? [Chresten H. Pram] HLS Morpionade. Et Helte-Digt. [herefter i håndskrift: Til Kongen. Da ieg har været saa uhældig at tryke et lidet Skrift kaldet Morpionade […] – En henvendelse fra J.R. Thiele om fritagelse for bøde, med svarene fra magistraten ved Braem, Chr. Bruun, etc.]

Morpionade. Et Helte-Digt.

Qvod non dant proceres dabit histrio. JUVENAL.

Kiøbenhavn 1774. Trykt hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helligeist-Stræde No. 150.

2

\

3

Til Jomfrue

Karoline Halle.

4

        

5

Skiønneste! De har saa meget tilfælles med min Heltinde

Cotytto, at det fuldkommen kan give mig Dristighed, til at tilegne Dem dette Helte-Digt. De ligner fortreffelig det Skilderie, jeg har givet min Heltinde. — Maaskee min Muse tog Dem, Skiønneste! til Mønster.— De er en Nymphe hos den Danske Thalia — De er hendes skiønneste Nymphe! — Deres Skiønhed forskaffer Dem sikkert Morpioner — ligesaa tilforladelig, som den giver Deres Elskere Urolighed af en Stig- mosion. — Skiønheds almindelige Skiæbne. — Elskovs Gud, som gav Morpion her tilbage sin Ret til Cotyttos Hierte, hielpe Dem til at udholde alle Morpioners, Stigmosioners, ja alle Stød.

6

Eene De, Skiønneste! har drevet min Muse til at synge! — Deres smilende Biefald vorde min Løn.— Jeg faae en Nymphe — Dem selv saa liig - af de gamle at være mishandlet med en skiændig Dyrkelse.— Uskyldigheds Gudinde dyrkede Athenienserne under Cotyttos Navn; — jeg burde — det var min Pligt — redde dette Navn fra sin Vanære. — De veed til hvilket uværdigt Dyr Frandsen laaner Nav- net Morpion. — Burde jeg ikke ogsaa her lade Sandheden skinne? Var det min Pligt? — Velan! den er da efter Evne opfyldt.— Er mit Sang mine Helte værdig — vel, saa lover min Muse mig et Glimt af Deres henrivende Øye: kast, til Løn for min Flid. — Hvor vil De da tilbedes,

Skiønneste!

Skrevet

den 24 Maji 1774.

af

Forfatteren.

7

Morpionade.

Første Sang.

Muse! skal Avind ustraffet Voldsomhed øve?

Taaler din Ømhed da og, at see Aarhundredes Rader Grumme at binde med Tidens trofaste Klæder,

Heltes, ja værdige Heltes Navne, fast ved den haanligste Skiænsel? Morpions Lov — rødme Muse — ja lær uskiønsomme Verden Fra Sanchuniatons Alder til vores undseelig at rødme. — Stolte Homer — glem din Roes — forglem Illadernes Ære. Vær skiult af Blusel, du som forglemte Cotytto —

Du Junos Vredes Besynger. Virgil! erkiend nu din Skiændsel,

Du sang din Æneas og Morpion blev ubesynget.

Velan min Muse! red din, ja Tidernes Ære. —

Lær Verden at kiende Amusias skiændige Vrede,

Og Avinds og Elskovs List, og Stigmosions Vanhæld. —

8

8 Vogn op, o Avind! fremviis min Muse hvor grusom Din Vrede fordum var optændt, da du ved Helikons Fødder, Med mere end mordiske Forsæt imod min ædle Cotytto!

Besøgte Amusia. Du stod — og fraadende Galde

Flød fra dine Læber.--- Ild græd dit gloende Øye.---—

En Strøm af Edder foer fra dit slangede Hoved. —

Ved det af Længsel qvalte, og Vrede gloende Hierte Dit Bryst paa en Gang brændtes, og nær maatte briste.— Som Ætna af Jordskiælv, saa rystedes du af brændende Grunhed, @Og skreg med Æoli Landsmænds hvinende Stemme:

"Thalia! det Had jeg dig svor, det evig skal brænde —

Hvis ikke Cotytto din skiønneste Nymphe i dit Sted opofres I Dag for min Vrede.— Jeg svor ved Asserons Velde; Jeg atter nu sværger Cotyttos evige Vandhæld,

Ved Jupiters Torden— ved Stygis grusomme Strømme." O Muse! skiælv her, og lær af Verden at skiælve; —

Men følg dog den grusomme Avind hen til Amusias Boelig. Fortæl mig, Muse! hvorledes Amusias Aasyn Dig lærde at bæve. — Fortæl, hvad var hendes værdige Idræt? En Klint af tvetoppet Parnas udstrakt over Sletten Bedækkede Troldqvindens Huus, og giorde at Titans lokker Ei kildrede hendes ved Mørkets Fælhed best stirrende Øye; Selv Pegasus's Stald bar Klintens øverste Spitse. — Amusia sad her kied af den høytravend Hest at beride.

