Baggesen, Jens Den danske Matros, eller Flaskebrevet

Den danske Matros, eller Flaskebrevet.

Til Commandeur Jessen, Ridder af Dannebrog.
1808.

Uden paa Flasken.

Ihvo du er paa denne Jord,
Paa Bølgen, eller paa dens Bredde,
For strandet Liv maaskee at redde,
I Vest, i Øst, i Syd, i Nord,
Der ved en Lykketreffen finder,
Hvad her jeg slænger over Bord,
Imedens ned paa mine Kinder
Den sidste Længselstaare rinder -
Hvis du forstaaer min Flaskes Ord,
Hvis vi har altsaa fælles Moder,
Vær trykt i Tanker til mit Bryst,
Som ærlig elsket Ven og Broder!
Bring Flasken, som du finder den,
Til din og Dannebroges Ven,
Den Jessen, som de raske Svende,
Der sadle modig Bølgens Top
I Trav og susende Galop,
Fra sylt til Môster alle kiende!
246 Tag ham i Haand med dine fem
Og tryk den lidt, til Blodet springer
Ham ud om Neglen af hver Finger,
Hvorpaa han kiende kan mit Klem -
Og hils ham med den Hurrastemme,
Den danske Søemand dæmper ei,
Fordi vor Flaade gik sin Vei,
Fra ham, der eengang holdt det hiemme
Med Sølling selv i Hurren ud,
En Hurren, Holmen ei kan glemme:
"Hurrah for Danmarks Kongeflag!
Hurrah! for Jessen og hver Kriger,
Der strider for vor gode Sag
Paa Land og Vand i Fredriks Riger!
Hurrah! for alle danske Piger!
Dig selv og Dine signe Gud!"
Naar du ham dette Hurrah bringer,
Med Røst, der ret fra Hiertet klinger,
Saa veed han strax, det er fra Knud!
Grib saa, min gode Ven, i Tasken,
Og bed ham, rækkende ham Flasken,
Med Hurrah trække Proppen ud!

Inden i Flasken.

Paa hin Side Kap, i Begreb
med at forgaae,
den 28de Januar 1808.

"Knud Siællandsfarl!!!" - Jeg seer i Tanker,
Jeg hører alt, min gode Ven,
Dit Hop, og hvor dit Hierte banker
247 Ved Synet as mit Segl, det Anker,
Jeg her har tegnet med min Pen:
Det Anker nemlig med de fire
Bekiendte Vindes Strænge paa,
Havfruens tangbekrandste Lire,
Som jeg engang i Drømme saae,
Og heller selv end den, der tindrer
Paa Himlen i det høie Blaa,
Opvaagnet ønskte mig at faae -
Mig selv, min Broer! du vel erindrer,
Den gamle Holmens-Stok-Poet,
Hvis psalmer, Indsald, Ordsprog, Eder
Og lystelige snouske Qvæder
Hver Ulk, der ei ham selv har seet,
Dog idetmindste tidt har galet
Og tordnet, eller - tugtig talet -
Skraalt ud as Hiertens Grund, og leet
Knud Siællandsfar, der sang for fire,
Hvor der var Høitid og Kredit,
Og - selv forstod den Kunst, at svire
Med eet Glas Kummen-Aqvavit -
Ja selv, naar intet var tilbage,
Saa snildt, i Kreds, det kunde mage,
At de, som sadde ham omkring,
Blev fulde selv af ingen Ting -
Tak skee den overgivne Tummel
Af stærke Toner i hans Bryst,
Hvis Hurrah var en evig Rummel
Af festlig patriotisk Lyst.

End lever jeg, endskiendt, desværre!
Med Læk - saa got som i min Grav
Midt i det nederjordske Hav -
Hvor mange Timer, veed vor Herre!
Da, meer end hundred Miil fra Land,
248 Min lække Skude meere drikker,
End selv Nødpompen lade kan.

