kamgræs og Prallyng (erica tetralix), der, eller i Nærheden deraf, opholder han sig gjerne. 2) Lige saa gjerne søger han et høiere Terrain i Heden, et saadant næmligt, som er noget aabent, hvor den høie Lyng staaer i adskilte Totter med Græs og Hedebærriis imellem. 3) Helst vælger han dog et Strøg, hvor mange gamle aflagte Veie løbe jevnsides; men ogsaa ere tilgroede med Lyng og Vaccinier. 4) Paa en befaret Vei ligger han ikke sjelden og bader, eller basker sig i et støvet Hjulspor. I tæt sammenvoxet Lyng vil Man forgjæves søge ham og hans Familie; men paa de anførte Steder finder Man to, tre og flere Hanner temmeligt nær hinanden, alt efter som der gives faa eller mange i Egnen.

Den bedste Tid paa Dagen er 1) om Formiddagen, et Par Timer efter Solens Opgang, og til Kl. 10, og 2) om Eftermiddagen fra 3, 4 og til noget før Solens Nedgang. NB. Dette gjælder om varme og stille Dage; thi paa saadanne tager han sig en lang Middagsluur, og naar han sover og ikke rører sig, faaer Hunden ikke Vinden af ham; men kan, uden at fornæmme Noget, gaae ham ganske tæt forbi. Naar det er køligt i Veiret, eller overtrukken Sky og blæsende, jager Man lige hældigt paa enhver Tid af Dagen; i stærk Blæst og Regn gjør Man bedst i at blive hjemme; thi da troer han vanskeligt. I Bygeveir kan det kun lykkes imellem Ilingerne.*

Til ingen anden Jagt kan Jægeren mindre undvære Hund, end til denne; thi uden Hund kan han vandre mellem Hundrede af Urhøns, uden saameget som at mærke een eneste: troer Fuglen stærkt, faaer han den ikke at see; thi om han og træffer lige for den, sniger den sig dog til Siden og bag om ham: og troer den mindre, reiser den sig paa for langt Maal. Enhver vel dresseret Hønsehund kan bruges; men første Gang, den faaer Urfuglens stærke og søde Fært, vil den gjerne fare paa, og maa, ved passende Rævselse, gjengives den tilbørlige Koldsindighed. - Hønsehunde af mørk Farve - hertillands rigtignok sjeldne - ere ikke saa brugbare, og det af den Aarsag, at Man paa længere Afstand vanskeligt bliver dem vaer, bemærker ikke naar de *

175 trække an og staae. I Egnen sønden for Viborg gives en egen Race, en Blænding, som det synes, af Hønse- og Gaardhunde: fine og smækkre af Bygning, ganske lidt behængte, med temmelig smalt Hoved og Snude, af Farve hvide med store sorte Pletter, samt med sorte Næser, Tæer og Fodballer. Disse ere de fortrinligste af Alle: de staae og apportere med ganske liden Dressur - stundom med slet ingen. De slaae meget vidt ud, hvilket er saare godt og tillige beqvemt for Jægeren i en vidtløftig Hede; og naar de mærke Fuglen, krybe de paa Foden saaledes at Bugen næsten slæber hen ad Jorden; naar Fuglen standser, lægge de sig plat ned. Ved denne Maneer bringe de en gammel Hane allersikkrest til Raison.* - Det er ikke godt naar en Hund staaer alt for fast; thi heraf benytter Hanen sig til at avancere, og naar Man troer, at han sidder i god Behold tæt foran Hunden, er han allerede langt borte - maaske heelt agter ude, og det varer ofte længe inden Man finder ham igjen. Undertiden staaer han op ude af Skudvidde, og da kan Man skyde en hvid Pind efter ham; han trækker saa langt ud, at Man tilsidst næppe formaaer at følge ham med Øinene, eller forsvinder bag en Forhøining; findes en Dal paa hans Vei, er Man vis paa, at han stryger ned ad den. Naar Hunden derfor har fundet ham i Vinden, og eengang med tydelig Marquering staaet for ham, og han ikke holder, men begynder at løbe, er det bedre at den følger efter ham, med Næsen i Jorden, i alle hans uendelige Labyrinther, endogsaa med Vinden, end at den gjør et Slag tilbage; thi da hændes det stundom, at den uforvarende støder ham op. Men denne Manoeuvre lærer en Hund snart af sig selv; den fatter ligesaa godt som Jægeren, at den maa holde sig tæt efter ham, og følge i en bestemt Afstand, gaae hurtigt, langsomt, standse: alt efter hans Bevægelser, for omsider at gjøre Ham fast, hvilket altid skeer naar han kommer til en Aabning i Lyngen. Træffer han for et Hjulspor, skal han være nær ved at bjærge sig; thi da tager Pokker ved ham, og han stikker saaledes i Rend, at Man kun løbende kan følge ham; men da flyver han gjerne op paa en længere Afstand, og Skytten skal være meget expedit, for, under saadan en Stormløben, at tage ham hurtigt

* 176

og sikkert.* Det forstaaer sig, altid gaaer det ikke saaledes til, som her nu er beskreven: stundom troer han saa godt, at Man faaer ham op den allerførste Gang Hunden staaer; og dersom Denne ikke kan fatte omhandlede Tactik, og paatage sig en Støvers Rolle, lader Man ham blive ved det, han har lært, og tage Fuglen i Vinden; det lykkes dog som oftest.

Vi haabe nu, at de Læsere, som maatte være ubekjendte med denne Jagt, dog ville kunne gjøre sig et Begreb om dens Interesse. Den giver tilmed undertiden godt Udbytte. Forfatteren kjender en Skytte, som paa een Dag skød 8 gamle Haner, hvilket Man vist vil kalde en kongelig Fornøielse; men ellers kan Man være vel tilfreds med det halve Antal og færre.

Inden vi forlade Capitlet om gamle Haner, bør vi ikke tilbageholde et Vink til den Jæger, som første Gang prøver denne Jagt; endogsaa den færdigste, der er temmelig sikker paa sin Agerhøne og paa sin Bekkasin, maa ikke tage det unaadigt op, at vi bede ham: naar Hunden staaer, at slaae brav Vand i Blodet, saa at han, naar Fuglen buldrer op - maaskee næsten under hans Bøssepibe - kan beholde tilbørlig Koldsindighed til at lade den trække vel ud, inden han trykker til. Det kan ellers let hænde, at han feiler, til sin egen store Forundring og Ærgrelse; at hans Hidsighed og Forhippelse tager til; at han bomrer anden og tredie Gang, og kommer reent ud af Skuddet. Aarsagen troe vi, ligger deri: først at Fuglen flyver langsommere, end andet Fuglevildt, hvorved den Ubevante forføres til at ansee den for at være kommen længere bort, end den virkeligt er, naar han brænder løs; med Sneppen, Bekkasinen og Agerhøns kan han derimod næppe vorde for snart færdig. For det Andet flyver den som oftest lavere, end andre, og synes blot at skumme Lyngen, hvorved han paa nært Hold overskyder den. Men træffer han endog, fordærver han dog Stegen.

Haglene til denne Slags Jagt bør være No. 6 eller 7, eller en Blanding af begge, som de, der ere passende til unge Ænder; thi Uhrfuglen er skjør, og har kun tynd og løs Fjærbedækning.

* 177

Endeligt er det godt at være ridende, især paa en vel afrettet Skydehest. Paa haard Bund kan Man skyde fra Hesten, og skal Man manoeuvrere i en Mose, kan Man lade den blive staaende ved Bredden, til Man er færdig. Men den største Nytte er dog den: at Man, uden at udmatte sig, og snart, kan komme fra een Fugleplads til en anden, naar Man, tilfods, møisommeligt skulde vade en Fjerdingmiil og længere i høi og tæt Lyng, hvor, som allerede vides, al Søgen og Venten er forgjæves.

Da Jagten efter de gamle Haner - der og kan øves i Kyllingetiden - er afhandlet saa vidtløftigt, kunne vi være saa meget des kortere ved Beskrivelsen over den efter de unge Høns, der er den morsomste, forsaavidt den giver langt flere Skud, og følgeligt et rigere Udbytte. Den rette Aarstid hertil er fra midt i August til midt i September, alt eftersom Kyllingerne have opnaaet den tilbørlige Størrelse. Man bør ikke tage dem før de ere fuldvoxne, eller nær derved; thi ellers faaer Man ikke ret Lige for Umagen; og jo mindre de ere, jo vanskeligere ere de og for Hunden at finde, naar de efter den første Reisning 178 adsprede sig. De ligge da gjerne saa fast - og det stundom en heel Time og længere - at de lade sig tage med Hænderne, at sige, naar Man blot kan opdage dem. Men bier Man derimod for længe, flytte de, skilles ad, og træffes sjeldent samlede i noget betydeligt Antal.

Til denne Jagt er en Dobbeltflint særdeles nyttig, da Man ved Flokkens første Opstødning altid kan komme til at gjøre tvende og flere Skud, om der ere Geværer til dem.

Flokken maa søges paa samme Terrain, som Hanerne; dog ligge de sjeldent i Nærheden af hverandre; thi de Sidste have helst deres egen Tumleplads for dem selv.

Her ere alle lige vel dresserede Hønsehunde lige brugbare, da Flokken sjeldent løber vidt hen, inden den trykker sig. Sædvanligt trækker Hønen, naar hun mærker Uraad, Kyllingerne et hundrede Alen, eller saa, afsides, og er gjerne den Første, som flyver klukkende og kaldende op. Breder hun Halen stærkt ud og flagrer, omtrent som en Ællingand, da ere Kyllingerne smaae, og Man bør skaane hende. Overalt var det rigtigst at spare den Gamle, hvis Man blot kan kjende hende; men naar de Unge ere voxne, falder dette vanskeligt, saa meget mere, som hun ikke altid er den Første, der reiser sig; ei heller den Eneste, der kalder. For at være sikker paa, at Man ei ved eet Skud skal ødelægge et heelt Kuld, bør Man bie til den anden Fugl staaer op, da Man saa seer, om de have naaet tilbørlig Størrelse. Desuden taber Man sjeldent derved; thi en Kyllinghøne og hendes Yngel trækker ikke langt bort - almindeligst 3 til 600 Skridt.

Man kjender let paa Hunden, om det er en enkelt Fugl eller en Flok, han trækker an for: i sidste Fald kommer han næmligt langsommere afsted, standser ofte, gaaer tilbage fra een Side til en anden, marquerer vexelviis her og der, som om han var tvivlraadig eller uvis i sin Sag. Næsten aldrig reiser hele Flokken sig paa eengang; men drit drat; ofte bie Nogle saa længe, til Man kan faae ladt igjen.

Dersom Flokken splitter sig til flere Kanter, saa Man kun kan holde Øie med hvor een eller to af dem falde, vorder det meget møisomt, ja misligt at opsøge dem saa vide omkring; Man gjør derfor klogest i, reent at forlade Terrainet og søge et andet, til Flokken igjen bliver samlet: om et Par Timer, eller saa, finder Man den sikkert paa samme Sted, hvor den blev reist. Hvo, der kan efterabe Hønens Klukken, kan og kalde Kyllingerne sammen; men her tillands kjende vi ingen saadanne Virtuoser; og desuden fordrer det et Sted, hvor Man kan 179 sidde vel skjult. I Tydskland og Sverrig, hvor Jagten meest falder i Skove, gaaer Saadant bedre an: Jægeren afskærer med sin Jagtkniv saa mange Grene, at han i en Hast deraf indretter sig et Lysthuus.

Een Ubehagelighed kan undertiden møde paa Urhønsjagten: om Dagen er heed, Egnen ganske tør og Menneskeboliger langt borte, kan Man komme i Vandmangel baade for sig selv og for sin Hund, om denne er af hidsig Natur, og nødes til at afbryde Fornøjelsen, naar den var bedst igang. Man maa desaarsag være belavet paa et sligt Tilfælde, og have sin Vandflaske forsynet, tilligemed en ganske lille Træbakke, til Hunden at labe af.

