En Sverm af udenlandske Siele, som har været tilstæde ved et høitidelig Møde paa Bloksbierget, hvor de har resoneret og disputeret om alle Mands Struense. […] Skreven af Abram Skardeski, en Jøde og god Bekiendt af Struense.

En Sverm

af

udenlandske Siele,

som har været tilstæde ved et

højtidelig Møde

paa

Bloksbierget,

hvor de har resoneret og disputeret om alle Mands Struense.

Fordansket til almindelig Skiemt

Tidsfordriv.

Skreven af

Abram Skardeski,

en Jøde og god Bekiendt af Struense.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos L. N. Svare, i Skindergaden i No. 76.

2
3

Hr. Trefurtifiert.

Som den der aabner Ballet, og en dreven Talemester ved visse Begivenheder.

Vi Wohlgebaarne har erfaret, at vor Struense, fordum Danske Greve, Opsynsmand over de Danske Spektakler og Tiggebreve, og meget mere, som vi ikke veed, har giort et meget hellig Fald paa Ryggen og baglænds ned af det Danske Fortuns-Berg eller Lykkens Borg, og er ledsaget med en Dansk kold Artighed ind i et Fængsel inden Volde og Grave, hvor han indtil videre skal samle paa at faae den Eftertanke, han manglet, da han forlod vore egne.

4

Vi thun bekiendt, at vores Elskelige har giort Fallit paa al den Godhed, vi borget ham i den Tid, vi ikke ret kiendte ham, siden han havde den Ulykke, ei at kiende sig selv, førend han blev kiendt af alle, som en nedrig og uhørt Forrædere.

Hr. Fislipuslt.

Vat har wohl den stakkels Struten giort, als andre Menschen nicht kunde giøren?

Han haren, kan man sagten dencken, benytten sig af dem Lyden, man haren yberlæsset han met, og dateren menneschelig.

Dencken de doch en Gange! mene Hæren! um de hatten væren i Hansen Stæten, vilden de wohl ferspilden saa goden Dagen, ven de kunden faae dem.

Manden varen en Menschen; dat var sen Schaden, sehen de wohl men Hæren! Vorforen haren de Denischen giort sa meget af Manden?

Skulden wohl Manden ferskiden de goden Tilbuden, som man haren giort

5

ham, siden han waren ferlegen, og i Kniben met sin galnen Hierten?

Hr. Povrestopski.

Men at jeg skal sige min Mening reent ud, saavelsom I ‘andre; da siger mig, uden at radbrække jer Fornuft (om I har nogen?) om Struense har mere Skyld end de Danske?

Betænker Kinder! om jeg nu var gift, og jeg saae en eller anden af en fremmet Nation vilde trænge sig ind i mit Huus, naar hverken min Kone eller jeg trængte til hans fremmede Artighed, og jeg saa toeg imod denne selvbudne Lejesvend, var saa enten han eller jeg skyldigst?

Svar mig, oder jeg slager den Kop in tu paa jæren alle.

Jeg svaren mig selv; thi I æren Døgenichten.

Jeg var meest skyldigst, fordi jeg taalte det, som jeg forud tvivlte om at være Galt og Uret; ligeledes de Danske:

Hvorsorn harn de Danischen taalt, at en fremmet Tydskere har kommet ind i deren Riger og Landen, og haren vilde raa-

6

den over dem? Hvorfore har de ikke slagen Armen og Beinen in tu paa den Skelmen?

Hatten jeg været en Dänischen, hatte jeg gevis tagen hanses Klisteern Piben fra ham, und hatten sadten ham en evig Klisteeren; denn saadanen en Mannen burden haven en stærken Diaren, at al hanses Ondskaben kunde kommen herut.

Hr. von Donnernkeil.

Ir Hæren æren alle bestialisten Narren i Ir snakken als Ir have Forstand til.

Kan Ir ikke viden, at denen stakkelsken Struenlsen har viisten sin Taknemmeligheden imod de Danisken Folke, for al den Goden de har viist ham.

Hvorforen har de laden ham klatteren saa høit? Var det for at han skulden giøre en støre Fal, oder varen det, for at han skulden læren at bliveen klogen? Sagen doch en Mahlen, vat meenen de vohl mene Hæren Kolesken.

