↩ Andreas Christian Gierlew - til hvem ogsaa Riimbrevet "Romerering" er skrevet, i nærv. Bd. S. 114 - f. 1774, 1845 som dansk Generalkonsul i Christiania samt Kommandør af Dbg. og Dbmd., foretog i Aarene 1801-5 en videnskabelig Udenlandsreise. I Juli 1802 var Bagg., der dengang befandt sig paa Tilbagereisen fra Kjøbenhavn til Paris, tilfældig truffen sammen med ham i Weimar, og efter Digterens Tilbagekomst til Paris, hvor Gierlew hørte til hans fortroligste Omgang, blev den Sympathi, der allerede var fremkaldt ved Overeensstemmelsen i disse to Mænds Anlæg, Forhold og Tilbøieligheder, udviklet til et trofast og varigt Benskab imellem dem. I Slutningen 317 af Juli 1803 forlode de to Venner med hinanden Paris og reiste sammen gjennem Schweiz over Mailand til Florents, hvor Gierlew foreløbig blev tilbage, medens Bagg. med sin Ungdomsven Moltke samt dennes Hustru og lille Søn (af første Ægteskab) Karl, den senere Minister, d. 22. Sept. reiste videre for at gaae til Rom. Forholdene tvang imidlertid Bagg. til at vende alene om fra Foligno og forlade Italien uden at have faaet Rom at see, endskjøndt han kun var omtrent en Dags Reise adskilt derfra, hvorimod Gierlew ankom dertil i Oktbr. samtidig med Moltkes. Den 24 s. M. var Digteren hjemme igjen i Paris. Det Offer, han bragte ved saaledes at vende Rom Ryggen - og som ogsaa er Hovedæmnet i de to næste Riimbreve - omtaler han selv paa følgende Maade i et Brev til Gierlew, dateret Bologna d. 4 Okt. 1803: "I min Stierne staaer skrevet: Kom aldrig til Rom! Og dog har jeg passeret Tiberen did og Rubicon tilbage. Det har giældet mere end eengang for mig i Livet: at være Mand; men aldrig maaskee har jeg været det kraftigere end i det Øieblik, jeg med Soracte for Øiet og Tiberen under mig, henrevet af alle de mod Syden stedse stigende Fortryllelser, rev mig løs af min Moltkes Arme for at vende tilbage og reise alleene Dag og Nat, uden Kappe og med Nankins Beenklæder over Apenninerne fra Foligno herhid, opgivende Tanken for evig, nogensinde at see Verdens egentlige Hovedstad. Men Følelsen over at have handlet nordisk, trøster mig over Tabet af alle Sydens Herligheder. Rom har Sydlinger kunnet bygge; dens Helligdomme har en Sydling kunnet male, men hvad jeg har giort, kan kun en Cimbrer giøre. Mine Forfædre reve Capitolium ned; jeg vendte dets Ruiner Ryggen." (Angaaende det her paany anvendte Ord Sydling kan henvises til S. 286 ovenfor, Anm. til S. 37 L. 9. - Ivfr. forøvrigt nedenfor, Anm. til S. 104 L. 13-14).