↩

Carthon

✂ Et Oldtids Kvad! Fremfarne Dages Storværk! - O Lora, dine Bølgers Rislen gjenkalder Fortidens Minde. Dine Skoves Susen, o Garmallar, er liflig i mit Øre, Seer du ikke, Malvina, en Høj med sit lynggroede Hoved? Tre gamle Graner hælde fra dens Isse; grøn er den snævre Slette ved dens Fod. Der voxer Bjergets Blomst og vugger sit Hoved i Vinden. Tidselen er der allene, og afryster sit hvide Skjæg. To Stene halvsjunkne i Jorden, vise deres mosklædte Rygge. Dette Sted skyer Bjergets Hjort; for han seer den blege Aand, der bevogter det. Thi de vældige ligge, o Malvina! i Klippens snævre Slette. - Et Oldtids Kvad! Fremfarne Dages Storværk!

✂ Hvo kommer fra de fremmedes Land, med sine tusinde omkring sig? Solstraalen udgyder sin Lysstrøm foran ham; og hans Haar møder Bjergenes Vind. Hans Aasyn er blidnet fra Kampen. Han er mild som Aftenstraalen, der skinner fra Vestens Skye ned over Conas tause Dal. Hvo er det uden Comhals Søn, den Stordaads Konge.* Han skuer sine Bjerge med Fryd, og byder tusinde Stemmer hæve sig. - I have flyet over vore Marker, I de fjerne Landes Sønner! Verdens Konge sidder i sin Borg, og hører sine Krigeres Flugt. Han opløfter sit stolte Øje, og griber sin Faders Sværd. I have flyet over vore Marker, I de fjerne Landes Sønner!

✂ Saa vare Bardernes Ord, da de kom til Selmas Borge. - Tusinde Lys** fra de fremmedes Land lue i Kæmpernes Kreds. Fæsten beredes, og Natten henglider i Fryd. - Hvor er den ædle Clessammor, sagde haarfaure Fingal? Hvor er min Faders Ledsager i min Glædes Dage. Sorgfuld og mørk tilbringer han sine Dage i brusende Loras Dal; men see! Han kommer fra Bjerget, Hig en Hengst i sin Styrke, ** Fingal vender just tilbage fra et Tog mod Romerne, hvilket Ossian har besiunget i et Digt, som Macpherson siger sig at være i Besiddelse af. *** Formodentlig Voxlys, et Bytte fra Romerne. 232 naar den finder sine Brødre paa Sletten og kaster sin glindsende Mank i Vinden. - Signet være Clessammors Sjæl! Hvi saa længe fra Selma?

✂ Kommer Kongen, sagde Clessammor, tilbage i sin Æres Glands? Saa var Comhals Hæder i hans Ungdoms Krige. Ofte foere vi over Carun til de fremmedes Lande. Vore Sværd vendte tilbage ej ubestænkte med Blod; ej heller frydede sig Verdens Konger, - Hvi mindes jeg min Ungdoms Id? Mit Haar er blandet med graat. Min Haand forglemmer at spænde Buen, og jeg løfter et lettere Spyd. O at min Glæde vilde vende tilbage som da jeg første Gang skuede Pigen; den fremmedes hvidbarmede Dotter, Moina med mørkblaae Øjne!

✂ Fortæl, sagde Fingal, fortæl om dine Ungdoms Dage. Kummer Hig en Skye over Solen, beskygger Ckssammors Sjæl. Sørgelige ere dine Tanker i Løndom paa brusende Loras Bredder. Lad os høre din Ungdoms Sorg, dine Dages Mørke!

✂ Det var i Fredens Dage, svarte den store Clessammor, da jeg kom i mit gyngende Skib til Balcluthas taarnbebyggede Volde. Vindene havde bruset efter mine Sejl, og Cluthas Strøm modtog min mørkbrystede Snekke. Tre Dage blev jeg i Reuthamirs Borge, og saae hans Datter, den Lysstraale. Skallernes Fryd gik rundt, og den bedagede Helt gav mig Pigen. Hendes Barm var som Bølgens Skum, og hendes Øjne Hig tindrende Stjerner: hendes Haar var sort som Ravnens Vinger; hendes Sjæl var ædel og blid. Stor var min Kjerlighed for Moina, og i Glæde strømmede mit Hjerte ud.

