Kilde Reysen eller
de Christnes
aarlige Rase-Tid.
Med Devise:
Vi skal derud, skal vi end sætte Vor Løn paa Assistence-Huus; Den Kilde kan vor Hierte lette; Een Gang vi taale kan en Ruus.
Kiøbenhavn trykt hos P. H. Höecke. 1772.
2Det kan nu være mig ligemeget, enten man kalder mig papistisk, eller Qvæker, saa har jeg dog foresat mig, at see denne saa berømmelige Dyrehavens Kilde, og det paa den mærkværdige St. Hans Aften; thi denne Aften og to Døgner efter har dens Vande sin overordentlige og mirakelfulde Kraft, hvis vi skaI troe de af vore gamle ærværdige Matroner, der har prøvet det, og til den Ende hvert Aar indfunden sig paa dette i deres Tanker saa hellige Sted.
Jeg er en gammel Peber-Svend, der maaskee paa dette folkerige Sted torde kunde opsnuse mig en gammel giftetrængende Jomfrue, og i hendes Sælskab et andet Aar giøre Reysen til Kilden, jeg i Aar maae giøre allene med min Kammertiener, min egen Skygge.
Jeg kom da til Kilden, som den, der var kommen ind i en gandske nye Verden, og meere forundringefuld, end Faer Klim i hans underjordiske Stæder.
Jeg maatte uden Tvivl have havt et gandske raa og nyt Udseende, ja jeg har vel seet ud som en Ugle i forstyrrede Stæder, som jeg maae slutte deraf, at neppe var jeg traad ind i den buntede Rad og bleven en Kildelem, førend jeg blev omringet af to i Sandhed ret lekkre unge Pigebørn, men stiklende som en Ulykke.
Det var let at see, at disse to vare Kiøbenhavnske Jomfruer, paa de slemme Hatte og for-
3kierte Engelle Dragter, der hialp noget til at giøre dem nogenlunde målelige i dette frie og frekke Sælskab.
De kom til mig, og kigede mig lige op under Øynene og fnisede en Pokkers Tid; jeg tænkte, det havde blevet derved, men langt fra.
Deres heele Veltalenhed bestod i at sige mig lige i Øynene: he bien, Monfieur De seer forbandet komik ud! aldrig var De nok før til Kilden.
Vel muelig, mine smaae vakkre Piger! sagde jeg, og giorde dem en gandske antagelig Hilsen for Folk, der har en Smule Skiønsomhed. Men ach! jeg tænkte, de havde bleven rasende, da jeg var saa from at kalde dem Piger; efter min Skiønsomhed var det en Tittel nok saa menneskelig, nok saa rar som Frøken eller Jomfrue, der, naar disse Ord skal forklares ret, siger ongefær ligesaa meget som slet inter, eller i det mindste saa meget som: o du prægtige Tosse! ongefær som en storagtig Herremand pga Holbergs Dansk kaldes: o du Nar!
De fnysede, de hvæsede, de kneppede med Fingrene og trippede med Fødderne, saa at jeg frygtede for disse to Pigebørns Helbred, der maaskee hang ved en forskrækkelig fornem Hale.
Til al Lykke fik de to lekkre unge Herrer i Sigte inde i Haven; de giørde en Cupe, ongefær som naar man klapper af Dands, og iilede ind i Buskene, hentagne af en dyb Diskurs, hvorudi jeg uden Tvivl var den regierende Materie; men jeg var ey seen, førend jeg fulgte dem i Hælene,
4for at høre saavel Slutningen som Indgangen af denne harmefulde og forfængelige Straffe-Prædiken, jeg fik af disse knebske Tøser. De giorde en baglænds Paus og satte sig i Græsset.
Da de to unge lekkre Herrer undløb dem, kan jeg vel tænke, at de ere blevne plagede med et af Moren og forliebte Qvalmer, siden de som i en halv desperat Hyrde-Tone og halv Dvale sang følgende Arie saa temmelig høyt at man gierne kunde høre den 21 Træer derfra Stædet. Den gik ligesom: Allerdeyligste Climene! 1. Sophie.
