Baggesen, Jens Riimbreve og poetiske Epistler. 1. Samling, 1784-1808. - 1890

Jens Baggesens

Poetiske Skrifter.
Ved
A. Arlaud.

Andet Bind.
Riimbreve og Epistler.
Første Samling
1784-1808.

Kjøbenhavn.
Forlagt af I. H. Schubothes Boghandel.
Græbes Bogtrykkeri.
1891.

b
c d e
f

Riimbreve
og
Poetiske Epistler
af
Jens Baggesen.
Ved
A. Arlaud.
Første Samling
1784-1808.


Kjøbenhavn.
Forlagt af I. H. Schubothes Boghandel.
Græbes Bogtrykkeri.
1891.

g
h

Saaledes som det nærmere vil findes omtalt i Anmærkningerne bagi, indeholder nærværende Bind den første Halvdeel af Baggesens Riimbreve og poetiske Epistler; den anden Halvdeel, fra Aarene 1809-23, vil blive meddeelt i 3die Bind, som nu forberedes til Udgivelse.

Ogsaa for nærværende Binds Bedkommende har Hr. Prof. L. Wimmer ydet mig den samme velvillige Bistand, hvorfor jeg allerede havde Anledning til at bringe ham min Tak ved Udgivelsen af 1ste Bind. Jeg skylder saavel ham som Hr. Dr. phil. O. Siesbye, der ligeledes af Interesse for Sagen med imødekommende Belvillie har tilbudt at gjennemlæse mit Manuskript forinden Trykningen, et ikke ringe Antal Bink og Bemærkninger, som paa forskjellig Maade ere komne mit Arbeide tilgode, og bringer herved begge de Herrer min forbindtligste Tak for den med saa stor Beredvillighed ydede værdifulde Haandsrækning.

Portraiterne, forestillende Baggesen og hans første Hustru, Sophie v. Haller, som han havde ægtet d. 5 Marts 1790, ere Gjengivelser, i en Trediedeel forstørret Maalestok, af to særdeles fiint og meb kunstnerisk Smag og Dygtighed udførte Medailloner, paa eet Blab, i Tusch og Bandfarve, som af det unge Ægtepar veb Afreisen fra Bern i Juni s. A. skjænkedes i "Schultheisz" v. Sinner, den Samme, i hvis Selskab Digteren i Begyndelsen af September 1789 første Gang havde truffet sin tilkommende Hustru, ved Bredderne af Thunersøen, og som derefter havde introduceret ham i den Hallerske Familie i Bern. Dengang disse to Portraiter bleve tagne, var Baggesen 26, hans hustru 21 Aar gammel. Det originale Blab, som foruden de to Silhouetter tillige indeholder et tydsk Afskedsdigt fra Baggesen, findes i en større Samling Baggeseniana, som for ikke lang Tid siden er kommen i det store kgl. Bibliotheks Besiddelse.

Frederiskberg, Mai 1891.
Udgiveren.
j

Indhold.

Hunden. Til Fru Pram, 1784. 1
Collerette. Til Samme, 1785. 5
Fastelavnsriset. Til Samme. 8
Tvungen Latter. Til Christian Hornemann, 1785. 10
Historien indtil Syndfloden. Til Samme. 12
Brevlængselen. Til Fru Pram, 1787 15
Reisen til Korsør. Til Samme. 18
Brevrusen. Til Samme. 24
Fragmentet i Lolland. Til Professor Hviid, 1787 28
Alperne. Til Pram, 1789 33
Patriotisme. Fragment af et Brev, 1789 37
Labyrinten paa Rim. Til Grev A. Moltke, 1790. 43
Fuglen. Til Frøken Sophie Haller, 1790. 49
Parnas-Revolutionen. Til de ni Muser i Gravensteen, 1791 58
Paaske-Indbydelsen. Til Doctor Winsløw, 1792. 63
Tandpinen. Til Samme 64
Apollo den Syttende. Til de ni Muser i Gravensteen, 1795 65
Smagens Forfalden. Til Rahbek, 1795 69
Stambogen. Til Hertugen af Augustenborg, 1795. 70
Strømpebaandet. Til Fru Fr. Brun, 1796. 74
Vers for Prosa. Til Justitsraad Bugge, 1798. 77
Svaret. Til Kammerraad Astrup, 1799 81
Vor Verdens Skabelse. Til General-Major Walterstorf, 1800 83
Postscriptet i Aar til Brevet i Fjor. Til Krigscommissair Jessen i Altona, 1802-3. 88
Forfatterens Liv og Levnet i Paris. Til Fru Charlotte K**, 1803. 93
Rom og Paris. Til A. C. Gierlew, 1803. 101
Tilbagegangen over Rubicon. Til General -Major Walterstorf, 1804 106
Romerering. Til A. C. Gierlew, 1804. 114
Til min Ven. 126
Overhovedet og i Grunden. Til General-Major Walterstorf, 1805. 127
Hvis jeg er, og hvis ieg ikke er. Til den danske Spørger i Iversens Avis, 1805 130
Satansengelen. Til General -Major Walterstorf, 1805. 132
Tausheden. Til Grev Adam Moltke, 1805. 138
Sprog-Smørrebrød. Til Legations-Secretair Desaugiers, 1806 140
Levningen af Uskyldighedsstanden. Til Jomfru Ø***. 143
Det tilgivelige Tyverie. Til Fru Cicilia v. X., 1806. 147
Selvindbydelse. Til Samme, 1806. 149
Noureddin til Aladdin. Til Adam Øhlenschläger, 1806 151
Taksigelsen. Til min Recensent, 1806. 158
Forespørgselen. Til Assessor A. S. Ørsted. 160
Min Skygge. Til mine Venner og Bekiendte, 1806. 163
Til Digteren Adam Øhlenschläger 167
Jens Napoleon. Til Capitain Astrup, 1807. 175
Runen. Til Professor Nyerup, 1807. 182
De glemte Støvler. Til Professor Øhlenschlæger, 1807. 187
Første- Efterretning om Kiøbenhavns Bombardering. Til Publicisten Malthe Bruun, 1807. 189
Anden Efterretning om Kiøbenhavns Bombardering. Til Professor Øhlenschlæger, 1807. 196
Rimbrevpennen, eller den Korsøerske Svane. Til Samme 208
Den vakte Knud, eller Bombardementets muelige Folger. Til Slotsfuldmægtig Øhlenschlæger, 1807. 214
Væddeløbet i det Lave. Til Professor Øhlenschlæger 235
Den danske Matros. Til Commandeur Jessen, 1808. 245
Anmærkninger 265

1

Hunden.

Til Fru Pram.
1784.
Kiøbenhavn.

Huldsatigste blandt alle Koner,
I hvis med Blomster strøede Fied
Jeg sikkert alle Jordens Kroner,
Hvis jeg dem havde, lagde ned!
De bød, for nogle Dage siden,
Mig skrive Dem et Brev for Skierts,
Og deri giøre Dem en liden
Begiering, uden Frygt, i Vers.
De havde mærket, at mig noget
Besynderlig paa Hiertet laae,
Og som jeg i gemeene Sproget
Dem stedse kun lod halv forstaae.

"Et Ønske har De vist bag Øret;
"Lad høre, hvad det stikker i!
"Hvem veed, om det blev ubønhøret,
"Hvis det kom frem i Poesie?"

Saa smilte De. - "Med største Glæde,
"Naar De tillader!" var mit Svar; -

"Men lee!" vedblev De, "vil De græde,
"Saa lad det blive, hvor det var!
2 "Jeg hader Alskens Elegier;
"Vær snurrig, løierlig, og dum;
"Og kom mig et med Mulerier;
"Skiemt! eller bliv bestandig stum!"

Velan! jeg vil engang forsøge
(Hvor lidt det ogsaa skikker sig,
Med Alvors Alvor selv at spøge),
Til munter Skierts at tvinge mig.

Man ønsker overalt paa Kloden
Men jeg i dette, som i meer,
Er ingen Slave just af Moden;
Jeg ønsker ikke som enhver.
Een ønsker Konge sig at være;
En anden, simpel Herremand;
Een ønsker Guld; en anden Ære;
Een ønsker Skiønhed; een Forstand;
Een ønsker Drakkenbergers Dage;
Om Døden er en andens Bøn;
Een ønsker sig en yndig Mage;
Og een det hele smukke Kiøn;
Een ønsker baade Baand og Stierne;
Een med en Nøgel er tilfreds;
Een ønsker sig en andens Hierne;
Een ønsker sig et andet Steds;
Og een - og een - (dem alle nævne,
Gav mig for meget Hovedbrud:)
Hver ønsker efter Lyst og Evne;
Jeg ønsker kun, jeg var en Gud -
En saadan Gud, som man fortæller,
At saltg Zeus i sin Tid var:
Hans Almagt havde jeg mig heller
End alt, hvad nogen ønsket har;
3 Ei for at kunne sammenblæse
En halv Snees Verdner med et Puh!
Ei for at kunne med min Næse
Dem atter nyse reent itu;
Ei for at giøre Potentater
Af Slanger, Bielker, eller sligt;
Ei for at kaldes Juvans Pater,
Og løse Knuder t et Digt;
Ei for at sidde paa Titaner,
Og hugges ud i Steen og Træe;
Ei for at have slemme Vaner
Som den, at giøre Folk til Fæe;
Ei for Olympen at regtere
Med Nik, som Gudernes Papa;
Ei for Smaapiger at fixere,
Etcetera, etcetera;
Men for min Herlighed at tabe,
Frivilligen, af Hiertens Grund,
Og mig paa Timen at omskabe
Til en elskværdig Skiødehund,
For, glemmende min Guddoms Himle/
Naar Deres Vink et Hop mig bød,
At synke, drukne, daane, svimle
J Salighed paa Deres Skiød!

Med hvilken Troskab, hvilken Jver,
Hvor lydig, venlig, vims og rap...

Men hvad? - Min Haand, i det jeg skriver,
Alt bliver, synes mig, en Lab -
Mit hele Vildskab er forsvundet;
Jeg pludselig mig føler tam,
Bagbeenet, lodden, lænkebundet;
Mit Vers er Btef, mit Riim er Glam!
4 Jeg bliver ganske kold om Næsen;
Mit Øie synes mig at kløe -
Det er, som om mit hele Væsen
Paa eengang gav sig til at giøe.

O! Held mig! har jeg alt oplevet
Metamorphosens ønskte Stund?
Og er jeg i Gestalt og blevet,
Hvad jeg i Troskab er, en Hund?
O Held mig! mine Taarer rinde
Af Latter! det er ingen skterts!
De selv, som jeg, vil sikkert finde,
At disse Vers er hundske Vers,

Men ak! nu kommer, føde Frue!
Til Slutningen mit Hiertes Bøn:
Und mig en Plads i Deres Stue -
Hvis ikke, staaer jeg der en kiøn!

5

Gollerette.

Til Samme.
(I et chinesisk Halstørklædes Navn.)
1785.
Kiobenhavn.

Tilgiv mig, uforglemmelige Frue!
At jeg, som nys har lært en smule dansk,
J Deres Vens, mit nye Herskabs Stue,
Og ei forstaaer det mindste tydsk og fransk,
Men blot mit Modersmaal, chinesisk Pladder,
Der klinger, og især t Poesie,
Fast værre selv end Poppenæbbets Jadder
(Hvorfor os Himmelen herefter frie!)
Paa Logen Nummer tretten eller fiorten -
Tilgiv, at her jeg ydmygst kommer frem
Fra Linningen af Pastor Fido-Skiorten
Med et par Linier til Dem.

Erindrer De, jeg Lykkelige nød
Det Held, Dem ikke lidet at behage?
Hvad større Fryd kan Himlens Yndling smage!
Erindrer De, jeg laae paa Deres Skiød?
Erindrer De, hvor tidt jeg blev af Dem lagt sammen,
Og svøbt om Deres skiønne Hals saa tæt,
Hvor jeg i tusind Kys mig aldrig kyste mæt?
O jeg, og Deres Ven erindrer det
Fra nu og indtil Evigheden, Amen.

6

Fem tusind Mile har jeg reist omkring -
For Dem at see, for Dem at kiende,
En Reise fra vor Klodes anden Ende
Er blot et Spring,
Og, som min Herre siger, ingen Ting -
Men fra den Stund jeg kom fra China hid,
Jeg aldrig har nydt Lige til den Lyst,
Jeg nød om Deres Hals, ved Deres Bryst,
J den uglemmelige søde Tid,
Jeg kappedes med Søster Palantine,
Som Fido kalder Charis-Hermeline,
Om næste Pladsen ved den Trone, hvor
Cytheres hele skiønne Folge boer.
Tidt sagde jeg: Du slemme Palantin,
Du sidder der saa tidt, gaae lidt til Side!
Jeg skiønner meer derpaa, det kan du vide;
Lad hele Pladsen være min!
Men Charis-Hermeline sagde Nei -
Mon nogen Charis gaaer fra Dem sin Vei?

O vidste De, hvor høit fra denne Time
Min Herre, Deres Sanger, ynder mig!
Han siger, jeg har giort ham glad og rig,
At jeg ham er en himmelsk Engel lig,
Og at han Viser vil herefter rime,
Som allesammen skal gaae ud paa mig.
Maaskee de Viser ikke meget due;
Men det beviser dog alligevel,
At inderltgen, som sin egen Siæl,
Han elsker Dem, tilbedeltge Frue!

Saasnart han ei var kommet hiem,
Før han mig fik af Halsen løst herfrem,
Hvor De mig kiærlig havde selv omvundet
Og derved nok engang hans Hierte til Dem bundet
7 Hvor kyste han mig! Eene Deres Haand
Han kysse kan med mere heftig Varme!
Han lagde mig paa begge sine Arme,
Og raabte: "Byd mig Titler, Stierne, Baand,
"Ja Sundhed Selv, og Munterhed, og Aand;
"Jeg dig, min Rigdom, derfor ei bortbytter,
"Du være skal min Læge, min Beskytter,
"Mod Sygdom, Uheld, og Melankolie,
"Du Fremtids-Musen for min Poesie -"
Og andet sligt, som jeg ei meer kan huse,
Og som jeg, stakkels Tørklæd, ei forstod -
Men, dyrebare Frue! vær saa god,
Og sig mig, hvad det er at være Muse?

Endnu engang, tilgiv min slette Stil,
Og læs min Sladren et med haanligt Smil!
Om Vers og Rim er ikke meget nette,
De saadant venligen tilgive maa
En lille, tosset, ulært, silkegraa,
Rødstribet, ung, chinesisk

Collerette.
8

Fastelavnsriset.

Til Samme.
Kiøbenhavn.

I Morgenrødens Land, paa Jordens Østerkant,
Man har den Skik, ved visse Leiligheder
At sende til den Skiønne, man tilbeder,
En Selam. Næsten alt Fornuftigt, Smukt og Sandt,
Skiøndt med lidt Daarlighed iblandt,
Er kommet os fra Østen, min Veninde!
Men Tiden har det med saa meget gothisk blandt,
At man har Møie med, det ægte Præg at finde.
Saaledes har man, paa barbarisk Viis,
Af hine Selams her giort fastelavnske Riis.

Jeg Dem et saadant ogsaa sender,
Da det i Dag er Fastelavn,
Og jeg er just i Ktøbenhavn,
Hvor Østens Skikke man kun lidet kiender.
Modtag det med et kiærligt Smil!
Og lyt med venligagtsomt Øre
Til Hilsnen, som i Blomsterstil
Tolv hvide Hyacinter her fremføre.

"Fra Deres Søster Flora komme vi
"Med Frygt, undseeligen, skiøndt uden Harme,
"For mellem Klokken ni og ti
"At falme reent ved Deres Arme;
"Hvert Blomster hylder Dem, men ingen meer end vi
9 "Vi blomstred, trods Naturen, midt i Vinter,
"Af Lyst til den Forretning, vi nu har.
"De andre Gratier, vor Jord frembar,
"Man pidsker op med tørre Birkesplinter;
"Men Himlens egen Datter derimod,
"Vor Dronning, yndig, munter, mild, og god,
"Bør eene pidskes op af Hyacinter.
"Ak! und os blid til Løn, at døe paa Deres Bryst,
"Naar vi har vækket Dem, og Deres Hænder kyst!"
_

10

Tvungen Latter.

Til Christian Hornemann.
(Med et Exemplar af mine Comiske Fortællinger).
1785.
Kiøbenhavn.

Her sender jeg dig, kiære Ven, et Bind
Af Vers, som jeg har trukket ud og ind,
Alt efter Musens løierlige Sind -
Men som, trods al den Flid, hvormed jeg trakte
Deri hver enkelt Tot af Tankens Hør,
Og væved den, og snoede den, og strakte
Den, som en Hørgarnstraad udstrækkes bør,
Mig synes nu, det hele Garn er færdigt,
Om ikke Publicum, saa dig,
Og Carstens, og Seline, Pram, og mig,
Og Folk, som sig forstaae paa Dtgterspind, uværdigt.
Jeg finder det idag, og fandt det alt igaar,
Saa speyet, fuldt af Kurrer, og af Skiæver,
At det mig forekom tilsidst som Blaar.
Men Overbærelse det i det mindste kræver
Af dem, som veed, jeg eene spandt af Nød
Paa Messels Teen, og at jeg meer blev fød
Til tragisk, end til komisk Væver.

Som sagt, til Latter Himlen just saa lige
Mig intet Kald og ingen Drift lod faae;
Men Sygdom, Creditorer, og deslige
Har ofte nødt mig til at lade saa;
11 Selv mangt et Stød, som dybt mit Hierte saarer,
Til convulsivisk Latter tvinger mig -
Thi, ak! til Glædens høie Sprog, til Taarer,
Jeg hidindtil var for ulykkelig.

O! vilde gunstig Skiæbne mig tilstæde,
Ved Hielp af lidt Lyksalighed, engang
Af Hiertens Lyst at turde græde,
Som Milton eller Evald græd, i Sang!
Men ak! min Hornemann, det lader til, desværre!
Jeg ende maae, som jeg har alt begyndt;
Mit Haab om Fryd i Livet er kun tyndt,
Det veed vor Herre!
Naar upartisk jeg i min Skiæbne seer mig til,
Er al Slags Luxus af poetisk Graad og Tuden
Mig ventelig til evig Tid forbuden.

Som Himlen vil!
Hvis i det mindste ved min tvungne Latter
Jeg kunde lokke hist og her et Smil
Af een og anden yndig Evadatter
Saa i en Omkreds af tolv fiorten danske Mil,
Fornemmelig af din Selines Oie
(Thi Du har venteligen din,
Som jeg har min),
Jeg vil mig taalig lade nøie
Med liden Rang
I komisk Sang -
Jsær hvis du til deres Smil vil føie
Et: "Baggesen!
"Fortæl os snart et Eventyr igien!"

12

Historien indtil Syndfloden

Til Samme.
Korsør.

"Fortæl os snart et Eventyr igien!"
Saa lyder Efterskriften, Ven! i Brevet,
Du til Korsør mig kiærligen har skrevet;
Og, hvad du neppe veed, er af en anden Pen
Mig samme Fordring nylig tilstilt blevet.
Men giæt engang, af hvilken? Just af den,
Jeg snappede blandt alle Penne,
Hvis i Cupidos Sted, Som gav mig denne,
Apollo Selv mig vælge lod
I egen Skriverpult og sagde: "vær saa god,
At tage mellem dem, jeg selv har skaaret
I sidste Efteraaret
(Du veed, at en Olympier forstaaer
Ved sidste Efteraar
Den Tid fra Roms Forstyrring til igaar),
Den, best dig synes om!" - Kort Sagt: fra Wessels Pen
Tilflød forleden Dag din arme, syge Ven
Et Brev, hvis Jndhold var: "Jens Baggesen!
"Fortæl os snart et Eventyr igien!"

To Guders Vink imodstaae tør jeg ikke
(Thi dit, min Hornemann! var Venskabs eget Bud,
Og Venskab har, trods Sang og Kiærlighed, sin Gud!)
Et lidet Eventyr jeg altsaa dig vil skikke,
13 Hvoraf du slutte kan, hvor meget man har Grund,
Isteden for at bede mig at skrive,
Herefter mig det gode Raad at give:
"Jens Baggesen! hold, hvis du kan, din Mund!"

For henved otte tusind Vintre siden
Vor Jord, som tys og taus i Mørket laae,
Stod op af Nattens Seng, og blev klædt paa,
Og snurrede sig rundt med Maanen i det Blaa.
Paa denne Store Knøs ophopped nok en liden,
Der af sit eget Ribbeen fik en Viv
Til Tidsfordriv,
Og leved got en stakket Tid med samme,
Til hun en smule feil paa Veien gik
(Som, ak! blev alle hendes Døttres Skik),
Og han begik en lille Daarlighed
(Som siden alle Mænd beginge med),
Hvorved han Herre blev, og hun Madamme,
Og begge to kom til at leve slet;
Thi Syndefaldet, det indseer man let,
Og Ægtefaldet, var det samme.

De Sønner fik, som gik ei heller ret;
Den eene tvertimod gik paa den anden:
Kort, skal man troe, hvad salig Moses skrev
(Og derpaa har vi Alle Kongebrev),
Tilsidst gik hele Slægten fra Forstanden.

Vi kiærligen vil troe, det blot var Hiernens Sag,
At de blev stedse værre Dag fra Dag,
Og drev tilsidst saa vidt det fyndefulde Væsen,
At Jorden, som de hopped paa, blev læk,
Og sank med Top og Tavl dem lige ned sor Næsen,
Hvorved, paa Otte nær, de alle skyltes væk.
14 De fire Par, som havde reddet noget
Af Fugle, Faar, og Sviin, etcetera,
Kom frem igien om et Aars Tid paa Skroget;
Og alt begyndte nu paa nye forfra.
Man gav sig atter til at æde og at drikke,
Og vove med hinanden mangen Dyst,
Og sove sammen, saa det var en Lyst. -
Hvor længe det vil gaae, det veed jeg ikke,
Til Jorden, der ei mere (siger man)
Skal druknes, men gaae tvertimod i Brand,
Forgaaer engang igien med alle Mand -
Men dette veed jeg, kiære Hornemann!
(Dog sig det ei igien til min Veninde
Derinde!)
At hvis det Andre gaaer, som mig (især,
Som i min Fødebye det gaaer mig her),
Var det Umagen ingenlunde værd
At have maattet nok engang begynde
Forfra paa nye at æde, drikke, synde,
Og gaae igien i Livets Jordefærd.

Jeg haaber, du har nok for denne sinde.
Spørg Fader Wessel, naar du næste Gang ham seer,
Om jeg paa den Maneer
Skal Kiøbenhavn, og dig, og ham fortælle meer?
Og om man heller mig ei Munden burde binde?
Lidt panegyriskt man i Vers saa gierne seer.
I Eventyr endog vil Alle gierne roses;
Og ingen holder af at skoses.
Men kan der ventes noget høfligt Ord
Af En, der leer af vores hele Jord,
Selv, naar han til et Brev har Texten laant hos Moses?

15

Brevlængselen

Til Fru Pram.
1787.
Trolleborg.

Den nysbortløbne stolte Baggehund -
Som hver en anden Titel kan undvære,
Som evig intet andet Navn vil bære,
Fra den velsignte Hyrdestund,
Hvori det første Kys af Deres Mund
Belønnede hans Troskab - som desuden
Ei skammer sig ved et i Grunden ædelt Navn,
Fordi det er gemeent i Kiøbenhavn,
Hvor Hund erindrer blot om Bieffen og om Tuden,
Og hvor man synes reent at have glemt,
At intet er paa Jorden saa fornemt
(Endog i Ridderstiernevrimlen)
Som Stiernehunden Sirius paa Himlen -
Den derfor af sit Navn, med doppelt Grund,
Som sagt, alvorlig stolte Baggehund
Er lykkeligen svømmet over Søen
Fra Herthedalen hid til Odinsøen,
Og i Behold, og frisk og sund.
Men den, som kiender lidt til Verdsens Sager,
Begriber let,
At det i dette Liv, som har saa mange Plager,
Er ikke nok med det.
16 Ak! altfor elskede Mama!
De stikker fem og tyve Mil herfra:
Og jeg - desværre, det er ligefrem,
Jeg stikker fem og tyve Mil fra Dem -
See! det er Ormen, som mit Hierte nager!
Og Himlen veed, at Kummer over sligt
Er fem og tyve Gange værr' end Gigt
Men - Laas for Munden! Snak om, hvad jeg lider,
Bekymrer Dem, og lindrer ikke mig -
Taal! hedder Symbolet i vore Tider,
Symbolet vil jeg sige -
Virkelig!
Jeg taaler meer, end nogen skulde troe,
Der kunde taales af en Hund, som gaaer paa to:
Og dog jeg piber ei det mindste, som De seer -
Nu meer!
Jeg kom til Trolleborg i Gaar ved Aften,
Hvor alt i Dag fortryller mig,
Og hvor jeg leve gad evindelig -
Men ak! i dette fyenske Himmerig
Jeg bliver blot til Agens sidste Dag;
Dyp derfor snart en Fiær af Gaasens Bag
I sorte Galdebærresaften,
Og mal dermed paa Fladbrød af Kattun
En Meening eller to, saa blød som Duun:
Den Pude nemlig, De mig loved,
Hvorpaa min Siæl kan lægge matte Hoved -
At De kan tage paa, hvad hermed jeg forstaaer:
Skriv mig et lille Brev saasnart, som Posten gaaer!

O! lad et saadant komme mig tilhænde,
Før min Lyksalighed er her tilende;
At det maae lindre lidt min Sorg
Ved at forlade Brahetrolleborg,
17 For at begive mig til Verdens Ende
(Saa kalder jeg med Grund, i sand poetisk Stil,
Kiel,
Hvor neppe tvende
Barbarer mine danske Viser kiende),
Skriv! jeg besværger Dem, skriv snart! o skriv!
At, vant paa Trolleborg til Guders Næring,
Jeg undervets skal et forgaae af Tæring.
Det fikkert koster mig mit Liv.
Jeg i det mindste gaaer aldeles fra Forstanden,
Hvis i det Øieblik, jeg gaaer herfra,
Jeg ikke, ved et Brev fra min Mama,
Med Nektar bytte kan Ambrosia,
Og flyttes af en Himmel i en anden.

18

Reisen til Korsør.

Til Samme.
Trolleborg.

Jeg i mit forrige hastfulde Brev
Min Ankomst her til Trolleborg Dem skrev,
I lette Vers - maaskee kun alt for lette!
Men ak! jeg har paa denne Flyven om
Ei Stunder til, en Pidsk i Nakken mig at flette,
End sige til min krumme Stil at rette;
Hver Tanke gaaer deri aldeles, som den kom,
Og kommer, som den gaaer. Det er en egen Maade!
Men, Sødeste Mama! hver har jo sin,
Det er nu min;
Tag den til Naade!
Giv ingen Ærgrelse derover Rum;
Erindre Dem den Frihed, De mig skiænkte
Eengang for alle, til at være - dum
Paa min Maneer, i Prosa som i Vers,
I Snak og Sang, i Alvor og i Skierts,
Og tænke selv, som om jeg aldrig tænkte
Paa noget Verdsens Publicum.

Jeg trolig hin Tilladene benytter,
Og i et Brev til Dem især
(Skiøndt Deres jeg har meer end Verdens Bifald kiær)
Mig for al kunstig Flid og Møie hytter.
19 Men - hvad jeg vilde sige? sidste Gang
Jeg Veien hiemme fra til dette Tryllested
Aldeles oversprang;
Jeg altsaa her i kort Enfoldighed
Vil nu fortælle Dem den giorte Reise.

Fra Dem jeg maatte, som De veed,
Selvsamme Aften, førend Sol gik ned,
Til Pustervigs Udødelige deise.
Der blev jeg Timen een, vel to,
Og tænkte blot paa Dem, i Snak om Cicero.
Derfra jeg fløi til den bekiendte Stue,
Hvor eene med sin Datter jeg fandt Frue,
Som gav mig Thee og Tvebak, mens min Aand
Omsvævede bestandig Deres Haand;
(Men sødeste Mama! gaae ikke hen,
Og sig den gode Kone det igien,
At, mens jeg Tungen løbe lod med hende,
Jeg Tanken løbe lod med Dem!)
Derfra jeg end, skiøndt sildig, maatte rende
Ud til den ædle, sieldne Stiernemand,
Hvis Visdom, Blidhed, Godhed og Forstand
Jeg aldrig ofte nok lovsynge kan.
Der jeg i trende Timer glemte Jorden,
Og al dens Kummer, Gield, og Gigt, og Torden.
Beruust af denne Lethe gik jeg hiem,
Sov ind, og drømte sødeligt om Dem.

Om Morgenen derpaa jeg tog min Hat,
Og ilte til min Reisekammerat,
Der mageligen paa en Sæk med Havre
Bag Kudsken i en Art af Karre sad,
Forspændt af tvende Krikker, blinde, mavre,
Bovlamme, halte, smaae - jeg veed ei hvad.
Det prægtigste blandt alle Kiøretøier
20 Mig ikke havde kunnet giort saa glad
Som dette, der mig syntes skabt til Løier;
Særdeles Kudsken, som jeg gierne gad
Beskrive Dem, ifald jeg ret forstod det,
Og Tiden kun tillod det.
Men ak! jeg har tilovers kun et Blad.

Vi rulled altsaa, kort, til den bekiendte Stad,
Berømt af Kildevand og af Antiqviteter,
Hvor Maddiker af fordums Majesteter
Faaer Mad;
Der spiste vi, skiøndt ikke saa fornemt
Som Ormene, dog got. Vi fik det siden slemt.
Vi ælte-vælted giennem vilde Skove,
Ved Skin af Stierner, ikke nær saa nemt,
Som man sig havde kunnet love
Af en i Tøveir giennemæltet Deig
Af Vei;
Thi Hovedpuden selv i Diævelens Alkove
Er ikke blødere, end denne var.
Jeg Hjulspor oftere dog skuet har;
Men aldrigen i mine Lives Dage
Saae jeg til slige Hjulspor Mage:
Jordbunden de saa dybt igiennemskar,
At (for den rene Sandhed Dem at sige)
Jeg svimled, ved i Furen ned at kige.
Ved meer og meer at stirre, blev jeg vaer,
At der var ogsaa Stierner neden under,
Og ganske bitte Been, som een og anden Gang
Nu flytted sig, nu stod paa Skrævs, nu sprang.
Jeg holdt det dengang for et uforklarligt Under;
Men nu, jeg roligen paa Phænomenet grunder,
Jeg finder Tingen soleklar:
Det Antipoder været har.
21 Vi efter mangt et Stød, og mangen Sorg,
For Arm og Been, og hvad sig let lar knække
Paa slig en Vei, t slige Spor, at brække,
Kom endelig til Løvenborg -
Hvor Klokken eet i velopredte Senge
Vi vore Kroppe fandt for got at slænge.
Men troe mig, saa forknuust og mat jeg var,
Var jeg dog ingen Nar,
At sove ftrax. Til Dem og dennesinde
Jeg mig begav i Tanker - o Veninde!
Min venskabsfulde Siæl en bedre Hvile har
I vaagne Timers Tænkenom paa Dem,
End i den sødeste, den beste Slummer. -

Jeg vaagnede, da Vægtren raabtc fem,
Og fandt med Studsen, til min store Kummer,
At jeg paa ingen Sofa laae;
Og sluttede deraf, jeg maatte være
Paa noget andet Sted end det, hvorpaa
Jeg nyder al min Roe, min Fryd, min Ære.
Jeg bad en Morgenbøn, og den bestod deri:
"Gud Sødeste Mama for Kummer frie!"

Paa Løvenborg jeg leved got for Resten.
Dets Dronning er just een af dem
Blandt Jordens Engle, som omtryller næsten
Dens mørke Fængselhul til lyse Aanders Hiem,
Skiøndt hendes Alders Sol alt synker ned mod Vesten.
Desuden findes i det samme Huus
En lille hvid og vakker Musemuus,
Som holder meget af mig stakkels Puus,
Fordi hun meener, jeg giør bedre Vers end Præsten.

Om Aftenen vi derfra foer
Til Soer;
22 Fra Soer til Slagelfe, hvor jeg mig havde lovet
Et Giensyn af det Musehul, hvori
Min første Ungdom ofred til de Ni;
Men hvor for denne Gang blev sovet.
Den næste Dag jeg blev t Hovedet lidt ør,
Og i mit Hierte Selv, ved Synet af Korsør!

Der er dog noget eget, som et Navne
Formaaer at nævne, ved de Fødestavne -
Jeg neppe Fæstningen t Øiet fik,
Og Kirken, før igiennem Hiertets Aarer
En hellig Gysen foer; en Dug af Taarer
Omhyllede mit barnligglade Blik,
Men ei med Mørke - med en farvet Skimmer,
Regnbuens Skiær i Skyen lig,
Naar Solen i dens Draaber speiler sig.
Min Siæl henflød i denne milde Glimmer;
Jeg skialv, jeg fmilede, jeg græd, jeg bad. -
Et kiælent, saligt, sødt jeg veed ei hvad,
Der ligner, troer jeg, Himmeriges Rige,
Betog mig, som en stille salig Død,
Hvori min Angdoms vilde Liv bortflød,
Jmens min spæde Barndoms stille Dage
Blev i Askyldtghedens Glands tilbage -
Og med en Fryd, som Barnet kun kan smage,
Jeg sad i Tanken paa min Moders Skiød.
O! hvilket Øieblik! - Tilgiv, at atter
Jeg Stræber at indtrylle mig deri!
Men gode, fromme, Dydens, Himlens Datter,
O! Deres skyldfrie skiønne Siæl vist fatter
Dets hele himmelske Magie!
Thi hvad er vel den vilde Fryd, fom daarer -
O! hvad er Glæden, som ei kiender Taarer -
Hvad er den Overgivnes skingre Latter -
Jmod det stille Tryllerie,
23 Som dyssede min Siæl i dette Sværmerie?
Det eene lønnede min hele Vandring;
Men ak! det er forbi, forbi, forbi -

Jeg slutter her. Thi nu er al Forandring
Af Tonen, jeg engang er kommen i,
Amuelig. Skriv mig snart! Det er mit sidste,
Mit Hiertes sidste Suk. O! hvis De vidste,
Hvor nær jeg er mit gamle Mulerie! - - -
Snart er og Glæden her forbi, forbi, forbi.

24

Brevrusen.

Til Samme.
Trolleborg.

Hvor er jeg? hvor? I hvilke Labyrinter
Af Edens Myrter, mellem Blomsterbed
Af Roser, Lilier og Hyacinter,
Og tusinde, hvis Navn jeg ikke veed,
Forvildes mine zefyrlette Fied?
O alt for underfulde Herlighed!
O Hav af Vellyst, Som min Siæl omringer!
Afgrund af Liv, og Lys, og Fred,
Og paradisisk Overgivenhed!
Glands af Seraphers sammenslagne Vinger,
Af Odins Skiold, og af Kronions Straaler,
Af Nektars Skummen hist i Hebes Skaaler,
Og her af Aphrodites Øines Ild!
Af Krandsen, som min stolte Tinding bier,
Af Phoebi Luth, af Amors gyldne Pil,
Af alle Gratiernes Smil!
O Dands af Muser, som min Aand indvier
Til Evigheds Mysterier, til Rang
Iblandt Homerer, til en Evalds Sang,
I Chor af alle Livets Melodier,
Ledsaget af Orions Harmonier!
O Drukkenskab! o søde Tryllerie!
Ja! Svælg af Salighed, som her jeg drukner i!
25 Saa kom jeg da til Trolleborg,
Ei for at glemme blot hver Livets Sorg,
Men for at lære selv, at lægge sammen
Al Himlens Fryd og hele Jordens Gammen?

Du Engles Ruus, du Guders Raserie,
Navnløse/ høitidsfulde Sværmerie,
Begeistring! hvad du er - for stor til Prose,
For stor endog til rimbeladte Vers!
Lyksalighed paa langs! Lyksalighed paa tvers!
Ha! tør jeg troe dig? Er det ei din Skierts,
O Skiæbne? kan i Livets lave Mose
En ussel Frøe som jeg - een af Per Oxes Froer,
Fra Mølledammen udenfor Korsøer -
Paa eengang svinges, eller svinge sig
Til baade Fyens og Siællands Himmerig?
Paa eengang have det i Rose og i Pose?

O gamle gyldne Horn med nye Dukater i,
Jeg fandt dig! Første Lod i Lykkens Lotterie,
Du faldt mig, Terne! doppelte Qvaterne!
Ja! sødeste Mama! fornem en doppelt Lyd
Af Vellyst, blandt med Vellyst, Fryd med Fryd:
Ja! Hundestiernen er den lykkeligste Stierne!
Og Baggehunden er i denne Stund
Ei Deres blot, men Lykkens Skiødehund!

Ha! viid dig ud, mit alt for trange Bryst,
Til meer end selv en Digters "Ha!" tilstæder:
Til Salighed, som leer, og Salighed, som græder -
Til baade Himmelens og Jordens Lyst!
Til alle tøileløse Glæders Vrimmel,
Til Hiertetryllelse, til Hovedsvimmel,
J Tidens Suus og Evighedens Duus -
Til hvad en Evald t en doppelt Ruus
26 Af Viin og Kiærlighed kan eene fatte:
Til Guders og til Cherubimers Skatte
I en Miltonisk vellystblandet Sum,
Til hellig Lyst, til overgiven Stimmel,
Til baade Hedningers og Christnes Himmel,
Til paradiis og til Elysium!

Men hvor er Sprog? hvad Støvets Ord kan tale,
Hvad Lyd kan tone meer end himmelsk Lyst?
Hvad Tusk kan tegne, hvilken Farve male
Den Salighed, som svulmer i mit Bryst?
Selv Evalds Flammesprog, som hele Norden tænder
Med Apollonisk Ild og smelter nær og fiern,
Fra Møens Klint til Filefieldets Ender,
Hvert Hiertes Jis og hvert et Hoveds Jern,
Formaaer det ei. Guddommelige Digter!
Hvis selv din Harpes Ekko, disse Træk
Af dine Penselstrøg, som jeg saa kiæk
Har efterabet her, mig svigter -
Hvad kan da mine egne svage Qvæk?

Ha! - men for sidste Gang! Thi jeg vil dale
Ned af en Himmel, som er ei mit Hiem;
Og hvad jeg ei kan tone, skildre, male,
Fortælle kort, og dansk, og ligefrem.
Jeg søge vil at redde mig paa Randen
Af den bundløse Poesie,
Hvori min Glædes vilde Raserie
Mig styrter, hvis jeg, som saa mangen anden
Trompetende Poet, gaaer ganske fra Forstanden.

Viid da - hvis ellers det kan lykkes mig,
I et forstaaeligt Sprog at tolke mig -
At som jeg nylig sad i Ludvigs Lund og tænkte:
Hvad om til den Lyksalighed, du her
27 Saa fuldeligen nyder, Himlen skiænkte
Dig pludselig den Fryd, du smagte der,
Hvor Venskab dig med første Kiæder lænkte -
Mon din Henrykkelse du vel holdt ud?
Mon ei din hele Samling gik Sit Skud?
Knap havde jeg tænkt hele Tanken ud,
Før med en deilig Pakke Breve
Treen ind den uforlignelige Greve:
Gav til sin elskede Sybille fem,
Og til mig glade, som, med Støvets Kaar for Øiet,
Var med min Trolleborgske Lod fornøiet,
Eet - er det mueligt, Himmel? - eet fra Dem!

Begriber De nu, huldeste Veninde!
At jeg, Som blev i Hovedet saa ør
Ved Synet af min Fødebye Korsør,
Ved dette Syn af overvættes Glæde
Stak t at dandse, synge, lee, og græde,
Giøe, fløite, klukke, rase, med eet Ord,
Som ingen henrykt Digter nogensinde
Har raset før paa denne Jord?

Begrib det! Men begrib tillige Nøden,
Som tvinger mig at sige Stop
Til min Taksigelses poetiske Gallop.
Postbudet maner; men mit Hiertes Hop
Mod Dem skal intet standse førend Døden.

28

Fragmentet i Lolland

Til Professor Hviid.
1787.
Mandsheck.

Jens Baggesen til Anders Christen Hviid:
Fred, Sundhed, Fryd fra nu til Aarets Ende,
Fra den til Livets, og derfra til evig Tid!

Jeg her, hvor jeg mig om igien maa vende
(I Rummet, at forstaae)
For, inden fiorten Dage halv forgaae,
Tilbage til vort Kiøbcnhavn at rende,
Har faaet Deres kiære Brev,
Og Fierdeparten læst af hvad De skrev.

Den Gave mig og flere Dødelige
Blev nægtet her i Livets trange Baand,
At læse: Tællet haver Gud dit Rige!*)
Og Skiæbnens Almanak - og Deres Haand.
Tilgiv paa denne Grund, at jeg Dem svarer
Lidt hen i Veiret. Hvad vi ei forstaae,
Det kan vi, som De veed, ei rigtig svare paa.
Jeg læser: Faner, hvor maaskee bør læses: Farer -
Skiærslipper for Skiærtorsdag - Multebær
For Moldenhauer - og især

* 29

Paa tvende Steder jeg tvivlraadig er,
Om læses bør Heroer eller Harer?
Men, desuagtet, har jeg Nok bragt ud
Til Styrkning for mit syge Hierte,
Til Lindring af min Længsels lange Smerte,
Og overvættes Løn for alt mit Hovedbrud;
Thi Fierdeparten, som jeg har forstaaet af Brevet,
Er mere værd end Alt, hvad jeg har skrevet.
Den Forskiel er, min Hviid! imellem Dem og mig:
De skriver lykkelige Tanker slet;
Jeg skriver ulyksalig Sludder net;
De har i Meening - jeg i Bogstav Ret.
Naar Deres Aand er lys i mørke Sving og Streger,
Min lyse Pen med mørk Sottise leger -
Deraf opstaaer en anden Differenz:
Man læser got min Skrift, men fatter et mit Sprog -
Man læser Deres ei, men man forstaaer Dem dog.

Jeg hertil føie vil en passende Seqvenz:
Naar Døden Livets Praas engang os puster ud,
For os et bedre Lys at tænde -
Naar giennem Natten vi gaae hiem til Gud,
Til Høitidsdagen uden Ende -
Naar Vadestøvlerne, som tyngde Siælens Been,
Imens den vaded giennem Livets Moser,
I Dødens Støvleknægt aftrækkes En,
Tillige med de vaade Hoser,
For paa bevingede Solstraale-Skoe
At dandse giennem Evighedens Roser -
Da, tro mig, ædle Hviid! * * * * * * *

Altona. - Hvor slap jeg sidst mon troe?
Seqventsen har jeg glemt. Men det er ligemeget -
Den ei den første var, Som jeg har streget.
30 Sandt, Brevet bli' r ved denne Leilighed
Lemlæstet og skamfeert; men det vil intet sige!
Den tydske Pastor Brüllimann, som De veed,
(Der kiender paa en Prik hvert Bedested,
Hver Bom, hver Kroe, hver Sisebod, hvert Led
Paa Kongeveien til Guds Rige)
Endog en Præken skrevet har og trykt,
Hvoraf den eene Deel er, Himlen veed hvordan,
Forglemt, - den anden Halvedeel forrykt.
Hvis man Fragment af Præken skrive kan,
Hvi skulde det ei med et Brev gaae an?

Isteden for Seqventsen vil jeg - siden
Jeg dog er kommet til at nævne den Guds Mand
Fortælle blandt hans Hendelser en liden,
Som nys passeerte ham i Lollands Land;
Ham siger jeg, og meener kun hans Bog;
Bog siger jeg, og meener kun hans Præ -
(Fragmentet af en Præken bør man dog
Ei kalde Præken heel, men bare Præ)
Historien, imellem os, er denne:

Da, for til gode Dage mig at vænne,
Jeg nylig til de Lolliker drog hen
(Hvor jeg gad drage hen igien),
Kom jeg som Giæst til Christjanssæde,
Et Hyrdeslot, med deilig Have, hvor
En sand Alkinoos blandt Grever boer.
Herr Greven var, med sin Grevinde,
Just ved min Ankomst udspadsert -
I ledige Gemak, hvor jeg blev tndqvartert,
Jeg ønskte mig en Bog, for Tiden at forslaae,
Og milde Skiæbne lod mig finde,
Netop i een, som paa en Sofa laae,
31 Bemældte Prækens prægtige Fragment
I Saffian med Guld paa Randen -
Der, som jeg siden vide fik, var sendt
Af dyrebare tydske Præstemanden
Grevinden til Foræring. Jngen Bog mig
Meer havde kunnet moere. Titlen slog mig
Især; den fyldte heelt det første Blad -
Bag dette fulgte græske, tydske, franske
Sentenzer, i en prægtig Motto-Rad,
Af Rousseau, Paulus, og jeg veed et hvad
Af Claudius - men intei i det danske.
De Mottoer, af heel forskiællig Aand,
Var skrevne til af Autors egen Haand.
Jeg fandt en ledig Plads ved Bladets Ende,
Og efterabende den samme Kloe,
Saa det umueligt var Forskiællen at erkiende,
Jeg tilskrev eet endnu, der kunde gaae for to:

"Jeg havde præket meer; men til den største Skade
"For Læseren, for mig, for Jordens Overflade,
"Er denne lille Stump blot deraf blevet giemt;
"Og det fornemste var maaskee hvad man har glemt."*)
Det giort, jeg lagde Bogen hen
Paa samme Sted igien.

Hvad Spas det siden gav, da Verten og Vertinden
Og alle Giæster samled var,
Og man i Sofaen blev vaer
Det mecenatske Exemplar,
Som netop dediceret var Grevinden,
Og som hun ikke havde seet endnu,
Men forelæste høit - foruden Drøm om Rænke:

* 32

"Hi hi! ha ha! hu hu!"
Det gier jeg Provsten at betænke.
Nok sagt, der Raad blev holdt i latterfulde Sal,
Voteert og decideert, at Præsten var lidt gal.

Dog det er Tid, jeg Parenthesen ender,
Og, uden Ophold, mig
Til hvad jeg egentlig
Vil sige, vender.
Men, for at spare Porto og Papir -
Og da dog egentligen Rimets Ziir,
Om ikke mig, saa Dem maaskee dog trætter,
I Simpel Prosa Brevet jeg fortsætter.

33

Alperne.

Til Pram.
1789.
Bern.

Saa kom jeg da til Schweiz? - Saa lod mig Skiæbnen stige
Til denne mine Sværmeriers Top?
Saa kom jeg da med ganske Siæl og Krop
Til Alpernes - til Friheds Rige?
Hvad dansk Poet har giort et saa poetisk Hop? -
Ja, fryd dig, elskte Pram! Din Baggesen har vundet
Det sieldne Lod i Livets Lotterie,
Den største Skat, ham nogentid blev fundet
I Drømme, Drukkenskab og Poesie!
O! saae du Solen, ham er her oprundet -
En Straale blot deraf! O! stod du her
Paa Spidsen af Naturens Himmelstige,
Isteden for paa Trappetrinnet der,
Hvis Høide mod min Høide netop er,
Hvad Cancelltet er mod Himmeriges Rige!

Hvorledes skal jeg sende dig et Gran,
En - blot en Flip - en lillebitte Strimmel
Af min Fortryllelses udstrakte Himmel,
I et elendigt menneskeligt Brev,
Ja selv i Vers, som dem, jeg hidtil skrev?
34 Hvad om jeg, i min Alpeglædes Svimmel,
Udgiød mit fulde Hiertes Raserie
I en pindarisk-klopstocksk-evaldsk Ode -
I meer end menneskelig Poesie -
I dette Sprog, som hidindtil jeg troede
For høit - og Som dog Musene, der rode
I Kieldren af det Huus, hvor Evald boede,
Trods underjordisk Lavhed, piber i?
Hvad om jeg viiste dig, og dem, og hele Verden -
(Min Verden nemlig - hvor du er, der er den)
I en Matroskavai af gammelt jydsk,
Med skotske Lapper i, tilknappet paa sin tydsk,
At ogsaa jeg, saa got som nogen anden,
Kan, naar jeg vil, i Vers gaae fra Forstanden.

Velan, min Pram! lad see, hvad jeg formaaer!
Jeg gaaer! -
Hvad gaae? nei! løbe vil jeg, rende, flyve
Langt bort fra denne gamle Læremoer,
Som har paa Bagen alt de fyrretyve:
Som byder os, at veie hvert et Ord,
Og holde varig Huus med Grammatiken -
Som peger os bestandig paa Logiken -
Og vil med diævelsk Magt, trods alle Ni,
At der skal være Sands og Meening i
Vor christelige danske Poesie!
Jeg længe nok, af Angest for Critiken,
Hvormed hun paa barbarisk Viis
Gav af og til min Digterrumpe Riis,
Adlød den vrantne Hex. Men nu Farvel, Moerlille!
Jeg ikke meer i Ledebaand vil gaae;
Jeg følge vil engang min egen Grille!
Min Digteraand i Schweiz fik Buxer paa.
35 Kom, du, som flagrer hist, lig een af Anholts Maager,
I Sneefog over det codanske Hav,
Svøbt i et Slør af Ossianske Taager,
Hen over Sprogets Skiær i Tankens Grav!
Du Nissers, Lygtemænds, og hines Muse,
Som hyle, tude, tordne, storme, bruse,
Saa høit, at hundred Mile fra mit Hiem
Mit Øre dirrer ved at høre dem,
Kom, brøl, med Stemmen af en finlandsk Torden,
Min Sang fra Sydens Himmeltop mod Norden!
Skrig ud min Glædes Alpeharmonie -
At hver maa tilstaae, saligen bedøvet,
Og, som jeg selv, al Sind og Sands berøvet:
"Det kan man kalde lyrisk Poesie!"

O Schweis! o Jordens høie Himmelpynt!
Hvor Dovrefielde synke ned, som Tuer!
Og Øiet i en evig Svimmel skuer,
Hvor Verden ender, og hvor Verden har begyndt!
Hvor Solen i sin Gang mig synes glide
Hen over Skuldren, Maanen ved min Side!
Hvor Jorden vild og splitternøgen staaer,
Som om dens Skabelse var først begyndt i Gaar!
Hvor magelig jeg ned fra sammes Jsse
Kan, om jeg vil, paa hele Verden p * * * *,
Mens jeg berører Stierner med mit Haar!

Ha! Høide! - Hævet over alle Toppe,
Høit over Klodens siunkne Land og Hav,
Forklaret, henrykt, svimler jeg heroppe,
Som en Opstanden over Livets Grav!
O Himmelluft, som om mit Hoved suuser!
O Vellyst, som min hele Siæl beruuser!
O Svælg af Salighed, som her jeg drukner i!
Er Dødeliges Fryd, multipliceert med ni
36 (Jeg mener den, et Digterhierte huser,
Besat af jer, udødelige Muser!),
Er Engles Ruus - er Guders Raserie -
At ligne med den Følelse, som hæver
Mig her til lyrisk Flugt? - Ha! du, som svæver
Høit over Sirius, som Verden er for snever,
Navnløse, glædedrukne Sværmerie!
Hvad Sprog har nok af O'er og af Ha'er
Til i en værdig Hymneharmonie
At tone dine Frydshallelujaer? -

Ak! intet! intet! - og for denne Gang,
Af Frygt for i min Flugt at dale,
Hvis Odens Næb og Vinger fik en Hale,
Jeg ender pludselig min Sang.

O du, min Pram! hvis Raad saa tidt mig ledte
Derhiemme, naar jeg Penne bed, og svedte
For Rim til O! til Ak! til Hu! og Ha!
Smag dette lille Forsøg i det Høie;
Og kan du meer af sammeslags fordøie,
Saa viid, at der er meer, hvor det kom fra!
Men sig mig, zom en ærlig Ven og Broder,
Om jeg dig synes skabt til Latter eller Graad?
Til Digtertremast eller Digterbaad?
Til lave Fabler eller høie Oder?
Mig synes selv, oprigtig talt
(Endskiøndt jeg her i Schweiz er kommet lidt af lave),
Kun lidet om min høie Digtergave,
Og at jeg ikke giorde galt,
Om jeg beskeden holdt mig til det Lave.

37

Patriotisme.

(Fragment af et Brev fra Syden).
1789.

Jeg glemme Danmark! jeg i Sydens Favn
Forglemme Nordens Moderbryst! for Kunst,
Umoden Kunst, bortbytte dig, Natur!
For Vittighedens Latter, Viisdoms Alvor!
Jeg vorde velsk, upatriotisk, udansk,
En Sydling! døse, stumre Livet hen
I Sydens lette, lune, bløde Duun;
Og virke, som en Sydling, blot i Drømme!
Fordi jeg lever udenfor det Land,
Jeg lever for? fordi mig Skiæbnen bød
At fierne mig fra Hiemmets stille Havn?
Hvad, eller fordi hin og denne Blomst
Jeg finder skiøn i fremmed Egn, og vover
At hente mig dens ubekiendte Frøe,
For at omplante den i Hiemmets Have?

Nei! den, som i sin Vugge, spæd, engang
Inddyssedes af Dovres Fieldboeqvad,
Ledsaget af din Sqvulpen, Baltica;
Hvis første Blik sig tabte der, hvor Carls
Fortvivlet søgte sin betvungne Steenbuk;
Hvis anden Daab var Dypning i det Hav,
Hvis Bølger døned ham ved Dag og Nat
38 En evig Lovsang, mellem Stormes Brag,
Om Juul og Tordenskiold - hvis første Værk
Var Rustningen af tvende Flader, hans
Og Oldenborrernes, hans Magts Beundring:
Et Barns Udføren, men en Mands Idee -
(Slotsgraven var ham Kiøgebugt, to Nøgler
Hans danske Skyts - han selv den danske Skytshelt)
Hvis første Sang var Havets Lyst, hvis anden
Var Dødens - og hvis hele Liv var Heltens:
Bestandig Kamp - med Lidenskab og Mangel
(Trojaner er den førstes Hær, hvis Hector
Er mere frygtelig end hin - og denne
Fulddanner Peleïder i sin Skole).
O! den, med Eder blev fortrolig, ung
Til Eders Pile vant, og nødt hos Flid
At søge mod Jer Vælde sikker Hielp,
Gienvordighed og Lidenskaber! - Den,
Som hærded sig i Eders lange Kamp -
Og stod mod Eders Storm - omviftes ei
Saa let af Sydens løie Vind - og den,
Som vaaged Nætter i det kolde Nord,
Henslumrer ei sin Dag i Sydens Varme.

Nei, skiøndt den svageste, maaskee, den mindst
Udrustede blandt mine Brødre, hvis
Urokkelige Stierne, deres Aands
Symbol, selv Middags-Solens Sønner leder,
Saa føler jeg mig deres Broder, Dans
Om ringeste, dog ægte Søn - og stolt,
Som Danne-Mand, der aldrig slavisk lød,
Hvis Fædre giennem Sekler aldrig lød
Udanske Spiir, bør evig føle sig -
Og stærk, som den, hvis Kraft i Nordens Kuld
Fuldstørknet smelted aldrig bort ved Luen
Af Sybaritens Vellystild - og noksom
39 Bevæbnet med min Kiærlighed til dig,
O Fødeland! -
O Fødeland! - hvori
Bestaaer den søde Troldom, som min Siæl
Omgriber med en Skabers Kraft, og favner
Med al en Faders Huld i denne Lyd?
Jeg veed ei hvad - men Vee den arme, som
Kan ikke nævne dig! og trefold Vee
Den Usling, som kan nævne dig, og ei
Begeistres ved at nævne dig, som jeg!
Den elsked ei sin Moder - farved graa
Sin Faders Haar før Tiden - undfaldt feig
Sin beste Ven i Prøven - og bedrog
Uskyldigheden i sin Engels Tillid,
Hvis Hiertes Jis ei smelted hen i Lyst
Ved Femmen af den Tanke: Hiem; og den,
Som Fødestavn ei laaner beste Træk
Til Paradiis - vil Paradiser kiede!
Hans løse Siæl vil sværme hiemløs om
I Skabningen - indtil den løSes op
I Dunsten, af hvis lette Skiød den Sprang.

Som den, der elsker ei sin Skaber, ei
Kan elske Verden - den, der elsker ei
Det alt, hvis Harmonie - (saa meget har
Jeg lært til Følese - saa meget har
Jeg følt til Vished) i hver rigtig Hiernes
Ufordomsfyldte Hvelvinger gientoner,
Ei elsker Kloden, paa hvis hele Kreds
Den Viise seer kun een Familie,
Den Gode kun een Faders Børn, og begge
Gienbilleder af Gud - Som den, der ei
Med Broder-Ømhed hver en enkelt Broder
I denne Kreds, fra Nord Cap til Cap Horn,
40 Fra Syd Cap til Labrador lide seer,
Ei heller zittrer ved at see sit Land
Paa Pynten af sin Undergang - saa vist
Var aldrig den en kiærlig Mand, en sand
Fuldprøvet Ven, der ei var nidkiær Borger!

Vort Hierte - medens Tanken i vor Siæl
Indfatter Smaat i Stort, og Stort i Større,
Det Større i et Største - føler omvendt;
Det Største i et mindre Stort, det Mindre
Giemt i det Mindste. Lyd dit Væsens Lov!
Bliv i dit Væsens Orden! Elsk dig selv!
Og du vil elske dig i dine Venner -
Og dine Venner i dit Fødeland -
Og Fødelandet i den Jord, som sprang
Blandt større Verdner af din Skabers Haand -
Og Skaberen i alt!

Vort Hiertes Bud,
Vor Skabers første Bud er Godheds, er
Lyksalighedens Kilde: Elsk dig selv!
Af dette flyder alle andre. Ret
Du elsker ei dig selv, ifald du ei
Din Broder elsker; ei din Broder, hvis
Du ikke elsker alle dine Brødre!
Et dem, hvis ikke Gud!

Vort Hoveds Bud,
Vor Skabers andet Bud, er Viisdoms, er
Lyksalighedens Kilde: Elsk din Gud!
Af dette flyder alle andre. Ret
Du elsker ikke ham, ifald du ei
Hans Skabning elsker; ei hans Skabning, hvis
Du dine Brødre glemme kan, og ei
41 Din Broder, hvis du elsker ikke ret
Dig selv! -

Patriotisme! tidt misbrugte
Femstavelse! tidt misforstandne Aand!
Hvad er du andet end et Middel-Led
I Kiærligheds almindelige Kiæde
Fra mig til Gud, fra Enkeltet til Alt?
som hvert et andet Led af denne, du
Borttages ei, med mindre Kiæden heel
Nedstyrter, knuuses, synker, er ei meer!
Den sande Philantrop er Patriot;
Den sande Patriot Cosmopolit.
Knuus ham i Glemsels Afgrund, som tør fræk
Frembramme for sin Tid og Fremtid med
Det store Navn af Jordens Ven - og som
Ei virkte hvad han kunde for sit Land!
O! knuus hans store Navn! det knuuses let -
Det knuustes alt! thi det var tomt, som stort!
Men ær ei heller den, som mere trædsk,
Og mindre fræk, tillyver sig et Navn
Af Landets Ven - og giemmer Had - af alt
Det nedrigste - til fremmed Folk, Foragt
For fremmed Fortrin i sit trange Bryst.
Bedrager er han sikkert - eller Nar,
Hvis dette Had er spiret i hans Hoved.

Den kloge, gode Fader, som sin søn
Vil klogere og bedre end sig selv
(Det bør den kloge, gode Fader ville),
Ham vælger Lærere, ham skiænker Bøger -
Af begge de bestmueltge. Han har
Af begge Midler til fin Hensigt paa
sit Gods de beste - vel! han bruge dem!
Men sæt, at paa hans Naboes Gods er dog
42 En bedre Lærer, bedre Bøger i
Det fremmede Btbltothek - hans Søn
Ved disse vandt; hans Henfigt blev
Ved disse bedre opfyldt - bør han stolt,
Dumstolt, forkaste dem, fordi paa hin
Og ikke paa hans egen Grund de fandtes?
Den kloge, gode Fader meener nei -
Forskriver Læreren og Bøgerne,
Og glæder sig ved Sønnens Fremgang, som
Om selv han lærte ham; thi Sønnens Fremgang
Er det, han vil - og ei den Lyd: "Gud frie mig!
"Alt det har Fâren lært ham selv!" en Lyd,
Der flinger alt for sødt for mange Fædre,
Og alt for født for mangen Patriot!

43

Labyrinten paa Rim.

Til Grev Adam Moltke.
1790.

Paa Reiser, tænkte jeg, man lærer eet og andet,
Og, naar man kommer holden hiem,
Trods Farerne paa Jorden og paa Vandet,
Saa kan man etonnere Fødelandet
Med Kundskab, med sig selv, og dem.

Jeg ei bestemme vil, om jeg har reiset meere
For - andre, eller mig - at etonnere.

Ad verbum etonner vil jeg erindre blot,
At intet Ord paa Dansk det ret kan give
(Det Land, vi reiser i, forstaaer det got).
Først naar jeg kommer hiem, vil Gud, i Live,
Skal jeg see til, med største Flid
Det at omskrive -
Dertil jeg nu har ingen Tid.
Jeg her saa got som mundtlig pludrer,
Ved Hielp kun af en Blyantpen,
Hvad Rimet felv mig forefludrer,
For at fornøie dig, min Ven!
Du bad mig, rime dig min hele Reise,
Mens her nu til Paris vi deise -
Jeg i det mindste vil - berime den.
44 Fra Kiøbenhavn paa Vand til Kiel jeg kom,
Og saae en Hoben Bølger rundten om;
Fra Kiel til Lybek gik det over Landet,
Her saae jeg Træer, og ikke noget andet;
Fra Lybek og til Hamborg saae jeg ei,
Saa vidt jeg husker, meer end bare Vei.
Jeg blev paa den bestandig ved at plire
saa længe, til jeg øined Hamborgs Spire.

Det gamle 'Rusalem jeg fandt i denne By -
To Bøsseskud derfra - det ny.

Og Vierlands Haver satte mig t Stand
Til rigtig at bedømme Kanaans Land;
Dog, da jeg Christen er, og ikke Jøde,
saa keedte det mig alt ttldøde.

Jeg skyndte mig derfra til Lyneborg,
Og drukned der i smukke Døttres Blikke
Min smerte, Keedsomhed og Sorg.

I Celle nytted dette Middel ikke;
De skiønneste laae slukt' i denne Borg.*)

Uendelige Heder kom jeg over
I Tydsklands-Jammerdalen til Hannover.

Her saae jeg mig i nogen Tid omkring,
Og fandt en Hoben høist westphalske Ting -
Jeg tog et Silhouet af Baron Knigge,
Og alt det andet lod jeg ligge.

Jeg gaaer en Fæstning om, og rundt forbi,
Af Had til bitterlig Kakophonie,**)

* * 45

Saa meget meer, da med Herr Weber siden
Jeg drukned reent t Orphisk Harmonie.
Han komponeerte mellem tre og fire
I tonefalig Suus og Duus
Arions sønderbrudte Lire,
Crods Larmen i det næste Huus.
Det kaldte du for musikalskt at svire. -
Men da vi siden giennem Hessen gik,
God Nat Musik!

Først paa Maynstrømmen klang i Graad og Latter
Den brustne Harpes Strænges Sangbund atter;
Gud veed, om den vil klinge meer,
Før Offeret paa mit nedbrudte Leer.

I Mainz jeg færdig var af Fryd at daane,
Da jeg i denne By fik Øie paa
Den levende velsignte Maane,
Man under den livløse saae
For noget siden rundt om Jorden gaae.*)
Den loved mig, hvis snart dertil blev Føre,
Den Tour engang med mig at giøre.

Med Hovdet fuldt af denne Plan
(Hvormed det gaae, for Resten, som det kan)
Jeg, som du veed, med dig gik videre paa Jorden,
Til over Knæerne i Viin,
Langs med den overgivne Rhin,
Der næsten bindegal var vorden.

I Heidelberg jeg ei var rigtig glad;
I Kroppen havde jeg for megen Qvide,
Og, skiøndt den gamle Viin jeg vel gad lide,
Gad jeg dog ikke see dens store Fad.

* 46

Men da jeg, ganske siæle-keed af Kroppen
(Der fast i Krampe skildtes ad),
Saa snart som mueligt himle gad,
Saa kravled jeg i Straszborg op til Toppen,
Og saae - jeg husker ikke længer hvad. -
Saa meget jeg erindrer kun, at Øiet,
Paa Pynten der, skiøndt spiret er defekt,
Var med den øvrige ret artige Prospekt
Ret vel fornøiet.

Jeg siden, blandt Ruiner paa Ruin,
Selv halvveis ruinert, og skranten,
Og vranten,
Trods al min Ruus af Frihed og af Viin,
Saae mange Ting, hvorom forgiæves leder
Eens Blik paa Kortet hiemme ved eens Bord:
En Mængde nemlig maleriske Steder,
Der ikke males got med Ord:
Fuldkommen kiendelige Syndflods-Rester,
Vidunderlige Dyr, katholske Præster,
Og Sydens Mennesker, og andre Spor
Af dit og dat, der sielden sees i Nord.

I Skafhuus saae jeg, trods min Krops Marasme,
Kaalbøtten af den alpefødte Rhin
Med en saa siæleglad Enthusiasme,
At jeg mig og gav til at støde min -
Og stødte den saa got, at med et Hul i Panden
Jeg kom igien, om ikke til Forstanden,
Saa dog til nye Kræfter og til Mod -
Saa jeg fra den Tid af med Schweizerheste
(Der rigtig nok ei løbe med de beste)
Løb op og ned omkaps paa lette Fod»

I Zürich saae jeg baade Povl og Peder,
Og St. Johan
47 Caspar Lavater, hvad han hedder -
I Uri saae vi Mester Urian,
Vor gamle Leder -
I Schweiz og Anterwalden Ørne-Reder -
I Zug og Glaris Duer - Husker du
Den deilige, jeg halvveis seer endnu?

Men hvad var det mod Haslis Herligheder!
Der saae jeg, hvor blandt Engle hver tog sin -
Og tænkte første Gang: Nu vil jeg og tâ min!
Her hørte jeg ei meer det Kaudervelske,
Der hidtil i det hele høie Land
Slog paa mit Bliks Beundring Vand -
Her fik, paa Myrrhabækkens Blomsterrand,
Jeg ordentltgen Lyst igien, at elske -
Skiøndt jeg endnu i Meiringen holdt Stand.

Men - da paa Thunersøens dybe Himmel,
Hvis Nadirs Sol paa Bunden laae,
Mens i det høie Himmelblaa
Det opadvendte Blik Zenithets saae -
O søde Syn! o Salighed! o Svimmel!
Da første Gang Hun saae paa mig,
Fordunklende de tvende Sole -
Middagens og Midnattens Pole,
Da vendte sig -

Efterskrift, 1819

Og her er Forudparodien ude,
Jeg fandt blandt hundred end utrykte Klude,
Da jeg blev tvungen til, igaar
At giennemlede hvad jeg har tilbage
Fra mine første KIuddre-Dage
Til sidste Trykt i dette Aar.
48 Her holdt jeg op forud at travestere
Den Labyrint, jeg siden skrev. -
Hvad Under, jeg ei videre det drev?
Min Moltke! jeg kan alt parodiere,
Hvad paa hin Vandring trylled mig og dig -
Kun ei det helligste, min Muse kiender,
Hvad i min Aften end med Andagts Purpur brænder:
Min Elskovs Morgenrødes Himmerig.

49

Fuglen.

Til Frøken Sophie Haller, i Bern.
1790.
Lyon.

Fornemmer du, at jeg mig nærmer dig?
Og at mit Legem, som min Siæl,
Skiøndt ubevingt, tilbage skynder sig
Til Kilden af mit Hiertes Vel?
O banker ei dit ellers stille Bryst,
Naar du mod Syden vender dig?
Sig, evig elskede Veninde! sig!
O! føler du, at jeg mig nærmer dig,
Med Tusinddeelen af min Lyst?
Og ønsker du, at kunne flyve mig
Imøde, som en lille Fugl, der svinger
Sig over Bierg og Dal og Krat og Elv,
Paa himmelovergivne lette Vinger,
Som en ætherisk Engel, som du selv?

Ja du er selv en himmelsk Fugl, Palmine!
Og Engles Kiendemærker ere dine!
Som deres er dit Aasyn, deres Sang
Er din; og deres lette Flugt din Gang.
Jeg saae dig over Blomsterengen svæve
Paa Bredden af den underfulde Søe,
Hvorom sig Alper høit mod Himlen hæve,
Meer lig en himmelsk end en jordisk Møe!
50 Jeg saae dig klart udfolde fire Vinger:
De straalende, som hæved dine Fied,
Var Ungdom, Sundhed, Uskyld, Munterhed;
O hvilken iblandt Himlens Fugle svinger
Sig giennem Luften op og ned
Paa fire saa velsignte Vinger?
Og Engel er du, hvis en Dødelig
Ved Engel ellers noget tænker sig;
Thi du er from og venlig, blid og mild,
Og i dit Øie lyser Himlens Ild,
Og i dit Hierte gløder hellig Varme
For alt hvad der er ædelt, skiønt, og got;
Og ei med Fødderne du flyver blot;
Du flagrer selv med dine Arme.

Ja flagre kun med disse, slaae dermed
I Luften!
Hæv op og ned
Med inderlig Livsalighed
Dem begge mig imøde! føl derved,
Hvad Sommerfuglen føler, naar, i Duften
Af Roser og Violer, op og ned
Den gynger sig,
En overgiven Engel lig,
Igiennem Luften:
Det søde salige jeg veed ei hvad,
Som uvilkaarltgen bevæger Livet,
Fra Cederen paa Libanon til Sivet,
Fra Soles Sol indtil det mindste Blad!
Omsonst, Palmine! blev den dig ei givet
Den Egenskab at flagre saa
Med Armene! bekiæmp den ei! lad Vane
Den kalde dem, som intet himmelskt ane,
Hvis Siæle selv ei flyve, men kun gaae;
Hvis halve Liv og halvt maa stille staae!
51 Jeg veed, som Digter, hvad Naturen hyller
I hver Bevægelse, hver fri Gestalt,
som kiendemærker Enkeltet i alt;
Og dette dit Særkiende mig fortryller.

Palmine! jeg vil aabenbare dig,
Hvad Musen, der, hvad er, hvad var og vorder, kiender,
Om hin Bevægelse med dine Hænder
Nys i en Drøm har aabenbaret mig.

Da jeg paa Bredden, hvor jeg alle Blomster sanker,
Alt havde mangen Gang lagt Mærke til,
Palmine! dine Armes Flagrespil,
Faldt jeg engang i dybe Tanker:
Hun sikkert, sagde jeg mig selv,
Paa Blomsterranden af min Elv,
En lille Fugl engang tilforn har været;
Snart denne Tanke blev af tusind andre næret.
Af Pønsen, Grublen og af Længsel reent fortæret,
Blev endelig mit Hierte mat,
Og ubevægelig jeg laae,
Beskygget, under Rislen af min Aa,
I Klippens Læ,
Ved Roden af et yndigt Træ,
Og saae
Paa grønne Qvist en lille lyseblaa,
Sølvspraglet Fugl, saa vever og saa let,
Saa huld og skiøn og peen og net,
At paa dens lille hvide Bryst et Spet
Af Guld selv havde syntes mig en Plet.

I det jeg henrykt stirred paa dens Ynde,
Udfoldte den de kiælne Vinger smaa,
Og flagrede dermed, som vilde den begynde
At flyve ned mod Stedet, hvor jeg laae;
52 Men meer og meer, jo meer jeg stirrede derpaa,
Vedblev den, blot med Vingerne at slaae.
"Aldeles," raabte jeg, "aldeles som Palmine!''
Og et tredoppelt Ekko klang
Fra Klippens Lund, der over Elven hang:
"Palmine!"
Mit pludselige Raab forskrækte den
Saa stærkt, at den, istedenfor at flagre
Fra Qvisten bort hen over Eng' og Agre,
Gud veed hvorhen,
Blev siddende, som i et Buur,
Saa stille som en Muur.

Jeg studsede ved dette Syn
Som rørt af Lun,
Og som om Hiertet i mit Hoveds Svimmel
Blev pludseligen hævet til en Himmel:
En lille lyseblaa, sølvspettet Fugl,
Som med et Løv paa Qvisten leger Skiul!
Som slaaer med Vinger ind og ud,
Og ikke flyver, paa mit Raab, sit Skud!
Som slaaer med Vinger ud og ind,
Og som af Skræk
Ei smutter væk,
Let som en Vind,
Men sidder kiæk
Paa Træets Tind
Som Lindeblomstret i den stille Lind!
Det sikkert ikke er en Fugl som hine,
Der ligne blot i Lethed min Palmine!
Saa tænkte jeg, og udbrød anden Gang:
"Hvor har du hiemme, lille lyseblaa!
Der flagrer først, og sidder stille saa
Paa min Palmines Viis?"
Den sang
53 (Øg atter i min Lund et trefoldt Ekko klang):
"I paradiis!" -
"I min Palmines Hiem" (gientog jeg) "altsaa boer
Du venlige?" - "Nei!" svarte den. - "Hvorledes?
Er Paradiser over denne Jord?" -
"Ja! Himln være lovet!" blev den ved,
"I hvert et andet Lysets Opholdssted,
"Hvor Himlen, smilende til reen Uskyldighed,
"I Favnen af Naturen, aldrig vredes." -

"Men sig mig, smukke Fugl fra Paradiis!"
Begyndte jeg igien fortroligviis,
"Hvi kom du hid, da her du ei har hiemme?
Hvad søger du paa denne Bred,
I min Palmines Blomsterfied?
Tør jeg dit Himmelærende fornemme?"
Den svarte med en sød og kiælen Stemme:
"Jeg leder om min Søster; saae du ei
"Etsteds blandt disse Bierge, paa din Vei,
"En lille lyseblaa uskyldig Pige,
"Som slaaer med Vinger, nei! med Arme vil jeg sige,
"Og som staaer stille, hvor dig andre vige?" -
"Palmine? min Palmine?" raabte jeg -
"Tilvisse har jeg hende seet! tilvisse!
Jeg hende saae, jeg siden intet seer;
Naar mig Naturen sig i al sin Ynde teer,
Naar Rosen og naar Morgenrøden leer,
Naar du med dine Vinger slaaer, i disse,
I disse Vinger selv jeg hende seer!
Ei nogen Dødelig kan her i Live
Om hende dig saa god Beretning give;
Jeg intet andet, jeg kun hende veed,
Men veed i hende nok til Salighed.
Jeg iler just til hendes Opholdssted;
Og gierne vil jeg dig til hende bringe!
54 Men før vi skynde vores Gang,
som ei er lang,
Og snart til Ende,
Du først mig synge, hvad du veed om hende!"
Den sang:

"Jmellem Himmelen og Jorden,
"I Morgenrødens Purpuregn
"Betrygger os et Regnbuehegn
"For Taage, Slud, og Storm, og Torden.
" I stille Glæders kiælne Roe
"Henflagre vi,
"Henfløite vi
"Titi! titi!
"Vort Liv, til Vaaren er forbi,
"Mens Lilier og Roser groe,
"For Torne frie,
"I Himmelhaven, vi beboc.
"Titi! titi!
"Palmine var i dette Paradiis
"En lyfeblaalig Ætherfugl som jeg,
"I hele Himmelhaven var der ei
"En mere skiøn! end lyder i hver Leeg,
"I hvert et Chor af Fugle hendes Priis.
"Sig ingen svang, sig ingen Engel svinger
"Paa lettere, paa luftigere Vinger,
"Og ingen fløi fra Lund til Lund,
" I Morgenstund og Aftenstund,
"Saa liveligt (thi Lysets Straale kun
"Indhenter vores muntre Flugt) som hun!
"Saa himmelsk svæver ingen Colibri;
"Men, hvad hun stedse meest Behag fandt i,
"Var, med os andre, snart med mig, snart eene,
"At lege Skiul blandt Lundens Palmegreene;
55 "Hvorfor hun og, som du har giettet alt,
"I Himmelhaven blev Palmine kaldt.

"Saa legte vi en Aften sammen,
"I Fugle-Fryd og Fugle-Gammen,
"Og skiulte med behendtg Kunst
"Vor Flugt i Maanens Ætherdunst.
"Henflagret fra sin Palmeqvist,
"Hun havde skiult sig allersidst.
"Vi alle ledte efter hende,
"I hver en Havens Kant og Ende:
"Pipipet var et kiælent Ja!
"Vi hørte stedse det, forledet,
"Men kunde aldrig finde Stedet,
"Som Ja-pipipet tonte fra.
"Ufynlig endeligen klang
"Os denne søde Brudesang:"

" "Omsonst I rundt omkring mig svæve!"
" "Forgiæves I mig flagre nær!"
" "Til Stedet, Søstre! hvor jeg er,"
" "I sikkert Eder ei kan hæve."
" "Jeg svæver i en anden Egn:"
" "Mig klang en himmelsk Harmonie,"
" "Jeg svang mig op og fløi forbi"
" "Den Have, som I synger i:"
" "Titi! titi!"
" "Farvel, min fordums Glædes Hegn!"
" "O Tryllerie!"
" "Jeg toner i en anden Egn:"
" "Titi! titi!" " -
"Nordlysene nu tændte sig med Bruusen,
"Og Sangen tabte sig i deres Suusen;
"Vi opgav endelig vort Haab
"Og endte Legen og dens Raab.
56 "Men skiøndt vi sørged femten Foraarsdage
"(Hvori fra Lunden intet Ekko klang),
"Forvandled dog vor bittre Klage
"Til en veemodig Afskeedssang
"Den Trøst, at ingensteds usalig Smerte
"Vil torde nærme sig et saa ufkyldigt Hierte,
"Og at ved hendes første Hiems Forliis
"Palmine vandt et andet Paradiis.
"I Lunden derfor atter Ekko klang,
"Vi sang:"

" "Hun var uskyldig, from og kiærlig"
" "I dette Glædens lille Hegn!"
" "Hun svang sig til en anden Egn,"
" "For der at flagre mere herlig!"
" "Hun finder andre Søstre der;"
" "Og engang skulle ogsaa vi,"
" "Titi! titi!"
" "Did flyve dette Hegn forbi,"
" "Titi! titi!"
" "Vær altid, Søster, hvor du er,"
" "Dig selv kun lig!"
" "Vi Fugle, vi, som blive her"
" "Vil ligne dig!" "

Saa tonte Fuglen og fløi ned.
Jeg strakte Haanden ud - og vaagnede derved.

Saaledes lærte mig en himmelsk Drøm
Paa Bredden af vor Thunas Tryllestrøm,
Palmine! hvad dit Smiil alt tidlig lod mig ane:
Hvorfra du har den englelige Vane,
At flagre som en Fugl med din udslagne Favn.
O læg den aldrig af! jeg den for meget ynder!
Jeg vilde føle smertelig dens Savn!
Det er en Flugt mod Himlen, som begynder
57 I Støvets Lænker alt at yttre sig
Som englelig!
Vel hæve vi, med al vor beste Flagren,
Os ikke høit fra det beskedne Straa,
Vi, her i Livets Bane, træde paa,
End sige over Ax, som bølge sig i Agren;
Men det er altid skiønt, at vidne noget om,
Og var det blot i Flugt med Digteraanden
Og Flagren op og ned med Armen og med Haanden,
At det er Lysets hulde, blide, milde,
Bevægelige, livelige Kilde,
Hvortil vi gaae, hvorfra vi kom!

Modtag med Smiil og venlig Mine
Din Elskers Toner i et Sprog,
Hvori ham fyntes, Nattergalen slog
Og Lærken trilled, selv ved Siden af Palmine,
Langt borte fra hans eget Hiem!
Maaskee Gallina flagre kan trods dem;
Maaskee paa stærkere, maaskee paa flere Vinger
Teutona høiere sig over Alper svinger;
Men Lærkens Dirren, Nattergalens Suk
Og Turtelduens dybe kiælne Kluk
Er ikke tydske, meget mindre franske.
Palmine! læs, hvad qviddrende jeg skrev
I dette fuglelige Ffyvebrev;
Og lad det ane dig, at hine Toners Svev,
Hvis Nyn og Suk i Lunden dig henrev,
Er danske!

58

Parnas-Revolutionen.

Til de ni Muser i Gravensteen.
(I Apollo den Sextendes Navn.)
1791.

