↩

Den 124 Aar

gamle norske Bondes

Børge Olsens

Syner

som han har havt i Aaret 1672, 14 eller 15 Dage for Kyndelsmisse,

utrolige Ting,

og Tanker om

høie Hemmeligheder.

Til Trykken befordret

ved hans Sønne-Søn

Ole Børgesen.

Kiøbenhavn 1772

Trykt og findes tilkiøbs hos Johan Rudolph Thiele, boende i store Helliggeiststrædet.

2
3

Erindring til Læseren. Et udkommet Skrift, kaldet Nøiere Underretning om Børge Olsens Syn og Tanker om Hemmeligheder & c., i et Brev til hans Sønnesøn Ole Børgesen, anlediger mig til paa nye at gribe Pennen fat.

Hvor nøgne de Grunde ere, ved Hielp af hvilke bemeldte Skriftes Forfatter vil

binde Folk paa Ærmene sine Opdigtelser, kan blant andet tydelig sees af pag. 10. hvor han vil indbilde Folk at Skifteretten kan have forholdet Manuscriptet, efter min salig Broder, da der dog tydelig staaer i det 1771 udgivne Skrift, paa den 3die Side i Fortalen, at min Broder sendte mig det da han blev syg, paa det, det ei efter hans Død skulle falde i andres Hænder. Pag. 13. siger benævnte Autor i den 20 Linie: randt mig ned paa Skieg: get, da dog min Bestefader aldrig bar Skieg, men ragede sig 3 Gange om Ugen med sin Tellekniv. Efter Deres sigende, bestaaer Bogen af Natte- og Middags-Drømme.

En aabenbare Usandhed! min Farfader sov aldrig om Dagen, og aldrig nogensinde gav Agt paa, mindre optegnede sine Drømme; nei, Drømme-Værker

overlod han til saadanne, som De og Deres Lige.

Videre min Herre! De siger at Deres Fader boede i hans Naboelaug, vær saa god at sige os paa hvilken Gaard han boede, og har de vel nogensinde kiendt Skolemesteren Conrad Runemoen, og ved hvad Lejlighed stal de faae min Farfaders Manuscript i Hænder?

Giør Rede for dette, om De kan, men tag Dem i Agt for, at ei Deres Maal røber Dem, og viser De er en Gallilæer.

Paa den 8 Side af Deres Skrift staaer til Slutning Jus Talionis, den gode Mand kiender jeg ikke, og ifald det skal være Just Talvogen, som De kalder saaledes paa et fremmed Sprog, da

skal han være mit Vidnesbyrd, at De har Uret; thi den gode Mand har min Moersøster til ægte, er min næste Grande, og veed meget got Beskeed om alle Ting.

Paa Børge Olsens Vegne,

Skoleholder Loci og Medhielper.

8 Det Dyr, som du haver seet, haver været, og er ikke, og skal komme op af Afgrunden, og fare bort til Fordærvelsen, og de skal forundre sig alle som boe paa Jorden.

Omtrent 14 eller 15 Dage for Kyndelsmisse, Aar efter Guds Byrd 1672, havde jeg følgende Syn om Natten.

Det var just paa den Tid at Nyeaars Nye var 4 Dage gammel *), i det første Qvarteer, da jeg laae om Natten paa min Seng, og ei kunde sove, at følgende aaben: baredes for mig, omtrent Klok. imellem 12 og 1 Slet om Natten.

*) Den første nye Maane man faaer paa det nye Aar, falde Bønderne og den menige Mand i Norge Nyeaars-Nyen.

I der jeg laae og tænkede paa de fremfarne og de tilkommende Tider, see, da blev Himmelen med et ganske oplyset, og Skinnet af den klare Himmel opfyldte mit Kammer med sin Glands og der blev saa lyst som den klare Dag.

Jeg stod derfor op og gik hen til mit Vindue, og da saae jeg følgende paa den opklarede Himmel:

Syvstiernen lod sig tilsyne, omgivet med en Glands af Farve og Skikkelse ligesom Morgenrødens, og see den Kiempe, som stod i Syvstiernen, saae ud af Skikkelse og Yndighed at see til, ligesom man afbilder det yndige Foraar.