Og sang med Troldqvinders Vellyst sin sidste værdige Idræt. — Som var at knuse sin egen sig selv høyst lignende Broder — Den af sit stormende Vanhæld saa vidt bekiendte Bridalon, Og at indplante med mørkeste Konst i Bridalons Legem En Siel, som før laae skiult i en Giedebuks lystige Hierte.— Sligt sang hun da knarkende Dør udstrakt fra sin Stolpe Oplod for hesligste Avind Amusias Hytte,

Glad stod Amusta op fra sin Sang omfavnede Avind,

9

9 Og glad udbrød hun (hvor værdigt Amusia) saadan: "Veninde! hvor vellystfuld mindes mit brændende Hierte,

Hvor ofte det før saae dig fyldt med den forønskede Heede, @ Hvoraf dit Aasyn nu viser mit Sind saa yndig en Prøve; Men neppe erindrer endog nu Avinds beste Veninde,

Saa fyldte af Iver og Ild dig for at have beskuet. — Tillad din egen Amusia Deel i denne din Vellyst."— Saa vare Amusias Ord til sin høystelskværdige Avind, Som svarede (mindes du ret o Muse!) saaledes:

"Jeg! jeg! hvis Hierte kun ved Ulykkers Hævn kan føle Den store Vellyst, hvortil mit Hiere er dannet, -

Jeg, skiælv Veninde! jeg seer, at Helikons yndige Spitse Skal bære den Morpion, som glad ved Kierligheds Sødhed Dumdristig tør trodse mig, Avind — min Listog min Vælde. Cotytto, Thalias Nymphe er fræk nok, at spotte Den Avind, som nu den grusommes Fald haver svoret.— Den Morpion - han, som jeg hader, laae nylig nedsynket I sin Cotyttos yndigste Skiød, hvor jeg hørde ham sige: Nu nyder mit sorgløse Hierte den yndige Lykke,

Som Avind og Had skal evig forgieves anfalde. -— Da svarede Cotytto med Nymphers det blideste Ynde: Din Troskab, o Morpion! befæste min stolteste Lykke,

Hvor tidt skal ei Vellyst fra dig i mit Skiød da nedregne. Amusia tænk dog! jeg tvinges, slig Torden at høre; —

Mit Hierte dog taus skulle saadanne Qvaler fortære;— Før briste og qvæles mit Bryst, før det saadant skal taale. Amusia, værdigste! siig, hvad Raad for din beste Veninde ? Din Kunst, din Viisdom veilede mit plagede Hierte."

Her tiede Avind og lod sin Amusia tænke,

Med græsselig Pønsen, et Raad for sin grumme Veninde.— En gyselig Taushed omsider saaledes endtes:

10

10

En sikker Redning for sin beklemte Veninde.

Du tryg bør tænke, at det mit Hierte har fundet,

'Til ønskelig Ende din stolte Stræben skal leede."

Glad løftedes Avind nu op fra Helikons Fødder.

Med Lynildens Vinger langt over Thessaliens Marker, parnassiske Skove, og Havets skummende Bølger,

Og Asiens viinrige Bierge, bag Laucasi Fielde Henvislede Avind, og sank ned udi de Huuler,

Som Jupiter til hendes grusomme Boelig bestemte.— Forvovneste Muse! vov ei, ned i den Fælhed at kige!

Vov ei at beskue det Sted, som Titons Vælde har synket Ti tusinde Mile bort fra den Kreds, som dens Straale kan rekke. Flye hurtigen bort fra Slangernes Fødelands Fælhed; — Veed Jupiter selv, med en Hær af Fielde dets Aabning at lukke. Men Avind fløy did, begynte hiin Troldqvindes grusomme Anslag Næsten maae jeg. Muse! din Flugt med Grændser omgiærde, Neppe tillades du, meer at følge Amusias Fælhed; — Heller flye bort til de lyksalige Hytter,

Som min uhældige Morpion og hans Cotytto bevare. — Dog følg hendes Grumhed og kiend desbedre din ædle Cotytto. Amusias Anslag behøvede Troldkonstens Almagt.

(Hvad mindre end Almagt kan vel Cotytto fra Morpion skille) Med Hexernes Fart foer hun bort til Termopylas Huler, Med Hexernes Sprog tvang hun saa Naturens Orden at briste: "I Aander, som boer udi Havets de nederste Huuler!

I Aander, som haver i Luften en aandelig Boelig!

I grusomme Aander, som lærer Naturen at bæve!

Frem! hører og lyder, det jeg nu eder befaler." —

Fælt hoppede strax frem ned fra Thermopylas Fielde De grumme Vanskabningers Hære af alle vor Jords Elementer; Satyrer og Fauner, Cuntauver, Dryader, Najader, Og! hvilken Muse forstaaer, at nævne de grusomme Skarer,

11

11 Omringende da Amusias skrækfulde Trone,

(Den mægtige Trefod udi den fortryllede Huule)

Død hun dem, og see en gyselig Dands af hoppende Kredse.— Omsider standsedes her, og Mængden længtes, at høre Amusias fæle Befaling; — siig Muse! hvor grusom: "I værdige Venner!" det var den grumme Amusias Tale, "Jeg trænger i Dag til eders værdige Biestand,

Og glad tør haabe, hvad Troldes Magt kan frembringe." Hver stod opmærksom, og hun med Iil fortsatte sin Tale:

"Hist paa Parnassets og Helikons grangroede Toppe,

Kiende I Musernes Sæde. Blant dem den yndigste Muse Er den Thalia, som I saa tidt omsonst vilde styrte.—

Velan! i Dag har vor Skiæbne andtvordet os Ævne Til hendes Ulykke, — Alt er nu i vore Hænder,

Thalias skiønneste Nymphes, Cotyttos yderste Skiændsel. Hvad Qval for Thalia, at tabe saa yndig en Yndling?

