? Patriotiske Tanker I Anledning af Tal-Lotteriet. Skrevet den 1ste Martii af Philoplebis.

Patriotiske Tanker

I Andledning

Af

Tal-Lotteriet.

Skrevet den 1ste Martti

Af

Philoplebis.

Kiøbenhavn, 1771. Sælges hos Johan Gottlob Rothe i No. 8 paa Børsen.

2

3

Fortale.

Vi ere alle i Almindelighed be- tragtede, Lemmer i et Selskab, paa et og det samme legeme, hvor alle Deelene bør concureere til det Heeles Fuldkommenhed. Vore Pligter, naar de betragtes i deres ganske Omfang, bliver de samme her, som de ville blive i mindre Selskaber, hvor

4

4 det er enhvers Pligt, at befordre def gan- skes Nytte, uden at see hen til enkelte og og personlige Fordeele; intet er mere skadeligt i det borgerlige Selskab, end hvor en nedrigeegen Nytte er vor Handlingers Drivefier; thi derved sættes det almindelige Beste til side, ja undertiden glemmes det aldeles, da det det dog burde være den fornemste Gienstand for vore Bestræbelser.

ALdrig skrev jeg for det offentlige ei heller ville jeg lettelig have vovet det, (thi jeg maa tilstaae, det er aldeles uden for min Cirkel:) dersom en anden mere veltalende Philoplebis end

5

5

jeg i bedre Stiil, og med meere overtalende Udtryk havde ved denne Leilighed fremstillet sig for Publico.

Længe tauv jeg i saadant Haab, men nu, da det er slaaet feil, saa vover jeg at vise mig for Publico, som jeg er, i de Klæder jeg har — Lige- frem og uforstilt; Læseren man altsaa ei vente, at jeg iudklæder mine Tanker i en flydende Stiil, ziirlige Udtryk eller nogen vis Skrive-Orden, nok er det, jeg veed med mig selv, oger overbeviist om, at ei Had, Misundelse eller Egennytte, men allene en reen og usminket Iver for mit Fædrenelands almindelige Beste fører min Pen.

6

6

Erfarenhed paa mine Reiser har lært mig, hvor slette og grueiige Følger, det saa kaldte Tal-Lotterie anretter i en Stat; — Nogle faae beriges, da derimod Mængden forarmes og udsues- Jeg har selv forsøgt alle muelige Spille-Arter, dog uden nogen Tiid at vinde. — Jeg har ved samme Leilighed bemærket, til hvor stor og yderlig Raseri dm nedrige VindeLyst kan drive den gemeene Mand.

Philoplebis.

7

Længe tvilede man, om det saa kaldte TalLotterie skulde nogensinde ogsaa her blive indført, og komme til Virkelighed, hvor gierne havde ikke jeg, og hvor gierne maatte ikke enhver retskaffen Dansk Patriot have ønsket, at saa- dan Tviil havde bleven evig.

At Tal-lotteriet er det største Hazardspil, som kan tænkes, derom kan vel neppe nogen Fornuftig tvile, naar de allene med Eftertanke giennemlæser Planen, hvor det da let vil falde enhver i Øinene; af 90 Tal vinder ikkun 5; naar

8

8 vi altsaa giør Regning imellem 5 og 90ve saa bliver der 16 gange mere Rimelighed til at tabe end til at vinde; da det altsaa i sin Natur, Art og Beskaffenhed er et virkelig stort Hazard- Spil, saa flyder deraf, at Følgerne bliver de samme, nemlig: at af 100 neppe en vinder, naar derimod de 99 maa tabe.

Her maa Læseren holde mig til gode, at jeg ved denne Lejlighed, ei kan undlade at giøre nogle Anmærkninger i henseende til Hazard-Spil, som nu (skiønt imod den viiseste Konges Villie og Forbud) ere alt for gængse.

