↩

Azan

eller

den fra Gield

Udfriede Fyrste.

En Fortælling.

Kiøbenhavn 1771, trykt og findes tilkiøbs hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet.

2
3

Ascenas havde i lang Tid regieret Armenien, da han døde, og efterlod sin Søn en Gield saa stor, at tre Aars Indkomster af Riget neppe kunde afgiøre den. Colcherne

mod Norden og Aramerne mod Synden

havde forstrakt disse store Summer. Den unge Konge forbauses, og nogle raade ham ikke at betale, hvad han ikke havde laant.

Det er ikke din Gield, sagde de, men din Faders, og hvi laante han til saadanne Ting, vi havde undværet, og kunde undvære? Hans Forpligtelse hviler ikke paa dig; thi du har ikke indgaaet den. Dette Raad syntes de, at han saa meget sikrere kunde følge, som de sydlige Creditorer vare vel talrige, men kielne og slet ikke stridbare.

Hans Farbroder Menes, en ærværdig Olding og mægtig Konge, regierede Vesten for ham. Det var værdt at høre hans Tanker, tænkte Arvingen; og hans Raadgivere skyndte ham dertil, i det Haab at den Gamle skulde tage Parti med ham, ifald Udlaanerne med Magt vilde fordre deres Betaling.

Azan, saa bede den Unge, kom til sin Farbroder, blev kierlig modtagen, vilde tale om det Bedragerie, man havde raadet ham, og kunde ikke; thi et dydigt Hierte føler al den Skiendsel, der hviler over slige Raad og deres Udsmykkelse; Hans Venner eggede ham: han lovede dem at ville, og eklede for sig selv, naar han skulde. Een Dag havde han kun tilbage at for-

blive hos den Gamle, og presset af sine Raadgivere, brød han endelig overtvers, og i deres Nærværelse fortælte sin Tilstand, og med Vemmelse de givne Anslag, og bad tillige om sin Farbroders Raad, og forlangte stammende, at, om det nordlige Folk med Magt vilde indfordre Betaling, den Gamle da vilde udsætte ham.

Min Søn, svarede denne, hvorfor tier du om de sydlige? Dem frygter jeg ikke for, blev Svaret; thi deres milde Luft og lekre Frugter har giort dem fredelige og lidet tapre. Men du kiender, kiære Farbroder, hvor talrige, haardføre, og væbnede de ere, som boe Norden for mig.

Begge har vel dog lige virkeligen giort eder de Forstrækninger, som de nu kunde fordre erstattede — ganske vist — Og om du nu ikke kunde vente min Hielp, og eene ikke tiltroede dig (hvilket du ikke kand) at møde i Marken mod dine nordlige Naboer, hvad maatte du saa beqvemme dig til? — — at udbetale Gielden til dem. Men bliver Farbroderen ved, ik-

ke og til de Sydlige? — Nei, svarer Azan skamrød, ikke uden de nordlige vil antage sig disses Sag. — Men min Søn, om nu begge disse Folk, havde intet Krav paa dig, men levede af Rov, og det eene af dem eller begge under Trudsel af Sværd og Ild fordrede nogle hundrede Talenter af dig, hvad vilde du da giøre? — Jeg

maatte enten slaaes med dem, eller om jeg dertil var for svag, give dem, hvad de forlangte — Vel! saa erklærte du til de sydlige Røvere, som du ey frygtede, at de fik intet, og de Nordlige sendte du dit Sølv. Ja! svarede Azan — Men blev den Gamle ved, du brugte jo da den samme Opførsel

mod Røverne, som du nu agter at bruge mod dine Creditorer: og mig synes dog at der er væsentlig Forskiæl imellem disse to slags Folk. Her taug Azan.

Du tier, min Søn; men I, hans Raadgivere (thi han duer ikke til at udspille Rullen) svarer nu for ham. I ville have ham og mig ogsaa til, at bruge

mod Røvere og Creditorer den samme Behandling, og dog ere disse Mennesker saa forskiellige, at de første vil rive fra os,

hvad vores er, og de sidste begiere kun Deres eget: de første ere alle godes

Fiender, de sidste have tient os efter vor egen Begiering. De Penge, I have annammet, og endnu ikke betalt, hvis

vare de og ere de? Svarer mig, spørger den Gamle. Hur, som han saae paa, fordi han var en af de ældste, maatte sige, at de hørde de nordlige og sydlige Folk

til — Nu vel! den, som vil bemægte sig

fremmedt Gods mod Eyermandens Villie, og endog med Sværdet holde ham borte, naar han affordrer sit Eget, hvad kalde vi ham, min gode Hur? Mon ikke en Røver? Agter I da, at giøre min Broder-Søn til en Røver, og ville I forlokke mig til at fegte for Røvere? Men Herre, svarede Hur, disse Creditorer kunde uden Tvil undvære, hvad de have at fordre, og dog leve lykkeligen: Vi tvertimod og vore Børn og Børne-Børn maae kummerligen henslide vor Tid, naar vi skal udrede denne store og langvarige Gield — Hur, hvorledes taler du? Er du opdragen hos Røveren Tigran, som altid sagde, at hans Haandværk var retfærdig, fordi han ikke ranede uden fra Rige, og ikke meere end hvad de hav-

de tilovers? Lod det derfor af at være fremmede Gods, som han anmassede sig? Og du, som eyer, jeg veed det, fire Gange saa meget Qvæg, som den Mand, der staar ved din Side, vilde du være nøyet, om han bemægtede sig, hvad du mod ham at regne har for meget.

Imedens Hur, truffen af Sandhed, famlede for at finde en Udflugt, traadde hans Søn Zariasp frem, og sagde: Men, Herre, din Broder Ascenas har giort Gielden, og ikke Azan, ikke heller vi andre, og nu er han død, hvad vedkommer det os at svare til hans Handling, og lide for hans Overilelse?

Ikke dette! svarede Menes. Jeg setter at din Fader Hur forøder sit Gods og døer, efterladende dig fattig; er du derfor, Zariasp, berettiget til at slaae dig i Selskab med Røvere, og derved at samle dig igien den tabte Formue? Vælger du ikke hellere at arbeide med Møye, i det Haab, at du, som din Farfader, kand fra Armod stride dig frem til taalelige Kaar? Dersom enhver Fattig skulde have Ret til

at besvige, eller berøve en Rig, hvor længe troer du da, at din Fader eyede sine hundred Stykker Pløiland og de skiønne Hiorder? Du svarer mig ikke, og kand ey heller. Jeg spørger dig da videre: Var det Eder imod, at I fra Norden fik Guld, og fra Synden de mange Vahrer? Ney! det kand jeg ikke sige; thi det eene var os nødvendigt, det andet angenemt. — Nu maaskee I fortryde paa, at der er af disse fremmede Ting indkom saa meget i Eders Land — Heller ikke; thi enhver af os ønskede gierne deraf, saa meget han kunde faae, men vi havde aldrig formodet at Gielden var bleven saa stor — Det troer jeg gierne: betalte da Ascenas om Aaret slet intet af det Laan, han havde giort? — Jo! (blev Zariasp ved) min Herre maa vide, at af de Skatter, vi gave ham, som vores Fyrste, betalte han Aarligen, saa meget han kunde; men da dette neppe kunde giøre fyldest for en tredie Deel, og de fremmede Penge og Vahrer stedse bleve flere, saa forstaar det sig selv, at Gielden maatte naae denne besværlige Høyde. Men, var Menis Svar, det undrer mig dog, at Ascenas ikke gjorde, som jeg i et lige Til-

fælde har brugt, og formindskede de fremmede Vahrers Indførsel. Hvorfor raadede du ikke dertil, Zariasp, eller bad din Fader derom? Her kunde Azan ikke tie. Ach! kiere Farbroder, Zariasp elskede Pragt, og Hur Metallet, og de fleste haabede, at man vel efter min Faders Død fandt ved hans Vanære Raad mod Gielden. — Nu, nu Azan! ikke for ivrigen. Men hvi faldt det ey din Fader ind, da hans Folk attraaede de fremmede Sager, at kræve dobbelte Skatter og jævne sine Indkomster med sine Udgifter? — Længe krympede han sig, svarede Azan, for at paalægge nye Byrder; thi aldrig har Fader ømmere elsket Børn. Endelig maatte han: og da vilde de Rige og Mægtige kun svare lige ved de Fattige. Disse sukkede: min Fader hørde det, og døde af Ærgrelse. Kand du negte dette, Zariasp? Men Zariasp slog Øynene til Jorden.

Menes saae Smerte og Ærgrelse i Azans Øyne, og kunde ikke længere fortsette denne Samtale. Han saae sin dydige Broder-Søn sukke, og tænkte paa sin døde Broder. Forlegen med sin Alvorlighed og sin Sorg stod han op, uvis hvad

han selv vilde giøre. Endelig brød han ud: Vor Tale er bleven for alvorlig. Kom min kiere Azan, og I, gode Venner, kommer med. Jeg vil dog, førend I skilles fra mig, vise Eder, hvad I endnu ikke har seet, og maaskee dette Syn skal fornøye Eder alle, og nytte dig, Azan.

Den Gamle gik foran, og førde dem med sig til en stor Bygning paa den venstre Side af Slottet. Her oplukkes Døren, og de saae en Sal, som var aaben imod den vestlige Side. Den grønne Plads uden for, de Træer, som omgave den, den Lund, som standsede Øyet, og den Dunkelhed, som udbredte sig over Lundens Indgang, opvakte disse Fremmedes Nysgierrighed. De gik, uden at bedes, uden at see til hinanden, ud paa det Grønne ned til Lunden, der alt, som de kom nærmere, aabnede sig meere, og viste dem endelig en liden Høy, saa beskygget af de deromkring plantede Eege, at neppe Middags-Solen, som da paa den klare Himmel udbredte den skiønneste Dag, kunde giøre de tre Stene kiendelige oven paa Høyen med den Fierde, der lig et Bordblad hvilede paa disse.

Her seer du, min Søn, sagde Menes til Azan, det Sted, hvor din Stamfader tilbad Gud for sig og sine Børn; Her ofrede han, da han sendte dem fra sig at beboe de tomme Lande: Her stod han, og omarmede dem sidste Gang, og velsignede dem, og bød dem at frygte den store Herre og vandre i hans Bud. Her opløfter jeg dagligen mine Hænder til ham, Herren, min og alles Skaber, min og mit Folks Fader og eeneste Regent. Her staaer jeg fire Gange om Aaret ved dette Alter, ofrer og paakalder Gud: Og mit Folks Ældste opfylde Lunden, de Unge Pladsen, og de smaa Salen. Alle takke hans Navn, anraabe hans Barmhiertighed, og glade sige hinanden, hvor god Herren er, og at han eene er stor.

Azan! ær ham af dit ganske Hierte, og lyd hans Befalinger, og hvad har han befalt os uden at være lyksalige? Hvad forbød han os uden at blive ulykkelige. Han elsker Sandhed, og du, min Søn, følger Sandhed, naar du erkiender ham for din Herre og Fader, og Menneskene for det, de ere i Henseende til dig. Lad denne

Sandhed bestraale din Siæl, saa blive Pligter din Lyst og Laster din Afskye.

Azan! tilbed hver Dag din, og dit Folks og hele Verdens Regent. Han er det, om I end ikke troe det; Men aldrig skal eders Anslag ledsages af en varig Lykke, naar I ikke frygte ham. Al Lyksalighed staar ved Orden; Men det er den første Orden, at Gud er Herren og Mennesket Undersaatten.

Du sukker, min Søn, og at Gud rører dit Hierte, siger mig, at fra dette Øyeblik af begynder han at giøre dig lyksalig. Men naar han ophøyer dit Hierte til sig, skal du og staae, som jeg i Dag staaer, og tale Guds Ord til dit Folk. Det elsker dig, som du mig, og du vil dets Lyksalighed. Men Velstand kand aldrig boe imellem Eder, naar Synd forjager Velsignelse, og Laster gode Sæder. Et Folks Lyksalighed er samlet af hver Families Velfærd; men intet Huus bestaaer, hvor Udyd hersker, og Overdaadighed øder.

Azan! Frygt Guds alseende Øye, og dit Folk behøver ikke at skielve enten for Frihed eller Eyendom. Lær dit Folk at ære hans Love, og det skal lyde dine: Hvers egen Samvittighed skal være din Tilsynsmand, og forhærder nogen sig mod den, han skal gyse for sine Naboers Dom. Det skal blive en Skiendsel at være en ond Borger, fordi det allerede er en Skam at være et slet Menneske. Dine Straffer, min Søn, afskrække neppe dem, som ere blevne Onde: Men Gudsfrygt giør, at der enten ikke ere Onde, eller at de, som

ere det, blive en Skræk for sig selv, og

en Vemmelse for andre.

Azan! Fyrsten er mægtig; med Gud er hans Kraft. Ja! Du, som gjorde Jorden og satte Mennesker derpaa, du er min Kraft. Du satte mig, et Menneske, til

Fyrste for mine Brødre. Du giorde dem dyrebare i mine Øyne, fordi jeg vidste, de vare dine; og mig i deres, fordi de saae dine Love at være mig hellige, og dit Herredømme at udøves ved mig. Jeg opmuntrede mit Folk til Flid; men du gav os frugtbare Agre og velsignede Aar.

Jeg ønskede, at see det formeeret; men du afholdte Død og Ødeleggelse, og du gav mig at finde de Mænd, som viiste mig de skiulte Næringsmidler, jeg ikke kiendte. Fiender truede, eller angrebe os: Du skrækkede dem eller gav Seyr. — Og mit Folk, mit kiere Folk! det seer paa mig og følger: jeg taler og det lyder. Herre! din Kierlighed, din Frygt giør alt dette.

Ordene tabte sig i den Gamles Mund. Han nedkastede sig og tilbad. Azan stod henrykt, og Zariasp sank af Forbauselse til Jorden.

Imedens Andagt, Forundring og Rædsel giorde alle tause: stod Menes op, og over hans Ansigt udbredte sig en Munterhed, liig den, som sees paa en dydig Søn, der har takket en eyegod Fader. Lad os vende tilbage, mine Venner, siger han til dette bevægte Selskab. Og du, min kiere Azan, hvorfor saa henrykt? Vov kun at troe dig elsket af Gud; thi han elsker dig. Og denne Zariasp elsker han og; thi derfor er han bleven forfærdet. Ja! Eder alle, Brødre, har han forbarmet sig over; thi I ere alle rørte. Nu kand I ikke tænke Eders egen Tilstand; thi I føle

for meget. Men bevarer nu og lyder denne Overbeviisning, og da skal ogsaa I kunne gaae fra hans Altere med oplivede Evner. Saaledes talede den Gamle og nærmede sig til Huset. En af de Ældste spurgde ham, naar de Aarlige Fester indfaldt. Ved Vinterens Begyndelse, svarede han, og Foraarets, ved Midsommers Tider og strax efter Høsten. — Saa er vel Midsommer-Høytiden nær — Ja! om fiorten Dage — O! Azan, raaber denne, tillad os at bivaane Festen. Men Azan var borte og Zariasp med ham. Alle vendte sig om med en øm Uroelighed, undtagen Menes. Kiere Venner, sagde han, lader os gaae ind: min Broder-Søn og Zariasp tilbede Gud.

Dagen var heed, og den Gamle pleiede ved denne Tid at hvile sig. Selskabet vidste det, og forlod ham, for at gaae hen til den store og luftige Sal, som var anviist til deres Samling. Deres Siele vare for opvakte til at taale nogen Søvn, og deres Tanker saa overflødige, at de maatte meddele dem til hinanden. Da første Gang talede de om Gud, og sig selv, og hyklede ikke. Azan var dem kier, og deres Land ogsaa langt over

Partier, og egne Fordeele og Familier. Ascenas blev nævnet med Ærbødighed, og de forundrede sig over sig selv, at de uden at vide Midler vovede at troe, at Landets Gield skulle uden nogens Fornærmelse blive betalt.

Kongen og Zariasp kom tilbage, og de følede for Azan en anden Ærbødighed end nogensinde tilforn. Han traadde ind i sit Kammer, lagde sig og sov roelig. Zariasp sad hos de andre tankefuld, men med en fornøyet og standhaftig Mine.

Endelig blev dem sagt, at Menes var i den skyggefulde Have, hvor han med sine Venner pleiede mod Solens Nedgang at spadsere. De stode op, og skiønt Azan endnu sov, gik de alle til Menes. Ham fandt de siddende lige over for en Flod, som strax uden for Haven styrtede sig ned af en Klippe. Aftenen er deilig, sagde han til dem, og Regnbuerne i Vandfaldet, Fuglenes Sang, Hiordenes Brægen, og Vandets Torden fornøyer mig. Kommer, mine Venner, og deeler min Glæde; men hvor er Kongen? Han sover, svarede de, og vi nennede ey at vække ham. Lad ham kun sove, denne kiere Unge, sagde Menes; men

sig mig, Hur, var Ascenas i hans sidste 30ve Aar, jeg ey saae ham, saa øm over sit Folk, som tilforn, og overalt var han af saa føyeligt et Gemyt, som min Azan. Du veed jeg elskede min Broder, men elsker vist og Sandhed.