Endnu een Vanskelighed opstaaer, med Hensyn til Fuglenes Bevaring for Forraadnelse; de Unge ere især let ankomne, og gaaer Man med dem en heel varm Dag igjennem, kan Man være temmelig vis paa, at de allerede har en lille Tanke. Skulle de altsaa gjemmes længere, end den forestaaende Nat over, maa Man see at faae dem i Huus og paa et kjøligt Sted, saa snart muligt efterat de ere skudte. Men skulle de holde sig i flere Dage, eller vel endog forsendes noget langt bort, da kunne vi angive følgende Middel. Man forsyner sig med Poser af tykt og stærkt Papiir, af Størrelse til at rumme en Fugl, indvendigt bestrøgne med stærk saltet Smør, og derforuden bestrøede med stødt Salpeter. Saaledes indbalsomeret holder Fuglen sig i flere Dage. Denne Methode er baade næmmere og mindre bekostelig, end Englændernes: heelt at nedsylte dem i Smør eller i Honning.*

Og ere vi nu her paa den danske Halvø færdige med Urhønsjagten; thi at skyde dem i strænge Vintre i Skovene, er et Slags Krybeskytteri. Det er for det første vanskeligt, formedelst de udsatte Skildvagter, og Fangsten, naar den er heldigst, stiger kun til et Par Stykker; dernæst er det, hvor kun faa Fugle gives, et Bidrag til deres Udryddelse, da Høgene gjøre deres dertil, og altid blive værre, i Forhold som Vinteren strænges. Kniber det ret stærkt, søge de stakkels Fugle Haver og Diger; ja drives stundom af den "dumdristige Hunger" i skovløse Egne ind i Gaardene, og dele med de tamme Høns paa Møddingerne. At skyde dem her, synes os ligesaa ubarmhjærtigt, som at myrde den Stakkels Hare, naar den ydmyg og skjælvende *

180 betroer sig til Menneskets Ædelmodighed, og i vore Kaalhaver prøver at friste sit haardt ængstede Liv.

Men vore Naboer anstille, foruden de anførte, ogsaa Klapjagter efter Urhøns, og dette paa følgende Maade: En udstoppet Hane, eller bedre en kunstig, overklædt med sort Tøi, bindes ovenpaa en lang Stang, som opreises og fastgjøres nær ved Toppen af en stor Birk, der er synlig vidt omkring. Nær derved indrettes i en tæt Busk et Skydehus, hvor en Jæger skjuler sig. Driverne begynde langt borte, og jage hen imod Birken. Fuglene, som altid flyve lige ud fra deres Forfølgere, sætte sig hos Lokkehanen. Jægeren skyder een efter den anden; men forlader ikke sit Skjul, førend Driverne ankomme. I Efteraaret, i disigt Veir eller Riimtaage, lykkes denne Jagt bedst.

Foruden Bøssen anvendes i Sverrig og Rusland forskjellige Fangemaader, deels de samme som til Tjuren, næmligt Stok, Garn og Snarer* deels en Indretning, som kaldes "Tragten" og som er Russerne egen. Man danner af lige smalle Birkegrene en Slags Tragt, foroven een Alen i Diameter; men forneden tæt sammenføjet. Denne nedsættes i Sneen eller i et Hul i Jorden lige til Randen. I Midten opreises perpendiculairt en stærkere Stang, som rækker en halv Alen over Tragtens Rand. Paa Dennes Spids fastbindes en Tværspjælk, lidt over en halv Alen lang, saaledes at den kan vippe ned, og igjen antage sin horizontale Stilling. Rundt om paa Tragtranden og paa Kjæppen fæstes Havreax. Naar Fuglen nu sætter sig paa den Sidste, synker den ned, og falder i Tragten, hvorfra den ei er istand til at opflyve, deels fordi den ei kan faae Fodfæste, og deels fordi Tragten er for snæver til at udbrede Vingerne. Mesherækerne have en lignende Fælde, kaldet "Murdscha," med et bevægeligt Kors ovenpaa den midterste Stang.

Endnu kun et Tillæg til Capitlet om Urhøns. Alt vort tamme Fjerkræ har jo engang befundet sig i vild Tilstand; og endnu have jo Alle, paa Gaardhønen nær, deres vilde Cammerater: hvorfor ikke ogsaa prøve at tæmme Urhønen, en saa velsmagende og yngelsom Fugl? Efter nogle Generationer maatte dette vistnok lykkes, og det lettere end med Gaasen og Anden, der oprindeligen ere langt mere skye. Den største Vanskelighed vilde vel bestaae i at skaffe dem den *

181 passende Føde; og dog er det rimeligt, at de kunde næres blot med Korn, lige saavel som alle de Andre.

I halv vild Tilstand holdes Urfuglen i det østlige Scandinavien paa følgende Maade: Dybt inde i en Skov - endnu bedre midt i en Dyrehave - indhegnes en Plads med Gran- eller Enebærstænger, som staae i det ringeste 3 Alen over Jorden. Vil Man være fuldkommen sikker for Rovfugle, overdrages det Hele med et stormasket Næt; men saa kan Pladsen ei heller have nogen betydelig Størrelse. Uden Næt kan Man derimod gjøre den saa stor, som Man har Stænger til. Fuglehaven maa være bevoxet, dog ei alt for tæt, med Gran, Birk, Enebær og Lyng, og ligge saaledes, at der ei kan være staaende Vand eller Gjennemskyl. Her indsættes Fuglene med stækkede Vinger; men naar Hønen vil lægge Æg, tages Hanen fra hende. Naar Kyllingerne ere voxne, kan Man fange dem, om Man vil, eller og tage den Gamle bort, og lade hine udflyve; de komme sikkert igjen om Foraaret tilbage og yngle i Haven eller i dens Nærhed; og ved skaansom Behandling faaer Man i faa Aar en stor Mængde Høns i Strøget. De Gamle kan holdes paa Kammer Vinteren over, som Agerhøns; men saalænge de ere ude, bør de een à to Gange om Ugen forsynes med Vand (om intet er i Haven); og med Æde, næmligt Korn, Enebærriis med Bær paa, Revlinger og ung Lyng; ogsaa Birkeqviste med Frøknoppe paa ere dem tjenlige. Endeligt maa Man ikke forglemme, at de stedse kunne have Smaadynger af fiint Sand, Tørvesmul eller Aske til at baske sig i.

182

Af Vildandejagten

1. Jagt med Lokkepibe.

Denne kan ikkun øves i Parringstiden, og gaaer, som ret er, alene ud paa Andrikker. Lokkeinstrumentet, som hertil bruges, gjøres af tyndt Messingblik, og ligner, men i mindre Maal, Mundstykket til en Clarinet. Denne skrues atter ind i et dreiet Hornfutteral; og ved at blæse i Samme frembringes en Lyd, der træffende efterligner Andens Skræppen. Ved et Vand, hvor, eller i hvis Nærhed Ænderne have Tilhold i Parretiden, bygger Man sig et Skydehuus af Jord, Rør, eller Grene, saa at Man kan sidde nogenledes skjult, og istemmer da i Aftenstunden sin Musik. Ere der Andrikker i Nærheden, komme de sikkert, og kaste sig i Vandet udenfor Huset. Det kan da træffe, at Man kan skyde 3 à 4 paa een Aften. Lokkepiben selv kan ikke beskrives saa tydeligen, at den herefter kan forfærdiges; derfor maa Man see at skaffe sig en Saadan, eller og laane et Exemplar til Eftergjørelse.

2. Jagt efter Ællinger.

Denne bør aldrig foretages, førend disse ere saa store, at baade Stegen og Fjærene have nogen Værd; det vil sige, naar de ere næsten fløge. Nogle tage dem allerede det første de faae Speil; men Kroppen har endnu ikke Fjær, som ere Afplukningen værd, og Kjødet er blødt, levret og flaut. Den allerbedste Tid - naar Man kan blot passe den - men den varer kun et Par Dage, er naar Ællingerne kunne lette over Vandet, men kaste sig strax igjen, fordi de endnu ikke tør stole paa Vingerne. Da skride de og bedst for Hunden; thi jo mindre, jo vanskeligere for den at finde og annamme, som vel er.

Nogle Skytter - især dem fra ældre Tider, da der vare Ænder nok, 183 og Man ikke behøvede at spare - ere meget nidkjære i at skyde Ællinganden bort fra Kuldet, for at hun ikke skal trække dette bort med sig ud af Revieret. I rindende Vand og store Søer er dette meget urigtigt; thi i hine smutte Ællingerne alligevel bort med Strømmen, og disse forlade Moderen ikke, førend de Unge ganske kunne raade sig selv. Ved saaledes at pudse en gammel And væk, berøver Man ganske sikkert Districtet et heelt Kuld til næste og flere følgende Aar; thi det er en afgjort Sag, at Anden stedse udklækker eller dog fører sin Yngel til det Vand, hvor hun første Gang opdrog den. Den samme skadelige Følge har det da og, naar Man bortskyder hende i et lidet Vand, hvor Man formoder, eller af Erfaring veed, at hun ikke bliver med sine Ællinger til de ere fuldvoxne, eller hvorfra hun trækker bort ved mindste Forstyrrelse af Mennesker eller Hunde; men Ungerne derimod ikke, naar de savne hendes Veiledelse. Da alligevel saadanne Smaavande give den fornøieligste, sikkreste og rigeste Ællingjagt, kan det jo være at Man gjerne vil skaffe sig selv og Andre en saadan Fornøjelse, og da maa Man iagttage: 1) ikke at skyde Anden for tidlig, da Ællingerne ellers vorde forødede; naar de ere 3 à 4 Uger gamle, og ikke endnu ere halvvoxne, turde det være den rette Tid; 2) at saasnart Man engang har skudt efter Anden, uden at træffe, maa Man blive ved at stræbe at faae hende den samme Dag; thi ellers kan hun være fløiten den næste. Men medens hun svinger omkring Vandet nytter det sjeldent at skyde paa hende, da hun gjerne hytter sig for at komme skudnær - med mindre Man har Skjul af Buske og høie Rør. Man bør følgelig trække sig lidt bort fra Stedet, og passe paa naar hun kommer og kaster sig der igjen; hvorpaa Man seer at kunne skyde hende for Hunden. Helst burde Man være flere Skytter ved en saadan Expedition, for at kunne spænde Terrainet. Undertiden hænder det, at hun ikke flyver men løber tilbage til Ællingerne; men ere disse ikke ret store, bier hun sjelden over et Qvarteer - at sige naar der ei er bomret for tidt efter hende, eller hun er saaret. Har Man altsaa efter en saadan Tids Forløb ikke seet hende flyve tilbage, kan Man dog gjerne alligevel formode, at hun er der. Flyver hun langt bort i en Linie, efter et Skud, er hun haardt saaret, og kommer ikke igjen.

Men hvorledes faaer Man at vide om Ællingerne have den passende Størrelse? - For det Første ved at see dem. Man maa altsaa ikke skyde paa Anden, førend Man har faaet en af Ællingerne for Øie. Ere de da for smaae, maa Man hellere risquere, at hun drager bort med dem, 184 end ødelægge den hele Familie. For det Andet: dersom Anden flagrer og flasker, ligesom den var saaret, tæt foran Hunden, og ofte sætter sig, eller dersom Ællingerne slet ikke lade sig see, da kan Man være vis paa, at de ere ganske smaae. Det bemærkes: at Man til den omhandlede Jagt kun bør bruge een god Hønsehund - eller bedre Forstanderhund, der baade er fast og har god Appel; thi i første Fald kan den jage Anden op, før Man kommer til Skud, og i sidste Fald narrer Anden ved sin forstilte lamme Flugt Hunden efter sig Pokker i Vold.

3. Jagt efter Roandrikker.

Denne er vistnok den allermuntreste og meest indbringende af alle, hvorfor den ogsaa fortrinsviis kaldes Andejagt. Men ved den er ogsaa meget at iagttage.

A. Opholdsstedet.

Naar Parringstiden ophører, og følgelig Stridens Aarsag er hævet mellem Andrikkerne, samle disse sig i Flokke, saavel i aabne som i lukte - det er overgroede - Vande, og leve fredeligt som Enkemænd, undtagen hvis en Enkelt kan finde en Enke, der har har mistet sin første Mand og alle sine Børn, og alligevel ønsker at knytte en ny Forbindelse.

Henimod Fældetiden, som for Enkelte begynder ved St. Hansdag, forlade Andrikkerne de aabne Vande og samle sig i de lukte, hvortil vi regne ei alene Søer med moradsige og tæt bevoxede Bredder; men ogsaa de større Aaer med ligedanne.

185

I disse er Jagten aldrig ret indbringende, med mindre der fra Strømmen gaae nogenledes store Bugter ind, som kunne ansees for Søer eller Halvsøer; thi Andrikken, naar han af Hunden forfølges i Tykningerne, søger ud til Kanten af Aaen, lurer i Skjulet og speider om ingen Fare kan ventes udenfor. Staaer Hunden her for længe, eller kommer han til med for stærk Allarm, gjør Andrikken enten en Contramarsch tilbage forbi Hunden, eller og han dukker under lige i Vandkanten, og skyder sig saaledes 100 og flere Alen bort - Man veed hverken om mod eller med Strømmen. Vel kunne Enkelte landløbe; men disse ere de færreste. Bliver han derimod pludselig overrasket af Hunden, kan det hænde at han i Forskrækkelsen glemmer at han ikke kan flyve, og flasker afsted hen oven paa Vandfladen; nu kommer det da an paa, om en Skytte just her er tilrede og kan tage ham, ellers kommer han vist ikke mere paa den Gallei. Jagten paa saadanne Steder vanskeliggjøres ogsaa derved, at Man enten maa have idetmindste en halv Gang saa mange Baade, som der er Skytter, eller ogsaa nogle af disse med stor Besværlighed maa ase frem og tilbage i de sumpige Bredder. Har Man altsaa sumpige, men dog ei for store Søer i sit Revier, søge Man disse og lade Aaerne i Fred; saa meget hellere, som Pluraliteten opholder sig i hine. Ogsaa gives der enkelte Indvige fra Havet, f. Ex. det saakaldte Fed ved Præstø, hvor Ænder findes i saa overordentlig en Mængde, at een Dags Jagt stundom har afgivet 3 til 400 Stykker.