For nogen Tid det Rygte gik,
At Amor, denne Gud, der var saa rask som liden,
Og syntes skabt til ret at trodse Tiden,
Sit Banesaar af egne Pile fik,
Fornemmelig af Nag, fordi han saae
Meer end sin Moder i vort Daniens Lovise
Og derved nødtes til, den Skiæbne sig at spaae,
At Alle Nordens Cypris vilde prife,
Og at han længer selv ei vilde kaldes skiøn,
Naar Jorden engang saae Lovises Søn.
Med Vished veed man, at hans glimrende Frue Moder,
Fordunklet, ikke meer opholdt sig her,
Men flygtede til andre Kloder,
Hvor ingen Rivalinder er.
At Jupiter alt for faa længe siden
Er sovet hen,
At han er færdig at staae op igien,
Det strækker sig endog til Bürgers Viden
(Som dog skal være meget liden!)
Saturn er, som man seer, indsluttet i en Ring
Og giør ei heller mange store Spring -
At Mars det ei vil giøre længe,
59 Det lærer Galliens Revolution,
Og Mangelen paa Subordination,
Og Keiser Leopolds Resignation,
Og Overgangen fra den Spanske Vagt-Cordon.
Merkur i nogen Tid paa Nippet er at hænge;
Som Rapse-Gud (det var han noget nær)
Han er ei heller meget bedre værd.
Om Juno siger man, at, fiden salig Manden
Er død, og Ludvig giorde det Spilop,
At sige til sin Krones Tilbud: Top!
Hun reent skal være gaaet fra Forstanden.
Minerva hos Herr Pram, min gode Ven,
I Dannemark gaaer stærkt igien. -
Diane - Hecate - Proserpina, med flere,
Skal siden Kants Kritik og Reinholds Theorie,
Af Angst for denne nye Philosophie,
Reent være færdig at krepere. -
Saa gik - og gaaer det efterhaanden flere.
Cybelemoder, Enkedronningen,
Gaaer og derhen -
Og kort: med hele Gudfamilien
Det er, som med saa meget mere,
Kun Knald og Fald,
Og snart, som med et Lys, det ude være skal.
Med Gratierne (som jeg, sandt at sige,
Blandt alle disse fandt de meest guddommelige!)
Jeg ikke veed, hvor det staaer til saa lige -
At nu omstunder de er skeer end tre,
Det her imidlertid en Blind kan see;
Men om det netop de selvsamme ere,
Som dandsed om Gudinden i Cythere,
Der kunde tvistes meget om -
Jeg troer, at med vor nye Venus flere
Og endnu skiømiere til Norden kom,
End nogentid blev seet i Grækenland og Rom.
60 Men nok af Tidender om Dødsfald og deslige
I Gudernes det gamle Rige!
Vi alle skulle gaae den samme Vei;
Imidlertid dog - alle gik den ei.
Tre Gange tre pieriske Gudinder
(Tre Gange tre giør ni)
Man endnu her og der i Poesie,
Og som jeg seer med nifold Tryllerie,
J Gravensteens Olympus finder.

O Held mig! at engang mit Øie saae,
Hvad i begeistret Andagts Øieblikke
Jeg ubønhørt saa ofte kaldte paa -
Og - samlet i det mindste - skued ikke!
O Drøm! o Lyst! - men er du blot en Drøm,
Saa lad mig evig, evig, evig drømme!
Og lad min Aand i sin Beundrings Strøm
Fra Sol til Sol i denne Himmel svømme!

AI Verden veed ei blot, at Muserne er ni:
Men og at deres Stats Gynokratie
Formedelst Kong Apoll (en ellers artig Herre,
Men noget herskesyg, som Konger fleft, desværre!)
Adarted tidlig alt til Despotie -
Der var, for Resten, intet ondt deri;
Thi denne Fyrste var, som Alle sige,
Sin Stierne lig, der Fattige som Rige
Bestraaler alle lige;
Og naar Monarken ligner Solen - man
Kan leve meget got i et despotisk Land.
Men skade! det er netop ikke ganske
Tilfældet overalt! Naar man seer til lidt grant,
Er alle Souverainer ikke danske;
Der gives en Hob franske deriblandt. -
61 Men atter til Gudinderne tilbage!
Hans lyse Majestet, saa dødfri, som han lod,
Dog maatte drikke med af Lethes Flod -
Med ham forsvandt Parnassets gyldne Dage;
Hans Eftermand var ikke nær saa god.

Jeg veed ret got, at mange ny Poeter
Forsikre vidt og bredt, at han er til endnu -
Ja gid det var saa vel! saa stod jeg ikke nu
Jmellem Muserne som en fortabt Trompeter,
Nei! skiøndt i Evalds, Prams og Thaarups Vers,
Fornemmelig i alle Musers Breve,
I Fader Mielands attiskfine Skierts,
Og Schillers Alvor end han synes leve,
Død er han - det er vist! saa vel som Jupiter
Og al den anden Gudehær,
Og fiorten Eftermænd, som efter ham de hulde
Gudinder efterhaanden Zeptret gav,
Een efter anden lød Naturens Krav
Og ligge roelig under Mulde.
Hvad Misforstand heri har voldet overalt,
Er, at de alle blev Apollo kaldt,
Endskiøndt iblandt dem alle femten vare
(Saa lidt som i den lange Ludvigskare)
Knap tre, som Navnet med lidt Føie bare.

Guddommelige Muser! mig i Dag,
Jeg veed ei selv hvordan, blev undt den Ære,
Iblandt Apollerne den fextende at være -
En Hæder, som jeg føler mig for svag
i læng're Tid, end høit det halve af en Dag,
At bære.
Dog, for mig den ei reent uværdig at betee,
Nedlægger jeg, i følgende Idee,
62 For Eders Fødder, yndige Gudinder!
Den Krone, jeg, som fleer, i Drømme fik;
Mit Hierte meer end al dens Tryllen finder
I Eders Øines milde Himmelblik!

Ifølge Vælden, mig blev skienkt i denne Gave,
Erklærer jeg, at fra den Dag i Dag
Regieringen skal være deres Sag,
Som Kald og Evne til Regiering have;
At ingen Phoebus meer skal lemmes i
Det eenehellige Gynokratie;
At selv hans Navn af al vor Fremtids Poesie
Forvises skal. Mit Held, guddommelige Ni!
For Resten eene skal bestaae deri,
Til evig Tid at være Musers Slave.

O dette Held jeg skatter meer,
End vidste jeg det alt, hvad første Phoebus vidste,
Og sang som Milton, Klopstok, og Homcr.

At ellers jeg, Apoll den sextende, den sidste,
Den ringeste - nedlægger Zeptret her
For ni Gudinder - intet Under er;
Men - hvis Apoll, den førfte, store, viise,
Den eeneste, som Zeptret værdig bar,
Blandt Muserne blot havde seet Lovise,
Han sikkert selv Regent kun een Dag bleven var!
Han ikke Jorden blot med alle Herligheder,
Men Solen havde lagt for hendes Fod,
Og nøiet med en evig Pages Lod -
Ei meer tilbedet, men Tilbeder,
I hendes Velbehags, i hendes Bifalds Smil
Gienfundet meer end alle Soles Ild,
Og meer end alle Pindi Saligheder!

63

Paaske-Indbydelsen.

Til Doctor Winslow.
1792.
Kiøbenhavn.

Jeg har Klokken henimod syv i min Stue
Den yndigste, deiligste, vakkrestc Frue,
Som nogentid Engelland bar.
De elsker dog Engelland, Skiønhed, og Ynde -
Kom, kiæreste Winsløw, det Blod at fortynde,
Hver af os i Hovedet har!
Jeg veed, at De kommer kun for at helbrede -
Tre Pattentinder hos mig ere rede,
At modtage Helbred af Dem:
Min Kone har Hoste - min Søster har Krampe -
Min Stuepige ligger i Feberens Dampe -
Min Søn og jeg selv - det giør fem.
Men det HospitaI er kun lidt - mod den siette,
Den omtalte Frue, hvis Hoved at lette
Jeg egentlig bønfalder om.
De finder desuden vor Schulz og hans Mage;
Og kan Dem en Steg af et Paaskelam smage,
Og vil De til Takke med Torskene tage
I nysmeldte Selskab, saa kom!

64

Tandpinen.

Til Samme.

Min Kone skranter lidt igien.
Den korte Tid forbyder mig, min Ven!
At sige mere tydelig,
Hvorledes hun besinder sig. -
De regner det vel ei saa nøie;
Dog dette maae jeg end tilføie:
I hendes Tunges Land er tusindfold
Tyrannisk Eenevold:
En ormestukken Tand er Thronen -
Kom, kiære Winsløw, kom
Og riv Despoten om,
Styrt Ludvigen, som plager Konen
Langt meer, end hin kun alt for gode Ludevig
Har nogensinde plaget Frankerig -
skil den uværdige ved Kronen,
Og lad republikansk Regieringsform
Forjage Smerte, Vold, og Orm!
I Stiil, som koster mindre Hovedbrud:
Træk Tanden ud!

65

Apollo den Syttende.

Til de ni Muser i Gravensteen.
1795.

For fire Sekler siden (fire Aar
Er fast en Evighed i vore Tider)
Jeg lagde ned paa Stedet, hvor jeg staaer,
For Eders Fødder, hulde Pierider,
Mit Apollonske Scepter - lagde ned,
Med selvfornægtende Beskedenhed,
Den herligste blandt alle Jordens Kroner,
Hvis mageløse Himmelglands
Fordunkled selv den borealske Krands
Og alle Melkeveiens Throner.
Jeg afstod af mig selv, ufordret, frie,
Et Fyrstendom, som Fantasien drømmer,
Det glimrendste blandt alle Fyrstendømmer,
Et Fyrstendom med lutter Muser i -
Og danned' om, hvad sikkert ingen Herre
Har giort for mig, og aldrig giør, desværre!
Et eenevældigt Andrarchie
Til et republikanskt Gynokratie.
Ei for at friske op mit Offers Minde
Og anden Gang en Borgerkrands at vinde,
Gienkalder jeg min Martyrdaad i Dag;
Den fik sin fulde Løn af Eders Hænder,
Den ærefuldeste, mit Hierte kiender -
Hvad Løn er stor som Musers Velbehag?
66 Hvo vilde ei med Lyst al Jordens Glands bortgive,
Aftræde hver en Ret til Opsigt her i Live,
Og froe modtage selv den dødelige Piil,
For Vindingen af Eders Dronnings Smiil?
Nei! ikke for paa nye at lade mig betale
En Daad, af min Samvittighed befalt,
Som blev mig den Gang tusindfold betalt,
Opvækker jeg Erindringen af Dvale.

Blot den selvsamme Stilling nu, hvori
Mig Skiæbnen atter stiller hen, allene,
Til samme Fristelser, i lige Scene,
Omringt af Musechorets Tryllerie,
Aftvinger mig et flygtigt Blik tilbage
Paa min Regierings Brug t hine Dage.

Som jeg den brugte da, saa bruger jeg den nu,
Og som jeg ønskte, de, der over Throner ruge,
Den alle ville bruge
(Besynderligen, o Provence! du,
Der truer med at herske sur la France,
Et par droit de conquête et par droit de naissance),
Til den at skiænke dem, som eene have Ret
Til Hersken overalt og uden Hinder;
Oplysningens velgiørende Gudinder.

Jeg altsaa lægger anden Gang,
Som Gud for Viisdom, Dag, og Smag, og Sang,
Mit Scepter ned for alle Musers Fødder,
Min Krone for den førstes Fod;
Og lover, hvis det tredde Gang mig møder
At stilles her paa Stedet, hvor jeg stod
For fire Sekler siden, hvor jeg knæler
I dette Øieblik, at giøre samme Brug
Af det, som nogle røver, andre stiæler,
Snart aabenbar, og snart i Smug.
67 Dog, før jeg mig af denne Kreds begiver
Tilbage til min skiulte Krog,
Hvor intet Musechor min Sang opliver,
Tillader mig, Gudinder! i det Sprog,
I selv umiddelbar uvante Tunge lære,
En ydmyg Bøn til Afsked at frembære.
Ved Skiæbnens Gunst at være kommet op
Paa Musebiergets Æthertop
Nu allerede tvende Gange;
Og, vinket af saa skiøn en Leilighed,
Dog intet, dog slet intet at forlange -
Var at fornærme Musers Gavmildhed.
Jeg veed for vel, at deres største Glæde
Er den, at lønne prøvet Dyd,
Om ei med jordisk, dog med himmelsk Fryd,
Og en Pervonte selv at ønske de tilstæde.

Mig synes alt, at Eders Smil,
Gudinder! mig det skiønne Tilsagn give:
"Ønsk, Dødelige! hvad du vil,
"Og hvad du beder om, skal opfyldt blive."

Som man i Musers Bibelbog kan see,
Af hvilken Aarsag veed jeg ikke,
Eet Ønske eller to sig aldrig skikke -
Min Bøn og derfor deler sig i tre:

For Kronen, som jeg anden Gang nedlagde,
Den Rose, Flora vor Lovise bragte,
Er alt hvad jeg bønfalder om;
Selv visnet skal den i mit Giemme blive
Den største Skat, mig skiænktes her i Live,
Min meest tilbedte Helligdom!

For Sceptret, som de samlede Gudinder
Jeg gav, udbeder jeg mig her,
68 Som ni betydende Forenings-Minder,
En Knappenaal af hver især;
Som Orden paa mit Bryst jeg disse Naale
Med meer end ridderlig Tilfredshed bære vil,
Saa længe jeg er til,
Og deres Glands skal selv Pleiaders overstraale!

For al den anden Magt og Herlighed,
Mit Muse-Scepter var forleenet med,
Hvis Mage man paa Jorden ikke finder,
Er det for meget, naadige Gudinder!
Hvad her, aftrædende mit Kongedom,
Jeg endelig tilsidst bønfalder om,
Et - ak! jeg iisner, skiøndt mit Hierte brænder -
Et Kys - paa hver af mine Musers - Hænder?

69

Smagens Forfalden.

Til Rahbek.
1795.
Gravensteen.

Jeg læste samlede, hvad mange Gange
Jeg sang i Vennelag,
For middelmaadig Viin at give Mestersmag,
Min Mesterdrikker! dine Mestersange;
Og saae, du kaldte din fuldendte Spøg,
Der netop er, som rimet Spøg bør være,
I munter Latter hyllet Alvors Lære,
Forsøg - "Forsøg?" udraabte jeg; "Forsøg?
Saa skulle vi dog evig staae tilbage
I Sammenligningen med hine Dage,
Da Latiums og Hellas's Harper klang?
Og lykkes det en vor Tids Skiald engang,
Med hin Tids umiskiendelige Mærker
At præge hint og det af sine Værker,
Maa Titlen i det mindste vidne om,
Hans Smag ei dannedes i Grækenland og Rom.
Anakreon skrev nu Forsøg til Viser,
Horaz Forsøg til Oder, og Homer
Skrev sikkert og paa vor Maneer
Forsøg til et Par Epopeer" -
Ak! vor Tids Smag er mindre eller meer
Fordærvet af Tobak, af Øl, og af - Aviser.

70

Stambogen.

Den 28de September 1895.
Til Hertug Frederik Christian af Augustenborg.
1795.
Gravensteen.

"Der levede for hundred Aar
"I Dans Elysium en Hertug uden Mage
"I Fortids, den Tids, og i vor Tids Dage -
"Hans Navn, hvis Minde sikkert ei forgaaer,
"Var Fredrik Chrtstian; hans Hertuginde
"Var Jordens favreste, forstandigste - maaskee,
"Ved mere nøie til at see -
"Selv eeneste naturlige Fyrstinde;
"Den største Roes af deres Mund,
"Som i de Tider begge kiendte,
"Var den: hinanden de fortiente!
"Saa god var han, saa elskelig var hun.

"Hvad dem især udmærkte selv i Norden,
"Hvor Despotie,
"Pedanterie,
"Og Slaverie
"Dog ingentid almindelig er vorden,
"Var denne viise Liberalitet,
,"Som planter, nærer og udbreder
"Den blomstrende Humanitet,
"Hvis Frugt er Dyder og Lyksaligheder.
71 "Min Fârfârs Fâr, en dengang taalt Poet,
"I hvis Forsøg du tidt Louises Navn har seet -
"En Vandrerom i Østen og i Vesten,
"Men ganske skikkelig og ærlig Mand for Resten,
"Just levede paa samme Tid,
"Og nød den ham af mig saa tidt misundte Lykke,
"I Gravensteen og i Augustenborg
"At glemme hele Livets Sorg
"Ved Synet af Naturens Mesterstykke -
"Han hyldede det ædle Fyrste-Par
"Med en Hengivenhed og Troskab uden Lige,
"Hans Hiertes Helt var Han, Hun dets Heltinde var,
"Som os hans beste Digte sige;
"Hans hemmelige Dagbog, som engang
"Du arver efter mig, fortæller og, hvorlunde
"Han alting skyldte dem; i Sygdom og i Trang
"Hans Ungdoms første Dage tungt henrunde,
"Da fandt ham Fredrik Christian, og see!
"Ved hans Beskyttelse blev Sundhed, Lyst til Livet,
"Udkomme, huuslig Fryd og Virksomhed ham givet,
"Han Mand og Fader blev - og vore sidste tre
"Forvandskabskuld den Hertug Livet skylde,
"Hvis Billed hist du seer i Marmor paa min Hylde.

"Vor Stammefader, havde han ei vær't,
"Vist ugift var af Slægters Rad forsvundet;
"Først da han Fredrik og Louise havde fundet,
"Fandt han sit Livs Forøgen noget værdt.
"I Dag, min Søn, for hundred Høste siden
"Han helligholdt i Gravensteen
"Den Fødselsdag, vi signe hver og een
"I vor Familie. Min Fârfâr, dengang liden,
"Knap halv saa stor som du, en tvendeaarig Pog,
"Opledte Billeder i denne Bog,
"Hvori hans Fader skrev, hvad du nu lærer stave:"
72 " "Den ott' og tyvende September skal hvert Aar,
" "Saalænge som min Slægt bestaaer,
" "En festlig Rang i vor Calender have.
" "Paa denne Dag blev Hertug Fredrik fød.
" "Den Roe, den Fryd, jeg her i Livet nød,
" "Meer eller mindre var hans Gave.
" "Og du, min Søn, som fyldte tvende Aar
" "I Gaar,
" "Dig denne Stambog hellig være!
" "Din Søn, din Sønnesøn, til sidste Led den lære,
" "At signe Mindet af en Mand,
" "Hvis Priis jeg, mens han lever, et fortæller,
" "For ei med Povler- og med Peter-greller
" "I samme Protocoll at skrives an.
" "Hvad, efter hundred Aar, man skriver eller siger,
" "Kan dog vel, haaber jeg, et meer sees an som Smiger." "

Saa talte, mens han tog af arvet Giemme frem
En Hob Reliqvier, i stadfelige Rader,
Aar atten hundrede halvfemsenstiv' og fem,
Min Sønnesøns den ældste Søn, som Fader,
Sin lille Fredrik til, der mærksom stirred' paa
Den Herlighed, han første Gang nu saae:
"See her, min Søn, det Kæreste, jeg eier,
"Den Daase hist, og dette Uhr, og her
"Hvad, skiøndt for hundred Aar alt visnet, dog opveier
"Og overtræffer alt, hvad blomstrer fiern og nær:
"En Rose, visnet paa Louises Bryst,
"Min Fârfâr Carl forært, og disse Blade
"Af en hans Fader skiænket Blomstpleiade,
"Der af Louises Haand ham straalte Himlens Lyst!
"Det alt tilhører Dig, hvis du vil lydig være,
"Med denne Stambog, som, fra Søn til Søn,
"Vor Slægt har lært, og skal fremdeles lære
"Din Stammefaders deri skrevne Bøn:
73 " "O! Himmel! lad for mig min sidste Slægt end prise
" "Vor Fredrik Christian og hans Louise! " "

O du! hvis ædle, skiønne Siæl,
Hvis Sandhedskiærlighed og Lyst ved Andres Vel,
Hvis rene Villie jeg kiender!
O du min Vækker, min Velgiører, og min Ven!
Lad paa din Dag den Tak, som i mit Hierte brænder,
Jndklædt i Drømmen om den samme Dag igien
Om hundred Aar, dig et mishage!
Den Sang, hvori jeg her fortalte den,
Skal Ord for Ord min sidste Søn gientage.

74

Strømpebaandet.

Til Fru friederike Brun.
(Isteden for at give det Fundne tilbage).
1796.
Kiøbenhavn.

Dee den Danhellige, hvis Haand
Formaster sig at løse Baand,
Som Næstens Kones Strømper binde!
Vee den, som skotter blot dertil
I et og andet Flagre-Spil
Af overgivne Vestenvinde!
Ja Vee selv den, der i en Drøm
Med Tanken nærmer sig en Søm,
Som at berøre sig ei sømmer!
Vee hver og een Forvoven, som
Antaster mindste Helligdom,
Endogsaa den, hvorom han drømmer!
Jeg finder utilgivelig
Enhver, sont fræk forgriber sig
Paa mindste Baand, der noget binder,
Fra det, der skiærmer svage Syn
Imod Oplysnings vilde Lyn,
Forinden Lysets Sol oprinder,
Til det, der under Skiørters Flig,
En skyebesløret Iris lig,
Om yndig Kones Knæ sig vinder.
Men ogsaa Vee, Foragt og Haan
75 Den Feige, som for lose Baand
Tilbagezittrer som for faste;
Der hoit med Alles driver Spot,
Men stille for et enkelt blaat
Sig ydmyg kan i Støvet kaste;
Der loe til Millioners Gru,
Hvis Statens Bælte gik itu
Og Krandsen faldt af Himlens Tinding,
Men med en lav og frygtsom Aand
Tør ikke røre ved det Baand,
Som bandt ham til den usle Vinding!
Vee den, som bag sin Bogreol
Antaster Aanders Soles Sol,
Og Fredens Helt, og Statens Værner,
Men trukket af sin Vinkel frem
Staaer skiælvende med hvert et Lem
Og skraber ud for løse Hierner!
Vee, Vee mig selv, om Viises Dom
Var den, jeg brød mig intet om,
Naar disse Vers for spidse lade;
Men Vee mig og, ifald et Snert,
Der traf en Skriblers nøgne Stiert,
Mig skiælve lod for løse Blade!
Dog til mit Strømpebaand igien -
Vee den, og den, og den, og den,
Som løser sligt, hvor det er bundet;
Hvis ellers ei ham Elskovs Gud
Det har om Been af egen Brud
Engang med egne Hænder vundet.
Men ogsaa Vee den dumme Knøs,
Som finder Helligdommen løs
Paa Templets offentlige Trappe,
Og ei som Ridder og som Mand
Seer til, saa hurtig som han kan,
Et saadant Bytte vips at snappe!
76 Og nu tilfulde tifold Vee
Den Digter, som det kunde see
Ved Foden af en Digterinde,
Og lade ligge, hvad der laae,
Og ikke sig til Ridder slaae,
Ved strax det om sig selv at vinde -
Og ikke heller gav igien
Hver anden Skiænk af den og den,
End Baandet, som ham her blev givet!
Jeg appellerer selv til Kant,
Mon Venus vel en slig Pedant
Lod finde noget ineer i Livet?
Nei, Muserne saa reent forhadt,
Saa reent af Gratier forladt,
O Doris! er den Digter ikke,
Der trylledes saa mangen Gang
Af Himlens Toner i din Sang
Og af dens Glands i dine Blikke.

77

Vers for Prosa.

Til Justitsraad Bugge.
1798.
Paris.

Min astronomiske, min kiøbenhavnske Ven,
Som lige langt fra Himmelen og Jorden,
Og næsten lige langt fra Syden og fra Norden,
Jeg i Paris omfavned nys igien!
Forlad, at nu, til Svar paa mig tilskrevne Prose,
Den knappe Tid mig blot tillader Vers.

Halvraget tømte jeg den sendte Nyhedspose,
Og slugte graadigen dens Alvor og dens Skiærts.
Det meste sidder mig endnu paa tvers
I Hiertet; thi den mindste lille Glose
Fra Hiemmet er jeg mere slugen paa,
End paa hvad andet nyt, og smukt, og sandt
Mig meldes kan fra fremmed Kant.

Tak for Director-Navn, hvis det er ingen Skose
Og hvis det er, saa Tak alligevel!
Saa stort, den Dag i Dag, er her hos os det Held,
Den Høihed, Herlighed og Ære,
En Directeur at være,
Que tout le monde voudroit être un tel
Même à la tête d'une république
Comique.
78 De melder mig, at man ved Peter Fredriks Død
Blev ikke sort, men bleg, og guul, og grøn, og rød,
Og at man derfor ei, blandt Følget, distingveerte
De Folk, som græd, og dem, som Graad repræsenteerte -
Men Tode havde Ret; thi hele Kiøbenhavn
Kan aldrig blive sort aldeles som en Ravn;
Det skaffer ei saa let, hvor meget det end græder,
Halvtredsindstivetusind sorte Klæder -
Jeg finder derfor klogt, at man, da Suhm var død,
Blev braaget, bleg, og guul, og grøn, og rød.

De melder mig endvidere, hvorlunde
Vor Philosoph, vor Skottballadeskald,
Vor Diplomatiker ved dette Fald
Istemte Sørgeskraal, saa hoit de kunde;
Og at, trods alle Riim paa langs og tvers,
I deres Skraal man ei fandt mindste Vers,
Der for et nogenlunde rigtigt Øre,
End sige rigtigt Hierte, lod sig høre -
Det undrer mig nu fuldt aldeles ei -
Apollo gik med Suhm formodentlig sin Vei;
Og alle Muserne, som vare der tilstede,
Har ikke kunnet giøre meer end græde.
Imens han leved, Evald, Wessel, Pram,
Storm, Thaarup og saa mangen anden Sanger
Reed med Fornøielse paa den bevingte Ganger,
Som for det meste foredes af ham.
Jeg selv reed dengang med af ringe Kræfter,
Saa got jeg kunde det, bag efter -
Hans Liv begeistred mangen Hans og Tøger;
Een gav han Sølv, een Guld, en anden Raad,
Een al den Punsch, han drak, een al den Steg, han aad,
Vor Nyerup Manuscript, og hele Verden - Bøger.
Hvad Under, da med ham vort Pindus stod saa fast,
At ved hans bratte Fald dets hele Hvelving brast?
79 Nei, tvertimod - de slette Vers af Bast,
Af Bozenhard og Riisbrigh dennesinde,
Isteden for at lægges dem til Last,
Mig kunde snart den Ting paa Ærmet binde,
At alle tre, trods alt hvad de har trykt tilforn,
Har dog af Digteraand et lille Korn;
Thi saa ret à propos at tabe reent Forstanden,
Vist forudsatte slig hos hver en anden.

Men hvad af alt mig undrer mindst, o Ven!
I Nyheds-Posen, De mig sendte,
Er, hvad jeg fandt paa Bunden, da jeg vendte
Den om igien:
Den Nyhed nemlig, at en deilig Enkefrue,
Hvis Navn for Resten De fordølger mig,
Ung, vever, vakker, hvid og rød,
Kort, blomstrende, som nylig fød,
Strax efter gamle Herr Gemalens Død
(Der talte, siger man, i Live
For længe siden alt halvfierdsindstive)
I femte Maaned har erklæret sig
Frugtsommelig -
Hvad i den siette saa desuden hver vil skue.
Sig, er det Maaneden? sig, er det Fruen? sig,
Er det Erklæringen? sig, er det Svangerheden,
Som falder Dem forunderlig?
Jeg finder alt saa ubeskrivelig
Naturligt, at, trods al min Leden,
I Tingen intet sært forundrer mig.
Sæt og, at Tvillinger, og begge: Drenge,
I Tidens Fylde giøre Sagen klar -
Jeg sandelig mig dersor ei lod hænge,
Mindst her, hvor man paa sligt hver Dag Exempler har.
Hvis Fruen og, hvis Frugtbarhed mig hover,
Sig havde meldt i samme Aandedrag
80 Frugtsommelig paa femte Dag,
Jeg havde lidet undret mig derover.

Min Ven! jeg slutte maae. Til Straf for alle Synder,
Som jeg i Riim og uden Riim begik:
Herr Lindal og Herr Lenz - unseliges Geschick! -
God dam! ak! les voilà! - Messieurs... Et Øieblik! -
Farvel, min Himmelven! mit Helvede begynder.

81

Svaret.

Til Kammerraad Astrup.
(Som paa Riim havde bedet mig om en Loge til Nytaarsstykket, og
i Tanker dateert sin Billet: Rosendal, istedenfor KiøBenhavn, og May
istedenfor December.)
1799.
Kiøbenhavn.

Jeg lover hermed en Billet
Til Stykket: den forladte Datter,
Saasnart man samme giver atter,
Skiøndt slig at skaffe just er ikke let,
Da Publikummet, som det lader,
(Især det fine paa de store Stolestader)
Af Lastens Hvideløg i denne Dydens Ret
Saasnart vel ikke bliver mæt;
Og hvad jeg lover, skal jeg ærlig holde.
Men mine Hænder ere lidt for kolde,
Min Siæl for mat, min Aand for tom,
Til at giengielde dine Vers derom.
Jeg vover ikke med din friske Landsbyemuse
At dandse paa de strødde Riim om kap;
Min Ktøbstæddulle vilde sikkert buuse,
Hvis din et Øieblik den slap.
Jeg, som Poet, mig trækker klog tilbage:
Et Særsyn i din rimede Billet
Er nok til mig paa Flugt at jage;
82 Og det er det:
At, paa den koldeste blandt vore Vinterdage,
Din evig grønne Phantasie
Har, med en mig ufattelig Magie,
Som der er meer end Riimbegeistring i,
Formaaet at trylle dig i Rosendal tilbage,
Og Sneens Maaned selv for Blomsternes at tage:
Det kalder jeg den ægte Poesie,
Det sande Dtgtersværmerie,
Hvori,
Min gode gamle Ven! det er med mig forbi,
Fra den Tid af jeg her kom til at bage
Prosaisk Rug- og Byg- og Havrebrød
Isteden for poetisk Hvedekage.
Det bliver, haaber jeg, om føie Tid mtn Død.
Hils med et Rosenkys din kiønne Mage!

E. S. Jeg er prosaisk nok, desværr'!
Til at datere Brev fra Stedet, hvor jeg er,
Regentsen nemlig,
Der dog just ei er overmaade hiemlig.

83

Vor Verdens Skabelse.

Til Walterstorf.
1800.
Kiøbenhavn.

O De, som Oceanets Flade,
Med vore sorte Brødres Øer,
Pallmall, og Store Kongensgade,
Paris, og London, og Korsøer,
De nordamerikanske Stater,
Vor store Post, vort gode Hof,
Vort middelmaadige Theater,
Og kort, vor halve Jord gav Stof
Til tusindgange flere Tanker,
End i en daglig Hierne vanker,
Min Land- og Vand-bereiste Ven!
Tør min forfrosne Pen vel haabe
At afbetale med en Draabe
De mange Glas af Moerskabs Væld,
Hvorfor jeg, siden Deres Kiendskab
Mig blev til Længsel efter Venskab,
Til Deres Omgang er i Gield?
Ak! trods den Varme fra Levante,
De sendte mig i Alikante,
Trods Heeden af den gamle Rum,
Jeg er og bliver dum og stum;
84 Og, hvad jeg ønskte Dem at yde,
Vil af den frosne Pen ei flyde.
Ovid, som attenhundred Aar
Alt ligger i sin Grav, bemærker,
At der til alle Moerskabsværker
Adfordres klækkelige Kaar;
Men mine - skiøndt jeg har den Ære,
Theatrets Medregent at være;
Skiøndt jeg med en saa verdslig Prang
Foreener hellig Provste-Rang
Og altsaa, som det maatte lade,
Kan søbe Kaal af tvende Fade -
Min Walterstorf! slaae neppe til,
Mig selv og mine blot at made,
Som man i Prosa mades vil,
End sige, Folk at giøre glade
Med Vers, og hvad der hører til.
Dog, for at giøre hvad jeg kan,
Da De til Tidsfordriv forlanger
Et Riimbrev af den gamle sanger,
Hvis Vers en Tid lang flød som Vand
Min Muses Gienfærd skal forsøge,
Endnu engang i Riim at spøge:
Lad see, hvorledes det gaaer an!

De gamle Guder og Gudinder,
Som fordum styred Hav og Jord,
Og Luft, og Ild, og hvad man finder
Derpaa, deri, derudenfor -
Hvoraf de fleste nu er døde
(Saa nær som Phoebus og de Ni,
Som hist og her man end kan møde
I een og anden Poesie -
Og Elskovs Gud, som munter, vever,
Barnagtig, og uskyldtgvtid,
85 Med al sin Troldom endnu lever,
Foryngt i Deres Christjans Smil -
Og Gratierne, som Dem dandse
Imøde, hvor De træder frem,
Og mangen Gang med Myrtekrandse
I Rosenkiæder hilder Dem) -
De, længe førend mine Sange
Blandt Philomeles Klager lød
I Siællands Skoves dunkle Gange,
Selv længe førend jeg blev fød -
Ja længe før den første Spire
Til Eegen, i hvis Lye jeg sang,
Var pippet frem, - trods Phoebi Lire
Sig kiedte morderlig engang.
Trods alle Digtergudens Triller,
Trods Pieriders Melodie,
Trods alle Sphærers Harmonie,
Cytheres Suk og Momi Piller
De gabede forskrækkelig,
Som om de hørte Philosopher.
(Man har den Skik ved alle Hoffer,
Engang iblandt at kiede sig;
Sligt hendes end i vore Tider.)
Men Kiedsomheden gik omsider
Saa vidt, da ingen Tidsfordriv
Slog an, at de tilsidst blev kiede
Af det guddommelige Liv,
Og fik til Evigheden Leede.

Der endelig blev holdt et Raad,
Hvori man pønsede, hvorlunde
Ttlværelsen vel saltes kunde
Ved Hielp af Latter eller Graad,
Forinden den gik reent i Raadd.
Man pønsed dybt og pønsed længe,
86 Og længe kom der intet ud
Af al den Pønsen - og bver Gud
Tilsidst var færdig sig at hænge.

Omsider Momus, som saa tidt
Monotonien havde dødet
Og Evigheden dem forsødet,
Naar Saligheden gik for vidt,
Ved Hielp af mangen bitter Skose
Og saltet Spot og pebret Glose,
Faldt paa saa narrtsk en Idee,
At inden den var heel udføret,
Da blot man halv den havde høret,
Det hele Raad stak i at lee.

"Hvad om vi gav os til at skabe,"
Saa, halv i Skiægget, lød hans Ord:
"Et Billed af os selv, en Abe?
"Et Billed af Olymp, en Jord?
"En Verden, narrisk sammenblandet
"Af Graad og Latter, hvis Natur,
"Endskiøndt det eene som det andet,
"Var netop vor Karrikatur?
"Og, at des sikkrere der ikke
"Skal spores mindste Plan deri,
"Hvad om vi gav os til at drikke
"En Draabe først? hvad siger I?"

"Det Forslag er vor Momus værdigt!"
Udbrød den hele Gudehær,
Og neppe gav man sig ifærd
Med Skabelsen, før alt var færdigt:
Vor Jord med alt sit Skramlerie,
Palladser, Hytter, Templer, Telte,
Poeter, Krøblinger og Helte,
Kort sagt - det hele Fuskerie. -
87 O De, som Oceanets Flade,
Med vore sorte Brødres Øer,
Pallmall, og Store Kongensgade,
Paris, og London, og Korsøer,
De nordamerikanske Stater,
Og, hvad der kommer ud paa eet,
Vort middelmaadige Theater,
Kort sagt, vor halve Jord har seet
Min Walterstorf! De sikkert fatter
Olymps uendelige Latter
Og sparer mig en Liste paa
De Narrestreger, der man saae.

Jeg haaber og, at De tilgiver,
Jeg denne Gang ei mere skriver;
Thi som jeg Brevet har begyndt,
Det torde blive lidt for tyndt!
Hvi skulde jeg Dem længer kiede?
De sover sikkert allerede!

88

Postscriptet i Aar til Brevet i Fjor.

Til Jessen i Altona.
1802.
Lüneborg.

Tillad, høistærede Krigscommissarius!
At, mens jeg nipper til lidt Mad
I denne Svinestad -
Jeg kalder saa den Bye, hvis Vaaben er et Sus -
(Men blot for Rimets Skyld jeg nævner paa Latin
Hint eiegode, vidtberømte Svin,
Der roded op den Saltets Grube,
som udgiør disse Heede-Biers Kube)
Tillad, at jeg, som sagt, i største Hast
Med et par Linier Dem takker
For Deres og for Deres Kones Smiil,
Der standsed i sin Jil
Min Reisepiil,
Og gav mig Styrkning til at vandre flere Miil;
Tilbød mig støvler, overlod mig Frakker,
Dyrt kiøbte hos Herr Schramm,
(Som, in parenthesi, faae Skam,
Saa længe til af Rig han blir en Prakker!)
Og lærte mig det hele giæstfrie Værd
Af Landsmands Standsning paa en hastig Reisefærd.
89 Hvad jeg kan yde her af Tak, er saare tyndt;
Det bedste maa jeg lade streget -
Men ligemeget!
Correspondentsen er dog nu engang begyndt.
Og, om Begyndelsen kun lidet mig vil hædre,
Kan Enden maaskee blive desto bedre.

Da Posten iler bort i dette Øieblik,
Maa jeg i Hast til Hovedsagen skride,
Som er, at lade Dem og Bankcomptoiret vide
Mit Opholdssted i Frankrigs Republik,
Ifald lyksaligviis det skulde hende,
At Banken nogentid mig Noget maatte sende.

Addressen er da, gode Ven:
"Til Baggesen,
(Aldeles ikke Citoyen!)
"A l'Elisé-Bourbon (il manque un e!)
"Rue fauxbourg Saint Honoré,
"Numero soixante et six,
"Paris - "
Jeg haaber, ved min Ankomst der at finde
To Linier fra Dem og Deres Gemalinde,
Som, ihvor kiær mig Banken ellers er,
Mig skulle være meer end selv en Vexel kiær;
Skiøndt Vexler (mellem os saa sagte)
Er ikke heller at foragte.

Kys Deres Frue med den Heftighed, hvorom
Jeg talte med Dem tæt ved Hamborgs Bom!
Og hils den latristransporterende Herr Broder,
Hvis Liv vist bedre gaaer, end om det gik paa Noder
Som mit,
Der halter lidt
Og bedre holden var med Latris, end med Oder.
90 Endnu engang, lev vel, i alt for nære Bye!
Til De kan længer bort fra Hamborg tye;
Og tilgiv, at i denne korte Skierts
Jeg salig Agent Holks afdøde Vers
Lod leve op paa nye!
Parodieer mig dem tilbage!
Saa vil de samme Riim ret ypperligen smage,
Elskværdige Herr Jessen! Deres Ven,
Jens Baggesen.

Efterskrift.

1803.
Paris.

At det nærværende Postscriptum til et Brev,
Som jeg omtrent for eet Aar siden skrev,
Saa sildig kommer, og maaskee for silde,
Er ilde.
De har formodentlig for længe siden glemt
Begyndelsen, der, som De seer af Stilen,
Var Frugten af en alt for hastig Jilen,
Og er for Slutningen nu reent forstemt.

Til Brev, man skrev i Fjor, Postscript i Aar at føie,
Er værre selv - med Skam jeg det tilstaaer -
End et Hielp Gud i Dag til Een, som nøs i Gaar,
Og i Correspondents, som Kursen har for Øie,
Haardt at fordøie.
Men, kiære Ven, De trykker her en Byld,
Hvori jeg har i Grunden ingen Skyld,
Postscriptet havde fulgt umiddelbar paa Brevet,
Og Himlen veed, hvor meget meer var skrevet
Fra den Tid indtil nu, hvis ikke Deres Svar
Var udeblevet.
91 Hvor Deres Taushed mig i Hiertet skar!
Ni Maaneder utrøstelig jeg var,
Og tænkte: Jessen, som saa mangen anden,
Gier din Correspondents i Vers og Prosa Fanden -
Han andet at bestille har,
End spilde Blæk, Papir og Tid med Svar.
Jeg gik af Græmmelse fast ganske fra Forstanden -
(Jmellem os var Veien ikke lang,
Jeg var fra Barnsbeen af derpaa ret got i Gang.)

Slut til min Studsen, da, for trende Dage siden,
Jeg Pjalten fandt, her handles om,
Hvorpaa jeg havde ventet hele Tiden
Et venligt lille Svar, som aldrig kom.
Formodentlig jeg den har kopieret,
Det er at sige skrevet om -
Thi den i Lyneborg paa Posten blev leveret
Det faldt mig ind, ved den igien at see,
At mueligviis Originalens Sludder
Var gaaet underveis Skuddermudder;
(Saa gaaer et Lagen tidt, end sige liden Blee;
Hvad med en Verden kan, kan med et Sandskorn skee.
Skabt rimer sig med tabt: vi dødelige Stakler
Er' underkastede deslige Tab-Mirakler:
Atlantica forgik i Tidens Hurlumhei -
Mit Brev kan have gaaet samme Vei.)
I saadant Fald det er naturlig intet Under,
At med et Svar derpaa De gav Dem gode Stunder.

Jeg forudsætter dette Fald,
Og - Buldret af et heftigt Tordenskrald,
Der, som jeg skriver dette, mig bedøver,
Er mig Bestyrkning nok - jeg ikke meer behøver -
Jeg skriver uden Skye
Min første Tilskrift om paa nye,
92 I Haab, at samme dennesinde
Vil Veien til Pallmall ved Hielp af Posten finde.

Alvorlig talt, min Landsmand og min Ven!
Det Venskab, De og Deres hulde Mage
Ved Deres Omgang i de to tre Dage,
Jeg saae Dem, lod mit danske Hierte smage,
I Mindet kommer mig saa tidt igien
Med fædrelandsk Fortryllelse tilbage,
At jeg umueligen kan Fristelsen modstaae,
Dem efter fast et Aars forløb at melde:
Hvorlunde mine Breve, store, smaae,
Riimløse, rimede, som saa,
Ja mine Bøger selv, og Verden - kan forgaae;
Men hverken Afstand eller Tidens Ælde
Formaaer Erindringen om Dem at fælde;
Og at det meget vilde glæde mig,
Hvis De med næste Post mig kiærligen lod vide,
At De er munter, frisk og lykkelig;
Og at jeg kan paa den Forsikkring lide:
At naar og hvor vi sees igien,
Jeg finder, hvad jeg fandt i Altona - en Ven.

I tryg Forventning af et Svar paa dette,
Som mit betyngte Bryst vil ikke lidet lette,
Omfavner jeg Dem i mit Hiertes Aand,
Og kysser Deres Frues skiønne Haand.

93

Forfatterens Liv og Levnet i Paris.

Til Fru Charlotte K** i Kiøbenhavn.
1803.
Paris.

Elskværdtgste blandt alle danske Koner -
Hvis alle Dyders Øven uden Tvang,
Bestandig Munterhed paa Livets Gang,
Uskyldighed og, hvad jeg tidt besang:
Det yndige, jeg veed et hvad, som kroner
Det alt, berettiger til første Rang
I Kredsen af de Kiøbenhavnerinder,
Jeg eengang hyldede som troe Veninder -
Charlotte! vil i dtsse Træk,
Som, ak! (jeg seer det af et gammelt Brev med Skræk)
Først efter femten Mellemvintres Ende
Dem kommer fra den samme Pen tilhænde,
Den samme Baggehund, som eengang giøede Dem
Saa snorrigt, at De fandt de ypperligste Sange
Af andre Dtgterdyr kiedsommelige lange
Mod hans Vov vov! naar han mod Dem sprang frem,
Paa fire Been, fra alle sine fem?
Erindrer De, hvor lig han dengang var en Hund
(I Væsen, meener jeg, i Troskab, og i Sproget;
Thi alle Lignelser i Verden halte noget)
Han er, og bliver det endnu i allenstund,
94 Endskiøndt han nogen Tid lod til at øve
Sig i, paa tydsk at vorde Løve,
Og af og til endogsaa reiste sig
Paa sine Bagbeen for lidt opad Banke
Med mere strunk Alvorlighed at spanke
Og lade noget mere folkelig.
Han streed imod Naturen, da det Jydske
Han i sit Væsen prøved' at fortydske:
Og endnu meget mere, da det Danske
Han gav sig til, o Rasen! at forfranske -
For længe siden han den Ruus udsovet har,
Og er igien, som før, en ærlig Siællandsfar.

Hvor uforanderligt hans Hierte dansk mon være,
Kan den Omstændighed Dem lære:
At Amor selv (der dog, som hver Mand veed,
Formaaer endog Umuelighed)
Ved tvende Gange ham at binde,
Først ttl en tydsk, saa til en gallisk Schweizerinde,
Har ganske spildt sin Tid
Og Flid
Paa hans Omdannelse. Han er og bliver
Den samme; logrer, muuler, giøer
Endnu bestandigen som før;
Og, som sor femten Aar han skrev, endnu han skriver.

Hvor langsomseent en Tid af femten Aar
Paa Livets Kiøgevei bortgaaer,
De neppe veed, letfodede Veninde!
De dandsede paa Roser ligefrem
I Livets første Vaar, og tryg, i elskte Hiem.
Den samme Strækning jeg i hede Sommerdage
Blandt Torne lagde stønnende tilbage
Paa mangen Sidevei, nu hist, nu her.
Og saa betydelig den Forskiæl er,
95 At mig nu synes fiern, hvad Dem end synes nær.
Paa denne Grund jeg haaber, De vil finde
Hvad, efter et Forløb af femten Aar,
Jeg skriver her - et Svar paa det, De skrev i Gaar,
Endskiøndt mig samme Brev er gaaet reent af Minde,
Saa reent, at jeg endog tør ikke sværge paa,
At De mig skrev et saadant nogensinde.

Jeg over denne Tvivl en Streg vil slaae -
Og, glemmende mit halve Liv, nu lade,
Som om jeg Dem for femten Dage saae,
De veed nok selv, i Lille-Kongens-Gade,
Og sidste Gang, hvor nu De boer,
Og hvor jeg kyste Deres Haand i Fjor.

O Lotte! Lotte! - (Deres Mand forlade,
Som Broder og som Ven, at ligefrem,
Som til en Søster, end jeg skriver Dem!
Jeg veed, De Begge stive Titler hade) -
O Lotte! kunde jeg i disse Blade
Mig lægge heel og holden, som jeg staaer
Og gaaer!
Og med den gode Letlighed mig liste
Fra min Pariserpult til Deres Sofa, Seng,
Stol, Stolestad, Gaard, Have, eller Eng -
Med eet Ord: hvor De er! jeg gierne gav mit sidste
Udødeligheds Haab, min sidste danske Sang
Derfor! saa heftig brænder i mit Hierte
Den Længsel, Dem at see endnu engang,
Og takke for det Baand, De mig forærte
Til Afsked - som er heelt endnu -
Og, til min Glæde (skiøndt jeg daglig strækker
Dets Silke, naar jeg op af Lommen trækker
Mit Uhr, og Deres blide Minde vækker),
Ligt vores Venskabs, aldrig gaaer itu.
96 Hvor levende staaer malet for mit Øie
Den Punsch, hvori De Glædens Moly giød,
Lig Helena! hvori min Sorg og Møie
Saa sødt ved Deres gtæstfrie Bord henflød!
End seer jeg Deres Mand og ved hans Side
Den stille Anker, og den gode Ven,
Jeg havde bragt med mig til Deres Gilde hen,
Og som De syntes Alle got at lide -
Castor- og Pollux-Wedel - og den Brud,
Hvis Øine, selv ved Deres Side,
Mig truede med de bekiendte Skud,
Der, uden Hovedet just bort at tage,
Ei lade meget stort deri tilbage;
Jeg meener hende, som formodentlig
Alt længe gier vor Manthey lykkelig -
Den hele Himmel for mit Øie staaer,
Som om jeg først faldt ned deraf i Gaar!
Hvi kan jeg ikke did igien opspringe?
Men ak! det Middel, mig er levnet her
Til Fugten mod Olymp, er ingen Gudevinge,
Men blot en Gaasefjær.
Kan Tanken og, ved Hielp af den, sig svinge
Til Dem, saa bli'r dog Kroppen, hvor den er.

Men sæt engang, det Flugtmirakel skeede,
At Kroppen virkeligen fulgte med -
Og at jeg pludselig i min Begeistrings Heede
Fløi, som jeg staaer og gaaer, til Deres Opholdssted:
Hvad vilde følge? Spørsmaal, sammenblandet
Med Studseraab: "Men er det virkelig
"Dem selv? Naar kom - hvordan? hvorfra? - men sig!
"Hvorledes lever De? - Fortæl os ordentlig!" -
Hvad havde jeg derved at tage vare?
Svare! -
97 I Grunden kunde jeg ei giøre meget meer,
End hvad jeg nu vil giøre her.

Jeg lever - for Dem alt til Punkt og Prikke
Sandfærdigen at melde - som en Mand
Af min Natur, i min Forfatning kan:
Jeg lever - reent ud sagt - jeg lever ikke.
Jeg høit/ paa en vellysttg Enkes Viis
(Hvis man vil kalde Liv at aande, spise, drikke,
Som det sig i et Hospital kan skikke)
Henbringer Livet her i Enden af Paris.
Jeg paa Regentsen selv med denne Byes Personer
Meer Omgang holdt end, midt iblandt dem, her;
Jeg saae dog et Par franske Mænd og Konor;
Jeg læste tidt dog Moniteuren der;
Og vidste dog omtrent, hvad Landsbyepræster vide,
Om hvad der gaaer i Svang i denne Hovedstad,
Om ei saa meget, som de fleste gide,
Saa dog langt meer, end selv jeg vide gad.
Men her jeg ikke veed engang af franske Sager
Saa meget som om Grønlands - skiøndt hvad alt
Jeg veed om disse, Puff mig har fortalt:
At nemlig Landet fast paa Dankwerts Kort optager
En Plads som Frankrig - "at den østre part er størst" -
Og - "at man har sin Grund til den at sælge først."
Jeg om Paris i en ægyptisk Pyramide,
Hvad her jeg veed, og mere, kunde vide;
Thi mangt et Mindeskrift maaskee mig lærte der
(Da næsten alle franske Generaler,
Hvorhen de komme, Væggene bemaler),
Hvad jeg for lang Tid siden glemte her.

Min Omgangskreds er, langt fra Verdens Trængsel,
Indskrænket, i mit stedse lukte Fængsel,
Til trende Væsener af begge Kiøn:
98 Min Kone, hendes Fader og min Søn.
Den første, sygelig/ forlader et sin Stue -
Den anden, meer end syg, forlader ei sin Seng -
Den tredie, min søde Frue!
Saae sidste Gang i Fjor en Eng -
Jeg selv, for at forstrøe min hospitalske Jammer,
Som oftest sidder, hvor Herr Patrioten sad,
Der skrev om Sparsomhed et Ugeblad,
Nedgravet i en Art af Pulterkammer,
Og skriver - om just ikke paa et Fad,
Som Harlekin - saa dog, maaskee "til Skade
"For Blæk, og Pen, og for de skiønne rene Blade,"
Et patriotisk Heltedigt
Om Odin, Skjold, og første danske Sæder -
Der, som jeg haaber, bliver ypperligt,
Hvis Nornen mig at ende det tilstæder.

Jeg ingensinde var saa pære dansk,
Som jeg det her, hvor alt er ganske fransk,
Maaskee netop af denne Grund, er blevet;
Og aldrig hiemme jeg i lige Tid
Saa meget siællandsk digtet har og skrevet.
Jeg dansker, fynsker, jydsker Dag og Nat,
Som om jeg af Peer Syv og Edda var besat;
Jeg ingen anden Ting i Verden ændser -
Min Siæl er snart i Jisland, snart paa Hveen,
Snart paa Fredsberg, snart paa en Bautasteen;
Kun aldrig uden for det elskte Nordens Grændser.
Min Helt er ogsaa der. De veed min gamle Skik,
At stirre med enthusiastisk Øie
Paa, hvad mig synes straale fra det Høie;
Lidt Hang fra Barnsbeen af jeg til Beundring fik -
Men, skiøndt i Skyggen her af en og anden Mave
(Som efter Keisermad skal være reent af lave,
Og som for sig vil Alles Stirren have),
99 Mit opadvendte Digterblik
Sig hefter eene paa vor Frederik.

Nu har jeg Dem, Veninde! næsten alt,
Hvad jeg om min Forfatning veed, fortalt -
Hvis De min Fanny havde lært at kiende,
Jeg havde sprunget reent forbi
Det hele dumme Vrævlerie
Og blot fortalt Dem sødt og sandt om hende. -

Men Himmel! hvor dog Tiden den kan rende!
Trods Hulbyeveien i min Poesie,
Tre Timer ere løbne mig forbi!
Jeg maae i Hast til Slutningen mig vende.

Lyksalig Ægtekiærlighed
Er Himlens beste Gave, som De veed:
Os begge denne Skat blev rundeligen givet -
Men ak! der hører meer end himmelsk Salighed
I huuslig Eenighed og Fred,
Til froe paa denne Jord at nyde Livet
Vi, trods vor Elskovs Himmel, ofte fandt
En smule Skiertsild, selv lidt Helved, deriblandt
Vi Dødelige til saa meget andet trænge:
Til Støvler, for Exempel, og til Skoe,
Til Sundhed, Snuustobak, og Natteroe,
Til gode Venner, og især - til Penge.
"Af bare Ktærlighed," forsikkred Rector Ott,
"Kan leves got,
"Men ikke længe."
Den eene Forskiæl er: hvor samme finder Sted
Med Tab af andre Livets Glæder,
At doppelt man hvert Modgangsstød begræder,
Og tvende lide, hvad en enkelt ellers leed. -
En tabt og hidtil uerstattet Datter -
En Fader af et apoplectisk Stød
100 Henstrakt paa Leiet mellem Liv og Død -
Min Fannys svage Helbred - sparsomt Brød -
Parisisk Vand, og aldrig siællandsk Grød -
Racines Graad, og aldrig Holbergs Latter -
Forkommen underveis af mangt et Brev -
Og næsten aldrig Svar paa dem, jeg skrev -
Det Alt, tilsammentaget, min Veninde!
Mig nøder til, trods min Gudindes Favn,
Langt mere suurt end sødt at finde
I Himlen langt fra Dem og Kiøbenhavn.
O! kunde hun, som eene hvert et Savn
Forsøder mig, vort Nordens Kuld fordrage;
Og var ei Livet paa den Plet, hvor jeg blev fød,
For hende sikker, uundgaaelig Død;
Trods alle Hindringer, jeg skyndte mig tilbage!
Men fastholdt, hvor jeg er, af dette Baand
(Hvis Styrke Deres eget Hierte kiender),
Jeg arme Baggehund kun af og til min Aand
I længselfulde Bief mod Norden sender.

Men det er Tid, at jeg for denne Gang
Min Bieffen ender;
Den blev Dem ellers alt for lang.
Af Frygt for nye Henfalden i
Mit gamle velbekiendte Mulerie,
Jeg bryder af i Hast - og kysser Deres Hænder.

E. S. Et venligt Svar jeg haaber fuldt og fast
Paa denne Tilskrift af mit fulde Hierte -
Og hvis det brister, ubønhørt, af Smerte,
Hvis De mig svarer ei med nogenlunde Hast:
Jeg meener, om en fiorten, femten Dage,
Jeg sværger - og hvad jeg har svoret paa, det staaer:
Dem med et Sendebrev om femten Aar,
Om ikke før, igien at plage.

101

Rom og Paris.

Til A.C.Gierlew, i Rom.
1803.
Paris.

"Skiæbnen bød mig først Johan,
"Nu mig giver Mads til Mand."

Med Johan jeg meener Staden,
Hvor man gaaer i Heltes Spor
Eller og til Herrens Bord,
Naar man bare gaaer paa Gaden;
Med Johan jeg meener hin
Verdens gamle Herskerinde,
Hvor man drikker klassisk Viin,
Hvor man elsker paa Latin,
Hvor man glemmer Elb og Rhin,
Mens enhver târ sin, du din,
Til Virgils og Flakkus Minde,
Hvor man seer i hvert et Huus
Detligt græsk og romersk Gruus,
Hvor man selv af Lazaroner
Og af hæse Tiggerkoner
Hører, i en liflig Klang,
Gienlyd af Tibullers Sang,
Hvor man føler, ved at trykke
Gadetøser til sit Bryst,
102 Nasisk og Catullisk Lykke,
Jupiters og Mavors Lyst,
Hvor man, selv i nye Priveter,
Lugter kun Antiqviteter,
Og, med Wolfsk og Vossisk Smag,
Finder midt i Utøis Vrimmel,
Hvor man gaaer, som i en Himmel,
Saligheder for og bag. -
Verdens nye Herskerinde
Derimod, med al sin Stads,
Hvor man seer kun nette Pinde,
Hvor man hør kun Snakkerads,
Hvor man knap et Haar kan finde
Af en virkelig Gudinde,
Hvor man lugter paa hver Plads,
Selv paa Louvren, er man inde,
Lutter modens franske Vinde,
Meener jeg, min Ven! med Mads.
Kortelig: Johan er Rom,
Mads den Bye, hvortil jeg kom,
Og hvis Navn De seer ved Datum -
Fatum! Fatum! Fatum! Fatum!

"Naar dig nogen Karper byder,
"Og du faaer kun tørre Jyder,
"Bliver du lidt flau derved!"
Siger Wessel samme Sted -
Stedet saa jeg oversætter
As hans Musemaal i mit:
Naar man Tibrens Guld dig byder,
Og du faaer det gule Kridt,
Som i Seinens Aarer flyder -
Naar dig loves Capitol,
Vatikan, og Peders Stoel,
Og dig gives Svinestier,
103 Som de hersoms Thuillerier -
Naar dig bydes Coliseum,
Og du faaer et langt Museum,
Hvor de store og de smaa
Sammenstiaalne Malerier,
Mesterstykker, Fiskerier,
Egenværker og Kopier,
Glindsende, med Fernis paa,
Mellem Alskens Skramlerier
Stygt sig selv i Lyset staae -
Naar dig loves gamle Mure,
Som modstode Tidens Elv,
Og du seer kun nye Skure,
Som nedfalde af sig selv -
Naar dig loves Glimt af Guder
Og Gudinders Trylleblik,
Og en Studser og en Luder
Er den hele Stads, du fik -
Naar, for hine Himmelhøie,
Frieheds-Consuler besteeg,
Du den flade Pøl maa døie,
Hvor, med saare liden Møie,
Directeurer uden Trøie
Frieheds Frøer og Tudser sveeg -
Naar for hele Capitolet,
Paa hvis Rest du havde stolet,
Du kun seer et væltet Læs
Af Capitolinske Giæs -
Naar for Rafaels Madonner
Man dig giver Rubens Bonner,
Og for Alderdommens Templer
Nye Gothers Sakristier,
Og sor Grækenlands Exempler
Lutter galliske Kopier,
Og sor alle Guders Spor
104 Al den Snee, som faldt i Fjor -
Naar man dig moderne Jyder
For antike Karper byder,
Bliver du lidt flau, som sagt;
"Men" - paa dette Men giv Agt!
"Men, har du en sulten Mave
(For at følge Textens Fied)
"Og ei anden Mad kan have,
"Gaaer den tørre Jyde ned!"
Men - saa siger jeg, der taler
Ikke blot om Mad, men om
Forskiæl paa Paris og Rom -
Men har du en yndig Mage
Der, hvor Pligt dig jog tilbage,
Bliver selv, trods Rom, Paris
Dig ilsidst et Paradis;
Og for Kunstens kalkte Grave,
Hist i Tibrens gyldne Land,
Finder du Naturens Have
Her paa Seinens gule Strand.

Ja! min ædle, muntre Ven!
Det er (trøst Dem!), det er Tingen!
Og i mit Paris igien,
Jeg tilfreds misunder Jngen,
Som til Deres Rom kom hen.

Lær heraf, hvad os en Mage
(Naar man vælger een som min)
Alt erstatter: classisk Viin;
Nylært Græsk og glemt Latin;
Pantheon og hver Ruin,
Fra latinske, græske Dage;
Tiburs Lund og Nera's Elv;
Alt hvad Christ og Hedning ynder -
105 Kors - og (Gud forlad mig Synder!)
Jesu Christi Moder selv!
Lær, min Ven! af mit Exempel,
At, trods hvert et ægte Stempel
Af en gylden Alderdom
I den Bye, hvortil De kom -
Trods al Verdens Pantheoner
Og Madonner og Citroner
(Har man vandret Jorden om),
Den elskværdigste blandt Koner
Er tilsidst det sande Rom!

106

Tilbagegangen over Rubicon.

Til General-Major Walterstorf.
1804.
Paris.

Sex hele søgne Dage siden
Den sørste Søndag i det sidste Aar,
Jeg, hvor jeg ligger, sidder, staaer og gaaer,
Tilskriver Dem in mente - Tiden,
Jeg veed ei selv hvordan, imidlertid bortgaaer;
Og naar jeg efterseer hvad jeg har skrevet
I Tanker, staaer der ingenting i Brevet.

"Men Baggesen!" min Fanny spørger mig:
"Hvorledes er det fat med dig?
"Hvad har du for? Du glemmer Mad og Drikke;
"Du hele Dagen som i Drømme gaaer,
"Og hele Natten, troer jeg, sover ikke;
"Paa franske Spørgsmaal danske Svar jeg faaer;
"Paa ingen Ting i Huset Agt du giver!
"Hvad giør du? svar mig dog engang!" - "Jeg skriver
"Til Walterstorf!" - "Men er du klog? Du skrev
"Jo Nytaarsmorgen!" - "Jeg begyndte;
"Men ihvormeget jeg mig skyndte,
"Fik jeg dog intet færdigt, og mit Brev
"(Vil sige, sammes inderlige Spire)
" Groer i mit Hierte, skiøndt jeg veed ei hvad
"Forhindrer det at skyde mindste Blad!"
107 Paris, Aar attenhundrede og fire,
Er alt hvad paa Papiret jeg har bragt -
Det øvrige jeg hidindtil, som sagt,
Har ikke kunnet paa Papiret bringe.
Ak! hvad jeg har at sige Dem, min Ven!
Er alt for overvættes for en Pen,
Der ei er trukken af en Engels Vinge.

Velan! jeg bryder overtværs,
Og hvad mig ikke vil i Prosa lykkes,
Jeg her forsøge vil i Vers,
Men notabene Vers, som ei skal trykkes;
Vers, som, foruden Skoe og Strømper paa,
Og uden store Spænder, høie Hæle,
Naturens Gang paa bare Fødder gaae -
Og maaskee lettere, som saa,
Sig giennem Øret ind i Hiertet stiæle;
Vers, som man ei saa let skal eftergiøre mig,
Fordi de giøres ei - kort: Vers, som egentlig,
Naar grundig man betragter Tingen,
Er ingen;
Mod hvilke Prosa selv i Breve, som med Jil
Postvexles mellem Hadersleb og Kiel,
Er bunden Stil.

Jeg loved Dem i mit gemeene sidste
Forklaringen af Pausen i
Vor svarende Brevvexlings Symphonie -
Hvis sammenspillen Deres Venskab vidste
At giøre mig saa let som kiær,
Endskiøndt jeg blæser Fløiten ikke nær
Saa færdtgen, som De Fiolen stryger -
Jeg loved Dem en kort Fortælling om,
Hvad vores Brev-Concert i Veien kom.
108 Viid da, min Ven! at een af Skiæbnens Tordenbyger
Forslog mit Skrog mod Syden, fast til Rom,
Paa samme Tid som Deres Brev fra Norden
Til Pladsen, hvor jeg laae for Anker, kom,
Og hvor jeg havde troet at havne her paa Jorden,
Hvis ellers udenfor min Fødestavn
For mig var muelig en bestandig Havn.
Det fandt mig ei, skiøndt det mig satte efter
Af alle Kræfter:
Jeg var i Florenz, da til Modena det kom;
Og da det derfra gik til Arnos Bredde,
Var jeg et Bøsseskud fra Rom.

Ethvert fornuftigt Brev vel havde turdet vædde
Ti Linier mod een, at en Corsørsk Poet,
Som Coliseum ei endnu har seet
Og Capitolium, etcetera -
Kan ikke være Bøsseskud derfra
Og modstaae Fristelsen, til nogle hundred Mile
At føie nogle Skridt, for did at iile;
Det regned altsaa paa, mig vist at træffe der
I Feieskarnet, som er end tilbage
Af Jordens Herlighed i gamle Dage -
Men Pyt sâe Peer!
Det løb fra Høi til Høi, fra Gade rundt til Gade,
Fra Peters Stoel til hvert et Stolestade,
Fra Port til Port, fra Huus til Huus,
Fra Plads til Plads, fra nye til gamle Bade,
Fra Grav til Grav, fra Gruus til Gruus;
Og ledte med en Omsorg uden Lige
Blandt Støvets Børn og blandt Udødelige;
Omsonst det giennemledte hele Rom:
Poeten fra Corsør var ei at finde -
Det kom og gik, og gik og kom,
Een Maaned eller to derinde,
109 Til kied omsider af en evig Ledenom,
Det lagde sig til Hvile i en Lomme
Hos een af dem, som ventede mit Komme.

Jeg arme foer imidlertid,
I en Forfatning uden Mage,
Med stoisk Selvfornægtelse tilbage
Fra Maalet for min Længsel og min Jid.
Og skiøndt, af lyrisk Romerild opluet,
Jeg Toppen af Soracte havde skuet
Og fandt mig ikke langt fra Tiburs Lund
Hinsides Tibren, paa Horazisk Grund,
Nær Marmorfaldet - næstendeels paa Randen
Af dette Himmeldyb, hvori
Hesperiens Beundrer Dupati
Gik af Beundring fra Forstanden -
Og skiøndt man bød mig Plads i en Karet
(Et sieldent Kiøretøi for en Poet)
Ved Siden af en yndig Kone,
Tvers over for min ældste Ven,
For Jubelfarten ind i Rom at krone -
Skiøndt denne tredie var høistformodentlig
Den sidste Gang, jeg her blandt Guders Grave
Mig nærmcd Kunstens gamle Himmerig,
I Sydens eviggrønne Have -
Jeg vendte Ryggen pludselig
Til Dronningen blandt alle Jordens Stæder,
Til Vatican og Pantheon;
Og gik, trods alle Vink af nye og gamle Glæder,
Tilbage over Rubicon.

Med meer end romersk Tapperhed,
Med ægte cimbrisk Mandighed,
Jeg Fod for Fod den samme Bane,
Man Cæsar henad vandre saae,
110 Betraadde hiemad; thi til Troskabs Fane
Jeg havde svoret - og det er de Danskes Vane,
At holde, hvad de have svoret paa.
Vi have Cæsar ei, men Hercules for Øjet,
Naar der skal vælges i en stridig Færd
Imellem Glædens Hist og Pligtens Her.

Saa blev min Walterstorf ubøiet
Af alle Gratiernes Smiil,
Som vilde standse her hans Jil;
Af alle vort Museums Tryllerier,
Af alle nye parisiske Magier,
Af hver en Vens, af hver Venindes Bøn;
Og fløi, da han begyndte knap at smage
Forlystelsernes Nektar her, tilbage
Til Danmark, til sin Konge, og sin Søn -
Saa bytted Regulus Triumphen hiemme
Med Lænker paa en fiendtlig Kyst,
Og fulgte Pligtens strænge Tordenstemme
Med patriotisk Martyrlyst -
Saa rev jeg selv mig løs af alle Rosenkiæder,
Som fængsled mig paa Herthas Strand
Til Digterlivets elskeligste Glæder,
Dengang jeg dig forlod, mit Fødeland!
Og bytted Nordens kolde, rene Himmel,
Og Hiemmets Liliers og Rosers Duft,
Med giftig Damp og Utøis dovne Vrimmel
I Sydens lunkne, pestopfyldte Luft;
Og offrede mit Liv, min Lyst, min Ære,
Min Barndoms Minder og mit Fødelands
Velsignelser og, hvad jeg kunde mindst undvære:
Dit Bifald, Fredrik! og de danske Døttres Krands
For i Paris, den Stad, jeg meest blandt alle hader,
At tabe mig blandt andet Snaus,
Som fylder dens uendelige Gader;
111 Og glemmes - mere glemt end nogen Claus
I Kiøbenhavn - forstrøes, tiltntetgiøres,
Som Krybet - som det Støv, jeg træder paa -
Som det, der aldrig sees og aldrig høres -
Som Ord af Tungemaal, vi ei forstaae -
Som Blun, der ere blot, naar de forgaae -
Som Gran, der af et Vift til Intets Grube føres.

Men den er hellig, himmelsk, eviggrøn,
Og overstraaler offentlige Minder,
Den Krands, Tilfredshed med os selv os binder;
Udødeligheds selv er et saa skiøn!
Hvad er et Diadem, som Rygtet vinder
Omkring vor Tinding? hvad er Navnets Klang
I Nutids Snak og Evighedens Sang?
Hvad er Triumphens Fryd? Basunens Torden,
Som ruller Heltens Priis om hele Jorden?
O! hvad er Kroner selv og alle Palmer
Mod Dydens største Løn; den stille Lyst,
En reen Bevidsthed skaber i vort Bryst?
O! denne Krands allene aldrig falmer!

Dog hvorhen rev mig et Tilbageblik
Paa Gangen, jeg fra Rom tilbage gik?
Ak! det er slet bestilt med Helte nuomstunder!
Min Walterstorf! naar ret man seer sig til,
Har selv med det moralske Friheds-Under
Forfængeligheds Diævel vundet Spil!
Ak! vore glimrendste, guddommeligste Dyder
Er - i det mindste mine - naar jeg seer
Lidt dybt i Tingen, ikke meget meer
End skiønt poleerte, stadselige Lyder!
Hvad Værd har vel en Handling, nok saa skiøn,
Der leder om et fremmed Bifalds Løn?
Er bedre vel, end Jagen efter Ære,
112 Den Lyst, at aabenbare for en Ven:
Man Verdens Hæder stoisk kan undvære -
Naar Vennens Bifald er os meer end den?

Nok sagt, jeg kom til mit Paris tilbage,
Forvaaget, mat, forknuust, en Skygge lig -
Da, uden nogensteds at hvile mig,
Jeg havde retst i næsten fiorten Dage.
Her fandt jeg vel i min Venindes Skiød
En salig Løn for mine vaagne Nætter,
For Roms Opoffring og for Veiens Stød,
For hver udstanden Fare, hver en Nød,
Og dit og dat, som jeg in Blanco sætter -
Men og uendelig F°rtred
Med Amme, Vaagekone, Kokkepige,
Vert, Portner, Tyvepak, Retfærdighed
(Republikansk Retfærdighed at sige),
Forhøren, Flytten, Stevning, og deslige -
Man havde nemlig, da jeg saae mig om,
Bortstiaalet mig min halve Eiendom -
Og Politiet nødte mig til Klage,
Som kosted mig omtrent hvad Tyven lod tilbage.

Naar mine Sager alt for skiæve gaae,
Naar Alskens Ærgrelser og Bryderier
Bugt med mit gode Lune faae,
Jeg tier -
Mit Hierte slaaer i Livets store Svier;
Men i de smaa
Det gaaer i Staae,
Og Pennen, mine Følelsers Vehikkel,
Er intet andet end dets Perpendikkel.
Jeg altsaa næsten opgav. Haabet om,
Da Skiæbnen vedblev mig at drille,
At faae i Gang igien, hvad der stod stille,
113 Da Deres kiære Brev, fra Rom
Tilbagesendt, mig her tilhænde kom -
Det trak mig atter op, og, trods hver Nød og Plage,
Kan jeg nu gaae igien omtrent i fiorten Dage.

Men det er Tid, jeg Afsked târ
Og mit Besøg, før det Dem kieder, ender;
Dog, før jeg mig tilbagevender,
Tillad mig, at jeg beder om et Svar:
Glem ei, De Nøglen til mit Hierte har!
At ingen sydlig Lyst, at ingen Fryd fra Norden
Det, naar det gaaer i Staae (og ak! det aldrig gaaer
Ustandset, af sig selv, et Fierdingaar,
Tak skee min Skiæbnes idelige Humplen
Og Skumplen),
Formaaer saa sikkert at optrække det igien
Som en Epistel fra min beste danske Ven.

Min Fanny, som blandt alle Tryllerier
Af Idealer i og udenfor mit Hiem,
Af alle Baggesenske Sværmerier
Ei nogen deeler som mit Sværmerie for Dem,
Formelder Dem og Deres ædle Mage
Sin hierteligste Hilsen. Aarets Dage
Og Livets Aar hengltde Dem saa froe,
I Faderfryd og landlig Lykke,
Som vi det ønske begge to;
Mens Deres Christian, de danske Drenges Smykke,
(Det blideste blandt danske Minder troe)
I Tanker til vort Bryst vi trykke.

114

Romerering.

Til A.C.Gierlew, i Rom.
1804.
Paris.

Glade, lykkelige Ven!
Som i Hesperiders Have
Henrykt sværmer Vintren hen
Mellem Alderdommens Grave,
Hvor Hellænis gaaer igien -
Hvor blandt Roms de store Skygger,
Rundt omgiven af Exempler,
Idealer, Guddomsstempler
Og Udødeligheds Templer,
Venskab Dem en Hytte bygger,
Som kun Moltke bygger den -
Alt for lykkelige Ven!
Hvad kan vel fra Seinens Boder,
Mellem lutter nye Moder,
En forfløien siællandsk Pen
Bringe Dem til Skiænk igien
For de glade Sværmerier,
For de Nyn af Philomeler,
For de Træk af Raphaeler,
For de klassiske Magier,
Deres sidste Tryllebrev
Mere sang mig til, end skrev?
Ak! paa hine ni Gudinder
115 Kalder jog omsonst mig hæs:
Min Anraabelse forsvinder
Mellem lutter Gaasehvæs
Af de tustnd hvide Tøiter,
Som ei blot paa Pinde staae,
Naar en fransk Josias fløiter;
Men som gribe, holde paa
Danske Fremmede, der gaae
(Som De veed) paa Dydens Skøiter
Over Levemaadens Jis
I det slibrige Paris.
Og dog kan og vil jeg ikke
Paa et Brev, som Deres rar,
Dem - maaskee til Tibur - skikke
Et gemeent prosaisk Svar:
Vil det ei; thi, skiøndt beskeden
Som en ægte Siællandsfar
Jeg af Digterevigheden
Med en Stump til Takke târ,
Onsked jeg dog, sandt at sige,
Heel og holden denne Stump;
Og, hvis i Apollos Rige
Jeg til Høihed ei kan stige,
Dog at hytte mig for Dump
I en saa afskyelig Mose
Som min gamle hverdags Prose -
Kan og ikke; thi min Aand
(Vant til Rimets Ledebaand),
Hvergang noget mig beruser,
Hvis den gaaer allene - buser;
Hver en Gang min gamle Pen
Med en sympathetisk Ven
Bliver som til Barn igien,
Rimet mig i Oret suser;
Og ved hver en deelet Fryd
116 Hører jeg en doppelt Lyd,
Som en Væddesang af Muser -
Sligt er eengang min Natur:
Enten maae jeg lægge sammen
I en bunden Stil min Gammen,
Eller tic som en Muur.

Altsaa vilde dog min Stierne
(Hvad De undte mig saa gierne),
At jeg skulde see mig om
I det hellige, det skiønne,
Stolte, gamle, eviggrønne,
Underfulde, store Rom!
Altsaa dog ei blot i Tanker
(Hvori hver Poet jo spanker,
Naar han vil, al Jorden om,
Ja vel og t Himlen dandser),
Men med alle mine Sandser,
Endelig derhen jeg kom!

Ja, min Ven! jeg hører, skuer,
Lugter, smager, føler alt,
Hvad om denne Troldstads Buer,
Støtter, Templer, Torve, Stuer,
Helte, Munke, Muser, Fruer,
Gamle Ørne, unge Fluer
Blev af Hviid og fleer fortalt!
O! jeg seer - og mine Blikke
(Held mig glade!) skuffes ikke,
Som saa mangen anden Gang -
Alderdommens hele Prang:
Dette Capitol, hvis Torden
Rysted fordum bele Jorden -
Hele Jorden, at forstaae:
Folkene, som boe derpaa!
117 O! jeg bæver, ved at skue
Sin Sankt Peter med sin Hue,
I hvis stadselige Vom
Vor Sankt Peter med vor Frue
Magelig til Rette kom!
O! hvad seer jeg ei? mit Oie
Drukner i et Trylleblik
Over selve dig, Sankt Peter!
Over disse Heltehøie,
Disse sande syv Planeter
I den bøiere Sphærik!
(Thi Naturens - o! hvad er den
Imod denne Kunstens Verden
Andet end Matematik
Imod plastisk Dynamik?)

Hvad er Alpetoppes Svimmel,
Hvad er Nattens Stiernevrimmel,
Imod denne Romer-Himmel,
Naar man sandse, føle kan
Med en Mand sorn Winkelmann?

Og - det kan jeg, kiære Ven!
Nok saa got som een igien,
Naar jeg giver mig lidt Stunder
Og paa Kunsten kritisk grunder.

Naar jeg, i en vis Distants
Fra mig selv, paa Posten hans,
Fordumstidens Gudefagter
Her i dette Gruus betragter,
Spørger jeg mig henrykt om:
Hvad er vel vort usle Norden,
Hvad er vel Naturens Orden,
Hvad er Havet, hele Jorden,
118 Alle Stierner, alle Sole
Mellem Melkeveiens Pole,
Hele Verden, kort, mod - Rom?
Den, som midt i Kunstens Skatte
Sligt et Spørsmaal ei kan fatte -
Den, som her et raaber Bæ!
Til vor Nutid - er et Fæ;
Ham gav blot Naturen Patte;
Ham gav ingen sund Critik
Denne Melk, som Smagen kryster
Af de gamle Kunstens Bryster,
Som man kalder Æsthetik.

Himlen over alle Sole -
(Den i den latinske Skole
Meener jeg med Himlen her)
Og dens Rector - være lovet!
Jeg har ei saa reent bortsovet
Tiden i Naturens Arm,
At jeg ei, hvergang mig Dunsten
Stiger noget op af Kunsten,
Skulde kunne blive varm;
Ja endog, trods nogen anden,
Blive ganske heed i Panden.
Svar mig, kiære Gierlew! svar!
Føler jeg mit Hierte banke
Som en anden Siællandsfar?
Er ei værdig Rom den Tanke,
Jeg paa Potteskaar'nes Banke,
Hvor jeg netop stander, har?
Er den Folelse, som stiger
Høit med Tecks og Göthes Lyst,
I mit fordumssvangre Bryst -
Ægte klassisk? See, jeg kiger
Ned paa Brokker hist og her
119 Blandt Ruiner fiern og nær
Og, begeistret af den øde,
Gamle, faldne, knuuste, døde,
Halvforraadne Værdighed,
I hvis Grav jeg blikker ned,
Ønsker jeg: "en dygtig Torden
"Maatte knuuse hele Jorden,
"Og, om mueligt, Himlen med;
"Saa, at alle syv Planeter
"(Hvad jeg vilde sige: ni)
"Med alt hvad der er deri,
"Sole, Stierner, og Cometer -
"Flur blev til Antiqviteter;
"Og (o meer end Salighed!)
"Intet, intet blev tilbage
"Af den unge Herlighed,
"Som skamskiænder vore Dage;
"Og at jeg i dette Nu,
"Mellem Gruus og Skaar og Stumper
"Af de andre Verdens Klumper,
"Selv og maatte gaae itu!" -
Svar mig, Kiære! svar oprigtig:
Finder De min Tanke rigtig?
Er der Tieckisk Sværmerie,
Er der Schlegelsk Poesie,
Er der nye Philosophie,
Er der gammelt Raserie,
Er der klassisk Chiliasmus,
Høihed, Kraft, Enthusiasmus,
Fiinhed, Stolthed, Energie,
Ahnelse, Critik, Genie -
Kort: æsthetisk Ild deri?
Lugter ogsaa den af Fæet,
Som, imellem Faar og Giæs,
Ildelukt af Propylæet,
120 I Naturen gaaer paa Græs,
Og som dumt sig vederqvæger
Ved Forstandens Kilde? - Ven!
Skulde selv en Schlegel-schläger
Kunne skamme sig ved den?
Er den værd de vilde Blikke,
Han (hvis han sig fandt i Rom)
Vilde lyne rundten om?
Ligner den - om nu just ikke
Fuldelig, til Punkt og Prikke -
Noget den beruuste Hikke,
Som ham sikkert der paakom,
Ved sin Siæl i Alderdom
Ganske pærefuld at drikke? -
Svar mig! - Dog De tier? Sligt
Synes Dem (hvis jeg kan læse
Trækket under Deres Næse)
Svimmel Hovmod alt for ligt.

