Aage Friis, 1870-1949 Uddrag fra BREV TIL: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev FRA: Falbe, Christian Frederik (1871-09-26)

Saa utilfredsstillende for den nordslesvigske Befolkning en saadan Løsning end vilde være, vilde man dog vistnok finde den Deel af samme, der ikke indbefattedes under Retrocessionen, resigneret paa standhaftigt at afvente bedre Tider, uden at misunde deres Brødres heldigere Lod. Hans Majestæts Regjering paa sin Side, der i en Afgjørelse af Sagen vistnok ikke ledes af noget Ønske eller Hensyn til territorial Udvidelse, turde opnaae den Fordeel, ved nu at underkaste sig en Løsning af Spørgsmaalet, at et mere tillidsfuldt Forhold til Tydskland vilde kunne etablere sig, ligesom den i Fremtiden vilde staae med friere Hænder overfor de Magter, der kunde have til Hensigt, at benytte vor nærværende trykkede Stilling, til at drage os ind med i de europæiske Forviklinger.