Dog - hvortil nytter det, jeg klynker?
Drik, Diævelinde, til du synker!
Mit Brev jeg færdigt have maa.
Benyttende de Øieblikke,
Du har endnu dig fuld at drikke,
Jeg Pompen smukt vil lade staae,
Og skrive væk, til vi forgaae;
Det maa desuden eengang hænde -
Vort Liv fik ellers aldrig Ende;
Og hvortil nytted Himmerig,
Hvis her man var udødelig?

Hvad taber jeg? En hullet Skude
Med et Par sønderrevne Klude -
Et hullet, sønderrevet Liv,
Hvis hele Værd, før det var ude,
Var Drømmen om lidt Tidsfordriv
Paa Diævlens gamle Hovedpude
Ved Siden af en Engleviv -
Da Diævelinden kun kan drikke,
Og Engleviven er der ikke,
Saa haaber jeg, at Himmerig
Vil begge let erstatte mig -
Og skulde det og ikke ville,
Saa var jeg sikkert dog en Nar,
Hvis ikke, før det er for silde,
Jeg drak den sidste Taar, jeg har,
Paa denne Fredriks Januar.

J seer, jeg har min gamle Maade,
Indtil mit sidste Aandedræt
At lade smukt vor Herre raade,
249 Hvor jeg ei selv kan raade ret;
Og, gaaer det ogsaa nok saa slet,
At bierge Modet og Forstanden,
Og giê det øvrige til Fanden -
Med andre Ord: naar sidste Bræt
Med hver en Haabets Planke sprækker,
Naar alting brister, alting brækker,
Naar Masten raver, Skroget lækker,
Arokket selv at holde tæt.
Jeg leved som en modig Svømmer
Paa denne Verdens vilde Sø -
Som det en nordisk Sømand sømmer,
Med Kiækhed vil jeg ogsaa døe.
Min sidste Flaske vil jeg stikke
Paa mine Brødres Sundhed ud -
Og først Din Skaal, o Fredrik! drikke -
Og siden mig befale Gud!

O! danske Sletter! norske Fielde!
O Miledamp! o Tørverøg!
O sorte Gran! o grønne Bøg!
O selv du lille Siællands Nelde!
Du Vrøvl af Bauser i en Kro
Ved Juletid paa Vesterbro!
I hæse Hurrah uden Mage
Bag Gammelholm paa Lønningsdage!
Min Barndoms og min Angdoms Lyst!
Her, paa vor Verdens anden Side,
Tretusind Mile fra Jer Kyst,
Her, mens jeg synker i det vide
Dødstille Hav, af Pumpen mat,
Af Jord og Himmel reent forladt;
Mens jeg omsonst om Redning leder,
Og den alt nære, skumle Nat
Min sidste Seng i Dybet reder -
250 Forglemmer jeg min egen Nød,
Og selv i Favnen af min Død
Jeg ændser, sandser, seer kun Eder!

Ak! fra det Helvedøieblik,
Hvori jeg Efterretning fik
Om Brittens Overfald der hiemme,
Begyndte jeg min egen Brigg
Og alt, hvad her var mit, at glemme;
"Nu gaae du og til Fanden med!"
Udbrød jeg i min Ivrighed,
Og slog min Kno tilblods i Bordet -
I kiende mine gamle Smæk -
Om Skuden derved fik et Knæk,
Det veed jeg ei; men den blev læk,
Og tog mig rigtig nok paa Ordet.
Lad gaae! Det er min Trøst, at saa
Den Engelskmanden ei kan faae,
Skiøndt rundt han over Havet raader;
Og kom han med al Verdens Flaader,
Min Brigg i dette Øieblik
Ad al hans Vælde kunde blæse:
Den sank ham lige for hans Næse.
Troer I, jeg lod mig redde her
Af ham, ifald han ogsaa vilde,
Saa kiender I Knud Vidfadm ilde.
Jeg tog mit eeneste Gevær,
Og skiød, og ladte, sigted' atter,
Og skiød, og skiød, og Paf i Paf,
Hvis skuddene kun rigtig traf,
Sank ned til Helvede med Latter -
Vil sige: foer til Himmerig;
Thi - brænde løs paa Engelskmanden,
Ihvor han ogsaa viser sig,
Er udentvivl saa christelig
251 En Sømandspligt som nogen anden -
Desuden har vi nu jo Krig.