Om jeg altsaa tog tilbage
Denne Pralen uden Mage?
Om for ham i Skiul jeg krøb,
Vigende hans løbske Løb?
Vel! jeg lader ham den Ære
(Men og eene ham) at være
Stærkest i poetisk Ruus,
Gøthiskhed, og klassisk Duus -
Ham, der (som os Rygtet siger)
Alt besov Parnassets Piger
I sin Vugge - ham, hvis Næb
Qviddrede sin Jordemoder
Een af Sprogets beste Oder
I sit allerførste Flæb -
Ham, som alt, før han gik eene,
Drak sig fuld i Hippokrene -
121 Og saasnart ham hans Mama
Lærte stamme plat: Papa!
Føied lyrisk til: Ha! ha! -
Ham, som giorde (tabt desværre!)
Alt en Hymne til vor Herre,
Fuld af Streger, i sit Svøb - -
Ham i Drukkenskab at stikke
Vover min Begeistring ikke;
Skiøndt i Digter-Veddeløb
Fra de Fem og fra Forstanden
Den tør trodse hver en anden.

Men fra denne svimle Top,
Hvor, for Blik med Dem at deele
Over Roms forknuuste Heele,
Jeg saa modigen steeg op,
Giør jeg, ned igien, et Hop.

Thi skiøndt Tidens Ormes Vrimmel
Mylrer i mit Hoveds Svimmel;
Skiøndt jeg føler i mit Bryst
Meer en Gammelost af Himmel
End et Hierte fuldt af Lyst -
Finder dog, naar for og agter,
Her i denne gamle Bye,
Critisk Tingen jeg betragter,
Jeg mig Stakkel alt for nye.
Og naturligviis lidt blye
Ved at finde mig (trods Volden
Paa mit Væsen) heel og holden,
Som man staaer og gaaer i Thye,
Skynder jeg mig ned i Livet
Fra det Golgatha, hvorpaa
De og Moltke henrykt staae.
122 Mig blev, ærlig talt, kun givet
Meget lidet (som De veed)
Af den sande Classiskhed -
Meget lidt af disse Miner,
Hvormed Kienderen fremtriner
Paa Hesperiens Ruiner -
Meget lidt af denne Smag
For hvad Tiden har fortæret,
For hvad eene heelt har været
En Snees Sekler før i Dag -
Meget lidt; skiøndt maaskee mere
Selv end mangen tydsk Pedant,
Der, sorn Schlick og Schlack og flere,
Meer i Roms Kloaker fandt,
End i alt fra Syd til Norden
Ander, eller over Jorden;
Thi det lidt, jeg fik - er sandt.

Men hvad seer jeg? Selv De stiger,
Og min ædle Moltke med,
Ned i Livets lave Riger,
Fra det Hovedpandested,
Rundt om hvilket, hvor det kiger,
Øiet seer kun Dødens Fied.

Mæt af Romerherlighed,
Træt af Trin paa Kunstens Grave,
Tyer De til mit Opboldssted
I vor Nutids unge Have,
Hvor, imellem Blomsterbed,
Man, istedenfor Gudinder
Og Gudinders Børn af Steen,
Svage Dødelige finder,
Lutter Mænd kun og Mandinder,
Men som have Kiød og Been -
123 Og for stumme Idealer
Af en Gud, en Helt en Taler,
Folk, som man kan snakke med
Om sin Fryd og sin Fortred -
Og for hvad de Døde skreve
Og de Døde svarte paa
(Skiøndt i Vers, som evig leve),
Muntre Baggesenske Breve
I et Sprog, som vi forstaae.

Troe mig: Det er skiønt at sveve
Mellem Skygger hist i Rom -
Saligt, vellystfuldt at leve
I det gamle Svinedom,
Nye Sviin bar rodet om -
Mig dets Under og henreve,
Skiøndt jeg kun i Deres Breve
Did med alle Sandser kom.
Men, naar man har seet sig om
Nogen Tid i Guddomsskrabet
Af forgangne Hedenskabet,
Finder man tilsidst sig i
Livet, som det nu er Moden
Mellem Christne her paa Kloden:
Livet uden Maskepie
Med det gamle Svinerie -
Livet, som er end tilbage -
Livet, som er ei forbi -
Livet, kort, i vore Dage
Livet - som man lever i.

Men det er vel Tid, jeg ender!
Jeg er ikke rigtig klog:
Pennen løber, Tiden render,
124 Brevet bliver til en Bog.
Til de Romere jeg skriver
Med en Lyst og med en Jver..
Der maa være noget dog,
Noget eget der, som driver!
Thi Sankt Paulus selv og skrev
Dem sit allerlængste Brev -
Sagen er: jeg romererer
Trods en anden, og jeg er,
Naar jeg Rom satyriserer
Og mig over Kunst moqverer,
Alderdommens Kunst især:
Ræven under Rønnebær.

Lev, min Ven, lyksalig lev!
Hils det gamle Roms Gudinder!
Hils de nye Romerinder!
Hils Virgils og Flakkus Minder!
Hils hvad andet smukt De finder!
Men, for alting, hils mig der
Humboldt med sin Humboldtinde,
Moltke med sin Adaminde,
Og den lille Carl især,
Som jeg meer end alt, hvis Nyden
Blev min Siæl til Deel i Syden,
Har i min Erindring kiær.
Kom omsider fro tilbage,
Rig paa Kundskab, rustet ud
Med Erfaring, - og en Brud
Lære Dem, at vore Dage,
Trods de gamles Daad og Digt,
Have (skiøndt med Snue blandet)
Selv i Norden eet og andet
Himmelskt og guddommeligt!
125 Mangt et Blomst, som lifligt qvæger,
Mangen Plante selv, som læger,
Mangen Frugt - er udenlandsk;
Skue de fierne! pluk de næste!
Prøv dem alle! giem de beste!
O! men bliv bestandig - dansk!

126

Til min Ven.

Elskværdig kaldte jeg alt mangen Gang
Den første bedste Ven, især i Sang,
For Versets eller Rimets Skyld. - Desuden,
Hvad finder ei den unge Digter saa?
Slet ingen Ting han ved sit Værd lâr staae,
Lâr ingen Mand og ingen Kone gaae,
Som andre got Folk, med et koldt: "saa saa",
Men kysser, hvad han ikke slaaer paa Snuden -
Det er Poetmaneer, saa længe til
Poeten kommer til Skiæls Aar og Alder,
Der gierne seent og selv, som mangen paastaae vil,
I Grunden aldrigen indfalder. -
Det være, som det vil, den Dag i Dag,
Med mine Fyrretyve paa min Bag,
Elskværdigt Epithet jeg ingen let paalyver.
Erfaring mig har lært Oeconomie
Med alle Ting, og selv i Poesie
Jeg holder sparsomt Huus med Kys og Næsestyvre
Naar jeg elskværdig altsaa kalder Dem
Med Overlæg, med alle mine Fem,
Mod alle Tryllerier hærdet,
De frit kan stole paa, De er det.

127

Overhovedet og i Grunden

Til General Walterstorf.
1805.
Paris.

De stikler ved hver given Leilighed,
Min ellers ædle Ven, paa Held, jeg har i Munden;
Og sigter overhovedet dermed
Maaskee til hvert et andet Sted,
Men træffer dog mit Hierte kun i Grunden.

Tillad, at overhovedet lidt sær
(J Grunden burde jeg vel have kaldet
Det skaldet)
Jeg, skiøndt jeg overhov'det, som enhver,
Mig tager Stiklen paa mit Hierte nær,
Dog leer i Grunden af Kritikker,
Som sigter oven, og som neden stikker;
Og at jeg altsaa med et muntert Smiil
I disse Vers afbøder Deres Piil
Ved at bevise Dem, min Feil i Munden
Er ypperlige Tanketræk i Grunden.

Forinden videre jeg gaaer
I mit Beviis, er vel Exempel nødigt
Paa hvad jeg overhovedet forstaaer
Ved det Par stakkels Ord, hvorpaa De stedse slaaer;
128 Maaskee et eeneste forslaaer
Og giør Beviiset selv i Grunden overflødigt.

Jeg bærer overhovedet en Hat
(I Grunden er en Hat en Hue),
Thi hvis og Pullen er lidt plat,
Den danner dog mod Randen en Slags Bue
Og viser derved tydeltgen, at
Den er en større, stundom kantet Hue.

Jeg føler overhovedet kun Rum;
Men dette Rum er næsten Alt i Grunden;
Thi det er Himlen; hvad der er paa Bunden
(Paa Jorden, vil jeg sige), er i Grunden
Kun Støv og Skum.

Jeg elsker overhovedet en Mand,
I Grunden elsker jeg en Kone,
Saa giør enhver, der blot har sund Forstand.
Thi elske overhovedet en Kone,
Og under Hovedet en Mand,
Fortiente Daarekisten og en Krone.

Jeg hader overhovedet kun Vand,
Paris, og slette Vers, og alleslags Parykker;
I Grunden hader jeg af alt dog meest Forstand,
Det veed enhver, som kiender mine Nykker;
Og skiøndt Forstand just ei er Skoen, som mig trykker,
Er dog Bekiendelsen i Grunden sand.

Jeg overhov'det giør et store Spring,
Jeg hopper høit til en og anden Kones Hierte;
Jeg overhovedet til ingen Ting
I Verden trænger; al min Sorg og Smerte
Er under Hovedet, i Grunden
Paa Pengebunden.
129 Jeg overhovedet er vittig nok,
Og var jeg ikke dum i Grunden,
Saa kunde jeg endnu med nok en Skok
Deslige Vers Dem ganske stoppe Munden,
Men ganske vil jeg ikke stoppe den;
Hvis og lidt giftig, er den dog, min Ven,
En Hovedkilde til min Fryd i Grunden.

Som Dannemand og General
De intet overhovedet kan lide;
En Mand, der kiender Verden, og hvor gal
Den er, især paa vor luslidte Side,
Maae hver en verdsens Ting i Tide og Utide
I Grunden ogsaa synes lidt fatal.

Mig synes overhovedet det samme;
I Grunden føler jeg som De;
Jeg dristigen deraf tør bramme,
At, naar De siger A, jeg siger B;
Man overhovedet let finder en Foreening,
Naar man i Grunden er af samme Meening.

Jeg haaber altsaa trygt fra nu af Fred,
Og at De aldrig meer vil grusom dræbe,
Ved hvert et andet Ord, den Slags Veltalenhed,
Som Deres Omgang føder paa min Læbe.
Hvis overhovedet jeg sludder har i Munden,
For Dem, min ædle virkelige Ven,
Har jeg en Folelse, som ingen Pen,
Selv Deres egen ei, saa høit jeg agter den,
Adtrykker værdigt nok i Grunden.

130

Hvis jeg er, og hvis jeg ikke er.

Til den danske Spørger i Iversens Avis.
1805.
Paris.

Man skriver mig til Svar paa ni private Breve,
Der alle hidtil ubesvarte bleve,
Fra Fædrelandet i en offentlig Avis,
Og melder mig, blandt andre tydske Sager,
Hvis Vinding eller Tab mig lidet rager,
Min fordums Reisekammerats Forliis -
Med Efterskrift: at ikke længer vides
(Naar man undtager Gud, som alting veed),
Hvis Baggesen jeg stedes eller tides
I Hensigt til min Patriotiskhed -
Kort: hvilket Folks jeg er, der eengang var det danskes?
Om det italienskes, eller spanskes,
Det engelskes, det tydskes, eller franskes? -

Mit Svar er kort: Mit Opholdssted er her
(Hvor mindst maaskee det vides eller vidstes);
Hvad angaaer hvert af hine Folk især,
Hvis jeg er ei det første længer kiær,
Er hvert af dem omtrent mig lige nær;
Og altsaa veed jeg ikke, hvis jeg er,
Jeg veed kun, at jeg ikke er det sidstes.
131 Saa vidt aftvunget Svar. Af egen Drift
Jeg føier til en liden Efterskrift.

Ifald lidt ubestemt, og noget koldt,
Og ganske følesløst, og alt for stolt
Aviscorrespondenten Svaret finder,
Saa for at forebygge Tanken om,
At, efter min forfængelige Dom,
Mig intet Baand i Verden mere binder,
Og at jeg, dum, paa denne hængte Jord,
Fordi jeg ikke hænger meer i Nord,
Min Uafhængighed fuldkommen troer -
Vil jeg syv otte Linier ei spare,
For et par andre Hvisser at besvare.

"Hvis Undersaat jeg," for Exempel, "er?"
Den Danske Konges, evig ingen andens!
"Hvis Borger?" Danmarks Sprogs! "hvis Pensionnær?"
Vor Kronprinds Frederiks, hvis Uniform jeg bær!
"Hvis Sanger?" Hans og Skiolds! (o var min Sang dem værd!)
"Hvis Ven?" Hver ædel Mands! "hvis Fiende?" Fandens!
"Hvis smigrer?" Jngens! "hvis Beundrer?" Kants,
Homers, og blandt nulevende de Færres!
"Hvis Elsker?" Gots og Skiønts! "hvis Dyrker?" Sandts!
"Hvis Tiener?" Min! "hvis Kreatur?" - Vor Herres.

132

Satansengelen.

Til General-Major Walterstorf.
(Ved hans Afreise fra Paris).
1805.

Den er der da, den frygtede blandt Dage,
Vor Hersomssamqvems Afskeedsdag:
De gaaer med Top og Tavl til Dannemark tilbage,
For fulde Seil; og jeg - et synkefærdigt Vrag,
Som Hymens Storm forslog paa Seinens Bred,
Fra den Tid af min sidste Mast
I Kiærligheds og Venskabs Nordsøe brast,
Jeg bliver liggende paa samme Sted,
Trods min bekiendte Lyst til Flytten.
I sligt et Fald, min Ven! man føler Nytten
Af lidt poetisk Munterhed.

Den bierged ttdt tilforn, naar jeg var ude
Paa Verdens store Hav, min lille Skude;
Den ogsaa redde skal i Dag,
Trods al dets Synkefærdighed, fra Synken
Mit Vrag.

Vel burde jeg, om nogensinde, græde,
Min Walterstorf! ved dette sidste Stød
For min Pariseromgangsglæde;
Thi Deres Bortgang er dens visse Død!
133 Ieg føler dybt, at mellem alle Skatte,
Som modens Dyd, og Flid, og Kunst, og Videnskab
Har sammendynget her, mig ingen vil erstatte,
Selv ei den største, Deres Tab.

Men det mig netop er en Grund til Latter:
Et Træk paa Smilebaandet kan slaae til,
Naar man har tabt et lille Spil;
Naar man gaaer bag af Dandsen som Forfatter,
Det mangen Versedornmer paastaae vil,
Jeg tidt har giort - naar man gaaer glip af Pæren,
Man sigted til,
Og kommer fra sit Embede med Æren -
Naar man giør Bankerot! - og hvad man ellers vil
Deslige Smaapuf, naar de møde,
En Stoiker kan med et Smiil afbøde;
Men naar en Ven forlader os, Falill!
Der hører noget mere til;
Jsær naar denne Ven, paa vores Liste,
Er ikke blot den første, men den sidste.

For at forstrøe en Sorg som denne, giør man vel,
At gaae saa langt man kan poetisk fra Forstanden,
At feie Rub og Stub Fornuften ud af Panden,
Og, er det mueligt, lee sig reent ihiel.

Jeg efter Evne det vil giøre
I disse korte Afskeedsvers.
De vilde Dem til Graad og ei til Latter røre,
Ifald De kunde læse dem paa tværs!
Thi, ak! min Ven! De vilde see og høre
Fortvivlelsen, som ligger i min Skierts;
Men det er ikke, hvad jeg har bag Øre.
Min Hensigt er, trods al min Hierteklem,
Endnu for sidste Gang at more Dem,
Jeg beder altsaa; læs dem ligefrem!
134 Naturltgvns til Afskeed først jeg takker
For al den Ære, De har viist
Her i Paris mig ufornemme Prakker,
Hvergang i Deres Selskab jeg har spiist,
Ved, Rang og Stand til trods, at gierne lide,
Jeg sad, hvor helst jeg sad, ved Deres Side.
Det giorde mig, som af Naturen er lidt blye,
Jeg kan ei sige Dem, hvor krye;
Sær naar De havde Kiolen paa mod Stiernen -
Paris nødvendigen jo maatte troe,
Trods min luslidte Frak og mine spidse Skoe,
Jeg havde dit og dat i Pungen eller Hiernen.
Thi sielden har den store Verden seet,
Ved Nat og Dag, i Sorg og Gammen,
Som Ligemænd og Venner sidde sammen
En indtsk Gouverneur og en Corsørsk Poet.
Jeg troer imellem os, det første Gang er skeet
Paa saa besynderlig fornemme Steder,
Og ved saa høifornemme Leiligheder,
Som, for Exempel, hos Geheimeraaden her,
Ved Keiserkroningen, ved spanske. Jordefærd,
Ved Hertuginders Bord, ved Deres eget -
Betænk, hvor høit mit Værd maa derved være steget!

Men hvad er Æren imod Øl og Mad,
Naar man har Appetit, og gierne spise gad?
Og hvad er Øl og Mad, som eene Kroppen styrker,
For den, der Siælen frem for alting dyrker,
Mod en venskabelig, taalmodig Fiil,
Der ufortrøden kradser paa vor Stiil,
Saa længe til den faaer os reent af Munden
Vort Overhovedet og vort i Grunden?

O Walterstorf! jeg glemme kan engang,
Hvor høit De lod mig stige her i Rang;
135 Hvor tidt De gav mig Kaffee, Viin og Kage;
Hvor tidt i Deres Vogn De lod mig age;
Hvor tidt De mig forstrakte selv med Guld,
Og proppede min tomme Daase fuld -
Jeg det, og meget meer - thi jeg mig selv kan glemme;
Men aldrig glemmer jeg den venskabsfulde Stemme,
Der med en mageløs Taalmodighed
Mig lod saa længe, lig et Ekko, høre
Mit overhovedets Afskyelighed
Og mit i Grundens Overflødighed,
Til endelig en sand Medlidenhed
Med Deres og mit eget Øre
Mig tvang til en alvorlig Selvkritik,
Hvorved omsider Bugt jeg fik
Med Satans-Engelen og Pælen i min Snak,
Der var mig blcven en Slags aandelig Tobak.

Jeg ellers oekonomisk er med Tak,
Især til Dem, min Ven! som Takken hader;
Men denne haaber jeg, De mig forlader,
Naar jeg Dem Tingen giør lidt mere klar,
Og viiser Dem, hvor stor mig hin Velgierning var.

I ni og tyve syndefulde Aar
(Alt i det ellevte mig en Mandindes Ynde
Lod, om jeg husker ret, begynde,
Om ikke grovt, dog fiint at synde)
Jeg saa alvorlig, som en Synder det formaaer,
Arbeided paa, mig om at vende,
Og mine Lysters Herredom at ende.
Halvfemsindstive Gange, hver en Fest
I Aaret, satte sig min Siæl til Hest
Paa hin Samvittighedens Ganger,
Som danske Moralister kalde Anger,
Og vovede paa den en Dyst
136 Mod Satansengelen, mod Syndsens Lyst.
Halvfemsindstive Gange vendte Siælen
Desværre Hælen;
Beelzebub vandt Seir, og jeg var lige nær
Med min Omvendelse; hvad siger jeg? i Grunden
Blev efter hvert et Slag mig Vanen doppelt kiær,
Og Siælen til den søde, sledske Mær,
Man kalder Synden, doppelt bunden.
Jeg blev tilsidst af denne Riden kied,
Og selv af Gangeren, jeg reed;
Og slutted - ikke Fred, som dog saa mangen anden -
(Thi det forbød mig min Samvittighed)
Men - Stilstand dog paa nogen Tid med Fanden.
Ak! Stilstand! - Som De seer, jeg stod paa Randen
Af min Fordømmelse! hvo veed?
Jeg havde maaskee ganske sluttet Fred,
Hvis De, min Walterstorf! var ikke falden ned
Af Himlen for mig med en anden
Bucephalus end den, jeg hidtil reed,
Og paa hvis Ryg min Siæl fik Bugt med Fanden.

Skam hedder den. Jeg raade vil enhver,
At ride den i Ledingsfærd
Mod hvadsomhelst for slemme Vaner
Og Slendrianer.
At Alskens Synder ere Vaner blot,
Det veed enhver, som syndet har, ret got;
Og, om man har en slig i Hiertet eller Munden,
Det kommer ud paa eet i Grunden.
Hvo sig kan vænne fra et Mundheld i sin Snak,
Kan ogsaa vænne sig fra Snuustobak -
Fra Drik - fra Spil - fra Vers for Arteboder -
Ja selv fra Kiærlighed - og Fanden og hans Moder.
137 Nu mærker De, hvor jeg vil hen -
Tak skee den røde Ktndhest De mig sendte,
Hvorpaa jeg lykkelig bestred
De Mundheldheste, som min Tale skiændte;
Langt fra med Satan nu at slutte Fred,
Jeg, efter opsagt Stilstand, ham bekriger
I hvad jeg giør, og tænker, eller siger;
Og staaes bestandig, saa det er en Lyst,
Med alle hans Pandurer i mit Bryst;
Thi nu jeg ikke blot, men han og stundom viger.

Dog lad mig ikke glemme, hvad især
Jeg burde stride mod (blandt mine Slendrianer
Og alle mine syndefulde Vaner
Den allerværste noget nær),
Den nemlig: med for megen Snak at kiede! -
Jeg skamfuld bryder overtværs
Mit Afskeedsvers:
Vig bag mig, Satan, flye, forsvind, du Leede!

Reis lykkelig, min Walterstorf! min Ven!
Og Reisen vorde Dem forsødet
Ved Tanken: Jeg har trukket Baggesen
Apostelens bekiendte Pæl af Kiødet,
Og voldt, at han paa nye til Kamp uddrog
Mod Satansengelen, som bam med Næve slog.

138

Tausheden.

Til Grev Adam Moltke.
1805.
Marly.

Du klager, at jeg skriver alt for lidt
Paa nogen Tid, især til Norden;
Og at min Taushed gaaer saa vidt,
At næsten ingen veed, hvad jeg er vorden,
Og hvor, og om jeg end er til paa Jorden?
Jeg, som tilforn (maaskee kun alt for tidt)
I Skrift og selv paa Prent lod hele Verden vide,
Hvad i den lille Rummets Prik,
Mit Væsen fylder, foregik,
Indtil det mindste Solens Straalestik,
Og Maanens eller blot en Stiernes Blik,
Kort: min Sankthansorms-Lyst og min Sankthansorms-
Qvide -

Jeg nu, da Jorden brager fiern og nær,
Mens alle Himmelens og Helveds Tordner knittre,
Da Lysets Engle selv og Mørkets Aander zittre,
Mens Throner styrte hist og her,
Og Templer falde her og der,
Og alle brøle, hyle, skrige, sukke,
Ei høres meer med mindste Lyd at mukke,
Men tier qvær?

Jeg kunde svare dig: at Nationers Smerte
Er alt for stor for mig og for mit lille Hierte -
Jeg kunde svare dig: at Faldet af et Huus,
139 Der dræber Mennesker, ei mærkes af en Muus -
Jeg kunde svare dig, at Stormene, som bruse
Paa Tidens Ocean, og Tordnerne, som knuse
Hvert Rummets Field, et høres af min Muse -
At den saa lidt, som Ormen i sit Læ
Og Glimmerfnugget i sit raadne Træ,
Fornemmer Jordens Poles bange Knagen
Og Arelens forfærdelige Bragen;
Men det er ikke ganske sandt -
Jeg føler rigtig nok ei Skiælvet i det Hele,
Men dog et lille Stød iblandt.

Aarsagen, hvi jeg ei min Følelse vil deele,
Som før jeg deelte den, i Alvor og i Skierts,
I Skrift og Tryk, i Prosa og paa Vers,
Med een og anden af de kiære Mænd og Koner,
Der gierne høre mine svage Toner,
Er reent ud sagt, min Moltke! den:
At jeg er din og deres Ven.
Og Følelsen, jeg har ved alle disse Løier,
Mens hele Verden skraaler, skriger, støier,
Er saa fortræden og kiedsommelig,
At jeg med den kun vilde plage dig.

O! lad mig tie! lad min Pen forstumme!
Forfør mig ei til høit at raabc: Vee!
Og lok mig et til overlydt at lee!
Tillad mig ei engang at brumme
Det mindste Muk,
Det mindste Suk!
Thi lod jeg mig, den Dag i Dag, sorlyde
Med hvad jeg troer
Om Færdselen i Syd og Færdselen i Nord,
Og overhov'det om vor hele Jord,
Du vilde det, som Ven af den og mig, fortryde!

140

Sprog-Smørrebrød.

Til den franske Legations-Secretair Desaugiers,
i Kiøbenhavn.
1806.
Marly.

O du, som, deelende den Fred,
Vort kolde Nord oplives ved,
Mens Syd og Vest og Øst i Surturskampen med
Den jordomslyngende, havstrakte Midgaardsslange
Er Rov for Tvedragt og Uroelighed
Og alleslags Elendighed,
Min Desaugiers, som, med en Nasos Fied
Blandt Geter, vanker om i Gothers Bøgegange,
Og Cæsars Priis og Middelhavets Sange
Begeistret toner hist paa Sundets Bred,
Mens jeg, lyksalig i dit Øie,
Misundet næsten af det hele Nord
Og sikkert af den halve Jord,
Paa een af Seinens viinbckrandste Høie,
Nær Verdens Hovedstad og vor besiungne Helt,
Opstaaer min Sanggudindes Telt!
Tør jeg dig danske Vers fra Frankrigs Pindus sende?
Og vil du, ved at læse dem
Langt fra dit eget elskelige Hiem,
Deri med patriotisk Lyst gienkiende
Den Lethed, som kun i dit Modersprog,
141 Ved Bredden af den stille Seine,
Opnaaedes heel af Lafontaine,
Hvorefter hidindtil omsonst man jog
Hvert andetsteds, i Vers, som, lette nok at giøre,
Var derfor ikke lette just at høre?

Du læser, haaber jeg, det Danske dog?
Om intet andet, saa Aviser?
Hvis af en hendelse du skulde svare: Nei!
Jeg derfor dog aldeles ei
Mit Haab, at læses og forstaaes af dig, forliiser;
Thi jeg min bundne Stil i disse, kun for Skiærts
Og Rimets Skyld saa kaldte Vers,
Troer (uden alt for meget den at rose)
Langt mere let end Berlingsbrødres Prose -
Med Berlings Brødre meener jeg en Hær
Ei blot af Ænder i Parnassets Gadekiær,
Men selv af Frøer i Parnassets Tørvemose,
Hvis snaddren, Qvækken, Sang, og andet sligt
I Kiøbenbavn man kalder, troer jeg, Digt,
Fordi det er saa folkeligt,
Saa ligefremt, og saa begribeligt
Som Fod i Hose.

Hvis altsaa, hvad du hidindtil faldt paa
(For dig engang iblandt at øve noget
I danske Sproget)
At læse, ned ei vilde gaae;
Hvis Bugt med Dagen selv du ikke kunde faae -
Du lade dig af saadant ei forskrække!
De Vers, som jeg har trukket ud og ind
Med Lafontainisk Egensind
I lange Liniers og kortes Række,
(Hvis blot en halv Snees Ord af Sproget alt du veed)
Som Smørrebrød, min Ven, vil glide ned.
142 Sandt nok! du vil og intet andet finde
For dennesinde:
Den lille Gave, jeg tør byde dig
Paa dansk, er saare tarvelig.
Men et Glas Vand, naar man er tørstig, smager,
Og naar man hungrig er, man selv i Nød
Med bare Brød
Til Takke tager!

Jeg haaber snart, min ædle franske Ven,
I Tomi-Kiøbenhavn at favne dig igien:
Hvo veed, maaskee jeg der dig bringer nogle Kager,
Af dem, som man til Juulehøitid bager,
Paa Musebierget i vort Nord,
Til Gtengield for den ypperlige Tærte,
Som du mig i din Sang om Peleus Søn*) forærte,
Og som engang den hele Jord,
Til din og alle franske Musers Ære,
Vil under tusind Bravoraab fortære.

*
143

Levningm af Uskyldighedsstanden.

Til Jomfru Ø***.
Kiøbenhavn.

Letsindig kalder du, min Lilia! din Sanger,
Fordi han Gratier og Muser fanger
Med Glæde, naar han seer sit Ram,
Det er at sige, bliver ikke bange
For dem, som ham, i Grunden, fange
(Thi han er selv, det veed du nok, saa tam,
Som man det af en Digter kan forlange);
Dybsindig derimod du burde kalde ham:
En jordisk ei, men blot en himmelsk Lyst,
En Levning af Uskyldighedens Eden,
Og ikke mindste Snæv af Skyldigheden
Herneden,
Forraader denne Særhed t hans Bryst.
Den lader sig naturligen forklare
Af Livet førend jeg og du blev fød,
Af den Opdragelse, hans Siæl i Himlen nød,
Af Vanen, i en hellig Engleskare
Sig ikke synderlig at tage vare;
Og først og fremmest af den Barnlighed,
Der er ham egen, sem du veed.

Dog før jeg mig til dens Forklaring vender,
Som en Spadseregang paa banet Gruus,
Til dens af Ædelstene bygte Huus,
144 Og som en Gienvei til dens lyse Throne,
Jeg først fortælle vil min Engel om en Kone,
Der fanged Muus.

Der var engang (hvis det er rigtigt fat
Med min Hukommelse, der kom i lidt Uorden,
Da jeg dig saae for første Gang, og plat
Forglemte alt det øvrige paa Jorden)
Der var engang i Asien en Kat,
Der mored sig, som andre Peiser,
Med Muus at fange, ligesom
Domitianus, den berømte Keiser,
Sig morede for tusind Aar i Rom,
Og Nemesis i vore Dage,
Med Fluefangen. Om nu alt for vidt
Den dette Morskab drev? om andre Kattes Klage,
Som intet levnet blev at jage,
Ved det den jog for meget og for tidt,
Med alt for uophørlig Appetit,
Nu rørte Jupiter? hvad heller andre Synder
(Med store endes tidt, naar man med smaa begynder)
Opbragte mod det arme Dyr
Ægypternes tilbedte store Tyr?
Det veed jeg ei; men nok: Dyrkredsens vrede Konning
Omskabte den paa eengang til en Dronning,
En Dronning over tvendebeente Dyr.
Man paastaaer, at de fleste Kongekoner
Langt bedre vilde være tiente med
At skabes om til halede Matroner,
End disse med at skabes om
Til Dronninger. Jeg fælder ingen Dom:
Man maatte være baade Kat og Dronning,
For ei at dømme feil. Nok sagt, at denne fandt
Sig i sin Skiæbne; som om den var vant
Fra Killing af, at nyde Melk og Honning,
145 Og al den fine Form, og alt det fede Stof,
Og al den Herlighed, sorn falder ved et Hof.
Historien fortæller, at den var
Den viiseste, den tækkeligste Dronning,
Den største Part af Verden skuet har,
Og at dens Majestæt i Høihed uden Lige
Fordunkled i det hele Rige
Hver vakker Mand og hver en yndig Pige,
Aldeles uden Feil og Mangel, saa at sige,
Paa een Besynderlighed nær,
Som jeg ei tør fortie her:
Hun nemligen sprang ned hver Dag af Thronen,
Selv midt i Raadet, over Bænk og Bord,
Og hver Nat af sin Seng, saasnart af Smaapersonen,
Der spiser Ost, hun lugted mindste Spor.
Saaledes jeg, der faldt, som mangen anden
(Som alle), længe førend jeg blev fød,
Fra Himmelen til Jorden, fra Forstanden
Til Alskens Daarlighed, fra Gud til Fanden,
Fra Dag til Nat, fra Liv til Død
(Skiøndt ventelig jeg er med denne Hersoms Stengel,
Der støvet, lodden, tiørnet, askegraa
Kun bærer Aandens Rose, saa som saa,
Blandt tusind andre Bengler selv en Bengel),
Kan ofte mærke, tage, føle paa,
Jeg eengang været har en Engel.
Thi naar og hvor det er, i Livets Dynd,
I Vimmelskaftet af det Endelige,
I Skidenstrædet af vor Arvesynd,
Og selv paa Kiøgeveien til Guds Rige,
Jeg standser i min dødelige Fart,
Der stedse, som man veed, gaaer lige efter Næsen,
Og skeiter ud til Siderne, saa snart
Jeg øiner noget af det Himmelvæsen,
Uskyldigheds Naturen stikker i.
146 Med god Samvittighed jeg synge kan og sige,
Du Engles Engel, Himlens bedste Pige,
At ingen af de tre, og ingen af de ni,
Der ere dig en smule lige,
Jeg nogensinde rolig gaaer forbi;
Naturligviis, I himmelske! fordi
Jeg eengang var, og er endnu, trods Stenglen
Af Torne, som bærer Rosen, og trods Benglen,
Der i sin lodne Kappe giemmer Englen,
Uskyldigheden selv, som I!

147

Det tilgivelige Tyverie.

Til Fru Cicilia v. X.
(I et Exemplar af mine Digte.)
1806.

Dig, mellem mine danske Læserinder
Den huldeste, mit Hierte drømte sig,
Den eeneste, som med min Barndoms Minder,
Nu, hver en anden vaagen Drøm fosvinder,
I Hiemmets Edenduft omsvæver mig!
Dig, som, Askyldtghedens Engel lig,
Mig aabner atter Barnets Himmerig!
Dig, som jeg sang i digtede Hyrdinder -
For hvem i Templet selv min Harpe klang -
Dig, som sin sidste Krands min Andagt binder,
Dig, som den nynne skal sin sidste Sang!
Dig, til hvis Lyst mig Himmelen lod føde,
Hvad ingen bliver, hvis han er det ei -
For hvem jeg valgte Livets Tornevei,
Som Digter, og for hvem jeg gierne døde,
For end med Sang bag Graven dig at møde -
Mit fulde Digterhiertes andet Jeg!
Dig skulde jeg ei skiænke mine Sange,
De Sange, som blev eene til for dig -
Til hvilke paa min Vandrings vilde Gange,
Naar, uden synlig Aarsag, underlig
Jeg blev bedrøvet, glad, andægtig, bange,
Du selv usynligen besiælte mig?
Jo; skulde jeg endogsaa hemmelig,
148 Da jeg dem ikke selv i Trykken eier,
Og ingensteds for Penge dem kan faae,
Dem stiæle (som jeg ellers aldrig pleier),
Du, trods hver Lov og Ret, dem have maa!
Ja, skulde jeg berøve dem min Moder -
Min egen Søn - min ældste, beste Ven -
Ja! skulde jeg dem stiæle selv fra den,
Det var maaskee den største Synd, igien
At tage fra, hvad selv jeg gav ham hen -
Jeg stial! - saa svor jeg høit, og stial dem fra din Broder.

Døm om min Kiærlighed af denne Daad!
Smil, som Mandinden smilede til Manden,
Da han for hendes Skyld, trods Engles Graad,
Trods Herrens Bud, og trods Fornuftens Raad,
Ved det forbudne Træe af Æblet aad,
Ham sikkert havde rakt omsonst en anden!

Trods Lovens Bud og Rettens strænge Krav
Jeg stial fra Brod'ren, hvad jeg Søst'ren gav -
Som Tyv jeg for en Dommer nu maa møde;
Men til min Lykke du maa møde med,
For at oplyse hans Retfærdighed -
Jeg frygter Dommen ei. Den Himmelynde,
Som mig uskyldige fik til at synde,
Vil og faae Dommeren, trods al hans Strænghed, til
At dømme Synderen og Synden, som du vil!
Hvis et, som Evalds, han afveie vil min Brøde,
Paa min Forklaring, mod min Harpes Klang,
Naar du kun smiler, vil dit Smiil afnøde
Ham min Frikiendelse for denne Gang:
Isteden for mig strængt at lade bøde,
Vil han dig sikkert give selv et Skiøde
Paa den af Digteren til Musen stiaalne Sang.

149

Selvindbydelse.

Til Samme.
1806.
Kiøbenhavn.

Cicilia! jeg zittrer ved
Den gyselige Muelighed,
At een af de kostbare Dage,
Jeg har i denne Bye tilbage,
Skal gaae mig tabt i Kiedsomhed
For mig og dig og Evigheden,
For Venskab og for Poesie,
For Himlen paa vor Jord herneden,
Og for hver Fryd, som er deri.

O kunde du det ikke mage,
Jeg og i Dag en Smule nød
Af Guders Viin og Engles Brød,
Ved, nær din Arm og nær dit Skiød,
Til Middag end engang at smage
Den Glæde, som i Gaar jeg nød
Og stedse kalde skal tilbage
Med saligt Smil i Liv og Død?
Vil du ei skrive mig et Ord,
Et venligt Ord, som mig indbyder
Til det venskabelige Bord,
Hvor i hver Ret du Moly gyder,
Saa Sorgen over Syd og Nord
150 Og hele vores usle Jord
I sød veemodig Lyst bortflyder?
O tag i Hast en lille Pen,
Og sæt dig ved Claveret hen,
Og skriv mig paa et lille Blad,
Imens din Fylla laver Mad:
"O kom i Dag, min Baggesen,
Og deel med din Veninde den!"
Jeg ellers, skiøndt jeg nødig vilde,
Maa spise just et andetsteds,
Hvor jeg er buden til et Gilde;
Og hvor, ei nær saa vel tilfreds,
Jeg vil fortæres af min Kummer,
Hvis jeg ei falder først i Slummer,
Og vaagner op, i Hovdet ør,
I Hiertet tom, og maaskee ganske
Forqvaklet af det tydske Franske,
Faaer Krampe, Sting, og Slag, og døer.

151

Noureddin til Aladdin.

Til Digteren Adam Øhlenschläger, i Paris.
Kiøbenharm, d. 14de Nov. 1806.

"Du har da fundet den, min Adam! den, jeg søgte
"Med Alvors dybe Grubien, med
"Utrættelig Arbeidsomhed,
"Fra Sol gik op, til Sol gik ned,
"Blandt Torne og Tidsler, i blodige Fied,
"Med glødende Pande, med strømmende Sveed,
"Mens Hindring og Fare min Stræben forøgte!
"Du har da fundet den, jeg søgte,
"Fra Sol gik ned, til Sol gik op,
"I Afgrundens Skiød og paa Klippernes Top,
"Med frysende Hierne,
"Ved Glimt af vor Nordpols bestandig urokkede Stierne,
"Med iisnende Bryst,
"Ved Smiil kun af Maanens veemodigen vexlende Lyst,
"Allene, blandt Skygger, ufavnet, ukyst,
"Hvor alt i Naturen var tyst -
"Ja! du har fundet den, jeg klarlig skued
"I hver en Slum, i hver en vaagen Drøm,
"Naar varm af Andagt, skiønheddrukken, øm
"Af kiælen Elskov, henrykt, Siælen lued
"I sin Begeistrings underfulde Strøm,
"Skiøndt Død i hvert et Bølgeslag den trued -
"Ja! du har fundet den, jeg sttrred paa
152 "Bestandig, mellem alle Livets Dampe:
"Den gamle, hellige, forunderlige Lampe,
"Som i Naturen dybt nedgravet laae,
"Og sem jeg arme Trold, med bundne Hænder,
"Ei kunde naae.

"Med Fryd, min Adam! jeg dit Fund erkiender.
"Og skiøndt du sandt, hvad du har aldrig søgt,
"Som Lykken eene findes kan, i Blinde;
"Skiøndt du, naar jeg har gravet, kun har spøgt;
"Og skiøndt du, som et Barn, end staaer derinde
"Blandt Underjordens diamantne Træer,
"Din Undergang endnu, som forhen, nær,
"Endnu fortryllet meer af Hulens falske Glimmer,
"Med Himmellampen i din Haand,
"End af dens ægte, fast umærkelige Skimmer,
"End ei, som jeg, erkiendende dens Aand;
"Skiøndt, hildet end af Barnets Ledebaand,
"Blandt Middelaldrens Hvelvinger og Buer,
"Du famler efter Liv i Sølvets Muld,
"Ambrosia i æbledannet Guld,
"Og Nektar i saphirne Druer;
"Skiøndt du er end det Brogede for huld;
"Skiøndt du har fyldet alle dine Lommer
"Med Schlegelpærer og med Tieckske Blommer,
"Og propper Buxefikken alt for fuld
"Af Göthes underjordiske Granater,
"Imens din skiønne runde Hattepuld
"Fiirkantes af et Calderonsk Theater -
"Skiøndt Lampen du med Haan har puttet i
"Belæsselsen af alt det andet Skramlerie -
"Skiøndt, havde du betænkt dig meget længe,
"Du maaskee ganske havde ladt den hænge -
"Saa dog - du har den eengang - og dens Aand
"Er din, min Adam! og din Ven, som ledte
153 "Forgiæves efter den og, mens du spøgte, svedte,
"Med Vellyst rækker dig sin Haand.

"Aladdin Adam Øhlenschläger!
"Noureddin Baggesen, ukiendt med Svig,
"Uegennyttig, umisundelig,
"Froe, hos sin Ven at see den Skat, han ønskte sig,
"Opkalder dig:
"Aladdin Adam Øhlenschläger!
"Ved Lampen! ved Naturens Tryllebaand!
"Ved Lampen! ved den aldrig seete Haand!
"Ved Lampen! ved den Piil, som saarer og som læger!
"Ved Lampen! og ved Lampens Aanders Aand!
"Stig op as Hulen under Jorden!
"Hør Luftens rene Storm og Himlens høie Torden!
"Slæng bort de gamle Ledebaand!
"Kast bort de tydske Snurrepiberier!
"Behold kun Lampen i den ene Haand,
"Og ræk din Ven den anden! - Stormen tier,
"Og Tordenen forstummer - Soles Sang
"Opkalder dig, i alle Stierners Klang,
"Til Lampens Aanders høie Harmonier!
"Stig op! stig op!
"Høit! høiere! til Bierget! til dets Top!
"Der sæt dig, Lykkelige! ved min Side!
"Og jeg, som ikke Lampen bar, men veed
"Om Lampens Brug og Lampens Aand Beskeed,
"Vil lære dig, dens Kobberrust at gnide!" -

Saa raabte dig min hele Siæl,
Saa tonte dig mit fulde Hierte,
Sophias Broder! da jeg (skiøndt en fæl
Og skummel Tvivl endnu mit Bryst fortærte)
Din dybe Gang, med tydske Rangler paa,
I Morgenlands Vidunder Huler saae,
154 Og skimted dig i Eddas Mørke spøge
Blanbt Norges Graner og blandt Herthas Bøge;
Og, følgende med stadigt Blik dit Fied,
Dig øined nær det, underfulde Sted,
Hvor Lampen, jeg har søgt, laae gravet ned.
Hvor fulgte jeg dig paa de vilde Gange
(Fra første Gang, jeg saae dig, var jeg din;
Og hver Triumf, du nød som Digter, min!),
Nu fuld af Haab, nu tvivlende, nu bange!
Hvor zittred jeg, mens dine mange lange,
I Alskens Toner stemte vilde Sange
Mig døvede, ved næsten hvert dit Skridt -
Til endelig jeg saae dig, midt i Dampen,
Imellem Gøglelys dig nærme Lampen!
"O!" raabte jeg - og græd - og slængte hen
Min, ak! af ingen Aand adlydte Pen -
"Nu griber han - nu har - nu har han den -
"Nu har han Lampen! Allah være lovet!
"Vel har jeg trællet, medens han har sovet;
"Men ligemeget! hans Letsindighed
"Er mere værd i Lampens Konges Øie,
"End al min Tanke, Sindighed, og Møie:
"Jeg vil mig over hans Triumf fornøie!
"Mig venter andensteds en anden Salighed." -

Du hørte dybt i Hulen et mit Raab -
Du gik belæsset med de tunge Steene
Din Gang i tusind og een Nat allene;
Dog steg nu alt med hvert dit Trin mit Haab,
Alt som du hæved dig, og - Under over Under! -
Ei meer en rød og hvid, glathaget Dreng,
Der efter alle Frugter greb i Fleng,
Men alt en Mand med Skiæg, jeg saae dig, i Vaulunder,
Ved Hielp af gamle Mimers egen Stav
At velte Steenen fra din mørke Grav
155 Med vældig Kraft. Ei fandt jeg længer nødig,
At hielpe dig; min Arm var overflødig:
Knap var du med den hele Krop
Af Hulens Aabning kommet op,
Saa skued jeg dig, henrykt, selv at gnide
Din underfulde Lampes rette Side,
Og høi og herlig stod du, med et Hop,
Som Hakon Jarl paa Fieldets Top.

Vær hilset her, hvis ei mit Qie svigter,
Hvis du bevarer dig for Fald,
Vær hilset af den ældre Broder-Skiald,
Med høie Bifaldshymners Jubelskrald,
Som Danmarks Melpomenes største Digter!

Forlad, min Adam! at et Oieblik
Jeg tvivled om din Seier, trods den Styrke,
Du fremfor tusind andre fik,
Til Aandernes Natur i Shakespear's Spor at dyrke;
Fordi jeg længe fandt dig ei
Paa den af Grækenland og Evigheden
Erkiendte Kunstens rette Vei!
Jeg dig tilgiver, stolt beskeden,
Engang at have ærgret dig
Derover, at du nogensinde mig
Har kunnet holde for endog en lille Digter.
Jeg kunde svare dig: saa langt vi troe
At kunne øine begge to,
Os begge to maaskee vort Qie svigter;
Men dette svarer jeg dig ei -
Ved hvad jeg grunded paa, ved alt, hvorpaa du grunder!
Ved Emma! ved Aladdin og Vaulunder!
Ved Hakon! og ved Parthenäis! nei!
Vi to, hvis og erkiendt af ingen anden,
Erkiende, skatte, føle dybt hinanden:
156 Dit Øie straaler Castors Ild i mit;
Mit Blik henlyner Pollux Glands i dit.
Er dit og mere vildt, mtt mere blidt at skue,
Saa tindre begge dog af Himlens rene Lue!
Naar hver sin Yndlingslæser drømmer sig,
Den eene, som opveier Millioner,
Og Guden i vort Bryst, som over Mængden throner,
Med Sangens Jødepublikum forsoner,
Jeg tænker dig, og du erindrer mig;
Og Rosen i den Krands, os Danmarks Døttre binde,
Os begge rækkes af den samme Læserinde.

Modtag, med dette Broderkys, min Haand!
Og glem de blinde Puf, vi gav hinanden,
Miskiendende hinandens Aand,
Et Øieblik forledt af Fanden,
Der, dum og nedrig, gierne sætter Splid,
Saasnart han seer sit Ram, imellem Vid og Vid,
Og fører selv Guds egen Søn paa Randen
As Stoltheds og Forfængeligheds Dyb,
Selv Himlens Herre hviskende sit: "Kryb!"

Trods ham og alle hans, vi elske vil hinanden,
Som Castor og som Pollux elskte sig,
Jeg vexelviis i Himmelen med dig,
Du vexelviis i Helvede med mig,
Jeg glad med Ynglingen, du froe med Manden;
Og Lygtemændene, sont under vore Fied
Opklavre, sparkende hinanden ned,
See, høit paa Toppen, studsende derved,
Aladdins og Noureddtns Fred,
Og gaae ved dette Særsyn fra Forstanden!

Hvor dybt, min Adam! føler jeg dit Savn
Her i mit Haabs og min Erindrings Havn!
157 Snart iler jeg til dig og til en elsket Mage,
Fra Hiemmet og dets beste Blomst, tilbage
Til Aanders Helvede, til hint Paris,
Som Hun og du, trods al dets tomme Huulhed
Og al dets ydre Skals forgyldte Fuulhed,
Mtg ville danne til et Paradiis.
Der skal du af min glade Læbe høre,
Hvad i et Brev jeg ei kan heelt udføre -
Der skal jeg, i din Favn, fortælle dig,
Hvad Salighed jeg troer der venter mig,
Naar jeg har kæmpet alle mine Kampe!
Dig vinker i din Lampes Aanders Dands
Paa Fieldets Tinding Evighedens Krands;
Jeg vandrer end, skiøndt et blandt Dalens Dampe,
Forsigtig, varsomdristig, uden Lampe;
Min Gang mod Banens store Maal er seen,
Men stadig, lige, tryg, paa begge Been.
Dog hvad jeg finder, efter mange Kampe
(Ifald jeg ellers finder een),
Det bliver neppe den forunderlige Lampe,
Men ventelig Vaulunders Steen.

158

Taksigelsen.

Til min Recensent.
1806.
Kiøbenbavn.

Man tvang dig, trods din Mistroe til din Evne
At dømme Sagen selv, end sige meer,
Poeter for din Domstoel at indstevne,
Og mig, din ubektendte Ven, blandt fleer.
Hvordan du ved de andre dig har skillet,
Og baade dem og Sandhed tilfredsstillet,
Det veed jeg ei; det la'r jeg staae derhen -
Men mig i lærde Efterretningen
Om første Bindet af Jens Baggesen
Du har behandlet strængt, og dog som Ven;
Og, med en Salomons og Sancho Pansas Viisdom,
Foreent i Recenstonens Kiendt for Ret
(Hvad sandeligen ikke var saa let)
Venskabets Skaansel med Kritikens Jisdom.
Du fandt mit Bind, sont hvert et andet, deelt:
En Blanding af det gode og det slette -
Amuelig torde du det rose heelt,
Og, ak! du fandt det mindste got - med Rette!
Sex og halvfemsindstyve Stykker smaa,
Hvoraf de sex maaskee, for ei at lyve
(Thi mueligt disse selv kun ere saa som saa),
Er just som slige Digte være maae;
159 Og Fuskerier de halvfemsindstyve. -
Hvad var at giøre her, for med en stræng Kritik
Mig ei aldeles at tilintetgiøre?
£)g dog ei heller just at sætte Klik
Paa eget skarpe Syn og sine Øre?
Du traf det, ædle Claus, du traf det paa en Prik!
For mig at blege hvid, og ei dig selv at plette,
Du dadled hvad var got, og prisede det slette,
Saa jeg paa den Maneer dog et Accessit fik.

Men, mellem os, skiøndt denne Slags Kritik
Giør baade dig og mig i visse Maader Ære,
Du giorde, troer jeg, bedre dog,
Ifald du holdt dig til din Bønnebog,
Og lod Poeter, som du ei begriber, være.

160

Foresporgselen.

Til Assessor A.S.Ørsted.
Kiøbenhavn.

O du, som veed at dømme hver en Sag,
Saavel ved Hoffet som i Staden,
Hvis Mandag er en evig Dommedag
For Folk Paa Marken og paa Gaden;
O du, som kiender Retten for og bag,
Og veed hvor vidt enhver, med sammes Velbehag,
Tør vove sig i Giøren og i Laden!
Tillad at jeg, mens det er Tid endnu,
Din Forudkiendelse mig i en Sag udbeder,
Hvori jeg tænker paa med Gru,
At kunne have syndet uden Hu,
Og stødt lidt an imod, om ikke stødt itu
Een af de tredive Samvittigheder,
Som, efter Obelizes Alphabet,
Bør findes, selv hos en Poet.

Historien, min gode Ven, er denne;
Jeg i en Tid af to og tyve Aar,
Fra Vintren fiir og fiirs og til i Gaar
Har dyppet fyrretive spidse Penne
Paa min Maneer, i eget Blæk,
Og dermed skrevet rolig væk
To Sneese skiemtefulde Breve,
Hvori jeg ingenlunde tænkte paa,
161 Hvad i Forordninger maaskee kan staae,
Som maaskee siden trykte bleve,
Som end maaskee vedlige staae,
Og som maaskee, hvad veed jeg? evig leve.

Jeg disse Breve samlet har,
Og trykt, min Fâr!
Hvorfor? - Ja! hvorfor skriver man, og maler?
Og hvorfor synger man, og tænker man, og taler? -
For sig og andre Tiden at forslaae;
For noget dog paa denne Jord at giøre -
Slaae Folk ihiel, i Retten gaae,
Sye Støvler, brænde, brygge, bage, kiøre,
Og hvad man ellers giør, som saa,
Vi ikke alle kunne giøre -
Enhver giør sit;
Og jeg, i det jeg eet og andet Stykke
Lar trykke,
Giør, efter fattig Evne, mit.

Trykt er det altsaa; men nu kommer Knuden:
Der findes hist og her en Smule Skiemt deri;
Og jeg er uvis, om i vores Poesie
Skiemt er, paa Grund af nogen Lov, forbuden? -
Jeg skulde næsten troe det; thi jeg seer,
At fra det nye Aarhundredes Begynden,
Trods gamle Fristeren og Arvesynden,
Og alt det løierlige, som dog skeer
Saa got som før, slet ingen skiemter meer,
End fige - leer.

Jeg udenfor mit Fødeland har levet
I længer Tid, end nødig var,
For reent at glemme, hvad vel aldrig lært jeg har;
Meddeel mig derfor i et got prosaisk Svar,
Hvad om poetisk Skiemt i Loven findes skrevet.
162 Som sagt, trods min Uskyldighed,
Og trods den inderlige Siælefred,
Som grunder sig derpaa - den Alvor, som jeg læser
Paa næsten alle Hovedstadens Næser,
Den overhaands Afholdenhed fra Skiemt,
Og Spøg, og Skiærts, og hele Resten,
I hvad der skrives for at more Næsten
(Saa stor, at Ordet selv alt synes glemt),
Mig kunde fast den lille Frygt indjage,
At Skiemt forbuden er i vore Dage,
Selv, ikke blot i Prosa, men i Vers,
Den Skiemt, at sige, som hver ærlig Jyde,
Fra Holbergs Tid, har vant sig til at nyde
Paa langs og tvers -
Hvoraf saa gierne jeg i disse Breve
Lod noget op paa nye, hvis det tillades, leve.

Dog jeg vil haabe, det er blot en panisk Skræk
(Den værste rigtig nok, naar Pan man kiender
Og veed, hvad veb hans Død paa Jorden hender),
Og bitver altsaa ved, at lade trykke væk,
Indtil du Svar paa dette Brev mig sender,
Hvormed jeg venteligen siger Stop
Til Musens skiemtende Galop;
Den ei mod Vinden gierne længe rider,
Mindst mod Sydvest ved Juletider;
For megen Regn og Rusk og Snee og Slud
Den standse kan, saa got som Lovens Bud.

Jeg lidt alvorlig alt at blive selv begynder,
Og ender, er jeg bange for, med Graad,
Hvis, inden Siælens Pels mig bliver alt for vaad,
Jeg med at døe mig ikke skynder.

163

Min Skygge.

Til mine Venner.
(Ved min Afreise fra Kiøbenhavn, den sidste Hovember.)
1806.

I faa, som end tilbagebleve,
Blandt dem, der elskte mig engang,
Til hvem jeg ikke blot i overgivne Breve,
Men i hvert Qvad, mit Hierte sang,
Mig overgav med Venskabs hele Varme,
Med patriotisk Lyst;
I, som modtoge mig med Broder-Arme
Paa Herthas moderlige Kyst;
I, som saa huldt erindrede de Dage,
Da jeg med Eder sang og loe;
Og som saa venligen mig kaldte ttdt tilbage
Til Hiemmets blide Roe;
I Venner og Veninder, som saa gierne
Jeg havde deelt hver Graad og Latter med;
Fra hvem min Skiæbnes underlige Stierne
Mig rev, i legemlig Landflygtighed,
Til Digterlivets Hovedpandested!
Modtager end engang min venskabsfulde Skygge
Med aandeltg Velvillighed
Med patriotisk Giæstfrihed!
Og, mens i Hiemmets Favn I leve trygge,
164 Og glade nyde Livets Fred
I Hegn af Herthas tætte Bøge,
Bedækt af Asa-Fredriks Skiold,
Tillader, inden Eders Vold,
Min Aand endnu, som før, i Axels Stad at spøge!
Og I, som jeg ei Venner nævne tør
(Skiøndt mangen anden Patriot det giør),
Medborgere, Velyndere, Bekiendte!
Hvoraf adskillige, for mig at see,
Gik (siger man) i mangt et Assemblee,
Til mangen Frokost, og til mangen Thee,
Hvor man mit Gienfærd muelig kunde vente
(For ei engang at tale om,
Til offentlige Samlingssteder,
Hvor jeg formodentligen kom,
Som hver en anden Povl og Peder) -
Modtager, i mit sidste Ffyve-Brev,
Undskyldningen for min Usynlighed i Staden,
I Kongens Haves Overdrev -
I Kirken - i Theatret - og paa Gaden -
I Consul Wests berømte Gallerie -
Ved Bostonsbord - hos Comestabili -
I Harmonien - hos de Spæde,
Som lære comisk lee og tragisk græde -
I musicalsk Academie -
I Forgemakkerne - hos Raus - hos vore Raader
Af tredde Classe, hos de nye Naader
Af fierde - og hos Kiøbmand den og den,
Hvor skikkelige Folk dog gierne komme hen,
For Padderne med Skiæl at spise lære,
For Selskabs Skyld, og for at ha' den Ære -
Jeg selv og havde gierne havt en slig
(Thi hvilken løs, og hvilken bunden Digter,
Trods hvert et andet Maal, hvortil han sigter,
Er ikke lidt forfængelig?)
165 Jeg havde gierne viist mig paa de Steder,
Hvor Folk af Levemaade, Folk af Stand,
Og Folk af, hvad det ellers hedder,
Man snakke sammen høre kan,
Og spille, drikke, spise see, med mere,
Som de tillader en Poet,
Der har Paris og London seet,
At observere -
Jeg havde gierne hørt vor søde Harmonie;
Jeg havde gierne hørt de haabefulde Spæde
Paa Hoftheatret lee og græde,
Og seet lidt oftere vor Consuls Gallerie;
Jeg havde gierne Tidens Traad lagt sammen,
I mangt et Søndagselskabs Fryd og Gammen;
Især jeg havde gierne seet lidt fleer
Af disse skiønne Speile, Stole, Borde,
Pianoforter, Canapeer,
Og Senge, Vogne, Heste, Sadler, Giorde,
Huusfrøkner, Fruer, og Livreer,
Som man (foruden eet og andet,
Der vel var værd, derfor tre fire Miil at gaae)
Venskabelig indbød mig paa,
Saavel i Byen sont paa Landet -
Jeg havde gierne taget Deel
I Fædrelandets Selskabssaligheder,
Saavel som Povel og som Peder,
Ifald som Peer og Povl jeg havde været heel.
Men ak! jeg var kun halv, og neppe det tilfulde;
Totreddedeelen af den Baggesen,
Som gik i disse Breves Riim igien,
For længe siden ligger under Mulde -
Den Rest af Selskabs-Liv, ham levnet blev
Fra den Tid af, han reent gik fra Forstanden,
Og ganske sig med Hud og Haar forskrev
Til Phoebus - somme sige Fanden -
166 Er ikke værd at vises frem
Selv udenlands, end sige, i hans Hiem.
Han er en Skygge blot af hvad han var paa Jorden
(Hans Verden var desuden aldrig der) -
Og ak! desværre, her i Norden
Han kun en Skygges Skygge er.
Hans Aand forlader aldrig Danmarks Have -
Den spøgte, Venner og Veninder! her,
Og spøge skal den end paa Fædres Grave,
Saa længe Sangens Guddomsbliv
Opholder Resten af hans underlige Liv;
Men legemlig usynltg er han vorden
For, ak! maaskee for evig, her paa Jorden.

167

Til Digteren
Adam Ohlenschläger.

(I Anledning af hans Svar paa mit Riimbrev:
Noureddtn til Aladdin).

Parnassets Alliker, og Giøge, Giæs,
Og Frøer og Ænder, og hvad andet Tamt
Og Vildt, med hæse Skrig, og falske Fiær,
Og halve Vinger, eller vingeløst,
Kukukker, snadrer, qvækker om dets Fod,
Jeg, sænkende Camoenens Ørne-Flugt
Dem visende den længe skiulte Kloe,
Har søgt at skrække Itdt, og skrækt maaskee.

Ugierne fra den Ætherluft, hvori
Jeg, stirrende med stadigt Blik mod Solen,
Omsvævede den vestre Tind, mens du,
Min Adam, om den østre henrykt fløi,
Nedlod jeg mig saa dybt, ugterne drog
Jeg tungt min Aande, skiøndt et Øieblik
Kun dvælende, saa nær den lave Sump
I Dampens Qvalm; men den Gudinde, vi
Tilbede begge: Nordia det bød.
Kied af den evige Kukukken, Qvækken,
Og Snaddren, i en Egn, hvor hun var vant
Til Svaners Susen, Nattergales Kluk
Og Lærkers Triller; frygtende tilsidst,
168 I din Fraværelse, hvis ingen kiæk
Fortolked hendes Mishag, at hun selv
Strafværdig maatte synes, ved i Fred
At lade kukke, qvække, snadre - bød
Hun mig at yttre hendes egen Dom.

Det har jeg giort, endskiøndt i Skiemtens Sprog,
Alvorlig-strængt; endog, maaskee, lidt diærvt.
Men synger du ei selv, om Fieldets Top
Dig hvirvlende, langt fra den lave Sværm,
Hvis Larm ei naaer dig, trods den Fredens Aand,
Du ligne vil: "at Pøbelfordom, Løgn,
"Forfængeligheds Maske, Plathed og
"Den hule Prosa du med Strænghed selv
"Afklæde vil, og vise Folket i
"Sin hele latterlige Nøgenhed?"

Og dette har jeg, skaansom, truet blot -
Dem ladende behørig Tid til Flugt,
Som et vil kiempe, seire, eller døe.
Mens disse ruste sig (jeg venter ei,
Og ønsker ei engang, at alle flye,
Begiærlig efter Letlighed til meer
End Trusel), o! med hvilken Fryd, min Adam,
Opsvinger jeg mig atter i den Luft,
Som toner af dit Vingeslag!

Dit Svar
Paa min med Alvor blandte lette Spøg
Gienkaldte mig det hele Tryllerie,
Hvormed din Hakon mig beruuste; meer
End noget andet Qvad, dig Musen huld
Jndgav, det viiste mig i fulde Glands
Din Modenhed og Manddom - ak! men og,
Hvor let i Rummets og i Tidens Skiød
169 Een Aand miskiender anden Aand, og tidt
En Skygge tage kan for Legemet,
Og Legemet for Skyggen!

Aldrig skrev
En Ven den anden med en mere huld
Og tillidsfuld Fortrolighed, end jeg
Til Skiemtens Aladin min Skiemts Noureddin!
En Hyldest mere varm og inderlig
Og mere hædrende (hvis ei det Navn,
Du selv mig giver i din Sang, er blot
En høflig £yd) jeg troede selv umuelig,
Og krydrede den derfor just, at ei
Den, alt for ubetinget, skulde troes
Tvetydig!

Dig er altsaa Pladsen, jeg
Tilkiendte dig paa Fieldets Top, mens selv
Jeg skued op dertil, et noksom høi?
Dig er ei nok, at jeg, foruden det,
Naturen gav, har ogsaa glad erkiendt
Hos dig, hvad Digtren give bør sig selv?
Ei nok, af mig, den ældre Broderskiald,
At hilses, hvis du vogter dig for Fald,
Som Danmarks Melpomenes største Digter?
Fordi jeg, følende dit store Kald,
Tillader mig, af Omhu for vort Sprog
Og for din egen Hæder, iverfuld
For Kunstfuldendelsen af hvert dit Værk,
At pege paa, du og har store Pligter?
Hvor overstolt!

Ubilligt kalder du,
Og strængt, og haardt, at, mens du "Bien lig,
Ustadig svævede fra Blomst til Blomst,"
Jeg fandt din Flugt ustadig - at "imens
170 Du tumledes fra Skylla til Charybdis,"
Jeg fandt dig lidt i Fare - medens dig
"Sireners falske Sang nær havde misledt,"
Misledelig - at, kort: jeg i dit Chaos
Kun anede, men ikke saae din Verden? -
At jeg et Barn dig fandt, da du var Barn -
Begynder, førend du blev Mester - dig,
Hvad Schiller, Göthe, Shak'spear selv, og hver,
Endog den støbte Kunstens Dyrker, før
Han til dens Allerhelligste blev indladt,
Som prøvet Lærling? Hvor urimeligt!

Tre Gange tonte mig dit Svar i Vest
Paa hvad jeg qvad i Øst. - Tre Gang klang
Med stigende Fortryllen Strængens Sølv
Mig klart; men stedse meer og mere mørk,
Trods al min Lytten, blev mig Strængens Aand,
Som Gienqvad; Gaaders Gaade: hvor du mig
Et Øieblik har kunnet troe Noureddin,
Den hierteløse syge Trold, som nidsk
Hos andre haded, hvad ham nægtedes -
Og Gaaders Gaade, hvor et Øieblik
Du, som Vaulunders og som Hakon Jarls
Forfatter, dig har kunnet troe benævnt
Aladdin? Musens lunefulde Spøg
Har du saa ganske kunnet misforstaae?
Mistyde Billedet, hun valgte, fuld
Af din Allegorie, paa Kald og Pligt,
Paa Genius og Flid, paa Vaar og Høst
Natur og Kunst? - Som om bogstavelig
Jeg troede mig aldeles uden Evne,
Kald, Genius, Natur?

Nei! Melpomene
Forstaaer Thalia; Polyhymnia,
171 Calliope; og Clio selv Erato -
Hvis pieriden fra Parnasset blot
Til Svar dig havde fremskyndt, en saa grov
Mistydning aldrig havde fundet Sted!
Tilstaae det, Ædle: Vredesbrusen, Harm
Fremskyndte dig! Og naar jeg, rolig, alt
Hvad mellem dig og mig et Skyggebierg
Af drømte Grundforskielligheder fast
Nødvendigen har maattet reise; naar
Jeg overveier, at det halve kun
Af Baggesen dig hidindtil sig har,
Endog i falsk Belysning, aabenbaret,
Forstaaer jeg denne Harm og Vredesbrusen,
Og finder den ei blot tilgivelig,
Men ædel, stolt, og skiøn; og favner dig
Med doppelt Frud, fordi du mandig kold
Undveeg et Favntag, som du troede Skrømt!

Dig svævede for Øiet, hvad engang
Jeg yttrede som Kunstner dig (maaskee
For skiærende), mens Lessing og Virgil,
Homer og Vosz mig lærte: vanskelig
At giøre lette Vers - at Formen nemlig er
Det Væsentlige. Det, forbundet med
En gammel Ktærlighed til Wieland (blind,
Som Sønnens til en Fader) og en trodsig
Uvillie mod hans Foragter Göthe
(Forvandlet længst til elskende Beundring),
Naturligen maa have viist dig mig
Fra Smagens Side som en fransk Stilist;
Og, var jeg det, med Rette da min Roes
Du burde frygte meer end selv min Dadel.

Barn har jeg været, Adam, ogsaa mig
Har Ranglen eengang tryllet, og Trompeten
172 Med Bladguld om Zinnobermunden, og
Den lille Hest med Piben i - Som Yngling
Jeg og har lyttet til Sireners Sang,
Og ladt mig føre vild af Lygtemænd
Paa mangen natlig Vandring - alt for syg
Jeg ofte været har, som du for frisk;
Og nærmte du dig Scylla lidt forvoven,
Kom jeg lidt frygtsom tidt for nær Charybdis. -
Maaskee jeg end, som Mand, er meer Odysseus
I Raad end Peleus Søn i Kamp - blandt Sangens
Krigsdommere (der Styrke bør og Viisdom
Forene) meer en Josva lig end Samson;
Hvad veed jeg? - men Philister er jeg ei.
Thi dybt jeg føler i min stille Kraft,
At slaaer mig og en Stærkere, jeg dog
Af Samson selv ei slaaes i Tusindtal.

Du glemmer, at den mindre Kunstner selv
Som Mand, ved Banens Maal, den yngre større,
Der end til sit bag hans afstukne haster
I Løbet, før han naaer det, overseer.

Den Forskiæl er imellem dig og mig,
At længer jeg har vandret paa den Vei,
Du alt har lagt tilbage. Doppelt Tid
Og doppelt Flid anvendte jeg, for did
At komme, hvor jeg seer dig alt. Som Barn
Du naaede Høiden alt, hvorpaa jeg stod
Som Yngling - og, som Yngling, Mandens Top!
Der rakte jeg dig broderlig min Haand
Med velmeent Varsel. Er den overflødig,
Desbedre! Troer du paa det steile Horn,
Til hvis imellem Stierner tabte Spids
Vi begge, stræbende tit sidste Høide
(Vor Top betragtende som første Trin
173 Paa Himmelstigen, Engle kun opklavre),
Gudkaldede nu stige, Fald umueligt,
Saa Gud befalt! jeg troer det ei Min Fod
Gleed alt for tidt paa Sneen - af dens Skiær
Mit Øie blendedes for ofte paa
Den mindre steile Lie, hvor mindre dyb
Sank under mig det nære Svælg - til tryg
At trodse Svimmelen, som boer deroppe
Paa Digterpynten. "Haand paa Værket lagt!"
Du raaber, og i det du springer kiæk forbi
Min rakte Haand, jeg taber dig af Sigte
Høit over mig i Luften. Hakon! Hakon! -
Han hører blot min Varselsang! men ikke
Min Broderstemme! - Vel! saa hører nu
Mit Hiertes høie Raab, I Guder! hører
Min faderlige Bøn! - og du, sont høit
(Blandt alle lydeligst) ham kaldte, du,
Som kaldte Göthe, Sophokles og Shak'spear,
Hør, hvad af ingen Digters Hierte steg
Saa brændende for nogen anden Digter:
Vogt ham for Fald! Han eene falde kan
Ved Overflyven af sig selv, ved alt for kiæk
At ville meer end hans, meer end det meeste!
Indgiv ham mindre Tillid til sin mindre,
Og større til sin større Kraft! den største
Blev hans! Paa Banen, han har valgt, jeg aldrig
Vil naae ham; thi til dennes Tvillingtop
Opløfter eene Tvillingvingen, som
I Vuggen alt af Barnets Haand og Fod
Frempipped i dramatisk Doppeltleeg,
O lad ham ei miskiende denne Kraft,
Som brød i Shak'spear ud til Kunstens støbte Gran
Paa sin Tidsalders Dovre! lad den hellighøi
Som hin, og underfuld, men mere rund -
En Tempelkuppel mod et Ktrkespiir -
174 Udbryde paa vor Nutids Libanon
Som Melpomenes største Ceder! - Storm
Og Torden, Livets Uveir, skaane
Dens høitidsfulde Krone! Hiertets Saar
Ei nage Marven i dens Stamme! Savn
Af Livets Nødtørst aldrig bore sig
Ind i dens stærke Rødder! - Eengang frisk,
Og lykkelig, ei blot af Musen, men
Af Skæbnen blidt og huldeligen tilsmiilt
See Dannemark sin Digter, før omsonst
Dets spildte Taarer kalder ham tilbage!

175

Jens Napoleon
eller
Fadder-Herlighed og Navnværdie.

Til Capitain Astrup.
(Svar paa hans Indbydelse i Vers til at staae Fadder
til hans første Søn Jens.)
Kiøbenhavn, 1807.

At Skrædder i Korsøer et Skrædder-Embryon
Har ladet døbe: Jens Napoleon,
For dog med Navn for Søn at giøre noget,
Som Skiæbneskrædderindens Sax
Afklipper et med Levetraaden strax -
Saalænge Heltebørst og Folkebax
Historiens Kattun og Livets Sirts giør broget,
Og søde, bløde, blide danske Sproget
I Vers, der bølge sig som Ax
For Lunets Vind, og Riim, og saadant noget,
Sig snoer saa let og vever som en Lax -
Det kom mig der i sidste Host for Øre.

Skiøndt nu, jeg nægter ei, den Skrædder-Kompliment
Mig smigrer meer end Roes af mangen Recensent,
Laer samme, troer jeg dog, til Nød sig høre
Som uvidunderlig,
Og uden Strid imod Sandsynlighedens Orden;
Thi, hvis og ei mit Navn er noksom udbredt vorden,
176 For med et Navn, der bredes ud ved Krig,
I Rum og Tid at kunne maale sig,
Er det dog paa den lille Plet i Norden,
Hvor Rasmus Langelands*) Celebritet,
Og Madam Baggers selv, t Spil med min blev beet,
Det samme som Napoleons paa Jorden -
Og strækker hans sig og til Kyster og til Øer,
Hvor aldrig noget Korsisk hørtes før,
Saa nævnes mit (uroest for Gud) paa Steder,
Hvorefter man omsonst i hvert et Atlas leder -
(Spørg Præstedøttre rundt omkring Korsøer!).
At altsaa Skrædderbørn, især naar man betænker,
At de gemeenligen er overmaade smaa
(Saa smaa, at Vessel til en Siettedeel indskrænker
Den Tykkelse, de mueligviis kan naae,
Naar de har kun Papa at stole paa),
Man efter mig, i Live selv, opnævner -
Skiøndt det naturligviis mig noget blæser op;
Adspiler mig dog ei saa ganske Siæl og Krop,
At jeg, som andre, paa Navnkundighedens Top
Af Hovmod revner.

Men - at en Høvedsmand i Danmarks Hovedstad,
Et blot i Skabning net, men ogsaa stærk i Lægge,
Der, alle Gregers og Margrethers Kiæledægge,
Med ingen pommersk Erik bytte gad -
Der ikke varmt blot sidder inden Vægge,
Men, naar han vil, en gallisk Fyrstes Pragt
I Ridderborg og Herresal
Foreener med Amagerbondens Magt
Paa et naturligt Kokkedal -

* 177

Der ei med rige Jøders Forskud prunker,
Naar han giør Giæstebud, hos Comestabili,
Med Svinesteeg, men har endogsaa Grunker
Til Paddesmaus og - selv et Svinerie -
Der kiøbe kan, ei blot gavnrige Svinestier,
Men selv, saa snart han vil, et gavnløst Gallerie
Der har, hvad meer er værdt end alle Svinerier:
En reen Fornuft, aldeles frie
For metaphysisk Maskepie
Med Fichtes Jeg og Kants Antinomier -
En reen Forstand - en reen poetisk Smag,
Som han har noksom lagt for Dag
Ved Appetit til mine Poesier -
En reen lutherisk Troe (saa vidt jeg veed)
Og, fremfor alt, en reen Samvittighed -
Der har, hvad meer er værdt end alle Gallerier
Af malte Magdalener og Marier
(Der uden Mæle ligge, sidde, staae,
Og en fornuftig Mand til Medhielp lidt forslaae),
Tre levende Madonner i sin Stue,
To Frøkner nemlig og en Frue,
Som man ei blot kan trylles ved at skue,
Men ogsaa glædes ved at høre paa -
Der endeligen, for paa Lykkens Throne
Sin Mand- og Fader-Herlighed at krone,
Har opfyldt seet endog sin sidste Bøn,
Og faaet en længe savnet Søn -
At denne Mand, der selv iblandt Propheterne
(Da han i Høst alt spaaede en slig)
Med Syn for Sagen kiækt tør vise sig -
Og der i lette Vers beviiser mig,
At, hvis han gad, han saare lettelig
Mig giorde Rangen stridig blandt Poeterne,
At dette doppelte Vidunder af en Mand
I ydre og i indre Digterevner
178 Søn efter mig paa denne Jord opnævner,
Gaaer saa fuldkomment over min Forstand,
Og mig saa lidt af, hvad jeg havde, levner,
At, hvis det virkelig er sandt,
Og ikke blot aprilisk Tant,
For med en Liimstang Jens at lade løbe
Til Dreng, som man vil Alexander døbe,
Jeg ikke blot af Hæder blir lidt ør,
Lidt krye, lidt kroe, lidt tyk, lidt feed, lidt føer,
Men ventelig (da jeg er vant til, Ære,
Som Fadder, i mit Liv aldeles at undvære,
Og lidt af denne Slags formaaer at bære)
Paa Traaden, som man siger, alt for skiør,
Udskeier reent af simple Folks Gelidder,
Opsvulmer i Gestalt, i Mine, Gang, og Sprog
Taer hele Verden for den Krog,
Hvori jeg gaaer og staaer og sidder -
Jndbilder mig at være baade Ridder
Og Mand, og hvad man vil, af Dannebrog -
Faaer Handelsaand, og store Tangsalt-Veer,
Og underlige Pidskebaands-Jdeer -
Faaer Mod paa Hest og Vogn, og gyldne Horn,
Og Pragt, som man har aldrig seet tilforn -
Faaer Lyst til Æreporte, til Tropheer,
Og til napoleonske Kløer -
Gaaer endeligen ganske fra Forstanden,
Og bliver meget meer end ør,
I Maven huul, og tom i Panden,
Om Hiertet flad, i Halsen tør,
Faaer ondt for Alvor, tumler om, besvimer -
Og maaskee - døer
(Som i Paris den keiserkronte Rimer)*)

* 179

Midt i min Fadderstads, om ikke før.
Hvis saadant hender, beder jeg dig sætte
Paa Kokkedal mig et fortient
Anstændigt lille Monument,
Der hele Verden kan til Dommedag berette,
Hvad min utrolige Navnkundighed er hendt -
Og hver mit store Ryes Misunder lære
(Som hver en Roser, eller Recensent)
I denne Gravskrift, eller saa omtrent,
Mig i min Grav med Fred at lade være,
Paa Prent:
"Forkynd det Efterverdnen, o Historie!
"Hold op at bieffe, du, som giøer!
"Men græder, alle Dalens Møer,
"Og sukker dybt, Peer Oxes hulde Frøer,
"Hvergang I puster jer forgiæves op til Kiøer:
"Her ligger ynkelig krepeert af Glorie,
"Qvalt af sit store Siællandsnavns Memorie,
"Herr Jens Napoleon den Første fra Korsøer."

Alvorlig talt, jeg troer, vor Verden staaer ei længe,
Da, som jeg mærker, stællandsk Poesie
Saa høit er stegen nu, at ei blot Skrædderdrenge
Man dyppe vil, ved Daaben, lidt deri,
For dem at give Navnværdie,
Men selv Jorddrotters odelbaarne Sønner,
Der fødtes dog, saavidt jeg skiønner,
Til Herlighed, som der er noget i.
Med alt det - trods min Agt for al Slags Ære -
Min Meening er, at naar det gielder om
At kravle møisomt op i Musers Helligdom,
For endelig at faae, naar man til Toppen kom,
Udødeligheds Zaccharias-Pære -
Man nu omstunder paa vor Jord,
Og i Særdeleshed i Nord,
180 Giør vel i, hvis man kan, at lade være -
Saa meget meer, da, naar man seer sig til,
Er Pæren selv dog blot et Drømmespil,
Og lønner Kravleren, som blødte sig tildøde,
Med Saften sin, den overvættes søde,
Først, naar han er ei meere til.
Nei, nei, min Astrup, stod det i min Evne
Den Dag i Dag, mig Livets Gang at jevne
Ved mig at lade føde om paa ny
Til Herligheder i vor Verdens Have,
Hvoraf der gaaer en Smule mindre Rye
(Hvis ikke just til Roden i det Lave),
Jeg giorde det - og lod mig døbe: Mads -
Hver Jens, der neppe har begyndt at savle,
Før efter Digterpæren ban vil kravle,
Med Vellyst overladende min Plads -
Ja! for en Romer, en Athenienser,
Var maaskee muelig Evighedens Roes
Paa taaleltge Vilkor; en Franzos,
En Engellænder - inden visse Grændser
Af virkelig Foragt i Livet - kan maaskee
Sig kronet paa den anden Side see;
Men det er ikke Mad for danske Jenser -
Naar de gaae lidt for høit i Musers Sold,
De gierne lidt gaae Pokkeren i Vold.
Man her til Lands det Nyttige kun ændser.
Jeg selv, naar af mig selv jeg her giør Nar,
Som den, der har saa vidt det drevet,
At udenfor mit Hiem mit Navn bekiendt er blevet,
Er just en ægte Siællandsfar!
Din Søn, blev han berømt, vist vilde det fortryde;
Thi at han her til Verden kom,
Kan jo dog ikke meere giøres om:
Den, som til Siællandsfar er skabt, blir aldrig Jyde!
Jeg takker dig i Spøg for Resten hiertelig
181 For Æren, du har villet unde mig;
Og haaber, da lidt Tid du har mig givet
Til Forberedelse, jeg slippe vil med Livet
Derfra, trods min Beskedenhed.
Men hører Himmelen (hvis Dør dog under Daaben
Vil staae paa Klem, om ei fuldkommen aaben)
Min stille fadderlige Bøn,
Naar Præsten jenser ind din Søn,
Saa kommer han vist ikke til at ligne
Den gamle Jens i det Slags Himmerig,
Som Smaapoeterne misunde mig;
Thi denne Bøn skal, som det sømmer sig,
Alvorlig den Uskyldige velsigne.