O I Træer! lad mig tale Og fortælle Jer min Nød.
Skal jeg ret min Siel afmale,
Er den næsten stiv og død Af den hemmelige Længsel,
Som jeg har for Coridon:
Han har sat mig i sit Fængsel,
Lille skielemske Baron.
2. Anne.
Lille sødeste Sophie!
Det mig gaaer snart ligesaa.
Jeg er en forlegen Pige,
Skal mit Hierte længer staae I Uvished om den Lille,
Der har stiaalen Siæl og Krop;
Op og ned jeg høer ham spille Udi mig fra Taae til Top.
3. Sophie.
Coridon udi vor Have
Haver lagt saa mangen Nat.
5Han blev ved Henrykt at stave
Paa mit Navn, den lille Skat.
Jeg igiennem Vinduet smuttet,
Jilet did til Elskovs Havn,
Og mig ned i Græsset puttet
Ved hans Side, i hans Favn.
4. Anne.
Første Gang, da jeg, ma Chere!
Plukket Roser hos min Skat,
Var en Ulykke paa Fære:
Mutter saae, han mig tog fat Der er Ugler udi Mosen,
Tænkte man, og saae sig for;
Man for sildig bandt for Posen;
Ingen spurgde meet, hvorfor.
5. Sophie.
Tænk! hvad skal en Pige giøre,
Naar hun føler, hun er moen?
Skal hun ey sit Hierte høre,
Og antage en Baron?
Men, hvem veed, hvad dyre Tider Der paa Beyler blive kan?
Vi som Mænd dem plat forskyder,
Kuns som Elsker' taer dem an 6. Anne.
Fy! en Mand — hvem vil sig gifte.
Det er jo alt for gemeen?
Men, et kort men føelsom Skifte Er den rette Prøvesteen Paa en Piges Levemaade,
Paa en Piges Yndighed.
6Tys! lad kuns vort Hierte raade;
Hvad vi trænger til, det veed.
Fy! — ilde var det, at Visen ey var længer, den gaaer dog saa skiøn siger man. Ja, hvad kan jeg dertil. Sophie og Anne agtede ey at rase længer denne Gang, men sprang op, og turede omkring blant Dyrene.
Disse unge pigebørn er ligesom Sommers fuglen, de opholder sig ey længe paa et Sted, Forandring staaer skrevet i deres Ansigter, i alle Deres Dragter og gandske Afærd.
Jeg begav mig da igien hen til Drikke-Sælskabet, for at indhøste nogle fleere latterlige og sære hændelser.
Nu var det først, at jeg kom til at mærke Kildevandets Kraft. Og, for at meddeele mine Læsere en ordentlig Kundffab om dette underfulde Vand, vil jeg efter alphabetisik Orden anføre alle de Svagheder, og alle de Fruentimmer, som ere kurerede ved samme.
A, a, a.
Agatha, en Nymphe med et Par store Udhængende blaae Øyne, som de Forlegne i deres Sprog kalder fortryllende, og Agatha selv kalder, dræbende Øyne, kom i Fior til denne underfulde Kilde. Hun havde et heelt Aar havt en hidsig Feber, hvis Tilfald var ret farligt for hendes lille kiønne Helbred. Hver Gang det Onde tog hende, fandt hun nogle ret fæle Qvalmer omkring Hiertet; derpaa kom Raseriet, hvor hun ey talte om andet, end om bloddryppende Dolke, overblødte Brude-Senge, forsløyne Møedomme, Kierligheds-Breve
7paa 6 til 7 Ark; (ja, hvad taler man ikke i Raserie?) Hun kom til Kilden, og en barmhiertig Kavalier, der havde altid havt Medlidenhed med Fruentimmer-Svagheder, gav Hende at drikke; Hun blev kureret, og nu frisk fra øverst til nederst. See! dette var det første Mirakel.
B, b, b.
