Damint eller den uheldige Forfatter, forvandlet til Journalist

Damint

eller

den uheldige .

Forfatter,

forvandlet

til

Journalist

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og faaes tilkiøbs hos August Friderich Stein boende i Skiedenstrædet. No. 171.

2
3

Damint en ung forvoven Knøs Var driftig nok til alting at forsøge,

Og ei u-heldig til at Spøge,

Han floeg sig engang løs:

„Hvad hindrer, sagde han,

„At jeg jo smukke Vers kan skrive?

„Jeg er maaske bestemt, til stor Poet at blive. Damint har Ret; ham mangler kun Forstand: Men kort og godt: Han skrev sin første Ode, Han sang, og læste den og troede,

At den et Mester-Stykke var.

Han springer op af Stolen pludselig,

4

Paa Gulvet hurtig gaaer, og speiler sig,

Og siger: "Skam faae den, der tænkte at jeg har Saa got et Stykke kundet skrive!

„Ja—Doris—ja—hun skal den første blive, Som mit Arbeide seer,

Han kommer, hilser, siger:

„See her en Sang om smukke Piger"

Hun tager, læser, leer,

Og lidt skalkagtig: "Ach-! den var Charmante;

Men hør

For dette Foster, om du mig tillader,

Jeg turde giætte, at du selv var Fader;

„Du stedse godt Arbeide giør,

Og med et Kys belønnes bør.

Saa modig ingen Helt, fra Striden kom tilbage Med Seiers-Tegn, som han. At skrive og behage, Gav Himlen een blandt tusinde.

Fuld af sig selv, Damint fik Smag paa Ære Og tænkte: "Doris al ei den alleene være Som faaer min Sang at see„

Til Lykke vor Forfatter har En fattig Ven, men lærd som all Ulykke;

5

Han iiler, viser ham der nydelige Stykke;

Men vil ei sige, hvo dets Fader var,

Hr. Poliphem var den, som Sagen ret forstoed, Og strax han saae hans Ansigt rødt som Blod, Og Haanden skiævende som ham Papirret rækker.

Han, som en øvet Russe-Trækker,

Forstoed at føre sig til Gode Vor lille Hr. Forfatters Ode.

„Nu, sagde han, det er besynderligt,

Jeg kiender jo, de flestes Skrivemaade,

Og Stilen pleier dog sin Autor tit forraade; Men, faldt Damint ham ind, har dette

Digt

Maaskee da ei den Lykke, at behage?

Hvad! dette! svarte han, jeg har i mine

Dage

Ei læst saa kort et Vers, af Vittighed saa rigt; Forfatteren du kiender ei?

Damint blev atter rød og svarte: „Nei„

Strax Poliphem: „lad see: Der er ei heller ham; Som slynger i de høye Toner ——

Og daanende blandt Englers Millioner

6

„Og mat ved Tankers Himmelfart –– og

stam —

Og afbrudt –– Nei Damint jeg kan ei giætte

meer;

Men nok, en heldig Pen det er,

Som dog ei just, har ret Critiquen inde,

Og vil han flere Laurbær-Krantze vinde:

Han vælger sig en Ven, som alting giennemseer;

„Og sidste Politur Arbeidet give kan,,

Damint strax fuld af Haab: „Godt! hør! er

du i Stand

Til at polere du? –– Ja vist–– saa sæt dig

need

„De Penge, som du veed,

Du Fylder mig, skal evig glemte være,, Her Poliphem forundret: „Hiertens Herre!

„Du selv Forfatter er?

Damint: Ja, men, hvad synes Dig?

Til Svar gav Poliphem! „Du synger ypperlig;

„En nye Horatz i Dig jeg seer

Og fromme Ven! som vil Min Gield udslette,

7

„Jeg skal til Vederlag, din Ode rette,

Naar over mit Beviis en Stræg du slaaer. Med Stræger veed jeg at belønne,

Og den, som kan paa Drevet-Arbeid skiønne, Seer strax, ar Meeningen ved Stiræger

Styrke faner.

Ja dette har sin Grund, i Tingenes Natur, Som mod Cometer lidt, den runde Stierne

funkler:

Saa strægesvantzet Ord et nøgent Ord fordunkler,

Og disse Stræger er den sidste Politur. Damint sin Ode trykt omsider seer,

Og Glæde lyser frem paa Hr. Forfatters Kinder: En Moder i, sin spæde Glut ei finder Saa megen Lyst, naar den i Skiødet munter leer: Hvad Under! thi det er jo ret en Hiertens Glæde, Poeters Fodspor at betræde.

Snart til Natur kan Vanen blive:

Damint med Diævels Magt maa skrive.

Her giftes een, en anden døer Enhver besynges bør.

8

Nu blev jeg bange, Jeg;

Det hidtil været har en sikker Nærings-Vei, Hvoraf, Gud være Lov, jeg tarvelig har levet, At jeg ved Leilighed Lykønsknings-Vers har

skrevet;

Begynder nu Damint, saa er det ude;

Det første Vers fra ham mig Døden vil bebude. Frue F.. døer, jeg skrev,

Jeg kom, toeg Verset op af Lommen;

Men forud var den unge Spißbub kommen;

Af Arvingen han høyt opløftet blev;

Og denne Arving var en Modens Junker; Man sagde han forstoed Musique og Poesie,

Var i Critiquen skarp og frie,

Og uforbederlig i Modens Gøglerie;

Men ligemeget, han har Grunker:

Damint Dukater fik;

Det skar mig i mit Hierte,

Helst da mig Arvingen en Mark forærte;

Jeg rakkede og skamfuld gik.

Nu blev Damimt saa stolt, som Fanden:

Han troede selv, at han og ingen anden

9

Af god Poet fortiente Navn.

