↩

Nye danske

Historier

til

Tidsfordriv

for

vore danske Fruentimmer,

indeholdende

en Samtale

imellem Dyrene, angaaende

Strutsens Forseelse

imod

Løven

og hans Familie.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggieststrædet.

2
3

Aandernes Tal er større, end man tænker. Der ere nogle, som forestaaer Blomsterne; andre, som sørger for Menneskerne, og

andre endnu, som befatter sig med Dyrene, foruden en Mængde Aander, som opholder sig i Luften, og som ere usynlige for det menneskelige Øye.

Jeg er Een af disse Aander, som bærer Omsorg for Dyrene, og jeg forstaaer til grunde deres Kragemaal.

Foruden dette, saa er jeg en velgiørende, munter og lystig Aand, og saa got som de andre Aanders Hofnar.

Forleden Dag hørte jeg til ved en særdeles rørende Samtale imellem Dyrene, som gik ud paa Strutsens Ondskab imod alle de andre Dyr.

Jeg elsker Menneskerne, og mit skiemtende Sindelav kan meget got finde sig i deres Latter, naar den er blændt med en smule Forstand.

Jeg har altid holdt meget af det danske Folk, fordi den Creds, som jeg sædvanlig tumler og opholder mig udi, er lige over Danemark.

Jeg vil fornøye det, ved at fortælle det denne vilde Samtale, som virkelig fortiener at læses af tænkende Væsner.

Her er den saadan som jeg har hørt den:

Løven.

Det er Tid, at vi overveyer med hinanden mit Riges Skiebne. Dets fornemste grundvolde ere overskaarne, dets Lyksalighed vaklende, min Myndighed fordervet, foragtet og svækket, og mine Venner ere ikke andet, end nogle tause Forrædere, hvis hemmelige Udseende er i det mindste væltalende nok, til at opmuntre mig til at vaage over mine sande Anliggende og Fordeele.

Bier jeg endnu et Øyeblik, da vil mine Stater forfalde og forderves mine Rigdomme blive et Bytte for nogle nedrige og foragtelige Dyr, og min Person en Gienstand for de skiændigste og formasteligste Laster og Forbrydelser. Mit Blod isner i mine Aarer ved Synet af alle mine Ulyker som truer mig, og som vil falde ind over mig, hvis jeg ey adspreder de Drømme om Lyksalighed, som vil indbilde mig Utrolige Ting.

Enhver Draabe Blod som løber i mine Aarer, raaber om Hævn, og tænker eengang, hvor stor min Ulykke er! min kiereste Veninde, min anden jeg har havt Deel i den skiændige Sammenrottelse,

for man nyelig har giort imod mig og mine Undersaatter.

Nu er endelig den Drukkenskab, som en bedragelig Sikkerhed fører med sig, og som længe nok har tillukt mine Øyne, forbi, og jeg vaagner op, som af en bedragelig Drøm, men troe mig, mine Undersaatter, jeg vaagner op i Førstningen, som en grum Løve, og sønderriver alle de Forrædere og Forræderinder, jeg befinder omkring mig.

Strutsen, den afskyelige Struts skal være den første, der skal føle Virkningen af min billige Vreede; jeg skal knuse den imellem mine Kløer; dog holdt!— jeg skal giemme ham til en Straf, som han endnu meere fortiener for sine skiændige Hensigter; han skal først underkastes et strængt Forhør, førend han skal døe.

Jeg vil til Grunde viide hvad han har overlagt med sine Medskyldige imod mig og mine Stater, og troe mig! han skal ikke undgaae min retmeßige Hævn.

Elephanten.

Vi har længe vidst de mange Ulykker, som har svævet over deres Majestæts Hoved, men deres Bolig har været utilgiængelig for deres meest trofaste og nidkieke Underfaater.

Strutsens Ondskab har formeeret sig efter Haanden som han har stiget i Værdighed ved deres Majestæts Hof.

Vi har maattet lystre hans Myndighed, for ey at miste Livet, og Livet er kier for den mindste Orm, saa at vi ikke har seet os i Stand til at vise deres Majestæt vore Ahnelser, vor Nidkierhed og vor Frygt.