En Spiller, taget i den egentlige Forstand, spiller alletider for at vinde, taber han, saa forcerer han Spillet i Tanke at gienvinde det tabte, vinder han, saa tænker han ved at forcere Spillet at vinde meere og paa engang at blive Lykkelig, bægge spiller i en og den samme Hensigt, indtil de endelig spiller sig selv fattige, de seer sig bedragne i deres Haab, de seer sig skilt ved deres Penge i Spil, de vil altsaa ved Spil igien

9

9 erstatte deres Tab, de laaner og giør Gield saa længe de kan faae at laane, ja undertiden griber de til andre ulovligere Midler, for at begynde Spillet paa nye, de driver det da til det yderste Point, for paa engang at blive lykkeligere, naar da, som oftest, Ulykken slaaer ind paa deres Side, saa skeer de sig blottede og udsatte for Mangler af det meest nødvendige, de maa da opfinde andre Maader til at bedrage deres Medborgere paa, de giør sig selv til de ulykkeligste og udueligste Mennesker i Staten, de, som ellers kunde være sig selv og Landet til virkelig Tjeneste og Fornøielse, det er jo en uforbiegængelig Følge af Spil, den, som sidder i et Spil- le-huus langt ud paa Natten, ja ofte til den lyse Dag, hans Legeme svækkes, hans Penge fortæres og forspilles og hans Tiid spildes, i Stæden for at gaae til sine Forretninger, hvor- til han dog desuden var ubebvem, lægger han sig til Søvns enten for at styrke det svækkede Legeme, eller og for ved Søvnen at glemme sit Tab, han sover til Middag, undertiden og længere, han drikker Thevand, spiser Frokost og MiddagsMad paa engang, ikke saasnart faaer han Ma-

10

10

den til Livs førend han maa paa Spille-Huset igien, saaledes lever han Dag ud og Dag ind, det bliver tilsidst saa væsentlig hos saadant et Menniske, at han derover ganske og aldeles forglemmer sine Pligter mod Gud, sig selv og sine Med-Mennisker; han skal, han maa spille, hans Tilbøieligheder kan paa ingen anden Maade tilfredstilles eller fyldestgiøres. De som opofrer sig selv og deres Tiid, Midler og ganske rimelige og evige Velfærd for en nedrig og forbandet Spil- le-Lyst, bliver omsider de udueligste Mennisker, de bliver Staten til Byrde, deres Slægt og Venner til Skam og Vanære, og sig selv til en utaalelig Last — Drikken, Ban-

den, Løgn, Bedragerie og Gudsbespottelser ere de naturligste Følger af Spil, og overalt har Spil den Magt over et Menniske, hos hvilket Det (faaer Indpas, at det af den dueligste og beste Borgere kan giøre den største Bedragere og Skielm. Herpaa vil jeg allene anføre et rø- rende Exempel) Le Briant et ungt Menniske i Paris, omtrent 24 Aar gammel, en Søn af en blank de riigeste og fornem- ste Kiøbmænd i Paris, haves fra sin Ung-

11

11

dom af, tegnet til at blive en nyttig Borgere for Staten og en Alderdoms Stytte for sin Fader, han opførte sig saa vel, at hans Faader i hans 22 Aar gjorde ham deelagtig med sig i sin Handling; den unge Henriette Florimont var den smukke Gienstand, for hvilken den unge Briant sukkede, hans kierlige Fader biefaldt hans Val, og lovede snart at giøre ham til den lykkeligste Ægtemand, og den gamle Florimont tog med Glæde mod der Tilbud, hvorved hans Dotter blev indlemmet i en saa riig og anseelig Familie, alle muelige Ting syntes ligesom at foreene sig for at giøre den unge Briant fuldkommen Lykkelig. Ved en ulykkelig Hændelse, møder han en Aften, da han spadserede, en af sine Be- kiendtere, som nødte ham saa længe, til han endelig overtalte ham at gaae ind med paa et Spille Huus, under Paaskud, at man ville soupere der - man spilte der, den unge Briant blev anmodet og opmuntret til at spille med, han giør det i Begyndelsen af Høflighed mod sin Ven, han taber alt hvad han har hos sig, han laaner hos sin Ven i Tanke at igienvinde det han har tabt, endelig maa han, da han er ganske Pen-