Ja! Herre, Azan har sin Faders Hierte, og som du seer ham elske os, saa elskede Ascenas os: han elskede os for høyt og vi vare forkielede, og du veed, Herre, hvordanne kielne Børn ere: de blive aldrig trette af at begiere, og den ømme Fader giver meer, end han kand taale og de kand taale. Vi burde, som du denne Formiddag sagde, enten ikke have havt den fremmede Overflødighed eller aarligen ved nye Paalæg have betalt den. Men for begge Deele krympede vi os, og Ascenas saae det, og for at være Fader kunde ikke være Fyrste. Han vilde endog af sin egen forsparte Formue have prøvet at betale alt, og døde. Ja! brød Zariasp ud, hans Gield er vor Gield, og bør betales af os: Jeg skal betale min Deel, saa længe dette Hoved kand tænke, og disse Hænder Arbeide. Og den er et Afskum iblant vort Folk, der ikke saa tænker. Men, sagde Menes, Fyrstens Gield er jo ikke Sønnens og mindre Folkets; Herre,

svarede Zariasp, mit Hierte siger mig, at den Gield, Ascenas har giort, er vor Gield, og det er mig nok. Ville ingen betale, vil og skal jeg betale ikke min Deel allene, men min Slegtes Deel: ja jeg skulde eene betale af Folkets Gield, hvad jeg kunde, saa længe jeg levede. Ascenas var vor Fader, og øm over os meere end over en eeneste Søn. Ach! Ascenas! Ascenas! Her flød Zariasp bort i Taare, og vilde have skyndt sig fra Selskabet, for at give paa et vidneløst Sted sit beklemte Hierte en ønsket Frihed. Men Menes greb ham i Kiolen og sagde; Bliv hos os, Zariasp! Dine Taare ere hellige, og opbygge os. De sige mig, hvad jeg, jeg bør søge at fortiene, og alle lære vi, at det er sødt at giøre vel, og en Lyst at være taknemmelig. Thi, mine Venner, troer mig, at denne nidkiere Zariasp skulde af Kierlighed til sin døde Fyrste holde ud sin heele Livs-Tid at arbeide og trælle. Og lad os sette, at hans Landsmænd tænkte alle som han, hvor længe mon denne Gield skulde trykke dem? Azan har (saa troer jeg) 400,000 Mænd foruden Qvinder og Børn, og saa mange Arme oplivede af een Aand og under en viis Bestyrelse hvad kand de ikke udrette? Dette Folk har hidtil forbrugt alt for mange fremmede

Vahrer: lad det indskrænke sig til det Nødvendige: Derved skal det spare en stor Deel af sit Korn og Qvæg, og hvad der hidtil har været anvendt til denne Overflødigheds Betaling, anvises nu til Gieldens Afgiørelse. Lad det samme Folk blive meere flittigt, bedre oplyst, visere bestyret: Lad udyrkede Jorder optages, de brugte bedre dyrkes, alle Hænder arbeide endog Børnenes (thi og for dem er Arbeide) lad hverken Egennytte, Fortrykkelse, Udsuelse eller nogen anden Last enten forstyrre eller øde, men Gudsfrygt, Kierlighed til det Almindelige og en virksom Eenighed besiele heele Folket: Lad dette skee og jeg er vis paa, at under HErrens Velsignelse er Gielden inden 12 Aar forsvunden.

I dette at Menes saaledes talede, kom Azan, og havde en Fremmed med sig. Menes saae paa denne, begierlig efter at vide, hvem han kunde være; men Azan forekom ham; Farbroder, dette er Pharnaces, mit Folks Talsmand, og en af mine tapreste og klogeste Borgere. Han har ledsaget hid Colchernes og Aramernes Gesandter og de fordre strax Gielden betalt, og det under Krigs-Trudsel; thi de har hørt, at vi ville besvige dem, og

derfor har giort fælles Sag af deres Fordring. Men jeg forlader mig paa Gud, mine Fædres Gud, og hans Navn være lovet, at jeg er hos dig, min Fader; thi din Viisdom skal nu raadføre os. Azan vilde have omarmet sin Farbroders Fødder, men denne tog ham i sine Arme og kyste ham. Sagde jeg ikke, min Søn, at Gud er Fyrstens Kraft? Du hører onde Tidender, og skielver ikke, som de Ugudelige, ey heller trodser du, som Daarerne. Du veed at Vanskeligheder fordre sindig Overleggelse, og overleg Klogskab; men det veed du og, at vise Raad ere fra Gud, og deres Velsignelse fra hans mægtige Naade. Gak frem i HErrens Kraft, og dit Folk skal blive lyksaligt. Men du, Atys, (saa hedde en af Meneses fornemste Betiente) leed Gesandterne til mit Herberger-Huus, og sørg for dem, som mine bedste Venner. Og du, Pharnaces, vær velkommen! Er alt vel i Azans Huus og hos hans Folk? — Jo! HErre! saavidt det kand være vel, hvor Gield nedtrykker til Jorden, og en grum Krig truer os og vore Børn. — Nu, nu, Pharnaces! Denne Strøm, som, i det den udskyder sig fra Klippen, synes at skulle overskylle denne min Have, synker strax ved sin egen Tyngde, finder neden for et udhulet Af-

Løb, og vander siden mine Marker. Hvo gav Vandet denne Tyngde? Hvo grov denne Rende? Det har Gud giort, og han skal og lade Eders Fienders Mod synke, og eders Gield finde et ønskeligt Afløb. Men, mine Venner, lader os gaae ind at spise: vor nye Giest har giort en lang Reise, og er baade hungrig, og tret. I Aften ville vi fornøye os, og i Morgen tænke paa vore Gesandter og vor Gield.

De fulgte Menes. Aftensmaaltidet var tarveligt, Samtalen munter og endog Pharnaces maatte blive glad. Hvor kan jeg, sagde han til sig selv, være fornøyet! og i det han vilde kalde de Mørke Tanker tilbage, henrev et Ord af Menes, et Træk af Rhases, hans Søn, Azans Munterhed og Zariaspes Føyelighed hans Forundring. Han følte det skiønne, smagte Saltet, oplivedes, loe, vilde begribe sin Fyrstes og sine Venners Forandring, tænke paa Tilstanden hjemme, og kunde ikke; thi en nye Funk af Viisdom, et Blink af Vittighed bemægtede sig hans Agtsomhed. Tilsidst dømte han sig selv ligesaa fortryllet, som de andre, og vilde være det. Han glemte Gield og Krig, eller haabefuld tænkte derpaa. Cithar, Cimbler og Piber, som efter Maaltidet

kom ind, og de Lovsange, som foreenede sig med dem, gave hans Siel en Høyhed endnu større end den, han følede, da han i Slettene ved Araxes havde flaget de røveragtige Byzere.

Zariasp, sagde han, da de vare komne over i deres Natte-Herberg, jeg kunde være Meneses ringeste Tiener, for at nyde saadanne Aftener. Men Zariasp! hvor er du forandret, og hvor er Azan munter! og I alle, jeg kiender Eder ikke meere. O! Pharnaces, svarede Zariasp, du begynder at kiende os: Gud skal giøre, at vi alle kiende hinanden: Men det er Midnat, og du, min Ven, nyd nu dit Sinds Roelighed og hvil dig efter din møysomme Reise — Er det Midnat: neppe tænkte jeg, at den første Nattevagt var forbi — Jo! see der denne Stierne.

Morgenstunden kom. Pharnaces vognede, og med ham alle de rædsomme Tanker. Han kastede sig i sit Lene, saae sit Fædreneland, hørde de buldrende Fiender, hadede Aseenas, soer at ingen Gield Fulde betales, flog Aramerne, blev flagen af Colcherne, fendte de gamle Mænd med Qvinder og Børn til Me-

nes, og i Spidsen af sit Folks sidste Mandskab gysede, skiønt fortvilet, for Udfaldet af den Trefning, han allersidst kunde levere. Men i det hans Siel nedsank i en haabeløs Mathed, staaer Azan ved hans Seng.

Staae op Pharnaces, siger han, og mød mig med de andre i min Farbroders Raadsal. Pharnaces stod op, og lig sig selv paa de blodige Marke, hvor han glemmer Faren for at iverksette sin Plan og kuldkaste Fiendens, overskuer han i en arbeidsom Taushed nu sine Grunde for Gieldens Frafald, og nu sine Modstanderes for sammes Betaling.

Azan var allerede hos Menes: og hans Mænd gik over til Raadfalen, hvor de forefandt begge Fyrster, og den Gamles tre Sønner. Mine Venner, sagde Azan, jeg har bedet min Farbroder og mine Fættere ikke allene at bivaane vor Forsamling, men og at meddele os deres Raad. Naar den Sag, vi skal handle om, angik mig selv, bad jeg dig min Fader, at byde over din Søn; men her gielder det mit Folk, og disse mine troe Mænd bør overbevises om, at, hvad du vil raade os, er Viisdom. Eders Land, mine Venner, svarede Menes, er

mit Fædreneland: anseer mig da i Dag, siden min Brodersøn saa har vildet, som en af Eder, og disse mine Børn, som fødte Medlemmer i Eders egen Raadsal. Konge (sagde han, i det han vendte sig til Azan) tag dit Sæde: her setter jeg mig som din ældste Raadgiver, og I, mine Børn, tager Eders sædvanlige Plads ved Thronen. Azan bøyede sig til Jorden for sin Farbroder og lydede. Hans Mænd satte sig, som Brug var hiemme.

I vide, mine troe Mænd (saaledes talede Azan fra Thronen) at Colchernes og Aramernes Gesandter ere komne, og under Krigstrusel fordre de store Summer betalte, vi skylde dem. Et fra vort Land udbredt Rygte, at jeg ikke vilde afbetale min Faders Gield, har giort dem først opmerksomme, og siden saa eenige, at de nu paa engang kræve, hvad de tilforn nøjedes med lidt efter lidt at modtage. Hvad de have laant os, bør de have; thi hverken vil jeg bedrage, ikke heller bør mit Folk. Men strax at betale alt, overgaaer vore Kræfter. Det gielder da at udfinde, hvorledes vi for det første skulle tilfredsstille disse Folk og afværge den ødeleggende Krig, som truer os, og for det andet hvorledes vi aarligen uden vort Fædrene-

lands Fordærvelse kunde udrede disse af Landet gaaende Summer. Skeer det nu, at vi kand tilfredsstille vore opbragte Creditorer, maae det tillige afgiøres, hvor meget af Gielden de foruden Renterne aarligen skal modtage: men førend dette fastsættes, maae vi ikke allene vide, Hvad Landet kand miste, men og udgrunde de kraftigste Midler for at sette dette Statslegeme i den Stand, at det kand taale denne sit Blods Aftappelse, uden at angribes enten af Slag eller Svindsot. Siger, mine troe Mænd, eders Meening om denne vigtigste Sag, saaledes som I kand forsvare for Gud og Eders Fædreneland. Men du, min Farbroder, og, I, mine Fættre, værdiger at høre os, og siden enten at bifalde eller forkaste.

Pharnaces reiste sig, og l det han med en bævende Stemme begyndte at begiere Tilladelse, som sit Folks Talsmand strax at erindre noget mod sin Fyrstes Forestilling, vendte Menes sig mod ham og sagde: Min kiere Pharnaces, tillad at jeg for at forkorte Tiden og lette vor Beraadslagning strax giør Fyrsten og Eder det Forslag, at I sende Gesandter til de Aramer og Colcher med det Tilbud aarligen foruden Renterne at betale en vis Deel af de

12000 Talenter, I skylde dem. Hvor meget dette aarlige Afdrag skal være, maae, om ikke før, saa ved Eders Hjemkomst bestemmes. Men jeg vil, om dig saa synes, kiere Brodersøn, lade en Gesandt fra mig reise med, for at erklære til disse vrede Folk, at, om de ikke opgive den Paastand strax at ville have hele Gielden inddreven, nødes jeg til for at afvende din og mit gamle Fædrenelands Ulykke, strax at lade 1001000 Mand nærme sig til Colchernes Grændser. Dog for at vise dem tillige, at vi hverken ville overvælde eller besvige dem, var det smukt at tilbyde dem strax betalte de nu forfaldne Renter med den Deel af Capitalen, som du efter Nøyere Overveielse kand fastsette for dette Aar. Bekymrer Eder ikke, mine Venner, hvorfra disse Penge skal komme, thi mit Skatkammer kand undvære dem indtil næste Aar efter, at I Have skilt Eder af med Eders nu værende Creditorer.

Farbroder/sagde den forvirrede Azan Hvad skal jeg sige? Du tiender mit Hierte, min Fader! og jeg føler dine Velgjerninger. Jeg er dig unyttig og dog modtager jeg saadan Redning! O! raabte de andre, tak Konge, tak store Menneskeven! hvor er du ædelmodig! du baade raader og hielper. Ach! mine Venner, udbrød

den gamle Fyrste, Eders Glæde er min Glæde: tak være Gud, som har til denne Eders Nøds Tid sparet mig Livet, og givet mig den Magt i Hænde! Men da I bifalde dette mit Forslag, saa kunde vi jo om min Brodersøn saa synes, gaae lige til det andet Stykke i hans Forestilling. Her er to vigtige Poster: Hvorledes kand Gielden bedst af Landet udredes, og ved hvilke Midler kand det settes i Stand til at taale dette aarlige Afdrag.

Det Øyeblik Azan havde med en øm Ærbødighed samtykt, stod Pharnaces op. Hans Øyne funklede, hans Hænder zitrede, og en Forvirrelse blandede sig med den Frimodighed, som ellers var ham saa naturlig. Konge, sagde han, i det han vendte sig mod Azan, jeg maae først tale dit Folks Sag. Du vil betale din Faders Gield, og hans dydige Broder, denne ærværdige Herre vil det og. Fjenderne fordre paa engang alt sit Laan, og Menes vil med 100,000 Mand true dem til at fatte billigere Tanker. Tillad mig, Konge, at føre dine eller vore Tropper mod Aramerne, imedens disse din Farbroders holde Colcherne i ærbødighed, og jeg skal staae de sydlige Qvinder, og vende mig, og i en Haft være ved Arares, og fra Østen give Colcherne et blodigt Besøg, da Hæren herfra kunde paa

samme Tid ængste dem mod Vesten. Tag mit Hoved, Fyrste, giør mine Børn til Slaver, nedbryd mit Huus, og lad mit Navn være for de tilkommende Slægter en Vemmelse, om jeg ikke kuer de kielne Aramer, til at frafalde deres Fordring, og ved Menes Hielp vrister af Colchernes Hænder de Tavler, hvorpaa din Fader skrev vor Skyld. O! Fyrste! du vil betale Gielden. Du vil; men kand du? bør du? dit arme Folk, du saa elsker, og som saa elsker dig, vansmægter nu under Byrden, og hvad vil skee? Faa Aar har det betalt over sine ordentlige Skatter de 1000 Talenter, og see dog de tiggendes Mængde, de nøgne Bønder, de sukkende og nedslagne Borgere, Haandværksmanden uden Arbeyde, Kiøbmanden uden Penge, dine Stæder truede med Armod, den Fartige forsagt og den Rige uden Mod. Afmagt føles allevegne, og hvad bebuder dette uden en tilkommende Ødeleggelse? de nye Skatter svække Kræfterne til at udrede de gamle: andre Paalæg maae bøde paa det Manglende: alt hvad Undersaatten kand spare, opsluger Gielden, og gandske fortærer den Kraft, hver Mand skulde have til sin Nærings Drift. Skal da vor Sved, vor Trældom, ja vor Armod føde Aramernes Vellyst og opdynge nye Skatter i

Colchis? Skal vore Børn nedsynke under Aaget, og intet overlevere til en ulykkelig Afkom uden Fortvilelse? Og du, Fyrste, vil du være Skattefoged for disse dit Folks Plagere? Vil du boe imellem Suk? Kand dine Øyne udholde denne paa alle Ansigter malte Misnøyelse? Du fand ikke, ømhiertede Azan: du vil en Dag, trettet af din strenge Dyd, overvunden af dit Folks Elendighed, gribe Sværdet og med det betale din Gield. Men da har du mindre Styrke, fordi dit Folk er blevet fattigere og derfor mere Modløst: da lever maaskee ey heller denne din og vor Fader.

Pharnaces taug. Azan var bevæget over sit Folks Tilstand, og dog elskede han ham; thi Manden havde talet af sin Overbeviisning; men endnu troede denne Konge, ar Gielden burde betales. Zariasp, siger han, hvad synes du om det, mit Folks Talsmand har fremsat: og du ærlige Pharnaces, forsvar din Mening, eller antag en bedre.

Du vil (begyndte Zariasp, og saae paa Pharnaces). Du vil overtale vor Fyrste til ikke at betale sin Faders Gield, og det fordi du troer, at vort Fædrene-Land, som allerede er i

sin Velstand svækket, vilde derved i Grunden ødelegges. Jeg er Soldat, og ikke Statsmand, men saa meget begriber jeg, at, kand vi beholde Fred, og undgaae de svære Krigsomkostninger, maae det være ligesaa mueligt for os at betale de 12000 Talenter, som for vore Fædre at udholde den fiorten Aars Krig, med de mægtige Saspirer: og veed du ikke, Pharnaces, at vore Aarbøger forsikre, Krigen kostede os 22000 Talenter, hvoraf tilvisse den halve Deel fordeelte sig mellem vore Naboer, som maatte forsyne vore Tropper med Proviant, Klæder og Vaaben? Du veed og, at Azans Farfader ved Krigens Ende befandt sig endnu i 8000 Talenters Gield, og Landet var udmattet ved de svære Skatter, og de stærke Udskrivninger: Folket var blevet tyndt: Vore Grændser laae øde: adskillige Byer vare Askehobe. Men Menis Fader vovede at have Haab Gielden blev betalt, Landet reiste sig, Folket tog til, Stæderne opbygtes, og ti Aar vare neppe forbi, førend ingen følede enten Gield eller Krig. Hvorledes dette gik til, veed jeg ikke saa Nøye; men saa meget begriber jeg, at, naar vi frygte Gud, saa da vi have samme Land, ere det samme Folk, og kand vente os af vor unge Fyrste hans Farfaders vise Regiering, maae det, vore Fædre kunde

i de vanskeligste Tider udrette, ogsaa være giørligt for os. Erfaring er mig i Steden for anden Klogskab. Jeg troer derfor, at Gielden kand afbetales, og naar den kand, er der end ikke mindste Udflugt tilbage, hvorfor den ey skulle. Jo! Pharnaces, vi bør betale den Gield, vor fromme, vor eiegode Ascenas har giort, og det, som du bedst veed, min Ven, af Ømhed over sit Folk, og for at drive dets Lyksalighed til høyeste Spidse? Ja! skulde vel Azan kunne føre det over sit Hierte, at svække sin Faders Ord, og kaste paa hans Minde slig en Skiændsel? Hvad Ascenas har lovet, har Azan lovet; thi Kongen i Armenien døer jo aldrig. Kongen har forpligtet sig til Betaling, og bør betale.

Det er et Ordsprog, raabte Pharnaces; thi at han virkelig døer, viser almindelig hans Efterkommer. Har han ikke Magt til at ophæve alle Formandens Befalinger, Forbud, Stiftelser, Bestallinger? Vende vi os ikke alle til den nye Regent, for at blive bekræftede i vore Embeder, og erholde af ham samtykt, hvad hans Fader har enten givet eller indgaaet.

