Samling af de Kirke-Psalmer, som bruges ved Skriftemaal her i Viborg; tilligemed Bønnen, som til at læses paa samme Tid, af Biskoppen er forfattet, efter Ministerii giorte Forslag og Begiering.

Samling

af de

Kirke-Psalmer,

som

bruges ved

Skriftemaal

Her i Viborg;

Tilligemed

Bønnen,

som, til at læses paa samme Tiid, af

Hans Høiærværdighed, Herr Biskoppen,

er forfattet,

efter Ministerii giorte Forslag og Begiering.

Viborg, 1773.

trykt og findes tilkiøbs i det Kongel. privilegerede Bogtrykkerie hos C. H. Mangor, for 6 Sk.

2

Ad Notam.

Samme Psalmer og Bøn kan ogsaa bruges paa Landet

ved Skriftemaal om Løverdagen, eller andre dertil bestemte Tider, overalt i Stiftet. Desaarsage har man giort Oplaget desto større, og Prisen saa taalelig, som mueligt.

3

For Bønnen Jeg arme synder træde rc.

Synges som:

Mit Haab og Trøst og rc.

Jeg arme synder træde maae, Med høibedrøvet Hierte, Til naadens dør at banke paa, Og klage der med smerte, At jeg med synd, Og ondskabs dynd, Fra top til fodesaale, Har smittet mig, Og jeg for dig, Har intet med at prale.

2. De synder er foruden tall, Som jeg med sorrig finder, Og mig med bitter hierteqval, I sind og tanke rinder: Din Søn det alt, Har vel betalt, Der ynk hans Hierte rørde; Men jeg har ei, Søgt ad den vei, Som hen til hannem førde.

3. Min u-taknemligheder stor, Som dølges ingenlunde, Jeg kun med

4

blotte læbers ord, Og ei af hiertens grunde, Din trofasthed, Din kierlighed, Din rige naades gave, Som jeg hos mig, Fandt rundelig, Roest og bekiendet haver.

4. Du har jo med langmodighed, Min bod og bedring venter, Du har en faders Hierte teed, Og tidt med hevnen lentet. Din store fliid, Fra nød og striid, Mig ofte har udrevet: Din hielpehaand, Har fiendens baand, Saa ofte fra mig drevet.

5. Naar jeg tillukke hiertets dør, Du da med ordets hammer, Tidt banked' paa, og sagde: hør, Din ven staar for

dit kammer: Lad din brudgom, Faae sted og rom: Du haanden tidt indrakte, Og rørde mig, Heel haardelig, Sligt burde jeg vel agte.

6. Men jeg for dig oplukke ei, Hvor sterk du vilde banke, Og uden ørers lukte vei Lod jeg din tale vanke: Hiemsøgelsen, Til dig, min ven, Mig ei har kundet vende, Dog har du mig, Saa mildelig, Din skabening, vildet kiende.

7. Nu kunde du med billighed Forkorte mine dage, Og støde mig med grumhed ned, Til bitter helveds plage. Skam burde mig, Som skammelig, Lod synden

5

hiertet krænke; Dog giver du, Mig tiid endnu, Mit beste at betænke.

8. Naar Hiertet dette pønser paa, Samvittigheden minder, Jeg snart vil selver fra mig gaae, Min styrke da forsvinder. Hvad helved er, Hvad helveds hær, Af piine, nød, og plage, I evighed, At skienke veed, Jeg billig burde smage.

9. Dit creatur ei sømmer mig, At jeg mig ville nævne, Saa plat vanslegted jeg fra dig, At al naturens evne, Sig burde vred Mod mig beteed, Jeg frilig maa bekiende, Om gunst ei

maae, For retten gaae, Bør jeg vist evig brænde.

10. Men du al godheds kilde-væld! Giv naadens ledske-draaber, Her finder du en tørstig siel, Som trænger, beder, raaber: O naadesoel! Jeg for din stoel, Og høie himmel-throne, Nedkaster mig, I støv for dig, Med jammers græde-tone.

11. I brystet er der jo paa dig, En naadens springe-kilde, O! milde JEsu! den du mig, I døden aabne vilde; Af den mon fred, Trøst, rolighed, Til sielene udflyde, Lad mig det her, Og ære der, Hos dig omsider nyde.

6

Eller:

Vee mig, at jeg saa rc.