I Elskovs Lænker har nu Cotytto saa yndig en Fange,

Som Skovenes Pan. Han just nu blant grangroede Klipper Besynger sin Lykke. — Han bør fra sin Elskerinde Med List bortsnappes, og hun da briste af Smerte.

Jeg derfor byder: at du min skiønne Silphide I Haft iklædes Cotyttos Skabning og Ynde,

’ Og Pan, du strax bør forglemme din yndige Fløite,

For min omskabte Cotytto med Lyst at omfavne;

Usynlige Hære af hele min øvrige Skare Omringe Parnasset. — Nu skal det miste Cotytto." @Med saadanne Ord, skiønt ei med selv samme Hensigt (Thi Morpions Hæld især var Amusias Afskye)

Bød hun sine Trolde — og strax over Fieldenes Høyer,

Og Dalenes Huuler foer hun til Musernes Boelig; —

Og Hære af udseete Trolde her banede Veien.

Iil Muse! med sørgelig Fart til din Morpions Vanhæld.

12

12 Iil hen for at græde for hans saa skræksomme Skiæbne.— Amusia strax hen til Morpions yndig Leye Sin Iilen styrde (thi just nu klang Morpions Sange For yndige Morgen, og Fielde, og skingrende Gienlyd,

Om hans Elskerinde iblant Parnassets Cypresser);

Hun afbrød hans Lovsang, og sagde: "Nymphernes Vellyst! — "Du synger med Fryd om den Lykke, du tænker at eie. - Vel! bag hine Buske — træd frem Oplysning at hente." Som rørt af Lynild laae Morpion længe hendaanet. Omsider med skiælvende Skridt gik han hen bag skyggende Buske, Her saae min Morpion udi Stigmosions Arme Sin elskte Cotytto. — (Saa syntes Pan og Silphiden For Morpions nu af Amusia blindede Øye.)

O Muse! o græd nu den Qval det Helten forvoldte!

Anden Sang Dyd kom vel tidt tilforn, men aldrig saa tilkort.

En Kreds af oplivende Myrter og blege Ligustrer Omringede her den liden skiønne og skyggefulde Slette,

Som bar i yndige Skiød med Liliernes Guld beprydet Den arme Morpions Uhæld.— Her den omskabte Silphide I Blomsters blussende Ild og blegnende Snee laae nedsynket.— Som sig ophævende Barm fra yndige Elfenbeens Høye Opløfter blussende Bær til Elskerens Kysse;

Saa løftede her det stolte Parnas i yndige Kredse Af Cedrer, Cypresser, Vedbender, Ligustrer og Myrter, Paa blomstrende Slette Cotyttos cytheriske Ynde

13

13 Op til en digtet Stigmosions sødeste Vellyst. ——

Hid kom bedragne — uhældig forblindede Morpion; — Bag Busken saae min uhældige Helt — hvilken Smerte! Sin Lykke forsvunden — sin Vellyst — sin Nymphe forloren. Ja! største Grund til fortabt at flye denne Fælhed,

Og saa at udbryde: "O Qva!, som nu har berøvet "Mit sorgfulde Liv den eeneste Lykke, jeg kiendte,

Kuns snart mit af Vanhæld ulægelig saarede Hierte;

Og skaan det for længer sit stormende Vanhæld at føle." — Henrykt i saa grumme og hierteqvælende Sukke Nedkastede Helten paa Jorden sit segnende Legem,

Og flere sorgfulde Ord formaaede ei nu at udstønne. — Her stod Amusia glad ved sin opfyldte Stræben,

Og taus og med Under besaae den skiønne Morpion.

"O Smerte! (saa tænkte det tause men brændende Hierte)

O Smerte! at nu ei Amusia længer kan elskes. —

Guldfarvede Haar — hvor beqvemt til Hierter at binde:

I seende Perler! — o Skin, som mørkeste Hierter oplyser! O Næse! — urørt af hine Hypokratis Venner! —

Hvor frie er ved dig den Adgang til sødeste Kysse. —

O rankeste Krop! hvor frie for al klemmende Byrde! — I netteste Rør, som bære saa yndig en Skabning;

Hvor ligner hin Vedbendes Stilk de yndige Elfenbeens Søtter, Som faste ved Knæernes konstige Bold min Morpion lære. Men saae du Amusia! deres meer end yndige Pode! — Hvor stærk, hvor nærsom." - Saa stod Amusia henrykt Siig Muse! hvor var den grusomme Aand, som da sendte Hiin rynkede Qvinde saa fælt, saa snedigt et Opfund? Længe stod her Amusia, længe saae hun paa Morpions Qvaler, Længe blev grusomme Anslag betragtet; men følgende Tale Det iværksatte: "Min Helt dit Hierte bestormes Af Elskovs Iver, og skuffet Kierligheds Følger.

14

14 Hævn vil dit Hierte! — og Elskov nægter at hævnes; — Men viid jeg kiender en Hævn din Høyhed anstændig:

Beviis paa din skuffende Elskov nu qvæler dit Hierte; —

Cotytto ei mere er Heltens Kierlighed værdig.

