? En nye Viise om De forundrings-værdige Himmel-Tegn, som har ladet sig see paa Himmelen i Tyrkiet i Sarda og er bleven anseet, som et Forvarsels-Tegn for den imellem Tyrken og Russen i Aaret 1768. udbrudte store Kriig […].

En Nye Viise

om

De forundrings-værdige HimmelTegn, som har ladet sig see paa Himmelen i Tyrkiet i Sarda og er bleven anseet, som et Forvarsels-Tegn for den imellem Tyrken og Russen i Aaret 1768. udbrudte store Kriig, baade historisk og riimviis fremstillet; Riimviis under den Melodie:

Hiertelig mig nu længes, etc.

Optegnet til Erindring og Eftertanke disse sidste Tider, da saa mange Syner lader sig tilsyne.

Tronheim, trykt Aar 1771.

2

Historisk Efterretning:

Det mærkværdige Syn, som lod sig see i Aaret 1768. i Sarda i Tyrkiet, er saa- ledes beskrevet: 1) Blev seet paa Himmelen en blodig Soel, omkring hvilken vare Stierner og Kors; ovenover Solen er uddraget Sværd, og ved Siden af samme et sammenbundet Riis. 2) To stridende Sværde, imellem hvilke var et Dødninge-Hoved og ovenover samme et udløbet Timeglas. 3) En Liigkiste med et deroven paa liggende Sværd: ovenpaa Kisten en Støtte, og omkring hvilken en Slange snoede sig, samt et Dødninge-Hoved. 4) Nok endnu saaes tvende Sværde; imellem hvilke et Dødninge-Hoved, ovenover et sammenbundet Riis eller Kost. 5) Nedenunder i en tyk og mørk Skye, saaes en Canon, af hvilken en forskrækkelig Allarm og Knall haver ladet sig høre i Skyerne; og ligeledes har en meget ynkelig Røst, som af en gammel Mand, ladet sig høre, og med den aller- bedrøveligste Stemme raabt: Kriig, Hunger, Dyrtiid og Pestilentze

3

1. Kom, skuer og betragter, hvad Tiid man lever i; Min Ven! et lidet agter Nu paa den blodig Kriig: Som trykker Land og Riger, Da Folk, som Fluer døer; Hvor Magt mod Magten kriger, Og Stæder øde giør.

2. Hvor Pesten og grasserer, Hvor Hungeren er stoer; Hvor Fiender alt for- tærer, Og ingen sikker boer For Plyn- dring, Røverier, Dyrtid og Trængsels Nød; Man efter Hielpen bier, Men seer den visse Død.

3. Nu see vi Havet bruse, Og Skibe undergaae (*), Nu see vi Ilden suse, Og Stæder Skade faae (**), Nu see vi Udyd trives, Naar Dyden trykkes ned, Nu see vi Aarsag gives Til megen Daarlighed.

4. Lad være at Fordomme Alt saadant kaldes maae, Vi see jo at hos somme, Der Uhæld følger paa: Et Syn i Sarda skeede (***) De sig Ulykke spaaer: Mon ey Ulykkens Heede Dem ogsaa overgaaer?

(*) Derpaa sees daglige Exempler, saavel her, som ellers allevegne.

(**) Derpaa er Portsmouth i Engelland, Petersborg i Rusland og Bergen i Norge Beviiser i Aar. (***) I Aaret 1768. hvorom ofte er meldt i Aviserne, og har indjaget Muskelmændene en usigelig Skræk.

4

5. Jo! thi bør vi og skrækkes I

denne sidste Tiid, Til største Frygt opdækkes For Ondskabs fæle Tid: Folk leve flux i Laster Og Daarligheden groer, Guds Ord man nu forkaster, Og Hovmod den er stoer.

6. Lad os da lidt betragte, Hvad man i Sarda saae, Saa kan vi maaskee agte, Hvad vi os selv kan spaae; Vi har og skuet Syner: En Stierne med et Riis (*). Det tordner eller lyner, Mon vi deraf blir viis?

7. I Staden Sarda bliver Et Syn paa Himlen seet; Og Folk opmærksom bliver Ved det som sig har teet: ”En blodrød Soel de skue Paa Himmelen at staae, Og i en dunkel Lue Paa Firmamentet gaae.

8. Min GUD! at skue Solen Af Dia- manters Glands, Formørket midt paa Polen, Da som en blodrød Krands, Det Lys som Verden glæder, Da skræmme kan enhver; Og man med Rette qvæder: Vi ulyksalig er!

9. Men man bør endnu vide: Der

meer fremstilte sig: Et Riis ved Solens Side Sig viste tydelig; Et blottet Sverd man bliver Og over Solen vaer, Som flux i Luften driver? Det Syn vist stræk- somt var.

(*) Der lod sig see fra 28 Aug. til 11 Sept. 1769.

5

10. Fir Kors saa og fem Stierner, Man omkring Solen saae, Der var som dens Lanterner Og samme Cirkel gaae. Der stridde og to Sverde i Luften underlig, Som maatte hver forfærde; Derpaa der viiste sig:

11. Et Dødnings-Hoved rigtig; Et udtømt Timeglas; Sligt Syn er vistnok vigtig, Og kan ey kaldes Fias; Dernæst man en Liigkifte I Luften ogsaa faae; Et blottet Sverd sig viste: At der paa Kisten laae.