Men, hvad jeg altsaa vilde sige -
(Man ventelig forlader mig,
Hvis Kursen ei er ganske lige,
Og Stilen lidt uordentlig
I dette Flaskebrev) - min Kummer,
I det jeg her, som sagt, forgaaer,
Er ei min Død. Det er en Slummer,
Hvori jeg idetmindste faaer,
Hvad her mig fattes og i Livet
Mig arme Knud blev sielden givet:
En Smule Mag og Rolighed.
Nei! hvad mig piner, er, at ende
Mit Liv saa langt fra Hiemmets Skiød,
Omsonst af blodig Lyst at brænde
Min Kraft mod Albion at vende
Og nytte Danmark med min Død.

Og her, Børnlille! kommer Knuden,
Som qvæler min medfødte Taal;
Min Sømandssiæl gled, den foruden,
I Dybet ned, glat som en Aal.
O gid den gik itu, med Skuden,
Her i mit sidste Skriftemaal!

Jeg har fortient min Lod. Vor Herre
Veed, hvad han giør. Mig skeer min Ret.
Jeg har fortient den; og, desværre,
For længe siden - "Hvordan det?"
Hvordan det? Vee mig! o! jeg kunde
Mig bore selv i Grund, mig Nar,
Hvis det ei overflødigt var,
Da jeg gaaer, uden det, til Grunde -
252 Fordi jeg dumme Siællandsfar
Ei blev i Rolighed derhiemme
Paa Holmen, med det tørre Brød,
Og min sonore Hurrastemme,
Der halvveis indtil Skaane lød.
Sandt nok, det var kun lidt; men Nøden,
Med Venner deelt, er næsten kiær;
Og i det elskte Hiem er Døden
Selv mere sød end Livet her.
Med her jeg meener blot ei Skuden,
Der synker, men hvert Land og Vand,
Ihvor det er, der ligger uden -
for Tvillingrigets søde Strand.

Men vee mig! Fanden mig forførte,
Da skipper Jan jeg snakke hørte,
Ved sit tolv Gange tømte Kruus,
Om China, Kap, og Franske Kysten,
Og Herligheder, som hans Ruus
Multiplicerte med hvert Kruus,
At jeg, beruset selv, blev lysten,
At see mig om paa denne Jord
I Øst, og Vest, og syd, saa længe,
Til jeg fik samlet nok af Penge,
For at bosætte mig i Nord -
Med Rette siger jeg, at Fanden
Forsørte mig, og ingen anden.
Den første Snog, hvormed jeg gik,
Blev ført af Kaptein Hom'patrick -
Den Gavtyv er endnu i Live.

I har vel alle længst forglemt
(Hvis ikke, mellem os det blive!),
At jeg, for Skams Skyld, var bestemt
Fra Barnsbeen til den sorte Kiole,
253 Og gik i den latinske Skole -
Men (vant til Søen i Korsøer)
Jeg tyede tidlig alt til Vandet,
Bestandigen i Hov'det ør,
Søsyg og uden Ro paa Landet.
Vel fusked' jeg, som Studios,
I stille Veir; men, hvad jeg læste,
Tog Fløiten strax, saasnart det blæste -
Jeg var og blev en fød Matros.