Runt om Syvstiernen vare mangfoldige mindre Stierner, der alle gave et meget behageligt Skin, nogle af dem bleve halv fordunklede, og nogle, beholdt sit Skin.

Derpaa udgik en Røst af hele Luften som raabte og sagde: Syvstiernens Glands blive evig, Kiempens Slægt varer evindelig, den ganske Befæstning haaber paa Kiempen, opfyld vort Haab.

Kiempen smilede, bukkede sig og sagde: en Engel skal opfylde Befæstningens Haab,

Haabet skal blive fuldkomment førend Morgenrødens Glands forsvinder, og hele Befæstningen raabte Amen! Halleluja! Kiempens Slægt skal bestaae evindelig, en Engel skal komme, vort Haab skal opfyldes, Amen! Haleluja! Morgenrøden vare længe! Kiempen blive evig! syv Gange syv legges til Syvstiernen. Halleluja!

Og see der kom en Engel fra hin Side af Befæstningen, og Kiempen sadte en Krone paa dens Hoved; men der blev ei lyst paa Befæstningen da den kom, og alle forundrede sig. Ja Engelen selv stirrede rundt omkring sig; men en Røst blev hørt som sagde:

Da Lyksaligheden nærmede sig til den 5te Alder, var hele Befæstningen idel Glands ved Engelens Komme; thi da kom en Fredens, en Glædens Engel, Lyksaligheden, Syvstiernens Ophav og Kiempens Oprindelse; Syvstiernen ligner Lyksaligheden, og Kiempen er som den gode Engel der var dens Aarsag, men Befæstningens Mørke bebuder forunderlige Ting, og Kiempen bliver ei fornyet med denne Engel, thi den er ei Lyksaligheden lig, og ei Kiempen værd.

Den vil formørke Syvstiernen, men dens Glands er uovervindelig, og Engelens Hensigt skal sees af Myriader, og dens Navn skal indføres i Beskiemmelsens og Forglemmelsens Bog; — men da, da skal Syvstiernen skinne dobbelt, og Kiempen blive fremdeles uovervindelig.

Alle Stiernerne bukkede, alle Stiernekredserne neyede sig, de bleve alle tause og forundrede ved denne Røst, men efter al Anseende, hørte ei Kiempen denne Røst; thi han vedblev at smile til Engelen, alle gave Agt paa Engelen, ingen blev den mørke Stierne vaer, og Befæstningen haabede; ja den raabte: den sidste Engel er som den første, Lyksaligheden liig!

Men Røsten svarede: Giv Agt pag det Tilkommende. Jeg vil tælle 10 Gange 10, fra denne Time, da, da skal Sandhed høres, da, da skal Sammenhængen erfares, da, da skal Kiempen blive underrettet, Hemmelighederne skal aabenbares, gruelige Ting skal høres, Befæstningen skal bæve, men dens Angest skal igien forgaae, og Syvstiernen skal fees paa nye.

Og see Syvstiernen gik bort, men Engelen blev tilbage, Syvstiernen kom igien, Kiempen smilede bestandig, og hele Befæstningen rosede Engelen.

Men see! der kom en Fugl, at see til som en Strutsfugl, vældig og stor, dens Vinger vare udvendig at see til hvide, men under Vingerne var den sort som Natten; den holdte sig til Kiempen og Kiempen gav den at æde af sin Haand, den nærmede sig til Engelen, men Engelen trak den til sig og stak dens Hoved i sin Barm, og see den blev bestandig hos Engelen, og hvor Engelen gik fulgte den med.

Da lod Røsten sig atter høre og sagde: See nu Engelens Art, Afguderie er i dens Hierte, den bøier sig ned for fremmede Guder, og glemmer Kiempens Vælde.

Og see der stod ved Engelens Side, en mindre Engel, at see til som et Drengebarn, Engelen saae skievt til den, og Strutsen huggede hemmeligen efter den, men Syvstiernens Kiempe talede til den med en vennefuld Smiil.

Strutsen kom alt nærmere og nærmere til Engelen, men Kiempen blev mere og mere Tankefuld.