Velsignet være den Dag, da deres Majestæt selv sønderreev det ulykkelige Skiul, som har skiult for hans Øyne sine Staters sande Velfærd.

Nu ere vi endelig kommen ud af vor Forvirring, Vanskelighederne ere flettede, Hindringerne tagne af Veyen, og endnu ere vi halvfrelste.

Her staaer vi for deres Majestæts Fødder; vi veed, at vor Liv og vor Død alleene kommer an paa deres høye Billie, see her er dette Liv! vi opofrer det med den største Fornøyelse, naar det kommer an paa at frelse vor Konge og al hans høye Slægt.

Jeg vil være Borgen for en ukrænket Troskab hos alle deres Majestæts Undersaatter.

De kan kuns befale, og alt det, som bær det værdige Navn af deres Undersaatter skal opofre den sidste Draabe Blod, for at beviise deres Kierlighed og Glæde.

Nashornet.

Kongernes store Konge! dine Sorger er os bekiendt; vi har for lang Tid siden sukket i vor Eenlighed over den Ulykke, man har indbragt i dine udmattede Stater.

Den Ærbødighed, vi skylder din høye Person, og som vi saa frivillig bringer dig, har paa nogen Maade hindret os at lægge al vor Nidkierhed frem for Dagen, for din og dit Huuses Frelse; men den største Hindring, vi har funden for os, har været den Misbrug og lastværdige Myndighed, som Strutsen har brugt i dine Stater, dette ringe og nedrige Kreatur, som har indsneget sig i dine Stater, har udmaattet dem, og anstiftet et formastelig Forræderie imod din høye Person og din heele forskrækkelige Familie.

Vi elsker dig, du elskværdige Konge! du er overbeviist derom; vi har længe vidst dine hemmelige Sorger, og dine Undersaatters Plager; men da vi har været visse paa en bedrøvelig og grum Sandhed, som vil saare din Siæl, og som vi skiælver for at sige frem og forklare i dit Aasyn, saa har vi skiult vor store Bedrøvelse, for en at giøre din dyrebare Siæl nye Saar, men saafom du allereede veed og kiender selv din Skiebne, og som vi nu seer at dit Hierte der-

over er nedslagen og dit Ansigt forvendt, saa vegrer vi os ikke ved, at sige dig, men det

er endnu Tid, opløft din forskrækkelige Kloe, viis Forræderne, at du er vor retmeßige Konge, og at alle dem, som tør krænke den Ret, en Eenevolds Herre har, skal knuses for dit Ansigt.

Vore Skyldigheder imod dig, o! vor Konge! og vor Høyagtelse for din Gemalinde, vores Eenevolds Frue opvækker i vore Siæle anstændig Striid, tag vore Plagers Byrde bort, og viis Verden, at du er en Konge, som veed at regiere et Folk, som er dig lydig af Hiertet, og som længes inderlig efter at behage dig.

Hesten.

Seer I vel, mine Venner! de sørgelige Ahnelser, som har plaget mig, har været visse Forvarseler for de Ulykker, man har opdaget i disse Tider, og som truede vor elskelige Konge.

Lader os løbe til vor Herres Moder og Broder, for at bede dem om Hielp, og for at til intet giøre Strutsens formeente og falske Myndighed, som har forbunden sig med mægtige

Dyr, for saa meget desto bedre at bringe det formastelige Stød, og naae sin Hensigt.

Lader os fordoble vore Kræfter, for at faae en retmessig Hævn over dette nedrige og formastelige Dyr, som har tordt tragte efter vores dyrebare og retmessige Regenters Dage.

Lad os skynde os! Øyeblikkene ere vigtige, naar Nøden er haard, spilder vi endnu et Øyeblik, bliver vores Hævn til Intet.

Her blev en sørgelig Paus og Ophold, og en Taushed af nogle Oyeblik overveyede en vigtig Sag; men strax derpaa faae jeg Markene i Uroe, Fællederne fulde af halvsovende og halvvaagne Kreaturer, men en almindelig Bevægelse bragte alle ud af en bedragelig Drøm, som næsten havde tilintetgiort Dyrenes heele Rige.