- Og Helt! paa Parnasset du har endnu en Veninde. — Vel kiend hvor stolt blev den Hævn at vise Cotytto Hvad skuffet Elskov i Helters Hierter kan virke" —

Her taug Amusia; — og lod i Morpions Hierte Sin Tale udvikles. — O Muse tør du opløse Den Strid; -— det Oprør, i Heltens Hierte antændes. Snart vil den nedrige Dyd — uværdig for Helte,

(At holde evig endog det skuffede Løfte)

I Helten indsniges.— Snart vandt den Helternes Ære, Som fordrer at Laster skal hævnes, og Hævnens Sødhed fremviste. Cotyttos Skiønhed streed og mod Amusias Attraae;

Og snart fik en Hær af hiine, hvor yndige Kierligheds Minder I Heltens Hierte en Seier; — ei Helte anstændig. —

Men som et mandigt Baghold i flygtende Heltes Hænder, Saa ofte igiengav den alt forlorede Seier; ——

Saa kom nu her Mindet af hiin Stigmosions Lykke,

Og kolt forjog hver Helten uværdige Tanke. —

Da tilede Morplon: ''Den Pligt, at følge dit Anslag,

Dit stridende Hierte min Pligt beviste at være;

Fleer Sukke at spilde paa hiin saa utroe Cotytto,

Er Helten uværdigt; — men Hævn for mit saarede Hierte

Udfordrer den Ære, som Heltens Siel bør lyde."

Her favnede Helten med Favnetag, som Nymphen tilhørde, Den grumme Amusia. — Men alt er Helternes Dyder, Som Ærens Love dem lærde. Her vant den grusomme Avind Ved hiin Amusias, -- de grumme, de listige Konster. Saaledes gik Dagen bort i Amusias Arme,

Den blide Aften, som før saa ofte har lokket

15

15 Den ædle Cotytto til Skoven og Morpions Favnetag; Udlokkede og nu min Nymphe til Morpions Hytte.— Snart kom hun; men Skiæbne! hvor skuffedes ei hendes Attraae.

Af rynket Amusia Cotyttos Leie bedækkes.

Med Hierter hensmeltende Graad maae hun vende tilbage,

Og lære de Qvaler bedragen Elskov forvolder.

Iil Muse i Nymphens Spor; o hielp din Cotytto at græde Udmattet af denne! hvor grusom en Qval, gik min Skiønne

Tilbage til Musernes Slot og Thalias Paladser.

Min Nymphes Klager Parnassets Skove og Klipper,

Og stolte Palladser ved Gienlyd lærde at græde.

Den gyldne Hvelvning i Nymphens Marmor-Gemakker Opfyldes med disse — hvor ømme rørende Sukke:

"Er Veneris Søn da bortflyttet til Parthiens Ørkner?

Forglemmer Ivaliske Dreng sine Yndlingers Sukke? — Mig indskiød du, Grumme! for Morpion brændende Elskov. Han brændte for mig; — men nu ere Kierligheds Luer Bortvendte til hiin, hiin forvorpne! og jeg skal forlades." — Saa smeltende Sukke opstege til Elskovs Guds Tempel.

Han hørde med Graad sin uhældige Yndlings Ulykke,

Strax foer hin vingede Gud fra Ivaliske Tempel Usynlig hen til sin Cotytto. Han bød og, see Morpheus Tillukte graadglindsende Øye med sødeste Slummer.

Men Søvnens Gud strax i Cotyttos smeltede Hierte De sødeste Glæder, hun nys maatte savne, opvakte. — @Nu troede Cotytto, sig i sin Morpions Arme,

At føle den Vellyst, som kildrer Nymphernes — — Hierter. Nu saae hun sig selv lyksalig i Morpions Hytte —

Nu smagte hun Nektor — ukiendt af selv en Minerva. —

Her tabte, selv Elskov henrykt, sit Kogger og Bue,

Og sagde: "Skiul, deilige Venus! dit Ansigtes Unde,

Blant Grækenlans Fielde er meer end en Veneris Skiønhed?

16

16

Strax taug han. — Længe han stod i en maalløs Forundring, Og neppe omsider formaaede saa atter at tale:

”Jeg, jeg, som kiender hver Pige Jupiter skabte,

Fra to Gange syv Aars Alder til saa uhældig Tidspunkt,

Som holdes for Grændserne for alle Tilbederes Ønsker. Hvor traf jeg hidtil saa stolt, saa uplettet en Skiønhed? — Vidt har vel Gudernes Fader udstrakt over Lande Den himmelblaae Hvelving; men aldrig dermed bedækkede En, som i Skiønhed bør lignes mod denne Cotytto. — @ Som Solen omringer sit Ansigt med gyldene Straaler, Saa er dette Ansigt omgivet med gyldene Lokker,

Og gyldene Straaler udskyder hver Ansigtets Mine; — Purpurets Ild svømmer paa de sneehvide Kinder; * Sølvbierge opstaae af skiulte Ribbenes Rader,

Fra sig ophævende Bryst. — Og Biergenes gyldene Toppe Oplode en Udsigt til skinnende Elfenbeens Marker,

Og Purpur farvede Dal — og til gyldene Skove.—

O stolte Vellyst for Hære af Morpioner;

Hist ligge udspredet — hvor yndigt — de stolte Pillarer, Som bære den yndigste Nymphe og kiælneste Vellyst.— O havde selv Elskov een Dag hiin Morpions Legem Jeg vexlede strax med hiin Idaliske Ære." —Udraabte da Guden, og fæstede yndigste Kysse

Paa Nypmphens Læber. Da tog han Kogger og Bue,

Og fløy med Pilenes Fart til Idalii Tempel.

