Et ulykkeligt Vaadeskud

✂ Det var Skik, mere før end nu, hvor flere Jægere vare samlede til deres Dont, efter nydt Forfriskning at skyde paa den stumme Lærke €: den tømte Flaske - naturligviis i Luften. Vi finde os ikke foranledigede til at anprise denne Skik, hvis eneste sikkre Resultat er dette: at ødelægge en Ting, som ellers længe kunde være til Nytte. Som Øvelse har den intet Værd, og afgiver ei heller noget Beviis paa Færdighed. Men ved en Sneppejagt paa Lolland for nogle og fyrgetive Aar siden, fik denne Lærkeskydning et sørgeligt Udfald. Selskabet stod paa en tør Eng, der til alle Sider var omgivet af Skov. Lærken hyttede sig flere Gange, og kom heel og holden til Jorden. Een af de rappeste Skytter siger spottende: "det er ikke Noget; men jeg vil lægge min Bøsse fra mig, selv kaste den iveiret, dreie mig engang rundt og splintre den, inden den kommer ned." Det gjorde han ogsaa; men Flasken var dog kun en Mands Høide fra Jorden, da han blev færdig med den. Strax efter Skuddet høres et Raab i Skoven, fra den Kant, hvorhen han sigtede. Man iler derhen og finder en Gjerdelukker staaende hos en Cammerat, som laa livløs paa Jorden. Et Hagel havde truffet ham lige i Tindingen - han var og blev død. - De enfoldige Mennesker havde - useete af Skytterne - staaet tæt indenfor Udkanten af Skoven, og moret sig med at see paa deres Manoeuvre. Afstanden 170 var vel et Hundrede Alen; men den stakkels Skytte, som vel vidste, at smaae Sneppehagel gjerne kan træffe en tilproppet Flaske, uden derfor altid at knuse den, havde lagt Rævehagel i sit Gevær.