Hr. Grenovski.

De har endnu alle Uret, Rabaski; thi betænker dog, Snaveski, at det er en

7

siin Fristelse, skiønt ofte for en grov Karl,

Renoski, at see sig ophøit ved et Hof, uden den mindste Fortjeneste, at see sig frygtet og æret af Undersaatter, der onskede at stene saadan! en Knegt af Riger og Lande Blandaski, og at skalte og valte med et Rige Jakelaski, der tilforn har været et Værksted for Fred og Roelighed. Jablanski.

Efter mine Tanker er det en finere altsaa farligere Fristelse, at blive fristet Jakenobski af Æren, end af nogen anden Passion Lamski; thi naar et Gemyt bliver først betaget af den uovervindelige Lyst til at stige, kommer snart en anden Lyst at stige for høit, og saa gaaer det fra Lyst til Lyst, indtil disse Lyster omsider svinger Een saa høit Bluski, at man svingler saa længe, indtil man tumler ned fra Ærens Spids i Vanærens Gryft Damaski.

Æresygen er ikke saa farlig for en Indfødt som før en Fremmet; thi i Steden for at Seieren følger i Hælene paa den Indfødte naar han med Maade stiger, og ikke springer nogle af Ærens Trappetrin

Blanski over, saa følger Misundelsen i hvert Skridt med den Fremmede, fordi enhver

8

Ærens Grad, som den Fremmede naaer og erholder, (naar der ellers er habile Indfødte, som med Ære kunde beklæde et Embede ledig eller besat) er et Tyverie og Røverie, som man Voyosalopski begaaer imod De Indfødte.

Hr. von Menschenschræk.

Men skulden der denn aldrig aabnes Ærens Dørren for en Fremmeden uden i hanses egenen Rigen og Landen? Eller Æren da Æren kontrebante uten forFædrenelandet? Bilen Ir dømmen als Patrioken, saa seer Ir vohl, mene Hæren, at en Mannen, der har Æren i sin egen Riger og Landen, børen ikke vanæres in fremmeden Rigen; dem Æren ær jo nogen, som ikke børen fælden en Manen.

Hr. von Vittigkop.

Men jeg hører saa megen snakken om den Struten; er han denn den eenisten, der harn giort sit fornøden Haandgreb.

Hr. von Spitsbu.

Nei, der æren mangen andere mæt; men Struten har været Hoptman for den

9

forvorbenen Handelen, so der er skeed in

Danemarken.

De anderen Gesellen hedder: Giellert Falkenskold, Lesner, Berger, Bylow und Brandt.

Hr. von Vittigkov.

Var har denn den stakkel Brandt gorden?

Hr. von Spitsbu.

Han Haren spillet paa Fløiten, mens de anderen haren danset, men den goden Hæren han slaaer en galen Takt sovol vi de anderen; thi de haren laden de skiønne røden Dukaten dansen ned i deren Lomnion, med dat var nicht got für den Kongen; denn dat var ie ham at bestælen.

Hr. von Fattighierne.

Ei fi mine Hæren! Saa haren denn disse Mænnen væren Tyven; dat var nicht skøne.

Men bedækeu doch en ensigen Mahl, mene Kolleskel.

Burde de Mænnern Struten med Brandten ikke haven noglen Pengen, siden de varen kommen til saa storen Æren;

10

denn førend varen de begge noglen fattigen Ungesiffern; skulden og burden de ikken haven nogen at føren sig opforen, naar de skulden ageren Græven und Baronen?

Dat er alsusammen natyrlig, venn de nun dænken nach sich.

Hr. von Pralenstiern.

Betænken dog, Ir godeu Kolesken, at de Dansken ogsaa forstaaren sig paa Pillern og Draaben; sehen de vohl.

Denne Hæren Strutsen haren given den Dænsken Kongl. Kaffen noglen ret gute laxirenden Pillern ind; und vat kan man sagten dænken har væren af lauter Barmhiertigheden, af ikken de danisken Pengen skulden bliven for megen forstoppen.

Sehen! Paaden Maadan fik Skru ten Pengen imellem Hænderne.