ge 199,

12

12 geløs, holde op, han gaaer bort med Løfte at møde ham paa samme Stæd for ar betale ham sine Penge; den unge Briant troer at Mangel paa Penge var Aarsagen til hans Tab, han tænker ved at forcere Spillet, at komme til Re- vange, han tager altsaa ganske anseelige Summer med sig; da de, der giorte Partie med ham, mærkede at han var hidsig, lode de ham i Begyndelsen vinde, men siden lidt efter lidt fordoblede og forhøiede man Spillet, de blandede endelig deres Kort saa got, at Briant spillede alle sine Penge bort, og giorde nye Gield; hans Hierte var for ømt til ar aabenbare sin gamle Fader det, og Summen for anseelig til at den længe kunde blive usavnet, en liden Upasselighed undskylte hans Udeblivelse, han levede immer i Haabet at Lykken skulle træde paa hans Side, og derfor continueerte Spillet; for ei at Pengene skulle saunes i Kassen, og for at have nok til at soutinere Spillet med, laante han betydelige Summer Penge imod sin og sin Faders Vexler, dog sin Fader uafvidende: imidlertid nærmer Tiden sig, han skal inden 2 Maaneder være den lykkeligste Ægtemand, den deilige Hen-

13

13

riette Florimont elsker ham, han deler sin Til- bøielighed endnu mellem hende og Spillet, han spiller endnu, han driver det immer højere, dog uden at vinde, undtagen naar man loed ham Undertiden med Fliid vinde for at opmuntre og ophidse ham paa nye; endelig bliver Henriette Florimont hans, han bliver elsket af den deiligste Persohn, han holder sig nu, men alt for sildig fra Spillet, de første Dage af hans Ægteskab tilbringer han i den største Lyksalighed, men imidlertid indløber Vexlerne, Summen er alt for stor og betydelig til at den gamle Briant (i hvor stor Hans Credit end var) kunde anskaffe dem, den unge Briant seer sig nu paa engang tilligemed sin gamle Fader henslæbet i et fælt Arrest Huus, hans unge Kone holder ham fast i hendes Arme, hun vil ikke slippe ham, men hans ubarmhjertige Creditorer agter knus lidet paa hendes Bøn og Taarer, de slæber ham saa got som bort, hun vil følge ham, hun vil lide med ham, men de vil ikke engang unde hen- de denne Trøst.. Nu seer den unge Briant i sig selv en Fader og en Kone-Morder tillige, han seer i sig selv Aarsagen til sin Faders, sin Kones

14

14

og sin egen Ulykke, Raserie og Fortvilelse be- mægtiger sig hans Sind og Tænkekraft, han anbringer sig hemmelig, paa Veien til Arrest-Huset, et Stik med en Penne-Kniv, som han bar hos sig, hvoraf han efter 2 Timers Forløb døde i den største Fortvilelse.

I Sandhed, jeg kan ikke uden største Medynk tænke mindre see paa saadanne Mennisker, der lader sig drage af en Nedrig Spille- og Vinde-Lyst saa længe til de omsider styrter dem selv i de elændigste Omstændigheder. Gid saa- danne i tide ville tænke dem om, og i det mindste lade sig røre af en Briants og en Beverlejs bedrøvelige Exempler.

Men at komme til Tal Lotteriet igien, da ere vist Følgerne deraf ligesaa slemme, som de af Hazard- Spil i Almindelighed, ja som oftest værre, disse ere ved den allerviseste Kongens gode Foranstaltning forbudne, saa man dog ikke saa frit tør øve dem, ikke heller kan gemeen Mand, der nødvendig maa bruge Dagen og Tiden til deres Handteringer, sin- de Leilighed til at forspille deres Penge i disse,

15

15

derimod er Tal-Lotteriet tilladt og priviligeret enhver kan altsaa frit uden Frygt og Tidsspilde forøde sine Penge derudi, i andre Hazard-Spil er Rimeligheden til at vinde og tabe ungefær lige, derimod i Tal-Lotteriet vinder ikkun hver 18de Tal, da følgelig de 17 taber, naar et vinder; Hazardten bliver altsaa ulige større, andre Hazard-Spil spilles i Almindelighed saa højt, at gemeen Mand ei læt, af Mangel paa Penge kan spille dem, derimod her i Tal Lotteriet, saa- snart en har 8 Skilling kan han strax faae en Lodseddel, ligemeget paa hvad Maade eller hvorledes han skal Vinde, nok er det han har saa og saa mange Nummere, dersom han endelig seer et af sine Nummere blant de udkomne, tænker Han strax han har giort sin Lykke, men naar han kommer til Collecteuren, bliver han strax over- beviist, om det, som er tvertimod. Planen til det saavel antagne og med saa mange Fordele begavede Lotterie Viiser os 5 Spille-Maa- den første, bestemt Udtræk, naar den bliver vunden betales Indskuddet 75 gange, Gevinsten kunde nok passere, dersom Umueligheden i at vinde et bestemt Udtræk ei var saa stor,

