✂

Barberen.

✂ Hvor blev din Muse? hvor blev dit ærede Selskab,
Der nyeligen stod i lyttende Kreds om din Harpe?
Har alle forladt dig? har ingen kunnet udholde
Din Sang indtil Enden? - Her sidder du ret som en Digter,
Der nys har offret paa Fader Apollinis Alter,
Den Førstefødte, til Verden baaren med Smerte,
Han sætter sig hen, og venter den uhyre Virkning,
Forud belavet paa ydmygstolte Repliquer,
Paa vittige Svar til Publikums Gratulationer,
Begynder han alt paa andet Oplag at file.
Han iler paa Klubben og lytter med bankende Hjerte
Til hver en Hvisken; han haaber, hvor tvende forsamles
Der maa han være iblandt dem - prosaiske Sjæle!
De tale saa koldt, saa ugeneert som tilforn
Om Politik, om Vejret, om Tidernes Dyrhed,
Om sidste Boston, om Buonaparte, om Coursen. -
Han skrider hen over Torvet, og seer sig tilbage,
Om Ingen vil pege og lønligen raabe: der gaaer han!
O nej! man render idag som igaar og iforgaars.
Han gaaer paa Theatret; han stiller sig bag i Parterret;
Han venter og frygter her udi Musernes Tempel
At høre sin Roes; men ak! man snakker om alting,
Kun ej om ham. Man støjer, og man knækker Nødder,
Løber ud og ind, spiser Apelsiner og fniser.
Saa maatte da Pokker paa slige bæotiske Ører
Spilde en eneste Lyd! bortkast da din Harpe!
Og ret fornuftig itide du tage dig Orlov
Før til en Lyd du selv af Hunger indsvinder;
Og skalst du fra nu af spille til Gilder paa Landet -

✂

Blicher.

✂ Aa kjære Ven! lad mig dog være i Roe lidt
For al din fine solide Menneskekundskab!
Naar jeg nu morer mig selv -

262

✂

Barberen.

✂ Der har vi Poeten!
Følerie! Sværmerie! Phantasie! Sympathie! Maanskin!
Sultekur! Tiggermad! Beensuppe! reen Hospitalskost!
Hvad er du? hvad har du? du Daare! hvad har du? hvad er du?
Ikke det Ringeste - ja vist! du morer dig selv jo!
En herlig Fornøjelse! Vil du da synge for Intet?
Syer da din Skræder for Intet? - Vilde du høre
Blot paa Fornuften den rolige, følelsesløse!
Den kunde lære dig, hvordan du burde anvende
Dit Fjerdingspund, og sætte din Harpe paa Rente.
See dig dog bare i Spejl paa de ædrue Poeter!
Der søge de Folk, der veed at skjønne paa Konsten.
Skulde det være saa vanskeligt for dig at finde
En huld Mæcenas, der vilde laane lidt Lustre
Til dine Vers? han var da nødt til at bøje
Et naadigt Øre til hver en Snorren paa Liren.
Og maatte du saa til Gjengjeld igjen regalere
Ham med lidt Virak; det var jo ej mere end billigt.
I saa Fald har du da Mønstere nok paa hvorlunde
Man smiggrer med Anstand; kunde du ej for Exempel
Sige som saa: "da det nu er en bekjendt Sag,
At Deres Naade mon væmmes ved Smiggrerens Tale,
Og saasom jeg selv vilde hellere miste min Tunge,
End dette Lem misbruge paa Sandheds Bekostning;
Saa haaber jeg, ingen honet Mand haver mig mistænkt
For nedrig Higen efter Profit eller Ære;
Thi jeg forsikkrer oprigtig: jeg vilde foragte
Mig selv, om sligt jeg kunde have bag Øret,
Naar jeg beskriver min Høj- og Velbaarne Mæcenas
Saadan som Naturen har selv behaget at skabe
Sit Mesterstykke. Jeg taler den nøgneste Sandhed;
Det er jeg nødt til, og følgelig kan jeg foragte
Skumleres Hvisken om Smigger, Spytslikken og Loggren;
Thi over Sligt er jeg aldeles ophøjet.
Jeg er Poet, selvstændig og reent uafhængig,
En Fjende af Smigger, en Sandhedens modige Talsmand,
Et cetera" - ak! ak! hvi har du ikke i Tide
263 Lagt dig lidt efter den Konst, som sikkrest af alle
Føder sin Mand, ja feder ham stundom endogsaa.
Nu er du spildt, din høie Bestemmelse ganske
Forfejlet - ak havde du dog i det mindste en Greve!
[...]

