Tausheden.

✂ Du klager, at jeg skriver alt for lidt
Paa nogen Tid, især til Norden;
Og at min Taushed gaaer saa vidt,
At næsten ingen veed, hvad jeg er vorden,
Og hvor, og om jeg end er til paa Jorden?
Jeg, som tilforn (maaskee kun alt for tidt)
I Skrift og selv paa Prent lod hele Verden vide,
Hvad i den lille Rummets Prik,
Mit Væsen fylder, foregik,
Indtil det mindste Solens Straalestik,
Og Maanens eller blot en Stiernes Blik,
Kort: min Sankthansorms-Lyst og min Sankthansorms-
Qvide -

✂ Jeg nu, da Jorden brager fiern og nær,
Mens alle Himmelens og Helveds Tordner knittre,
Da Lysets Engle selv og Mørkets Aander zittre,
Mens Throner styrte hist og her,
Og Templer falde her og der,
Og alle brøle, hyle, skrige, sukke,
Ei høres meer med mindste Lyd at mukke,
Men tier qvær?

✂ Jeg kunde svare dig: at Nationers Smerte
Er alt for stor for mig og for mit lille Hierte -
Jeg kunde svare dig: at Faldet af et Huus,
139 Der dræber Mennesker, ei mærkes af en Muus -
Jeg kunde svare dig, at Stormene, som bruse
Paa Tidens Ocean, og Tordnerne, som knuse
Hvert Rummets Field, et høres af min Muse -
At den saa lidt, som Ormen i sit Læ
Og Glimmerfnugget i sit raadne Træ,
Fornemmer Jordens Poles bange Knagen
Og Arelens forfærdelige Bragen;
Men det er ikke ganske sandt -
Jeg føler rigtig nok ei Skiælvet i det Hele,
Men dog et lille Stød iblandt.

✂ Aarsagen, hvi jeg ei min Følelse vil deele,
Som før jeg deelte den, i Alvor og i Skierts,
I Skrift og Tryk, i Prosa og paa Vers,
Med een og anden af de kiære Mænd og Koner,
Der gierne høre mine svage Toner,
Er reent ud sagt, min Moltke! den:
At jeg er din og deres Ven.
Og Følelsen, jeg har ved alle disse Løier,
Mens hele Verden skraaler, skriger, støier,
Er saa fortræden og kiedsommelig,
At jeg med den kun vilde plage dig.

✂ O! lad mig tie! lad min Pen forstumme!
Forfør mig ei til høit at raabc: Vee!
Og lok mig et til overlydt at lee!
Tillad mig ei engang at brumme
Det mindste Muk,
Det mindste Suk!
Thi lod jeg mig, den Dag i Dag, sorlyde
Med hvad jeg troer
Om Færdselen i Syd og Færdselen i Nord,
Og overhov'det om vor hele Jord,
Du vilde det, som Ven af den og mig, fortryde!