For Lysten til Seilads at styre,
Jeg lod mig atten Gange hyre;
Og giorde nitten Aar i Rad
Af Reiser henved fyrretive -
Hvis i dem gierne høre gad,
Jeg kunde Jer dem her beskrive;
Men Brevet blev til en Postil,
Og Tiden er for kort dertil.
Jeg nøies altsaa med at sige:
De var, som Fleres Reiser var;
Man allerede deres Lige
I Albert Juliusses har,
Paa det allene nær, de endte
Just ei som hans. Men ellers hændte
Mig netten Alt, hvad hændes kan
Paa denne Jord, især paa Vand.
Thi selv, hvergang i Middeltiden
Jeg landed i min Fødestavn,
Traf noget ind i Kiøbenhavn,
Der sielden hændtes før og siden -
Hvorved jeg mistede det Lidt,
Hvorfor jeg havde svedt og slidt.
Bestandig noget sprang i Skyen,
Et Krudttaarn, eller en Fregat -
Bestandig antændt noget drat,
254 Snart Slottet og snart hele Byen -
Bestandig misted jeg min Hat
Kabus, Kavai og sligt i flammen -
Til jeg omsider troede plat
Mig Stakkel Skyld i alt tilsammen,
Og at jeg var det Søm, hvorpaa,
Gud veed hvorfor, hver Ildens Vaade
Sin Hat bestandig hængte saa.

Til min, saavelsom Landets Baade,
Sligt meer og meer bestemte mig,
Saa langt som muligt bort at fierne
Fra Hiemmet min fatale Stierne,
Indtil dens Hale vendte sig,
Og blev et Riis lidt mindre lig -
Saa længe, tænkte jeg, lad lide
Hvert andet Landstrøg ved min Qvide!
Og gik, med Sorgens tunge Fied,
Frivillig i Landflygtighed -
Mig trøstende, ved hver Ulykke,
Hvergang jeg følte Skoen trykke,
Med Haab: at Kiøbenhavns gik med -
De Padder, som jeg hørte vanke
Fast daglig ved min Reders Bord,
Som det var Sild fra Isse-Fjord,
Bestyrkte mig i denne Tanke.

Jeg saae mig endelig istand
Mig selv en lille Brigg at kiøbe,
Hvormed jeg netop vilde løbe
Tilbage til mit Fædreland,
For der i Rolighed at smage,
Med Jutta Paars, min drømte Mage,
Den sidste Rest af mine Dage -
Og blot, ifald det kom til Krig,
255 Igien paa Vand at tumle mig -
Da Brevet kom fra Paars - og Lækken -
Og siden Aveir Nat og Dag -
Og Rorets Tab - og Mastens Knækken -
Og Bølgeslag paa Bølgeslag -
Bestandig Sugen, evig Pumpen -
Nu Stigenop, nu atter Dumpen
I Havets Bruus og Stormens Brag -
Og endelig - med megen Klynken
Ombord af Folket - Skibets Synken.

Af Skiørbug alle var krepert,
Saanærsom Tom og John og Gert,
De tre, saa halv om halv i Live,
Blev, til imorges, ved at hive -
Da pludselig en Styrtning kom,
Og tog dem, før jeg saae mig om,
Hvorved jeg eene blev paa Dækket
Med Døden, som jeg komme seer
Paa min sædvanlige Maneer -
Ei blot frimodig, uforskrækket,
Men selv med en Slags Munterhed,
Der i den sorteste Fortred
Det Hvide mig at see tilsteder,
Og, ihvor barsk sig Skiæbnen teer,
Imens det eene Øie græder,
Bestandig med det andet leer.

Og, virkelig, saa mørkt det synes,
Naar roligen man stirrer lidt,
Er i hver Sorthed noget Hvidt.
I hvert et Tordenveir der lynes -
I hver en Sult er Appetit - l
I hver en Andergang er Ende -
Og hvadsomhelst der os maa hænde,
256 Hvor slemt og Skiæbnen det mon vende,
I hvert et Kul er noget Kridt.