264

✂

Blicher.

✂ Hil dig mit Fødeland, Fædrenes mørkbrune Gravmark!
Med dine Tuer, de Dødes lyngtakte Huse.
Her ruste de Sværd, for hvilke Verden har skjælvet;
Her smuldrer den Styrke, hvoraf kun Sagn er tilbage -
Forvirrede Sagn, og dunkle som Midnats Gestalter.

✂ Hvormangen Ædling er glemt i disse navnløse Høje!
Hvormangen Daad af ukjendte Skjalde besungen!
En Haandfuld Støv indslutter de vældige Kæmper,
Hvis uhyre Knogler nulevende Puslinger stundom
Med vantroe Undren og stum Forfærdelse finde.
Hvo slumrer vel her de mange hundrede mørke
Daadløse Aar? en Helt bredbrystet og staalstærk.
Er det hans Aand, der kommer som natlige Vindpust
Useet og ryster i Strengene? Varst du en Konge
Paa Jotners Mark? eller Nordhavs urolige Bølger?
Est du en Skye, eller est du en Kæmpe fra Oldtid?
Du som hensvæver blant Morgenstjernernes Glimten.
Flyer du fra Solen, den Sol som ofte har skuet
Din vældige Daad? Flyer du med Natten og skjuler
Dig under Højene, eller bag Bølgen - tilforn
Din Vej til Sejer? Hvad eller med Stjernerne svinder
Du bort i Luften? - Skal jeg ledsage din Bortgang
Med Sang? du stærke Sejerherre paa Heden!
Paa Grathehede - Nej Æt af Lavard! dit Glavind
Er mørknet af Danskes Blod, din Sejer fordunklet
Af Sorgens Skyer - Tilbage fra henfarne Dage!
Fra Tvedragts blodige Dage. Hvi stirrer du Øje!
Paa Oldtids Skygger? boe dine Glæder alene
I bortgangne Aar? er ingen blant yngere Timer,
Som dig maae fryde? - Ofte og længe har Taagen -
Den døde Taage lagt paa dine Sletter, o Danmark!
Men stundom steeg dog en Storm, og bortrullede Taagen;
Dens Pust opfrisked hin Ild fra lysere Dage -
Hin Ild, der ulmede lønligt - aldrig udslukket
270 I Heltes Fædreneland. Syng Læbe, og fryd dig
Du danske Hjerte! ved Glandsen af yngre Bedrivter -
Oldtids foryngede Glands!

✂ See ned fra din Vaaning,
Du gjæve Kæmpe! din høje Borg over Skyen.
Bøj dig herned fra Kredsen af Fædreneaander,
Sølundas gode Søn! og lyt til dit Drapa!

✂ Som naar et Skib paa Vigens stille Vande
Trygt under fuldtudspredte Vinger staaer,
To Hvirvelvinde fra de tvende Lande
Højtbrølende om Skibet sammenslaaer;
De møre Sejl og Touge sønderriver:
Afgrundens Rov blant Bølgebjerge driver.

✂ Saa stod du og, o gamle Fædrejord!
Fuldtblomstrende de milde Solskins Dage;
Da monne Kampens Skyer fra Syd og Nord
Mørktvoxende mod dine Kyster drage:
De nærmed sig i taus og lønlig Hast,
Og bragende paa dine Sletter brast.

✂ Saa skummeltyst, saa lumskelig og brat
Kom hiin Forræderflok i Oldtids Dage
Fremlistende den rædselfulde Nat,
Da Odin vinkede ad Lejres Krage;
Men alle stod tilsammen fast i Nøden,
Og ingen vilde flye fra Heltedøden.

✂ Hvor hvor er nu det gamle Mod i Norden?
Naar gjorde Frygten dig, du Danske, bleg?
Men ak! de flye fra den ukjendte Torden;
De ræddes ved den ubevante Leeg:
Opvakte af den lange tunge Dvale
Forsage de Rolf Krages Sejersdale.

271

✂ O Kjøgebugt! du som har seet engang
Af Blodestrømme dine Bølger røde,
Da Juuls Kanoner over Gothen sang,
Og vore Fjender flygted eller døde;
Da jublende midt udi Damp og Lue
Hvidtfeld opfoer til højen Himmelbue.