Synges som: Af dybsens nød raaber rc.

Vee mig! at jeg saa mangelund I vellyst haver svømmer, Og naadens dyrebare stund Saa skiødesløs forsømmer; Naar Gud sin naadesoel paa ny Hver morgen over mig lod grye, Da lukte jeg mit øie.

2. Vee mig! min vantro Hiertet saa, Som med en laas og lænke, Tillukte, naar GUd bankte paa, Jeg vilde ei betænke, At Jesu naades mindste sliig, Meer end al verden giorde rig, Som jeg før havde prøvet.

3. Samvittigheden vidne bær, Thi maae jeg frilig sige, At ingen større synder er, I noget verdens rige; Dog naar jeg dig beskuer ret, O! GUD, mit Hierte ikke slet, Fortvivle vil med alle.

4. Fyldt haver jeg min ondskabs skaal Og stor er denne maade; Men hvo har dog vel fundet maal, Og ende paa din naade? Din storhed ei af ende veed, Din naade lige storlighed, Med dig, o! Gud, mon eie.

5. Hvis hierte-suk har du forskiødt? Hvis raab har giensvar savnet?

Hvo er fra naadens alter stødt, Som har

7

det ret omfavnet? Jeg græder, raaber, beder dig; Jeg venter, haaber: Jesu! mig, Lad trøst og redning finde.

6. See, jeg er den forlorne søn, Som selv sig vilde raade, Og ødte bort sin arv saa skiøn, For skiden lyst og baade: Mig smagte ikke himmel-brød, Men verdens galde var mig fød, Jeg ligned' soe i søle.

7. Min villie dig har modstand giort, Og egensindig været, Mit hierte lidet eller stort Af dig har ei begieret, Du var, o Gud, af mig foragt, Men jeg min hu og gandske magt Af vellyst lod regiere.

8. Herfor vil din retfærdighed, At jeg skal døden smage, Jeg maae i ussel nøgenhed Fra verden afskeed tage. I graven visner jeg som løv, Jeg raadner i mit eget støv, Jeg bliver orme-føde.

9. Men Gud! min synd du sænke ned, Hvor havet dybt mon være, Saa bliver nok min uselhed Omsider fyldt med ære; Mig her et helligt hierte giv, Saa faaer mit støv vel engang liv, Som ei har død i vente.

Eller:

Ach! HErre from, Hvor stor og grum, Er' mine

8

begangne synder! Ei nogen mand, Mig hielpe kan, I denne verden jeg finder.

2. Jeg siiger frit, Løb jeg end vidt, Hen indtil verdens ende, Vilde løses af Den syndsens straf, Jeg kunde den ei afvende.

3. Jeg raaber til dig, Forskyd ei mig, Som mine synder forskyldte, Tret ei med mig, O! Gud, vredelig, Din Søn han os vel forligte.

4. Skal det være saa, Straf skal følge paa, Synderne bedrevne ere: Saa straf du her, Og skaane der, Lad mig vel her poenitere.

5. Got taal mig und, Forlad min synd, Lydigt hierte giv Gud milde, Lad mig ei her, Som ofte skeer, Med utaal din naade spilde.

6. Handle med mig, Som synes dig, I din naade lad mig blive, Lad dog ei mig, Hisset evig, Fra dig stødes tilside.

7. Som sig en fugl, Smukt udi skiul, I hule træer forstikker, Naar storm og sluus, I luften suus, Mennisker og qvæg forskrækker.

8. Saa er, HErre Christ, Min tilflugt vist Dine hellige vunders huler, Naar synd og død Mig skeer i

9

nød, Best jeg mig da der i skiuler.

9. Der i jeg vel Bliver, dog min siel, Fra legemet maae henfare, Jeg bliver vist Hos dig, HErre Christ, I evig fryd mig bevare.

10. Herre JEsu sød, Du est jo død For mine synder paa korset,

Til spot du giord' Diævel og død, Og har mig himmerig forhvervet.

11. Ære ævig vær' Gud Fader kiær, Hans Søn, Hellig Aand tilsammen! Jeg tvivle ei maae, Guds ord fast staae, Hvo troer, bliver salig, Amen.

10

Bøn ved Skriftemaal.