Det skeer, svarede Zariasp, Men Spørsmaal, hvorfor? Feiler jeg ikke, er Hensigten enten at skaffe nogle Penge ind i Skatkammeret, eller og at erholde af de meestgieldende Undersaatter en høytidelig Hylding. Det veed jeg, at det Øyeblik vor elskværdige Ascenas havde opgivet Aanden, var Azan Fyrste, og at baade du, Pharnaces, og jeg uden at bede vore Embeder os bekræftede, strax annammede og iverksatte hans Befalinger. Personen var da vel død, hvori Høyheden hidtil havde boet, men ikke Høyheden selv. Kongen levede endnu og virkede fuldkommen. Var det da samme Kongemagt, maatte den jo og have samme Rettigheder, og, om jeg ikke meget bedrages, samme Forpligtelser. Du sagde videre, at Eftermanden havde Magt til at ophæve alle sin Formands Anstalter; men, min kiere Pharnaces, har han da og Ret dertil? En god Konge betænker først, hvad han maae giøre, og derpaa, hvad han kand giøre. Du erindrer vel, at da vi i vor sidste Raadsamling hiemme eggede Azan til at frafalde Gielden, spurgde han med et beklemt Hierte; men kand jeg og med en god Samvittighed giore Min Faders, min egen Forpligtelse til intet? Er det tilladt? Er det anstændigt? I vide, mine Venner, at jeg til Colchernes og Ara-

mernes Gesandter erklærede, at jeg og vilde vedstaae Gielden. Og, Pharnaces, bør vel Azan, denne for sin Ære saa ømme Fyrste, brække sit Ord?

Zariasp! svarede denne: Azan hører mig; men Azan elsker sit Folk meere end sig selv. Han tør bryde et Løfte, han ikke bør holde. Det er ugyldigt, thi det strider mod Landets Bedste. Kand han, jeg spørger dig, ved nogen Lov forbindes til at udhungre sine Undersaatter, berøve dem al deres Eiendom, tvinge dem og sig med til Bettelstaven? og just dette maae skee, naar denne fordærvelige Gieid skal betales. Du siger: han bør være Ordholdig, saa lad ham da (thi jeg, som Folkets Talsmand maae sige det) saa lad ham da holde Loven, som hans Oldefaders Farfader gav, at ingen af hans Efterkommere skulde have Ret til at skille Riget ved nogen af sine Lande eller Herligheder; Men hvilket er nu det største Tab for os, en liden Provints neppe af 100 Talenters Indkomster, eller og en Gield, som muelig berøver Riget over 13000 Talenter? Burde Azan erklære Magtesløst, om hans Fader havde bortskiænket en Bye, skulde han da ikke endnu skarpere af Loven være forbunden til at svække de Gieldstav-

ler, der skille os ved meere, end 30 Byer indrente? Zariasp blev Utaalmodig. Hans Følelse af Retfærdighed og hans Fortrøstning om Landets Redning vare alt for nye til at kunde udholde en langvarig Modsigelse. Pharnaces! siger han i en hæftig Bevægelse, Azan bør holde sit Løfte; thi du og jeg og hver ærlig Mand bør staae ved sine Ord. Er det retfærdigt at betale sin Gield, bliver det ved tusende og tusende Udflugter aldrig retfærdigt ikke at betale den. Tiridates, som der sidder, solgte i en Overilelse sit Jordegods langt under dets Værd, og skiønt det var til hans Skade valgte han hellere at blive forarmet end tabe sin Ære. En Fyrste, ja et heelt Folk ere ligesaa bundne af Retfærdigheds evige Love, som den mindste Undersaat. 100,000 Mand og du i Spidsen af dem, om du end forkuer Aramerne og spæger Colcherne, skulle endnu ikke kunde gotgiøre, at Løgn er Sandhed og Uret Ret. Du spaaer vort Land Ulykke, om Gielden betales; og svarer mig ikke, Hvorfor vort Rige blev staaende i Azans Farfaders Tid, da dets Udgifter vare stærkere og dets Kaar haardere. Du snakker

om Grundloven, og vil have os til at troe, at

Tabet af nogle tusende Talenter er vigtigere end Tabet af en Provints. Tag da 12000 Talenter, og see, om nogen Konge sælger dig en Provints med fuld Frihed og Høyhed. Hvad regner du de Mennesker for, der beboe sligt et Stykke Land? Set mig deres Værd, og husk endnu paa, at de ere Borgere. Ophøy dine Talenter, saa meget du vil; men viid, at et Land og hvad det frembringer, har en naturlig Værd, Penge aldrig kan faae. Mennesker have levet, uden dem, men aldrig uden Jord og den Afgrøde, Jorden leverer. Det saae Lovgiveren paa: derover forbød han sine Efterkommere at adsplitte Rigets Provintser, men ikke at giøre Gieid. Overalt er det utaaleligt, at en Fyrste skal kuldkaste sin Faders og sine egne Forbindtligheder.

Og dog giøre Fyrsterne dette, blev Pharnaces ved: lad en Fader eller Farfader tvungen eller godvillig have afstaaet det mindste Stykke Land; see om ikke Sønnen eller Sønnesønnen, saasnart de kand, fordre det tilbage under det Paaskud, at Stykket hører til deres fulde Arv.

Ret, Pharnaces! hvad Fyrsten bar Magt til, har han og Ret til! Det er 110 Aar siden, at vi efter en ulykkelig Krig maatte indrømme

Mederne det skiønne Gilan, Hvorfor skulde ikke Azan, om han kunde, rive det fra dem? Vores to sydostlige Provintser kand Aramerne igien snappe fra os; thi for 300 Aar siden indtoge vi dem: og Caduserne, siger man, have engang eiet den Provints, som nu er vor Regierings-Sæde, lad dem og komme at kræve deres gamle Arv. Og naar alle de, som have slige Grunde, mældte sig, hvo veed, om vi beholdte en Fodbred as det Land, vi hidtil have troet at være vores? Nei! Pharnaces, jeg kand begribe, at en Søn, som veed at hans Fader blev overvældet eller forrasket, kand med Rette væbne sig for at tilbagefordre det tabte; men ellers veed jeg, at Fredspagter maae gielde, og Tretter engang ansees for endte. Og at jeg skal erindre dig om den Sag, der i Dag handles om, have Colcherne og Aramerne tvunget eller bedraget os deres Penge paa? Eller have vi indstændigen begiert dem og høytideligen forpligtet os til at erstatte dem? Da du ikke kand nægte det sidste, saa mane du jo tilstaae, at de have paa os det retfærdigste Krav. Azan har da ikke til at kuldkaste deres Fordring den Ret, som du vil evig have Eftermændene paa Thronen forbeholden til aftvungne eller afstaaede Provintser. Men disse vore Udlaanere beholde,

om vi end nægtede dem nu deres Penge, den billigste Fordrings-Ret; en Ret, de med Magten kunde giøre gyldig, sagsnart Omstændighederne bleve dem gunstige. Vi havde da altid Aarsag til at frygte, og derfor og til at holde os rustede imod dem. De kunde jo, om de ikke selv troede sig stærke nok, sælge deres Fordring til Assyriens Konge. Vi kunde da maaskee

blive nødte til at føre for denne Gields Skyld en Krig efter en anden, og da spørger jeg, om den Frygt, den Uroe, det Borgerblod, de Omkostninger ikke rimeligen kunde overveie de Uleiligheder, Gieldens Afbetaling nu vil koste os. Troe mig, Pharnaces, det baader ikke at være uretfærdig.

Ach! Zariasp! svarede den anden, hvor har du høye og rædsomme Begreb om Staternes Retfærdighed og deres Bestandighed i at følge den samme Plan og sigte til eet Øiemeed? Du tænker, at ligesom den Aramiske og Colchiske Konge nu antage sig de Undersaatters Sag, som have forstrakt os de gruelige Summer: saa skal de stedse væbne sig for disse Borgeres Skyld, og ikke lade af, førend de have aftvunget os den sidste Skilling. Men om vi end skulde for nærværende Tid nødes til at love

Dem Betaling, hvor let dog for os siden at finde det gunstige Øyeblik, da Fyrsterne selv skulde opofre disse deres Undersaatter, og glæde sig, ved deres Fordring at kiøbe sig vort Venskab? Colcherne leve nu med Saspirer og Moscher i den tryggeste Fred, og Aramerne trues ikke af deres mægtige Naboe i Assyrien. Men vil Azan tillade det, jeg skal inden to Aar hidse Assyrerne paa vore sydlige Naboer, og de nordlige skal see sig anfaldne af deres gamle Fiender. Lad os paa samme Tid giøre usædvanlige Udrustninger: jeg vedder, at de Colchers og Aramers Konger skal, for at blive sikre for os, rive Gieldstavlene af vore Creditorers Hænder, og selv sende os dem. En duelig Fyrste og et klogt Raad veed at gribe, ja selv at skabe stige lykkelige Lejligheder, imedens en svag Siel, bange for sin Retfærdighed, udmatter sig med krybende Anstalter, og omkommer; i sine egne Øyne som et Offer, og i alle Fornuftiges som en Daare.

Pharnaces! er du Talsmand for en Røverbande, eller for et ærligt Folk! Tie: Du vanhelliger dette Sted, hvor Uretfærdighed aldrig talede. Blev du til for at skabe Ulykke, og ophidse Folkene til at udgyde Blod-Strømme?

Skal mit Fædreneland reddes ved Skiendsel, og dets Lykke udfordre Himmelens Hevn: saa fortære mig først en Torden-Straale, og en brad Død henrive mine smaa Børn! Og du, som laaner din Mund til Ugudelighed, nævn du mig noget Folk, som Uretfærdighed gav en varig Lykke. Du har hørt om den store Zares, som Indien maatte sende alle sine Rigdomme. Han er din Lærer. Hyrcanien, Persien, Ariane vilde han opsluge, og derfor saaede Oprør, Krig, Mord allevegne. Ingen Forpligtelse var ham Hellig, ingens Redelighed fandt hans Ærbødighed. Og hvad udrettede denne rige, mægtige, arbeidsomme, underfundige Fyrste? Luus opaade ham, og Forsmædelse fulgte hans Afkom, til hvilken han efterlod et forarmet og afmægtigt Folk. Hyrcanien har, for at give sig en Vægt i alle Landene paa hin Side Floden, oppustet i lang Tid de fleste Krige: ogsaa dens Statsmænd ere dine Mønstre. Men hvad har Hyrcanien vundet? En almindelig Armod, og et forgieldet Skatkammer. Du saae, Pharnaces! Du saae for faa Aar siden Assyriens kiekke Konge angreben af de mange Fyrster, som vilde omkaste de to forhen sluttede Fredspagter. Kunde noget Forbund være stærkere? Men hvad frugtede dem denne Uretfærdighed? Han beholdt

jo sine Eyendomme, og de fik slagtet nogle hundrede tusende Mennesker. Det har du seet, og endda tør du prædike Uretfærdighed, og spaae ond Trædskhed Lykke. Kald mig Fei, fordi jeg har ligesaa lidet Mod som Lyst til Bedrageres Paafund; men viid, at den forarmede Kiøbmand, som ved nye Flid tør haabe sin Velstands Oprettelse, har et langt større Mod end den, der giver sig i Røveres Selskab for at samle de hastige Rigdomme. Og du! hvi valgte du den lange Dueligheds Vey til din egen Lykke? Hvi krøb du ikke for Boges, eller spillede under Dække med Sphendat! Du saa retfærdig, at du har endog med Møie betalt din Faders Gield, hvor kand du plage Azan for at frafalde sin Faders?

Zariasp nedkastede sig paa sit Sæde: Ærgrelse og Foragt talede endnu af hans Gebærder. Pharnaces reiste sig op, og alt for angreben til ikke at føle Forvirrelse, standsede han et Øyeblik for at overtænke sin Tilstand: og syntes, at han havde forladt sit sande Forsvars-Sted. Imedens denne Taushed herskede, besluttede den gamle Tiridates, der endog hjemme havde talt mod det Forslag om Gieldens Ophævelse, at tiltale Pharnaces.

Jeg var 22 Aar gammel, da jeg, som Zariasp før sagde, i en Ubesindighed forskiertsede mit Fædrenegods. Endog vore Love havde tilladt mig at kalde mit Ord tilbage; men da jeg betænkte, at Æren er det kiereste, et Menneske eier, besluttede jeg at holde mit Løfte, og ved Flid og Sparsomhed see til at oprette min Skade. Hele 30 Aar maatte jeg leve kummerligen, førend jeg kunde sige at have indhentet, hvad jeg en Time forlorede. Jeg tilstaaer, det var haardt, og følesløs var jeg ikke; men det trøstede mig altid, at jeg havde handlet som en ærlig Mand, og var af alle anseet derfor. Azans Farfader og Fader troede mig: hver Borger havde Tillid til mit Ord, og trængde jeg til Forskud, ingen nægtede mig det. Den Kredit, jeg havde, istandsatte mine Sager, og har giort, at jeg nu eier dobbelt imod det, jeg da tabte. See, Pharnaces! hvad der er ret og nyttigt i det lidet, er det og i det store. Thi naar vi erklære at ville betale vor Gield, giøre vi vor Pligt, og dette er den første Fordeel. Vi maae da og bestikke os paa Tarvelighed og Arbejdsomhed; og dette er den anden. Men det, jeg og

agter høyt, kommer endnu til: Vore Naboer nemlig vil ansee os for et ærligt og paalideligt Folk.

Pharnaces fortrædelig over denne nye Modstander, og gandske henvendt paa de stærke Beviis, som stode færdige til at fare ud, faldt Tiridates i Talen.

Du frygter vel, gamle Mand, for vore Kiøbmænds Kredit, om Fyrsten ey betaler sin Formands Gield, men have de, jeg spørger dig, tabt derfor deres Formue, deres Ærlighed? Paa disse Grundvolde have de Fremmede bygget, og saa længe Kiøbmanden er bekiendt for Velstand og Redelighed, er hans Kredit jo altid den samme.

Hvad! svarede den Gamle, vil du blinde mine Øyne? eller forvirre mine Tanker? Jeg sad i min gamle Konges Raads-Kammer, da du endnu ikke havde Alder til at bevogte hans Dør. Skulde du indbilde mig, at, naar vi besviige Colcher og Aramer, vi endda skulle beholde vor Handel med dem? Lad vore Kiøbmænd have tilgode hos dem, skulde de ikke udlegge det

til deres egne Borgeres Betaling? Og lad dem have tilgode Hos vore: skulle de ikke skielve for disse Summer, søge jo før jo hellere at udtrække dem, og til et dødeligt Stød for vor Handel blive varsomme, bange og tilbageholdne? De andre omliggende Folk maatte jo frygte, at ligesom een Fyrstelig Forordning til intet giorde Landets Gield, en anden ligedan kunde kassere alle Fremmedes Fordringer paa vore Borgere. Men jeg vil skienke dig dette, som jeg ikke tænkte paa, da jeg ønskede, at vi maatte altid hos vore Naboer passere for et ærligt og ordholdigt Folk: og i det Sted vil jeg spørge dig, om vor gode Fyrste og hans Eftermænd kunde, naar han saaledes bedrog vore Creditorer, vente at faae herefter Penge til laans, i fald Landet nogensinde skulde, som ofte tilforn, behøve det?

Nei! blev Svaret: og hvad skader det? En Fyrste, som veed det, maae være sparsom, laane hos sine Undersaatter, og naar alt kniber, fordærve Mynten. Lad dette være et Onde, saa er det dog et Gode imod den ulykkelige Tilstand at sette sig i Gield til Fremmede.

En god Fyrste fortryder aldrig paa, at han ey kan giøre ondt: og en ond Fyrste er det en Velgierning imod, at Hænderne ere ham bundne. Vort Fædreneland skal da aldrig meer sukke under slig Byrde.

Hvorved erholdes dette? spurgte Tiridates — Derved, svarede Pharnades, at Azan nu erklærer sig ey at ville betale sin Faders Udenlandske Gield, og endnu meere giør det til en Lov, at ingen Eftermand er bunden til slige sin Formands Forbindtligheder? Men om nogen Fremmed, blev Tiridates ved, da siden efter laante een af vore tilkommende Fyrster, skulde han da aldrig kunne vendte sin Betaling? — Nei! thi der var jo en Lov for, at en Formands Gield ey blev betalt — Det kand jeg begribe, at naar slig Lov var, og behørigen giort bekiendt, kunde man underkiende en saadan Fordring. Men kand saadan en Lov forbinde, førend den er til? Endnu Pharnaces, har vi den ikke, og dog dømmer du efter den. Dog du er ung og kand overile dig, saa at jeg fand holde dig meget tilgode. Men dette har jeg ondt ved at skienke

dig, at du for at indskrænke vore Fyrster, setter vort Fædreneland i yderste Fare for at savne i de vanskeligste Øyeblikke de Summer, som da kunne redde, og siden gierne betales. Her tænker jeg paa Azans Oldefader, som i sin blodige Krig mod Moscherne behøvede et Aar for at aabne Feldtoget 500 Talenter, Hans Undersaatter havde intet meere at laane: deres Sølv var endog udmyntet: vore flette Penge kunde ey hielpe; Thi han behøvede Korn fra Aramerne og Vaaben fra Chalyberne. Havde da Menis Dronnings Farfader ikke opmuntret sine rige Folk til at forstrække denne Summe, saa havde Fienden faaet Overhaand, og Colcherne, som stode færdige, havde slaget sig til deres Parti. Troer du, Pharnaces, at hvad der er skeet, aldrig kand skee meere? Frygter du for onde eller ødsle Fyrster, saa frygter jeg for farlige og med Ødeleggelse truende Tider.

Saa lad da, raabte Pharnaees, en Fyrste have Ret til i slige Tilfælde, det er, i den alleryderste Nød at optage en Summe hos Fremmede saa stor, at Landet ved at betale den ikke lider saa meget, som det skulde have lidt, om intet Laan havde været giort. Men er Giel-

den giort for at berige egennyttige Betjente, for at udføre vindige Projecter, for at mætte en daarlig Begierlighed eller deslige, saa er Gielden i sig selv død og Magtesløs, og bør frafaldes. Thi en Regent, som ilde anvender de laante Penge, taber just derved sin Ret at giøre Laan.

Hvo skal dømme derom? blev Tiridatis Svar. Skulde Fremmede, naar vi ville laane hos dem, kalde os for deres Domstoel, og undersøge vor Opførsel, Landets Tilstand, de offentlige Penges Bestyrelse? Eller skal de (thi jeg maae huske paa din saa ofte gientagne Paastand) først laane os; og siden for at forvisses om deres Kravs Lovmæssighed opbie Regentens Død, indtil hans Eftermand faaer randsaget, om hans Fader med Føye giorde Gielden. Pharnaces, hvorledes slutter du? Tænker du, at de Fremmede ere Daarer, eller vil du opkaste dem til Dommere over os?

Men vil du, skreeg Pharnaces, at en Fyrste skal betale al Formandens Gieid, den lovlige og ulovlige. Her ere Betiente, som har udsuet Landet og beriget sig.

Her ere daarlige Projecter, som har kostet græsselige Summer. Her ere Fremmede, som af Frygt for at gaae glip af Capitalen, har fordret og faaet urimelige Renter. Her ere begangne Skielmsstykker ved Remisserne, og hvo kand opregne det alt?