B. Tiden

er allerede angivet, og retter sig efter Vinterens kortere eller længere Langvarighed; men bedst er det at bestemme Jagten til den første Periode af Rotiden; thi da har Andrikken endnu sine Flyvenykker, og giver sig følgelig mere blot for Skytten. Længere hen bliver han slemmere til at dukke, eller og han skrider hen i Vandskorpen blot med det halve Hoved oven over. Vel ere da nogle iblandt, som endnu kunne flyve; men det Samme er ogsaa Tilfældet sidst hen i Rotiden.

C. Forberedelser.

Hvor Man tænker at faae sig en ret tilfredsstillende Jagt, der maa lige fra Foraarets Begyndelse lyses ubrødelig Fred for Hunde og Skud, i en Omkreds af en halv til en heel Fjerdingvei fra Søen; men derimod kan Man henimod Rotiden skyde i andre Vande, hvor der ikke er 186 Udsigt til god Jagt. Andrikkerne ville da ufeilbarlig søge did hen, hvor de finde deres Cammerater uforstyrrede.

Det Næste, Man har at gjøre, er at udskjære, med en Lynglee eller Segl paa et langt Skaft, Skydeglimer, eller lige Aabninger, igjennem Siv, Rør og Græs. Disse bør være 4 til 6 Alen brede, og strække sig fra Landet og ud til det klare Vand. De maae ikke hugges alt for bare; men snarere uordentlige, saa at hist og her levnes Noget over Vandet, dog uden at hindre Udsigt og Skud. Man vælge til disse Glimer de Steder, hvor Vandplanterne staae tykkest, som og omtrent et lille Hagelskud fra, hvor disse holde op, og Vandet er bart til Bredden. Er Glimen længere, end at Man mageligt kan skyde til det Yderste, anbringer Man i Midten, men dog i Kanten af Rørene eller lidt inde i dem, et bredt og idetmindste 2 Alen langt Bræt, der sømmes paa 2 eller flere saa fast nedrammede Pæle, at Stilladset ikke skal rokke; og endelig iagttage Man, at Brættet maa stilles paralelt med Glimen, ellers kan Skytten, naar han skal staae med Benene ud til Siderne, risquere, at plumpe baglæns ud ved Skuddet. Disse Glimer maae skjæres 14 eller allersenest 8 Dage førend Jagten, at Ænderne kunne gjøre sig bekjendte med dem. Ere de dem alt for nye, ville de, naar de komme for Saadanne, vende eller dukke under. Det følger af sig selv, at stor Stilhed, uden mindste Snakken eller Klamren mod Baaden, nøie bør iagttages. Paa Steder, hvor Glimer ikke kunne passende anbringes, og hvor dog Gungerne ere faste nok til at bære, kan henlægges 1 eller 2 lange Fjæl, hvorpaa Skytter fra Baaden kunne afsættes.

D. Hundene.

Vi ville meget bede for de kjære Hønsehunde - at sige de glathaarede - at de maatte forskaanes for denne høist udmattende og for deres Sundhed skadelig Jagt. Til Erstatning give vi Forlov til at bruge ei alene de ruhaarede Hønsehunde og andre Vand- og Skydehunde; men ogsaa Puddeler og Blandinger, saamange som have Sands for Jagten. Ja endogsaa Støvere kunne godt bruges; da de snart af de andre lære, ei alene at jage Ænderne, men og at bære dem til nærmeste Land. Dog maa Man her være tilrede at tage Ænderne fra dem; ellers ville de gjerne knase og rive dem.*

* 187

Det forstaaer sig, at kan Man undvære disse, er det bedre; men alle de andre maae være afrettede til at apportere ordentlig; ellers lægge de Ænderne paa nærmeste Land, eller og paa Tuer og Holme, hvor intet Menneske kan komme til dem. Derimod er det gavnligt at de ikke staae, i det mindste ikke for fast og længe; thi Andrikken maa ikke faae for lang Betænkningstid, ellers lader han sig ikke saa let drive for Skud. Det er ønskeligt, at Hundene jage med aaben Hals; thi derved skræmmes Ænderne til blindere Flugt, og Skytten averteres om deres Ankomst. Tilmed giver denne Musik Jagten mere Liv og Lystighed. Og endelig: jo flere Hunde, jo bedre!

E. Redskaber.

Baade. Eftersom Terrainet er til, maa haves een eller flere Baade; og næmlig af det Slags, som Fiskere i Almindelighed bruge, fladbundede, spidse til begge Ender, og til at stage frem; næmlig de saakaldte Knubskibe. I Midten er en Slags Kiste eller Beholdning, hvorpaa Jægeren kan sidde; ellers staaer han i Forenden. Flere end To bør ikke være paa en saadan Baad. Er den rigtig construeret, stikker den kun 3 til 4 Tommer under Midten, og kan altsaa glide hen paa meget grunde Vande, og naar Styreren er øvet, kan han uden Larm stage den frem med stor Hurtighed. Er Bunden dyndet, bør han have endnu een Stage med en bred Trille for Enden.

Bøssen bør være en Doublet; thi paa denne Jagt gives hyppig Leilighed til at benytte en Saadan. Haglene kunne være smaae; af det Slags Man bruger til Urhøns, da Man sjelden behøver at skyde paa langt Maal.

F. Jagtens Indstilling.

Medens Hundene holdes koblede afsides under sikker Bevogtning, afsættes Skytterne; og maae Glimer og Stader iforveien være anlagte saaledes, at den Enes Skud ikke skal genere den Anden. Een eller Flere efter Terrainets Størrelse blive altid ved Landkanten, for at modtage de Landløbere, som Hundene gribe. Det er med Hensyn hertil altsaa godt, om Man har en Hund med, som ikke er synderlig Vandmand; en Saadan gjør gjerne god Fangst i Landingen, især om der er Smaamoser, Kjær eller Buske i Nærheden af Søen.

Saasnart alle Skytterne ere paa Post, roer Baaden - naar Man kun har een - hen midt for det afdrivende Terrain; men har Man to 188 Baade, begynde hver ved sin Ende. I første Fald slippes alle Hundene i Midten; i andet Fald i to Afdelinger ved begge Enderne. Et blindt Skud er Signal til Jagtens Begyndelse, og en Opmuntring for Hundene.

Vi ville nu slutte med nogle hidrørende Bemærkninger angaaende den ved Andejagten mere end ved nogen anden, nødvendige Forsigtighed.

Kan det undgaaes, da tage Man ikke Andre, end øvede og sindige Skytter med.

Enhver vogte nøie paa, at han aldrig skyder i Linie med nogen Anden, om denne endog er et Par hundrede Alen borte; thi Haglene kunne gjerne vande, og endda gjøre Skade.

Man vogte sig dernæst, at Man ikke gjør Hundene Skade; og skyde til den Ende aldrig iblinde eller paa Slump; men see vel til Hvad det er Man skyder paa. Thi stundom svømmer en Hund ganske stille, og frembringer en Bevægelse i Rokker og Siv, der ikke er stærkere end Andrikkens; og ofte stikker den Snuden lurende frem i Udkanten, og dersom denne er mørk, kan den Hidsige og Ubetænksomme fristes til at brænde paa.

For ikke at udmatte Hundene alt for stærkt, bør Man - naar Man ei har andre i Reserve at skifte med - efter 2, høist 3 Timers Jagt gjøre en Times Pause, og dele Forfriskningerne med de fiirbenede Jagtcammerater.

Endelig bør man ei heller være alt for begjærlig og ganske rense et Revier. Det er godt at nogle blive staaende, som til næste Aar kan trække andre med sig.

4. At skyde Ænder paa Træk.

Vi have allerede angivet saavel den Tid af Aaret som den i Aftenen, da Ænderne forlade de store Vande og søge de mindre. Dog varierer den Sidste noget, idet de undertiden komme ½ Time efter Solens Nedgang og undertiden bie dobbelt saa længe. Aarsagen hertil er vist nok endnu ubekjendt. Vel mene Nogle, at de mod ondt Veir komme før; men det holder ikke Stik. Denne Slags Jagt betragtes som dobbelt:

1) At skyde Ænderne i Forbiflugt. Dette skeer enten hvor en Indvig 189 ved et smalt Stræde, en Bro eller deslige forenes med Havet; eller paa store Enge, hvor Ænderne fra Fjorde trække over. Her er nu intet Andet at gjøre, end at skyde i Flugten; og naar Flokkene ei ere store, er det usikkert, eller rettere Slumpskud; da det ei er let at tage en enkelt paa Kornet. Man maa da belave sig paa et uophørligt Bombardement, og lade træffe hvad træffe kan.

2) At skyde paa Luur (Tydskernes: Anstand; fr. Affut) det er: at skyde Ænderne der hvor de lægge sig. Her maa nu iagttages: at Man altid stiller sig østen for det Vand, hvor Ænderne ventes, for at kunne have Dagskjæret imod sig, da dette saavel oplyser Vandet, som Luften, ifald Man finder tilraadeligt at skyde i Flugten. Man bør dernæst sørge for at kunne have et nogenlunde Skjul, saasom et Dige, et Gjærde, en Busk, eller ogsaa tillave sig et iforveien, enten en Jordhytte, eller en af Riis eller Rør. Men i dette Tilfælde faaer Man renoncere paa de oftest ogsaa mislige Luftskud. Til denne Jagt bruger Man Doublet, og noget større Hagel, end til Sommerjagten.

Det er let at indsee, at dersom Jægeren ikke selv vil være Vandhund - er Vandet for dybt eller dyndet kan han ei engang være det - da maa han paa Træk nødvendig have sin tro Følgesvend hos sig. Vi antage naturligviis: at denne er fuldkommen vel dresseret, og ligger rolig indtil Ordre.

Naar Man ikke har for lang eller besværlig Gang, og der er stærk Andefald, er denne Jagt ret roende; og da de Ænder, Man her faaer, smage langt bedre, end Sommerænderne, tilmed ere - jo nærmere mod Vinteren jo federe og rigere paa Fjær; da den endelig varer kort - hele Andetrækket medtager sjelden en halv Time: er den ingenlunde at foragte. Men hvo der vil udbringe Noget af den, bør have flere Steder, at vexle imellem; thi hvor Man skyder to Aftener efter hinanden, komme kun faa Ænder - maaskee slet ingen den tredie. Bedst var det, om ethvert Sted kun besøgtes een Gang om Ugen.

Endelig bemærke vi: at hvor Man ikke har Skydehuus, bør Klædedragten være mørk.

190

5. Baadjagt om Efteraaret

kan øves med stor Fornøielse og Fordeel i meget store Søer, Floder og Fjorde, hvis Bredder ere vidt baade i Længde og Brede bevoxede med Rør. Hertil vælges Dage, da det blæser stærkt, saa at Vindens Susen og Raslen i Rørene ikke lader Ænderne høre Baadens Nærmelse. Man bør ikke bruge andet Fartøi, end det nys beskrevne Knubskib, der stages frem af en meget øvet Roerkarl, helst en Fisker, der baade kan give Skibet tilbørlig Fart, uden at bumre med Stagen mod dets Sider, og tillige er istand til at udholde dette, for en mindre øvet saa udmattende, Arbeide i flere Timer. Det agtes: at Man stedse gaaer imod Vinden; thi ellers faae Ænderne for tidlig Færten, og flyve op paa for lang Afstand. Hvor Rørene ere saa tætte, at Man ikke kan sees af Ænderne paa 12 til 20 Skridts Afstand, og ingen vil op, banker Styreren med Stagen paa Skibet, først sagte og siden stærkere, indtil een reiser sig. Ved Skuddet komme gjerne flere i Veiret, saa at en Dobbeltbøsse her gjør dobbelt Nytte. Medens Man lader paany, stager Karlen hen, hvor Anden faldt; men finder Man den ikke strax, nytter det ikke at lede; thi da er den blot vingeskudt, og Man seer den ikke mere.

Saasnart Man er kommen til Enden af Rørskoven, stikker Man ud i det aabne Vand, og seiler tilbage med Vinden, for at begynde ved den anden Side - om en Saadan gives - eller og paa et andet Sted; ja Man kan endog - naar intet Andet gives - tage det samme Revier 2-3 Gange for. Det er nødvendigt, paa Nedseilingen at bruge et Seil, som gjøres fast ved en lille Mast i Mellembænken, og som under Stagningen kan lægges ned. Roerkarlen styrer med den høire Haand, og med den venstre holder han Skjødet, som altid maa være løst. Ikke alene kommer Man nu hurtigt afsted; men naar Skytten staaer bag Seilet, kan Man ofte opseile en Flok Ænder, allerhelst om de ligge i eller paa den anden Side af en stor Rørholm. Efter Terrainets Brede kan Man være to eller flere Baade; men maa da stedse holde en Linie. Naar der da skydes fra een, faae de andre almindelig ogsaa Skud.

