? Et underligt Syn, seet i Luften den 14. Januar 1772. Nordenfields i Norge, i Trundhiems Stift tæt ved Wardehuus, af en Norsk Bonde, navnlig Tolle Olsen, og af ham selv berettet.

Et Underligt Syn seet i Luften

den 14 Januar. 1772.

Nordenfields i Norge, i

Trundhiems Stift tæt ved Wardehuus,

af en

Norsk Bonde, navnlig

Tolle Olsen,

og af ham selv berettet.

Kiøbenhavn, trykt hos L. R. Svare. 1772, boende i Skindergaden i No. 76.

2

        

3

Fra Verdens Begyndelse har der, og end, nu lader der sig til syne tit og ofte mange underlige Tegn og Syner i Luften og paa Him-

melen; disse Tegn betyder ikke alletider Got, men ere som oftest Varsler for en overhængen- de og paakommende Fare, og de Farer og U- lykker, som de ere Varsler for, angaaer som oftest ikke er Huses, ikke en Families Ruin alene men hele Rigers og Landes Ødelæggelser.

4

4

Et vist Tegn lod sig see paa Himmelen for en Deel Aar siden, lignende et stort Riis, hvorved den Almægtige gav tilkiende, at han vilde lugte en vis liden Hob paa Jordkloden. Mon Dens Tegn ei kunde være Varsel nok for den store Qvægsyge, fom begyndte strax deref- rer, og man endnu hører vedvarer i Danne- mark og flere Stæder, og mon dem ei er Bevis nok paa den vise og gode Guds tugtende Naade.

Den almægtige og vise Skabere haver

ikke uden Aarsag sat Tegn paa Himmelen, som til Advarsel for os Mennesker skeer tit og ofte, og der skal og efter hans vise og visse Ord skee endnu flere førend Verdens sidste Undergang og Ende.

Jeg har seet mange Syner i Luften og Himmelen, som har været forunderlige, men aldrig har jeg hørt eller seet Lige til det Syn, jeg med største Forundring saae den 14 Januarii paa Himmelen i Nordvest om Aftenen, Klokken ongefær imellem 8 og 9, da jeg

5

5

just gik op af et høit Field, jeg vil derfor her berette det saaledes, som jeg saae det.

Først saae jeg en overmaade stor Planet,@lignende Solen, som i Førstningen saae meget klar og angenem ud, den skinnede overmaade stærk, og skiod saa behagelige og igiennemtræn- gende Straaler fra sig, faa at det var ganske lyst over hele Horizonten-

Strax derpaa kom farendes en forskrækkelig og overmaade stor Fugl, lig en Struts, som i fuld Fart nærmede sig alt mere og mere til Solen, og jo nærmere den kom til Solen, jo mere synes Solen ligesom at fordunkles og miste noget sin Kraft, til at skinne saa klart som allerførst, da Strutsen ligesom søgte at kaste sine Vinger for den, som forhindrede at den ej fuldkommen kunde kaste sine Straaler få felt ud over Horizonten, som førhen; jo Nærmere nu Strutsen kom Solen, jo stærkere synes den at bevæbne sig; Solen kastede nogle Straaler til den, saa den tilsidst syntes ganske klar, og jo klarere den blev, jo mere syntes den

6

6 at bevæge sine vinger og flagrede stærk, den vilde nærme sig tæt til Solens Circul, men saa lod det som den maatte staae noget stille, da der var nogle store Stierner imellem den og Solen, som hindrede at den ei endnu kunde komme Solen saa nær, som den vilde, den maatte da altsaa staae noget stille.

Derpaa begyndte den med sit store Neb at hakke efter en og anden af disse Stierner, som var imellem den og Solen, og hindtede den fra at komme Solen saa nær, som den øn- skede; lidt efter lidt begyndte disse Stierner at forsvinde, som var tæt omkring Solen, ved det Strutsen idelig blev ved at hakke efter dem, og tilsidst syntes de alle ligesom at forsvinde og blive borte.

Strax derpaa begyndte Strutsen at fort- sætte sin Gang nærmere til Solen, som atter kastede en stor Straale til den, og jo nærmere den kom Solen, jo større syntes dm ar blive; ja der feilede kuns lidet i, at den jo syntes lige såå stor som Solen.

7

7 Da den nu var kommen Solen allernær- mest, begyndte den ligesom at giøre nogle Hak ind i Solen, hvorved Solen begyndte ligesom at blive lidet dunkel og betaget sin Kraft til at kaste saa stærke Straaler ned over Horizonten, som forhen, dog blev den endnu nogenledes ved sin Gang.