Du har allerede, svarede Tiridates, sammendynget nok, og det Ting af meget forskiellig Natur. I Almindelighed staar det fast, at hvem, Fremmed eller Undersaat, som Eftermanden finder at have bedraget sin Fader og Landet, kand, og hvad meere er, bør han straffe eller skaffe sig Erstatning af. Lad ham kun, Pharnaces, men efter Lov og Dom, tvinge de gevinstsyge Betiente til at udlevere det Gods, de har ranet fra Landet. Lad ham undersøge deres Handling, som har været Penges Opbørsel, Bestyrelse eller Udbetaling betroet, og treffer han de Skielmsstykker, du sigter paa, saa have vi jo Love mod Tyve og Bedragere, og behøve ikke først at giøre dem. Men har vindige Projecter, bifaldte og iverksatte af Formanden, tilsat vore Skatter og forøget vor Gield, da vedkommer det ikke vore Creditorer, thi de

skulde jo ei være vore Tilsynsmænd. Og har de Fremmede betinget sig høye Renter, og faaet dem tilstaaede af den, som havde Myndigheden: saa er det en Ulykke af samme Art, som mange andre, der kand beklages, og maae med Fornuft ændres. Lad os prøve, om disse Creditorer ei selv vil beqvemme sig til Billighed, og maaskee det mod saadanne, naar de ikke ville, var ingen Uret at anstille sig, som man ei ville betale, indtil og de Nedsatte Renterne omtrent til det, de ere i deres eget Land. Dog i det, Pharnaces, du dømmer saadanne fra deres Krav, erkiender du jo selv alle dem for lovmæssige Creditorer, paa hvilke intet sligt hefter?

Pharnaces, som mærkede, at hans Setninger ravede og truedes med Fald, besluttede at sette Undseelse tilside og rykke frem med de Grunde, han længe havde holt tilbage. Azan, Menes, dennes tre Sønner vare hans Tilhørere, og i Øynene af dem skulde han sige, at ingen Fyrste eiede sit Rige, med den Frihed og Ret, som Undersaatten sin kiøbte eller arvede Eiendom. Menes opsamlede (han saae

det) hver Slutning og hvert Udtryk: og dog maatte han erklære, at Sønnen ei havde Faderen Thronen at takke, at denne ei kunde forbinde hiin, at Azan følgeligen kunde med bedste Ret sønderrive alle de Baand, Ascenas havde paalagt ham. Hidtil havde han tænkt med mindre kostbare Beviis at svække de Udenlandske Gields Fordringer; men den uventede Modstand af Zariasp, og de haarde Angreb af Tiridates, og det Bifald, disse kiendeligen havde vundet, og Fædrenelandets Nød, som bespændte hans Hierte, og Frygt for nye og mægtige Indvendinger af den skarpsindige Rhases, han saavel kiendte: Alt dette stødte sammen for at tvinge ham til at bryde løs med de Setninger, der i hans Øyne havde med al deres Uangenemhed og Bitterhed en uovervindelig Styrke.

Jeg vil, Tiridates (saaledes begyndte han) forlade Valpladsen, overgive dig og vore Udsuere Seiren, og paatvinge min Siel den Taalmodighed sindigen at ansee mit Fædrenelands Ulykke og dets Borgeres Armod. Ja! jeg vil: dersom du kand overbevise mig om, at en død Fyrste endnu har Ret

til at regiere. Thi det paastaaer du og Za: riasp, naar I vil bevise, at Azan er bunden til sin Faders Gield. Skal saa være, saa hersker Ascenas endnu, thi endnu gielde hans Skatteforordninger, endnu føles de jammerfulde Virkninger af hans ubetænkte Raad, endnu styres Landet overeensstemmende med den Tilstand, han satte det i. Men han er ikke meere. Lad ham, imedens han var, have havt Magt til at give Love og bestemme vor Skiebne: saa ophørte denne Ret med hans Liv. Azan besteeg Thronen, og nu er det ham og ikke Ascenas der skal udfinde Midler til vort Bedste. Siger mig ikke, at vor Konge har sin Fader Riget at takke, og derfor bør betale hans Gield. Han regierer, I vide det, ikke af hans Faders Maade, men i Kraft af den uryggelige Lov, hans Oldefaders Farfader gav. Siger mig ikke, Kongen har skrevet Gieldstavlene; derfor bør Kongen ære dem. Regentens Ord gielder, naar han har Ret til at give det; men ingen Regent har Ret til at giøre sit Folk ulykkeligt. Har da Ascenas misbrugt sin Magt, skal da og Azan overtræde Grændserne?

Rhases, som det længe havde krænket at høre sin Farbroders Forhaanelse og see den elskværdige Azan at martres, stod op, og tiltalede Pharnaces:

Tapre Feldherre og ærlige Mand! Glem et Øyeblik baade Zariasp og Tiridates, og om du kand, glem og Ascenas, og Azan og vort Fædreneland. Lad os søge Sandhed, og for at finde den, vende Øynene fra de Ting, der ophidse vort Sind, og hindre vor Overleggelse. Ingen kand meere end jeg være overbeviist om, at Folket er ikke til for Fyrstens Skyld, men han for Folkets: At dets Vel er hans eeneste Lyksalighed, og bør være hans eeneste Øyemeed; at om han end har den meest uindskrænkede Magt, har Han dog aldrig Ret til at forkrænke noget Menneskes Rettighed og endnu mindre til at giøre et heelt Folk ulykkeligt. Lad ham være Herre, Gud er Overherre, og de, Fyrsten regierer over, vare Mennesker, førend de bleve Undersaatter. Pharnaces! Det er min Troe, og jeg veed, Sandhed har lært mig den.

Herre! svarede Pharnaces, lyksaligt er det Folk, hvis tilkommende Fyrste saa tænker, og derefter vil Handle.

Nu vel! blev Rhases ved. De fleste Folk leve nu under uindskrænkede Fyrster; men den Tid har været, da disse Herrer vare bundne enten med et Raad eller en Rigsdag; og Norden for os og eder findes endnu slige omgrændsede Fyrster. Ja! stige vi 600 Aar tilbage i Tiden, møde vi Mennesker deelte i smaa Familie-Selskaber, alle Frie, alle Brødre. Og endnu Vesten her for ere Folk, som forsamlede paa deres Torve vælge selv deres Øvrighed og selv afgiøre deres Tretter. Tænk nu med mig, kiere Pharnaces, paa en af de gamle frie Mænd ved Euphrats Bredder. Havde han Ret til at laane af en sin Naboe 10 par Øxne, eller hvad du vil sette, og love derfor, indtil de vare betalte, den siette Deel af sin Afgrøde? Du maae (jeg veed det) svare Ja, fordi Manden er fri, og laaner paa sin sande Eiendom. Nu jeg spørger videre: et af de vestlige Folk, jeg før nævnede, og som regiere sig selv, trænger til 100 Talenter, og bliver i dets Forsamling eenig om at laane dem af et andet Folk, faaer dem og forpligter

sig til at udbetale dem med Renter i 10 Aar. Har dette Folk Ret til at indgaae saadan Forpligtelse? Ogsaa dette maae tilstaaes; thi Folket er frit, og laaner paa sin Eiendom. Byzererne, som du saavel tugtede, har en Konge og en Rigsdag. Til det for dem ulykkelige Feldtog optoge de 600 Talenter hos Colcherne, men disse vilde ikke forstrække Kongen Pengene, førend Rigsdagen havde tilstaaet dette Laan, og hvorfor? Kongen med det forsamlede Folk kand (saa sige deres Love) allene give slig Handling Gyldighed. Naar nu dette var skeet, vilde det jo være fært, om nogen spurgde: Maatte og Byzererne saaledes laane Penge? Jeg er vis paa, Pharnaces, du selv vilde falde i Forundring, om den frie Mands Børn, det frie Folks Hustruer og de Byzerer, som ikke vare paa Rigsdagen, vilde giøre nogen af disse deres Ret stridig, og antaste deres Laans Retmæssighed?

Herre! jeg tilstaaer det, svarede Pharnaces, og seer tillige det Maal, du stiler til.

See det min Ven (sagde den unge Fyrste smilende) thi og jeg øyner allerede en klog og god Mands lette Overbeviisning. Et

Folk, som har overgivet al sin naturlige Magt i en Fyrstes Hænder, Har jo berettiget ham til at giøre Handlinger ligesaa gyldige og kraftige, som om det selv havde paa en Rigsdag besluttet dem. I Følge deraf ere alle hans Pagter, Contracter, Laan og deslige Folkets. Fremmede ansee ham som hele Folket, og indlade sig i Forbund, Underhandlinger & c. med Ham, som med det hele Folk. Og dette har jo Folket selv foraarsaget, da det foreenede i hans Person al sin egen Myndighed og Høyhed. Han laaner og kand, fordi han har hele Folkets Rettighed og hele Folkets Eiendom. Han er for sine Undersaatter og Fremmede det samme, som den fri Mand for sine Børn, Forsamlingen paa Torvet for et frit Folk, og Kongen og Rigsdagen for Byzererne. Dette kand du ikke negte, Pharnaces, med mindre du vil kuldkaste den Handling, da Folket overdrog Ham den uindskrænkede Magt.

Det hverken vil eller kand jeg, svarede denne; ikke heller synes jeg, Herre, at kunde med Grund indvende noget imod dine Setninger. Men det maae jeg dog sige, at jeg aldrig Har kundet troe, at vi vare Fyrstens

Eiendom, og at vore Fædre have overdraget et Menneske Ret at skalte og valte med hele Nationens Eiendom og Liv efter Behag, det er at sige større Ret, end noget Menneske haver at give bort. Ingen Fyrste eier dog sit Rige med saa fuldkommen Eiendom, som en Mand i det borgerlige Liv eier de Ting, han har kiøbt eller arvet; thi dem kand han uden at fornærme nogen, slaae i Stykker, brænde, sælge eller give bort. En uindskrænked Konge forekommer mig som en Formynder, og hans Thronfølger som Formynderskabets Arving.

Min Ven, blev Rhasts Svar, Fyrsten har Folkets Ret over Folket og over Landet, med mindre denne hans Ret ved een og anden Lov er indskrænket. Du seer da let, hvorudi din Sammenligning imellem ham og en Formynder er grundet eller ugrundet. Om Fyrsten eier sit Rige, vil jeg ikke undersøge; men i det Sted spørge, om Folket eier sig selv, sit Land, sine Midler; thi han har samme Magt som Folket. Du troer, en Mand i det borgerlige Liv har over sit Gods en langt høiere Eiendom end Fyrsten over sit Rige, og mærker ikke, at naar denne Mand er Lem af

en Stat, tilstaaer samme ham aldrig en fuld Selvraadighod med sin Formue. Vil han brænde og ødelegge den, griber Staten om slig en Rasendes Haand, og det fordi han med alt hans Gods udgiør en Deel af Statens Kraft og dens Formue. Jo skarpere dens Omhue er for sine Borgere, jo mindre taaler den i dette Tilfælde en egensindig og med dens Indretning stridig Bestyrelse. Saa er det i min Faders Lande, og det er ikke een af de svageste Aarsager til deres Velstand. Men, min Ven, fordi jeg nægter dig disse dine Setningers fulde Meening, derfor maae du aldrig tænke, at jeg fornedrer mig til at føre Ordet for Tyrannen, Voldsmanden, Øderen. Slaveherren. Fyrsten (saa sagde jeg) har Folkets Ret over Folket og Landet, ei en større og heller ikke en mindre, uden saa er at Grundlovene har bestemt noget andet. Men intet Folk har havt Ret til at udsue, fortrykke, myrde, ødelegge sig selv, fordærve gode Sæder, forgribe sig mod Gud, berøve, plage, forstyrre fredelige og retfærdige Naboer. Ingen Fyrste har heller Ret til nogen af disse Ugierninger. Folket kunde give Love, ophæve, forandre dem, begynde Krig, slutte Fred, indgaae Forbund, paalegge Skatter, vælge

Embedsmænd, giøre Laan, og videre. Fyrsten, som har Folkets Magt, besidder alle disse Rettigheder og med samme ubehindret Øvelse, som Folket. Dette havde Ret til, dog med Indbyggernes Samtykke, at bortskienke, pantsette, sælge sine Lande: det kunde vælge sin Regents Eftermand, om det havde givet sig et Hoved, og fastsette Arvefølgen, om det tilstod nogen. Regenten maatte have samme Ret, og paa samme Maade, naar den ikke ved en Grundlov var ham paa de allerfleste Steder betagen, og den kand han ikke ophæve, fordi Folket ei heller selv burde tilintetgiøre den Lov, det høytideligen og med god Grund havde erklæret for uforanderlig.

Men, Herre! udbrod Pharnaces, lad da Fyrsten have Ret til at laane, hvad han selv kand betale, i det mindste hvad der kand betales af det, som Aarligen af hans Indtægt forspares. Hans Ret gaaer jo efter din egen Dom ikke til at udarme den Slegt, som nu er, og dem, som skal fødes. Driver han den saavidt, er den jo ulovlig, og følgelig ugyldig, uden Forbindlighed for Efterkommeren og Landet.

Sandt! Pharnaces, svarede Fyrsten. Nu har denne Regent overskredet sin Ret, og dog (jeg tilstaaer, det er Haardt) maae hans Gieldstavler indfries; ikke fordi han med Rette har giort Gielden, men af andre Aarsager. Den har giort Gielden for Landet, som har Ret til at giore Gield, og en ubunden Magt til at giøre den Gield, han har efterladt sig: han havde hele Folkets Myndighed, Formue og Troeværdighed: de, som have laant ham, kunde ikke dømme ham enten for uberettiget eller uvederheftig: endnu mindre havde de enten Ret eller Kald til at undersøge Trangens Aarfager og Pengenes Anvendelse. Negter man dem nu Betaling, begaaer man det fuldkomneste Bedragerie. Men dette forbyde alle Guds og Naturens Love. Mod Udlaanerne har Landet faaet en grundet og upaaankelig Forbindlighed: ikke at ville opfylde den, er en erklæret Uretfærdighed. Et Folk bør end videre elske sin Ære, ligesaa ivrigen, som nogen Mand sin; og du selv, Pharnaces, veed bedst, at for rettænkende Siele er den kierere end Gods, ja Liv. Den Tid kand og komme (Zariasp eller Tiridates har allerede erindret det) at Landet trænger igien til fremmede Penge, og denne Hielp, ofte af yderste Vigtighed, bør

det aldrig berøve sig. Det er da i dette Tilfælde, min Ven, som i Tusinde andre: Handlingen er ubillig, og dog forbinder den. En Mand bliver i Overilelse Borgen og maae opfylde sin Pagt; thi den er lovlig, skiønt ikke overlagt. Enhver af os har ligesaa liden Ret til at skade os stiv, som Kongen sit Folk: og dog maae vi og vore Børn og undertiden Hele Afkom for en skadelig Handling lide et smerteligt Tab. Et frit Folk (thi og de baade forhaste og forgielde sig) begynder en ubesindig Krig eller giøre for umaadelige Anlæg en urimelig Gield. Kand det derfor sige, naar Ulykken bryder ind: bort Fiender, bort Udlaanere! Vi have ikke havt Ret til at stifte vor egen Ødeleggelse. Nei! Nei! min ærlige Pharnaces, det slette Udfald af en Handling eller et Foretagende beviser aldrig sammes Ugyldighed; heller aldrig maae vi slutte, denne Sag er mig nyttig, følgelig er den retfærdig. En Mand kand let kuldkaste og tilintetgiøre sin Gierning, naar han kun handler med sig selv; men aldrig saasnart er det med andre, førend deres Rettigheder paalegge ham Forbindligheder, der ikke ophæves uden enten ved Opfyldelse af ham, eller Forbrydelse af dem, eller og ved deres erholdte Sam-

tykke. Alt dette synes mig, Pharnaces, at have Sandhedens unegtelige Medhold.

Jeg kand ikke, Herre, svarede denne, imodsige disse dine Grunde. Men haardt er det, at Eftermanden skal betale den ødeleggende Gield, han aldrig har giort, og at han, som er forbunden at befordre sit Folks Lyksalighed, skulle af denne strænge Dyd kunde nødtvinges til at styrte sine Borgere i Elendighed.

Det hielper ikke, var Printsens Svar, at det er Haardt, møisomt, smerteligt at efterkomme sine Pligter og opfylde sine Forbindligheder. Retfærdighed selv fordrer, at eders Gield skal betales, og saa maae den betales. Da Du i Trefningen ved Euphrat, som Oberst for min Farbroders Garde, saae Slaget tabt, dersom du ikke ved et fortvilet Angreb kunde adsplitte det seirrige Rytterie: da betænkte du dig ikke et Øyeblik at kaste dig ind imellem Fienderne, og blottet for deres Pile og Sverd at vende til den øvrige Hærs Frelse al Agtsomheden paa dig og dine Folk. Da saae jeg dig komme tilbage, vist nok kronet med Ære, men saaret i dit Bryst af en farlig Piil, og saa forhugget i dit Ansigt, som disse Skrammer endnsi vise. Erindrer du dig,

min Ven, at du paa min Medlidenheds Erklæring svarte mig: Jeg har kun giort min Pligt, og vel! at Fjenderne bleve slagne. Det var Haardt, Pharnaces, saa dyre at giøre sin Pligt, og dog vilde du. Det samme og intet andet er det, jeg nu paastaaer. Min Fætter og hans Folk skal betale deres Gield; thi det er deres Pligt. Den Pligt ligger paa Folket; thi den har giort Gielden, som det selv havde givet sin Ret, sin Magt, ja selv giort til sin Mund og sin Haand: og Folket bør vestaae, hvad Folket har giort. Ascenas er død, men Folket døer aldrig, saa længe det er et Folk, og derfor bliver dets Forbindlighed altid levende, altid gyldig. Azan er nu dette Folks Hoved, og har dets Ret, men ingen anden Ret, end Folket har. Nu er det saa langt fra at Folket har Ret til at fragaae sin Gield, at det tvertimod er af al Retfærdighed forpligtet til at betale den. Derfor, og af denne Grund bør og maae Azan indfrie Gieldstavlerne; ikke fordi det er hans Faders, men fordi han er nu dette forgieldede Folks Fyrste.