Belline, en Pige paa 13 Aar, født af adelige Forældre, uden Fader og Moder, thi for 3 Aar siden maatte de foretage sig en meget hastig og hovedkulsReyse udenlands, af Frygt for Jøderne, meget kiøn fra Hoved til Foden, var længe plaget af en Krampe-Feber, hvis fæle Tilfald martrede hende paa en ret sælsom Maade: thi hver Gang det Onde tog hende, trak Krampen hende saa kunstig, at en habil Malere gierne skulde have givet sin halve Formue bort, for at faae Tilladelse til at aftegne hende i denne Stilling, naar man havde bestilt hos ham en Tegning, der livagtig skulde forestille Fruen Venus i gode Lune; neppe havde denne Pige hørt tale om Kilden, førend hun fandt en levende Overbeviisning om, at dens Vande vare balsamiske, og at alle krampagtige Vædsker maatte nødvendig svinde ved denne Kuur.
En Doctor Cordis (eller Hierte-Doctor), gav sit Minde til, at Pigen reyste. Kortelig, hun blev kureret ved Kilde-Vandet og Doctorens Omhyggelighed.
C, c, c.
Charlotte, en Meyerske fra F*, spedalsk tre Stæder, blev kureret ved en eneste Subgen af Kilde-Vandet.
8D, d, d.
Dalila, en skielemsk lille Glut, plaget af Gulsot fra hends Confirmations-Dag indtil Dato, fandt Kilden, og blev forbedret.
E, e, e.
Engel: Glutten var ey mere end 4 Aar, da hun alt kunde begynde at smaatale, stod op at patte indtil hendes 7de Aar, havde et stærk Tungebaand, naar hun skulde udtale følgende vanskelige Ord: Eenlighed, Kloster-Levnet, ugift, gammel Jomfrue, 40 Aars Møe; kom til Kilden i Fior, fik en flydende og fladdrende Tunge, taler nu saa got som en erfaren Pige paa 24 Aar, og blev forbedret.
F, f, f.
Frike, Mamaes udsøgte Datter, af et Lykkelig — heftig Temperament, havde 3 Aar i Rad Modsot og Madlede, fik igien sin forrige Appetit, da hun ved Kilden fandt en Tegnebog med Filanders Portræt udi, og blev lykkelig og vel kureret.
G, g, g.
Gertrud, en Præste-Datter fra Landet, den flyvende Jomfrue-Igt, kunde intet siddende Arbeyde bestille, fik en Galan førend hun tog til Kilden, drak i hans Omgang hver Morgen fastende i 14 Dage Kildevand, og blev helbredet.
H, h, h.
Helene, et got gammel Skiermbret paa en Herregaard, blev forliebt i den bedende Kiede, glemte at arbeyde, for at læse, betalte sin Skat til Kilden, og blev kureret for denne forkeerte Andagt.
9I, i, i.
Ismene, en Enkefrue, velsignet med det tydske von, hvilket udgiorde ogsaa hendes gandske Arvepart, gik til Vands for at fange en Mand; hun fik en, saadan som Han var, og blev kureret for sin Gifte-Syge.
K, k, k.
Karen, 3die Gang Enke, havde Skade paa begge Øynene; hun meente, at ingen var retskaffens Mand, uden hans prægtige Klæder og galante Levemaade sagde det. Hun fandt saadan en ved Kilden, og giftede sig med ham; ergo blev kureert for hendes Gifte-Blindhed.
L, l, l.
Lovise, saa smuk som en Nelleke, saa vellugtende som en Stinkepotte, kom til Kilden og røgede for 5 Kavalierer. Røgelsen steg dem alle i Hovedet, de bleve alle forliebte, og soer paa, at ægte hende alle 5, eller døe pludselig. Hun gav dem alle 5 Kurven, sparte Verden for et Tab af saadanne 5 Helte, og blev helbredet.
M, m, m.
Mette, en af Dusind-Skiønhederne, plaget af en idelig Kløe i alle Lemmerne, kom til Kilden, men befandt den østre Side af Dyrehaven meere beqvem til at helbrede hende, end Kilde-Vandet; føelte sig hjulpen og kureert.
N, n, n.