Dig, Forbarmelsers Gud, himmelske Fader, og din u-udsigelige Kierlighed at prise, fordi du i Christo, din eenbaarne Søn, forligte Verden med dig selv, idet du tilregnede dem ikke deres Overtrædelser, oprettede Forligelsens Ord iblant os, og ved den evige Aand, som udgaaer fra dig og Sønnen, gav det Frugt og Fremgang hos os — ere vi i Dag, som Syndere af Moders Liv, og ellers i utallige Maader, som Syndere, der ikke mindre ved at giøre det Onde, end ved at efterlade det Gode, have opirret Dig til Vrede, og høiligen trænge til Forligelse, forsamlede her i dit Huus, og agte i Lydighed at benytte os af det hellige

2 Corinth. 5, 19-21. Joh. 14, 26. 1 Cor. 2, 1 52-14. Tit. 3, 5, 6. Ps. 51, 7. c. 38, 5. c. 19, 13. Hiob. 9, 30, 31. c. 15, 14-16. Es. 64, 5. Jacob. 2, 10, c. 3, 2. c. 4, 17.

11

Embede, formedelst hvilket du lader den stiftede Forligelse forkynde paa Jorden. Gid det maae skee mere end med Læbers Bekiendelse, Knæers Bøielse, eller anden, skiønt tilbørlig, dog ikkun udvortes, Ærbødighed. Gid det maae skee i Aand, i Sandhed, i inderlig Bodfærdighed, og skamfuld Overbeviisning om, at vi, med hiin forlorne Søn, have syndet imod Himmelen, og imod dig, og ere ikke værd ar regnes blant dine ringeste Tienere, end sige at kaldes dine Børn; — paa det at denne din Kierlighed, der aldrig værdig nok kan prises, maae blive os desto dyrebarere, vor Attraae efter Naaden og Frelserens forhvervede Retfærdighed desto større, og enhvers Hierte desto mere skikket at udsukke et oprigtigt: Gud være mig Synder naadig.— Ja vær os naadig, Herre vor Gud, efter din Miskundhed, udslet vore Overtrædelser efter dine store Barmhiertigheder, toe os meget af vor Misgierning, og rens os af vor Synd, thi for dig aleene have vi syndet, og giort

Joel. 2, 12, 13. Luc. 15, 18, 19. c. 7, 38, 47. Jerem. 31, 18 Ps. 119, 176. Luc. 18, 13 Ps. 51, 3-6.

12

det Onde for dine Øine. See ikke til vore Synder, men til din Søns blodige Død og Pine, til det fuldgyldige Offer,

han paa Korset bragte for Syndere, og derfor, o Fader, ikke os forderve. Tag meget mere din velfortiente Vrede bort fra os, og lad dit Ansigt paa ny lyse hos os, at vi, oplivede af dets blide Straaler, atter med Frimodighed kan nærme os til Naadestolen, og, naar vi der have fundet Barmhiertighed, siden i Morgen nyde din Søns naaderige Stiftelse i den hellige Nadvere got ad, og gaae frem med et sandt Hierte, i Troens Forvisning, bestænkte i Hierterne fra en ond Samvittighed.

Du giver os der, allerkiereste Frelser, Herre Jesu Christe, det dyrebareste Pant paa din, saa ulignelige, som uforskyldte, Ømhed og Omhue for dine Igienløste, du aabenbarer der ikke mindre, end tilforn i Daaben, hvis Pagt under

2 Mos. B. 12, 13, 23. Rom. 5, 8-10. Epb. 2, 14-17. 1 Thess. 1, 10. Ps. 67, 2, 3. Ebr. 10, 19-22. c. 4. 16. Joh. 6, 31-35.

13

dette Maaltid fornyes, den ubegribeligste Fromhed og Menneske-Kierlighed; du byder os det samme allerhelligste Legeme, som blev givet hen i Døden paa Korset for os, under Brødet at æde, og det samme uskatteerlige Blod, som da overflødig blev udøst indtil allersidste Draabe, under Vinen at drikke, alt til Syndernes Forladelse; Du overgiver os dig selv ganske til Eiendom.— Tusinde, ja tusinde gange tusinde, Tak skee dig derfor, og hver Tunge lovsynge dig, sigende: Min Siel! lov Herren, og alt det, som inden i mig er, love hans hellige Navn; Min Siel! lov Herren og glem ikke alle hans Velgierninger; Den som forlader dig alle dine Misgierninger; Den som læger alle dine Sygdomme; Den som igienløser dit Liv fra Fordervelse, den som kroner dig med Miskundhed og Barmhiertigheder.— O! at saa kosteligt et Efterladenskab maatte ret skatteres af os baade i sig selv, og i Henseende til den mageløse Ven, fra hvis kiere Haand det kommmer!