Derpaa kom farendes et forskrækkeligt stort Blus, lig en Brand, som, i Førstningen da den nærmede sig til Solen, syntes at give et smukt og klart Skin fra sig, men da den li- det efter lidet kom Solen nærmere og nærmere, begyndte der ligesom at gaae en Røg og Damp fra den, som trak for Solen, saa den ei kunde komme til at skinne saa klar som forhen, og jo nærmere den kom Solen, jo mere Røg og Damp gik der fra den, hvorved Solen syntes at blive noget mere fordunklet, men denne Røg og Damp, i hvor stærk den end var, kunde dog ikke ganske betage Solen sit Skin, at man jo kunde see den og en Deel af dens Straaler

8

8 Da nu denne Brand havde faret adskil- lige Gange omkring Solen, blev den staaen- des noget stille lige over for Strutsen, paa den anden Side af Solen, den havde sin Circul og Gang tær ved Strutsen

Dette varede nu i en Tid af fire Minu-

ter, at Solen lod til at staae ganske stille, og havde et af disse Phoenomena eller Syner paa hver Side af sig, de var kommen for den, de- res Circul omringede Solens, og de søgte af alle Kræfter ligesom at ville standse Solen i sit fulde Lob, saa den ei skulde komme videre.

Derpaa kom farendes en anden stor Fugl, som lignede en Glente, Solen havde forhen kastet sine giennemtrængende Straaler til denne Fugl, saa at man kunde see dens Fiedre, og de lod til at være ganske røde.

Denne Fugl syntes snart krys, snart qver at nærme sig til Solen, den kom og Solen temmelig nær, og i Førstningen syntes ligesom at ville forsvare Solen, men da den var kommen Solen saa nær som den kunde, og Solen

9

9 allerede for i Veyen havde kastet nogle Straa- ler paa den, begyndte den og paa en Rovfugls Maneer at vilde hakke ind i Solen, men dette Hak var dog ei saa stort som de forrige; der- paa vender Strutsen sit Næb til den, det seer den, den adlyder da strax Strutsens Vink, passerer Solen forbie og gaaer hen til Struts- sen og staaer ved Siden af den, og da den kom. der, vendte den, sit Næb imod Solen og blev staaende stille, dens Circul og Gang var lidet uden for Strutsens.

Lidet derefter kom flyvendes en anden

maadelig stor Fugl, den nærmede sig og til So-

len, men kunde ei komme den saa nær som de

andre Phoenomena, Solen kastede dog en

Straale til den, saa at man kunde see paa dens Skikkelse og Fiedre at den lignede Strut- sen, nu i Stedet for at den vilde søge til So- len, maatte den ligesom gaae et Skrit tilbage da den store Struts vinkede af den, dens Gang og Circul blev altsaa yderst, uden for den store Strutses og de andre Phoenomena deres Cir-

10

10

cul, saa at den ei havde sin Gang saa nær Solen som de andre.

Nu begyndte igien den store Struts og Branden tillige med de andre Phoenmena at bevæge sig adskillige Gange omkring Solen, Strutsen gik foran, og de andre fulgte efter, derpaa begyndte Strutsen med sit Næb at giø- re et dybt Hak ind i Solen, dette gav et stræk- kelig stort Bulder fra sig, strax derpaa gik der en stærk og tyk Røg fra Branden, som trak for Solen, som hindrede at dette store Hak ei ret kunde sees, derpaa blev de igien staaende noget stille.

Derpaa lod der sig en Skye tilsyne, som trak op fra Horizonten, i Førstningen saae den noget klar ud af Solens Straaler, som skinne- de paa den, men jo nærmere den trak op mod Solen, jo Mørkere syntes den at blive, den havde adskillelige Forvandlinger i sin Opgang,@den blev alt sortere og fælere, og tilsidst lod den, som den blev forvandlet til et stort Bægere, hvis Fod havde et saare mat Skin, men Overdelen

11

10 af det saae ganske sort og fælt ud; dette Bægere blev sat imellem Strutsens Fødder og Solen.

Derpaa kom farendes en anden strække- lig stor Fugl, lig en Falk, den foer afsted i en overmaade stærk Fart, og havde mangfoldige andre smaae Fugle efter sig, men disse Fugle standsede efter Falkens Vink nederst ved Horizonten; man kunde alt kiende den i Førstningen den kom flyvendes; thi Solens Straaler havde giort den kiendelig, men jo nærmere den kom Strutsen og Solen, jo mørkere blev dens Fiedre og jo graadigere syntes den at være, den foer afsted som en Lynild, den satte sin Cours lige ind til Strutsen og Glenten, og der blev den staaende.

Nu stod alle disse Phoenomena eller LuftSyner, tillige med en Deel halvmørke og dunkle Stierner stille ved Solen, og ligesom syntes at ville fordunkle den, dog havde den endnu no- get af sin Glands, som skinnede ned over Horizonten.

12

12 Nu var Strutsen saa nær Solen, som den kunde komme og magelig kunde Hakke i den med sit Næb, derpaa passerer den nogle Gan- ge omkring Solen igien, de andre Phoenome- na følger efter, derpaa stiller han dem alle i Orden, Bægeret kom til at staae lige ovenover Solen, selv posteerte Strutsen sig øverst ved den høire, og havde den anden Struts under sig, Branden og Glenten omringede Solen paa den venstre Side, Falken blev posteret neden under Solen, og paffede paa Strutsens Vink.