182

Runen.

Litterarisk Efterretning fra Daraussen.
Til Professor Rasmus Nyerup
Amsterdam, 1807.

Ved mine sidste Samlinger af Ord,
Hvori jeg hiemme gav min Aand til Skue,
Jeg kom i Naade hos den største Hat i Nord,
Og tabte Naaden af den største Hue.
Jeg sikkert havde handlet meere snildt,
Min Velfærd i det mindste meer til Baade,
Hvis alle Hattenes jeg havde spildt,
Og blot beholdt den eene Hues Naade;
Thi det er dumt, min Ven, med Hat at ville gaae,
Naar hele Verden sætter Hue paa -
Det mærker jeg, desværre! nu for silde.
Selv hele Veien paa min Reise fandt
Jeg Huen Mode. Det er ilde;
Men det er sandt.

Dog, hvad jeg offentlig dig sige vilde
(Thi dette, som, ihvor det gaaer,
Dog ingen uden jeg og du forstaaer,
Naturligviis imellem os maa blive,
Da jeg forsvoret har om Politik at skrive),
183 I Tydskland mærker jeg, skiøndt først i Nat
Jeg paa den venstre Bred af Rhinen Fod har sat,
At det er der som her, i Syden som i Norden,
Hvorhen man kommer nu paa Jorden,
Aldeles som hos os -
Og at man sige kan, med romerske Poeten,
Trods Vestens triumferende Kolos
Og Østens herlige Rhinoceros,
Om nu nærværende Humaniteten
(Naar for og bag man har beseet 'en)
Saa sandt som kort: «Procumbit humi bos.»

Du vil imidlertid, at jeg paa Veien
Fra Kiøbenhavn til Paradiis
(Saa kalder jo den halve Jord Paris),
Trods Hasten, som jeg har, og Reise-Hurlumheien,
Skal give dig en lille Note blot
Om Nutids tydske Poesien,
Og melde dtg, om der er noget i 'en.
Det vil jeg gierne kort og got.
I Hamborg nemlig levede jeg flot
I alt det Splinterny, de tydske Presser
Leveret har de sidste Messer,
Hos perthes nogle Dage; men -
Dig vil jeg stge det, som Ven,
I en Sonett (da denne Form man priser
Ei blot til Oder, men endogsaa til Aviser).
Kun ikke mine Ord igien;
Thi hvis det mindste Nys derom man fanger,
Jeg og daraussen, før jeg seer mig til,
En Smule steenet blive vil
Som tydsk Gienganger.
184 Huult Poesiens Dødningklokke kimer:
Enhver Poet, som ei endnu blev fød,
Endsige hver, som lever, alt er død -
Selv Wieland daaner - Schiller selv besvimer.

Thi løsladt, uden Tøiler, uden Grimer,
Lydt Seier brølende ved hvert et Stød,
Som treffer Kunsten i Naturens Skiød,
En Skyggetrop af Dantes Mulm fremstimer:

"Synk, Himmel!" brøler den, "og Jord! og Hav!
Forsvind fra Pol til Pol i Digtersproget,
Hvert Spor af Roms og Hellas Harmonier!"

Og Kunsten synker i Naturens Grav -
Og Troppen tuder os paa Schwabisk noget,
Som ligner gamle spanske Melodier.

Der har du, for det første, hvad jeg veed
Om Underhornets Herlighed.
Om otte Dage, hvis jeg blir i Live,
Maaskee fra Rhinens Bred jeg dig kan give
Derom lidt nøtere Beskeed.
Hold midlertid Horndrengene, som tude
(Som eftertude Troppen hiemme der),
Saa vidt det staaer til dig og til enhver,
Der holder Vagt paa Pindus i Gevær,
Fra Klostret og Regentsen ude!
Lad vore Lærde Tidender især
Ei Tropanførerne forgude!
Mig skulde det bedrøve hiertelig,
Hvis og det Raserie hos os blev Mode,
Som i en næsten hunnisk Syvaarskrig
I Tydskland træder Sproget ned for Fode,
185 Forkyndende den gode Smag
En ny barbarisk Dommedag.

Jeg overalt er ikke vel tilmode.
Mig forekomme, hvor jeg gaaer igien,
Vildsvinene, der nu vor Jord omrode,
Ei blot at true Smagen, kiære Ven,
Men alt det Gode.
Der er i Luften et jeg veed ei hvad,
Som giør, at, trods mit muntre Lune,
Og skiøndt jeg gaaer tilbage til den Stad,
Som alle Døgntrompeter udbasune,
Jeg heller lidt i Graven blune gad,
End sidde her og drikke god Moseller
Af grønne Glas til hollandske Foreller;
Thi hvad mig venter i Paris,
Er sikkert ikke Paradiis.

Jeg Brevet vel i Hamborg alt begyndte,
Men, da jeg meer med Reisen end med det
Mig skyndte,
Fuldendte jeg det først paa denne Plet
Lidt under Havet,
Hvor man med Guld ei meer er saa begavet,
Som man det var, da salig Vessel sang -
Og hvor jeg for en Tid vil finde mig begravet
I hollandsk Tang -
Da man, til videre, mig har forbuden
At reise længer Pas foruden.

Dog - nok for denne Gang, da jeg er sikker paa,
Du Brevet dog vil aldrig faae;
Derfor vil, som jeg sidder i 'et,
Vist sørge keiserlige Politiet.
Lad gaae!
186 Hvis af en Hendelse det Skiæbnen maatte vende,
Det dog alligevel dig kom tilhænde,
Raad Runen, jeg har lagt deri;
Men tie -
Til det med mig, og hvad jeg kalder Hatten,
Der synes i Begreb med Dratten,
Er reent forbi.

187

De glemte Støvler.

Til Digteren Øhlenschlæger.
Paris, 1807.

Jeg er ei rigtig i min Krop,
Saalidt som i den Kno paa Fingren,
Der saaret blev i sidste Hop
Med ham, der selv til Hammersvingren,
Hvis Dyst han bød ham, sagde Top.
Jeg stod og lidt for sildig op -
Fordi jeg gik i Seng for silde;
I Halsen sidder mig en Prop
Af Fløten efter sidste Gilde,
Hvori Dulon jeg være vilde -
En Prop, som knap bltr trukken op
Af nogen anden Proppetrækker
End den, der selve Flasken brækker
Og siger til min Fløiten Stop.

Aarsagen, hvi jeg dette vrøvler,
Ved Hielp af en elendig Pen,
Til dig, min gode friske Ven,
Er, sandt at sige, mine Støvler -
Som, hvis jeg ret besinder mig,
Jeg lod i Aftes staae hos dig -
Og som jeg paa min Portners Vinge
Fra høien Lidskialf, hvor du boer*),

* 188

Mig gierne ned igien lod bringe
Paa den besølte franske Jord.
I Silkestrømper kan jeg ikke
Dig dette Bud personlig skikke;
Dertil er Veien alt for myg,
Dertil er Strømperne for nette,
Og Skoene ei noksom tætte,
Og jeg desuden selv for syg.
Lev vel! og hav mig altid kiær,
Naar jeg er vittig, naar jeg vrøvler;
Naar jeg er vaagen, naar jeg snøvler;
Naar jeg er siern, naar jeg er nær -
Med eller uden Skoe og Støvler -
Frisk eller syg - og overbær
Med Sluddren i Billetten her!

189

Første Efterretning om Kiøbenhavns
Bombardering.

Til Publicisten Malthe Bruun i Paris.
1807.
Marly.

Du, som til Seinens Harpes Klang
Vort Sunds Thermopylæ besang,
Min Landsmand, mine Brødres Ven -
Jmellem overgivne Franske
Nu doppelt dyrebar den danske
Bedrøvede Jens Baggesen -
Du, som i Sydens Favn dit Norden,
Trods Skiæbnen, der dig tvang, som mig,
Fra Hiemmets Skiød at fierne dig,
Er et letjtndtg utro vorden -
Hvis Hierte slaaer til sidste Slag
For Danmark og det danske Flag -
Der, skiøndt du her har lagt for Anker
Din Aand, og taget Seilet ind,
Imellem Friheds-Sandets Banker,
Dog, trods Forskiællighed i Tanker,
Har samme Hierte, samme Sind
Som jeg, der løber ud og ind
Og mtg kan ikke lade nøie
Med hvad der salder stort i Øie,
Som hævet over Jord og Vand,
190 Naar det er lutter Flyvesand -
Der, skiøndt du har forfransket Munden
Og Pennen til Fuldkommenhed,
Dog er og bliver Goth i Grunden
Og veed hvad ingen, eene bunden
Til Galler-Sprogets Viden, veed -
Min Malthe Bruun! du bad mig om,
Da sidste Gang jeg med dig talte
Og dig vor Tryghed hiemme malte:
Hvis jeg fra Kiøbenhavn bekom
En Efterretning, værd at høre,
Om hvad de nu derhiemme giøre,
Den skyndig at meddeele dig,
Da du har længe savnt en slig.
Her har du een, som dig vil røre,
Hvorved dit Haar vil reise sig.

Jeg rimer Brevet Ord for Ord,
I det jeg samme skriver ud,
Som her det ligger paa mit Bord.
Skiøndt stilet ei til Jens, men Knud,
Det er til mig, der altid bar
Paa Holmen (hvor jeg hiemme var)
Det Ulkenavn: Knud Siællandsfar;
Og skrevet af min Fætter, Paars,
Som nu er alt en Mand til Aars.
At jeg det rimer, skeer, fordi
Hvert Udtryk og hvert Ord deri,
Trods al den Hiertens Simpelhed,
Det hele Brev er skrevet med,
Mig synes ægte Poesie -
Deels, for at dulme Smerten lidt,
Der brænder i dets Sort paa Hvidt,
Som jeg med Sang mig dæmpe maa,
For ei fra min Forstand at gaae -
191 Deels endelig, for hvad du selv
Vil sige dig, naar først du veed
Om sammes Indhold ret Besked.
Læs, danske Broder! læs og skiælv!
Og vikl om Harpens Strænge Tang
Til Sundets sidste Havfrusang!

"O Knud! hvad maa jeg melde dig!
"Mit gamle Hierte vender sig
"I Barmen ved det Jammerbud,
"Jeg her maa skikke dig! o Knud!
"O! Knud! o hør det som en Mand,
"Og tab ei ganske din Forstand,
"Naar du med Angst har Bladet vendt,
"Og læser, hvad der her er hendt,
"Midt i vor søde, stille Fred
"Og skumrendes Uskyldighed.

"O! jeg uendelige Nar,
"Som før saa brittisksindet var,
"Skam faae den store William,
"Der fik mig til at troe, det Folk,
"Der havde en saa ædel Tolk,
"I alting maatte ligne ham -
"Jeg høistenfoldig dumme Faar!
"Som glemte, den uhyre Kraft
"Indsuger hver en ædel Saft -
"At Elefanten netop gaaer,
"Og Løven med sin Hale slaaer
" I Vrimmelen af giftigt Kræe -
"At Cedren og den store Mand
"Behøve Plads i hvert et Land -
"At derfor og det største Træe
"Just staaer paa Ætnas Askebrud,
"Hvor hver en anden Eeg gik ud.
192 "Jeg tusindgange dumme Fæ!
"Som havde lidt Physik dog lært,
"Og da jeg Shakspear fandt en Gud,
"Deraf et drog den Slutning ud:
"Hans Fødeland var halv fortært
"Og, efter ham at have nært,
"En Kratskov fuld af golde Skud!
"Du studser! Ja, min gode Knud!
"Jeg eengang pine maa din Siæl!
"Og naar du først har hørt mig ud,
"Saa vil du studse dig ihiel!

"Dit gamle danske Fødeland
"Har været Rov for Mord og Brand,
"Vor Holm er plyndret ud og - kort,
"Vor gamle stolte Orlogs-Magt
"Med hver en Pram og Baad og Jagt
"Er boret, sænket, røvet bort -
"Og dette Mord og denne Brand
"Er kommen os fra - Engelland,
"Hvis og det skrækkelige Ran
"Er Følgen af en andens Plan,
"Og Fanden, naar man seer sig til,
"Og her maaskee har havt sit Spil.

"Jeg vil fortælle Sagen kort;
"Thi Brevet strax maa sendes bort.
"Den sidste sextende August
"(Jeg var den Dag paa Landet just)
"Blev nær ved Eenrum sat i Land
"Paa Vebeks fredelige Strand
"En femten sexten tusind Mand,
"Der talte Venlighedens Sprog
"J Forstningen, men som man dog,
"Troskyldtg, ei for Fiender tog.
193 "De sagde, de som Venner kom;
"Men hurtig, før man saae sig om,
"Omrtngte de med Mordgevær
"Den værgeløse Kongestad,
"Opstilled' i en fiendtlig Hær -
"Og, som man vender om et Blad,
"Blev deres hulde Venskabsord
"Til Trudseler med Vold og Mord.
"Paa eengang var til Lands og Vands
"Indsluttet af en Krigerkrands
"Det arme Kiøbenhavn, hvori
"Der ei var Værn som een mod ti.
"Den næste Søndag stod i Brand
"Vor Reberbane, stukket an
"Af os, og siden Vesterbroe,
"Mens Britten fyred løs, og loe.
"Nu fulgte skyndig Død paa Død -
"Uskyldigt Blod og skyldigt flød;
"Hist sank en Fiende, her en Ven;
"Men hvor hin faldt, kom syv igien
"I sammes Sted; den Forskiæl var
"I hver Skiermydsel alt for klar.
"Hvad nytted nogle Heltes Mod
"Imod en Hær, som troppeviis
"Mod hver en enkelt Værner stod
"Og misted lidet ved Forlliis?
"Steen Bille var mod denne Vold
"Omsonst en anden Tordenskiold.
"Den rædselsulde Time nu
"Sig nærmte med en doppelt Gru
"For mig, som maatte stille staae
"Paa Vestervold og see derpaa.
" "Hvi stod du stille?" spørger du,
" "Du har jo ei Halvfierds endnu!" "
"Man havde lidt forskudt min Fod;
194 "Og da jeg ikke kunde gaae
"Mod Fienden med mit gamle Mod,
"Besluttede jeg, halt, at staae
"Trods alle Skud og Stød - og stod.
"Jeg ei har Tid at male dig
"Den første Bombarderingsnat,
"Den doppelt var forfærdelig,
"Fordi den kom saa saare brat -
"Den anden fandt jeg alt mig i
"Lidt bedre - Ak! saa ere vi,
"Vt Mennesker! Lidt efter lidt
"Jeg vænned mig til Bombers Spring,
"Og saae dem ganske nær mig tidt
"Med roligt Blik, som ingen Ting.
"Men ak! det skrækkelige Lyn!
"End sortnes alting for mit Syn
"Ved blot at tænke paa det Nu,
"Hvori jeg skued denne Gru -
"Og paa det gyseltge Skrald,
"Som fulgte paa vor Frues Fald -
" Imens et satans-engelsk Skraal
" Skreg Bravo til det store Baal -
"Og jeg Matroser hørte tude:
" "Vor Frue faldt, nu er det ude!"

"Det undrer mig, jeg gamle Mand
"Blev staaende ved dette Dump:
"Rundt om Qvarteeret stod i Brand,
"Og Nørregade var en Klump -
"Alt hvad tilforn der monne staae
"Paa Grund og Vold, paa Steen og Rod,
" Jmellem mig og hende, laae -
"Jeg gamle Paars alleene stod.

"Men o! hvad nyttede min Stand!
"Det værste fulgte denne Brand.
195 "Da Byen først var skiændt og brændt,
"Blev Magten mod vor Flaade vendt!
"Undskyld mig, at jeg ender her
"Og derom siger intet meer.
"Sæt dig i mit og Holmens Sted,
"Skiøndt fordums Broemand kun derved,
"Og aflagt med sin hæse Røst,
"Jeg Fladen i mit Hierte bar,
"Og jeg er uden Haab og Trøst
"O Knud! ifald du nogen har,
"Saa skynd dig, sæt dig hurtig hen,
"Og send din gamle Fætter den."

Og du, min Malthe, som har nu
Mit Riimbrev læst, hvad siger du?
Jeg seer kun Axelstadens Luer -
Min hele Siæl er midt deri -
Jeg melder dig, hvad selv jeg skuer,
Tilmeldelsen blir Poesie.
Hvert Bud om denne Hiemmets Jammer,
Det Hiems, hvoraf hver Dansk var stolt,
Ei Manden blot, men Digt'ren rammer
Med Slaget af en Tordenbolt.
I Prosa lad dig koldt beskrive
Det engelske Fyrværkerie;
Jeg blot i Vers et Vink kan give
Om Branden, som jeg selv er i.
Til Sang forvandler sig min Tale,
Naar store Billeder sig male
For Øiet af min Phantasie,
Og naar dens ømme Byld mig trykkes,
Min pen vil ingenlunde lykkes
At skrive nogen blot Kopie.

196

Vor Frues Fald.

Anden (Efterretning om Kiobenhavns Bombardering.
Til Digteren Øhlenschlæger i Paris.
1807.
Marly.

Da jeg mig et befinder vel
Paa Hulbyveien ned til Hel,
Og denne Vei gaaer ei forbi
Dit høie himmelske Logis,
Saa falder jeg forsigtig paa,
Et Brev til dig at lade gaae,
Der, fuldt af Kummer og af Spøg,
Af sødt og suurt, og, overalt,
Af sort og hvidt, og klogt og galt,
Kan i dit franske Lidskialfs Røg,
Imens du trækker Buxer paa,
I Riim erstatte dig, som saa,
Min hostende Persons Besøg.

Jeg længes nemlig inderlig,
Trods min utaalelige Snue,
Der slukker hver en anden Lue,
Min Broder Bragur, efter dig;
Og, trods den Virak, dig omhyller,
Og som man, sor at holde ud
197 Som du, maa være halv en Gud,
Den Tanke stedse mig fortryller
Deroppe, hvor du boer, at staae;
Og høre dig Guds Ord at læse -
Taahnodig i Kaminen hvæse,
For Askens Kul i Brand at blæse -
Og see dig Vindvet op at slaae,
For lidt af Røgen ud at faae -
Og giøre Vers med hver en Finger
Der af sig selv som Memnons klinger
Og som en fuld Matros at gaae -
Og see, som Thomas, Folk paa Skraa
Og gnide dig i Haanden saa
Som Manden med sin Nævetaa -
Imens du, trods det alt, behændig
Og ubegribelig anstændig
Faaer dine lange Burer paa.

Men her jeg Stakkel ligge maa
(Mærk vel, min Ven, jeg ikke praler,
Naar jeg om Helhiemveien taler;
Skiøndt Metrum er min ømme Byld,
Jeg døer dog ei for Metrums Skyld;
Og skiøndt til Riim jeg ofte trænger,
For Rimets Skyld jeg ei mig hænger)
Jeg ligger virkelig paa Straa;
Og Døden kommer tidt som saa,
Særdeles til en Mand som mig,
Der elsker Fred og hader Krig.
Imidlertid, indtil den kommer
Og ud af Tidens Vintres Slud
Mig bringer til en evig Sommer,
Vil jeg med Blæk og Pen, næst Gud,
See til at holde Livet ud.
198 Hvad jeg dig nu maa skrive først,
For efter Nyt fra mig og mine
(Som egentligen ere dine)
At slukke broderlig din Tørst,
Er, at jeg nys har faaet et Brev
(Et Svar paa tvende, sem det lader)
Alt fra din hiertens Kære Fader,
Foruden det fra gamle Paars,
Som jeg skrev af i Overgaars,
Og hvorom Malthe Bruun dig alt
Formodentligen har fortalt.
Da Brevet selv mig er for kiært
Til at betroe det Postens Hænder,
Der ikke sielden finder værdt
At slænge bort, hvad Nyt jeg sender,
Afskriver jeg en Rim-Kopie
As hvadsomhelst der staaer deri,
Mig givende med Fryd den Møie,
Hvad Faeren høvled uden Fiil,
At glatte lidt i bunden Stiil,
For Sønnen doppelt at fornøie.
Saa lyder Brevet, kiære Ven:

den 31 te October.
"Min gode Søn, Jens Baggesen!
"Hav Tak for dine tvende Breve,
"Saa fulde af din Sønlighed,
"Og hiertelig Empsindtlighed!
"Men sig, for Diævlen, hvi du mig
"Har kunnet troe forkiølt mod dig,
" Fordi de to, formodentlig,
"Som jeg har skrevet, tabte bleve?
"O! gid du maatte dette faae,
"Og læse det, og mig forstaae -
"Naar jeg dig siger, at skiøndt de,
199 "Man kalder Engellændere,
"Som Diævellænd're burde hedde,
"Har søgt os Helved ret at hede,
"Har Gud os naadig dog bevart,
"Og os og alle dine spart - *)
"Men stakkels Siælland, kiære Ven!
"Og Kiøbenhavn! o Baggesen!
"O Baggesen! dit Fødeland
"Har meget lidt ved denne Brand,
"Ved Snig og Mord og Røverie
"Og alleslags Mordbrænderie.

"Jeg vil fortælle kortelig,
"Hvorledes det er gaaet mig.

"Den sidste syttende August -
"(Halv Elleve slog Klokken just)
"Traf ind hos mig, sat først paa Land
"Den femtende ved Vebeks Strand:
"Tre Generaler, tredsindstyve
"Captainer, og, for ei at lyve,
"Tillige fire tusind Mand,
"Som alle jeg, om ikke fleere,
"Hos mig strax maatte indlogere.
"Min Datter gaaet var sin Vei
"Til Byen Dagen før med Manden;
"Jeg var alleene med Forstanden,
"Jeg har, og den forlod mig ei.
"Skiøndt hver en Stang og hver en Mast,
"Der ikke bugnede som Siv,
"Rundt omkring Søndermarken brast,
"Min Aandsnærværelse stod stiv;

* 200

"Min Eeg lod Modet ikke falde.
"Vel blev jeg syg, og Maden Galde;
"Men et behørigt Vomitiv
"Dog reddede mig snart mit Liv;
"Jeg reiste mig, og stod ei seen
"Igien paa mine gamle Been.

"Nu saae jeg - Synet end mig svier
"Forfærdige sex Batterier,
"Fremkiøre svært Artillerie,
"Med Morterer syv Gange ti;
"Opstilt ti Gange syv Kanoner,
"Med Kugler og Raketter i,
"Og meget andet Diævlerie;
"Og hørte Krigens Torden-Toner,
"Og fæle Skrig af Mænd og Koner;
"Og tænkte, da vor Frue drat,
"Ulykkelige Bye, god Nat!
"Mens Diævellænderpøblens Skraal
"Skreg Bravo til det store Baal -
"Og - det er rigtig nok og sandt -
"Paa mangen Diævelengels Kiæver
"Ved dette Syn, som end mig svæver
"For Øiet, mangen Taare randt.
"Tænk dig, hvorledes jeg var stemt!
"Der stod jeg, inderlig beklemt,
"Paa Bakken, hvor der var lidt sikkert,
"Og sigted med min lille Kikkert -
"Gik ind, gik ud igien, og bad,
"Og græd, og spiste mig lidt Mad -
"Og frygtede jeg veed ei hvad
"For dem derinde, skialv, og grued,
"Imens i Flammer Byen lued.

"Saa Dage, Nætter, tre jeg stod
"I denne skrækkelige Pine,
201 "Øg hørte Brandraketter hvine,
"Mens Fanden og hans Engle loe;
"Men Gud i Himlen var mig god,
"Og smiilte ned til mig og mine:
"Grosserer Hansen tog i Favn
"De kiære Børn i Kiøbenhavn,
"Og reddede dem deres Boe -
"Hvis Pæl var bleven reent forskudt
"Af det fordømmelige Krudt;
"Thi knap var ud af Huset Fruen,
"Før Bomben sprang i Daglistuen
"Der sprang en anden ligedan
"I Stuen hos din stakkels Broder,
"Der traf hans gamle Svigermoder
"Og hendes Datter - skiøndt du kan
"Ei noksom dog vor Herre takke,
"Der sparte din August - der sik
"I samme Rædsels-Øieblik
"Et lille Stød kun i sin Nakke.
"Nu slaae de dem igien til Roe
"I samme Stue begge to -
"Jeg meener Svogeren og Manden,
"Som skiftes trolig med hinanden
"At vaage over Fruens Liv,
"Studeringer og Tidsfordriv.
"Hun ellers selv er ganske vel,
"Kiøn stille rolig i sin Siæl,
"Og trøster sig i allenstunde
"Med christelige Troens Grunde.
"Gierløv og Riis og andre fleer
"Er med i Holsteen. Nu ei meer
"For denne Gang! - Din Søn og Broder
"Er begge friske; men din Moder
"Veed ingen af os noget om,
"Fra den Tid hun tilbagekom
202 "Til dit Korsøer. Af dine Breve
"Vi see, du bliver ved at leve
"Der, hvor du er. Min Adam sig,
"At han dog skriver snart til mig!
"Sig ham, at Hegers leve vel,
"Og at for nogle Dage siden
"Jeg var hos Kiæresten; men Tiden
"Os bliver lang; hvis ei en liden
"Epistel snart os lindrer Qviden,
"Vi længes begge reent ihiel.
"Skiøndt brændt er hendes Faders Bolig,
"Façade, Port, og Tag, og Gavl,
"Med Nørregade Top og Tavl,
"Er dog den Gamle ganske rolig.
"Men ellers reiser sig hvert Haar
"For Priserne paa alt i Aar:
"Tænk! man en Fierding Smør betaler
"Til Nød med to og tyve Daler;
"For en Favn Brænde gier man dem
"Paa Pladsen trende Gange fem;
"Paa alt, hvad andet man har nødigt,
"Er Torveprisen forholdsviis
"Til den for Smør angivne Priis -
"At sige meer var overflødigt.
"Gud veed, naar det skal Ende faae,
"Og hvor det vil os siden gaae? -
"Jeg haaber, at du ei aflader
"At tænke paa
Din kiære Fader."

Der har du Brevet Ord for Ord,
Som her det ligger paa mit Bord.
Jeg ei har brugt den mindste Liim,
Endsige Fyldekalk og Kit
(Som jeg dog selv har nødig tidt)
203 For net at hefte det i Riim -
Og med æsthetisk Fryd og Gammen
Faae Tankernes Philosophie
Og det historiske deri
Til ordentlig at hænge sammen -
Naar jeg undtager Ordet: "Baal",
Som jeg har valgt til Riim paa Skraal,
Og et Par Tordentoner, som,
Gud veed hvordan, paa tværs mig kom,
Uagtet intet Hexameter
Fremkaldte dem - og hvilke dig
Forraade ville sikkerlig
Den gamle lyriske Trompeter.
Det gik i Vers, som det var smurt,
Foruden Tilsats reeni og puurt,
Og gleed deri som Fod i Hose -
Saa levende, saa billedrig,
Saa metrisk, og saa rimelig,
Saa begge sine Sønners lig
Er vores gamle Faders Prose.
Jeg bliver ved at rime væk,
Min Adam! til din store Skræk.
Nu, jeg har tømt til sidste Glose
Min sidste kiøbenhavnske Pose,
Jeg aabne vil en anden Sæk -
Jeg meener den med Spørsmaal i -
Hvorledes lever du for Resten?
I Trækvind, Røg, og Poesie -
I Fingerharpens Harmonie -
Og alslags anden Melodie -
Det veed jeg alt saa got som Præsten;
Men sig mig: hvem er nu din Præst?
Med andre Ord: hvem veed det best?
Hvo seer og hører dig især?
204 Hvem er, mens jeg er fiern, dig nær?
Hvo kommer oftest paa dit Kammer,
Og glemmer der, som sprungen op
Paa Musebiergets Æthertop,
Al Jordens usle lave Jammer?
Er det den stærke jydske Mand,
Der læser Græsk med en Forstand,
Og spiller Mozart med en Ynde,
Der kunde faae mig til at synde? *)
Er det den jydske Gut fra Nord,
Der lærer Verdens Hovedstad
At kiende noget af vor Jord
I Dagens keiserlige Blad,
Og som, hvad Institutet sveder
I Bøger for, og efterleder,
Fra Barnsbeen af veed udenad -
Ja meer maaskee (hvis ham ei bunden
Var Pennen her saavelsom Munden),
End Institutet vide gad?**)
Er det den tydske Tusindspiller,
Som, naar han slukket har vor Tørst
Med Glas paa Glas af Porter først,
Saa Tørsten efter Talma stiller,
Og Sulten efter ifflands Spil,
Og Længjlen efter - hvad man vil?***)
Hvad? eller er det Melpomene,
Som allermeest besøger dig -
Det er at sige tydelig:
Min Adam, er du oftest eene?

Jeg saadant gierne vide gad,
Langt heller, end hvad alt om Norden,

* * * 205

Om Syden, og om hele Jorden
Der staaer i Dagens Keiserblad.
For Maans og vilde være Mad,
Ifald du vilde kiærlig yde
Mig noget af dit Saltmadsfad
Og af din Muses fede Gryde,
Var det endogsaa nok saa lidt;
Thi her, midt i det nye Franske,
Forøges til det gamle Danske
Bestandig meer min Appetit.
Og vilde det mig meget fryde,
Hvis I har siden faaet Brev
(Du nemlig, og den græske Jyde),
At høre hvad man Eder skrev -
Og hvad min gamle Ven og Fader,
Som hver Mand elsker, ingen hader,
I hvem hver udenlandsk Gesandt,
Fra Syd til Nord, sit Mønster fandt,
Der, skiøndt han undertiden vrøvler
En Smule paa de Gamles Viis,
Hos mig staaer hiertehøit i Priis
(Som Levemaadens ægte Høvler,
Og Danmarks Mægler i Paris),
Veed om vor kiære Hiemstavns Jis -*)
Og hvad vor Ven med Syvmiilsstøvler,
Den vakkre spanske Cavalleer,
Der gaaer til Kiel, hen og tilbage,
Gemeenligen i otte Dage -
Og altsaa vel igien er her -
Fortæller om vor Krig paa Landet,
I Luften, Ilden, og paa Vandet,
Som han har seet, og andet meer,
Derhiemme, mens han reed Coureer.**)

* * 206

Og gad jeg saare gierne vidst,
Hvad Manden med de to Portrætter,
Hvori mig Fanden selv ei giætter,
Ei blot som min Persons Kopiist,
Men som din Aladdins Forlægger*)
I Brevet sit tilskrev dig sidst -
Om han, som Hedning, eller Christ,
Dig bander eller kiæledægger?
Og om bilægges kan jer Tvist?

Da jeg, som sagt, er lagt paa Straa,
Og der kan megen Tid forgaae,
Før jeg mit Opholdssted forandrer,
Ifald jeg ikke heden vandrer -
Som virkelig kan hændes let,
Hvis ellers Stilkens grønne Skiørhed
Og Sommerpærens gule Mørhed
Paa Straaet her jeg kiender ret -
Saa, for mig dog lidt Fryd at give,
Mens jeg til Nød er end i Live,
Bønfalder jeg dig om at skrive
Min Svaghed en Epistel til,
Saasnart du kan, saasnart du gider,
Om ikke just paa nitten Sider,
Saa dog paa to til tre, Broerlil!
Jeg haaber, det "Broerlil" vil røre
Dit Hierte til min Bøn at høre.
Skriv mig, om hvad jeg skrev dig til:
Om Brøndsteds og om Koreffs Spil,
Om din Kamin, og om hvad meere
Du veed mig kan interesfere -
Skriv mig især om hvad du vil!

* 207

Men gaaer endnu tolv siorten Dage,
Før jeg besøger dig igien,
Saa, hvis du ellers er min Ven,
See til, herud til os at age -
Jeg ellers længes reent ihiel.
Nu Gud befalt! god Nat! sov vel!

208

Rimbrevpennen,
eller
den korsøerske Svane.

Til Samme.
Marly.

Jeg skriver dig igien et Brev,
Foruden det, jeg sidst dig skrev,
Endskiøndt, imellem os! jeg rider
Den samme Vei lidt vel for tidt,
Og frygter for, at, skiøndt du lider
Mit lunefulde Sort paa Hvidt,
Du dog tilsidst ei længer gider
Bestandig see det samme Ridt,
Sær, naar paa sytten, atten Sider
(Som sidst) jeg driver det forvidt.
Min Pen vist galopperer lidt
For ud i eet, og langt, og tidt,
Om ei for mig og for min Bonne,
Saa dog for dig og din Madonne,
Der kun er vant til høie Skridt,
Og er i dette Verse-Væsen
Naturligviis en smule kræsen
Trods al dit Venskabs Appetit.

Du mærker nemlig - vil jeg haabe
Uagtet jeg om Tankens Særk
209 Har slaaet en prosaisk Kaabe
Af Bordingsk-rimet Blaargarnsværk,
For Veirets Skyld, hvis barske Susen
Mig ellers let forkiølte Musen
Paa Veien, her fra Marly, tvers
Igiennem Vinterblomsterduften,
Som taager og som tykner Luften -
At dette Brev er og paa Vers.

Jeg troer skinbarlig sommetider,
Naar jeg har Pennen i min Haand,
At ikke blot en simpel Aand,
Men at Herr Fanden selv mig rider,
Jeg ellers ei er uden Baand,
Løsagtig, eller løs paa Traaden;
Hvis jeg og selv ei holder Maaden,
Saa holder Maaden mig ved Haand.
Ja, naar paa Dydens bratte Skandse
(Hvor fast gemeenlig er min Staa'n)
En Synd mig byder op at dandse,
Naar jeg er færdig at begaae'n,
Og ikke meer istand at sandse,
Hvorledes jeg den burde standse?
Den træder tidt mig selv paa Taa'n
I min udskrabende Begynden -
Ved allerførste Kompliment -
(Især naar Damen - nemlig Synden -
Er noget føer og korpulent)
Og gier mig dermed paa en Maade
Bagsmækket i Betids forfra,
Der siden lidt vel kunde baade:
Jeg meener Sting af Podagra -
Hvergang jeg vil en smule skeie
Til Siden paa lidt gale Veie,
Der noget er, som holder mig,
210 Og trækker i min Kiortelflig -
Endogsaa naar jeg blot vil tænke,
Jeg sporer ofte som en Lænke;
Ja, selv naar jeg kun tale vil,
Jeg føler ikke blot en Tøile,
Men ligesom en lille Bøile,
Der atter slutter Munden til.
I næsten alle Livets Strømme
Jeg standses hyppig i min Fart;
Endog, at see mig op at svømme
Mod Strømmen selv, er ikke rart -
Tidt, naar jeg falder ned i Drømme,
Jeg bliver hængende der lidt -
Kort sagt, ved hvert et andet Ridt
Mig Skiæbnen holder smukt i Tømme,
Og laer mig ikke komme vidt -
Kun, naar jeg har begyndt at rime
(Det er bedrøveligt, min Ven!),
Jeg ei kan holde op igien:
Jeg er aldeles uden Grime
Som versepistolarisk Pen.

Jeg bander tidt min Fødselstime;
Thi jeg er, troer jeg, født dermed,
Til min og din og fleers Fortred:
Jeg meener, med den slemme Vane,
Jeg nu har havt i en Snees Aar,
Og fleer - (min Gud! hvor Tiden gaaer!)
At sadle den korsøerske Svane,
Det lille letbevingte Krik,
Jeg arme vingeløse Trane
Til Fart igiennem Luften fik,
Og hvergang Gal af Postens Hane
Mig vækker i mit Fangebuur,
At ride mig en lille Tour
211 Paa den af Phøbus og Merkur
I Fællesskab anlagte Bane,
Der løber jordnær, i det Graa,
Dybt under din, der blandt Kometer,
Høit over alle ni Planeter
Sig himmelhæver i det Blaa -
Med Ord, som sig lidt mindre bugte,
Og ei saa stærkt i Ruskomsnusk
Af Klopstocks Desmer, Evalds Musk,
Og Miltons Tempelvirak lugte:
At rime, hvem jeg skrive vil,
Urimelige Breve til.

Hvergang jeg sidder paa den Hoppe
(Thi Svanen, som jeg sadler best
Og rider helst er ingen Hest),
Kan Fanden selv mig ikke stoppe.
Det gaaer med Hurra, hop, hop, hop!
I Trav og susende Gallop,
Trods Snuen, mod hvis Aand jeg ryger,
Tobias mod Asmodi lig
(Den diævelagtigste for mig
Af alle Livets slemme Syger),
Trods Træk, der giennem Taagen stryger,
Trods Hagl, og Storm, og alle Byger,
Trods Sneen, der imod os fyger;
(Især, hvergang det gaaer til dig,
Hun løber løbsk, med Surr i Panden
[Jeg meener Hoppen, kiære Ven,
Den nys omtalte Riimbrev-Pen],
Som hun var ganske fra Forstanden,
Med saadan Fart, med saadan Hast,
At Sadelgiorden ofte springer,
Før jeg har rigtig sat mig fast -
At Stok og Steen om Øret klinger
212 I Veiens Pøs og Veirets Slud,
Saa Kappen staaer mig agter ud
Bag Hovedets og Halens Vinger,
Og jeg seer reent forstyrret ud,
Med Tab af Tømmen, Tab af Hatten,
Og ofte selv af Halsens Klud,
Bestandig i Begreb med Dratten
Og Nakkens Knæk og Hiernens Brud -
Det gaaer som i et evigt Skud,
Som i en Præk af Biskop Hansen -
Som paa et Bal hos salig Knud -
Som om der agter i var Krud,
Og der var gaaet Jld i Svandsen:
Hei! svup i Tridse! svup i Tud!
Skump Fruen lystig om i Dandsen!
Fiir af paa Fokken! Skiødet ud!
Bras op i Toppen! Fyr i Krandsen!
Fyr i Kabyssen! Fyr paa Skandsen!
Frisk! Kiøl i Veiret! frisk, min Brud!
Det stryger i et smuldent Flud,
Saa glat, saa let, saa langt fra Brud,
Fra Skvulp, fra Støden og fra Standsen,
Som om jeg gleed paa Skrid i Glandsen
Og Farten af et Stierneskud.)

Hvad min Billet - som Parenthesen
Om den korsøerske Svanes Væsen
Har giort lidt længer, end maaskee
Den burde være, skal man see -
Dig egentlig har at berette,
Er ellers, korteligen, dette:

Jeg glemte nok min Tegnebog
Forleden Dag hos dig med Brevet,
Jeg alt dig dengang havde skrevet.
213 Hvis du den finder i en Krog,
Saa tag den op, at Pigebarnet
Den ei skal feie bort med Skarnet
Og putte den i din Kamin,
Som er et heelt usikkert Skrin -
Ei for at redde Poesien,
Hvorpaa mig ligger liden Magt;
Men - der var en Qvittering i 'en;
Derfor forvar mig den, som sagt!

214

Den vakte knud,
eller
Bombardementets muelige Følger.

Til Slotsfuldmægtig Øhlenschlæger paa Fredriksberg,
Paris, 1807.

O! du, som staaer i Krig og Fred
Paa gamle Been, hvor unge gled:
I kongelige Forgemakker -
I Kirken baade for og bag -
Paa Bakkehusets Dueslag -
Paa Fredriksbergs og andre Bakker!
Du, som er bleven ved at staae
Paa Christians den bratte Skraa,
Til dine Hovedhaar blev graa!
Som derfor og han stoler paa,
Naar han maa selv fra Huset gaae,
For andre Ting at tage vare;
Og overlader tillidsfuld
Sin Seng, sin Stol, sit Sølv, sit Guld,
Sit Kobber, Tin, og, saa at sige:
Sit hele Fredriksbergske Rige
Som Opsynsmand og mægtig-Fuld
I Freden trolig at forvare,
Og selv i Krigen at forsvare -
Til hvem han i den sidste Tid
Især saa ganske slog sin Lid,
215 At han sit Hof, sin halve Hær,
Og Vagt, paa dig alleene nær,
Omtrent halvtredsindstive Miil
Lod gaae fra Fredriksberg til Kiel;
Og (da det lod, som Elbens Bred
Blev truet med lidt Fiendtlighed)
Omsider ogsaa selv gik med,
Dig ladende blandt Træer og Steene
Paa Slottet ganske mutterseene;
Forvisset om, du troe blev ved
At staae som Fuldmagt paa dit Sted -
Og at du vilde holde Stand
Mod Fanden selv og Engelland -
Det, du da rigtig ogsaa holdt,
Imens din Datter tabte Modet,
Og selv i dine Sønner Blodet
To hundred Miil derfra blev koldt.

O du, blandt Siællands Admiraler
(Skiøndt Fredriksberg alleene veed
Om din Bestalling der Beskeed,
Og Dagen aldrig om dig taler)
Den, paa hvis Tordenskioldighed
Og Juulbeen Fladen eene leed -
(Jeg meener nemlig den i Graven,
Som giennembugter hele Haven,
Der er en Flaade, hvor det gaaer,
Skiøndt den af Joller kun bestaaer),
Tilgiv, at jeg dig svagt kun maler
Min hele Siæls Erkiendtlighed
For din urokkelige Standen
Paa Fredriksberg mod Engelsmanden,
Der virkelig var værr' end Fanden -
Og for det kongelige Brev,
Du mig om denne Standen skrev!
216 Tilgiv, at jeg dig nogensinde
Skrev i ubunden Prosa til!
Fra nu jeg i det mindste vil
Ærbødigen med Omhu binde,
Hvad jeg om Livets Sorg og Spil,
Om Fred og Krig og andet skriver
Min herlige Mecenas til
(Skiøndt ligefuldt det Prosa bliver).
Thi, sandelig! hvis nogen slig,
Han være Hertug eller Graver,
Prinds eller Bedmand, Fordring haver
Paa mine smaa Naturens Gaver,
Min gamle Fader! er det dig!

Er du ei den, som, mens de Lærde
Mig lode, lig en gammel Pen,
I Snaus paa Gulvet slænge hen
Imellem Stumper, intet værde,
Da sidst jeg hiemme gik igien,
Mig smukt tog op, et Lys lod hente,
Og endte mig derved og vendte
Saa længe, til du grant erkiendte,
Jeg var den gamle Baggesen?
Gav du mig arme Flygtning ikke
Hver Søndag giæstfrie Mad og Drikke;
Ja! lod endog mig leve flot
Paa dit guddommelige Slot,
I Snuustobak og Risinggrød,
I Hestepærer, Æblekiød
(i Æbler, Pærer, vil jeg sige,
Og Hestekiød) og Saft tillige
Fra Brænde, fra Bordeaux og Rhin,
For ei at sige Brændeviin?
Var du ei den, der gav mig atter,
Hvad jeg fortydskt, forfranskt, forstemt,
217 I Livet næsten havde glemt:
Den gode gamle danske Latter?
Og var det ikke just din Datter,
Der lærte mig til Tid og sted,
Langt bedre end de græske Muser,
Hvis Navne jeg ei længer huser,
De Taarer, den bør saltes med,
Hvis den skal holde sig herneden,
Og ikke tabe næste Dag
sin Duft, sin Pirren og sin Smag
For hende, mig og Evigheden?
Var ei den Mand, som mig en Bøn,
Jeg bad fra Barnsbeen af i Løn,
Med allerheftigst Andagtslue:
(Som Simeon engang Guds Søn)
Med disse Øine selv at skue - *)
Den Mand (iblandt mit hele Kiøn
Den blideste!), som denne Bøn
Opfyldte mig, paa Hosesokker,
Med Maanens Smil og Solens Lokker,
Netop din egen Svigersøn?
Var du, blandt alle Mecenater
Og Kiøbenhavnske Kammerater,
Ei den, som, da, paa Vognen sat,
Jeg til min franske Grav tilbage
Landflygtig atter maatte drage,
Den eeneste, der med sin Hat
Mig vinkte grædende: God Nat?
Er du ei den, som, nu jeg ligger,
Jeg arme døde rige Mand,
I Luen her, og om lidt Vand
Fra det saa kiære Fødeland,
For lidt at lædske mig min Brand,

* 218

Omsonst i Sneese Breve tigger,
Der eene kiærlig svarer mig?
Og giver mig, med smuk Indfletning
Af mangen viis og faderlig
Opmuntring og Irettesætning,
Den allerførste troe Beretning
Om den utrolig store Svig,
Den Storm, det Overfald, den Skiænden,
Den Skyden, Plyndren, Myrden, Brænden,
I Nærheden af Pustervig,
Hvormed den ublu, tykke, store
Nutidens babylonske Hore
(Der aftvang Engelland en slig)
Har evig brændemærket sig
I den i Hast mod spæde Glutter
Og Mændforladte kiælne Putter
I Fredens Skiød begyndte Krig -
Hvis skam for Ypperen, og Ære
For os (som Tiden snart vil lære),
Hvis Vækken af den gamle Knud
I Bombers og Kanoners Skud
Jeg Stakkel maatte her undvære?
Er du, desuden, ikke min,
Ja selv endogsaa, som det lader,
En meget større Digters Fader?
Er ei, naar jeg igiennemblader
Min Himmel og dens Perlerader,
Zltit Hiertes Aftenstierne din?

O! hvis til dig jeg ikke rimer
Min Graad og Latter, Sorg og Skiærts,
Saa kommer den blandt alle Timer,
Jeg frygter mindst, saa jeg besvimer,
Saa Frimans Klokke for mig kimer,
Og ieg giør aldrig meere Vers.
219 Den kommer ei - veer ikke bange!
Døe kan jeg sikkert, som saa mange;
Min Puls engang kan gaae i Staae,
Og Hiertet holde op at slaae -
Men Tak Tre-Fire, Tak din Datter,
Saa længe disse, hun især,
Min Muses blandte Graad og Latter
End have nogenlunde kiær,
Mit sidste Suk i Sangens Pine
Skal rime paa dens ny Seline -
Min sidste lydelige Tak
Skal rime paa din Snuustobak -
Mit sidste Muk i Musens Hikke
Skal rime paa din Datter Fikke -
Mit sidste Vers-Halleluja
Skal rime paa Fru Lilia -
Og, naar sig paa dets Tvillingvinge
Til Himlen hævet har min Siæl,
Skal, hvor jeg ogsaa her paa Jorden,
Nær eller fiern, er jordet vorden,
Hvergang I mig et sødt,,Sov vel!"
I Eders Minniskaaler bringe,
Hvergang I gaae med tunge Fied,
Mens Fredriksbiergets Klokker ringe,
Paa Kirkegaarden op og ned,
End mine Been i Graven klinge!
Hvor der er Ekko, er jeg med.

Nu til mit Svar paa dine Breve.
Det sidste blot jeg faaet har,
Der fra Oktobers sidste var -
Gud veed, hvor de to andre bleve.
Jeg seer deraf med Fryd, som sagt,
At du har holdt i Krigen prægtig,
Som dannerkongelig Fuldmægtig,
220 Din Vice-Majestæt ved Magt -
Og at - hvad jeg dog neppe troede,
Da sidste Gang jeg saae dig i
Det Stræde, hvor du veed, jeg boede,
Gaae Frue-Kirketaarn forbi
(Hvis Spiir var netop nylig ziiret
Med Messing, Kobber, Jern og Guld) -
Du, trods dit hvide Hoveds Uld,
Ei blot har overlevet Spiret
Og dets forgyldte Næses Huld,
Men hele Kirken; og at samme
Har maattet ligge under Muld,
Endogsaa før din Hattepuld,
Som Himlen intet Skud lod ramme
(Skiøndt den var Fienden vel saa nær
Som Frue-Taarn, og Spiir især).
Saa - hav den Tanke tidt for Øie!
Saa gaaer det ofte med de Høie!
De trodse Himlen, Jordens Dom,
Og falde, før man seer sig om;
Imens den Lave tidt staaer sikkert,
Og seer dem dratte, med sin Kikkert.
Saa gaaer det ogsaa - see kun til! -
Med Overmagtens kaade Spil:
Naar ned i Grums og Gruus og Smalder
Det store Babels Frue falder,
Der reed paa hele Verdens Ryg,
Skal Danmarks lille kydske Pige
Hen over det nedsiunkne Rige
Paa Fredriks Jolle seile tryg!
Den Styrtning af vor Frue-Kirke
Vil mangen Møes Befrien virke,
Og sætte mangen Jomfrue Krands
Paa Hov'det i politisk Dands -
221 Hvem veed, om Faldet af vor Frue
Ei alt gav mangen Pige Hue?

Jeg holder efterrettelig
Mig slige Varsker af vor Herre
(Der ellers frugte lidt, desværre).
Naar Satan stundom frister mig
Paa Spidsen af mit Marly-Tempel,
Og hvisker til mig, for Exempel:
"Du kunde gierne svinge dig
"Lidt høiere! Naar du dig reiser
"Paa dine Bagbeen op, og kneiser,
"Saa, troe mig, er du ikke lav!
"Du ligger altid ber paa Landet,
"Skiøndt du blev fød til noget andet -
"Roe dig lidt ud paa Verdens Hav!
"Hvis du dig en Slags Mine gav,
"Og giorde noget meere Jav
"Til Hest og Vogns paa lange Reiser,
"Du kunde maaskee bliver Keiser -
"Om ikke just, som den Krabat,
"Der halvveis var din Kammerat,
"I denne Verdens saste Lande,
"Saa dog paa Poesiens Øe
"Midt i den tomme Spanskesøe,
"Der flyder rundt omkring din Pande!"
Ved hver en saadan Leilighed
Jeg giver Satan kort Besked,
Og svarer lumske Fristermanden:
"Gaae med dit Keiserdom til Fanden!
"Sving dem, som i et forsisk Hop
"Til slige Tilbud sige Top,
"Saa høit du vil, i Veiret op!
"Du faaer mig aldrig til at spanske;
"Jeg bliver ved det lave danske!"
222 O! hvo du er, som kneiser, skielv!
Du være Herre, være Frue,
Du være Hat, du være Hue,
Du være Tyrkisk Turban selv,
Som Keiser Selim! - O! min Fader!
Der ligge nu de høie Gader
Med lærde Professorer i,
Trods deres nye Theologie,
Persepolik, Astronomie,
Jurisprudenz og Poesie,
Oplysning og Philosophie -
Mens denne Gang og Ildebranden
Paa Kirkepladsen, som den anden,
Gik Bispens Hiørnehuus forbi,
Som der var simpel Gudsfrygt i!
Der ligger alle de høibaarne
Herr Nicolais og Slottets Taarne!
Vor Frues Taarn, der ligger du!
Hvem veed, hvis du kun havde været
En fem Fod høit om ufortæret,
Som min Papa, der saae med Gru
Dig falde - du ei stod endnu?

Hvad Got ved Ildebrande vanker,
Er i det mindste slige Tanker!
Saa, hvad der river ned vor Krop,
Tidt herligt bygger Siælen op -
Saa Sygeleiet her mig giver
Det friske Mod, hvormed jeg skriver -
Saa takker jeg min bittre Qval,
At jeg kan giøre mig lidt gal;
Og Musen, mens jeg selv maa græde,
En Smule Lystighed tilstæde
Paa Lunets overgivne Bal,
I dette Riimbrevs Perial -
223 Hun kiender Taarer blot i Glæde.
Man derfor, ak! kun sielden seer
Den stakkels Glut sit Øie væde -
Men nu, naturligviis, hun leer;
Thi jeg har selv og tabt ved Branden
Saa got mit Eie som en anden;
Ja, naar man seer sig til, maaskee
Meer end I andre allesammen!
Da Brummers Magasin, o Ven!
Med al min Nynnen, al min Stammen,
Min skrevne Fryd, min trykte Gammen,
Min Ilias, min Odyssee,
Som Rygtet gaaer, gik op i Flammen;
Og uden at jeg selv som I
(Der stod' og saae dog denne Lue)
Mit eget Livs Fyrværkerie
Med egne Øine kunde skue.
Dog ikke dette blot, desværr'!
Og den udødelige Hæder,
Som blev til Røg; men ak! især
De tolv Rixdaler jeg begræder,
Som Brummer gav mig for hvert Ark
Af min udødelige Qvark,
Og som han, trods sin Forlagsiver,
Mig neppe nu sor Asken giver!

I Herrens Navn! hvis det er sandt
(Og Neergaard ei har sagt mig Tant),
Hvis denne tredde Gang og hendte,
At hvad jeg skrev i Danmark brændte,
Skiøndt ubrændt selv - min gamle Pen
Jeg altsaa maa taalmodig skiære
Paa ny, og skrive om igien
Til min og Fædrelandets Ære,
Hvad jeg i Modersmaalet skrev
224 Og hidtil trykt og utrykt blev,
Hvis man dermed vil overbære,
Og Brummer ellers, stakkels Mand,
Det nu, som før, betale kan.
Hvad ei kan anderledes være,
Man uden Knurr maa taalig bære.
Saa vil jeg giøre ved mit Savn;
Saa giør vel og i Herrens Navn
Det pludselig beskudte, tændte,
Nedstyrtede, til Aske brændte,
Nu hele Verden vidt bekiendte
Standfaste, brave Kiøbenhavn.

Saa ville vi tilsammen giøre,
Med ufortrøden Flid og Sveed:
Taalmodigen paa nye opføre,
Hvad vore Fiender reve ned,
Det være Slotte, Taarne, Gader,
Epistler, eller Iliader,
Ja selv Giengangere, min Fader,
Om mueligt paa det samme Sted;
Kun mindre høit, og meere varligt;
Kun meere dybt, og meere fast;
Og altsaa noget meer forfvarligt,
Naar Fienden kommer i en Hast»

Jeg har, som du, ei heller Næsen
Ved denne Næsestyver tabt.
Jeg troer endog, det hele Væsen
(Skiøndt vi maa leve nu lidt knapt)
Har skiænket, skiænker, og vil skiænke
Vort Land den Jernets Kraft igien,
Som bunden af den gyldne Lænke
Lidt efter lidt i Fred sov hen.
Jeg troer, Bellona, ved at røve
225 De Kugler, som, mens der var Fred,
Vi blot i Drømme legte med,
Har vakt den gamle Danske Løve.
Jeg troer, at den vil reise sig
Mod Dyrets Horn forfærdelig -
(Du veed, at jeg vor næste Fiende
Just meener ei med dette Dyr,
Hvis Herredom jeg spaaer en Ende,
Naar atter Friheds Morgen gryer -
Dets Horn er saare let at kiende
Fra dem paa hver en anden Tyr)
Jeg troer, en anden Knud den store
Vil eengang i dets Bringe bore
Den Hevnens skrækkelige Kloe,
Som hærdedes i blodig Jammer,
J Krigens og i Nastronds Flammer
Ved Odins gamle Heltetroe -
Jeg troer, at Thors den tunge Hammer
Er fundet midt i Fredens Roe
paa Dovre, mellem Granestammer
Af dem, som Fieldene beboe -
Og at den slangens Pande rammer,
Hvorhen sig Ormen og vil snoe!
Jeg troer, at Tabet af vor Flaade
Opløser Eddas gamle Gaade,
Og at det stærke Tordenskrald
I Nord betyder Lokes Fald -
Jeg troer, at Baldur er i Live -
Hvad troer? jeg veed det! Baldurs Nik
Har rystet mig i Fredriks Blik;
Jeg under Sneens hvide Bryne
Har seet hans Øies Hekla lyne
Mit Danmarks Fiender Dødens Piil,
Og Danmarks Ære Livets Smiil.
Jeg veed, dets Flamme vil opgløde
226 Hvert danskt og norskt og holstenskt Bryst
Til gamle Fædres Heltelyst,
Til Kamp og Seir i blodig Dyst,
Til Hevn for dem, hvis Taarer fløde,
For dem, som plyndredes, som døde,
Til Hevn for Fredens Pagt, de brøde,
Som den, der brænder i mit Bryst!
Kun ønsker jeg, at ei vor Ild
I denne Kamp maa fare vild,
Og at vor Hevn ei maa miskiende
Vor og den hele Verdens Fiende!
Som ak! desværre, let kan skee,
Da man, hvor hele Lande brænde,
For Damp kan næsten intet see.
Jeg troer desuden (for at vende
Tilbage til den Stie, hvorpaa
Jeg hidindtil lod Pennen rende
I dette simple Brev) som saa:
Hvad angaaer dette Timelige,
Som vore Fiender blev til Priis,
Vor Flades, Holms, og, saa at sige,
Vor halve Herligheds Forliis:
At man engang, med færre Penge,
Og hvad man kan for Penge faae,
Mahonisofaer og Senge,
Samt Speile, let itu at slaae,
Med færre Skibe selv, som trænge
Til Stang og Bom og Mast og Raa -
Med færre Toug at fire paa -
Med færre Reeb, sig selv at hænge -
Paa nye Snekker, nok saa smaa,
Vil fleere Tordensktoldske Drenge
Og fleere Hvidtfeldshelte faae -
Hvis ei derhiemme, tykke, feede,
Med Kiæver som to Paaskeæg,
227 Skiøndt uden Haar og uden Skiæg,
De ligger alt i deres Rede.
Taalmodigbed! Om en Snees Aar
Da vil man see, hvad her jeg spaaer!
Da vil man see, hvad du og flere,
Mens Vesterbroe sig lod rasere,
Og Byen lod sig bombardere
Af Engelskmanden udenfra,
Sig foretoge, for at bøde
Paa Tabet af de Folk, som døde,
Og lindre Taarerne, som fløde
Derindenfor, etcetera.
I slig en Huxlumhei og Hede,
Naar Luxuslegen er forbi -
Naar de, som sov til Klokken ti,
Maa, vaagne, selv om Morgnen svede
Naar man gier Ævret over i
Den nyeste Philosophie,.
Og selve Kirkens Kleresie
Har ikke længer Tid at bede -
Naar hver en Haveplads er frie,
Og alle Plankeværker nede -
Naar man til fremmet Slikkerie
Og engelsk Sennep selv faaer Lede -
Saaer ikke Kørvel, Sillerie,
Salat og andet Pillerie
I ordentlig afstukne Bede,
Men frit, i Fleng, paa Mark og Hede,
God ærlig siællandsk Rug og Hvede,
Som der er Kraft og Næring i -
I slig en Larm, hvor man for Resten
Har ikke Tid at spørge Præsten:
Hvad man skal giøre her og der,
Hvor Mod og Manddom nødig er,
Man griber til de første Vaaben,
228 Og, uden først at skikke Bud,
Man render ind, og render ud,
Hvor Leilighedens Dør er aaben,
Til Landets Forsvar, Skud paa Skud.
Enhver giør sit, og ingen sover
Ved hvad han giør; man springer over
Hver Bagatel, endog i Spas;
Thi, naar i Stuen Loftet brænder,
Og Himlen over Sengen tænder,
Tillader Tiden ikke Fias.

Det smerter mig, jeg var der ikke
Ved denne Lynildsleilighed,
For i de Tordenøieblikke,
Da Frue-Kirketaarn faldt ned,
Elektrisk - ikke blot for Sproget
(Som her i dette Rimespil),
Men ellers og at giøre noget,
Som der er sielden Mage til:
Der ikke blot i mine Breve
Mig kunde mueligt overleve,
Men i hver anden Art af Liv
Og patriotisk Tidsfordriv -
En Pophamborer, for Exempel,
Med Hammergudens eget Stempel;
En lille Tordenskiolding, just
Af samme Sort som min August -
Der kunde blive det paa Vandet,
Som han (hvis ellers ikke Nød
Ham volder en for tidlig Død)
Engang vil blive vist paa Landet.

Jeg haaber, du har faderlig
I denne Post erstattet mig
Og tænkt paa Hevn for Danmarks Rige
229 Med Præstens eller Degnens Pige,
Hvad veed jeg? - I en saadan Ild,
Hvor alt sig patriotisk skynder
Paa Brink og Bakke, Loft og Tag,
I Hønsehuus og Dueslag,
Hvor Bombarderingen begynder,
Og hvor det hedder: "Nu! vær snild!"
Kan let en ærlig gammel Synder
Endog med Enker fare vild.

Du bliver rød paa mine Vegne
Maaskee ved denne Leilighed,
Formedelst den Letsindighed,
Hvormed jeg vender op og ned
Paa Piger, Enker - og hvormed
Jeg i min Overgivenhed
Behandler Præster selv og Degne,
Og hvad man ei bør spøge med?
Du studser ved min vilde Latter,
I det jeg taler om et Jav,
Hvori saa mangen Søn og Datter
Af mine Fædre fandt en Grav,
Og jeg min egen, sem Forfatter -
Du spørger: "Hvor er Baggesen,
"Uskyldighedens ømme Ven,
"Blodfienden af Uteerligheder,
"De kydske Gratiers Tilbeder,
"Og hvad i Vers han ellers hedder,
"I disse Stropher kommet hen?
"Jeg ikke kiender ham igien!
"Hans Spøg var ellers saa blufærdig,
"Saa peen, og selv Prindsesser værdig;
"Hans Spøg med Kiærlighed især
"Var næsten andres Alvor værd;
"Hans Amors, som hans Satyrs Piile
230 "Var spæde, halve, skielmske Smile;
"Han sielden spændte Buens Bast
"Saa stramt, at den i Latter brast;
"Og klang og lydt hans hele Kogger,
"Gik Lyden aldrig dog til Skogger.
"Hans overgivne Spas var før,
"Trods al dens Galskab, stedse tugtig,
"Af Veemods Dug endog lidt fugtig,
"Og ingensinde ganske tør -
"Ifald man ogsaa fandt Forskiælligt
"For dristigt i hans sidste Spøg
"(Som nu er gaaet op i Røg),
"Var dog det Hellige ham helligt!
"Selv i den Bog, hvori hans Pen
"Imellem dens og andres Grave
"I Sanders og i Pavels Have
"Som Spøgelse gik lidt igien,
"Han vidste det saa fiint at lave,
"At mangen Provst med Pibekrave,
"Og selve Bispen blev hans Ven.
"Hvor er han bleven saa forandret?
"Hvorhen er denne gode Vens
"Tilforn saa kydske Muse vandret?
"Nu ligner den jo dens og dens!" -
Hold op! og hør mig først, min Fader!
Hold op at rødme for din Jens!
Saa skyldig han dig ogsaa lader,
Er Skylden her dog ei hans Pens,
Hans Hoveds - ei engang hans Hues -
Endsige Hiertets (der er frit
For alt letsindigt Sort paa Hvidt),
Men eene den fordømte Snues,
Og din, og - om du vil - vor Frues!
Du skriver mig, som ligger her
I sengen, Døden ganske nær,
231 Og altsaa langt fra Haand i Hanke
Med nogen lystig Verdens Tanke:
"Hvorledes selv vor Frue faldt,
Imens du stod" - og uvilkaarlig
Jeg tænkte, ved mig selv, alvorlig:
Hvem veed, da selve hun faldt ned,
Saa skabt til Trods i hver Bataille,
Saa spids i Næse, skarp i Taille,
Saa smal for oven, neden bred
Som nogen i vor Christenhed -
Om ei af Marmor just, som andre,
Som Ilden selv ei kan forandre,
Saa dog ei heller just af Krud,
Der fanger Ild ved første Skud -
Saa kneisende, saa høit paa Straaet,
Saa Næsen op, og Nakken ned,
Urokket og (saa vidt jeg veed)
Urokkelig, paa samme Sted,
Hvor hun fra Barnsbeen havde staaet -
Ei længer ung - hvad siger jeg?
Min Farfars Faer har hørt blandt andet
Det Spørsmaal i en Juleleeg:
"Hvem er den største Fru' i Landet?"
Min Mormors Moer, da hnn stod Brud,
Var "som vor Frue" majet ud -
Hvo veed, saa blev jeg ved, alvorlig,
Som sagt, aldeles uvilkaarlig,
At tænke (thi du skriver saa,
Min Fader, uden dig at rose,
Og uden andre Folk at skose,
At, for din Mening at forstaae,
Man selv og noget tænke maae -
Især, naar hvad du peger paa,
Sig hæver i det himmelblaa,
Din Stil er ikke Fod i Hose) -
232 Hvem veed, da selve hun faldt ned
I den almindelige Lue,
Hvor mangen anden mindre Frue
Og Fruerpige der faldt med -
Af Skræk i al Uskyldighed -
Og, om ei ganske faldt, dog gleed?
Den Tanke synes mig naturlig!
Du trykker Modersmaalets Byld -
Det er ei min, men Sprogets Skyld,
Ifald du finder den figurlig.
At Digt'ren tugtig skrive maa
For aldrig at forarge Næsten,
Deri jeg enig er med Præsten;
Men paastaaer og derhos, at Næsten
Som Læser bør mig kydsk forstaae!
For Resten hvad jeg i min Iver
Om Leilighedens Griben skriver
Til alleslags herkulisk Daad,
Er ei løsagtig Spøg, min Fader!
Saa lidt som (hvad jeg ogsaa hader)
Qvindagtig feig unyttig Graad,
Der ofte blot gier Pennen vaad:
Sipsippernipskhed blot i Lader,
Og dum og kiedsom Ord-Moral,
Hvorved jeg kunde blive gal!
Det er frimodig Aabenbaring
Af Genius og af Erfaring!
Mit Lune, jeg ei nægte vil,
Giør Kattespaser af og til;
Det lystrer ingen Verdens Tugter,
Det bryder sig om ingen Tvang
I tusind underlige Bugter
Det gaaer sin egen skiæve Gang -
Hvad gaaer? det gaaer aldeles ikke
Det smutter ind, det smutter ud,
233 Snart der, hvor Maanens Jomfrublikke
Tør stirre, snart hvor Solens Gud
Sig blot tillader lidt at kikke;
Det smutter ud, det smutter ind
Jgiennem Vinduer og Dørre,
Let som den unge Piges Sind,
Og paa det vaade, paa det tørre,
Saa flygtigt som en Vestenvind -
Med Overgang fra Graad tit Smile,
Fra høit til lavt, fra Mol til Dur,
Fra Krigens Spyd til Elskovs Pile,
Som den sig bølgende Natur -
Det gaaer ei Skridt med gamle Koner
I Sprog af Brockmands Huuspostil,
Men hopper, springer, balleroner
Med Versets Ord-Cameleoner
I et bestandigt Vexeispil,
Igiennem alle Livets Toner,
Som Metret eller Rimet vil -
Men naar man hører rigtig til,
Trods al min Gøglen i Diskanten,
Er streng i Bassen Dominanten,
Ja selv lidt tragisk, om man vil.
Den oventil trilleerte Tanke,
Jeg i hvert Hoved i vort Nord
Og i hvert Hierte vilde banke,
Den klinger saa med andre Ord,
I hvilke Bassen eene skralder:
Naar med Allarm og med Rabalder
Paa denne vexelrige Jord
Convenientsens Frue falder
Og Kunstens Orgelværk forgaaer;
Naar Vinterstormen ned i Smalder,
Hvad høit der op mod Skyen naaer,
Hver Sommerfugl og Spiir nedslaaer -
234 Trods lave seen og sneehvid Alder
Naturens gamle Fuldmagt staaer
Som Organist og Atterdanner
Af nye Hunner, nye Hanner,
Der spiire frem i næste Vaar,
Naar Qvistene paa ny sig knoppe,
Og naar i aftenrøde Toppe
Fredsnattergalen atter slaaer!

Og hermed vil jeg Brevet sende;
Thi det fik ellers aldrig Ende.

235

Væddeløbet i det Lave.

Til Digteren Øhlenschlæger i Paris.

«Tel brille au second rang, qui s'éclipse au premier» -
Det gielder omvendt tidt, naar den, som græder, leer.

Marly.

Tak for den Tilskrivt, som din Skiærts
I respektive Svar paa Vers
Har alt for kiærlig lempet efter
Min Aands og Fatnings ringe Kræfter,
Nedladende sig til en Stiil,
Der egentlig kun mig er egen,
Og som din Muse, halv forlegen,
Har vist ledsaget med et Smil,
Om ikke med lidt huuslig Skiænden,
Fordi du hendes Høihed tvang,
Trods lange Slæb og tunge Krone
Samt høie Hæle under Sko'ne,
Midt i sin stadselige Gang
Til en Slags Gadetøiterenden
Med een af disse Duller smaa,
Der løber om, med Tøfler paa,
Og ofte blot paa Hosesokker,
Tyndklædte, let til Fods, som Pokker,
Og stiæle Pølser eller Taft
I Poesiens Vimmelskaft -
236 Jeg meener, som du vel kan tænke,
Min Dulle, salig Wessels Enke.

Tak, Herre Ven! des meere Tak,
Da, for sin Majestæt en smule
Ved denne Leilighed at skiule,
Din ellers kongelige Snak
Omsvøbte sig en hullet Kappe
Istedenfor en simpel Frak
Hvis Ærmer var den lidt for knappe;
Og, for at blive min saa lig
Som mueligt, næsten alt for kurrig,
Alt for pudseerlig, alt for snurrig
Riimkarrikatureerte sig!
Tak siger jeg, Tak siger dig
Med mig den lille Skiemt-Canaille,
Der sidder med sin smækkre Taille,
Skiøndt Enke, dog som nylig fød,
Saa kiælen, væver, hvid og rød,
Her paa mit muntre Lunes Skiød
I Kield'ren, hvor jeg boer hos hende,
Ved Musevimmelskaftets Ende -
Tak siger jeg med min Pernille
For Æren af det Gienbesøg,
Din Muse giort os har i Spøg -
Tak, mange tusind Tak, Broerlillel
Tak for det slemme Bryderie,
Dig vist har voldt, saa lavt at rime
Paa vor Maneer halvanden Time,
I halv fortroligt Maskepie
Med vore Dukker, vore Løier,
Og alt det Snurrepiberie,
Som Smaafolk kun og Børn fornøier,
Og som, til Nød, vel neppe døier
Iert eget Tempels Gallerie -
237 Tak, for saa dybt I vilde stige
Herned til os og vore Lige,
For, uden mindste fornemt Knurr,
I næsten under Rimets Mudder,
Saa got som i prosaisk Dynd,
Med meer end den mig egne Fynd -
Paa bare Been at løbe Surr -
Og boltre jer i bare Sludder.

Naar jeg betænker ret den Top,
Hvorpaa du sidder dog gemeenlig,
Høit over mig, og næsten eenlig,
Da saare faa til den steg' op,
Begriber jeg det næsten ikke,
Hvorlunde du, paa langs og tvers,
I næsten underjordske Vers,
Min komiske Begeistrings-Hikke
Har kunnet, blot ei trumfe mod,
Men virkeligen, Fod for Fod,
Og Riim paa Riim, endogsaa stikke.
Tillad, min Adam, mig at troe,
Du meere græd derved end loe;
Og at du ikke fik for intet
Spøgflesket i dit Sprog saa tintet -
At det var ikke lutter Sviin,
Hvis inden Skiemtbillardets Borde
Du stød i Stød bestandig giorde
Min Karambol og Karolin!
Tilgiv mig, hvis af Kunst jeg mærker
I dit naive Svar et Spor,
Og at jeg det blandt dine Værker
Netop det mindst naive troer.
At giøre din Fru Melpomene
Paa Riimbrevmusens lave Scene,
For, uden Tvang at løbe rap
238 Med min Smæksilliken om Kap,
Trods hendes Gyldenstykkes Trøie
Og Sølvmoers Skiørt - saa reent til Sløye,
Saa fuldelig fra Taa til Tip
Til overgiven Spirrevip,
Har sikkert kostet dig lidt Møie.
Og det er ei at undre paa -
Du vil din Nød bestandig faae,
Naar ikke blot du med de store
Spilopper røre vil og more,
Men ogsaa kildre med de smaa.

Thi - jeg vil tiene dig, min Broder -
Man være kan et stort Genie
Med alle Nykker, alle Noder
I Tiecks og alskens Poesie:
En sand Original-Copie
Af Göthe, Fanden og hans Moder -
Og sove sig til Dreier i
Naturens plastisk-drastisk-drægtige
Og pittoresk-groteske, prægtige,
Naive Pottemagerie
(Hvis Skiørhed sig kun sielden blotter
I Fastelavnske Mandags-Potter) -
Man sove kan hos alle ni
Nat ud og ind, og blive Fader
Til ni Kuld Qvæder og Ballader,
Og til den hele Skue-Slægt,
Fra Ridderen af Elephanten,
Med Alexandernavn i Kanten,
Til Spillets komiske Klør-Knægt -
Ja - jeg vil tiene dig, monfrère!-
Man af Naturen fød kan være
Til Guds og Fandens Tidsfordriv,
Og være klædt, paa alle Moder,
239 I Gadeviiser og i Oder,
Før Fodslen selv, i Moders Liv -
(Hvis min korsøerske Jordemoder
Har ikke smigret mig med Snak,
Jeg selv endog har havt den Ære
I en slags Skiorte født at være,
Der lignte baade Kiol og Frak)
Ja - jeg vil dig end meere lade -
Man digte kan en Iliade
Trods den almægtige Homers
(Hvis Almagt var dog vel som fleers),
Man kan endog maaskee det tvinge,
Med dybe Fiær af et Par Læs
Betydningsfulde Mortensgiæs,
Sig tragisk op at kunne svinge
Høit over en Euripides
Og Æschylos i Dramurgien,
Og alregiere panisk i 'en
(Tak skee ny tydske Pansophien)
Som en fuldendt Pansophokles -
Ja - hvis, som sagt, kun rigtig rykkes
Bemeldte Fiærevingers Skud
Af Alnaturens Vildgaas ud,
Og Aabningen af Aaren lykkes,
Hvormed sig kiækt sorskrev fra Gud
Den salig' Doctor Faust til Fanden -
Man uden mindste Hovedbrud
Kan gaae saa drastisk fra Forstanden,
At alt det Smør, der giøres i
Naturens Melkeveies Kierne
(Saa kalder jeg en Digters Hierne),
Blir lutter ævret Smør-Genie:
Puur, pære, plastisk Phantasie -
Man siden kan med denne smøre
Nye Verdner sammen, af og til,
240 Trods dem i Shakspears Tryllespil,
Og Konger, Kæmper, om man vil,
Og alskens Kalibaner giøre
Deri, hvem veed? - og dog, Broerlil,
Og dog - just ikke løbe til,
At giøre Riimbrev-Arieller,
Smaabitte Luneglutter, eller
Jens Baggesenske Bagateller,
I lette Vers, saasnart man vil.

Saa (for af Biblen at fremføre
Beviis, hvor sært den Tanke kan
Selv Tusendkunstnere forføre:
At hvad i Grovt man nemt kan giøre,
Gaaer i det Fine let og an) -
Saa blev for Israels Befrier
Ægyptens Troldmænds Koglerier,
Der stak, og giorde næsten Beet
Den jødiske Landplagemager
I hiemmegiorte Landeplager
Af næsten engelsk Bonitet,
Til Skamme netop i det Lille -
Og de, der tappert stog Spadille
Til hver hans Trumf-Kalamitet,
Og eftergiorde hans Spektakler,
I store tragiske Mirakler
Af alskens Mord og Vold og Gruus -
Imens der laae et Fandens Huus -
Blev (siger Skriften) reent til Stakler,
Og hver stod, flad og flau, konfus,
Da det med eet blev ganske stille,
Og Jøden dem faldt paa at drille
Med Eftergiøren af hans Luus. -

Saaledes - for paa mit Exempel
At sætte Hedenskabets Stempel
241 (Hvis Biblens er dig ikke nok,
Der af deslige har en Skok),
Saaledes Jupiter, der giorde,
Som Overgud, alt hvad han torde -
Og torde, hvad han vilde - thi
Hans Guddom var et, trods Herr Schlegels,
Herr Tiecks, Herr Werners og Herr Hegels,
Aldeles ugeneert Genie -
Der brød sig lidt kun om Kabalen
Af Christendommen og Moralen -
Og trodsede den gode Smag
(Den i det mindste, som er Moden
Blandt sædelige Folk paa Kloden)
I mangen Yttring for og bag -
Som derfor og blev Stamme-Peter
Til alskens Bestialiteter
I Verdens store Jupitrik,
Ved det de øvrige Planeter
En Hoben Genialiteter
Med hans Genie paa Halsen fik -
Selv denne Jupiter, den første
Blandt alle Göther, og den største,
Der hver en Kiæmpe-Viv og -Brud,
Snart med, snart mod Naturens Orden,
Besov i Himlen og paa Jorden -
Som Svane snart, og snart som Stud -
Men altid herlig som en Gud -
Der, uden allermindste Hinder,
Og uden at det kosted ham
En Skillings Udgivt, giorde tam
Den hele Vildpark af Gudinder,
Faldt reent igiennem, sont vi see,
I skikkelsen af Sommer-Snee
Fra gyldne Skyer - maatte dale,
Sin høie Majestæt til Spee,
242 Lig en i Taarer opløst Svale,
Der drypper ned i dybe Dale
Med optøet Næb og smeltet Hale
(For ei om Vingerne at tale)
Og, barende sig for at lee,
Han maatte grædende betale
For et par lumpne Kys, maaskee,
Af Sperevippen Danaë. -

Saa (for Exempler og at tage,
Til Overflod, af vore Dage)
Saa den forfærdelige Fyr,
Tarantelen imellem Bierne -
En Hval imellem Sild, en Tyr
Blandt Tudser, kort: blandt tamme Dyr
En Tiger - der nu holder Styr
Paa Verden her i Thuillerierne
Med - troer jeg - med sit blotte Navn,
Hvis Nabo-Løve-Brøl henrulder
Om Jorden i et rædsomt Bulder
Fra Qvang-tong-fu til Christjanshavn -
Der giøre kan alt, hvad han vil
(Trods Sydens Tell, og Nordens Till,
Og Østens Povl, og Vestens Peder,
Der staae, med Gaben, og see til)
Og netop vil Umueligheder -
Der med et Gaasesiædersving
Kan giøre modens Potentater,
Præfekter, Paver og Prælater
Af ingen Ting, sorn ingen Ting -
Der, efter næsten alt paa Jorden,
Hvad der var hidtil noget ved,
Med forrige Naturens Orden
Tilgavns at have revet ned,
Er i Begreb med at faae færdig
243 For alle Dyr et sikkert Buur,
Og, inden sammes tykke Muur,
En ganske splinterny Natur,
Ham selv og dem aldeles værdig -
Han staaer der nu - Fru Fine fandt,
Og Frøken Fis, og mange fleere,
Som jeg vil ei kompromettere,
At, hvad jeg siger her, er sandt: -
Han staaer (trods Evnen til at abe
Selv Fanden efter i at skabe)
Med al sin Almagt der en kiøn,
Hvor det kun gielder om at mage,
Hvad end dog kan i vore Dage
Selv mangen Anonym, i Løn:
Og mægter ei, trods Smiger-Oden,
Der ligner barn med Antipoden
Af det passive Hverkenkiøn -
Trods Fruens og hans egen Bøn -
Med al sin Ragen om og Roden
I al sin Magt, med hele Kloden
I Snavset under Støvlefoden -
At færdig faae paa gamle Moden
En lille Tøddel af en - Søn.

Saa (for ei længer mig at rende
Stakaandet efter Prøver fleer
Paa, hvad du allerede seer -
Og Brevet paa en god Maneer
Med en moralsk Sentents at ende)
Saa tidt den største Spillemand,
Der med Fiolen fører an,
Kun slet paa Hyrdepiben fløiter;
Den, som i Luften dandse kan,
Og løbe paa en Afgrunds Rand,
Kan derfor just ei gaae paa Skøiter.
244 Selv den, der Hoffets fine Smag
Med Held polerer Dag for Dag,
Og hele Nationens høvler,
Var neppe ret i Stand, som saa
(Kom det alvorlig an derpaa)
Tilgavns at børste dine Støvler.

Jeg derfor giver dig, min Broer!
Det Raad, jeg gav dig alt i Fjor:
Bliv stor - bliv ved at være stor,
Hvor Melpomenes Lamper tindre;
Men, alt for nær ved Jorden, gys
For hendes Søsters Gøgle-Lys -
Og vov dig sielden til det Mindre!

245

Den danske Matros,
eller
Flaskebrevet.

Til Commandeur Jessen, Ridder af Dannebrog.
1808.

Uden paa Flasken.