Paa en saadan Jagt har for endeel Aar siden en eneste Jæger skudt 44 Ænder, og det endda med enkelt Løb.

191

6. At skyde Ænder ved Vaager og Væld.

Dersom Vinteren er stræng, søge ei alene vore Graaænder, men ogsaa mangfoldige Slags saakaldte Havænder fra det høie Norden herned til vore Fjorde, Indvige, Aaer og Bække; thi Vand er alle disse Fugle ligesaa nødvendig som Luften.

Hvor Vaager da gives, vrimler der bestandig af Ænder i hundrede og tusinde Tal; og forjages de, komme de strax igjen. Dersom nu Vaagen er saa langt fra Land, at her intet Skydeskuur kan anbringes, saa kan Man af Iisskaadder opreise sig et Saadant; men er det paa en Fjord, som har umiddelbar Forbindelse med Havet, vogte Man sig vel for at gaae derud i stærk Blæst - især af Vest og Nordvest - thi ellers trænger Havvandet ind under Isen, hæver den i Veiret og brækker den; og dette kan skee saa hastigt, at en stor Fjord paa mindre end en halv Time kan være ganske aaben.

Til at faae Fingre i de i Vaagen skudte Ænder betjener Man sig ikke af Hund - som herved udsættes for farlig Forkjølelse og, om der er stærk Strøm, kan rives bort med under Isen - men af en lang og let 192 Stage, forsynet med en Krog i Enden. Lettere og mindre farligt er det at belure Ænderne ved Smaabække, Mølledamme og andre Smaavande, som aldrig ganske tilfryse. Men sikkrest og rigest er altid Jagten i Snefog, forbunden med stærk Frost - at sige for den, som ikke er kuldskjær.

Andre Fangemaader

Koie.

Saaledes kaldes en Indretning, som bruges paa Vestkysten af Sønderjylland, nogle af Øerne, Ostfrisland, Holland og paa flere Steder i det nordvestlige sumpige Tydskland. Ved det Vandsted, hvor Fangsten skal gaae for sig, stikker Man lange Pilestaver ned i Kanten af en til den Ende gravet, omtrent 3 Alen bred, Vandgrøvt. Staverne sættes tilbørlig tæt og maae være saa lange, at de for oven kunne flættes eller bindes sammen saa høit, at en Mand i en Baad kan seile derunder. Ligeledes fastnes de indbyrdes ved Tværflætninger, saa at det Hele faaer Skikkelse af en trekantet, meget lang Kurv. Den Ende ud til det aabne Vand er forsynet med en Skjærm, Falddør eller Næt til at drage ned for Aabningen; den anden med er stor Ruse.

Til at faae Vildænderne ned i denne Koie er en Lokand aldeles nødvendig. Denne er næmlig afrettet til, mod Aften at flyve ud i Havet eller store Fjorde og Søer, og lokke - formodentlig ved sit Kald - vilde Ænder med sig ind i Fangedammen; den henter derpaa flere Gange andre Dødscandidater, og omsider fører den sine Slagtoffre ind i Koien, hvis Overflade er bestrøet med Avner, Havre eller Malt, som svømmer ovenpaa. Naar nu Fuglefængeren fra sit Skjul synes, at der er nok inde, lukker han, ved Hjælp af en Snor, til for den yderste Ende. Nogle sige, at Lokkeanden iforveien har listet sig ud, for ei at dele Skjæbne med dem, hun har forført; Andre, at hun er forsynet med en Ring eller andet Mærke, hvorpaa Fuglefængeren kan kjende hende. Nu tager denne en Baad, seiler hen, aabner for Indgangen, seiler ind, lukker efter sig og jager Ænderne ind i Rusen. Naar alle ere derinde, aabnes denne, Ænderne tages ud og Halsen omdreies eller knækkes paa dem. Man har saaledes undertiden paa eet Dræt fanget flere Hundrede. Men en god Lokkeand er ogsaa kostbar, og fulgte tilforn med ved ægteskabelige Forbindelser, som en kostbar Brudegave.

193

Garn.

Dette kan være som et almindeligt Fiskenæt, og Maskerne som dem til Karudser. De anstilles under de Vaager, hvor Ænderne have stærk Søgning. Naar disse nu dukke ned efter Føde, jage de Hovederne gjennem en Maske, og blive hængende til de qvæles. Man kan og spænde Garn ved Sommerjagt for Ællinger og Andrikker.

Kroge

udlægges af en Størrelse som smaae Gjedekroge* i Vande, hvor Ænderne trække eller have Tilhold. De maae være forsynede med tilstrækkelig stærke Snorer, bundne til nedrammede Pæle. Til Mading *

194 kan bruges Smaafrøer, Smaafisk, som Millinger, Elbutter og fl., eller og Strimler af Kjød, Levere og Lunger. Da Forfatteren ikke selv har fosøgt denne Fangst, kan han ei heller indestaae for, hvorvidt den lykkes eller kan betale Umagen.

Snarer

flættes af 10 til 12 Hestehaar, og befæstes opstaaende i et Toug, der trækkes stramt lidt under Vandskorpen og holdes af tvende Pæle, som nedrammes i Jorden. Hvor Ænderne trække i Mængde, kan Man saaledes fange een og anden.

Til Slutning ville vi opvarte Læserne med en Fangemaade, som rimeligviis kan være opfunden af den velbekjendte Münchhausen. Man tager et stort Græskar, udhuler det saaledes, at Man kan putte hele Hovedet derind; to Huller skjæres for Øinene og eet for Munden, til at trække Veiret igjennem. Nu trækker Man saa mange af Klæderne af sig, som fornødent gjøres, og gaaer eller svømmer med den øvrige Krop under Vandet hen til Vildænderne, Disse griber Man een efter den anden ved Fødderne, river dem hurtigt under Vandet, dreier Halsen om og binder dem til et Belte, som Man har om Livet.

Har Nogen Lyst at prøve dette Kunststykke, ønske vi ham oprigtig: god Fornøielse!

195

Jagt efter Gjedder

Denne kan ei alene tjene til en behagelig Afvexling, især paa Tider, naar baade Dyr og Fugle have Ro for Jægeren; men giver og ofte betydeligt Udbytte. Da Gjedden dertil baade fersk giver en velsmagende og sund Spise, og tørret kan gjemmes længe, paa hvilken Maade Mange endnu hellere spise den: saa er Gjeddejægeren gjerne velkommen i Kjøkkenet.

Den bedste og egentlige Tid for denne Jagt er April og Mai Maaneder, da Gjedden leger. De staae da 2 og flere, stundom i Stimier af 10 til 12, paa Lavvande, helst paa oversvømmet Græsbund, og spille i Vandskorpen, ofte med noget af Kroppen og Finnerne ovenfor. Man opdager dem temmelig langt borte, ligesom Man og i stille Veir paa Afstand hører deres Pladsken. De ere, som alle andre levende Skabninger, saa forpikkede paa deres Elskovsleeg, at Man uden Vanskelighed nærmer sig dem paa en Snees Alen og nærmere, især naar Man i et Knubskib stager uden Larm hen imod dem.

Stille Luft og Solskin er fordeelagtigt, da baade Fiskene helst lege i saadant Veir og Man lettest opdager dem. Man bør, om muligt, være Tre: En til at stage, Een til at skyde, og Een med en Lyster til at hugge i den anskudte Gjedde; dog kan denne Forretning ogsaa forbindes med Stagningen. Til Ladning tager Man Ræve- eller store Harehagel.

Naar Man, som sagt, er kommen de legende Gjedder paa en Snees Alen nær, eller saa omtrent, holder Man omtrent en Haandsbred under, hvorved Man ufeilbarlig træffer Kroppen. Det er vel sikkrere at skyde dem i Hovedet, hvorved de øieblikkelig døe; men i saadan Frastand er Hovedet ikke let at udfinde. Det eneste Man kunne tage Kjende paa var Halen, og den tæt ved Halen siddende Rygfinne, som ofte spiller over Vandskorpen; Man maatte da sigte forholdsmæssigt foran. Dog, dette er ei heller nødvendigt; thi den i Kroppen ramte 196 Gjedde bliver straks fortumlet og vender Siden og Bugen iveiret. Nu iler Man til med Baaden og Harpunereren jager Lysteren i Fisken, og trækker den ind til sig. Hurtighed er her nødvendig; thi som oftest kommer den snart tillive og Besindelse, og smutter væk. Løjerligt er det at see, hvorledes den stundom, hvor der er Mudder i Bunden, jager Hovedet ned i dette - ligesom Strudsen, der troer at gjøre sig usynlig ved at stikke Hovedet ned i Sandet. Her staaer den da nogen Tid perpendiculairt med Halen lige i Veiret; men Man vilde meget feile, om Man troede, at kunne gribe den her med Hænderne; Lysteren maa til Hjælp. Det er meget almindeligt at skyde to paa eet Skud, og 5, ja 6 er ikke usædvanligt. Men jo flere, der ere samlede, jo mindre pleie de ogsaa at være.

At skyde dem paa dybt Vand er misligt, da de, naar de ere døde, synke tilbunds, og ikke komme op igjen, før de begynde at gaae i Forraadnelse. Ligesaa hvor de staae over Grøde, Rødder, Aakander og andre Vandplanter, under hvilke de kunne forputte sig.

Er Vandet fiskerigt og Bredderne beqvemme til saadan Jagt, kan Man paa een Dag gjerne bjærge 4 til 5 Lp. Fisk og derover. Men det forstaaer sig, at den lykkes bedst der, hvor den første Gang øves; thi ved gjentagen Skyden og Forfølgelse vorde Gjedderne stedse mere og mere skye, som deres Antal jo ogsaa betydeligt formindskes, da - især uden nøiagtig Iagttagelse af foreskrevne Methode - mange anskydes og forødes, som Man ingen Nytte faaer af. Dog have vi af Erfaring Grund til at troe: at Gjedderne gjerne kunne komme sig og leve med Hagl i Kroppen, naar kun ei de vitale Dele ere beskadigede.

I Mangel af Baad gaaer Man paa Land, og speider omkring ved Bredderne. Men dette er ikke nær saa godt: for det første undgaaer Man ikke at gjøre større Opsigt og Allarm, hvorved Fisken let skræmmes, og Man i al Fald ei kommer den saa nær som i Baaden: og for det andet har Man som oftest Vanskelighed ved at faae Fingre i den anskudte, stundom endog i den dræbte Gjedde.

Ogsaa udenfor Legetiden kan Man skyde Gjedder; men med større Vanskelighed og i mindre Mængde. Men her finder nu andre Iagttagelser Sted.

Gjedden, der, som Man veed, er en Erkerøver, staaer næsten hele Aaret - undtagen i Legetiden - paa Luur efter andre Fisk. Han vælger da gjerne sit Standpunkt i et eller andet Skjul, saasom i Rør, 197 under Blade, i Grøde, tæt ind ved Brinker, o.s.v. Men her staaer han aldrig saa høit i Vandet, at Man kan sigte lige paa ham; sjelden høiere end et Qvarter under Vandfladen, oftere 1/2 Alen til en heel, og dybere. Nu har Man vel den Fordeel, at Man med Vaersomhed kommer ham nærmere, og at Man let kan skjelne Hovedet fra Halen; men formedelst Straalebrækningen, der frembringer et optisk Bedrag, staaer han altid virkelig dybere, end han synes; og jo dybere nede, jo større vorder Vinkelen. Dernæst maa det tages i Betragtning: under hvor stor en Vinkel Man har at skyde; thi jo stumpere (eller større) denne er, jo større en Vandmasse har Man at gjennemtrænge, og jo mere maa Man forholdsvis sigte under sit Maal - hvilket Alt i en Hast ikke er let at beregne. Følgende kan omtrentlig tjene til Veiledning.

1) Har Man Skud paa Gjedden under en saa stump Vinkel, at Man næsten kan skyde lige ned, da maa han i det mindste ikke staae over een Alen dybt i Vandet; og Man kan holde ham næsten lige paa Hovedet, eller 1 à 2 Tommer nærmere til sig. 2) Paa en Afstand af 10 Alen maa Fisken ikke være under 1/2 Alen nede, og Man holder da en Haandsbred under, og 3) paa en Afstand af 20 Alen (og længere 198 nytter det ikke at skyde) maa Fisken ei staae dybere, end omtrent 6 Tommer; og ligesaa meget holder Man under.

Af de angivne Forhold vil Man kunne gisse sig til de mellemværende.

Det følger af sig selv, at denne Jagt ikkun kan lykkes i stille Solskins Veir. Ellers kan Man slet ikke see Fisken.