Og den Hæren Brandt havden en Fløiten der hatten den synderligen Kraft, at den kunden spillen Pengen herut af Kafser og Lommen paa Folken; sammen Fløiten kan eftersees i hans Efterladenskaben

11

Hr. Grenovski.

Hvad har da den Feldskiær Berger giort Brandaski?

Hr. von Revenkloe.

Han haren Aareladt den danisken Gottroenhed, saa den er gandsken svindsygtig und uttæret; dat var doch ikken ret; denn naar man eftertænken, at det var nok, om han hatten kopfatten den, saa var det for megen, at han saa tit haren aarlagt den.

Hr. Fisligusli.

Mine Venner! man kan ikke med et honet Hierte forsvare disse slemme Karle; thi fordi de havde Lejlighed til at giøre Ondt, burde de dog ikke giøre det; og at de vilde forsvare dem med, at de alene gjorde hvad de har giort, for engang at oplyse Dannemarks Øine, at det ikke længere skulde lade sig snyde og bedrage af de Tyske eller andre Nationer, saa duer dog denne Satz intet; thi man maae aldrig

12

giøre noget Ondt, at der skal flyde noget Got af.

Hr. von Bonvivang.

Det eren ret underlig at man nu ikke haren andet at snakken om, end om den stakkels Manden Struense,

Man sigern, at man allerreeden har udstæten hans Testamenten, og vor goden Ven Luciferen haren underskrevet met sin Kloen; saaledes lyder Ordenen i de danisken Breve, man haren sendt os hersiden.

Hr. Mæstophtlus,

In, vat Struten har giort eller ikken giort, saa høren vi ogsaa, at man allerreeden har begyndt at byggen ham en slem Skafotten i en Landsbyen, hedder Walbyen;

13

31 Den skal opbygges af louter danisken

Nidkierhed imod Overtræderen, og de smukken Walbye-Matronen skal syngen smukken Viisen hver Dagen, indtil den smukken Skaffot eren opreist, hvor Struten met sine Kollesten skal sveden.

Hr. Trefurtifiert.

Vat sagen de? Har man allereden begyndt paa den Stilatsen, hvor den Stympern skal henrettelsen?

Det var stærk.

Hr. Brandasti.

O je gevis Ravesti; og Hr. Asterot har viist mig Kopien af den Døbs Dommen han skallen haven. Den eren viel slem Kolinski.

Hr. Trefurtisiert. Hvordanen er vohl den Dommen? Lat os en eensigen Mahl høren.

14

Hr. Brandaski.

Han skal først kiøren i Kanen, bygt som en Balbeeren-Posen; han skal sidden med Klisteer-Piben in Haanden, som det farligsten af allen sinen Instrumenten.

Dernæst skal han føresen omkring alle de Walbyen-Gadern, imens Walbye-Matronen Koret synger sine Avisen ut.

Saa skalen han transporteren verden lige ind ad Kopenhavn, hvor han maae gaaen omkring Gaden met Kietten af luttern dysten Rænken og Trekken.

Dernæsten skal han og hanses Kollesken geføres bliben omkring allen Gaden met Pompen og Statsen, saa det skal haven en Skiken.

15

Saa skal en Korps sørgelige Musikanten trækken deren slemmen Trompetmarien heraus, saa skal Ir høren en Skrællen.

Dernacher saa kommer Fatter Brandt mit sin snorrigen Fløiten.

Han skal spillen en Sorgen-Solon under venen Melady? Langsom kom Giertrud.

Und saa komer Fetter Giellert met sin Sækkenpiben: han skal spillen en Præstorn, der nicht har gahørt været.

Und faa kommer Pater Berger.

Han skal haven en Glas-Kurven met forgyldten Pillen in.

Und saa kommer Frater Falkenskold; han skal dansen en særdeles snorrigen Pas-

16

pien, der skal spillet bliven af de andren hanses Kollesken.

Naar man allen dissen Smaading eren forbi, saa skalen Statsen gaaen an unter Bommen und Kanonen, saa dat skal haven en Skikken.

Derefter skal allentingen blive gantz und gar stil for noglen Timen: thi saa vil nogle sørgen, andern denken, und endnu andre flæben und skrien.

Dat ist aber alletsamen for sildig, Kinder, denn der Døt maae klaren mit saadanen Folkern.