Men da begyndte adskillige Stierner at forsvinde, og da TOTTO forsvant, da sukkede hele Befæstningen.

Men Røsten lod sig atter høre og sagde: sukke ikke, den gode Samvittighed skal igien triumphere, naar Engelen, Strutsen, Behemot, og alle Rovfugle ere besnærede. Jeg vil lade Eder beholde Astræa, Egetræet skal blomstre, Køllen skal blive, Kiempen har den beste Moder og Freden er hans Broder, de skal være retfærdige som Astræa, rodfæstede som Egetræet, og de, de skal nedflaae med Køllen, og Befæstningen skal blive frelset i den beleilige Tid.

Men see, Kiempen blev mindre og mindre at see, og man saae ham ei i sin sædvanlige frydefulde Gestalt.

Engelen blev mere og mere almindelig, Strutsen vigede ei fra den, — Befæstningen blev mere og mere formørket, Stiernerne skjulte sig, lutter Cometer og Irrlys bleve seede, et falskt Skin og en svag Glands udbrede sig hist og her paa Firmamentet, og Røste lod sig igien høre:

See til raabte Røsten, see nøie til, er ikke dette falske Blink Gienskinnet af

Sodomas Flammer, og Billedet af Gomokræ Luer? Engelen vil skiule sin Vedderstyggelighed, og giør hele Befæstningen til et Ninive, de Ærbare sukker, Retfærdigheden fnyser, men Kiempen veed det ei. — Og der kom en Lyd af hele Befæstningen som raabte med Bedrøvelse og megen Længsel, sigende: Syvstiernen et fordunklet, og hvor er Kiempen, hvor er den Vældige, den elskede Lyksalighedens Søn, vort Haab?

Men Engelen rystede med Hovedet, ligesom den der vil give Mishag tilkiende, den lod udflyve adskillige hemmelige Ruller, og man fortalte til hele Befæstningen, at Kiempen var sig ei selv mere lig. Nogle faa troede det, men alle sukkede og længedes efter Kiempen.

Man hørte en Buldren paa Firmamentet, og en forvirret Lyd af Instrumenter og Mennesker, Vellyst og Løsagtighed stod malet paa alles Pander, som hoppede omkring, og traadde paa Dyd og Ærbarhed.

Men Røsten raabte, see, see, disse ere drukne af deres Horeries giftige Viin!

Engelen blev derpaa noget borte med Strutsen; men Engelen kom igien, og havde

en ganske lille Stierne ved sin venstre Haand, Strutsen logrede for den, og Engelen omfavnede den, men hele Befæstningen fnysede, dens Formørkelse var tydelig, men ingen Røst blev hørt, og i al den Tid blev ei Kiempen seet. —

Derefter fremkom en stor Skare, som alle ginge og hældede med Hovedet. De vare alle bedrøvede og forbittrede, de saae alle op til Syvstiernen, og klagede sagteligen og sagde: Tør Strutsen udbrede sine Vinger, for at skiule Syvstiernen? Skal Engelen ustraffet dyrke Afguderi? Hvo tør ligne sig ved Kiempen, hvo kan længere taale den Forsmædelse?

Men Engelen og Strutsen lurede efter deres Tale, men kunde ei tilfalde forstaae den, og see, see, Strutsen havde en Kieve om sin Hals, derpaa var indgravet Engelens Navn.

Men Kiepmens Moder, lod sig tilsyne paa en anden Kant af Himmelen, og Freden, Kiempens Broder stod ved dens Side, og den vinkede af Astræa, den pegede paa Egetræet, og visede Køllen; men alle lagde Fingeren paa Munden, og nikkede ad Befæstningen, men Engelen og Strutsen blev det

ei vaer, og den største Deel af Skaren saae det heller ikke.

Engelen og Strutsen talede immer venligen med Astræa, men Røsten lod sig høre og sagde: Astræa er dem alt for klog.

