Ossians Digte
✂ I-II (København 1807-09)
✂ Skotten James Macpherson (1736-1796) udgav 1760 nogle prøver på gælisk digtning i engelsk oversættelse som vakte megen opmærksomhed. Da han derefter udgav "Fingal, an Ancient Epic Poem, in Six Books, together with several other Poems, composed by Ossian, the Son of Fingal" (1761) og "Temora, an Ancient Epic Poem, in eight books, together with several other Poems, composed by Ossian, the Son of Fingal" (1765) vakte de ossianske ballader opsigt i hele Europa, men samtidig blev digtenes ægthed med rette draget i tvivl, skønt det er en kendsgerning at der fandtes en tradition omkring sagnhelten og sangeren Ossian eller Oisin. Ossianske ballader kan i irsk spores tilbage til det 12. århundrede, i skotsk i hvert fald til det 15. I sin "Fortale. Om Ægtheden af Ossians Digte" er Blicher imidlertid ikke i tvivl om at Ossians digte lige fra det 3. århundrede er overleveret mundtligt gennem 1500 år til Macpherson i sidste øjeblik redder stumperne.
✂ Blicher fortæller i sin indledning videre om kelterne, deres store konge, Fingal, Ossians fader, og om barderne: "Hver Første havde sin egen Barde, som fulgte ham allevegne med sin Harpe", fungerede som gesandt, sang krigssange og fredssange, besang forfædrene, krig og kærlighed. "Men Bardens vigtigste Forretning var dog, at synge over de faldne, da deres Aander ellers ikke kunde samles med deres Fædre i Skyerne; men maatte svæve i den tykke Taage afsides i Kjær og Moser, hvilket blev anset for den største Ulyksalighed efter Døden."
✂ Ossian er den sidste af sin slægt, hans eneste søn, Oscar, er død. For Malvina, Oscars elskede, synger den blinde olding flere af sine sange.
✂ Carthon
✂ Ossians Digte II (1809)
231 232 234 235 237 239