J. Nordal Brun Det Kongelige Norske Videnskabers Selskabs Tab ved Hans Høyærværdigheds Hr. Biskop Johan Ernst Gunneri Død.

DET KONGELIGE NORSKE

VIDENSKABERS SELSKABS

TAB VED

HANS HÖYÆRVÆRDIGHEDS HR. BISKOPS

JOHAN ERNST GUNNERI

DÖD.

af JOHAN NORDAL BRUN,

Medlem af det Kongelige Norske Vidensk. Selskab.

TRONHIEM, 1773. @Trykt hos Jens Christensen Winding.

2

        

3

O! Norden! kun for dig er Natten dobbelt lang, Du dobbelt Vinter har, og Solen neppe kiger Op over hvide Field, för den for Mörket viger; Dit Mörk, din Nat, din Höst, din Vinter er min

Sang:

Den tidlig Aften frem i matte Skygger gleed. Og Natten löfted’ op de sorte Oienbryne,

Og kyeste Solen bort, og Dagen flöy af Syne; Med smilende Farvel den foer i Vester need.

O! Maanemörke Nat, hvor er du lang og sort!

I Himmelhöye Field, mon I mig Lyset skiule?

Du Afgrunds dybe Dahl, mon du i mørke Huule Opsluger Sol og Dag, og giör min Sommer kort?

Graahærdet, vissen Höst fordunklet Engets Pragt; Hvert Træ med nögen Green sit faldne Lov be-

skuer,

Nu guulner grönne Vold, og græsbegroede Tuer, Af Kulden skaldede, nedlægge Sommerdragt,

Natur! - - vor Ungdom liig, din Foraars Glands

udbröd;

Din Sommer lignede den stærke Mandoms Alder; Og Hostens gustne Tiid man Alderdommen kalder, Men nævn mig Vinteren, - - - Den er Naturens

Död.

4

Og nu, den stunder til - - - jeg gyser alt derved - - -

Naar hvide Sörgedragt skal falmet Eng bedekke,

Og Stormen frosne Green med grusom Vrede

brekke,

Oprykke Træ med Rod og kaste Hytten ned.

Snart over Bierg og Dahl skal Vinden feie Snee,

Saa du paa faste Land kan Hav og Bölger skue.

Hvor Nordmand drugner tit; snart korte Dag skal

true

Med evig Nat - - O! Sol! faae vi dig meer at see?

Saa Vinters Spögelser oprörte bange Bröst;

Fælt spaa‘de frygtsom Siel: „Du skal ei naae den

Glæde,

At skue nok engang et Foraars Pragt frem-

træde;

Din Sommer er forbi, du seer den sidste Höst.!

I Norden var et Lys for Videnskaber tændt,

Hvis Straaler spreddes ud med Ild og Liv og

Styrke:

Og Læg og Lærd fik Lyst, eenhver sit Pund at

dyrke:

Den dovne Dumhed blev for det, den var, bekiendt.

Man saae ved Nidaroos den förste Grye til Dag:

Der randt en Stierne klart, den var af förste Orden:

Den giennemstraalede vort kolde mörke Norden;

Oplivet blev vor Geist, Opmærksomhed og Smag.

5

Her blev Religion fra Skygger vikklet'ud,

Og sat i fulde Lys ved grundigste Beviiser.

Veileedet Bonde her de Lærdes Anlæg priiser,

Og för ukiendte Straa nu herliggiör sin,

GUD.

En vittig Borgers Raad, forsmaaer man aldrig her;

Hver i sin Næringsvei opdager, pröver, retter,

Til Födelandets Gavn i Brug man alting setter,

Erfaring agtes höyt; for Fliid man Ære bær.

Fix-Stierner eene ei oplyse Vinternat:

De snart useete Lys dens Klarhed og forhöye;

Ja stolte Maane selv, det blanke Nattens Oye,

Fortröd ei at den var blandt mindre Stierner sat:

Kort: her var Lys og Dag og Haab om moeden Frugt;

Men i udyrket Jord ei just den förste Sommer Til triveligste Væxt nyeplantet Pode kommer;

Vent kun et Aar endnu, naar Kunst og Fliid er

brugt;

Maaskee vi turde da fra disse Klippers Skiöd Af Kunst og Vittighed fremviise stærke Pröver:

Ei fremmed Ild vor Siel, ei staalet Vid behöver:

Sit kolde Födestæd en Nordmand ei fortröd.