✂ Da kom Fiendens Søn, en Konge som elsked hvidbarmede Moina. Hans Ord vare djerve i Borgen, og ofte halvdrog han sit Sværd, Hvor, sagde han, er den vældige Comhal, den uroelige Vandrer* paa Heden. Kommer han med sin Hær til Balclutha, mens Clessammor er saa kjæk?

✂ O Kriger! svarte jeg, min Sjæl brænder i sin egen Ild. Jeg staaer uden Frygt i tusindes Midte, skjønt de tappre ere langt borte. - Fremmede! Dine Ord ere djerve, for Clessammor er eene. Men mit

** Her er Oprindelsen af Navnet af Sætter. Scuta er nemlig i det galiske Sprog en omstrejfende Vandrer, og et Spotnavn, som Britterne gav deres nordlige Naboer. Deraf Romernes Scoti. 233

✂

✂ Sværd ryster ved min Side, og længes efter at blinke i min Haand. - Tael ej mere om Comhal, bugtende Cluthas Søn!

✂ Da steeg hans Stoltheds Styrke. Vi streed; han faldt under mit Sværd. Cluthas Bredder hørte hans Fald, og trindt om blinkede tusinde Spyd. Jeg streed; de fremmede sejrede: Jeg styrtede i Cluthas Strøm. Jeg hejste mine hvide Sejl over Bølgerne, og gled paa det mørkblaae Hav. Moina kom til Bredden, og rullede sine taarefulde 234 Øjne: hendes sorte Haar flaggrede paa Vinden: jeg hørte hendes Skrig. - Ofte vendte jeg mit Skib; men Østens Vinde sejrede. Ej Clutha saae jeg mere, ej Moina med de faure Lokker. - Hun faldt i Balclutha; for jeg har seet hendes Aand. Jeg kjendte hende, da hun kom gjennem den mørke Nat, henmed Loras Brusen: hun var lug Nyemaanen, seet gjennem den tætte Taage, naar Sneefunker nedfyge fra Himlen, og Verden er taus og mørk.

✂ Synger I Barder, sagde Fingal, synger den ulykkelige Moinas Priis! Kalder hendes Aand med eders Kvad til vore Bjerge, at hun kan hvile hos Morvens faure, de Fortidens Solstraaler, de henfarne Heltes Fryd, - Jeg har seet Balcluthas Volde, men de vare øde. Ilden havde braget i Borgen; og Folkets Røst hørtes ikke mere. Cluthas Strøm var fortrængt fra sit Løb ved Murenes Fald. - Tidslen rystede der sit ensomme Hoved: og Vinden hvinte i Stenenes Mos. Ræven keeg ud fra Vinduerne; det lange Græs bølgede om hans Hoved. - Øde er Moinas Bolig, Taushed er i hendes Fædres Huus. - Istemmer, I Barder, Sorgens Sang over de fremmedes Land. De ere kun faldne før vi; thi ogsaa vi skulde falde en Dag. - Hvi bygger du Borgen, du de bevingede Dages Søn? I Dag skuer du ned fra dine Taarne; kun nogle Aar, og Ørkens Storm kommer; den hyler i din tomme Hal, og hviner om dit halvfortærede Skjold. - Og lad Ørkens Storme komme! Vi skulle være navnkundige paa vor Dag. Min Arms Mærke skal være i Kampen, og mit Navn i Barders Sange. - Hæver Sangen! lad Skallen gaae om! Glæde høres i min Borg. - Naar du, o Himlens Søn skal forgaae, om du skal forgaae, o herlige Lys! Om din Glands er kun for en Tiid, Hig Fingal; vort Navn skal overleve dine Straaler.

✂ Saa vare Fingals Ord paa hans Glædes Dag. Hans tusinde Barder bøjede sig frem fra deres Sæder, at høre Kongens Røst. Den var Hig Harpens Klang i Foraarets Vind. - Herlige vare dine Tanker, o Fingal! Hvi havde ej Ossian din Sjæls Kraft! men du stander ene, min Fader: og hvo kan ligne Morvens Konge?