Og deres Eenevolds Herre kom ind i en rolig Forfatning, som han vor vandt fra længe nok; men Roeligheden vor endnu ikke fuldkommen.

En huul og uforstaaelig Lyd udbredte sig i Markene; Skovene klingrede af Ulvenes Tuden, af Slangernes Hvislen, og de andre Dyrs Brumlen, da en klar, men majestætisk Røst lod sig høre i Luften, og man hørte overalt disse

Strutsen skal omkomme; Strutsen skal omkomme.

Derefter saae jeg en Mængde Rovfugle at bemægtige sig et Bytte; dette Bytte var den ulyksalige Struts.

De førte den meget lempelig imellem deres Kløer, da de havde trækken ham ud af Løvens Bolig; derefter førte man ham ind i en mørk og vel forvaret Huule.

Man løb tilsammen overalt i Markene, og man talte ikke om andet, end om Strutsens Skiebne. Noget derefter faae jeg sex Paradeheste, som bar Løven tverts igiennem Folkemængden paa en Triumphvogn; Luften blev opfyldt med disse Glædeskrig: Længe leve Løven med sin høye Familie.

Der var endnu nogle Dyr, som var Strutsens Medskyldige; de blev førte i Fængsel, den eene efter den anden; og man giorde deres Proces.

Løvinden, blev ført i en Fæstning, som ligger i Dyrenes Rige. Da nu denne indviklede Sag var bragt til Endelighed, saa fløy jeg han paa et andet Stæd, for at høre Dyrenes Betænkninger over denne sældsomme Sag. De vare saaledes som følger:

Dromedariusen.

Usle og elendige Kreatur! formastelige og lastværdige Struts! du fortiener tilfulde din Skiebne, siden du selv har tillavet dig den.

Naar hørte man et Dyr af denne ringe og foragtelige Klasse at gaae saavidt med sin formastelige Dumdriestighed, som denne Struts. Da han første Gang lod sig see ved Løvens Hof, tænkte man, at han var et got retsindig, oprigtig og velgiørende Dyr; thi han saae meget tosset og eenfoldig ud, men jeg, jeg mærkede nok igiennem hans skumle og barske Aasyn, at der stak en Skielm i hans Trøye, og at han kuns ventede paa en beqvem Leylighed, for at lade sine Skalkestykker komme for en Dag.

Denne ulykkelige Leylighed varede ey længe, førend han viiste hvem han var.

I Førstningen ansmigrede han sig i vore Huners Gunst, men da han mærkede, at de ikke vare formaaende nok til at hielpe ham i de nedrige Trækker, han spekuleerte paa, saa vendte han sig til en anden Side, og fik Løvinden paa sin Side, for at være saa meget desto vissere paa sin Sag.

Men siig mig dog, mine Venner! naar saae man nogensende de slette Hensigter at lykkes,

som man har fattet imod Løven, vor Konge? Men aldrig.

Man har alletider seet Forræderne at beskiæmmes, som har tordt krænke den Ærbødighed, som alle Jordens Kreaturer skylder Løven.

Hvorleedes torde da det nedrige Kreatur, Strutsen stole saa formasteligen paa at see sin Nedrighed at lykkes ham? Al denne heele Sag ind befatter en stor Vigtighed, og jeg er færdig at troe, det hemmelige Rygte, som man høer overalt i vore Marke; Strutsen skulde ellers ikke have tordt bringe sin Uforskamenhed saa vidt, det er meget naturlig.

Kameelen.

Ey! min Broder! det er meget naturlig, at et Dyr søger at komme i Venskab med dem, der giør ham got, var det end og med Mennesker; hvad Under da, at denne stakkels Struts har giort alt sit Muelige, for at vinde Løvinden og hendes gode Venners Hierte?

Svinet.

Min Hr. Kameel! du er uden Tvivl en af den gode Strutsens Medskyldige; troe mig! vidste jeg det vist, skulde du strax være vis paa, at blive arresteret.

Biørnen.