Med sødeste Kysse har Elskov nu indblæst sin Nymphe, De næsten af Hiertet udslukte Kierligheds Luer,

Samt følgende Drøm til Trøst for de nagende Qvaler: Cotytto sig saae i Thalias det prægtigste Tempel,

*Denne Efterfølgelse af det bekiendte:

— — Niveo natat ignis in ore purpureus.

maae paa dette Sted aldeles ei forstaaes, som Sminke.

17

17 At synge om Herkules's Roes og hans prøvede Dyder,

Da en Gudinde tilbød vor Nymphe sin yndling:

Men strax kom skinnende Elskov med udtømte Kogger,

Og smilende dragte Stigmosion for hendes Fødder;

Han bød hende hævne sin Morpions haanligste Skiændsel,

Ved ham til Smerte at elske Stigmosions Ynde.

Da fulgte Cotytto sin skiønne, sin yndige Elfter,

Ledsaget af Elskov fra Templet ned til Castale.

Olympisk skinnende Glands, som fyldte det slummende Øye, Indjog Cotytto Forundring og tvivlsom Udgranskning.

Hun vognende op først mindtes sin første Drøms Sødhed, (Da sendte hun lønlig til Venus de kiælneste Sukke) Strax randt hende derpaa de sidste Syner i Minde,

Og Hiertet sagde: "Adlyd de lokkende Guder." -—

Udi sit stridende Bryst hun syntes: — hvor klart at fornemme Medlidende Guder at raabe: "Lad Hevns — lad Kierligheds

Sødhed

"Oprette de grusomme Qvaler din Skiæbne har skiænket." — Omsider forsvandt da al Usandsynligheds Taage,

Og Sandhedens Glands med Vold i Nymphens Hierte

sig trængte;

Da sagde Cotytto: "Medlidende Guder, som kiendte Min qvælende Smerte for Morpions savnede Troeskab,

I Haabets yndige Glands mig nu gave tilbage.

Bedrage da ei nu den svage Trøst, som I sendte;

Men lader mig nyde den eder værdige Bistand."

Strax steeg derpaa Titan op fra de østlige Bierge, Forgyldte Parnasset, og gav dets Chorer sin Stemme

tilbage.

Da gik Cotytto i Nymphernes Pragt til Castale.

18

18 Tredie Sang.

Hom. H. III. ver. 440.

— — — YA FE ELI km NUV,

Alt førend Cotyttos Slummer af Elskov imodtog De om Stigmosion saa søde oplivende Drømme,

Har Guden erfaret af Skiæbnens urørlige Villie,

At følgende Morgen Stigmosion vist skulle føre Ned til Castale; den Musernes yndige Kilde.

Her kom da Cotytto! — som før en troe Ariadne, Sin elskede Theseus iblant labyrintiske Huler,

Hvor kiælne — ledsagde; saaledes førde og Elskov Den kiælneste blant Elskerinder nu ned af Parnasset. — @Oprindende Soel — naar saae vel dit brændende Øye Før en saa yndig! saa skiøn! saa indtagende Nymphe?

Sidanske Snekke den Purpur-Dragt havde farvet Som flagrede om min mere end skiønne Cotytto;

Og Traade af Guldets Monader selv Nymphernes Hænder Den blussende Rose havde lært, — o nøye at ligne — Libyens Bierges de nederste Huler maae yde;

Den skinnende Jaspis til Smykker for min Cotytto. — Diamantens Glimmer ophøyede Armenes Ynde,

Og spædeste Fødder bedækkedes af Amethyster. —

Saa prydet gik Nymphen oprindende Soel nu i Møde, Zyphirer fremskyndte paa Axlerne gyldene Bølger,

Af deiligste Lokker; og blant Parnassiske Skove

Opløftede stundom den Pragt jeg nylig har synget. —-

19

19

Da sang Cotytto: "Naar Haab er ei længer tilbage, Hvo vil da Sukke omsonst til Himlen opsende*?

Selv Elskov bød mig, at vente her paa dens Maade; Jeg kun adlyder det, Elskovs Gud har befalet."

Da kom Cotytto til Musernes stolte Castale.

O Muse! opliv nu din Sang, og mal for nordiske Øyne Det yndigste Sted, som her imodtog en Gudinde!

Tvetoppet Parnas, som stod paa Thessaliens Marker, Opløftede her mod Olymp Pans evig grønnende Granskov, @Og Lunde af stolte Cypresser, og smaae blomsterdækkede Sletter I ædle Rader syntes alt, mod Himlen at stige; -—

Men længere op mod sin Top og Gudindernes Boelig Havde nøgen Marmor-Field blottet de himmelblaae Aarer; Det her paa sin høye, ærværdige, skaldede Isse Bar Musernes gyldne Slot og Apollos prægtige Tempel. Hiin Spitse, som hellig for Bachus har dennes Palladser, Fra Foden til Spitsen var klædt med Viinrankernes Rader.

Slig var den Opsigt mod Fieldet fra Kilden Castale, Som ved dets Fødder iblant Jasminer, Syrener, Ligustrer Og blomstrende Græsbænkers Lader laae yndig nedsynket.