Derefter blev en sagte Mummel af hele Skaren, Frygt, Mistvivl, Vrede og Hevn faaes i alles Ansigter, den ene faae paa den anden, men ingen turde tale, og alt hvad man kunde forstaae, var det, at alle raabte paa Kiempens Navn. O! vor Kiempe! vor Vældige! vor Elskede! hvor er Hvor er Kiempen! hvor er Kiempen! var alles Raab. —

Derpaa blev hele Himmelen ganske formørket, og jeg hørte en Røst, som sagde til mig, frygt dig ikke, alle Ting skal blive oplyset, Tiden er for Haanden, Engelens Afguderie skal sees, og Kiempen skal igien blive stor, og jeg hørde en Røst fra den inderste Himmel, som sagde: Alt dette skal skee! —

Og see! — jeg gik igien hen til min Seng, og i det jeg laae og eftertænkede dette forunderlige Syn, see, da hørte jeg atter en Røst, som hviskede mig i Øret,

og sagde, forfærdes ikke, men bereed dig til at see forunderlige Ting, som ei er givet dig at udgrunde; men du skal nøie bevare alle Ting, og naar 10 Gange 10 er omme, da bliver Dagenes Tal fuldkommen, og da skal det aabenbares, som endnu er skiult i Skiebnens store Ring.

Jeg hørte denne Røst 3de Gange og da blev mit Kammer ganske oplyset, jeg saae en Glands, som af utallige Speiler og Lampetter, jeg hørte en Lyd, som af alle Haande forunderlige Instrumenter, og jeg syntes mit Kammer blev uendeligt stort og aldeles forvandlet for mine Øine.

Men en Røst sagde til mig, du vil see meget som du ei forstaaer; — men giv

nøie Agt, og jeg vil oplyse dig om det du bør at vide. See nu nøie til: — og da saae jeg følgende sælsomme Ting:

Jeg syntes som mit Kammer vrimlede af Tusinde forunderlige og ulige Gestalter,

der alle vare prægtige, men ganske ukiendelige, thi jeg kunde ei see deres Ansigter, men det jeg saae, lignede Mennesker. Der kom een, og Røsten hviskede til mig, det er Astræa, hiin, sagde den er Eegen,

og denne er Kiøllen, der sagde han kommer Kiempen og Freden, der er Engelen, Be hemot, Strutsen, Gerill, Falken og andre Rovdyr, og jeg syntes, Strutsen og Falken huggede hemmelig efter Kiempen; Freden og Kiempen elskede Uskyldigheden; Astræa, Eegen og Kiøllen, var idelig i Bevægelse, rundt om Kiempen og Freden og Uskyldigheden.

Og Røsten sagde: Her arbeide Hensigter, her forhindres Redelighed, Forræderen er aarvaagen og Melver, Troskab er bekymret og seer runt om sig; Kiempen, Freden og Uskyldigheden efterstræbes, Faren er nær, Kiempen veed den ikke, og Myriader skielve, men Alfaderen skal bevogte Kiempen, og denne Time skal aabenbare Engelens Afguderie, og Hævnen skal nedstyrte dens Afgudsbilleder.

Herpaa syntes mig at høre en stor Tummel, en forvirret og sagte Lyd, der indjagede mig saadan Ængstelse, at den kolde Sveed ned flød af mine Kinder.

Jeg syntes at høre en Lyd, som af Kanoner og Bøsser, en gruelig Klang som af mange Vaaben. Jeg syntes som jeg hørte Sukke, Forbandelser, Raaben og Skri-

gen, Mord, Død og Plynderen, og midt under alt dette, hvor er Kiempen? lader os hevne Kiempen, lader os ei levne Steen paa Steen i Forstyrrernes Boliger! Ungesten betog mig saaledes, at jeg fast tabte alle mine Sandser; men Røsten hviskede til Mig: Vær ei mistrøstig, dette betyder intet, det er ikkun et Forbud om de Ting der kunde have skeet, men ikke skal skee; thi Retfærdigheden vaager.

Derpaa forsvant med et den hele Forestilling i mit Kammer, og i det samme faae jeg Himmelen igien blev opklaret; jeg stod op og gik hen til mit Vindue, der blev jeg atter Syvstiernen vaer, og Kiempen i Syvstiernen; den var omringet med en Skye, hvis Lys og Farve var som Dagbrekningens, og en dyb Tavshed herskede paa hele Firmamentet.