✂ Skjul dig, o Bugt! imellem dine Høje!
Dæmp nu, dæmp dine Bølgers stolte Brag!
Hyl dig i Mulm fra dine Fjenders Øje!
Gjem udi Nat din lyse Sejersdag!
Rul Taagen over den forhadte Slette!
Lad mig dit Navn evindelig forgjætte!

✂ Dog nej! endnu et Glimt - eet Glimt endnu
Lad falde Danmarks Sol, paa mørke Hede!
Løft dig engang, løft dig, o Taage! Du
Som skjuler den med dine Vinger brede.
Vær stille, Klage! - Paa den skumle Vang
Jeg skuer Glands, jeg hører Kæmpegang.

✂ Een triner frem mod røde Krigerrækker,
Eet Bryst - kun eet mod Fjenderne er vendt,
Eet Sværd mod tusind Sværde sig udstrækker;
Hvo kæmper, naar det vilde Slag er endt?
Hvo stod allene, mens de andre fly'de?
Vil han de tætte Kæmperader bryde?

✂ Men han vil døe som sine kjække Fædre
Med Staalet i et uforfærdet Bryst;
I Sverdedans ham tykkes Døden bedre
End Liv paa Fødelands betvungne Kyst.
Hvor Kugler hyle og Kartover skralde
Med Ære vil han stande eller falde.

272

✂ Og see! han falder, Slagets sidste Mand,
Midt udi Vrimlen af de stolte Fjender:
Græd danske Konning! græd, o Fødeland!
Det beste Helteblod paa Valen rinder.
Han som allene udi Striden stod,
Ak! det var Kvistgaard, danske Kæmpe god.

✂ Som højen Eeg, der ene var tilbage
Fra mange Storme paa sin Bjergetop,
Lynflammer knittre, Tordenbolte brage;
End knejser den mod Himmelbuen op:
Da gaber Skyen, Tordenhamren knuser.
Orkanen over Egens Sted henbruser.

✂ Som naar et Skib paa Uvejrs hvide Hav
Det brede Bryst mod tusind Storme byder,
Højt springende hen paa sin aabne Grav
De stærke Bølgers krumme Rygge bryder:
Omsider synker i Afgrundens Huler;
Ustandset over Havet Stormen kuler.

✂ Saa stod du, og saa stred du, Søn af Helte!
Saa faldt du under Sejerhærens Magt;
En Skye af Fjender over dig mon vælte,
Før du, o Kæmpe! est til Jorden lagt:
Den stærke Fjende haver Marken vunden,
Men du har Heltenavn og Ære fanden.

✂ Hvor alle springe smilende i Faren,
Hvor Kæmpehoben stander fast og tæt,
Blant kjække Mænd og midt i Sejerskaren
Der ganger Dansen lystelig og let;
Men ej at blegne mellem rædde Sjæle,
Det haver Roes og evigt Eftermæle.

273

✂ Stille stiger du, lysblaae Morgen, i Østen;
Maanen vender sig blegnende bort fra dit Aasyn;
Guldkantede Taager svømme hen over din Slette,
Du brune Lynghav! Højenes Hoveder glindse
Bestrø'de med Duggens mangefarvede Funker.
Raabukkken løfter sit Hoved op over mørkbrune Bakke;
Haren sidder paa Tuen, og klipper og lytter
Ræd efter Ørnen, der kredser i Skyernes Egne.
Orhanen skoggrer; Jægeren vaagner og hører
Den velkjendte Lyd: han rejser sig halvt fra sit Leje,
Og mindes sin Id med lønligt bankende Hjerte.

✂ Hvorlænge laae du, o sorte Ørken! Indhyllet
I Sorgens Farve? hvor ere de Aar, da du klædte
Dig udi smilende Grønt? da kornrige Vange,
Sødt duftende Enge og lune Skove bedækked
Din vide Slette. Da hilste tusinde Tunger
I Mark og i Lund den glandsomstraalede Morgen.
Da myrled Hjordene over de græsklædte Agre;
Da vrimled jublende Skarer i Dal og paa Bakke -
Sorgløse Slægt!