Ninon, en Spurre-Kyser for alle undseelige Hierter, Modellen for vore galante og frekke Fruentimmer, havde i Fior tabt 2 Studenteres og 3 Officierers Hierter her ved Kilden, kom did
10og fandt dem igien. (Tænk engang, hvllken Kraft dette Under-Vand har!) Det kan endog bringe igien, hvad der er tabt. Dette Vand er ikke saa lumpen.
O, o, o,
Ovidiane, gift i Fior ved disse Tider, og i Aar reen Pige, meeente, at Kildevandet i Fior ey var saa sundt, som i Aar, siden hendes Mand løb fra hende, efter at han havde drukket deraf; (Troen giør meget) agter sig i Aar at drikke sig en anden Mand til. Det skeede, og hun blev kureret. .
P, p, p.
Petronia en Pige af det tredie Kiøn, uvis om sin Skiebne, men vis paa at behage, vilde ogsaa see Kilden an. Saasom hun endnu et Aars Tid har Raad til at drikke Viin, kunde hun ey overtale sig til, at drikke Vand i Aar; men hun spadseerte om i Haven, og allene blev kureret ved Vandets (vim attractionis) Tildragelses-Kraft for sin Stolthed. Q, q, q.
Qvisqvus, en Pige af maadelig Forstand, der vidste uden ad paa sine Fingre, at Smørret groede, at Ost voxede i Tørre-Moser, og at Flesk groede paa høye Træer; hun kom til Kilden med sin dumme stakkels Mama. De drak begge to saa længe, indtil de fik Vattersott, blev altsaa begge to lykkelig kureerte, men fik en anden Syge igien, for et andet Aar at faae Leylighed til at komme til Kilden igien.
11R, r, r.
Regine, en eenøyet Putte, men from og tam som et Lam, bildte sin Mama ind, at Kilde-Vandet havde den Krast, at betage paa en vis Tid Mandfolkene Hukommelsen, og paastod for sin Mama, at dette var det eneste lykkelige Øyeblik, hvor hun kunde vente, at faae hende gift udi. Konen elskte Datteren, og de reyste begge herhid. Neppe havde Jomfrue Eenøye faaet en lille Slurk, førend en varm Kavalier giorde amour paa Knæe for Datteren. Datteren var alt for medlidende til at nægte et stakkels Meuneske noget i denne Stilling, sagde derfor strax Ja, og blev kureert. Paa Mandag skal de have Bryllup.
S, s, s.
Susanne, en Jomfrue af ligesaa høyt et Mod som Sæt, havde havt en Tidlang fnattede Hænder, toede sine Armbaand i Kilde-Vandet, og de fleste Kavalierer, der var herude at drikke, løb i Skokketal til at kysse vor Susannes Hænder. Om Kyssene, Armbaandene eller Vandet hialp hendes brodne Hænder, veed jeg ey, men kureert blev hun.
T, t, t.
Trine, den lille Trine, om hvis Yndigheder Hovedstaden veed heele Bundter Krøniker, laae syg nogle Dage af en smitsom Syge, kaldet: giv mig en Mand, Mama! kom ogsaa herhid. Den første Hilsen, hun fik, var denne: det var Synd andet, end at du skulde giftes, min Putte! Denne Hilsen blev ledsaget med et fælles Ja, og
12flyttet med Præstens Haand. Hun blev kureret. (Nok en Fortieneste for Vedkommende).
U, u, u.
Ursele, Papaes Kieledægge, havde længe havt Spadsere-Leede; hendes Fader, der paa alle mulige Maader saae paa sin Datters Beste, foreslog hende Kilde-Reysen. Top, Papa! sagde hun; og de reyste. Hun drak, og er nu saa lydig imod sin Papa, at der ingen lystig Leylighed gaaer forbie, hvor hans Datter jo indfinder sig. Hun blev kureert.
V, v, v.
walborg, et ført og fælt Fruentimmer, var forhadt af alle Kiendere af Ansigter; hun drog til Kilden, vaskede sig saa længe indtil Blodet kom i en Hvirvel, seer nu gandske passelig ud, og kan vente med Tiden at blive gift; blev helbredet.
X, x, x.