Sluttelig maae vi gjøre opmærksom paa: at her maa bruges langt grovere Skyts. Rævehagel trænge ikke med Virkning længere, end 6 à 8 Tommer gjennem Vandet. Man bør altsaa bruge store Gaasehagel, og endnu bedre Rendekugler. Om Paskugle skulde være tjenligere, vide vi ikke, da vi aldrig have forsøgt det.

199

Jægerens Paaklædning

Der gives virkelig mange dygtige Jægere, som næsten ganske oversee denne ikke uvigtige Post i Jagtlivet.

Vel kan det ikke nægtes, at den i koldere Lande er af større Vigtighed, end her; men alligevel vorder ogsaa i vort mildere Danmark Savnet af beqvem og hensigtsmæssig Jagtdragt ofte saare følelig; holder stundom En inde, naar han ellers gjerne gad været ud; jager en Anden for tidlig hjem, og i nogle Tilfælde forspilder eller formindsker Jagtlykken. Ikke at tale om, hvor kluntet og stødende det seer ud, naar i et større Jagtselskab Een kommer i en grøn Kjole, Een i en blaa, den Tredie i en graa - Een bærer kort Trøie, Een en lang Frak - Een Hat og en Anden Kasket. Hvormeget smukkere, jægermæssigere og - om vi saa maa sige - krigersk, naar Alle vare lige uniformerede; foruden dette, at de afstikkende Dragter da ikke bidrage til at gjøre Vildtet mere opmærksomt. Til Hovedfarver ville vi foreslaae: om Sommeren den grønne - om Vinteren den hvide.

Men nu nærmere til Sagen! - Og ville vi da først afhandle Sommerdragten.

Vi begynde ved Fødderne. Her mærkes da, om Terrainet, Man vil afjage, er tørt eller vaadt. I første Fald bruger Man lette Fidtlæders Halvstøvler, eller og Sko; dog med tykke og stærke Saaler; thi ellers blive Fødderne underneden ved lange Marscher let ømme - især paa dem, der ere hvad Man kalder platfodede (naar Fodballen gaaer saagodtsom lige ud med Hæl og inderste Taaleder). Er det i Heder, og hvor ellers findes Hugorme, bør Beenklæderne være saa lange, at de slutte til Randen af Skoene. Det bemærkes iøvrigt, at Hugorme næppe kunne bide gjennem nogenlunde tykke Uldstrømper; i det mindste kjende vi intet saadant Tilfælde; og desforuden vides de ei heller at hugge høiere op, end paa selve Foden. - Beenklæderne bør være af Nankin, eller andet let Lærredstøj; eller endnu bedre af fiint 200 Klæde, som bedst passer med forskjellige Lufttemperaturer. Det Samme kan siges om Jakken, der ikke bør naae længere end til midt paa Laarene. Hovedet bedækkes bedst med en Kasket af samme Tøi som Jakke og Buxer. Inderst ved Kroppen er det tjenligst at have en Skjorte af tyndt Flonel, som bedre end Lærred modtager Sveden, og med hvilken Man ved pludselig Overgang fra Hede til Kulde ikke er saa udsat for Forkjølelse. Hvad endvidere Dragtens Farve angaaer, da er i Skov, Enge og Marker den grønne meest passende - i Hederne den brune.

Falder Jagten paa vaade Steder, som efter Ænder og Bekkasiner, da bør Man være forsynet med gode Vandstøvler (om hvilke mere siden). Nogle bruge Sko baade til Tørt og Vaadt. Naar de da komme til det Sidste, trække de Sko og Strømper af, og stikke dem i Jagttasken; de have da tørt Fodtøj at drage paa, saasnart som de forlade Vandet.

I Vældgunger, hvor Man staaer Fare for at træde igjennem, drukne, blive hængende, eller dog at maatte hjaske iland paa alle Fire, bruges med Nytte et fladt Brædt, 1 Qvarteer bredt og 3 Qvt. langt, under Foden; midt paa Brædtet er en Læderrem, i hvilken Man stikker Foden ind. Saaledes bruges de paa nogle Steder; paa andre ere de næsten runde og ottekantede; men os synes, at 6 à 8 Tommers Brede og 1 til 1 1/2 Alens Længde (omtrent som Skier) og opstaaende for og bag - for ei at faae dem under Grøden - maatte være de hensigtsmæssigste.

Endelig bemærke vi: at Luftens forskjellige Temperatur maa tages i Betragtning med Hensyn til tyndere og varmere Paaklædning.

Vinterdragten, Her begynde vi ogsaa nedenfra, næmlig med Under-saatterne, for hvilke der først og fremmest maa sørges: tørre og varme Fødder ere for de Fleste en Nødvendighed og for Alle en Behagelighed.

Vandstøvler! gode, tætte Vandstøvler - derom spørge alle Jægere, og derfor skiftes saa ofte Skomagere, som om disse havde lært af Jerusalems - den saakaldte evige Jøde - at arbeide for Evigheden, Naar Vandstøvler slutte uden at trykke nogetsteds - ere rummelige uden at slubbre (det vil sige: at Man foruden en Fildt- eller Haarsaale i Bunden, kan have et Par tykke Uldstrømper og Beenklæder inden i dem) - naar Læderet er bøieligt, uden at være blødt eller slattet; fast, uden at være stivt - og naar de saa til en vis Grad eller Tid holde Vand ude; saa har Man Intet at bebreide Skomageren. Men Læderet 201 til et Par saadanne Støvler maa nødvendigviis være skaaret af Ryggen paa en heel Oxehud; hvilket Nogle ikke ville, og overalt Ingen heller kan, uden at forhøie Prisen. Ogsaa kunne de indvendig være drættede med tyndt Læder og mellem begge Lag Svineblære. Dog medfører dette den Mislighed, at naar Støvlerne engang vorde gjennemblødte, eller - som let kan skee - Vand kommer oven ind ad dem, da vil det tynde Læder stundom blive stivt, lægge sig i Folder; ja endog revne. Et bedre Underfoder fordriste vi os at tilbyde, saameget mere som det ved Erfaring er befundet det bedste af Alt. Man tager da Tjære, Vox og Talg i lige Forhold, smelter det sammen, og hælder det i Støvlen. Det maa hverken være saa hedt, at det skolder Læderet, ei heller saa afkjølet, at det hist og her størkner, og ei indtrænger i alle Folder; nu omskulpes det dygtigt i Støvlen, og det, som el har sat sig fast, udhældes. Øieblikkelig har Man nu tilrede en Støvleblok, hvor-paa er stramt trukken en ulden Strømpe, der naaer i det mindste til Knæerne. Denne jager Man ned i Støvlen, trykker og klapper allevegne uden paa, at den kan fæste sig tæt til Læderet. Blokken udtages efter et Par Timers Forløb, og Strømpen bliver nu for bestandig siddende, og holder ei alene Vand ude; men tjener og til Varme for Foden og Benet. Nogle bruge ikke Blok; men trække Strømpen paa, og bruge deres eget Been som Blok. Naar nu Støvlen idelig forsynes udvendig med passende Smørelse: Tran, naar den er fugtig, og derefter Hestefidt med Kønrøg, holder den i et langt Tidsrum Fod og Been tørre; hvilket uden slig indvendig Beklædning ikke er muligt, da Fugtighed - især af Dug og Snee - trænger sig ind igjennem Læderets Pori, og fugter, om just ikke gjør vaad. Hvergang Støvlerne ere brugte, bør de blokkes ud.

Saalen kan ogsaa hærdes og gjøres varigere, naar Man, medens den er ny, besmører den med Linoliefernis, lader dette for en jevn Varme trække ind, bliver ved at smøre saalænge Læderet vil tage derimod, og endelig mellem hver Paasmørelse bestrøer Saalen med Sand - hverken for grovt eller for flint - og banker det jevnt ind med en Hammer. Naar hele Operationen er forbi, bør Støvlerne hænge paa et tørt Sted, i det ringeste 1 Maaned, forinden de bruges.

Støvlernes Længde bør bestemmes eftersom Man vil bære Buxerne over dem eller inden i. I første Fald skulle de ei gaae længere end til under Knæerne; og falder da Gangen i dem mindre geneert. Buxerne snøres sammen over dem oven for Vristen. Disse ere gode i Barfrost og 202 mindre dyb Snee; men kunne ei fortjene Benævnelsen af Vandstøvler, da Man i dem netop maa skye Vand.

Egentlige Vandstøvler bør være til at trække op over Knæerne, og saa vide, at tykke Beenklæder mageligt kunne rummes i dem.

I ældre Tider brugtes meget de saakaldte Sneestøvler, vævede tykt af Haar og stridt Uld. De svare ypperligt til Bestemmelsen; men vare ikke længe, og lade strax Fugtighed gaae igjennem. Til at staae med paa en Klapjagt, ere de fortræffelige.

Et Slags Fodtøi, som vi have seet nogle Bønder bruge, ville vi dog ogsaa berøre; og det ikke blot for sin Snurrigheds Skyld. De drage næmlig tre Par Strømper over hinanden; de yderste de groveste, og binde dem vel fast under Knæerne. I Frostveir, og naar Man ikke kommer til at gaae i Vand, holde de Fødderne baade varme og tørre, om det endog er i dyb Snee; blot de yderste blive klamme, de mellemste undertiden en Smule fugtige; men de inderste holde sig tappert. Denne Fodbeklædning har tvende væsentlige Fortrin: i) at Gangen falder let, og 2) at Man kommer Vildtet nærmere, da her ingen Knirken eller Skraslen skræmmer for tidligt. Det værste er, at Saalerne slides saa snart, og derfor maae de lappes og bødes, efter hver Tour, med Klude af Vadmel, Læder o.s.v. Dette giver rigtignok noget Arbeide; men medfører ingen Bekostning. Paa Sporsnee, naar Haren ellers ikke holder, ere de fortrinlige.

Efter at vi nu, saa godt vi vide og forstaae, have sørget for Jægerens Been, ville vi see høiere op til Kroppen og de øvrige Lemmer. Til inderste Beklædning anbefale vi da - ligerviis som om Sommeren, og endnu varmere - Skjorter af Flonel eller Multum, eller dog i det mindste af Bomuldstøi. Lærred, hvad enten det er fiint eller grovt, (det sidste er det bedste) duer ikke til Vinterskjorte for en rask og udholdende Jæger: de varme lidt eller slet intet, og blive de gjennemblødte af Sveed - som under anstrængende Jagter snart indtræffer - slippe de ikke nær saa snart Vædsken, klæbe ved Kroppen - en høist ubehagelig Fornæmmelse - og skal Man derefter ophøre med den stærke Bevægelse, staae stille, ride eller kjøre, er Man paa den allerbedste Vei til en alvorlig Forkølelse, om ikke noget værre. Det uldne derimod sluger Sveden, og ved den idelige Gnidning holdes Svedhullerne aabne. Dette anbefale vi derfor i kraftigste Maade, saavel til Skjorter som til Underbuxer.

203

Derover tilraade vi at drage en Skindtrøie med Ærmer - almindeligt Faareskind, vel beredt, gaaer an; men Hjorte- eller Rendsdyr-Læder var dog bedre -. Hvo som ikke har forsøgt det, kan ikke gjøre sig nogen Forestilling om, hvor ypperlig Skind holder Vinden ude i dette vort blæstrige Danmark. Du maa, kjære Læser! iføre Dig saa mange uldne Trøier, Kjoler, Karikker, Kapper som Du kan bære, Vintervinden skal alligevel finde din Krop. Een Skindtrøje er bedre end alt dette. Skulde Blæsten, forenet med Frost, være ret gjennemtrængende, saa træk kun og et Par Skindbuxer over dine Flonnels. Du vil ikke fortryde det, saa sandt Du vel flere Gange i een, ja flere Timer har staaet paa Klapjagt eller paa indstillet Jagt og smagt Nordosten fra første Haand. Kun i Regn maa Du lade Skindklæderne blive hjemme; thi faae de Vandet, beholde de det indtil de tørres ved Ilden, hvorved de tabe Elasticiteten, vorde stramme og burkne. Din allery-derste Beklædning er da vide Buxer af godt Kalmuk, Døvvel eller andet lignende Tøi; Klædes Vest, og Frakke af samme Tøi som Buxerne, den Sidste med opstaaende Krave, Overslag og til at knappe lige op i Halsen. Den bør ikke naae længere, end til Knæene eller ganske lidt nedenfor Knæene, for ei at hindre Gangen; endvidere maa Skjødene være til at hægte baade for og bag, at de ei, naar Du staaer paa Post, skulle flaggre for Vinden, og derved røbe Dig for Vildtet. Hvad Farven af dine Yderklæder angaaer, da bør den paa Snee være hvid (tykt Bomuldstøi, som det der kommer Sneen nærmest i Hvidhed, torde være det bedste); paa bar Jord Graat eller Grønt.* Det er ei heller at forglemme: at Kjolen maa have Sidelommer - ikke Baglommer - ligesom Buxerne; de ere næmmest at komme til.

