Rasmus Frederik Hendriksen, 1847-1938 Uddrag fra Kristian Zahrtmann - en mindebog bygget over hans egne optegnelser og breve fra og til ham

Ingemann døde i Januar 1862. Mens jeg i Julen var paa Holsteinborg, fejredes i Sorø Juleaften af Ingemanns, deres gamle Pige og H. C. Andersen. Pigen havde med Staaltraad sat Julelys om en meget stor hvid Vinterasters. – De fire var ene. – Blomsten stod endnu med alle sine nedbrændte Lys, da jeg kom tilbage. – Gamle Grevinde Vilhelmine Holstein, født Reventlow, boede paa Holsteinborg og var Veninde af Andersen og Ingemann. Hun interesserede sig stærkt for kinesisk Mission, havde et af de elskeligste Ansigter, jeg nogensinde har set. Hun var Grev Holsteins Moder. – Sagde altid: Vi Reventlower, hvorover mine Cousiner og jeg følte os stødte. Dog tror jeg, vi selv havde en Rem af Huden, skønt vi ikke hed Reventlow. – Vi havde stor Fugleskydning det Aar. Med Vingen fik jeg et skønt Skrivetøj, som jeg forærede Fader. Mangfoldige kærlige Breve er udgaaede fra dette til alle os mange Børn.