Ja Sommeren jeg saae; Men Hösten er her alt;

Dens skumre, mörke Træk en grusom Nat forkynde:

Skal Videnskabers Vaar dog aldrig meer begynde?

Alt Haab om större Lys med vor GUNNERUS

faldt.

6

Der dahlede vor Sol - - - Min Geist for sidste

Gang

Oplöft din svage Röst, bland Sorg i hver en

Tone;

Kand du et Pyramid paa denne Grav optrone,

Saa bliv kun siden taus; syng nu din Svanesang.

Jeg mahler her vort Tab, men ei GUNNERI

Værd;

Min Sang gaaer ei saa vidt, og Geistens korte

Vinger

Ei med Hans Rögtes Flugt sig over Verden svin-

ger.

Europa vedste för, at Han var viis og lærd.

Men at Han ydmyg, from og jævn og munter

var,

Mod Venner blid og huld, forsonlig mod sin

Finde,

At blot Hans Aasyn strax hvert Hierte maatte vinde,

Og at Han for sin Slægt et Faders Hierte bar;

Det vidner ved Hans Grav hver, som Hans Omgang nöd. - - -

Men hvad opregner jeg de hver Dags Egenskaber,

Som mod Hans höye Siel og Tænkekraft sig

taber?

Hvad nævner jeg den Dyd, som pryder Frommes

Död?

Den Ros, som leiet Pen paa hver en Liigsteen

skrev?

Det dyrekiöbte Navn, som Rigdom stedse gives,

Hvorved en sulten Aand i mavre Digter trives,

Den Dyd og Ros og Sang min Helt uværdig

blev.

7

Nei Videnskaber selv i Sörgedragt bör' gaae:

Kom du Philosophie, ærværdig Sandheds Moder! Kom yndestfuld Natur! af Luft og Mark og Floder, Lad du GUNNERI Navn et værdigt Offer faae.

Thalia, du som gav min Sang det förste Liv, Lær mig de höye Sving, som Heltens Hoved

kroner,

Forklar vort dyre Tab i höye Sörge-Toner,

Og paa GUNNERI Grav i evigt Marmor skriv:

„Ei Tronhiems Stift sit Tab allene klage

bör,

Ei Lærde Selskab blot sin Vice-Præses taber?

Men for det heele Land, for alle Videnskaber,

Ja meer, en saadan Mand til Tab for Verden döer.

Vort Nordens Lys er slukt - - Jeg vil ei synge

meer:

Kom tyk Vankundighed! udbreed din mörke

Skygge,

For Dumhed lad os her det faldne Tempel bygge.

Dog holdt-- mod Sönden jeg en Glimt af Solen seer:

Den varmer Norske Bröst, oppuster Ild og Mod:

GUNNERI Stiftelse skal evig hævdet blive,

Hver Nordmand derfor op at pröve, tænke,

skrive,

Op! fölg de Viisdoms Spor, som HAN dig

efterloed.“

8

Jeg hörte, syntes mig, fra Slætten denne Röst, Saa raabte HAN, Hvis Navn, vort Lærde Selskabs

Ære,

Hver ærlig Nordmand bör i Hiertet skrevet bære: Velan, forviiste Haab, opliv beklemte Bröst!

DU lever, Store PRINS! - - - Her Sommer

blev igien

Vor Præses FRIDERICH! vort Tab DU vil

oprette,

Og det forladte Rum, om mueligt, snart besette; Den Omsorg værdig er en Videnskabers Ven.

Ja dersom dette Blad engang den Naade fik, At læses af min PRINS, jeg turde Talsmand

være,

Og for vort Selskab end HANS varig Gunst be-

giere,

Og for beviiste Gunst velsigne FRIDERICH!