Og see, da syntes mig at see en Skikkelse som et Fruentimmer, med en Krone paa Hovedet, Omhyggelighed, Livsalighed og Kierlighed lysede udaf dens Øine og en betydelig Bekymring var at see i dens Miner.

Daa den hørte Side gik Freden, ligedan af Udseende, og begge deres Klæder vare hvide og skinnende, og paa den venstre

Side gik Astræa Egen og Kiøllen, paa dem alle stod skreven den uforfalskede Ærlighed.

Og de ginge alle hen til Kiempen og Fruentimmeret med Kronen neiede stadselig for Kiempen, og Freden hilsede ham, og de andre stode runt om Kiempen, og Kiempen omfavnede dem og hilsede dem kierligen.

Og see, de talede noget med Kiempen, men Indholden blev mig ei given at forstaae.

Men jeg saae Kiempen, fremtog en gylden Griffel, og dyppede den i Azur blaae Farve, og han skrev noget paa en Tavle, og da bleve Astræa, Eegen og Kiøllen satte i Bevægelse. — Men Kiempen, Fruentimmeret med Kronen og Freden, ginge bort, Astræa, Eegen og Kiøllen bleve tilbage.

Derpaa aabnede Himmelen sig paa en anden Kant, og see, da saae jeg, at Astræa gik hen til Engelen, Eegen til Behemot, og Kiøllen til Strutsen. Og Engelen slog om sig med sine Hænder, og talede forfærdelige Ting, men Astræa smilede.

Og Eegen nedflog Behemot med sine Grene, og Strutsen skielvede for Kiøllen.

Derpaa saae jeg, og see Engelen blev tans og see, der fremkom en Vogn og en

Reisnere, og Engelen steeg op paa Vognen, og den foer Afsted som en Lynild.

Derefter faar jeg en Skikkelse som et Bierg, og see der kom en Haand udaf Skyen, som kastede Lænker paa Bierget, og en Røst sagde: Her groe de giftige Urter, men aldrig skal her mere vore Græs, og Bierget blev borte for mine Øine, og det foer hen imod Østen.

Derefter faae jeg Behemot og Strutsen, begge med Vogne og Reisnere, og de foere begge hen imod Østen.

Derefter blev Himmelen ganske opklaret, og Syvstiernen lod sig igien tilsyne, dens Glands var overmaade behagelig, og dens Skin uforligneligt; Kiempen var i Syvstiernen, hans Anseelse var angenemmere end den yndige Morgenrødes, og hans Ansigt mere vederqvægende end Duggen, og Fredens Billede var paa hans Side, og vigede ei fra den, og en Røst blev hørt som sagde: hvor got og livsaligt er det at Brødre ogsaa boe tilsammen.

Og Syvstiernen foer rundt om den hele Befæstning og Kiempen og Freden, og hvor den foer frem, hørtes idel Glæde og Frydeskrig af den hele Befæstning, som raabke: Hallelu-

ja! Halleluja! Halleluja! lovet være Kiempen! glæd dig du hele Befæstning! vi see vor Glæde! Lyksalighedens Søn er frydefuld! Syvstiernen lindrer! Kiempen smiler! Engelen, Af guden og Behemot, og Berget, og Gerill, og Falken ere borte! de ere forsvundne som Dug for Solen! De ere bevarede til sin Dag i bøflen! men Kiempen lever, og Kiempen er frydefuld! — Velsignet være den kronede Visdom og Freden! prise Astræa og Eegen og Kiøllen! og Kiempen smilede og sagde: Den Kronede skal være min Glæde, Freden min Trofaste, Astræa skal prydes med min Ære, Eegen skal grønnes, og Kiølen skal findes i min Bannere! og halve Befæstningen fulgte med og efter Kiempen, og raabre bestandig Halleluja! og Kiempen nikkede ad dem, og hele Befæstningen blev idel Lys og Glæde.