16

16

og følgelig Rimeligheden alt for liden; man be- tænke engang: der skal ei allene giettes paa det Tal af 90, som skal iblant 5 blive udtrakt, men det skal endogså i Forveien bestemmes, i hvad Udtræk det skal komme, idet 1, 2, 3, 4 eller 5te, saa om jeg f. Ex. har taget No. 17 og bestemt at det skal komme i andet Udtræk, og det kom- mer ikke precise i det 2, men i 1, 3, 4, eller 5te, saa vinder jeg dog ikke, i Sandhed, smu- ke Udsigter til at giøre Lykke for det Danske Publico; mig synes at de gierue kunde giøre Gevinsten for den 1ste Spilleart, lige med den for sidste Spille-Maade, begge Spillearter ere visselig lige urimelige, og vil blive lige sield- ne. Den anden Spilleart, Udtræk, er ikke just saa urimelig, det kan vel undertiden treffe ind, at jeg af 90 kan treffe et Tal, som bliver udtrukken blant de 5; men hvad for en Gevinst? Indskuddet 15 gange betalt, det er virkelig, efter mine Tanker, ei Belønning nok for saa stor en lykke. At spille på Amber den 3die Spilleart og

Terner den 4de Spilleart, synes mig, naar

17

17 man endelig vil spille i dette Lotterie at være de riimeligste Spillemaader; thi her er dog Gevinsterne temmelig proportionerede. Vel er det sandt, at der ikke hør en liden Lykke til, blant 5 Tal at faae 2 connecterede Tal ud, og endnu en større til at faae 3 ud; men slaaer det ind, saa faaer jeg dog min Hazard i den 3die og 4de Spilleart lovlig nok betalt.

Den 5te og sidste Spilleart, som kaldes Qvaterne, faaer man, naar der vindes NB. sit Indskud 60000 gange betalt, dersom man faaer alle 5 Tal ud, da 300000 gange og det som endnu mere er: en Præmie af 30000de i Sandhed det er alt hvad trække kan, her viiser det saa vel antagne Lotterie sig i alle sine Fordele, her ere Udsigten til at giøre Lykke, som Planen siger, dersom allene en saadan blev nogensinde vunden, og naar den blev vunden, om den da blev betalt, en eneste er der vunden i al den Tiid Tal-Lotteriet har været til, men man hørte ikke, at den blev betalt, det var Ulykken; det er just den rette Lokkemad for et vindesygt Publico, de tænker det er dog mueligt, det kan engang treffe ind, det er intet at vove, 10, 12, eller

18

18

16 Skilling for saa stort et Haab, saadan Be- greb har den 1ste, den anden ligedan, og den 3die troer det samme og saa fremdeles; det er just Knebet i delte Lotterie, og det er just Aarsagen, hvorfore det soutinerer sig, Indskuddet er lidet, Haabet er stort, jeg lever immer i det falske Haab, og omsider, naar jeg har spillet i 10, 20 eller flere Aar, saa har jeg intet andet for mine Penge end at jeg i saa lang Tiid har haabet forgieves.

Det er nok uden tvivl i den 1ste og sidste Spilleart, at Forfatteren til Planen vil at det Danske Publicum ved betydelige Indskuddet skal probere deres Lykke, for at erholde anseelige Gevinster; jeg maa tilstaae en Grospherdt selv kan ei paa en smukkere og mere overtalende Maade opmuntre Liebhaberne til at spille frisk paa hans Weltkugel, ja hvem veed det? Maaskee han selv, eller og en anden af det høilovlige Mrk - skr - g - Selskab har været Forfatter til den Tydske Original.