Paa min Forfatning (til Exempel)
Er ogsaa trykt det gamle Stempel
Af Lys og Skygge, Tørt og Vaadt.
Af Smiil og Graad, af Ondt og Got
Er selv min Synken her en Blanding,
Endog naar jeg betænker blot,
At jeg har mistet min Bemanding -
Thi - det var Engelskmænd, min Broer!
Og, Dagen før min Læk, jeg hørte,
Hvad de mod mig i Skioldet førte -
De vilde nemlig overbord
Mig slænge, for at gaae med Jutta
(Saa hedder Briggen) til Calcutta.
Men Lækken deri giorde Streg,
Og de gik overbord før jeg -
Den første Fordeel! Nu den anden:
Hvis her jeg ei tilgrunde gik,
Gik snart dog, efter mit Bestik,
Alt, hvad jeg har, til Engelskmanden,
Da mellem Thy og Trankebar
Han tager, hvad han alt ei har. -
Min tredde Fordeel her, paa Randen
Af Agterdækket og min Grav,
Er Enden paa det hele Jav,
Hvoraf jeg længe, sandt at sige,
Trods min medfødte Lystighed,
Af Mangel paa bemeldte Pige,
Var ubeskriveligen keed.

Hvad angaaer ellers Undergangen
Allene midt i Havets Skiød,
Jeg siger til mig selv, at mangen
257 Poet sig ønskte slig en Død;
Og ønskede han sig den ikke,
Saa var han, som poet, et Fæ -
Meer skabt til, trygt at posekikke,
Som andet lavt profaiskt Kræ,
End til at have stolt sor Øie
Paa Farens Pynt det sande Høie.
Saa Fætter Paars vist gierne saae
Vor hele Jord engang forgaae
Med alle Væsner, onde, gode,
For nye Billeder at faae
Til en alvorlig evaldsk Ode.
Jeg selv, endskiøndt min Lires Klang
Er dæmpet af den megen Tang,
Naturen vikled om dens Strænge -
Skiøndt Oden er just ei mit Fag,
Og intet Tragiskt er min Sag,
Og skiøndt jeg aldrig mig lod hænge
For noget Billed - finder dog
En vis enthusiastisk Svimmel
I dette Svælg af Hav og Himmel,
Hvori jeg synker med mit Skrog.
Rundt om mig, nemlig, er det stille,
Da Vinden har sig ganske lagt;
Og Aftenrødens Straaler spille
Paa Vandets Sølv med selsom Pragt.
Spektaklet er saa stort som mueligt,
Og i dets tause Herlighed
Er Noget af den Verden skuêligt,
Hvorom vi ellers intet veed.
Den Verden, man i Verden kiender,
Er næsten reent forsvunden her -
Og, hvor jeg hen mit Øie vender,
Mig Evigheden synes nær.
Hvis jeg var stolt, jeg kunde prale
258 Ved denne skiønne Leilighed,
Og Jer den anden Verden male
Med temmelig Nøiagtighed;
Dog sligt er ei for mine Lige -
Jeg, til Jer Trøst, vil eene sige:
Min Undergang i Pragt og Glands
Er ganske sikkert uden Lige
Paa denne Jord til Lands og Vands.

Men, hillemænd! nu stiger Vandet
Til Tønden, som jeg skriver paa -
Og jeg maa skynde mig forbandet,
Hvis jeg skal Brevet færdigt faae
Med Pakken, og med Testamentet -
Jeg, sandt at sige, havde ventet,
En smule længer her at staae,
Og at jeg kunde rolig rime
Endnu omtrent halvanden Time -
Dog jeg har neppe tre Qvarteer
At regne paa, saavidt jeg seer.

Til Texten altfaa, Landsmænd kiære,
Foruden længer Compliment:
Modtager her mit Testament!
Hvor gierne vilde jeg forære
Jer Skib og Ladning, Liv og Blod,
Hvis skiæbnens Stivhed det tillod!
Men - den tillader det nu ikke -
Alt hvad jeg arme Knud formaaer,
Mens jeg med Top og Tavl forgaaer,
Jer med mit Testament at skikke,
Er et par Viser for i Aar,
Af famme slags fom de, jeg giorde,
Da jeg med Jer var inden Borde;
Hvis ellers I dem ei forsmaaer,
Som alt for gammeldags, da Moden
259 I Poesien, som i meer,
Vel neppe staaer paa samme Foden
Som før, i Gammelholms Qvarteer.