I Løvens Rige har der altid været nogle snedige — Fiender. De har indsneget sig i HovedStaden under det Paaskud at de vilde forandre Løvens Stat, og at bringe de samme Skikke og Anordninger ind i Loøensborg, som bruges iblant de udenlandske Dyr.

Man har altid havt den Ulykke ved Løvens Hof at troe disse Skielmeres bedragelige Evangelium; de har indrettet sig derefter, forskandset sig, og har vunden Løvens Kierlighed paa en altid lastværdig Maade.

Det er ikke længe siden at Tranen begav sig til dette Hof; neppe var den bleven synlig der, førend man tænke at det var en Gave af Pan; men erindrer I det ikke, toe Dage efter dens Ankomst begyndte den allerreede paa sine Skielmstykker, var paa Udkik efter Løvens Hierte, og der feylte kuns lidt i, at den jo havde faaet Overhaand, hvis ikke nogle oprigtige Venner, havde faaet den bort fra Løvens Aasyn. siden den var en offentlig Foragelse og Anstøds-Steen, og derfor førte den ud af Riget.

Ulven.

Det har altid været Løven borgs Skiebne, at see hos og om sig en stor Mængde fremmede Dyr; denne formastelige Flok har klinet sig til vor Hof, som en Sverm Bier til Frugttræet. Disse Fremmede har udsuet vore Stater lige indtil Marv og Been, uden at blive foruroliget i deres offentlige Tyverier; men da Løven blev klarseende, da Strutsens Sag blev undersøgt, vil han ikke herefter overlade Regieringen til de fremmede Dyr, som, i hvor troe de end kan være, aldrig vil være saa oprigtige som de Indfødte.

Jeg forlod dette Sælskab for at faae at vide, hvad der var Aarsag til et ærværdig Sælskab, som jeg mærkede i en Plan, lige over for Løvensborg; jeg hørte, at man kalde det Commissionen som var sat til at dømme i Sagen imellem Løven og Strutfen. Sælskabet var sammensadt af ni Dyr: en ung Løve, to Elefanter, et Nashorn, to Kameler, to Biørne og en Poppe, som var Tilspørger og Protokolist tillige.

I Førstningen spurgte man op og ned, frem og tilbage, for at fange Strutsen i sin Trædskhed; men han havde tabt Modet fra det Øyeblik han blev arresteret, saa at han bekiendte al hvad man forlangte at vide.

Efterhaanden som man kom fort i denne indvuklede Sag, opdaget man nye Skielmstykker; thi det blev ikke ved det, at Strutsen havde indbragt Elendighed og Ødelæggelse i Løvens Stater, men den havde giort anseelige Tyverier.

Saasom Strutsens Natur i Almindelighed er at nedstuge og æde Jern, saa tænkte vi, at denne havde samme Smag, men langt fra.

Den opslugede alt Guld og Sølv, der var omkring den, saa at der feilte ikkuns lidt, at han jo havde opædt hele Løvens Kabinet med samt Dørrene og Laasene.

Man har mærket, at alle Fremmede, saasnart de ere kommne ind i Løvens-Egne og Grændser, bliver betagne af denne umættelige Sult; de ere færdige at opæde lige indtil Spænderne paa vore Psalmebeger; men siden vi taler om Bøger, bruger Dyr

ogsaa Psalmbøger? — Dette er en anden Sag.

Jeg sagde det i Begyndelsen, at jeg var fuld af Spas, ogsaa got som de andre Lustgeisters Hofnar.

Hvad vilde vel for Exempel vore lærte danske Fruentimmer sige, hvis de ikke havde funden i disse Historier andet, end en Dynge af en tør og dræbende Sædelære?

I Sandhed dette vilde have foraarsaget dem Qvalmer. Og vore skinhellige Fruentimmer, de vilde have kastet mig i Hovedet heele Gievner fulde af Bebredelser og ikke forladt mig en Forbrydelse af dette Slags.

See derfor har jeg blændt i Halen paa mit Værk nogle Granløyer, for at forlige mig med den heele galante Verden.

Og her ender sig den første Akt af Strutsens Sag; saasnart man har endt hans Proses, for at begynde paa Henrettelsen, begynder jeg at tage min Pen, for at udgive den anden Deel af mine nye danske Historier.