Ihvo du er paa denne Jord,
Paa Bølgen, eller paa dens Bredde,
For strandet Liv maaskee at redde,
I Vest, i Øst, i Syd, i Nord,
Der ved en Lykketreffen finder,
Hvad her jeg slænger over Bord,
Imedens ned paa mine Kinder
Den sidste Længselstaare rinder -
Hvis du forstaaer min Flaskes Ord,
Hvis vi har altsaa fælles Moder,
Vær trykt i Tanker til mit Bryst,
Som ærlig elsket Ven og Broder!
Bring Flasken, som du finder den,
Til din og Dannebroges Ven,
Den Jessen, som de raske Svende,
Der sadle modig Bølgens Top
I Trav og susende Galop,
Fra sylt til Môster alle kiende!
246 Tag ham i Haand med dine fem
Og tryk den lidt, til Blodet springer
Ham ud om Neglen af hver Finger,
Hvorpaa han kiende kan mit Klem -
Og hils ham med den Hurrastemme,
Den danske Søemand dæmper ei,
Fordi vor Flaade gik sin Vei,
Fra ham, der eengang holdt det hiemme
Med Sølling selv i Hurren ud,
En Hurren, Holmen ei kan glemme:
"Hurrah for Danmarks Kongeflag!
Hurrah! for Jessen og hver Kriger,
Der strider for vor gode Sag
Paa Land og Vand i Fredriks Riger!
Hurrah! for alle danske Piger!
Dig selv og Dine signe Gud!"
Naar du ham dette Hurrah bringer,
Med Røst, der ret fra Hiertet klinger,
Saa veed han strax, det er fra Knud!
Grib saa, min gode Ven, i Tasken,
Og bed ham, rækkende ham Flasken,
Med Hurrah trække Proppen ud!

Inden i Flasken.

Paa hin Side Kap, i Begreb
med at forgaae,
den 28de Januar 1808.

"Knud Siællandsfarl!!!" - Jeg seer i Tanker,
Jeg hører alt, min gode Ven,
Dit Hop, og hvor dit Hierte banker
247 Ved Synet as mit Segl, det Anker,
Jeg her har tegnet med min Pen:
Det Anker nemlig med de fire
Bekiendte Vindes Strænge paa,
Havfruens tangbekrandste Lire,
Som jeg engang i Drømme saae,
Og heller selv end den, der tindrer
Paa Himlen i det høie Blaa,
Opvaagnet ønskte mig at faae -
Mig selv, min Broer! du vel erindrer,
Den gamle Holmens-Stok-Poet,
Hvis psalmer, Indsald, Ordsprog, Eder
Og lystelige snouske Qvæder
Hver Ulk, der ei ham selv har seet,
Dog idetmindste tidt har galet
Og tordnet, eller - tugtig talet -
Skraalt ud as Hiertens Grund, og leet
Knud Siællandsfar, der sang for fire,
Hvor der var Høitid og Kredit,
Og - selv forstod den Kunst, at svire
Med eet Glas Kummen-Aqvavit -
Ja selv, naar intet var tilbage,
Saa snildt, i Kreds, det kunde mage,
At de, som sadde ham omkring,
Blev fulde selv af ingen Ting -
Tak skee den overgivne Tummel
Af stærke Toner i hans Bryst,
Hvis Hurrah var en evig Rummel
Af festlig patriotisk Lyst.

End lever jeg, endskiendt, desværre!
Med Læk - saa got som i min Grav
Midt i det nederjordske Hav -
Hvor mange Timer, veed vor Herre!
Da, meer end hundred Miil fra Land,
248 Min lække Skude meere drikker,
End selv Nødpompen lade kan.

Dog - hvortil nytter det, jeg klynker?
Drik, Diævelinde, til du synker!
Mit Brev jeg færdigt have maa.
Benyttende de Øieblikke,
Du har endnu dig fuld at drikke,
Jeg Pompen smukt vil lade staae,
Og skrive væk, til vi forgaae;
Det maa desuden eengang hænde -
Vort Liv fik ellers aldrig Ende;
Og hvortil nytted Himmerig,
Hvis her man var udødelig?

Hvad taber jeg? En hullet Skude
Med et Par sønderrevne Klude -
Et hullet, sønderrevet Liv,
Hvis hele Værd, før det var ude,
Var Drømmen om lidt Tidsfordriv
Paa Diævlens gamle Hovedpude
Ved Siden af en Engleviv -
Da Diævelinden kun kan drikke,
Og Engleviven er der ikke,
Saa haaber jeg, at Himmerig
Vil begge let erstatte mig -
Og skulde det og ikke ville,
Saa var jeg sikkert dog en Nar,
Hvis ikke, før det er for silde,
Jeg drak den sidste Taar, jeg har,
Paa denne Fredriks Januar.

J seer, jeg har min gamle Maade,
Indtil mit sidste Aandedræt
At lade smukt vor Herre raade,
249 Hvor jeg ei selv kan raade ret;
Og, gaaer det ogsaa nok saa slet,
At bierge Modet og Forstanden,
Og giê det øvrige til Fanden -
Med andre Ord: naar sidste Bræt
Med hver en Haabets Planke sprækker,
Naar alting brister, alting brækker,
Naar Masten raver, Skroget lækker,
Arokket selv at holde tæt.
Jeg leved som en modig Svømmer
Paa denne Verdens vilde Sø -
Som det en nordisk Sømand sømmer,
Med Kiækhed vil jeg ogsaa døe.
Min sidste Flaske vil jeg stikke
Paa mine Brødres Sundhed ud -
Og først Din Skaal, o Fredrik! drikke -
Og siden mig befale Gud!

O! danske Sletter! norske Fielde!
O Miledamp! o Tørverøg!
O sorte Gran! o grønne Bøg!
O selv du lille Siællands Nelde!
Du Vrøvl af Bauser i en Kro
Ved Juletid paa Vesterbro!
I hæse Hurrah uden Mage
Bag Gammelholm paa Lønningsdage!
Min Barndoms og min Angdoms Lyst!
Her, paa vor Verdens anden Side,
Tretusind Mile fra Jer Kyst,
Her, mens jeg synker i det vide
Dødstille Hav, af Pumpen mat,
Af Jord og Himmel reent forladt;
Mens jeg omsonst om Redning leder,
Og den alt nære, skumle Nat
Min sidste Seng i Dybet reder -
250 Forglemmer jeg min egen Nød,
Og selv i Favnen af min Død
Jeg ændser, sandser, seer kun Eder!

Ak! fra det Helvedøieblik,
Hvori jeg Efterretning fik
Om Brittens Overfald der hiemme,
Begyndte jeg min egen Brigg
Og alt, hvad her var mit, at glemme;
"Nu gaae du og til Fanden med!"
Udbrød jeg i min Ivrighed,
Og slog min Kno tilblods i Bordet -
I kiende mine gamle Smæk -
Om Skuden derved fik et Knæk,
Det veed jeg ei; men den blev læk,
Og tog mig rigtig nok paa Ordet.
Lad gaae! Det er min Trøst, at saa
Den Engelskmanden ei kan faae,
Skiøndt rundt han over Havet raader;
Og kom han med al Verdens Flaader,
Min Brigg i dette Øieblik
Ad al hans Vælde kunde blæse:
Den sank ham lige for hans Næse.
Troer I, jeg lod mig redde her
Af ham, ifald han ogsaa vilde,
Saa kiender I Knud Vidfadm ilde.
Jeg tog mit eeneste Gevær,
Og skiød, og ladte, sigted' atter,
Og skiød, og skiød, og Paf i Paf,
Hvis skuddene kun rigtig traf,
Sank ned til Helvede med Latter -
Vil sige: foer til Himmerig;
Thi - brænde løs paa Engelskmanden,
Ihvor han ogsaa viser sig,
Er udentvivl saa christelig
251 En Sømandspligt som nogen anden -
Desuden har vi nu jo Krig.

Men, hvad jeg altsaa vilde sige -
(Man ventelig forlader mig,
Hvis Kursen ei er ganske lige,
Og Stilen lidt uordentlig
I dette Flaskebrev) - min Kummer,
I det jeg her, som sagt, forgaaer,
Er ei min Død. Det er en Slummer,
Hvori jeg idetmindste faaer,
Hvad her mig fattes og i Livet
Mig arme Knud blev sielden givet:
En Smule Mag og Rolighed.
Nei! hvad mig piner, er, at ende
Mit Liv saa langt fra Hiemmets Skiød,
Omsonst af blodig Lyst at brænde
Min Kraft mod Albion at vende
Og nytte Danmark med min Død.

Og her, Børnlille! kommer Knuden,
Som qvæler min medfødte Taal;
Min Sømandssiæl gled, den foruden,
I Dybet ned, glat som en Aal.
O gid den gik itu, med Skuden,
Her i mit sidste Skriftemaal!

Jeg har fortient min Lod. Vor Herre
Veed, hvad han giør. Mig skeer min Ret.
Jeg har fortient den; og, desværre,
For længe siden - "Hvordan det?"
Hvordan det? Vee mig! o! jeg kunde
Mig bore selv i Grund, mig Nar,
Hvis det ei overflødigt var,
Da jeg gaaer, uden det, til Grunde -
252 Fordi jeg dumme Siællandsfar
Ei blev i Rolighed derhiemme
Paa Holmen, med det tørre Brød,
Og min sonore Hurrastemme,
Der halvveis indtil Skaane lød.
Sandt nok, det var kun lidt; men Nøden,
Med Venner deelt, er næsten kiær;
Og i det elskte Hiem er Døden
Selv mere sød end Livet her.
Med her jeg meener blot ei Skuden,
Der synker, men hvert Land og Vand,
Ihvor det er, der ligger uden -
for Tvillingrigets søde Strand.

Men vee mig! Fanden mig forførte,
Da skipper Jan jeg snakke hørte,
Ved sit tolv Gange tømte Kruus,
Om China, Kap, og Franske Kysten,
Og Herligheder, som hans Ruus
Multiplicerte med hvert Kruus,
At jeg, beruset selv, blev lysten,
At see mig om paa denne Jord
I Øst, og Vest, og syd, saa længe,
Til jeg fik samlet nok af Penge,
For at bosætte mig i Nord -
Med Rette siger jeg, at Fanden
Forsørte mig, og ingen anden.
Den første Snog, hvormed jeg gik,
Blev ført af Kaptein Hom'patrick -
Den Gavtyv er endnu i Live.

I har vel alle længst forglemt
(Hvis ikke, mellem os det blive!),
At jeg, for Skams Skyld, var bestemt
Fra Barnsbeen til den sorte Kiole,
253 Og gik i den latinske Skole -
Men (vant til Søen i Korsøer)
Jeg tyede tidlig alt til Vandet,
Bestandigen i Hov'det ør,
Søsyg og uden Ro paa Landet.
Vel fusked' jeg, som Studios,
I stille Veir; men, hvad jeg læste,
Tog Fløiten strax, saasnart det blæste -
Jeg var og blev en fød Matros.

For Lysten til Seilads at styre,
Jeg lod mig atten Gange hyre;
Og giorde nitten Aar i Rad
Af Reiser henved fyrretive -
Hvis i dem gierne høre gad,
Jeg kunde Jer dem her beskrive;
Men Brevet blev til en Postil,
Og Tiden er for kort dertil.
Jeg nøies altsaa med at sige:
De var, som Fleres Reiser var;
Man allerede deres Lige
I Albert Juliusses har,
Paa det allene nær, de endte
Just ei som hans. Men ellers hændte
Mig netten Alt, hvad hændes kan
Paa denne Jord, især paa Vand.
Thi selv, hvergang i Middeltiden
Jeg landed i min Fødestavn,
Traf noget ind i Kiøbenhavn,
Der sielden hændtes før og siden -
Hvorved jeg mistede det Lidt,
Hvorfor jeg havde svedt og slidt.
Bestandig noget sprang i Skyen,
Et Krudttaarn, eller en Fregat -
Bestandig antændt noget drat,
254 Snart Slottet og snart hele Byen -
Bestandig misted jeg min Hat
Kabus, Kavai og sligt i flammen -
Til jeg omsider troede plat
Mig Stakkel Skyld i alt tilsammen,
Og at jeg var det Søm, hvorpaa,
Gud veed hvorfor, hver Ildens Vaade
Sin Hat bestandig hængte saa.

Til min, saavelsom Landets Baade,
Sligt meer og meer bestemte mig,
Saa langt som muligt bort at fierne
Fra Hiemmet min fatale Stierne,
Indtil dens Hale vendte sig,
Og blev et Riis lidt mindre lig -
Saa længe, tænkte jeg, lad lide
Hvert andet Landstrøg ved min Qvide!
Og gik, med Sorgens tunge Fied,
Frivillig i Landflygtighed -
Mig trøstende, ved hver Ulykke,
Hvergang jeg følte Skoen trykke,
Med Haab: at Kiøbenhavns gik med -
De Padder, som jeg hørte vanke
Fast daglig ved min Reders Bord,
Som det var Sild fra Isse-Fjord,
Bestyrkte mig i denne Tanke.

Jeg saae mig endelig istand
Mig selv en lille Brigg at kiøbe,
Hvormed jeg netop vilde løbe
Tilbage til mit Fædreland,
For der i Rolighed at smage,
Med Jutta Paars, min drømte Mage,
Den sidste Rest af mine Dage -
Og blot, ifald det kom til Krig,
255 Igien paa Vand at tumle mig -
Da Brevet kom fra Paars - og Lækken -
Og siden Aveir Nat og Dag -
Og Rorets Tab - og Mastens Knækken -
Og Bølgeslag paa Bølgeslag -
Bestandig Sugen, evig Pumpen -
Nu Stigenop, nu atter Dumpen
I Havets Bruus og Stormens Brag -
Og endelig - med megen Klynken
Ombord af Folket - Skibets Synken.

Af Skiørbug alle var krepert,
Saanærsom Tom og John og Gert,
De tre, saa halv om halv i Live,
Blev, til imorges, ved at hive -
Da pludselig en Styrtning kom,
Og tog dem, før jeg saae mig om,
Hvorved jeg eene blev paa Dækket
Med Døden, som jeg komme seer
Paa min sædvanlige Maneer -
Ei blot frimodig, uforskrækket,
Men selv med en Slags Munterhed,
Der i den sorteste Fortred
Det Hvide mig at see tilsteder,
Og, ihvor barsk sig Skiæbnen teer,
Imens det eene Øie græder,
Bestandig med det andet leer.

Og, virkelig, saa mørkt det synes,
Naar roligen man stirrer lidt,
Er i hver Sorthed noget Hvidt.
I hvert et Tordenveir der lynes -
I hver en Sult er Appetit - l
I hver en Andergang er Ende -
Og hvadsomhelst der os maa hænde,
256 Hvor slemt og Skiæbnen det mon vende,
I hvert et Kul er noget Kridt.

Paa min Forfatning (til Exempel)
Er ogsaa trykt det gamle Stempel
Af Lys og Skygge, Tørt og Vaadt.
Af Smiil og Graad, af Ondt og Got
Er selv min Synken her en Blanding,
Endog naar jeg betænker blot,
At jeg har mistet min Bemanding -
Thi - det var Engelskmænd, min Broer!
Og, Dagen før min Læk, jeg hørte,
Hvad de mod mig i Skioldet førte -
De vilde nemlig overbord
Mig slænge, for at gaae med Jutta
(Saa hedder Briggen) til Calcutta.
Men Lækken deri giorde Streg,
Og de gik overbord før jeg -
Den første Fordeel! Nu den anden:
Hvis her jeg ei tilgrunde gik,
Gik snart dog, efter mit Bestik,
Alt, hvad jeg har, til Engelskmanden,
Da mellem Thy og Trankebar
Han tager, hvad han alt ei har. -
Min tredde Fordeel her, paa Randen
Af Agterdækket og min Grav,
Er Enden paa det hele Jav,
Hvoraf jeg længe, sandt at sige,
Trods min medfødte Lystighed,
Af Mangel paa bemeldte Pige,
Var ubeskriveligen keed.

Hvad angaaer ellers Undergangen
Allene midt i Havets Skiød,
Jeg siger til mig selv, at mangen
257 Poet sig ønskte slig en Død;
Og ønskede han sig den ikke,
Saa var han, som poet, et Fæ -
Meer skabt til, trygt at posekikke,
Som andet lavt profaiskt Kræ,
End til at have stolt sor Øie
Paa Farens Pynt det sande Høie.
Saa Fætter Paars vist gierne saae
Vor hele Jord engang forgaae
Med alle Væsner, onde, gode,
For nye Billeder at faae
Til en alvorlig evaldsk Ode.
Jeg selv, endskiøndt min Lires Klang
Er dæmpet af den megen Tang,
Naturen vikled om dens Strænge -
Skiøndt Oden er just ei mit Fag,
Og intet Tragiskt er min Sag,
Og skiøndt jeg aldrig mig lod hænge
For noget Billed - finder dog
En vis enthusiastisk Svimmel
I dette Svælg af Hav og Himmel,
Hvori jeg synker med mit Skrog.
Rundt om mig, nemlig, er det stille,
Da Vinden har sig ganske lagt;
Og Aftenrødens Straaler spille
Paa Vandets Sølv med selsom Pragt.
Spektaklet er saa stort som mueligt,
Og i dets tause Herlighed
Er Noget af den Verden skuêligt,
Hvorom vi ellers intet veed.
Den Verden, man i Verden kiender,
Er næsten reent forsvunden her -
Og, hvor jeg hen mit Øie vender,
Mig Evigheden synes nær.
Hvis jeg var stolt, jeg kunde prale
258 Ved denne skiønne Leilighed,
Og Jer den anden Verden male
Med temmelig Nøiagtighed;
Dog sligt er ei for mine Lige -
Jeg, til Jer Trøst, vil eene sige:
Min Undergang i Pragt og Glands
Er ganske sikkert uden Lige
Paa denne Jord til Lands og Vands.

Men, hillemænd! nu stiger Vandet
Til Tønden, som jeg skriver paa -
Og jeg maa skynde mig forbandet,
Hvis jeg skal Brevet færdigt faae
Med Pakken, og med Testamentet -
Jeg, sandt at sige, havde ventet,
En smule længer her at staae,
Og at jeg kunde rolig rime
Endnu omtrent halvanden Time -
Dog jeg har neppe tre Qvarteer
At regne paa, saavidt jeg seer.

Til Texten altfaa, Landsmænd kiære,
Foruden længer Compliment:
Modtager her mit Testament!
Hvor gierne vilde jeg forære
Jer Skib og Ladning, Liv og Blod,
Hvis skiæbnens Stivhed det tillod!
Men - den tillader det nu ikke -
Alt hvad jeg arme Knud formaaer,
Mens jeg med Top og Tavl forgaaer,
Jer med mit Testament at skikke,
Er et par Viser for i Aar,
Af famme slags fom de, jeg giorde,
Da jeg med Jer var inden Borde;
Hvis ellers I dem ei forsmaaer,
Som alt for gammeldags, da Moden
259 I Poesien, som i meer,
Vel neppe staaer paa samme Foden
Som før, i Gammelholms Qvarteer.

Men først i Hast jeg maa Jer sige,
Jeg alt har tvende Gange sendt
Jer Flaskeladninger af slige,
Hvorom det er mig ubekiendt,
Om de er komne Jer til Hænde -
Her er mit tredde Testament;
Og dermed er det og til Ende.

Jeg veed, hver Landsmand ruster ud,
For vores Sømagts Tab at hevne,
Fra en Fregat til et Skud Krud,
Hvad, efter rig og fattig Evne,
Enhver formaaer. Jeg arme Knud
Formaaer kun hevnopfyldte Sange,
Med aandelige Pileskud,
Mod Fienden, som Jer plyndred ud -
Og en Slags Moerskab i de lange
Skibsastener ombord i Slud -
Kun Lidt - det veed den søde Gud!
Men velmeent; og, om intet andet,
Dog Yttren af mit Hiertes Slag,
Der slog indtil min sidste Dag
For Holmen og for Danmarks Flag,
Skiøndt jeg var fiern fra Fædrelandet.

Hvis alle trende Flasker har
Den Lykke, rigtig at spederes
Af Extraposten, de leveres
Syvhundred Mil fra Tranqvebar;
Hvis underveis de ei skamferes
Af nogen engelsk Flag Corsar,
260 Saa er det i det mindste Noget,
Ei blot som god Makulatur -
Men for den skiønne Leilighed,
Det giver: uden Pral at vise
Den offentlige Gavmildhed,
Der i hvert Uheld skaffer Lise -
Som ny Matros-Litteratur,
Og Bidrag til Trekroner-Sproget.
Og danske Publicum, som greb,
Og griber, til veldædig Hængen
Af Armods Tyv, det mindste Reb,
Udstrækker sikkert mod min Slængen
Af dette her sin runde Haand -
Ei for Værdien, som er ingen,
Naar man kun seer paa selve Tingen,
Da det er intet Silkebaand,
Men blot et Tvind af hine Traade,
Hvormed der "giøres Vers ombord,"
I aaben Søe, i Bugt og Fjord,
Paa Orlogskibe som paa Baade.
(Man veed, at mellem Røg og Damp
Vi Søfolk digte kun med Hamp;
Det er nu engang saa vor Maade).

Det være, hvad det vil - jeg har,
I gode Venner! intet Andet
At efterlade her paa Vandet:
"Tre Flasker Skiemt med Alvor blandet,
"I Viser af Knud Siællandsfar,"
Sendt portofri til Fædrelandet.
Tre Flasker Dry-Madera var,
Jeg veed det nok, en bedre Gave;
Men den, som her just for mig staaer,
Hvori jeg Brevet vil begrave,
Er drukket ud til mindste Taar -
261 Det var min sidste. Da jeg klarlig
Min Afskedstime komme saae,
Jeg tog den op af skrinet varlig,
Og sagde: "Du skal ei forgaae!
"Du blev mig eene tro tilbage
"Til denne helligste blandt Dage,
"Paa hvilken Frederik blev fød,
"Og jeg oplevede min Død -
"En sød og salig, vil jeg haabe!
"Og, naar jeg til den sidste Draabe
"Har tømt dig ud, du tiene skal
"Den Deel af mig, som efterbliver,
"Og som jeg mine Landsmænd giver
"I sidste Suk - til Futteral"
Saa svor jeg hellig, og ved Siden
Af Skrivertøiet satte den
Paa Tønden - dyppende min Pen,
Hvergang min Læbe kyste den -
Og skrev, og drak, og hele Tiden,
Mens vexelviis jeg drak og skrev,
Skreg: "Lev, o Fredrik! længe lev!"
Og "Hurrah Danmark!" mutters eene
Paa Dækket til den sidste Scene,
Skiøndt kun af Himlen hørt det blev.

Jeg altsaa Vinen ei kan sende.
Hvis ikke mine Visers Kraft
Jer røber noget af dens Saft,
Er det med samme reent til Ende,
Som snart med mig. Dog glemmer ei
Den farlige, den lange Vei,
Forbi saa mange Kap - blandt Skarer
Af Hayer, Hvaler og Corsarer -
Forbi vor halve Jords Barbarer -
Forbi al Verdens Røverøer -
262 Igiennem alle Havets Søer,
Mit arme Testament maa vandre!
Betænker, kiære Børn! især,
At, hvis det havde mere Værd,
Saa blev det indeholdt af Andre.
Var Flasken, her jeg sender, fuld
Af Diamanter eller Guld,
Saa (ei at tale om de Love,
Der giøre alle ny Forsøg,
Man dem til Trods har villet vove
I Svømmekunsten, reent til Røg)
Lod sikkert ingen Engelskmand
Den flyde hen til Danmarks Strand.

Af samme Aarsag har jeg kaut
Indblandet i mit Brev lidt Flaut,
Og udeladt paa mange Steder,
Expres, en Mængde Vittigheder -
Paa det en Søtyv ei deri
Opdage skulde stort Geni,
Og fristes til, paa ægte Bengelsk,
At oversætte det i Engelsk,
Og fræk udgive det for sit -
Hvad der i London hændes tidt

Jeg haaber ellers, I vil finde
Det Flaue paa Jer egen Haand -
En Dansk kan skielne sligt i Blinde
Fra det, hvori der er lidt Aand -
Dertil behøves ingen Stregen;
Og I behøver ei min Pegen
Paa hvert et dumt og smagløst Sted,
Der skyldes min Forsigtighed.
Det, som mig giør lidt meer forlegen,
Er hvordan I vil støde paa
263 Den skiulte Kløgt deri, som saa?
Og mærke Jer til Punkt og Prikke
Den Vittighed, som er der ikke?
Jeg frygter, naar man seer sig til,
At Fanden her har havt sit Spil
Med Pudset, jeg ham spille vilde -
At jeg har været alt for kaut,
Og giort det, meer end nødig, flaut?
Ifald saa er - saa er det ilde;
Thi, kiære Børn! det er for silde -
Nu staaer det stedse stegne Vand,
Og spiller alt paa Tøndens Rand,
Jeg selv deri til over Maven -
Jeg kan ei meer forandre Gaven;
Og gik det, ved et Under, an:
Skrev jeg det om, og noget Andet,
Det sikkert nu blev alt for vandet.

Farvel da, kiære Folk og Land!
Jeg føler, jeg er nær min Ende -
Thi Vandets Stigen ikke blot,
Som giør mig Skriverbordet flot,
Og truer, op og ned at vende
Mig selv; men et, jeg veed ei hvad,
Jeg gierne Jer beskrive gad:
En Følelse, jeg før ei kiendte,
Saa stærk mig Tiden ogsaa rendte -
En Følelse af Hastighed
I alle mine Pulses Surren -
En selsom Tankernes Forpurren -
En svimmel Utaalmodighed,
Og (skiøndt aldeles uden Knurren)
En underlig Urolighed
Beviser mig, jeg maa afsted.
O Jutta! Jutta! - Svup! nu skyder
264 Mig Vandet Tønden bort - den flyder!
Farvel, min sidste Herlighed! -
Jeg skynder mig, at stoppe ned
I Flasken det, jeg her har færdigt -
Er det og ei Jert Bifald værdigt,
Er jeg dog værd Medlidenhed -
Thi nu er Herligheden ude -
Knud Vidfadm synker med sin Skude!
Hurrah! for Danmarks Kongeflag!
Jeg døer paa Fredriks Fødselsdag!
O Jutta! lad en Taare rinde
Paa Qvintusspidsen til mit Minde!
Og syng den Vise til min Roes:
"Han døde som en dansk Matros."

265

Anmærkninger.

266
267

Dette og det næste Bind indeholde Baggesens Riimbreve og poetiske Epistler. Under denne Benævnelse har Digteren selv udgivet to Samlinger, nemlig: eet Bind "Skiemtsomme Riimbreve" paa Brummers Forlag, Kbhvn. 1807 (Novbr. 1806), og eet Bind "Poetiske Epistler" Kbhvn. (Oktbr.) 1814, paa eget Forlag; men nærværende Udgiver har ved de Baggesenske Digtes Indordning under denne Kategori maattet opgive at følge den i de ovennævnte to Samlinger givne Anviisning, fordi han ved at anvende Analogien fra disse Samlinger paa det øvrige foreliggende Stof, navnlig da paa de efter Udgivelsen af de Poet. Ep. 1814 fremkomne Digte, vilde være kommen til under denne Afdeling at medoptage saagodtsom alle de udtrykkelig til en bestemt Person stilede Poesier, selv om disse ganske savne det Eiendommelige, som netop skulde være et betegnende Særkjende for hele den heromhandlede Baggesenske Genre. Bed dette Eiendommelige forstaaer Udgiveren nemlig, foruden Meddelsernes individuelle og mere eller mindre fortrolige Charakteer: først, den umiddelbare, ubundne Hengivelse til Øieblikkets Indskydelse, hvor det overgivne, spillende og sprudlende Lune med sine hyppige Digressioner, snart til den ene Side og snart til den anden, tager Alting med (Digterens egen Individualitet ikke engang undtagen), Stort og Smaat, det Høie med det Lave, Graad og Latter, det Hele i en broget Afvexling; og dernæst den mesterlige Indklædning i denne bedaarende, harmoniske Form,

........ "hvis Sølvflud ruller
Med lette Bover, Bækkens Rislen lig,
Mens giennem klare Hvirvlers Smilehuller
Hver Tankes Steen paa Bunden viser sig";*)

* 268

kort sagt - thi indtil en vis Grad betinges Kategorien netop af selve Bersemaalet - i disse lette

"Bers paa Riim, der trækkes ud og ind
Alt efter Musens løierlige Sind",

der af Baggesen selv oftere fremhæves som eiendommelige for hele denne, af ham selv skabte Digtart (see nærv. Udgaves 1ste Bd., S. 319-20). Under Hensyn til disse Egenskaber, der særlig betegne Hovedmassen af Baggesens Riimbreve og Epistler, nemlig dem, man kunde kalde de skjemtsomme, men som ogsaa, med den af Forholdet følgende Modifikation, gjenkjendes selv hvor Skjemten stundom viger for den ramme Alvor, hvor Tonen slaaer om og bliver endog skaanselløst snærtende og revsende, har Udgiveren altsaa væsentlig foretaget sit Balg, dog saaledes at Bersemaalet alene naturligviis ikke har været ham nok til at stemple et Digt som henhørende til denne Kategori, ligesom han paa den anden Side heller ikke har kunnet bestemme sig til fra denne Afdeling at udelukke en virkelig Tilskrift, alene fordi den ikke var skreven i hiint eiendommelige Bersemaal. I de stundom tvivlsomme Tilfælde - thi iblandt den hele Masse af meer eller mindre reen epistolær Poesi har det ikke altid næret let at træffe Balget - har han taget sin Bestemmelse efter bedste Skjøn og efter nøie Overlæg, uden derfor at turde troe overalt at have truffet det absolut Rette.

Den første af de forannævnte Samlinger udkom under Baggesens Ophold i Kjøbenhavn fra 14 Aug. 1806 til 26 Mai 1807, i hvilket Tidsrum han foruden anden literær Birksomhed endvidere deels udgav, deels gjorde færdig til Udgivelse: to Bind "Eventyrer og comiske Fortællinger" 1807 (Decbr. 1806 og Foraaret 1807), hvis Indhold findes optaget i nærv. Udgaves 1ste Bind; "Giengangeren", eet Bind (Febr. eller Marts) 1807; eet Bind "Nye blandede Digte" (Mai) 1807; og. endelig eet Bind "Digtervandringer" 1807 (Fortalen dateret: Kiøbenhavn, mod Enden af Mai, 1807), som er en ny Udgave af Størsteparten af "Labyrinten" I, 1792.

Bed sin Tilbagekomst til Danmark i Aug. 1806 var Baggesen overalt bleven modtaget med en Hjertelighed og Belvillie, der langt overtraf hans Forventninger, og i de første Uger af hans Ophold i Kjøbenhavn lagde Besøg og Indbydelser stærkt Beslag paa hans Tid; men efterhaanden som Opholdet forlængedes - det skulde fra først af kun have varet i 3 Uger, men deels med og deels imod hans Billie kom der til at hengaae 3 Fjerdingaar, 269 inden det blev til Alvor med Tilbagereisen til hans i Frankrig efterladte Huistru -, og især efterat han var traadt i intimt Benskabsforhold til Anders Sandøe Ørsted og dennes aandrige og elskværdige unge Hustru Sophie, Oehlenschlägers Søster, trak han sig mere og mere tilbage fra Selskabstivet og sine øvrige Venner og Bekjendte for, som en Førberedelse til den nye Fraværelse, der stundede til, ikkun at lade sin "Skygge", d. e. sit ovennævnte seneste literære Esterladenskab, blive tilbage her i Hjemmet.

De "Skiemtsomme Riimbreve", med Motto:

- - - - ut sibi quivis
Speret idem - - - -
Hor.

ledsagedes af følgende

Fortale.

Nærværende Samling af lette, spøgende, for det meste til Trykken ubestemte Riimbreve synes, som den maaskee eeneste i sit Slags, meer end nogen anden at trænge til en lille forklarende Forerindring.

Uagtet Forfatteren i strængeste forstand endnu lever, anseer han sig dog i visse Maader som død, og betragter især nærværende Bidrag til sit Fædrelands Litteratur som et Efterladenskab

Fiernet af Skiæbnen, Gud veed for hvor lang Tid (han haaber, ikke for bestandig) fra hans Hiem, udstødt af alle hans Ungdomskredse, og løsrevet fra alle de Forbindelser, hvori han som dansk Mand og Borger umiddelbar virkede, gaaer han, saa at sige, kun igien

- i den afsides Have,
Som Fredrik vogter, Fredens Engel lig,
Øg hvor hans Brødres Slægter favne sig,
I fælles Held, fra Sarpen ned til Trave.

og det er med en virkelig Giengangers veemodige Følelser, han, spøgende i nærværende Bind, giver sine elskede Landsmænd og Landsmændinder den Skygge til Priis, der, hvis Skiæbnen havde tilladt ham at blive i sit Hiem, maaskee aldrig, eller i det mindste først efter hans virkelige Død var kommet for Lyset.

Ingen veed bedre end kan selv, hvor ubetydeligt, næsten intet, * * 270 dette besynderlige Bidrag til den Danske Poesie er, i Henseende til Materien. Det egne, eiendommelige deri er: næsten aldeles ingen at have. Hvad Formen angaaer, da er denne ligeledes den letteste, den utvungneste, den skiødesløseste af alle tænkelige.

Man torde altsaa letteligen spørge: hvad der kan have fristet ham til at udgive disse Riimbreve? Han vil svare paa dette Spørgsmaal med barnlig Oprigtighed og mandigt Frimod.

Fortryllet af den venlige Modtagelse, der, efter en lang Fraværelse, modte ham paa hans sidste Giengang, og rørt af Taknemmelighed for den Hiertelighed, hvormed man syntes at erindre og savne hans landflygtige Muse, ønskede han, saa meget som det stod i hans Magt, paa nye at knytte alle dens løse Baand og, om han end ikke endnu levende kunde spøge paa Herthas Bredde, dog spøgende at leve op paa nye mellem Fædrenelandets Sangere. Til den Ende besluttede han, istæden for at fortsætte den desuden forulykkede Udgave af hans samtlige Værker, i nye Samlinger at træde frem igien paa en Bane, han ikke længer ansaae som endt; og, for paa en Maade at * * 271 tilintetgiøre Mindet om hint Skridt, at sætte Læserne tilbage i den Tid, da det ikke faldt nogen Dansk ind at spørge: hvis han var?

Det forekom ham, ved at samle sine deels gamle, deels nye Udarbeidelser under denne nye Synspunkt, at han ved intet passeligere end ved Udgaven af disse Flyveblade, der giennemløbe i et Tidsrum af to og tyve Aar hans hele litterariske Bane hidindtil, hinde opfriske det gamle Minde og forberede sin nye Fremtræden. Han troede denne Overgang fra det forbigangne til det Tilkommende i hans danske Digterliv naturlig og, for saavidt den ikke lover meer, end han troer i alle følgende Samlinger at kunne holde, beskeden.

Et vist overgivent morende jeg veed ei hvad gottede ham selv i disse indholdsløse Bagateller, da han, saa upartisk som man læser fremmede Forsøg, læste dem, uden at erindres ved noget andet end ved sin egen Haankskrift, at han selv var deres Forfatter. Han bedømmer dem af samme Aarsag med mere Tillid end noget andet Arbeide, og veed, at det lille Værd, han tiltroer dem, er et virkeligt. Dette Værd er hin af Horaz og alle Kunstens Mestere anpriiste, i vore sidste Tider maaskee for lidt søgte og paaskiønnede Lethed, hvormed alting siges paa en Maade, som ingen just før har sagt, men som enhver vil synes selv at kunne sige det. Dersom der i hans Modersmaal gives noget i Stil, Sprog og Versmaal lettere, rundere og mere flydende, har han havt Uret i at drage disse i enhver anden Henseende ubetydelige Smaadigte srem for Lyser. Men dersom hans Haab ikke skuffer ham, at mange ville finde deri, hvad han selv uden Partiskhed har fundet, torde nærværende lille Bidrag engang erkiendes for et ikke uværdigt Offer vaa Sprogets Alter.

Han behøver neppe at giøre opmærksom paa, at han i disse skiemtsomme Forsog intet Monster har havt for Oie; og at dette Slags Epistler, hvis de skulde dømmes værdige en lille Plads mellem andre Digtarter, aldeles tilhøre ham som Opfinder. Enhver Kunstdommer vil letteligen ved første Blik opdage Forskiællen imellem disse Riimbreve og hvilkesomhelst andre saa kaldte poetiske Epistler.

De "Poetiske Epistler", med Motto: Contentus paucis lectoribus - - (Hor.), ledsagedes ikke af noget Forord.

S. 1. Huuden. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 9. - l DB. V, 7. - 2 DB. V, 1. -

* * 272

I de Skiemts. Riimbr. er Fru Prams Navn i Overskriften ikkun betegnet ved fire Stjerner (det findes derimod tilføiet i l DB. og 2 DB.). Om Digterens Sværmeri for hende er talt i 1ste Bd. S. 308, Anm. til S. 3 L. 16-20. S. 2, L. 17. Drakkenbergers Dage] Christian Jakobsen Drackenberg, norsk Sømand, er bekjendt for sin høie Alder. Han var født 1626 og døde 1772 (i Aarhuus, hvor han ligger begravet i Domkirken) og blev saaledes 146 Aar gammel. I "Labyrinten" I, 1792, S. 397 siger Baggesen: At Gang er sund for Legemet, behøver neppe at beviises. Den gamle Drakenberg gik fra Kiøbenhavn en Eftermiddag Klokken tre (da man i et Selskab ikke vilde troe, at han havde meer end hundrede Aar paa Bagen) giennem Sverrig over Bierge og Dale til hans Fødebye i Norge for at hente sin Døbeseddel, da han ikke haabede, den vilde gaae til ham. Denne eene Anecdote har giort mig hans næsten overmenneskelig lange Liv begribelig.

- 3, - 7. Juvans Pater] Den latinske Betegnelse juvans pater (d. e. hjælpende Fader) om Jupiter skrider sig fra et Sted hos Cicero, De natura deorum, Lib. II, cap. 25, 64, hvor Navnet Jupiter urigtig udledes af hine to Ord.

- -, - 28. Lab] Bagg. selv har her, ligesom gjentagne Gange senere, hvor dette Ord atter forekommer, brugt den urigtige Form: Lap, hvilket Udgiveren imidlertid har rettet, under Hensyn til at Bagg. de to sidste Steder, hvor Ordet findes i hans Skrifter ("Breve til Adam Oehlenschläger" 1818), begge Gange har den rigtige Form med b.

- 4, - 16. staaer jeg der en kiøn] d. e. er jeg ilde faren, sidder jeg net i det. (Jvfr. 1 ste Bd. S. 56 L. 7 og S. 62 L. 6).

- 5. Collerette. Poulsens Nytaarsgave for Damer 1797, S. 145. - Skiemts. Riimbr. 1807, S. 16. - l DB. V, 12. - 2 DB. V, 5. -

I Nytaarsgaven, hvor Digtet blot er undertegnet X., er Overskriften "Collerettes Brev til Palmine", uden Tilføielse af noget Aarstal. Digteren har altsaa her villet fingere, at Brevet oprindelig har været tilskrevet ikke Fru Pram, men hans første Hustru Sophie, der - som alt bemærket i 1ste Bd., i Anmærkningen til S. 3 L. 16-20 - oftere af ham blev besungen under Navnet "Palmine", og som paa den Tid, da Nytaarsgaven udkom, nemlig i Begyndelsen af Decbr. 1796, endnu var i Live (hun døde d. 5te Mai 1797). Bed Bibeholdelsen af Tiltalen "De" og 273 "Deres" saavelsom ved forskjellige Forandringer i den oprindelige Text - hvilken maa antages i Udgaven af 1807 igjen at være bleven restitueret, samtidig med at den urigtige Angivelse i Overskriften blev fjernet - har han endvidere henlagt Digtets Tilblivelsestid til deres Bekjendtskabs tidligste Dage: saaledes er Ordet "Frue" udeladt, hvor det forekommer i Tiltalen, og "Pige" et Par Steder indsat (i L. l er det Første dog ved en Inkurie blevet staaende), "Deres Sanger" (S. 6. L. 21) blevet forandret til "Deres Elsker", osv.

Bed en Collerette forstaaes et lille Dame-Halstørklæde. S. 5, L. 12. Poppenæbbets Jadder] Bed dette "Poppenæb" maa vel sigtes tit en eller anden Dame, som under en Theaterforestilling har generet Fru Pram og ham ved høirøstet Tale i deres Nærhed.

- -, - 13 14, (Hvorfor... fiorten -] Interpunktionen er her optagen efter 1797. I 1807 indbefatter Parenthesen begge Linierne.

- -, - 16. Pastor Fido-Skiorten] Digteren kalder her sig selv Pastor Fido efter den italienske Digter Guarini's (1537-1612) i sin Tid meget yndede og i de fleste europæiske Sprog oversatte og efterlignede Hovedværk I1 pastor fido ("den troe Hyrde"). Udg. 1797 har ligeledes i L. 25 nedenfor: "Deres Fido husker det" istedenfor: "Deres Ven erindrer det".

- 6, - 10. Palantine] En Palantine eller Palatin er en Foerværks Krave til Damebrug.

- -, -11. Charis-Hermeline] Gratierne kaldtes hos Grækerne Chariter.

- -, - 13. Cytheres] Cythere d. e. Benus.

- 7, - 10. huse] d. e. huske; see 1ste Bd. S. 305-6, Anm. til S. 2 L. 25.

- 8. Fastelavnsriset. Poulsens Nytaarsgave for Damer 1797 S. 151. - Skiemts. Riimbr. 1807 S. 22. - l DB. V, 16 (jvfr. IV, 229). - 2 DB. V, 8. -

I Nytaarsgaven, hvor Digtet blot er undertegnet X., er Overskriften: "Fastelavnsriis. Til Palmine" (see Anm. til forrige Riimbrev); og her mangler hele Indledningen (indtil,,Fra Deres Søster Flora komme vi", L. 22) samt de sidste to Linier.

- -, - 7. En Selam] d. e. en efter Blomstersproget ordnet Buket.

- -, - 23. Harme] Dette Ord staaer her brugt, ligesom 274 gjentagne Gange i 1ste Bd., i dets ældre Betydning af: Fortrydelse, Græmmelse, Sorg; see 1ste Bd. S. 351, Anm. til S. 90 L. 27.

S. 8, L. 26. Hvert Blomster] Om Bagg.s Brug af den nu forældede Form et Blomster see 1ste Bd. S. 378, Anm. til S. 204 L. 23.

- 10. Tvingen Latter, Skiemts. Riimbr. 1807 S. 26. - l DB. V, 18. - 2 DB. V, 11. -

Pageinformator Christian Hornemann (f. 1759, † 23 Okt. 1793, Son af Pastor Jacob Utzon H. i Marstal paa Ærø), en efter den almindelige Dom fra Hjertets og Aandens Side lige udmærket Personlighed, var en af Bagg.s fortroligste Ungdomsvenner. Under 2 Mai 1791 skriver Bagg. saaledes til sin Ben, Filosofen Reinhold i Jena, under hvem Hornemann i nogen Tid agtede at studere: "Hornemann, mein bester Freund hier, einer der edelsten, rechtschaffensten und unschuldigsten jungen Männer, die je auf dieser Erde gelebt haben, dessen Kopf wol so offen, hell und rein ist als irgend einer von denen, worin unsre Philosophie erweckt wurde, und dessen Herz unaussprechlich gerecht und wohlwollend ist, dieser seltene Mann, der die Kant'sche Philosophie nicht nur gelesen hat, sondern intus et in cute nach wiederholtem Studium Kant's und Ihrer Werke kennt - Hornemann, der Sie, mein Reinhold, schätzt und liebt, geht nach Jena, geht zu Ihnen, um Sie zu sehen, Sie zu hören"; og det varede ikke længe, inden Reinhold, efter at have lært Hornemann personlig at kiende, i fuldt Maal anerkiendte Rigtigheden af denne Bagg.s Dom om ham (see "Aus Baggesen's Briefwechsel mit Reinhold und Jacobi", Leipz. 1831). Han var den Første, der herhjemnie, ved Skrifter og Forelæsninger, udbredte Kjendskab til den Kantiske Filosofi; og ifølge den Charakteristik af ham, der findes foran hans esterladte filosofiske Skrifter, Kbhvn. 1795, og skyldes hans Svoger Jens Bindesbøll († 1830 som Præst til Ledøie og Smørum i Nærheden af Kjøbenhavn), ventede man sig af ham ikke mindre, end at han vilde "have gjort Epoke i Filosofien, hvis hans Levetraad ikke saa tidlig var bleven afskaaren".

Ifølge en i den Hornemannske Familie bevaret Tradition er det ogsaa Baggesen, som har forfattet Inskriptionen paa hans Gravsteen paa Assistents Kirkegaard: 275 Vandrer!
Christian Hornemann,
Viisdoms Dyrker,
Skiønheds Yndling,
Dydens Ven,
Lever
I hans philosophiske Skrivter,
I de Retskafnes Forjættelse
Og
I den Taare, hvormed Du læser dette.
MDCCXCIII.

Til ham er ocsaa det næste Riimbrev stilet.

Med de i nærværende Epistel indeholdte Yttringer af Bagg. selv om, hvorvidt hans Digtergenius egentlig af Naturen var komisk eller tragisk anlagt, kan sammenholdes flere lignende Udtalelser af ham: see saaledes nærværende Bd. S. 36, L. 22 ff ; S. 257, L. 13-17; Digtet "Mit Lunes gamle Giæld" i 2 DB. VI S. 77 ff.; og 2 DB. VII S. 37, L. 21-24.

S. 10, L. 7-8. Vers, som jeg har trukket ud og ind, alt efter Musens løierlige Sind] see 1ste Bd. S. 319, Anm. til S. 29 L. 6-7.

- -, 15. Carstens] d. e. Adolph Gotthard (Earstens, f. 1713, Direktør i det tydske Kancelli, † 1795 som Geheimeraad og R. (Storkors) af Dbg., bekjendt som indflydelsesrig Kunstdommer og som Ewalds trofaste Ben, Kaadgiver og Beskytter. Han nævnes igjen i 2 DB. VI, l og 239.

- -, - - Seline] d. e. Fru Pram: see 1ste Bd. S. 308, i Anm. til S. 3 L. 16-20.

- -, - 24-27. Som sagt... til at lade saa] I Poesier, 2den Samling, hos Schultz 1786, S. 99 findes Følgende, under "Epigrammer" og med Overskrift: "Til R***** i et Exemplar af mine komiske Fortællinger", som et selvstændigt Quatrain af Baggesen:

Til Latter Himlen just saa lige
Mig ingen Drift og intet Kald lod faae;
Men Creditorer og deslige
Har nødt mig til at lade saa.

Denne R***** har uden al Tvivl været Rahbek, til hvem Bagg. paa den Tid stod i et særdeles venskabeligt Forhold.

276

S. 12. Historien indtil Syndfløden. Poulsens Nytaarsgave for Damer 1792 S. 192. - Skiemts. Riimbr. 1807 S. 31. - l DB. V, 21. - 2 DB. V, 13. -

I Nytaarsgaven, hvor Digtet blot er undertegnet X., er Overskriften: "Den gamle Historie indtil Syndfloden, i kort Begreb", og her mangler saavel hele Indledningen (indtil "For henved otte tusind Vintre siden" S. 13 L. 5) som de sidste 27 Linier, fra "Man gav sig atter til at æde og at drikke" (S. 14 L. 5).

Det i Udg. 1807 tilføiede Aarstal 1786 - i Nytaarsgaven findes intet Aarstal angivet - kan ikke være rigtigt, eftersom Wessel, der døde d. 29. Decbr. 1785, deri endnu omtales som levende. Der vides heller ikke Noget om, at Bagg. i Aaret 1786 har været i Korsør, hvorfra Brevet er dateret. Han var der derimod i April 1785 for at begrave sin Fader; og da han i Juni 1787 var der igjen, havde han ikke i to Aar seet sin Moder (see Biogr. I, 66 og 76). At Epistlen skriver sig fra hiint Besøg i Korsør i April 1785, bestyrkes ogsaa ved Bagg.s egen Yttring om, at han "nylig", "forleden Dag" (S. 12 L. 8 og 20) har erholdt Wessels Brev, hvormed menes dennes særskilt udkomne poetiske Epistel "Til Herr Jens Baggesen", der netop findes første Gang averteret i Adresseavisen for 15de April 1785. Angaaende dette wesselske Riimbrev kan henvises til Levins Udgave af Wessels samlede Digte, 2den Udg., 1878, S. 235 og 298, saavelsom til de Bemærkninger om Anledningen til dets Fremkomst og Tidspunktet for dets Udgivelse, som findes i en Anmeldelse (ved nærv. Udgiver) i Fædrelandet 29. April 1878, Nr 98.

- 13, L. 30. med Top og Tavl] en nu neppe længer almindelig Talemaade om Skibe, som forgaae fuldstændig (med Mast og Tongværk), uden at Noget reddes, "med Mand og Muus". Naar Bagg. i nærv. Bd. S. 132 L. 7 anvender Talemaaden i et Tilfælde, hvor der ikke er Tale om noget Skibs Undergang, og S. 202 L. 13 endog, hvor der slet ikke er Tale om noget Skib, da er dette neppe sprogrigtigt.

- 14, - 9-10. Jorden, der ei mere (siger man) skal druknes, men gaae tvertimod i Brand] Det er vel ikke usandsynligt, at Bagg. paa den Tid, da dette Brev blev skrevet, kan have hørt tale om en Hypothese, som et Aars Tid derefter kom frem paa Tryk herhjemme (i C. E. W. 277 Schulze's "Physikalske Aar-Bog, 1ste Aargang", Kbhvn. 1786) om, hvad der vilde stee, naar den mere og mere aftagende Bandmasse aldeles var forstvunden af Jorden, nemlig: at den antændelige Luft da vilde indtage den atmosfæriske Lufts Plads og antænde sig, og Jorden derefter blive forvandlet til et selvlysende Legeme, hvor formodentlig Planter og Dyr vilde forgaae allesammen, enten af Ildebrand eller af Tørst.

S. 14, L. 16. Som i min Fødebye det gaaer mig her] Af nogle i Biogr. (I, 76) aftrykte Bagg.ske Optegnelser fremgaaer det, at Digteren ikke blot selv var syg, da han i April 1785 reiste til Korsør for at begrave sin Fader, men ogsaa under sit Ophold her blev alvorlig fortrædiget paa forskjellige Maader, tildeels paa Grund af polemiske Udfald i sine Poesier.

- 15. Brevlængselen. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 38. - 1. DB V, 26. - 2 DB. V, 16. -

I de Skiemts. Riimbr. er Fru Prams Navn i Overskriften ikkun betegnet ved fire Stjerner (det findes derimod tilføiet i l DB. og 2 DB.).

Dette og de nærmest paafølgende tre Riimbreve ere skrevne i Aaret 1787 under en nogle Maaneders Fraværelse fra Hovedstaden, idet Bagg. som Klient og Yndling af det Schimmelmannske Huus var bleven indbuden til Besøg paa Brahetrolleborg i Fyen hos den af hele sin Birksomhed som Jorddrot bekjendte Grev Johan Ludvig Reventlow, hvis elskværdige Hustru Sybille, f. v. Schubart, var Søster til Grevinde Schimmelmann, og derfra deels paa Christianssæde i Laaland hos Broderen Grev Christian Reventlow, deels paa forskjellige Steder i Holsteen hos flere Medlemmer af den Reventlowske Familie. - Nærværende Brev er skrevet den 15de Juni 1787, Dagen efter Digterens Ankomst til Brahetrolleborg, hvor han baade denne Gang og senere henlevede saa mange af sine lykkelige Timer.

- -, - 5. Baggehund] See Riimbrevet "Hunden" i nærv. Bd. S. l ff.

- -, - 16. Ridderstiernevrimlen] Digteren maa vel antages her - ved en øieblikkelig Forvexling af Nordstjernen med Hundestjernen - at have tænkt paa den svenske Nordstjerneorden.

- -, - 17. Stiernehunden Sirus] Sirius, eller Hundestjernen, 278 i den store Hunds Stjernebillede, er den klareste Fixstjerne paa hele Himlen.

S. 15, L. 21. Fra Herthedalen hid til Odinsøen] d. e. fra Sjælland til Fyen. Istedenfor den sædvanlige poetiske Omskrivning af Sjælland som "Herthas Ø" bruger Bagg. hyppig, som her, Benævnelsen Herthedal (Herthadal); i en Anmærkning til 1ste Bd. af sine "Gedichte", Hamb. 1803, siger han udtrykkelig: "Herthathal: So wurde die Dänische Insel Seeland nach der Göttin Hertha genannt, die daselbst ihren vorzüglichsten Tempel hatte." - Med den gamle Benævnelse Odinsey, Odinsø, betegnedes enten hele Øen Fyen eller den forhenværende Ø, hvor Byen Odense nu ligger.

- -, - 23. som kiender lidt til Verdsens Sager] Ivfr. S. 18 L. 21 og S. 129 L. 12. De adjektivisk brugte Genitivformer Diævels, Modens, Berdsens skriver Bagg. afvexlende snart adjektivisk med lille, snart substantitvisk med stort Begyndelsesbogstav (det Samme gjælder Ordet Alskens); derimod vistnok konstant, med stort Begyndelsesbogstav: Fandens, Helvedes, Pokkers, Satans, Hiertens, og, paa en ganske enkelt Undtagelse nær, der vistnok maa betragtes som en Trykfeil eller Inkurie, stakkels med lille.

- 16, - 1. Mama] Med Hensyn til dette Udtryk - der forekommer igjen et Par Gange i det Følgende, i Tiltale, ligesom her, til Fru Pram (hun var næsten ti Aar ældre end Bagg.), og som har forledet Digterene skarpe Kritiker P. Hjort til den besynderlige Misforstaaelse, at her skulde være Tale om Breve skrevne til Bagg.s rigtige Moder ("Tolv Paragrapher" 1817, S. 63 og 64) - kan anføres følgende Sted af et Brev fra Bagg. til Grevinde Reventlow paa Brahetrolleborg, af 3die Mai 1788: "Til daglig Omgang har jeg en Person, som formedelst Lighed i Tænkemaade, stille Følelse og Hang til Sørgmodighed er maaskee den i Verden, jeg allerbest daglig kunde leve med, den ædle, dydige, stille lidende Frue Pram, som overalt, ved lang, giensidig Kundskab til hinanden og utallige Velgierninger imod mig, er bleven mig en inderlig dyrebar Moder."

- -, - 25. En Meening eller to] Ordet Mening staaer her brugt i den nu forældede Betydning af: Sætning.

- 18. Keisen til Korsør. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 44. - l DB. V, 30. - 2 DB. V, 19. - See Anm. til "Brevlængselen" S. 15.

279

Digteren har i dette Riimbrev tilladt sig nogle poetiske Licentser paa den historiske Sandheds Bekostning. De her beskrevne nærmere Omstændigheder, hvorunder Afreisen foregik fra Kjøbenhavn, stemme ikke med de i Biogr. optrykte Dagbogsoptegnelser, og Besøget paa Løvenborg henhører ikke, som man efter de fem første Linier S. 19 skulde antage, til den Overreise, som omtales i det forrige Riimbrev, men derimod til en ny Udflugt fra Kjøbenhavn til Brahetrolleborg, som Bagg., ledsaget af Grev Ludvig Reventlow, foretog den 27de Oktbr. 1787 efter lidt over fjorten Dages Ophold i Hovedstaden (see Biogr. I, 82 og 166). Denne Gang kom Bagg. til Brahetrolleborg d. 29de Oktbr. om Aftenen - den 28de blev tilbragt paa Løvenborg - og blev der indtil d. 23de Januar næste Aar, og Brevet er formodentlig skrevet kort efter hans Ankomst dertil.

S. 18, L. 16-17. den Frihed, De mig skiænkte... til at være - dum] See S. 2 L. 2.

- -, - 21. Verdsens] See ovenfor, Anm. til S. 15 L. 23.

- 19, - 8. Pustervigs Udødelige] d. e. Historikeren P. F. Suhm, der boede i sin egen Gaard i det forrige Pustervig (i en Have, hvor Hauserpladsen nu er) og her ogsaa havde sit store Bibliothek.

- -, - 20. den ædle, sieldne Stiernemand] utvivlsomt daværende Finants- og Commerce-Minister, Geheimeraad samt Storkors af Dannebrog, Grev Ernst Heinrich Schimmelmann (f. 1747, † 1831), som allerede fra Bagg.s med saa meget Bifald hilsede Debut paa Forfatterbanen havde stillet sig paa en hjertelig og rundhaandet Mæcens Fod ligeoverfor ham og aabnet den fattige unge Student Adgang til sin fornemme og indflydelsesrige Kreds: "Hvad han i Baggesens tidlige Aar anvendte paa denne, vilde endog ide syntes for lidet, om det var kommen fra en Konge" (H.C.Ørsteds Mindetale over Grev Schimmelmann 1831). Gjennem alle de baade gode og onde Tilskikkelser, der senere bleve Bagg. tilded under hans bevægede Liv, bevarede denne hans høihjertede Belynder ham fremdeles sin Gunst og sin varme Interesse og lod ham længe nyde Godt af sin bekjendte fyrstelige Gavmildhed. Det var ester ham, at Bagg. gav sin førstefødte Søn (der kom til Berden d. 24de Mai 1792, men allerede døde i Oktbr. 1793) Navnet Ernst. Der haves, baade paa Dansk og paa 280 Tydst, trykte Digte af Bagg. helligede deels Greven selv og deels hans (anden) Hustru Charlotte f. v, Schubart (f. 1757, † 1816): see 2 DB. II, 45, 47, 158; III, 31; V, 62, 63; samt Poet. W. II, 51, 53, 55.

S. 20, L. 7. den bekiendte Stad] naturligviis Roeskilde.

- -, - 21. aldrigen] Anvendelsen af denne Form (dannet ved en urigtig Analogi af Adverbialendelsen -en ved Adjektiver paa -ig) er en metrisk Frihed, som Bagg. oftere betjener sig af, i nærv. Bd. saaledes igjen S. 126 L. 13; jvfr. Formen nemligen, der f. Ex. forekommer i nærv. Bd. S. 145 L. 12.

- 21, - 23. Dets Dronning] Den her som Løvenborgs Dronning betegnede Dame var Geheimeraadinde Magdalene Charlotte Hedevig Løvenskiold, født Numsen (f. 1731, † 1796), siden 1776 Enke efter Geheimeraad, Baron Severin L til Løvenborg. Under et nyt Besøg paa Løvenborg, i Januar næste Aar, paa Tilbagereisen til Kjøbenhavn, tilskrev Bagg. hende et lille Digt paa ti Linier, som hverken findes optaqet i l DB. eller 2 DB, men er optrykt i Biogr. l, 171.

- -, - 28. En lille hvid og vakker Musemuus] Det er vel ikke usandsynligt, at den unge Dame, Bagg. her omtaler som en Ynder af hans Muse, har været den samme "Frøken Bertouch'', om hvem han under det nysnævnte, lidt senere Besøg paa Løvenborg, i Januar 1788, skriver i sin Dagbog, at hun en Dag efter Middagsbordet sang alle hans trykte Klubviser for ham og de øvrige Tilstedeværende, og fom antaget at have været Frøken Catharine Sophie Bilhelmine de B., født 1762, † 1848 som Konventualinde i Roeckilde Kloster, i et Par Aar Hofdame hos Arveprindsesse Sophie Frederikke indtil dennes Død i 1794.

- 22, - 1-3. Slagelse... det Musehul, hvori min første Ungdom ofred til de Ni] Om Bagg.s Skoletid i Slagelse fra 1777-82 kan sees Fortællingen "Forfatterens Liv og Levnet" i 1ste Bind, med tilhørende Anmærkninger. At han allerede dengang flittig offrede til Muserne, fremgaaer af den ligeledes i 1ste Bd., S. 304, Anm. til "Drømmene" nævnte Afskrift af hans tidligste Poesier.

- -, - 13. Skimmer] d. e. Glands; en oftere hos Bagg. forekommende Germanisme.

- 24. Brevrusen. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 57 - l DB. V, 38. - 2 DB. V, 25. -

281

See Anm. til "Brevlængselen" S. 15.

Dette Brevs nøiagtige Datum vides ikke; men det er aabenbart - hvad der ogsaa stemmer med dets Plads i de Skiemts. Riimbr. - det yngste af de her meddeelte tre Trolleborg-Breve til Fru Pram.

S. 24, L. 17. som min stolte Tinding bier] d. e, som venter min stolte Tinding, som min st. T. har ivente (forældet).

- -, - 24. Orions Harmonier] Orion er et af de pragtfuldeste Stjernebilleder, og med Orions Harmonier forstaaes her den "Sphærernes Musik" eller "Sphærernes Harmoni", som himmellegemerne efter Pythagøræernes Lære frembragte ved deres regelmæssige Omsvingning.

- 25, - 5. Du Engles Ruus, du Guders Raserie] Denne samme Betegnelse for den høieste Grad af Begeistring gjenfindes S. 36 L. 3.

- -, - 16. i Rose og i Pose] d. e. "baade i Pose og i Sæk". I en ny Note til Forerindringen foran "Labyrinten" I, 1792, endnu ikke tilføiet i den af Bagg. selv foranstaltede nye Udgave af 1807, men først meddeelt i 2 DB. (IX, 22) i Henhold til hans egne Rettelser, bliver den Talemaade: "Man kan ikke have det baade i Rose og i Pose" ansørt som et "Ordsprog"..

- -, - 22-24. Ja! Hundestiernen er den lykkeligste Stierne! (osv.)] See Riimbrevet "Hunden" i nærværende Bind S. l ff.

- 26, - 8. tone] d. e. udtone, udsynge. (Ligeledes nedenfor, L. 22).

- -, - 31, Ludvigs Lund] Med dette Navn betegner Bagg. oftere Brahetrolleborg, efter den daværende Besidder, Greb Ludvig Keventlow.

- 27, - 14-15. jeg, som blev i Hovedet saa ør ved Synet af min Fødebye Korsør] See S. 22 L. 5-6.

- 28. Fragmentet i Lølland. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 66. - l DB. V, 44. - 2 DB. V, 29. -

See Anm. til "Brevlængselen" S. 15.

Nærværende Riimbrev er skrevet til Professor og Regentsprovst Andreas Christian Hwiid, † 1788, 38 Aar gammel. Han hørte til Digterens nærmeste Omgangskreds i Kjøbenhavn, og det var formodentlig ham, Bagg. havde at takke for, at han blev Alumnus paa Kommunitetet og Regentsen (fra Begyndelsen af Aaret 1785 til Febr. 1787).

282

Fire Aar efter hans Død ægtede Enken en anden af Bagg.s fortrolige Benner, Frederik Plum, dengang Sognepræst i Korsør, senere Biskop over Fyens Stift.

Af Bagg.s Dagbog fra denne Periode sees det, at Digteren har modtaget det Brev fra Hwiid, hvortil nærværende Epistel refererer sig, d. 31te Aug. 1787 under et Ophold i Tremsbüttel hos Grev Christian Stolberg, og besvaret det en fjorten Dages Tid derefter (Biogr. I, 140, 142, 152). Epistelens rette Plads havde altsaa været foran "Reisen til Korsør" S. 18; men Udgiveren har, i Overeensstemmelse med den i de Skiemts. Riimbr. givne Rækkefølge, tilladt sig dette lille Brud paa den strenge chronologiske Orden for ikke at skille Trolleborg-Brevene til Fru Pram fra hinanden. S. 28, L. 16. Tællet haver Gud dit Rige] Dan. 5, 26.

- -, - 17. Deres Haand] I sin ovenfor nævnte Dagbog skriver Bagg., at han, efter at have aabnet Hwiids Brev, i Begyndelsen "ikke forstod et Muk af dets Hieroglypher".

- -, - 23. Moldenhauer] d. e. daværende Professor, senere Overbibliothekar ved det store kgl. Bibliothek og Medlem af Universitetsdirektionen Daniel Gotthilf Moldenhawer, hvem Hwiid formodentlig har omtalt i Anledning af hans Hjemkomst samme Aar fra en Reise i Spanien og hans nærforestaaende Bryllup. Han nævnes igjen i 2 DB. VII, 26, L. 6.

- 29, - 11. Jeg skriver ulyksalig Sludder net] Om Bagg.s smukke Haandskrift er talt i 1ste Bd. S. 388, Anm. til S. 244 L. 13.

- -, - 18. Seqvenz] d. e. af Ovenstaaende udledet Slutning.

- 30, - 3. Den tydske Pastor Brüllmann] Nærmere Oplysninger om denne Forfatter og det literære Produkt af ham, hvorover Bagg. raillerer i det Følgende, have ikke kunnet skaffes tilveie. Den paagjældende Bog findes ikke i Grevskabets Bibliothek og Navnet Brüllmann - der muligviis ogsaa kun har været fingeret - findes ikke i det over Bogsamlingen optagne Katalog.

- -, - 26. En sand Alkinoos blandt Grever] Den daværende Besidder af Grevskabet Christianssæde var den, paa Grund af sine gjennemgribende Reformer i Landbovæsenet og sine ivrige Bestræbelser for Folkeoplysningens Udbredelse, i vort Fædrelands Historie navnkundige Grev 283 Chjristian Ditlev Frederik Reventlow, dengang første Deputeret i Rentekammeret, senere Geheimestatsminister, f. 1748, † 1827. Alkinoos, med hvem Digteren her sammenligner ham, var ifølge Odysseen Phæakernes Konge, en af Guderne med Biisdom forlenet Fyrste, der gjæstfrit optog den skibbrudne Odysseus; han førte et lykkeligt Familieliv paa sit prægtige Slot og var forgudet af Folket.

S. 31, L. 6. Meer] 1807, imod Bersemaalets Fordring: Mere.

- -, - 13. skrevne] 1807: skreven.

- -, Noten. Wessel] See dennes Fortælling "Gaffelen".

- 32, L. 4. decideert] 1807, imod Bersemaalets Fordring: decideret.

- 33. Alperne. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 81. - l DB. V, 53. - 2 DB. V, 36. -

Dette og de tre paafølgende Riimbreve ere skrevne paa Digterens første udenlandske Reise, til Pyrmont, Schweiz og Paris fra Mai 1789 tit Oktbr. 1790, hvoraf den første Deel, indtil Ankomsten til Basel d. 6te Aug. 1789, af ham selv er beskreven i "Labyrinten" (I-II, Kbhvn. 1792-93). Under dette sit Ophold i Udlandet gjorde han i September Maaned 1789 Bekjendtskab med den 21aarige Bernerinde Sophie Haller, Datterdatter af den berømte Naturforsker og Digter Albrecht v. haller, blev forloret med hende i November og ægtede hende det følgende Aar i Marts Maaned, hvorpaa han i Juni tiltraadte Hjemreisen med hende til Fædrelandet.

Til Bern, hvorfra dette Brev er dateret, ankom Bagg. i Begyndelsen af September 1789.

- -, - 20. Cancelliet] Sigter til Prams Stilling som Embedsmand i Oekonomi- og Commerce-Kollegiet.

- 34, - 2. mit] 1807: med.

- -, - 3. I en pindarisk-klopstocksk-evaldsk Ode] Med den her bebudede og fra S. 34 L. 33 antagne høitravende Tone stikler Bagg aabenbart til de uheldige Poesier, der en Tidlang fabrikeredes herhjemme deels efter tydsk-engelsk-skotsk, deels efter Ewaldsk Mønster; i et Brev til Reinhold af 9de Febr. 1807 (BP) siger han ogsaa udtrykkelig, at han dermed har villet parødiere "die Sprache unserer damaligen Dichterlinge". Ivfr. 1ste Bd., S. 321 ff., Anm. til S. 34 L. 20.

- -, - 18-19. denne gamle Læremoer, som har paa 284 Bagen alt de fyrretyve] Endskjøndt det rigtignok ikke ganske stemmer med den tilføiede Tidsangivelse, ntaa Bagg. dog vistnok antages hermed at have sigtet til den Indflydelse paa en bedre Smagsretning i Poesien, paa de æfthetiske Begrebers Berigtigelse og overhovedet paa æfthetisk Kritik herhjemme, som er bleven tillagt de skjønne Bidenskabers Selskab i Kjøbenhavn, hvis Stiftelse imidlertid fandt Sted 1759, altsaa ikke 40, men kun 30 Aar tilbage i Tiden. I sine "Breve til Adam Oehlenschläger" 1818 (S. X) taler Bagg. om, i hvilken Tilstand af Banrøgt han ved sin Hjemkomst til Fædrelandet, nogle Aar iforveien, havde forefundet "den, med Ewalds helliqe Træ i Midten, fra Carstens's, Jacobis og Badens eller det første skiønne Videnskabers-Selskabs Kritik-Periode af, herlig blomstrende danske Digterhave." - I L. 19 har 1807: fyrretive; men da denne Form, der ganske vist hører til Egenhederne i Bagg.s Stil, dog - saaledes som alt bemærket i 1ste Bd. S. 296 - langtfra bruges udelukkende af ham og saaledes sikkert ikke med Forsæt vilde være brugt af ham som Riim paa et Ord som flyve, kan det ansees for utvivlsomt, at denne Form paa dette Sted ene maa skyldes enten en Trykfeil eller en Inkurie.

S. 34, L. 21. varig] Saaledes 1807, maaskee dog kun som Følge af en Trykfeil, iftedenfor varlig.

- 35, - 2. det codanske Hav] d. e. Østersøen eller, i Almindelighed, de danske Have. Denne og lignende Omskrivninger hos vore Digtere (ivfr. Ingemann's bekjendte "Bist stolt paa Codans Bølge") stamme fra Udtrykket Sinus Codanus d. e. den codanske Bugt, i en latinsk Geografi af Pomponius Mela, fra Midten af det 1ste Aarhundrede e. Chr.

- -, - 5. Du Nissers... Muse] Utvivlsomt Allusion til den i den ovenfor citerede Anm. i 1ste Bd., S. 324-25 omtalte G.N.Nissen, dengang Fuldmægtig i Generalpostamtet.

- -, - 9. brøl, med Stemmen af en finlandsk Torden] Finland er her - jvfr. Ewalds Samtl. Skr. l, 1850, S. 184 - Finmarken, hvorom det hedder i den Apologetiske Fortale til Niels Klim, i Bagg.s Oversættelse: "Det er en bekiendt Sag, at der i den Deel af Norge, som kaldes Finmarken, gives Folk, som i den naturlige Troldom have drevet det saavidt, at de kunde opvække Storm og stille den igien." 285 Ivfr. 2 DB. II, 139, L. 16-17: "hvor Troldene koglende værge Finniens Bierge."

S. 35, L. 24. p****] I det ovenfor, i Anm. til S. 34 L. 3 nævnte Brev af Febr. 1807 til Reinhold forsvarer Bagg. Anvendelsen her af dette Ord paa følgende Maade: "In meinen gedruckten dänischen Episteln kommen keine Leichtfertigkeiten vor, wie überhaupt nirgends in meinen Schriften. Die Stelle vom Herabp- steht irgendwo in einem Ton und in einer Verbindung, als Parodie, auf einer Weise, dasz kein Kant, kein Jacobi, kein Reinhold, keine Gräfin Münster*) selbst sie wegwünschen würde."

- -, - 33. multipliceert] 1807, imod Bersemaalets Fordring multipliceret.

- 36, - 3. Engles Ruus... Guders Raserie] Ivfr. S. 25, L. 5.

- -, - 6. Sirius] See Anm. til S. 15 L. 17.

- -, - 18. Smag dette lille Forsog i det Hoie] Her (samt eet Sted i Fragmentet "Deucalion og Pyrrha" i Com. Fort. 1785) skanderer Bagg. undtagelseviis Forsøg med Tonen paa første Stavelse, hvorimod Tonen ellers, hvor dette Ord forekommer hos ham, altid rigtig hviler paa den sidste, saaledes f.Ex. i nærværende Bind S. 69 (sex Gange) og S. 71 L. 2. Paa samme Maade skriver ogsaa Oehlenschläger i en Prolog fra Aaret 1813 (XVIII, S. 166, L. 1):

"Med eders Bifald da I disse Forsøg hædre!"

- -, - 22. Om jeg dig synes skabt til Latter eller Graad?] See Anm. til Riimbrevet "Tvungen Latter" i nærværende Bind S. 10-11.

- 37. Patriotisme. Nye bl. D. 1807 S. 241. - l DB. IV, 116. - 2 DB. V, 56. -

See Anm. til "Alperne" S. 33.

Det i Nye bl. D. angivne Aarstal 1790 er her * 286 forandret til 1789, af Hensyn til at Bagg. i et Brev fra Bern af Sept. eller Oktbr. 1789 (Biogr. I, Tillæg S. 85 ivfr. S. 79) skriver til Grevinde Schimmelmann, at han til Afvexling fra sin flittige Læsen og Oversætten udgyder sit Hjerte bl. A. i "et Brev til Danmark fra Alperne, i Jamber" (som "kommer til at indeholde en Deel kiække Sandheder", tilføier han), og allerede da seer sig istand til som Prøve at meddele hende et Brudstykke af Slutningen (S. 41, L. 3-25).

Det er forøvrigt muligt, at Noget af Indholdet er senere tilføiet; saaledes kunde ialfald Yttringen om den nidkjære Borger (S. 40, L. 3-5) tyde paa Kjendskab til den 4de Artikel i Erklæringen om Borgerpligterne i den franske Konstitution af 1795: Nul n'est bon citoyen s'il n'est bon fils, bon père, bon frère, bon ami, bon époux.

S. 37, L. 8. velsk] See 1ste Bd. S. 402, Anm. til S. 289 L. 24-25.

- -, - 9. En Sydling] d. e. en Sydbo, Sydlænding, med et nedsættende Bibegreb af Blødagtighed, Umandighed eller lign. - Ordet forekommer igjen i Slutningen af det Citat af et Brev fra Bagg. af 4. Okt. 1803, som vil findes aftrykt nedenfor i den første Anm. til Riimbrevet "Rom og Paris" (S. 101).

- - - 19-20. den, som i sin Vugge, spæd, engang inddyssedes af Dovres Fieldboeqvad] Disse Ord synes at tyde paa, at Digteren - hvad der forøvrigt ikke andenstedsfra vides Noget om - i sin Barndom har havt en norsk Barnepige, hvilket mulig kan have staaet i Forbindelse med det daværende livlige Handelssamkvem imellem Korsør og Norge, som Bagg. selv fremhæver i en Note til sit Riimbrev "Tilegnelse", til Etatsraad Olsen, af 15de Febr. 1813.

- -, - 21. Baltica] det baltiske Hav, Østersøen.

- -, - 22-23. hvor Carls fortvivlet søgte sin betvungne Steenbuk] Under Slaget ved Nyborg d. 14de Novbr. 1659 skal Karl X have staaet paa Korsør Slot, og i denne By modtog han den næste Mørgen den fra Nederlaget undkomme Feltmarschal Stenbock.

- 38, - 8-9. Hvis første Sang var Havets Lyst, hvis anden var Dødens] Det førstnævnte af disse Digte kjendes ikke og har vel neppe nogensinde været trykt; det andet, fra Aaret 1781, findes under Navnet "Til Døden" i 2 DB. II, 52.

287

S. 38, L. 11-12. Trojaner er den førstes Hær, hvis Hector er mere frygtelig end hin] end hin d. e. end Trojanernes; og Meningen er altsaa denne: Mod Menneskets Hjerte kæmper Lidenskabernes Hærskare med en Haardnakkethed lig Trojanernes i Kampen mod Grækerne, og i den af Lidenskaberne, som er den fornemste, har kan en frygteligere Modstander, end Grækerne havde i Hektor.

- -, - 12-13. og denne fulddanner Peleïder i sin Skole] denne, nemlig: Mangelen, Armoden. Peleïder d. e. Helte som Achilles, Peleus's Søn.

- -, - 24-26. mine Brødre, hvis urokkelige Stierne, deres Aands Symbol, selv... leder] Nordstjernen (Polarstjernen), denne for de Søfarende saa vigtige Ledestjerne, som paa Grund af sin ringe Afstand fra Berdenspolen tilsyneladende ikke foretager nogen Dreining om denne, medens alle de andre Stjerner bevæge sig om Polen i større Kredsløb, staaer oftere hos Bagg. som Sindbillede paa urokkelig Fasthed: saaledes f. Ex. atter i nærværende Bind S. 151, L. 15. Ivfr. Ewald (Kantate ved Universitetets trehundrede Aars Jubelfest 1779):

"O Biisdom, tryg som Nordens Fielde,
Uskiult og stadig som dets Pol"

- 39, - 6. Huld] d. e. Huldskab, Hengivenhed.

- -, - 12. undfaldt] d. e. forlod, svigtede.

- -, - 20. Skabningen] Bed Skabningen forstaaes her: Indbegrebet af alt det Skabte, Naturen, Berden; see 1ste Bd. S. 320, Anm. til S. 29 L. 19.

- 43. Labyrinten paa Rim. Rosenbl. 1819, S. 90. - l DB. VI, 259. - 2 DB. V, 40. -

See Anm. til "Alperne" S. 33.

Nærværende Riimbrev er skrevet til Grev Adam Gottlob Ditlev Moltke, tydsk Digter og politisk Skribent, f. i Odense 1765, † 1843, Fader til den i vor politiske Historie bekjendte Minister, Grev Carl Moltke († 1866). Som enthusiastiske Ynglinge, begge vistnok lige excentriske*), havde * 288 Bagg. og han tilsvoret hinanden et ubrødeligt Benskab, og de holdt trofast Eden som Mænd. - Til ham er ogsaa Riimbrevet "Tausheden" stilet, i nærværende Bind S. 138.

"Labyrinten paa Rim", der ligesom in nuce indeholder Bagg.s senere udarbeidede Reisebeskrivelse deels i selve "Labyrinten" (2 Dele, 1792-93), deels i dennes Fortsættelse (i 2 DB. X) indtil det første Møde med Sophie Haller paa Bredderne af Thunersøen i Sept. 1789, er forfattet paa en Udflugt fra Bern, som Digteren, ledsaget af sin Ben Moltke, foretog til Paris i de allerførste Dage af Aaret 1790 for at udfylde den piinlige og efter Datidens Postforhold flere Uger lange Mellemtid, indtil han kunde vente Svar paa nogle Breve til sine høitstaaende Belyndere i Kjøbenhavn angaaende visse pekuniære Tilsagn, der af Frøken Hallers Slægtninge vare blevne anseete som en nødvendig Betingelse for Samtykket til en ægteskabelig Forening imellem dem. I Bagg.s Dagbog for Januar 1790 (BP, jvfr. 2 DB. XI, 49 50, samt Bagg.s "Trylleharpens Historie", Kbhvn. 1818, S. 260-61) findes det første Udkast til dette Digt, ifølge den tilføiede Overskrift paabegyndt "d. 6te Jan., paa Veien fra Besançon til Fods."

I Henhold til Foranstaaende er det i Rosenbl. 1819 i Overskriften angivne Aarstal 1789 i nærværende Udgave rettet til 1790.

S. 43, L. 7-10. Saa kan man... at etonnere] I Dagbogen lød disse fire Linier saaledes:

Saa kan man etonnere Fødelandet
Med Kundskab og med dem.

Jeg ei bestemme vil, om jeg har reiset meere
For Kundskabs Skyld end for at etonnere.

- 44, - 4. og ikke noget andet] Dagb.: og ikke meget andet.

- -, - 9-10. Det gamle 'Rusalem... det ny] I "Labyrinten" (I, 123 og 185) udvikler Bagg. nærmere, hvorfor han ligner Hamborg ved det gamle Jerusalem, Altona ved det nye, og Hamborger-Berg ved Gomorrha.

- -, - 14. Saa keedte det mig alt tildøde] I Dagb.

289

har denne Linie oprindelig lydt saaledes: Saa fandt min Siæl her saare liden Føde.

S. 44, L. 16. i smukke Døttres Blikke] Bed Omtalen af sit Ophold i Lüneburg fremhæver Bagg. i,,Labyrinten" (I, 244) de mange unge Piger med deilige Øine, rosenrøde Kinder, slanke Liv og nette Fødder, som kom tilsyne i Gadedørene eller vimsede ham forbi paa Gaden, og som alle meer eller mindre lignede den smukke Datter i Bærtshuset.