Jeg undersøger da ikke (thi det er mig uvedkommende) hvorvidt han har sin Fader

Throne at takke, og derfor bør erkiende hans Gield. Det veed jeg, at han skylder sin Fader ikke allene Liv og Opdragelse, men og den nærmeste Adkomst til Thronen. Og denne Skyldighed til al den anden bør forpligte ham til ikke allene at håndhæve hans Faders Minde, men og ved sin egen personlige Sparsomhed, at hielpe til at dæmpe Undersaatternes Klage. Dog her behøver jeg ikke at tale om Pligt. Azan elfter sin Fader, den fromme Ascenas, min eiegode Farbroder. —

Men, Pharnaces! Du synes, det er haardt, at en Fyrste, som burde stifte sit Folks Lyksalighed, ved slig en Gields Afbetaling dømmer det til Armod; men hvad vil du, at denne Fyrste skal giøre? Paa den eene Side er Armod, paa den anden Bedragerie: her seer han Uretfærdighed, Skiendsel, Himmelens Mishag: der forsvundne Skatter, tilvoxende Fattigdom og forvirrede Vanskeligheder. Her skal vælges. Og du selv, min Ven, tænk dig selv i dine egne Huussager sat i saadanne Kaar, at du skulle gribe enten til Armod eller Misgierning: tænk hver viis og ærlig Landsmand for sig selv i de samme. Siig mig, Pharnaces, og lad hver ligesindet

Landsmand ogsaa sige mig, hvad vilde I her vælge. Du valgte: De valgte (jeg veed det) i øyeblikket Fattigdom, Pinebænke, Døden selv. Og Hvorfor? Du og de, I vil jo dog og bør ville eders Lyksalighed? Men svarer I mig, det er vor Lyksalighed at leve og døe med Ære og Dyd. Og nu, spørger jeg, hvad du og hver ærværdig Borger for eder selv vilde og burde vælge, bør det ikke være hele Folkets Val, Folkets, siger jeg, sat i de samme Kaar? Folket er jo dog ikke andet end alle disse Borgere tænkte tillige. Nu Azan er Folkets Røst, og denne min elskværdige Broder skal vælge imellem Fattigdom og Bedragerie, Ære og Skiændsel, Møysommelighed og Magelighed, Himmelens Naade og Vrede. Han skal vælge baade for sig og sit Folk, og bør (thi dertil er han forpligtet) søge sin, søge dets høyeste Lyksalighed. Pharnaces! Vælg du for ham.

Herre! (udbrød denne med en mat Stemme) jeg vælger det, som Azan som du allerede har valgt. Mægtige Sandhed, men hvor haard! Ach! mit Fædreneland og mit Folk! Vee dem, som har forvoldt dig denne Ulykke!

O! Ven, blev Rhases ved, du har været ophøyet nok til at erkiende en bitter Sandhed. Du skal og være det til at tilgive Ascenas, min Farbroder og Fader, om du troer ham at være Aarsag til denne eders Ulykke. Jeg troer det ikke, og kand ikke troe det. Tænk paa den sidste Krig, I stode Fare for: paa eders Udrustninger, og eders Tropper, som nogle Aar laae ved Tigris Bredder. Tænk paa de store Summer, Ascenas anvendte for at skaffe alle sine Undersaatter fri Handel paa det sorte Hav. Tænk paa den Indianske Caravane, som tilforn et Selskab allene var berettiget til, og han giorde fri for alle sine Borgere. Glem ikke de ørkener, han vilde giøre frugtbare, ei heller den mangfoldige Arbejdsomhed, han ved svære Bekostninger indførte og vilde indføre iblant sit Folk, og ei heller de Opmuntringer og Belønninger, han saa villigen gav til hver den, som man forsikrede at vide og at have giort noget nyttigt. Lad nogle Anlæg have været overilede, og lad visse kostbare Anslag have havt Mislykke. Du veed, min Farbroders Hensigt var den bedste; men et hvert Menneske kand feile, og ingen af os skabe Lykke. Lad nogle Summer være henfarne til Uværdige: ogsaa

76 du kand beskuffes, og hvormeget meere den, som der er saa stor Gevinst ved at bedrage. Ja! gode Gud, Hvor lurer man paa os, Hvor beleires vi, og hvilket Arbeide for os, om vi, der kaldes Herrer, ei blive Slaver!

Ofte skeer det og, at visse Setninger udraabes for Sandheder, endog af dem, som de ingen Fordeel love: man troer, ærer, anvender dem, og ikke seer før bag efter, at her var ikke Sandhed, men kun dens Skin. Saaledes var det (ogsaa det veed du, Pharnaces,) en antagen Meening, at fremmede Penge blive en Stats Flor: Min Farbroder lod sig forlede, fordi han ønskede Øyemerket, og blev indtagen af Midlet. Det er fandt, han kunde ved Skatter have hævet de Udgifter, som Tiderne giorde nødvendige; men og her var han for øm. Og jeg gider ei sagt meere. Det veed jeg, han elskede sit Folk, Uskyldighed var sikker under hans Scepter, og Fortieneste, naar den var kiendt af ham, blev belønnet.

Krige stiftede han ikke, og da alle hans sydlige og østlige Naboer i hans sidste Aar forstyrrede sig selv og hinanden, da boede

hans Folk i Fred. Havde han da traadet frem paa de blodige Baner, vundet et og andet Slag, og efterat have leveret nogle Tusende af hans. Borgere til Døden, og fleere til Angest og Ulykke, efterladt Staten denne Gield, da havde du ei talet i Dag, og da havde alle dine Landsmænd anseet den som et nødvendigt Onde, man maatte taale og afhielpe. Nu disse sørgelige Optog sparede han eder for, spar og ham for eders Klager. Troer I Ham, troer I eder optrækkede enten af Fremmede eller Borgere: saa ere de første eders Fiender, og de sidste skyldige for eders Domstoel.

Her afbrød Rhases. Hans Indbildning blev for levende, og de Bevægelser, der skøde sig op i hans Sind, mistænkte han selv. Hvad Rhases sagde til Forsvar for Ascenas, følede Pharnaces og neppe vidste, om han hørde det: saa bespændt var hans Siel af de gamle Setninger og de nye Sandheder, og saa fremmet var det ham at finde i sin Forstand en Overbeviisning, den dydige Mand maatte modtage; men Folkets Talsmand er endnu

kunde rumme. Azan selv sad tankefuld. Uden Ophold var han reven fra de stærkeste Forestillinger om Gieldens Umaadelighed til det søde Haab om Afbetalingens Muelighed: fra de rædsomste Malerier over Landets uundflyelige ødeleggelse til de modige Beslutninger at være arm og dydig: fra Rhasis stille Betragtninger og Glæden over den kiere Pharnacis Overbeviisning til den bitre Erindring om sin Faders Hierte og Faders Skiebne, der med de ædelste Forsetter havde besværet sit Folk. Og her tænkte Azan, hvordan vil min Skiebne blive? strax indtrængede Landet og dets Nød, og Fyrstens Byrder og Farer, og Hyklere og de ukiendelige Bedragere og Himmelens Hielp mod alt dette sig saa hyppigen i hans Tanker, at han ikke mærkede, at Rhases endte, og han burde tale.

Menes, som kiendte Mennesket, vidste Aarsagen. Konge, siger han, Du tænker: og det undrer mig ikke; thi Sandhed har vundet, og en klog Mand er overbeviist; men hvad Viisdom og Standhaftighed nu har at udrette for Retfærdighed, er noget

saa stort i dine Øyne, at det gandske fængsler dit Sind.

Ach! ja min Farbroder! svarede Azan. Men jeg bør spørge eder, mine Mænd, om I nu alle troe, at vort Fædreneland bør betale sin Gield?

Imedens de alle og Pharnaces ogsaa gave deres Samtykke: prøvede Azan at forjage sine adspredende Tanker, og efterat han havde lagt Mærke til den fulde Eenstemmighed, talede han saaledes fra Thronen:

I troede tilforn, mine Mænd, at

vor Gield burde betales; men nu troe I

det med Overbeviisning. Dertil har den Modsigelse tient, som Pharnaces har giort. Ogsaa denne mit Folks Talsmand har selv følet Sandheden, og skal giøre den begribelig for mine Borgere med samme Iver,

som han her i denne Forsamling har angrebet den. Det vil udgiøre en vigtig Deel af min Roelighed og Sindsfornøyelse, at alle mine Undersaatter kunne troe, det er mig umueligt at lette ved Svig deres

Byrder. Hvorfor jeg og vil bede eder, ved vor Hjemkomst at meddeele eders Medborgere de samme Tanker og Indsigter, I selv Have. Naar vi da alle vide, at vi

maae arbeide, og spare for at fyldestgiøre en kier Pligt, saa skal Retfærdighed give os Mod, og Haab om Himmelens Velsignelse oplive vor Flid. Men her behøves nu for at iværksette denne ædelmodige Beslutning en viis Plan og uryggelig Standhaftighed. Vort Fædreneland er allerede fattigt, og dog skal det aarlig forlore saa anseelige Summer. Dersom vi da ikke ved andre Kilder erstatte denne Afgang, maae det inden faa Aar gandske udtørres. Jo større Arbeide vi fordre af dette syge Legeme, jo bedre maae det pleies, og jo skarpere maae vor Omhue være. Mine Mænd! Forklarer eder nu, hvorledes I meene, at vort Folk kand udholde Gieldens Betaling, og dog beholde baade Styrke og Velstand. Min Farbroder og mine Fættre have lovet os at styre og forbedre vore Tanker. Pharnaces, mit Folks Talsmand! om Landets Bedste fordrer nogen Erindring. eller Indsigelse, gier strax dit Embede.

Herre, svarede denne, Jeg vil oprigtigen bekiende, at jeg er gandske ubereed til den vigtige Undersøgelse, der nu skal anstilles. Du veed, hvad min Siel hidtil har pønset paa; og nu da vor Regierings Natur og Retfærdighed selv giør Gieldens Betaling uomgiengelig nødvendig, aabner sig for mig en Afgrund, der saa forbauser mig, at jeg intet kand tænke. Tillad da, Herre, at jeg i Dag er Tilhører. Skulde jeg ellers i den ængstelige Uroe, som omtumler mit Hierte, kunne tiltroe mig at give dig noget Raad: da blev dette det eeneste, at vi alle vælge at tie, og alle bede Asiens viseste Konge, din Farbroder, at han vil vise os det giørligt, jeg neppe tør haabe at være mueligt, og om Landet skulle kunne udholde denne Afgift, da oplyse os om de Midler, vi bør anvende, for at opfylde et Haab saa stort, saa vanskeligt.

Alle istemmede med Pharnaces. Azan selv føyede sin Bøn til deres. Menes, som havde ønsket, at de i deres egen Sag vilde i det mindste have sagt deres Tanker, undskyldte sig længe, men alt for god til at være paastaaende, gav han endelig efter, og begyndte saaledes:

I vide, mine Venner, at da jeg forlod Armenien, for at modtage efter min afdøde Dronnings Fader denne Krone, var jeg 23 Aar gammel, alt for ung, alt for lidet brugt til at kiende mit Fædreneland saa nøye, som jeg denne Dag ønskede. I de 50 Aar, som siden den Tid ere forløbne, har Armenien undergaaet saa vigtige Forandringer i Velstand, i Næringsveie, i Indretninger, i Sæder, at jeg neppe kiender det meere; men dette var det dog, jeg burde paa det omstændeligste vide, for at være i Stand til at give eder: eder, siger jeg, duelige Raad. Hvad I da kand høre af mig, maae I, naar I endog vil dømme allerfordeelagtigst, ikke ansee uden som vore gamle Vises Sententser, der lære Klogskab, men fordre en klog Mands Anvendelse.

Eders Land skylde til Fremmede 12000 Talenter. Havde slig Gield Hvilet paa vore Fædre, saa havde de efter Borgernes Tal, Næring, Formue og Tilstand strax fastsat. Hvor meget enhver tilkom at betale. Retfærdighed, Billighed og Klogskab havde giort Hos dem slig en Inddeling. Den som strax kunde bringe sin Andeel tilveie, var

det tilladt: og den, som ikke kunde, udredede den i visse Aar. Enhver vidste, at naar hans Andeel var betalt, havde hans Byrde Ende, og denne Vished gav Mod, og fordoblede hver Borgers Flid. Troer mig, mine Venner, at saa simpelt som dette Middel er, saa naturligt er det. Landets Skyld, er jo dens Indbyggeres, og hvad da meere rimeligt, end at hver faaer at vide, hvad hans Deel er? Denne Summe stor eller liden, kan han begribe: han føler den: han indretter sig strax derefter, og enten ved Sparsomhed eller nye Vindskibelighed søger at overvinde den: hvad han aarligen afbetaler, bestyrker hans Haab om det endnu tilbageværende: hans Naboes Flid opmuntrer hans, og at denne nu har løsgiort sig, ansporer Ham til at erholde samme Lykke. Anderledes er det, naar Landets Gield ved aarlige Skatter skal inddrives. Gielden selv føler ingen, som sin, just fordi den er alles. Dens Storhed giør, at de fleste, der intet Begreb Har om Summen, ei heller om de Skyldige, ansee den for ubetalelig, og de derved foraarsagede Skatter for evige. Rygter, sande eller falske, udspredes, forvirre Mængden, og svække baade dens Mod og Flid. Op-

muntringen, denne i Mennesket mægtige Driver, fattes, og med den alle de gode Ting, den udretter. Kort sagt: Mennesket, som er sig selv det rette Fædreneland, vil arbeide for sig selv. Det er kun faa, som kan ophøie sig til at see deres Velfærd i det Almindelige Bedste, og endnu er det et mindre Tal, som har Mod til at opofre sig derfor.

Undrer eder ikke, mine Venner, at jeg bygger min Statskonst paa Menneskets Natur. Jeg veed vel, at det Dag fra Dag bliver meer og meer Moden i Asien, at behandle Mennesker som Fæ eller rettere (thi efter Fæets Natur maae vi dog kæmpe os) som livløse Maskiner. Men jeg selv, et Menneske, regierer over Mennesker, og for at bringe dem til det Øyemeed, jeg vil, maae jeg rette mig efter det, baade jeg og de ere.

Naar Du derfor, elskværdige Brodersøn, kommer hiem, lad det være Din første Omhu at tælle alle Huusfædre med alle ei endnu Boesatte tienstdygtige Personer af begge Kiøn: dernæst at beregne enhvers Formue eller aarlige Vinding: og endelig derefter at bestemme, hos dig selv, hvad hvers Deel af

Gielden kunde blive. Undtag ingen, som har Formue eller mægter at arbeide, fra den Part, ham i det rette Forhold tilkommer. Undtag Dig end ikke selv; men lad den Summe, Du hertil udlegger, være beskikket til at bøde paa de Mangels-Poster, der aarligen vil blive.

Dersom jeg vidste hos Eder, som jeg veed hos mig selv, da Skattendes Antal, Formue eller Vinding: kunde jeg her tale med fuld Vished. Men da jeg derom er gandske vankundig, har jeg bedet Dig, først hos Dig selv at udregne, hvad hvers Deel kunde blive. Min Meening er: betragt først de Skattendes Antal imod Landets Gield, og de aarlige Renter: og hvis Du da finder, at den Deel, som derefter kunde tilfalde enhver Person, er en meget taalelig Summe: troe saa sikker mit Forslag og gaae videre. Nu bliver det andet Arbeide at fastsette, hvad Formue og Vinding bør føye til den først udvundne Anpart, som jeg vil kalde den Personlige. Vær her viis og retfærdig. Men alt hvad Formue lægger til, maae rigtigen fradrages fra den Deel, som Bonden, Haandværksmanden, Arbeidskarlen bør betale.

Jeg vil sette, at naar alt er prøvet, Dit Forset da bliver i 12 Aar at afbetale Gielden. 1000 Talenter skulde Du da Aarligen udrede. Tillad nu, at alle de, som strax kand, ogsaa maae erklære sig til strax at udbetale deres Andeel. Overlad til de andre, som haabe inden 12 Aar at blive deres Byrde qvit, selv at sette sig Tiden. Jo meere Du overlader til enhver selv at vælge, jo tilforladeligere bliver din Regning. Jeg veed, at disse Indretninger vil koste Møye, have Vanskeligheder, og fordre ærlige Folk. Men her har Du, kiere Fyrste, disse trofaste Mænd, og Du skal finde fleere; thi de fattes aldrig, naar en Fyrste, som Du, har Øyne til at opdage dem, og Hierte til at bruge dem. Lad her møde Besværlighed, Fordeelen er vis, om Anslaget gaaer an; og skulde det ikke kunde iværksettes, saa har Du vundet dette, at Du kiender bedre end nogen Tid tilforn Dit Lands virkelige Styrke. Jeg har visst Dig, hvorledes Du snart kand erfare, om Forslaget er giørligt; og befindes det saaledes; da er jeg vis paa, at de Vanskeligheder, som vil ind treffe, aldrig skal afskrække Dig fra et Foretagende, saa naturligt og billigt.

Men, Elskeligste Farbroder, udbrød Azan, lad Dit Forslag koste Møye og være foreenet med Vanskeligheder, jeg vil taale alt, og ingen Flid spare. Eet alleene har brækket mig, og giør det endnu. Det er, hvorfra skal de store Summer komme, Landet uomgiængeligen maae hvert Aar tabe? Det har kun en vis omløbende Summe: det eier kun, om jeg og vil tælle det med, en vis Vegt Guld og Sølv. Naar nu 1000 Talenter foruden Renterne Aarlig tabes: snart, snart, kiereste Fader, oplever jeg den gruelige Tid, at mit Folk er bragt til yderste Armod. Og dette Øyeblik frygter jeg at være mig nærmere, end jeg nogensinde troer; thi fattigt er Landet allerede, Vel veed jeg, at vi kunde udholde denne Byrde, naar vi af Fremmede vandt, hvad vi til Fremmede skal betale; men fra denne Lykke ere vi langt borte. Vel seer jeg, at det maae blive min yderste Flid at formeere Landets Producter; men jeg frygter, at dette Middel baade vil være for langsom, og finde en uovervindelig Hindring i den besrygtelige Fattigdom. Jeg vil og spare, formindske mine Betiente, indskrænke min Pragt; ja vel! sælge mine Kost-

bavheder. Azan maatte afbryde; thi hans Hierte blev for bevæget.

Min Søn (blev den gamle Fyrstes Svar) Gud vil giøre Dig til en stor Regent, og derfor har han giort det nødvendig for Dig, at Du maae føle Dit Folks Nød, anspende Dine Kræfter, og fornegte de nedrige Forlystelser. Opfyld disse livsalige Hensigter: vær ham følgagtig, og Dig selv og Dit Folk hengiven; men forsag ikke.