Til Haandledene bruger Du Muffetiser, af Farve som Kjolen eller Frakken, og til Hænderne Lufvanter, eller - som de og kaldes - Slugvanter, som næmlig have kun to Rum: eet til Tommelfingeren og eet til de andre fire. Forneden kunne være et Hul til at stikke Pegefingeren igjennem, da det saaledes gaaer an at skyde, uden at trække *

204 Vanten af. Skulde det være piinagtigt koldt, kan Du indenfor Vanterne bruge Handsker, saa fryser Du ikke.* Det er en Selvfølge, at Klæderne maa passe accurat, uden at stramme, især naar Du vil skyde. Du maa følgelig formaae din Skræder, at han ikke vatterer Frakken - om sligt skulde være i Mode; thi ellers kommer Du i samme Forlegenhed som Amazonerne, om hvem man fortæller, at de saae sig nødte til at afskære det høire Bryst, for at kunne bringe Buen i Anlæg til Skulderen.

Vi komme nu til Hovedsagen , som er meget simpel: en Kasket af Hattefildt eller Skind; men af Farve liig den hele øvrige Paaklædning. Den maa være forsynet med Slag til at folde ned i ondt Veir heelt omkring Halsen, og i Regn og Snefog udenom Kjolekraven. Endog Skyggen maa bære Farve med det Øvrige.

I den strænge Vinter 1788-89 hændtes det flere Jægere, at Næse og Ører frøs og maatte optøes med Snee; men Man veed af Erfaring: at et eengang frossent Lem baade vorder siden lettere udsat for Frost og overalt kuldskjær, saaog at det faaer et rødt eller violet Anstrøg, som især paa Næsen seer noget mistænkeligt ud. Skulde derfor en saa ualmindelig stærk Frost indtræffe, burde Man være forsynet med en Maske af blødt Læder og med Briller udi - disse efter Enhvers Øine, og for de gode simpelt hvidt Glas, hverken concavt eller convext. Ogsaa for rindende, røde Øine er saadan Maske gavnlig i enhver Vinter. I den omtalte saae Forfatteren flere saadanne. - Den bedste af alle Hovedbeklædninger er ustridig det af Bønder endnu i visse Egne brugte Hatteslag. Men Farven, som disse have, ville vi meget fraraade; thi rødt er ikke Mester Mikkels Livcoleur.

Forinden vi slutte dette Capitel bør vi ikke forbigaae tvende Reqvisiter til den i det Forrige afhandlede Strandjagt. Da det næmlig er uundgaaeligt at komme i hyppig og stærk Berørelse med Vandet, forsyner Man sig med en Kappe, Surtout, eller hvad Man vil kalde det, af Seildug, med en Capuchon, som paa Damernes Vinterkaaber, til at trække over Hovedet oven over Kasketten. Til at holde Vandet ude beredes den saaledes: den indsmøres i Linoliefernis 2 Gange; første Gang tørres den i 3 Uger, anden Gang i een; og er nu fuldkommen vandtæt. Dernæst anbefale vi - skjøndt det ei er reglementeret i *

205 England - de Træskostøvler, som vore Fiskere bruge; af hvilke næmlig Fødderne ere Træ og Skafterne Læder, som med mange Søm ere fastnede til hine, og kunne trækkes op lige til Skrævet; men Man mærke: at de kun bruges ved Baadjagt; thi de ere gode at staae med, men ei at gaae med.

Som et forhaabentlig ikke uinteressant Tillæg til forestaaende Artikel, ville vi meddele Beskrivelsen over et Fodstykke, som i det bjergfulde Skandinavien for Vinterjagten er næsten uundværligt - Skier.

Disse ere vel ikke allevegne ligedanne; men dog alle dannede til det Formaal: at kunne glide ovenpaa Sneen, ved at udstrække Legemets Tyngde over en større og egentlig en længere Overflade.

Skien er et langt tyndt Bræt, som ved en Rem bindes eller spændes under Foden. Man løfter det ikke uden ved særdeles Tilfælde, som over Stene, Trærødder og andre Hindringer; men støder sig frem eller glider ligesom paa Skøiter. I nogle Egne bruges Skierne begge lige lange fra 3 til 5 Alen, og 2 à 4 Tommer brede. Andre have dem af ulige Længde: den venstre næmlig 4 ½ til 5 ½ Alen, den høire kun 3 til 3 ½. Denne Ulighed gjør, at Skieløberen lettere kan vende, paa en Maade, der ikke tydeligt kan beskrives. Saaledes ere almindeligt Skierne i Sverrig. I Norge, Lapland og Finland ere de derimod 6 til 7 Tommer brede; men kun 3 til 3 Vi Alen lange, og begge lige. Ligesom Man og i disse Lande bruger meest at beklæde dem underneden med Sælskind, saaledes at Haarene vende tilbage, hvorved man op ad Bakker forebygger Krebsgang. Den høire Skie er gjerne af et stærkere Slags Træ, end den venstre - hiin af Ask f. Ex., denne af Fyrr. Der er overalt ligesaa mange Façoner paa Skier, som her paa Træsko; men paa dem alle er Næsen opadbøjet, for ei at tage imod - ligesom Slædemeder. Nogle bruge en Kjæp i høire Haand, Andre een i hver, saavel for at skyde sig frem - hvorfor de stundom ere forsynede med en rund Brikke i Enden, som hos Lapperne - som og for at standse Farten ned ad steile Bjerge. Ogsaa høit oppe i Nordamerica anvendes dette Fodtøi; men de maae sikkert være plumpere, end de europæiske, eftersom Capitain Franklin i hans Nordpolsreise beskriver dem, eller og har han seet paa en saare uheldig Dilettant. Hans Ord ere disse: "Man kan ikke forestille sig den Lidelse Man udstaaer, ved at gaae med 1 til 2 Punds Tyngde paa hver Fod, med hudløse Baller og svuldne Vriste. Langvarig Vane udfordres for at overvinde denne 206 Plage. Den første Dagreises Elændighed er saa stor, at Intet kan formaae den Lidende til at foretage sig endnu een, saalænge Følgerne af den første endnu ei ere forsvundne. Han finder hele sit Væsen utaalelig nedtrykket; han bærer en gnavende og hvas Tyngde paa sine Fødder, og hans Spor i Sneen ere betegnede med Blod(?). Det blændende Skjær af Sollyset paa Sneen tillader ham ikke at see sig om; men al hans Opmærksomhed maa vendes indad paa ham selv og de dræbende Smerter. Og naar han omsider skal til Hvile, holdes han vaagen af Pinslerne i hans Saar."

Mange gjøre sig en falsk Forestilling om Skiernes Virkninger. Deels troe de, at Man paa dem kan glide hen over endog den løseste Snee, naar den blot er dyb nok. Det kan Man ikke; men synker i en saadan indtil en halv Alen dybt og dybere, hvorfor Man kun møisommelig kan alke sig frem; men naturligviis synker Man aldrig nær saa dybt, som med uforsynede Fødder. I 1 ½ til 2 Alens løs Snee, som ikke sjælden forekommer i de nordiske Naboriger, maa Man igjennem lige til Jorden, og kan altsaa slet ikke komme frem; paa Skier derimod kommer Man dog over, hvorvel langsomt og besværligt. Men paa nogenlunde fast sammenføgen Snee og paa den, der ved Tøbrud eller Dagmed har faaet en Skorpe - her vise Skierne deres største Nytte, fornæmmelig paa Jagt efter Elsdyr og Rendsdyr, der træde igjennem Skorpen, standses i Farten og udmattes, saa at den ovenpaa glidende Jæger omsider indhenter Vildtet.* - Deels indbilder Man sig, at Skieløbning allevegne gaaer hurtig, som f. Ex. paa Skøiter. Det er ikke saa: paa slet Mark kommer Skieløberen - med mindre han er Virtuos i Kunsten, og saadanne gives kun faa - ikke stærkere afsted, end en rask Fodgænger; men han holder længere ud, end denne; thi Glidningen anstrænger ikke den Øvede nær saa meget som Fodgang; anstrænger ei heller Lungerne betydeligt.** Op ad Bakke

* * 207

har han en afgjort Fordeel; og nedad, der er det at han kan hale ud for Alvor: her indhenter han ethvert løbende Dyr, og kommer virkelig afsted med Stormvindens Hurtighed. Men findes paa denne Skraaning - som næsten allevegne er Tilfældet - Ujevnheder, store Stene, Revner, Træer, Buske, da hører der langvarig Øvelse fra Ungdommen af til at undvige alle disse Hindringer, og i den rasende Fart at snoe sig velbeholden igjennem. Den mindre Øvede brækker Skierne, støder Koldbøtter, og slaaer sig frygtelige Saar og Buler mod Træerne. - Den norske Armee har tvende Skieløber-Compagnier - om Sommeren ere de Fodgængere. Disse ere Nordens Kosakker, kun langt frygteligere end disse for en fjendtlig Hær. De kunne omsværme denne paa alle Kanter og drille den ganske ustraffet. De komme uventet frem nu her nu der med de gamle Parthers Lynsnarhed, anbringe deres sikkre Skud og forsvinde. At forfølge dem er umuligt: Heste og Fodfolk vilde slippe ned i Sneen og tjene hine som faste Skydeskiver. Da de tillige føre Kjelker - i en Rem over den høire Skulder - kunne de baade transportere andre Tropper i Hast til givne Puncter, bringe Saarede i Sikkerhed, o.s.v. - Vi anføre dette for at vise, hvorledes Diana ogsaa i denne Biskole opdrager Recruter for Krigsguden Mars.

208

Jagthunden.

§ 1. Almindelige Betragtninger over denne Dyreslægt.

Hunden er det huusligste af alle Huusdyr: det, som fremfor alle synes at være skabt til Menneskets Tjeneste. De andre kjende vel Huset, og antage det som et Hjem; men Hunden elsker det og forsvarer det. De andre vise sig som Leiere; Hunden som Medeier. Hine ere derfor tilfredse med et lidet Rum i Samme; denne er huusvant i det hele, Katten er den eneste, som virkeligt elsker Huset, ja i en langt høiere Grad, end Hunden; men for sin egen Skyld. - Hunden derimod for sin Herres. Hesten, Koen, Faaret o.fl. ere villige til at skifte baade Hjem og Herre; Hunden forlader kun det Første med den Sidste. Katten viser sig snarere som Eier, end som Leier: den erkjender ingen Herre; i dens tammeste Tilstand har den alle Beboere lige kjære, og gjør næppe nogen Forskjæl paa dem og Fremmede. Den bruger Huset som Eiendom, benytter uden Forbeholdenhed alle dets Beqvemmeligheder, og anseer alle Fødemidler som sine Egne. Alle Beboerne kunne uddøe, flytte - den bliver. Man vil endogsaa paastaae, at Ilden ei engang er istand til at fordrive den.

Ganske anderledes er det med Hunden, hvis oprigtige Hengivenhed, ædle Uegennyttighed, og urokkelige Troskab med Rette har forhværvet den Titel af Menneskets Ven. Og dette caracteristiske Venskab for Mennesket bevarer den under alle Forhold, gjennem alle dens Afartninger: som Vægter ved Hjemmet, som Hyrde i Marken, som Hest for Slæden; men allermeest som Jæger.

Man behøver ikke at spørge: hvilket Dyr er først tæmmet? - det er Hunden. Den har aldrig været heel vild: har aldrig i nogen høi Grad havt den Frygt for Mennesket, som gjør alle andre Dyr til dets Slaver, eller Bytte. Dens medfødte Tilbøielighed har ført den sin Ven imøde, og lettet en Opdragelse, en Underviisning, i hvilken dens 209 Lærelyst lod den gjøre hurtige og sikkre Fremskridt. Hvor beundringsværdig er dog denne Tilbøielighed! Den kræver Menneskets inderligste Taknemmelighed mod Skaberen, der gav det en saa uundværlig Medhjælper til Herredømmet over alle andre levende Skabninger. Det er ikke for dristig en Paastand: at uden Hunden vilde Mennesket, i nogle Jordstrøg seent, i andre aldrig have arbeidet sig ud af den raa Naturstand; ja i visse Egne vilde det ei engang været istand ret længe at friste sin Tilværelse, i andre ikke kommet videre end til Nomadelivet - det første Trin paa Culturens Stige. Hvorledes vilde det seet ud for Polarlandenes Beboere, for Eskimoerne, Grønlænderne, Kamskadalerne, dersom ikke Hunden var bleven dem skjænket, til at føre dem hastigt og sikkert omkring over de uhyre Sneemarker? Hvorledes skulde de have fristet Livet de lange Vintre? Skulde de stedse have havt Magt og Held til, i den korte Sommertid at jage og fiske sig Næringsmidler for de tre Fjerdedele af Aaret? Den dybe Snee havde forbudet dem enhver længere Udflugt fra Hytten, ethvert Samqvem med Andre. Men nu, med Hunden til Hest, fare de let og rask over Sneehavet, til heldig Jagt, til muntert Besøg: nu er Vinteren - den lange, haarde Vinter - deres gladeste Tid. Som den kostelige Kameel er for Araberen "Sandørkens Skib" saa er Hunden Sneørkens i det barske Norden.