✂ Under Sang randt Natten bort, og Morgenen fremlyste i Fryd; Bjergene viste deres graae Hoveder. Storhavets blaae Aasyn smilte, Den hvide Bølge sees tumlende omkring den fjerne Klippe. Langsomt opstiger den blege Taage fra Søen. Den kom i en Oldings Skikkelse hen over den tause Slette. Dens uhyre Lemmer bevægede sig ikke i Trin; thi en Aand bar den gjennem Luften. Den kom imod Selmas Borg, og opløste sig en Blodregn.

235

✂ Kongen allene saae det rædsomme Syn, han forudsaae Kæmpernes Død. Han gik i Taushed til sin Hal, og tog sin Faders Spyd. Brynien raslede paa hans Bryst. Trindt opstode Kæmperne. Tause saae de til hverandre, agtende paa Fingals Øjne. De saae Kampen i hans Aasyn, Hæres Død paa hans Spyd. - Deres Arme opløfte tusinde Skjolde; og de uddroge tusinde Sværd. Trindt straalede Selmas Borg; Vaabnene runge. - De graae Hunde tude paa deres Sted. - Intet Ord er blant de vældige Kæmper. - Enhver gav Agt paa Kongens Blik; og halvt opløftede Spydet.

✂ Morvens Sønner, begyndte Kongen, ei er det Tid at fylde Skallen. Kampen sortner omkring os; og Død svæver over Landet. En Aand, Fingals Ven, har varslet for Fienden. - Udlændingens Sønner komme fra det mørkrullende Hav. Thi fra Havet kom Varslet for Morvens Fare. - Hver tage sit tunge Spyd, og ombinde sin Faders Sværd. - Den mørke Hjelm knejse paa hvert et Hoved; og Brynien udgyde sine Lynstraaler fra hver en Side. Kampen trækker sammen som et Uvejr, og snart skulle I høre Dødens Bulder. Helten fremilte foran sin Hær, Hig en Skye foran en Rad af Himmelens Luer, naar den udbreder sig over den natlige Himmel, og Sømanden venter en Storm. Paa Conas lynggroede Bakke stode de: de hvidbarmede Piger saae dem liig en Skov paa Bjerget. De forudsaae deres Ynglingers Død, og skuede til Havet med Frygt. - Den hvide Bølge toge de for fjerne Sejl, og Taaren er paa deres Kinder.

✂ Solen opsteeg over Havet, og vi skimted en Flode. - Liig Taage nærmed den sig, og udgød sin Ungdom paa Kysten. Hærføreren var blant dem, liig Hjorten midt i sin Hjord. Guldnagler lue paa hans Skjold, og statelig treen Spydenes Konge. - Han ilte mod Selma, og efter ham ilte hans tusinde.

✂ Gaae med din Fredssang, sagde Fingal, Ullin, gaae til Sværdkongen. Siig ham, at vi ere vældige i Strid; og at vore Fienders Gjenfærd ere mange. Men hædrede ere de, som have gjæstet min Borg. De vise mine Fædres Vaaben i et fremmed Land:* Udlændinges Sønner beundre, og signe Morvens Venner; thi vidtberømte ere vore Navne; Verdens Konger have skjælvet midt iblant deres Hære.

** Det var Skik blant Sætterne at bytte Vaaben, og disse opbevaredes som Venskabstegn. 236

✂ Ullin gik med sin Sang. Fingal hvilte paa sit Spyd: han skued den stærke Fiende i sin Rustning, og signed Udlændingens Søn. - Hvor statelig est du, Havets Søn! sagde skovrige Morvens Konge. Dit Sværd er en Vældes Straale ved din Side: dit Spær er en Gran, der trodser Stormen. Maanens fulde Ansigt er ikke bredere end dit Skjold. - Rødblussende er dit Ungdoms Ansigt! bløde dine krusede Lokker! - Men dette Træe kan falde; og dets Minde forglemmes! Udlændingens Dotter vil sørge, og stirre mod det rullende Hav, Børnene ville sige: "vi see et Skib; mon det være Balcluthas Konge"? Taaren brister fra deres Moders Øje; hendes Tanker ére hos ham, der slumrer i Morven. - Saa vare Kongens Ord, da Ullin kom til mægtige Carthon: han nedkastede Spydet for ham, og hævede Fredens Sang.