- -, - 24. Jeg tog et Silhouet af Baron Knigge] Bed Omtalen i "Labyrinten" (I, 292 ff.] af denne bekjendte Forfatter af det ogsaa paa Dansk oversatte Bærk "Ueber den Umgang mit Menschen" dvæler Bagg. særlig ved hans eiendommelige Physionomi, der trods den ualmindelig lange Hage forekom ham at være "et af de ønskeligste Physiognomier i Verden".

- 45, - 1. Herr Weber] Ikke "Jægerbrudens" Komponist, men daværende Musikdirektør ved det Groszmannske Skuespillerselskab i Hannover Bernhard Anselm Weber, en udmærket Pianofortevirtuos, død 1821 som Kapelmester i Berlin, 55 Aar gammel.

- -, - 5. Arions sønderbrudte Lire] Hermed menes det allerede i Aaret 1787 under Navn af "Arions Lyra" forfattede Udkast til Bagg.s i vor Theaterhistorie navnkundige Syngespil "Trylleharpen", som forst blev udgivet og opført i 1817, til Musik af Kuhlau (Lire er den nu forældede Form for: Lyre). Til dette Syngespils "Ørphiske, i Arv gaaede Lyra" ("Trylleharpens Hist." S. 258), "denne Lyra, med hvilken Orpheus hentede fra Hades Eurydice" ("Trylleharpen", 1ste Akts 8de Scene) sigter vel ogsaa Ordet Orphisk ovenfor (L. 2). Ifølge "Trylleharpens Hist." S. 254 fantaserede Weber, hvem Bagg. mundtlig havde meddeelt Planen til Arions Lyra, ved den her nævnte Leilighed "Kiernescenen" heraf for ham paa Klaveer. - sønderbrudte: saaledes Dagb.; 1819 har: synderbrudte.

- -, - 7. Det kaldte du for musikalskt at svire] Med Hensyn til Betydningen af dette for, der her kun staaer pleonastisk (og ikke == altfor), kan bemærkes, at denne Linie i Dagb. lød saaledes: Det kaldte Moltke, musikalsk at svire.

- -, - 10-11. Først paa Maynstrømmen klang... den brustne Harpes Strænges Sangbund atter] Under Seiladsen paa Mainfloden ("Labyr." II, 140 ff.) foredrog Bagg. for sine Medreisende Digtet "Harpeklang" (2DB. II, 290 115), som oprindelig var tænkt anvendt i "Arions Lyra". - Den sidste af disse Linier lyder i Dagb. saaledes: De brustne Strænges Sangbund atter.

S. 45, L. 13. For Offeret paa mit nedbrudte Leer] d. e. i dette Liv, førend jeg opgiver Aanden; med Allusion til sidste Bers i Ewalds "Udrust dig, Helt fra Golgatha":

"Da skal jeg, sikker ved din Haand,
Ei frygte Døden meer,
Men offre dig min frelste Aand
Paa dens nedbrudte Leer!"

- -,- 25. Langs med] Saaledes Dagbogen. - 1819, ved Trykseil: Langs mod,

- -, - 25-26. den overgivne Rhin, der næsten bindegal var vorden] Under Bagg.s Ophold i Mannheim i Slutningen af Juli 1789 steg Rhinen over sine Bredder og foraarsagede en saadan Oversvømmelse i Byen og dens nærmeste Omegn, at han i et Par Dage ikke kunde komme videre.

- -, - 30. dens store Fad] d. e. det i Slotskjælderen i Heidelberg endnu øpbevarede berømte Biinfad; det er bygget 1751 og kan rumme 236,000 Flasker.

- -, Anm. Jordomreiseren Forster] Begge Forster'ne, Fader og Søn, havde ledsaget Cook paa hans anden Opdagelsesreise 1772-75. Den her omtalte er Sønnen, Joh. Georg Adam F. (f. 1754, † 1794), Professor i Mainz og Kurfyrstens 1ste Bibliothekar.

- 46, - 2. skildtes] Om denne Form see 1ste Bd. S. 376, Anm. til S. 193 L. 14.

- -, - 4. op til Toppen] nemlig af Münster-Taarnet, som Bagg. gjorde det farlige Kunststykke at bestige til den yderste Spids (et Faktum, ligeoverfor hvilket Rahbek vistnok ganske ubeføiet udtaler sig noget skeptisk i sine Erindr. II, 286).

- -. - 22. Skafhuus] d. e. Schaffhausen. Lignende Daniseringer af fremmede Stedsnavne forekomme af og til: saaledes Skrækhorn eller Skrækbierg for Schreckhorn, og den sorte Skov for Schwarzwald.

- -, - -. Marasme] d. e. Afkræftelse, Kraftløshed.

-, - 33 - S. 47, L. 1. Og St. Johan Caspar Lavater, hvad han hedder] I Dagb. hedder det:

291

I Elsas saae jeg siden bare Viin,
I Kanton Zürich baade Povl og Peder,
At sige Lavater, Lavater, hvad han hedder -

saa at der altsaa ved hvad han hedder betegnes en Tvivl om den rette Udtale af L.s Navn, enten med Tonen paa første eller paa anden Stavelse (det Sidste er det Rigtige, og med v udtalt som dansk v, ikke som f). - Til denne berømte Forfatter af Physiognomische Fragmente" (f. 1741, † 1801) traadte Bagg. senere, under et nyt Ophold i Zürich, i nøiere Benskabsforhold.

Det er vel ikke usandsynligt, at Betegnelsen Sankt foran hans Navn ved en senere, i Anledning af Digtets Optagelse i Rosenbl. 1819 foretagen Redaktionsændring er bleven indsat som Udtryk for den eiendommelige Nimbus, hvormed L. var bleven omgiven under det Besøg, han paa den danske Minister Grev Bernstorffs gjentagne Opfordring aflagde her i Landet, under Bagg.s Fraværelse, i Aaret 1793. Af Biogr. (II, 14) sees det nemlig, at denne sværmeriske Personligheds Ophold i Danmark, hvor hans Optræden vakte megen Opmærlsomhed, var et Hovedthema i alle de mange Breve, som Bagg. dengang modtog fra Hjemmet, og at det bl. A. fremgaaer af disse Breve, at L. her blev betragtet og behandlet "som en Slags hellig Apostel" i alle de fornemme Cirkler, hvori han bevægede sig.

S. 47, L. 3. Leder] d. e. Fører. Dette Gjensyn i Uri (Altorf) imellem Bagg. og deres gamle Fører fandt forøvrigt Sted ved en noget senere Leilighed, hvor Moltke ikke var med, nemlig, efter den S. 288 nævnte Pariserreise, paa en Bandring, som Bagg. foretog i Schweiz i April-Mai 1790, medens hans unge Hustru forberedte sig paa at forlade sit Fædrenehjem og følge med sin Mand til Danmark. Hele denne Passus findes heller ikke i den oprindelige Redaktion i Dagbogen, men er senere tilføiet, hvad forøvrigt ligeledes gjælder om flere Stykker i Digtet, saaledes navnlig: S. 43 L. 11-24; S. 46 L. 10-31: S. 47 L. 10 - Enden.

- -, - 4. Schweiz] Med denne Betegnelse kan paa dette Sted ikke være meent Andet end Kanton Schwyz.

- -, -5, Glaris] den franske Form for: Glarus.

- -, - 10 ff. Her hørte jeg ei meer det Kaudervelske, der hidtil (osv.)] I sin Dagbog skriver Bagg. fra Opholdet i Solothurn og Aarau (2 DB. X, 201 og 203): "To 292 Ubehageligheder har det herlige Schweiz: de 13 uforstaaelige Sprog, deelte igien i 1300 Tungemaal, og de angloimpesteerte Vertshuse", og: "Sproget er det her ligesaa umuligt at hitte Rede i som Religionerne og Retterne i Vertshusene".

S. 47, L. 25. Efterskrift, 1819] Denne Linie er tilføiet i nærv. Udgave (ligesom i 1 DB. og 2 DB.).

- 49. Fuglen. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 91. - l DB. V, 59. - 2 DB. V, 46. -

See Anm. til "Alperne" S. 33.

Nærværende Riimbrev er en senere Omarbeidelse af et Brev, halvt i bunden og halvt i ubunden Stiil, som Bagg. tilskrev Frøken Haller paa Tilbagereisen fra den S. 288 ovenfor, i Anm. til "Labyrinten paa Rim", omtalte Udflugt til Paris, og som blev trykt i Poulsens Nytaarsgave for Damer 1792 med Forfattermærket X. og under Titel af: "Fuglen eller Palmor til Palmine". I denne oprindelige Skikkelse findes Brevet under Afdelingen "Labyrinthens Fortsættelse" i 2 DB. XI, 125 ff., i alt Bæsentligt overeensstemmende med Trykket i 1792, men optaget umiddelbart efter Digterens Dagbog, af hvilken tillige sees, at det ikke er aldeles korrekt, naar Brevet i de Skiemts. Riimbr. er dateret Lyon, hvorimod det er skrevet samme Dag, som Bagg. havde forladt denne By, d 10de Febr. 1790, i Landsbyen Meximieux 4 Miil derfra, paa Beien til Genf.

- -, -19. Palmine] See 1ste Bd., S. 308, i Anm. til S. 3 L. 16-20.

- 50, -13-14. Og ei med Fødderne du flyver blot; du flagrer selv med dine Arme] Til denne Eiendommelighed ved hans elskede Sophies Gang vender Digteren een Gang senere tilbage i sine Poesier; meer end 26 Aar efter, i Digtet "Erindring" - "hvor man finder Da jeg var lille's henrivende Digter saa ganske igien" (Rahbek) - lyder det atter til Harpens Toner, i den sidste Redaktion, fra 1816:

Og hvor mig her paa Jorden
En Livets Sol oprandt,
I Syden, og i Norden,
Hvor jeg et Eden fandt,
Jeg overalt fornemmer
I Flagren, Engles lig,
At Hiertet aldrig glemmer,
O, min Sophia, dig!

293

S. 50, L. 21. Violer] 1807: Fioler, hvilken Skrivemaade her er forandret, fordi Digteren ellers (efter 1791) konsekvent skriver Viol, hvor han mener Blomsten, og kun Fiol, hvor han mener Instrumentet.

- 52, - 27. Lindeblomstret] Om Bagg.s Brug af den nu forældede Form et Blomster, see 1 ste Bd., S. 378, i Anm. til S. 204 L. 23.

- 53, - 25. teer] d. e. viser.

- 56, - 27. Paa Bredden as vor Thunas Tryllestrøm] d. e. paa Bredderne as Thunersøen, hvor Bagg. første Gang var truffen sammen med Sophie Haller, i Begyndelsen af Septbr. 1789.

- 57, -18. Gallina] Bed Gallina skal her forstaaes det franske Sprog, ligesom ved Teutona i L. 20 det tydske.

- -, - 26. Svev] d. e. svævende, bølgende Harmonier; Rhythmer.

- 58. Parnas-Revølutiønen. Poulsens Nytaarsgave for Damer 1792 S. 214. - Skiemts. Riimbr. 1807 s. 116. - l DB. V, 74. - 2 DB. V, 67. -

I Nytaarsgaven, hvor Digtet findes meddeelt under Forfattermærket X., med Overskrift: "Til de ni Muser Apollo den Sextende", uden Angivelse af noget Aarstal, har Digteren tilføiet følgende Note: Forfatteren havde engang den sieldne Skiebne, i eet af de yndigste Elysier paa denne Side Elben, for een Dag at være eeneste Cavaleer i et Selskab af ni Damer. Det vilde have været en virkelig Realisering af Grækenlands skiønneste Idee, hvis han havde havt tusinde Deelen af den Lighed med Apoll, hine havde med Parnassets Gudinder. Men Hationalforsamlingen satte ikke Ludvig den Sextende i større Forlegenhed end den, hvori Øverdragelsen af en saa glimrende Rolle satte ham. For paa en god Maade at slippe ud af samme, nedlagde han frievilligen i nærværende Stykke sit alt for tunge Zepter for Gudindernes Fødder.

Digtet er skrevet i Efteraaret 1791, da Bagg. tilbragte nogle Uger hos Hertugen af Augustenborg, deels paa Gravensteen og deels paa Augustenborg.

- -, - 10. Daniens Lovise] d. e. Kronprindsesse Louise Augusta, gift med Hertugen af Augustenborg.

- -, - 12. Cypris] d. e. Benus.

- -, - 22. Det strækker sig endog til Bürgers Viden] Bürger d. e. den bekjendte tydske Digter Gottfried August B. (f. 1748, † 1794), Forfatter bl. A. af de to Ballader 294 "Lenardo und Blandine" og "Lenore", som Bagg. har oversat paa Dansk (see 2 DB. II, 161 og 175). Her sigtes til hans Digt: "Neue weltliche hochteutsche Reime, enthaltend die Historiam von Europa und Jupiter", hvis 1ste Bers lyder saaledes:

"Bor Alters war ein Gott,
Bon nicht geringem Ruhme,
Im blinden Heidenthume.
Nun aber ist er todt.
Er starb.. post Christum natum.
Ich weisz nicht mehr das Datum."

Det er vel ikke usandsynligt, at den i den følgende Linie indeholdte Dom om Bürgers Viden: at den skal være meget liden (1792: er overmaade liden), er skreven under Paavirkning af en skarp Kritik, som Schiller samme Aar i "Allg. Lit-Zeitg." havde underkastet hans Digte, en Kritik, som Bagg. netop lovpriser i de stærkeste Udtryk i et med "Parnas-Revolutionen" omtrent samtidigt Brev til Reinhold (af 26 Novbr.).

S. 58, L. 26. At Mars det ei vil giøre længe] Herefter følger i Nytaarsg. følgende, i de Skiemts. Riimbr. udeladte (udfaldne?) Linie: Men i det mindste bleven er Kujon.

- 59, - 1. lærer] Saaledes 1792; 1807: lover.

- -, - 3. Keiser Leopolds Resignation] Medens Tydsklands Keiser Leopold II tidligere havde taget Ordet for en europæisk Koalition, med det Formaal at komme hans Svoger Ludvig XVI til Hjælp imod Revolutionsmændene i Frankrig, havde han, da Ludvig i September Maaned 1791 selv havde sanktioneret den ham forelagte nye Forfatning, opgivet dette Standpunkt og holdt nu paa, at der efter denne Forandring i Situationen ikke længer var Grund til at fastholde Tanken om en saadan kollektiv Optræden imod Frankrig.

- -, - 4. Overgangen fra den Spanske Vagt-Cordon] Strax fra den franske Revolutions Begyndelse blev der i Spanien foretaget meget opsigtvækkende og energiske Skridt for at holde Smitten fra Nabolandets urolige Begivenheder borte, men forskjellige Omstændigheder tvang dog snart Regeringen til væsentlig at mildne de i saa Henseende udstedte strenge Edikter og saaledes gaae over fra det tilsigtede voldsomme Afspærringssystem til mindre radikale Foranstaltninger.

- -, - 9-10. Ludvig giorde det Spilop, at sige til sin Krones Tilbud: Top!] Det var den 14de Sept. 1791, at 295 Ludvig XVI høitidelig besvor den ham forelagte, af Nationalforsamlingen under hans Suspension vedtagne nye Forfatning, hvorpaa Frankrigs Krone paany blev ham overdragen.

S. 59, L. 12-13. Minerva hos Herr Pram... gaaer stærkt igien] Pram udgav, fra 1785-89 i Forening med Rahbek og fra 1790-93 alene, Maanedsskriftet "Minerva".

- -, - 15. Kants Kritik og Reinholds Theorie] Sigter til Kants "Kritik der reinen Bernunft" (1781) og Reinholds "Bersuch einer neuen Theorie des menschlichen Borstellungsvermögens" (1789).

- -, -19-20. Cybelemoder, Enkedronningen, gaaer og derhen] Hertil findes i 1792 som Note under Texten: Hvo kiender ikke hint artige Vers:

"Cybele, Enkedronningen,
"For Guder og Gudinder,
"Gik ogsaa osv.

hvormed sigtes til en i sin Tid bekjendt Selskabssang af P. T. Wandall - "en af vøre moersomste Sange", siger Kahbek i sin Tilskuer 1803 - i Maanedsskriftet "Alm. dansk Bibliothek" Juni 1778, hvori skildres den gavnlige Birkning af Evans Gaver paa samtlige Olympens Guder og Gudinder, og hvør et af Bersene lyder saaledes:

" Cybele, Oldemoderen
For Guder og Gudinder,
Krøb svag ved Stok til Bacchus hen,
Fandt Styrkning og Beninder.
Hun drak og fuld af Andagt blev,
Græd, drak og stærkt paa Dyden drev;
Og denne Andagts Lue
Blev tændt ved Evans Drue."

gaaer derhen d. e. farer heden, døer (Germanisme).

- -, - 31. Gudinden i Cythere] d. e. Benus.

- 60, - 5. pieriske Gudinder] Pierider kaldtes Muserne efter det dem helligede Bjerg Pieria i Macedonien.

- -, - 19. og at] Saaledes 1792; 1807: at og.

- -, - -. Gynokratie] Hertil i 1792 som Note under Texten: Fruentimmer-Regimente.

- -, 25. Sin Stierne] Apollos (Solgudens) Stjerne: Solen.

--, -32, en Hob franske deriblandt] 1792: en Hob Ludviger iblandt.

296

S. 61, L. 29. end høit det halve af en Dag] Saaledes 1792; 1807: end Halvten af en Dag. Da denne sidste, mindre heldige Læsemaade sikkert ene maa tilskrives Bagg.s tidligere omtalte overdrevne Trygt for Hiatus, har Udgiveren anseet det for forsvarligt her undtagelsesviis at følge den ældre Redaktion; jvfr. nedenfor, Anm. til S. 135 L. 32, samt 1ste Bd. S. 310, Anm. til S. 10 L. 6.

- 62, -17. Milton] 1792: Wieland. Med Hensyn til den i Udgaven 1807 saaledes foretagne Forandring kan henvises til, hvad der i 1ste Bind, Anmærkningerne, S. 325-26 findes bemærket om det Omslag, som, navnlig efter det nærmere Bekjendtskab med Goethes Skrifter, indtraadte i Bagg.s Burdering af den oprindelig af ham saa høit skattede Wieland.

- -, - 31. Pindi Saligheder] Pindus var et Apollo og Muserne helliget Bjerg i det gamle Grækenland. Navnet bruges, ligesom Helikon og Parnassus, som Betegnelse for Musernes Hjem.

- 63. Paaske-Indbydelsen. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 128. - l DB. V, 82. - 2 DB. V, 73.

Riimbrevet er skrevet til Lægen, Prof. Fr. Chr. Winsløw, som allerede findes omtalt i 1ste Bd. S. 382, Anm. til S. 226 L. 15. - Af en blandt BP opbevaret Afskrift af det originale Riimbrev sees, at saavel Overskriften som den ligeledes i L. 3 f. n. indeholdte Hentydning til Paasketiden skyldes senere Tilføielser, hvorimod det rette Datum er 19de Decbr. 1792. Istedenfor en Steg af et Paaskelam har Originalen paa det anførte Sted: en Steg (uden Spillebord!), og Digtet ender her med følgende, bagefter tilføiede Berslinie, der slutter sig til Riimordene om og kom ovenfor:
P. S. Gid Kellermann snart var i Rom!

hvormed sigtes til General K., som i Slutningen af November 1792 havde faaet Befalingen over den franske Armee ved Alperne og ved Overtagelsen af sin nye Post havde tilmeldt Nationalkonventet, at det var hans Agt at give Romerne deres saa længe savnede Frihed tilbage, Forresten er der kun foretaget et Par ganske betydningsløse Forandringer. Mulig har Bagg. ved Brevets Optagelse i Udg. 1807 med Forsæt antidateret det for at fingere en Forbindelse imellem dette og det nærmest paafølgende, ligeledes til Winsløw stilede Riimbrev (see dettes 1ste Linie), der er udateret, men efter Hentydningerne til Ludvig XVI antages at være fra 1792.

297

Af en i Originalen i ubunden Stiil tilføiet Slutning paa nærværende Riimbrev sees, at den omtalte Englænderinde var en Fru Hornbostel, "elskværdig som den yndigste blandt Gratierne", der var væltet med en Bogn og derved havde paadraget sig en Susen i Hovedet, som det blev anseet for raadeligst at konsulere en Læge om.

S. 63, L. 14. min Søster] Bagg. havde tre Søstre (foruden tre, der vare døde som Børn), nemlig: den ældste, Anna Marie, et Aar yngre end Digteren, † 1832, gift 1793 med Hans Christian Klena, Kopiist ved det store kgl. Bibliothek og fra 1798 Toldkontrollør i Wilster; Cathrine Sophie, f. 1767, † 1807, gift første Gang 1793 med Prokurator Peter Flint i Korsør og anden Gang 1802 med Kjøbmandsfuldmægtig sammesteds Peter Skaarup Bang; og Maren Kirstine, † 1850 i sit 71de Aar, gift 1810 med kgl. Livjæger, Bogtrykkersvend Peter Frølund i Kjøbenhavn. Det vides ikke, hvilken af disse Søstre der her er Tale om.

- -, - 16. Min Søn] d. e. Karl Frederik Ernst Immanuel, Bagg.s forste Barn as Ægteskobet med Sophie Haller, opkaldt efter Reinhold, Hertugen af Augustenborg, Grev Schimmelmann og Kant). Han var født den 24de Mai s. A., men døde allerede i Oktbr. 1793.

- -, - 20. vor Schulz] d. e. Bagg.s Ben, den bekjendte Komponist I. A. P. Schulz: see 1ste Bd., Anmærkningerne, S. 302-3.

- 64. Tandpinen. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 130. - l DB. V, 84. - 2 DB. V, 74. -

See Anm. til forrige Riimbrev.

- 65. Apollo den Syttende. Poulsens Nytaarsgave for Damer 1797 S. 180. - Skiemts. Riimbr. 1807 S. 132.- l DB. V, 85. - 2 DB. V, 75. -

Ivfr. Riimbrevet "Parnas-Revolutionen" S. 58.

I Nytaarsgaven er Brevet optaget under Forfattermærket X., uden Angivelse af Aarstal.

En Deel af Sommeren og Efteraaret 1795 tilbragte Bagg. med sin Hustru og deres toaarige Søn Carl, ifølge Hertugen af Augustenborgs Indbydelse, først paa Augustenborg, hvor Sønnen August (død 1865 som Generalmajor) kom til Berden den 14de Aug., og derefter paa Gravensteen. Det var lykkelige Dage, Digteren oplevede her: aldrig, siger Biogr., var han maaskee sit Ideal af jordisk Lyksalighed nærmere end under dette sit Ophold paa Angustenborg og Gravensteen.

298

S. 65, L. 7. Pierider] Saaledes kaldtes Muserne efter Bjerget Pieria i Macedonien.

- -, - 12. den borealske Krands] set turde maaskee være rimeligst at antage, at Bagg. med dette Udtryk blot har villet betegne noget Saadant jom: alle Stjernerne paa den nordlige Himmel, ell. lign. (jvfr. i Digtet Da jeg var lille: "alle disse Nattens Perlerader, som krandse Himmelbuen Pol til Pol"). Men maaskee har han ogsaa tænkt mere specielt enten paa den lille Bjørn med Polarstjernen eller paa det smukke Stjernebillede Corona borealis, hvorved da rigtignok bliver at bemærke, at Ordet Corona i denne Forbindelse ikke betyder Krands, men Krone.

- -, - 16. glimrendste] Om denne imod Reglerne dannede Superlativform, see 1ste Bd. S. 402, i Anm. til S. 282 L. 25.

- -, - 19. for mig] d. e. før mig.

- -, - 20. Andrarchie] d. e. Herredømme, hvor en Mand staaer i Spidsen for Regeringen, ligesom Gynokratie i L. 21 betyder Kvinde-Regimente.

- 66, -17. ville] 1797: vilde.

- -, - 18. o Provence! du] Hermed menes Ludvig XVI's Broder, den emigrerede Greve af Provence, som i Juni 1795, efter sin tiaarige Brodersøn Ludvig XVII's Død, havde kundgjort fra Berona gjennem talrige Manifester og Proklamationer, at han nu selv havde antaget Kongetitelen under Navn af Luduig XVIII, af Guds Naade Konge af Frankrig og Navarra.

- -, - 20. Et par droit de conquête et par droit de naissance] Disse Ord ere nærmest bekjendte fra Boltaires Henriade (1ste Sang, 2den Linie), men skrive sig oprindelig fra et ældre fransk Digt, ligeledes om Henrik IV, af Abbed Cassagne: «Henry le grand roy» (See Éd. Fournier, L'esprit des autres, 5e édit., Paris 1879, p. 273-74.) Formodentlig bringer Bagg. dette Citat i Anvendelse her med særligt Hensyn til den Forkjærlighed, Greven af Provence netop havde for at sætte sit eget Navn i Forbindelse med Henrik IV's, og som nylig havde givet sig Udslag igjen i den Proklamation, han havde udstedt til det franske Folk i Anledning af sin Antagelse af Kongetitelen (see ovenfor).

- -, -28. tredde] Saaledes 1797. 1807: tredie, hvilket utvivlsomt ikke er Andet end en Trykfeil, eftersøm Bagg. ellers konsekvent bruger Formen tredde, hvor han i bunden Stiil vil 299 have Ordet betegnet som Tostavelsesord (see 1ste Bd. S. 305, Anm. til S. 2 L. 25).

S. 67, L. 16. Og en Pervonte selv at ønske de tilstæde] Pervonte er Helten i en af Wielands poetiske Fortællinger, "Pervonte oder die Wünsche." Det er en af Naturen i alle Henseender ualmindelig stedmoderlig behandlet ung Bondekarl, som til Løn for en Tjeneste, han har viist tre Feer, erholder den Gave at kunne faae alle sine Ønsker opfyldte. Denne Gave benytter han sig af paa mange eventyrlige Maader, lader sig omskabe til Prinds osv., men ender efter godt og vel et Aars Forløb med at ønske sig tilbage i sin oprindelige Tilstand igjen.

- -, - 26. Lovise] d. e. Hertuginden, Louise Augusta, Christian den Syvendes Datter.

- 68, - 6. Pleiaders]Pleiaderne - egentlig Syvstjernen - nævnes her istedenfor Stjernerne i Almindelighed.

- 69. Smagens Forfalden. Poulsens Nytaarsgave for Damer 1797 S. 143. - Skiemts. Riimbreve 1807 S. 150. - l DB. V, 96. - 2 DB. V, 83. -

Dette Digt har oprindelig været indskudt i et forøvrigt i ubunden Stiil affattet, længere Brev fra Bagg. til Rahbek som Sidstnævnte har meddeelt i A. P. Liunges Maanedsskrift "Hertha" 1ste Bd. 1827, S. 294-300.

- -, - 3-4. 1795. Gravensteen] Tilføiet i nærv. Udg. efter "Hertha'', hvor Brevets Daturn findes angivet: Gravensteen, d. 20 Sept. 1795. I Nytaarsgaven- hvor Digtet er optaget under Forfattermærket X. - findeis ingen Angivelse af Sted eller Datum; 1807 har: Kiøbenhavn (uden Tidsangivelse). Om Bagg.s og hans Hustrues Ophold paa Gravensteen er talt i Anm. til det foregaaende Riimbrev.

- -, - 8. Min Mesterdrikker!] Om det Rahbek her tillagte Epitheton udtaler denne sig i sine Erindr. I, 251.

- -, -11. munter] Saaledes 1797 (Hertha": lystig); 1807: muntre.

- -, -12. Forsøg] 1 ste Deel af Rahbeks "Poetiske Forsøg", indeholdende lyriske Digte og deriblandt navnlig hans Drikkeviser, udkom 1794. 2den Deel (indeh. Hervider, elegiske og idylliske Digte samt Epistler) udkom 1802.

- -, - 15. Hellas's] Om de forskjellige Maader, hvorpaa Bagg. betegner Genitiv i Egennavne, der ende paa en Hvislelyd, see 1ste Bd. S. 333, i Anm. til S. 40 L. 1

- -, - 16. en] Saaledes 1797 og "Hertha"; 1807: end.

300

S. 69, L. 25-26. Ak! vor Tids Smag (osv.)] Hermed kan sammenholdes følgende Epigram af Bagg. i hans "Gedichte" II, Hamb. 1803, S. 217 (Poet. W. II, 296):
Frage.
Sind nicht die Gründe, warum viel mehr als die Alten wir schrieben, Wenn auch nicht immer so gut - Caffee, vielleicht, und Tabak?

- 70. Stambogen. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 141. - l DB. V, 90. - 2 DB. V, 79. -

Bagg. (om hvis Ophold paa Gravensteen er talt ovenfor) lægger i dette Digt sin Taknemmelighed for Dagen for den fyrstelige Rundhaandethed, hans høitstaaende Mæcen - der havde arvet Hertugtitelen ved sin Faders Død 1794 - allerede dengang havde havt Leilighed til at udvise imod ham, og som heller ikke senere fornægtede sig, og overhovedet for de talrige Beuiser, han saa umiskjendelig havde givet ham paa sin varme Interesse og sit venlige Sindelag. I "Giengangeren" 1807 (2 DB. VII, 48-49) værger Bagg, sig imod den Mistanke, at forfængelige Motiver ell. desl. skulde have forledet ham til ved Digtets Offentliggjørelse at stille sit intime Forhold til Hertugen til Skue for profane Blikke.

Hertugen var født d. 28de Sept. 1765.

- -, - 10. hans Hertuginde] d. e. Kronprindsesse Louise Augusta, som Hertugen havde ægtet den 27de Mai 1786.

- 71, - 22. Forvandskabskuld] d. e. Slægtled.

- -, - 31-32. Min Fârfâr, dengang... en tvendeaarig Pog] jvfr. S. 72 L. 7 8: "min Søn, som fyldte tvende Aar i Gaar", d. e. Digterens Søn Karl Albrecht Reinhold, f. i Bern d. 27de Sept. 1798, † som Præst ved Domkirken sammesteds d. 10de Marts 1873, Medudgiver af l DB. og Poet. W.

- 72, -13. med Povler- og med Peter-greller] Udgiveren har tænkt sig at der i dette bizarre Navn mulig kunde ligge en maskeret Allusion til Schleppegrellerne, en gammel westphalsk Adelsslægt, hvoraf flere Medlemmer siden Slutningen af det 17de Aarhundrede efterhuanden vare blevne ansatte i forskjellige Stillinger i Hertugdømmerne, tildeels endog i Hertugens og hans Slægts nærmeste Omgivelse: saaledes havde f. Ex. den Lieutenant i Landetaten Frederik Carl v. Schleppegrell, til hvis Stambog der er skrevet Digte baade af Ewald (1772), Baggesen (1795) og P. A. Heiberg 301 (1800),*) i sin Ungdom været Page hos Hertugens Bedstefader, Hertug Karl af Pløen, og var, efter at være bleven afskediget af Krigstjenesten i Naade og med Pension, i Aaret 1787 bleven beskikket først til Huusfoged i Amterne Sønderborg og Nordborg og derefter til Tingskriver i Sønderborg Amt. Men hvad Aarsag Baggesen kan have havt til ikke at ønske at "skrives an i samme Protokol" som Medlemmer af denne Familie, der ved Giftermaal endog var kommen i Slægtskabsforhold til selve det augustenborgske Huus: om han maaskee, det være sig nu med eller uden Grund, kan have meent, at der fra deres Side blev viist Hertugen en for vidt dreven Hyldest, osv. osv. - derom seer Udgiveren sig ikke istand til at udtale nogensomhelst Formodning.

S. 72, L. 19. halvfemsenstiv'] See 1ste Bd. S. 305-6, i Anm. til S. 2 L. 25.

- -, - 24. Den Daase hist] I sin Reisedagbog for Aaret 1797 (blandt BP) omtaler Bagg. en ham af Hertugen foræret Daase, hvori en Silhouet af Hertuginde Louise Augusta.

- -, - 27. En Rose, visnet paa Louises Bryst] I 2 DB. har Udgiveren hertil føiet følgende Anmærkning: "Findes endnu iblandt Forf.s efterladte Reliquier."

- -, -29. Blomstpleiade] Ligesom Pleiaderne * 302 (Syvstjernen) er Navnet paa en Gruppe af 7 store (og en Mængde mindre) Stjerner i Stjernebilledet Tyrens Ryg og en Pleiade i Analogi dermed stundom findes brugt, overført, om en Samling af syv udenfor Firmamentet glimrende "Stjerner", saaledes sliver denne Form her, hvor der er Tale om Blomster, blot at betragte som en digterisk Omskrivning, maaskee uden strengt Hensyn til Syvtallet, til Betegnelse af en særlig pragtfuld Buket.

S.74. Strømpebaandet. Rahbeks Charis for 1800 S. 117.- Skiemts. Riimbr. 1807 S. 160. - l DB. V, 103. - 2 DB. V, 88. -

I Charis og 1807 findes Navnet i Overskriften blot betegnet henholdsviis ved "Digterinden Frue ****" og: "Frue B***" (det findes derimod tilføiet i l DB. og 2 DB.)

Brevet er skrevet til Bagg.s og Oehlenschlägers Beninde, den aandfulde, noget sentimentale Digterinde Frederikke Brun, f. Münter - "en af Baggesens aandelige Goldammer" kalder P. Hjort hende i sine "Kritiske Bidrag" - f. 1765, † 1835. Hun var gift med den rige Agent Constantin Brun († 1836 som Geheimekonferentsraad og Storkors af Dbg.), og i hendes selskabelige Huus, der i mange Aar var et Samlingssted for Bid og Dannelse, var ogsaa Bagg. en jevnlig Gjæst, navnlig paa det for sin deilige Beliggenhed bekjendte Landsted Solphienholm paa Frederiksdal. Digte til hende findes fremdeles i 2 DB. III, 129; VI, 23 og 156; VII, 150; samt i Poet. W. V, 174 og 193.

- -, - 4. 1796] Dette Aarstal er tilføiet her efter Indholdsfortegnelsen i 1807. Efter en meer end treaarig Fraværelse fra Hjemmet, under hvilken Digteren ikkun havde gjort et meget kort Besøg i Hovedstaden i Sept. 1795, var han kommen tilbage her til Byen d. 12. Juli 1796 og blev her denne Gang indtil d. 20. Marts n. A.

- 75, - 4. et enkelt blaat] Her tænkes naturligviis paa det blaae Baand som vor fornemste Ridderordens Insignie.

- -, -27. Elskovs Gud] Saaledes Charis; 1807: Elskovs-Gud.

- 76, - 15. Doris] Dette Navn - om hvis særlige Anvendelighed paa Fru Brun der ialfald ikke er Udgiveren Noget bekjendt - er formodentlig simpelthen blevet staaende fra den første trykte Redaktion, hvor den Tilskrevnes Navn jo med Flid var ladt in blanco.

303

S. 77. Vers for Prøsa. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 166. - l DB. V, 107. - 2 DB. V, 91. -

Brevet er skrevet til daværende Justitsraad og Professor i Astronomi ved Kjøbenhavns Universitet Thomas Bugge (f. 1740, † 1815 som Etatsraad og R. af Dbg.), som i Aaret 1798 ifølge kongelig Befaling foretog en Reise til Paris for tilligemed andre fremmede Lærde at tiltræde den der til Fastsættelse af en ny Maal- og Bægteenhed nedsatte Kommission. Ifølge Dateringen maae nærværende Epistel og det Brev fra Bugge, som den sees at være et Svar paa, være blevne udvexlede under Begges samtidige Ophold i Paris i Sept. og Okt. Maaneder 1798. Bugge forlod nemlig Kjøbenhavn allerede d. 29. Juli (og ankom til Paris d. 18. Aug.); og da hans Brev sees at have omhandlet forskjellige kjøbenhavnske Nyheder af langt senere Datum (mellem 31 Aug. og 17 Sept., see nedenfor), maa det være skrevet efter Ankomsten til Paris, og formodentlig efter det Gjensyn mellem Begge, som nævnes i Begyndelsen af Bagg.s Epistel. Ligeledes maa Bagg.s Svar, da det er fra 1798, være sendt Bugge, medens denne endnu ophøldt sig i Paris, som han først forlod i Midten af Febr. 1799. Bagg. selv var i Paris, under sin Udenlandsreise 1797-98, fra den 17 Sept. til d. 26 Okt. 1798.

- -, - 18. Tak for Director-Navn] Under 31 Aug. 1798 var Bagg. bleven udnævnt til Meddirektør for Skuespillene (see 1ste Bd. S 394, Anm. til "Theateradministratoriaden"), og ved Bugge erholdt han den første Underretning om denne Udnævnelse. (I et Brev til Nyerup, dateret Dügseldorf d. 30 Okt. 1798, spørger Bagg. bl. A.: "om det er sandt, hvad adskillige Aviser har sagt, og hvad man har tilskrevet Gesandtskabet og Justizraad Bugge i Paris, at man har valgt mig til Skuespil Directeur i den afgangne Thaarups Sted": see S. Birket Smith, "Til Belysning af lit. Personer og Forhold", Kbhvn. 1884, S. 265).

- 78, - 1. ved Peter Fredriks Død] Med Peter Fredrik menes vor berømte Historiker P. F. Suhm, der var død d. 7. Sept. 1798, ikke fuldt 70 Aar gammel.

- -, - 5. Tode havde Ret] Herved sigtes til et Inserat i Adresseavisen for 10 Sept., hvori en Indsender med Hensyn til den forventede almindelige Deeltagelse i Suhms forestaaende Ligfærd havde mindet om en Afhandling af Tode "Om National-Ligfærd", hvori det Ønske udtales, at ved 304 saadanne overordentlige Leiligheder ikke Blot "Karet og Kappe og det hele Bedemandsvæsen", men ogsaa selve de sorte Klæder maatte komme af Moden og Sørgedragten indskrænkes alene til et Flor om Armen.

S. 78, L. 8. Halvtredsindstivetusind] Om Bagg.s Brug af Formen tive (som forekommer igjen S. 79, L. 19) istedenfor tyve, see 1ste Bd. S. 296, Noten til L. 15.

- -, - 12-13. Vor Philosoph, vor Skotballadeskald, vor Diplomatiker] Ivfr. S. 79, L. 1-2. Iblandt den store Mængde Gravskrifter over Suhm, der indrykkedes i Adresseavisen gjennem hele September og Oktober Maaned 1798, med eller uden Navns Underskrift, i bunden og ubunden Stiil, paa Dansk, Tydsk, Fransk, Italiensk og Latin, findes ogsaa de tre, hvortil her sigtes, nemlig: d. 14 Sept. en, halvt paa Latin og halvt paa Dansk, af Börge Riisbrigh, Prof. i Logik og Metafysik ved Kjøbenhavns Universitet, f. 1731, † 1809; d. 17 Sept. en paa Dansk bestaaende af to Bers, af Povel Dankel Bast, f. 1747, † 1803 som titulær Professor og Sognepræst til Frue Kirke i Kjøbenhavn og Stiftsprovst, Forfatter af de ogsaa andensteds af Bagg. spottede skotske Ballader (see 1ste Bd. S. 324, i Anm. til S. 34 L. 20); og d. 10 Sept. en i Prosa og paa Tydsk af Emanuel Bozenhard, østerrigsk Generalkonsul i Danmark, f. 1748, † 1799, gift med en Søster til Suhms 2den Kone.

Hvad Riisbrigh angaaer, har Bagg. selv i sin "Gienganger" 1807 beklaget den nedsættende Maade, hvorpaa han her har omtalt denne baade for sin ædle Charakteer og for sin fortjenstfulde Birksomhed som akademisk Lærer almindelig anseete og afholdte Mand (see 2 DB. VII, 42).

- -, - 13. ved dette Fald] Ivfr. L. 34: "ved hans bratte Fald".

- -, - 25-26. den bevingte Ganger, som for det meste foredes af ham] Det er bekjendt, at Suhm anvendte store Summer paa Udgivelsen af betydelige Bærker, som uden hans Understøttclsc ikke vilde have seet Lyset, og med fyrstelig Gavmildhed understøttede Studerende og Bidenskabsdyrkere; og at ogsaa Bagg. selv har hørt med blandt dem, der nød godt af denne storartede Rundhaandethed, sees af et i C. F. Cramer's "Zu- und Auf-Sätze zu Jens Baggesens Reisebeschreibung" ("Menschliches Leben, 12tes Stück"), Altona u. Leipzig 1794, S. 180-84 aftrykt versificeret Brev fra 305 Bagg. til Pram af 15 Okt. 1787, hvori den unge Digter opregner alle dem, han dengang stod i Gjæld til. Men forsaavidt der her hentydes til direkte Understøttelser fra Suhms Side særlig til Ewald, Wessel, Pram, Storm og Thaarup, da vides ellers Intet nærmere herom, naar undtages, at Ewald utvivlsomt har modtaget Honorar for de Bers, han skrev i Anledning af Suhms eneste Søns Død i 1778 (see Liebenbergs Udgave af Ewalds samtlige Skrifter, I, 1850, S. 200 ff.), og at Storm en Tid havde 200 Rd. aarlig i Pension af Sulhm (see dennes samlede Skrifter XIV, 256, jvfr. XV, 520). Ivfr. følgende Linier i en af Rahbeks Sange ved Universitetets Sørgehøitid over Suhm:

"Al Skialders yngre Slægt med takfuld Hu,
Anført af Storm og Ewald, jubler nu:
O! Suhm var ogsaa vores Fader!"

S. 78, L. 29. mangen Hans og Tøger] Med disse Navne sigtes her ikke til nogen bestemt Person, men Udtrykket maa betragtes som synonymt med "Peer og Poul", altsaa: den og den, Kreti og Plethi; jvfr. 1ste Bd. S. 163: en fordømt Knapmager Tøger.

- -, - 32. Vor Nyerup Manuskript] I Aarene 1792-95 havde Suhm ladet Nyernp udgive 4 Bind "Nye Samlinger til den danske Historie'', hvortil Stoffet væsentlig var hentet fra den Førstnævntes rige Manuskriptsamling. 1780 var Nyerup bleven antagen til Sekretær ved Suhms Bibliothek.

- -, - -. hele Verden - Bøger] Fra Aaret 1775 (henved en Snees Aar før det store kgl. Bibliothek blev aabnet til offentligt Brug) og i mere end 20 Aar derefter var Suhms kostbare og righoldige Bogsamling, der stod i første Rang blandt Europas private Bibliotheker, aaben for Publikum, indtil han to Aar før sin Død afstod den til Kongen for en aarlig Livrente.

- -, - 33. Pindus] De berømte Bjerge Pindus, Parnassus og Helikon vare Musernes vigtigste Opholdssteder.

- 79, - 13. en deilig Enkefrue] Det er Suhms Enke, her er Tale om. Da hans første Kone, Karen Angel, var død i Aaret 1788, havde han giftet sig anden Gang endnu samme Aar, ikke stort mere end et Fjerdingaar efter hendes Død, med Christiane Becker, den yngste af Hofapotheker Beckers tre Døttre, der vare "Søstre i Skjønhed, Bittighed og Dyd" (Odin Wolff). Kun i fem Maaneder oderlevede hun 306 sin Mand; hun døde i Barselseng d. 7 Febr. 1799, 35 Aar gammel, efter at have født sit første Barn, en Datter, til Berden. Trods den Heftighed, hvormed Bagg. senere i sin "Gienganger" 1807 forsøgte at værge sig imod den Beskyldning, at han her skulde have sigtet til "nogen virkelig Person" (see 2 DB. VII, 37-41), er det notorisk, at man i Aarhundredets Begyndelse almindelig troede, at Digteren havde villet spotte over den unge Fru Suhms Nedkomst efter Mandens Død. S. 79, L. 22. saa desuden] saa staaer her brugt i den ikke ualmindelige Betydning af: alligevel. Ivfr. f. Ex. i Rahbeks Danske Tilskuer 17 Okt. i 1796: "til Examen gaaer han ikke, og jeg veed heller ikke, hvad det skulde til, for det har han jo ikke nødig, og han bliver saa aldrig ved Bogen"; og hos Bagg. selv, "Arrestanten" 1801 S. 52: "jeg vil ligesaa got bekiende Dem alting - jeg hinde saa dog umuelig lyve for Dem" (pleonastisk, ligesom S. 186, L. 2: dog alligevel).

- -, - 31. Jeg sandelig mig derfor ei] 1807: Jeg sandlig mig derfore ei, en Læsemaade, som - med sin stødende Hiatus - umulig kan tilhøre Bagg., men vistnok kun er foranlediget ved, at Bogstavet e nuder Korrekturen feilagtig er blevet indskudt efter derfor istedenfor midt i sandlig.

- 80, - 5. Herr Lindal og Herr Lenz] De her Nævnte ere: Grosserer Joh. Nicol. Lindahl fra Norrköping, Svigersøn til den bekjendte svenske Literærhistoriker og Bibliothekar Gjørwell i Stockholm og selv en Mand med varme literære Interesser; og Chr. Ludw. Lenz, Lærer ved Opdragelsesanstalten i Schnepfenthal og Forf. af "Bemerkungen, auf Reisen in Dänemark, Schweden und Frankreich gemacht" (1-2 D., Gotha 1800-1801). Af denne Bog sees, at Lenz opholdt sig i Frankrig i de fire sidste Maaneder af Aaret 1798 og en Tidlang i Paris pleiede nøie Omgang med Lindahl, ligesom han ogsaa der oftere traf sammen med Bugge. Fra sit Ophold i Paris nævner han ikke Bagg., men omtaler ham derimod et andet Sted i Bogen som,,dieser vortreffliche Dichter und liebenswürdige Mensch".

- 81. Svaret. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 175. - l DB. V, 112.- 2 DB. V, 95. -

Daværende Kammerraad og Proprietær Haagen Christian Astrup til Gaarden Rosendal i Præstø Amt, senere successive Eier af Sæbygaard i Sorø Amt, af Kokkedal ved Hirschholm, af Antvorskov ved Slagelse og af Gammelgaard i Maribo Amt, f. 1766, var en Ben af Bagg.

307

og en stor Beundrer af hans Muse. Han blev 1803 Kapitain af Landeværnet, 1809 udnævnt til Generalkrigskommissær og Aaret efter optaget i den danske Adelstand, og var i sin Tid en hovedrig Mand, men mistede hele sin betydelige Formue i 1818 ved Pengekrisen og henlevede derefter nogle Aar i stor Armod, indtil han - der 1786 havde taget juridisk Emkdsexamen - i Aaret 1825 blev udnævnt til Byfoged i Barde, hvor han døde 1827. Flere Digte til ham og hans Slægt ville findes optagne i nærværende og næste Bind. - Med Hensyn til Indholdet af dette Riimbrev bemærkes, at Bagg. i Theatersaisonen 1799-1800 endnu var Medlem af Theaterdirektionen (see 1ste Bd. S. 394, i Anm. til "Theateradministratoriaden").

S. 81, L. 9. den forladte Datter] "Den forladte Datter", Lystspil i 5 Akter, oversat og lokaliseret af Falsen efter Holcroft's The deserted daughter, blev opført 1ste Gang paa det kgl. Theater d. 28 Febr. 1799. En af Stykkets pikanteste Situationer er vel temmelig anstødelig, men der var nogle saa ægte komiske Partier og Charakteerbilleder deri, at det holdt sig længe paa Repertoiret; og hvad Udførelsen angaaer, skal Spillet for flere af de Rollehavendes Bedkommende have været mesterligt. - Dette Stykke (der i Aaret 1799 havde været spillet 10 Gange, sidst d. 6 Decbr.) blev imidlertid ikke opført som Nytaarsstykke, idet det i det nye Aar ikke blev givet igjen før d. 10 Mai. Det blev sidste (32te) Gang opført d. l Juni 1827.

-, - 14. Lastens Hvideløg i denne Dydens Ret] J en Theateranmeldelse i I. Kr. Høst's Tidsskrift "Dannora" for 23 Jan. 1814 siger Bagg. ligeledes om Kotzebue's lascive Lystspil "Skriftemaalet", at det er "tillavet med saa megen Lastens Hvidelog i Dydens Sance, som den ny Theater-Moral udfordrer".

- -, - 22. Min Kiøbstæddulle] Betegnelsen Dulle for den joviale Baggesenske Muse - som Digteren ogsaa andre Steder giver Navn af sin (parnassiske) Pernille, sin Bonne o. desl.

- gjenfindes S. 236, L. 2: Min Dulle, salig Wessels Enke.

- -, - -. buuse] d. e. falde, dratte. I samme Betydning forekommer Ordet igjen i det satiriske Digt "Asenutidens Abracadabra" i Danfana Sept. 1816 (2 DB. VII, 291 L. 7); jvfr. nærv. Bind S. 115, L. 30.

- 82, - 19. Regentsen] Bagg. var under l Juli 1796 bleven udnævnt til Biceprovst paa Kommunitetet og Regentsen, 308 fra hvilken Stilling han efter Ansøgning blev entlediget i Naade d. 20 Aug. 1802.

S. 82, L. 20. hiemlig] Bagg.s egne Yttringer om dette af ham i Skriftsproget indførte nye Ord, som han ogsaa engang i "Labyrinten" (I, 1792, S. 244; "Digtervandringer" 1807, S. 315) skriver: hiemmelig, fortjene at eftersees: de findes i det S. 299 ovenfor, i Anm. til Riimbrevet "Smagens Forfalden", omtalte Brev fra Bagg. til Rahbek, meddeelt af Sidstnævnte i Liynge's "Hertha" 1ste Bd., 1827, S. 294 ff. og deelviis optrykt i Biogr. III, 57 ff.).

- 83. Vor Verdens Skabelse. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 179. - l DB. V, 115. - 2 DB. V, 97. -

Bagg.s første Bekjendtskab med daværende Generalmajor, Kammerherre Ernst Frederik Walterstorff (f. d. l April 1755, optagen i den danske Grevestand 1819, † i Paris d. 13 Okt. 1820 som Generallieutenant, dansk Gesandt ved det franske Hof samt Storkors af Dbg. og Dbmd.), Digterens mangeaarige Ben og Belynder, skrev sig fra Aaret 1798, da Begge fik Sæde i Theaterdirektionen, W. som første Direktør og Bagg. som en af de tre Meddirektører (see 1ste Bd. S. 394, i Anm. til "Theateradministratoriaden"); i et Brev til sin Ben Gierlew af Marts 1806 siger Bagg. om ham: "den Mand, jeg elsker høiest i Danmark, den ædle, den elskværdige, den fortræffelige General Walterstorff" (Biogr. III, 226). Flere Riimbreve til ham ville findes i det Følgende (see nærv. Bd. S. 106, 127 og 132, samt 2 DB. VI, 211). - I Aaret 1800 opholdt Bagg. sig i Kjøbenhavn, hvorfra dette Riimbrev er dateret, indtil Slutningen af Sept., da han reiste til Paris.

I de første 11 Linier hentydes til General W.s gjentagne Reiser, baade i og udenfor Europa, og til hans forskjellige Embedsstillinger, navnlig som Kammerherre, Generalguvernør over de dansk-vestindiske Øer, 1ste Direktør i Generalpostamtet og Theaterdirektør. - Med Hensyn til Ordet Pallmall i 3die Linie bemærkes, at der hermed paa dette Sted ikke menes den bekjendte Londonske Gade Pall-Mall, men Altonas brede, med Lindealleer bevoxede Hovedgade Palmaille; ivfr. S. 92, L. 2.

- -, - 5 De] 1807, formodentlig blot som Følge af en Trykfeil: Du.

- -, -23. Alikante] en anseet sød Biin (fra Alicante i Spanien).

309

S.84, L.3-4. Ovid... bemærker] Formodentlig har Bagg. her tænkt paa det i Forordet til hans Ungdomsarb. 1791, I (see nærv. Udgaves l ste Bd., S. 300, L. 1-2) citerede Bers af Ovids Trist. Lib. I, El. l, med nærmeste Kontexrt, B. 39-44, hvor, foruden Ensomhed og Ro, ogsaa et trygt og sorgfrit Sind anføres som nødvendig Betingelse for Digtervirksomheden.

- -, - 9. Prang] d. e. Pragt; et nu forældet Ord, som forekommer oftere hos Bagg. (f. Ex. i nærd. Bd. S. 116, L. 29).

- -, - 10. Provste-Rang] See ovenfor, Anm. til S. 82 L. 19.

- 85, - 2 Deres Christjans Smil] Christian Kortright v. W. var Grevens eneste Søn. Han var født d. 23 Sept. 1791, blev Officeer ved de vestindiske Tropper og findes i Hof- og Statskalenderne for Aarene 1811-23 opført som Kammerjunker og Kavaleer ved det danske Gesandtskab i Paris, først med Kapitains, siden med Majors Charakteer; 1815 blev han Ridder af Dannebroge Han døde ugift, d. 3 Marts 1823, i Lyon.

- -, - 5. Myrtekrandse] 1807: Myrterkrandse, som formodentlig blot er en Trykfeil. I Digtet "Primula", fra 1780, Har 1ste Udg. (1783): Myrthe-Krandse, 2den Udg. (1801): Myrthekrandse.

- -,- 8. Philomeles Klager] Philomele, d. e. Natter-

galen.

- -, - 13. Lire] den nu forældede Form for: Lyre.

- -, - 16. Pieriders Melodie] Pierider kaldtes Muserne efter Bjerget Pieria i Macedonien.

- -, - 17. alle Sphærers Harmonie] See S. 281 ovenfor, Anm. til S. 24 L. 24.

- -, - 18. Cytheres Suk og Momi Piller] Cythere: Benus; Momus: Guden for Spot og Dadel.

- 88. Postscriptet i Aar til Brevet i Fjor. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 190. - l DB. V, 122. - 2 DB. V, 102. -

Daværende Søkrigskommissær og Bogholder ved Speciesbanken i Altona samt ved det nyoprettede Laaneinstitut sammesteds Frederik Christian Jessen, senere Overkrigskommissær og Mønsterskriver i det holsteenske Søindrulleringsdistrikt, f. 1761, † 1820, var Broder til Digterinden Juliane Marie I. (hvem Bagg. i 1816 har tilskrevet to Digte, som ville 310 findes i det Følgende: see 2 DB. IV, 244, og VI, 193) og til Admiral Carl Bilhelm I. (see "Flaskebrevet", i nærv. Bd. S. 245). Paa Tilbagereisen til Paris fra et sex Dages Besøg i Juni Maaned 1802 i Kjøbenhavn opholdt Bagg. sig i Begyndelsen af Juli et Par Dage i Hamborg og stiftede (eller fornyede maaskee) ved denne Leilighed Bekjendtskabet med I. Fra Hamborg fortsatte han Reisen direkte over Lüneborg til Paris, hvor han indtraf d. 10 Aug.

S. 88, L. 7 ff. denne Svinestad... hvis Vaaben er et Sus (osv.)] Sus er det latinske Ord for: Sviin. Ivfr. Bagg.s Yttringer i "Labyrinten" (I, 1792, S. 245) om sit første Besøg i Lüneborg: "Jeg havde gierne beseet Saltværket, hvis Tiden havde tilladt mig det. Hvad det berømmelige Sviin angaaer, som efter Sigende har opdaget samme og derfor giemmes den Dag i Dag til udødelig Afmindelse i en Glaskiste paa Raadhuset - da trøstede jeg mig 1et over ikke at see det, især da man paa mit Spørsmaal, hvor mange Hoveder det havde havt? fortalte mig, at det havde været et Sviin med ganske almindelige Talenter."

- 89, - 26. Deres Frue] Jessen var gift med Sophie Ernestine Bilhelmine Müller, f. 1766, † 1861, Datter af Miniaturmaler og Medlem af Kunstakademiet i Kjøbenhavn Bilhelm Andreas M. (f. i Brunsvig 1733, † 1816).

- -, - 28. den latristransporterende Herr Broder] d. e. Fru Jessens Broder, Andreas Friderich Müller, † i Altona 1826 som Søkrigskommisær og pensioneret Mønsterskriver ved Søindrulleringen i Holsteen.

- 90, - 1. alt for nære Bye] Hermed sigtes til den bekjendte, men forresten omtvistede. Hypothese, der vil udlede Altonas Navn fra denne Byes Beliggenhed "all zu nah" (plattydsk: "al to nah") ved Hamborg.

- -, - 4. salig Agent Holks afdøde Vers] Om Agent Holck see 1ste Bd. S. 316-17, i Anm. til S. 25 L. 19.

- -, - 10-12. Efterskrift. 1803. Paris] Denne Efterskrift er rimeligviis skreven i den første Halvdeel af Aaret (paa April tyder Yttringen om de "ni Maaneder" S. 91 L. 2). Fra Slutningen af Juli 1803 var Bagg. fraværende fra Paris paa en tre Maaneders Reise til Italien, og fra d. 23 Novbr. s. A. boede han ialfald ikke længer paa det angivne Sted i Élysée Bourbon (men derimod "Boulevard St. Martin No. 69, à côté de Tancien opéra").

311

S. 90, L. 23. et Hielp Gud i Dag til Een, som nøs i Gaar] Efter Wessels Aria i Kjærlighed uden Strømper:

"Til een, som nøs i Gaar, at sige:
Hielp Gud! i Dag, bitt' Faar,
For det du nøs i Gaar
Sig passer ikke just saa lige."

- 91, - 24. Atlantica] d. e. den upsalensiske Professor Olof Rudbeck's lærde og skarpsindige, men yderst fantastiske Bærk, paa Svensk og Latin: "Atland eller Manheim, Atlantica sive Manheim", hvori Forf. søger at gjøre sit Fædreland til Berdens Centrum og hele Civilisationens Bugge. De tre første Bind af dette betydelige Bærk, som i sin Tid vakte en umaadelig Opmærksomhed, udkom 1679 (ikke 1675)-98; men af det 4de, endnu ikke færdigtrykte Bind brændte hele Oplaget 1702, og kun nogle faa Exemplarer bleve reddede.

- 92, - 2. Pallmall] d. e. Altonas smukke Hovedgade Palmaille; see S. 308 ovenfor, i Anm. til Riimbrevet "Vor Verdens Skabelse".

- 93. Forfatterens Liv øg Levnet i Paris. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 202. - l DB. V, 129. - 2 DB. V, 107. -

Efter den Maade, hvorpaa Adressaten er betegnet i Overskriften, i Forbindelse med talrige indre Kriterier kan det anfees for utvivlsomt, at dette Riimbrev er skrevet til Fru Charlotte Kierulf, f. Fischer, gift med Bagg.s Ben, Prof. Jørgen K. (f. 1757, † 1810), der indtil Marts 1803 var hans Kollega som Medlem af Theaterdirektionen og under hans Fraværelse havde varetaget hans Direktørforretninger; see 1ste Bd. S. 394. I et Brev til Pram af Febr. 1812 kalder Bagg. hende "min næstældste Veninde" (Biogr. IV, 77); hun døde 1820, 49 Aar gammel. - Riimbrevet er skrevet, førend Bagg. i Slutningen af Juli 1803 forlod Paris for at foretage den S. 310 omtalte tre Maaneders Reise til Italien. Rahbek, der var meget lieret med Kierulfs, havde faaet det at see i Kjøbenhavn og omtaler det i sin "Tilskuer" for l Aug. s. A.

- -, - 13. vil i disse Træk] Til den Sætning, der begynder med disse Ord, mangler Slutningen, Feilen vilde blive redresseret, dersom man f. Ex. imellem L. 16 og 17 turde indskyde, som en Linie for sig: "De Deres Baggehund 312 gienkiende" ell. lign. Om Baggehund (L. 17) see Riimbrevet "Hunden" i nærv. Bd. S. l ff.

S. 94, L. 18. Først til en tydsk, saa til en gallisk Schweizerinde] Bagg.s første Hustru Sophie og hans anden Hustru Fanny vare begge fødte i Schweiz, nemlig henholdsviis i Bern og i Genf; den første tilhørte en tydsk, den anden en fransk Familie.

- -, - 26. Paa Livets Kiøgevei] d. e. paa den tunge, besværlige Bandring her i Livet (jvfr. S. 145, L. 30: "Kiøgeveien til Guds Rige"), med Hentydning til den i ældre Tid for sin Slethed berygtede Landevei fra Kjøbenhavn til Kjøge; see 1ste Bd. S. 350, i Anm. til S. 87 L. 31.

- -, - 29-30. i elskte Hiem. Den samme Strækning jeg] Saaledes 1807, maaskee dog kun som Følge af en slet korrigeret Interpunktion istedenfor: i elskte Hiem den samme Strækning, jeg.

- 95, - 13. hvor jeg kyste Deres Haand i Fjor] nemlig under et sex Dages Besøg, Bagg. - hvis egentlige Opholdssted dengang var Paris - i Juni 1802 havde aflagt i Kjøbenhavn.

- -, - 15. som Broder] Hentydning til Kierulfs og Bagg.s Embedsbroderskab som Medlemmer af Theaterdirektionen.

- -, - 23. Stolestad] Stolestade, "Stol" i Kirken; jvfr. 1ste Bd. S. 165 L. 22, og nærv. Bd. S. 81 L. 13.

- -, - 30-31. skiøndt jeg daglig strækker dets Silke] Mændene brugte dengang ikke Bestekjæder, saaledes som man nu i Almindelighed seer dem. Man gik med Uhret - eller Uhrene, thi de fandtes stundom in duplo - ligesom nu i Bestelommen eller ogsaa i en særlig dertil indrettet lille Lomme i Beenklæderne, under eller nedenfor Bestelommen, men den korte og brede Uhrkjæde, stundom blot et bredt Baand, hang udenfor, udover Beenklæderne, gjerne med meer eller mindre rigeligt Tilbehør af Uhrnøgle, Signeter o. desl.

- 96, - 2-3. hvori De Glædens Moly giød, lig Helena] Moly er en fabelagtig Urt med hemmelig Tryllekraft, som nævnes i Homers Odyssee (X, 305). Naar Bagg. her nævner Helena, den græske Konge Menelaus's Gemalinde, i Forbindelse med Moly, saa er det ved en Sammenblanding af hiint Sted i Odysseen med et tidligere (IV, 219 ff.), hvor det berettes hvorledes Dronningen bereder Telemach en Trylledrik, der har den Kraft at "dæmpe Kummer og Nag og døve Mindet om Modgang".

313

S. 96, L. 6. Anker] d. e. den norske Statsmand, Konferentsraad Carsten Tank A. (f. 1747, † 1824), hvis Bekjendtskab Bagg. havde gjort under et fjorten Dages Ophold i London i April 1802, da han paa den ovenfor nævnte Reise fra Paris til Kjøbenhavn lagde Beien over England. Han var Fætter til Kammerherre Bernt Anker, til hvem Digtet "Særsynet" er skrevet (see 2 DB. VI, 108).

- -, - 6-7, den gode Ven, jeg havde bragt med mig] Efter forskjellige foreliggende Data kan det ansees som afgjort, at denne gode Ben har været en daværende Kapitain af det danske Landeværn, Johan Jordan Petersen, c. 30 Aar gammel, som Bagg. ligeledes havde lært at kjende under det nysnævnte Besøg i London, og som der hørte til hans nærmeste og daglige Omgang. De fulgtes ad paa Reisen fra Lonbon, til Holsteen, og da Bagg., efter nogen Tids Ophold her og paa Gravensteen, i Juni s. A. ophotdt sig nogle faa Dage i Kjøbenhavn (see ovenfor), havde han den Glæde her igjen at træffe sammen med denne sin Reisefælle, efter hans eget Sigende et af de elskværdigste Bekjendtskaber, han havde gjort i sit Liv. Af et blandt BP opbevaret Brev fra P. af 21 Oktbr. 1806, dateret Lillemørkegaard (nu: Orelund), i Holbæk Amt, som han eiede i Aarene 1805-9, sees det, at Digteren og han vare Duus. Han omtales nærmere, ligeledes med megen Sympathi, i Fru Conradine B. Dunker's "Gamle Dage", Kbhvn. 1871, S. 263-65 og 267.

- -, - 9. Castor- og Pollux-Wedel] Hermed menes Tvillingbrødrene Otto Kaspar Balentin og Johan Peter Marcus W., Ætlinge af den berømte Anders Sørensen Bedel, fødte d. 17 Mai 1788. Den Første blev 1823 Præst og siden Landmand og døde i Holstebro 1852; den Anden døde 1864 som Eier af Sophuslund ved Næstved.

- -, - 9-15. den Brud,... som formodentlig alt længe giør vor Manthey lykkelig] Brud er her brugt i Betydningen af: forlovet Pige. Det her omtalte Par var Johann Daniel Timotheus Manthey (1771-1831), hvis Bekiendtskab Bagg. havde gjort i Paris, hvor han havde været dansk Legationssekretær, og som i Aaret 1800 havde erholdt Ansættelse i det udenlandske Departement i Kjøbenhavn, og Lucie Margarethe Balentiner. De bleve gifte d. 23 Sept. 1803.

- 97, - 7. høit] d. e. høit regnet, i det Høieste.

314

S. 97, L. 21. Puff] i Ewalds "Harlequin Patriot" (2den Handl. 8de Optr.).

- 98, - 2. Den første] Bagg.s Hustru af endet Ægteskab, Fanny (døbt: Françoise Magdelaine), som han havde ægtet i Paris d. l Juli 1799, var bestandig af et svageligt Helbred. Hun var født i Genf d. 5 Marts (ikke Mai) 1774 og døde i Marly, ikke langt fra Paris, d. 24 Juni 1822.

- -, - 3. den anden] Fannys Fader, Etienne Salomon Reybaz, tidligere evangelisk Præst i Genf og derefter Genfer Ministerresident ved den franske Republik, men nu uden Ansættelse, boede hos dem og henlaane dengang, 65 Aar gl., i en bedrøvelig apoplektisk Tilstand, som først hans Død Aaret ester gjorde en Ende paa.

- -, - 4. den tredie] d. e. Bagg.s tiaarige Søn Karl, der var fulgt med til Paris, da Bagg. i Sept. 1800 med Fanny og sin Svigerfader flyttede dertil fra Kjøbenhavn, hvorimod den to Aar yngre Søn August var bleven tilbage i Danmark (i Huset hos Bagg.s Søster Sophie, gift med Prokurator Flint, i Korsør).

- -, - 7. hvor Herr Patrioten sad] See Ewalds "Harlequin Patriot", 1ste Handl. 3die Optr.

-, - 13-14. Et patriotisk Heltedigt om Odin (osv.)] Hvorledes Bagg. paa den Tid var lidenskabelig fordybet i Studiet af Runer, Islandsk og Edda og ivrig sysselsat med digterisk Behandling af Æmner, hentede fra den norbiske Mythologi, findes nærmere omtalt i Biogr. III, 150 52. Men denne "Revolution i hans poetiske Livs Virksomhed", som han selv kaldte den, blev ikke af lang Barighed, og af hiin episke Digtning, hvis Titel skulde være "Odin eller Dannerigets Stiftelse", naaede kan ikke til at faae mere end den første Sang færdig: see "Herthedal", i Jamber og i Hexametre, i Nye bl. D. 1807 (2 DB. IV, 125-32).

- 99, - 10. Hulbyeveien] Hulby er en Landsby ikke langt fra Korsør, ved Landeveien til Slagelse (see "Forfatterens Liv og Levnet" i 1ste Bd. S. 227, Note 1), og Beien dertil nævnes her istedenfor Landevei i Almindelighed. Trods Hulbyeveien i min Poesie bliver herefter at forstaae saaledes: trods den Hurtighed, hvormed jeg skriver mine Riimbreve, fordi jeg paa dette Omraade bevæger mig som paa den slagne Landevei. I en lignende Betydning bruges Hulbyveien igjen i nærv. Bd. S. 196 L. 7; jvfr.

315

"Riim-Epistlens gamle Kongevei" i et Riimbrev til Walterstorff af 11 Aug. 1818 (2 DB. VI, 222, L. 10).

S. 99, L. 23. Snuustobak] Bagg. var, hvad ogsaa flere Steder i hans Digte bære Bidnesbyrd om, stærkt hengiven til Brugen af Snuustobak. I et Brev af 29 Juli 1795 skriver han til sin Ben Reinhold i Kiel ("Aus Baggesen's Briefwechsel mit Reinhold und Jacobi", II, 55): "Wenn ich mich selbst prüfe, so gibt es nur drei Genüsse in der Welt, auf die ich nicht mit der gröszten Leichtigkeit, ohne das geringste Verdienst dabei, Verzicht thäte: Schnupftabak, Gebirge, und Gedankenspiel. Ersterer gehört nicht einmal in's Gebiet meiner Lust, weil er nothwendige Nahrung und Medicin mir ist", og i en Artikel med Overskrift "Baggesen paa sit Bærelse'' i Heibergs "Flyvende Post" for April 1827 findes efter et tydsk Tidgskrift en lunefuld Beskrivelse af, hvorledes Borde og Gulv i Digterens Stue frembød umiskjendelige Spor af hans hyppige Greb i Snuusdaasen. Denne Passion har ogsaa engang i Bagg.s yngre Dage affødt et lille Impromptu, som turde egne sig til Optagelse paa dette Sted. Det er fremkommet under hans Ophold paa Brahetrolleborg en Deel af Binteren 1787-88 og er stilet til en Datter af afg. Pastor Jens Oxenbøll til Brahetrolleborg og Krarup, Christiane Charlotte O., f. 1763, † 1837, gift 1788 med daværende Godsforvalter Jens Martin Fasting († 1821 som Kammerraad og Amtsforvalter i Kronborg Amtstuedistrikt). Da Moderen tidlig var bleven Enke med fem Børn, modtog hun efter Grev Reventlows Tilbud Pladsen som Oldfrue paa Brahetrolleborg og havde her sin ovennævnte, eneste Datter hos sig. I sin Dagbog fra denne Periode skriver Bagg. under 19 Jan. 1788, efter en Beretning om, hvorledes Grevinde Sybille Reventlow og han havde siddet sammen, sysselsatte med Løsningen af mathematiske Problemer: "Hun havde imidlertid min Daase, som jeg ingen Priis maatte faae af uden dem, hun bod mig. Tobakken deri havde jeg tilvundet mig ved et extempore Vers til Ifr. Oxenbøll." Berset, som ikke tidligere har været trykt, meddeles her efter det originale Manuskript, som er i Udgiverens Besiddelse:

Min søde Jomfrue Oxenbøll!

Jeg holder for, at gammelt Øl;
Og Viin og Punsch og selv Conjak
Er ingen Ting imod Tobak
Til at oplive Sind og Siæl,
316 Naar Siæl og Sind er ikke vel.
Og derfor Millioner Tak
For den mig skiænkede Tobak!
Men o! men vee! men ei! men Ak!
Den opbrugt er, og uden Trøst
Min Næse blev ved sidste Host -
Ak! at De vilde nok en Bitte
I Deres Moders Daase hitte
Og - var det blot een Priis - med den
I Aften lindre
Baggesen!

Og senere har saa Digteren tilføiet nedenunder:

Jeg nok engang bekom Tobak,
Og altsaa Billioner Tak!

S. 99, L. 25. Rector Ott] Formodentlig Bagg.s første Rektor i Slagelse, Otto Rhud: see 1ste Bd. S. 390 og 391, Anmm. til S. 251 L. 14 og 19.

- -, - 32. En tabt og hidtil uerstattet Datter] d. e. Emma, Bagg.s eneste Datter. Hun var født i Kjøbenhavn d. 28 Mai 1800, men døde allerede Aaret efter, i Paris, halvandet Aar gammel. Af Ægteskabet med Fanny fødtes endnu eet Barn, i Febr. 1804; det var en Søn, Adam Paul, som døde 1822, nogle faa Maaneder efter at Bagg. anden Gang var bleven Enkemand.

- -, - 33. En Fader] d. e. Fanny B.s Fader; see ovenfor, Anm. til S. 98 L. 3.

- 101. Rom og Paris. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 227. - l DB. V, 143. - 2 DB. V, 118. -

Andreas Christian Gierlew - til hvem ogsaa Riimbrevet "Romerering" er skrevet, i nærv. Bd. S. 114 - f. 1774, † 1845 som dansk Generalkonsul i Christiania samt Kommandør af Dbg. og Dbmd., foretog i Aarene 1801-5 en videnskabelig Udenlandsreise. I Juli 1802 var Bagg., der dengang befandt sig paa Tilbagereisen fra Kjøbenhavn til Paris, tilfældig truffen sammen med ham i Weimar, og efter Digterens Tilbagekomst til Paris, hvor Gierlew hørte til hans fortroligste Omgang, blev den Sympathi, der allerede var fremkaldt ved Overeensstemmelsen i disse to Mænds Anlæg, Forhold og Tilbøieligheder, udviklet til et trofast og varigt Benskab imellem dem. I Slutningen 317 af Juli 1803 forlode de to Venner med hinanden Paris og reiste sammen gjennem Schweiz over Mailand til Florents, hvor Gierlew foreløbig blev tilbage, medens Bagg. med sin Ungdomsven Moltke samt dennes Hustru og lille Søn (af første Ægteskab) Karl, den senere Minister, d. 22. Sept. reiste videre for at gaae til Rom. Forholdene tvang imidlertid Bagg. til at vende alene om fra Foligno og forlade Italien uden at have faaet Rom at see, endskjøndt han kun var omtrent en Dags Reise adskilt derfra, hvorimod Gierlew ankom dertil i Oktbr. samtidig med Moltkes. Den 24 s. M. var Digteren hjemme igjen i Paris. Det Offer, han bragte ved saaledes at vende Rom Ryggen - og som ogsaa er Hovedæmnet i de to næste Riimbreve - omtaler han selv paa følgende Maade i et Brev til Gierlew, dateret Bologna d. 4 Okt. 1803: "I min Stierne staaer skrevet: Kom aldrig til Rom! Og dog har jeg passeret Tiberen did og Rubicon tilbage. Det har giældet mere end eengang for mig i Livet: at være Mand; men aldrig maaskee har jeg været det kraftigere end i det Øieblik, jeg med Soracte for Øiet og Tiberen under mig, henrevet af alle de mod Syden stedse stigende Fortryllelser, rev mig løs af min Moltkes Arme for at vende tilbage og reise alleene Dag og Nat, uden Kappe og med Nankins Beenklæder over Apenninerne fra Foligno herhid, opgivende Tanken for evig, nogensinde at see Verdens egentlige Hovedstad. Men Følelsen over at have handlet nordisk, trøster mig over Tabet af alle Sydens Herligheder. Rom har Sydlinger kunnet bygge; dens Helligdomme har en Sydling kunnet male, men hvad jeg har giort, kan kun en Cimbrer giøre. Mine Forfædre reve Capitolium ned; jeg vendte dets Ruiner Ryggen." (Angaaende det her paany anvendte Ord Sydling kan henvises til S. 286 ovenfor, Anm. til S. 37 L. 9. - Ivfr. forøvrigt nedenfor, Anm. til S. 104 L. 13-14).

Det originale Riimbrev, som er i Udgiverens Besiddelse, er dateret: Paris, d. 26 Oct 1803.

S. 101, L. 10. Naar man bare gaaer paa Gaden] Herefter findes i Orig. følgende fem Linier:

Og med Mads jeg meener Byen,
Hvor man trasker op og ned
I moderne Slavers Fied,
Og forgaaer i Jordiskhed,
Selv naar man gaaer op i Skyen -

og til den sidste af disse Linier, som Nøte under Texten: 318 Med Garnerin f. Ex., hvis Luftballon er bleven et H.. huus. Med denne Note sigtes til en fransk Luftskipper, André Jacques Garnerin († 1823), som dengang allerede i nogle Aar havde vakt stor Sensation ikke blot i Paris, men ogsaa i England, Tydskland og Rusland, ved sine Luftfarter og Nedstigninger med Faldskjærm, og som Aviserne, ogsaa herhjemme, stadig beskjæftigede sig meget med. Iblandt de Personer, som ledsagede ham paa hans Opstigninger, var der ogsaa kvindelige, først den 21aarige Borgerinde Henry (som et tydsk Tidsskrift efter en af ham selv afgiven Beretning kalder "eine der vorzüglichsten Priesterinnen Cytherens") og senere hans smukke Hustru, der forresten efter Nogles Sigende var identisk med bemeldte Borgerinde.

S. 101, L. 17. Flakkus] d. e. Flaccus's (Horats's); jvfr. S. 102 L. 2: Mavors d. e. Mavørs's (Mars's) samt S. 103 L. 30: Rubens d. e. Rubens's. Om de forskjellige Maader, hvorpaa Bagg. betegner Genitiv ved Egennavne, der ende paa en Hvislelyd, er talt i 1ste Bd. S. 333, Anm. til S. 40 L. 1.

- -, - 20. Lazaroner] Saaledes Orig.; 1807: Lazeroner.

- 102, - 1. Nasisk] d. e. Nasonisk (Ovidiansk).

-, - 5. med Wolfsk og Vossisk Smag] Hermed sigtes til de berømte Oldtidsforskere og kritiske Filologer Friedr. Aug. Wolf (f. 1759, Prof. ved Uniuersitetet i Halle 1783, siden i Berlin, † 1824) og Joh. Heinr. Bosz (f. 1751, † 1826 som Prof. ved Universitetet i Heidelberg). Med den ogsaa som Digter navnkundige Bosz ("den tydske Homer") havde Bagg. alt paa sin første Udenlandsreise i 1789 stiftet nærmere personligt Bekjendtskab i Eutin, hvor B. dengang var Rektor, og ved gjentagne senere Besøg hos ham udviklede der sig imellem dem et varmt Benskabsforhold, som ikke forblev uden Indflydelse paa Bagg.s Dannelse, særlig som tydsk Digter, og som vedvarede hele Livet igjennem. I Decbr. 1796 skriver Bagg. til sin Ben Reinhold i Kiel: "Keinen Mann verehre und liebe ich als Mensch, Schriftsteller und Freund, nächst meinem Reinhold, mehr als Vosz". I I. Kr. Høst's "Nordiske Tilskuer" 8 Nov. 1814 Nr. 2 (2 DB. IV, 115) findes en Fordanskning ved Bagg. af en tydsk Ode, som B. i Aaret 1800 havde tilskrevet ham.

- -, - 17. modens] See S. 278, Anm. til S. 15 L. 23.

319

S. 102, L. 30. det gule Kridt] Hertil findes i Orig., som Note under Texten:

De kan frit
Læse Sk.. t.

- 103, - 1. Som de hersoms Thuillerier] Angaaende det af Bagg. dannede Ord hersoms, see 1ste Bd. S. 392, Anm. til S. 254 L. 3. - Den, da allerede forlængst i selve Frankrig forældede Skrivemaade Thuillerier istedenfor Tuilerier var paa den Tid den almindelig gængse herhjemme (den forekommer f. Ex. endnu i Ingemann's "Reiselyre" 1820) og bruges navnlig stadig af Bagg.

- -, - 3-10. et langt Museum, hvor de... sammenstiaalne Malerier... sig selv i Lyset staae] d. e. Musée Napoléon i Louvre, hvor 61. A. de Malerier og andre Kunstsager opbevaredes, der vare Frugten af de franske Armeers Erobringer, navnlig i Italien. Paa samme Maade bemærker Kotzebue om dette Museum i sine "Erinnerungen aus Paris im Jahre 1804", at den egentlige Malerisal, som dog var ikke mindre end 400 Skridt lang, var saa overfyldt, at en Mængde Billeder stode stillede opad hinanden langs med Bæggene, fordi man endnu ikke havde naaet at faae dem ordnede eller restaurerede. - Linierne 4-10 mangle i Orig.

- -, - 7. Egenværker] d. e. Originaler.

- -, - 17. Studser] d. e. Spradebasse (tydsk: Stutzer).

- -, - 21. den flade Pøl] Med dette Udtryk, hvorved Paris betegnes i Modsætning til Byen paa de syv Høie, har Bagg. sandsynligviis havt den - forøvrigt urigtige - Derivation for Øie, som man har villet underlægge Romernes gamle Benævnelse paa Paris: Lutetia (eller L. Parisiorum), et Navn, som nogle Forfattere have udledet af det latinske lutum, Dynd, Leer, paa Grund af de Sumpe, som i sin Tid omgave Byen, og som skulle have havt en lidet heldig Indflydelse paa dens Reenlighedstilstand.