Til Slukning vilde han for Vers ei Penge tage; „Jeg søger, sagde han, kun at behage:

„For Ære synger jeg, men ei for Gavn.

Gid han faae Skam!

Fra sulten Mund, han sidste Smule tager,

Den slemme Aand! som Brødtyv jeg anklager Og for Apollos Ret indstævner ham.

Den Roes Damint dog ei betages bør:

Han sagde tit om sine Vers: „De duer ikke

meget,

Jeg ingen Troe har til mit eget.

En Ven, da sin Anmærkning giør:

Dit Vers er gandske godt, men hør!

Det eller det forandres bør.

Nu brøster Hr. Forfatter sig,

Og siger meget lærd: „Du mane forlade mig;

Langt fra at være Feil, det just en Skiønhed er Den som med Critisk Øye seer,

Vil over en saa smuk Tirade glæde sig.

Han engang i et Selskab kom,

Hvor man om mine Vers begyndte sagtelig at

tale;

10

Min Moster var der og, af mig hun vilde prale Og efter Hendes Dom,

Jeg som en Lærke sang, Damint kun som en Svale.

Damint udfordres her

Til disse Stakkels Folk at underviise:

Naar hørte man, Forfattere hverandre priise? Han hører kun mit Navn, og leer.

Og siger strax: „Krabaten har Genie,

Men regelløs, som al Ulykke! Fy for en Skam! jeg skulde noget lade trykke, Saa længe som der var den mindste Feil deri? Desuden har han ei det Fine, Bløde, Høye, Som kan den ægte Smag fornøye.

Ved disse Ord, han paa en Stol sig slænger need Tar et af mine Vers, op af sin Lomme Og med en Blyants-Pen: „Min Gud hvor

matte, tomme,

Er disse fire Vers; nok et prosaisk Sted— Infam Monotonie—En bandsat lang Tirade; Men Dieu hvor er det Skade At disse Folk Critiquen ikke veed.

Han Stedets Enhed, her jo atter brækket har.

11

Det Notabene kun et Liig Vers, var;

Men disse Folk har saa, sin, egen Talemaade;

Nu skreeg han himmel høyt før hemisticerne:

„Nei, sagde han, jeg vilde vor Forfatter raade,

,At læse gode Mynstere:

Læs kun mit sidste Digt, jeg en Ducat vil give For hver prosodist Feil, der kan opdaget blive;

Trods om Tullin saa sielden syndede.„

Damints Critique, min Moster troelig hørte Og Ord, til Ord, for mig annførte;

Jeg skialv og fagde: Moster! ganske vist Blir Hr. Damint med Tiden Journalist.

Jeg troer jeg kunde spaae:

Han eengang greb sig an, og vilde skrive Et Digt, hvorved udødelig at blive;

Men nu, Damint! hold Ørne stive,

Du skal i en Journal din Text bestrevet faae.

Skiælv ved det Ord Journal Alt hvad der sig Forfatter kalder!

Om vor Damint Critiquen saadan falder;

„Damint han er jo gal,,

12

Ja grundig blev beviist alt hvad man om ham

sagde,

(En Roes man ei enhver Journal tillagde)

Og endelig man den Erindring gav:

,,Damint! til et Glas Øll du gode Vers kan

skrive;

Men i det Lave bør du blive;

Ja vogt dig vel, naar du vil paa Parnass opklyve,

At i en Rendesteen du finder ei din Grav. Min Gud! hvad Syn var det at see!

Da Hr. Damint Critiqven fik at høre,

Han slig Allarm begyndte strax at føre,

At han sit Naboelav forskrækkede.

Han truede med Prygl i Stæden for Replikke; Kort, han saa lidet sig i Modgang kunde flikke, At han endog forsoer at skrive meer.

En raader:, „skriv kun væk, lad Journalisten

brumle!

En anden: „svar ham strax, viis at og du

kan skumle.

Den tredde: „Nei, saasnart du Knægten seer,

13

„Giør kort Proces, og giv ham en paa Snuden. Den fierde: „Nei vær all Allarm foruden,

Det er Critiqvens Skam, at du ei synger meer Du straffer Publicum, det bander Journalister:

Det Fandens Pak, for ders Skyld man mister Saa mangt et lidet yndigt Skrift.

Følg kun mit Raad det er fortræffeligt Du æret er for det du skrevet haver;

Gid hver som skrev, kun havde dine Gaver. Ved disse Ord Forfatteren Kom til sig selv igien.

Han af en Hændelse engang derefter kom Iblandt en Sværm af dem, som frit om alting

dømme,

Man skulde, meente han, Damint berømme; Dog fældte man en ganske anden Dom:

„Gid en saa god Journal bestandig maae florere!

Saa skal vi aldrig meere Fortørnes ved at see Damint iblandt Skribentere.—

Her blev han vred, og i sit Hierte soer:

„Saasandt som der Forstand udi min Hierne

boer,

14

„Jeg hævnes skal;

„Jeg vil herefter Vers ei meere skrive;

„Men kun Skribemeres Forfølger blive,

„Hiemsoge dem med en Journal,,

Man siger at han siden har Bedrøvet mangen fattig Auctors Hierte.

Jeg, stakkels Dreng, maae endnu føle Smerte Af den Critique hvorved jeg nyelig straffet var. Men kiere Læsere!

Lad ham for alting ei, faae dette Vers at see, Og om I blive var en liden Critisk Støver,

Som gaaer omkring og kun Gemytter prøver, Da tager Eder vare,

At hansi om mit Navn det mindste maae erfare. Ja Kiere, siger strax, at Autor er en anden.

Den lille Journalist er liigerviis som Fanden; Thi da han blev nedstødt fra Engles Synge-Chor,

Han Engle selv og sang en evig Feide foer.

15
16