✂ Sortgraae fremsteeg udi Syden
Dødsvanger Taage, tyk, kvalm og skummel og stille.
Mørkrød hang Solen - en dunkeltglødende Skive
Ombølget af Dampe - Pestens stinkende Aande.
Da segnede Sletternes Børn; da bøjede Manden
Sit Hoved i Døden; Barnets blussende Kinder
Blegnede brat; Ungmøens funklende Øje
Slukte sin Straale; de sunke Olding og Yngling -
Svaghed og Styrke tilhobe. En dødelig Stilhed
Var over Hytten og Borgen. Een uhyre Gravmark,
Skummel og taus var Jorden; og skjælvende lød kun
Det hule Farvel "Hjelp Gud!" fra dødblege Læber.
Manden fly'de fra Hustruen; Hustruen rykte
Den Spæde grumt fra sit Bryst; Ynglingen sled sig
Vildt af sin Elskedes Favn. Fader og Moder,
Og alle de hellige Navne for sødeste Glæder
Forsvandt; og fremmed og ræd saae Broder til Broder.

274

✂ Da brast de Baand, som binde de dødlige Hjerter;
Men alle de vildeste Laster løstes og raste.
Røveren stinged de rallende Bryster og rykte
Smykket af stivnende Arm, og danste med Skjøger
Blant Døde og Døende, vildt af Lyster beruset.
Kaade omsprunge de drukne Svende, og larmed
Med rædsom Hujen i Borgens rungende Haller,
Til Døden kom, og greb dem midt udi Glæden -
De skumle Glæder. Andre tyede til Templet,
Og ventede bedende Sotens usynlige Pile;
De ramte dem een efter anden ved Altret, og kvalte
De ufuldendede Bønner. Forvildede rendte
Nogle i Skove og dybe Dale; men Dødens
Myrdende Engel indhented, og slog dem i Flugten.

✂ Ubevogtede vanked de brølende Hjorde
I kornrige Agre, som ingen Hyrde beskjermed.
Ageren vented forgjæves paa Mejerens Komme,
Men ingen Mejer og ingen syngende Høstmøe
Samled den raadnende Sæd - nu Fuglenes Bytte,
Og Stormens Leeg. Ræven fulgtes med Ulven
Uskye gjennem øde forladte Byer, hvor Vinden
Klamred med Porte og utillukkede Døre.
Hundene hyled i tomme Gaarde, og Uglen
Keeg gjennem Vinduet ud mellem nikkende Tidsler.

✂ Vinteren kom med sin Storm og knugende Kulde;
Hagelen pidskede ind ad de søndrede Ruder;
Sneedriven voxte for Døren, hvor Ingen var inde
At fejre Julen ved Arnens lystige Flamme;
Hvor ingen Strengeleeg, ingen Danse oplived
Den lange Nat. Hvor før de frydfulde Sange
Løde blant skingrende Latter, der hylede Blæstens
Tungsindige Røst. - Foraaret kom i sin Skjønhed
Med duftende Blomster bedækket; men ingen
Gik den imøde med Sang, og ingen fremiilte
At aabne Furen - Da sørgede Sletten og klædte
Sig udi Sort; vidt over Agre og Enge
Bølgede Lynge, og hvined i Himmelens Storme.

275

✂ O Du som blæste din Aande i Støv, o hvor est Du,
Menneskers Fader! naar Døden gaaer hen over Jorden?
Hvorhen bortvender Du Herre! dit Aasyn, naar Storme
Øder dit Værk? Naar Tordenens flammende Pile
Regner fra Himlen? Naar Vandene svulme fra Dybet,
Bekæmpe Jorden med ødelæggende Vælde?
Naar Afgrundens Uhyrer løfte de ravende Bjerge,
Og vælte dem ned over alle de bævende Dale?

✂ Men see! Du kommer tilbage, Herre og Skaber!
Du seer til Skyen - den smelter: Du rører ved Bjerget,
Det stander: Du truer de svulmende Have - de synke:
Du taler til Stormen - den tier: Du smiler til Jorden,
Da vaagner den atter af Dødens Dvale. I frejdig
Og lystelig Ungdom leer den nyfødte Klode.
Marken ifører sin Blomsterkjortel, og Skoven
Klædes i Grønt. Fra deelte Skyer nedstraaler
Din Almagts Sol, og skuer de jublende Skarer.

✂ Snart kommer nu hin øde, dødningeblege,
Libyske Ørk. Hvor ofte stod jeg paa Højen,
Naar Vestvinden foer over Heden, og hvirvlede Sandet
Liig hvide Taager, liig Vinterens bølgende Sneefog,
Og øste det ud over Markerne, nylig i Somrens
Livlige Grønt; men nu indhyllet i Frostens
Bleggule Liiglagen. Bort fra den ravende Hytte
Flygted med Hustrue og Børn den arme Indvaaner,
Stirrende ofte tilbage paa Sandhavets Bølger,
Der hvinte om Taget, det Tag han forlod nu for evig.
Frygtfuld saae Ørkenens Naboe hen ud fra sin Halvdør
Sandskyens Flugt - hvad seer jeg? er det en Oase?
Her midt i Heden? Hvo bandt de flygtige Vover?
Hvo klædte ufrugtbare Slette i Engens Farve,
Og lærte Sandet at grønnes? Hvor Vandreren nylig
Vaded' allene, halv blind i sørgeligt Øde,
Der græsser Kvæget, der bygger Lærken sit Rede:
Hvo var den Ædling? Det var din Konning, o Lyngland!