Hist aabnede Sletten paa skiønne thessaliske Marker Et Hav af svajende Byg, og Bølger af Hvede,

Og Udsigt til Thetss af Øer opfyldte Boelig,

Hvor trillende Dønninger smiilte ad Solen og Landet; —Saa havde Naturen prydet det skiønneste Sted iblant Stæder, Hvor Elskov besluttede nu at vise saa yndige Optrin. Stigmosion her i Skygger af prægtigste Buske,

Inddysset af Morpheus i Søvnens sødeste Slummer,

I blide Drømme besaae den henrivende Lykke,

*Jeg kunde her beskyldes for Tyverie (fra Tronf. i Sid. i det andet Optog, en af Euphemias Arier) men — — — — "Saa meget veed jeg dog,

At aldrig nogen Tyv kan føre saadant Sprog."

20

20

At eie Morpions Stæd i Cotyttos det elskende Hierte. "O stolte Held," udsnorkede sovende Strube,

"Som vel mine Ønsker; men aldrig mit Haab torde røre." Strax kom Cotytto: "Nu spæde Elskovs Bestyrere!"

Var Nymphens Sukke, "nu vil du da snart aabenbare,

Om Elskendes Hierter din høye Biestand tør vente." — Da lettedes yndige Laag af det glimrende Øye,

Og see, Stigmosion for Cotyttos standsende Fødder.— @"I blide Guder.!" blev her min Nymphes Udtrykke,

"Mit Hierte da aldrig den ædle Vellyst skal savne,

Som Kierlighed skiænker. — Velan da elskende Hierte! Nyd nu den Lykke den milde Himmel dig giver; — @Udryd, o Elskov! hiin Morpion af dette Hierte!

Mit Sind, var hærdet for den Troeløses Erindring!

Glem alt dit Vanhæld i disse elskværdige Arme"

Her knælede Nymphen — og — o hvor misundt en Lykke!

Lod blussende Læber ned til Stigmosions iile.

Halv vognede kun Stigmosion -— og see! uventede Lykke;

Forønskte Cotytto det klappende Bryst at omfavne.

"Hvad? yndige Morpheus!" udbrød han "hvi skal da mit Hierte

Den falske Vellyst i Søvnens Arme erfare?

O! kun for at føle den Smerte, slig Vellyst at miste, Naar vognende Hierte skal glemme saa yndig en Sødhed?" Cotytto med Hære af Kysse forjog derpaa Morpheus — @Og lærde sin Elsker sin Lykkes Sandhed at kiende. "Forundres ei, værdige Elsker!" saa talede Nymphen; "Den Gud, som dig elsker, selv Kierligheds milde Bestyrer Nu sender sin Yndling til sin høyelskte Tilbeder."— @Taus maatte Stigmosion slig Gunst af Elskov erfare Og kuns med erkiendtlige Sukke, og Favnetag, og Kysse Udviste den Glæde, hans elskende Hierte her føl'de. —

O flye, min medlidige Muse! saa ynksomt et Optog, Flye snart; med Aandernes Fart, langt bort fra parnassiske Skove,

Opsøg før i Norden, din Sang en værdig Heltinde.

Dog hvad! have nedrige Laster Heltindens Dyder besmittet? Bør ikke min Nymphe adlyde de bydende Guder?

Jo, Muse! den stolteste Helt er retfærdig blant Laster nedsynket; @Den ædleste Nymphe med Ros i Stigmosions Arme her skiules Und Heltenes Dyder den Roes de med Ret bør evig beholde. Flye bort til Veneris Øe og opdag i Elskovs Palladser, Hvad Skiebnens urørlige Raad dine Helte til Redning bestemme.

21

21

Elskov var kommen til hiint Idaliske Tempel

Med Glæde tilbage, da Venus nedsteeg fra Olymp;

Fra Gudernes høye Forsamling, og maaskee fra Jupiters Side, Da hun med Bekymring saaledes tiltalede Elskov:

"Min Søn! jeg beængstet fra Grækenlands Fielde maae høre, Slig Røst imod Himlen og Jupiters Trone at skingre,

Saa hele Olymp opfyldtes af klagende Gienlyd:"

"Du Guders og Menneskers Fader!" saa talede Røsten,

"Skal Veneris Vælde da evig af Troskab fortære?

Nys gav hun mit Hierte til hiin! hvor skiønne Cotytto! Min Troskab, min ædle Oprigtighed nu maae foragtes." "Nu yndigste Søn! hvis du elsker den kierligste Moder,

Og hvis hendes Sukke dit kiælne Hierte kan røre,

Da ræd hendes Ære, flye hastig bort til Parnasset;

Opdag med nøiagtigste Flid din Moders qvælende Uhæld." Saa talede Venus med søde smilende Mine; —-

Lydig foer Elskov med Gudernes Flugt useet til Parnasset, Og skiønt usynlig erfoer han de grusomme Vanhæld,

Som anfaldt disse hans kiereste Yndlingers Hierter.

Den vingede Gud for vel Amusias Grusomhed kiendte,

At hun ei for disse Ulykker af ham maae mistænkes.

Sin ilende Fart stilde han til Amusias Boelig;

Og heldig fandt han, nok til sin Sorg at opløse. — @Amusia nu da Elskov kom til hendes Hytte.