- -, - 23. Directeurer uden Trøie] Istedenfor Directeurer har Orig. her: En Bormester, med hvilket Udtryk Bagg. øiensynlig har villet betegne den moderne Første-Konsul Bonaparte med hans monarkiske Tendentser i Modsætning til de ovenfor nævnte gamle Konsuler fra den romerske Frihedstid, hvorimod han vel ved Riimbrevets Offentliggjørelse i 1807 kan have næret Betænkelighed ved at 320 lade den tydelige Henviisning til Napoleon staae og derfor i hans Sted Har givet sin Sarkasme en anden Adresse, nemlig til den ikke længer existerende Direktorialregering. Hvad der menes med Udtrykket uden Trøie, er det ikke lykkedes Udgiveren at tilveiebringe Oplysning om.

S. 103, L. 31. Alderdommens] d. e. Oldtidens (ligeledes S. 105, L. 5).

- 104, - 13-14. Men har du en yndig Mage der, hvor Pligt dig jog tilbage] I Anmærkningerne bagi 2 DB. V findes bemærket, at Bagg. i Nærheden af Rom pludselig vendte tilbage til Paris "paa Efterretningen om, at hans elskede Kone, Fanny, var bleven syg." At en saadan Efterretning har været en medvirkende Aarsag til Bagg.s Hiemreise, har nærværende Udgiver ingensteds fundet bekræftet. Ifølge Biogr. (III, 167-68) har han i et Brev til sin Hustru af 24 Sept. selv angivet sine Motiver, som navnlig vare Grevinde Moltkes farlige Sygdom, Frygt for at foraarsage Greven for betydelige pekuniære Offre (disse to Momenter nævnes ogsaa i det Brev til Gierlew, hvoraf et Brudstykke er meddeelt ovenfor, S. 317), paatrængende Forretninger i Modena og Længsel efter Hjemmet.

- -, - 32. Tiburs Lund og Nera's Elv] Tibur, nu Tivoli, en lille By et Par Miil fra Rom, hvis skjønne Beliggenhed Horats ofte har besunget, var et yndet Opholdssted for Oldtidens rige Romere. Tæt derved laae en Lund, der var indviet til Tiburnus, Byens Stifter. - Nera er en Biflod, som falder i Tiberen.

- 106. Tilbagegangen over Rubicon Skiemts. Riimbr. 1807 S. 237. - l DB. V, 149. - 2 DB. V, 123. -

Angaaende Bagg.s (ogsaa i det følgende Riimbrev omhandlede) Tilbagereise fra Italien uden at have besøgt Rom - hvorved han kom til at passere den fra Kæsars Overgang berømte lille Flod Rubicon, nu Pisatello, det gamle Grændseskjel mellem Gallien og Italien - see "Rom og Paris" S. 101 ff. med tilhørende Anmærkninger.

Angaaende Walterstorff see S. 308, Anm. til Riimbrevet "Vor Verdens Skabelse".

- -, - 6. i det sidste Aar] sidste maa her være brugt i Betydning af: nye, indeværende.

- 107, - 24. mit gemeene sidste] d. e. mit sidste, i ubunden Stiil affattede Brev (jvfr. S. 115 L. 15: et gemeent 321 prosaisk Svar). Det paagjældende Brev, der opbevares blandt BP, er dateret Paris d. 25 Decbr. 1803.

S. 107, L. 29-30. jeg blæser Floiten... De Fiolen stryger] Skjøndt disse Udtryk her kun ere brugte billedlig, skal dog bemærkes, at Bagg. i sine Drengeaar havde lært sig selv at spille paa Fløite og ogsaa senere vedblev at traktere dette Instrument.

- 108, - 11. til Arnos Bredde] Angaaende den nu forældede, for Enkelttal og Fleertal fælles Form Bredde, see S. 270, Noten til L. 13.

- 109, - 9. Toppen af Soracte] Soracte var i Oldtiden Navnet paa et Kalkbjerg nær ved Tiberen, nogle faa Miil Nord for Rom, nu Monte Oreste eller Monte S. Silvestro.

- -, - 10. Tiburs Lund] See ovenfor, Anm. til S. 104 L. 32.

- -, - 11. paa Horazisk Grund] Paa en smnk Plet i de sabinske Bjerge, ikke langt fra Tibur, eiede Horats et Landgodgs, som Mæcenas havde foræret ham.

- -, - 12. Nær Marmorfaldet] Den ovenfor, i Anm. til S. 104 L. 32 nævnte Flod Nera danner et smukt Bandfald, Cascada della Marmore.

- -, - 13-15. dette Himmeldyb, hvori Hesperiens Beundrer Dupati gik af Beundring fra Forstanden] Hesperien d. e. Italien. Af den franske Forfatter Dupaty (1744-88) haves bl. A. nogle i sin Tid meget yndede Lettres sur l'Italie (2 Dele, 1788), hvoraf ialfald Brudstykker ogsaa ere blevne den danske Læseverden meddeelte, nemlig i "Blomsterkurven, en periodisk Samling af underholdende, meest originale Stykker i Bers og Prosa", Kbhvn. 1794, og i Rahbeks Danske Tilskuer for 18 April 1796. Forf. meddeler sine Reiseindtryk i et meget blomstrende, svulstigt Sprog, ikke mindst paa det Sted - som Bagg. maaskee her nærmest har havt for Øie - hvor han taber sig i Beundringen af de, navnlig dengang, for deres Skiønhed bekjendte Cascader og Cascateller, som Floden Anio eller Teverone danner nedenfor Tivoli.

- -, - 18-19. en yndig Kone... min ældste Ven] nemlig Grev og Grevinde Moltke. Efter at have mistet sin første Hustru, Charlotte Augusta v. Wibel, var M. nu gift anden Gang, med den Afdødes yngre Søster, Marie.

- -, - 21-22. denne tredie... Gang] De to tidligere Gange, Bagg. havde nærmet sig Rom, vare i Marts 1793, da han paa Efterretningen om sin første Kones Sygdom var 322 vendt tilbage fra Florents til Bern, og i Mai 1798, da han var i Mailand og Turin.

S. 110, L. 15. sin Søn] Angaaende denne Søn, som atter nævnes i Slutningen af Riimbrevet, see ovenfor, S. 309, Anm. til S. 85 L. 2.

- -, - 16. Regulus] I 1ste Bd. (S. 76) findes R. ligeledes nævnt, ligesom her paa Grund af det Fædrelandssind og den strenge Pligtopfyldelse, han lagde for Dagen, da han, sin Ed tro, frivillig vendte tilbage til sit karthaginiensiske Fangenskab Aar 256 f. Chr.

- -, - 32. Paris, den Stad, jeg meest blandt alle hader] Lignende Yttringer af Bagg.s Antipathi mod Paris gjenfindes oftere; see saaledes nærv. Bd. S. 128 L. 20-21, s. 157 L. 3, og S. 163 L. 21.

- -, - 33-34. Snaus, som fylder dens uendelige Gader] Denne Klage over den daværende smudsige Tilstand af Paris's Gader er ikke enestaaende: Fra en anden dansk Forfatter, som netop samme Aar havde besøgt Paris, findes der saaledes i næste Aars Minerva en Reiseberetning, hvor der stærkt ankes over det Samme i Forbindelse med Mangel paa Reenlighedssands hos selve Indbyggerne, som f. Ex. efter hans Sigende end ikke undsee sig ved "at sætte sig i. en Krog paa Gaden og offre til Gudinden Cloacina!"

- 111, L. 1-2. mere glemt end nogen Claus i Kiøbenhavn] Som allerede anført i ste Bd. S. 307, i Anm. til S. 3 L. 2-10, benytter Bagg. ofte, efter tidligere Forfatteres Exempel, Navnet Claus som Betegnelse for en Dumrian.

- -, - 6. Blun] d. e. Øieblik. Med Hensyn til den nu forældede Brug af Ordet Blund eller, som det her findes skrevet, Blun i denne Betydning - der ikke, som det er bleven anført, er særegen for Qehlenschläger, men jevnlig forekommer hos Datidens og tidligere Forff. - kan Bemærkes, at Bagg. med flere af disse Forff. følger den Regel at skrive Blun, naar han mener: Øieblik, men derimod Blund i Ordets endnu brugelige Betydning. Under 21 Mai 1793 skriver han udtrykkelig til Cramer i Kiel, som havde begjæret forskjellige Oplysninger til Brug ved sin tydske Oversættelse af "Labyrinten": "Et Blun heiszt zwar Augenblick, et Blund aber ein äuszerst leichter, kurzer Schlummer" (Biogr. II, Tillæg, S. 4; Cramers Optryk af denne Passus i bemeldte Oversættelse, 5tes St., S. 569, er neppe korrekt). Hvad Berbet 323 angaaer, skriver Digteren blune, hvor han ikke er bundet af noget Riimhensyn, men ellers, efter Rimets vexlende Fordringer, snart blune og snart blunde.

S. 111, L. 27. glimrendste] Om denne imod Reglerne dannede Superlativform, see 1ste Bd. S. 402, i Anm. til S. 282 L. 25.

- 112, - 10. Veiens Stød] Ifølge Digterens Dagbog fra denne Reise (Biogr. III, 176) fik han paa den knudrede Bei langs Havet fra Ancona til Senigaglia et saa heftigt Stød i Hovedet af et Søm i Kaleschen, at han næsten tabte Bevidstheden derved. Blodet flød ned fra det dybe Saar, som han kun til Nød kunde faae forbundet med sine Tørklæder, og han led meget, især paa den sidste Strækning, som han tilbagelagde med blødende Hoved i vedvarende Regnveir.

- -, - 13 ff. uendelig Fortred med Amme (osv.)] Det bekræftes i Biogr. (III, 188-89), at Bagg. kort efter Tilbagekomsten til Paris blev hjemsøgt af en Række huuslige Sorger og Fataliteter, blandt hvilke navnlig anføres et meget betydeligt Tyveri, hvorved han endog blev nødsaget til at skifte Bolig.

- 113, - 17. Min Fanny] See S. 314 øvenfor, Anm. til S. 98 L. 2.

- -, - 21. Deres ædle Mage] W. havde d. 31 Mai 1787 ægtet Sarah Heyliger Kortright, Datter af Cornelius K., Borger og Planter paa St. Croix i Bestindien. Hun døde 1839, sandsynligviis i England, hvorhen hun begav sig strax efter Mandens Død.

- -, - 24. landlig Lykke] nemlig paa Kokkedal, tæt ved Rungsted, som General W. eiede i Aarene 1799-1806.

- 114. Romerering. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 257. - 1 DB. V, 161. - 2 DB. V, 132. -

Angaaende Gierlew og Gjenstanden for nærværende Riimbrev, see Anm. til "Rom og Paris" S. 101.

Læseren vil i dette Digt træffe de første Yttringer af Bagg.s levende Uvillie mod den i Slutningen af det forrige Aarhundrede i Tydskland dannede romantiske Digterskole, som han i det Følgende oftere polemiserer imod. Af denne Skoles Koryfæer omtaler han her særlig Ludw. Tieck (1773-1853) samt Brødrene Aug. Wilh. og Friedr. Schlegel (1767-1845 og 1772-1829) og nævner i Forbindelse med dem baade Goethe, som Romantikerne særlig saae op til, og Oehlenschläger, som den nye Smagsretnings Repræsentant 324 herhjemme. Tieck og Schlegelerne nævnes igjen i nærv. Bd. S. 152, 238 og 241, fremdeles i et Riimbrev til Etatsrd. Stoud fra 1813 ("Min Gienganger-Spøg, eller den søde Kniv": 2 DB. VI, 128) o. fl. St.; om den fjerde Hovedrepræsentant for denne Retning i Poesien, Friedr. Hardenberg ("Novalis", 1772-1801), udtaler han sig andensteds med langt mere Sympathi. I nærværende Riimbrev er det, efter den Anledning, som Gierlews daværende Opholdssted giver dertil, særlig det til den romantiske Skoles Program medhenhørende Sværmeri for Italien og Rom, Digteren tager Sigte paa; imod den Forherligelse af Middelalderen med dens Kunst og Poesi, som den nye Skole ligeledeg havde indskrevet i sin Fane, og navnlig imod det Udslag af denne Tendents, som forelaae i den af Arnim og Brentano udgivne Samling af gammeltydske Folkeviser under Navn af "Des Knaben Wunderhorn" (3 Bind, Heidelberg 1806-8), vil man see ham polemisere i nærv. Bd. S. 184 samt i to Riimbreve: det ene, fra Aaret 1809, til Hertuginde Wilhelmine af Württemberg (2 DB. V, 291), det andet, fra Decbr. 1814, til Astrup ("Horn-Concerten, eller Skiærtsildseventyret": 2 DB. VI, 141). I sin "Nye Forerindring'', dateret Mai 1807, foran "Digtervandringerne" har han udtalt sig noget mere i Sammenhæng am sit Forhold til hele denne nyere poetiske Smagsretning. Hvad særlig hans Forhold til Goethe angaaer, kan henvises til nærv. Udgaves 1ste Bd. S. 325-26, Anm. til S. 35 L. 2-22.

S. 114, L. 3. 1804] Tilføiet i nærv. Udgave. Det originale Bred, som Udgiveren ved Eierens Belvillie har havt til Gjennemsyn, er dateret: Paris d. 15 etc. Januar 1804.

- -, - 6. Hesreriders Have] d. e. Hesperien, Italien.

- -, - 8. Alderdommens] d. e. Oldtidens (ligeledes S. 116 L. 29, S. 120 L. 13, og S. 124 L. 12).

- -, - 9. Hellænis] Denne Form bruger Bagg. her, efter tydske Digteres Mønster, istedenfor: Hellas. Ivfr. Schack Staffeldts Samlede Digte, ved Liebenberg, II, 1843, S. 194: "Hellenis Templer, som forfaldt" (hvor Hellenis sikkert bør forstaaes som: Hellenis'). I Bagg.s tydske Poesier forekommer denne Form gjentagne Gange: Poet. W. II, 216; IV, 227.

- 115, - 4-6. hvide Tøiter... naar en fransk Josias fløiter] Allusion til Wessels Bers i Fragmentet "Om en Jødepige":

325

"Men send mig ikke een af disse Gadetøiter,
Som strax paa Pinde staae, naar en Josias floiter."

I Kotzebue's "Erinnerungen aus Paris im Jahre 1804" (Berlin 1804) hedder det, ved Omtalen af Paris's "schmiegsame Jungfrauen" og deres Dragt, der beskrives som eens baade Sommer og Binter og uden Hensyn til Beirliget: "Sie haben durchaus nichts anders auf dem Leibe, als ein schneeweiszes, sehr feines, dicht anliegendes Kleidchen", osv. S. 115, L. 8-11. der gaae... i det slibrige Paris] Disse Linier minde om følgende Quatrain, der findes under et i sin Tid meget udbredt fransk Kobbeerstik af Larmessin, betitlet "L'hiver" og forestillende Skøiteløbere:

Sur un mince crystal l'hyver conduit vos pas,
Le précipice est sous la glace.
Telle est de vos plaisirs la légère surface,
Glissez, mortels, n'appuyez pas!

- -, - 14. Tibur] See ovenfor, Anm. til S. 104 L. 32.

- -, - 30. buser] d. e. farer frem i Blinde, eller: snubler.

- 116, - 25. Hviid] d. e. Bagg.s Ben, Prof. A. C. Hwiid som i Aarene 1777-80 paa offentlig Bekostning havde foretaget en Reise til Udlandet og paa denne ogsaa besøgt Italien. See S. 281-82, Anm. til Riimbrevet "Fragmentet i Lolland".

- -, - 29. Prang] d. e. Pragt; see S. 309, Anm. til S. 84 L. 9.

- 117, - 9-10. disse Heltehøie, disse sande syv Planeter] Rom er bygget paa syv Høie. - Man vil erindre, at der dengang kun kjendtes 7 Planeter, idet den 8de, Neptun, først blev opdaget 1846. Naar Digteren nedenfor, S. 119, ansætter deres Tal til ni, kan han kun faae dette ud ved at regne de to dengang bekjendte Planetoider med (Ceres og Pallas).

- -, - 12-15. Thi Naturens... plastisk Dynamik?] Plastisk Dynamik kaldes Kunstens Berden her, fordi den tydeligere og mere levende end Naturen giver os Indtrykket af indre Kræfter, der virke giennem Masserne, som brede sig i Rummet. Mathematiken tager blot Hensyn til Tingenes Størrelse, Dynamiken ogsaa til de indre Kræfter, der virke igjennem dem. Denne Modsætning, som var almindelig i Datidens filosofiske Literatur, gjenfindes ogsaa andensteds hos 326 Bagg.: see saaledes, for hans danske Skrifters Bedkommende, "Labyrinten" 1ste D., 1792, S. VI-VIII, og 2den D., 1793, S.253 (2 DB. IX, 16 og X, 82); "Giengangeren" 1807, S. 143 (2 DB. VII, 81).

S. 117, L. 20. Winkelmann] Den lærde tydske Archæolog Joh. Joach. Winckelmann (1717-68), der har Fortjenesten af at have grundlagt Kunsthistoriens videnskabelige Behandling, havde, navnlig ved sit Hovedværk "Geschichte der Kunst des Alterthums" Dresden 1764, gjenopvakt Sandsen for den klassiske Oldtids Kunst.

- -, - 25-26. i en vis Distants fra mig selv, paa Posten hans] Bed disse Ord, i Forbindelse med S. 118 L. 6-7: raaber Bæ! til vor Nutid, alluderes til "Moralen" i Wessels Fortælling "Den forvovne Siællands-Faer":

"Hør Læser! paa sin Post om en bebæer dig,
Saa skal du frisk, om du vil lyde mig,
Bebæe ham igien, men paa en lang Distants
Fra Posten hans."

- 118, L. 28. Potteskaar'nes Banke] Apostrofen, der ikke findes i 1807, er optaget efter Orig. Potteskaarenes Banke d. e. Monte Testaccio, en i den sydvestlige Deel af Rom beliggende Høi, som heelt igjennem bestaaer af Potteskaar fra Oldtiden.

- 119, - 5. I hvis Grav jeg blikker ned] Om Bagg.s og andre samtidige Forff.s Brug af Germanismerne at blikke, blikke ned osv. er talt i 1ste Bd. S. 401-2, Anm. til S. 281 L. 6.

- -, - 28. klassisk Chiliasmus] Bed Chiliasmus forstaaes egentlig Troen paa et forestaaende tusindaarigt Christi Rige paa Jorden, og dernæst, uegentlig, Troen paa Menneskehedens bestandige Fremskriden til høiere moralsk Fuldkommenhed; ved klassisk Chiliasmus her vel altsaa nærmest: Troen paa en ny æsthetisk Guldalder som Resultat af den af Romantikerne anpriste Fordybelse i den klassiske Oldtids Kunst og Poesi.

- -, - 32. æsthetisk Ild] Med Hensyn til den i disse Ord (Orig. har i deres Sted: Æsthetiskhed) indeholdte Snært til Romantikerne kan der være Anledning til at bringe i Erindring, hvad af senere Forfattere er bemærket f. Ex. om "den æsthetiske Bedøvelse og Sevfortabelse og Selvbeskuen, i hvilken Romantiken gik op", samt om, hvorledes "det at være 327 et æsthetisk Menneske for Romantikerne blev den egentlige Hovedsag", idet Alt for dem forbandt sig med Poesien og Kunsten, og dette blev det Bæsentligste.

S. 119, L. 35. Udelukt af Propylæet] d. e. uden at være naaet blot saa langt som til Forgaarden i de an tike Templer, formodentlig med særlig Hentydning til Goethes ogsaa andenstets af Bagg.*) omtalte Tidsskrift,,Propuläen" (3 Bd., Tübingen 1798-1800), hvis symbolske Titel, ifølge den forudskikkede Indledning, med Flid var valgt "zur Erinnerung, dasz wir uns so wenig als möglich vom klassischen Boden entfernen".

- 120, - 4. Schlegel-schläger] Det er ikke til at tage feil af, hvem der menes hermed. Orig. har reent ud: Øhlenslæger.

- -, - 6. de vilde Blikke] Ivfr. S. 156 L. 3.

- -, - 22-S. 121, L. 6. Vigende hans løbske Løb?

... i sit Svøb - -] Disse 19 Linier fattes i Orig.

- -, - 34. Hippokrene] den ved et Hovslag af Pegasus fremkomne Digterkilde, paa Toppen af Helikon.

- 121, - 6. Fuld af Streger] Hermed sigter Bagg. til den i den høiere Ode- og Hymnepoesi hyppig forekommende Misbrug af Tankestreger, der f. Ex. ogsaa allerede bebreidedes Ewald af hans Samtid. "Evald var stærk i Streger, som man veed", siger ogsaa Bagg. i sin Kritik over "Røverborgen" (2 DB. XII, 31). I sit "Udtog af en Dagbog holden i Aarene 1777-1780 paa en Reise igennem Tyskland (osv.)", Kbhvn. 1787, fortæller Bagg.s ovenfor, S. 281-82, omtalte Ben A. C. Hwiid fra sit Ophold i Kiel i det første Reiseaar, hvorledes han, under en heftig Dispute med sine Bordfæller om Klopstocks "Messias", brugte den Yttring, at dette Digt havde "avlet en Myriade as Stregpoeter baade i Tydskland og hos os"; og Tode har om denne samme Mani

* 328

for Streger et pudsigt Udtryk i sin "Sundhedstidende" (7 Febr. 1781), hvor han siger: "... saa vil jeg besiunge din Biisdom i en Ode, i den allernyeste Smag: en Ode, som er lig en Landmaalerkiæde, kraftfulde Ord, adskilte og samlede ved Streger: en Ode, som alle Folk skulle berømme og ikke forstaae!" Forresten var Bagg. selv ingenlunde fri for at gjøre en udstrakt Brug af dette Interpunktionstegn i sin Still, og var sig ogsaa denne Eiendommelighed vel bevidst: see 1ste Bd. S. 354, Anm. til S. 101 L. 26.

S. 121, L. 14. Over Roms forknuuste Heele] Denne Linie, som ikke findes i 1807 (hvorved der kommer til at mangle et Riim paa deele i L. 13), er her indsat efter Orig.

- -, - 29. Som man staaer og gaaer i Thye] Thy findes flere Steder, ligesom her, skjemteviis af Bagg. brugt som Betegnelse for en specifik dansk Lokalitet; jvfr. saaledes nærv. Bd. S. 256 L. 22: mellem Thy og Trankebar, og i Riimbrevet "Hierte-Parcellerne", til Frøken Astrup, Jan. 1813: imellem Trapezunt og Thy. Til Grund herfor ligger maaskee Ruusel Yttring i P. Paars (1ste Bogs 1ste Sang) om Jerusalems Skomager:

"Der er fast intet Land, der er fast ingen Bye,
Han jo har været i, end ogsaa udt Tye"

- 122, - 13. Schlick og Schlack] Med disse Navne sigtes neppe til bestemte Personer, og Udtrykket maa vel altsaa forstaaes som eensbetydende med: Peer og Poul, den og den.

- 124, - 17. Flakkus] d. e. Flaccus's, Horats's: see S. 318 ovenfor, Anm. til S. 101 L. 17.

- -, - 20-22. Humboldt... den lille Carl især] Humboldt d, e. den daværende preussiske Gesandt i Rom Wilh. v. Humboldt (1767-1835), Broder til den berømte Naturforsker Alexander v. H. og selv bekjendt som Forfatter og Sproggrandsker. Bagg. havde gjort hans personlige Bekjendtskab i Paris. - Carl d. e. Grev Adam Moltkes ovenfor (S. 317) omtalte Søn, dengang fem Aar gammel. - De to første af disse Linier ere her giengivne i den Orden, i hvilken de følge paa hinanden i Originalen, medens de i Udg. 1807 ere ombyttede, formodentlig kun som Følge af en Feil ved Trykningen, da det dog synes naturligst, som i Orig., at lade "den lille Carls" Navn følge umiddelbart 329 efter Forældrenes, istedenfor at skille dem fra hinanden ved en heel Linie.

S. 124, L. 26 S. 125, L. 6. Kom omsider... dansk!] Denne Slutning mangler i Orig., i hvilken Brevet efter S. 124 L. 25 fortsættes i ubunden Stiil.

- 125, - 1. et Blomst] Om Bagg.s Brug af den urigtige Intetkjønsform et Blomst see 1ste Bd. S. 378, Anm. til S. 204 L. 23.

- 126. Til min Ven. 1 DB. IV, 297. - 2 DB. VII, 19. -

Dette Digt, som i l DB. var optaget under Afdelingen "Blandede Digte" og i 2 DB. blandt "Satiriske Digte", men formeentlig rettest har sin Plads blandt Riimbrevene, er her med Hensyn til Tidsfølgen indordnet efter den i 14de Linie indeholdte omtrentlige Angivelse af dets Tilblivelsestid.

- -, - 13. aldrigen] Ivfr. ovenfor, Anm. til S. 20 L. 21.

- 127. Overhovedet og i Grunden. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 283. - l DB. V, 177. - 2 DB. V, 144. -

Angaaende Walterstorff see S. 308, Anm. til Riimbrevet "Vor Verdens Skabelse". Ogsaa han befandt sig paa den Tid, ligesom Bagg., i Paris, hvorhen han har bleven sendt af den danske Regering for at komplimentere Napoleon i Anledning af hans Thronbestigelse. - Bagg.s i nærværende Riimbrev omhandlede Tilbøielighed til hyppig at blande Adverbierne overhovedet og i Grunden ind i sin Tale, omtaler han selv paa flere Steder i sine Breve til W., see saaledes i nærv. Bd. S. 134 ff. samt hans sidste Riimbrev til ham, af 11 Aug. 1818.

- -, - 6. Held, jeg har i Munden] Med denne skjemtende Omskrivning af Ordet Mundheld kan sammenlignes saadanne Udtruk som: Padder med Skiæl for: Skildpadder (S. 164); Saft fra Brænde for: Brændeviin (S. 216); Ildens Vaade for: Ildsvaade (S. 254); Stenenes Rende for: Rendesteen ("Gamle Jobs Sang paa Holmen", 2 DB. III, 219 og 222); hen med Syn paa Fyen for: med Hensyn paa Fyen (Riimbrev til Astrup af 22 Jan. 1816).

- -, - 19. bevise Dem, min Feil] 1807 (samt l DB. og 2 DB.), imod Bersemaalets Fordring: devise Dem, at min Feil.

- 128, - 8. stundom] 1807: stundum, der dog kun er at betragte som en Trykfeil, da denne Form udtrykkelig bliver 330 stemplet som saadan af Bagg. selv et af de Steder, hvor den atter ganske undtagelsesviis er indløben, nemlig i hans "Per Brøvler" 1816 (S. 30, jvfr. S. 90).

S. 128, L. 20-21. Jeg hader... Paris] See S. 322, Anm. til S. 110 L. 32.

- -, - 27. høit] d. e. høit regnet, i det Høieste.

- 129, - 11. især paa vor luslidte Side] Denne Brug af Ordet luslidt, i figurlig Betydning, er bekjendt fra Mettes Ord i Kjærlighed uden Strømper (4de Optog, 1ste Optrin): "Biis ikke Lasten frem paa dens luslidte Side."

- -, - 12. verdsens] See S. 278, Anm. til S. 15 L. 23.

- 130. Hvis jeg er, og hvis jeg ikke er. Iversens Fyenske Avertissements Tidende, d. 9 April 1805, Nr. 51. - Skiemts. Riimbr. 1807 S. 290. - l DB. V, 181. - 2 DB. V, 147. -

Inseratet i den fyenske Tidende - hvor Datum findes tilføiet, nemlig: Paris, d. 28 Febr. 1805 - var foranlediget ved følgende Notits i et af Bladets tidligere Nummere (Nr. 19, d. 8 Febr.): "Den nylig afdøde Spazier var en fød Berliner, havde faaet Hofraadstitlen, som han lige til sin Død prunkede med, af Fyrsten af Neuwied, og derpaa reist i Selskab med vor Baggesen (det var han idetmindste dengang, Gud veed, hvis han nu er)."

Spazier (Karl), død d. 19 Jan. 1805, tydsk Forfatter samt Redaktør af den leipzigske "Zeitung für die elegante Welt", havde i sine yngre Aar opholdt sig nogen Tid i Danmark. Paa Baggesens første Reise til Schweiz vare den danske Digter og "den ædle, uforglemmelige" S., som han kalder ham, i Mai 1789 trufne sammen paa en Lysttour fra Kiel og fulgtes nu ad indtil Ankomsten til Basel i August s. A., hvorefter de i September igjen mødtes et Par Gange paa samme Reise.

Fra det fyenske Blad blev Digtet i de nærmest paafølgende Dage optrykt saavel i "Nyeste Skilderie af Kiøbenhavn" som i "Dagen".

- -, - 14. I Hensigt til] d. e. med Hensyn til. (Ligeledes i 1ste Bd. S. 98, L. 24).

- 131, - 16. "Hvis Borger?" Danmarks Sprogs!] I P.A.Heibergs Piece "Om mit Forhold til Baggesen" (Drammen 1826) hedder det, S. 5-6: "Siden den Tid (d. e. siden H. 1789 udgav sin,,Holger Tydske", en Parodi paa Bagg.s Opera "Holger Danske") har jeg gjordt to 331 Epigrammer imod ham, i Anledning af et Bers, som han havde ladet indrykke i Iversens Fyenske Avis, hvori han taler om, at han bar Kronprindsens Uniform, og siger, at han var det Danske Sprogs Borger. Disse Epigrammer have, saavidt som jeg veed, aldrig været trykte". Af disse Epigrammer kjendes nu kun det sidste, hvortil selve det originale Manuskript - der fra Paris, hvor Heiberg som bekjendt opholdt sig, har været tilsendt Iversen til Optagelse i den fyenske Tidende - for Tiden findes i en større Autografsamling her i Byen. Det bestaaer i et Brev, der paa Adresse- og Seglsiden er mærket med de talrige originale Poststempler og Portoangivelser for Befordringen fra Paris over Hamborg til Odense, men som forresten foruden Udskriften: A Monsieur Monsieur Iversen, Imprimeur-Libraire à Odensee, en Dannemarck ikke indeholder andet Skrevet end selve Epigrammet. Dette lyder saaledes:

,,Hvad jeg laaner, er ikke mit.
Epigram
I Anledning af Baggesens Bers, som findes
i Iversens fyenske Tidende Nr. 51 den 9 April 1805.

Glem, Danmark, dine gamle Sorger;
Du hevnet er for Tydskernes Foragt,
Thi deres Baggesen har sagt:
At nu og da dit Sprog han borger."

og nedenunder findes tilføiet, dog formeentlig med en anden Haand: "Af P. A. Heiberg".

Da dette Epigram, som ogsaa af Heiberg bemærket, neppe er blevet trykt (i Iversens Avis for 1805 findes det ikke), maa det paa anden Maade været blevet Bagg. bekjendt; thi det er utvilsomt hertil, han sigter, naar han siger i sin "Gienganger" 1807, S. 39 (2 DB. VII, 44):

Trods Heiberg og enhver Kanon,
Der overdøver hans Bag-talende Person,
Jeg siger nok engang: "at jeg er Sprogets Borger."

At Bagg. her skulde have sigtet, ikke til hiint Epigram, men til Heibergs Komedie "De syv Tanter", hvor der i en Replik forekommer den Passus: "Jeg er det danske Sprogs Borger, som Digteren siger", er lidet rimeligt, da denne 332 Komedie først udkom i Slutningen af Aaret 1806, nemlig i 3die Deel af Rahbeks Udgave af H.s samlede Skuespil (averteret tilsalg i Adresseavisen d. l Decbr. som "nylig færdig fra Pressen"); medens "Giengangeren" allerede udkom i Febr. eller Marts 1807.

S. 131, L. 16-17: "hvis Pensionnær?" Vor Kronprinds Frederiks, hvis Uniform jeg bær!] Under et kort Besøg, Bagg. aflagde i Fædrelandet i Sommeren 1802, havde Kronprindsen udvirket ham en aarlig Pension ("Understøttelse") af 800 Rdlr. fra l Jan. 1803 "imod den Forpligtelse at paatage sig det literaire Arbeyde eller den Correspondance, som maatte vorde ham paalagt", og derhos, paa Bagg.s derom udtalte Ønske, som Tegn paa sin særdeles Gunst meddeelt ham Tilladelse til at "anlægge og bære den for de Kgle. Consuler Allernaadigst bestemte Uniformkiole".

- -, - 18. Skiolds] Hermed sigtes formodentlig til det i nærv. Bd. S. 98 (jvfr. Anm. S. 314) omtalte patriotiske Heltedigt, der skulde handle "om Odin, Skjold, og første danske Sæder", men aldrig blev fuldført.

- -, - 22. nulevende] Skiemts. Riimbr.: nulevendes; i den fyenske Tidende forekommer Ordet ikke, som Folge af en forskjellig Redaltion.

- 132. Satansengelen. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 295. - 1 DB. V, 184. - 2 DB. V, 149. -

Udtrykket Satansengelen skriver sig fra 2 Kor. 12, 7; efter den ældre Bibeloversættelse (Baisenhuusbibelen 1802): "Og at jeg skal ikke ophøie mig af de høie Aabenbarelser, da er mig givet en Pæl i Kjødet, som er Satans Engel, som mig skal slaae nied Næve, paa det Jeg ikke skal ophøie mig."

Angaaende Walterstorff see S. 308, Anm. til Riimbrevet "Vor Verdens Skabelse". Om hans daværende Ophold i Paris er talt ovenfor, S. 329, i Anm. til Riimbrevet "Overhovedet og i Grunden". Ifolge en Notits i Bladet,,Dagen" kom han tilbage til Kiøbenhavn d. 21 Okt. 1805.

- -, - 6. Vor Hersomssamqvems Afskeedsdag] Angaaende det af Bagg. dannede Ord hersoms, som han snart skriver med lille, snart med stort Begyndelsesbogstav og undertiden ogsaa, som her, slaaer sammen til eet Ord med det efterfølgende Gudstantiv, hvortil det hører, see 1ste Bd. S. 392, Anm. til S. 254 L. 3. I P. Hjorts "Tolv Paragrapher" anføres ovenstaaende Udtryk som Exempel paa 333 Bagg.s "udanske og meningsløse Former", og i et utrukt satirisk Skuespil i 5 Akter, af Digterens utrættelige Antagonist A.E.Boye: "Den nye Ulysses von Ithacia", fra 1819 (i Udgiverens Besiddelse), hvori der bl. A. railleres stærkt over Bagg.s Sprog og nydannede Ord, bliver der lagt Hovedpersonen i Stykket, den vidtbereiste Ulysses (d. e. Baggesen) en længere Replik i Munden, hvori en stor Deel af disse nydannede Ord ere sammenhobede, og i hvilken han bl. A. ogsaa taler om sine Staldbrødres mange tidligere Benskabsbeviser "i vort Dersomssamqvem's Reiseliv."

S. 132, L. 7. med Top og Tavl] See S. 276, Anm. til S. 13 L. 30.

- 133, - 2. modens] See S. 278, Anm. til S. 15 L. 23.

- 134, - 16. indisk Gouverneur] W. var 1785 bleven udnævnt til Bice-Generalguvernør og to Aar derefter til Generalguvenør over de dansk-vestindiske Øer.

- -, - 20. Geheimeraaden] d. e. Geheimekonferentsraad Christoph Bilhelm Dreyer, Storkors af Dbg. (f. 1737), fra 1797 indtil sin Død (1810) dansk Gesandt i Paris; han efterfulgtes paa denne Post af Walterstorff. Dreyer omtales igjen i nærv. Bd. S. 205.

- -, - 21. Keiserkroningen] d. 2 Decbr. 1804.

- -, - -. spanske Jordefærd] Udgiveren har ikke fra Walterstorffs og Bagg.s daværende samtidige Ophold i Paris fundet noget særlig notabelt spansk Dødsfald omtalt i den franske Moniteur; men mulig har Digteren her husket feil, og den eneste betydeligere Ligfærd, der da synes at kunne være Tale om, er den italienske Divisionsgeneral Trivulzi's, der fandt Sted med megen Pomp i Paris d. 7 Marts 1805.

- -, -31. Vort Overhovedet og vort i Grunden] See Riimbrevet S. 127 med tilhørende Anm.

- 135, - 1. Kaffee] Bagg. skriver imellem hinanden snart Caffe eller Kaffe, snart igjen Caffee eller Kaffee.

- -, - 16. Der var mig bleven en Slags aandelig Tobak] See ovenfor, Anm. til S. 99 L. 23.

- -, - 29. Halvfemsindstive] Om denne Form see 1ste Bd. S. 296, Noten til L. 15.

- -, - 32. kalde] 1807: kalder. Da den stødende Kakophoni, der fremkommer ved denne Singularisform, utvivlsomt alene maa tilskrives Bagg.s bekjendte Sky for Hiatus, har Udgiveren troet her at turde tillade sig denne lille Afvigelse fra Texten; jvfr. ovenfor, S. 296, Anm. til S. 61 L. 29.

334

S. 138. Tausheden. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 309. - l DB. V, 193. - 2 DB. V, 156. -

Angaaende Grev Adam Moltle see S. 287-88, Anm. til Riimbrevet "Labyrinten paa Rim".

- -, - 4. Marly] I den lille By Marly (Marly-la-Machine ell. Marly-le-Roi). nær ved St. Germain-en-Laye, omtrent fire franske Miil fra Paris, bekjendt for de hydrauliske Maskiner, hvorfra Bersailles's prægtige Kaskader og Bandspring tidligere forsynedes, havde Bagg. for den Arv, der var tilfalden hans Hustru Fanny ved hendes Faders Død (see nærv. Bd. S. 314, Anm. til S. 98 L. 3), i Aaret 1804 kjøbt et Huus med tilhørende Have, som han kaldte la Violette, og som han besad, indtil Landstedet, efter hans Hustrues og Sønnen Pauls Død, i Foraaret 1823 blev bortsolgt. Bagg.s bevægede Livsforhold førte det imidlertid med sig, at han kun i forholdsviis kort Tid og aldrig længe ad Gangen kom til at beboe denne Eiendom; i Tidsrummet fra Efteraaret 1810 indtil August Maaned 1821 stod Huset saaledes ganske tomt. Paa Byens Kirkegaard ligger Fanny B. begravet En Afbildning af Landstedet, med tilhørende Text, findes i Illustr. Tid., Kbhvn. 12 Aug. 1883, Nr. 1246. Det omtales ogsaa i Dorphs "Uddrag af P.O.Brøndsteds Reise-Dagbøger"; Kbhvn. 1850, S. 59-60, i en Optegnelse af 6 Sept. 1807: Huset, med dets "poetiske lille Have" og de deilige Blomster, beskrives her som "allerkjæreste, saa net og nysseligt som et Dukkeskab"; fra Altanen havde man en herlig Udsigt over det frugtbare Landskab, og i Studerekammeret, "et velsignet Bærelse", havde Bagg. et Prospekt af Øresund hængende over sit Skrivebord - "det er ægte dansk", tilføies der i Optegnelsen, "og skikker sig vel for vor Digter."

- -, - 8. hvad jeg er vorden] Maaskee en Gallicisme (ce que je suis devenu), for: hvad der er bleven af mig. Opmærksomheden har alt i 1ste Bd. (S. 378, Anm. til S. 213 L. 1) været henledet paa een formeentlig Gallicisme hos Bagg., og flere ville forekomme i det Følgende. At Digteren selv ikke var blind for, at der i hans Stiil let kunde indløbe ikke blot Germanismer, men ogsaa Gallicismer, kan sees af hans Brev til Rahbek, dat. Augustenborg d. 4 Julii (skal være: 4 Aug.) 1795 og meddeelt af Sidstnævnte i Liunge's Maanedsskrift Hertha, 1ste Bd., 1827, S. 291 ff.

335

S. 138, L. 26 og 28. Jeg kunde svare dig] nemlig med Jost i Ewalds "Harlequin Patriot", 1ste Handl 2det Optr.

- 140. Sprøg-Smørrebrød. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 314. - l DB. V, 196. - 2 DB. 158. -

Auguste Félix Desaugiers, f. i Frankrig 1770, † efter 1836, kom hertil med Grouvelle i Slutningen af August 1793 og var fra 1796 til 1812 første franske Legationssekretær i Kjøbenhavn. Fra 1812 var han fransk Konsul, først i Helsingør og derefter i Kjøbenhavn, indtil han i Efteraaret 1815 drog tilbage til sit Fædreneland. Baade han og en yngre Broder, Jules Joseph D., der var ansat som 2den Sekretær ved samme Legation, sysselsatte sig under deres Ophold her i Landet med literære Arbeider.

- -, - 5. Marly] See ovenfor, Anm. til S. 138 L. 4.

- -, - 12-13. med en Nasos Fied blandt Geter] Bagg. gaaer her ud fra, at D., skilt fra sit Fædreland, kun kan betragte Kjøbehavn som et Slags Forviisningssted, hvortil en ublid Skjæbne har henflyttet ham, og sammenligner derfor hans Ophold i Kjøbenhavn med Ovids ufrivillige Ophold i Byen Tomi, ved det sorte Hav, hvortil Keiser Augustus havde forviist ham. Geter kaldtes i Oldtiden et ved Nedre-Donaus Bredder og det sorte Hav bosat Folkeslag. - Selv siger Desaugiers forresten i en Afskedshilsen, han umiddelbart forinden sin Afreise igjennem Adresseavisen sendte sine herværende Benner og Bekjendte, at han i Danmark har tilbragt de lykkeligste Aar af sit Liv.

- -, - 14. Cæsars Priis og Middelhavets Sange] Hermed hentydes formodentlig til utrykte Digte af Desaugiers, som denne havde gjort Bagg. bekjendt med, ligesom Tilfældet har været med den i Noten S. 142 anførte Opera "La Colère d'Achille", der først blev trykt 1816, efter D.s Hjemkomst til Frankrig. Med Cæsar menes naturligviis Napoleon; jvfr. strax nedenfor: vor besiungne Helt. Med Hensyn til dette sidste Udtryk maa forøvrigt bemærkes, at paa den Tid, da nærværende Riimbrev blev skrevet, havde Bagg. alt holdt op med at synge til Napoleons Priis. Saalænge denne endnu kun stod for ham som Frihedens Helt og Anarkiets Betvinger, havde han fulgt hans Færd med enthusiastisk Beundring og rigelig ydet ham sin Digtervirak 336 baade paa Dansk, Tydsk og Fransk*), men efterhaanden som hans eengang saa stærkt lovpriste Heros udviklede sig til at blive Erobrer og Despot, blev Begeistringen mere og mere forvandlet til bitter Uvillie, og inden Førstekonsulen endnu, i 1804, havde ladet sig Keiserværdigheden overdrage, havde det fuldstændige Omslag allerede givet sig Bidnesbyrd i den skarpeste Satire, som Digteren derefter, lige indtil Keiserens endelige Fald i 1815, vedblev at udslynge imod denne "Frihedens og Fredens selvkronede Morder".

S. 140, L. 15. toner] d. e. udtoner, synger.

- -, - 22. Pindus] et Apollo og Muserne helliget Bjerg i det gamle Grækenland. Navnet bruges, ligesom Helikon og Parnassus, som Betegnelse for Musernes Hjem.

- 141, -2. Lafontaine] d. e. den berømte franske Digter (f. 1621, † 1695), hvis rimede Fabler og Fortællinger i saa høi Grad udmærke sig ved Sprogets Belklang og gratiøse Lethed.

- -, - 27. Dagen] d. e. det i sin Tid meget udbredte politiske Dagblad af dette Navn, der var paabegyndt i Jan. 1803 af daværende Bogtrykker, Literatus K. H. Seidelin og blev udgivet af ham indil hans Død i 1811, derefter *

Primo Consuli Gallorum
Napoleo Bonaparte

("Napoleon Bonaparte, de Franskes Førstekonsul, helliget"), og paa Reversen følgende Anagram deraf:

Mars bello, Apollo pace
Regnat
Uno Jove minor

("Mars lig i Krigens Gjerning og Apollo i Fredens, staaer han som Hersker, alene overtruffen af Jupiter"). Det vil forøvrigt sees, at Anagrammet - en Genre, hvori Digteren ellers havde en ganske ualmindelig Force - ikke er aldeles korrekt: Reversen har nemlig 37 Bogstaver og Aversen kun 36, idet førstnævnte har to e'er for meget og eet p for lidt. 337 successive af Rahbek o. A. Det udkom paa den Tid 4 Gange ugentlig.

S. 142, L. 9-10. Jeg haaber snart... i... Kiøbenhavn at favne dig igien] As Breve og Dagbogsoptegnelser fra den første Deel af Aaret 1806 sees det, at Bagg. paa den Tid var ivrig betænkt paa at foretage en Reise til Kjøbenhavn, navnlig for at bringe Aftaler i Stand med Boghandler Brummer om Udgivelsen af sine danske Bærker, hvoriblandt flere nye (see Indledningen til Anmærkningerne i nærv. Bd.), og for at afhente sin Søn August i Korsør (see nærv. Bd. S. 314, Anm. til S. 98 L. 4). Reisen kom ogsaa istand og Blev tiltraadt i de første Dage af Juni Maaned s. A.; men da Bagg. giorde længere Ophold underveis, bl. A. i Amsterdam, hvor han for nogle tydske Arbeiders Bedkommende havde at træffe en lignende Aftale med Boghandler Brockhaus som den, han agtede at træffe med Brummer, fandt Ankomsten til Kjøbenhavn først Sted d. 14 August.

- -, - 15. din Sang om Peleus Søn] Peleus d. e. Peleus's: see S. 318 ovenfor, Anm. til S. 101 L. 17.

- 143. Levningen af Uskyldighedsstanden. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 152. - l DB. V, 98. - 2 DB. V, 84. -

Det maa ansees for utvivlsomt, at Bagg. baade ved den Plads, han har givet dette Digt i de "Skiemts. Riimbr." (imellem Digte fra 1795 og 96), og ved Tilføielsen "Til Jomfru Ø***" har havt til Hensigt at skjule Digtets sande Tilblivelsestid. Den Kvinde, som han her og flere Steder i det Følgende besynger under Navn af "Lilia", er nemlig Oehlenschlägers Søster Sophie; men Bagg.s Kjendskab til hende skriver sig først fra hans Hjemkomst til Kiøbenhavn i Midten af August Maaned 1806*), og da havde hun allerede i 4 Aar ikke længer været Ifr. Oehlenschläger, men Fru Ørsted. Brevet er altsaa skrevet imellem medio August 1806 og ult. November s. A., da de "Skiemts. Riimbr." udkom; og da to andre Riimbreve til hende fra samme Periode (nærv. Bd. S. 147 og 149) ikke bleve optagne i denne Samling, men først i de "Poet. Ep." 1814, * 338 er der Grund til at antage, at nærværende Brev er ældre end hine to, hvorfor der i nærv. Udgave er anviist det Plads umiddelbart foran disse.

Strax efter sin Ankomst til Kjøbenhavn havde Bagg. stiftet Bekjendtskab med daværende Assessor i Lands-Qversamt Hos- og Stadsretten Anders Sandøe Ørsted og traadte snart i et saa intimt Benskabsforhold til ham og hans Hustru, at det Ørstedske Huus under hele Besøget i Hovedstaden, fra Midten af Aug. 1806 til d. 26 Mai 1807, blev det Sted, hvor han helst og tilsidst næsten udelukkende ophøldt sig; i de sidste 7 Maaneder boede han endog hos dem. Bagg., hvis Hjerte paa denne Tid ikke var optaget af nogen varm Lidenskab for hans i Frankrig efterladte Hustru, følte sig strax mægtig tiltrukken af den, baade hvad ydre og indre Egenskaber angaaer, ualmindelig rigt udstyrede og i høi Grad indtagende, 24aarige Kvinde; og omvendt er det forstaaeligt, at denne, der overhovedet har været noget tilbøielig til at lade sig for stærkt exaltere af sin letvakte Følelse, som dertil i sit barnløse Ægteskab - med en svagelig og med Arbeide overlæsset Mand, hvis aandelige Natur var vidt forskjellig fra hendes egen - bestandig led af en ikke fuldt ud tilfredsstillet Trang til noget Høiere, og som endelig selv var en i høi Grad poetisk Natur, maatte være let modtagelig for den navnkundige Digters begeistrede Hyldest og ogsaa paa sin Side er bleven sympathetisk hendragen til ham.

Forholdet imellem dem har været meget fortroligt; men naar der, i et i vor Tid udkommet større literaturhistorisk Bærk, paa Basis af Bagg.s opbevarede Dagbogsoptegnelser fra hiin Periode er bleven slaaet paa denne Intimitets ikke blot aandelige Charakteer, saa er det heldigt, at denne lidet diskrete og lidet kritiske Anvendelse as reent private Optegnelser har erholdt det fornødne Korrektiv, endnu inden Røsterne fra den Tid ganske vare forstummede, nemlig igjennem en Udtalelse fra H.C.Ørsteds Enke, der paa den Tid, her er Tale om, som ung Pige ofte var i Svogerens Huus og var Beninde af hans Kone, og som har vidnet, at en saadan Pligtforglemmelse fra Sophie Ørsteds Side vilde have været en Umulighed for hendes i sin inderste Grund rene og fiint kvindelige Natur. (See Kr. Arentzen, "Baggesen og Oehlenschläger" II, 1871, S. 258 o. fl. St.; Nic. Bogh, "Fra Oehlenschlægers Kreds" 1881, S. 80-81).

Baade under selve Samlivet og efter dette gav Bagg.s 339 Forelskelse i Sophie Ø. sig Udslag i forskellige, mere eller mindre direkte til hende adresserede Poesier, baade i det danske og i det tydske Sprog. Af danske skal saaledes, foruden de allerede nævnte to nærmest paafølgende Riimbreve S. 147 og 149, henvises til Digtene "Den doppelte Brystnaal", "Til Lilia", "Hytten", "Ifr. Elses Vise" (alle i 2 DB. III: S. 28, 130, 177, 179) og "Samklang" (2 DB. IV, 181), jvfr. nærv. Bd. S. 217 og 219 samt,,Giengangeren" 1807, S. 63 og 73-74 (2 DB. VII, 52 og 56). Endelig maa her endnu nævnes to Disticha i Digterens Dagbog fra denne Periode, "Den doppelte Himmelfartsdag" og "Til Lilia", hvilke hverken ere optagne i l DB. eller i 2 DB., men ville findes paa sit Sted i det Følgende.

Efter Bagg.s Afreise fandt der i Begyndelsen en livlig Brevvexling Sted imellem dem, men den synes snart at være ganske hendøet; og da Bagg. og Lilia første Gang mødtes igjen, i November Maaned 1811, viste hendes Modtagelse ham kun altfor tydelig, at hendes tidligere Godhed for ham var bleven afløst af en isnende Kulde, uden at man kommer paa det Rene med, hvad der har givet Anledning til dette fuldstændige Omslag fra hendes Side.

S. 143, L. 14. Snæv] et oprindelig norsk, ogsaa af Wessel benyttet Ord: let Smag, Anstrøg, Spor af.

- 144, - 2-3. en Kone, der fanged Muus] Den herefter følgende Fortælling, om den til Fruentimmer forvandlede Kat (der f. Ex. ogsaa findes i Holbergs "Moralske Fabler" 1751, S. 141-42), skriver sig fra Æsop. Bagg. havde allerede indført den, tildeels med de samme Ord som her, men i Prosa, i det ovenfor, S. 292, i Anm. til Riimbrevet "Fuglen" omtalte Brev til Frøken Haller, i Poulsens Nytaarsgave for Damer 1792. - Til Grund for de S. 144 L. 22 og 23 indeholdte Omskrivninger af Jupiters Navn som Egypternes tilbedte store Tyr og Dyrkredsens vrede Konning ligger den Identitet, man har villet finde imellem den over hele Ægypten som Guddom dyrkede Tyr Apis og Dyrekredsens Stjernebillede Tyren, der af Nogle antages at forestille den Tyr, i hvis Skikkelse Jupiter bortførte Europa.

- -, - 11. Domitianus] Om denne menneskefjendske og blodtørstige romerske Keiser (81-96) berettes det, at han havde for Skik at lukke sig inde i nogle Timer og da i sin Ensomhed forlystede sig med at fange Fluer og spidde dem.

- -, - 13. Og Nemesis i vore Dage] Med denne 340 Bemærkning - der ikke fandtes i den ovennævnte Redaktion fra 1792 - om Nemesis, som i vore Dage morer sig med at fange Fluer, maa Bagg. antages at have villet udtrykke sin Fortrydelse over, at Gjengjældelses-Gudinden tøvede saa længe med at gribe straffende ind i Napoleons Skjæbne - see ovenfor, Anm. til S. 140 L. 13.

S. 145, L. 21. denne Hersoms Stengel] Angaaende det af Bagg. dannede Ord Hersoms (hersoms) see 1ste Bd. S. 392, Anm. til S. 254 L. 3; jvfr. ovenfor, S. 332, Anm. til S. 132 L. 6.

- -, - 29. Skidenstrædet] det gamle Navn paa den nuværende Krystalgade i Kjøbenhavn. Navneforandringen blev bevilget i Slutningen af Aaret 1818 efter en Ansøgning fra samtlige Gaard- og Huuseiere i Gaden.

- -, - 30. Kiøgeveien til Guds Rige] d. e. den besværlige, møisommelige Bei til G. R. (jvfr. S. 94 L. 26: Livets Kiøgevei), med Hentydning til den i ældre Tid for sin Slethed berygtede Landevei fra Kjøbenhavn til Kjøge, see 1ste Bd. S. 350, i Anm. til S. 87 L. 31.

- 147. Det tilgivelige Tyverie. Poet Ep. 1814 S. 62. - l DB. V, 225. - 2 DB. V, 177. -

Med det fingerede Navn "Fru Cicilia v. X." betegnes her og i det følgende Riimbrev Sophie Ørsted, hvem disse Breve er tilskrevne under Digterens Ophold i Kjøbenhavn 1806-7 (see ovenfor).

- 148, - 10, Jeg stial! - saa svor jeg høit, og] 1814: Jeg stial! (saa svor jeg høit) og.

- -, - 26-27. Hvis ei, som Evalds,... mod min Harpes Klang] J H.C.Sneedorff's Sørgedigt over Ewald i Adresseavisen 1781 (see hans "Efterladte Digte" ved Rahbek, 1829, S. 137) hedder det:

"Da talde han med Gud, og viste ham den rene,
Saa fri for Støvets Dynd
Nedlagte Harpe: "See! jeg ikke, den alene
Er uden Synd!"
Og Himmeldømmeren afveiede hans Brøde
Imod hans Harpes Klang."

- 149. Selvindbydelse. Poet. Ep. 1814 S. 66. - l DB. V, 228. - 2 DB. V, 179. -

Det er allerede ovenfor bemærket, at dette Riimbrevs virkelige Adressat er Sophie Ørsted. I en blandt BP 341 opbevaret lille Oktavbog, hvori Digteren har nedskrevet Poesier og Dagbogsoptegnelser fra Aarene 1805-7, findes en Afskrift af Digtet, utvivlsomt i den oprindelige Redaktion, i hvilken det er kommet den Paagjældende tilhænde. Det er her forsynet med Overskriften: Til Lilia (ligesom der ogsaa i 1ste Linie istedenfor Cicilia staaer: Min Lilia), hvorhos Datum findes tilføiet: Khvn. d. 27 Oct. 1806. Da der ved en uheldig Beskæring af Bogen er gaaet et Par Linier tabt nederst paa hver Side og et Blad desuden netop her synes udrevet har dette havt til Følge, at Afskriften kun gaaer indtil S. 150 L.10 inkl. De Forandringer, Digtet er undergaaet ved dets Udgivelse i Trykken, ere væsentligst gaaede ud paa at modificere adskillige Udtryk, som i den oprindelige Skiklelse havde en stærkere erotisk Charakteer.

S. 149, L. 3. 1806] Tilføiet i nærv. Udg.

- -, - 7-8. een af de kostbare Dage, jeg har i denne Bye tilbage] Bagg.s Tilbagereise fra Kjøbenhavn kom dog ikke til at finde Sted nær saa snart, som disse Ord lade formode. Som allerede ovenfor berørt (see S. 268-69), forlængedes hans Ophold langt udover, hvad han fra først af havde bestemt, idet forskjellige Omstændigheder, saasom gjentagne Anfald af Upasselighed, den noget forsinkede Udgivelse af hans under Pressen værende Arbeider, Ordningen af hans Forhold til Boghandler Brummer og andre økonomiske Anliggender, og utvivlsomt ogsaa hans levende Følelse af Belvære i det Ørstedske Huus, den ene Gang efter den anden fik ham til at udsætte Afreisen paa kortere eller længere Tid; og da han saa endelig bestemte sig til at drage tilbage til sin i Marly efterladte Hustru og deres lille Zaarige Søn og d. 26 Mai 1807 forlod Kjøbenhavn, vare de oprindelig fastsatte tre Uger blevne til godt og vel tre Fjerdingaar.

- - - 25. Moly] See S. 312, Anm. til S. 96 L. 2-3.

- 151. Noureddin til Aladdin. Skiemts. Riimbr. 1807

S. 321. -1 DB. V, 200. - 2 DB. V, 161. -

Forholdet imellem Baggesen og Oehlenshläger findes nu saa vidtløftig omhandlet i den danske Literatur, at Udgiveren har troet her væsentlig at kunne indskrænke sig til at henvise til denne Literatur. Hovedkilderne findes anførte i F. L. Liebenbergs "Bidrag til den oehlenschl. Literaturs Historie" 1868, II, S. 410, hvortil naturligviis endvidere maa føies det efter den Tid udkomne Hovedværk, Kr. Arentzens omfangsrige literaturhistoriske Studie: "Baggesen og 342 Oehlenschläger", I-VIII, 1870-78. Fra de to Digteres giensidige Forhold indtil Fremkomsten af denne Epistel skal her kun bringes i Erindring, hvorledes der ved Siden af de alt dengang foreliggende Fakta - Oehlenschlägers Festsang til Baggesen i Anledning af dennes Afreise til Paris i Efteraaret 1800, hans Overtagelse af Tilsynet med Trykningen af 1ste Bd. af Bagg.s "Samtlige Bærker" 1801, Udvexligen. af særdeles venskabelige Breve mellem dem i de første Maaneder af 1801, men ogsaa tillige Oehl.s drøie allegoriske Charakteristik af Bagg. i Digtet "Corsøer" (Juli 1805) - gik en Understrøm af utrykte, deels mundtlige, deels skrevne Udtalelser til Trediemand, hvilke noksom tydede paa en tilstedeværende Dissonants imellem dem, og som let ved Indiskretion og paa anden Maade kunne være komne de Paagjældende for Øre og da naturligviis yderligere maae have forbittret Sindene. I denne Forbindelse kan her henvises til Bagg,s Yttringer om Oehl. i Riimbrevet "Homerering" fra 1804 (nærv. Bd. S. 114 ff.).

Naar Bagg. i nærværende Riimbrev - med Hentydning til Oehl.s "Alladdin", der i Iuli Maaned 1805 var udkommen sammen med "Baulundurs Saga" som 2den Deel af hans "Poetiske Skrifter" - tillægger sig selv Navnet Noureddin, hvormed maa sammenholdes Yttringen i Brevets Slutning om "Vaulunders Steen", saa vil han dermed give tilkjende, hvorledes han, den spekulativt anlagte og jevnlig med filosofiske Studier og Granskninger sysselsatte Digter, i Modsætning til Aladdin-Oehl., hvem det umiddelbare poetiske Instinkt havde givet den vidunderlige Lampe ihænde, giør sig Haab om ved fortsat Kamp og Stræben at naae "til Digterfieldets Top" ("Giengangeren" 1807, S. 149; 2 DB. VII, 83) ad sin egen Bei, ved en Birkeliggjørelse af sin omtrent samtidig, deels i "Giengangeren", deels i Forerindringen til den nye Udgave af "Labyrinten" (,,Digtervandringer") proklamerede Theori om Mythologiens og Romantikens Fortrængelse fra den høiere Poesi og Naturfilosofiens Indsættelse i deres Sted. Under 25 Aug. 1810 skriver han fra Paris til Grev Ernst Schimmelmann Bl. A. Følgende: "Den leichtsinnigen, schwärmerischen, unzuverlässigen Dichter in mir habe ich getödtet, und durch anhaltende ernste Studien habe ich meinem Geiste eine ganz andere Wendung gegeben. Der Dichter Baggesen, dem der Mensch so viele Jahre lang schrecklich geopfert wurde, wird schwerlich mehr anders als in den schon fertigen 343 Arbeiten zum Vorschein kommen - Dänemark hat ohnehin jezt einen weit besseren, dessen göttlichen Genius ich von ganzer Seele bewundere. Aber der Denker Baggesen (wenn die gröszten Denker unsrer Zeit ihm nicht zu sehr geschmeichelt haben) hofft noch sich ein Denkmal zu sezen, als Resultat seiner Studien, seiner Welterfahrung und seiner Menschenkenntnisse, das einst die Nachwelt überzeugen wird, der gnädigste König und der groszmütigste Minister haben ihn nicht umsonst geliebt und gerettet"

Riimbrevet blev af Forf. tilsendt Oehl. i Paris, i et Separataftryk, med nogle tilføiede venskabelige Linier i Prosa; det gav Anledning til Oehl.s særskilt udkomme "Svar til Baggesen paa hans Brev Noureddin til Alladdin", Kbhvn. (Jan.) 1807*), som atter fremkaldte den i nærv. Bd. S. 167 ff. optagne Baggesenske Epistel.

S. 151, L. 3. d 14de Nov. 1806] Oehlenschl.s 27aarige Fødselsdag.

- -, - 15. vor Nordpols bestandig urokkede Stierne] See S. 287, Anm. til S. 38 L. 24-26.

- 152, - 15. Skimmer] d. e. Glands; en oftere hos Bagg. forekommende Germanisme.

- -, - 22. Skiøndt du er end det Brogede for huld] Denne Anke over Oehlenschlägers Forkjærlighed for det "Brogede" gjentager Bagg. oftere, deels med det samme Ord, deels med Omskrivninger, navnlig i sine Recensioner af de Oehl.ske Skuespil (1814). Hvad han mener med dette Udtryk, har han vistnok skarpest præciseret etsteds i Kritiken over "Axel og Balborg" (I. Kr. Høst's Ugeblad "Den nordiske Tilskuer" 31 Decbr. 1814; 2 DB. XI, 290), hvor han vil foreholde Oehl. "hans svageste Side og den meest herskende Feil i hans Værker", og hvor det hedder: "Indblanding af det Uvedkommende, det Fremmede, det Heterogene er, hvad der fornemmelig fordærver hans Diction saavelsom hans Komposition; for i det Lille som i det Store at frembringe afstikkende Effekter forsømmer han aldeles Harmonien."

- -, - 25. propper] I Oehl.s "Erindringer", hvor nogle Brudstykker af dette Riimbrev findes aftrykte, citeres her: proppet.

- -, - 28. Fiirkantes af et Calderonsk Theater] Hentydning til det almindelige Metrum i den berømte spanske *344 Digters romantiske Dramer, den nationale fiirfodede Trochæ. Det er bekjendt, at Romantikerne overhovedet fortrinsviis havde Blikket henvendt paa de sydeuropæiske Literaturer, og Calderon maatte da ganske naturlig blive af særlig stor Betydning for dem.

S. 153, L. 20. alle Stierners Klang] See S. 281, Anm. til S. 24 L. 24.

- 155, - 8. som Hakon Jarl] Oehl.s Sørgespil "Hakon Jarl hin Rige" blev først trykt i hans "Nordiske Digte" i Nøvbr. 1807, men havde alt siden Begyndelsen af Marts 1806 været tilstede i Kjøbenhavn i Manuskript og var her blevet kjendt i en vid Kreds.

- -, - 30. Ved Emma!] Hentydning til Bagg.s romantiske Eventyr "Emma" fra Aarene 1786-87. Om hans Forkjærlighed for denne Digtning, der findes optaget i nærv. Udgaves 1ste Bd. (S. 186 ff.), er talt dersteds i de tilføiede Anmærkninger bagi, S. 376.

- -, - 31. ved Parthenäis!] Hentydning til Bagg.s første Gang i Aaret 1802 udkomne tydske idylliske Epos "Parthenäis oder die Alpenreise", om hvilket han selv antog, at det vilde overleve alle hans Oder og Sange, Skuespil og Fortællinger (Biogr. II, 283), og hvoraf en ny Udgave netop fremkom henimod Slutningen af Aaret 1806.

- 156, - 2. Pollux] d. e. Polluxs: see S. 318, Anm. til S. 101 L. 17.

- -, - 3. Er dit og mere vildt] Ivfr. S. 120 L. 6.

- -, - 20. Kryb!] Udraabstegnet er tilføiet i nærv. Udgave.

- -, - 22. elskte sig] sig d. e. hinanden.

- 157, -3. Til Aanders Helvede, til hint Paris] See S. 322, Anm. til S. 110 L. 32.

- -, - 5. Skals] 1807: Skats.

- 158. Tarksigelsen. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 338. - l DB. V, 210. - 2 DB. V, 168. -

Den "Recensent", som her apostroferes, var daværende Præst i Kjøbenhavn Claus Pavels (f. 1769, † 1822 som Biskop i Bergen), der i nogle Aar skrev æsthetiske Recensioner i de Kbhvnske. Lærde Efterretninger og saaledes navnlig i det 1ste Nr. af Aargangen 1803 vidtløftig havde recenseret den paabegyndte Udgade af Bagg.s "Samtlige Bærker" 1801 (om hvilke er talt herforan, S. 270). Bagg. omtaler ham igjen, med ligesaa nedsættende Udtryk som her, paa flere 345 Steder i sin "Gienganger" (S. 43, 57, 104-5, 176 L. 4; 2 DB. VII, 45, 50, 67-68, 93 L. 7 f. n.; jvfr. nærv. Bd. S. 230). Selv udtaler Pavels sig saaledes om denne Recension, i sin Autobiografi, udkommen i Ehristiania 1866: "Min Critik var langt mere rosende end dadlende, men dog maa den høiligen have mishaget den irritable Baggesen. Først i sine skjemtsomme Riimbreve og siden i sit famøse Digt Gjengangeren mishandlede han mig ynkeligen".

S. 159, L. 6. ædle Claus] Det er allerede ovenfor, S. 322, bragt i Erindring, hvorledes Bagg., efter tidligere Forfatteres Exempel, ofte bruger Navnet Claus som Betegnelse for en Dumrian; og man kan altsaa tænke sig, med hvilket særligt Belbehag han her ligeoverfor sin Kritiker har kunnet bringe dette hans virkelige Døbenavn i Anvendelse.

- 160. Forespørgselen. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 342. - l DB. V, 212. - 2 DB. V, 170. -

Om Bagg.s intime Forhold til det Ørstedske Huus er talt ovenfor, S. 337 ff., i Anmærkningerne til Riimbrevet "Levningen af Uskyldighedsstanden". - Den Samling "skiemte" fulde Breve", med Hensyn til hvis Udgivelse han her retter en juridisk Forespørgsel til Ø., og hvis Trykning dengang allerede var paabegyndt, var de "Skiemtsomme Riimbreve", der, som alt bemærket i Indledningen til Anmærkningerne i nærv. Bind, udkom i Novbr. 1806.

- -, - 5. Saavel ved Hoffet som i Staden] naturligviis Hentydning til Ø.s daværende Stilling som Assessor ved Hof- og Stadsretten i Kjøbenhavn (og den ved Forordn. af 25 Jan. 1805 dermed forbundne Landsoverret for Øerne).

- -, - 6. Mandag] Mandagen Dar dengang, ligesom nu, den ordinære Retsdag for ovennævnte Ret.

- -, - 16-17. tredive Samvittigheder... Obelizes Alphabet] Ivfr. 1ste Bd. S. 256, L. 7.

- -, - 22. fyrretive] Om denne Form see 1ste Bd. S. 296, Noten til L. 15.

- 162, - 12. hver ærlig Jyde] Om den hos Bagg., ligesom hos Holberg, forekommende Brug af Ordet jydsk som synonymt med dansk er talt i 1ste Bd. S. 363, i Anm. til S. 142 L. 9-11.

- -, - 18-19. naar Pan man kiender og veed, hvad ved hans Død paa Jorden hender] Fortællingen om Styrmanden Thamys, som engang i Reiser Tiberius's Regeringstid ved nogle Smaaøer i det ioniske Hav hørte en mægtig 346 Røst, som bød ham at bringe Melding om den store Pans Død, findes hos Plutark (De defectu oraculorum, Kap. 17), hvor det tilføies, at Thamus adlød, og at hans Budskab modtoges med almindelig Jammer og Bestyrtelse. Denne Fortælling er senere af Digterne og i theologiske Skrifter bleven nærmere udmalet og underlagt forskjellige Udlægninger, idet den deels er bleven fortolket som indeholdende Tilkjendegivelsen af en almindelig Omvæltning og Opløsning i hele Naturen, deels særlig er bleven sat i Forbindelse med Messias, snart som en Forkyndelse af hans Komme og de gamle Guders Forfald, snart som en Bebudelse af hans Død. Bagg. vender oftere i sine Skrifter tilbage til dette Æmne, i hvilken Henseende navnlig kan henvises til de efter hans Død udgivne "Fragmente" *) S. 73, hvormed kan jevnføres den allegoriske Fortælling "Pindsvinet" i hans "Lille Søndag-Aften" d. 18 Juni 1814, Nr. 5, S. 18 (2 DB. VII, 190-91).

S. 163. Min Skygge. Skiemts. Riimbr. 1807 S. 349. - l DB. V, 217. - 2 DB. V, 173. -

Med dette Digt, hvori Bagg. i Anledning af Tilbagereisen til Paris, der da af ham selv antoges for at være nærforestaaende, overantvorder sine Benner sin "Skygge", d. e. de literære Arbeider, han under sit daværende Ophold i Hovedstaden havde gjort færdige til Udgivelse (see ovenfor, S. 268), slutter Samlingen af de "Skiemtsomme Riimbreve". Med Hensyn til den i Overskriften tilføiede Bemærkning om Afreisen skal bringes i Erindring, at denne, som alt tidligere anført (see saaledes S. 268-69 og 341), ikke kom til at finde Sted til det oprindelig fastsatte Tidspunkt, i Begyndelsen af Decbr. 1806, men af forskjellige Grunde bestandig blev opsat og først blev definitivt tiltraadt d. 26 Mai næste Aar.

- -, L. 21. Digterlivets Hovedpandested] d. e. Digterlivets Golgatha, nemlig Paris, hvor Bagg. havde været hjemsøgt af saa mange huuslige og økonomiske Fataliteter og overhovedet følt sig saa aandelig fortrykt af Forholdene, at han maatte betragte Opholdet der som dødbringende for enhver førtsat digterisk Produktion. Om lignende Yttringer * 347 af Digterens Antipathi mod Paris, see S. 322, Anm. til S. 110 L. 32.

S. 164, L. 19. Kongens Haves Overdrev] Rosenborg Have var paa den Tid ikke blot den almindelige Samlingsplads for den kjøbenhavnske Beaumonde, men overhovedet indenfor Boldene det Sted, hvor Hovedstadens Spadserende oftest søgte hen; jevnlig blev der her, navnlig Søndag Eftermiddag, opført Regiments- o. a. Musik. Fra Exerceerpladsen ved Slottet foretog Luftskipperen Professor Robertson d. l Okt. 1806 under meget gunstige Beirforhold en Luftfart - den første, der nogensinde var seet i Kjøbenhavn - i Overværelse af en betydelig Skare Tilskuere, hvoriblandt Kongen og den kgl. Familie. En Time efter Opstigningen begyndte Nedfarten, hvorpaa Ballonen faldt ned i en Tørvemose halvfjerde Miil fra Kjøbenhavn. Den 13 s. M. lod han igjen sammestedsfra, og ligeledes under stærk Tilstrømning af Tilskuere, en Ballon stige tilveirs, fra hvilken en Elev af ham gik ned med Faldskjærm.

- -, - 21. Wests berømte Gallerie] Den i 1ste Bd. S. 324, Noten, og S. 364 som Forfatter omtalte Hans West, der 1802 var gaaet som Konsul til Nederlandene, havde i Aaret 1805 fra Udlandet til Kjøbenhavn hjembragt en Samling Malerier, som i en Række af Aar var udstillet for Offentligheden paa Hjørnet af Frederiksholms Kanal og Ny Bestergade og paa den Tid, her er Tale om, blev flittig besøgt. Disse Malerier, hvorover Eieren 1807 udgav et ræsonneret Katalog, bleve senere kjøbte af den kgl. Samling.

- -, - 22. Comestabili] Louis Comestabili var en meget søgt Konditor og Restauratør paa Østergade. Han nævnes igjen S. 177 L. 2. (Han blev Juli 1807 gift med en Jomfru Anne Elisabeth Baggesen, men hun har neppe været af Digterens Familie.)

- -, - 23. Harmonien] "Det harmoniske Selskab" eller, som det ogsaa benævnedes, "Harmonien", stiftet 1778, var paa den Tid Kjøbenhavns fornemste og anseeligste Klub. Her foranstaltedes jevnlig elegante selskabelige Sammenkomster med Baller og Concerter.

- -, - 23-24. hos de Spæde, som lære comisk lee og tragisk græde] I Aaret 1804 var der ved det kgl. Theater, som en Forberedelsesanstalt og Planteskole til dette, først under Rosings, men snart derefter under Rahbeks Ledelse bleven oprettet en "dramatisk Skole", der begyndte med 348 ganske unge, tildeels endog kun halvvoxne, mandlige og kvindelige Elever ("de rahbekske Rollinger" kaldte man dem paa det kgl. Theater). Efter at have erhvervet nogen Routine i de Stykker, der vare tagne til Øvelse, optraadte Eleverne offentlig paa det dengang ubenyttede Hoftheater, første Gang i Mai Maaned 1806. I en Prolog, som Rahbek til denne første Forestilling havde skrevet under Navn af "Baaren", og som blev fremsagt af Ifr. Olsen, lød sidste Bers saaledes:

"O lader disse Baarens Børn da nyde
I Eders Gunst den ønskte Fred og Ly,
At Blomst og Frugt engang kan Eder tryde,
Hvor spæde Knoppe frygtsomt nu fremgrye!"

En halv Snees Aar efter blev Skolen atter nedlagt. I en Anmeldelse i "Dannora" for 24 April 1814 af Syngestykket "Crispins Forvandlinger" bruger Bagg. atter Udtrykket "de Spæde" som Betegnelse for disse Elever.

S. 164, L. 25. musicalsk Academie] "Det kgl. musikalske Akademie" var Navnet paa en af de meest anseete Klubber i Kjøbenhavn paa den Tid, med lignende selskabelige Formaal som det ovennævnte "harmoniske Selskab". Akademiet var stiftet 1767; her blev navnlig givet fortræffelige Concerter.

- -, - 26. hos Raus] Rau & Schmetzer vare Eiere af Hotel d'Angleterre paa Kongens Nytorv, hvor de foruden Hotelvirksomheden tillige drev Næring som Traktører.

- -, - 27. tredde] Om denne Form (der forekommer igjen S. 165 L. 29)see 1ste Bd. S. 305, Anm. til S. 2 L. 25.

- -, - 30. Padderne med Skiæl] Om denne Omskrivning (istedenfor Skildpadder), og Sidestykker dertil, see S. 329, Anm. til S. 127 L. 6.

- 167. Til Digteren Adam Ohlenschläger. Nye bl. D.1807 S. 360. - (Hverken i l Dd. eller 2 DB.). -

Som allerede nævnt ovenfor, S. 343, er denne Epistel foranlediget ved Oehl.s i Jan. 1807 særskilt udkomne "Svar til Baggesen paa hans Brev Noureddin til Aladdin". I Indledningen, indtil S. 168 L. 22, alluderes til den heftige Opposition, Bagg. i sin "Gienganger", udkommen nogle Uger før de "Nye blandede Digte", havde reist imod Skjønliteraturens og Kritikens daværende Tilstand herhjemme og nogle af dens fornemste Repræsentanter.

- 169, - 4 ff. Aldrig skrev en Ven den anden (osv.)] 349 I sin "Per Brøvler, et comisk Læredigt", Kbhvn. 1816, betegner Bagg. ligeledes sit Riimbrev "Noureddm til Aladdin" som "det beskedneste, venligste, hierteligste, meest hvidende Brev, nogen ældre Digter har skrevet til en yngre."

S. 169, L. 7. Aladin] Bagg. skanderer her - og enkelte andre Steder - Navnet Aladdin med Tonen paa første Stavelse.

- 170, - 12 ff. Tre Gange tonte mig dit Svar i Vest paa hvad jeg qvad i Øst (osv.)] Med Hensyn til den Misforstaaelse, Bagg. her forekaster Oehl., giør I. L. Heiberg i en længere kritisk Afhandling om Sidstnævnte i "Kbhvns. flyvende Post" 1828 ("Prosaiske Skrifter" III, 1861, S. 237) opmærksom paa, hvorledes det Fine og virkelig Træffende i, at Bagg. i sit Riimbrev havde sammenlignet Oehl. med Aladdin selv og tilraabt ham, at han nu maatte lære at skure og polere den Lampe, som Lykkens Gaver havde sat ham i umiddelbar Besiddelse af, blev overseet paa Grund af den Sammenligning, som Bagg. sammesteds gjorde imellem sig og Noureddin: "man gav dette en moralsk Anvendelse, som naturligviis maatte falde uheldig ud for Baggesen, istedenfor blot at holde sig til den æsthetiske Betydning, hvori han tog Allusionen."

- 171, - 2. Pieriden] Pierider kaldtes Muserne efter det dem helligede Bjerg Pieria i Macedonien.

- -, - 24. Wieland] Om Bagg.s saavel personlige som literære Forhold deels til Wieland og deels til den strax efter (L. 26) nævnte Goethe: see 1ste Bd. S. 325-26, Anm. til S. 35 L. 2-22.

- 172, - 6. som du for frisk] Ogsaa fra en heelt anden Side er den samme Anke bleven rettet imod Oehl, idet den talentfulde, men baade i sin Bandel og i sin Poesi indtil Forskruethed excentriske Zacharias Werner, Hovedrepræsentanten for den mystiske Retning i den tydske Romantik, engang, formodentlig under Begges Ophold i Coppet i Binteren 1808-9, lagde Haanden paa hans Skulder og sagde rørendte: "Lieber Freund, Ihr seyd mir gar zu gesund" (Oehl.s "Reise" II, 1818, S. 224-25; jvfr. hans "Erindr." III, 1850, S. 205).

- -, - 10. Peleus Søn] d. e. Achilles; om Genitiv-

formen, see S. 318, Anm. til S. 101 L. 17.

-173, - 6. Lie] Ordet Li (Lid, Lide) er her brugt i Betydningen af: Høi, Bakke.

350

S. 175. Jens Napoleon. Poet. Ep. 1814 S. 69. - l DB. V, 230. - 2 DB. V, 181. -

Til Overskriften. findes i de Poet. Ep. følgende Note til føiet under Texten: "Paa min Reise giennem Korsøer 1806 fortalte Sognepræsten nuværende Biskop Plum i Ødense mig, at han for en Tid siden havde maattet døbe en fattig Skrædders Barn saaledes, da Faderen ønskte at der maatte blive noget af Drengen." Bagg.s Ben Frederik Plum (der findes nævnt ovenfor, S. 282, i Anmærkningerne til Riimbrevet "Fragmentet i Lolland") havde tidligere været Sognepræst i Korsør, men var i Aaret 1806 allerede forlængst forflyttet derfra; han blev Biskop over Fyens Stift 1811.

Om Astrup, til hvem der alt findes et Riimbrev ovenfor, S. 81, see de til dette knyttede Anmærkninger. Af sit første Ægteskab havde han kun (to) Døttre; han giftede sig anden Gang d. l Mai 1806, og d. 23 Marts 1807 fødte hans Hustru ham den her omhandlede Søn, Jens. Barnedaaben, der fandt Sted d. l Mai s. A., beskriver Bagg. i et (fransk) Brev til sin Hustru som "den prægtigste, der i lang Tid var bleven seet i Kjøbenhavn; Festen var herlig, en sand Pariserfest med en Souper à la Talleyrand" (Biogr. III, 268). Barnet døde allerede i September Maaned s. A.

I de Poet. Ep. findes Astrup i Overskriften til nærværende Riimbrev, saavel i selve Texten som i Indholdsfortegnelsen, benævnt Generalkrigskommissær, en Titel, som han vel havde 1814, men som endnu ikke var bleven ham tillagt, dengang nærværende Riimbrev blev forfattet. Da der ikke har forekommet Udgiveren at være nogen Anledning til at bibeholde denne Anachronisme her, har han foretaget den fornødne Forandring og som Folge deraf ogsaa udeladt den i Poet. Ep. til S. 176 L. 22 knyttede Note: General-Krigs-Commissairen var dengang Capitain.