Kom først Hiem og anstil den Beregning, jeg raader Dig, over det skattende Folks Tal, Formue og Vinding. Vil Du vel troe, at Du har Aarsag til Mistvil, om hver skattende Person (endog naar Beregningen kun giøres efter Hovedernes Antal) faaer af Landets Gield til sin Gield 60 Pataner*). Meere bliver det vist ikke, og saavidt jeg kand slutte af eders Hæres Antall og Dine Aarlige Indkomster, neppe 50 Pataner. Lad nu Formue og Vinding Forholdsviis formeere de Rigeres Anpart, og i samme Forhold formindske de Fattiges og den Arbeidende Deels:

[*) Ä vor Mønt so Rdlr. omtrent,]

Du skal see Haandværksmanden, Bonden, Tienestkarlen, Pigen ansatte for en Part, der ikke skal skrække dem og trøste Dig.

Glem nu, kiereste Fyrste, og lad Dine Betiente glemme den ængstelige Statskonst, som en ond Aand synes at have indblæst alle de Asiatiske Regieringer. Thi den har Viisdoms Anseelse, og virker dog allevegne Møye og indviklede Ulykker. Du tvertimod følg mit Exempel, og jeg følger vore gamle Fædres.

Omgaaes med Dit Folk aabenhiertet. Lad hver faae sin Skyld at vide, naar Du først har rigtig udregnet den, og med en Faders Viisdom, Ømhed og Upartiskhed bestemt den. Overlad til enhver at betale strax, eller at bruge 2, 4, 6, indtil 12 Aar dertil. Hver vælger det, han formaaer, og da først er Du vis paa, at hvad der udredes, kand Dit Folk taale; thi det som svarer til hver Mands Formue, svarer og til hele Landets. Folket er jo dog ei andet end alle disse Mænd tillige.

Kand Du ved de Rigeres Overskud og ved de ugifte Personers Andeel sette enhver af Dine arbeidende eller nærende Huusfædre ned til 40 eller 45 Pataner, saa skal Du ikke drive de Rigeres Paalæg Høyere. Thi det er Dig vigtigt at have og beholde formuende Borgere, og de Fattiges Andeel har da og den Maadelighed, som kand opvække baade deres Haab og deres Flid. Skulde nogle blive for svage til den aarlige Betaling, saa har Du dertil bestemt, hvad Du selv har af Gielden paataget Dig, og desuden vil det blive Dig let at hæve af dem, som befordres, et Tilstød mod slige Mangler. Din egen Viisdom og disse Dine troe Mænd skal desuden udfinde Midler og overalt udarbeide dette mit Forslag, og give det en til eders Land sig passende Duelighed. I sær skal I vide, at giøre de tienligste Indretninger mod de Forandringer, som Giftermaale, Dødsfald og Befordringer forvolde.

Hvad Renterne angaaer, da beregnes ide efter de 12 Aar, i hvilke jeg har antaget Gielden at skulde vorde betalt, og tælles til enhvers Andeel. Den Rige betaler, om han

vil, alt paa engang, og den mindre For-

muende efterhaanden. Men Fordeelen af de strax udtælte Renter lader Du siden efter komme de Fattige til gode, og deri har Du ogsaa et Middel mod deres Svaghed.

Jeg troer, Du skal forfriske dit matte Land ved dette Forslags Iverksettelse. Thi Frygt og vrange Forestillinger, som Almuen giør til et meget virksomt Onde, forsvinde, da enhver veed sine Kaar og strax vil stile sine Anstalter derefter. Hver Patan, en Bonde betaler, er ham et gandske kiendeligt Afdrag, og et Skridt nærmere til den Ende, han ønsker. Men vent aldrig, at han troer sin Patan ved Skatter inddreven at slukke Landets Gield, thi dette Afdrag er usynligt og urimeligt i hans Begreb. 12,000 Talenter overstige al hans Forstand, og hans Patan er i hans Øyne til denne Summes Afbetaling, det samme, som en Draabe Vand af Havet tit sammes Udtømmelse. Heraf Mistvil til Regieringen og et forsagt Hierte. Men Gud bevare mig fra modfaldne og vantroe Undersaatter! Da tvertimod, elskværdige Konge, skal Du see dine Bønder oplives: og dette, at denne flittige Naboe allerede har giort fyldest for sig, og intet kræves meere,

giør alle de omliggende haabefulde og arbeidsomme.

Hvad Dine meere formuende Undersaatter angaaer, da vil de vist nok ogsaa oprette Hovedet; thi nu see de og Enden paa deres Byrder. Men deraf flyder en Fordeel for Din Stat, større, end mange tænke. Saadanne velhavende Borgere, som nu udrede om Aaret 150 Pataner eller derover, og ikke vide, hvorlænge det skal vare, skaffe sig ved Sparsomhed denne Udgift, og bange for, at samme længe skal trykke, tør de intet vove. De spare ved at bruge mindre, lade mindre forarbeide, og ved at anskaffe sig, hvad de dog vil have, for bedre Kiøb. Gik derved mindre Penge ud, var det en Baade for Landet; men jeg har mærket, at da just forbruges meest fremmedt hos eder, fordi dette er til lettest Priis. Dog det som er ligesaa skadeligt, denne Sparsomhed skeer paa Bondens og i sær paa Haandværksmandens og Kiøbmandens Regning, hvilke nu fortiene mindre: herved forøges da (Du seer det) Armod i de talrigste Stænder, hvor Arbeidsomhed skulde være, og Styrke til Landets Skatter. I slige Omstændigheder sagde jeg

og, at Den formuende Mand vovede mindre. Vær kun vis paa, at baade hvad Du paalegger og synes at kunde paalegge, unddrages fra fattige Børns Opdragelse, fra Laan til Haandværksmanden, fra Handelens Understøttelse, fra Agerdyrkningens Forbedring, fra Tusende andre nyttige Anstalter. Vi tør ikke, sige de, thi det er svære Tider. Alt dette skal Du ændre, min Fyrste, saasnart Du erklærer til enhver, hvad hans Gield er; thi ingens mage blive saa stor, at den nedslaaer ham. Da skal baade den skadelige Sparsomhed og den Landfordærvelige Mistrøstighed ophøre.

Det er vist, at baade Du og de Betiente, Du hertil bruger, vil for at giøre og forfølge denne Indretning, blive overvældet med Arbeide. Men Du, kiere Fyrste, der saa elsker Dit Folk, vil heri finde Din Lyst: og disse Dine Betiente, alle saa bekymrede for denne Gield, vil agte de Timer, de anvende til dette Øyemeed, for de angenemste i deres Liv. Om dem gielder det ikke, hvad man ellers andensteds ofte erfarer, at en nyttig Anstalt forkastes eller gaaer til Grunde, blot fordi Den paalegger et nyt Arbeide, eller

er foreenet med en trettende Møye. De fleste Vanskeligheder hæves her som i andet ved en vel overveiet Indretning og en uafladelig Handhævelse. Vel veed jeg, at de aarlige Forandringer med Befordringer, Dødsfald og Giftermaale vil volde den største Uleilighed; Men mig skulde det ei være vanskeligt at blive Mester over dem; Klogskab og Billighed overvinder alt. Heller ikke skal det skrække, at Summerne vil indkomme ujevnt. De indkomme jo alle i de 12 Aar. Og det er Din og Dine Ernbedsmænds Sag at jevne det eene Aar pag det andet.

Din Pligt bliver det, elskværdige Fyrste, om Du følger dette mit Forslag, først og for alle Ting at anvise enhver af Landets Gield den Andeel, som Viisdom, Billighed og Upartiskhed foreskriver Skaan den Fattige, og overvæld ikke den Rige; thi den Fattige lever ved ham, og det maae aldrig være en Misgierning i Dine Lande at være rig. Spar den Huusfader, som arbeider med sine Hænder; men sørg og for den, som skaffer denne sin Vinding. Tryk ingen Stand, og giv ingen nogen Fordeel; thi de

ere alle Borgere, og Du er alles Fader. Unge og Ugifte bør arbeide, betale, lette Byrden med de trællende Huusfædre. Barndom, arm Enkestand, og fattig Alderdom staaer aldrig paa min skattende Liste.

Jeg behøver ikke af formane Dig til helligen at holde Dit Ord. Du lover Dine Borgere at betale Gielden; Lad da de indkommende Summer være som fremmede Penge for Dig, thi de ere jo Dine Undersaatters, eller, om Du vil, Eders Creditorers. Du lover Gielden skal i de 12 Aar vorde afgiort, og Dine Undersaatter afgiøre den. Ær deres Tillid og svæk aldrig Din Troe. Bekiendtgiør hvert Aar for dem, hvad der er indkommet og udbetalt. Derved befæstes Din Myndighed; thi nu hersker Du og i deres Hierter.

Hvis Du ved Din Hiemkomst har Aarsag til at bifalde og udføre dette mit Forslag, saa lad Dit Hierte aldrig ængste sig for de udgaaende Summers Mængde, og frygt ikke, kiere Fyrste, at Penge omsider skal blive usynlige i Dit Land.

Derfor skal du ikke forlade min Plan.

Thi og, naar Du ved Skatter inddriver disse

Summer, maae dog Pengene vandre ud. Men en Skat er halv udredet, naar den hæves vel. Konsten er, således at giøre og modtage Paalæg, at Folket har Sikkerhed og Haab og Munterhed og Fred og saa megen Raadighed, som Sagens Natur nogensinde kand taale.

De til Gieldens Afbetaling bestemte Summer skal vandre ud. Men stop nu for alt andet overflødigt Afløb. Overdaadighed og Trang til fremmede Vahrer har taget Overhaand hos Dit Folk. Undersøg, til hvad Summe det unødvendige stiger, som indføres, og Du skal forbauses. Men her staaer det jo til Dig ved Exempel, Forbud, Straf at sette Grændser, og Du skal beholde i Dit Land store Summer.

Fyrste! Vær her ubevægelig, uovertalelig. Med Viisdom bestaaer Dit Folk, skiønt det afbetaler sin Gield; men skal det tillige underholde sin Overdaadighed, er dets Dom fældet. Et fattigt Folk og arbeidsomt bliver letteligen rigt: et rigt Folk og ødselt

skal endnu lettere blive armt. Fyrste! det er en Sandhed, at Du og Folket ere Eet. Du vinder ikke, taber ikke, sparer ikke uden tilligemed Dit Folk; og det ei heller, uden tilligemed Dig: og I begge kand ikke vinde, uden fra Fremmede: ikke tabe, uden til dem: ikke spare, uden fra dem. Viid derfor, og forstaae Dit Lands Handel. Skye de Asiatiske Kongers Veie. De tænke, at de vinde, naar de vinde fra deres Undersaatter, og om deres Tab og Sparsomhed har de samme Indbildning.

Formindsk de indførte Vahrer, saa sparer Du: Formeer de Udgaaende, saa vinder Du. Dette bliver en anden vigtig Omhue for Dig; thi Du maae søge efterhaanden af Fremmede at skaffe Dig de

Penge, der udgaae til Fremmede. Dyrk

Din egen Jord bedre, og dyrk i Din egen Jord alt, hvad Din Grund og Himmel kand taale. Opmuntre Din Bonde, og underviis ham: til at lære ham, brug dem, han meest troer; og til at lære dem, saadanne, hvis Indsigt Du med Føie kand troe. Optag udyrkede Jorder, og forvandle øde Steder til frugtbare Marke. Giør

dette ved Dine Anstalter mere end ved Dine Penge. Moradser, Heder, Bierge selv skal blive nyttige, naar Du vil, og er viis. Store Landsbyer og store Bøndergaarde ere lige skadelige. Tid og Læmpe og Klogskab skal give begge de rette Grændser. Hav to Bønderstammer; den eene med et lidet Jordsmon, blot for at formeere Dit Folk; den anden med et meget større, for at føde Dine Stæder, og levere udgaaende Vahrer til Dine Kiøbmænd. Lad begge være lige Talrige. Fyrste! Kiend Dit Land. Dets Egne er forskiellige. Lad hver frembringe, hvad det kand; men helst det, Naturen der har vildet. Hvor Levnets midlerne ere lette og vanskelige at afhænde, nedset der Haandverksfolk, hvis Arbeide bortføres nemmere end Kornvahre, eller i Mangel af dem, leg der Dine Krigsfolk. Hold gode Veie, og besørg, saavidt mueligt, for Dit hele Folk indbyrdes Samfund. Bring frem af Jord, Vand, Bierg, Klippe alt, hvad Naturen tilbyder, og opsøg, hvad den endnu skiuler; men lad Agerdyrkning være Din første og ømmeste Omhue; thi den er Din Bygnings Grundvold. Alt hvad Dit Land har, søg at giøre der overflødigt, got, auge-

nemt og let for den Fremmede. Frygt da ikke for Mangel af Penge.

Bevar Dit Land for umaadeligs Kornpriser, og det giør Du, naar Du opelsker og udvider Agerdyrkning, setter Dit Folk viseligen i Arbeide, og formeerer det. Stands Fødevahrers Udførsel, naar de overstige en med Klogskab bestemt Priis; Aabne ellers Grændserne for dem; thi det er Folkets Vinding, og al Flids Opmuntring. Et talrigt Folk er Regentens Styrke; men da maae det næres og være muntert. Nye Næringsveje og de gamle bedre brugte, mild Regiering, taalelige og vel hævede Skatter, jevn Retfærdighed, Lovmæssig Frihed, herskende Gudsfrygt skabe ham hvert Aar en Tilvæxt af Undersaatter. Fyrste! Foragt ikke to Pataner, Aarligen vundne meer ved Din Bondes og Handværksmands Flid. Summen bliver stor, naar alle disse Arbeidere tælles. Giør, saavidt Du kand, alle Dine Borgere til nærende, og i det mindste dem alle til sparende; sparende, mener jeg, fra Fremmede. Lad Dine Kiøbstæder handle, Dine Landsbyer pløie, og det ene Slag ei fornærme det andet. Giør hver Stad og

Flekke til et Sæde for den Vindskibelighed, Naturen der besynderligen tilbyder, eller Folket elsker, eller og visse Omstændigheder ynde. Lad Dine Borgere arbeide flittigen, klogeligen og vel. De skal selv giøre, hvad de vil bruge, eller bruge, hvad det selv kand giøre. Kiend, hvad Naboer og fraliggende Folk behøve og ønske, og besørg dem det, og som de ønske det. Dine Handlende være oplyste, redelige, ordholdende, tarvelige, arbeidsomme; de være ikke for mange, at de skal mangle Styrke, ei heller for saa, at de ikke skal herske. Giør Handelen fri, men ledsag med Klogskab dens Frihed; thi den skal enten berige eller udarme Dit Folk. Den Told, Du paalægger, skal være Dit Øye ved Handelen, veilede ikke forvilde den: og aldrig maae Du ville vinde fra Dit Folk; thi da giør Du det største Tab. Ær Din Faders Arbeide: opryk ikke, men vand, ja, om Behov giøres, lug hans Sæd. Hvad nu først skal plantes, er længere fra Væxten, end det, som allerede har taalt sin Grund, og faaet Grøde.

Fyrste! Følg disse mine Raad, og Gielden skal betale sig selv, og Penge skal

ikke mangle. Men ængstes hverken for Gield eller Penge. Thi fylder den Omhue Din Siel, skal den eene herske i Dine Raad. Da blev Du Colchernes Skattefoged, og ikke Armeniernes Konge: da opdyngede Du Penge, for at betale, og betalte med at ødelegge Dit Folk : da steeg alt Blodet til Hovedet, Lemmerne visnede, og Legemet fik et Slag.

Lad da hver Undersaat sørge for Gielden, og sørg Du for hver Undersaat. Skaf Dig Frihed i Dit Raad, og, giv Kongen Rum. For at betale Din Gield, regier viseligen, men som Du ingen havde, og da skal Du betale den. Et Lands Formue er ikke dets Penge, men dets Grund, dets Folk, sammes Mængde, Flittighed, Klogskab.

Du elsker Kundskab. Ær, beløn, forfrem hver nyttig Kundskab, og Du skal udbrede den hos Dit Folk. Det dyrker, hvad Du agter, og har Du valgt vel, da bliver Du ved, og det og. Ungdommen vil være klog, fordi den Kloge er befordret: og Barndommen selv hører det, og er lærvillig. Hvor Kundskab hersker hos et Folk, der er

baade Raad og Mod, ogsaa til at betale Gield. Vankundighed kryber om det Gamle, eller fortviler.

Du elsker Tarvelighed, og behøver det; thi Dit Folk er overdaadigt. Fyrste! Dine Forbud og Dine Straffe skal giøre noget; men Dit Exempel og Din erklærte Afskye og Din Standhaftighed meere. Ogsaa jeg traf dette mit Folk overdaadigt. Jeg gysede: tænker Du for Armod? Nei, for Vellyst og Kielenhed og Frihed og Gierrighed og Uretfærdighed og Haardhed og Bedragerie og Ugudelighed og Forsømmelse og Ladhed og Uduelighed og Slaverie. Den Dag, jeg modtog Scepteret, soer jeg Gud i mit Hierte, at hade, forfølge og udrydde denne Fiende. Mit Huus blev tarveligt, som Du seer det denne Dag: mine Betienters blev det. Jeg bød Tarvelighed, og talte dens Sag. Jeg saae end ikke den Overdaadige. Jeg reiste igiennem mit Land, og Rygtet om mig havde, førend jeg kom, fordrevet min Fiende. Jeg holdte over min Anordning, og den Gienstridige fandt aldrig Naade. O! Kiere Azan, et Folk er bøyeligt: os er det, som enten ophøye eller styrte det: Giør Dit Folk tarve-

ligt, og det skal betale Din Gield og sette Fremmede i sin for Vahrer, den graadige Overdaadighed ei meere opsluger. Du deeler Gielden ud imellem Dine Undersaatter: paabyd dem tillige Tarvelighed. Da skal en mindre Formuende blot derved udrede sin Part, og den Rige, som ei meere maae øde, skal have tilovers at forstrække den Fattige. Man maae formindske Udgifterne for Borgeren selv, om man vil formeere dem for Staten.