Ingen kan negte, at det er jo en anselig Gevinst: at faae sit Indskud 330000 gange betalt, det kan gierne passere, ingen kan med Bil-

19

19 lighed klage over at den Gevinst er for liden, ja jeg tør forsikre paa dens Vegne, som vinder en saadan Qvaterne, at han skal være fuldkommen fornøiet dermed, ja at han endda oven i Kiøbet nok skal aflægge sin Collecteur med en betydelig Foræring.

Dersom mit ringe Raad maatte glelde noget hos den med den Kongelige Octroy benaade, de Derecteur, da skulle han saamænd bestemme, at deraf skulle afdrages 1\4 Deel af enhver saadan vunden Qvaterne, som skulde deles mellem Collecteurerne, det skulde være deres Løn, saa sparedes derved de 6 1/4 pro Cento, som han nu maa betale Collecteurerne, men dog hvad siger jeg? Det var jo et naragtigt Raad; thi da fik jo Collecteurerne slet intet; saa var der jo intet at pille af, hvem ville vel Da være hans Collecteurer i Kiøbenhavn? Intet er latterligere end at see Præmier og Gevinster at udsættes for Ting, som Umueligheden selv forbyder at existere, det er jo skinbarlig at sætte Folk, som man siger: en Voxnæse paa; thi hvor Tingen, hvorfor Gevinsten udsættes, ei kan existere, der kan jo heller ingen Gevinst erholdes, det er ligesom man f. Ex. ville udlove en Belønning for den, som ville reise til Maanen for at skaffe os sikker Efterretning, om dens Beboere, deres Levemaader, Sæder, & c. Dersom man havde ude

20

20 ladt den første og sidste Spilleart, og allene benyttet sig af Udtræk, Amber og Terner, saa kunde det endda være; thi saa blev Hazarden ei saa stor, og Gevinsterne ei saa tillokkende eller pralende, og følgelig loed Mængden sig ei saa blindt hen af en blot Vindelyst forlede til at spille, men det er just den snilde Opfinderes Kneb, at han har indrettet de anseeligste Gevinster for de Spillearter, hvoraf den første sielden og den sidste aldrig vinder.

Hertil vil man rimeligviis svare mig:

1) At 8, 10 eller 12 Skilling er af ingen Bekydenhed, at enten jeg har dem meer eller mindre, kan det ikke giøre mig nogen stor Forskiæl, men man seer lætteligen Hensigten, Spillet er i Særdeleshed indrettet for Almuen, der ei saa let indseer Spillets Natur og Beskaf- fenhed, og følgelig har man indretter Prisen eller Indskudet saaledes: dels at de, som kan undvære uden deres Skade, saadan en Bagætel, destolængere i Haab om engang at vinde, skal kontinuere Spillet, men i Særdeleshed, at den Vindesyge Mængde deslættere, skal lade sig forføre til at anvende endog det de nødvendig behøver til deres daglig Udkomme derudi; thi var Indskuddet høiere, saa var Lotteriet mindre farligt for Landet, men og tillige mindre fordeelag- tig for Bangeureerne, saa blev Almuen og den el-

21

21 lers i sig selv Fattige snarere afskrækket derfra, men nu maa enhver fattig Haandværksmand, enhver Arbeidskarl, enhver Tjenestepige, Sol- dater, Matroser, kort sagt alle i hvem de end- ogsaa ere, ja de fattigste Hospitals-Lemmer, nu maa de, nu skal de have i Lotteriet, i hvordan de bær dem ad, og det er just saadanne Folk der soutinerer Lotteriet, saadanne er det, der sætter det i Flor. De som i nogen Maade lader de Fattiges Omstændigheder være sig angelegen kan læt bemærke, hvor stor Forskiel 8 Skilling meer eller mindre kan giøre i en fattig Mands (Deco- nomie, og hvor stor Taksigelse man ved en Gave af 8 Skilling kan afpræsse en Fattig; hertil vil jeg allene, som et Exempel anføre ExtraSkatten, som dog allene er 8 Skill. maanedtlig, hvad Jammer- og Vee Klager har den ikke foraar- saget blant den fattige Almue i Begyndelsen indtil derved vor allernaadigste Konges Viise Anordning blev giort en Forandring i den.