✂ Kom til Fingals Fæst, Carthon, fra det rullende Hav! kom til Kongens Fæst, eller løft Kampens Spyd. Vore Fienders Gjenfærd ere mange; men navnkundige ere Morvens Venner. Besku hiin Slette, o Carthon; mangen en grønnende Høj kneiser der, med mosklædte Stene og hvinende Græs: disse ere Fingals Fienders Grave, det brusende Storhavs Sønner.

✂ Taler du til den svage i Vaaben, sagde Carthon, skovrige Morvens Skjald? er mit Ansigt blegt af Frygt, Fredssangens Søn? Hvi tænker du da at mørkne min Sjæl med Fortælling om dem som faldt? - Min Arm har kæmpet i Strid; mit Rygte er vidt bekjendt. Gaae til de svage i Vaaben, og byd dem bøje sig for Fingal. - Har jeg ikke seet det faldne Balclutha? og skal jeg gjæste Comhals Søn? Comhal! som kasted sin Ild ind i min Faders Borg! Jeg var ung, og vidste ikke hvorfor Kvinderne græd. Røgstøtterne forlystede mit Øje, som de stege op over mine Volde; ofte saae jeg tilbage med Fryd, da mine Venner flyede over Bjerget. Men da mine Ungdoms Aar fremrandt, da jeg saae mine mostakte faldne Mure: da steeg mit Suk med Morgenen, og mine Taarer faldt med Aftnen. - Skal jeg ikke kæmpe, sagde jeg til min Sjæl, imod mine Fienders Børn? Og jeg vil kæmpe, o Skjald; jeg føler min Sjæls Styrke.

✂ Trindt om Helten stimle hans Krigere, og drage paa eengang deres blinkende Sværd. Han stander i Midten, Hig en Ildstøtte; Taarer tindrer i hans Øje; thi han tænkte paa faldne Baklutha: og hans Hjertes svulmende Stolthed steeg. Han vender sit Blik til Bjerget, hvor vore Helte skinnede i Vaaben: Spydet rystede i hans Haand, og frembøjet syntes han at true Kongen.

237

✂ Skal jeg nu møde Kongen? sagde Fingal til sin Sjæl. Skal jeg standse ham midt i sit Løb, før hans Rygte stiger? Men Fremtidens Barde kunde sige, naar han skuer Carthons Grav: "Fingal tog sine tusinde med sig til Kamp, før den ædle Carthon faldt". - Nej! du de kommende Dages Skjald! du skal ikke formindske Fingals Roes. Mine Helte ville stride med Ynglingen, og Fingal skue Kampen. Om han sejrer; da fremstyrter jeg i min Vælde, Kig Conas brølende Elv. - Hvo blandt mine Kæmper vil møde det rullende Storhavs Søn? Mange ere hans Krigere paa Kysten, og stærkt hans Æskespyd.

✂ Cathul opstod i sin Styrke, vældige Lormars Søn: tre hundrede Ynglinger ledsage Helten, hans fædrene Strømmes Æt. Svag var hans Arm imod Carthon; han faldt, og hans Kæmper flyede.

✂ Connal fornyede Slaget, men han brød sit tunge Spyd: han laae bunden paa Jorden; og Carthon forfulgte hans Mænd.

✂ "Clessammor! sagde Morvens Konge, hvor er din Styrkes Spyd? Vil du skue Connal bunden, din Ven ved Loras Elv? Stat op i dit Staals Glands, du Comhals Ven! Lad Balcluthas Yngling føle Morvens Kæmpers Styrke". Han opstod i sit Staals Kraft, rystende sine blege Lokker. Han hængte Skjoldet ved sin Side, og fremfoer i modig Stolthed.

✂ Carthon stod paa hiin lynggroede Høj, og skuede Kæmpens Komme. Han elskede hans Aasyns rædsomme Fryd, hans Kraft under Alderdoms Lokker. - Skal jeg løfte dette Spyd, sagde han, som ikkun eengang rammer en Fiende? Eller skal jeg med Fredens Ord bevare Krigerens Liv? Statelig er hans Oldingsgang, og yndelig hans Dages Rest. Maaskee det er Moinas Elskov, vognbaarne Carthons Fader; ofte har jeg hørt, at han boede ved Loras brusende Elv.