Du elsker Dyden, de søde Pligter, Sindets Glæde og Menneskelighedens Ære, Nyd, min Fyrste, Din egen Dyd og al den Lyksalighed, den skienker; men Forsynet har tiltænkt Dig en endnu Høyere Fornøyelse: det, at giøre et heelt Folk dydigt; Dit kiere Folk retfærdigt, redeligt, medlidende, hielpsomt, maadeligt, kydst, nøysomt, sindigt, ophøyet, frit. Hvis Glæde kand ligne Din, naar denne Guds Gierning lykkes ved Din Haand, og disse Dine Borgere ere gode Mennesker, nyttige for sig selv og ærede af deres egen Samvittighed? Da føler Du dig, som deres sande Fader; thi Du har opdraget dem, ikke til at trælle for Dig, men stifte deres egen Lykke, Da Har Du over hvers Hierte et

langt andet Herredømme, end det, Frygt og Magt og Love give. Alle Dine Forordninger blive en Faders Raad, og Dine Børn lyde, fordi de af Erfaring kiende, at Du er klogere, og har allerede giort dem lyksalige. O! kiere Brodersøn, dette at kunde hertil giøre meget: dette allene er vor Rang, dette allene vort Fortrin. Alt andet er enten Byrde eller falsk Glimmer. Men denne Overbeviisning, at mit Folk er under mig bleven dydigt og ved Dyd lyksaligt! Mit Hierte kand ei rumme den Glæde. Jeg udbad mig dette af Gud, og han har hørt mig. Dette allene bad jeg, at være dette Folks Velgiører, og jeg selv, et Menneske, er bleven fem Millioners Velgiører. Jeg blev det ved at elske ham og lære dem at elske ham; thi den, som elsker Gud, er dydig; thi han kand ikke fortørne Gud. O! dig. Fader, Gud og alle Tings Herre, dig takker jeg: for dig nedbøyer jeg mig i mit Støv. Det er din Kraft allene, din Velgierning. Giv denne unge Mand samme Viisdom, samme Glæde!

Min Søn! Jeg burde endnu sige Dig meere, men kand ikke. Mit Hierte er bevæget. Gud skal give Dig Viisdom.

Anraab Ham. Vogter Eder dog for det Overasiatiske Afguderie.

Den gamle Fyrste blev taus. Azan sprang op, og kastede sig i sin Farbroders Arme. Min Fader! Min Søn! Dette hørde man, og intet andet. Zariasp laae for deres Fødder, og de mærkede det ikke. Pharnaces sad, som han endnu hørde, og de andre svemmede i Taare, ogsaa Menis Sønner. Tiridates allene havde en Glæde i sit Ansigt, som Hur endelig saae og forundrede sig over.

Menes reiste sig. Min Søn! sagde han, og I, mine Venner, Gud har velsignet Eder, og jeg kand ikke fatte min Glæde. Mit Land lyksaligt, og Armenien mit gamle Fædreneland, det samme forsikret. Han gik ud af Raadsalen. Azan omarmede sine Fætre, og begav sig til sit Kammer. Hans Mænd fulgte Ham til deres Sal.

Pharnaces! (udbryder Zariasp efter en almindelig og langvarig Taushed) har du levet nogen Dag som denne? O! Ven,

svarede denne, slig Sammenligning har jeg ikke giort. Menes er stor, og har en ophøyet Søn, og saligt er det, at sidde i de Vises Raad. Men tænk den Dag, kiere Zariasp, naar Azan er som Menes, og vort Land som hans. Og den Dag skal vi see: mit Hierte seer den allerede: jeg gider ikke tvile og kand ei heller.

Nei! Nei! raabte Tiridates, at fryse saa nær ved Sandheds og Viisdoms Straaler, det Hverken kand eller bør vi. Men lad os, kiere Venner, holde fast ved dette Haab, der nu opliver os, og denne søde Overbeviisning, der synes os saa uimodstaaelig. Vi komme hiem, og skal høre Modsigelser og stride mod Vanskeligheder, da gielder det at staae: at overtale: og forfølge sin Plan. Thi troer mig, at det skal koste meere Møye at giøre vort Folk tarveligt, dydigt og arbeidsomt end betale vor Gield. Overdaadighed har sine Yndigheder, og hvad man længe er vant til, bliver os nødvendigt. Der skal ikke mangle saadanne, der vil forsvare Ødselhed, som en anstændig Levemaade, og udregne til Statens Fordel, hvad Undersaatter over Evne tilsette. De Forbud, de Straffer, den strænge Opsigt

over Sæderne, Azans Exempel selv og vores med: alt dette vil blive anseet, som et Vidunder, og paadrage sig vore Borgeres, ja vore egne Hustruers og Børns Klagemaale og Giennemhegling. Ja naar et Folk skal blive dydigt, som har forligt sig med Laster, og hvoraf en stor Deel allerede har sønderrevet de helligste Baand: i Sandhed det krymper sig, og ved tusende Omveie søger at undgaae Lovene og besnære Fyrsten. Det vælger før at forarme sig ved Laster, og begrave sig under Statens Gruus, end at oprette dens Vælde og selv leve i en stille Lyksalighed. Tænker paa de Ceaner, Phænicernes Naboer. Og meener I, mine Venner, at det bliver let at indføre blant vort Folk den vise og fordeelagrige Vindskibelighed, Menes giorde os et Udkast til? Nei! nei! jeg seer, hvor Vankundighed og den taabelige Egennytte vil skrige over Voldsomhed og Haarhed: og Magelighed og gammel Vane vil foreene sig mod alt hvad Azan begynder. Ja! det jeg frygter og for, er, at vi skal omfatte formeget og overvælde den svage Stat. Langsomhed, Varsomhed, Standhaftighed behøves

til visse ligesaa meget, som Indsigt og Mod. Men og det skal Azan—.

Her traadde Azan ind, og just da han vilde have bedet sine Mend at fortsette deres Samtale, kom Rhases og hans to Brødre, for at tilbyde deres Fætter at besee Hovedstaden.

Jeg har allerede, kiere Brødre, (svarede denne Konge) været overalt, førend I endnu ankom fra eders Stadtholderskaber. — Men vi ikke i Dit Selskab, sagde Rhases, og Dagen er sær kølig. Azan omfavnede sin Fætter, og med megen Høflighed modtog Tilbudet. Hans Folk fulgde med.

Neppe vare de komne igiennem Ringmuren, som afsondrede Slottet fra Byen Sabira, førend de mødte et Barn, som nærmede sig til Fyrsterne at kysse deres Haand. Min Søn, siger Rhases, hvor boer din Fader, og hvem er han? Han er Steenbryder, blev Svaret, og her boe vi.

Rhases førde dette store Selskab derhen, og ingen af de Fremmede havde nogen-

sinde været i saa ringe et Huus. Alle ventede at finde Armod og Skidenhed og nøgne Børn; thi de agtede ikke paa, hvorledes det Barn saae ud, de havde talet med. Men de fandt til deres Forundring fire smaa, men reenlige Værelser; got, skiønt fattigt, Boehave, og Forraadskammeret vel og ordentlig forsynet med Brød, Jordfrugter og noget Kiød. Konen, ærbødig men ikke forvirret, var opstaaen fra sin Rok at modtage sit Herskab. Da hun havde viist dem om, spurgde Rhases: hvor er din Mand? I Kongens Steengrube, svarede hun — og hvad er hans Maanedsløn — 8 Pataner — Hvor meget overlader han dig deraf — Fem, svarede hun, og de tre bruger han selv. — Hvortit kommer han hiem til sit Huus — Herre! du veed at vor kiere Konge giver dem hver femte Dag fri — Hvor mange Børn har du — Fire foruden denne Dreng, og denne lille Pige, som er to Maaneder gammel — Hvor ere de andre — De to ældste ere hos deres Fader, tilhugge Steen, og faae af Kongen 6 Pataner om Maaneden, hvoraf de sende mig de halvtredie. Den tredie luger i vor Have, og den fierde er henne at skyde med Bue: denne lille Dreng karder

100

for mig, og passer sin Søster, naar jeg har Huusforretninger — I leve vel kummerligen — Aldeeles ikke; thi vi have, som du har seet, Herre, meget tilovers: og jeg skal viise dig mere. Her aabnede hun en Kiste, og viste Fyrsten 150 Paraner.

Da han havde velsignet hende og Søn, og lagt sin Haand paa hendes spæde Datter, førde han Azan igien ud, og da de i en fortrolig Samtale havde uden at agte det, spadseret et par Gader igiennem, standser Azan ved mange Hamres buldrende Lyd, og spørger. Fyrsterne bade ham træde ind i det store Huus. Her fandt han 40 Smidier, og endnu fleere Verkstæder, hvor alle slags Vaaben bleve smedede, udarbejdede, polerte. Arbeidet var saa artigen deelt, at Qvinder og Børn vare sysselsatte ved det samme Stykke, som havde udfordret de vældigste Arme og de stærkeste Muskler. Herre, sagde Hur Rhases, Kongen er vel Eier af denne Fabrik, og maae deraf drage stor Fordeel? Vist nok,

svarede Printsøn; thi den nærer 400 Familier. Paa dette sumpige Sted, som min Fader har ladet fylde, og som tilforn giorde hele kvarteret ved Muren stinkende om Som-

101

meren, opførde han denne Bygning, og lod disse 400 Haver indrette. Her giøres en god Deel Vaaben, hvoraf nogle gaae til Phoenicien, og Resten forbliver i min Faders Tøihuse. Før hans Tiid, kiøbte Riget alle sine Vaaben af Chalyberne, skiønt vi har lige ved Staden baade Ærtz og Kul. Da nu Selskabet havde beseet Værket, roset Arbeidet og forundret sig over det Forraad, der fandtes, traf de ved Udgangen paa et Kammer, som Cotys, den yngste Prints, aabnede: lader os see Værkets Regnskab, siger denne Fyrste til en Kongelig Skriver. Det blev bragt frem og forelagt Hur. Med Forundring faae han, at det var alt, Kongen ikke tabte, og endnu meere faldt det ham sært, at han et par Aar tilforn havde afslaget 202 Talenter, som en rig Mand havde budet ham for Værket. Det er naturligt, sagde Printsen; thi Eieren er Konge, ikke Kiøbmand. Nu leve her 1800 Mennesker: det seer min Fader paa. Solgte han det, blev maaskee det samme giort med 600 voxne Karle, og det blev Kiøbmandens Fordeel, men derfor Kongens visse Skade. Hur begreb det, og blev skamfuld.

102

Rhases ledsagede nu Azan ind i Byen, Hvor en smuk Gaard paa en aaben Plads vendte endog langt borte hans Agtsomhed til sig. Fætter, siger han, hvem tilhører denne Marmor-Bygning? Den rige Ariarathes, min Faders Overtilsynsmand, her i Staden. Herre, spørger Zariasp, Overtilsynsmand! Hvad er det for et Embede? — Under hans Opsigt staae de andre Tilsynsmand. Vor Indretning er saadan, min kiere Zariasp. Byen har tolv Qvarterer: over hvert Qvarreer er en Mand, der igien har ligesaa mange mindre Tilsynsmand under sig, som der ere snese Huse i Qvarteret. Disse holde Mandtal, agte paa enhvers Formue, bivaane Skifter, raadføre deres Underhavende. De maae see til, at hver Mand bliver ved sin Sag, vel opdrager sine Børn, følger Lovene for Tarvelighed, og lever et anstændigt Liv: at Faderløse Børn ikke forsømmes, ugifte Piger ikke forføres, unge Mennesker ikke øde deres Gods: at Fattige have Arbeide: Enker, Syge, gamle Folk ikke lide Nød, og kort sagt, at Lovene i Almindelighed og de om Sæderne i Besynderlighed holdes eller og ved Straf håndhæves. Qvarteer-Tilsynsmanden modtager deres Maanedlige Beretning,

103

understøtter deres Myndighed, veiviser dem i vanskelige Tilfælde, og dømmer ved paakommende Stridigheder imellem dem og Borgerne. Desuden maae han hvert halve Aar undersøge deres Beretnings Vished, og kand desuden saa ofte han vil. Overtilsynsmanden skal aarligen giøre det samme: ellers staaer det og til ham, naar han finder det nødigt: og desuden er han for Qvarteertilsynsmændene det, de ere for de andre. Tyve Huse vælge selv deres Tilsynsmand: disse tilhobe udnævne tre Personer, hvoraf Kongen vælger Overtilsynsmanden; men min Fader indsetter hvert tredie Aar dem, som han vil betroe Qvarterer. Fire af disse tilligemed deres Forstander overlevere hvert fierding Aak i Kongens egne Hænder de indkomne Maaneds-Lister med et kort og Kiernefuldt Udtog. Den samme Indretning er over hele Riget ogsaa i vore Landsbyer. Disse Udtog læser Kongen med megen Omhue igiennem, hvor paa de gives med alle Listerne til Kongens første Statsbetient, hvis Embede det er at sammenligne Lister og Udtog for at forvisse sig de sidstes Rigtighed: at forfatte af dem alle til Kongens Efterretning et Udtog over hele Riget, og holde det mod de forrige

104

Aaringers, og endelig Nøye anmærke, om Folkemængde, Flittighed, Sæder, Formue tage af eller til: hvor, og af hvad Aarsag. Denne Post, har i en halv Snees Aar omvexlet imellem mig og mine Brødre, saa at en af os derfor er altid hvert Fjerding Aar den halve Tid hos Kongen. Men her er Huset. Har min Fætter Lyst at beste det? siger han til Azan.

Da denne med Fornøyelse modtog Tilbudet, gik de ind, og Rhases spurgde strax om Ariarathes; men han var i sine Forretninger, og Fyrsten vilde ikke, han maatte hentes. Værelserne aabnes. De vare store, nette, og prydede med alt, hvad smukt Cappadocien selv havde og kunde forfærdige. De stukne Tapeter tildroge sig i sær de Fremmedes Roes, og det indlagte Arbeide, de hist og her forefandt, standsede deres Øyne; men da de kom i Eierens Rustkammer og saae hans Skiolde og hvad Konsten der havde forestilt, saa kunde Azan selv ikke blive tret as at beskue, og ophøye Mesteren. Det Guld og Sølv, de i et andet Værelse forefandt, forundrede nogle, og forvoldte Rhases mange Spørsmaal:

105

men Azan siger til Prints Ascenas, den mellemste af Brødrene. Men Fætter! det prægtige Arbeide endog paa dette Kobbertøy! Desflere Konstnere leve, og blive formuende, svarede Fyrsten. Jeg har nok, min Broder, sagde Kongen.

Nu fører Rhases dem over Gaarden forbi det kølende Springvand til den inderste Bygning, og opad Trappen til de øverste Værelser, som havde en deilig Udsigt over en frugtrig og her og der skyggefuld Have. Her fandt de Ariarathis egen Skriverstue, og i de saa kaldte ti Aars Lister, som Fyrsten strax vidste at tage, en Sammenligning med Stadens Tilstand 10 Aar tilforn. Her, min Fætter, seer Du, som med et øyekast Byens sande Beskaffenhed for to Aar siden, da denne Beskrivelse blev giort. Folkemængden er omtrent den samme; thi min Fader hindrer Folks Indflyttelse fra Landet; men Sæderne ere blevne bedre; thi der læser Du, at man i de sidste ti Aar har haft 13 Misgierninger, 115 Bøder og 236 Irettesettelser mindre end i de forrige 10 Aar: Formuen er voxen 124 Talenter, og kunde endnu Have steget Høyere, naak Kongen ikke

106

for at give den et vist Forhold, havde sendt som EmbedSmænd til Provintserne 37 rige Mand.

Neppe kunde Azan forlade denne Liste; men Rhases mindede ham, og førde ham til et andet Kammer, som han befoel at oplukkes. Her saae de imellem otte unge Piger tre, som traadde frem, og, røde uden Forbauselse, helsede i dybeste Ærbødighed deres Lands Fyrster. Dette er Kongen i Armenien, mine Døtre, sagde Rhases. Han ønsker at see saa dydige og flittige Pigers Arbeide. Glade over denne Ære, neie de til Jorden for denne Fyrste, og med en munter Anstændighed vende sig, de to til deres Væve og den eene til sit i Rammer udspendte Tøi; et øyekast af dem bragte deres Piger; nogle til Rammer, andre til Rokke, og andre til Klæder, de syede. Dørene oplades ogsaa til Kamrene paa hver Side, fyldte med samme Verktøi, under 24 unge Pigers duelige Hænder. Alt er nu i Bevægelse.

Her ere de stukne Tapeter, siger Azan, i det Han beskuede Rammerne: og hvilket Lærred! raaber Zariasp, i det han betragtede Vævene. Tiridates

107

var traaden ind i det venstre, og nogle af de andre i det høyre Kammer. Kongen besaae ogsaa alt, og fornøyede sig over den Flid og Vittighed, som herskede i denne yndige Fabrik. Min Datter, spørger han den ældste, ere disse unge Piger eders Faders Slavinder? Herre, svarede hun, i vor Konges Lande ere slet ingen Trælle; men det er deels Faderløse, deels fattige Forældres Børn, som min Fader underholder, vi undervise og han betaler deres Arbeide, for deraf at samle dem en Udstyr. Tør jeg vise Kongen deres Regning, sagde hun i det hun nærmede sig til et Skab. Han saae den og gav den til de andre. Nogle iblandt dem havde allerede 700 Pataner. Men, blev Azan ved, forbruges da alt dette Tøi i din Faders Huus? Den mindste Deel, svarede Hun; thi det meeste forsendes i fremmede Lande, og leveres af min Fader til vore Kiøbmænd. Men behøver I det ikke selv, siger Kongen til sin Fætter? Nei, svarede Rhases; thi tænk, hvad Her giøres i alle Huuse. Azan studsede herved, og efterat han endnu havde priset disse unge Pigers Flid, og hørt, at deres Moder ikke levede, og med sine Fætre bedet dem helse

108

deres Fader, gik han bort, og blev af Rhases ført ud af dette ham besynderlige

Huus.