Men først i Hast jeg maa Jer sige,
Jeg alt har tvende Gange sendt
Jer Flaskeladninger af slige,
Hvorom det er mig ubekiendt,
Om de er komne Jer til Hænde -
Her er mit tredde Testament;
Og dermed er det og til Ende.

Jeg veed, hver Landsmand ruster ud,
For vores Sømagts Tab at hevne,
Fra en Fregat til et Skud Krud,
Hvad, efter rig og fattig Evne,
Enhver formaaer. Jeg arme Knud
Formaaer kun hevnopfyldte Sange,
Med aandelige Pileskud,
Mod Fienden, som Jer plyndred ud -
Og en Slags Moerskab i de lange
Skibsastener ombord i Slud -
Kun Lidt - det veed den søde Gud!
Men velmeent; og, om intet andet,
Dog Yttren af mit Hiertes Slag,
Der slog indtil min sidste Dag
For Holmen og for Danmarks Flag,
Skiøndt jeg var fiern fra Fædrelandet.

Hvis alle trende Flasker har
Den Lykke, rigtig at spederes
Af Extraposten, de leveres
Syvhundred Mil fra Tranqvebar;
Hvis underveis de ei skamferes
Af nogen engelsk Flag Corsar,
260 Saa er det i det mindste Noget,
Ei blot som god Makulatur -
Men for den skiønne Leilighed,
Det giver: uden Pral at vise
Den offentlige Gavmildhed,
Der i hvert Uheld skaffer Lise -
Som ny Matros-Litteratur,
Og Bidrag til Trekroner-Sproget.
Og danske Publicum, som greb,
Og griber, til veldædig Hængen
Af Armods Tyv, det mindste Reb,
Udstrækker sikkert mod min Slængen
Af dette her sin runde Haand -
Ei for Værdien, som er ingen,
Naar man kun seer paa selve Tingen,
Da det er intet Silkebaand,
Men blot et Tvind af hine Traade,
Hvormed der "giøres Vers ombord,"
I aaben Søe, i Bugt og Fjord,
Paa Orlogskibe som paa Baade.
(Man veed, at mellem Røg og Damp
Vi Søfolk digte kun med Hamp;
Det er nu engang saa vor Maade).

Det være, hvad det vil - jeg har,
I gode Venner! intet Andet
At efterlade her paa Vandet:
"Tre Flasker Skiemt med Alvor blandet,
"I Viser af Knud Siællandsfar,"
Sendt portofri til Fædrelandet.
Tre Flasker Dry-Madera var,
Jeg veed det nok, en bedre Gave;
Men den, som her just for mig staaer,
Hvori jeg Brevet vil begrave,
Er drukket ud til mindste Taar -
261 Det var min sidste. Da jeg klarlig
Min Afskedstime komme saae,
Jeg tog den op af skrinet varlig,
Og sagde: "Du skal ei forgaae!
"Du blev mig eene tro tilbage
"Til denne helligste blandt Dage,
"Paa hvilken Frederik blev fød,
"Og jeg oplevede min Død -
"En sød og salig, vil jeg haabe!
"Og, naar jeg til den sidste Draabe
"Har tømt dig ud, du tiene skal
"Den Deel af mig, som efterbliver,
"Og som jeg mine Landsmænd giver
"I sidste Suk - til Futteral"
Saa svor jeg hellig, og ved Siden
Af Skrivertøiet satte den
Paa Tønden - dyppende min Pen,
Hvergang min Læbe kyste den -
Og skrev, og drak, og hele Tiden,
Mens vexelviis jeg drak og skrev,
Skreg: "Lev, o Fredrik! længe lev!"
Og "Hurrah Danmark!" mutters eene
Paa Dækket til den sidste Scene,
Skiøndt kun af Himlen hørt det blev.