Glad ved sin Seier just grusom fremkaldede Avind,

Og med en gruelig Vellyst fortalte sin elskte Veninde Den stiftede Grumhed;-- og Morpions Kierligheds Ynde.

Usynlig var Elskov tilstæde, og hørde den Fælhed

Og svor i sit Hierte saavel sine troe Tilbederes Lykke,

Som hiin Amusias Fald; og strax forlod han Parnasset,

Med Lynets Iil foer han hen og stod for sin Moder;

Da talede Elskov: "O Guders deiligste Vellyst!

Elskværdigste Moder! Din Længsel snart skal opfyldes, Snart seer du Cotytto igien i Morpions Arme; —

Din Søn har adlydet sin Moder, og Kierlighed frelses." Glad spurgte da Venus sin Søn med ømmeste Omsorg Om hiin Cotytto og hendes Kierligheds Handler.

Og Elskov med Gudernes Sprog sin Moder saaledes svarde: "Din yndigste Yndling, Thalias skiønne Cotytto,

Er fra sine spædeste Aar oplært paa Musernes Slotte. Længe blev den Skiønne tilbedet blant Eratos Nympber,

22

22 ”Omsider nu dyrkes hun i Thalias Palladser."

"Hiin Bridalon, han, som bek endt af sin grusomme Skiebne Henflygtede Sidon. langt bort til de Galliskens Bierge, Til Nymphens— Hierte fik hældig banet sig Veien.— Da Avind tilsidst fik Bridalon bort fra Parnasset Til Plutos Rige, gav jeg Cotytto en Elsker,

I Skiønhed lignende Nympher Amusias Vælde

Gav ham paa Parnasset den Plads før Bridalon havde. Det er den Morpion, som nu ved Avinds Ulykker, Saa grusom omtumles. Først stræbte selv hiin Apollo,

Parnassets Behærsker ved mig at see Morpion styrtet,

For selv at indrage den Lykke, Morpion eier;

Men efter utallige Stød er min skiønne Cotytto Fra Morpion — og fra sin Lykke saa nær nu nedkastet, Men Avind — og selv hiin Amusia snart skal erfare,

At Elskov med Seier vil stride for sin Tilbeder." —

Da spurgte Gudinden: "Hvo er den grumme Amusia?" Og Elskov svarede: "Du veed, at Tessalien stedse "Ved Jupiters Vrede af grusomme Troldfolk beboes.

Amusia her har ved Troldkonstens listige Opfund Indtaget hiin skiønne og dydige Muse Thalia. Forblindet har Musen anseet hendes hesligste Sange, Som ædle og værdige nok for sin Dyd og sit Tempel.

Hun aldrig kied af at skabe Thalia Ulykker,

Omsider nu styrter selv Musens yndigste Nymphe. Kuns hendes Vælde har været Stigmosions Lykke." —

"Stigmosion?" svarede Venus, og smilende Vellyst, "Fortæl; hvo er denne?" Da vedblev Elskov saaledes Sin yndige Tale: "Parnassers høye Behærsker Apollo tilbedes og dyrkes hist i sit Tempel Af Skarer af stolte, og kiekke, og yndige Unge; — @ Blant dem har Stigmosion værdig det stolteste Fortrin; Jeg Kierligheds Luer antændte udi hans Hierte,

Det han til Cotyttos fortrinligste Skiønhed henvendte.

Uvidende bragtes jeg selv, til at føye hans Ønsker;”

*Erato var af de nie Muser Dandsens Gudinde, ligesom Thalia var Lystspillenes; efter Ausons Epigr:

Comico lasciva gaudet fermone Thalia

Plectra gerens Erato saltat pede, carmine, vultu.

23

23

"Men snart skal min Stræben igien til Morpion vendes."* Da udbrød Gudinden: "Jeg nøye er underrettet,

Og næsten maae Venus for Morpion væde sit Øye.—

Reis Søn! og et ønskeligt Hæld dine Idrætter følge."—-

Neppe har Venus saaledes endet sin Tale,

Da Elskov med Gudernes Fart alt kom til Parnasset. Usynlig gik han til Morpion, og fyldte hans Hierte Med Lyst, til at iile ned til den skiønne Castale.

Han fulgte sin Længsel, og kom til Musernes Kilde Og Elskov usynlig min Helt bestandig ledsagde; —

Her laae min Morpion, da Elskov sendte Cotytto Hist ud fra blomstrende Buske — og yndige Krandse Bedækkede Nymphens af Perler glimrende Isse.

Hun saae sin forrige Elsker, og rødmende standser;

Men mindes omsider det helteværdige Forsæt,

At glemme hiin Sødhed; men Morpion blegner og siger:

"Ak utroe Cotytto! skal saa min Troskab belønnes?"

Meer kunde den famlende Tunge ei denne Gang sige;

Men Nymphen svarde: "Ja Morpion grusomme Elsker! Jeg mindes den Dag, da du smilede Fryd for mit Hierte.