Tit. 3, 4, 5. Math. 26, 26-28. Joh. 6, 51, 56-58. 1 Joh. 5, 11, 12. Ps. 103, 1-4. Joh. 15, 13, 14. Rom. 5, 7, 8.

14

Gierne skulle vi da løbe til vor blodige Brudgoms udstrakte Favn, og lade os nærmere omfatte og rettere indslutte af de velsignede giennemborede Hænder, hvori han lod os tegne til uforglemmelig Admindelse; glade skulle vi da følge din venlige Indbydelse, sødeste Immanuel, naar det heder: Kommer, thi alting er beredt: Kommer hid til mig, alle I, som arbeide, og ere besværede, jeg vil vederqvæge Eder; begierligen skulde vi oplade vore Munde, for at fyldes ved dit Naadebord, og fyrigen forkynde din Død i Ord og Gierning. — Men ak! saadan Skiønsomhed, dette Sind, er ogsaa din Gave, kierligste Forsoner, og virkes allene ved den Aands Bistand, som du ved din Bortgang til Faderen igiennem utrolige Lidelser og Korsets Forsmædelser forhvervede os, og nu selv fra dit Herligheds Sæde hos Guds høire Haand tilskikker dem, som ville lade sig raadføre. Unddrag os da ikke, sødeste Siele-Ven, denne høifornødne Hielp, uden hvilken vort Ærinde 2 Mos. B. 4, 25. Es. 49, 15, 16. Math. 22, 4. c. 11, 28-30. Ps. 81, 11. 1 Cor. 11, 26. c. 12, 3. Joh. 16, 7ff. Ggrn . 7, 51. c. 8, 20.

15

ingenlunde kan lykkes, men fryd os fra din Throne, og send den Trøstermand, som billig kaldes kand, en Ild, en Dug, et Baand, et Pant, en Brønd, en Aand, en Salve og Guds Finger.

Ja kom, værdigste Hellig Aand, ned over os allesammen, som en Naade-Regn heroven fra, at forklare Christum i os, og at giøre os ved Naaden skikkede til at være hans Bordgiester. Ifør os formedelst Troen hans Retfærdighed, som den rette Bryllups-Klædning, at vi kan forsage paa alt eget, og indsvøbe os gandske i Forsonerens dyre

Fortieneste.— Du er den, som randsager alle

Ting, ogsaa Guds Dybheder, og det gielder her

fornemmelig om, at Sielenes Tilstand nøie og rettelig

randsages, om og hvorvidt de kiende til den

aandelige Armod, den gudelige Bedrøvelse, den

salige Hunger og Tørst efter Retfærdighed, som foregaaer og følger med den sande Troe: thi det heder: Hvert Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken: —

Ps. 68, 10. Joh. 16, 14. Es. 61, 10. Math. 22, 11. Sal. 2, 16. 1 Cor. 2, 2, 10. Math. 5, 3 ff. 2 Cor. 7, 10. Cor. 11, 28.

16

Veiled os derfor desto troligere med dine gode Raad og din Viisdom i denne Randsagning, at vi ikke, forblindede af Egenkierlighed, føde os selv med et forgieves Haab og en falsk Trøst. — Hiertet er bedrageligt mere, end alle Ting, det er ulægeligt, hvo kan kiende det? Men randsag os, Gud, og kiend vort Hierte, prøv os, og kiend vore Tanker, og see, om der er en Vei, som giør Smerte i os, og leed os paa en evig Vei.— Prent det dybt ind i vort Sind, at hver den, som nævner Christi Navn, bør afstaae fra Uretfærdighed, paa det at ingen skal holde sig berettiget til hans Nadvere, som endnu hemmelig elsker nogen Slags Synd eller Uret, (thi Synden er den Uret) og agter ikke ganske at afstaae derfra.— Borttag, ved alle Skyldiges Beskæmmelse og betimelige Omvendelse, den Skændsel midt fra os, som kastes paa de Christnes Navn, fordi saa mange iblant dem ubodfærdigen hindre det i sig kraftige og saliggiørende Evangelium at yttre sin Kraft hos dem i et gude-

Ps. 143, 10. Es. 11, 2. Jer. 17, 9, 10. Ps. 139, 23, 24. 2 Tim. 2, 19. 1 Joh. 3, 4-10. Rom. 2, 24. 1 Tim. 6, 1.