2.) At det er en utvungen Gierning, at enhver har sin frie Villie og s. v., man tvinger just ikke Folk eller trækker dem ved Hals og Haar til at sætte i Lotteriet, det maa jeg vel nødes at tilstaae; men, har vel et med Vinde-Lyst befænget Publicum deres frie Villie længere i deres Magt. Lader de sig ikke som blotte Maskiner drive af en bar Vinde-Syge: i Sandhed, mig

22

22

synes, at lugten af det stækte Flesk i Musefællen er mindre farlig for Musen, end denne prægtigelokkemad (Man kan paa 8 eller 10 Skilling vinds saa og saa meget) for en enfoldig Almue: De spiller saa længe de have Penge, siden laaner de, naar de ei længere kan faae til laans, saa maa Klæderne holde for, og endelig søger de paa alle muelige, lovlige og ulovlige Maader at faae Penge, alleneste for at have den Fornøielse at bære dem hen til Collecteurerne, som giver dem et Stykke Papir derfor, og det er ogsaa alt hvad de faaer for deres Penge, det er dem og ligemeget, naar de kuns har en lotterie-Sæddel, saa er det fornøiet, saa tænker de, at deres lykke er giort: Herpaa vil anføre et levende Beviis: En Tiener, som bragte mig et Brev i Dag, reev uforvarendes en LotterieSæddel op af sin lomme tillige med Brevet, jeg spurgte hvad det var? Han svarte mig at det var en lotterie-Sæddel, og at han havde givet 3 Mark for den, jeg spurgte videre: paa hvad for en Spilleart, han tænkte at giøre sin lykke? (han viste ei hvad jeg vil sige dermed) ved dette Spørsmaal studsede han, og svarede at han allene havde forlangt af Collecteuren en Lotterie- Sæddel til 3 Mark; man kan let slutte, hvad for et Slags, en fornuftig og habil Col- lecteur, naar det staaer i hans Magt, helst udgiver.

23

23

Enhver Fornuftig og Uegennyttig indseer altsaa lættelig de foskiællige og ulige Virkninger, som flyder af Tal-Lotteriet, nogle faae beriges, da derimod Mængden, som dog udgiør den største Deel af Staten, forarmes og udsues, 16 eller 17 Collecteurer beriges, da derimod Almuen paa en fiin og dem selv uafvidende Maade lidt efter lidt afklædes.

Jeg har paa andre Stæder, som sagt: bemærket til hvilken yderlighed den rasende og uti- dige Spille- og Vinde-Lyst kan drive den gemeene Mand; jeg frygter det samme her, og det ikke uden Aarsag Den Fattige, ja den Al- lerfattigste som vor Dyrebare Monark ei allene forskaaner fra de allerringeste af Landets almindelige Byrder; men hvis slætte Tilstand, endog nu i vore Tider ved den vii- seste Foranstaltning paa alle muelige Maader lættes, han skal nok finde Leilighed at skrabe sig 8 Skilling sammen, for at anvende dem i Lotteriet, om ei paa anden Maade, saa ved at tigge, eller og paa en endnu ulovligere Maade.

Hvorudi bestaaer vel et Lands Styrke? Mon det ikke bestaaer i Mængdens eller Almuens gode Tilstand, er den slet, saa lider

24

24

Staten, lider Staten, saa lider jo Regierin- gen selv, det indseer de største Statsmænd, det veed vor allernaadigste Konge selv, des- Aarsag stræber man jo paa alle Maader at hielpe og forbedre dens Tilstand; Hvem kan vel tvile paa, at det jo er Hensigten af vor mildeste Konges Handlinger, skulde vel da en saa god viis og naadig Landets Fader paa selv samme Tiid ville? At den største Deel af hans Undersaattere paa en fiin og hem- melig Maade forarmes. Nei det er umueligt, det modsiger sig selv: Havde Tal-Lotteriet bleven Monarken viist paa den rette Side, var det bleven forklaret i sin Natur, Art og Beskaffenhed, og i alle sine Omstændigheder, som det er, jeg tør da være Borgen for; at det ikke saa lættelig var bleven tilladt til Landets og den gemene Mands største Ruin og Skade. Her seer man Følgerne af den nedrige Egennytte drevne af den, har man uden Tvivl forestillet Lotteriet, som fordeelagtigt, nyttigt, ja man har vel endog dristet sig at forestille det, som nødvendigt i Landet, for deshastigere at faae Octroyen udvirket.