Det originale Riimbrev, hvoraf en Afskrift velvillig har været stillet til Udgiverens Raadighed, er dateret Kiøbenhavn, d. 1ste Mai 1807. Det sees ikke blot hist og her at være undergaaet enkelte mindre Forandringer forinden dets Udgivelse i Trykken, men navnlig mangler her hele Slutningen, idet Originalen ender umiddelbart efter S. 178 L. 11 med den Linie:

Af dennes pludselige Storhed døer.

Nye ere ogsaa de femten Linier 7-21 paa S. 176, i hvis Sted Originalen har:

351

Og Skrædderen har raisonneret saa:
"Een af de to min Søn vil slægte paa!
Hvis Drengen bliver Keiser, desto bedre!
Og bli'r han kun Poet - nu, Herre Gud!
Saa vilde Dunser dog ham skiælde dygtig ud,
Og denne i det mindste Fyren hædre."
Jeg finder, Skrædderen har Ret i eet:
Jeg sætter, at uheldigviis det hændte,
Hans Søn ei Keiser blev, men blot -Poet,
Saa kunde træffe sig, man rendte
Først efter ham, blot for at faae ham seet,
Derpaa forfulgte ham som fædrelandsk Prophet,
Saa Lys om ham, som om en Helgen tændte,
Og - om just ei ham selv, saa dog hans Gienfærd brændte:
Kan fattigt Skrædderbarn vel meget mere vente?

S. 176, L. 4. Rasmus Langeland] Om denne Mand, i sin Tid en af Landets meest anseete Kjøbstadsborgere, hvis Navn er bleven bragt i Eftertidens Erindring ved Wessels bekjendte Epistel (fra April 1785) "Til Herr Jens Baggesen", findes udførlige Personalia i Levins Udgave af Wessels samlede Digte 1862, S. 302-5.*)

- -, - 5. Madam Bagger] Rasmus Langelands Datter, en i sin Tid meget bekjendt Giæstgiverske i Korsør. Hendes i Fodnoten S. 176 nævnte Søn, Rasmus Langeland Bagger (Student fra Slagelse Skole to Aar efter Bagg., fra 1809-14 Politimester i Kjøbenhavn samt Justitiarius i Politiretten, † 1819 som 1ste Borgmester i Kjøbenhavn samt Etatsraad), var en fortrolig Ben af Bagg., hvem han allerede havde sluttet Bekjendtskab med i Barndomsaarene i Korsør. Medens Bagger i sine sidste 6 Leveaar stadig var syg og lidende af Battersot, besøgte Bennen ham daglig, naar han var i Kjøbenhavn, tilbragte flere Timer hos ham * * * 352 og forstod altid at opmuntre den Lidende (O. Nielsen, "Biografiske Efterr. om Kbhvns. Politimestre og Politidirektører i Aarene 1682-1863", Kbhvn. 1880). Digte til hans Datter og til hans Hustru, fra 1816 og 1817, findes i 2 DB. III, 149 og 159.

S. 176, L. 8. Korsisk] den dengang endnu almindelige, ældre Form for korsikansk. Samme Form forekommer igjen S. 221, L. 30.

- -, - 14. Vessel] i "Kjærlighed uden Strømper" 5te Optog 1ste Optrin, hvor Jesper udtaler den Formening, at een af Mettes eller Gretes Strømper "sex Skredder-Been kan sluge", ligesom der strax nedenfor med den Linie: Ei Blot i Skabning net, men ogsaa stærk i Lægge hentydes til følgende Sted i samme Optogs 4de Optrin:

"Johan.

Og - à propos om Been, jeg ikke just i Lægge
Min største Force har; men Skabningen?

Grete.

Er net;
Det vil jeg dig tilstaae."

- -, - 24-25. Der, alle Grethers og Margrethers Kiæledægge, med ingen pommersk Erik bytte gad] Sigter deels igjen til Grete i "Kjærlighed uden Strømper", deels til, at baade Astrups Moder (død 1808), hans første Kone og begge hans Døttre hed Margrethe, deels endelig til den tragiske Skjæbne, der tilsidst ramte Dronning Margrethes Søsterdattersøn og Pleiesøn og hendes Efterfølger paa Tyronen, Erik af Pommern.

- 177, - 2. Comestabili] Om ham see S. 347 ovenfor, Anm. til S. 164 L. 22.

- -, - 4. og - selv et Svinerie] 1814: og - og selv et Svinerie, hvilket strider imod Bersemaalet, men utvivlsomt blot er en Trykfeil. - Paa Kokkedal tæt ved Rungsted, der var i Astrups Eie sra 1806 til 1810, var der i Aaret 1803 af den daværende Besidder, Generalmajor Walterstorff, til Svineavlens Forbedring anlagt et Svineri, hvortil ædlere Racer indforskreves fra England, og der blev derefter solgt Tillægsdyr derfra til andre Landmænd, der ønskede at lægge sig efter forbedret Svinehold.

- -, - 10. Fichtes Jeg og Kants Antinomier] Fichte saae i Jeget, hvorved han ikke forstod det enkelte 353 Individs Jeg, men den Kraft, der rører sig i alle bevidste Bæsener, Tilværelsens inderste Bæsen. Bed Antinomier forstod Kant de Modsigelser, vor Fornuft hilder sig i, naar den vil anvende de videnskabelige Begreber udover Erfaringens Omraade.

S. 178, L. 20. Tangsalt-Veer] Den ved Krigsurolighederne i Aarhundredets Begyndelse foraarsagede Mangel paa Salt og den høie Priis, hvortil denne Nødvendighedsartikel da var stegen, gav Anledning til, at man begyndte at interessere sig ivrig herhjemme for Benyttelsen af Tangaske til Tilvirkning af Salt, hvoraf et ikke ringe Kvantum paa den Maade efterhaanden tilveiebragtes i Landets forskjellige Provindser.

- -, - 22. Faaer Mod paa... gyldne Horn] Disse gyldne Horn nævnes formodentlig her som Symbol paa overvættes Rigdom; jvfr. S. 25 L. 17.

- -, - 32. Som i Paris den keiserkronte Rimer] Da Boltaire i Febr. 1778 besøgte Paris, blev der her ydet ham saa storartede Ovationer (med Bekrandsning af hans Buste i Théâtre-Français osv.), at den 84aarige Digters Helbred blev stærkt rystet derved. Han forlod nu ikke mere Paris, hvor han døde tre Maaneder efter.

- 182. Runen. Poet. Ep. 1814 S. 86. -1 DB. V, 242. -2 DB. V, 190. -

Paa Tilbagereisen til Marly fra sit Besøg i Kjøbenhavn fra Aug. 1806 til Mai 1807 opholdt Bagg. sig i Begyndelsen af Juli en otte Dages Tid i Amsterdam, hvor han afsluttede de allerede tidligere (S. 337) omtalte Forhandlinger med Brockhaus om Udgivelsen af en Samling tydske Digte, som nogle Maaneder efter udkom paa hans Forlag under Navn af "Heideblumen".

- -, - 7. den største Hat i Nord] d. e. Kronprinds Frederik, ligesom der i den næste Linie med den største Hue utvivlsomt menes den særdeles indflydelsesrige Grevinde Schimmelmann, hvis Gunst Bagg. til den Tid havde forspildt: see Biogr. III, 290, hvormed maa sammenholdes S. 242, 248 og 266 samt Tillægss. 132 (et omtrent samtidigt Brev, nemlig af 6 April 1807, fra Bagg. til hans Ben Reinhold i Kiel).

- 183, - 6. romerske Poeten] nemlig Birgil. Citatet (paa Dansk: "Tyren segner døende om paa Jorden") er taget fra det Sted i Æneiden (V, B. 481), hvor der tales 354 om de i Anledning af den aarlige Gravfest til Anchises's Ære anstillede Lege, og hvor den gamle Entellus, trodsig i Hu og stolt af at have seiret i Nævefægtningen, med eet Slag af sin Cestus knuser Hjernen paa den med Bændler og Guld rigt udsmykkede Tyr, der var udsat som Kampbelønning.

S. 183, L. 7. Vestens triumferende Kolos] d. e. Napoleon, ligesom der med Østens herlige Rhinoceros i næste Linie menes den russiske Keiser Alexander, til hvem Bagg. 1804 i Anledning af Keiserkroningen i Paris havde digtet en begeistret antinapoleonsk Ode i det tydske Sprog, som dog neppe er bleven udgivet offentlig i Trykken før en halv Snees Aar derefter (see Biogr. III, 204).

- -, - 23. Perthes] Friedrich Perthes i Hamborg (f. 1772, † 1843), gift med en Datter af den tydske Digter Matthias Claudius, var dengang den betydeligste Boghandler i hele Nordtydskland. Det var en aandfuld og dannet Mand, som stod i livlig personlig Forbindelse med en Mængde af den Tids baade literære og politiske tydske Notabiliteter. Bagg. havde gjort hans Bekjendtskab i Hamborg 1797 og vedblev efter den Tid at staae i jevnlig venskabelig Forbindelse med ham; han logerede saaledes i hans Huus under et nyt Ophold paa et Par Dage i Hamborg i Sommeren 1802. Bagg.s to Bind "Gedichte", Hambg. 1803, udkom paa P.s Forlag.

- -, - 25. J en Sonett] Sonetformen, som i det 18de Aarhundrede næsten ganske var gaaet af Brug i Tydskland, blev først gjenoptaget her af Bürger, hvorefter den med en Forkjærlighed, som Bagg. især i tydske Poesier fra denne Periode stærkt satiriserede over, blev bragt i Anvendelse af A. W. Schlegel og de andre Digtere af den romantiske Skole, efter italiensk og gammel-spansk Mønster (see S. 184 L. 8 og 14).

Af den efterfølgende Sonet gjenfindes de første 8 Linier, noget lempede, i en Sonet af Schak Staffeldt, "Den yderste Dag", hvis Tilblivelsestid er ubekjendt (see Liebenbergs "Samlinger til Sch. Staffeldts Levnet" II, 1847, S. 546).

- 184, - 4. Selv Wieland daaner - Schiller selv besvimer] Ganske paa samme Maade skriver Oehlenschläger fra sin tydske Reise i Aarene 1805 og 1806, at han med Ærefrygt besøgte den gamle Wieland i Weimar, "skjøndt det ikke var Mode at agte W. i den Tid", ligesom han 355 ogsaa omtaler, hvorledes Tieck, Novalis, Schlegelerne og overhovedet den nyere Skole forkastede Schiller og ikke vilde anerkjende ham som en sand stor Digter, fordi han var imod den romantiske Retning i Poesien (see Oehl.s Erindr. II, 32, 58; III, 59).

S. 184, L. 13-14. paa Schwabisk... gamle spanske Melodier] paa Schwabisk d. e. i en Lyrik, der efterligner de gamle tydske Minnesangeres fra det 13de Aarhundrede. Disse kaldtes nemlig ogsaa "schwabiske Digtere", fordi deres Sprog, forøvrigt med Urette, antoges for gjennemgaaende at være den schwabiske Dialekt, ligesom deres Kunst særlig blomstrede og fandt Beskyttelse i Schwaben. Faa Aar iforveien (1803) havde Tieck Bragt denne Poesi i den tydske Læseverdens Erindring gjennem et bearbeidet Udvalg. Bagg. sigter saaledes med dette Udtryk (ligesom med Underhornets Herlighed strax nedenfor) til Romantikernes Fremdragen og Efterligning af den germanske Poesi fra Middelalderen, medens han med de spanske Melodier sigter til den ligeledes for den nye Skole eiendommelige Forkjærlighed for det sydlige Europa, ikke mindst naturligviis for det romantiske Spanien.

- -, - 15. Underhornets Herlighed] Allusion til den af Arnim og Brentano under Navn af "Des Knaben Wunderhorn" udgivne Samling af gamle tydske Folkeviser, som allerede er omtalt ovenfor, S. 324, i Anm. til Riimbrevet "Romerering".

- -, - 23. Pindus] et Apollo og Muserne helliget Bjerg i det gamle Grækenland. Navnet bruges, ligesom Helikon og Parnassus, som Betegnelse for Musernes Hjem.

- -, - 24. Klostret og Regentsen] Nyerup, som i længere Tid under Bagg.s Fraværelser fra Hjemmet havde Varetaget dennes Forretninger som Biceprovst paa Kommunitetet og Regentsen, var ved Bagg.s Entledigelse 1802 bleven konstitueret i Provsteembedet.

- -, - 25. vore Lærde Tidender] N. var vel ved Udgangen af 1804 fratraadt Redaktionen af de "Kbhvnske. lærde Efterretninger", men vedblev ogsaa efter den Tid at levere en stor Deel Recensioner til dette Blad.

- 185, - 12. blune] Om Bagg.s Brug af Formerne Blund og Blun, blunde og blune er talt ovenfor, S. 322, Anm. til S. 111 L. 6.

356

S. 185, L. 23. da salig Vessel sang] i "Brodne Potter i alle Lande", Berset om Hollænderne:

"Han, som boer lidt under Havet
Og med Guld er stærkt begavet"

- -, - 27. At reise længer Pas foruden] Bagg.s hollandske Pasfortrædeligheder vare allerede begyndte ved hans Indtrædelse i Landet (see Biogr. III, 287).

- 186, - 5-6. Hatten, der synes i Begreb med Dratten] Disse Ord - der vel neppe kunne forstaaes anderledes end som Udtryk for Bagg.s Følelse af, at den hidtil saa almindelig afholdte Kronprinds var ifærd med at miste endeel af sin Popularitet - sigte formeentlig til en tilstedeværende Misstemning imod Prindsen, fordi han, trods de truende politiske Forhold, vedblev at have sin Residents i Kiel istedenfor at forlægge den til Hovedstaden.

- 187. De qlemte Stovler. Poet. Ep. 1814 S. 93. - (Hverken i 1 DB. eller 2 DB.). -

Oehlenschlägers Ophold i Paris varede fra Midten af Novbr. 1806 indtil Sommeren 1808; Bagg. vendte tilbage til Marly d. 23 Juli 1807 og blev her (og i Paris) indtil Begyndelsen af Oktbr. 1808, da han foretog en Reise til Tydskland, og de to Digtere tilbragte saaledes et Aars Tid i hinandens Nærhed. Hovedkilderne til Kundskab om deres gjensidige Forhold i denne Periode ere: Bagg.s Biographie (III, 292-93, 298-99); Oehl.s "Erindringer" (II, 134, 143, 148-55, og IV, 51, L. 8-9); Sammes "Erklæring til Publikum" 1818 (S. 18-19); C. L. N. Mynster's "Mindeblade om Oehlenschläger", Kbhvn. 1879 (S. 137, 145, 156-57); og endelig saavel nærværende Riimbrev som de S. 196, 208 og 235 optagne; og der er efter de forskjellige uforbeholdne Udtalelser fra begge Sider, som foreligge i disse Aktstykker, ingen Tvivl om, at de i al denne Tid baade omgikkes meget og, trods deres tidligere Sammenstød, stode paa en virkelig venskabelig Fod med hinanden. Har Oehl. virkelig, som nogle Udtryk i hans Breve kunde lade formode, ligeoverfor Bagg. personlig viist Tilbøielighed til at "skolemesterere'' ham og øverhovedet til at behandle ham de haut en bas, saa har Bagg. vistnok ved slige Leiligheder raisonneret saaledes, som han selv skrev nogle Aar senere (Riimbrevet "Min Gienganger-Spøg", fra 1813):

357

Men, naar man mig for grovt vil bide,
Det kan jeg heller ikke lide:
Slaaer mig en Æselkiæft, en Tunge, eller Pen,
Jeg slaaer - og var det blot for Løiers Skyld - igien

og vidst at give Svar paa Tiltale (Riimbrevet S. 235 ff. kan give et Fingerpeg i den Retning), uden at der derfor behøver at være opstaaet skarpe Disonantser i Forholdet imellem dem.

S. 187, L. 12. Fløiten] See S. 321, i Anm. til S. 107 L. 29-30.

- -, - 13. Dulon] bekjendt preussisk (blind) Fløitespiller og Komponist. Paa en af sine Kunstreiser havde han ogsaa besøgt Kjøbenhavn, hvor han d. 17 Jan. 1807 gav en Forestilling paa det kgl. Theater.

- -, - 25. Fra høien Lidskialf, hvor du boer] Oehl. boede dengang ganske rigtig paa det i Noten angivne Sted, ligeoverfor Carrouselpladsen og Tuilerierne, "paa et lille Bærelse i 7de Etage under Loftet", som han skriver i et Brev til sin Forlovede af 3 Decbr. 1807 (ovennævnte "Mindeblade" S. 139; jvfr. hans "Erindringer" II, 129).

- 189. Første Efterretning om Kiøbenhavns Bombardering. Poet. Ep. 1814 S. 96. - l DB. V, 248. - 2 DB. V, 195).

M. C. Bruuns Navn forekommer igjen i nærv. Bd. S. 198 og 204. Hvad angaaer hans og Bagg.s gjensidige Forhold under deres fleeraarige Samværen i Paris (hvor Bruun havde bosat sig i Slutningen af 1799), foreligger der forøvrigt intet Bidneesbyrd om, at Samkvemmet imellem dem her har været videre stadigt eller intimt. - Om Bagg.s Huus i Marly, hvorfra ogsaa de tre følgende Riimbreve ere daterede, see S. 334, i Anmm. til Riimbrevet "Tausheden".

- -, -- 4. 1807] Tilføiet i nærv. Udgave (ligesom i 2 DB.).

- -, - 6-7. Du, som... besang] Sigter til M. C. Bruuns Digt "La Résistance des Danois le 2 Avril 1801", Paris 1801 (optrykt med dansk Oversættelse i Rahbeks danske Tilskuer 1801 Nr. 42 saavelsom i Sammes "Fierne Gienlyd af Danmarks anden April 1801"), hvis Begyndelse lyder saaledes:

358

Thermopyles de la Baltique,
Détroit, qui du tyran des mers
Braves le trident despotique,
Oui! tu l'as reconnu, ton pavillon antique,
Qui repoussa toujours et la honte et les fers.

S. 190, L. 5-6. Og veed hvad ingen... veed] Hermed sigtes til den omfattende geografiske Biden, som Bruun ved flittigt Studium havde erhvervet sig efter sin Ankomst til Paris, og hvorved han, efter at være optraadt som fransk Forfatter paa dette Felt, hurtig maatte opnaae et anseet Navn i et Land, hvor Kjendskab til Geografien, tildeels som Følge af den gjennemgaaende Mangel paa Kjendskab til fremmede Sprog og fremmede Literaturer, indtil da havde været saa utrolig ringe. Forresten er det jo bekjendt nok, at Malte-Brun's Navnkundighed som Geograf efterhaanden bredte sig langt udover selve Frankrigs Grændser.

- -, - 24. skrevet af min Fætter, Paars] Fra hvem Bagg. modtog den første Efterretning om Kjøbenhavns Bombardement, eller hvem det er, som han betegner med Navnet Paars, vides ikke. Hans "Trøstelige Sørgetanker over Knud Vidfadme hin Siællandsfars hoistbedrøvelige Endeligt'' (1810) blive ligeledes lagte en fingeret Fætter, "Magister Anders Paars" i Munden.

- 191, - 5. Og vikl om Harpens Strænge Tang] Ivfr. S. 247 L. 5: Havfruens tangbekrandste Lire og S. 257 L. 13-15:

....... endskiøndt min Lires Klang
Er dæmpet af den megen Tang,
Naturen vikled om dens Strænge.

- -, - 19. den store William] naturligviis Will. Shakspear.

- 192, - 21. en andens Plan] nemlig Napoleons (meb Hensyn til den almindelige Formodning om Indholdet af de hemmelige Tillægsartikler til Tilsiterfreden); jvfr. S. 218 L. 11-14, hvor der med Nutidens babylonske Hore naturligviis menes: Frankrig under Napoleons Regimente.

- 193, - 13-15. Den næste Søndag... og siden Vesterbroe] Det var ikke om Søndagen, men Mandag d. 24 Aug., at Reberbanerne udenfor Besterport bleve stukne i Brand af vore Brandfolk, hvorfra Ilden da udbredte sig 359 videre paa Besterbro. Senere blev det, til Støtte for Forsvaret fra Boldene, anseet for nødvendigt at fortsætte dette Ødelæggelsesværk yderligere, ogsaa i de andre Forstæder, saa at disse efter Kapitulationen for Størstedelen henlaae i Ruiner, enten nedbrændte eller nedskudte, for det Meste ved Fæstningens eget Skyts.

S. 196. Vør Frues Fald. Poet. Ep. 1814 S. 108. - 1 DB. V, 258. - 2 DB. V, 203. -

Om Bagg.s og Oehlenschlägers Forhold til hinanden under deres Samliv i Paris er talt ovenfor, S. 356-57.

- -, - 4. 1807] Tilføiet i nærv. Udgave (ligesom i 2 DB.). Da det S. 198 L. 5 hedder, at Bagg. "nys" har modtaget det Brev af 31 Oktbr. 1807, hvis Indhold han nedenfor giengiver, og dette ifølge Biogr. III, 297 først kom ham tilhænde i Slutningen af Novbr., er nærværende Riimbrevs Datum saaledes temmelig nøiagtig oplyst. Bagg.s Besvarelse af den gamle Oehlenschlägers Brev findes S. 214 ff.

- -, - 7. Hulbyveien] See S. 314, Anm. til S. 99 L. 10.

- -, - 9. Dit høie himmelske Logis] jvfr. L. 15: dit franske Lidskialf, see S. 357, Anm. til S. 187 L. 25.

- -, - 23. den Virak, dig omhyller] Med denne Birak sigtes naturligviis - ligesom ovenfor, samt atter S. 197 L. 5-8, S. 203 L. 28, og S. 206 L. 29 - til den Røg, hvoraf Oehl. synes at have været stærkt hjemsøgt fra Kaminen i sit Bærelse.

- 197, - 10. som Memnons] Det gamle Sagn om Auroras tidlig ofdøde Søn Memnon og den efter ham opkaldte Memnonssøile i Ægypten, hvorfra der hver Morgen, naar den opgaaende Sols Straaler skinnede paa den, lød Toner, der bleve opfattede som den afdøde Ynglings Hilsen til hans Moder, skriver sig fra en Eiendommelighed ved denne Søiles Materiale, et Kiselkonglomerat af en saa haard og sprød Natur, at der ofte, især under den pludselige Temperaturforandring ved Solopgang, sprang Smaastykker løs af Stenen, hvorved der frembragtes en Lyd, som naar Strængen springer paa et musikalsk Instrument.

- -, - 11. Og som en fuld Matros at gaae] Med Hensyn til denne og de nærmest paafølgende Linier kan der være Anledning til at minde om, hvorledes Oehlenschl. allerede fra Ungdommen af havde lagt et ikke ringe 360 Imitationstalent for Dagen; see f. Ex. hans Erindr. I, 1850, S. 168-69.

S. 197, L. 12. som Thomas] Der synes at kunne være Noget, der taler for, at det er Thomas Thaarup, her menes, naar en Bemærkning af Bagg. om Skuespillere, som "agere paa Skraa" (det vil sige: under Replikerne vende sig med deres Miner og Gebærder til Tilskuerne) sammenholdes med Oehlenschl.s Beskrivelse af, hvorledes Thaarup, dengang han sammen med Bagg. var Theaterdirektør, sædvanlig, naar han i Foyeren havde Noget at sige en af de yngre Skuespillere, fornemt vendte Bedkommende Ryggen, derpaa fæstede sine Øine paa en af de Ældre, for at iagttage deres Bifald eller mulige Beundring over hans Ord, og saa holdt Talen til den, der stod bagved: see Tidskriftet "Dannora"' 27 Febr. 1814, S. 79 (2 DB. XII, 105) og Oehl.s Erindr. I, 1850, S. 113-14.

- -, - 14. Som Manden med sin Nævetaa] d. e. Rahbek. Det er bekjendt (og er bl. A. blevet sagt paa Prent, meer eller mindre omstændelig, baade af Steffens, N. M. Petersen, Overskou og Oehlenschläger), at han havde den besynderlige Bane, naar han talte, at holde begge Hænderne nær op til Ansigtet og stadig dreie den høire Haands Tommelfinger i den venstre hule Haand.

- -, - 17, dine lange Buxer] Herhjemme var det først noget ind i nærværende Aarhundrede, at de korte Beenklæder vege Pladsen for de lange. I Begyndelsen af Tyverne synes det, ialfald i Hovedstaden, kun at have været nogle ganske enkelte, i Henseende til Klædedragten særlig konservative Personer, som endnu saaes med de gammeldags Knæbeensklæder.

- -, - 20. Helhiemveien] d. e. Beien til Helhjem, Dødsgudinden Hels Bolig.

- -, - 26. tidt] Poet. Ep.: lidt, der udentvivl er en Trykfeil.

- 198, - 8. gamle Paars] See S. 358, Anm. til S. 190 L. 24.

- -, - 16. Rim-Kopie] Den gamle Oehl.s Brev, som Bagg. sees at have fulgt med stor Troskab i sin versificerede Gjengivelse, opbevares blandt BP og findes aftrykt (frit) i Biogr. III, Tillæg XXX.

- -, - 24. Min gode Søn] Det venskasbelige Forhold, som fandt Sted imellem den gamle Oehlenschläger og Bagg., og som bevaredes uforandret indtil det Sidste, betegnes godt 361 ved, at de i deres Brevvexling altid tiltalte hinanden som Fader og Søn; see saaledes, foruden endnu et Par Steder i nærværende Riimbrev, S. 215 L.16, S.216 L.13, og S. 218 L. 23-25.

S. 198, L. 27. Empfindtlighed] d. e. Følsomhed.

- 199, - 17. Den femtende] Det var ikke d. 15de, men (saaledes som rigtig anført ovenfor, S. 192 L. 26) d. 16de Aug., Kl. 4-5 om Morgenen, at den engelske Landgang havde taget sin Begyndelse, fra Bedbæk, sydefter.

- -, - 21-22. Som alle jeg... strax maatte indlogere] Den 17 Aug. i Dagbrækningen var en af de fjendtlige Kolonner under Kommando af 3 Generaler afmarcheret til Frederiksberg og havde indtaget sine Kvarterer her og i den nærmeste Omegn. Ogsaa Slottet, som Kongen benyttede til Sommerresidents, blev, med Undtagelse af de kongelige Bærelser, besat og benyttet til Indkvartering. Under 8 Sept. 1807 skriver H. C. Ørsted fra Kjøbenhavn til Oehlenschläger i Paris: "Din Fader maatte være de engelske Generalers Bært paa Frederiksberg Slot, men har lykkeligen absolveret sin Funktion". Først d. 18 Okt. forlode de fjendtlige Tropper ganske Besterbro og Frederiksberg Slot, hvorpaa Livgarden tilfods strax besatte Slotsvagten.

-- -, Noten. Paa to tre... nær] I et Brev, som Bagg. havde modtaget fra sin Broder i Kjøbenhavn, og hvoraf en tydsk Oversættelse findes meddeelt i et endnu opbevaret Brev af 15 Novbr. 1807 fra Digteren til hans Ben Reinhold i Kiel, hedder det, efter en Beretning om, hvad selve Familien havde gjennemgaaet (hvorom mere nedenfor, i Anm. til S. 201 L. 13-15), at hele Boghandler Brummers Oplag af Bagg.s hos ham udkomne Bærker paa 15 Exemplarer nær og alle hans Manuskripter vare blevne et Rov for Luerne. See forøvrigt nedenfor, Anm. til S. 223 L. 5.

- 200, L. 12. Med Kugler og Raketter i] "Et Batteri af congreviske Raketter var anlagt i en Have ved Siden af Runddelen i Frederiksberg Allee, hvilke Raketter kastedes alene derfra" (Ræder). Disse, efter den engelske Ingenieur Sir William Congreve (f. 1772, † 1828) opkaldte Raketter, som Englænderne oprindelig havde lært at kjende i Indien under deres Krige med de Indfødte, bleve i Europa første Gang anvendte 1806 mod Boulogne og nu anden Gang 1807 mod Kjøbenhavn.

362

S. 201, L. 7-8. Og reddede... forskudt] I den gamle Oehl.s Brev hedder det: "og rædede deres Boe, deres Boepæl blev forskudt."

- -, - 11. Daglistuen] Om denne Form see 1ste Bd. S. 306, Anm. til S. 2 L. 25.

- -, - 13-15. din stakkels Broder... hans gamle Svigermoder og hendes Datter] Bagg.s yngre Broder Hans Peter var Kopiist i den vestindiske Gjælds Likvidationskontor. Ifolge det ovenfor citerede Brev fra ham sprang der under Bombardementet en Bombe midt imellem ham, hans Hustru, hans Svigermoder og Digterens Søn August, som Aaret iforveien var bleven anbragt i Onkelens Huus; Huset (i Studiestræde) styrtede ned over dem, og alle deres Eiendele bleve fortærede af Luerne. Svigermoderen, som i det første Bedøvelsens Øieblik var bleven glemt, blev fundet svømmende i sit Blod med tre Saar i Hovedet. I Novbr. Maaned s. A. døde Hustruen "efter fjorten Dages Lidelser af heftig Nervesvaghed som en Følge af Bombardementet" (Dødsanuoncen i Adresseavisen).

- -, - 22. Svogeren] d. e. Fysikeren H. C. Ørsted.

- -, - 30. Gierløv og Riis] Bagg.s Ben Gierlew, til hvem to Riimbreve findes ovenfor, S. 101 og 114, var i Juli Maaned 1807 bleven udnævnt til Fuldmægtig i Økonomi- og Kommercekollegiets Kontor for Handels- og Konsulatfaget og var i denne Egenskab bleven beordret til Rendsborg, hvor han forestod Kontorchefsforretningerne indtil Mai Maaned n. A. - Georg Wilhelm Otto Ries, f. 1763, † 1846, var paa den Tid Generaladjudant og daglig opvartende Kavaleer hos Christian den Syvende samt Major og Bataillonskommandør ved nordre sjællandske Landeværnsregiment. Han optraadte ogsaa, ikke uden Held, som tydsk Digter og omtales som en Ungdomsbekjenbt og senere fortrolig Ben af Oehlenschläger i dennes Erindr. IV, 88-91.

- 202, - 5. Hegers] Oehl. var, som bekjendt, dengang forlovet med Assessor i Hof- og Stadsretten, Kftsraad. Hegers Datter Christiane, som han ægtede d. 17 Mai 1810.

- -, - 11-14. Skiøndt brændt er hendes Faders Bolig,... er dog den Gamle ganske rolig] Kftsrd. Heger, som havde været meget velhavende, blev ved Bombardementet en fattig Mand. Den store, smukke Gaard paa Nørregade, som han eiede og selv beboede, med tilhørende deilig Have, blev lagt i Aske, og han maatte nu tage tiltakke med en indskrænket 363 Leilighed paa Hjørnet as Biingaardstræde (nuværende Nr. 21) og Skvaldergade; "men" - tilføier Oehlenschläger ved Beretningen herom i sine Erindr. - "Gubben havde reddet det Bedste: sin Sindsro og sin stille Munterhed." - Angaaende Udtrykket Top og Tavl i L. 13: see S. 276, Anm. til S. 13 L. 30.

S. 204, L. 6. den stærke jydske Mand] Den senere saa navnkundige Hellenist, daværende Dr. phil. P. O. Brøndsted og hans Ben og tilkommende Svoger Dr. Georg Koës havde truffet Oehl. i Dresden og vare derefter fulgte med ham over Weimar til Paris, hvor det var deres Agt ved grundige Studier at forberede sig til deres forestaaende italienske og græske Reise. Koës drog tilbage til Danmark i Oktbr. 1807 for først at bringe sine Pengesager i Orden ester Bombardementet, men Brøndsted forblev der under hele Oehl.s Ophold og reiste først derfra i Sommeren 1809. - Med Hensyn til de paa dette Sted nævnte Personalia kan bemærkes, at Brøndsted, der var født 1780 i Fruering i Aarhuus Amt, hvor hans Fader dengang var Præst, tidlig udmærkede sig ved en ualmindelig Kyndighed i Græsk (allerede ved Ex. artium havde hans Charakteer i dette Fag været: Laudabilis præ ceteris, eximie, med den saakaldte Slange), at den livskraftige og livsglade Mand kunde glæde sig ved en bomstærk Konstitution, og at han ved sin ivrige Dyrkning af Musiken, som fra hans Barndom af daglig havde udfyldt en ikke ringe Deel af hans Tid, stadig beredte sig selv og Andre en skjøn Nydelse, om end hans "glubende Færdighed paa Klaveret" (Abrahams) har ladet endeel tildage at ønske, hvad Delikatesse i Foredraget angaaer. Det er naturligviis ham, der nævnes igien S. 205 L. 13.

- -, - 10. den jydske Gut fra Nord] Malthe Konrad Bruun var født i Thisted, 1775. Med Dagens keiserlige Blad menes Journal de l'Empire, hvori han var en flittig Medarbeider. See forøvrigt S. 358, Anm. til S. 190 L. 5-6.

- -, - 20. den tydske Tusindspiller] Den i Noten nævnte Dr. Koreff var en Østerriger, hvis Bekjendtskab Oehlenschläger havde gjort i Halle, og med hvem han igjen uventet traf sammen i Paris kort efter sin Ankomst til denne By. Her hørte K. til Oehlenschl.s og Bagg.s nærmeste Omgangskreds og var bl. A. den Førstnævnte behjælpelig med hans tydske Oversættelse af "Aladdin".

364

S. 205, L. 15. min gamle Ven og Fader] Om Dreyer see S. 333, Anm. til S. 134 L. 20.

- -, - 25. vor Ven med Syvmiilsstøvler] Alexander Henrich Guillaumo var en uægte (men senere legitimeret) Søn af Geheimeraad Dreyer og født i Warschau, hvor D. dengang var akkrediteret som dansk Ministerresident. Han blev opdraget i Huset hos denne og fulgte med ham til Rusland, England, Spanien og tilsidst til Frankrig, hvor han fra Oktbr. 1800 blev Legationssekretær ved det danske Gesandtskab. Han roses meget for den Elskværdighed, hvormed han her bestandig gik sine mange Landsmænd tilhaande. Hans Tjeneste blev jevnlig benyttet ved diplomatiske Forretninger, ligesom han gientagne Gange blev afsendt som Kureer i vigtige Ærinder. Han blev 1812 udnævnt til Major af Armeen og R. af Dbg. og døde 1814.

- 206, - 2. de to Portrætter] Den S. 353 omtalte, paa Brockhaus's Forlag i Amsterdam under Navn af "Heideblumen" 1808 udkomne Samling tydske Digte af Bagg. ledsages af et Portrait af Digteren, stukket i Kobber af Phs. Bilyn efter et Maleri af Cornelia Scheffer; men der synes altsaa at have været Balg imellem to Portraiter, som Bagg. begge har fundet lidet tilfredstillende. Det andet har formodentlig været efter et Maleri enten af nysnævnte Kunstnerindes Søn eller af hendes Mand, eftersom alle Tre malede Portraiter af Digteren under dennes paa nysanførte Sted omtalte korte Ophold i Amsterdam i Juli 1807. At han heller ikke ligeoverfor Brocskhaus selv har lagt Dølgsmaal paa sin Utilfredshed med det Portrait, som definitivt kom til at staae foran Bogen, fremgaaer af en Svarskrivelse fra Br., dateret Amsterdam 14 Decbr. 1807, hvori det hedder: "Wenn Sie den Kupferstich zu den Heideblumen misrathen finden, so kann ich dazu nun weiter nichts mehr thun".

- -, - 9. jer Tvist] formodentlig en Dissents angaaende Udgivelsen af Oehl.s tydske Bearbeidelse af "Aladdin", som udkom paa Brockhaus's Forlag i Amsterdam 1808 (see Bagg.s "Breve til Adam Oehlenschläger" 1818, 9de Brev, S. 174, og Oehl.s "Erklæring til Publikum" s. A., S. 18.)

- 208. Rimbrevpennen, eller den Korsøerske Svane. Poet. Ep. 1814 S. 127. - l DB. V, 274. - 2 DB. V, 215. - - -, - 18. min Bonne] Med Bonne betegner Bagg. her sin skjemtende Muse: see S. 307, Anm. til S. 81 L. 22. - -, - 25-S. 209, L. 2. Aagtet jeg... 365 Blaargarnsværk] d. e. "uagtet jeg her, i Modsætning til din egen høie poetiske Himmelflugt, kun sender dig et tarveligt prosaisk Rimeri, der er saa langt fra at bevæge sig i de høiere Regioner, som om det kunde være et Riimbrev af Bording", hvorhos Bagg. vel nok tillige har havt in mente, hvorledes han overhovedet havde mere end eet charakteristisk Berøringspunkt, mere end eet anerkjendelsesværdigt Fortrin tilfælles med denne i sin Tid saa høit skattede Digter, bl. A. den plastiske Sprogfærdighed, som jo endog har skaffet Bording det Lov, at man i saa Henseende "næsten kunde kalde ham en Baggesen fra første Halvdeel af det 17de Aarhundrede" (Molbech).

S. 210, L. 11. rart] d. e. sjeldent.

- -, - 28. At sadle den korsøerske Svane] Naar Bagg. i denne og i de følgende Linier bruger den Betegnelse om sig selv som Riimbrev-Forfatter, at han sadler den korsøerske Svane og rider afsted paa den, saa det gaaer i Trav og susende Galop (S. 211, L. 18), da er det aabenbart med Hentydning til det bekjendte Sted i "Fiskerne", hvor Ewald siger om den modige Sømand:

"Han sadler dristig Havet op,
Saasnart hans Hierte lyster;
Og rider høi paa Bølgens Top,
I Trav og susende Galop,
Til guldbestrøede Kyster."

(hvorester Wessel, hvad jo ligeledes er bekjendt nok, i sin Fortælling "Den Druknede" faldt paa at lade en Fisker sadle en Najade).

- 211, - 9. Musk] d. e. Moskus.

- -, - 20. Tobias mod Asmodi lig] See Tobias's Bog, 3die Kap., 9, og 8de Kap., 1-3.

- 212, - 10. Biskop Hansen] Prof., Dr. theol. Peter Hansen, † 1810 søm Biskop over Fyens Stift, havde fra 1787 til 1798, da han blev udnævnt til Biskop i Christiansand, været Præst ved Helliggeistes Kirke i Kiøbenhavn. Her sigtes vistnok nærmest til, at han i September Maaned 1807 paa alle de Steder i Fyens Stift, hvor der laae Krigsfolk, havde holdt en ildfuld patriotisk Tale, hvori han opflammede dem til kjækt Forsvar, men som havde en mere blodtørstig Charakteer, end man egentlig fandt sømmelig for en Kirkens Tjener.

366

S. 212, L. 20. Det stryger i et smuldent Flud] d. e. Det gaaer strygende som i den ikke oprørte Sø, som i smult Bande. - Brugen af Ordet Flud for: Strøm ell. lign., overhovedet om alt Flydende, er en hos Bagg. oftere forekommende Germanisme; jvfr. S. 267, L. 26.

- -, - 23. gleed paa Skrid] Skrid er maaskee brugt her i Betydningen af: Skridebane, Glidebane, og Udtrykket gleed paa Skrid saaledes == foer rask afsted paa den glatte Is.

- 214. Den vakte Knud, eller Bombardementets muelige Følger. Poet. Ep. 1814 S. 139. - l DB. V, 282. - 2 DB. V, 232. -

Den gamle Oehlenschläger (f. 1748, † 1827) var dengang Fuldmægtig hos Forvalteren paa Frederiksberg Slot, Boigt, samt Organist ved Frederiksberg Kirke. I Aaret 1815 blev han ved Boigts Død selv Slotsforvalter.

- -, - 10. Bakkehusets Duesklag] Paa Bakkehuset boede Rahbeks, baade Sommer og Binter. Som bekjendt, var Oehl.s daværende Forlovede (som han ægtede 1810) en Søster til Fru R. Om samme Dueslag fortæller Oehl. i sine Erindringer, at det altid var propfuldt af Duer, fordi Rahbek havde en saa stor Kjærlighed til alle sine Huusdyr, at han aldrig nænnede at lade nogen af Duerne slagte.

- -, - 22. mægtig-Fuld] I en Recension af de "Poet. Ep." i Dansk Litt.-Tidende 1815 Nr. 47 bliver dette Ord anført som Exempel paa saadanne af Bagg. dannede nye Sammensætninger, der "ere saa urimelige, at de kun i den laveste burleske Maneer kunne taales".

- 215, - 3. halvtredsindstive] Om denne Form see 1ste Bd. S. 296, Noten til L. 15.

- -, - 7. Omsider ogsaa selv gik med] Da Kronprinds Frederik d. 12 Aug. ved Daggry igjen forlod Kjøbenhavn, hvortil han var ankommen den foregaaende Dag om Middagen fra sit Hovedkvarteer i Kiel, medtog han fra Frederiksberg Slot sin sindssyge Fader, som her havde sin Sommerresidents. Medens han selv reiste tilbage til Kiel, drog Kongen efter et Ophold paa Koldinghuus Slot til Rendsborg, hvor han derefter forblev indtil sin Død.

- -, - 11. At staae som Fuldmagt] Om denne Brug af Ordet Fuldmagt istedenfor Fuldmægtig (der forekommer endnu engang i nærværende Riimbrev, nemlig S. 234, L. 2): see 1ste Bd. S. 386, Anm. til S. 238 L. 19.

- -, - 15. din Datter] d. e. Fru Ørsted, "Lilia": see 367 S. 337 ff., i Anmærkningerne til Riimbrevet "Levningen af Uskyldighedsstanden".

S. 215, L. 16. dine Sønner] d. e. Adam Oehlenschläger og Baggesen, som jo begge paa den Tid befandt sig i Paris. See S. 360-61, Anm. til S. 198 L. 24.

- -, - 21. Dagen] See S. 336, Anm. til S. 141 L. 27.

- -, - 33. det kongelige Brev] nemlig det, som findes gjengivet i versificeret Form ovenfor, S. 198-202 (see S. 219, L. 29-30). Med Hensyn til Ordet kongelige bemærkes, at det formodentlig er gaaet med dette Brev som med et tidligere, af 12 Sept. s. A., fra Sophie Ørsted til Bagg., om hvilket denne skriver til Oehl., at det har været aabnet og er blevet ham tilsendt fra Hovedkvarteret i Kiel "med Kongens Segl paa" (Oehl.s Erindr. II, 1850, S. 153. - Ivfr. Laurids Engelstofts Dagbogsoptegnelser fra 1807 og 1808 i "Danske Samlinger" 3die Bd., 1867-68, S. 97 ff.). Saaledes som den gamle Oehl.s Originalbrev - der, som alt ovenfor bemærket S. 360, opbevares blandt BP - nu foreligger, bestaaende af l Kvartblad, bærer det ikke Mærke af nogen Forsegling.

- 216, - 27. I Snuustobak og Risinggrød] Angaaende Bagg.s Passion for Snuustobak er talt ovenfor, i Anm. til S. 99 L. 23. - Med Hensyn til Formen Risinggrød og lignende Baggesenske Efterligninger af den skjødesløse Hverdagsudtale (saaledes ogsaa S. 217 L. 6: huser), see 1ste Bd. S. 305-6, Anm. til S. 2 L. 25.

- -, - 30-31. Saft... fra Brænde] See S. 329, Anm. til S. 127 L. 6.

- 217, - 12-21. Var ei den Mand... din egen Svigersøn] Det vil sees, at der her (ligesom ogsaa i det næste Punktum) er en Konstruktionsfeil tilstede, som imidlertid ikke skriver sig alene fra Trykfeil, og som Udgiveren derfor ikke har seet sig istand til at fjerne ved lempelig Forandring. Saaledes som Texten nu foreligger, synes Henviisningen til Ewald ganske uforstaaelig, og det sees ikke, hvorledes Ewald overhovedet kan blive sat i nogen rimelig Relation til Anders Sandøe Ørsted ("din egen Svigersøn"), der var født d. 21 Decbr. 1778 og saaledes kun lidet over to Aar gammel, da E. døde, d. 17 Marts 1781. Det turde maaskee ikke være urimeligt at antage, at der her oprindelig har staaet en eller anden Passus, mulig angaaende "Lilia", som ikke fandtes 368 egnet til Offentliggjørelse, og at Digteren derfor forsætlig baade har korrumperet Texten og yderligere føiet en vildledende Note til.

S. 217, L. 28. Mig vinkte grædende: God Nat] Om Bagg.s Tilbagereise fra Kjøbenhavn til Paris d. 26 Mai 1807 hedder det i Biogr.: "Sildig paa en skyfuld Dag, der endte med et stærkt Tordenveir, forlod Bagg. det ham saa kjære Frederiksberg Slot... Fra den i Giengangeren anførte Hjørnesteen udenfor Slottets Jernport tilvinkedes ham Farvel af hans Søn og nogle af de Benner, der havde staaet hans Hjerte nærmest under Opholdet i Kjøbenhavn".

- 218, - 11-14. Hvormed... Nutidens babylonske Hore... har evig brændemærket sig] Jvfr. S. 192 L. 21 med den dertil føiede Anmærkning.

- -, - 33. Frimans Klokke] At der hermed menes Dødsklokken, synes utvivlsomt; men hvorledes Udtrykket kommer til ot faae denne Betydning, seer Udgiveren sig ikke istand til at oplyse.

- 219, - 10. dens ny Seline] Det vil være i Læsernes Erindring, at "Seline" (som ligeledes nævnes i nærv. Bd. S. 10 og 11; jvfr. 1ste Bd. S. 308, Anm. til S. 3 L. 16-20) var det fingerede Navn, hvorunder Bagg. i en tidligere Periode havde besunget sit daværende Ideal af kvindelig Ynde og Fuldkommenhed. Nu var "Lilia" traadt i "Selines" Sted.

- 220, - 4. Det Stræde, hvor... jeg boede] d. e. Studiestræde, hvor Bagg. fra sin Ankomst til Kjøbenhavn i Midten af August 1806 og indtil henimod Slutningen af Oktbr. s. A. boede hos sin gifte Broder. Ørsteds, i hvis Huus han havde sit Hjem i de 7 sidste Maaneder forinden Tilbagereisen til Marly i Mai 1807 (see S. 338 ovenfor), boede paa Bestergade (i "Farvergaarden", nuværende Nr. 22).

- -, - 6. Hvis Spiir var netop nylig ziiret] I Aarene 1791-95 vare Frue Kirkes Taarn og Spiir, navnlig det sidste, blevne underkastede en Hovedreparation, med en Bekostning af over 70,000 Rdlr. d. Crt. (der efter den daværende Kurs stod omtrent pari med rede Sølv).

- 221, - 2. gav mangen Pige Hue] Huen betragtedes i ældre Tid særlig som den gifte Kones Attribut, hvorom der endnu fra den Tid foreligger adskillige Bidnesbyrd i Sproget. Saaledes var den Talemaade "at fortjene Kvindehuen" synonym med: at have legemlig Omgang med en Mand; og i 369 Bordings Bryllupsdigte f. Ex. forekommer der en Mængde forskjellige Bendinger, der alle gaae ud paa, at vedkommende Brud nu staaer i Begreb med at ombytte sin Jomfrukrands med Kvindens (d. e. den gifte Kones) Hue. Hos Almuen var det Skik, at Enker saavelsom ugifte Fruentimmer, der havde født Børn, skulde have Hue paa, naar de holdt Bryllup. - Ivfr. saadanne tydske Udtryk som: unter die Haube bringen (d. e. ægte), unter der H. sein, osv.

S. 221, L. 17. Jav] Med Hensyn til denne af Bagg. efter Hverdagssprogets sædvanlige Udtale benyttede Skrivemaade (istedenfor: Jag), der forekommer oftere hos ham, i nærv. Bd. saaledes igjen S. 229 L. 19 og S. 256 L. 26, og som senere er bleven ikke ualmindelig i burlesk Stiil, kan mærkes følgende Replikskifte i hans "Gienganger" (1807):

Min Gienganger.

Jeg elsker Verdens Larm, og Livets Jav -
Tilgiv mig Ordet!

Jeg selv.

Jeg mig ikke minder
At have fundet det i Sproget -

Min Gienganger.

Det sig finder
Paa Læberne, saa got som Boston eller Gnav,
Af alle Modens Kiøbenhavnerinder,
Og svarer ganske got til Døgnets Krav.
Jeg haaber, du mig aldrigen forbyder
At tale kiøbenhavnsk med Kiøbenhavn,
Med Fyenboer fyensk, og selv lidt jydsk med Iyder?

Jeg selv.

Aldeles ikke! naar det kun er dansk,
Og hverken tydsk, barbsarisk, eller fransk -

Rahbek, som i sin Danske Tilskuer ikke blev træt af at paatale visse unge kjøbenhavnske Herrers Udskeielser og Uvornheder og godt kjendte, hvad man kunde kalde den Tids "Udhaler"-Jargon, taler i Slutningen af Aarhundredet oftere om Ungdommens Hang til at gaae paa Jav (eller Jau), d. e. paa Kommers, og om dens Bedrifter i Retning af al Slags "Kies, Jav, Qvalm eller Mudder."

- -, - 20-21. den Krabat, der halvveis var din Kammerat] d. e. Napoleon. I sit Tidsskrift "Søndagen'' fra 370 1814 skriver Bagg. nemlig ved Omtalen af sine Selvbetragtninger d. 31 Marts 1810 paa Beien fra Marly til Paris, hvorhen han begav sig for to Dage senere at bivaane Napoleons og Marie Louises Bryllupsfest: "Fra Overmorgen af, sagde jeg ved mig selv, maa det nødvendigen gaae ned af Bakke, fra den svimmelhøie Top, hvortil han ikke saa meget er selv stegen, som bleven skudt af Revolutionens Europa rystende Jordskiælvs Stød og Modstød bestandig opad - fra den Dag af, du her gik med ham under Armen, og han, som nylig i Comite de Salut public afviist Lieutenant, med sin lille Korporalskiep aftegnede dig en Plan til Thuilleriernes Beleiring i Sandet - medens han kort efter giorde sine første Fremskridt paa Havnkundighedens Bane, ved at blive taalt imellemstunder i en Kreds af velopdragne Personer, hos Madam Semonville, under det rigtig nok dengang ikke ganske ubetydelige Havn: Le petit Polisson." Om andet personligt Forhold imellem Napoleon og Bagg. end det, hvortil der her alluderes, vides Intet. Bel taler P. A. Heiberg i sine "Erindringer" (Christiania 1830, S. 312) om "den bekjendte Scene, da Baggesen, paa Knæe, overleverede den første Konsul Bonaparte en høyst maadelig Ode i det Franske Sprog, og hvorfor Bonaparte, der troede at Manden var afsindig, lod ham vise ud af Bærelset", og tilføier: "Nogle Aar derefter fik Baggesen en anden Aarsag til Brede imod den Franske Regjering. Han søgte om at blive Lektør hos Kejserinde Marie Louise, men opnaaede ikke sit Ønske; og nu blev han da Napoleons dødelige Fiende".*) Men man bør vist være meget varsom med at fæste ubetinget Lid til denne Beretning, som der ikke andenstedsfra haves nogen Bekræftelse paa; thi det er jo bekjendt nok, at "Sandhedens Ben" P. A. Heiberg**), naar han først havde faaet Noget personlig imod En - og Bagg. var han nu engang ikke nogen Ben af - og havde faaet sin letvakte Mistænksomhed sat i Bevægelse, trods alt sit catoniske Retsind kunde vise en forbausende * * 371 Letsindighed i at underlægge Bedkommendes Ord og Handlinger uhæderlige Motiver, fæste Lid til alt det Onde, der kunde blive ham forebragt om den Paagjældende, og saa med den ham egne Bitterhed og kaustiske Skaanselløshed lægge disse rene Fantasibilleder frem for Offentligheden, som om det var virkelige Fakta, - ganske særlig naturligviis, hvor der, som i det foreliggende Tilfælde, kunde være Spørgsmaal om Bendekaaberi og den ham forhadte politiske Servilisme.*) S. 221, L. 30. korsisk] den dengang endnu almindelige, ældre Form for korsikansk; jvfr. S. 176 L. 8.

- -, - 33. Du faaer mig aldrig til at spanske] d. e. til at hovmode mig (jvfr. Ordet spansk i dettes figurlige Betydning af: hovmodig, fornem).

- 222, - 6-7. Der ligge nu de høie Gader med lærde Professorer i] Under Bombardementet led ganske særlig hele Kvarteret imellem Gammeltorv og Nørrevold, hvor netop Bidenskabeligheden og det lærde Underviisningsvæsen paa forskjellige Maader vare stærkt repræsenterede. Af offentlige Bygninger brændte saaledes her, foruden Frue Kirke og endeel Præsteboliger med tildeels kostbare Bogsamlinger, den største Deel af Studiegaarden (Universitetet), Frue latinske Skole (Metropolitanskolen), som laae i Skindergade, Borchs Kollegium og sex Professorgaarde.

- -, - 9. Persepolik] Dette Udtryk maa vistnok her forstaaes som omtrent eensbetydende med: lærde Specialstudier i de forskellige Grene af Oldtidsvidenskaberne, i Almindelighed, om end Ordets Etymologi særlig viser hen til Studiet af østerlandsk Archæologi, idet den for sin antikvariske Lærdom berømte Prof., senere Biskop over Siællands Stift, Fr. Münters Undersøgelser om de persepolitanske * 372 Inskriptioner - trykte i Bdskb. Selskabs Skrifter for 1800 - gave Anledning til, at man sagde om Forf., at han "persepolitoniserede" (see Brev fra B. G. Niebuhr af 6 Marts 1798, i de om denne Lærde 1838-39 i Hamborg udgivne "Lebensnachrichten"). Ord af samme Afledning bruger Bagg. igjen i sine "Breve til Adam Oehlenschläger'' 1818, 2det Hefte, S. 32 og 37.

S. 222, L. 12-13. denne Gang... som den anden] Denne anden Gang var ved Kjøbenhavns store Ildebrand i Okt. 1728, da Frue Kirke ligeledes brændte, men Bispegaarden skraas overfor blev skaanet, ligesom i 1807. (Bed den næste store Ildebrand, i Juni 1795, tog Kirken ingen Skade).

- -, - 17. Herr Nicolais og Slottets Taarne] I Ildebranden 1795 ødelagdes Nicolai Kirke tilligemed en Deel af dens høie, majestætiske Taarn; og Aaret iforveien, Natten imellem d. 26 og 27 Febr., var Christiansborg Slot brændt.

- -, -21. min Papa] Hermed menes naturligviis Bagg.s "antagne Fader", som den gamle Oehlenschläger selv underskriver sig i flere endnu opbevarede Breve til ham (jvfr. ovenfor, S. 360-61, Anm. til S. 198 L. 24); Bagg.s rigtige Fader var død allerede 1785.

- 223, - 5. jeg har selv og tabt ved Branden] See Fodnoten S. 199 med dertil hørende Anm. ovenfor, S. 361. Hvor mange af Bagg.s egne Bærker og Manuskripter der ved Bombardementet i Birkeligheden brændte for Brummer (der var Forlægger for de fleste og betydeligste af hans Skrifter indtil 1811), er vel ikke Udgiveren bekjendt, men under alle Omstændigheder har Tabet utvivlsomt viist sig at være betydelig mindre, end Digteren først havde Grund til at formode. Da Brummer imidlertid, hvorledes det nu end forholder sig hermed, overhovedet ved Branden mistede en Mængde af sine Forlagsartikler og derved saae sig ude af Stand til at opfylde sine ligeoverfor Bagg. indgaaede kontraktmæssige Forpligtelser, kom denne saaledes alligevel til at lide et føleligt pekuniært Tab ved hiin Katastrofe. Med min Ilias, min Odyssee (L. 12) menes de Oversættelser af Iliadens to første Rhapsodier og af Odysseens 22de Sang, som fandtes trykte henholdsviis i Bagg.s "Nye bl. Digte" (Mai 1807) og i hans "Giengangeren" (Febr. eller Marts s. A.). Noget Manuskript til Fortsættelsen af disse Oversættelser har neppe foreligget.

373

S. 223, L. 23. min udødelige Qvark] d. e. mit udød. Præk ell. desl. (naturligviis ironisk), idet Ordet Qvark er dannet efter det tydske Substantiv Quark i dettes Betydning af: en værdiløs Ting, Kram, Tøieri. Ivfr. følgende Bemærkning af I. P. Mynster i hans Bisitatsbøger fra Aaret 1836: "Embedsbøgerne i pedantisk Orden. Man giør dem ikke brugbarere ved at indføre enhver Qvark" (C. L. N. Mynster, "Nogle Blade af I. P. Mynster's Liv og Tid", Kbhvn. 1875, S. 339).

- -, - 27. Neergaard] Saavel i det ovenfor (S. 361, i Anm. til S. 199 Noten) omtalte Brev til Reinhold af 15 Novbr. 1807 som i et i S. Birket Smith's "Til Belysning af lit. Personer (osv.)", 1884, S. 270 ff. optrykt Brev til Nyerup af 28 Decbr. s. A. med Postskript af 13 Jan. 1808 skriver Bagg. ligeledes, at Rigtigheden af den til ham indløbne Meddelelse om hans Tryksagers og Manuskripters Titintetgjørelse oed Bombardementet er bleven ham bekræftet af Neergaard. Hermed menes: Kammerjunler T. C. Bruun Neergaard, f. 1776, † 1824, en Mand med levende Interesse for Bidenskab og Kunst og Forfatter af nogle franske Smaaskrifter saavelsom af Bidrag til forskjellige danske og fremmede Tidsskrifter. Han opholdt sig paa den Tid i Paris.

-- -, - 28. denne tredde Gang] Angaaende Formen tredde istedenfor tredie, see 1ste Bd. S. 305, Anm. til S. 2 L. 25. - Den første af de her omtalte Gange var ved Christiansborg Slots Brand 1794, da endeel af Bagg.s hos Prindsen af Augustenborg forvarede Bøger, Manuskripter og Breve bleve fortærede af Luerne; 2den Gang var ved Kjøbenhavns store Ildebrand i Juni 1795.

- 224, - 33. Jeg troer] Den af Bagg. i det Følgende (indtil S. 226 L. 14) udtalte politiske Troesbekjendelse maa formeentlig forstaaes saaledes: Jeg troer, at den danske Løve, opflammet ved Tabet af vor Flaade og ved Lynet i Fredriks Blik, og med Heltefærden fra Knud den Stores Tid i Minde, vil reise sig vældig imod det fremmede Dyr, hvis Horn er saa let at kjende fra alle andre, nemlig imod den engelske Eenhjørning, og tage blodig Hævn for Briternes Røvertog og deres Brud paa Freden, men saa troer jeg, at vor næste Fjende ikke bliver England igjen, hvis Herredømme nok faaer Ende, og ønsker blot, at vi da ville vide at bedømme Forholdene rigtig og ikke tage feil af, hvem 374 der i Birkeligheden er vor og hele Berdens fælles Fjende, nemlig - Frankrig.

S. 225, C. 28-30. Jeg troer, at Baldur er i Live... Baldurs Nik har rystet mig i Fredriks Blik] Paa samme Maade som her findes Navnet Baldur gjentagne Gange af Bagg. tillagt Kronprindsen i Digte fra denne Tid: saaledes i en Sang for det harmoniske Selskab paa Prindsens Fødselsdag d. 28 Jan. 1807 ("Baldurs Igienkomst", hverken i l DB. eller i 2 DB., men i Biogr. III, Tillæg, S. 135), i "Giengangeren" 1807, S. 126 (2 DB. VII, 75), og i en "Hær-Marsch'', oprindelig trykt i Brorson's "Moral for Krigere" 1807 (2 DB. III, 237); ivfr. det tydske Digt "Das nordische Geheimnisz" i Bagg.s "Heideblumen" 1808 (Poet. W. II, 145).

- 227, - 6. Mens Vesterbroe sig lod rasere] See ovenfor, S. 358-59, Anm. til S. 193 L. 13-15.

- -, - 23. fremmet] d. e. fremmed. See 1ste Bd. S. 377, Anm. til S. 201 L. 2.

- 228, - 9. Og Himlen over Sengen tænder] Rimeligviis maa denne Linie forstaaes som: Og der gaaer Ild i Sengehimlen, idet Berbet tænde vel her er brugt intransitivt, i Betydning af: tændes, gaae i Brand.

- -, - 23. En Pophamborer] Medens det, trods den Harme, Englændernes Tog imod Sjælland naturlig fremkaldte, ikke mangler paa samtidige Yttringer af Anerkjendelse af den Humanitet, Mandstugt og Menneskekjærlighed, de fjendtlige Befalingsmænd baade tillands og tilvands ellers gjennemgaaende lagde for Dagen, fremkaldte derimod Admiral Gambiers Flagkapitain, Sir Home Popham, en almindelig Animositet imod sig baade ved personlig Impertinence og ved den brutale Hensynsløshed og det Overmod, hvormed han under hele Expeditionen optraadte ligeoverfor de Danske. *) Hans Navn forekommer igjen i et andet Digt af Bagg., * 375 ligeledes fra 1807: "En kort og fyndig Vise om Fregattyven", ligesom det uden al Tvivl er ham, der sigtes til med den "Gavtyv", Kaptein Hom'patrick, som nævnes i nærværende Bind S. 252 L. 28: St. Patrick er nemlig Irlands Skytshelgen, og Popham var født, i Marokko, af irske Forældre. S. 228, L. 26. min August] d. e. Digterens gjentagne Gange i det Foregaaende omtalte Søn, Udgiver af hans danske Bærker og Forf. af hans Biografi, f. 1795, † 1865 som Generalmajor samt Komm. af Dbg. og Dbgsmand.

- 229, - 19. et Jav] Angaaende Bagg.s Brug af Skrivemaaden Jav (Jag), see S. 369, Anm. til S. 221 L. 17.

- -, - 24-26. Askyldighedens... Tilbeder] Citat af Bagg.s i Febr. eller Marts Maaned s. A. udkomne "Gienganger" (S. 25; 2 DB. VII, 39 L. 9-11).

- 230, - 11. hans sidste Spøg] Hermed sigtes utvivlsomt til det i Riimbrevet til Justitsraad Bugge, S. 77 ff., indeholdte Railleri over Fru Suhm; see S. 305-6, Anm. til S. 79 L. 13.

- -, - 14. den Bog] d. e. "Giengangeren".

- -, - 15. dens og andres] Disse Ord maae formodentlig her betragtes som eensbetydende med: dens og dens.

- -, - 20. selve Bispen] d. e. N. E. Balle, fra 1783 til 1808 Biskop over Sjællands Stift, † 1816. I Anledning af hans 70 Aars Fødselsdag d. 12 Okt. 1814 skrev Bagg. et Digt, som findes trykt i I. Kr. Høst's Ugeblad "Den nordiske Tilskuer" Nr. l for d. l Novbr. s. A. og, ligesom Digte til flere af Biskoppens Børn, vil blive meddeelt i det Følgende.

- 232, - 18. alleslags herkulisk Daad] Ivfr. 1ste Bd. S. 151, L. 30: den herculiske Maneer, med den dertil føiede Anmærkning bagi, S. 369.

- 233, - 14. Brockmands Huuspostil] et Opbyggelsesskrift (af Sjællands Biskop Jesper Brochmand) fra første Halvdeel af det 17de Aarhundrede, som har havt en overordentlig udbredt Anvendelse til Huusandagt og endnu indtil langt ind i det 18de Aarhundrede er blevet oplagt paany flere Gange.

- -, - 15. balleroner] d. e. leger, spiller.

- -, - 24. Den oventil trilleerte Tanke] d. e. Den ovenfor i muntre og overgivne Berslinier udtalte Tanke (jvfr. det tydske Ord trillern i dets Brug som transitivt 376 Berbum). - Paa samme Maade som her findes oventil brugt i 1ste Bd. S. 238 L. 12.

S. 235. Væddeløbet i det Lave. Poet. Ep. 1814 S. 175. - l DB. V, 312. - 2 DB. V, 221. -

Det franske Motto er hentet fra Boltaires Henriade, 1ste Sang B. 31. - Den "Tilskrivt" fra Oehl., som har foranlediget nærværende Riimbrev, haves ikke; derimod er der blandt BP opbevaret et andet Oehlenschlägersk Riimbrev fra denne Periode, nemlig en versificeret Indbydelse til Bagg. af 6 Aug. 1807, paa 34 Linier (optrykt i Biogr. III, Tillæg XXIX), og dette Forsøg i Riimbrevstilen er rigtignok saa tarveligt, at man godt forstaaer Bagg.s Raad til ham: kun sparsomt at vove sig ud paa "Riimbrevmusens lave Scene".

- -, L. 24. stiæle Pølser eller Taft] Hentydning til Wessels Fortællinger "Mosters Pølser" og "Det stiaalne Taft".

- 236, - 2. Min Dulle] Ivfr. L. 22: min Pernille, og S. 307, Anm. til S. 81 L. 22.

- -, - 11. kurrig] (tydsk:) kuriøs, underlig, pudseerlig.

- 237, - 17. blot ei] d. e. ei blot: see 1ste Bd. S. 351, Anm. til S. 91 L. 10.

- -, - 24. At det var ikke lutter Sviin] d. e. at du ikke heelt igjennem er kommen uden Besvær til det: Bed Sviin forstaaes i Billardspillet et heldigt Stød, som Spilleren mere har en gunstig Tilfældighed end sin egen Dygtighed at takke for. Karambol og Karolin i det Følgende ere ligeledes tekniske Billardudtryk.

- -, - 25. Skiemtbillardets Borde] Borde er førmodentlig Singularisformen en Borde == Bord (Bort), Plur. Border (Borter), her brugt om den ophøiede og udstoppede Rand omkring Billardet, "Banden".

- 238, - 12. jeg vil tiene dig] d. e. jeg skal sige dig, du maa vide. Udtrykket forekommer igjen L. 31.

- -, - 28-29. Ridderen af Elephanten, med Alexandernavn i Kanten] d. e. Kløver Konge. I ældre Kortspil havde nemlig, ogsaa herhjemme, efter fransk Mønster, alle Herrebladene foruden Farvernes Navne tillige et specielt Navn, som fandtes trykt i Randen af Kortet; for de 4 Kongers Bedkommende var det: Charles (Hjerter), Cæsar (Ruder), Alexander (Kløver) og David (Spader). I en skjemtende Artikel i Rahbeks danske Tilskuer for 5 Decbr.

377

1803 foreslaaes det at foretage den Førandring i den danske Spillekortfabrikation, at Kortene skulle aflægge deres fremmede Paaskrifter og fordanskes samt forsynes med nye Navne istedenfor de gamle udenlandske. - Iblandt de mange forskjelligt udstyrede Typer paa Kløver Konge findes der ogsaa Exemplarer, hvor Kongen har et blaat Baand over Brystet, altsaa noget Lignende som vore Elefantridderes Ordensbaand. S. 239, L. 12. det tvinge] Da det ikke viser tilbage til noget bestemt Ord i det Foregaaende, maa tvinge det formodentlig her forstaaes som: opnaae Saameget, bringe det dertil.

- -, - 13-14. dybe Fiær af... Mortensgiæs] Ivfr. S. 16 L. 22: en Fiær af Gaasens Bag.

- -, - 19. Tak skee ny tydske Pansophien] d. e. ved at sværge til den nye tydske Skoles Fane, der troer at have al Biisdommen inde.

- -, - 20. en fuldendt Pansophokles] d. e. en Tragedieskriver, der i Et og Alt staaer fuldstændig paa Høide med Sophokles (hvorved dog fremdeles maa bemærkes, at ligesom Pansophie ovenfor betyder Alviisdom, saaledes kan Pansophokles efter de enkelte Bestanddeles Ordlyd tillige betyde: den, der har opnaaet Ry for sin Alviisdom).

- 240, - 3. Kalibaner] Caliban (Bogstavomsætning af Canibal) er Navnet paa den vanskabte Træl i Shakspeares The Tempest.

- -, - 6. Arieller] Ariel er Navnet paa en Luftaand, som ligeledes forekommer i The Tempest.

- -, - 15. Israels Befrier] Moses. Her sigtes naturligviis til den tredie af de ægyptiske Landeplager, da "alt Støvet i Landet blev til Luus" (rettere: Myg), hvilket Pharaos Koglere ikke kunde gjøre efter (2 Mose B., 8, 16-19).

- -, - 21. det Lille] 1814: den Lille.

- -, - 26. Gruus] d. e. Ødelæggelse (Tudsk: Graus).

- 241, - 7. Herr Werners] Om ham see ovenfor, S. 349, Anm. til S. 172 L. 6.

- -, - 33-34. I Skikkelsen af Sommer-Snee fra gyldne Skyer] Ligesom der ovenfor sigtedes til de Skikkelser, Jupiter paatog sig i sine Elskovseventyr med Leda og Europa, saaledes her til den gyldne Regn, i hvis Skikkelse han gled ned i Danaes Skjød.

378

S. 242, L. 16. Thuillerierne] See S. 319, Anm. til S. 103 L. 1.

- -, - 18. Nabo-Løve] en Danisering af Napoleons Navn, idet Nabo paa Grund af den blotte Bogstavlighed er substitueret istedenfor den første Halvdeel af Navnet, medens Løve er en Oversættelse af det græske Ord Leon, der udgjør den anden Halvdeel.

- -, - 20. Qvang-tong-fu] d. e. Kanton.

- -, - 22-23. Trods Sydens Tell, og Nordens Till, og Østens Povl, og Vestens Peder] Ligesom der med Navnet Tell utvivlsomt sigtes til Schweiz, saaledes er det vel ogsaa rigtigt, naar det i Kr. Arentzens "Udvalgte Digte af Jens Baggesen", Kbhvn. 1876, findes bemærket, at der med Nordens Till (Uglspil) vistnok menes "Sverrigs løierlige Konge", Gustav IV Adolph. Med Østens Povl sigtes formodentlig til Rusland, og med Vestens Peder til England.

- -, - 27. modens] See S. 278, Anm. til S. 15 L. 23.

- 243, - 9-11. Han staaer... der en kiøn] d. e. Han er ilde faren, sidder net i det.

- -, - 15. Smiger-Oden] Hermed menes utvivlsomt en længere panegyrisk Ode til Napoleon, paa Latin, der fandtes i den franske Moniteur for 25 Juli 1807, og i hvilken Keiseren lignes med Herkules, paa hvem det efterfølgende Epitheton "Antipoden (osv.)" jo unægtelig godt lader sig applicere: jvfr. 1ste Bd. S. 369, Anm. til S. 151 L. 30.

- 244, - 8. Det Raad, jeg gav dig alt i Fjor] Hermed sigtes vel nærmest til Riimbrevet til Oehl. S. 167 ff. (see navnlig S. 173 L. 24-25).

- 245. Den danske Matros, eller Flaskebrevet. Særskilt Tryk: "Flaskebrev fra Knud Bidfadme, hin Sjællandsfar, til sine Landsmænd. d. d. 28 Januar 1808. opkapret, atter udlevert, og endelig afsendt til Dannemark, af Jens Baggesen." Kbhvn., 1811. - Poet. Ep. 1814 S. 192. - l DB. V, 367. - 2 DB. V, 264. -

Adresseringen - eller vel rettere Dedikationen - til Jessen, hvorom Intet findeg i det særskilte Tryk, er først tilføiet i de Poet. Ep. I Forbindelse med denne Forandring staaer tillige Indskydelsen af de sexten nye Linier fra S. 245 L. 19 til S. 246 L. 10 samt af de fem ligeledes nye Linier 17-21 S. 246, tilligemed et Par andre deraf følgende mindre Forandringer. - Bignetten S. 246 er optaget fra det særskilte Tryk; den findes ikke i de Poet. Ep.

379

Karl Bilhelm Jessen, † 1823 sam Kontreadmiral og Guvernør i Bestindien, allerede bekjendt fra sin hæderfulde Affaire d. 3 Marts 1801, som Chef for Briggen "Lougen", med to engelske Fregatter mellem St. Croix og St. Thomas, havde paany bragt sit Navn i Erindring ved den ikke mindre hæderlige, men ulykkelige Kamp, han d. 22 Marts 1808 som Chef for Linieskibet "Prinds Christian Frederik" havde at bestaae under Sjællands Odde med en betydelig engelsk Overmagt, og som endte med, at hans Skib, efter først at være manøvreret Grunden saa nær, at det ikke kunde falde i Fjendens Hænder, tilsidst maatte overgive sig, hvorpaa det blev stukket i Brand af Englænderne og sprang i Luften. - Han var Broder til Digterinden Juliane Marie I. saavelsom til den Krigskommissær I., til hvem et Riimbrev findes i nærv. Bd. S. 88 ff.

S. 245, L. 8. paa dens Bredde] Angaaende den nu forældede, for Enkelttal og Fleertal fælles Form Bredde, see S. 270, Noten til L. 13.

- -, L. 22-23. Der sadle modig Bølgens Top... Galop] Hentydning til de bekjendte Ewaldske Linier i "Fiskerne", om den modige Sømand. Ivfr. ovenfor, S. 365, Anm. til S. 210 L. 28.

- -, - 24. Môster] Mosterøen, bekjendt fra de gamle norske Kongesagaer (og Skuepladsen for nogle af Scenerne i Oehlenschlägers "Hakon Jarl"), ligger Nord for Stavanger Fjord ved den norske Kyst.

- 246, - 9. Sølling] Peter Norden Sølling, "Bombebøssens" Stifter, f. 1758, † 1827 som Waterschout i Kjøbenhavn, var dengang Kommandørkapitain. Han var en Typus paa de Søofficerer fra en ældre Tid, som i deres Personlighed havde optaget mange af de for den danske Matros charakteristiske Eiendommeligheder, saasom det muntre og friske, ofte grovkornede Lune og en egen Djærvhed i Bæsen og Tone, der ikke er bange for at støde an imod Formerne; men "det klædte den lille smidige, ildfulde, lustige Sømand godt, hvilket maa undskylde, at han imellem overdrev dette Bæsen med et Slags Koketteri og fortsatte det vel længe som gammel Mand" (Oehl.s Erindr.). Hans Navn forekommer igjen i Bagg.s "Kahyts-Vise" fra 1808 ("Boer jeg paa den tamme Bred''; 2 DB. III, 228).

- 247, - 5. Havfruens tangbekrandste Lire] Ivfr. S.

380

191 L. 5, og S. 257 L. 13-15. Lire er en nu forældet Form for: Lyre.

S. 247, L. 7-8. den, der tindrer paa Himlen] d. e. Stjernebilledet Lyren, paa den nordlige Himmel.

- -, - 13. snouske] pudsige, snurrige.

- 248, - 19. Paa Diævlens gamle Hovedpude] d. e. i Lediggang, ifølge Ordsproget: "Lediggang er Fandens Hovedpude".

- -, - 29. denne Fredriks Januar] Brevet er dateret paa daværende Kronprinds Frederiks Fødselsdag.

- 249, - 19. Miledamp] d. e. Damp af Kulmiler.

- - - 22. Bauser] tykke, forædte Mandfolk.

- 250, - 6. Overfald] 1811: Niddingsværk

- 252, - 10. blot ei] d. e. ei blot: see 1ste Bd. S. 351, Anm. til S. 91 L. 10.

- -, - 27. Snog] rettere Snau: en Slags tomastet Skonnert af en nu ikke længer brugelig Type.

- -, - 28-29. Kaptein Hom'patrick - den Gavtyv] See ovenfor, S. 374-75, Anm. til S. 228 L. 23.

- 253, - 13. fyrretive] Om denne Form see 1ste Bd. S. 296, Noten til L. 15.

- -, - 21. Albert Juliusses] Hermed sigtes til den fra Tydsk oversatte Roman: "Adskillige Søefareres underlige Skiæbner, især Alberti Julii, en fød Sachsers, som i sit 18de Aar ved Skibbrud selv 4de blev kastet ind paa en gruelig Klippe osv." (1761-65), en af de mange Robinsonader, der - ligesom den i Anmærkningerne til 1ste Bd., S. 329, omtalte "Gustav Landkron" - endnu et godt Stykke ind i nærværende Aarhundrede hørte med til Menigmands (og Ungdommens) meest yndede Morskabsbøger.

- 254, - 7. Jldens Vaade] See S. 329, Anm. til S. 127 L. 6.

- -, - 22. Padder] d. e. Skildpadder.

- 255, - 2. Da Brevet kom fra Paars] See S. 190.

- 256, - 2. I hvert et Kul er noget Kridt] Poetisk og filosofisk bliver denne Sætnings Holdbarhed naturligviis ikke forringet ved det Faktum, at rigtignok hverken Chemien eller Fysiken ville vedkjende sig den.

- -, - 22. mellem Thy og Trankebar] See ovenfor, S. 328, Anm. til S. 121 L. 29.

- -, - 24. Min tredde Fordeel] Angaaende Formen 381 tredde (der forekommer igjen S. 259 L. 9) see 1ste Bd. S. 305, Anm. til S. 2 L. 25.

S. 256, L. 26. det hele Jav] Angaaende Bagg.s Brug af Skrivemaaden Jav (Jag) see S. 369, Anm. til S. 221 L. 17.

- 257, - 13-15. min Lires Klang er dæmpet... Strænge] Ivfr. S. 191 L. 5 og S. 247 L. 5.

- - - 27. Spektaklet] d. e. Skuet, Skuespillet.

- 258, - 25. Skiæbnens Stivhed] Udtrykket er bekjendt fra Mads's Ord i "Kjærlighed uden Strømper" (3die Optog 1ste Optrin): "Hvor er min Skiebne grum og umaneerlig stiv!"

- -, - 28. med Top og Tavl] See S. 276, Anm. til S. 13 L. 30.

- -, - 30. et Par Viser for i Aar] Sammen med "Flaskebrevet" ere ingen saadanne udgivne i Trykken. Det fremgaaer vel af det ovenfor, S. 373, i Anm. til S. 223 L. 27 omtalte Brev fra Bagg. til Nyerup, der er begyndt i Marly d. 28 Dec. 1807 og sluttet i Paris d. 13 Jan. 1808, at Digteren først havde paatænkt at lade en heel lille Cyklus af sine under den sidste Fraværelse fra Hjemmet (som han forlod i Mai 1807) digtede Sømandssange udkomme sammen med "Flaskebrevet", der da skulde aabne Samlingen*); men denne Plan blev opgivet: endeel af Sangene bleve allerede afsendte strax i Brevet til Nyerup med Anmodning til ham om at besørge dem trykte**), "Flaskebrevet" udkom, som sagt, for sig selv 1811 (det af ham som Fortale benyttede Berscitat, nemlig de bekjendte Linier: "Ak! ingensteds er Roserne saa røde" osv., er først dateret "Marly, d. 15 Sept. 1810"), og de øvrige kjendte Digte af samme Kategori, som vides at * * 382 skrive sig fra den heromhandlede Periode, bleve sørst trykte ester "Flaskebrevet", nemlig 1812 og 1814*).

S. 259, L. 5-6. Jeg alt har tvende Gange sendt Jer Flaskeladninger af slige] Denne Bemærkning kan neppe skrive sig fra Digtets oprindelige Redaktion i 1808, men maa antages at være bleven tilføiet senere ved den endelige Udgivelse i 1811: med den ene af disse Flaskeladninger menes vel den ovenfor nævnte "Prøve af Ny Sange"; hvad der menes med den anden, vides ikke.

- -, - 18. Fienden] 1811: Tyven.

- 260, - 17-18. hine Traade, hvormed der "giøres Vers ombord"] Det her anbragte Ordspil med den dobbelte Betydning af Ordet digte (ogsaa == gjøre digt, gjøre tæt) forekommer igjen i et Riimbrev af Febr. 1813 til Fru Astrup, "Det slette Skrivertøi" (2 DB. VI, 67 L. 22): "et Digt som det af Hamp ombord paa Skude". I Bagg.s Ben C. F. Cramer's "Neseggab" 4tes Stück, 1791, S. 451, anføres blandt Exempler paa Matrosvittigheder en Dialog, hvorunder Bærk forklares ved: "det, man gjør Bers med til Skibs."

- 262, - 14. kaut] Dette Ord synes her (jvfr. S. 263, L. 7) at være brugt i Betydningen af: forsigtig, betænksomt.

*