Men see, da hele Befæstningen var oplyset, og da jeg allevegne hørte Halleluja og Frydeskrig, see da hørte jeg en græsselig Tummel fra mange og adskillige Stæder paa Befæstningen, og jeg hørte en Sørge- og Klage-Lyd blandede sig iblant Frydens Raab, og da jeg derover blev faare forfærdet, og ei kunde begribe hvad de skul-

le betyde, da talede en Røst til mig og sagde: Frygt dig ikke, den Buldren du hører er Frekheds utøilede Iver. Man vanærer Glædens Helligdom og besmitter Frydens Tempel med Vold og Ran. — Fortrydelse over Engelens Afguderie, har opvækket en Forstyrrelse i Gallilæa, den blinde Nidkierhed har gaaet over Grændser, den har beblandet sig med Voldsomhed, den overtræder Billigheden, krænker Retfærdigheden, og de som burde være Glædens Børn og Fornøjelsens Sønner, ere udartede til Biørne og Tigrer.

Og see det blev Kiempen kundgiort, at nogle forstyrrede Befæstningen, og Kiempen blev fortørnet, og rystede med Hovedet og sagde: Aldrig elskede jeg Grusomhed, hvo hvo tør formaste sig imod min Godhed, og hvo vil være ond paa min Frydetime?

Da blev hørt en Røst af Myciader, som sagde: o! du Mageløse, du Livsalige, vor Kiempe! du som er idel Godhed og Maade! hele Befæstningen ved at det mishager dig.

Og Kiempen vinkede med sin Haand, og see, da udfoer en Hær af gloende Ryt-

tere, og de adspredede de Fortumlede og Voldsomme; og de ynkelige Raab ophørte, og hele Befæstningen blev igien rolig, og man hørte ei andet end idel Frydeskrig Velsignelser, Halleluja, Tak og Lov for Kiempen, den Kronede, Freden, Astræa, Egen og Banneren, og hele Befæstningen raabte Halleluja! og 3 Gange Halleluja!

Og Kiempen talede og sagde: Jeg vil fremkalde min Dom, Retfærdigheden skal være imellem mig og Engelen, jeg vil ei bruge min Magt, men hele Jorden skal prise min Ret. Strutsen, Behemot, Gerill, Falken og Berget skal bevares til sin Tid, min Lov skal gaae over deres Isse, og deres Skyld skal hvile paa deres Hoved, men hele Verden skal kiende at jeg er ligesaa naadig som retfærdig. Men Freden skal Efterdags ei vige fra min højre Side, Totto skal komme nær til mig, og tillige med Astræa, Egen, Kiøllen og alle de Redelige, fortælle hele Befæstningens Skik, og Befæstningen skal blomstre ved min Kierlighed. — Da udgik en glædelig Lyd af hele Befæstningen, en Lyd, som tusinde liflige Instrumenters: Syvstiernens Glands for-

dobles; Kiempen smilede, og alle Ting bleve idel Fryd. — I det samme hørte jeg en Røst, som sagde: Alt det kommer fra min Haand; og da hørtes en Røst, som af 10 Gange 10 Tusende, der alle raabte: Herren er vor Gud, og ingen er som han! og see, i det samme blev Synet borte for mine Øine og Himmelen fik igien sin rette Skik.

Jeg opregnede strax dette Syn, for at beholde det i Erindringen, men saasom jeg ingenlunde kan begribe dets Udtydning, vil jeg overlade det til de klogere, og allene lade det være nok med at forsikre at jeg oprigtig har antegnet hvad jeg har seer, uden enten at tage noget fra eller lægge noget til. Dagen efter dette Syn havde jeg følgende Tanker, som jeg tillige har antegnet til de Skiønsommes nærmere Omdømme.

Tanker om høie Hemmeligheder.

Da den Deilige blev en Tiger, den Yndige en Troeløs; da Kaadhed gik for Æren Begierlighed for Pligter. Da den Ophøjede glemte sin Stand, da Formastelse vil-

de opsvinge sig over sin Magt, da blev dens Afgrund aabenbaret, dens skiulte Blussel blottet, og Afgrunden slugede sine egne Uhyrer.

Hvad er det for en Myg, som hisset flagrer ved Lyset? Har Ilden mist sin Kraft? Nei, see, det falder ned med afbrændte Vinger?