12. Paa Kisten stod en Støtte, Om denne der sig snoer En Slange som er hæslig, Og dennes Hale naaer Ned til det Dødnings-Hoved, Som og paa Kisten stod, Den med sin Stiert og voved, At støde derimod.

13. Endnu der ogsaa stues I Luften tvende Sverd, Med Riis der atter trues; Et Dødnings-Hoved er Omspendt paa alle Sider Imel- lem disse Sverd, Og Riset synligt bliver, Ret lige over der.

14. Derpaa sig lader høre, En gruelig Allarm, Der stor Opsigt kan giøre, Og volde Hierte-Harm: Derneden under røres En mørk og dunkel Skye, Og deraf atter høres En fæl og skræk- som Gnye:

15. I Skyerne der smælder En skrækkelig Canon, Enhver troer sig det giælder, Og er ey meer Pardon. Tilsidst der lod sig høre En Røst

6

som af en Mand, De Ord som han fremførte, Og billig skrække kan.

16. Han raabte: Kriig og Hunger, Samt Dyrtiid, Nød og Pest! Hans Stemme saadan klinger: Her staaer ey Got til Rest. — Hvo kunde dog vel høre Sligt uden Rørelse? Lad os den Bøn da giøre: Gid vi ey sligt maa see!

17. Saaledes er beskrevet For os de Vun- dertegn, Der er Forvarsel blevet, At Tyrkens Land og Egn, Skal udstaae mange Plager: Kriig, Pest og Hungers Nød; De billig sig beklager For Undergang og Død.

18. Vi see at Russen vinder Dem mange Lande fra, Og trods al Tyrkens Hinder, Dem og forjager; ja! Saa mægtig Stad som Ben-der, De ogsaa miste maae; Hvorhen de vil sig vende, De Tab og Skade faae.

19. Nu Tørkerne maae lide For sin og Fædres Daad: Nu maa de Tiden slide I Angst og Sørgelaad: De maa Morea miste (*), Sin store Flodes Magts (**), Ja de maa ogsaa friste, At Krim fra dem blir bragt (***).

(*) En Øe i Archipelago af mange Tusinde Beboere af Græker, Tyrker etc.

(**) Dette skeede ved Scio, ikke langt fra Mycalc, i Cheome Havn, da den Russiske Fiode af 15 Sey-lere, opbrændte den Tyrkiste Flode af 25 Orlogs-Skibe, foruden mange Galeer og andre Seylere, hvilet skeede den 6te Juli 1770.

(***) Det Krimiske Tatarie har givet sig under den Russiske Keyserinde i Aaret 1771.

7

20. En Ali Bay sig drager Nu udaf Tørkist Aag, Sig Konge-Navn tiltager, Og vover store Tog: Ja, Tørkerne de gruer For Russens store Magt, Og Christne gierne skuer, At de blir ødelagt.

21. Fra Russerne man hører Flux om Vic- torie, Som de paa Tyrken giøre, Og Seyers Glorie I hvert et Slag sig viser, Ja Storviziren selv Nu anden Gang forliser Sit Tælt og alt sit Vel.

22. Stæder til Priis dem bliver I dette store Slag; Giurgow paa nyt sig giver; De faae og Bahadagh, De tvende Slot opbrænder, Canonerne borttaer (*), Fra Tyrkens egne Hænder de Magaziner faaer (**).

23. Vidtløftigt blev at skrive Om al den store Nød, Som Tyrken nu omgive Og volder manges Død. Men vi deraf bør lære: Naar HErren blir os vred, Kan han os læt fortære, Og al vor Herlighed.

24. Lad os da kloge blive Af andres Daarlighed! Og ey vor Ondskab drive Til Guds Langmodighed Ophører, og vil hævne Os med

(*) 150 Metal-Canoner og 15 Mørsere, foruden en Mængde Jern-Canoner, som de fornægtede, og til- deels nedsænkede i Vandet, og ey kunde føre bort (**) De fik og adskillige store Kornmagaziner til Byt- te, som Tyrkerne nok ikke havde tiltænkt dem, saa og Fahner og andre Seyers Tegn, såvelsom Storvisi- rens eget Tælt og 2000 Mand til Fange.

8

retfærdig Straf? Hvo har da Kraft og Ævne Den sig at redde af?

25. Slig Skiæbne kan forskrække, Og volde Hierte-Vee! Slig Skiæbne bor opvække Os til Erkiendelse Om vore mange Synder, Som vi hver Dag begge, Der GUD til Vrede skyn- der, Og Straf vi vente maae.

26. Vi hører om Uhyrer Og nu i denne Stad (*), Som Næstens Fred forstyrrer, Og tvende Gang i Rad, Har meenet hans Ulykke Og Baade-Ild anlagt, Dog lod den sig læt slykke Og en har Skade bragt.

27. O GUD! vor Stad bevare, Og hver Mands Huus og Boe! Fra mordist Ild og Fare! Lad os i Fred og Roe Boe trygge i vor Hytte I din Velsignelse! Din Naade os be- skytte: Os intet Ont maae skee!

28. Saa vil vi af vor Ævne, O GUD! lovsynge Dig Saa godt, som vi kan nævne, Til vi i Himmerig Dig bædre Lov skal give/

Naar vi fuldkomne, da Blant Engler skal Dig sige Ævigt Halleluja!

(*) For nyelig har nogle Ildefindede anlagt Ild paa et vist Stæd her i Byen, men ved Guds Forsyn blev den i Tide slukket, at ey nogen Skade skeede.