17

ligt, med Lærdommen overeenstemmende, Forhold, og misbruge det dyre Nadverens Sacramente selv til Sikkerhed, i en blot udvortes Dyrkelse, uden Liv og Aand.— Lad meget mere under din Pleye, som Tugtens Aand, Guds saliggiørende Naade, der saa tydelig aabenbarer sig for de rette Giester i det høiværdige Alterens Sacramente, tugte os at forsage det ugudelige Væsen, og de verdslige Lyster, og at leve tugtigen, retfærdeligen og gudeligen i denne Verden, forventende det salige Haab, og den store Guds og vor Frelseres Jesu Christi Herligheds Aabenbarelse; Som gav sig selv for os, at han maatte forløse os fra al Uretfærdighed, og rense sig selv et Eiendoms Folk, som skal være nidkier til gode Gierninger.

Giør saaledes, treenige Gud, Fader, Søn og hellig Aand, for din inderlige Barmhiertigheds, for Meglerens Jesu Christi fuldgyldige Fortienestes Skyld, vort gudelige Ærinde her for dit Ansigt velsignet. Giør det beforderligt til enhvers

Tit. 2, 5-8. Rom. 1, 16. Luc. 8, 8, 15. Joh. 16 8. Tit. 2, 11-14.

18

Siele-Tarv at fremme efter vores forskiellige Tilstand.— Herre, du veed alle Ting, du veed og best, om vi elske dig, hvor oprigtig vi mene det med Dig og vor Saligheds Sag, og hvad vi helst kan behøve.— Men lær os ogsaa selv at kiende det. — Lad den Himmel-Spise, os tildeles i Sacramentet, som Manna hisset, fyldestgiøre enhvers Attraae efter hans særdeles Omstændigheder, listigen vederqvæge og mægteligen opholde alle Siele paa deres Vandring til Himmelen.— Lys for de tvivlraadige, ophold de snublende, reis de faldne, trøst de bodfærdige, glæd de bedrøvede, styrk de afmægtige, befæst de ustadige, og vis os alle, som arme Syndere, Veien til Frelserens helbredende Vunder og aabnede Side;— der at finde den Lægedom, enhver mest trænger til, mod sine adskillige Synde-Saar, samt Lye og Læe, Beskiermelse og en sikker Tilflugt, mod Samvittighedens Anklagelser,

Joh: 21, 17. Jer. 5, 3. 2 Mos. B. 16, 14 ff.

Ps. 78, 24, 25. Viisd. B. 16, 20, 21, Joh. 1, 9. Es. 42, 16. c. 58, 10, 11. c. 40, 1,2 ,28 ff. Ps 37, 23, 24. c. 18, 3. c. 46, 2 Es. 53, 5. 1 Pet. 2, 24. Høis. 2, 14.

19

Dievelens og alle andre vor Saligheds Fienders Angreb eller Forfølgelser.

Udrust og dine Tienere, som her skal tale til os i Christi Sted, med det rette Hyrde-Sind, med hellig Iver, Viisdom og Frimodighed, at de troligen maae lede efter det, som var tabt, føre det fordrevne tilbage, styrke det svage, læge der syge, forbinde der sønderbrudte, paaminde de uskikkelige, trøste de forsagte, ophielpe de skrøbelige.— Lad det Ord, De skal tale, være indrettet efter vore Sieles Trang og Tilstand, at der inderligen kan røre, og ret ansatte vore Hierter.— Oplad disse, som Lydiæ fordum, saaledes at agte paa Ordet, De tale, at der derudi kan bevise sig en Guds Kraft til Saliggiørelse, og udrette til din Velbehag det, hvorfor du sender det.— Lad i sær Bodfærdighed derved hos os alle fremmes, en sand levende Troe optændes eller styrkes, og den Trøst ved Forligelsens hellige Embede, samt dine

Ezech. 34, 4. 1 Thess. 5, 14. Ps. 119, 103. Ggr.

16, 14.