276

✂ Fryd fylder Sangerens Sjæl; glad griber han Harpen,
Naar han til slige Bedrivter kan Strengene ryste;
Thi bedre end Glandsen af tusinde straalende Sejre
Er saadan Konningedaad; og skjønnere lyder
Fredsfolkets Jubel, end Kampens vilde Basuner.

✂ Hvi sjunger Skjalden saa gjerne om Krige, og frister
De Mægtiges Hjerter med Kvad om blodige Laurbær?
Hvi vender han Kongernes Hu til Plager, som værre,
Værre end Jordskjælv, og værre end Hungren og Pesten
Hærge vor Slægt? Skal Krigens fortærende Lue
Hellere fryde den Kronedes Øje, end Fredens
Mildere Skjær? Er Alhedens lyngtakte Huse
Ej da saa skjønne, som Borgenes røgende Tomter?
Skal Tidsler og Torne da fryde Førsternes Hjerter
Mere end kornrige Vange? Usalige Blindhed!
Til egen Nakke at hvæsse det Glavind, der tidt nok
Blinker ubudet i Folkeledernes Hænder.

✂ Nu stille her! Lad mig ej ile forbi dig,
Min Glædes Hjem! En liden Stund vil jeg dvæle
Ved dette straaetakte Huus, at kalde tilbage
De henfarne Aar, da hine Bakker i Østen
Var Verdens Ende, og Baunhøjen hisset et stort Bjerg.
Og Dammen et Hav; og Egekrattet derude
En endeløs Skov, hvor Aander og Røvere huste.
Hvor gjerne laae jeg paa Højen omsuset af Somrens
Luftninger lune! Hvor mangen Vinterdag foer jeg
Den dristige Rejse ned over snetakte Bakke!
Væltede stundom med Slæden, men rejste mig snarlig,
Og traskede møjsomt opad for atter at vælte.
Her er jo Kjæret, hvor fra min slibrige Bane
Jeg ofte af Nordenvindenes Kulde forjaget
Til Hjemmet iilte med rødblaae stivnede Fingre.
See her er Haven! her er det mørkgrønne Lysthuus,
Hvor Knøsen lytted begjærlig paa Faders Fortælling
277 Om Paradisets uskyldige barnlige Glæder.
Stille sad jeg, mens Øjet løb om i Haven, og tyktes
Bag Hasselhækken at skimte den snehvide Engel.
Ak! Kundskabens Træe der midt i Haven, det er der;
Men Livsens Træer med de rødmende Paspomerusser,
Og begge de Graner, jeg kaldte Adam og Eva -
Ak! de er' borte! - Er det ej Klokken, der klemter?
Den samme, der kaldte mig mangen Aften til Hvile,
Naar Solen sank udi Heden, og skinnede rødlig
Paa Kirketaarnet; da stod jeg, og fulgte dens Bortgang,
Af dunkle Længseler mildt og stille bevæget:
"Nu løfted den Dynen, nu putted den sig i sit Leje,
"Nu drog den Gardinet for Sengen, nu lukte
"Den Øjet til natlige Blund" - da iilte jeg ogsaa
Til Hvilen sød, af venlige Drømme omgøglet -
Af Drømme om Dages Fryd, om barnlige Lege
Paa Blomsterenge, omringet af smilende Engler,
Der danste og sjunge til sølvbestrængede Harper
Med Vinger af Guld og Lokker af bølgende Solglands.
God Nat du min Barndoms Sol! sov sødt til i Morgen!
Jeg vaagner med Maanen, med Conas sorgfulde Maane,
Paa Aanders Hede, i Kredsen af Heltenes Skygger.

✂ Vidt hen i Vesten hang Tordenskyernes Bjergryg,
Og ventede Natten; den er der; i ængstende Stilhed
Nærme sig Himmelens Hære. De glødende Toppe
Synke og stige og blandes, og under dem glimte
Blaablege Lyn; huult drøner det, rullende afbrudt.
Vindstødene fare forbi; de hvine og hyle.
Mat funkle Stjernerne, skjælve og falde bag Skyen.
Maanen svømmer i Taager; Lynildens Straaler
Flaggrende knittre; Himmelens Hvælvinger brage.