✂ Saa vare hans Ord, da Clessammor kom, løftende højt sit Spyd. Ynglingen optog det paa sit Skjold, og talte Fredens Ord. Du Kæmpe med Alderdoms Lokker! Er der ingen Yngling, som kan løfte Spydet? Har du ingen Søn, som kan udstrække Skjoldet for sin Fader og møde Ungdommens Arm? Er din Kjerligheds Viv ikke mere? eller græder hun paa dine Sønners Grave? Est du blant Mændenes Konger? Hvad bliver mit Glavinds Roes, om du falder?

✂ Den bliver stor, du Hovmods Søn! begyndte den høje Clessammor; jeg har været navnkundig i Strid, men aldrig sagde jeg min Fiende mit Navn.* Giv dig til mig, Bølgens Søn, og da skal du kjende, at Mærket af mit Sværd er paa mangen en Mark.

** At sige en Fiende sit Navn, ansaaes som et Tegn paa Fejghed. 238

✂ Jeg gav mig aldrig, Spydkonning! svarte Carthons ædle Stolthed, Ogsaa jeg har kæmpet i Strid og jeg seer min tilkommende Hæder. Foragt mig ikke, du Mændenes Konge! min Arm, mit Spyd er stærkt. Gak tilbage blant dine Venner, og lad unge Kæmper stride.

✂ Hvi saarer du min Sjæl, svarte Clessammor med en Taare? Alderdom bæver ej paa min Haand: end kan jeg løfte Spydet. Skal jeg flye for Fingals Aasyn; for hans Aasyn, jeg elsked? Havets Søn, jeg flyede aldrig; hæv dit spidse Spær!

✂ De strede, Hig to kæmpende Vinde, der brydes om hvo der skal rulle Bølgen. Carthon bød sit Spyd at fejle; for stedse tænkte han, at Fienden var Moinas Brudgom. - Han brød Clessammors straalende Spyd: og greb hans Sværd. Som han bandt ham, drog Kongen sine Fædres Dolk. Han saae sin Fiendes blottede Side, og aabnede der et Saar.

✂ Fingal saae Clessammor falde: han sprang i sine rungende Vaaben. Hæren stod taus ved hans Komme; de vendte deres Øjne mod Helten. Han kom Hig et Uvejrs hule Drøn, førend Stormene stige. Jægeren hører den i Dalen, og skynder sig tilbage til Fjeldets Hule.

✂ Carthon stod paa sit Sted. Blodet strømmer ned ad hans Side. Han saae Kongen nedile, og hans Haab om Navnkundighed steeg,* men bleg var hans Kind; hans Haar fløj løst, og hans Hjelm skjalv paa hans Hoved. Carthons Styrke svigted; men hans Sjæl var stærk.

✂ Fingal saae Heltens Blod: han standste det hævede Spyd. Giv dig, Sværdkonning! jeg skuer dit Blod. Vældig har du været i Strid; og dit Rygte skal aldrig forsvinde.

✂ Est du den Konge saa vide berømt? svarte vognbaarne Carthon. Est du den Dødslue, som forfærder Verdens Konger? Men hvi skulle Carthon spørge? for han er Hig Elven udi hans Ørk; stærk som en Strøm i sit Løb; snar som Himmelens Ørn. - O at jeg havde kæmpet med Kongen; at min Roes kunde været stor i Sang! at Jægeren kunde sige, naar han skuer min Grav: "han stred med den mægtige Fingal" Men ukjendt skal Carthon døe; han har udøst sin Kraft paa den Svage.

✂ Men ukjendt skal du ikke døe, svarte skovrige Morvens Konge: mine Barder ere mange, o Carthon, og deres Sange nedstige til kommende Dage. Fremtidens Børn skulle høre Carthons Roes; naar de sidde om den brændende Eeg, og Natten hensvinder under Oldtids Kvad, ** Dette Haab var, at kunne falde for Fingals Haand. 239 Jægeren skal sidde paa Heden og høre den susende Blæst; han skal opløfte sine Øine, og skue Klippen hvor Carthon faldt. Han vender sig til sin Søn, og viser Stedet, hvor de vældige strede: "der kæmped Balcluthas Konge, liig tusinde Strømmes Styrke".

✂ Fryd opsteg i Carthons Aasyn: han hævede sine tunge Øine. - Han rakte Fingal sit Sværd, at legge udi hans Hal, at Balcluthas Konges Minde kunde blive tilbage i Morven. - Slaget ophørte over Marken, for Skjalden havde sjunget Fredssangen. Førsterne samledes trindt om den segnende Carthon, og hørte hans Ord med Sukke, Tause lænede de sig paa deres Spyd, mens Balcluthas Kæmpe talte. Hans Haar sukkede i Vinden, og hans Tale var svag.