Jeg altsaa Vinen ei kan sende.
Hvis ikke mine Visers Kraft
Jer røber noget af dens Saft,
Er det med samme reent til Ende,
Som snart med mig. Dog glemmer ei
Den farlige, den lange Vei,
Forbi saa mange Kap - blandt Skarer
Af Hayer, Hvaler og Corsarer -
Forbi vor halve Jords Barbarer -
Forbi al Verdens Røverøer -
262 Igiennem alle Havets Søer,
Mit arme Testament maa vandre!
Betænker, kiære Børn! især,
At, hvis det havde mere Værd,
Saa blev det indeholdt af Andre.
Var Flasken, her jeg sender, fuld
Af Diamanter eller Guld,
Saa (ei at tale om de Love,
Der giøre alle ny Forsøg,
Man dem til Trods har villet vove
I Svømmekunsten, reent til Røg)
Lod sikkert ingen Engelskmand
Den flyde hen til Danmarks Strand.

Af samme Aarsag har jeg kaut
Indblandet i mit Brev lidt Flaut,
Og udeladt paa mange Steder,
Expres, en Mængde Vittigheder -
Paa det en Søtyv ei deri
Opdage skulde stort Geni,
Og fristes til, paa ægte Bengelsk,
At oversætte det i Engelsk,
Og fræk udgive det for sit -
Hvad der i London hændes tidt

Jeg haaber ellers, I vil finde
Det Flaue paa Jer egen Haand -
En Dansk kan skielne sligt i Blinde
Fra det, hvori der er lidt Aand -
Dertil behøves ingen Stregen;
Og I behøver ei min Pegen
Paa hvert et dumt og smagløst Sted,
Der skyldes min Forsigtighed.
Det, som mig giør lidt meer forlegen,
Er hvordan I vil støde paa
263 Den skiulte Kløgt deri, som saa?
Og mærke Jer til Punkt og Prikke
Den Vittighed, som er der ikke?
Jeg frygter, naar man seer sig til,
At Fanden her har havt sit Spil
Med Pudset, jeg ham spille vilde -
At jeg har været alt for kaut,
Og giort det, meer end nødig, flaut?
Ifald saa er - saa er det ilde;
Thi, kiære Børn! det er for silde -
Nu staaer det stedse stegne Vand,
Og spiller alt paa Tøndens Rand,
Jeg selv deri til over Maven -
Jeg kan ei meer forandre Gaven;
Og gik det, ved et Under, an:
Skrev jeg det om, og noget Andet,
Det sikkert nu blev alt for vandet.

Farvel da, kiære Folk og Land!
Jeg føler, jeg er nær min Ende -
Thi Vandets Stigen ikke blot,
Som giør mig Skriverbordet flot,
Og truer, op og ned at vende
Mig selv; men et, jeg veed ei hvad,
Jeg gierne Jer beskrive gad:
En Følelse, jeg før ei kiendte,
Saa stærk mig Tiden ogsaa rendte -
En Følelse af Hastighed
I alle mine Pulses Surren -
En selsom Tankernes Forpurren -
En svimmel Utaalmodighed,
Og (skiøndt aldeles uden Knurren)
En underlig Urolighed
Beviser mig, jeg maa afsted.
O Jutta! Jutta! - Svup! nu skyder
264 Mig Vandet Tønden bort - den flyder!
Farvel, min sidste Herlighed! -
Jeg skynder mig, at stoppe ned
I Flasken det, jeg her har færdigt -
Er det og ei Jert Bifald værdigt,
Er jeg dog værd Medlidenhed -
Thi nu er Herligheden ude -
Knud Vidfadm synker med sin Skude!
Hurrah! for Danmarks Kongeflag!
Jeg døer paa Fredriks Fødselsdag!
O Jutta! lad en Taare rinde
Paa Qvintusspidsen til mit Minde!
Og syng den Vise til min Roes:
"Han døde som en dansk Matros."