Hvo levede den Tid, da Slaven vilde besmitte sin Herres Ære og krænke hans Ret, og faae ikke at Herren opløftede sin Arm.

Æselet vilde dele Vælde med Løven, men Løven udstrækkede sin Kloe, Æselet blev sønderrevet, og Dyrene i Skoven frydede sig.

Hvo haver skiult min Ære, hvo haver besmittet min Helligdom, og et tillige følet min Arms Styrke?

Hvad ere disse for Ruller? bliver Vellyst en Frihed og aabenbare Synder en Ret?

Afhug den forvovne Haand som griber efter mit Hoveds Smykke! udstød den Ryggesløse, som besudler mit Leie, renser min Bolig, aftører mine Børns Graad!

Et Dække blev nedladt af den Ugudeliges Haand, det skiulte den Elskedes Aasyn og Ære, det bedække Sammenhængen, afbrækkede Fortroligheden, og bølgede Giften. Den udvendige Side var malet med alle-

haande vellystige Gestalter, og den inderste med idel Grusomhed.

Man gav Børnene giftige Kager at æde, som vare besmurte med Honning, man dyssede dem i Søvn med smigrende Sange, og gjords dem drukne med Vellysters Vin.

Man omvendte selv Naturens Orden, og neppe kunde man skille Qvinden fra Manden Qvinden vækkede offentlig sin Haand ud efter Boleren, og Skamfuldhed fandtes ei mere.

Buen var spendet alt for stærkt; men Pilen vendte tilbage, og foer ind i dens Hierte, som udsendte den.

Løven, Kamelet, Biørnen og Skorpionen legede tilsammen. Skorpionen stak sin Braad i Kamelets Skiød, Biørnen vendte sin Kloe mod Løven. —

Livsalighed kom fra den eene Øe til den anden, for at lyksaliggiøre den femte Alder, og i den syvende Alder vilde man hente Lyksalighed, men den forvandlede sig til Gift.

Mon Æblet falder vidt fra Stammen, og mon Vellystighed ei føder Utugt?

Da den Stolte og Vellystige lurede paa den Udvalgte, stod Oprigtighed og Troestab paa Vagt og fangede den i sine egne Garn.

Skikker hastig Bud efter den Bedagede, hans Raad er idel Viisdom; kom du Erfarne, din Samvittighed er din Muur! —

Jeg sagde til Troefasthed, du er min Moder og til Oprigtighed du er min Broder, og til Redelighed, du er mit Raad.

Afskær det hellige Baand, som er vanhelliget med Troldom og Afguderie.

Aabne dig du cimbriske Stad ved Vandet, du skal udlade Vederstyggeligheden lad den gaa hist over Havet til sin Stad, pas nøie paa at den ei vil komme tilbage med den Uretfærdiges Hevn.

Hvad bliver Ugudelighedens Dom? dens Blod kan ej aftvette dens Skam; men alle Dage skal fortælle dens Synd.

Henter tilbage de udgangne Ruller; mon ei Ulykken alt har i nogle Dele fæstet Rod? —

Skyen skal hastig blive adsplittet, Glæde skal uventet komme. Men mon ei Uforstandighed skal vanære Glædens Helligdom?

Rovfuglene formørkede Glædens Sol, og et Raab, ja et ynkeligt Raab blev hørt i Lama! — Engang skal og Norden prøve den Ulykke som faa ridt har vanæret

Sønden; men mon vor Ulykke dermed er endt?— Ja visselig.

Den fremfarne Tid har stedse havt sine Skiebner; men den Efterkommende skal blomstre, og Tiden skal give den Frugt; men til at oprette den forbigangne Misvext, udfordres nogen Tid.

Et kort Udtog

Børge Olsens Spaadomme.

Jeg er ikke en Prophete og Prophetes Søn, jeg udgiver ei mine Spaadomme for ubedragelige; men jeg optegnede allene mine Tanker, saaledes som de falde mig ind. Alderdom og Erfarenhed, har lært mig meget, Viisdom er skiult paa den Bedagedes Læber, og hvo veed om ei Eftertiden kan opdage det, som endnu er skiult for mig selv? Jeg vil dog optegne mine Tanker, sååledes

som de har faldet mig ind. — Den Viise grunde derpaa, og den Daarlige forarge sig ei over min Enfoldighed.