Jeg aldrig forglemte det Elskovs Gud har befalet;

Men Troeløshed lønnes — see her dens grumme Belønning,

*Følgende kostelige Efterretning, kan jeg (uagtet den er mit Fore- havende uvedkommende) ingenlunde taus forbigaae. Sanchunicton er min Skribent, og han fortæller just, at den er vederfaret Parnasset omtrent samme Tid, som mine Helters Optoge. "Apollo havde en Hofjunker (saa troer jeg man nok kan kalde ham; thi han var det samme, som Stigmosion) som hedde Haocoon: forelsket i Eratos meget unge Nymphe Frolice, gaaer han til Musens Tempel, for at see hende der, offentlig at dyrke sin Gudinde. Forblindet af Kierlighed glemmer han sig selv, og i Steden for at have kundet offret til Musen, frembringer han for alles Øyne en meget riig Offring til hendes Nymphe, den lille Frolice. Gudinden fortørnet herover beklagede sig for Minerva, og fældede da Viisdommens Gudinde saadan en Dom: ”Efterdi Apollos Opvartere skiønt ved Viisdommens klareste Lys, dog omvanke i saa fæl en Uvished, hvilket dette uvisse, taabelige og uslebne Foretagende røber for deres utøylede Hierter, da vorde de og alle af deres Slags evigen bundne til den lykkeste Uviished, og groveste Daarlighed." Jupiter bekræftede Minerva's viise Dom, og bød den evig at opfyldes." Af Sanchunia ons 1550 Bog 10 Kap., hvilke (o Skade for den lærde Verden) tilligemed Skribentens andre Bøger er forkommet.

24

24 "Stigmosion selv denne Krands paa din Nymphe har

— flettet,

Og jeg har med Elskov og Krands hans Yndighed kronet." @Slig Haardhed var Morpions Hierte for svagt til at bære Han tier, og blegner, og koldnedsegnende daaner*. — Cotytto, som mærker hos Helten saadan en Troeskab, Omfavner den segnende Helt, og med Elskov og Favntag ham vækker. @Stigmosion iilende frem fra Buskenes Skygger, Betragter sin Nymphe nedsynket i Morpions Arme,

Og selv maae anhøre den Troeskabs Eed, hun ham sværger. Fortvivlet han udbrød: ''Forbandet evigen være Den grusomme Elskov, som giver saadanne Qvaler!" Da drog han den blinkende Dolk af sin glindsende Skeede Og udrev Livet af sit uhældige Hierte.

Strax paatog Elskov igien sin synlige Skiønhed,

Og ønskede Helten med sin Cotytto til Lykke.

Da klappede yndige Vinger de milde Zephirer, @Og førde saa Elskov igien til Idalii Toppe. ——

Min Helt og hans Nymphe hinandens Uskyldighed viste. Og sendte saa Venus og Elskov de kiælneste Sukke.— @Nu stod den vingede Gud i Veneris Tempel,

Og sang for sin deilige Moder sin yndige Seier; —

Hans Sanges vellydende Klang igiennemskar Luften,

Den trængte sig hen til Amusias grusomme Hierte, @Som brast ved dens Sødhed, og Avind sank Ned i sin Hule; Men Heltens, min Morpions Siel af dens Ynde oplivet Indflettede sin — i Cotyttos — de sødeste Sange.

*Saavidt følger min Beretning Skribenten. Men Resten er af mit eget. Læseren forlade det, og betænke, at Skribenten er Sanchuniaton, og jeg er Digter; desuden følger jo Resten rimeligviis af det Foregaaende.

25

        

26

        

27

<Ay>

(aM: M^Jdz/ejndb&cf /yZi-

(i «ha * »-'--^'V/V/f -e^ P af

De 1 7 Jehm, <l LL Q[_grf_ - J1kA{*»MAsri y^ øi ^/uAiAn/l^liA^

/h-vydk*) 2tA(^£r(ji^^ rn

Å $MlJrxjJ>'Ojféj jLl&'vß"**'ß*”

J ^(ß$_

f^g- ru Ann jß^nm.

k åh.

FL nn] n) .fr år La

46

IU AURIC AAAsK^

pE. KN Am

IU AURI. dd. ' 494 AAAsK^ttASL / AW

IU AURIC ets -tLsywn AAAsK^tytASL / AW FANG.

fu ULA Pan Vans

IKL 4,

m

28

Ol ßjt'Y-* LOMAS A

PP: ds øm ({l/y^i 11699

"P ’ Q ' n 4p ^ivnyn- iau MAS1100 w RD a0

' n ^ivnyn- iau MAS 1100 w RD a0

p iau MAS 1100 w RD a0 La

yeLjøsm ol

Fo fot ti £i Al^ g ^(X fylLsnS ^

ßttfirb /774h - SHf+if (j4

ff&n h^dirTti/ti $UlIl

29

ÅJL 4 v/flty*n ÅJ( f Ifr/ZjliATJ? fåøbllfl ;9mJIL y^hyri /jy Qyn &J Åen fund

$.icføw-fa' -yijJiA. <^Ik yr^

«^^yuyY^H^tn //IM A<^> ^^yijhf-rvv*.*xJy

øcyjy ^f^sAstn f ^O-Hyd jjd u-6‘

pr

fyyyt Athen <*^/4 7flyt -n S- fritte al

<XMjh (j\^3AL4L*^jyiJ^^ @Sh/hLaJ^TaI

li

m

W

KI

30

KLØR

+ ar, bø

Q

Uma at

Uma at No étx A^&l; 0 ” P / <x) fOm

0 ^ ” P / <x) fOm re fore <\ SL

eos; porre fore <\

Farm 412

” SL

31

        

32

        

33

        

34

35

        

36