Xantippe: denne Qvinde havde den heslige Vane, at flage sin Mand fastende: Stakkels Mand fik hende uformerkt med til Kilden. O! hvor hun drak, og hvor han drak hende til! Nu lever de gandske vel sammen. Hun blev kureert.
Y, y, y.
Yvike, en Skruppe fra 5te Etage; hendes Vogn var gaaet i Stykker, maatte altsaa ride paa Kote-Skafte til Kilden. Hun gjorde tre Rundinger i Haven, og blev kureret af sin Folke-Skyhed.
Z, z, z.
Zaverne, fransk fra øverst til nederst; hun
13havde drukken sig fuld hver Dag 14 Dage i Rad, kom til Kilden, drak og blev ædrue. Blev helbredet.
Æ, æ, æ.
Æble-Kierling, frisk paa Leveren, men syg i Lommen, kom til Kilden, solgte, uden at drikke, for 3 Rdlr. af hendes Vahre. Blev kureert.
Ö, ö, ö.
Øeboersken forgiort i 11 Aar, vaskede sin Overtroe i Kildevandet, og blev siden gandske lettroende; blev helbredet.
Hvad meener De vel, mine Læsere! dette var kuns et Alphabet af Daarligheder; om De hørte de andre, som jeg endnu har tilbage, og som jeg ey kan lade Dem faae, uden De betaler mig grumme vel.
Hvad mig selv anbelanger, maae jeg sige, at min Kilde-Reyse gik gandske lykkelig og fornøyelig af, paa de ækle Daarligheder nær, jeg har giort Dem Regnskab for; thi jeg fik mig dog opsøgt en Brud, ikke just en af de Smukkeste, men saa græm hun var i Personen, saa smuk var hun paa Kiste-Bunden; hvilket hun og selv lod sig forlyde med ved vor første kierlige Samtale i den fiermer Busk vester fra Kildevældet, da hun sagde til mig: „Min Herre! De skal ikke saa meget betragte mit Ansigt, som det, der kan giøre mit Ansigt taaleligt.
Det staaer i Naturens Magt, at afpensle en Jomfrues Yndigheder; men der staaer i Lykkens Magt, uden Yndigheder, at giøre en Pige yndig.
14Vel har jeg ikke det paa øverste Etage, der kan forblinde og fortrylle min Herres Øye, og efter min Tanks handler de Mandfolk meget barnagtig og daarlig, der allene see høyt i Veyret, ligesom man skulde dømme om en Boeliges eller Huuses Værdie, efter den Forgyldning og kunstige Zirat-Billeder, der kunde være anbragt oven paa Husets Alletan; eller de Mandfolk, der øder deres Forundring paa det Udvortes, uden nogensinde at bygge sin Dom paa indvortes Værd af en Ting, som om man vilde skattere et Huus efter den udvortes Anseende, uden at betragte de indvortes Huusgeraad: Vel har mit Ansigt, min Herre, ingen opsminkede og kunstige Zirater, (som jeg vil ligne ved et Huses udvortes Fortrylling og Prydelser) men De seer det ligesom Naturen gav mig det; ey heller er det indhyllet i noget daarlig Futteral af Moden, (som jeg vil ligne ved et Huses ziirlige Billeder oven paa Alletanen) men bærer et tarvelig og anstændig Skiul: Men vil De umage Dem videre, og være saa fornuftig at lade Deres fornuftige Eftertanke træde i Deres Øynes, Indbildnings og Fordommes Forretning, og standse ved den mitterste Etage, ved Hiertet af Mig, (hvilket Værelse bør være det, en Beylere allerførst burde besee og undersøge, førend han søgte om at blive Eyere af heele Bygningen), skal De befinde det at være saaledes, som Religion, Fornuft og Natur byder det at være, naar et fornuftigt Mandfolk skal giøre et skiønsom og Væsentlig, nyttig og fornøyelig Valg; og oven i Kiøbet paa alt delte, kan jeg giøre Dem deelagrig
15i saa mange Midler, som ufordres til at giøre Deres og mit Liv saaledes som Verden kalder det: lykkelig og fornøyelig.