Beundringsværdig - vi kunne ei gjentage det for tidt - er denne Hundens ret magnetiske Tilbøjelighed for Mennesket; den ligner - der skulde dog vel ingen af det elskværdige Kjøn læse disse Blade? - den ligner Qvindens: som hun, søger den en Ven, en Beskytter, en - ja, en Herre. Haardhed, selv Mishandling binder den end fastere til den udkaarne Hersker. Som Mandens Haandgribeligheder hos halvvilde Folkeslag ansees af Hustruen for gyldige Ægteskabsbeviser, for utvetydige Kjærlighedsmærker: saaledes optager ogsaa Hunden sin Herres Tugtelse med ydmyg Underkastelse, og slikker den Haand, som revser den. Katten viser Kløerne igjen, Hesten sine Hover; men Hunden skjuler de hvasse Tænder, og gjemmer sit Mod og sin Styrke for den strænge, nen alligevel elskede, Herres Fjender.

Hunden elsker Mennesket over alle Ting, høiere end sig selv. Naar Herren kalder, forlader den Mad og Drikke, og - Elskov. For at behage ham lærer den de vanskeligste, Man kan næsten sige - de unaturligste Kunster. Den glæder sig ved opnaaet Færdighed, fordi 210 den veed at det glæder dens Lærer. Den gaaer paa Tvende, for at ligne ham; den angriber sin egen Slægt, for at forsvare ham; hans Kjærtegn er dens høieste Belønning; hans Mishag er den utaalelig, og Hug smerter ei alene dens Legeme, men og dens - ja hvorfor ikke? - dens Sjæl. Thi Hvad mangler den vel uden maaskee Selvbevidstheden, der er Menneskesjælens Fortrin, og, som det kan falde sig, Kilden til den høieste Lykke, eller til den dybeste Elendighed? Og endda, foruden dette, havde Hunden blot Taleevne, den skulde med sin Herre maaskee føre lige saa underholdende Discours som mangen tobenet Tjener. Det er almindelig bekjendt, hvilken magisk Virkning det menneskelige Ansigt - fornemmeligt Øinene - øver paa alle Dyr, Endog de stærkeste og modigste udholde ikke Jordens Herres faste Blik, med mindre de ægges af den yderste Hunger, eller Smerten hæver deres Mod til Raseri. Man har herpaa de mærkeligste og meest afgjørende Beviser: saasnart Man blot stivt anskuer (fixerer) et Dyr, og dettes Blik møder vort, da er det som hele dets overlægne Kraft slappedes, det betages af Frygt og seer sig om efter Flugt. En hollandsk Colonibonde paa Cap befandt sig i en Tykning med eet lige tæt hos en Løve. Denne griber over hans venstre Arm, dog uden at bide til; den er kommen ham for nær, tør hverken angribe eller fly. Jægeren, som kjender den Egenskab, om hvilken vi tale, staaer ubevægelig og stirrer ned paa Løven, og denne - plirer, tillukker næsten Øinene, og rører sig lige saalidet. Havde ikke nu, ulykkeligviis, en Cammerat ved sin Mellemkomst tilintetgjort Fortryllelsen, den skulde - herom var Manden fuldelig overbeviist, efter nogle Secunders Forløb have sluppet Armen, rygget sig og grebet Flugten; men da Hiin skjød, uden at døde den paa Stedet, beed den til, og Jægeren var nu og paa sin Side nødt til at bryde Neutraliteten, med den Høire gribe sin Kniv og begynde en Kamp, der endtes dermed, at Løven faldt og at Overvinderen døde et Par Dage efter. Enhver Hippolog veed, at han, ved at gaae lige imod en kaad eller ondskabsfuld Hest, imponerer denne; og for ikke længe siden har en østerrigsk Cavallerist offentligt paastaaet: at han begynder og fuldfører den uregjerligste Gangers Afretning og Betvingelse med at stille sig tæt foran den, og der anvende Menneskeblikkets Trolddom. Lænkehunden - af hele Slægten den meest raa og vilde - den bidskeste Lænkehund lader sig ved dette Kunstgreb af en Fremmet jage ind i sit Huus; men ophører Communicationen mellem Begges Øine, ophører ogsaa strax det magiske

        

211 Phænomen.* Dog, Hvad vi her egentligt ville bemærke, er dette: at Hunden, ei alene Hig de øvrige firføddede Skabninger, bevæges af Frygt ved Skuet af det menneskelige Aasyn; men ogsaa af Glæde. Den læser i Herrens Øine ligesaavel sin Belønning, som sin Straf; den beiler til hans Gunst, smigrer og kjærtegner, indtil en venlig Mine forkynder den sit Ønskes Opfyldelse.**

Ethvert Dyr kan, under Menneskets Veiledning, modtage en Slags Dannelse, eller lære Noget, som ligger udenfor dets Natur; men Faa af dem lære med Lyst, og vel Ingen, uden Hunden, for at behage sin Lerer. Elefanten er yderst lærenem, gjør ogsaa villig Brug af sin Lærdom; men Alt med en vis Gravitet og aldrig uden Opfordring. Det Samme er omtrent Tilfældet med Hesten. Fuglene ere mere villige og muntre; men hos dem seer Alt heelt mechanisk ud. End-ogsaa Katten kan bibringes andre Kundskaber, end at røve og rapse; men med stor Besværlighed, og under idelig Modstand, af hvilken dets velbekjendte Mærker ses paa Hovmesterens Hænder. Hunden alene lærer con amore, og søger sin Flittigheds Belønning i Underviserens Klap og Roes. Og vist er det, at Man hos de lærvilligste af alle Arter - Pudlerne - kommer videre med det Gode, end med det Onde. Vel kan enhver Hund - som ethvert Barn - indprygles Kundskaber og Færdigheder; men saa kan Man ogsaa være forsikkret om, at disse ei heller udøves uden Tvang og Nødvendighed. Naar vi herefter komme til at afhandle Hønsehundens Dressur, skulle vi *

* 212 stræbe at godtgjøre: hvorlunde den ubarmhjærtige Pryglen er ganske unødvendig, og at Man paa den modsatte Vei, med Taalmodighed, kommer ligesaa vidt. Men det gaaer her accurat som med Børneopdragelse: Man vil komme til Maalet ad en Gjenvei; Man giver sin Utaalmodighed, sin Knarvornhed, sin Vrede Rum; Man finder det næmmere at slaae sig igjennem, end at liste sig frem. Reent ud sagt: Man forstaaer ikke - gider ikke forstaae at lempe sig, at studere Opdraglingens individuelle Caracteer, benytte hans Anlæg, aflede hans Feil; Man vil drive ham foran sig til Maalet, istedet for at drage ham efter sig*

Hundens Troskab er saa almindelig anerkjendt, at han ofte, som Sindbillede paa denne Dyd, pryder Stambøger, Nytaarsvers og mange stolte Malerier. At anføre Exempler, var det Samme, som at skrive en særskilt Bog. Vi bemærke kun herved: at den omhandlede Egenskab findes i udmærket Grad hos visse Arter: Pudlen, Hønsehunden, Gaardhunden o.fl.; i ringe Grad hos andre, f. Ex. Blodhunden, Støveren, Gravhunden, Mynden, samt at baade blandt Disse og Hine gives mærkelige Undtagelser fra den almindelige Regel. Forfatteren har kjendt en Hønsehund (en ægte Pointer og dresseret par force) som, foruden det at den vilde bide Folk - Jægere og Ikkejægere - end ikke uden Knur og Tænders Gnidsel modtog sin Herres mundtlige Correx; og gik det til Haandgribeligheder, gjorde Chasseur, skjøndt en fortrinlig Hund, ikke niere Godt den Dag; ja, hvis ikke Herrens kæmpestærke Venstre havde formaaet at knugholde Krabaten, medens den Høire bearbejdede hans Rygstykker, skulde det bleven til en ordentlig Tvekamp. Paa den anden Side veed Forf, *

213 en Mynde, der formelig sultede sig ihjel af Sorg over sin Herres (en Herregaardskyttes) Død, liggende ubevægelig paa eet af hans efterladte Klædningsstykker.

Den Snildhed, Eftertænksomhed og Aandsnærværelse, som Hunden ofte udviser, ere Egenskaber, der, i Forening med dens Erindringsevne, antyder noget Mere, end blot Instinct: (blind, bevidstløs Naturdrivt) et Ord, ved hvilket vi gjerne, i selvbehagelig Følelse af vor egen Aandsoverlægenhed, betegne Dyrenes Tænkeevne. Hvo har ikke hørt om de herlige Hunde, Munkene paa Sct. Bernhardsklosteret holde til at oplede de i Sneen Vildfarende og Begravne? I Sneefog gaae de paa egen Haand ud med en Klokke og Liqueurflaske under Halsen til de Udmattedes Styrkelse. Kunne Disse ikke følge dem, vende de tilbage og vise deres barmhjærtige Herrer Vei til de Forulykkede. Her kun eet Træk af mange: En saadan Hund havde i Sneen fundet en Moder med sit fiiraarige Barn. Hun, som med sit Legeme havde bedækket den Lille, var død; men Denne endnu levende og rørig. Og see! Barnet kommer ridende paa Hundens Ryg til Klosterporten! Hvorledes er det kommen tilhest? vist ikke uden Hundens Hjælp og Anstrængelse. Denne Tildragelse, der ikke er mange Aar gammel, har allerede Penselen og Gravstikken foreviget. - Flere af vore Læsere kjende vist Historien om den Hund, der ved sin Aandsnærværelse frelste to Menneskers Liv. Disse vandrede paa en af Helvetiens farlige Bjergstier. Pludselig glider den Ene (Hundens Eier) ud, og er allerede paa Glid ned ad den bratte Klippevæg. Hans Ven griber fat paa ham; men drages selv ud, og har endnu kun Hold med den ene Haand ved Kanten. Uden Hjælp skulde han inden faa Secunder være nødt til at slippe, og Begge havde uden Redning været fortabte; men Hunden frelste dem: uden Betænkning greeb han fat i den Øverste, og holdt ham saalænge til han fik hævet baade sig selv og sin Ven. Var her ikke Mere, end Instinct? Endnu kun eet Exempel baade paa Overlæg (Raisonnement) og Beslutningsraskhed, og tillige paa den tidtomtalte Tilbøielighed til Mennesket, fornemmeligt til at udkaare sig eet især til Herre og Ven. Til Begivenheden var Forfatteren Øienvidne. Fire Personer vilde paa Uhrhønsjagt; kun Een af dem havde en fuldkornmen paalidelig Hund. De Andre laane da en Saadan af en femte Jæger, som ikke selv kunde følge med. Den kante Hund havde ofte før været med, snart den ene snart den anden af Jægerne - uden sin Herre - men længere end en halv Dag kunde den 214 aldrig afsee ham, og løb altsaa hjem, naar der var en Pause i Jagten, Da Selskabet denne Gang agtede at blive borte flere Dage, førte det om Natten i Vogn den laante Hund hen til Jagtpladsen, en 4 à 5 Miil fra deres Hjem, og hvor den ikke før havde været. Det gik nu ret godt den første halve Dag; men da begyndte Hunden at blive urolig, foer omkring i Heden og ledte om sin Herre, og kun Skud kunde give dens Længsel en anden Retning, og kalde den tilbage. Da dette flere Gange var skeet, og Man endeligt mistvivlede om at kunne styre Hunden længere, tog den pludseligt den Beslutning, som nu skal fortælles. Med ludende Hoved og virkeligt sørgende, havde den fulgt Selskabet i en Afstand, standset imellem, seet sig om, og kun ved venlig Kalden og Sigten med Geværerne ladet sig formaae til at gaae videre. Omsider staaer den ganske stille, hæver Hovedet, og efter nogen Betænkning farer den hen til een af Jægerne, springer loggrende og smaagjøende rundt omkring ham, gjør adroit og, kort sagt! ganske umiskjendeligt kaarer ham til sin Herre. Fra dette Øieblik tog den med sædvanlig Iver Deel i Jagten, og hang, lige til Hjemkomsten, med inderligste Hengivenhed ved den Nyvalgte, uden at ændse de andre Jægere, med Hvem den dog før havde staaet paa lige Fod. Er her ikke meget Mere, end Instinct?