For endnu tydeligere at see hvad Ind- flydelse dette Lotterie har i Almuens Til-

25

25

stand, saa behøver man allene, at betragte de visse Udgifter ved dette Lotterie, hvoraf man let kan slutte sig til Resten.

For Octroyen skal aarlig betales - 25000 Rixd. For frie Porto - - - - 1800 Rixd.

10 pro Cent Rente af 2 og en halv Tønde Guld - - - 25000 Rixd.

Directeuren forbeholder sig forudbyttet - - - - 1600 Rixd.

53400 Rixd.

Ikke engang at reine de Uvisse, som Collecteurernes Sallarium, reise InspecteurensComissariernes Løn & c., som dog i det ringeste maa udgiøre aarlig 20000 Rixd. hvor skal alle disse Penge komme fra uden fra Almuen? er det ei at forarme Staten, naar dens Mængde paa saadan Maade forarmes? lad dette Lotterie kuns i 3 á 4 Aar blive ved Magt, vi vil snart see, hvad Virkningerne bliver, man skal da biefalde min Meening, nemlig at Tal Lotteriet i et Land hvor Let bliver først indført, griber om sig, som en smitsom Syge ødelegger og ruinerer gemeen Mand som en Pest.

26

26 Disse er mine ringe dog velmeente Tanker i Anledning af Tal-Lotteriet, intet andet end mit Fædrenelands almindelige Beste er Hensigten af samme; gid Frugten maatte svare til Øiemedet! dette ville da være Belønning nok for en sand Philoplebis, der allene har dets Velfærd til Maal. Forresten haaber jeg at jeg ei bedømmes med den yderste Skarphed, eftersom jeg engang har er- klæret og endnu erklærer, at jeg aldrig før var Skribent.

27

27

Kragen og Stæren.

En Krage, som i lang Tiid havde været Huus-Hofmester hos en gammel Falk, der levede herlig og prægtig paa de mindre Fugles Bekostning, blev endelig kied af at tiene, og fik derfore i Sinde at være sin egen Herre, han havde i den Tiid, han var i Falkens Tieneste, erhvervet sig temmelig Indsigt, i den Videnskab, hvorved den snilde Falk ganske listig og paa en uformærkt Maade tildrog sig de mindre Fugles Midler; det faldt ham derfor strax ind, at han paa samme Maade, ved samme Kneb ville forskaffe sig sit magelige og riigelige Udkomme; Indfaldet var got, men tillige alt for stort for Kragens sløve Forstand at iværksætte, han giorde derfor en lærd Stærd, som paa samme Tiid var Informator hos Falkens Unger, til sin Fortroelige, han haabede, og det ikke uden Grund, ved hans Hielp at Sagen skulde faae et lykkeligt Udfald, han aabenbarede altsaa Stæren sit Forsæt, der fik lættelig dens Biefald, men, sagde Stæren: Sagen er vigtig, den fordrer Overlæg, her er det unyttigt ja endog urimeligt at iværksætte sligt;

28

82 thi derved præjudiceerte man den gamle Falk, som desuden ved sin Myndighed og store Anseese nok vil vide at afværge det; dog, da de har værdiget mig deres Fortrolighed, og jeg aldeles ei tviler om en raisonabel Belønning, dersom mit Anslag lykkes, saa skal jeg nok skaffe Raad, jeg veed endnu et Stad, hvor denne Maade at narre de smaae og enfoldige Fugle paa, er endnu ganske ubekiendt, der ville blive en god Fangst; men en Ting staaer mig endnu for Hovedet: en aarvaagen og skarpsindig Ørn, der er deres Behærskere, vil ikke saa læt give sit Biefald til noget, hvorved de mindre Fugle, som staaer under hans Magt, paa nogen Maade kan blive bedragne, man maa derfor udsinde Midler, hvorved man kan indtage Ørnen til sin Fordeel, for paa saadan Maade at faae ham til at samtykke; i Sandhed sagde Kragen: din Visdom og store Indsigt indtager mig ganske og aldeles, hvor lykkelig er jeg ikke? at jeg har giort dig til min Fortrolige; flye gesvindt afstæd! erhold en nøie Kundskab! og meddeel Mig derefter de beste og tienligste Raad! Belønningen skal blive overeensstemmende med dine Fortienester. Vores Stær blev altsaa Kragens Reise-Comissair og Fortroelige, den fløi, kom, gjorde sig underhaanden bekiendt,