De begriber lettelig, at det var temmelig ufornuftig at forskyde dette Tilbud og dette Fruentimmer; især da begges vores Lyst var at giftes; og uden alt dette er jo Penge vore Tiders Løsen. Har jeg nok af dem, hvad kan det saa skade mig, at min tilkommende Brud kan takke sit Ansigt for, at hun er frie for Snushaners Anfald og Snaphaners Forførelser; saa at min gamle Læremesters Ordsprog paa dette Sted bliver sandt: at en forgyldt Brud i alle Tilfælde er bedre end en deylig men fattig Brud.
Jeg har derfor ey heller vegret mig ved at give Kilden min tilbørlige Skat, som bestaaer i disse Vers, der nær ved, som De kan læse ad Aare, saaledes lydende:
Jeg vilde ogsaa gifte mig,
Men ey med phyches Engle-Fagter, Slig Brude-Stads jeg kuns foragter; Og ey med Phrynes føde Miner,
Hun kuns bedrager mig og sig Med dette Slags udvalte Piner:
Men, naar jeg engang gifter mig, Da bliv det med et ærlig Hierte,
Der sig og mig giør ingen Smerte;
Det kalder jeg, at gifte sig.
16En Viise om Kilden hvorudi enhver giver sin Meening tilkiende derover.
Under Melodie:
Min Philander! Tiden minder.
1. Den kynske Jomfrue, Daarlighed var vist den første,
Som fandt Ven til Kilderne,
Og fik alle til at tørste
Efter denne Vildelse:
Sundhed udi Vand at finde
En Dag meer end andre fleer;
Ney, en Kuur, som skeer i Blinde,
Deraf jeg og Kydskhed leer. 2. Den galante Jomfrue.
Vær velkommen, søde Kilde,
Kilde til en Piges Lyst!
Gid man tit om Aaret vilde Os tilbyde denne Trøst!
Dine underfulde Vande
Skyller gamle Qvalmer bort;
Maler Glæde i vor Pande,
Kiør os Livet født og kort. 3. Den upaalidelige Ægte-kone Angenemme Dyrehave,
Trøstefulde Kildevæld!
Du har lært den Kunst at lave Os en Svaledrik saa vel
17Mod en skindsyg Mands optændte Og forbrændte Kiedsomhed;
Vi har lært hos dig at hente Nogle Dages Roelighed.
4. Den udskeyende Dannemand, Lille Hans, o vær velkommen!
Du forsøde kan mit Liv.
Springer noget end af Lommen,
Bliv min Haand ey derved stiv.
Jeg er kied af et Slags Rætter,
Og en Kone er for lidt;
Men du slukker og du mætter
Ved Forandring lidt og tidt.
5. Den giftesyge pige. Under-Vande, føde Egne!
Jeg mig kaster i Jer Favn;
Fandt jeg Eder allevegne,
Var mit Ønske i sin Havn.
Kommer, Mandfolk, hid og fisker!
Mig og fleer I fange kan;
I forstaaer jo, hvad vi hvisker,
Naar vi er pag Elskovs Strand?
6. Den gamle Møe.
Her er Raad for alle Syger Udi dette Kilde-Vand;
Modne Møer, gamle Piger,
Alle her kureres kan.
Den, som denne Sorg erfarer:
Gammel pige knap faaer Mand; Man omkring ved Kilden svarer:
Gammel pige og gaaer an.
187. Peber-Svenden.
Jeg har hørt, hvad her kan stiftes:
Vigtig og uvigtig Tøy,
Jeg har lært, man her kan giftes Uden alt for megen Støy,
Troe mig, denne Kilde-Mode
Er heel riig paa Hændelser; Mange slette, nogle gode
Jeg om sidste Vidne er.
8. Poeten
Giftig Kilde, Mora-Vande!
Kydske Pigers Klippe-Grund! Her Uskyldighed kan strande
I en fæl Anfegtnings-Stund. Slanger hvisler, Ondskab lokker, Fare skiules i hver Fied,
Alle Fristelser sig flokker:
Piger! flyer fra dette Sted!