At den nyttige, for Mange uundværlige, den lærvillige, trofaste Hund, denne utrættelige Deeltager i Møie, denne modige Deeltager i Fare - at den er bleven agtet og gjenelsket af Menneskene, det er ikke Meer, end rimeligt og billigt. Preussens Frederik den Anden havde sin kjære Biche, og Danmarks Frederik den Anden sin treuer Wildbrad* Norges Olaf Trygvesen sin Vige, og - Hvo kan opregne alle dem, der hos deres umælende Venner have fundet og paaskjønnet den uegennyttige Kjærlighed og urokkelige Troskab, de saa ofte forgjæves søgte hos de talende? Hvor kan dét da undre os, at vi i vore hedenske Forfædres Grave finde Hundebeen ved Menneskebeen? Med Helten fulgte - i Døden som i Livet - Hvo der elskede ham meest: hans Fostbroder, hans Hest, hans Hund. Med ham bestege de Baalet; med ham bestege de det brændende Skib; med ham nedstege de i Høien, der tillukkedes over dem, og for evigt begrov dem i Mørke og Glemsel.

Men - ikke allevegne er det ædle Dyr saaledes agtet. Der gives

* 215

Lande, hvor det rangerer under Svinet, og hvor dets Navn er det værste af alle Skjeldsord. De gamle Ægypter, der byggede Templer for Katte, havde næppe et Hul for Hunde. Tyrkerne regne dem endnu lige med Vantroende, og i deres Stæder gaae de huusvilde og herreløse omkring - firbenede Lazaroner - og nære sig af Aadsler og Uhumskheder: de taales blot som et Renovationslaug, og foragtes. Og saaledes omtrent er deres Tilstand i hele Orienten, eller nøiere bestemt: saavidt som Islamismen strækker sig. Aarsagen hertil ligger temmeligt nær for Øie: disse Nationer behøve dem ikke, og savne dem ikke, fordi de have, og altid have havt andre Huusdyr, som tilfredsstille deres faa Fornødenheder. Ørkens Nomade eier sin Kamel, hvis Haar forsyner ham med Hæder og Telte, hvis Yver nærer ham, hvis hurtige Been bærer ham fra Øe til Øe over det uhyre Sandhav; for de ældre Scyther, for de yngre Tartarer gjorde og gjør endnu den ædle Hest ethvert andet Huusdyr overflødigt; og andre sydasiatiske Folkeslag eie tilmed: Oxen, Æslet og Faaret: en Riigdom, som gjør dem Savnet af andre let og umærkeligt. Og hertil kommer, at ingen af de opregnede Nationer ere Jægere. De ere alle mere Hyrder, end Jorddyrkere, og Mange af dem endog aldeles nomadiske.

At Hunden, hvor dens Opdragelse forsømmes og den selv henlever i Lediggang, Foragt og Mishandling, forfeiler sin Bestemmelse og fordærves, det er ikke Meer, end hvad der skeer med Mennesket - det enkelte og hele Samfund: Hunde og Zigeunere staae i Tyrkiet paa eet Trin; lumske, bedragerske, tyvagtige, feige ere de Alle tilhobe. Men mærkeligere er det, at Hunden ogsaa kan opdrages til Laster, til Tyveri, til Grusomhed; den antager ofte Opdragerens Caracteer, saa Man er nær ved at turde sige: "ligesom Herren er, saa følge ham Hunde." 216 De guld- og blodtørstige Spanier lærte deres Hunde at sønderrive Caraiber; den barbariske Helt Olaf Trygvesens Vige agerede undertiden Skarpretter, og Man har flere end eet Exempel paa, at Pudler kunne vorde de snueste og behændigste Pengetyve. Men godmodige Mennesker derimod have gjerne Hunde af samme Caracteer: Grønlændernes, skjøndt indbyrdes bidske og halvvilde, som deres Herrer, ere fromme mod Mennesker, især mod Børn, der kunne gjøre ved dem Hvad de ville.

Endeligen kunne vi ikke lade uberørt en Natur-Egenskab, som Hunden ene har tilfælles med Mennesket, og som afgiver end eet paafaldende Vink om, at dette Dyr af Skaberen ret egentligt er bestemt til vort bestandige Selskab: det kan leve under alle Himmelegne, Uge fra de allerkoldeste til de allerhedeste. Hesten, Katten, Svinet taale vel de sidste, men naae derimod ikke op over Polarkredsen; Iisbjørnen kommer ikke neden for denne; Ræven og Haren, der udholde de arctiske Landes frygtelige Kulde, trække sig tilbage fra de tropiske Egnes brændende Sol. Hunden alene følger os overalt, vor tro og uforfærdede Bundsforvandte i Kampen mod Novaja Semljas Bjørne og Senegambias Løver.

Til Slutning ville vi fremsætte nogle Tanker over et Spørgsmaal, der tusinde Gange er gjort, men endnu aldrig tilfredsstillende besvaret; langt fra ikke fordi vi hertil troe os istand, men fordi det altid medfører en vis særdeles Moro at behandle dunkle Æmner - saadanne, om hvilke Man frit kan opkaste saamange Gjætningssatser Man behager, uden Frygt for, med Skamme at slaaes af Marken. Spørgs-maalet er dette: "hvorfra er Hunden?" eller: "fra Hvem nedstammer den?"

Naar Man seer hen til de mangfoldige Arter af denne Dyreslægt, af hvilke Man ikke kjender en enestes Oprindelse eller Alder, viser Spørgsmaalet sig endnu mere forviklet og vanskeligt; og de, som ville give dem Alle en fælleds Stammefader, komme temmeligt i Klemme med deres System - uden at vi just derfor tør fordriste os til at omstøde det. Hvilken uhyre Afstand er der ikke mellem den store Dogge og den lille Bologneser? mellem Mynden og Mopsen? den Første ligner dog øiensynligt langt mere Ulven. Kan vel den spinkle Vindspiller regnes i Slægt med den muskuleuse Bulldog? ell. tør den dvergagtige Gravhund med sine Dragkistebeen paastaae, at have Ahnherre tilfælleds med den kæmpebyggede Slagterhund? Og dog 217 har dette hidtil været den almindelige Mening. Men lad os betragte enhver Hypothese især! der ere egentlig fem.

Den første gjør Ulven til alle Hundefamiliers eneste Stamfader. Vel er det saa: foruden at have Beenbygning tilfælleds, findes flere Hundearter, som meer eller mindre ligne Ulven. Det er f. Ex. Mynden, Doggen, Slagterhunden, men allermest den grønlandske eller Eskimohunden, der aabenbart seer ud som en Halvbroder til den nordamerikanske Ulv (der dog er væsentligt forskjellig fra den europæiske), har og samme Tungemaal, da den ikke gjøer, men tuder. Vel er det saa: at Ulven, tæmmet, kan yngle med en Hund af passende Størrelse; men Hvad beviser da dette? Hesten og Æslet yngle sammen, Tigeren og Løven ligesaa; Uhrhanen parrer sig med Røien, Kanariefuglen med Irisken; men dette forleder dog Ingen til at bestemme en fælleds Oprindelse for disse mesallierte Par. Men foruden den allerede anførte Indvending (Hundearternes store Forskjellighed) mod denne Hypothes, fremsætte vi endnu trende andre.

1) Af Ulvens indvortes Egenskaber findes hos de allerfleste Hundearter faa eller ingen tilbage: skulde da dens Despotcaracteertræk: Lumskhed, Grusomhed og Feighed, saa reent kunne forsvinde hos dens Efterkommere, at Man hos Fleerheden af dem endog bemærker de lige modsatte: Ærlighed, Godmodighed og Tapperhed? Og skulde Ulvens Menneskeskyhed og Hang til Frihed saa let kunne forvandles til Kjærlighed til Menneskene og deres Herredømme?

2) Det er næppe tvivlsomt, at der ligger i Menneskets og alle firføddede Dyrs Legemer - om ikke just en bestemt Tendents - saa dog en Beqvemhed til ved Forplantning at forstørres. Hvis ikke saa var, skulde Menneskene ved deres forkjælede Opdragelse, naturstridige Levemaade og Sygdommes Legioner forlængst være indskrumpede til Lilleputter. Vi see tværtimod, at de meest forfinede Folkeslægter i legemlig Størrelse slet ikke staae tilbage for de vildeste Horder; ja at de enkelte Kæmpeexemplarer netop maae søges blandt Hine. Vi have i de nyere Tider erfaret, at den tamme Oxe kan naae en Højde af 3 Alen og derover, med tilsvarende Drøide, og Hesten en Elephantstørrelse af 4 Alen og derover. Selv blandt Hundene bemærke vi, at en Tæve ofte tillægger Hvalpe, der vorde dobbelt saa store som Moderen. Hvorledes skulde det da gaae til, at ingen af Hundearterne naae Ulvens Størrelse og Styrke; men at de næsten Alle krybe ned ad - Nogle til rene Dværge?

218

3) Dersom Hunden skulde nedstamme fra Ulven, hvoraf forklare vi da den Førstes medfødte Frygt for og Had til den Sidste?

Der kunde endnu siges Mere om denne Materie; men det Anførte tykkes os Nok for at vise: at i det Høieste kun enkelte Hundearter tør kaldes langt ude beslægtede med Ulven, dog blot som Sidelinier, omtrent som Zebraen med Hesten, som Kaninen med Haren o.s.v.

Den anden Hypothes udkaarer Ræven til Stammefader for Hunden, Ogaa herimod sætte vi (paa No. 2 nær) Alt hvad der er sagt om den Første.

Den tredie og nyeste antager Jakalen i Rævens Sted. Men Hvad er Jakalen Andet, end den østerlandske og tropiske Ræv? Han og hans nordiske Broder ere næppe at kjende fra hinanden.

Den fjerde Gjætning, der vistnok kommer Maalet langt nærmere, er paa een oprindelig Hundeart, hvorfra alle de øvrige skulle nedstamme. Og den femte forener de første fire under Eet.

Efter at have fremsat vore Tvivl om Rigtigheden af vore Forgængeres, ville vi - for at give revenge - opstille endnu een Hypothes af vor egen Fabrik.

Vi antage næmlig flere oprindelige Racer ved Siden af hverandre, der siden ere forblandede, og bave frembragt de øvrige. Da af andre Dyr - ei alene tamme, men ogsaa vilde - gives to, tre og flere forskjellige Urstammer, synes det os ogsaa overensstemmende med Skaberens Viisdom og særdeles Forsorg for Mennesket, fra Begyndelsen af at frembringe flere forskjellige Arter af det Dyr, der skulde vorde Mandens første Ledsager ud af Naturens vilde Stand, og hans Medhjælper til Jordens Undertvingelse; samt at enhver Art ansattes i den Egn, hvor dens Egenskaber kom den begyndende Nybygger meest til Nytte. - Lige-saa rimeligt som det er, at Hesten paa Sletterne og den paa Bjergene, at Beduinens smækre Ganger og Høiskottens lille kraftige Pony have - efter deres Bestemmelse - hver havt sine særskilte Stammeforældre; saa troligt er det og, at enhver, i Henseende til Clima, Jordskikkelse, animalske og vegetabiliske Frembringelser forskjellig Egn, ogsaa er tildeelt sin egen særskilte Hundeart. At bestemme hvilke og hvormange disse monne være, og hvilke der siden ere opstaaede ved Stammernes Krydsning - med andre Ord, hvilke der ere Ægte og hvilke Blandinger - kunde maaske ikke være saa vanskeligt som vidtløftigt, og føre os forlangt ud over dette Skrivts Grændser. Vi ville alene gjøre opmærksomme paa: at visse Arter, f. Ex. Mynden og Gravhunden, 219 bestandigt vedligeholde sig i oprindelig Ægthed, uagtet alle de Blandingsarter, de bidrage til at frembringe; hvilket derimod ikke er Tilfældet med de Sidste, da disse ideligen variere.

Den vigtigste Indvending, som kunde gjøres mod dette System, var vel følgende: "Af alle andre tamme Dyr findes endnu, enten hist eller her paa Jordkloden, flere eller færre i vild Tilstand, hvorfor da ikke ogsaa af Hunde?" - Vel kunde vi hertil strax svare: "der findes vilde Hunde;" men vi ville ikke tage vor Tilflugt til en Paastand, om hvis Rigtighed vi selv staae i stor Tvivl.* Thi vel ere i mennesketomme Ørkener, f. Ex. i Sydafrica, af Reisende antrufne Flokke af vilde Hunde; men mon disse ikke have oprindeligt været tamme? saaledes som der paa de caraibiske Øer, da Boucanierne efterhaanden forlode disse med deres Haandværk, Jagten, forefandtes enkelte Kobler af herreløse Hunde, der dreve Jagten for egen Regning.** Men vi sige derimod, som vi mene det: "Der gives ingen vilde Hunde, fordi disse Dyr fra Begyndelsen af ere skabte tamme, eller dog med en Beqvemhed og en Drivt til, efter Alfrembringerens Planer fremfor alle at vorde det."

Og slutte vi hermed vore foreløbige Bemærkninger, for hernæst at tage fat paa Beskrivelsen af hver særskilt, til Jagten brugelig Art at disse vore, over alle andre yndede, Medskabninger.

* * 220

        

221