29

29

og udspeidede i en Hast Tænkemaaden i Ørnens Rige. Fuld af Glæde kom den tilba- ge til sin Principal, som den tiltalte paa føl- gende Maade: Naadige Herre! sagde Stæren, jeg har efterkommet deres Høiheds Befaling i alle Maader, jeg har ved at udspejde Tænkemaaden i Ørnens Land udfunden de Midler, som skal drage Ørnen i en Hast og uformærkt paa vores Siide; jeg har bemærket at Egennytte er Drivefieren til de fleeste private Handlinger i Ørnens Stat, altsaa er mit ringe Raad, at man giør nogle af de meest formuende Fugle i Ørnens Land deelagtige i sit Foretagende, og følgelig i den deraf flydende Fordeel, naar vi da først har faaet dem (i Haab om store Fordele) til at tage Deel i vort Foretagende, saa vil det destobedre lykkes os ved deres Mellemhand- ling og Forestillinger, at overtale Ørnen at give sit Samtykke. Fortræffelige Stær! sagde derpaa den af Glæde henrykte Krage, hvor beundringsværdig er ei din Stats-Indsigt? Hvor vel overlagt og grundet finder jeg ikke dit Raad og Anslag? Reis derfor af paa nye! prøv deres Gemytter! som du troer ere best skikkede til at udføre vore Anslag, lykkes der dig at du overtaler dem, da vil jeg strax (skiønt under en meer anseelig Caracteer, end

30

30 jeg virkelig besidder) indfinde mig hos dig, for med Fælleds Kræfter, at bringe Sagen med mueligste Hast i Rigtighed; den hurtige og veltalende Stær kom paa nye til Ørnens Riige, — Den forsøgte strax nogle af de meest Formuende, dog tillige gierrigste Rovfugle i Ørnens Residentz; den fandt dem snart villige til at tage hans Partie; thi den snak- somme Stær vidste paa en særdeles fordeelagtig Maade ar forestille dem, hvad der kunde være at fiske for dem, de lovede da Stæren (drevne af en nedrig Rovsyge) paa 2den og 3die Haand, at faae Ørnens Samtykke udvirket: vor Stær, Kragens Reise-Com- misair indberettede strax paa hvad Foed Sagerne stoed, Kragen forsøier sig ufortøvet til sin kiere Stær, de bringer snart Sagen i Rigtighed, de hykkelske Rovfugle i Ørnens Re- sidentz veed at forestille deres Sag paa saa fordeelagtig en Siide, at Ørnen endelig gier sit Biefald: nu er Kragen og Stæren oven paa, den sidste blier til Belønning for sin Umage og udviste Fliid, af Kragen deelagtiggiort i Byttet, og blir bestandig Kragens Fortroelige. — Men hvor længe varer vel deres Glæde? Den skarpseende Ørn mærkede snart, hvad der stak under, han saae at de mindre Fugle pag en hemmelig og un-

31

31

derfundig Maade bleve plukkede af Kragen, Stæren og de andre hykkelske Rovfugle, som dog vare hans Undersaatter, han mærkede at de, ved at forestille Sagen paa den falske Siide, havde understaaet sig at narre ham, hans Vrede optændtes, og for at hævne sig, lod han Kragen og Stæren udjage af sit Rige, og sine egne hykkelske Undersaatter, som havde været i Ledtog med Kragen, lod han stække, saa de ei oftere kunde skade de mindre mægtige blant hans Undersaattere.

32