Derpaa begyndte Strutsen med sit over- maade store Næb at vilde tage fat paa det Bæ- gere, som stod oven over Solen, for at vilde velte det om i Solen og reent at udslukke den;@Men see! i det samme kommer der en mægtig Arm fra Skyerne,, holdende Tordem-Kigler og Lynild i Haanden, og med den eene Finger pegede ned ad Horizonten, og i det den pegede, kom der i samme Øyeblik i fuld Fart farende tvende andre Phoenomena, lignende tvende

13

13 overmaade store og klare Stierner, disse tvende Stierner syntes at have et dobbelt Skin og giennemtrængende Kraft, deels af den skinnen- de Finger, som pegede af dem, deels og af So- lens Straaler, som saavidt de kunde komme til, strax venetrede paa dem, saa de skinnede overmaade klare, de havde 5 andre Stierner bag efter sig, som og skinnede ganske klare; just da disse nu kom, slog Armen, som rakte udaf Skyerne, med sin Torden-Kigler ned paa begge Sider af Solen saa stærk, at alle disse Phoenomena ligesom med et sank ned. Afgrun- den og blev borte, dette gav en forskrækkelig Bulder, Allarm, Røg Damp i Luften, som foraarsagede stor Forskrækkelse.

Men see! i det samme blev det ganske lyst og klart over hele Horizonten, nu begyndte Solen at give et overmaade angenemt Skin og at skyde behagelige og igiennemtrængende Straaler fra sig, da de andre to store Stierner havde posteret sig paa hver sin Side af den, og ligesom kappedes om at oplive den med deres

14

14

dobbelte Skin, tillige med de 5 klarskinnende Stierner, som holdt sig neden under den.

Syn forstrækkeligt og fælt som der forrige Syn var for Øye og Sandser saa behageligt og angenemt var nu det sidste for Øyet og Hiertet.

Imedens Solen nu stod lidet stille imellem disse 2de store Stierner og de andre skinnede meget prægtig og skiød de behage- ligste Straaler fra sig, der var saa igiennem- trængende og stærke, at Øyet løb i Vand, naar man faae derhen, da blev i det samme hørt en overmande stærk Lyd af Millioner Tun- ger neden ved Horizonten, hvis frydefuldt Skrig og Raad gav en stærk giennemtrængen- de Lyd i Luften, og man hørte disse Ord:

Ære være dig, du Michael i det Høye, din stærke Arm har reddet og befriet os, Apollion, den store Dra- ge er falden for din Magt, han og hans Tilhængere er bunden med Mørkhedens Lænker, din mægtige og store

15

15

Hævn har bespendt dem fra alle Sider, vores Fiender ere nu adspredte, din Raades Soel skinner nu op igien over vor Riges Soel og os i sin frydefulde Glands, dig derfor Lov, Tak, Pris og Ære skee af vore Hier- ter og Munde, du Allerhøyeste!

Derpaa begyndte Solen tillige med de tvende store Stierner og de andre mindre Stierner, ar fortsætte sin sædvanlige Gang neden for Horizonten, saa vi ei kunde see dem mere, og dermed havde dette Syn Ende.

Jeg havde nær glemt at anføre, at der og lod sig et andet stort Phoenomenon tilsyne, lig Maaneden som i Førstningen nærmede sig ganske tæt til Solen, og lod til i Førstningen at skinne meget klart, ligesom naar det er fuld Maane, men siden begyndte den at tage noget af, da den ligesom Halvparten kom ind i Jordens Skygge, saa Solen ei kunde saa fuldkommen meddele den sit Skin, ei heller kunde dens stærke Straaler faa stærk komme til at skinne paa den, som forhen, formedelst noget af Jordkloden, som var imellem, den fortsatte tilsidst sin Gang neden for Horizonten, og gik af Sigte.

Der er ellers noget Betydeligt at observere ved alle disse Phoenomena eller Syner, at i Førstningen, naar de steeg op fra Horizon

16

16

ten, syntes de at være meget klare af Solens Skin, da den havde Kraft til at kaste sine Straaler til dem, saa længe de vare langt borte, men jo nærmere de kom Solen, jo mørkere syntes de at blive, ja de syntes selv ved det Mørke der var i dem, at fordunkle og formørke Solen, naar de kom den nærmest.

Jeg gik da ned af Fjeldet, og da jeg be- gyndte at overveye hos mig selv, havde jeg tusinde Tanker hos mig om hvad dette Syn skul- de betyde, jeg vidste og havde hørt at sige fra min Barndom af, at Tegn som stede paa Himmelen, havde altid noget vist at betyde, og at de skeet ikke uden Grund, men jo mere jeg overveyede dette selvsomme Syn, jo mere forstrækket blev jeg; jeg overlod det altsaa til det vise Forsyn, som seer og veed alle Ting forud, hvis Tanker og Raad ere skiulte for os Dødelige.

Jeg gik altsaa i disse Tanker ned ad Fieldet til mit Huns, og besluttede at op- skrive dette forstrækkelige Syn, hvis Lige tilforn jeg aldrig havde hørt eller seer, og overlod den Tid til den Almægtiges Haand, naar det skulde opfyldes.