20

Sendebuds Forsikringer i Christi Sted, Hierterne besegles, at vore Synder ere os for Jesu Skyld forladne. — Og naar vi saa i Morgen her igien fremstille os for dit Ansigt, alseende Gud, at nyde vor Frelseres allerhelligste Legem og Blod under Brød og Viin i det høiværdige Alterens Sacramente;— da giennermtrænge en hellig Rædsel for denne ærefulde Hemmelighed vort Inderste; da fylde den skiønsomste Glæde over saa ubegribelig en Kierlighed vor Siel; da blive Troen den Seier, som overvinder Verden i os, med alle dens elendige Kløgter, unyttige Spitsfindigheder, og kiødelige Tvivl; da regnere Guds Fred, som overgaaer al Forstand, i vore Hierter, og bevare vor gandske Hu, Sind og Tanker i Christo Jesu — Saa skulle vi rettelig forkynde Herrens Død, opvarmes og trænges af hans mageløse Kierlighed til at elske ham hierteligen, som elskte os først, og den ganske menneskelige Slægt, endog vore arrigste Fiender, men i sær Brødrene, for

2 Bos. B. 3, 5, 6. 2 Cor. 10, 5. 1 Joh. 5, 4.

Phil. 4, 7. 2 Cor. 5, 14. 1 Joh. 4, 19-21.

Ggr. 17, 26. Math. 5, 44. 1 Joh. 3, 14-17.

21

hans Skyld;— Saa skulde vi fremdeles afdøe Synden, for herefter ikke mere at leve os selv, men ham, som er død og opstanden for os.— Endelig skulde vi, paa det nøieste foreenede med denne vor Siele-Brudgom, og hans dyrekiøbte Brud, den sande Kirke her paa Jorden, saligen forberedes til de fuldkommede Retfærdiges Forsamling her oven til, hvor disse Ihukommelses-Midler ikke mere skal behøves, men en levende og synlig Frelser stedse fryde de Udvalgtes store Skare med sin livsalige Nærværelse, og blive dem en værdig Aarsag med u-udsigelig og herliggiort Glæde uafladeligen at synge: Lammet, som er slagtet, være Velsignelsen, og Prisen, og Æren, og Kraften i al Lvighed. Amen.

2 Cor. 5, 15. 1 Cor. 10. 17. Joh. 6, 56. c. 17,

27. 1 Joh. 1, 3. Ebr. 12, 23. 1 Corinth. 13, 12. 1 Petr. 1, 8, 9. Aab. 5, 13. c. 19, 6-9.

22

Efter Bønnen.

Nu bør ei synden rc.

Synges som:

Jeg vil din priis rc.

Nu bør ei synden mere, Med magt og herredom, Udi mit kiød regnere, Men daglig kastes om; Thi jeg i daaben er Af Gud til naade taget, Har i den pagt forsaget Slet satans gierninger.

2. Vil jeg af daaben bramme, Og af

min JEsu død, O! hvor maa jeg mig skamme, Om jeg som er gienfød, Ei kaster bolt og baand Paa synden, naar den fødes, At den maa daglig dødes, Ved HErrens kraftig Aand.

3. Hvad trøst kand det mig give, At JEsus han opstod, Om jeg vil stedse blive, Foruden bøn og bod, Forhærdet i min synd, Og altiid mig indelte I vellyst, og mig velte Af eet i andet dynd.

23

4. Ney, ney, jeg bør at lade I liv og gierning see, At jeg vil synden hade, Og mig saaledes tee, At daglig jeg opstaaer, Og med al hiertens glæde Vil synden undertræde Ved, ham, som alt formaner.

5. O! hielp, at jeg korsfæster Den gamle Adam saa, At han ei bliver mester, O! hielp mig, at jeg maae I live være død Fra synd, fra skam og laster, Som mig i døden kaster, Hielp, Jesu, af den nød.

6. Thi naar jeg ret har smaget Din døds

og pines Fynd, Paa dør er satan jaget Med all regierings synd: Jeg lever synden ei; Men tragter kun at trine, Ved Jesu død og pine, Paa livsens rette vei.

Eller:

JEsu, dine dybe rc.

Synges som:

Som hiorten med tørst rc.

JEsu, dine dybe vunder, Og din smertefulde død Trøster mig i alle stunder, Udi livs og siæles nød; Falder noget ondt mig ind, Strax jeg tænker i mit sind Paa din pine, som

24

forbyder Mig at drive skiemt med lyder.