See der et lidet Huus, siger Kongen til sin ældste Fætter. Sammenligningen vil være artig. Kand vi vel gaae derind? Meget gierne, svarer Fyrsten, som og strax førde Selskabet derhen. Eieren modtog dem selv, og oplod alle sine Værelser for dem. Huset var smalt til Gaden, og dybt indad, saa det indeholdte fleere Kamre, end man formodede. Tarvelighed boede her ved Velstand, og det Simple blev smukt for den Reenhed og Orden som herskede allevegne. Mandens Kramboe beholdte længst disse Fremmedes Agtsomhed; thi efterat de havde beseet hans Vahrer, og hørt ham giøre Regnskab for sin Formue og aarlige Vinding, spørger Pharnaces ham om Prisen paa et Stykke Babylonsk Guldbrocade. Du er, svarede Kiøbmanden, uden Tvil Fremmed; thi her kand det ikke bæres. Men vil du kiøbe det, saa koster hver Alen 84 Pataner. Men blev Pharnaces ved, naar det ei her kand afsettes, hvad nytter dig da at have saadanne Vahrer? — De gaae til Phrygien og Lydien og Siderne ved Havet,

109

saa her er kun et Oplag — Men disse Lande blive vel af Caravanerne forsynede —- Undertiden, skiønt sielden; thi Kongen kræver en stor Told af disse reisende Kiøbmænd, og Norden for hans Stater ere Veiene usikre. Vi tvertimod gaae til Babylon med vore Vahrer, og da vi have dem her til letteste Priis, vinde vi saa anseeligt paa dem, at vi i Lydien undersælge de Babylonske Kiøbmænd selv. Det indseer jeg, siger Pharnaces, i det han vender sig til sin Konge; thi hos os koster en Alen 92 Paraner, saa vore Handlende ikke skal vinde ved Fremsendelsen. Alle Fremmede Vahrer stode tilhobe i samme Forhold, og endog de Phoenicisike vare saa lette, at Sidon selv næsten ikke kunde sælge dem til bedre Kiøb. Har du Sønner? spurgde Kongen. Ja, svarede Manden, foruden disse to, som passe hiemme min Handel, endnu tre andre, hvoraf den eene er paa Veien til Lydien. Den anden venter jeg fra Sidon, og den tredie er i Armenien. — Og denne sidste, hvad har han der at giøre? Han kiøber Uld, og har bragt Klæde derhen og fine Lærreder tilligemed smaat Guldarbeide. — Hvad vinder I da vel ved dette Ombytte? — 20

Pakaner paa hundrede. — Men Reisens

110

Omkostninger og Fortæringen? — Fortæringen er ikke megen; thi mine Børn ere ikke kræsne: og hvad Armenierne angaaer, da ere de glade ved, at vi bringe dem disse Vahrer og kiøbe deres Uld, de ikke vide at sortere, faa at de endog holde min Søn og 3 Karle frie, imedens de ere der. Cotys, den yngste Prints, maalte fmile til Azan. Men han holdt gode Miner, og spørger endnu: Jeg seer, at du eier en stor Formue: mig synes, at det er sært, du ikke har faaet en eller anden af dine Sønner i Kongens Tieneste. Fremmede! svarede denne, Kongen seer helst, at de blive ved Handelen, og selv have de ikke Smag paa andet, saa at da min anden Søn for sit vittige Hoved og hurtige Væsen blev i den Undersøgelse, her skeer over de Unge, naar de ere 14 Aar, tilbuden en Plads i den kiere Fyrstes Rhasis Skriverstue, vegrede han sig derfor, omendskiønt det havde maaskee været en aaben Vei til stor Ære. Kongen priste Faderens Flittighed og Forstand, tog Afskeed, og gik ud. Fætter, siger han til Rhases, jeg lærer allevegne. Gandske vist, svarede denne, naar man saaledes veed at spørge.

111

En stor Mængde Heste og Muulæste, nogle løse og andre tilpakkede, dreves forbi. Dette forundrede Kongen, faa at han spurgte, Hvad dette vilde sige. Cotys gav ham strax den Underretning, at om tre Uger var det store Marked ved Sidon, og der skulde de bedste og Heste sælges. Esterhaanden ved at see paa denne lange Rekke og tale om Prisen og Fordeelen paa disse Vahrer, kom man langt ind i Staden, og mærkede det ikke. Rhases saae sig om, og agtede, at han var nær ved det Kongelige Handelstorv. Lad os, om min Fætter saa vil, gaae hen at skue endnu engang disse Heste: Kongen bifaldt: og snart saae han paa det store Torv, det hele Optog at have standset. Han kom nærmere, og erfarede, at ethvert af disse Dyr blev undersøgt, hvad Alder det havde, og om det var Lydeløst. Endelig kom Lastdyrene frem, og bleve afpakkede: Pakkerne aabnede: Metallet prøvet, veiet, og Arbeidet efterseet: det vævede Tøi maalet og undersøgt og stemplet: en Fortegnelse giort og leveret Eieren: noget blev udskudt, og til en Side Hensat. Kongen tænkte, at alle disse Anstalter sigtede til rigtigen at bestemme Tolden, men han fik snart at vide, at Sidonierne fordrede de Vahrer af en vis Beskaffenhed. Denne havde

112

Menes Nøye faaet udspurgt, og ved en Anordning bekiendtgiort. Nu skede her Undersøgelsen: naar Kiøbmændene ankom til sidste Pas paa Grændserne, afteverte de til de Kongelige Betiente den medgivne Fortegnelse, hvorefter disse randsagede, om intet Nyt var kommet til. Virkningen var, at de Cappadociske Vahrer bleve strax og alle opkiøbte, og vel betalte, hvorved Kiøbmændene havde ogsaa den Fordeel, snart at kunde vende tilbage og det med fuld Tilpakning af de Landes Vahrer. Tager da Kongen ingen Told, spørger Zariasp. Nei ikke af sine udgaaende Vahrer, svarede Prints Ascenas; thi den maatte Kiøbmændene igien legge paa deres Gods, og saa holdte vi aldrig Priis med de meere nærliggende Folk. Men indfaldt Hur, hvilket Tab i de Kongelige Indtægtter? Kiere Hur, siger Printsen, kand Kongen vinde, hvor hans Folk taber? Kongen og Landet ere eet. Hur taug, men regnede endnu hos sig selv.

Azan saae sig om for at finde nye Føde for sin Opmærksomhed: Men, Fætter, siger Rhases, Solen er neppe to Timer oppe, og Du har og er Legeme. Lad mig, svarede Azan, dog endnu (thi min Farbroder bier maaskee efter os) see et eeneste Sted, og Eder, mine Brødre,

113

bør jeg ei heller trette længere. Vi blive ei trette! svarede Rhases, saa længe Du, kiereste Broder, fornøyer Dig. Nei! kom ind til den Mand, som her boer paa Hiørnet. Da de kom til Huset, fandt de allerede dets Ejer, en ærværdig Olding, i Døren at modtage dem. Hvilken Lykke, siger han, at see min Konges tre Sønner, og hans Brodersøn Armeniens Konge at beære deres ringeste Slave med deres Nærværelse. Kiere Ardys, svarede Corys leende, min Fader har ingen Slaver, og hans Sønner endnu mindre. Nu, nu Herre, (tog den anden Ordet) er jeg der ikke, vilde og burde jeg være det. Lad os see din Boe, siger Rhases, og dit Huus; thi derfor ere vi komne. Strax indføres de i Boen. Her saae man de kostbareste Metaller under Konstnernes Haand formede til Menneskers Brug og Fornøyelse, og saa artigen at ligne Naturen i sine Dyr og Vexter, at Pharnaces selv kunde ikke mættes af at see og sammenligne. I et Kammer ved Siden vare Kobber-Kar opstilte, der forkyndte samme Vittighed, og fæstede ikke mindre Tilskuernes Øyne. De reve sig endeligen fra disse Tillokkelser, og kom ud i hans Værksteder, hvor de fandt de samme Ting raae eller ufuldkomne, de inden for havde anseer med Henrykkelse. Den Flid: her herskede; den Orden som bestyrede alt; den Omvexling af Hænder, som annammede og videre befordrede det samme Kar; Den forskiellige Alder og Duelighed, der havde Deel i et sandt Mesterstykke: alt dette opvakte paa nye Kongens Agtsomhed og Forun-

114

dring. Men han mærkede, at Solen dalede, og efter at han havde kiøbt de Stykker, som i hans Nærværelse bleve færdige, forlod han med sit Selskab dette Konstens Sæde.

Jeg takker dig, kiereste Fætter, siger han til Rhases, at du endnu tilsidst vilde formeere min Fornøyelse. Eier min Farbroder denne Fabrik? Nei, nu ikke længere, blev Svaret; men han har eiet den. Ardys selv og otte af vore Kiøbmænd, som handle deels paa Assyrien og Medien, og deels paa Phrygien, Lydien og henmod Havet have i 11 Aar været i Besiddelse af den; thi Arbeidets Natur tillod ikke, at min Fader derved kunde underholde fleere Folk, end de andre: hvorover han ikke havde den længere, end der behøvedes for at sette den i fuld Drift, aabne Udveie til Afsettelse, og omplante paa beqvenmeste Stæder i Riget de Lærlinger, som vare blevne Mestere. Men Ardys synes mig, sagde Kongen, ikke at være indfød, thi hans Udtryk og Manerer have noget stridigt mod eders Sæder. Sandt! svarede Rhases. Han er fremmedt og født i Lydien. Der havde han lært at arbeide i Metal, og uden at fortælle ved hvilke Hændelser, kom han til Sidon, siden til Damascus, og endelig til Babylon. Overalt forbedrede han sin Konst, og forsynet af Naturen med det sindrigste Hoved og den nemmeste Haand, blev han en Mester. Nogen Stridighed og Fare jog ham fra Babylon for 36 Aar siden, og bragte ham til min Faders Lande. Efterat han havde givet de ubedrageligste Prøver paa sin Konst, blev det beslut-

115

ted at beholde ham og indrette ham alt, som han selv foreskrev. Men han maatte forpligte sig til at lære Landets Børn, og give dem den fulde Anviisning. Det er skeet, og nu lever derved 372 Familier, og min Faders Lande vinde ved disse Vahrers Afsettelse om Aaret 180 Talenter af Fremmede. Men jeg kand ikke sige, min Fætter, blev Printfen ved, hvad Bryderie denne eene Mand har voldt min Fader, og i intet har jeg meere æret hans Taalmodighed. Ardys var vandt til i de vellystige Lande, han er kommen fra, at holde sig mange Fruentimre, at give lekre Maaltider, al anstille Lystigheder, at føre Stads, at holde Slaver: og alt dette taalede vore Love, Sæder og Velfærd ikke. Det havde været let at jage ham bort, men min Fader havde den Nytte i Sigte, vi nu glæde os ved. Tilsynsmændene fik da deres fulde Arbeide: Irettesettelser, Bøder, smaa Straffer frugtede efterhaanden: i sær hialp det, at han ingen kunde faae i Ledtog med sig. Omsider blev han klog, og har nu intet uden de Talemaader og Manerer tilbage, som har giort min Fætter opmærksom.

Imedens de saa talede, kom de alt nærmere til Slottet, da Azan besindede sig, at han hverkern nu eller sidste Gang havde mærket enten Tiggere eller Hospitaler i Staden. Hvorledes gaaer det til, tilspørger han Rhases. I et Rige, hvor Tilsynet er jævnt og rigtigt, svarede denne, forekommes megen Fattigdom, og Resten raades Bod paa. Alt maae arbejde, hvad der har Kræfter, og Materialier forskaffes dem, som in-

116

gen have: Slegt og Venner og goddædige Folk, og naar andre ikke vil, Staden, Egnen eller og min Fader sørger for spæde, umyndige, gamle og svage Folk. Hvor Laster intet øde, hvor Formue findes, hvor Dyd giør ynksom og Viisdom styrer alt: der, kiereste Konge, er Armod rar eller letteligen ophielpes. Vi have ellers Huse for Svaghed og Alderdom, men de ere ikke i vore store Byer, hvor der ere desuden Munde nok, men paa saadarme Steder, hvor Levnetsmidlerne ere lette og mindst afsettelige.

De vare nu ved Slottet, og saae den gamle Konge at komme dem i Møde. Azan fordoblede sine Skridt; men førend han endnu kunde tale, siger Menes: Kiere Brodersøn, Stadens Orden og Vindskibelighed har uden Tvil fornøyet Dig, og kand nytte Dit Land. Gud har givet mig baade Villie og rig Anledning til at giøre dette Folk lyksaligt; Han skal give Dig det samme. Men I ere nu allerede trekte, lader os gane ind ar hvile os og nyde nogen Forfriskelse.

Imedens Bordet blev tilberedet, satte den gamle Fyrste sig med hele Selskabet i en luftig Sal. Farbroder, begyndte Azan, jeg længes efter mit Folk, som behøver min Nærværelse, og bør høste Frugten af den Viisdom, jeg baade har hørt og seet hos Dig. Dersom Du saa synes, bliver det bedst, at jeg i Morgen affærdiger de fremmede Gesandter. Svaret, jeg skal give dem, har jeg Dig at takke. Du har tilbudet mig, om vi i visse Aar kunde afbetale vor Gield, det første Aars Summe med paaløbende

117

Renter. Ogsaa denne Godhed tør jeg modtage. Men da jeg endnu ikke kand fastsette, hvormeget jeg trænger til, troer jeg det at være nok, at jeg lader min Gesandt erklære, at hver Aars Andeel skal altid 6 Maaneder forud blive dem tilstillet. Vilde Du nu og, kiereste Farbroder, efter Dit gode Løfte udnævne en Gesandt. Zariasp har jeg bestemt til min. Menes bifaldte det alt, og gav Befaling til Ariarathis Søn, Oberst ved et af hans Garderegimenter, at holde sig færdig. Azan erklærede og, at han Dagen efter maatte forlade sin Fader og sine Brødre. Men maae vi ikke opbie Festen? siger Hur. Kiere Hur, svarede Azan: Gud dyrkes allevegne, og det han i sær fordrer, er, at vi skal giøre vore Pligter. Du veed, hvad baade du og jeg skylde vort Fædreneland.

Armenien lod ham nu føle sin Magt over Hans Hierte, og ikke mindre ømmedes han ved at tænke paa den haarde Skilsmisse. Neppe kunde han ved Bordet være munter, og liden var hans Søvn om Natten; thi Fædreneland og Anslag og Menis Lærdomme og Hovedstadens Indretninger, og Farbroder og Fætre og den livsalige Omgang fremtraadde samlede og skifteviis for hans Tanker, Indbildningen overvældede Forstanden, og forstyrrede Hvilen, imedens hans Mænd uden for, trette af Gang og Betragtninger, nøde Natten og vederqvægede deres Legeme.

Saasnart Azan og hans Folk havde om Morgenen paaklædt sig, saae han Gesandterne,

118

hørde deres Trufler, forkyndte dem sin Villighed til at betale, naar deres Konger vilde blive ved den første Foreening, og i det øvrige foreviste dem Zariasp, som skulde følge dem hiem, og tillige fortælte dem, at Cappadociens Konge ogsaa lod en Gesandt fra sig reise med.

Da Gesandterne vare borte, gav Azan Befaling at holde alt færdigt til hans egen Afreise. Hvorpaa han gik over til sine Fætre, som strax sagde ham, at deres Fader havde tilladt dem at følge ham paa Grændserne. Afskeed maatte han dog tage med Cotyses Fyrstinde, der med to Sønner alleene var paa Slottet; thi de andre Printser havde deres Gemaler i deres Statholderskaber. I hendes Kammer staaer han, taler med hende, og har det yngste Barn paa Armen, da Menes triner ind, omfavner sin Brodersøn og siger: Kiere Søn, jeg maae begive mig til Staden: de nødvendigste Forretninger kalde mig: Vær Gud tro, og Dig selv og Dit Folk tro: elsk Viisdom: søg Sandhed: giør Ret. Vær langsom og standhaftig og bliv lyksalig! Den Gamle vilde holde sig og begive sig bort; men Azan havde omarmet ham, vilde tale, og kunde ikke. Nu, min Søn, Gud følge Dig og giøre Dig stor! sagde Menes, i det han selv, gennemtrængt af Kierlighed og Længsel, sidste Gang kyste ham.

Aldrig saasnart var han ude af Slottet, førend Azan med den talende Taushed tog Afskeed Med Fyrstinden og hendes Smaa, satte sig til Hest, og ledsaget af sine Fætre forlod det Sted,

119

hvor Menes boede. Rhases og hans Brødre talede ikke; thi de vidste, at Venskab og Høyagtelse og Taknemmeligbed har endog smertelige Rettigheder. Azans Mænd vare oversvømmede af samme Følelser som deres Herre, og Pharnaces selv, den forfærdelige Helt, var ikke engang forlegen med sin Sorg.

Endelig ankom de til en liden Bondebye, efterar de allerede vare paa Marken komne forbi dens arbeidende og syngende Indvaanere. Fætter, siger Rhases til Kongen, vil Du see disse Hytter: jeg for min Deel elsker dem vel saa meget som Hovedstadens Huse og Konstnernes Værksteder. Azan var villig, og efterat han agtsom havde beskuet inden til alt, hvad den nøysomme Natur kalder nok, betragtede han de Frugttræer og Jordfrugter, hver Hytte havde, og hørde af Rhases Hensigten og Nytten. Han saae et lige Tal af store og smaae Gaarde, og fornøyet over denne vise Indretning, blev han igien talende, og efterhaanden meere munter. De Fabriker, han hist og her antraf, enten hvor Levnetsmidlerne vare sær lette, eller Materialierne i Nærværelsen: De gamle ørkener, som nu skiultes med Korn: de Bierge, som Menneskehænder havde bedækket med Jord, og for en skyllende Regn med adskillige Steengierder omgivet: de udtørrede Moradser, aftappede Sumper, henledede Floder: de skiønne Græsgange, de mange Hjorder, hvert Vand Fiskerigt, og hver Egn anvendt efter sin Grund: den store Folke mængde, de fornøyede og velklædte Mennesker, den muntre Sindighed, som saaes pag dem alle:

120

dette, siger jeg, giorde Kongen ligesaa nysgierrig og glad, som Eftermiddagen tilforn i Hovedstaden.

Efter fire Dages Reise naaede de Cataonien, Rhasis Stadtholderskab. En Bavne, han antændte, og visse Tegn, han derved gav, viiste dem to Dage efter paa Armeniens Grændser 22000 Mand opstilte i fuld Slagtordning, alle Bønderkarle af Provintsen. Deres standhaftige Mine, den Glæde, hvormed de giørde deres øvelser, og deres Færdighed deri indtog saaledes Azan, at han, fuld af Forundring og det Forsæt at efterfølge, mindre blev rørt, da han nu tilsidst maatte omarme sine Brødre.

Han kom hiem, og den Fryd, som et Rygte om Fred Dagen tilforn havde opvakt, troede alle grundet, fordi de nu saae deres kiere Konge. Zariafp bilagde og Stridighederne, og Azan fik Roe til baade at udarbeide og iverksette sin Plan. Det laae ham og om Hierte, stedse at beholde Fred for at fuldføre sine Forbedringer. Landet fik da efterhaanden en fornyet Skikkelse: ingen sukkede over Vold: ingen knurrede længere, end til Erfaring havde viist dem Fordelene af Kongens Indretninger: Gudsfrygt, gode Sæder, Vindskibelighed og Indsigt vorde med hinanden.

Azans Viisdom var som Menesis; men det var i Armenien, han herskede. Gielden blev betalt og man troede, at Gielden havde giort Riget sin Lykke; thi nu var Folket dydigere og rigere og meere vindskibeligt.

Pag. 6. Lin. 8. udsætte, læs: undsette. P. 9. L. 10. der er af, l. der af. P. 14. L. 16. med Gud, l. men Gud. P. 21. L. 12. overleg, I. Overlæg. P. 40. L. 12. Redelighed, l. Rettighed. P. 90. L. 6. det, l. de.