Et Landsbye Brev indeholdende kritiske Betænkninger over Morpionade. [efter teksten vedlagt et enkelt efterlysningsblad efter et mistet nodehæfte; i håndskrift tilføjet overvejelser over hvorvidt forfatteren er den efterlysende Scalabrini eller snarere en vis Sarti ude på at smæde ham]

Snak sagde Skytten, som hidtil havde sidt og caraceret sine koblede Skyde-Hunde; Sagen henger gandske anderledes sammen. Han stoed op af sin Stoel, lettede paa sin Caschet, og med begge Tommelfingerne inden for Gehænget, begyndte at sige sine Tanker. Erlauben sie meine Herren, i tager Feil allesammen. Historien er mig gandske vel bekiendt, thi den er passeret i Tydskland. Champion eller Morpion, hans Navn er mig ligegyldig, var en Jæger hos en stoer Fyrste, som havde den fortreffeligste Vild-Bane i den heele Verden. Der Herr Stygosius eller Stigmosius, erlauben sie, var en anden Fyrstes Jæger, som og havde en Vild-Bane; begge disse Vild-Baner strakte sig til en gammel Frues Vild-Bane, erlauben sig, som heed Amasia, hun havde og en Jæger, hans Navn kan jeg ikke erindre, men han brød sig ikke meget om at jage. Dette, som man vel kan tænke, gav Leylighed til, at der var meere Vildt i Fruens Vild-Bane end i de andres. Nu havde