En Bonde og en Raabuk, hverandres Banemand

✂ Det hændte sig engang i Lolland, at tvende Bønderkarle huggede Riis i en Ellemose. Som de ere ifærd hermed, høre de Skyttens Hunde halse henad imod dem, og strax efter see de et Raadyr, der kommer tuntende i en tør Flækgrøvt, nær ved hvilken de stode. "Jeg vil prøve om jeg kan fange ham!" siger den Ene, og stiller sig skrævs over Grøvten paa et Sted, hvor nogle foranhængende Grene skjulte ham for Dyret. Dette bliver rigtigt ikke "Colossen en mignature" vaer, førend det er lige underneden. Af Forfærdelse gjør det - som denne Slægt pleier - et Spring iveiret; men styrter derpaa ned med sin svære Byrde. Det kan ikke reise sig - dets Lænd er knækket - det tager til at skrige. Karlen ligger ogsaa; men tier stille. "Kom op! kom op!" raaber den Anden: "Du er ulykkelig, dersom Skytten kommer." "Jeg kan ikke;" svarede hiin "Jeg troer min Ryg er knækket". Det var den virkeligt; enten dette nu var skeet paa Raabukkens Takker, eller ved Overkroppens pludselige og voldsomme Kast bagover. Hundene ankom, og efter dem Skytten. Han lod den anden Karl hente en Vogn, paa hvilken de To, som saa uforsætligt havde knækket Ryggen paa hverandre, bleve begge førte døde hjem.