✂ Morvens Konge, sagde han, jeg falder midt i mit Løb. En fremmed Grav modtager den sidste af Reuthamirs Slægt i hans Ungdom, Mørke boer i Balclutha; og Kummers Skygger i Crathmo. - Men oprejs mit Minde paa Loras Bredder; hvor mine Fædre boede. Maaskee vil Moinas Brudgom sørge over sin faldne Carthon.

✂ Hans Ord naaede Clessammors Hjerte: han faldt i Taushed over sin Søn. Trindt stod den sorgfulde Hær: ingen Lyd er paa Loras Slætter. Natten kom, og Maanen fra Østen saae ned paa Kummerens Mark; men de stode, lig en stille Lund, som løfter sit Hoved paa Gormal, naar de brusende Vinde tie, og Høstens Mørke indhyller Dalen. Tre Dage sørgede de over Carthon; paa den fjerde døde hans Fader. De hvile i den snævre Klippehal; og en mørk Aand bevogter deres Grav. Ofte sees faure Moina der, naar Solstraalen bæver paa Klippen, og alting trindt er stille. Der sees hun, Malvina, men ikke liig Bjergets Døttre. Hendes Kjortel er fra de Fremmedes Land, og hun er stedse allene.

✂ Fingal sørgede over Carthon; han bad sine Barder mærke Dagen, naar skyefulde Høst vendte tilbage. Og ofte mærked de Dagen, og sjunge Heltens Priis: "Hvo kommer saa mørk fra Storhavets Brusen, liig Høstens sorte Skye? Død bæver i hans Haand; hans Øjne ere brændende Luer. Hvo brøler over Loras brune Hede? hvo uden Carthon Sværdkonning? Folket falder hvor han springer, liig Morvens skumle Aand! Men nu ligger han, en statelig Eeg, som Hvirvelstorme omstyrted! Naar skalt du opstaae, Balcluthas Lyst! faure, vognbaarne Carthon? Hvo kommer saa mørk fra Storhavets Brusen, liig Høstens mørke Skye"?

✂ Saa vare Bardernes Ord paa deres Sørgedag; jeg har ledsaget deres 240 Røst, og lagt til deres Sange. Min Sjæl har været bedrøvet for Carthon; han faldt paa sin Tapperheds Dag: og du, o Clessammor, hvor er din Bolig i Luften? Har Ynglingen glemt sit Saar, og rider han med dig paa Skyerne?

✂ Jeg føler Solen, o Malvina, overlad mig til min Hvile. Maaskee kunne De komme til mine Drømme; mig synes jeg hører en klagende Røst. Himlens Straale lyster at skinne paa Carthons Grav: jeg føler den varm.

✂ O du som ruller heroventil trindt, som mine Fædres Skjold! Hveden ere dine Straaler, o Soel, din evige Glands? Du skrider frem i din forbausende Skjønhed, og Stjernerne skjule sig i Himlen; Maanen kold og bleg synker i Vestens Bølger. Men du, du vandrer allene: og hvo kan følge dit Løb? Bjergenes Ege falde, Bjergene selv aftage med Aarene, Havet synker og voxer, Maanen selv forsvinder fra Himlen; men du est evig den samme, jublende i din Vandrings Glands. Naar Verden mørknes af Uvejr; naar Torden ruller, og Lynild flyver: da seer du i Yndighed fra Skyerne, og smiler ad Stormen. Men til Ossian seer du forgjæves; for han skuer ikke mere dine Straaler: enten dit gule Haar flyder paa østlige Skyer, eller du bæver ved Vestens Porte, Men maaskee er du, som jeg, for en Tid, og dine Aar ville have en Ende. Du skal sove i dine Skyer ubevæget ved Morgenens Røst. - Saa juble da, o Soel, i din Ungdoms Kraft. Alderdom er ublid og mørk; den er Hig Maanens bævende Lys, naar det skinner gjennem brudte Skyer, og Taagen hviler paa Bjerget. Nordens Storm er paa Sletten, og Vandreren gyser midt paa sin Vej.

241