2. Om mit kiød og blod vil skienke Sig med syndsens lyste-skaal, Hvad du leedst, jeg monne tænke, Og strax finder roe og taal: Sætter satan an paa mig. Som min skiold jeg viser dig, Dine saar og blode-strømme, Strax maa han tilbage rømme.

3. Om mig verden vil forlede Hen paa lysters brede plan, Hvor der er kun syndig glæde, Jeg da skuer nøie an Dine piners byrde svar, Du for mig udstandet

har, Saa kand jeg i andagt blive, Og hver vellyst-vind fordrive.

4. Ja mod alting, som mig krænker, Give dine vunder kraft; Naar sig Hiertet i dem sænker, Finder jeg nye leve-saft; Din den himmel-føde død Vender al min nag og nød, At du salighed mig bragte, Da du døden for mig smagte.

5. Jeg paa dig min troe har grundet, Du min eene tilflugt sand, Og din død har døden bundet, Saa den mig ei døde kand; At jeg haver deel i dig, Trø-

25

ster, skytter, redder mig; Og din naade mig har givet, At staae op til lys og livet.

6. Har jeg dig udi mit Hierte, Du al godheds kilde-spring, Jeg da finder ingen smerte, End i dødsens sidste sting: Ingen fiende skader mig, Naar jeg skiuler mig hos dig: Hvo med dine faar sig dækker, Ham til livet du opvækker.

Eller:

Aleene til dig, Herre Jesu Christ, Staaer alt mit haab paa jorden, Jeg veed, du est min

trøster vist, Du est min Frelser vorden, Fra verdens første tiid ei kom Et Menniske paa jorden saa from, Der i min nød kunde hielpe mig. Jeg raaber til dig, Til dig mit hierte fortrøster sig.

2. Min synd er stor og gandske svar, Der af er sorgen mine, O! Herre, giør mig fra dem klar, Alt for din død og pine, Og siig det til din Fader god, At du mig frelste med dit blod, Saa bliyer jeg af synden løft: Herre! vær min trøst, Giv det du lovede med din røst.

26

3. Giv mig af din barmhiertighed En christen troe til ende, At jeg saa maatte din sødhed Ret inderligen kiende, Og over alting elske dig, Min næste ligerviis som mig: Stat mig bi i min sidste end', Din hielp mig send, Og dievelens list saa fra mig vend.

4. Gud Fader skee lof, priis og ære, Som os alt got monne give! Og JESU Christ, vor broder kier, At han hos os vilde blive! Desligest og den Hellig Aand, Som er vor Trøster og Hielper sand, At vi GUD tiene Med hiertens fryd Her i denne tiid, Og efter døden i evighed.

27

Nota bene.

Til Huus-Andagt hiemme kan derforuden i Psalme-Bogen opslaaes, og bruges tilligemed Doct. Johan Philip Fresenii ypperlige Communion-Bog, som er oversat paa Dansk, og frem for andre, nu bekiendte, indrettet efter sit Øiemeed, følgende Psalmer:

Ach! levende Gud, jeg bekiender for Dig, rc.

Af dybeste Nød lader os til Gud, rc.

Den, som mig føder, det er Gud min Herre, rc. Hvad Land os komme til for Nød rc.

Herren han er min Hyrde god, rc.

Gud, Hellig Aand, i Troe os lær, rc.

Jesu Christ, vi takke Dig, rc.

O! søde Gud, din Kierlighed, rc.

O! store Gud, din Kierlighed, rc.

O! Jesu, Verdens Frelser-Mand, rc.

Alt efter enhvers Behag.

Iligemaade kan til samme Andagts Befordring de Sprog nærmere eftersees, som under Bønnen ere anførte, fornemmelig i Hensigt at give derved nærmere Anledning til egen videre Eftertanke.

28

Af forbemeldte Fresenii Communion-Bog (hvorefter denne Format er indrettet, saa at den kan heftes til samme) ere nogle faa indbundne Exemplarer til Kiøbs her i Bogtrykkeriet, Stykket a 3 Mrk. 4 Sk., og flere kan forskrives, om der til findes Liebhabere. — Exemplaret koster i raa Materie hos Forlæggeren Hr. Rothe i Kiøbenhavn 2 Mrk. 4 Sk.