✂ See Heden brænder; Røgskyerne vælte forvoven
Mørkrødt oplyste. Ildhavets flammende Tunger
Hvisle og slikke paa Lyngen, og løbe som Slanger -
Bugtende Slanger. Ørkens forfærdede Sønner
Løbe om Ilden med ængstlige Fagter, Hig Aander,
278 Dunkelt bestraalte, og hyllede stundom i Røgens
Hvirvlende Bølger.

✂ Saa er, du Skjaldenes Konge!
Din Nat, o Ossian! Svagheds Sønner forfærdes,
Og flygte med Gru fra Morvens mørkbrune Fjelde,
Krybe til Dalenes Huler, og lytte med Skjælven.
Lad krybe til Dalen! jeg stiger med dig udi Skyen,
Min Harpekonge! O at jeg havde din Styrke,
Du Selmas Drot! men jeg vil følge dig, Kæmpe!
Paa Himmelvejen, og sende min svagere Stemme
Op til din Hald!

✂ Selma, Selma! hvor er din Skjald?
Hverken paa Ardven, ej heller ved Caruns Fald.
Lora rinder foruden Sang;
Øde og stille er Conas Blomstervang.

✂ Morven, Morven! hvor er din Drot?
Dybt under Lyng ligger Ossians Kongeslot.
Hjorten græsser paa Heltens Grav;
Vandreren sukker frembøjet over sin Stav.

✂ Fingal, Fingal! hvor er din Søn?
Hvor er hans Kæmpehald, hvor er hans Harpe skjøn?
Stormen hyler paa Selmas Vold;
Harpen er borte, den ruster hos Trenmors Skjold.

✂ Oscar! hvor er din Faders Gang?
Vaaren venter forgjæves paa Bardens Sang.
Somren svinder og Vintren gaaer hen;
Hvorlænge dvæler de henfarne Heltes Ben?

✂ Flyver Kæmpen i Aanders Karm?
Boer han i Tordenskyernes mørke Barm?
Bærer Vinden den gamle Skjald?
Rører han Harpen i Morgenens Taagehald?

279

✂ Stiger Barden med Solen rød?
Daler han med den i Vesterhavs blanke Skjød?
Troner Kongen i Maaneglands?
Eller gaaer han i natlige Stjernedans?

✂ Selma, Selma! hvor er din Skjald?
Runger hans Harpe i Himmelens høje Hald?
Lyder evigt i Englesang
Den Røst, som stakket paa Caledons Fjelde klang?

✂ Cona, Cona! hvor er din Røst?
Er Sorgen udslukket i Sangerens ædle Bryst?
Hører Himlen den Skjaldesang,
Som før blant Grave hernede paa Jorden klang?

✂ Toscars Datter! est du ham nær?
Svæver I begge i Nordlysets Flammeskær?
Synger Barden om Kjærligheds Lyst?
Lyder ej mere om Krige hans Kæmperøst?

✂ Pige! hører du Ossians Kvad?
Som før i Selma ved blinde Gubbe du sad.
Hvorom nu monne han Harpen slaae?
Ak! vel om Glæder, jeg aned men aldrig saae.

✂ Ak! vel om ham, der skabte den Lyst,
Som ulmer hernede i jordiske Bardebryst;
Optændte Gnisten i Skyggernes Dal,
Der blusser til Lue i evige Himmelsal.

✂ Ossian! naar skal jeg være hos dig?
Naar komme Himmelens Engle at hente mig?
Naar skal Sorgen forlade min Barm?
Naar skal jeg stige paa Aandernes lette Karm?

✂ Maanen skinner i Vesten bleg;
Vinden hviner i Tidselens hvide Skjæg;
Morgenlyset glimter i Øst;
Dagningen skinner paa Søens rødmende Bryst.

280

✂ Vente maa jeg en liden Stund;
Snart henslumrer jeg Livets urolige Blund.
Da skal jeg vaagne hos Selmas Skjald;
Vaagne i Alfaders straalende Himmelhald.

✂ Flyve med Barden fra Pol til Pol,
Med Conas salige Barde fra Sol til Sol;
Boe hos Skjalden i Himmelen blaae,
Til bedre Glæder en bedre Harpe slaae.

281