Foregaaende Fortale som stod oven over min Farfaders Spaadomme, har jeg ei vildet udlade. Dette er kun et kort Udtog af min Farfader Sraadomme, maaskee jeg med Tiden udgiver dem alle saaledes som de i hans Optegnelse forefindes.

Ole Børgesen

Naturen skal glemme sin Behagelighed, Nordens Kulde skal udbrede sig over Sønden, adskillige Plager skal trykke, Brødet skal blive rart, og Mangelen almindelig; men da, da ska! man høre uhørte Ting. — Ingen Helligdom skal være sikker.

Man skal stride med et langt bortliggende Land, man skal ombytte Krigen med Fred, men Freden skal ei vare længe.

Naar dette er skeet, da skal Naturen igien blive behagelig, Velstanden mere almindelig, og da skal fire Kronede paa engang findes i er Rige.

Søsteren og Broderen skulle knytte et dobbelt Enighedsbaand, paa tvende Sider; den ene Søster skal gaae den til en Broder, og hans Søster skal hentes af hines Broder, og det, det skal altsammen skee paa den Tid, at den største iblant Brødrene omarmer den anden Mage imedens den første endnu lever.— En vældig Hær skat ødelegge den anden; Maanen skal

ganske formørkes, men naar dens Formørkelse er størst, skulle Ørnene forene sig til dens Redning, og de Troende skal være Vantroens Skiold.

Den Enighed som har været imellem tvende Øer skal ei saa hastig ophøre, men een Lillie skal komme imellem, og Løven skal for en kort Tid blive ueens med Ørnen. Leoparden skal og opreise sig imod Løven, men de skal vorde hastig forligte. Naar man skriver 10 Gange 7 og nærmer sig til det 3 tal, da skal Ørnen klæde sig sort af Sorg, og ei langt fra den Tid, skal et betydeligt Blad affalde af Lilien

Ved de Tider, skal det blive aabenbaret som er skiult. Leder vel og I skulle finde at der kommer Guld fra Norden; grave nøie og maaskee I skulle finde mere Sølv!

Ved den samme Tid naar man skriver 10 Gange 7 og 2. Da skal en almindelig Plage lade af at blive saa fortærende, og da skulle eders Kiødgryder blive ligesaa fulde, som de Egyptiske. Men æde med Forstand og spare noget til den beleilige Tid. — Løven med sin Hellebard skal igienkomme i megen Anseende, man

skal kiende deres Mod og elske deres Styrke.— Nellebladet skal begynde mere og mere at visne, og hvo kan give det ny Kraft?

Naar 5 fra den Tid ere forløbne, skal Løven igien true den halve Maane, og Trufelen skal blive alvorlig. —

En Søemagt skal med Magt vilde trænge sig frem, men den skal finde Modstand og lide megen Skade.

Ved den 8 Tid skal mange iføre sig Sørgefloer og en stor Tvist skal begyndes om det efterladte Gods. —

Een Foreening skal blive begyndet, men ei fuldendetog deraf skal opkomme en stor Strid.

Fire skulle foreene sig imod tvende, men de fire skulle ei bestaae, inbyrdes Ueenighed skal hindre deres Anslag, og den 3 skal blive aldeles frelset og friet.

De som boe iblant Klipperne, skulle Hungre 3 Aar i Rad, dersom ei Forsigtighed, kommer Brødrene til Hielp i betide. —

Man skal seile der, hvor man før har pløiet, vogter eder derfor i Efterkommere, og tænker paa Raad førend Tiden kommer, den er ei langt borte. —

Den 124 Aar gamle norske Bondes Børge Olsens Syner, som han har havt i Aaret 1672, 14 eller 15 Dage for Kyndelsmisse, om utroelige Ting, og Tanker om høie Hemmeligheder. Til Trykken befordret ved hans Sønne Søn Ole Børgesen.

Den 124 Aar

gamle norske Bondes

Børge Olsens

Syner

som han har havt i Aaret 1672, 14 eller 15 Dage for Kyndelsmisse,